1.
Kære Dennis Kristensen,
Lidt på eget initiativ er jeg ved at slå de første streger på et innovationsprojekt
der retter sig mod skabelsen af en model og en struktur, der vil tillade offentligt
ansatte at få bedre mulighed for at flytte deres beskæftigelse ud i en art
!socialkapitale"#selskaber som de selv ejer.
Udgangspunktet er hvad man vel kan betegne som en art 'new-economics' hvor
man stadig benytter markedsøkonomien til at sikre ressourceeffektivitet og
prisfastsætning, men hvor 'det kapitale' element undergår en forandring:
I selskabskonstruktioner hvor 'kapitalen' er 'human kapital' er der kun et
begrænset behov for tredieparts 'kapitalejere', hvis man iøvrigt kan sikre en
model der hjælper disse nye 'kooperative selskaber' med !corporate governance"#
og forskellige praktiske stabsfunktioner (fakturering, bogholderi m.m.).
En række antagelser ligger bag det projekt jeg gerne vil lave:
1)Arbejdskvalitet og produktionseffektivitet har en kendt sammenhæng med de
ansattes mulighed for at øve afgørende indflydelse på egen arbejdssituation
og arbejdsforhold. Retten til - og ansvaret for - at tilrettelægge, planlægge og
afvikle arbejdsopgaver styrker fleksibilitet og omstillingsevne, samt medvirker
til en afgørende forbedring af arbejdsmiljøet.
2)Ved at et fællesskab kollektivt har planlægnings- og driftansvaret, og ikke er
underlagt en offentlig arbejdsgiver eller privat kapitalt ejerskab, forventes
risikoen for at ansatte ‘gamer’ mod virksomhedens (arbejdsgiverens)
interesser at falde betydeligt. En positiv udvikling i forhold til fraværs
procenter, jobrotation og det at der dækkes over medarbejdere der ikke lever
op til de sædvanlige kravsspecifikationer, vil tillade en positiv merværdi at
bygge sig op, der kan konverteres til højere livskvalitet for de ansatte samt
bedre og sikre ydelsesproduktion for den offentlige sektor.
3)Ved at udvikle en model der tillader de-centralisering, og en betydelig grad af
lokalisering, må det forudses at den offentlige sektors omkostninger til kontrol
og validering reduceres dramatisk for opgaver der udflyttes. For klienterne
forudses bedre ydelseskvalitet.
4)Den omstændighed at der etableres ‘sociale virksomheder’ - som kollektivt er
ejet af de offentlige ansatte selv - må formodes at skubbe på de-
centralisering idet den kapitale driftherre gevinst i denne model istedet
konsolideres i arbejdsmiljøet selv, og må forventes at skabe bedre vilkår for
innovation og udvikling der ikke behøver at være orienteret mod
virksomhedens bundlinie og kapitaltilvækst.
5)Der må forudses betydelige dynamiske effekter, idet omstilling, tilretning og
tilpasning bliver en naturlig del af arbejdssituationen og bliver frigjort fra den
traditionelle modsætning imellem ‘arbejdstager’ og ‘arbejdsgiver’.
6)Ved relativt små enheder (formentligt helt ned til 7-10 ansatte), må det
forventes at der opstår mere flydende grænser imellem ‘markarbejde’ og
‘arbejde på kontoret’, hvilket reducerer barrierer i forståelse og
implementering, samt må formodes at reducere omkostninger til centrale
stabs- og liniefunktioner idet mere kan forudses indbygget i andre dele af
arbejdsprocesserne da kontrol- og valideringsbehovet må forventes at falde.
7)Den omstændighed at de ressourcer der frigives ikke kan veksles til øget
monetær betaling udover hvad der er reguleret af overenskomster og
sædvanlige bonussystemer, må forudses at bidrage til øget økonomisk vækst i
miljøet omkring denne type af ‘sociale virksomheder’ samt bidrage til større
social mobilitet for andre grupper af befolkningen der idag er i anden offentlig
beskæftigelse eller på passiv forsørgelse.
1

2.
Disse antagelser bygger på nogle forudsætninger for den model jeg overvejer,
som kan sammenfattes til følgende:
8)Det forudsættes at ejerene af disse ‘sociale virksomheder’ selv arbejder i dem,
og at deres arbejdsforhold er overenskomstreguleret og underlagt sædvanlige
pensionsforhold.
