1. Tro, håb og kærlighed i forebyggelsen
Denne artikel er et svar på Lægeforeningens prisopgave »Lægen som individuel
sundhedsformidler.« Vi skal alle gå til regelmæssige forebyggende helbredsundersøgelser og have
en livsjournal. Lægen skal trænes i bedre kommunikation og etik mod en terapeutisk rolle, i
tværfagligt samarbejde og lægge vægt på ressourcer frem for risikofaktorer. Da vil det ikke være
sygeliggørende at gå til regelmæssige eftersyn. Men der er mange barrierer for et sådant projekt. I
hvert fald et debatindlæg, skriver forfatteren til Månedsskriftet.
Af: Helena Nielsen
På trods af teknologiske fremskridt og forbedring af behandlingen af mange sygdomme, ser det ikke
ud til, at vores sundhed og levetid er blevet forbedret betydeligt i de sidste 20 år. Vi ved, at levekår
og livsstil har stor betydning herfor, og det er faktorer vi selv kan have indflydelse på. Det har vi
vidst længe, og der er tidligere forsøgt strategier, der lagde mere vægt på forebyggelse og
sundhedsfremme. Der er blevet skrevet betænkninger og handlingsplaner og lavet forsøgsprojekter,
og der er blevet ført store kampagner. Målsætningen »Sundhed for alle år 2000« blev slået stort op.
Det ser ud som om, den strategi, der i Danmark blev lagt, ikke har været tilstrækkelig. Paradoksalt
nok bliver der ganske vist flere og flere ældre, der passerer de hundrede år. Men middellevetiden er
stagneret. Det må betyde, at mange mennesker dør for tidligt. Det er påvist, at der er stor social
ulighed i sundhed. Det anslås, at 80% af befolkningen (angiveligt de bedst uddannede og socialt
fungerende) kan udnytte de tilbud, der i dag eksisterer, mens 20% (de dårligst uddannede og socialt
fungerende) ikke drager nytte heraf. Det ser ud til, at visse grupper af kvinder er med til at »betale
prisen« for, at middellevetiden er stagneret på trods af tilsyneladende stigende velfærd.
Jeg ser det som et grundvilkår, at ikke alle sygdomme kan forebygges. Naturen består af såvel ondt
som godt, døden er en del af livet. Men de sygdomme og forandringer, der er resultat af vores
livsstil, og den ødelæggelse, der skyldes en menneskelig ødelæggelsestrang, bør vi, ifølge min
bedste overbevisning, også forhindre i at udvikle sig. Selv mange af de sygdomme, som er delvist
genetisk betinget, kan ved bevidst ændring af livsstil, forebygges eller udsættes.
Vi har megen viden, og der kommer flere og flere undersøgelser til, der viser noget om årsager og
udvikling af sygdomme. Alligevel vil jeg påstå, at vi aldrig har viden nok. Alt, hvad der vedrører
mennesket er så komplekst, at det aldrig vil være muligt at få komplet viden og kontrol over
menneskelivet. Det ville være blasfemi, hvis nogen opfattede sig selv i stand til at vide nok til at
»frelse menneskeheden«. Der er meget vi ikke ved tilstrækkeligt om, og noget vi ikke ved vi ikke
ved, fordi vi er præget af bias i vores videnskabelige tradition inden for sundhedsforskningen. Der
er en stor udfordring i at udnytte den viden, vi har i øjeblikket, på en mere hensigtsmæssig måde, og
udvikle nye strategier for at flere kan drage nytte af sundhedsformidlingen.
Min mening er, at vi som mennesker er forpligtet til at drage omsorg for hinanden, og som læger er
vi forpligtet til at videregive den viden, vi har, på den mest hensigtsmæssige måde. Vi kan ikke
bestemme, om de mennesker der modtager budskaberne, skal tage imod dem, endsige udnytte dem
og integrere dem i deres eget liv. Men hvis vi selv tror på de budskaber, vi søger at videreformidle,
bør vi forbedre vores professionelle evner, så vi bliver i stand til at gøre formidlingen optimal.

2. Der er allerede gode initiativer og tiltag i det nuværende system. Der fokuseres mere på
kommunikation tidligt i lægeuddannelsen. Børne-ungelæger i kommunerne underviser elever i
handlekompetence. Praktiserende læger inddrager mere og mere forebyggelsesaspektet. Der findes
hospitalsafdelinger, der inkorporerer forebyggelse og sundhedsfremme.
Jeg mener, at udviklingen i de næste 20 år kan vendes ved at koordinere den viden, der allerede
eksisterer, ved at omprioritere de nuværende ressourcer, og hvis vi i fællesskab arbejder på et
projekt båret af tillid, respekt, ansvar, omsorg, lydhørhed, håb og kærlighed.
Det drejer sig om påvirkning af viden, holdninger og motivation både i sundhedssystemet og i
befolkningen. Men der er barrierer for et sådant projekt.
Barrierer for individuel sundhedsformidling i
det nuværende social- og sundhedsvæsen
Der er barrierer for sundhedsformidlingen mange steder i det nuværende social- og sundhedsvæsen:
• Der kan være sproglige og kulturelle barrierer overalt i systemerne
• I social- og sundhedssystemet:
– Overordnet manglende prioritering af tid og økonomiske ressourcer til sundhedsformidling
– Manglende træning i kommunikation præ- og postgraduat
– Manglende samarbejde mellem socialvæsen, primær- og sekundærsektor
– Manglende opfølgning
– Utilstrækkelig forskning inden for sundhedsformidling
– Manglende motivation hos den enkelte læge, social- eller sundhedsarbejder
– Manglende tillid til de selvregulerende og selvhelbredende kræfter i det enkelte menneske
• Hos målgruppen
– Forskellig prioritering af, hvad der har betydning i livet
– Manglende tillid til sundhedssystemet
– Forskellig holdning til sundhedsbegrebet
– Manglende motivation til at ændre livsstil
SPROGET

