2. Interaktion
• Interaktivitet udspringer af interaktion og fortolkes
meget forskellig i forbindelse med medieanalyse.
• Interaktion = det vekselvirkende aspekt ved
kommunikation
• Afledningen ‘Interaktivitet’ betegner mulighed for
interaktion via/indenfor medier
3. Interaktivitet
Optik:
1. Interaktivitet som sammensat af sociologiske, kommunikations-/
medievidenskabelige og informatiske forståelser
2. Interaktivitet som et redskab for strategisk kommunikation
3. Interaktivitet som et operationelt, analytisk begreb, der tager
udgangspunkt i kommunikationsmønstre på websites
7. Opsamlende
Mens interaktion i sociologisk forstand refererer til det
gensidige forhold mellem to eller flere individer,
refererer informatikkens til forhold mellem menneske
og maskine, men ikke til kommunikation mellem
mennesker, der er formidlet gennem en maskine. I
Kommunikations- og medievidenskaberne refererer det
blandt andet til forholdet mellem tekst og læser men
også til gensidig menneskelig handling og
kommunikation gennem mediebrug såvel som para-
social interaktion. Forvirret?
9. Interaktivitet som et
strategisk redskab
•Branding
• Brugerskabt indhold og innovation
• Fastholdels
10. • Branding og fastholdelse informeres blandt andet af
Adam Arvidsson
11. • Brugerinvolvering og innovation informereres af blandt
andet Henry Jenkins, Axel Bruns,Yochai Benkler og Eric
von Hippel
12. • Som analytisk redskab kan interaktivitetsteorien
anvendes til komparative analyser af websites, og til at
se på om en webløsning fungerer ift. afsendermål mm.
34. Gruppearbejde
• Vælg en case - et website - og applicer Hoems model.
Hvilke kommunikationsmønstre er i spil?
• Reflekter også over, hvor og hvordan modellen evt.
kommer til kort i forbindelse med analysearbejde.
Editor's Notes
Praktiske ting: Hvad synes I om teksterne og andet chit chat om osv.\n
Interaktivitet har udspring i begrebet interaktion, som refererer til ting som vekselvirkning, samspil eller gensidig påvirkning. \nInden for forskellige videnskaber er der, som Jensen skriver, divergerende opfattelser af, hvad begrebet refererer til. Derfor bør man redegøre for den forståelse man tillægger begrebet.\n\nInteraktion bruges ofte som synonym med kommunikation. Men det er ikke helt rigtigt. Man kan godt have kommunikation, der er envejs, uden interaktion, men ikke interaktion uden kommunikation. Dermed giver det nok bedst mening at beskrive interaktion, som det vekselvirkende aspekt ved kommunikation.\n\nAfledningen interaktivitet betegner muligheden for interaktion via eller inden for medier. \n\n\n
Jeg redegør for det første punkt nu, det næste punkt redegøres meget hurtigt for, da det ikke decideret er en del af denne undervisningsgang. Og som det sidste, og det jeg ligger mest vægt på, redegør jeg for, hvordan interaktivitet kan anvendes som et operationelt, analytisk begreb, der tager udgangspunkt i kommunikationsmønstre på websites\n\n\n
Jensen fokuserer på tre fagtraditioners forståelse af interaktionsforståelse. Sociologiens, kommunikations- og medievidenskabernes og informatikkens.\n\nGrundmodellen for sociologiens forståelse af interaktion:\n- interaktion henviser til, at to eller flere mennesker i en given situation i deres adfærd og handlinger orienterer sig gensidigt mod hinanden. Her er fokuspunktet overskuelige sociale systemer og konkrete situationer. Denne tilgang kender vi fx fra Goffmann.\n\nHer er tovejskommunikation - i modsætning til de andre forståelser - et krav! \n
Inden for denne forståelse er der flere interaktionsbegreber i spil.\n\nInden for cultural studies tilgangen, der er en dominerende retning inden for vores felt, er det højst normalt, at termen interaktion anvendes som overbegreb for processer med en modtager på den ene side og et mediebudskab. Her er traditionel sociologisk tovejskomm. ikke et krav. Wolfgang Iser gives som et eksempel på at teksten mening skal findes mellem værket og læseren.\n\nReel udveksling og gensidighed mellem mennesker behøves således ikke være til stede. Men interagerer med teksten i fortolkningen og betydningsskabelsen, og det er interaktion. - en tekst er jo ikke i stand til at tilpasse sig læserens handlinger og fortolkninger.\n\nIndenfor kommunikations- og medievidenskabsperspektivet findes også anvendelse af begrebet, som måske er lidt tættere på den sociologiske forståelser. Der kan man fx nævne Horton & Wohls studie af folks perception af talkshows. Dette når frem til, at der i seerens bevidsthed kan opstå et socialt, men i realiteten para-socialt - forhold mellem dem og ankermanden. Men her er tovejskommunikationen jo bare forestillet i seerens bevidsthed.\n\nMåske har det ændret sig siden Jensen skrev sin tekst i 1997? \n