9)Der forudses en begrænsning i virksomhedskonstruktionen der umuliggør at
deltagerne kan kapitalsere deres ejerskab ved salg af deres ejerandel,
ligesom virksomhederne ikke kan omdannes til selskabsformer hvor
lovgivningen iøvrigt tillader salg, fusion eller andre formuemæssige
dispositioner i relation til ejerandelen.
10)Der forudses vedtægtsmæssige forhold der sikrer at overskud ikke kan
udloddes eller betales til ejerne i monetær form.
11)Overskud forudses at kunne disponeres frit af ejerne til kvalitets- og
værdiforbedringer af deres arbejdsplads og arbejdssituation, ligesom
ressourcer kan anvendes til enhver anden social værdiforbedring for de
ansatte og deres kunder eller brugere.
12)Det forudses at de ‘sociale virksomheder’ kun kan omfatte et begrænset antal
medarbejdere, således at der ikke bliver behov for et egentligt kapitalapparat
eller større organisation.
I dag kan enhver gruppe af offentligt ansatte starte deres egen virksomhed. Det
som er forskelligt ved dette projekt er, at selv meget små enheder kan opstartes
gennem tilknytning til centrale servicefunktioner, og at kravet til kritisk
omsætningsmasse dermed reduceres voldsomt. Dermed tillader modellen at
‘arbejdsfællesskaber’ kan virke sammen, uden at medarbejderne tvinges ud i
store virksomhedskonstruktioner.
Det er også afgørende at der her forudsættes en model, hvor der tilbydes
finansiel hjælp med startdrift (fra bl.a. private fonde), men uden samtidig krav
om ejerskab.
Når jeg skriver til FOA, så er det fordi jeg - som en art privat
konsulentvirksomhed - synes at det rigtige vil være at forankre dette
innovationsprojekt i samarbejde med de aktører der muligvis vil se en klar
interesse i, at en model som denne, bringes i komformitet med det bredere sigte
bag feks. migration af fagbevægelsens serviceydelser til overenskomstdækkede
medlemmer. Og her ser jeg af indlysende grunde bl.a. FOA som en mulig
samarbejdspartner.
Det er også min vurdering, at man ved udrulning af løsninger som disse må have
nogle klare aftaler med de forskellige kommunale forvaltninger samt regioner,
hvor det vil styrke projektet om det baserer sig på et samarbejde med de faglige
organisationer.
På nuværende tidspunkt er der kun disse mere generelle tanker jeg har gjort
mig, men jeg mener der bør tilrettelægges et innovationsprojekt der over de
næste 4-6 måneder kan opliste de forudsætninger som kan forudses, og dermed
fastlægge de rammerbetingelser der vil gøre det muligt, for en stor gruppe af
arbejdstagere, at bidrage med langt mere end de får mulighed for i dag.
Hvis Du kan se for dig at FOA går ind i et projekt af denne art, vil jeg gerne høre
om det, så vi kan få en snak om hvordan et praktisk forløb kan tilrettelægges.
Med venlig hilsen
Klaus Riskær Pedersen
2

3.
Strukturmodel bag lancering af ‘kooperative arbejdsfællesskaber’
(Foreninger med Begrænset Ansvar F.M.B.A.)
A. Det bærende grundlag for konstruktionen er :
A1: Kooperative arbejdsfællesskaber eller ‘micro-virksomheder’ indenfor opdelte
fagområder gøres administrativt funktionsdygtige gennem tilknytning til ‘virtuelle
koncerner’, der fungerer som stabilisatorer i et afgrænset og ensartet
funktionsområde;
A2: Kooperative arbejdsfælleskaber skal af en gruppe offentligt ansatte kunne
idriftsættes på baggrund af en veldefineret og forud fastlagt struktur og løsning,
der fjerner de indgangsbarrierer, der normalt er forbundet med
‘virksomhedsopstart’, indgåelse af privatleverandøraftaler med den offentlige
sektor samt adgang til et finansieringsgrundlag;
A3: Den løsning, som der her gives adgang til for visse typer af offentlige
ansatte, skal derfor også omfatte samtidig driftsfinansiering og garantistillelse;
A4: Det samlede udbud af denne løsning skal være underlagt en central
overvågnings- og dokumentationsfunktion, der derudover skal sikre hjælp til
kvalitetssikring af ‘corporate governance’ samt gøre det muligt for det enkelte
kooperative fællesskab at få adgang til ‘bench-marking’-data på tværs af andre
kooperative arbejdsfællesskaber af ensartet type, herunder sikre fuld
gennemsigtighed for de offentlige tjenesteefterspørgere, klienter og samfundet
som helhed.
