Oplægget vil fokusere på spændingen mellem den kommercielle og ”ideelle” verden, hvor to vidt forskellige rationaler let kan komme på tværs af hinanden. Et møde, som med rod i oplevelsesøkonomiernes visuelle forførelseskunst har brug for foto-og filmsamlingerne. Der er tale om et brydningsfelt, der kræver refleksion omkring kulturinstitutionens rolle og derudover fordrer nye måder at arbejde på i alle dele af billedernes fødekæde. Bente Jensen er arkivar på Aalborg Stadsarkiv og formand for LFF

1. Når samlingerne bliver til guld
Problem, udfordring eller mulighed
Oplæg ved LFF seminar 12. juni 2007 på Museet for Fotokunst
Bente Jensen, LFF/ Aalborg Stadsarkiv
Oplæget er et forsøg på at udpege nogle træk i den proces, der er med til at gøre
samlingerne til guld. Det vil sige, når samlingernes indhold bliver interessante som
produkter både for kommercielle parter, men også for samlingen selv1.
Det er ikke historien om, at arkiver, biblioteker og museer kommer fra Venus og den
kommercielle verden kommer fra Mars, men nogle refleksioner over, hvad der bliver
sat i gang, når de to verdener eller kulturer møder hinanden. Det vil sige, hvilke
konflikter men også potentialer, der bliver sat i gang i mødet. Det betyder, at dette
seminars undertitel: Problem, udfordring eller mulighed, vil blive vendt og
perspektiveret i løbet af oplæget.
Til slut vil jeg helt konkret knytte problematikken an til nogle af arbejdsopgaverne i
det udvalg, LFF nedsatte i maj 2007, vedrørende håndteringen af relationen mellem
de offentlige foto- og film samlinger og kommercielle parter.
Oplevelsesøkonomien
Det er nødvendigt at hæve blikket for at finde udgangspunktet for kommercielle
firmaers stigende interesse for de offentlige samlingers film og billedsamlinger. Et
bud kunne være at introducere begrebet
oplevelsesøkonomi2.
I følge flere samfunds- og kulturforskere befinder vi os
i dag i en oplevelsesøkonomi og ikke længere i en
økonomi, der er baseret på ren produktion.
Produktionen er flyttet til andre dele af verden. Nu
skal oplevelser generere økonomisk overskud.
1
En tidligere behandling af temaet med arkiv-vinkel findes i pdf. Udgivelsen: (Arkiv)formidling på tværs, rapport fra
seminar november 2005. Se Organisationen Danske Arkivers (ODA)s website:
http://dkarkiver.dk/docs/paatvaers_seminarrapport.pdf
2 Lise Lyck: Oplevelsesøkonomi – hvad er det? 2006 giver en præsentation af begrebet og relationen til
traditionelle økonomiske teorier. Webversion:
www.cbs.dk/content/download/53395/753418/file/Oplæg%20om%20oplevelsesøkonomi.pdf
1

