Olsen og schoubye_reformpolitik_eller_revolution

S
..
g
_
ruäfåzu
ie...
.5:
n
i?
2...
.3.5.2meår:
i;
tvil!
gav...x..
;uå!3;!.ni.yiñ›fi.
.sæâånirEd..
2252:.«iliâ,5.14
i.1!5i§›nistxwhëæda..India/...Fnr
54.712..
.3.5.1

JØRGëEN OLSEN
'
OG BJARNE SCHOUBYE
eller revolution
Kilder “tilbelysning af brydninger
i dansk arbejderbevægelse
1908-22
SELSKABET TIL FORSKNING I
ARBEJDERBEVÆGELSENS HISTORIE
FREMAD 1

1. Forord
V
BRYDNINGER 1908-1914
3,82.Dstå:afveje?.................9
kg
3. Inspirationbn . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14
i: 4. Hvad syndikalisterne vil . . . . . . . . . . . . . . 15
5. Overvejelser i DsF”s inderkreds . . . . . . . . . . . 18
'
6. Marxisme 1og socialdemokrati . . . . . . . . . . . . 21
7. DsF”s opbygning . . . . . . . . . . . . . . . . 22
8. Er arbejderbevægelsensopbygning medlemsüendsk? . . . . . 25
; 9. Angreb påkompromispolitikken . . . . . . . . . . . 26
,ii 10. Hvad er åyndikalisme? . . . . . . . . . . . . . . 29
11. Soc.Dem.'s og DsF*s taktik . . . . . . . . . . . . 30
12. Den borgerlige presse og syndikalisterne . . . . . . . . . 32
l
AGITATION OG MODAGITATION
13. Tampen brænder . . . . . . . . . . . . . . . . 34
i
14.
Argumentiationsformen. . . . . . . . . . . . . . . 39
2'; 15. Dokumentationen . . . . . . . . . . . . . . . . 40
3
16. Blot et spektakelmøde? . . . . . . . . . . . . . . 42

l
l
TIDEN EFTER 1914
17. Danmarkxi verdenskrigens skygge . . . . . . . . . . . 46
18.
Regeringsdeltagelse. . . . . . . . . . . . . . . . 48
STORMEN
PÅBØRSEN
19.Forspi11_et§...................51
20.
Børsstormjenfebruar 1918 . . . . . . . . . . . . . 58
21. Ansvaret “placeres . . . . . . . . . . . . . . . . 62
22.
Børsstormlen,som de huskede deng . . . . . . . . . . 64
23.
Efterdønning . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66
GRØNTTQRVSSPEKTAKLERNENOVEMBER 1918
24. Mødet 1q. noveniber 1918 . . . . . . . . . . . . . 70
25.
Modforhqldsregler . . . . . . . . . . . . . . 72
26. Gadespeklaklereller klassekamp? . . . . . . . . . . . 75
27.. Borgerligijlretsplejeeller klassedomme? . . . . . . . . . 80
1918-22 -
NYE PARTIER OG ENHEDSFRONT
F
1
28. Bør den
russiskerevolution støttes? . . . . . . . . . . 86
“g 29. Påskekrisen 1920 . . . . . . . . . . . . . . . . 87
“130.Mellemspil
31.Enhedsrmln..................91
32.'Bilag
33. Personregister . . . . . . . . . . . . . . . . . 99
34.-0rd1istei...................100
35. Litteraturiiste. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101

En stor del af pladseni dette hæfte er op-
taget af angreb på De samvirkende Fag-
forbund og på Socialdemokratiet for at
have svigtet arbejderbevægelsenog af
de angrebnes tilbagevisninger af disse
ofte stærkt personligebeskyldninger. Alt
dette foregik mellem 1908 og 1922.
Vi, som har lavetdette hæfte, mener
imidlertid, at kilderne også fortæller os
noget om, hvilke' problemer en bevægel-
se, arbejderbevægelsen,kan komme ud
for, når den
,voksersig stor og får an-
svar for samfundsudviklingen og føler
sig tvungen til at ændre holdning og ind-
gå kompromisen.Samtidig mener vi, at
dette materiale
ibelyserde vilkår, som
praktisk politik udformes under, og den
spænding, der er mellem ønsket om
direkte demokrati, medbestemmelse, og
den opbygning iafen stor organisation,
som en stærk ledelse foretrækker, nem-
lig det repræsentative system.
I denne kildesamling har vi søgt at
fremdrage forholdetmellem arbejderbe-
vægelsens ideologi og det samfund, be-
vægelsen virker i. Men selvom vi lader
kilderne tale for sig selv og kommen-
terer meget lidt, kan dette hæfte ikke
tages som udtryk for, hvad der virkelig
skete. Mellem 1908 og 1922 fandt der en
uhyre mængde begivenheder sted, som
på forskellig måde påvirkede udvik-
lingen i Danmark.Som udgivere har vi
været nødt til at udvælge ganske få syns-
vinkler på begivenhedsforløbet, dvs. vier
subjektive; vi fortolker historien ved at
lægge vægt på visse ting og udelade
andre. Dernæst har vi af pladshensyn
måttet udskyde' langt den største del af
det materiale, der har stået til vor rådig-
hed, ligesom vi ihar forkortet mange kil-
der; også her råder altså subjektivitet.
Endelig kan man tænke sig, at vi af sim-
pel uvidenhed har overset nogle betyd-
ningsfulde kilder.Vi må derfor erkende,
at dette hæfte ildke er objektivt, men er et
subjektivt valgt arbejdsmateriale, hvor
du som læser/brugerer afskåret fra ind-
flydelse. 3
Målsætning
Opstilling af en målsætning er et forsøg
på nøjere at angive, hvad man vil opnå
ved sit arbejde; en målsætning er tillige
forudsætningen for senere at vurdere,
om arbejdet er lykkedes.
Det er vort håb, at du gennem ar-
bejde med teksterne i dette hæfte kan op-
nå følgende:
'
Vidensmâl:
lkendskab til hovedtræk af ud-
viklingen inden for den danske arbej-
derbevægelse 1908-22
2 kendskab til opbygningen af en stor
organisation som DsF og de prob-
lemer, der knytter sig hertil
3 kendskab til de danske arbejderpar-
tiers program
4 kendskab til 1. verdenskrigs virk-
ninger for de sociale forhold i Dan-
mark og de politiske spændinger
blandt arbejdcne.
De nævnte vidensmål er forudsæt-
ningen for at opfylde de næste mål.
Færdighedsmål:
l færdighed i at fremdrage de træk ved
en kilde, som er væsentlige for dit
problem
2 færdighed i at analysere politiske tek-
ster og programmer
3 færdighed i at analysere subjektive og
tendentiøse fremstillinger af begiven-
heder og standpunkter
4 færdighed i at sammenligne forskel-
lige fremstillinger og kilder
5 færdighed i at skelne mellem kog-
nitive tekster (dvs. tekster, der er
berettende) og normative tekster (tek-
ster, som foreskriver regler, angiver
normer).
Holdningsmål:
Gennem arbejdet med et materiale kan
man opnå forskellige holdninger til det,
blandt andet:
1 lyst til at anvende erhvervede færdig-
heder
2 lyst til at overveje et problem fra flere
sider
3 lyst til at argumentere alene ud fra det
foreliggende materiale
4 vilje til at skelne mellem referat og for-
tolkning ved gengivelse af andres
synspunkter.
Arbejdsformer:
Bag denne kildesamling ligger nogle
overvejelser over arbejdsformer og ar-
bejdsmetoder, som har været ret af-
gørende for hæftets opbygning og for
valget af tekster. Ved formuleringen af
opgaverne, der er anbragt efter de små-
afsnit, kilderne er inddelt i, har vi lagt
vægt på, at der gives mulighed for stor
aktivitet hos den enkelte elev. Derfor
tror vi, at en naturlig arbejdsform vil
være individuelt arbejde og gruppe-
arbejde, afbrudt af lejlighedsvise diskus-
sioner med hele klassen som deltagere.
Iøvrigt er det vor principielle opfattelse,
at holdet (eleverne og læreren) i fælles-
skab bør fmde den form, der harmone-
rer bedst med målsætning og materiale.
Efter teksterne fmdes en personfor-
tegnelse og en liste med nogle af de vig-
tigste begreber fra teksterne, samt en
kortfattet litteaturliste. Det er tanken,
at hæftet kan anvendes uden brug af sup-
plerende litteratur.
Februar 1973
Jørgen Olsen -
Bjarne Schoubye

)-i-'
:
..;
2421.;
Opråb 1911 fra Fagoppo-
sitionens Sammenslutning
Arbejdere! Kammerater!
Arbejdskøbernes principielle fordring
om femårig overenskomst blev af arbej-
derne bestemt áfvist.
Arbejdskøbeineregnede med de sid-
ste års strenge Barbejdsløshedog kaste-
de brutalt arbejderne på gaden for at sul-
te dem ind under åget.
Arbejderne, dernu i 12 år har bøjet
sig under arbejdskøbernes brutale lock›
outpisk, er af forholdene nu tvungne til at
reagere mod dette despoti, hvis de ikke
skal gøres til viergeløseslaver.
De udelukkede fag hører næsten uden
undtagelse til byggefagene, netop de fag,
arbejdsløsheden har hærget mest.
I disse fag er hundreder af hjem halvt
eller helt opløste. Sult, sygdom og savn
har hærget og udpintdem således, at den
enkelte arbejders økonomiske mod-
standskraft
fuldstændiger brudt.
Således som ldet er i hjemmene, sâle-
des med stnejkekasserne.
Der er fag imellem, hvis strejkekas-
ser arbejdsløshedenhar raseret således,
at de er
afskåreltfra enhver ydelse til de
lock-outedeL Det er da givet, at de ude-
lukkede fag henvendte sig til deres klas-
sefæller om støttei denne ulige kamp.
De bad ikke em understøttelse, thi »de
samvirkende ,Fagforbundws øverste
leder har jo selv udtalt, at det var meget
små midler, arb' jderne rådede over; men
de bad om en ere virkningsfuld støtte
end penge 7 de' rejste kravet om
Sympatistrejkeri
Onsdag d. 5. pril qfholdt murerne en
generalforsamling,som var besøgt af
[200 medlemmer, hvor følgende reso-
lution enstenámi'gtblev vedtaget:
Forsamlingehvedtager at opfordre
Note: Foss 1858-1925, formand for og stifter af
Industrirådet (191 )
Gran, sekretær ileF. Hansen, formand for
Smedeforbundet.
'