3. Det er et dilemma, at det, som sundhedsprofessionelle forsøger at formidle, ikke altid forstås på
samme måde af de mennesker, budskabet skal nå. De bruger forskelligt sprog. I uddannelsen
tilegnes et akademisk sprog, som mange mennesker ikke forstår. Sproget er endvidere forskelligt i
forskellige samfundsgrupper. Over for etniske grupper kan det være et problem, hvis der ikke
benyttes veluddannede tolke. Vi bør have mere viden om sproglige og kulturelle barrierer.
MANGLENDE OVERORDNET PRIORITERING AF TID
OG RESSOURCER
I lægeuddannelsen undervises mest i sygdomsbehandling, og læger aflønnes bedst for
sygdomsbehandling. Praktiserende læger og speciallæger aflønnes efter ydelser. Det betyder, at
mange snarere foretrækker at få så mange igennem systemet som muligt, i stedet for at bruge mere
tid til den enkelte. Der kræves mere tid til samtaler, undersøgelser og opfølgning i forbindelse med
individuel sundhedsformidling. Der kræves bedre aflønning af forebyggende samtaler og
undersøgelser.
UTILSTRÆKKELIG VIDEN
Den viden, der ligger til grund for vore handlinger i sundhedssystemet, er baseret på statistiske
beregninger, og det er en gennemsnitsviden. Det enkelte individ er ikke det samme som
gennemsnittet. Ingen mennesker kan sættes på ligninger. Der mangler tilstrækkelig viden om, hvad
det egentlig er, der påvirker det enkelte menneske i et livsforløb.
FORSKELLIGE HOLDNINGER
I befolkningen vil der være mange forskellige meninger og holdninger til, hvor meget og hvordan
der skal forebygges. Den mandag, jeg første gang så opgaven, var der i radioen en debatudsendelse,
hvor det blev drøftet, om der på tobaksreklamer skulle påføres, at tobak var sundhedsskadelig. En
kvinde på 80 år, der sad i kørestol og havde fået amputeret det ene ben, og som havde røget hele
livet, mente ikke, at det skulle påføres. Hun mente, at vi mennesker godt vidste, at det var
sundhedsskadeligt og havde den frie vilje til at vælge, om vi ville blive ved med at ryge eller ej.
Selv havde hun ikke til sinds at ophøre med det, selvom hun havde fået amputeret det ene ben. En
mand omkring 50 år med kronisk bronkitis, havde en anden mening. Han ville ønske, at han i
ungdommen havde haft viden om, hvor farligt det var, så mente han, at han ville være ophørt for
længe siden, således at det ikke ville have udviklet sig til den invaliderende sygdom. Specielt ville
han ønske, at de unge i dag ikke begik samme fejl, og var en varm fortaler for oplysning på
reklamer og på cigaretpakkerne. Hvis det havde været unge mennesker, der var blevet spurgt, var
helt sikkert begge holdninger også kommet frem. Nogle ville ikke ophøre med at ryge, fordi de
holdt af at ryge, andre ville holde op af frygt for at blive syge. Andre, som ganske vist frygtede at
blive syge og godt kunne se fornuften i at holde op, ville alligevel ikke have drivkraften til at holde
op.

4. Blandt læger er der forskellige holdninger til, hvad lægens vigtigste rolle er. Nogle vil mene, at det
er sygdomsbehandling, vi skal koncentrere os om. Det er det, vi har lært mest om, andre faggrupper
kan beskæftige sig med forebyggelse og sundhedsformidling.
De vil stille spørgsmålet, om det er lægers opgave at være »sundhedsapostle og missionere«. Hvert
enkelt individ har vel ret til at vælge selv, hvordan livet skal leves?
Nogle mener, at al den »prædiken« om uhensigtsmæssig sundhedsadfærd bevirker, at mennesker
unødigt fyldes med skyldfølelse, hvilket kan gøre det sværere at ændre noget. Samtidig har nogle
folk den opfattelse, at hvis man skulle rette sig efter »sundheds-apostlene«, ville man få et
kedeligere liv.
FORSKELLIG MOTIVATION
Nogle læger vil ikke være interesseret i forebyggelse og sundhedsformidling, fordi de personligt
ikke tror, at det nytter noget. Mange læger vil mangle motivation på grund af manglende økonomisk
kompensation for den ekstra tid, der skal bruges på sundhedsformidling.
For målgruppen kan uvilje til at ændre adfærd, med henblik på at kunne beskytte sit liv på længere
sigt, være et udtryk for, at man foretrækker umiddelbar behovstilfredsstillelse, og ikke er
interesseret i at tænke helbred på lang sigt. Det kan være et spørgsmål om, gerne at ville leve et liv
med chancer og risiko. Alle kender historier om en oldefar, der blev hundrede år, selv om han både
røg og drak!
Det kan også være en naiv forventning til, at videnskaben og de teknologiske fremskridt nok bliver i
stand til at udbedre skader og helbrede, når man selv kommer for tur!
TILLID OG MISTILLID
Tillid og tryghed er en nødvendig forudsætning for, at én person kan støtte og hjælpe en anden
person til at foretage ændringer i sit liv. Mistilliden mellem læger og patienter er en væsentlig
barriere i den individuelle sundhedsformidling.
Én grund til mistillid kan være, at patienter oplever at få forskellige budskaber ikke blot fra
forskellige faggrupper, men også fra forskellige personer inden for den samme faggruppe.
Samarbejdet mellem faggrupper, i primær og sekundær sundhedssektor bør styrkes, og
holdningerne bør være mere ensartede, frem for der sker en splitning faggrupperne imellem, hvis
man ønsker at få gennemslagskraft.
Patienters mistillid til lægerne kan hænge sammen med det voksende alternative marked og mediers
kritik af læger; samtidig er disse faktorer et udslag af mistilliden.
Det enkelte menneske kan have helt personlige grunde, som kan være en tillært skepsis over for
repræsentanter fra det traditionelle system eller en mistillid til autoriteter i det hele taget. I
virkeligheden kan det være udtryk for en grundliggende mistillid til sig selv og andre mennesker.