B. Politisk set er adgangen til denne løsning betinget af :
B1: Den enkelte deltager skal arbejde i det kooperative arbejdsfælleskab for at
være medlem af det;
B2: Idriftsættelse af det enkelte kooperative fællesskab beror på, at en gruppe
af medarbejdere henvender sig indenfor et specifikt fagområde, et veldefineret
og eksisterende arbejdsfællesskab eller i relation til en veldefineret konkret
offentlig institutionstype, der er egnet til drift på løsningsgrundlaget;
3

4.
B3: Formålet med det kooperative arbejdsfællesskab er at fremme
deltagernes økonomiske interesser gennem erhvervsdrift. Deltagerne skal
aflønnes iht. en fælles modeloverenskomst med adgang til sædvaneprægede
bonusordninger og vil - økonomisk set - i udgangspunktet være stillet som i den
tidligere beskæftigelse;
B4: Medlemmerne kan ikke kontant hæve den mulige merværdi, der opbygges
som følge af mulige, højere afregningspriser iht. privatleverandøraftaler med den
offentlige tjenesteefterspørger, eller som resultat af forventede
produktivitetsgevinster inden for det enkelte kooperative arbejdsfællesskab;
B5: Ejerbeføjelserne tilkommer deltagerne i det kooperative fællesskab, men på
grund af deltagerforholdets personlige art kan ejerskabet ikke overdrages, det
være sig ved salg, pantsætning eller eksempelvis fusion;
B6: Hvert kooperative arbejdsfællesskab vil få en vekslende deltagerkreds, men
have en begrænset størrelse for dels at sikre et antal ansatte aht.
driftstabiliteten (min. antal ansatte), og dels for at undgå, at det kooperative
arbejdsfællesskab får karakter af en egentlig virksomhed med tilhørende
komplekse ledelsesopgaver (max. antal ansatte).
C. En række betingelser må lægges til grund for at løsningen kan gennemføres :
C1: Det kooperative arbejdsfælleskab skal juridisk etableres i lovreguleret
selskabsform som en ‘forening med begrænset ansvar’ (F.M.B.A) for at beskytte
den enkelte deltager mod finansiel risiko, idet ingen af deltagerne hæfter
personligt for foreningens forpligtelser;
C2: Den enkelte forening (kooperative arbejdsfælleskab) vil blive underlagt visse
- og for de politiske mål afgørende - begrænsninger i relation til
overskudsdisponering, ændring af formålsbestemmelse samt beslutning om
ophør, salg eller fusion;
C3: Disse begrænsninger har til formål at beskytte det overordnede mål med
den etablerede struktur og vil blive optaget i foreningens vedtægter og udformet
som en ‘individualret’, således at visse beslutninger (herunder beslutning om
vedtægtsændring) kræver godkendelse fra det stiftende selskab;
C4: Det stiftende selskab, herefter det ‘kooperative stiftende selskab’, (et
almindeligt anpartsselskab) vil være ejet (og kontrolleret) af den faglige
4

5.
sammenslutning eller kommune, der tilbyder løsningen til egne medlemmer eller
ansatte;
C5: For at det ‘kooperative stiftende selskab’ ikke selv kan ændre på de
overordnede begrænsninger (Ref. Pkt. B1-B5), så vil alle kooperative stiftende
selskaber blive stiftet efter en fælles skabelon, med tilsvarende begrænsninger
optaget i henholdsvis vedtægter samt på aftalemæssigt grundlag.
