Book of Baruch, ancient text purportedly written by Baruch, secretary and friend of Jeremiah, the Old Testament prophet. The text is still extant in Greek and in several translations from Greek into Latin, Syriac, Coptic, Ethiopic, and other languages. The Book of Baruch is apocryphal to the Hebrew and Protestant canons but was incorporated in the Septuagint and was included in the Old Testament for Roman Catholics. The work is a compilation of several authors and is the only work among the apocrypha that was consciously modeled after the prophetic writings of the Old Testament.

2. KAPITEL 1
1 Og dette er Ordene i Bogen, som Baruk, Søn af
Nerias, Søn af Maasias, Søn af Sedekias, Søn af
Asadias, Søn af Chelcias, skrev i Babylon:
2 I det femte Aar og paa den syvende Dag i
Maaneden, da Kaldæerne indtog Jerusalem og
opbrændte det med Ild.
3 Og Baruk læste denne Bogs Ord for Jekonias,
Joakims Søns, Judas Konge, og for alt Folkets
Øren, som kom for at høre Bogen,
4 Og for Adelsmændenes og Kongens Sønners Øre
og for de Ældstes og alt Folkets Høre, fra det
laveste til det højeste, ja, blandt alle dem, som
boede i Babylon ved Floden Sud.
5 Hvorpå de græd, fastede og bad for Herrens åsyn.
6 De samlede også en indsamling af penge efter
hver mands magt:
7 Og de sendte det til Jerusalem til
Ypperstepræsten Joachim, Søn af Chelcias,
Saloms Søn, og til Præsterne og til alt Folket, som
fandtes hos ham i Jerusalem,
8 På samme tid, da han tog imod karene i Herrens
hus, som var båret ud af templet, for at returnere
dem til Judas land, den tiende dag i måneden Sivan,
nemlig sølvkar, som Sedekias den søn af Josias,
kongen af Jada, havde lavet,
9 Efter at Nabukodonosor, Kongen af Babylon,
havde bortført Jechonias og Fyrsterne og de fangne
og de vældige og Landets Folk fra Jerusalem og
ført dem til Babylon.
10 Og de sagde: Se, vi har sendt eder Penge til at
købe eder Brændofre og Syndofre og Røgelse og
tilberede Manna og ofre på Herren vor Guds Alter;
11 Og bed for Nabukodonosors Konge af
Babylons Liv og for hans Søns Balthasars Liv, at
deres Dage maa være paa Jorden som Himmelens
Dage.
12 Og Herren vil give os styrke og oplyse vore
øjne, og vi skal leve i skyggen af Nabukodonosors
konge af Babylon og i skyggen af hans søn
Balthasar, og vi skal tjene dem i mange dage og
finde nåde for deres øjne .
13 Bed også for os til Herren vor Gud, thi vi har
syndet mod Herren vor Gud; og indtil denne dag
er Herrens vrede og hans vrede ikke vendt fra os.
14 Og I skal læse denne bog, som vi har sendt til
jer, for at aflægge skriftemål i Herrens hus på
højtiderne og de højtidelige dage.
15 Og I skal sige: Herren vor Gud tilhører
Retfærdighed, men os Ansigternes Forvirring, som
det er sket i Dag, for Judas og Jerusalems
Indbyggere,
16 Og til vore konger og vore fyrster og vore
præster og vore profeter og vore fædre:
17 For vi har syndet for Herren,
18 Og var ulydige ham og har ikke lyttet til Herren
vor Guds røst for at vandre i de befalinger, som
han åbenlyst gav os:
19 Siden den dag, hvor Herren førte vore forfædre
ud af Egyptens land, indtil denne dag, har vi været
ulydige mod Herren vor Gud, og vi har været
forsømmelige ved ikke at høre hans røst.
20 Derfor klæbede det onde ved os og den
forbandelse, som Herren påsatte ved sin tjener
Moses på den tid, da han førte vore fædre ud af
Ægyptens land, for at give os et land, der flyder
med mælk og honning, ligesom det er at se denne
dag.