I modsætning til de foregående tager informatikkens begreb udgangspunkt i forholdet mellem menneske og maskine. Inden for traditionen betegnes interaktion til menneske-maskine interaktion. Fx. hvad kan man på et givet interface. Intarktionsmuligheder i et interface osv. Interaction design osv \n\nI modsætning til sociologiens forståelse kan man her godt have interaktion uden kommunikation mellem inndivider. Sociologiens forståelse var i højere grad present i den foregående interaktionsforståelse. Som også, selvom jeg vidste glemte at nævne det, også indebærer medieret kommunikation - altså fx gennem telefonen. \n\nOg hvad kan vi så få ud af det?\n
Opsamlende har jeg med udgangspunkt i Jensen skrevet denne lille tekst:\n\nMens interaktion i sociologisk forstand refererer til det gensidige forhold mellem to eller flere individer, refererer informatikkens til forhold mellem menneske og maskine, men ikke til kommunikation mellem mennesker, der er formidlet gennem en maskine. I Kommunikations- og medievidenskaberne refererer det blandt andet til forholdet mellem tekst og læser - men også til gensidig menneskelig handling og kommunikation gennem mediebrug såvel som para-social interaktion. Forvirret?\n\nHos Jensen - og implicit også hos Hoem, der dog istedet for interaktivitet bruger et begreb om åbenhed - refereres både til konsulterende og konverserende interaktivitetstyper. Denne optik, som jeg har adopteret, trækker mest på sociologiens interaktionskoncet som gensidigt mod-hinanden rettede handlinger i konversationsmønstret. I form af de konsultative og registrerende komm.-mønstre trækkes også på informatikken og via samme mønster + transmission også på medie- og komm.-videnskaberne. \n\nIdéen er dog lidt, at den sociologiske og informatiske forståelse skal vinde indpas i medie- og komm-videnskaberne. Det har de også efter at teksten er skrevet, hvilket Hoem er et glimrende eksempel på. \n\nNu vil jeg lige\n\n\n
Hos Jensen - og implicit også hos Hoem, der dog istedet for interaktivitet bruger et begreb om åbenhed - refereres både til konsulterende og konverserende interaktivitetstyper, som det ses i modellen ovenfor, der egentlig oprindeligt kommer fra bordewijk og kaam. Denne optik, som jeg har adopteret, trækker mest på sociologiens interaktionskoncet som gensidigt mod-hinanden rettede handlinger i konversationsmønstret. I form af de konsultative og registrerende komm.-mønstre trækkes også på informatikken og via samme mønster + transmission også på medie- og komm.-videnskaberne. \n\nIdéen er dog lidt, at den sociologiske og informatiske forståelse skal vinde indpas i medie- og komm-videnskaberne. Det har de også efter at teksten er skrevet, hvilket Hoem er et glimrende eksempel på. \n\nJensen adopterer og videreudvikler denne model fra Bordewijk og Kaam. Hoem, som vi komme til, videreudvikler den yderligere, men tankegodset kommer fra Jensen. Det handler mest om, at Hoem Jazzer den op, så den bedre matcher nutidens teknologi-stadie. De komm.-mønstre Hoem stopper på, er mestendels specifikationer af konversationsmønstret, der har til formål at indkapsle de muligheder for mange til mange kommunikation, vi ser med de sociale medier. Men mere om det senere.\n\n
Først så vil jeg lige kort, som lovet, beskrive de perspektiver, hvor interaktivitet spiller en rolle som strategisk redskab.\n\nSom strategisk redskab kan der findes grundlag for, at interaktivitet virker i forbindelse med branding, brugerskabt indhold og innovation og fastholdelse\n\n\n
Her tages udgangspunkt i, at man ved at facilitere communitydannelse kan skabe miljøer omkring et brand, som brugeren bliver en del af, hvilket har positiv afsmittelse idet brandet i følge arvidsson kan blive en del af dennes livskontekst. Det kendes fx fra Skum, som var en satsning dr lavede for at få den svære unge målgruppe eksponeret for brandet.\n