10 DsF på afveje?
De samvirkende Fagforbund til med
i
alle til rådighed stående midler og med
udfoldelse af al den magt, forbundet
måtte være i besiddelse af for at skaffe
vore krav opfyldte, at forkorte den ar-
bejdsstandsning, som arbejdsgiverfore-
ningen har iværksat, selv om disse mid-
ler skulle føre til standsning af al offent-
lig eller privat virksomhed.
Torsdag d. 6. april vedtog murer-
arbejdsmændenes generalforsamling,
der var besøgt af 600 medlemmer, føl-
gende resolution enstemmigt:
Resolution
Med henblik på den taktik, arbejds-
giverforeningen benytter for at fremme
sine formål ved masseudsmidning af
arbejdere i virksomheder, hvis stands-
ning ikke i så høj grad skader samfun-
det, men dog i så stor udstrækning,at de
udelukkede arbejderes antal er til-
strækkeligt til økonomisk at svække ar-
bejderklassen, vedtager forsamlingen at
henstille til D.s.F. med alle til rådighed
stående midler at imødegå denne taktik,
således at hvis den varslede lockout
iværksættes, da at standse arbejdet i de
virksomheder, som mere føleligt berører
samfundet, i et sådant omfang og en så-
dan udstrækning, som skønnes fonnåls-
tjenlig for at bringe de forhåndenvæ-
rende konflikter til en for arbejderne til-
fredsstillende afslutning.
Den 10. april vedtog bygningssned-
kernes generalforsamling den af
murerne vedtagne resolution enstem-
migt med 800 stemmer.
Disse, af 2600 udelukkede arbejdere
enstemmigt vedtagne resolutioner, blev
sendt til forretningsudvalget for D.s.F.
Nu skulle man tro, at denne ledelse,
som er valgt til at udføre det, arbejderne
pålægger den, ville arbejde for et sådant
enstemmigt krav. Hvad var bedre egnet
til at lægge en pression på de hovmodi-
ge arbejdskøbere end dette enstemmigt
rejste krav, når det gennem »Social-
Demokraten« blev publiceret og der
blandt de til sympatistrejken særligt
egnede fag blev agiteret for tanken.
Ledelsen hånede de udelukkede og smed
deres resolutioner i papirkurven
Af en eller anden grund måtte de øvrige
arbejdere ikke få noget at vide om de
udelukkedes enstemmige krav.
De udelukkede fattede mistanke om,
at ledelsen ville fortie krav og benytte
deres dårlige økonomiske stilling til at
binde dem til den femårige overens-
komst.
Fagoppositionens sammenslutning,
som har over 200 af sine medlemmer
blandt de udelukkede, blev af disse op-
fordret til ved alle midler at forhindre
dette snigløb.
Vi udsendte opråbet, der opfordrede
til sympatistrejke, og samme aften af-
holdt organisationen et stort møde, hvor-
til kun fagorganiserede arbejdere havde
adgang. Der var mødt 1200 fag-
foreningsmedlemmer, og de vedtog en-
stemmigt en resolution, der ligesom de
udelukkede fag forlangte sympatistrej-
ken iværksat.
Denne resolution blev udsendt gen-
nem Ritzaus bureau.
Opråbet og mødet bragte med ét
slag sympatistrejken pá alles læber.
Vi vidste dog på forhånd, at der skulle
meget til for at åbne de sammenknebne
læber i Farimagsgade og få ledelsen for
D.s.F. til at bekende stilling overfor
spørgsmålet. Derfor indsatte vi i den på
mødet foreslåede og vedtagne resolution
en bestemt dato for etableringen af sym-
patistrejken, medens vi samtidig lod
ledelsen vide, at vi uden hensyn til dens
mening eller mellemkomst ville forsøge
på at iværksætte strejken.
Truslen om at tage autoriteten og
magten fra dem og vise arbejderne, hvor
unødvendige de var, hjalp.
Næste dag stemplede Hr. Carl Gran i
»Social-Demokraten«
Sympatistrejken som en desperat tanke
og afslørede derved ledelsens stilling til
spørgsmålet.
Det var netop hvad vi ønskede. Vi
ville at de herrer ledere med deres egne
ord skulle fortælle arbejderne, at ,de uden
sværdslag ville sælge arbejdernes menne-
skeret til arbejdskøberne eller lade ar-
bejdere gå ud i en håbløs lockout.
Medens vi viste arbejderne vejen di-
rekte til sejren, erklærede »DsF«s ledere
sig fallit -
de ved hverken ud eller ind -
kun dette: Hvis arbejderne ikke bøjer
sig, må de sulte.
Det var svært at få frem, hr. Gran,
men det kom dog!
Selvfølgelig kunne hr. Carl Gran ikke
sagligt bevise, at sympatistrejken er en
desperat tanke. Tværtimod! Og for at
udføre dette desperate forsøg formede
hans to artikler sig som en række per-
sonlige insinuationer og gemenheder,
som han forøvrigt'ipåforhånd vidste var
den rene opdigtede løgn fra ende til
anden.
Er man en gang begyndt at bedrage,
må man tage løgnen til hjælp for slutte-
lig at blive hængt i den. Vi beklager, at en
mand som Carl Gran skal begynde sin
journalistiske løbebane på en måde, der
for stedse vil klæbe smuds 'ved hans navn.
Hvad lederne blottede ved deres me-
ningsløse overfald på de radikale arbej-
dere, har de indirekte blottet ved i bille-
l
der og tekst at skildre arbejderne som
skikkelige og gode »borgere«der var
samfundsbevarende.
Hvad siger arbejderne til billedet i
»Social-Demokraten« for 12. april?(1)
Dette billede hedder: »Strejken ud-
brudt«, men har i »SOCial-Demokraten«
fået betegnelsen: »Lockouten meldes«
Billedet er fremstillet af en overklasse-
maler, der viser det .ærede borgerskab,
hvorledes arbejderhustruen med sin for-
tvivlelse indirekte opfordrer sin mand til
skruebrækkeri, og hvorledes han står
med sænket hoved og vakler, om han af
hensyn til sit lille hjem skal gå ind og
være skruebrækker.
Denne sølle arbejderhustru og denne
naive, moralske skruebrækker, var må-
ske sandhed, da billedet blev fremstillet,
men er i dag en tordnende løgn.
Og selve billedet måtte et virkeligt ar-
bejderblad skamme sig ved at repro-
ducere. Men lederne i* Farimagsgade
bruger alt for at slå modet ned hos arbej-
deren og viger selvfølgelig ikke tilbage
for at fremstille ham som et sølle, mag-
tesløst pjok, der ikke kan gøre noget
selv, men beder den »offentligemening«-
det bredbenede borgerskab -
om hjælp
overfor de væmmelige, »samfundsned-
brydende« (l) arbejdskøbere. Fy for
satan! 0g disse ledere 'forlanger tole-
rance og tillid af tænkende arbejdere!
Nej, nej! _
Sålænge der endnu findes arbejdere,
der tænker og føler med deres klasse,
sålænge vil kampen ikke ophøre med
disse ledere. Det er arbejdernes intel-
ligens, der protesterer.
Det er nemmere at købe en general
end at slå hans hær. Dette profiterer
arbejdskøberne af i disse dage.
Generalerne i D.s.F. bruger arbejder-
nes eget blad til at gøre dem modløse, for
at de skal opgive kampen og gå ind på
de femårige overenskomster, således at
lederne også får fred og ro i det samme
tidsrum til ial magelighed at fortære deres
fede diæter.
Hvor forbryderisk og! bevidst deres
skændige arbejde er, ses bedst af føl-
gende kendsgerning:
Da vi i god forståelse med de vedtag-
ne resolutioner ville banelvejen for sym-
patistrejken og i den anledning havde
indkaldt de til sympatistrejke særligt
egnede fag til et møde for at drøfte dette
spørgsmål med dem, havde lederne ved
deres arbejderfjendtlige artikler og ved
muldvarpearbejde blandtdisse fag gjort
dem angst for spørgsmåletog bevirket,
at kun et lille antal mødte.
'
Lederne tager ikke alene modet fra de
udelukkede, men ved de Mest skændige
midler sætter de splid mellem disse og de
1 Ses. 12.

fag, der skulle bgene kan hjælpe dem.
Det er efterldetteledernes bevidste
mål at binde arbejderne til den femårige
overenskomst, og de viger ikke tilbage
for noget middel.
Der findes dog en skranke, som lederne
må og skal støde på -
det er arbejdernes
logiske sans. 1
Arbejdere! Giv ikke myndigheden fra
jer! 1
Giv ikke ledernemyndighed til at af-
slutte overenskomsterne, før I har taget
bestemmelse om dem på generalforsam-
lingerne. Og vi råbertil jer:
Gå aldrig ind på den femårige overens-
komstl
Det menneske, ldersælger sin arbejds-
kraft for en måned ad gangen, er ty-
ende. Om disse har »Social-Demokra-
ten« skrevet oglalle socialdemokratiske
talere råbt, at de var slaver, som skulle
frigøres.
Hvad skal man så sige om jer, der nu
skal bindes for en årrække?
De voldgiftslove, overenskomster og
regulativer, I skålarbejde under, er langt
værre og farligere end tyendeloven.
Den femårige overenskomst er den
groveste krænkelse af jeres menneske-
ret. Den ind/'ørerhoveriet gennem jeres
organisationer bg gør jer til slaver.
Kapitalisterne har frihed til stadig at
forhøje prisen på de levnedsmidler, I skal
købe for jeres ugeløn, men I har ikke ret
til at forhøje lølineni forhold til varer-
nes prisstigning. Kan I da ikke se, at
dette forhold er vanvittigt! Kan I da ikke
se, at det ender i jeres egen elendighed!
Sælg aldrig denne ret; thi denne ret er
jeres eksistensblerettigelse.Den er jeres
grundlovsret. Uden denne ret er I en
kaste, som er frataget den ret, alle andre
stænder og klasser lever på, individer-
nes fri ret til at
bestemmeprisen på den
vare, de
frembringerog sælger.
I giver den sidste rest af selvstændig-
hed bort den dag I går ind på den fem-
årige overenskomst.
I giver udbytterne ret til at udbytte jer
så meget de vil,'uden at I er i stand til at
gøre den mindste modstand.
Hvad gør det, at kapitalisterne i dag
giver jer 10 øre
jnerei timen for den fem-
årige overenskomst, når de i morgen og
fremdeles hver dag i de kommende fem
år kan stjæle jeres lønforhøjelse og mere
til i form af forhøjede'priserpåjeres livs-
fornødenheder. '
Betingelsen for, at I vedblivende kan
holde jer oppe, er, at I til alle tider har
den samme ret som jeres udbyttere,
nemlig retten til at bestemme jeres va-
rers pris i forholdtil de øvrige varers pri-
ser.
Uden denne ret er I håbløst fortabte,
og det er en nådessag fra udbyttemes
side, om I skal bringes ned i den dybeste
elendighed eller lige holdes på sulte-
niveauet.
Det er denne ret, arbejdskøberne vil
tiltuske sig for nogle øres lønforhøjelse,
og det er det, som »DsF«s ledere ved alle
midler søger at tvinge jer til. Men, arbej-
dere, lad jer ikke korsfæste! Stem den
femårige overenskomst ned; thi den be-
tyder sulteløn i 10 år!
Når I i de kommende fem år, i kraft af
overenskomsten, er grundigt udbyttede,
da står I magtesløse, og foran ligger da
en stræng arbejdsløshedsperiode igen,
som vil bringe jer endnu dybere ned.
Hvis I har jeres selvstændighed og
menneskeværd kær, og hvis I vil frelse
jer selv og jeres familier fra undergang,
da kan I under ingen omstændigheder gå
med til den femårige overenskomst.
Stem den ned! Kravet om sympati-
strejke skal ikke forstumme, og lederne
kan ikke ved smædeskrivelser slå det
ned. Arbejderne er ikke fordærvede, og
når blot der bliver kaldt tilstrækkelig
højt, da vil de fag, som skal bruges, også
høre råbet og komme.
Lad dog ikke moderationen indenfor
vor egen ramme overliste os. Lad os
være vågne og parate.
I disse dage forhandler lederne, og de
vil forfølge deres mål, hvis vi ikke er år-
vågne.
Kammerater! Derfor må vi stå sam-
men og drøfte resultatet af forhand-
lingerne! »Fagoppositionens Sammen-
slutning« indbyder derfor frisindede,
organiserede arbejdere til møde i aften
torsdag, kl. 8 i den store sal, Ryesgade
106. På dette møde vil den femårigeover-
enskomst og forhandlingernes resultater
blive drøftet, og der vil blive taget stil-
ling til hele den foreliggende situation.
For at give mødet og dets krav for-
nøden vægt, opfordrer vi de frisindede
arbejdere til at møde talrigt. Situationen
er alvorlig, vor klasses frihed i fare; der-
for bort med sløvheden! Bort med lige-
gyldigheden! Tiden er inde til handling!
Som en befriende storm skal oppositio-
nen rejse sig og rense ud det, som blev
for gammelt og moderat indenfor vor
egen klasse.
Vi må rejse arbejderklassen til kamp
mod undertrykkerne.
Arbejderne er stærke og har kræfter
nok. De skal blot bruges efter tidens
fordringer. Alle, som vil binde os, skal
finde os vågne og beredte.
Oppositionen må stadig være på højde
med situationen!
Derfor til møde, og mød i god tid!
'Bestyrelsen for
Fagoppositionens sammenslutning.
DsF på afveje? ll
Julius Jørgensen,
jord- og betonarbejder.
Fagf. nr. 2277.
Sofie Falck,
cigararbejderske.
Fagf.«nr. 870
Ole Christensen,
Fagf. nr. 4970.
Dagmar Petersen,
handskesyerske.
Fagf. nr. 2.
Chr. Christensen,
Fagf. nr. 4479.
Robert Jacobsen,
tømrer.
Fagf. nr. 1072
P. Rasmussen,
Fagf. nr. 4895.
Jørgen Jørgensen,
skotøjsarbejder.
Fagf. nr. 3845.
Oplysning
»Fagoppositionens sammenslutning« er
en sammenslutning af oppositionen i de
forskellige organisationer.
Den blev stiftet den 22. september
1910. Den optager kun fagorganiserede
arbejdere og tæller i øjeblikket ca. 700
medlemmer.
Dens formål er: gennem* fælles op-
træden i alle fagforeninger lidt efter lidt
at omdanne fagforeningerne til i deres
form og kampmåde at være et virkelig
brugbart våben i kampen mod udbytter-
ne.
Således som moderationen indenfor
arbejdernes bevægelse er samlet og orga-
niseret gennem »DsF«s ledelse, således
vil vi samle og organisere frisindet og
fremskridtet til gavn for arbejderne og
bevægelsen. Al opposition er hidindtil
slået ned, fordi den var spredt og plan-
løs. _
Vor organisation kalder derfor på
alle frisindede og organiserede arbej-
dere, som er utilfredse med den nu-
værende form og kampmâde. Vi kalder
på alle jer, der gennem en samlet optræ-
den og gennem positive forandringer vil
være med til at udvikle og forbedre fag-
bevægelsen til gavn for arbejderne.
Vi tager intet indskud og kontingen-
tet er kun 25 øre om måneden.
Spild ikke tiden med betænkninger,
men meld jer ind på mødet i aften eller
hos en af ovenstående medlemmer.
Der er et stort arbejde at udføre, og vi
har brug for alle gode kræfter!
Arbejdere, kom til møde i aften.,
Torsdag kl. 8 i festsalen, Ryesgade 106.
-
Kun fagforeningsbogen giver adgang.