21 Ikke desto mindre har vi ikke lyttet til Herren
vor Guds røst i overensstemmelse med alle
profeternes ord, som han sendte til os:
22 Men hver fulgte sit eget onde Hjertes
Forestilling, at tjene fremmede Guder og gøre,
hvad der er ondt i HERREN vor Guds Øjne.
KAPITEL 2
1 Derfor har Herren gjort sit ord, som han udtalte
mod os og over vore Dommere, som dømte Israel,
og mod vore Konger og mod vore Fyrster og mod
Israels Mænd og Juda, opfyldt.
2 for at bringe store Plager over os, som der aldrig
er sket under hele Himmelen, som det skete i
Jerusalem, efter det, som er skrevet i Mose Lov;
3 At en Mand skal æde sin egen Søns Kød og sin
egen Datters Kød.
4 Og han har overgivet dem til at underordne sig
alle de Riger, som ere omkring os, til at være til
Skændsel og Ødelæggelse blandt alt Folket rundt
omkring, hvor HERREN har spredt dem.
5 Således blev vi faldet ned og ikke ophøjet, fordi
vi har syndet mod Herren vor Gud og ikke været
lydige mod hans røst.
6 Retfærdighed tilkommer Herren vor Gud, men
for os og vore Fædre åbenbar Skam, som det ses i
Dag.
7 Thi alle disse plager er kommet over os, som
Herren har udtalt over os
8 Men vi har ikke bedt for Herren, at vi må vende
enhver fra sit onde hjertes fantasi.
9 Derfor vogtede Herren over os for det onde, og
Herren har bragt det over os; thi Herren er
retfærdig i alle sine gerninger, som han har befalet
os.

3. 10 Alligevel har vi ikke lyttet til hans røst for at
vandre i Herrens befalinger, som han har givet os.
11 Og nu, Herre, Israels Gud, som har ført dit folk
ud af Ægyptens land med en stærk hånd og høj arm
og med tegn og undere og med stor magt, og har
fået dig et navn, som det ser ud i dag:
12 Herre vor Gud, vi har syndet, vi har gjort
ugudeligt, vi har handlet uretfærdigt i alle dine
Lovbud.
13 Lad din Vrede vende sig fra os; thi vi ere kun
nogle få tilbage blandt Hedningerne, hvor du
adspredte os.
14 Hør vore bønner, o Herre, og vore bønner, og
udfri os for din egen skyld, og giv os nåde for dem,
som har ført os bort!
15 For at hele Jorden skal vide, at du er Herren vor
Gud, fordi Israel og hans Efterkommere er kaldt
ved dit Navn.
16 O Herre, se ned fra dit hellige Hus og se på os;
bøj dit Øre ned, Herre, for at høre os.
17 Åbn dine Øjne, og se; thi de døde, som er i
gravene, hvis sjæle er taget fra deres kroppe, vil
hverken give Herren lovprisning eller
retfærdighed.
18 Men den sjæl, som er meget forarget, som går
nedbøjet og svagelig, og de øjne, der svigter, og
den sultne sjæl, skal give dig pris og retfærdighed,
o Herre.
19 Derfor beder vi ikke vor ydmyge bøn for dit
ansigt, Herre vor Gud, for vore fædres og vore
kongers retfærdighed.
20 Thi du har udsendt din Vrede og Harme over os,
som du har talt ved dine Tjenere Profeterne, idet
du sagde:
21 Saa siger Herren: Bøj eders Skuldre ned for at
tjene Babels Konge; saa skulle I blive i det Land,
som jeg gav eders Fædre.
22 Men dersom I ikke vil høre Herrens Røst for at
tjene Babels Konge,
23 Jeg vil lade ophøre af Judas Byer og udefra
Jerusalem, Glædens Røst og Glædens Røst,
Brudgommens Røst og Brudens Røst; og hele
Landet skal blive øde for indbyggere.
24 Men vi vilde ikke lytte til din Røst for at tjene
Babels Konge; derfor har du fuldbyrdet de Ord,
som du talte ved dine Tjenere Profeterne, nemlig
at vore Kongers Ben og vore Fædres Ben skulle
blive taget ud af deres plads.