Der kan høstes ved at lade brugeren være aktiv i forbindelse med produktion af indhold og innovation. Det ses blandt andet i open source lignende tiltag. Men værdien kan også høstes ved at registrere og anvende eller videresælge data. På nettet understøttes disse muligheder naturligt af de kommunikationsmønstre brugeren har til rådighed på et givet website. Så der kan ofte ligge strategi bag, at fx kollaborations- eller delingsmønstret stilles til rådighed.\n
Interaktivitetsteorien kan bruges til at dissikere et website, så man kan se, hvilke muligheder for interaktivitet brugeren har. Her kan det fx tjene komparative analyser af websites - hvor har brugeren flest muligheder - eller se på om en webløsning fungerer ift. afsenderens mål mm. \n\nJeg har også brugt den i forbindelse med brugerinvolvering til at sammenligne traditionelle danske medieorganisationers websites indbyrdes og sat overfor med state of the art-websites.\n\nMan kan også se på om strategier og mål spiller godt sammen med udformningen af webaktivitet - man skal huske at virksomhedernes ansigt ud ad til i høj grad er internettet!\n
I min optik kommer interaktivitet til udtryk på websites gennem kommunikationsmønstre. \n\nUd fra dette perspektiv er Jens F. Jensens interaktivitetsmodel et nærliggende udgangspunkt for analysen. Da Jensens model er udviklet før web 2.0-bølgen, kan den dog synes en smule forældet i forhold til nutidens stadie af teknologi. Derfor trækker operationaliseringen af interaktivitetsteorien istedet på Jon Hoems model, der kan anskues som en nuancering af Jensens og i højere grad kan eksplicitere de komplekse og syntetiserede konstruktioner af kommunikationsmønstre, som kendetegner nutidens internetfunktionaliteter og -tjenester. \n\n
Jon Hoem, som I har læst en tekst af, definerer åbenhed ud fra, om individer har mulighed for at bruge kommunikationssystemet på måder, de ønsker - jf også det der ligger i Jensens beskrivelse om at interaktivitet henviser til menneskets muligheder om at øver indflydelse på mediets indhold og form.\n\nDer er ikke den store forskel, så måske er åbenhed valgt frem for interaktivitetspotentiale for at undgå at skulle ud i denne samme redegørelse som Jensen - lidt af en tankestreg.\n\nI begrebet ligger implicit en distinktion mellem åbenhed og lukkethed i kommunikationssystemer. Kommunikation kan dog hverken være fuldstændig åben eller lukket. Er den fuldstændig lukket er det ikke et kommunikationssystem og er den fuldstændig åben er det vel ikke rigtigt et system.\n\nHoems model består af ni ideelle komm.-mønstre og tager på samme måde som Jensens udgangspunkt i anvendelse som analyseredskab til websites. Som nævnt er der tale om en nuancering af bordewijk og kaam og jensen, der for at bruge et meget plat udtryk er jazzet op til web 2.0 og sociale mediers mulighed for mange-til-mange-kommunikation. \n\nI modsætning til Bordewijk og kaam og jensen, hvis modeller kun arbejder med center og forbrug på de ydre akser, så tager Hoem også brugere som collective eller netværk med som parameter. Det skyldes muligheden for mange til mange-kommunikation især. \n\nMed collective/netværk-parametret ift. produktion og distribution/forbrug kommer fem nye mønstre, der bygger på konversationsmønstrets mulighed for feedback frem. Disse er kommentering, kollaboration, syndikering, deling og emergens.\n
Information produceres af informationscentret og centeret står også for at distribuere det til brugeren. \n\nFlowet går kun i en retning - fra centeret til et givet antal brugere, der modtager samtidigt. Det kan være forberedt på forhånd eller live. \n\nDenne type kommunikation refereres ofte til som en-vejs eller en-til-mange og forekommer sjældent på websites, der for det meste lader indhold tilgås on demand.\n\n\n
Mønstret kendes fra tv og radio. Jeg kan ikke på stående fod komme på andre eksempler på transmisson på websites, end de hvor man kan streame tv-kanaler. Er der måske nogle af jer, der kan komme på et eksempel? \n
Information produceres af individuelle brugere - ved logging af deres adfærd på websites eller aktivitet på chat eller fora. Informationscentret tager kontrol over informationen, logger den, analyserer den og anvender den via datamining - det kan fx ske gennem cookies eller selvlærende it-systemer.\n\nNogle gang ved brugeren, at hun registreres andre gange sker det uden direkte forespørgsel, som det fx kendes fra Googles søgemaskine,\n