12 DsF pá ajiæje?
Illustration i
Socialdemokraten 1911 12⁄4
Lockout9en meldes.
OPGAVER
Gør rede for artiklens holdning til DsF. Hvordan begrundes holdningen?
Hvilken hensigt har Socialdemokraten haft med at bringe det billede, opråbet omtaler?

l'
;. l
Mødet i Ryesgade106
den 20/4 1911.
ABA, DsF's arkiv.
3
»Splittelsesforsøg & tvistig-
heder«, sag 1, 1912-13, håndskrevet.
Referat af separåtisternesmøde i Ryes-
gade 106, den 20. april 1911 kl. 8.
Referatet begynder kl. 9.
Dirigent: RobertjJacobsen.
Efter at indlederen Christian Christen-
sen havde foreslåetresolutionen udtalte
han: disse møder skal nok vække
kammeraterne. Vort råb må blive hørt.
Parolen må være: medens de i Fari-
magsgade organiserermoderationen
organiserer vi oppositionen...
En af fagoppositionens ledere, elek-
triker N.N.?! Arbejderne har kun sym-
patistrejket... je* vil anbefale ikke at
holde Socialdemokraten. Vi må skabe os
en virkelig arbejderpresse og bedre for-
hold... Lad os skabe en presse, der kan
belære arbejderne om, hvorledes soli-
daritetsfølelse skal være... Oppe i de
Samvirkende siger de, at de anerkender
oppositionen indenfor organisationerne.
Men de anerkenderikke oppositionen når
den tillader sig at tale med andreoppo-
sitioner. Det er despoti. Det kalder jeg
modbydeligt. Må man ikke have respekt
for at vi søger at udbrede vore ideer. Vi
har søgt at tilvejebringe harmoni imel-
lem os og de Samvirkende, men det ville
man ikke høre noget om. Lad os værne
vore organisatioher, de er et mægtigt vå-
ben for os. Lad os exkludere de enkelte
der holder os tilbage. Lad os holde ge-
neralforsamling log skaffe os et organ.
De siger, at de ikkeved hvor Chr. Chri-
stensen får sine penge fra. Han har irnid-
lertid heller ingen. Men han fortolker de
interesser, som
er vore, og ham kan vi
forstå. Derimod kan vi ikke forstå de
ledende mænd. Vi garderer os imod, at
vore mænd skamskændes.Arbejdernes
ledelse må førstlryddesaf vejen, så skal
vi nok finde former,hvormed vi kan
komme arbejdsgiverne til livs. Det er rig-
tigt, hvad der har stået i Socialdemokra-
ten, at
samfundetstår magtesløst uden
arbejderne. Men det taler bladet ikke
mere om. Murersvendene har fået et bil-
lede i bladet. Det er fordi de har været
uartige. Men
jegjtror nu nok, at den fag-
ligejournalist dêr har forregnet sig. Vort
fag er ikke smidt ud endnu -
ikke direk-
te, men entreprenørerne modtager intet
arbejde. På voi'generalforsamling på
søndag skal jeg nok sørge for, at vi også
nedlægger arbejdet.
Tømrer Smil: Jeg mangler i disse
underhandlingexj med arbejdsgiverne det
gamle partikrav om arbejdstidens for-
kortelse. De søger at lokke os i alle fæl-
der. Farimagsgade og Rømersgade er to
store musefælder, hvor de fanger de små
mus. De samvirkende Fagforeninger
duer ikke; de har suget vore penge, og de
har sørget for at arbejderne er kommet
så langt ned som de er. Det er skændige til-
stande. De sidder og holder sig varme,
men varme på politiske sager. Vor sek-
retær er borgerrepræsentant, og da han
blev det var 40 kr. om ugen ikke nok for
ham. Arbejderne skal betale. Sympati-
strejken er det eneste, der kan gavne ar-
bejderne. Det er ikke løgn, hvad Chr.
Christensen sagde, at de har slået sig
sammen med de småborgerlige partier.
Det ville ikke se så sørgeligt ud om de
spidser blev smidt ud. Jeg opsagde bla-
det allerede under budstrejken. Vi bør
gøre det alle. Det er det eneste, der kan
ruske dem op... 1899 var den første og
eneste kamp De samvirkende har haft,
men det blev nederlag, og dets følger er
ikke ovre endnu. Gustav Bang skrev i
fjor i Socialdemokraten, at to år efter en
lønforhøjelse er den blevet til en løn-
reduktion. Og så anbefaler de 5 års over-
enskomst uden at vi får en eneste øre.
De regner ikke med at arbejderne kan
huske. Vi må fri diherrer for deres an-
svar. Vi må fritage dem og det kan ske,
når fagforeningernes ledere ikke er poli-
tikere og har hensyn til vælgerne... Jeg
anbefaler resolutionen til enstemmig ved-
tagelse...
Maskinarbejder Jensen fik ordet, men
meldte sig ikke.
ÅgeNielsen: Politikerne er noget for
sig, og fagorganisationerne er noget for
sig. Men hvis I har noget imod de enkel-
te folk, så stem dem ud i organisationer-
ne. Her, hvor der er så mange til stede,
som ikke har forstand på... Taleren pi-
bes og hysses ud og en anden, hvis navn
ikke nævnes, træder hen til bordet og be-
gynder: Det er en gammel frase, at vi
selv har valgt lederne. Da budene strej-
kede sagde de også de 8 var separati-
ster...
Blikkenslager Grundtvig: Vort for-
bund står udenfor de Samvirkende, og
man vil derfor altid se blikkenslagerne
omtalt meget spagfærdigt. Jeg var med i
80,eme da de udelukkede mænd som
Gerson Trier og Nikolaj Petersen af
Socialdemokratiet, fordi de havde andre
meninger end lederne...
Jord- og betonarbejder T. Rasmus-
sen: Der kom 39 kr. 18 øre ind på sidste
møde, og dem har vi brugt til agitation;
oprâbet til de kommunale funktionærer
kostede 20 kr., salen 10., resten er gået
til dette møde. Det er altså bevidst løgn,
når Socialdemokraten fortæller, at vi
understøttes af kapitalismen. Og det er
bevidst løgn, når den skriver, at fagfor-
eningerne i Frankrig går bort fra syn-
DsF på afveje? 13
dikalismen. Den store Confederation(1)
har netop taget alle fagforeninger fra
politikerne og bruger sympatistrejken.
Thi den har fået øjnene op for humbugen
i politiken. Det ved Carl Gran godt.
Gran hævdede på et møde i Korsgade
forleden at man ingen garanti havde for
at arbejderne ville gå ud. Trier spurgte
da ganske rigtigt: »Hvor er så solidari-
tetsfølelsen?«
Jord- og betonarbejder Jørgensen
(ungsocialist): Det er ikke en systema-
tisk tilrakning af føreme, vi har fore-
taget. Vi fremfører kun kendsger-
ninger... Gran har forleden i en snæver
familiekreds i Korsgade udviklet sine an-
skuelser om konflikterne. Det var til-
fældigvis organiserede arbejdere, der var
'
til stede. Det var nemlig i partiforenin-
gen, og det kunne altså lige så vel være
arbejdskøbere. Der var vel 35 men-
nesker. Men Gran tør ikke komme, når
organiserede arbejdere holder møde. Det
er ikke for meget sagt, at Gran altså op-
fører sig som en pjalt... I vinter havde
jord- og betonarbejderne konflikt på
Nørrebro Isværk, Der dannedes en
skruebrækkerforening, og den fik annon-
cer optaget i Socialdemokraten. De giver
altså ikke os organiserede arbejdere
samme ret som kapitalister og skrue-
brækkere. Men vi skal tvinge diherrer til
at tage et andet standpunkt. Vi må op-
sige bladet. Der er en del fagforeninger,
som har penge i bladet. Vi må stille for-
slag om at at tage de penge ud...
Blikkenslager Christensen fik ordet,
men viste sig ikke.
Blikkenslager Julius Jensen: Chr.
Christensens store tale var jo storartet.
Men sig os, hvor vi skal henvende os når
vi har slået vore fagforeninger i stykker
(tilråb: kapitalen, Sundholm). Det er min
tanke, at dette møde er storartet. Men vi
skulle dog lade sagerne gå deres rolige
gang (hyssen i forsamlingen: »Lad man-
den tale«) Jeg ved nok jeg har mange
modstandere her, men alt dette, der er
sagt, kan medlemmer af en fagforening
dog ikke sanktionere. Det er blevet sagt,
at man ikke bygger de nye storslåede
bygninger til småfolk, men vi har dog
også toværelseslejligheder med W.C.
(hyssen). Ja, har vi ikke? Lad os respek-
tere de fagforeningsbestyrelser, der er
valgt ikke af een mand, men af 5-6000.
Det er f.eks. vor formand. Ham vil vi
skam ikke smide væk. Han er god nok!
Fru Falck: I mænd skal tænke på je-
res hustruer, når I afslutter overens-
komster, og på jeres børn, og på alle de
fornøjelser I må undvære og på at det
bliver værre endnu. Når man som d”her-
rer i Farimagsgade er allieret med bor-
gerskabet kan det skam ikke gå an at
1 I Frankrig.

14 Inspiration
føre krig. Så må man ikke slås, men
finde sig i at børnene sulter og at kapi-
talisterne slæber kvinderne ud til at
underbyde mændene. Jeg siger: Værn
om jeres fagforeninger og respekter
dem! En mand som I. A. Hansen væl-
ges på en kongres af kammeraterne ude i
landet, og de aner intet om forholdene
her inde. Provinsianerne forstår ikke
vore ideer. Vi skal foreslå i forenin-
gerne, at formanden ikke må have andre
tillidshverv end det som fagforenings-
formand. Men de må ikke tro, vi bliver
stående her i København. Når vi har
penge nok, sender vi agitatorer ud. Lyng-
sie har sagt: Vi ledere må have hele an-
svaret. Jeg var i søndags i Helsingør og
talte med smedene der, og de sagde, at
de havde nu gået med til en overens-
komst, som de ikke engang kender.
Hvor tør de vove at tage magten fra os?
Lad os få fat på vore provinskolleger.
Når vi kommer med en annonce siger
de: Gå til fagforeningens formand. Men
han vil blæse på fagoppositionen. Det er
humbug det hele. Da vi kom til kontra-
hentforsamlingen, røg de op og råbte at
de var gement overfald. Og vor resolu-
tion måtte ikke diskuteres den aften af
hensyn til redaktørudvalget. Det var
OPGAVER
væmmeligt at se på. Kontrolkomi-
teen bad Wiinblad blive for han var den
mand, der havde skabt arbejderpartiet.
Og lad os ikke blive bange for det syn, at
den presse, vi har skabt, har allieret sig
med borgerskabet. Prøv alle midler. Jeg
må fraråde at sige bladet op. Lad os
bombardere kontrahentforsamlingen. Vi
ligger midt i det, og vil vi ud, må vi ar-
bejde. Meld Dem ind i vor forening. Her
kan være folk med andre anskuelser, kan
de ikke være her kan de jo senere gå
igen. Hele vort åndelige liv forsumper...
Deraf at vore annoncer nægtes opta-
gelse, kan man se, at vi betyder noget.
For at vi kan komme til at betyde noget,
skal I give en skærv... Lad os oprette et
ugeblad og drøfte der, hvorledes vi skal
arbejde.
Resolutionen vedtages enstemmigt...
(Folk går nu stærkt, så taleren ikke
kan tale. Salen, der var så godt som fuld,
da der var flest, tømmes nu pludselig
halvt og folk bliver ved at gå)...
Chr. Christensen for slutningsbe-
mærkninger: Der er ingen nedrakning
her, men vi taler ud fra en dyb erkendel-
se af, at det er dårligt som det er, og på-
4,
,i
taler enkeltes gemene angreb.Vi har ret
til at svare, når Gran smæder os over for
50.000 arbejdere. Vi vil rive ned for at
bygge op... Vist har arbejderne valgt
deres tillidsmænd, men de har forstået at
omgive sig med love, der gør valgene in-
direkte. Vi vil udsende en mønsterlov for
fagforeninger. Det skulle vedtages, at
formændene skulle sættes på normalløn i
samme årrække som overenskomsten
varer. Læg mærke til, at de Samvir-
kende udskriver 1 kr. i ekstrabidrag end-
nu før lockouten er erklæret. I regnska-
bet står der endda, at de har store kapi-
taler. Det regnskab trængervist til at ses
efter. Jeg er bange for, at kapitalen er sat
i værdiløse papirer og aktier i stjer-
nerne. Jeg kan bringe en glædelig efter-
retning. Møbelsnedkernes generalfor-
samling har enstemmigt på en general-
forsamling, hvor der var 600 mand til
stede, vedtaget murernes resolution. So-
cialdemokraterne indbyder til majfest i
Kongens Have, og der skal vel nogle
folketingsmænd tale. Vi samles den før-
ste maj i St. Vibenshus's smukke have,
og vi håber, at alle udelukkede, der har
mærket hælen fra Farimagsgade, ikke
lusker til Kongens Have, men kommer
til os. Tag hustruer og børn med.
Undersøg oppositionens muligheder for at komme til orde på mødet og vurdér mødets hensigt og forløb.
Hvilken' holdning' har diskussionsdeltageme til DSF.
Hvorfor har DsF udsendt en referent til mødet?
Inspirationen
Amiens-Chartret af 1906
Kritsky: »Liévolution du syndicalisme en France«
(Paris/V. Giard & E. Briére 1908), s. 384-85.
Den konføderale kongres i Amiens be-
kræfter C.G.T.”s(l) grundartikel 2, som
lyder:
»C.G.T. samler uden for hele det po-
litiske system alle arbejdere overbevist
om kampen for at afskaffe lønarbejde og
arbejdsgiverherredømme.«
Kongressen anser, at denne erklæ-
ring er en anerkendelse af klassekam-
pen, som på det økonomiske område
rejser arbejderne til oprør mod alle for-
mer for udnyttelse og undertrykkelse -
l C.G.T., »Confédération générale de Travail«,
»Det almindelige Arbejderforbunda. De franske
fagforeningers centralorganisation, som var
stærkt syndikalistisk præget.
såvel materielt som moralsk -
sat i værk
af kapitalistklassen mod arbejderklas-
sen.
Kongressen præciserer gennem de føl-
gende punkter denne teoretiske bekræf-
telse:
I arbejdet for de daglige krav bestræ-
ber syndikalisteme sig på at samordne
arbejdernes anstrengelser, forøgelse af
arbejdernes velstand gennem virkelig-
gørelse af øjeblikkeligligestilling så som
formindskelse af arbejdstiden, forøgelse
af lønningerne etc. Men dette arbejde er
kun én side af syndikalismens virke: Den
forbereder den fuldstændige frigørelse,
som kun kan lade sig realisere ved kapi-
talistekspropriation: den priser som ak-
tionsmiddel generalstrejken, og den an-
ser, at fagforeningen (le syndicat), i dag
en modstandsorganisation, i fremtiden
produktions- og fordelingsgruppe, vil
danne grundlaget for social omform-
ning; kongressen erklærer, at dette dob-
belte nutidige og fremtidige arbejde
stammer fra lønsituationen, som tynger
arbejderklassen, og som gør det til en
pligt for alle arbejdere -
uanset deres me-
ninger eller deres politiske eller filoso-
fiske tilbøjeligheder -
at tilhøre den
væsentlige gruppering, som er fagfor-
eningen (le syndicat). 1
Som konsekvens bekræfter kongres-
sen hvad angår enkeltpersoner fagfor-
eningsmedlemmets fuldstændige frihed
til at deltage uden for korporative
grupperinger i sådanne former for kamp,
som svarer til hans filosofiske eller poli-
tiske opfattelse, idet den begrænser sig
til at forlange af ham til gengældikke at
indføre i fagforeningen de anskuelser,
som han bekender sig til udenfor; for at
syndikalismen kan opnå*sin maksimale
virkning erklærer kongressenhvad an-
går organisering, at økonomisk aktion
bør udøves direkte mod arbejdsgiverher-