25 Og se, de blev kastet ud til Dagens Hede og til
Nattens Frost, og de døde i stor Elendighed ved
Hungersnød, ved Sværd og ved Pest.
26 Og det Hus, som er kaldt efter dit Navn, har du
lagt øde, som det er at se i Dag, for Israels Hus's
og Judas Hus's Ondskab.
27 Herre vor Gud, du har handlet med os efter al
din godhed og efter al din store barmhjertighed,
28Som du talte ved din Tjener Moses den Dag, da
du befalede ham at skrive Loven for Israels Børn,
og sagde:
29 Dersom I ikke hører min Røst, skal denne
meget store Mængde visselig blive forvandlet til et
lille Mængde blandt Folkene, hvor jeg vil adsprede
dem.
30 Thi jeg vidste, at de ikke ville høre mig, thi det
er et stivnakket Folk; men i deres Fangenskabs
Land skulle de komme sig selv i Hu.
31 Og jeg skal kende, at jeg er Herren deres Gud;
thi jeg vil give dem et hjerte og ører til at høre.
32 Og de skulle prise mig i deres Fangenskabs
Land og tænke på mit Navn,
33 Og vend om fra deres stive Nakke og fra deres
ugudelige Gerninger; thi de skulle komme deres
Fædres Vej i Hu, som syndede for HERRENS
Ansigt.
34 Og jeg vil føre dem tilbage til det Land, som jeg
lovede deres Fædre Abraham, Isak og Jakob med
Ed, og de skulle være Herrer over det, og jeg vil
forøge dem, og de skulle ikke blive mindre.
35 Og jeg vil slutte en evig Pagt med dem om at
være deres Gud, og de skulle være mit Folk; og jeg
vil ikke mere drive mit Folk Israel ud af det Land,
som jeg har givet dem.
KAPITEL 3
1 O Herre den Almægtige, Israels Gud, sjælen i
angst, den urolige ånd, råber til dig.
2 Hør, Herre, og forbarm dig; thi du er barmhjertig,
og forbarm dig over os, fordi vi har syndet for dig.
3 Thi du holder ud evindelig, og vi omkommer
aldeles.
4O Herre den Almægtige, du Israels Gud, hør nu
de døde israelitters og deres børns bønner, som har
syndet foran dig og ikke lyttet til din Guds røst; for
årsagen til disse plager klæber os .
5 Kom ikke vore Forfædres Misgerninger i Hu,
men tænk nu paa din Magt og dit Navn i denne Tid.
6 Thi du er Herren vor Gud, og dig, Herre, vil vi
prise.
7 Og derfor har du lagt din Frygt i vore Hjerter i
den Hensigt, at vi skulde paakalde dit Navn og
prise dig i vort Fangenskab; thi vi have mindet al
vore Forfædres Misgerning, som syndede foran
dig.

4. 8 Se, vi er endnu i dag i vort fangenskab, hvor du
har spredt os til en skændsel og en forbandelse og
for at være underlagt betaling efter alle vore fædres
misgerninger, som var afveget fra Herren vor Gud.
9 Hør, Israel, livets bud, lyt til at forstå visdom.
10 Hvorledes er det Israel, at du er i dine Fjenders
Land, at du er blevet gammel i et fremmed Land,
at du er besmittet med de døde,
11 At du regnes med dem, som fare ned i Graven?
12 Du har forladt Visdommens Kilde.
13 Thi dersom du havde vandret paa Guds Vej,
skulde du have boet i Fred evindelig.
14 Lær, hvor er Visdom, hvor er Styrke, hvor er
Forstand; at du også må vide, hvor er dages længde
og liv, hvor er øjnenes lys og fred.
15 Hvem har fundet hendes sted? eller hvem er
kommet i hendes Skatte?
16 Hvor ere Hedningernes Fyrster blevet, og de,
som herskede over Dyrene paa Jorden;
17 De, som havde deres Forlystelse med
Himmelens Fugle, og de, som opsamlede Sølv og
Guld, paa hvilke Mennesker stoler paa og ikke
gjorde Ende paa at faa dem?
