The Greek version of Esther, found in the Septuagint, contains six additions not found in the Hebrew version of Esther that is in most Bibles. These additions to Esther consist of a prologue, prayers by Mordecai and Esther, the texts of the decrees from King Ahasuerus, amplifications to, and elaborations of, the narrative, and a postscript.

2. KAPITEL 10
4 Da sagde Mardokeus: Gud har gjort disse
Ting.
5 Thi jeg husker en Drøm, som jeg saae
angaaende disse Sager, og intet deraf er
svigtet.
6 En lille kilde blev til en flod, og der blev lys
og sol og meget vand: denne flod er Ester,
som kongen giftede sig med og gjorde til
dronning.
7 Og de to drager er jeg og Aman.
8 Og det var Folkene, som vare forsamlede
for at ødelægge Jødernes Navn:
9 Og mit folk er dette Israel, som råbte til Gud
og blev frelst; thi Herren har frelst sit folk, og
Herren har udfriet os fra alt det onde, og Gud
har gjort tegn og store undere, som ikke er
sket blandt hedningerne.
10 Derfor gjorde han to Lod, et for Guds Folk
og et andet for alle Hedningerne.
11 Og disse to Lodlodder kom i Time, Tid og
Doms Dag for Guds Ansigt blandt alle Folk.
12 Saa kom Gud sit Folk i Hu og
retfærdiggjorde sin Arv.
13 Derfor skal de dage være for dem i
måneden Adar, den fjortende og femtende dag
i samme måned, med forsamling og glæde og
med glæde for Gud, i slægtled til evig tid
blandt hans folk.
KAPITEL 11
1 I det fjerde regeringsår af Ptolemæus og
Kleopatra bragte Dositheus, som sagde, at han
var en præst og levit, og hans søn Ptolemæus,
dette Phurim-brev, som de sagde var det
samme, og at Lysimachus, Ptolemæus' søn,
som var i Jerusalem, havde tolket det.
2 I det andet regeringsår af Artexerxes den
Store, på den første dag i måneden Nisan,
havde Mardokeus, søn af Jairus, søn af Semei,
søn af Cisai, af Benjamins stamme, en drøm;
3 som var jøde og boede i byen Susan, en stor
mand, som tjener i kongens gård.
4 Han var også en af de fangne, som
Nabukodonosor, Kongen af Babylon, førte fra
Jerusalem sammen med Jekonias, Kongen af
Judæa; og dette var hans drøm:
5 Se en larm af tumult, med torden og
jordskælv og larm i landet:
6 Og se, to store Drager kom frem, rede til at
kæmpe, og deres Skrig var stort.
7 Og ved deres Skrig var alle Folkeslag rede
til at kæmpe, for at de kunde kæmpe mod det
retfærdige Folk.
8 Og se, en dag med mørke og dunkelhed,
trængsel og angst, trængsel og stort oprør på
jorden.
9 Og hele det retfærdige Folk var forfærdet,
frygtede for deres eget Onde, og var rede til at
omkomme.
10 Da raabte de til Gud, og ved deres Skrig
blev der, ligesom fra en lille Kilde, en stor
Flod, ja meget Vand.
11 Lyset og Solen stod op, og de ringe blev
ophøjede og fortærede de herlige.
12 Men da Mardoceus, som havde set denne
drøm, og hvad Gud havde besluttet at gøre,
var vågen, havde han denne drøm i tankerne,
og indtil natten ønskede han med alle midler
at vide det.
KAPITEL 12
1 Og Mardokeus tog sin hvile i gården
sammen med Gabatha og Tharra, kongens to
hoffmænd og paladsvogtere.
2 Og han hørte deres planer og undersøgte
deres hensigter og erfarede, at de var ved at
lægge hånd på kongen Artexerxes; og
saaledes attesterede han Kongen af dem.
3 Så undersøgte kongen de to hoffmænd, og
efter at de havde tilstået det, blev de kvalt.
4 Og kongen optegnede disse ting, og
Mardokeus skrev også om det.
5 Da bød Kongen Mardokeus at tjene ved
Forgården, og for dette belønnede han ham.
6 Men Aman, søn af Amadathus, Agagiten,
som var i stor ære hos kongen, søgte at
forulempe Mardokeus og hans folk på grund
af kongens to hoffmænd.