5. Læger har ligeledes problemer med tillid til patienterne og deres evne til selv at vurdere, hvordan de
har det, og evne til selv at finde ressourcer. I uddannelsen er der lagt for lidt vægt på det sunde
menneskes selvregulerende muligheder.
Endelig kan læger være med til at gøde mistilliden, måske som et udslag af manglende tillid til sig
selv eller systemet, ved at kritisere andre læger, specialer eller hospitalsvæsenet.
Én væsentlig grund til, at mange mennesker ikke har fuld tillid til læger, er problemer med
kommunikationen. Alt for ofte oplever de ikke at blive hørt og forstået.
Hvis læger var troværdige, tillidsskabende og var i stand til at kommunikere optimalt, tror jeg det
ville forbedre deres muligheder som individuelle sundhedsformidlere.
Den basale tillid til tilværelsen og os selv grundlægges tidligt i barndommen. Den skabes af
tryghedsskabende, kærlighedsfulde voksne, der respekterer barnet som det enestående menneske,
det er. Kærlighed til livet og livsmod er nødvendige ingredienser til et sundt liv. I mødet mellem
læge og patient skal de samme ingredienser være til stede, for at mødet bliver vellykket. Det samme
gælder ansvarsfølelse og omsorg, respekt for den enkeltes helt unikke historie, respekt for den
enkeltes person og liv i sammenhæng med andre.
Lægen skal selv tro på, at forebyggelse nytter.
DEN ONDE CIRKEL
En anden grund til, at man ikke ønsker/ formår at ændre noget, kan være en selvdestruktiv holdning,
en mangel på omsorg for sig selv (= et dyrebart liv). Jeg mener, at der er en tendens i vort samfund,
der er medvirkende til, at vi ikke er tilstrækkelig glade for os selv, har respekt for os selv og
respekterer og værner om vort eget og andres liv. Det medfører en negativ forventning til, at det
nytter noget at lave om på indgroede vaner. Når respekten til sig selv mangler, er det svært at
respektere andre! Negative forventninger medfører en ond cirkel, hvor selvværd og selvvurderet
helbred vurderes lavt, og det er påvist at medføre større sygelighed og dødelighed.
Før vi ser på de enkelte risikofaktorer, mener jeg, vi bør tage udgangspunkt i de grundlæggende
forestillinger og forventninger, hver enkelt har til sig selv og sit liv. Med tillid og tro til den enkeltes
ressourcer, med håb om at forandring er mulig, og med kærlighed til livet, tror jeg, at vi i stor
udstrækning kan vende denne onde cirkel til en god cirkel.
Lægen som individuel sundhedsformidler
Læger har en vigtig rolle som sundhedsformidlere. Det gælder i lige høj grad over for nye
medicinstuderende, uddannelseslæger og andre faggrupper, som de mennesker, der kommer i
kontakt med lægen. Der er flere facetter af den rolle:
UNDERVISER OG VIDENSFORMIDLER

6. Formidler af konkret viden. Informationsformidler og underviser.
Det sker i form af bøger om sundhed, letlæselige pjecer på forskellige sprog, brevkasser i blade, på
internet, i radio og tv, i form af videoer og interaktive cd-rom.
I disse medier har lægen frihed til at udtrykke sig i sit eget sprog, men kan ikke vide, hvor meget
modtageren forstår. Vidensformidlingen er relativ neutral og upersonlig. Det kan tilstræbes, at
informationerne gives i et letforståeligt klart sprog, således at flest mulige forstår det.
De veluddannede og socialt velfungerende får sandsynligvis mest ud af sådanne tilbud.
De vælger selv, hvilke informationer de har brug for.
Nogle mennesker er i stand til at foretage ændringer i deres liv i henhold til sådanne informationer,
mens andre ikke vil være i stand til at integrere det i deres eget liv.
Der er stigende krav til læger om at følge med i den nyeste viden, der formidles via internet;
samtidig har de selv mulighed for at udnytte informationsteknologien.
PÆDAGOG OG RÅDGIVER
I de situationer, hvor læger mødes med patienter, har de en pædagogisk rolle. Formidlingen af
budskaber bliver nødt til at være tilpasset den enkelte i et forståeligt sprog og på et passende
abstraktionsniveau. Lægen må kunne vurdere patientens behov for oplysninger og råd, både som
syg og rask. Information og rådgivning bør afstemmes efter patientens helt aktuelle situation. For en
syg patient vil det ofte være hensigtsmæssigt, at der er en nær pårørende med. Den information og
rådgivning, der eventuelt gives på hospitalet, bør videreformidles til den praktiserende læge, således
at der er mulighed for opfølgning.
TERAPEUT
I den individuelle sundhedsformidling, kan mødet med patienten udmønte sig i et ønske om at
ændre uhensigtsmæssige reaktionsmønstre og adfærd.
Når mennesker henvender sig til deres læge med et ønske om at ændre nogle forhold i deres liv, får
lægen en mere terapeutisk rolle. Terapeutisk forstås her som evne til at styrke en persons egne
kræfter ved psykologiske teknikker. I en endnu større grad end ved de ovennævnte, drejer det sig
om at kunne sætte sig i netop det menneskes sted, som man ønsker at hjælpe. Den terapeutiske rolle
stiller større krav til den professionelle personlighed og etik. Det er vigtigt at respektere menneskets
autonomi og selvbestemmelse, og det er vigtigt at kunne skelne, hvornår det er ens eget, og hvornår
det er det andet menneskes behov, man forsøger at opfylde, når man påtager sig den rolle. Hvilken
terapeutisk teknik, der bruges er mindre væsentlig, som regel er det dog vigtigt, at der fokuseres på
både kognitive, emotionelle og adfærdsmæssige aspekter.
For at styrke forebyggelsesaspektet, må der lægges mere vægt på det i alle faser i lægeuddannelsen,
både præ- og postgraduat, og der må forskes mere i det.