2. (Foto: J.A. Kirkegaard, Aalborg Stadsarkiv)
Blikket er rettet mod kulturarvsinstitutionerne som bærere af oplevelser i form af
deres tilbud og samlinger. Forskningsstyrelsen har fx udvalgt oplevelsesøkonomi og
kulturarv som satsningsområde. Argumentationen for at satse netop på dette område
er:
”Oplevelsesøkonomi – et stærkt eksportkort. Oplevelser og oplevelsesøkonomi er i de
senere år blevet helt centrale begreber, når vi diskuterer, hvad Danmark skal leve af fremover.
Og vores kulturarv er et af de helt stærke kort, når der skal skabes og formidles oplevelser. ”...
Oplevelser forudsætter indhold” 3
Det overordnede argument for at satse på feltet stemmer fint over ens med dette
seminars titel: Når samlinger bliver til guld. Igen ifølge citat fra Forskningsstyrelsens
hjemmeside:
”når der er så store forretningsmæssige forventninger til området skyldes det at
oplevelsesøkonomien er knyttet til lokale stedfaste produkter. Arbejdspladserne risikerer ikke i
samme grad at blive flyttet ud, som det sker med mange højteknologiske arbejdsplader.”
Der efterspørges stedfaste produkter, oplevelser og begivenheder. Det kan
kulturarvsinstitutionerne sagtens honorere i formidlingen af samlingerne, samtidig
kan vi tilbyde unikke og bevidsthedsudvidende oplevelser, der let kan omsættes til
produkter af institutionerne selv eller kommercielle parter eller…
Oplevelsesøkonomien handler også om et æstetiseret marked, der spiller på følelser.
Et marked, hvor produktet sælger bedre, hvis det eller virksomheden har en historie
at fortælle og gerne en autentisk historie, som kun bliver bedre kvalificeret, hvis den
har rødder langt tilbage i tiden. Tænk bare på Dansk Lurpak, Vipp skraldespanden,
Karen Volfs småkager, forskellige former for hjemstavns specialiteter, som
kolporteres via gastronomisk turisme.
I bogen ”Følelsesfabrikken” Oplevelsesøkonomi på dansk ” 4går man endnu videre og
læser oplevelsesøkonomien ind i en række brancher, der ikke traditionelt har koblet
oplevelser til deres brand og service – det unikke. I kulturarvsinstitutionerne kan
kommercielle parter finde den unikke fortælling, det billede eller de oplevelser, deres
3www.forsk.dk – Forskningstyrelsens hjemmeside. Politikken præsenteres også i Regeringens udgivelse: Danmark i
kultur- og oplevelsesøkonomien, 5 nye skridt på vejen (2003) – webversion på
http://www.kum.dk/graphics/kum/downloads/Publikationer/Danmark_i_kultur-_og_oplevelsesoekonomien.pdf
4Følelsesfabrikken - Oplevelsesøkonomi på dansk. Jacob M. Lind, Anna Porse Nielsen, Lars Goldsmith,
Henrik Dahl og Thomas Martinsen, Børsens Forlag, 2005
2

3. virksomheden gerne skulle knyttes sammen med. Oplevelsen, der får forbrugerne til
at tage netop deres produkt ned fra hylden eller ned i indkøbskurven på nettet. En
oplevelse forbrugerne ønsker at blive en del af. Branding, image, storytelling er
følelsesskabende og er med til skabe identiteter gennem markedets produkter.
(Foto: Tønnies, Aalborg Stadsarkiv)
Forlag, medie- og produktionsselskaber har altså også set det: Det betaler sig at satse
på en cocktail af historie, identitet og oplevelser. Her kan de offentlige samlinger også
lære og fundere over de kommercielle firmaers evne til at vinkle produkter. Det gør
de selvfølgelig efter forskellige optikker alt afhængig af hvilke målgrupper/
forbrugere, der sigtes imod. De er knalddygtige til at finde den gode historie – altså til
at bruge den gode historie som salgsargument og indgang til at fortælle en bredere
historie.
Og det handler ikke kun om katastrofer, sex, hor, kongehus og forbrydelse:
Færgen Københavns forlis ved Hals Barre, 1947 (Foto: J. A. Kirkegaard, Aalborg Stadsarkiv)
3