18 Thi de, som arbejdede i Sølv og vare saa
omhyggelige, og hvis Gerninger er uransakelige,
19 De er forsvundet og er gået ned i graven, og
andre er kommet op i deres sted.
20 Unge Mænd have set Lys og boet paa Jorden,
men Kundskabens Vej kjendte de ikke,
21 De forstod ikke dens Stier og greb den ikke;
deres Børn vare langt borte fra den Vej.
22 Det er ikke blevet hørt i Kanaan, og det er ikke
set i Theman.
23 Agarenerne, som søger visdom på jorden,
købmændene i Meran og Theman, forfatterne af
fabler og søgende af forstand; ingen af disse har
kendt visdommens vej eller husker hendes stier.
24 O Israel, hvor stort er Guds hus! og hvor stort
er hans Ejendomsplads!
25 Stor og har ingen Ende; høj og umålelig.
26Der var de kæmper, der var berømte fra
begyndelsen, som var af så stor størrelse og så
dygtige i krig.
27 Dem udvalgte Herren ikke, og han gav dem
ikke kundskabens vej:
28 Men de bleve ødelagte, fordi de ikke havde
Visdom, og gik til Grunde ved deres egen Dårskab.
29 Hvo er steget op til Himmelen og taget hende
og ført hende ned fra Skyerne?
30 Hvo er gået over Havet og fundet hende, og vil
bringe hende for rent Guld?
31 Ingen kender hendes Vej og tænker ikke på
hendes Vej.
32 Men den, som kender alt, kender hende og har
fundet hende med sin forstand;
33 Hvo som udsender Lys, og det gaar, kalder det
igen, og det adlyder ham med Frygt.
34 Stjernerne skinnede i deres vagter og glædede
sig; når han kalder på dem, siger de: her er vi; og
således viste de med glæde lys for ham, som skabte
dem.
35 Dette er vor Gud, og ingen anden skal regnes
for ham
36 Han har fundet al Kundskabens Vej og givet
den til sin Tjener Jakob og sin Elskede Israel.
37 Siden viste han sig paa Jorden og talte med
Mennesker.
KAPITEL 4
1 Dette er bogen med Guds bud og loven, som
varer evindelig: alle, som holder den, skulle blive
levende; men de, som forlader det, skal dø.
2 Vend dig om, Jakob, og greb det; vandre for dets
lys, at du kan blive oplyst.
3 Giv ikke din Ære til en anden, ej heller det, som
er gavnligt for dig til et fremmed Folk.
4 O Israel, lykkelige ere vi, thi det, som er Guds
velbehag, er kundgjort for os.
5 Vær ved godt Mod, mit Folk, Israels Minde!
6 I blev solgt til Hedningerne, ikke for eders
Udryddelse; men fordi I drev Gud til Vrede, blev I
overgivet til Fjenderne.
7 Thi I forargede ham, som skabte eder, ved at ofre
til Djævle og ikke til Gud.
8 I have glemt den evige Gud, som opfostrede eder;
og I har bedrøvet Jerusalem, som ammede eder.
9 Thi da hun saae Guds Vrede komme over Eder,
sagde hun: Hør, I, som bor ved Sion! Gud har bragt
stor Sorg over mig;
10 Thi jeg så mine Sønners og Døtres Fangenskab,
som den Evige bragte over dem.
11 Med Glæde nærede jeg dem; men sendte dem
bort med gråd og sorg.
12 Lad ingen glæde sig over mig, en Enke og
forladt af mange, som for mine Børns Synder er
henladt øde; fordi de gik bort fra Guds lov.
13 De kendte ikke hans Anordninger og vandrede
ikke på hans Buds Veje og trådte ikke på Tugtens
Stier i hans Retfærdighed.
14 Lader de, som bor omkring Sion, komme og
ihukomme mine Sønners og Døtres Fangenskab,
som den Evige har bragt over dem.
15 Thi han har bragt et Folk over dem langt borte,
et skamløst Folk og et fremmed Sprog, som

5. hverken ærede en gammel Mand eller forbarmede
sig over Barn.
16 Disse have bortført Enkens kære og elskede
Børn og efterladt hende, som var alene øde uden
Døtre.