7. Lægeuddannelsen
Såvel opdateret viden om sundhed og forebyggelse som bearbejdning af holdninger er vigtige i
lægeuddannelsen, hvis der skal uddannes individuelle sundhedsformidlere. Nogle temaer, som jeg
mener er helt centrale for forebyggelsen, vil blive nævnt.
Et overordnet princip i alt levende inkl. mennesket er, at det i stor udstrækning er selvregulerende.
Begreber som homeostase og feedback i alle planer, er væsentlige at have viden om, ligesom det er
væsentlig at vide, hvad der skal til for at den fysiske/psykiske/sociale balance forstyrres. Det vil
være forskelligt fra menneske til menneske, hvad der skal til for at blive syg, afhængigt af det
enkelte menneskes dispositioner og medfødte modstandskraft i forhold til kraften af den påvirkende
faktor. Livstilsfaktorernes betydning for den enkeltes sundhed, skal ses i lyset af netop det
menneskes modstandskraft. Det er bl.a. afhængigt af genetisk disposition, levevilkår og miljø. Det
er vigtigt at vide noget om, hvilke faktorer hver især selv har indflydelse på, og hvilke faktorer der
er bestemt af samfundet og kulturen. Symptomer (kroppens signaler) er tegn på belastning på
sind/kropsystemet, en ubalance i kroppens selvregulerende system. Symptomer skal give anledning
til refleksion over, hvilke belastninger individet har oplevet fysisk, psykisk eller socialt. Hvis det
ikke lykkes at finde ud af, hvad det er, der giver belastningen eller stresspåvirkningen, og der ikke
er mulighed for at nedsætte den ydre påvirkning, kan man lære, hvordan man selv kan reducere
virkningen på krop/sind (f.eks. motion, afspænding, meditation).
Det er vigtigt at lære noget om samfund og kultur. Også samfundsmæssige og kulturelle forhold
kan påvirkes. Enhver, der bliver opmærksom på forhold, der har uhensigtsmæssige konsekvenser
for menneskers liv, er forpligtet til at gøre opmærksom herpå. Vi er alle en del af samfundet og har
ret til medindflydelse. Ved fælles hjælp er ændringer mulige.
Sideløbende med undervisning i, hvordan et sundt menneskes krop/sind fungerer, bør der fra starten
af uddannelsen undervises i kommunikation. Kommunikation er vigtig i alle interpersonelle
relationer og af central betydning for læge-patient-forholdet. Man kan bruge et helt liv på at lære at
kommunikere, hvis man ikke får formaliseret undervisning; jo før der startes des bedre.
Hvert semester foreslår jeg ugekurser eventuelt som internat, hvor studenterne ud fra egen erfaring
ved problemorienteret og interaktiv undervisning får indsigt i betydningen af kost og motion og
kommunikative færdigheder. Træning i den ressourcefremmende dialog skal have høj prioritet. Der
skal være sammenhæng og opfølgning af kursusforløbene. Én af underviserne kan fungere som
gennemgående tutor/supervisor og følge et hold gennem hele uddannelsen.
På ugekurserne indarbejdes teoretisk og ud fra eget erfaringsmateriale viden om:
• kritiske livsstadier
• kommunikation mellem mennesker i familie og samfund
• krop, sind og stress
• stressreduktion.

8. Sundhedssektorens medansvar for sygelighed ved at fokusere på sygdom i stedet for sundhed bør
debatteres. Det forventes, at man skal have en sygdom for at gå til læge. Lægens rolle kan
omdefineres til en person, der i lige stor grad beskæftiger sig med at være forebygger og behandler,
formidler af sundhedsviden og adfærd, der lige såvel ser på ressourcer som risikofaktorer. Da ville
det ikke være sygeliggørende at gå til lægen til regelmæssige eftersyn. Ingen opfatter de
regelmæssige tandlægeeftersyn således.
I enhver behandlingsplan skal der være et bud på, hvordan fremtidig sygdom kan forebygges og
sundhed fremmes.
Med henblik på udvidet samarbejde med andre faggrupper (sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter,
jordemødre, sundhedspsykologer, sociologer og socialrådgivere, afspændingspædagoger samt visse
alternative terapeuter) skal de dels inddrages som undervisere, dels kan der være tværfaglige
undervisningsmoduler.
Det er vigtigt at vide, hvad der er lægens opgave, hvad der hører til andre faggrupper, og hvordan
der kan samarbejdes tværfagligt og tværsektorielt.
I de kliniske semestre bør studenterne have mulighed for reel patientkontakt og følge enkelte
patienter gennem deres behandlingsforløb i enten primær- eller sekundærsektoren, således at de kan
få fornemmelse af ansvarsfølelse og formidlingsopgaver i forskellige stadier af et patientforløb. I
grupper og individuelt mødes de med deres supervisor og får feedback/ supervision på mødet med
patienter samt lærer, hvordan forebyggelsesaspektet håndteres.
ETISKE PROBLEMSTILLINGER
Så snart den studerende som repræsentant for sundhedssystemet skal i kontakt med et
medmenneske, er det vigtigt at gøre sig bevidst om de etiske problemstillinger, det indebærer.
Allerede som studerende vil man kunne opfattes som »bedrevidende« både af patienter og sig selv!
Udgangspunktet må være, at mødet mellem sundhedsrepræsentant og patient er mellem ligeværdige
mennesker, som har forskellig baggrund og viden om sundhed og sygdom.
• Undervisningen skal indeholde noget om forskellige værdinormer, kulturelle og religiøse,
der har indflydelse på vort liv. Forskelligt værdigrundlag for henholdsvis læge og patient
• Autonomi og selvbestemmelsesret over for samfundets interesser
• Læger og patienter har forskellige behov. Umiddelbart har patienten måske ikke behov for at
ændre livsstil eller kan måske ikke på grund af forankring i sin families eller sit
nærsamfunds livsstil. Spørgsmålet er, hvornår læger har ret til at »blande sig« i andre
menneskers liv. Hvornår er det et samfundsdefineret behov, hvornår er det lægens behov, og
hvornår varetages patienternes egne behov?
• Betydningen af verdenserklæringen om menneskerettighed for lægers arbejde, bør
debatteres. Det er ikke kun i krig, at de bliver krænket. Fysiske, psykiske og seksuelle

9. overgreb på såvel børn som voksne forekommer i alle sociale lag både i krig og fred.
Lægens pligt til indberetninger eller anmeldelser tydeliggøres.
Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og
samvittighed og bør handle mod hverandre i broderskabets ånd.
HOSPITALSLÆGEN
I den kliniske postgraduate uddannelse på hospitalerne, bør der være gennemgående tutorlæger, der
i supervision individuelt og i grupper, hele tiden har forebyggelsesaspektet for øje. Tutorlægen kan
være fra det speciale, som lægen har valgt, eller man kunne forestille sig supervisorer, der er
efteruddannet til specielt at beskæftige sig med forebyggelsesaspektet (fra Hälsovårdhögskolan i
Linköping eller en anden public health-uddannelse).
Et patientforløb kan være:
• Anamnese/indsamling af oplysninger om sygdomshistorie, men også relevant livshistorie,
hvor der fra starten lægges lige stor vægt på somatiske, psykiske og sociale faktorer (de
kommunikative færdigheder består i aktiv lytning, benyttelse af nøglespørgsmål, medtage
spørgsmål om stærke sider, tage hånd om følelsesmæssige reaktioner) (den udvidede
anamnese gælder naturligvis ikke svært traumatiserede eller andre, hvor akut og øjeblikkelig
behandling er indiceret!)
• Undersøgelsesfase (kræver løbende informering, respekt og omsorg for følelsesmæssige
reaktioner)
• Sammen med patienten bearbejdning af data og undersøgelser til tentativ diagnose (heri
indgår respekt og omsorg i at formidle en viden på en hensigtsmæssig måde)
• Sammen med patienten at lægge en behandlingsplan (respekt for medbestemmelse, opfordre
til medvirken, inddragelse af familie eller andet netværk)
• Løbende evaluering
• I en afsluttende evaluering, bør altid indgå, hvorledes patienten kan forebygge tilbagefald
eller nye sygdomme, med vægt på livsstil, somatiske, psykiske og sociale faktorer. I
udskrivningsbrevet til egen læge medfølger en statusopgørelse med oplysning om, hvilke
planer patienten har fremover, og der tages stilling til, hvor opfølgning skal foregå.
SPECIALLÆGEN
Speciallægen kan være hospitalsansat, konsulent eller privatpraktiserende. I de roller, der indebærer
patientmøder, indgår de samme punkter som ovenfor. Endvidere indgår der større ansvarlighed, idet

