Man må krydse fingerne for at Grækerne står fast til folkeafstemningen på Søndag. Her er grunden til hvorfor.

1. Grækenland:
Staternes Europa mod et folkeligt demokrati ?
På mange måder må vi krydse fingerne for at grækerne står fast og
stemmer nej til folkeafstemningen Søndag 5 Juli 2015. Europa styres af
finansmarkeder og ikke af befolkninger, og det må høre op.
Dette er en konfrontation imellem - på den ene side - et staternes
Europa og - på den anden side - et demokratisk folkestyre i en
medlemsstat.
En uforsonlig og kynisk forhandlings position har været kreditorenes
udgangspunkt i de forhandlinger som har pågået, og retshaveriskhed
har dikteret de holdninger man er gået ind i forhandlingerne med.
Man synes at have tabt det politiske overblik. Det virker som om EU har
afkoblet sig selv fra historiske realiteter, og i stedet forhandler på auto
pilot så snart et mål er dikteret. Dikteret enten af en somnambolistisk
forvaltning af gældende aftaler og præmisser, eller af politiske holdninger
som fastlægges langt fra de parlamentariske forsamlinger som rettelig
burde være dem der altid skal sætte denne type af dagsordener.
I mediernes behandling er det ikke meget bedre. Korrespondenter og
kommentatorer, med begge ben plantet eftertrykkeligt i EU’s magt
conundrum, gentager selvfølgeligheder: Man kan ikke leve på lånte
penge ! EU har betalt for Grækernes fejl, som de ikke er villige til at rette
op på! Afdragsbetingelser skal overholdes af den der skylder penge! Og
man kan blive ved.
Hele tiden er det økonomiske selvfølgeligheder for bankfolk og
embedsmænd som gentages af disse kommentatorer, men på intet
tidspunkt, er der en reel kritisk stillingtagen til hvad det er vi er ved at
rode os ind i. Jeg fristes til at sige endnu engang, da hele håndteringen
omkring Ukraine jo stadig bærer sin frygtelige pris.
Lad os først få fakta på plads:
Grækerne har været igennem sparerunder og nedskæringer som ikke er
set så omfattende, og over så kort tid, i et vestligt demokrati i nyere tid.
Irland var en bankkrise og ikke en statsgældskrise. Det samme i
Spanien. I Italien er det en vækstkrise og i Portugal var det en
statsfinansiel krise men af betydeligt mindre omfang end vi har set i
Grækenland.
Klaus Riskær Pedersen 30 Juni 2015 1

2. Grækenland er tilladt for stor gældsoptagelse af deres finansielle
kreditorer, da gælden langt har oversteget den sædvanlige
tommelfingerregel for holdbarhed som er ca. 60% af BNP. Det har
pågået siden Grækelands indtræden i Euro, og enhver har været bevidst
om at den indtræden fandt sted på et forkert omvekslingsforhold til
Drachmer, og at deres rapporterede tal ikke kunne sammenlignes med
dem der produceres i øvrigt indenfor Euro-Gruppen. Politisk i EU
ønskede man Grækenland i Euroen og økonomisk - blandt de finansielle
långivere - ønskede man at låne ud til Grækenland.
Den statsfinansielle krise i Europa der udløses i 2011 var en konsekvens
af den finansielle krise fra 2008, og var forudsigelig. Default swaps, og
renter på flere typer af statsobligationer, var under pres i lang tid før det
kulminerede i den krise vi alle husker tydeligt fra 2011 og 2012.
Løsningen for Grækenland blev at man tog en stor nedskrivning af den
statsgæld der var udestående i markedet, og hvor den private sektor tog
et tab på omkring 750 milliarder kroner. Samtidig etablerede man en
refinansiering af Grækenland ved at EU og IMF indtrådte med langsigtet
finansiering der i dag er løbet op i omkring 260 milliarder Euro hvis jeg
husker rigtigt. Den gæld svarer til 170-180% af det Græske BNP såfremt
man holdt det saneringsprogram der blev aftalt med EU-Gruppen, IMF
og ECB.
Jeg har ikke kendskab til nogen økonom som ikke allerede dengang
sagde at det var uholdbart. At den gæld man sænkede ned over
grækerne aldrig ville kunne serviceres måtte stå enhver klart, og selv
IMF var fortalere for at der måtte finde en nedskrivning sted.
Det var altsammen politik: Det var et spørgsmål om at redde Euroen og
ikke Grækenland. Dominique Strauss-Kahn, der dengang sad i IMF,
indtrådte i denne proces tilskyndet af EU og USA der kontrollerer
stemmemajoriteten i IMF.
Sagt lidt firkantet så læssede man den finansiering ind i Grækenland
som var nødvendig for at redde Euroen. Om den var meningsfuld - og
om den kunne afdrages -, var af akademisk interesse. Alle forventede,
at når bølgerne havde lagt sig, og Angela Merkel var blevet genvalgt
som tysk kansler i 2013, at man så kunne tage hul på den forudsigelige
gældssanering af den gæld som Grækenland var blevet pålagt. For
Grækenland var blevet den pålagt: En grædefærdig premierminister
måtte stå skoleret i Cannes (2012) for at modtage et pålæg om at tage
Klaus Riskær Pedersen 30 Juni 2015 2