KAPITEL 13
1 Afskriften af brevene var denne: Den store
konge Artexerxes skriver disse ting til de
fyrster og guvernører, som er under ham fra

3. Indien til Etiopien i hundrede syv og tyve
provinser.
2 Derefter blev jeg herre over mange
folkeslag og herskede over hele verden, ikke
ophøjet med formodning om min autoritet,
men altid bar mig selv med retfærdighed og
mildhed, havde jeg til hensigt hele tiden at
afgøre mine undersåtter i et stille liv og gøre
min rige fredeligt og åbent for passage til de
yderste kyster, for at forny fred, som ønskes
af alle mennesker.
3 Da jeg nu spurgte mine rådgivere, hvordan
dette kunne ske, Aman, som udmærkede sig i
visdom blandt os og blev godkendt for sin
konstante gode vilje og standhaftige troskab
og havde æren af den anden plads i riget,
4 Forkyndte for os, at der i alle nationer i hele
verden var spredt et vist ondsindet folk, som
havde love, der var i modstrid med alle
nationer, og til stadighed foragtede kongers
befalinger, således at foreningen af vore riger,
som vi ærefuldt havde tiltænkt os, ikke kan gå
frem.
5 Da vi så forstår, at dette folk alene konstant
står i opposition til alle mennesker, adskiller
sig i deres loves mærkelige måde, og ondt
påvirket vores stat, idet de gør alt det ondt, de
kan, for at vort rige ikke skal blive fast
etableret:
6 Derfor har vi befalet, at alle dem, som er
tilkendegivet skriftligt til dig af Aman, som er
ordineret over anliggenderne og er næste for
os, skal alle sammen med deres hustruer og
børn blive fuldstændig tilintetgjort af deres
fjenders sværd uden al barmhjertighed og
medlidenhed, den fjortende dag i den tolvte
måned adar i dette indeværende år:
7 For at de, som fordum og nu ogsaa er
ondsindede, maa paa en Dag med Vold gaa i
Graven og saaledes altid herefter lade vore
Sager ordne sig vel og uden Besvær.
8 Da tænkte Mardoceus på alle Herrens
gerninger og bad til ham,
9 og sagde: O Herre, Herre, den Almægtige
Konge! thi hele Verden er i din Magt, og
dersom du har bestemt til at frelse Israel, er
der ingen, der kan modsige dig.
10 Thi du har skabt Himmelen og Jorden og
alle de underlige Ting under Himmelen.
11 Du er Herre over alle Ting, og der er ingen,
som kan modstå dig, som er Herren.
12 Du ved alt, og du ved, Herre, at det
hverken var i foragt eller stolthed eller for
noget ønske om herlighed, at jeg ikke bøjede
mig for den stolte Aman.
13 For jeg kunne have været tilfreds med god
vilje til Israels frelse ved at kysse hans
fodsåler.
14 Men jeg gjorde dette, for at jeg ikke skulde
foretrække Menneskets Herlighed fremfor
Guds Herlighed; ej heller vil jeg tilbede nogen
undtagen dig, o Gud, og jeg vil ikke gøre det
med Hovmod.
15 Og nu, Herre Gud og Konge, skån dit folk!
ja, de ønsker at ødelægge den arv, som har
været din fra begyndelsen.
16 Foragt ikke den Del, som du har udfriet af
Ægypten til dig selv.
17 Hør min Bøn, og vær barmhjertig mod din
Arv; vend vor Sorg til Glæde, at vi maa leve,
Herre, og prise dit Navn;
18 På samme måde råbte hele Israel
indtrængende til Herren, fordi deres død var
foran deres øjne.
KAPITEL 14
1 Dronning Ester, da hun frygtede for døden,
greb også til Herren:
2 Og hun tog sine herlige Klæder fra sig og
iførte sig Kvalens og sorgens Klæder, og i
stedet for kostbare Salver dækkede hun sit
Hoved med Aske og Møg, og hun ydmygede
sit Legeme meget, og alle sine Glædesteder
fyldte hun med hendes afrevne hår.
3 Og hun bad til Herren, Israels Gud, og
sagde: O min Herre, du er kun vor Konge;
hjælp mig, øde Kvinde, som ikke har nogen
Hjælper end dig!
4 Thi min Fare er i min Haand.
5 Fra min ungdom af har jeg hørt i min slægts
stamme, at du, o Herre, tog Israel blandt alle
folk og vore fædre fra alle deres forgængere
til en evig arv, og du har udført alt, hvad du
har lovet dem.