17 Men hvad kan jeg hjælpe dig?
18 Thi han, som bragte disse Plager over dig, skal
udfri dig fra dine Fjenders Hænder.
19 Gå din vej, mine børn, gå din vej; thi jeg er
blevet øde.
20 Jeg har taget Fredens Klæde af og iført mig min
Bøns Sæk; jeg vil råbe til den Evige i mine Dage.
21 Vær ved godt mod, o mine børn, råb til Herren,
og han vil udfri jer fra fjendernes magt og hånd.
22 Thi mit Haab er i Evigheden, at han vil frelse
dig; og glæde er kommet til mig fra den Hellige på
grund af den barmhjertighed, som snart skal
komme til jer fra den evige, vor Frelser.
23 Thi jeg sendte eder ud med Sorg og Græde, men
Gud vil give mig eder igen med Glæde og Fryd for
evigt.
24 Ligesom Sions Naboer nu have set dit
Fangenskab, saaledes skulle de snart se din Frelse
fra vor Gud, som skal komme over dig med stor
Herlighed og Evigheds Glans.
25 Mine Børn, lid tålmodigt den Vrede, som er
kommet over eder fra Gud; thi din Fjende har
forfulgt dig; men snart skal du se hans ødelæggelse,
og du skal træde ham på nakken.
26 Mine sarte ere gaaet ujævne Veje og bleve
bortførte som en Fjendernes Hjord.
27 Vær ved god Trøst, mine Børn, og raab til Gud;
thi I skulle ihukommes af ham, som bragte disse
Ting over eder.
28 Thi ligesom det var eders Tanke at fare vild fra
Gud, saaledes skal I vende tilbage, og søge ham ti
Gange mere.
29 Thi han, som har bragt disse Plager over dig,
skal bringe dig evig Glæde med din Frelse.
30 Hav et godt Hjerte, Jerusalem! thi han, som har
givet dig det Navn, skal trøste dig.
31 Elendige ere de, som plagede dig og glædede
sig over dit Fald.
32 Elendige er de Byer, som dine Børn tjente;
elendig er hun, som tog imod dine Sønner.
33 Thi ligesom hun frydede sig over din
Undergang og glædede sig over dit Fald, saaledes
skal hun være bedrøvet over sin Ødelæggelse.
34 Thi jeg vil fjerne hendes store Mængdes Glæde,
og hendes Hovmod skal forvandles til Sorg.
35 Thi Ild skal komme over hende fra den Evighed,
længes efter at bestå; og hun skal være beboet af
djævle til en stor tid.
36 Jerusalem, se dig omkring mod øst, og se den
glæde, som kommer til dig fra Gud.
37 Se, dine Sønner komme, som du har sendt bort,
de komme forsamlede fra Øst til Vest ved den
Helliges Ord, frydende over Guds Herlighed.
KAPITEL 5
1 Tag af, Jerusalem, sorgens og nødens
klædedragt, og ifør dig den herligheds skønhed,
som kommer fra Gud til evig tid.
2 Kast et dobbelt klæde om dig af den
retfærdighed, som kommer fra Gud; og sæt et
diadem på dit hoved af den evige herlighed.
3 Thi Gud vil vise dit lys for hvert land under
himlen.
4 Thi dit Navn skal kaldes af Gud for evigt
Retfærdighedens Fred og Guds Tilbedelses Ære.
5 Stå op, Jerusalem, og stå i det høje, og se dig
omkring mod øst, og se, dine børn er samlet fra
vest til øst ved den Helliges ord og fryder sig over
Guds ihukommelse.
6 Thi de gik bort fra dig til Fods og blev ført bort
af deres Fjender; men Gud fører dem ophøjet til
dig som Rigets Børn.
7 Thi Gud har bestemt, at hver høj bakke og
langvarige bredder skal kastes ned og dale fyldes
for at gøre jorden jævn, at Israel kan gå sikkert i
Guds herlighed,
8 Og selv Skovene og hvert træ med en duftende
skal overskygge Israel ved Guds Befaling.
9 For Gud skal lede Israel med glæde i lyset af
hans herlighed med den barmhjertighed og
retfærdighed, som kommer fra ham.