10. det er speciallægen, der med sin viden vælger, hvilken behandling der er den mest hensigtsmæssige.
Der indgår en evne til at formidle på en respektfuld måde til patienten. Videreformidling og
samarbejde både inden for hospitalsvæsenet og i primærsektoren er ligeledes væsentligt. Selvom
der er en specialiseret viden om visse sygdomme eller organer, er det vigtigt at holde helheden for
øje, og i lige så høj grad være opmærksom på de psykiske og sociale aspekter som de somatiske.
Her er der store udfordringer for fremtidens speciallæger, der også bør være mere
forebyggelsesorienterede og vægte læge-patient-forholdet mere. Jeg forestiller mig, at også
speciallæger vil deltage i supervisionsgrupper, hvor der fokuseres på forebyggelsesaspektet og
relationen mellem læge og patient. I den fortsatte efteruddannelse skal der lægges vægt på
forebyggelse og samarbejde tværfagligt og tværsektorielt.
KOMMUNALLÆGEN/SKOLELÆGEN
Kommunallægen har sammen med sundhedsplejersken en virkelig betydningsfuld rolle i den
individuelle forebyggelse, idet de har mulighed for samtaler med hver enkelt elev om sundhed og
sundhedsfremme. Ved indskolingsundersøgelserne er det vigtigt at mindst én af forældrene er med,
idet det er forældrene, der har ansvaret for familiens liv og helbred. Ved udskolingsundersøgelsen
vægtes barnets stigende ansvar for eget helbred. Med den individuelle kontakt kan lægen beskæftige
sig med den enkeltes livsstil og levevilkår, i nogle tilfælde kan familien inddrages. Ved behov
lægges planer om livsstilsændringer, idet der fokuseres på styrkelse af handlekompetence frem for
fejlfinding. Opfølgning af planen er vigtig. Den individuelle formidling skal naturligvis være
supplement til en løbende undervisning i sundhedsfag, der indeholder noget om betydningen af
stressfaktorer, kost, motion, følelser og relationers betydning for krop og sind, ressourcer, brug og
misbrug, seksualitet og fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb, sundhedsadfærd og risiko-
adfærd. Kommunallæger og skolelæger bør også deltage i tværfaglig og tværsektoriel kontinuerlig
efteruddannelse. Det er vigtigt at styrke samarbejdet både med forældre og med andre
professionelle. De praktiserende læger, der har set børnene som små, må kunne videregive
oplysninger. Ligeledes må kommunallægen i overensstemmelse med forældre og elever kunne
videregivere oplysninger til den praktiserende læge, både undervejs og når eleverne slippes ved
udgangen af skolen.
DEN PRAKTISERENDE LÆGE
Den praktiserende læge er en nøgleperson i den individuelle sundhedsformidling. Praktisk taget alle
gravide kvinder bliver set af deres læge, ligesom der også er stor tilslutning til
børneundersøgelserne. Den praktiserende læge har mulighed for at følge nogle af sine patienter
gennem hele livet, og har således mulighed for at følge op og lave kontinuerlige strategier sammen
med sine patienter.
I samme ånd som de forebyggende tandlægeeftersyn foreslår jeg forebyggende heldbredssamtaler
og undersøgelser gennem hele livet. Som nu skal de forebyggende graviditetsundersøgelser og
børneundersøgelserne dog vægtes højest. Det er her grundlaget for det sunde liv starter.
I alle konsultationer og samtaler indgår lægens roller som vidensformidler, pædagog og terapeut i
forskellig vægtning efter patienternes behov.

11. Første gang en person henvender sig til sin læge oprettes en livsjournal, der ikke blot eksisterer i
lægens elektroniske system, men også som en papirjournal eller diskette til personen selv.
Livsjournalen
Livsjournalen består dels af nogle stamoplysninger om dispositioner, familieforhold og netværk,
familieliv og arbejdsliv. Resumé af barndommens journal vedlægges. Der påføres ressourcefaktorer
og risikofaktorer, aktuel sundhedsadfærd og risikoadfærd. Hvilke sundhedsfremmende strategier
den enkelte har vedrørende kost, motion, prævention, forebyggelse af seksuelt overførte sygdomme,
håndtering af menneskelige relationer og stressreduktion, og hvilke der kan være mere
uhensigtsmæssige: brug og misbrug af mad, tobak, alkohol, stoffer og menneskelige relationer.
Sundheds- og risikoadfærd på arbejdsplads og i trafikken. Stressfaktorer i personlige relationer, i
familieliv og arbejdsliv.
Graviditetsundersøgelserne
Der er tradition for forebyggende graviditetsundersøgelser, og der er for nylig kommet nye
retningslinier om svangreomsorg. Samtale med kvinderne og deres partnere om deres aktuelle liv,
forventninger og følelser bør vægtes lige så højt som de undersøgelser, der skønnes væsentlige.
Mange kvinder benytter graviditet til at ændre en risikoadfærd, og bør støttes heri. Således bliver
det naturligt at inddrage rygning, alkohol, stoffer, seksualitet, forhold til partner og familie og
arbejdsforhold. Det er vigtigt at spørge til trivselsfaktorer og ressourcer, og det er vigtigt at spørge
til belastninger inklusive fysisk, psykisk og seksuel vold. Det er den praktiserende læge, der skal
vurdere, om den gravide har behov for større støtte og yderligere undersøgelser end de normalt
fastsatte for at forebygge sygdom eller dårlig trivsel hos moder eller foster.
Børneundersøgelserne
Ved samtale og undersøgelse ses på mor-barn-relationen, moderens og faderens ressourcer vægtes
højt, og der ydes undervisning om det sunde barns udvikling. Barnets selvregulerende evner i
forbindelse med fødeindtagelse og ved behov for eller afvisning af kontakt understøttes, og hvordan
moder og fader kan respektere det. Betydningen af brug/misbrug af tobak, alkohol og stoffer hos
forældrene berøres, hvis der er behov herfor. Betydning af ernæring, motorisk udvikling og
stimulering samt ulykkesforebyggelse.
Det er vigtigt, at der følges op på de emner, som blev nævnt under graviditetsundersøgelserne.
Barnets journal, som forældrene har, findes i kopi i lægens elektroniske journal og bør indeholde
nogle stamoplysninger, der skal indgå i livsjournalen. Notater om fødselsforløbet, det tidlige mor-
barn-forhold. Familiens levevilkår, netværk, tilknytning til arbejdsmarkedet, ressourcer og
belastninger hos mor og far, psykisk, fysisk og socialt. Boligforhold. Brug og misbrug i familien.
Sammen med forældrene ses på, om der er områder, familien ønsker at ændre på for at bedre
trivselen hos barnet og i familien.