6 Og nu har vi syndet for dig; derfor har du
givet os i vore Fjenders Hænder,

4. 7 Fordi vi tilbad deres guder: Herre, du er
retfærdig.
8 Men det mætter dem ikke, at vi ere i bittert
Fangenskab; men de har slået Hænder med
deres Afguder,
9 at de vil ophæve det, som du med din Mund
har fastsat, og ødelægge din Arv og stoppe
deres Mund, som lovpriser dig, og udslukke
dit Hus og dit Alters Herlighed,
10 Og oplad Hedningernes Mund for at
fremsende Afgudernes Lovsang og at ophøje
en kødelig Konge til evig Tid.
11 O Herre, giv ikke dit scepter til dem, som
intet er, og lad dem ikke le over vores fald;
men vend deres Tanke imod sig selv og gør
ham til et Forbillede, som har begyndt dette
imod os.
12 Kom ihu, Herre, gør dig kendt i vor
Trængsels Tid, og giv mig Frimodighed, o
Folkenes Konge og al Magts Herre.
13 Giv mig en veltalende Tale i min Mund for
Løven, vend hans Hjerte til at hade ham, som
kæmper imod os, for at der kan komme Ende
på ham og alle, som er ham ligesindede.
14 Men fri os med din Haand, og hjælp mig,
som er øde, og som ikke har anden Hjælp end
dig.
15 Du ved alt, o Herre; du ved, at jeg hader de
uretfærdiges herlighed og afskyr de
uomskårnes og alle hedningenes seng.
16 Du kender min nød; thi jeg afskyr tegnet
på min høje ejendom, som er på mit hoved i
de dage, hvori jeg viser mig, og at jeg afskyr
det som en menstruationsklud, og at jeg ikke
bærer det, når jeg er privat. Mig selv.
17 Og at din Tjenestepige ikke har spist ved
Amans Bord, og at jeg ikke har agtet Kongens
Fest meget højt, ej heller drukket
Drikkeofferets Vin.
18 Heller ikke din Tjenerinde har haft nogen
Glæde siden den Dag, da jeg blev ført hertil
til denne Gave, uden i dig, Herre, Abrahams
Gud.
19 O du mægtige Gud fremfor alt, hør de
fortvivledes Røst og fri os af de
ondskabsfuldes Hænder og fri mig af min
Frygt.
KAPITEL 15
1 Og på den tredje Dag, da hun havde
afsluttet sine Bønner, lagde hun sine
Sørgeklæder fra sig og iførte sig sine herlige
Klæder.
2 Og efter at hun havde påkaldt Gud, som er
den, der ser og frelser alle ting, var hun herligt
udsmykket, og hun tog to tjenestepiger med
sig.
3 Og til den ene støttede hun sig, som hun bar
sig omhyggelig;
4 Og den anden fulgte efter og bragte sit Tog.
5 Og hun var rødmosset af sin Skønheds
fuldkommenhed, og hendes Ansigt var
muntert og meget elskværdigt; men hendes
Hjerte var i Kval af Frygt.
6 Da hun gik gennem alle Dørene, stod hun
foran Kongen, som sad på hans kongelige
Trone og var iklædt alle hans Majestætiske
Klæder, alt glimrende med Guld og
Ædelstene; og han var meget forfærdelig.
7 Da opløftede han sit majestætiske ansigt og
så meget hårdt på hende, og dronningen faldt
ned og blev bleg og besvimet og bøjede sig
ned over hovedet af pigen, som gik foran
hende.
8 Da forvandlede Gud Kongens Aand til
mildhed, som i Frygt sprang fra sin Trone og
tog hende i sine Arme, indtil hun atter kom til
sig selv og trøstede hende med kærlige Ord
og sagde til hende:
9 Esther, hvad er der i vejen? Jeg er din bror,
vær ved godt mod:
10 Du skal ikke dø, selvom vort bud er
almindeligt: kom nær!
11 Og så løftede han sit gyldne scepter og
lagde det om hendes hals,
12 og omfavnede hende og sagde: Tal til mig!
13 Da sagde hun til ham: Jeg så dig, min
Herre, som en Guds Engel, og mit Hjerte blev
forfærdet af Frygt for din Majestæt.
14 Thi vidunderlig er du, Herre, og dit Ansigt
er fuld af Naade.