måske anvendes det til forbedringer på sitet. Som i eksemplet kan det også anvendes til at generere lister med populært indhold. Ved registrering kan det være svært kun at analysere på websiteniveau. Måske interviews osv. Registrering kan dog også være målretning af indhold og reklamer samt at sitet fx kan huske, hvor brugeren er kommet til i et givet videoklip\n
Referer her til muligheden for at kommentere via kommentarfelter.\n\nInformation produceres af et netværk af brugere, mens informationscenteret lagrer og distribuerer dem.\nInformationscenteret kontrolerer således indholdet efter, at det er sendt ud. De kan også moderere den osv.\n\n\n\nHvad der ikke kommer så meget til udtryk i Hoems beskrivelse af mønstret er, at kommentarstrømme ofte er initierede af noget indhold, som informationscentret har produceret. Man kan således hævde at informationscentret spiller en stor rolle i forhold til kommenteret. Mønstret kendetegnes dog også ved, at man forholder sig til andre kommentarer fra andre brugere, hvormed man godt kan argumentere for, at Hoem har sat mønstret til at være produceret af brugernetværk. \n
Kendes som nævnt fra kommentarfelter, og det ses ofte i forbindelse med indhold, der er produceret af et informationscenter. \n
Information er produceret og ofte ejet af informationscentret, mens Individuelle brugere kontrolerer, hvilken information de får, og hvornår.\n\nKonsultationsmønstret er afhængigt af, at informationen er lagret før den kan selekteres - derfor er der altid tale om asynkron kommunikation. Den kendes fra personlige hjemmesider.\n\nMønstret hænger sammen med informatikparadigmet: man interagerer ved at navigere i et færdigt udbud af information.\n
Det kendes fra cd-rom, dvd-menuer og massemedieorienterede websites.\n\nEt typisk website, som dette, baserer sig i høj grad på, at man tilgår indholdet gennem konsultationsmønstret. Man klikker på det også kommer det. I modsætning til transmission skal man ikke side klar på et bestemt tidspunkt. \n
Individuelle brugere deltager aktivt i både produktion og distribution af information. \nNår kommunikationen - som her - er medieret - vil kommunikationsmediet dog være stillet til rådighed af informationscentret, hvorfor de determinerer en del af formen, kan man sige. \nMønsteret kan forekomme en-til-en (skype) eller mange-til-mange (facebook). Kommunikationen kan også både være synkron og asynkron. Fx er den synkron i forbindelse med skype, asynkron ved email. Typisk for sociale netværk er, at de giver mulighed for både synkron og asynkron komm. - email bruges faktisk også nogle gange nærmest synkront. \nKonversation giver også nogle gange informationsudbyderen mulighed for registrering. I teorien er denne komm.-form Hyppigt knyttet an til branding, idet fx communities giver forskellige strategiske fordele. Det er også godt i forbindelse med brugerinnovation osv, hvor feedback-kanaler naturligt er essentielle.\nDer er dog noget jeg har tænkt over: Når nu sociale netværksites regnes med, hvorfor kan produktion så ikke ligeså godt ligge hos netværket som hos den individuelle bruger? - det nok også bare en tankestreg. \n
Et godt eksempel på et site, hvor konversationsmønstret er tilstede i mange afskygninger. Fx gennem email-lignende funktionaliteter, skype og via statusopdateringer også fora.\n \n
Ved kollaboration produceres information af brugernetværk, mens distribution kontrolleres af individuelle brugere. \n\nEt informationssystem, der faciliterer kollaboration, lader relativt uforhindret brugere distribuere og ændre indholdet (Ibid: 11). Wikis udgør et fint eksempel på det kollaborative kommunikationsmønster, hvor information først skal lagres, før den kan tilgås af brugerne. Lagringen står der ofte en central informationsudbyder bag, ligesom samme eller i nogle tilfælde særligt privilegerede brugere står bag moderation og tilpasning af de informationer, brugerne producerer ind i systemet. Det kollaborative kommunikationsmønster kendes fx fra Wikipedia og produktion af open source-software som styresystemet Linux eller Mozillas webbrowser, Firefox. Kollaboration og konversation fremkommer ofte samtidigt, idet konversation er nødvendig, når de ofte mange sociale processer, der skal til for at muliggøre kollaboration, skal styres og organiseres (Ibid: 11). Yderligere adskiller kollaboration sig fra kommentering ved, at nyt indhold kan produceres af brugere gennem enten redigering af andre brugeres indhold eller skabelse af helt nyt indhold. Dette kendes fra wikis og open source-udvikling af software.\n\n