12. »Mange børn har overlevet kaffe og franskbrød som morgenmad, når der har været voksne ved
siden af med overskud til at skabe et måltid i fred og ro. Omvendt er selv det mest kostrigtige
morgenbord ikke mange grovkorn værd, når det serveres i almindelig irritation og magtesløshed
over for en ny dags krav« (ukendt kilde)
Ved hver børneundersøgelse ajourføres, hvis der er sket ændringer i familiens og barnets forhold.
Barnets udvikling fysisk, psykisk og socialt. Højde og vægt. Sygdomsperioder. Behandling og
vaccinationer.
Når barnet begynder at gå i skole, afleveres en kopi til skolesundhedstjenesten, som fortsætter med
journalnotater fra de samtaler og undersøgelser, der finder sted i løbet af skoletiden. Ved hver
undersøgelse noteres, om der er sket vigtige begivenheder i barnets liv, om der er sket ændringer i
sociale og familiemæssige relationer, ligesom barnets fysiske, psykiske og sociale udvikling følges.
Højde/vægt. Kost, inklusive særlige spisevaner, motion, allergi eller andre helbredsproblemer,
eventuelle behandlinger og vaccinationer.
Når barnet går ud af skolen, er det den praktiserende læge, der modtager en kopi af journalen. Den
indeholder resumé af den helbredssamtale, barnet havde med skolelægen ved
udskolingsundersøgelsen, og hvilke planer der eventuelt er blevet lagt. Barnet får selv en kopi, idet
det unge menneske nu i stigende grad tager ansvar for sin egen sundhed.
Ungdomsundersøgelser
Når det unge menneske flytter hjemmefra, foreslår jeg den første forebyggende »voksne«
helbredssamtale. Praktisk kan det formes som et tilbud, der bliver givet i forbindelse med udstedelse
af nyt sygesikringskort eller ved tilmelding til en uddannelse, praktisk eller teoretisk. De unge, som
ikke kommer i gang med en uddannelse, har som regel kontakt med socialforvaltning eller
arbejdsformidling, som kan formidle tilbuddet. Det er meget hyppigt, at unge mennesker får
forskellige symptomer i den fase, hvor de er i gang med uddannelse, møder nye mennesker
inklusive kærester, møder livets reelle krav og skal løsrive sig fra familien.
I samtalen undersøges ressourcefaktorer og risikofaktorer, Der tales om det generelle helbred, kost,
motion, seksualliv, prævention, seksuelt overførte sygdomme, brug og misbrug af alkohol, tobak,
stoffer, menneskelige relationer. Hvordan passer du på dig selv, hvilke stressfaktorer er der i dit liv,
og hvordan tackler du dem? Hvad kan du gøre, der er godt for dig selv? Hvordan er flytningen fra
familien forløbet? Var der følelsesmæssige reaktioner, sorg eller krisereaktioner? Hvordan fungerer
relationerne til familien nu? Forestillinger og forventninger til voksenlivet. Der aftales en
opfølgende samtale efter 1/2–1 år, hvis den unge føler behov herfor.
Forebyggende helbredsundersøgelser i voksenlivet
Med f.eks. 5 års interval i alderen 25-55 år udsendes et tilbud om forebyggende undersøgelse. Ved
at sende indbydelse ud får alle muligheden for at deltage. Hvis indbydelsen ikke bliver besvaret,
kan der sendes én rykker, men det skal baseres på frivillig deltagelse. Ved manglende reaktion på
indbydelsen, påføres der i journalen et mærke, der gør lægen opmærksom på at spørge, hvis

13. patienten kommer i konsultationen i en anden anledning. Ved accept om deltagelse kan de, der
indvilger i det, udfylde et spørgeskema med spørgsmål om familieforhold, netværk, arbejdsliv,
positive forhold og belastninger, både fysisk, psykisk og socialt, modstandsressourcer,
sundhedsadfærd og risikoadfærd, forbrug af tobak, alkohol, medicin og euforiserende stoffer,
selvvurderet helbred, WHO-5 Trivselsskemaet (se Bilag 1), samt nogle spørgsmål der tester almen
viden om sundhed og sygdom. Der tilbydes en 60 minutters helbredssamtale med lægen, med
udgangspunkt i det, patienten synes er vigtigst lige nu. Patienten bestemmer selv, om der er noget i
spørgeskemaet, der er vigtigt at kommentere, tale mere om. Det aftales, hvilke undersøgelser det
kunne være relevant at foretage, og der aftales en snarlig ny konsultation hertil. Ved alle
undersøgelser måles vægt, blodtryk og blodsukker. Øvrige relevante undersøgelser efter behov.
Hvis samtalen og undersøgelsen munder ud i, at patienten vil foretage nogle ændringer i sit liv,
aftales løbende opfølgende samtaler. I nogle tilfælde vil det i starten måske være med 1 måneds
mellemrum, i andre 3 måneder, 1/2 eller 1 år. Handlingsplanen påføres patientens livsjournal, og
der arbejdes med visuelle arbejdsredskaber som f.eks. ændringscirklen og arbejdsblade (se Bilag 2).
Bilag 1. WHO-5 Trivselsskema. Kilde: www.medicus temanummer februar 1999.