15 Og mens hun talte, faldt hun ned af
afmattning.
16 Da blev Kongen forfærdet, og alle hans
Tjenere trøstede hende.

5. KAPITEL 16
1 Den store konge Artexerxes hilsen til
fyrsterne og guvernørerne i hundrede syv og
tyve provinser fra Indien til Etiopien og til
alle vore trofaste undersåtter.
2 Mange, jo oftere de æres med deres nådige
fyrsters store gavmildhed, jo mere stolte er de
vokset,
3 Og bestræb dig på at skade ikke blot vore
undersåtter, men ikke at være i stand til at
bære overflod, tag i hånden for også at øve
mod dem, der gør dem godt:
4 Og tag ikke blot taknemmeligheden væk fra
menneskene, men også ophøjet med udugtige
menneskers herlige ord, som aldrig var gode,
de tænker at undslippe Guds retfærdighed,
som ser alt og hader det onde.
5 Ofte har også retfærdig tale af dem, som er
sat i betroelse til at styre deres venners
anliggender, fået mange, der har myndighed,
til at få del i uskyldigt blod, og har indhyllet
dem i afhjælpelige ulykker:
6. De forfører sig med falskheden og bedraget
i deres uanstændige dispositioner om fyrsters
uskyld og godhed.
7 Nu kan I se dette, som vi har erklæret, ikke
så meget af ældgamle historier, som I kan,
hvis I undersøger, hvad der er blevet
ugudeligt gjort på det seneste gennem den
plagelige adfærd hos dem, der er uværdigt
placeret i myndighed.
8 Og vi skal passe på den kommende tid, så
vort rige kan blive stille og fredeligt for alle
mennesker,
9 Både ved at ændre vores formål, og altid at
bedømme ting, der er tydelige, med en mere
ligelig fremgangsmåde.
10 Thi Aman, en makedoner, Amadathas søn,
som i sandhed var en fremmed for det
persiske blod og langt fra vor godhed, og som
en fremmed tog imod os,
11 Havde hidtil opnået den gunst, som vi
viser over for ethvert folk, som at han blev
kaldt vor fader, og blev bestandig hædret af
alle de næste til kongen.
12 Men han, der ikke bar sin store værdighed,
gik hen for at berøve os vort rige og vort liv.
13 Da vi ved mangfoldige og listige Bedrag
havde søgt tilintetgørelsen af os, såvel af
Mardocheus, som reddede vort liv og
bestandig skaffede vort gode, som også af den
ulastelige Ester, delagtig i vort rige, med hele
deres nation.
14 Thi på denne måde tænkte han, idet han
fandt, at vi var fattige på venner, at have
oversat persernes rige til makedonerne.
15 Men vi finder, at jøderne, som denne onde
stakkel har overgivet til fuldstændig
ødelæggelse, ikke ere onde, men leve efter de
mest retfærdige love.
16 Og at de skal være børn af den højeste og
mægtigste, levende Gud, som har beordret
riget både til os og vore forfædre på den
fremragende måde.
17 Derfor skal I gøre klogt i ikke at udføre de
breve, som Aman, Amadathas søn, har sendt
til jer.
18 Thi han, som gjorde disse Ting, er hængt
ved Susans Porte med hele hans Slægt: Gud,
som hersker over alle Ting, og som hastigt
hævner ham efter hans Ørken.
19 Derfor skal I offentliggøre kopien af dette
brev alle steder, for at jøderne frit kan leve
efter deres egne love.
20 Og I skal hjælpe dem, at selv samme dag,
som er den trettende dag i den tolvte måned
adar, kan de hævnes på dem, som i deres
trængsels tid skal sætte over dem.
21 Thi den Almægtige Gud har vendt til dem
den Dag, da det udvalgte Folk skulde være
omkommet.
22 Derfor skulle I blandt eders højtidelige
højtider holde den højdag med al højtid.
23 For at der både nu og herefter skal være
sikkerhed for os og de velramte persere; men
for dem, der gør sammensværgelse mod os, et
minde om ødelæggelsen.
24 Derfor skal enhver by og ethvert land, som
ikke gør efter disse ting, blive ødelagt uden
barmhjertighed med ild og sværd, og de skal
gøres ikke blot ufremkommelige for
mennesker, men også mest hadefulde for
vilde dyr og fugle for evigt.