l
redømme, efterisomde sammensluttede
organisationer li egenskab af syndika-
1
i
OPGAVER ;
listiske grupperinger ikke behøver at
tænke på partier og sekter, som udenfor
Hvad syndikalisterne vil 15
og til siden for i fuld frihed kan stræbe
efter social ændring.
Hvilke midler vlilsyndikalisterne tage i anvendelse for at ændre det nuværende samfund?
Hvilken rolle tildelesfagforeningerne i fremtidens samfund?
Hvilke grænserjsættesfor individets frihed?
Hvad Syndikalisterne vil
»Hvad Syndikalisteinevill« Kbh. 1909.
Hvad er syn*ikalisme?
Syndikalisme er en oplysende, uaf-
hængig, økonomiskkampbevægelse, der
har sit udspringi den fagligt organise-
rede arbejderklasse. Den er internatio-
nal, revolutionær,antiparlamentarisk og
antimilitaristiskiDen har til formål
direkte, gennemlfagforeningerne,ved alle
midler at angribe privatejendomsretten,
for derved at afskaffeudbytningen og
omstyrte det
kapitalistiske samfund.
Den vil samtidig
-
ligeledes gennem fag-
foreningerne -
prdne og overtage pro-
duktionen.
Hvad vil syndikalisterne?
A. Vi vil indenfor vore fagforeninger
agitere for, 1
1. at udbredelseaf socialistisk forstå-
else bliver grundlagetfor hele arbejder-
klassens kamp,3
2. at den fagligebevægelse frigøres for
al forbindelse med den politiske -
dvs.
i
den
kommunaleog den rigsdagspar-
lamentariske -
Virksomhed,
3. at al fagligsamvirke kun foregår
under former, hvorvedde enkelte fags
handlefrihed ikkebeskæres,
4. at der oprettesindustri- eller bran-
cheforbund, denvæsentlig må virke som
oplysningsbureáufor sin specielle indu-
strigren,
l
5. at tankenom lærlingeorganisa-
tioner og derigennemhævelse af lær-
lingenes løn
realiseresaf fagforeninger-
ne, -
6. at der
riellemfagforeninger og
arbejdskøbere i ke afsluttes nogen over-
enskomst, der ei' bindende med opsigelse
til bestemt tid,
7. at fagfoieningerne gennemfører
kravet om at
fåindflydelse på arbejds-
forholdene -
såvel over ledelsen af arbej-
det som over bdnyttelseaf værktøj og 10-
kaler,
›
8. at akkordarbejde afskaffes til for-
del for dag- og ugelønssystemet,
9. at fagforeningernei særlig grad
lægger vægt på arbejdstidens forkor-
telse,
10. at de
arbejdsløseaf det offentlige
l
l
l
l
i
kræver en understøttelse, der svarer til
en almindelig arbejdsløn,
11. at vi som støtte i vore kampe be-
nytter sympatistrejken,
12. at fagforeningerne specielt ud-
_
breder kendskab til den sociale general-
strejke, og
13 at der af fagforeningerne ligeledes
drives en energisk antimilitaristisk agi-
tation.
B. Vi vil drive en offentlig agitation for,
14. at der oprettes brugsforeninger,
for derved at skabe forståelse af og inter-
esse for den kooperative bevægelSe,
15. at den kooperative bevægelse stil-
les sideordnet med den faglige og virker
med det mål for øje at ordne og over-
tage fordelingen af det producerede,
16. at den kooperative bevægelse
skaffer oplysninger om forbrugets stør-
relse og derved danner grundlaget for en
planmæssig produktion,
17. at den kooperative bevægelse, når
den går over til at danne produktions-
foreninger, baserer disse pâ forudbe-
stilling af produktet i modsætning til de
nuværende »kooperative« foretagender,
der arbejder på et rent kapitalistisk, spe-
kulationsmæssigt grundlag ,
18. at arbejderklassen ledes bort fra
troen på parlamentarismen, som er den
sikkerhedsventil, hvorved det kapita-
listiske samfund bortleder arbejdernes
opmærksomhed fra deres magt som
organisation, og derved forvirrer begre-
berne,
19. at arbejderklassen kommer til at
indse, at den virkelige magt ligger i selve
det økonomiske liv, idet enhver reform,
der tilsyneladende gennemføresad parla-
mentarisk vej, er fremtvunget af en til-
svarende, forudgående forandring i pro-
duktionslivet, og
20. at arbejderne, i stedet for at spil-
de sine kræfter på parlamentarismen, der
kun er en skygge af det økonomiske liv,
stiller sine krav direkte gennem de øko-
nomiske foreninger, der for den arbej-
dende klasse er de faglige foreninger,
21. at der udbredes almen kendskab
til såvel naturlovene som de sociale love
for derved at undergrave den for ar-
bejderbevægelsen skadelige autoritets-
tro og de dermed følgende falskemoral-
begreber,
22. at arbejderne ikke i noget som
helst tilfælde benytter sig af kirkelige
handlinger,
23. at arbejderne forbyder at deres
børn modtager religionsundervisning i
skolerne,
24. at arbejderklassen lærer at forstå
militærinstitutionen, der er
kapitalister-
nes sidste middel til med vold at holde
arbejderklassens krav nede,
25. at arbejderklassen afholder sig fra
nydelsen af alle stimulerende drikke, der
svækker individets tanke- og handle-
evne, og derved -
da en klar forståelse af
det sociale liv i alle dets enkeltheder er en
nødvendighed -
står som en hindring for
arbejderklassens frigørelse.
Udgivet af syndikalistisk forbund
På forbundets vegne
H. P. 'Willumsen
Til de delegerede ved den in-
ternationale socialdemokra-
tiske kongres
»Syndikalisten« aug. 1910
Ekstranummer
Farisæere!
Atter holder I kongres med spørgs-
målet »Arbejderklassens frigørelse« på
dagsordenen, atter er I samlet for at
finde midler til at forblinde arbejder-
klassen med Eders politiske gøgl. -
Atter
er I samlede for at udregne de letteste og
for Eder behageligste måder, på hvilke 1,
under skin af at komme den lidende ar-
bejderklasse til hjælp, kan svinge Eder
op på de pladser i samfundet, hvorfra I
senere med foragt kan skue ned på den
arbejderklasse, ved hvis hjælp I er
kommet op.
I ved det, Farisæere! -
I må vide, at
Eders politiske gøgleri kun kan gavne

16 Hvad syndikalisterne vil
Eder selv, at arbejderklassen ikke når en
tøddel nærmere til målet, ved at I sidder i
de »lovgivende« forsamlinger -
men at
Eders arbejde kun bidrager til at dysse
arbejderne i søvn.
I må vide -
Farisæere! at arbejder-
klassen har ingen brug for »socialde-
OPGAVER
mokratiske borgmestre«, der kun kan
varetage de kapitalistiske klassers inter-
esser. -
Arbejderklassen har ingen brug
for »socialdemokratiske ministre«, der
kun kan bruges til at hæmme og binde
enhver økonomisk aktion fra arbejder-
klassens side.
Farisæere! I ved, de arbejdsløsekræ-
ver bræk -
at arbejderklassen kræver
handling.
'
'
Derfor ned med det politiske gøgll
ned med parti-autoriteten!
ned med Farisæerne!
Leve den direkte handling!
Bestyrelsen for Syndikalistisk Forbund.
Sammenlign Amiens-chartret og de danske syndikalisters program med hensyn til ligheder og forskelle.
Hvorfor lægger syndikalisterne hovedvægten på det fagforeningspolitiske arbejde?
Hvorfor ønsker syndikalisterne ikke at deltage i partipolitisk arbejde?
Vort program
'Med forklaring
»Solidaritet«. l4⁄3 1914.
Fagoppositionens sammenslutning
er en sammenslutning af den frisindede
opposition indenfor den faglige arbej-
derbevægelse i Danmark.
Den blev stiftet i København den 22.
september 1910 med følgende
Formål:
1. At forbedre og udvikle de nu-
værende forældede fagforeninger til
moderne lokale industri- og branchefor-
bund.
2. At udvikle den uduelige fagkamp til
industriel kamp.
3. At bibringe arbejderne kendskab til
og fortrolighed med den moderne kamp-
taktik: den pludselige strejke, obstruk-
tion, sabotage og solidarisk boykotning.
4. At afskaffe det organiserede skrue-
brækkeri og praktisere solidaritetsfølel-
sen gennem den lokale sympatistrejke.
5. At bekæmpe den udvidede lock-
out (sympati-lockouten) med den ud-
videde sympatistrejke.
OPGAVE
6. At udbrede kendskab til den sociale
generalstrejke, igennem hvilken den ar-
bejdende klasse afskaffer det bestående
lønslaveri og erobrer produktionsmid-
lerne.
7. Ved alle til rådighed stående mid-
ler hensynsløst at bekæmpe det kapi-
talistiske samfund til fordel for det ar-
bejdende folk. ›
Dette søges opnået ved følgende
Midler
1. At samle fagforeningernes med-
lemmer industrivis indenfor sammen-
slutningens ramme.
2. At drøfte og planlægge oppositio-
nens arbejde indenfor hver branche.
3. At udarbejde og gennem medlem-
merne stille positive forslag i fagforenin-
gerne i tilslutning til sammenslutningens
formål, derunder også at gennemføre
den lige direkte, almindelige valgret ved
valg af tillidsmænd indenfor den faglige
bevægelse.
4. At indhente oplysninger om de en-
kelte fagforeningers og forbunds for-
hold til udbytterne og arbejderne samt
om deres administration, og overgive
oppositionen de våben, der eventuelt fin-
des i disse oplysninger.
Hvilke konsekvenser vil programmet få for det borgerlige samfund?
Forklaring til program for
Fagoppositionens sammen-
slutning af 22/9 1910.
»Solidaritet« 14/3 1914.
Vi vil forbedre og udvikle de nuværende
forældede fagforeninger til moderne
industri- og brancheforbund.
Syndikalismen er industriel. Den reg-
ner kun med arbejderne som lønarbej-
dere overhovedet og ser bort fra den spe-
cielle form for lønarbejde, de udfører.
Arbejderne har al deres styrke behov i
kampen mod kapitalen og bør derfor
ikke stå organiseret fagvis, hvilket vil
sige splittede og isolerede, men industri-
el! uden hensyn til fag og andre mindre
væsentlige forskelligheder. Det er urime-
ligt at have organisationer, der på grund
af deres fag/'orm ikke duer til effektiv
modstand mod kapitalen, men kun kan
5. At koncentrere hele oppositionens
økonomiske og moralske kraft om erob-
ringen af magten indenfor en enkelt
organisation i tilfælde, hvor dette er nød-
vendigt for sammenslutningens formål.
6. At sætte sig i forbindelse med de
industrielle arbejderorganisationer i ud-
landet og gennem møder, cirkulærer 0.l.
bibringe oppositionen de erfaringer,
disse kampe afgiver.
7. At benytte enhver lejlighed til at bi-
bringe lønarbejderne kendskab til sam-
menslutningens formål.
8. At udgive et ugeblad, hvis væsent-
lige opgave skal være:
a) At samle arbejdernes interesse og
kraft om den økonomiske kamp mod ud-
bytterne.
b) At forsvare den på sammenslut-
ningens formål byggede kamptaktik og
angribe enhver magtbevægelse eller
teori, der lægger denne taktik hindringer
i vejen.
c) Gennem billeder og tekst hensyns-
løst at nedbryde respekten for moral,
autoritet og magt, der er arbejderklas-
sen fjendtlig.
d) I det hele at samle arbejderne til
økonomisk kamp for deres øjeblikkelige
og historiske interesser.
bruges til at varetage specielle inter-
esser, der lige så tit vendes mod andre
arbejdere som mod arbejdskøberne. Vi
ønsker også national og international
organisation. Derfor fordømmer vi ikke,
at et fags arbejdere slutter sig sammen
nationalt og internationalt i fagfor-
bundene. Men vi siger, at organisatio-
nen skal grundes på det lokale industri-
forbund, thi arbejderne har først og
fremmest fordel af at slutte sig sammen
med de tilgrænsendefag på samme sted.