14. Bilag 2. Arbejdsblad – Ændringscirkel.
På arbejdsbladene nedskrives, hvad målet for ændringen skal være. På en trappe noteres nuværende
situation, og hvor mange og hvilke trin, der skal til for at nå målet. Ved hvert trin påføres, hvad der
kan gøre det nemmere at gennemføre, og hvad der kan gøre det sværere. Hvilke forhold, der skal
ændres ved, bestemmes ved dialogen, det kan såvel være enkeltområder som alkohol, kostvaner og
tobak, som reaktionsmønstre i familien eller på arbejdspladsen, forbedring af assertiv adfærd, eller
noget helt andet. Det er vigtigt ikke at stille for mange mål op på én gang, helst startes med 1 eller
2. Med fastsatte intervaller ses igen på Trivselsskemaet, og den aktuelle status påføres dette og det
selvvurderede helbredskema.
Ved 60 år og derover indbydes til lignende undersøgelser med 3 års interval, intervallerne kan
ændres efter behov. Hvis der er tilkommet handicap, kroniske lidelser og i forbindelse med tab af
pårørende, eller tab af erhverv, kan intervallerne forkortes. Der måles blodtryk, puls, vægt,
hæmoglobin, blodsukker, kolesterol, urinundersøgelse for æggehvide, blod, sukker eller tegn på

15. betændelse. Ved helbredssamtalen med lægen understøttes de positive strategier, der benyttes for at
bevare helbredet, eventuelt vurderes, om der er brug for henvisning til yderligere undersøgelser,
hjælp i hjemmet eller aktiviteter uden for hjemmet.
I spørgeskemaet indgår som tidligere spørgsmål om familie og netværk, ressourcer og
risikofaktorer, tobak, alkohol, ulykker og vold, samt seksualitet, kost og fysisk aktivitet
Over 70 år indgår spørgsmål, der vurderer livslyst og funktionsevne. Screening for demens og
depression.
Der måles puls, blodtryk, stetoskoperes hjerte og lunger, måles blodprocent, blodsukker, kolesterol,
nyrefunktionstal, blod i afføring, urinundersøgelse for blod, æggehvide, betændelse. Det vurderes,
om der er brug for yderligere undersøgelser. Intervallerne for helbredscheck planlægges efter
individuelle behov, ligesom der kan være behov for forebyggende hjemmebesøg.
De socialt svage grupper
For de socialt svageste grupper, hjemløse, narkomaner og alkoholikere, som erfaringsmæssigt ikke
selv opsøger lægen, bør der være nogle opsøgende tilbud. Man kunne forestille sig, at nogle socialt
engagerede læger sammen med frivillige og professionelle socialarbejdere, var tilgængelige på
andre tidspunkter og andre steder end de traditionelle.(Erfaringer kunne indhentes fra
»sygeplejerske på hjul«). I et sådant arbejde stilles særlig store krav til tolerance, rummelighed og
lydhørhed. Ambitionsniveauet vil blive udfordret, idet kun psykotiske, der er til fare for sig selv,
kan tvinges til at tage imod tilbud om lægehjælp. Tanken er, at hvis læger eller andre
sundhedsarbejdere, var tilgængelige på de skæve tidspunkter, var der flere, som kunne drage nytte
af det. Måske vil det af og til lykkes for et menneske, der er havnet i en ond cirkel med social
deroute, at få ændret den til en bedre.
Hvis du er blevet syg
I enhver konsultation hos lægen i forbindelse med symptomer eller sygdom, skal der indgå
overvejelser og drøftelser om, hvordan man selv kan bidrage til at blive rask, og hvad man kan gøre
for at undgå tilbagefald eller udvikling af ny sygdom.
Den enkelte kan få indsigt i, hvordan følelsesmæssige faktorer og stress har indflydelse på
udvikling af symptomer og sygdom, ved at udfylde symptom- og stresskurver (se Bilag 3). Med
intervaller på 1–4 uger udfyldes skemaer over, hvornår og hvor meget patientens symptomer fylder
fra dag til dag. Hvilke symptomer, der skal føres kurve over, aftales med lægen. Parallelt udfyldes
en humør- og stresskurve, hvor patienten dagligt vurderer sit humør i en skala fra 0 til 10, på samme
skema påføres, hvor meget stress der har været på de dage. Hvilke stressfaktorer, netop den patient
har, drøftes ligeledes med lægen.

16. Bilag 3. Symptomkurve – Stress- og humørkurve.
Hvis der ikke allerede eksisterer en livsjournal, aftales det at patienten får en ny tid på ca. 60
minutter til at få den oprettet.
Udviklingsområder og strategier i fremtiden
De mange gode tiltag, der allerede eksisterer i de forskellige sektorer, bør koordineres, og
erfaringerne inkorporeres i de fremtidige strategier:
• Overordnet politisk vilje til at øge prioritering af ressourcer til forebyggelse er et must.
• Der kan laves retningslinier og referenceprogrammer, som tager hensyn til patientforløb fra
den første henvendelse til den praktiserende læge til et afsluttet behandlingsforløb. Der
opstilles kortsigtede og langsigtede mål, således at det tilstræbes, at der senest om 5 år
findes ensartede retningslinier, og om 5 og 10 år evalueres sundheden hos de personer, der