Fx wikipedia er et godt eksempel, hvor indhold produceres af brugernetværk. Da der dog er flere lag af moderation kan det dog være tvivlsom, hvorvidt brugere også styrer distributionen. Men det er jo også idealmønstre. \n
Ved syndikering produceres information af en central informationsudbyder, men den individuelle bruger har mulighed for at styre genbrug og distribuere informationen. \n\nTraditionelt kendes syndikering bedst fra traditionelle medier som tv og aviser, der betaler for rettigheder til at bruge information, produceret af nyhedsbureauer som fx ritzau. I en internet-kontekst refererer syndikering ofte til distributionen af bannerreklamer og feeds fra websites, der fx kan indikere, at der er kommet nyt indhold. Syndikering kan også forekomme, når brugeren anvender en af de ”dele”-funktioner, som ofte er synlig i forbindelse med fx nyhedsartikler på nettet. Dette sker typisk ved et klik på et link eller en knap, hvor der fx kan stå ”del på Facebook”. Syndikering fremkommer ofte på passagesteder eller ved elementer på sitet, der knytter an til andre websites. \n\nMønstret anvendes også ofte i forbindelse med personaliserede websites. I disse tilfælde ligger distributionen nok mere ved den individuelle bruger, kan man argumentere for.\n\nModsat kollaboration og deling, som kommer nu, så kan indholdet ikke videreudvikles. Det kan kun sendes rundt, når det er syndikering. \n\n
Personaliseret website og website hvor indholdet kan syndikeres ved at det spredes på sociale netværksites. På sociale netværkssites kan indhold fra fx youtube også syndikeres - fx på facebook og google+\n
Information produceres af individuelle brugere. Distribution varetages af netværk af brugere.\n\nMønstret har stærke ligheder med både syndikering og kollaboration.\n\nMellem deling og syndikation er der én vigtig forskel: at information produceres af brugere. Som ved syndikering foregår deling og spredning typisk i netværk.\n\nVidereudvikling kan være en del af deling, hvorfor det nogle ganger minder meget om kollaboration. Det adskiller sig dog ved at være individuelle brugere og ikke netværk, der deltager i udviklingen. \n\nHoem henviser mønstret til fx weblogs eller youtube-kanaler. \n\nDeling kan være, at man oploader et gammelt nyhedsindslag på sin youtube-kanal eller sin blog. Produktion skal i denne sammenhæng ikke tages alt for bogstaveligt. Præcise kildeanvisninger betyder dermed ikke så meget ved deling, som ved syndikation.\n\n
Ved emergens er produktion såvel som distribution af information en kollektiv proces, som varetages af brugere i netværk. \n\nEmergens referer til måden komplekse systemer kan opstå på baggrund af mange, ofte simple interaktioner uafhængigt af hinanden fra forskellige bidragsydere.\n\nMønstret adskiller sig fra kollaboration ved, at brugerne ikke har en fælles forståelse af, hvad det er de bidrager til, idet netværket ikke beror på sociale relationer mellem brugerne (Ibid: 13). Brugere, som anvender eller indgår i udviklingen af emergente systemer, er ofte uvidende om hinanden, selvom deres bidrag er afhængige af andres arbejde i modsætning til kollaboration, hvor sociale relationer nogle gange er bærende for processen. Som eksempel på emergente systemer kan p2p – som fænomen – fremhæves, idet brugere her uafhængigt af sociale relationer bidrager til at skabe og udvikle et system til transport af filer samt filer kontinuerligt. I nogle p2p-netværk kan de dog til- og fravælge de sociale relationer, idet der ofte knytter sig kommunikationskanaler til disse netværk. Trods forskellene kan emergens let forveksles med kollaboration, og de to former forekommer ofte i forbindelse med de samme funktionaliteter og tjenester. Hos Hoem udmunder kollaboration altid i en form for emergens, hvorfor kollaboration ikke er tilstede uden, at der forekommer emergens. På den anden side kan emergens, hvis der ikke er sociale relationer mellem de, der yder bidrag til systemet, godt forekomme uden kollaboration. Emergens kan forekomme både gennem registrering og gennem kollaboration/konversation. Emergens gennem registrering = google. Emergens gennem kollaboration Flickrs fotodatabase. \n\n
Tagging er et godt eksempel på emergens. Brugeres tags udmunder i en tagsky, som kan bruges til at finde relevant indhold.\n\n