*i
'uk
-.
WW.«
,,
Til
Direkte aktion
Vi vil udvikle den uduelige fagkamp til
industriel kamp.:
Vi vil bibringearbejderne kendskab
til og fortrolighedmed den moderne
kamptaktik: denlpludselige strejke, ob-
struktion, sabotage og solidarisk boy-
coming.
Vi vil afskaffe kletorganiserede skrue-
brækkeri og praktisere solidaritetsfølel-
sen gennem den :lokale sympatistrejke.
Vi vil bekæmpe den udvidede lock-
out med den udvidedesympatistrejke.
Om disse karinpmidlervil vi sprede
.
oplysning så ofte og vedholdende, at ar-
bejderne ikke alene kan indse rigtig-
heden af at bruge dem, men også virke-
lig skrider til at
brugedem og bliver for-
trolige dermed. f
l
l
1
Når en strejke udvides industrielt, alt-
så således, at denomfatter en hel eller
flere industrigrene, vil den som oftest
virke knusende på udbytterne, idet deres
interesse ligger i at begrænse konflik-
terne til kun at omfatte de fag, hvis
arbejdsstandsning virker mindst gene-
rende for produktionen. Ved at iværk-
sætte en strejke så pludseligt som muligt
kommer man ligeledes på tværs af alle
udbytternes planer, beregninger og for-
beredelser, og arbejderneschancer er
derved på forhåndgode. Tabes en strej-
ke, eller forholdene er således, at den in-
tet vil kunne nytte, bør obstruktion og
sabotage benyttes. Den lokale sympati-
strejke er den ujdvidning af en arbejds-
standsning, derv fremkommer ved, at
andre arbejdere nægter at bearbejde og
behandle materiale og produkter, der
kommer fra det lted,hvor der er strejke.
Den udvidede sympatistrejke er stor-
loekoutens modtræk og modsætning.
For at
knusearbejderne smider kapita-
listerne titusinderaf arbejdere på gaden,
idet de dog omhyggeligtsørger for ikke
at medtage de arbejdere, hvis stands-
ning ville virke lammende på dele af eller
på hele industrien. Men deri ligger be-
viset for, at detlnetop er disse, for den
kapitalistiske lproduktionsmekanisme
mest uundværlige virksomheder, der
skal standses ved den udvidede sympa-
tistrejke.«
l
j
Når vi
agiterelf
for brugen af alle disse
midler, er det i e kendelse af, at ingen ta-
ger hensyn til arbejderne og deres sole-
klare ret, hvorimod de bliver forbandet
nødte til at tage ensyn til vor magt, når
først vi forstår ;at anvende og udfolde
den. Intet over* og intet ved siden af
arbejdernes interesser. Intet i verden er
så berettiget som arbejdernes krav om
en menneskelig ltilværelse, og arbejder-
klassens kamp *for at befri menneske-
heden fra den kapitalistiske midgårds-
orm. Men da formåleter berettiget, må
midlerne også være berettigede og aner-
kendes.
Ved agitation for disse direkte midler
støder vi mod
Det organiserede
skruebrækkeri
som vi derfor nødvendigvis må arbejde
på at få afskaffet. Det organiserede
skruebrækkeri består i at viderebefor-
dre, bearbejde eller behandle produkter
og materialer fra det sted, hvor arbejdet
er nedlagt. Ligeledes at udføre noget ar-
bejde, som under fredelige forhold skulle
udføres på det sted, og af de strejkende,
andetsteds eller på anden måde. Sam-
tidig med og i samme forhold som man
ophører med det organiserede skrue-
brækkeri, er man ude i den lokale sym-
patistrejke.
Det organiserede skruebrækkeri er en
betingelse for det direkte skruebræk-
keri. Det sidste kan ikke praktiseres
uden det første.
Vi vil udbrede kendskab til
Den sociale generalstrejke
igennem hvilken arbejderklassen afskaf-
fer det bestående lønslaveri og erobrer
produktionsmidlerne.
Den sociale generalstrejke er konklu-
sionen og konsekvensen af arbejder-
klassens samlede bestræbelser for at fri-
gøre sig ad økonomisk vej. Den er sum-
men og indbegrebet af arbejderklassens
økonomiske kamp og organisation. Den
guderne vil ødelægge, slår de med blind-
hed. Således vil eller kan borgerskabet
ikke se, hvorledes de sociale kampe bli-
ver alt mere omfattende. De har alt nu
en tendens til at bryde alle skranker, og
vi ser klart, at dette må føre til det store
sammenbrud, hvor arbejderne verden
over standser al kapitalistisk produk-
tion.
Det må ikke forstås, som at vi mener,
at arbejderne i alle lande og samtidig vil
gøre generalstrejke. Dette ville være
ønskeligt, men er utænkeligt. Alle er-
faringer viser, at strejken begynder i det
små og derefter udvider sig til jætte-
kampe, der endog overskrider lande-
grænserne. Intet er så smittende som op-
røret. Lig en steppebrand breder det sig,
hist og her springende over afstande og
forhindringer, og driver propaganda for
sig selv ved sin egen fremgang.
Den sociale generalstrejke er svaret
på det spørgsmål, som alle socialdemo-
kratiske teoretikere lader stå åbent:
Hvordan bliver overgangen til det socia-
listiske samfund?
Kapitalismen
Vi vil med alle til rådighedstående mid-
ler hensynsløst bekæmpe det kapitalis-
Hvad syndikalisteme vil 17
tiske samfund til fordel for det arbej-
dende folk.
Dette samfund levner os ikke plads og
ret til at leve som mennesker.
Den ydre, håndgribelige magt, der op-
retholder det, er militærmagten, men dy-
best set er det dog folkets fordomme, fal-
ske moral og tro på en række af stats-
autoriserede løgne, der opretholder
kapitalismen.
Vi vil da fuldstændig underminere ka-
pitalismen ved at påvise humbugen i den
nationalistiske og patriotiske frase. Vi
påviser det falske og forløjede i den bor-
gerlige moral. Det latterlige i at vise lov-
lydighed overfor dem, der er de største
forbrydere mod folket, og det tåbelige i
at vise hensynsfuldhed mod et samfund,
der nøjagtigt viser arbejderne så meget
hensyn, som er nødvendigt for at holde
de revolutionære strømninger nede. Men
syndikalismen vil -
når den kommer rig-
tig i anvendelse -
forstyrre og
umulig-
gøre hele lønsystemet og udbytningen og
derved bane vej for socialismen.
I den produktive arbejdermasse fin-
des en kraft, som er stærk nok til at gøre
det af med kapitalismen. Denne kraft
skal frit have lov til at udfolde sig, og vi
vil. have, at arbejdernes organisationer
skal fremme og lede denne revolutio-
nære faktor, så den med virkning kan
rettes mod kapitalismen. Dette er mod-
sat de reformistiske ledere, der arbejder
på at dæmme op for den økonomiske
kamp. De snærer den inde i juridiske
lænker, og ind på en for udbyttersam-
fundet, ufarlig vej. Men derved kommer
disse ledere til at stå som nogle af kapita-
lismens ivrigste opretholdere.
Socialismen
er vort endemål. Vi tror fuldt og'fast, at
arbejderne gennem deres industriorga-
nisationer er i stand til at drive og lede
produktionen. Allerede nu er der snart
ikke den del eller ting, som ikke ledes og
drives gennem foreninger (sport, viden-
skab, kunst o.m.a.), hvorfor skulle så
ikke også produktionen kunne drives af
foreninger? Allerede nu er store om-
råder af produktion og fordeling under-
lagt organisationer, hvorfor skulle så
ikke det hele kunne det? Når en virk-
somhed nu drives af aktionærerne, der
ingen kendskab har dertil, hvorfor skulle
den så ikke kunne drives af arbejderne,
der dog har forstand på det, de har med
at gøre?
'
At sige om Socialismen, at den er
umulig, er det samme som at sige om
menneskene, der dog har gjort umåde-
lige fremskridt på mange områder, at de
ikke er i stand til at ordne tilvejebrin-
gelsen af deres mest fremtrædende for-
nødenheder på en anstændig og retfær-
dig måde.

18 'Overvejelser i DsF 's inderkreds
Den borgerlige tanke går ud på, at
produktionen kun kan drives på den må-
de, at de enkelte, der ikke arbejder, skal
have udbyttet, medens socialismen går
OPGAVER
ud på, at det er muligt og naturligt at
drive produktionen med folks behov for
øje.
Arbejdet er kilden til al rigdom. Ud-
Ved hvilke midler vil Fagoppositionens sammenslutning gennemføre sit program?
I hvilket omfang redegøres der for det fremtidige samfunds organisation?
Overvejelser i Dst inderkreds
Brev fra C. F. Madsena)
til P. Hedebolü)
Arbejderbevægelsensarkiv, Dst arkiv
»Splittelsesforsøg og tvisflgheder«, sag 9,
I9'12 -
13.
De samvirkende Fagforbund
i Danmark
Telegramadresse: Fagforbund
telefon 3541
København K
Den 8. november 1912
Nørre Farimagsgade 49
Kontortid 12-2. 6-8
Til
Hr. P. Hedebol
Sekretær i Reorganisationsudvalget
Som tidligere meddelt har jeg anmodet
Carl Gran om at fremkomme med ud-
talelser angående de syndikalistiske for-
slag.
Hr. Gran har nu leveret mig manu-
skript angående disse spørgsmål, der
indeholder forskellige ting, som jeg me-
ner må kunne benyttes i betænkningen
over reorganisationsudvalgets arbejde,
og tillader mig derfor at sende Dem det.
De bedes gennemse det, og benytte,
hvad De mener at have brug for.
›
Med soc. hilsen
Carl F. Madsen
Grans bemærkninger
ABA. DsF's arkiv, »spL & tvistigheder«,sag. 10,
1912-13. «
Kursiveringerne er overalt Grans understregnin-
ger, hándskrevet. udateret.
1 Se personlisten.
Syndikalistiske forslag( 1)
Rent syndikalistiske forslag er fremsat af
et medlem at Københavns afdeling af
malerforbundet i Danmark, Klub 25 af
smede- og maskinarbejdernes fagfor-
ening, København, et medlem af Køben-
havns afdeling af tobaksarbejderfor-
bundet i Danmark og et medlem af
Odense afdeling af dansk typografor-
bund.
Disse forslag går i hovedsagen ud på
følgende:
1. Fagforeningernes samarbejde in-
denfor den enkelte branche organiseres
gennem industriforbund.
l2. Industriforbundenes samarbejde
organiseres gennem en centralorganisa-
tion for hele landet, der får betegnelsen
De samvirkende Industriforbund.
3. Denne centralorganisation skal
optage alle industriforbund, hvad enten
det drejer sig om lokale for en by, en
landsdel eller de omfatter hele landet.
4. De menige fagforeninger beholder
selv deres penge.
5. I samvirksomheden afløses obli-
gatoriske pengeunderstøttelser af den
solidariske handling, der væsentligt må
bestå i følgende midler:
a. Den lokale sympatistrejke.
b. Den udvidede sympatistrejke.
c. Den solidariske obstruktion.
d. Den solidariske boykotning.
6. Foruden ovennævnte midler bru-
ger den enkelte afdeling den pludselige
strejke og sabotage.
7. Hovedorganisationerne, både det
enkelte industriforbund såvel som den
nationale centralorganisation, forandres
fra en magtudøvende til en rådgivende
og oplysende institution.
8. Ingen tillidsmands løn må over-
stige industriens gennemsnitsløn.
I virkeligheden er der i de her fremsatte
l Disse -
til og med punkt 8 -
er klæbet ind i
Grans manuskripter.
l
byttet bør tilfalde dem,Cder arbejder.
Vort mål er socialismeir
Vort middel er den: direkte aktion.
"
J.
syndikalistiske tanker ikke en eneste ny
idé, men blot en række gamle, ofte dis-
kuterede og forlængst henlagte og kas-
serede fremgangsmåder,Vi skal i num-
merorden tage de fremsatte hovedpunk-
ter op til en kort behandlingog begyn-
der med
Punkt 1
Vort land er lille, og dets ringe 0m-
fang genspejles i alle vore forhold. Vore
organisationer er blevet forholdsvis tæt-
te og fuldkomne, men tilgengæld får den
industrielle udvikling så bevinget en
flugt og fart som i de store udprægede
industrilande; vimá -
grundetpå vore
små forhold -
finde os i'en langsom ud-
vikling fra håndværk til industri. Endnu
har vi adskillige fag, som end ikke har
antydning af industri. 1
At hæfte betegnelsen »industrifor-
bund« pâ alle fagforbund ville være urig-
tigt, og navnet »fagforbund«er under de
nuværende forhold det mest rammende.
Men hensigten med de nye navne har na-
turligvis også en dybere betydning end at
give forbundene vildledende navne.
Forslagenes gennemførelseville med-
føre en ligefrem revolution i organisa-
tionsformerne. Organisaltionerneskulle,
hvis forslagene forsøgtes gennemførte,
deles på kryds og på tværs -
det ville
være at lave lagkage på beggeled, og en
så gennemgribende beslutning kan ikke
vedtages på en generalforsamlingeller
lignende. Gennemførelsen af en sådan
beslutning må ske udviklingsmæssigt-
vokse sig frem af udviklingen på natur-
lig måde. Ligesom organisationemes
opståen må også deres udvikling og
fremgang foregå trinviscller skridt for
skridt -
heldigvis, tør vi sige. Thi at
ændre organisationsgruridlagetlader sig
ikke gøre i en
håndevenlding,og kunne
det lade sig gøre, ville der deri ligge en
tilkendegivelse af, at vore organisatio-
ner var mindre grundfæstede,end vi an-
ser dem for at være.
1
'i
i
i