17. har deltaget i programmerne. Det skal undersøges, om der findes indikatorer, der tidligt kan
forudsige, om der er sket en forbedring af folkesundheden efter de nye strategier.
Strategierne bør ændres og tilpasses ved ændrede behov. Der foretages løbende evaluering
af programmerne, både fra fagfolk og fra brugere.
• Øget vægt på kommunikationstræning i alle instanser. Forskning i hvad god kommunikation
er. Hvad betyder god kommunikation for patienter, deres forhold til sundhedssystemet og i
forhold til deres livskvalitet? Hvad betyder det for lægerne og deres velbefindende i
professionen?
• Øget samarbejde tværfagligt og tværsektorielt. Det gøres bl.a. ved at undervisning i
forebyggelse laves tværfagligt, gøres problemorienteret og interaktivt, således at der
samarbejdes i grupper f.eks. med en sammensætning af faggrupper, svarende til de grupper,
der i virkeligheden ville være involveret.
• Krav om løbende opfølgning og evaluering af forløb.
• Prioritering af forskningsprojekter, der har med forebyggelse, kommunikation og
samarbejde at gøre. Flere longitudinelle forløbsundersøgelser, med status og evaluering på
fastsatte tidspunkter af et patientforløb. Hvordan vurderes det af de sundhedsprofessionelle,
hvordan af patienter.
• Forskning i hvordan moderne informationsteknologi kan udnyttes i den individuelle
forebyggelse.
Den enkelte læge kan opstille nogle overordnede mål:
• Gør ethvert møde med et andet menneske til et godt møde. Kræver træning i kommunikation
og udvikling af personlighed
• Gør enhver konsultation til en god konsultation.Træning i hvad en konsultation bør
indeholde i forhold til, at patientens behov bliver set og hørt. Udvikling af professionel
personlighed ved at deltage i supervision individuelt eller i grupper.
• Gør ethvert behandlingsforløb til et godt behandlingsforløb. Enhver behandlingsplan skal
indeholde råd om, hvordan man fremmer sundhed samt forebygger tilbagefald af evt.
sygdom og skal afsluttes med en evaluering.
Ajourføre sin viden på forebyggelsesområdet, og eventuelt få supervision i tværfaglige
grupper.
Sammenfatning
I besvarelsen af prisopgaven »Lægen som individuel sundhedsformidler«, har jeg beskrevet,
hvorledes den rolle kan styrkes i alle de stillinger, hvor læger møder deres medmennesker i kraft af
deres profession. For at det kan ske, skal undervisning i kommunikation og forebyggelse styrkes i

18. lægeuddannelsen såvel præ- som postgraduat. Samarbejde med de andre faggrupper skal styrkes,
ved at der forekommer tværfaglig problemorienteret undervisning både præ- og postgraduat. Jeg har
foreslået forebyggende helbredssamtaler og undersøgelser gennem hele livet, hvor der lægges vægt
på en ressourcefremmende dialog, vægtning af ressourcefaktorer over for risikofaktorer med
udgangspunkt i det enkelte menneskes behov. Samtale og samarbejde er det centrale i møderne, og
hvis de munder ud i, at medmennesket ønsker at ændre risikoadfærd til sundhedsadfærd, får lægen
en mere terapeutisk rolle. Som terapeut stilles store krav til den professionelle personlighed. For at
styrke terapeutrollen er der brug for supervision. Der er brug for mere forskning i, hvad god
kommunikation betyder for bedring af det enkelte individs sundhed. Den viden, vi allerede har, er
ikke tilstrækkelig, men bør suppleres med tro på det enkelte individs evne til at kunne udnytte sine
ressourcer bedre, håb om at det er muligt at vende en ond cirkel til en god, understøttet af kærlighed
til livet.
»Livsforløbet er ikke et spørgsmål om at bestå eller ikke bestå en eksamen. Vi kan vælge. Vi har
vores frie vilje og er bevidste om den. Vi alene bestemmer graden af selvdisciplin i vores liv, og det
valg må vi stå til regnskab for. Vi er skabende væsener. Vi har ubegrænset adgang til det kreative.
Vi er her for hinanden, for at nære, underholde og påvirke hinanden. Vi er her for at drage omsorg
for denne planet. Med vores bevidsthed opstår kendskabet til energierne og ansvaret for dem. Vi har
et imponerende bredt spektrum af følelser og finder til syvende og sidst ud af, at løsningen er såre
simpel. Den ligger i at elske uden at dømme. Hvis noget viser sig at være kompliceret, så har det
ikke med kærlighed at gøre, så er det noget andet. At elske er at hjælpe, give eller modtage alt efter,
hvilken rolle er den mest hensigtsmæssige. Mennesker kan komme til at besidde visdom, og den
mulighed har ingen anden form for liv. At opnå følelsesmæssig visdom er en del af vores opgave på
denne jord.« (Budskab fra evigheden. En roman om aborigin visdom af Marlo Morgan)
LITTERATUR
Balint M. The Doctor, his Patient and the Illness. Pitman Books. 1957, 1964.
Vinder K. Kvinde kend din krop. 1975, 1983, 1986 og 1992.
Børnekommissionens betænkning. 1981.
Pelletier KR. Krop, sind og stress. Lindhardt og Ringhof, 1982.
Arkiv for Praktisk Lægegerning 1984: Læge-patientforholdet.
Kamper-Jørgensen F, Almind G. Forebyggende sundhedsarbejde. Munksgaard, 1986.
Maturana H, Varela F. Kundskabens træ. Den menneskelige erkendelses biologiske rødder. Århus:
ASK, 1987.

19. Fasting U, Michelsen N, Sommer D. Man starter som lille ... Småbørns opvækst og udvikling.
Socialpædagogisk Bibliotek. 1988.
En Rapport om Trivsel i Helsingør Kommune. 1989.
Mirdal GM. Psykosomatik. Sårbarhed, stress og sygdom. Munksgaard, 1990.
Sarafino EP. Health Psychology. Biopsychosocial Interactions. John Wiley & Sons, Inc. 1990.
DIKE 1991: Børns sundhed ved skolestart 1988/89.
Arborelius E. Hvorfor gør de ikke som vi si’r? Teori og praksis om at påvirke menneskers
levevaner. Almänmedicinsk utvecklingscentrum, Nordvästra sjukvårdområdet i Stockholm.
1992(?).
Regeringens Børneudvalg, 1994: Handlingsplan for de svagest stillede børn og unge.
Den Almindelige Danske Lægeforening, 1995: Etiske problemstillinger fra lægens hverdag.
Lund AB, ed. Sundhedsvæsenet i det 21. århundrede – hvad får brugerne brug for? Komiteen for
Sundhedsoplysning, 1995.
Van der Kolk BA, McFarlane AC, Weisaeth L. Traumatic Stress. The effect of Overwhelming
Experience on Mind, Body and Society. The Guilford Press, 1996.
Broom B. Somatic illness and the patients other story. A Practical Integrative Mind/Body Approach
to Disease for Doctors and Psychotherapists. London/New York: Free Associatons Books, 1997.
Morgan M. Budskab fra Evigheden. En roman om arborigin visdom. Forlaget Viva, 1998.
Danske Kvindelige Lægers Forening, 1998: Kvindelige læger ser på sundhed og sygdom.
Freund KS. Lundbeckforelæsning. Practicus 1999; 12