Det digitale er ved at blive mere og mere meningsløst, og jeg kan umuligt være den eneste, der er ved at gå til i desperation over tidsspilde på diverse netsider, hvor vi skal agere sekretær, salgsmedarbejder og administration for banker, flyselskaber, kortudstedere og hvad man kan komme i tanke om, skriver Klaus Riskær Pedersen, der advarer om, at vi er ved at nå til grænsen for, om digitaliseringen overhovedet giver mening.

1. De Digitale Tosser
Jeg kan umuligt være den eneste der er ved at gå til i desperation over tidsspilde på diverse netsider,
hvor vi skal agere sekretær, salgsmedarbejder og administration for banker, flyselskaber, kortudstedere
og hvad man kan komme i tanke om.
Flere timer tager det, at komme igennem alt det skidt og møj man efterhånden belemres med. Har
nogen regnet ud hvad det koster samfundsøkonomien at vi for at fortage os det mest elementære, skal
igennem et forhindringsløb af meningsløse afkrydsninger og mystiske rubrikker som infantile
marketingfolk og utilpassede programmører i Indien eller Kroatien udtænker, og lidt efter lidt får lavet om
til digital dagligdag for alle os andre.
I det hele taget nærmer vi os grænseværdien for at det digitale fortsat giver mening. Jeg vil faktisk gå så
langt som til at sige, at det digitale bliver mere og mere meningsløst. Fordummende. Idiotisk. Tosset.
Infantilt.
Jeg var selv blandt dem der var med til at udbrede alt dette halløj og særligt arkivarisk interesserede vil
hos Post Danmark formentlig kunne finde de breve jeg skrev til etaten om de udfordringer der ventede,
men som aldrig udløste nogen reaktion. Men alt er selvfølgelig arkiveret og gemt. Ligesom Nixon optog
sine svindelnumre på bånd. Og nazisterne noterede hvor mange de slog ihjel. For sådan er systemer: De
gemmer og registrerer alt, også det de ikke laver og det de burde have lavet.
Men måske ville det havde været en fordel for os alle, hvis vores etater, styrelser og politiske
repræsentanter ikke var snublet netop her. I relation til det digitale, netværksopkobling og måden vort
samfund i de sidste tiår har udviklet digitale systemer, platforme, tjenester og applikationer på, sidder jeg
nu med en krybende fornemmelse af at vi burde have tænkt os bedre om. At vi skulle have truffet flere
valg, accepteret begrænsinger samt stillet sociale- og etiske krav i takt med at digitaliseringen blev
sluppet løs. Succes har det med at ødelægge sig selv, fordi succes sjældent kender evnen til egen
begrænsning. Og den digitale udvikling - med alt dens velfortjente succes - ødelægger sig selv hvis ikke
den finder sin egen begrænsning. Ellers må vi andre gøre det for den.
Vi er alle blevet digitale somnambulister. Vi kender ikke til mørke eller ensomhed, fordi vi i minuttet hvor vi
efterlades alene eller uden anden beskæftigelse, rækker ud efter vores digitale agenter. Vore
følgesvende, som følger os overalt. Registrerer vor mindste bevægelse, vor mest overfladiske interesse og
kortlægger vort sociale liv og kontakt med omverdenen. Og det samme sker for vores kærester og børn.
Vi snakker ikke længere snakke sammen fordi ingen er tilstede. Alle lever i deres eget virtuelle univers
som de trykker sig frem til. Den drømmeverden de tilvælger og hvor alt der er grimt, generende,

2. udfordrende eller anderledes fjernes. Endda af robotter og andet skidt og møj som kender til vores
holdning og indstilling før vi selv gør det. Ja ligefrem fjerner vor adgang til information, oplevelser og
omgivelser, som vi muligvist slet ikke ønskede skulle fjernes.
Vi er alle blevet sagsbehandlere og administratorer for vor bank. Vort forsikringsselskab. Vor
kreditkortudsteder. Vor brugsuddeler. Vor stat. Men uden vederlag eller kompensation. Ja endda uden
tak. Som en vanvids forventning til hvad man kan kræve at vi bruger vores tid, kræfter og kærlighed på.
For det er jo hvad vi ofrer for at servicere os selv. Når vi sidder med blanke øjne og stirrer i vor eBoks, på
SKAT eller kæmper med en registrering i et nyt system hvor vi er så tossede at dukke op første gang. Og
som skal vide alt om vort liv og legeme. Vor alder og helbred. Vor famile og venner. Vores sexvaner. Vores
spisevaner. Alt samles op når vi først har lettet på skørtet. Der er ingen vej tilbage når først disse digitale
monstre har fået øje på en.
Vi er alle blever til avartars. Vi har ikke nogen personlighed med kun en digital kode. Som kan bruges til at
gemme hvad vi snakker om, hvad vi ser, hvad vi lytter til. Alt hvad vi gør samles op, og din idiotiske bank
kan give dig små symboler for hvad du har brugt dine penge på for det ved de jo. Hver en øre. Hvad
fanden bilder de sig egentlig ind.
Når du griner eller græder. Gemmer en erindring. Tager et nøgen billede af din kæreste. Så gemmes det
altsammen i forskellige skyer. Men de skyer har intet at gøre med den fri himmel. Det er sorte kasser der
står lukket inde i bjerge og i katakomber under ørkener. Gemt væk. Selv en atombombe vil ikke
ødelægge muligheden for at kunne sige med sikkerhed at Erik-Oluf Andersen den 24 Februar 2017 kl
23.47 købte en Gin&Tonic på en stripklub, og tog en taxa hjem til konen samt slettede sine meddelelser
på telefonen. Men som man alligevel så har liggende i de der sorte kasser og katakomber. Nede I
undergrunden som intet har med skyer og himmel og frihed at gøre.
De digitale tosser taler nu med fråde om munden om robotter. Vi skal forberede os på at endnu mere
digitalt vanvid sænkes ned over hovedet på os. Nu kommer det afgørende opgør med det ‘rutinepræget
arbejde’ så de stakler der laver det istedet kan blive arbejdsløse. Og frygter de fremtiden så står
statsstøttet rum 101 klar til fri afbenyttelse.
Taxa vognmænd har vendt op og ned på landet for at bremse delekørsel, istedet for at forberede sig på,
at der om få år slet ikke skal bruges taxa vognmænd eller chauffører til selvkørende biler. Fagforeninger
lægger arm om tilskudsmidler til undervisning og højere satser ved natarbejde, mens robotter diskret
køres i stilling ved kasseterminalerne. Og på Christiansborg har omstillingen åbenbart allerede fundet

3. sted, i en rutinepræget konkurrence mod bunden af almindelig anstændighed og samvittighedsfuldt
fællesskab.
Det ender jo med en modstandsbevægelse. Kan ikke rigtigt se andet udfald.
Men uden chips og sim-kort, IP nummer og Nem-ID, vil kampen blive hård. Den der ønsker at være sig
selv og blive en nærværende deltager i sine omgivelser, at blive tilstedeværende igen, privat og at kunne
leve sit liv i fred og uden indblanding, vil hurtigt få digital status som terrormistænkt og suspekt person.
Regninger vil ikke kunne modtages og ikke kunne betales. Man vil ikke kunne forsikre sig. Man vil ikke
kunne betale sine skatter og afgifter. Man vil ikke kunne køre bil. Eller købe en flybillet. Man kan ikke
komme på sygehuset. Man vil ende i benlås som mistænkt illegal invandrer. Man kan ikke blive gift og
heller ikke skilt. Vi kan ikke en skid:
Vi er blevet digitaliseret.
Klaus Riskær Pedersen
26 Februar 2017