i!
'1.
Teorien om pr. beslutning at forandre
vore organisationersgrundlag lader sig
ikke udføre i praksisfra en dag til den
næste, det erkender sikkert enhver er-
faren og indsigtsfuld organisations-
mand. Er man
ävenaf fagorganisatio-
nerne, så forstårman, at man ikke uden
at anrette ubodeiigskade kan gå med til
med ét slag at vende, om vi så må sige,
bunden i vejret
På
vore organisationer.
Men hvorledes ville det mon lykkes
for de andre fagi;vedkommende at gen-
nemføre de foreliggende forslag? Tager
vi for eks. træarbejderfagenesmange
specialforbund ( illedskærere, bødkere,
børstenbindere, , drejere, forgyldere,
karetmagere, Snedkere og maskinsned-
kere og
savværksarbejdere)så giver for-
slagene heller ikke her nogen tilfredsstil-
lende løsning. Fdrslagenerummer tvært-
imod den største fare for, at branche-
organisationerne yderligere skal deles,
og at der
givesladgang for en hvilken
som helst organisation, selv om der
forud er organisation for den samme
branche eller fa .
En sådan far:er den mest dødbrin-
gende for vore organisationer, den vil
gøre arbejdet virkningsløst, forgæves
tage vore kræfterog kvæle dem i ind-
byrdes strid.
.. .
(til punkt 3)
Det har .været de danske forbunds
lykke og er et vidnesbyrd om vore orga-
nisationers højeikultur,at vi har arbej-
det os fri for så løse organisationsfor-
mer. Der er fortiden ingen nævnevær-
dige lokalorgani ationer, og udenfor cen-
tralisationen ñniieskun nogle få for-
bund, der næppe venter at høste fordele
ved at stå
udenfor.Og centralisationen
vil næppe i al 'indelighed søge sig til-
slutning på bek stning af enheden i det
vedkommende fagforbund.
Hvis vi følgeride »syndikalistiske« for-
slag, så kan der
i
den plan og uden regel
oprettes flere stwdligeaf hverandre uaf-
hængige organisationer i samme fag eller
branche. Følgeri heraf ville blive et så-
dant virvar, at drganisationemevanske-
ligt kunne vindd frem og finde sig selv.
Vil man ikke fastholde den i vor nuvæ-
'
rende centralisation givne regel at danne
forbund og kun i hvert fag eller bran-
che, så vil vi om? kort tid have indbyrdes
krig mellem organisationer i samme fag;
og hver gang et par mennesker i et fag
følte sig mindreltilfredse med en tillids-
mand eller med en tagen beslutning,
kunne det ventes, at det misfornøjede
mindretal strakis dannede sin særlige
organisation, sdm det (ifølge forslaget)
var centralisationens pligt at optage.
Enhver kan sige sig selv, hvilket kaos
sådanne forhold ville udvikle sig til og
hvilken skade voreorganisationer ville
lide; kræfterne ville ødsles på indre splid
og arbejderklassen ville miste den gen-
nem mange år erhvervede indflydelse; og
arbejderne ville miste tilliden til orga-
nisationernes nytte- og med rette.
Netop forslaget om »selvstændige«
organisationer er ægte syndikalistisk;
dets hensigt er at sprede, ikke at samle.
Derfor er de syndikalistiske forslag orga-
nisationsfjendske. Netop grundtanken i
disse ærkesyndikalistiske forslag er det,
der i svundne år har været årsag til, at
de franske fagforeninger har stået i
stampe.
Vi bør fastholde, at eventuelle for-
andringer i organisationsformerne må
ske ad udviklingsmæssige veje gennem
landsforbund (fag- eller fag- og industri-
forbund) og ikke give plads for »selv-
stændige« lokalforeninger, ligesom der
ikke bør levnes plads til mere end ét
landsforbund indenfor hver industri, fag
eller branche.
Punkt 4
Forslaget om, at de »menige«fagfor-
eninger selv skal beholde deres penge
betyder, at hver afdeling for sig råder
over sine midler, og at forbundet (hvad
enten det er et branche-, fag- eller in-
dustriforbund) ikke må have nogen fæl-
les kasse. Forslagenes hovedtanke går
ligesom under punkt 3 ud på at narre
arbejderne til at sprede sig i stedet for at
sammendrage kræfterne. De samvir-
kende fagforbunds hidtil praktisk ud-
viste solidaritet skal efter forslaget af-
løses af en papirsolidaritet, hvis hulhed
ikke dækkes af den nye solidaritetseti-
kette.
Her er altså en væsensforskel mellem
vort syn på fagforeningsbevægelsen og
syndikalisternes. Medens vi tager alle
lovlige midler i vor tjeneste, og under
kampen hjælper de -
om vi så må sige -
sårede og faldne, så vil syndikalisteme
ikke give sine kæmpende klassefæller
nogen art økonomisk hjælp. Og at
hjælpe strejkende kammerater alene med
sympatimanifester fylder ikke meget i
sultne maver!
At afskaffe økonomisk støtte under
kampene ville være også at afskaffe
kampene; men det er da åbenbart også
forslagenes hensigt.
Hvis vore organisationer fulgte den
syndikalistiske sirene og opløste sig i en
række »selvstændige« foreninger uden
midler, men med navn af »industrifor-
bund«, hvis enkelte afdelinger trak hver
sin vej uden at eje midler eller kræfter -
hvilken bedrøvelighed, hvilket anarki,
hvilken Augiasstald at rense!
Det ville være at brænde vore skibe og
at nedgrave vore våben.
Det ville være at opgive vor kamp,
hvis sejrrige resultater vi hver dag har
for øje.
Overvejelser i DsF 's inderkreds 19
. ..
(til pkt. 5)
Flere organisationer i samme fag er
selvfølgelig det rene selvmord; arbejds-
giverne spiller så vidt muligt organisa-
tionerne ud mod hverandre osv.
Men selv under de gunstigste forhold
ender kampene hurtigt uden resultat, da
den syndikalistiske forening ingen mid-
ler har. Af den grund har arbejdsgiverne
heller ikke synderlig respekt for et
sådant »syndikat«.Netop de stærke fag-
foreningskasser har jo ellers ofte betaget
arbejdsgiverne lyst til krig i et givet øje-
blik.
»Den solidariske handling«, som syn-
dikalisterne sætter i højsædet, må da og-
så have faldet selve forslagsstillerne lidt
flov. For at fylde bedre op i landskabet
har man spaltet det magre »program« ud
i nogle tynde pinde efter den gamle op-
fordring: »Rid længere bort -
vi er jo et
helt kompagnil« -
Efter at den mest virk-
ningsfulde solidaritet (den økonomiske)
er kastet overbord, har forslagsstillerne
delt den lille rest i fire dele -
nogle bid-
der, som næppe er til at finde frem. De
kaldes
a. Den lokale sympatistrejke.
b. Den udvidede sympatistrejke.
c. Den solidariske obstruktion.
d. Den solidariske boykotning.
Som man ser er det i alt væsentligt,
hvad vi altid har haft af kampmidler.
Punkt 6
Den pludselige strejke i almindelig-
hed har vi ingen synderlig fidus til, da vi
af erfaring ved, hvorledes en strejke ud-
bryder. Det ville være naturstridigt at tro
på. at en strejke som regel skulle blive er-
klæret iværksat uden forsøg på mellem
parterne at komme til rette. Man slås
jo ikke for krigens skyld, men for gevin-
stens. ›
Hvad de pludselige strejker angår bør
tilføjes, at pludselige strejker (og lock-
outer) ville være kampe, som arbejder-
klassen kun kunne ønske i specielle til-
fælde, idet man vel næppe kan tænke sig
forholdene delt således, at kun den ene
part havde ret til pludselig arbejds-
standsning (arbejderne), medens den
anden pan (arbejdskøberne) var pligtige
at give varsel. I så fald kunne der jo ved
enkelte lejligheder måske opnås noget ad
denne vej. Men forøvrigt synes den
syndikalistiske opfattelse af, hvorledes
arbejdsforholdene lovfæstes, at være af
en sådan art, at de opnåede arbejds-
resultater er højst problematiske, hvilket
erfaringerne fra syndikalismens hjem-
sted stadig bekræfter.
Kampe, der skal føres uden midler og
uden lovligt fastslâede resultater har in-
tet tillokkende ved sig for os, og vi anser
det for en forbrydelse at føre stands-
fæller til kamp under så vanvittige

20 Overvejelser i DsF's inderkreds
kampvilkår.
Sabotage vil i almindelighed være et
strafbart middel, som af den grund ikke
kan tilrådes.
Punkt 7
Forslagsstillerne vil have al myndig-
hed taget såvel fra forbundene som fra
centralisationen, således -at hver enkelt
forening for sig bestemmer om sine egne
sager; derimod/skal forbundene såvel
som centralisationen have ret til at give
råd. Antagelig må dette medføre, at de
givne råd skal høres inden beslutning
tages, hvilket vil forsinke beslutningens
udførelse. Men det hovedsagelige er dog,
at hvis de givne rådikke følges, vil den
rådede organisation praktisk talt være
uden støtte og klare sig selv.
I det hele taget synes det foreslåede
organisationsapparat beregnet på at
virke ganske -
lad os sige »udvendigt«,
uden nogen sjæl og uden forbindelse med
arbejderklassens fællesinteresse. I virke-
ligheden vil forandringen fra det hidtil-
værende til det foreslåede være som at
gå fra en virkelig fælles kamp til en
hoben tomme talemåder.
Punkt 8
Sluttelig fastsættes tillidsmændenes
lønninger efter det vedkommende fags
gennemsnitsløn, og denne beregning har
nogle stærkt iøjnespringende sider. For
det første vil det i reglen være uretfær-
digt at beregne en tillidsmands løn efter
'
fagets gennemsnitlige, da tillidsmanden
af mange grunde helst vælges blandt de
arbejdere, der har den højeste løn. Ved
at fastsætte den gennemsnitlige'lønsom
normalløn, vil man afskære de dygtigste
arbejdere fra at påtage sig lønnede til-
lidsposter, hvis de da ikke vil lide tab.
Dertil kommer, at en tillidsmand i reg-
len har en ualmindelig lang arbejdsdag,
og fører et liv, der daglig medfører ad-
skillige udgifter, som andre arbejdere
OPGAVER
Hvorfor anmoder formanden for DSF (Madsen) Gran om at udarbejde et memorandum angående den syndikalisti
i:
ellerser fritagne for. For disse udgifter
bør tillidsmanden have en rimelig erstat-
ning.
'
Men dernæst forekommer det ret
mærkeligt, at forslaget, der konsekvent
søger at sprede og adskille organisatio-
nemes enhed, på dette specielle og som
Opregn de træk ved den syndikalistiske bevægelse, som Gran fremhæver! v
Gør rede for Grans principielle syn på syndikalismen under henvisning til teksten -
herunder mål, midler, virkninger r
arbejderbe-
vægelsen, holdning til tillidsmandsordningen.
ført en fællesbestemm Ligesom for-
sl'agene søger stillet or
'
ationerne og
de enkelte foreninger .
v
es frit på alle
måder, burde konsekv være, at de
enkelte foreninger istille uden nogen
fælles, bindende regel, ›: Gran slutter:
I
[4 bevægelse?
i
›
'6.
a
t!

ix
'
i
I
i
l
i
i
l
Marxisi'neog Socialdemokrati:
Det kommunistiske
manifest
Marx/Engels, Det kommunistiskeManifest (1848),
IO. oplag. forlaget Tiden 1968, s. 36 -
37.
Vi har allerede ovenfor set, at arbejder-
revolutionens første skridt er at hæve
proletariatet op til den herskende klasse,
at tilkæmpe sig