D. På basis af de overordnede betingelser vil det være hensigtsmæssigt at en
række aktører samarbejder :
D1: En faglig sammenslutning eller f.eks. kommune bør stå som ejer af det
kooperative stiftende selskab, som stifter de underliggende kooperative
arbejdsfællesskaber. I praksis forudses de kooperative stiftende selskaber stiftet
og tilrettelagt af initiativtageren, men overdrages til fuldt ejerskab af den faglige
sammenslutning eller kommune, som ønsker at tilbyde denne løsning til egne
medlemmer eller ansatte;
D2: Overdragelsen sker forud for løsningstilbuddet til medlemmer eller ansatte,
og det er fra det stiftende selskab, der gives tilbud om deltagelse til medlemmer
af en bestemt faglig sammenslutning eller ansatte i en bestemt kommune;
D3: Det enkelte kooperative stiftende selskabs funktion er primært politisk og
som garant for løsningens opfyldelse af de fastlagte politiske mål, men de
stiftende selskaber er ikke selvstændig aftalepart med tredjepart eller impliceret
i drift- og garantifinansieringen, der forudses at blive tilrettelagt af
initiativtageren;
D4: For at de kooperative arbejdsfællesskaber kan driftsikres, gives de adgang
til en række fællesydelser og serviceløsninger, der kompenserer for den
omstændighed, at de kooperative arbejdsfællesskaber har karakter af en art
‘micro-virksomheder’ og derfor ikke kan sammenlignes med egentlige
virksomheder på eget selvstændighedsgrundlag (hvorved der i stedet skabes en
art ‘virtuel koncern’ med adgang til ydelser og faciliteter som i en koncern af
forbundne virksomheder, men uden adgang til kapitaldeltagelse/ejerskab);
D5: Da fællesydelser og serviceløsninger (tidsregnskab, fakturering,
lønningsbogholderi, bogføring, aftaleregulering m.v.) principielt er uafhængige af
den specifikke faglige sammenslutning eller kommune, vil disse opgaver blive
tilrettelagt i samarbejde med professionelle serviceleverandører, der tilknyttes
løsningen;
5

6.
D6: For at den leverandør, der tilfører fællesydelser og serviceløsninger, til
stadighed kvalitetssikres og konkurrenceudsættes, vil samarbejdet finde sted på
almindelige kontraktsvilkår, der etableres imellem initiativtageren (med virkning
for alle stiftede og tilsynsførte kooperative arbejdsfælleskaber) og tjenesteydelse
leverandøren;
D7: Uafhængigt af (D3)-(D6) (serviceløsninger) ovenfor, vil ethvert kooperativt
arbejdsfælleskab være vedtægtsmæssigt forpligtet til at sikre gennemsigtighed,
corporate governance og bench-marking til brug for alle øvrige kooperative
arbejdsfællesskaber, deres kunder og samfundet (Ref. A4);
D8: Den samlede løsning - alle kooperative stiftende selskaber og alle
kooperative arbejdsfællesskaber - skal i deres vedtægter derfor være tilsluttet
‘en særlig rådgivning’, der driftføres af initiativtageren bag tilrettelæggelsen af
det samlede projekt på tværs af faglige sammenslutninger og f.eks. kommuner;
E. Den praktiske gennemførelse:
E.1: Initiativtager
Det vil være initiativtagerens rolle at forme og formulere strukturen, den
juridiske konstruktion og etablere de samarbejdsrammer, som er nødvendige for,
at strukturen kan tilbydes medlemmer og ansatte i faglige sammenslutninger
eller kommuner.
Initiativtageren har ansvaret for at forhandle privatleverandør- og
samarbejdsaftaler med region og kommuner.
Initiativtageren har ansvaret for at sikre finansiering for de kooperative
arbejdsfællesskaber, som idriftsættes.
E2: Faglig sammenslutning
En eller flere faglige sammenslutninger tilbyder løsningen til egne medlemmer
samt påtager sig det politiske kontrolansvar for det - eller de - kooperative
stiftende selskaber, som har rettigheder i forhold til de kooperative fælleskaber.
6

7.
Den eller de faglige sammenslutninger, som ønsker at udbyde løsningen til deres
medlemmer, bistår initiativtager med forhandling af privatleverandøraftaler med
region og kommuner, således at kooperative arbejdsfællesskaber kan idriftsættes
indenfor rammerne af en fælles privatleverandøraftale for et specifikt
ydelsesområde.
E3: Kommuner
En eller flere kommuner kan beslutte at tilbyde løsningen til egne ansatte.
En eller flere kommuner indgår også i løsningen på den vis, at de bistår med at
facilitere aftaleregulering og udflytning af ansatte i kommunen, såfremt de
ønsker at indtræde i et kooperativt arbejdsfællesskab.
København d. 2. September 2015.
Klaus Riskær Pedersen
Initiativtager
7