3. hjem og sikre den fornødne lovgivning. For Europoa’s skyld: Ikke
Grækenland’s.
Som vægtfordelingen er skruet sammen af Euroen, så bærer Tyskerne
en stor del af den slags omkostninger. Det er der en grund til: Tyskland
er en stor del af Euro, fordi Tyskland er en stor del af Euro-Økonomien.
Tyskland har siden indførslen af Euro importeret økonomisk vækst til
Tyskland fra bl.a. de syd-europæiske økonomier fordi
indbytningsforholdet til Euro fra bl.a. Drachmer, Pesetas m.v. var forkert
og for højt, hvilket beskadigede disse nationale økonomier.
Omvendt var indbytningsforholdet for lavt for DM, hvilket fra start gav
Tysk økonomi uhyre konkurrencefordele på det indre marked. Dette
kombineret med løntilbageholdenhed i Tyskland skabte det
eksporteventyr som har stivet Tysk økonomi af i snart 20 år.
I Grækenland gik det så mere galt end som så. Korrupte og ineffektive
regeringer fulgte ikke vækst- og stabilitetspagten som var en del af Euro.
Og man foretog sig intet i ECOFIN. Udover at brokke sig.
Den græske arbejdende befolkning, unge og gamle, raske og syge, rige
og fattige, blev alle gidseltaget af et lands ineffektive og fejlbehæftede
statsfinansielle ledelse. Men det kunne ses af enhver. Både i EU, i IMF
og i Centalbankerne. Ingen greb ind før det var for sent og vi sad i 2011
og resten er historie.
Efter Grækenland gik igennem voldsomme besparelser i 2012 og 2013
kunne man i 2014 se en gradvis forbedring i økonomien. Også for 2015
og frem var forventningerne positive: Man kunne budgettere med et
positivt overskud på statsregnskabet men før renter og gæld.
Den græske befolkning indsatte en ny regering med det utrykkelige
mandat, at et helt land, og en hel befolkning, ikke i en generation eller to
skulle proletariseres af at arbejde en gældsbyrde af, der ikke var
demokratisk holdbar. Den finansielle løsning man havde designet i Euro-
krisens panik år 2012, var ikke demokratisk holdbar. Løsningen ville i sin
umiddelbare form medføre, at en hel befolkning ville blive gidseltaget i
årtier, og at et helt lands Geo-politiske fremtid i Europa, ville blive bragt i
farezonen.
Korrespondenter og kommentatorer synes ikke at forstå, at det forhold
at Grækenland ikke betaler sine renter og afdrag til IMF og EU ikke er et
Græsk problem. Tværtimod. Det er renter og afdrag som giver
Klaus Riskær Pedersen 30 Juni 2015 3

4. problemet, fodi mængden ikke er afstemt til økonomisk holdbarhed og
ikke er demokratisk virkeligheds kontrolleret. Grækenland vil klare sig
helt fint ude at betale en Euro af den gæld de har. Det kan man næsten
sige sig selv.
Korrespondenter og kommentatorer synes heller ikke at forstå, at
misligholdelse af disse gældsposter intet har at gøre med fortsat
deltagelse i Euroen. At man ikke betaler sine gældsposter er ikke et
grundlag for at man kan ekskluderes af Euro. ECB har selv udtalt at der
ikke kan etableres en sådan sammenhæng. Man kan slet ikke
ekskluderes, men må formentlig helt træde ud af EU. Der kan man
heller ikke ekskluderes (mig bekendt).
Så kommer vi til det moralske tema: Er det umoralsk at Grækenland på
denne vis gør sit problem til alles problem ? Nej på ingen måde. Det var
alles problem i første omgang igennem eftergivenhed, forkert
kreditgivning, manglende kontrol og forhastede lappeløsninger da der
var større ting på spil.
Konklusionen på alt dette kan kun blive, at for os der står værn om
befolkningernes Europa, demokrati som den bærende beslutningskraft,
og for os der har medmenneskelighed og hensyn til andre som noget
der påvirker vores politiske stillingtagen, så kan vi kun bede til at den
græske befolkning står fast på Søndag og sender bolden tilbage hvor
den kom fra. Fra det tidspunkt vil det være klart for enhver, at de
statslige udlån og lån fra ECB må nedskrives til et holdbart niveau. Ikke
kun for kreditorerne men også for den befolkning som skal afdrage
dem. Man kan starte med at nedskrive de 750 milliarder som den
private sektor påtog sig i første omgang.
Klaus Riskær Pedersen
Klaus Riskær Pedersen 30 Juni 2015 4