emokratiet.
Proletariatet i
il bruge sit politiske
herredømme til efterhånden at fravriste
bourgeoisiet al kapital, til at centralisere
alle produktionsinstrumenter i statens
hænder, d.v.s. i hændernepå proletaria-
tet organiseret som herskende klasse, og
til at øge mængdenaf produktionskræf-
ter så hurtigt sommuligt.
Dette kan naturligvis i begyndelsen
kun ske ved despotiske indgreb i ejen-
domsretten og i;de borgerlige produk-
tionsforhold, altsåved foranstaltninger,
der vil forekomme økonomisk utilstræk-
kelige og uholdbare, men som under be-
vægelsens forløb vil vokse ud over sig
selv og er uundgåelige som middel til at
revolutionere hele produktionsmåden.
Disse foranstaltningervil naturligvis
være forskellige ii de forskellige lande.
Men for de mest udviklede lande vil
følgende foranstaltninger sikkert i al-
mindelighed kunne anvendes:
l. Ekspropri *tion af grundejen-
dommen og anvw ndelse af jordrenten til
statens udgifter.i
2. Skat efter stærkt stigende skala.
3. Afskaffelse af arveretten.
4. Konfiskering af al ejendom, der til-
hører
emigrantejog oprørere.
5. Centraliseiing af kreditten i sta-
tens hænder ved hjælp af en national-
bank med statskapital og absolut mono-
pol.
6. Centralisering af transportvæse-
net i statens hadnder.
7. Forøgelse af nationalfabrikerne og
produktionsmidlbrne,opdyrkning og for-
bedring af jord efter en samlet plan.
8. Lige arbejdstvang for alle, opret-
telse af industrielle armeer, særlig inden-
for landbruget.
9. Forening af landbrug og industri,
gradvis ophævelseaf modsætningen (15)
mellem land og by tilstræbes.
10. Offentligog gratis opdragelse af
alle børn. Afskaffelse af børns arbejde i
fabriker i den nuværendeform. Forbin-
delse af opdragelsenmed den materielle
produktion osv.
Er klasseforskellene under denne ud-
i
15 I de senere tyske' udgaver, fra og med udgaven
1872, står der i stedet for »modsætningen« -
»forskellen« -Redl
vikling forsvundet og al produktion sam-
let i hænderne på samfundets med-
lemmer selv, så mister den offentlige
'
magt sin politiske karakter. Politisk
magt i egentlig betydning er een klasses
organiserede magt til at undertrykke en
anden med. Når proletariatet i kampen
mod bourgeoisiet nødvendigvis samles til
klasse, ved en revolution gør sig til her-
skende klasse og som herskende klasse
ophæver de gamle produktionsforhold
med magt, så ophæver det med disse
produktionsforhold eksistensbetingel-
serne for klassemodsætningen, for klas-
ser (16) overhovedet og dermed sit eget
herredømme som klasse.
Program for
Socialdemokratiet i
Danmark
»Program f. Soc.Dem«/Aarhus 1908.
Arbejdet er kilden til al samfundsrig-
dom og kultur og hele udbyttet bør til-
falde dem, der arbejder.
I det nuværende samfund tages
arbejdsmidlerne (grund, jord, fabriker,
maskiner, samfærdselsmidler osv.) i sti-
gende grad i besiddelse af kapitalisterne,
hvorved disse tilvender sig udbyttet af
årtusinders arbejde. Kapitalistemes
herredømme over arbejdsmidlerne er år-
sag til politisk ufrihed, social ulighed
samt splid mellem nationerne, hvilket
skaber elendighed for samfundets pro-
duktive medlemmer.
Ophobningen af arbejdsudbyttet hos
et mindretal af samfundsmedlemmer i
forbindelse med den stigende udvikling
af de tekniske hjælpemidler medfører
efterhånden den på eget arbejde hvi-
lende smådrifts undergang og gør det
store flertal af samfundsmedlemmer af-
hængigt af den koncentrerede kapital.
Den lille håndværker, handlende og
jordbruger er allerede nu i høj grad af-
hængig af kapitalen; derfor må disse
samfundsklasser have interesser fælles
med lønarbejderne.
Privatkapitalismen umuliggør en på
retfærdighed grundet samfundsordning
og fremkalder planløs produktion, hvor-
ved uhyre værdier går til grunde.
Socialdemokratiet kræver derfor ar-
bejdsmidlemes overgang til samfunds-
ejendom, hvorved det nuværende klasse-
,samfund med sine interessemodsæt-
ninger afløses af et harmonisk fællesar-
bejde med planmæssig produktion og en
16 I de senere tyske udgaver, fra og med udgaven
1872, står der i stedet for »for klasser over-
hovedet« -
»det ophæver alle klasser Overhove-
deta. -Red.
Marxisme og Socialdemokrati 21
retfærdig fordeling af udbyttet i materiel
og kulturel henseende under det ar-
bejdende samfundsdemokratiske le-
delse.
Socialdemokratiets hovedformål
Gående ud fra foran nævnte grundsæt-
ninger, tilstræber det danske Social-
demokrati at opnå den offentlige magt i
samfundet for ved hjælp af dette lovlige
våben at gøre alle arbejdsmidler til fol-
kets fælles ejendom. Den folkelige lov-
givnings middel til at gennemføre sam-
fundsproduktionens store værk er eks-
propriation (tvangsafståelse mod erstat-
ning) af arbejdsmidlerne.
' '
Socialdemokratiet i Danmark virker
indenfor den nationale ramme for gen-
nemførelse af partiets krav, men aner-
kender, at socialismen er mere end et na-
tionalt og lokalt spørgsmål og at dens
gennemførelse kræver samvirken af alle
landes arbejdere. Socialdemokratiets op-
gave er alle menneskers fuldkomne fri-
gørelse uden hensyn til køn, race eller
nationalitet.
"
'
Som overgang til samfundets socia-
listiske organisation, til beskyttelse for
det arbejdende folk og til fremhjælpning
af dets økonomiske, intellektuelle og mo-
ralske vel indenfor det kapitalistiske
samfund opstiller det danske Social-
demokrati følgende fordringer:
I. Politiske og kulturelle krav
l. Almindelig lige og direkte valgret
med hemmelig afstemning til alle offent-
lige hverv for mænd og kvinder fra 21
års alderen. Valgdagen en almindelig fri-
dag.
2. Etkammer-systemet. Al udøvende
og lovgivende myndighed hos folket gen-
nem dets repræsentation. Folkeafstem-
ning i vigtigere spørgsmål og forslagsret
for befolkningen. Administrationen
direkte under folkerepræsentationen.
7. Afskaffelse af den stående hær. In-
ternationale stridigheder afgøres ved
voldgift.
8. Vederlagsfri retshjælp. Offentlig
og mundtlig retspleje. Nævningedom-
stole udgået fra almindelig valgret for
alle fuldmyndige mænd og kvinder. Sik-
ring mod misbrug af varetægtsarrest.
Omformning af straffesystemet til et for-
bedringssystem efter humane princip-
per. Lovovertrædelser, der er en følge
af de sociale og politiske klassekampe,
må ikke behandles som forbrydelser.
Afskaffelse af militære og gejstlige ret-
ter.
9. Tjenestetyende, søfolk og andre
medborgere, der er underkastet særlige

22 DsF's opbygning
love, stilles i politisk og retslig hen-
seende lige med andre samfundsmed-
lemmer.
II. Økonomiske
og sociale krav
10. Afskaffelse af 'skatter og love,
som skaber en uretfærdig varefordyrelse
for befolkningen. Direkte skat med sti-
gende skala samt en stærkt stigende
arveafgift.
ll. Stat og kommune overtager de
store samfærdsels- og samkvemsmidler
samt alle monopoler og alle virksom-
heder, der antager karakter af mono-
poler. Også anden produktion organise-
res efterhånden under samfundets umid-
delbare ledelse eller kontrol.
12. Stat og kommune udfører selv de
offentlige arbejder, eventuelt under med-
virken af arbejdernes organisationer.
Hvor licitation endnu består, sikres der
arbejderne tarifmæssige vilkår.
13. Fideikommiser og præstegårds-
jorder inddrages og anden til salg væren-
de landejendom købes af staten eller
kommunerne.
Heder og andre uopdyrkede jord-
arealer tages i besiddelse af staten for så
vidt muligt at opdyrkes og kultiveres.
Staten og kommunerne overdrager
OPGAVER
brugen af de dem tilhørende jorder, som.
egner sig til dyrkning, til landarbejdere,
og hjælper disse til at komme i besid-
delse af brugsretten til de fornødne
driftsmidler.
Staten søger at ophjælpe driften af
landejendomme og at 'lette jordens over-
gang til samfundsejendom ved at give
adgang til prioritetslån gennem en stats-
bank.
Stat og kommune søger i størst mulig
udstrækning at fremme fællesdrift i land-
bruget på en sådan måde, at udbyttet til-
falder de ved driften beskæftigede arbej-
dere, med fradrag af det dem pålignede
bidrag til samfundet.
For statens regning oprettes forsøgs-
stationer i landets forskellige egne. Der
oprettes landbrugsskoler, hvortil hus-
mænd og landarbejdere har vederlagsfri
adgang.
Staten giver regler for og fører tilsyn
med private fæste-, leje- og tyendehuses
opførelse, indretning og benyttelse.
14. Offentlig statistik angående
arbejds- og omsætningsforhold.
15. Offentlig vederlagsfri sygepleje.
Human omsorg for syge, gamle og
arbejdsudygtige ved staten. Forsikring
mod arbejdsløshed.
'
16. Lovbestemt maksimalarbejds-
dag på højst 8 timer. -
Mænds og kvin-
,x
4
i
ders arbejde i de foråkelligeindustri-
grene betales efter sammetarif. -
Af-
skaffelse af det på udbytningberegnede
hjemmearbejde. -
Forbud mod søndags-,
helligdags- og natarbejde, som ikke er
samfundsnødvendigt. -
;Forbudmod alt
lønarbejde eller arbejde, der hindrer
børns skoleuddannelse li den skoleplig-
tige alder. -
17. Kontrol med arbejdspladser, fa-
briker, værksteder, fo'rretningslokaler,
handels- og fiskerifartøjerog overhove-
det alle steder, hvor deriarbejdesfor løn,
samt med arbejderboliger,der udlejes af
arbejdskøbere, og medllokaler,der an-
vises arbejdere til opholds-, spise- eller
sovested, ved personer, valgt af arbej-
derne. -
Der opføres kommunale arbej-
derboliger, til hvilke dbr ydes statstil-
skud. Boligerne forblivbr som kommu-
nens ejendom. Udgifterne for brugerne
af disse boliger må ikke overstige de til
vedligeholdelse, forrentning og amorti-
sation nødvendige beløb.
18. Udførelse af arbejdet i straffe- og
forsørgelsesanstalter påren sådan måde,
at det ikke konkurrerer' med det almin-
delige, normalt udførte arbejde i sam-
fundet udenfor.
Forbud mod overdragelseaf arbejds-
kraften i sådanne anstalter til private
arbejdskøbere.
Sammenlign holdningen til det eksisterende (borgerlige) samfund i uddraget af Det kommunistiske manifest med holdningen i Social-
demokratiets program. Hvad er den vigtigste forskel?
Med hvilke midler vil Socialdemokratiet gennemføre sine mål?
Hvad er forudsætningen for, at Socialdemokratiets program vil blive gennemført?
DsF”s opbygning
Opbygningen
»Ned med De samv. Fagforbundl« Et par ord af
en fagforeningsmand.
Pjece, Kbh. 1911 (l), uddrag, s. 36 if.
Organisationernes stilling
indenfor
De samvirkende Fagforbund
Konflikters godkendelse
Som vi har set under afsnittet om opret-
telsen af De samvirkende Fagforbund (s.
9), er organisationernes stilling indenfor
denne centralorganisation ganske den
samme som den var i sin tid indenfor De
samvirkende Fagforeninger i Køben-
havn og som forbundsafdelingernes stil-
ling er indenfor et forbund. I din fagfor-
ening eller dit forbund er der jo ingen,
1 Forfatteren er Martin Olsen
der kan indtræde i en lønbevægelse eller
strejke på egen hånd eller under alle for-
hold. Det forlanges altså, at både en løn-
bevægelse og en konflikt, for at de kan
nyde støtte, skal være godkendt af orga-
nisationen eller dens ledelse.
Kan du forøvrigt tænke dig nogen
som helst anden ordning mulig indenfor
en organisation? Nej, det vil du ikke
kunne. Thi du ved, at man vel kan til-
fantasere sig et slaraffenland, hvor man
stiller krav, nedlægger arbejdet osv.
uden at bryde sig det bitterste om kon-
junkturerne, om der er arbejdsløshed i
dit eget eller i andre fag, om der er
mange andre strejker osv. eller uden at
bekymre sig om, hvorfra strejkeunder-
støttelsen skal komme; men du ved også,
at man ikke kan fremkalde en sådan til-
stand i det praktiske liv i det nuværende
samfund. Vi må altså holde os til den
drøje virkelighed og indrette vore lønbe-
vægelser derefter.
Derfor lyder den fundamentale be-
stemmelse i De samvirkende Fagfor-
bunds love således:
Ethvert forbund eller forening, som
påtænker at fordre en lønforhøjelse,en
indskrænkning af arbejdstideneller an-
den forbedring af arbejdsvilkårenefor
fagets arbejdere, skal, forsåvidtder her-
til kræves støtte fra De samvirkende
Fagforbund, meddele dette til forret-
ningsudvalget forinden j-“opsigelseaf en
bestående overenskomst'finder sted og
forinden fordringerne stilles til arbejds-
køberne.
Vi er da forhåbentlig enige om, at
denne bestemmelse er fuldt ud på sin
plads.
De samvirkende Fagfonhmds
ledelse
Systemet
Det skal jo navnlig være' galt fat med det
system, hvorefter De samvirkendeFag-
forbund ledes. Lad os da se.
FT,..-

.I i
,
'
1
I det offentligeliv protesterer arbej-
derne, med god grund, mod, at en rege-
rende
overklassfgør valgretten afhæn-
gig af ejendom ,ller indtægt (2) fordi den
ubemidlede befolkning derved hindres i
den fulde
udøv'jåse
af sine borgerrettig-
heder. De forla er selvstyre i den videst
mulige udstrækning,hvilket vil sige:
Medbestemmelsesreti kommunale og
politiske forhol
i
under lige vilkår for alle
mænd og kvin er over en vis alder, at
udøve gennem repræsentanter, valgt ved
direkte og lige valg.
I
fagforeniräerne
er selvstyretanken
gennemført. edlemmerne behandler
sagerne på deres møder og tager der be-
slutning. Men når der skal træffes fælles-
afgørelser, d. e.
lafgørelser,der tillige an-
går andre, t. ex, alle afdelinger i et for-
bund, da er
den enkelte forening natur-
ligvis ikke kom tent til at træffe beslut-
ning alene. Her m kan der næppe være
uenighed.
'
Nu kan man; jo ikke samle alle et for-
bunds medlem 'er fra hele landet på ét
sted til afgøren e forhandlinger, og man
kan følgelig endnu mindre samle alle
landsorganisationens ca. 100.000 med-
lemmer til møde på ét sted. Derfor væl-
ger alle medlemmerne i en organisation
under lige vilkår repræsentanter, som
nyder deres tillid, og til dem må vi i
mange tilfælde overdrage at træffe af-
gørelse på vore* vegne, enten på en kon-
gres eller i særlig anledning, f.eks. an-
gående iværksættelseeller afslutning af
en konflikt. 1
Dette er det i»repræsentative«system,
men fremgået af selvstyret. Det er ikke
1
påtvungetos oven- eller udefra, men ved-
taget af egen fri magtfuldkommenhed af
vore fagforeninger, fordi de har set, at et-
hvert andet
system
-
f.eks. urafstem-
ninger 0m ethvi rt spørgsmål -
ville være
upraktisk og hfndrendefor arbejdet. Af
den grund bruger man også det repræ-
1
sentative syst m i alle vore fagfor-
eninger uden u
udtagelse,og det benyttes
i stigende udstrækning. Følgelig har
fagorganisationerne vedtaget, at det
også skal benyttes inden for De sam-
virkende Fagforbund, allerede af den
simple grund, at noget andet ikke lod sig
praktisere.
Dette var. altså systemet.
Sammensætningen
»Og hvorledes br De samvirkende Fag-
forbunds ledelse da sammensata? vil du
spørge. _
Den består af 3 led.
i
2 Illg. den gældendevalglov var der priviligeret
valgret til Landistinget.
1
l
(Martin Olsen skildrer derefter sammen-
sætningen, som kan illustreres af følgen-
de figurz)
DsF's forretningsudvalg vælger
14 medlemmer
vælger12
medl.
DsF's general-
forsamling
Den højeste myndighed i alle forhold
er generalforsamlingen. Denne består af
samtlige forbunds hovedbestyrelser
samt 1 repræsentant for hver af de
enkeltvis indmeldte foreninger og 1 for
hver af arbejdernes lokale fællesorga-
nisationer.
Forretningsudvalget holder i reglen
møde 1 gang ugentlig. Som nævnt har
det den daglige ledelse, men det skal i
alle vigtige spørgsmål rådføre sig med
repræsentantskabet, enten ved korre-
spondance eller ved møder, som om
fornødent kan indkaldes med 2 dages
varsel.
Ordinært holder repræsentantskabet
møde en gang om året, men forøvrigt så
ofte forretningsudvalget eller mindst 15
medlemmer finder det nødvendigt.
Generalforsamlingen, der afholdes
hvert 2. år, afgør i sidste instans ethvert
stridsspørgsmål, der måtte opstå mel-
lem de enkelte led indenfor De samvir-
kende Fagforbund.
Nu skal du ikke blive bange! Jeg har
ikke i sinde at tage livet af dig med en
omstændelig forklarin! af hele loven for
De samvirkende Fagforbund; men vor
opgave her er jo ikke at fordømme
landsorganisationen, men derimod at be-
dømme den ud fra de foreliggende for-
hold, og blandt disse er det nødvendigt
først og fremmest at kende det grund-
lag, hvorpå landsorganisationens ledelse
virker.
Sanktionsbegæring
Når nu et forbund eller en enkeltvis ind-
meldt forening ønsker andre forbunds og
foreningers støtte, f.eks. til gennemførel-
sen af en lønforhøjelse, må organisatio-
nens ledelse altså henvende sig til De
samvirkende Fagforbunds forretnings-
udvalg. Det enkelte fag kender sine egne,
indre forhold -
og dem kender det bedre
end andre -
men det kender ikke de fag-
lige forhold i almindelighed. Dette gør
derimod landsorganisationens forret-
ningsudvalg, og ud fra dette kendskab
má udsigterne for det enkelte fags løn-
bevægelse i reglen bedømmes.
DsF's opbygning 23
Soc.dem. parti-
ledelse (forret-
ningsudvalg)
Soc.dem. forbunds for-
retningsudvalg
(uddrag fra 42 ff.)
»Det er skammeligt! Arbejderbe-
vægelsen er på afveje. Man nægter at
yde strejkende kammerater en hjæl-
pende hånd«, lyder det, fra dem, der
enten ikke kan eller ikke vil forstå, at
vore organisationer ville ende i opløs-
ning og anarki, hvis vi ikke ville over-
holde den grundlov, som vi selv har ind-
sat med arbejderklassens tarv for øje.
(efter et afsnit om lockout-trussel fort-
sættes)
Tankeløshed eller forsæt?
Tror du nu, at man fra alle sider ser, at
vor egen værdighed kræver, at arbej-
dernes fællesafgørelse på repræsentant-
skabsmødet respekteres?
Du tager da fejl. Nu råbes der: »Man
fratager fagene deres selvbestemmelses-
ret! Skal dette være demokratisk selv-
styre? De samvirkende fagforbund vil
tvinge de strejkende i arbejde! De er
politi for arbejdsgiverforeningen! Dette
er forræderi! Lockout-truslen burde
været mødt med en storstrejke! Arbejds-
giverforeningen ønsker, at alle organisa-
tionerne tilhører De samvirkende Fag-
forbund«.
Ja, det lyder måske bestikkende for
dem, der ikke tænker. Du har måske
selv haft dine anfægtelser, når du har
hørt en og anden tale således. Lad os
derfor se lidt på, hvad disse stærke ord
indeholder.
Har vi selvbestemmelsesret?
At et fags arbejdere bliver utilfredse, når
de ikke kan få gennemført de af dem øn-
skede resultater, er der intet mærkeligt i.
Men i afgørelser af spørgsmålet om,
hvorvidt de kan gennemføres under de
foreliggende forhold, vil det direkte in-
teresserede fag ikke altid være uhildet
dommer, og det kan navnlig ikke være
eneste dommer, når det fortsatte forsøg
på gennemførelsen drager andre fags ar-
bejdereimed ind i striden.
I virkeligheden ville det strejkende fag
altså ikke have noget valg, selv om det

24 DsF 's opbygning
stod udenfor landsorganisationen. Dets
selvbestemmelsesret ville kun være ind-
bildt, da dets stilling på forhånd var'
bestemt af forholdene på samme måde
som repræsentantskabet i De samvir-
kende Fagforbund ›
så sin stilling be-
stemt af forholdene. Derfor giver man
den »tvang«, hvorom der er talt, en
falsk årsag, når man siger, at den skyl-
des De samvirkende Fagforbund. Det er
ikke landsorganisation, men et sammen-
træf af forhold, hvorover arbejderne ikke
er herrer i det givne øjeblik; for det før-
ste er det taktiske fejlgreb fra arbejder-
nes egen side, dernæst er det konjunk-
turerne, hensynet til arbejdernes fælles-
interesse, arbejdsgivernes organisation
osv., der pålægger tvangen, og det er
altid dem -
og dem alene -
der laver »for-
ræderi« og agerer »politi for arbejds-
giverforeningen«og tvinger arbejderne til
at opgive en påbegyndt konflikt, for-
inden de endnu har nået det, de skulle.
»Forræderi«? Ja, det ville være forræ-
deri mod arbejderne, hvis den ansvar-
lige fællesledelse for vore fagorganisa-
tioner lod sig lede af nogle ansvarsløse
menneskers tilråb. Lad os håbe, at det
aldrig vil ske!
Repræsentantskabet har da heller
ikke »taget« bestemmelsesretten fra no-
gen. Der er ved den gældende lov givet
det en ret og en pligt til at træffe fælles-
afgørelse på samtlige fags vegne, på
samme måde, som det gives kongres-
sen i et forbund ret og pligt til at træffe
fællesafgørelse på samtlige forbundsaf-
delingers vegne. Repræsentantskabet er
kommet til nøjagtig det samme resultat,
som det strejkende fag måtte komme til,
hvis det skulle afgøre sagen på eget ansvar.
Demokratisk selvstyre
Beskyldningen for at øve attentat mod
det »demokratiske selvstyre« er så falsk
som noget.
Skulle det monstro kaldes »demokra-
tisk selvstyre«, at det enkelte fag tog be-
slutning for alle de andre fag, uden hen-
syn til følgerne? Ville man i din fagfor-
ening lade en enkelt arbejdsplads eller i
dit forbund lade en enkelt afdeling træffe
bestemmelse om, hvorvidt faget skulle
modtage en lockout eller ikke.
Hvad ville der ske i vore organisa-
tioner, hvis dette blev reglen? Der ville
ske dette, at i dag lå ledelsen her, i mor-
gen der og i overmorgen
-
ingen steder!
Men dette er anarki og tilfældigheder og
intet styre, hverken af den ene eller an-
den art og allermindst et demokratisk
OPGAVER
styre. Det ville blive vore fagforeningers
død; intet mindre!
Storstrejke!
»Men hvorfor besvarer man da ikke
arbejdsgiverforeningens lockout-trusler
med en storstrejke, således at det øvrige
samfund tvinges til at tage affære for at
mane truslerne tilbage i deres ophav?«
Sådan spørger måske også du. Og det
skal indrømmes, at tanken om at sætte
hårdt mod hårdt, om at slå igen, kan
være fuldkommen berettiget. Men herpå
kommer det jo slet ikke an. Det kom-
mer, i dette hårdhændede samfund,
mindre an på om du har retten end om
du har magten på din side. Og det er det,
du ikke har under de her skildrede for-
hold. Det gælder da for arbejderne, og
det gælder navnlig for den af dem selv
valgte ansvarlige ledelse, om at se dette
og handle derefter.
I denne forbindelse ser jeg ganske
bort fra den absolutte »generalstrejke«,
det foresvæver anarkisterne som et red-
ningsmiddel, for nogle endog som det
eneste til at hjælpe underklassen ud af
klassesamfundets rædsler; jeg gør det
allerede fordi jeg anser det for at være
umuligt at iværksætte den, og fordi jeg
ville anse den for at være unødvendig,
hvis den var mulig.
»Storstrejken« skal da ikke være et
forlorent-radikalt nummer på plakaten,
eller et blot skræmmebillede, hvormed
man slår om sig i tide og utide, eller et
foster af en naiv tro på lykkelige mirak-
ler og tilfældigheder.Nej -
storstrejken
er et spørgsmål om hensigtsmæssig-
heden; den skal bæres frem af en stærk
stemning, men stemningen alene er ikke
nok. Hvis en storstrejke skal komme,
skal det være som en velovervejet, i en-
keltheder organiseret og i fuld enighed
besluttet alvorlig og ophøjet handling,
der bærer sejrens mulighed i sig selv ved
den orden, sikkerhed og kraft, hvormed
den udføres. I modsat fald er du på gyn-
gende grund.
Det er sådanne grunde, der har været
bestemmende for Landsorganisationens
repræsentantskab til ikke at lade sig lede
af' de lidet overvejede opfordringer -
måske endda fra udenfor stående orga-
nisationer -
til at erklære storstrejke som
svar på lockout-truslen i anledning af
den i dette afsnit skildrede konflikt. Hvis
du alvorligt vil tænke derover, vil heller
ikke du komme til nogen anden slut-
ning.
Men for resten kommer de folk, der
således uden videre kræver storstrejke, i
4
,r-A-
.-
»Wa-n,
uløselig modstrid med lideresegne be-
skyldninger mod De samvirkendeFag-
forbund for at ville fratage det enkelte
fag bestemmelsesretten. Thi hvad de her
kræver, er intet mindrejend et diktato-
risk påbud om arbejdsnedlæggelsefor at
udvide en bestående konflikt i et andet
fag. Et sådant påbud villenetop være at
fratage de enkelte organisationer en be-
stemmelsesret, som er hjemlet dem efter
fællesloven for de samvirkende fagorga-
nisationer; det hedder nemlig deri -
§ 12
-
at en sådan
arbejdsnladlæggelseikke
kan iværksættes; med mindre den tiltræ-
des af mindst tre fjerdedele af de afgivne
stemmer ved en efter den pågældende
organisations love dertil, kompetent for-
samling eller ved en urafstemning blandt
alle organisationens medlemmer.
(uddrag s. 69)
Kun én slags fagforeninger
Der kunne endnu nævnes mange op-
gaver, som påhviler De samvirkende
Fagforbund. Foruden den sociale lov-
givning i alle dens afskygninger -
ar-
bejdsløshed, ulykkesforsikring, for-
sørgelseslovgivning, hjælpekasser, fa-
briklovgivning osv. -
måLandsorganisa-
tionen tage affære på alle de områder,
der vedrører arbejderklassen.Den træ-
der i påkommende fald i skranken for
almindelige politiske og kommunale
reformer -
f.eks. almindelig valgret -
for
arbejderstatistik, for anbejderundervis-
ning osv. på samme måde som, og i fæl-
lesskab med den politiskedel af vort par-
tl.
Men bør det være anderledes? Du vil
ikke mene det. Thi et land som vort,
hvor den socialdemokrátiske arbejder-
bevægelse fortrinsvis hviler på fagfor-
eningerne, må disses centralorgani-
sation blive et både fagligt og politisk ud-
tryk for arbejdernes almindelige stand-
punkt. 1
Af den grund skelnerjhele det øvrige
samfund udenfor arbejdernes kreds hel-
ler ikke mellem organisationer indenfor
og udenfor De samvirkende Fagfor-
bund. For det øvrige samfund er der kun
én slags fagforeninger, nemlig de »socia-
listiske«, og én Landsorganisation. Det
øvrige samfund ser hver dag for sine
øjne, at denne landsorganisation -
De
samvirkende Fagforbund -
i offentlige
forhold handler på alle fagorganisatio-
ners vegne; derfor kan det heller ikke
forstå, at der desuagtet findes organisa-
tioner, der står udenfor. l
Kan du?
Pjecen har form af en opdigtet samtale mellem forfatteren og en arbejder, som stiller spørgsmål. Hvilken tone anlægger forfatteren
over for spørgeren?
Hvorledes stiller Martin Olsen sig til forholdet mellem DsF og de enkelte fagforeningers handlefrihed?

Olsen og schoubye_reformpolitik_eller_revolution

Olsen og schoubye_reformpolitik_eller_revolution

Recommended

Recommended

More Related Content

Viewers also liked

Viewers also liked (17)

Similar to Olsen og schoubye_reformpolitik_eller_revolution

Similar to Olsen og schoubye_reformpolitik_eller_revolution (20)

More from SFAH

More from SFAH (20)

Olsen og schoubye_reformpolitik_eller_revolution