4. det handler ofte om at spille op til det helt almindelige menneskes følelser, hvis man
sigter efter en bred brugergruppe. Identifikation er højsædet enten i form biografer
eller noget så banalt som hverdagen, det viser DVDserien: Danskernes egen historie,
som Troels Uhrbrand Rasmussen fra firmaet Substanz skal tale om senere.
Institutionerne kan lære meget af en effektiv journalistisk identificerede vinkel.
Pointen er dog også, at det er vigtigt at arbejde med institutionernes egen strategi, når
vi udpeger de emner, vi vil formidle fra vores samlinger.
Kulturer
Et samarbejde mellem flere parter kræver gensidig respekt for hinandens kulturer og
virke - eller analytisk set forståelse og indsigt i hinandens diskurser. Jeg taler om
kultur eller diskurs. Andre vælger at bruge ordet rationale, som Dorte Skot-Hansen
fra Center for kulturpolitisk studier på Biblioteksskolen i København. Det betyder
referenceramme – forklaringsramme, erfaringsverden 5. Hun konkluderer, at det er
afgørende, hvis alle skal komme glade ud på den anden side af et samarbejde, skal
man søge at skabe en positiv vindersituation for begge parter, så alle føler, at de fået
noget ud af samarbejdet.
Første kommunikationsproblem for samarbejdet er, at de kommercielle parter, der
ønsker at bruge arkiver, biblioteker og museers samlinger til grundlag for produkter,
har et andet rationale – det er overvejende økonomisk.
Forskelle i diskurs kan belyses ved en opremsning af de begreber, de to parter
anvender for deres målgruppe. Kulturinstitutionerne taler om brugeren, gæsten eller
de besøgende, måske om borgeren, hvis arkivet tager forvaltningsbrillerne på. Den
kommercielle verden taler om kunden. Det er tale om forskellige former for
udveksling. Nu er verden jo ikke sort/hvid vil mange sige, fordi flere af
kulturarvsinstitutionernes ydelser jo faktisk kræver betaling – så her sker en
udveksling – men i store træk er der tale om forskellige grundlæggende rationaler for
virksomheden.
Forskellene kan også belyses gennem det tidsperspektiv, parterne arbejder efter.
Perspektivet i arbejdet med de konkrete dele af foto og filmsamlingen er for det
kommercielle firma kort, det rækker til og med varen eller til serien af varer er
produceret. Kulturinstitutionernes perspektiv for arbejdet med samlingerne er i
princippet uendeligt.
5Kultur på tværs – tendenser i kulturpolitikken
Dorte Skot-Hansen, Center for Kulturpolitiske Studier, Danmarks Biblioteksskole
http://www.dbf.dk/Default.aspx?ID=2479&Printerfriendly=3
4

5. Også succeskriterierne er forskellige.
(Foto: Grete Dahl, Aalborg Stadsarkiv)
Parameteret for virksomhedens succes er økonomisk overskud, hurtige
arbejdsprocesser og dermed ofte snævre deadlines, der skal holdes og dermed ofte et
hidsigt tempo, som er generelt kendetegnende for det journalistiske arbejde.
Ovenstående betyder ikke, at kulturinstitutionerne arbejder langsomt, men det kan
ofte være vanskeligt for den kommercielle part at forstå, at der må tages andre
hensyn end en presserende deadline. At kulturinstitutionerne faktisk har andre
opgaver, der går ud over at servicere det enkelte firma - og at der samtidig er en
uendelig kø af forespørgsler fra ganske almindelige borgere/ brugere.
Så rolig nu – og det var et vink til produktionsselskaberne med en opfordring til at få
etableret en planlægning af projekterne, der tilgodeser alle parter.
Billedets fødekæde
Erfaringen er nu, at samarbejder mellem offentlig samling og den kommercielle
verden griber direkte ind i alle dele af samlingens arbejdsprocesser, som herefter må
gentænkes efter nye parametre. Det er ikke den kommercielle parts skyld eller fejl.
Gentænkningen har grundlag i en anden udvikling, der på nogle måder har
implikationer, der trækker en anden vej end den totale udnyttelse af samlingerne i
oplevelsesøkonomien og i kulturinstitutionernes ønske om at bruge deres samlinger i
kreative former for formidling og tilgængeliggørelse. Det drejer som om de
lovkomplekser, der regulerer rettighederne til enheder, vi har i vores magasiner.
Oplevelsesøkonomien og tiden generelt plæderer til en kultur der spiller på alle
sanser, men en sans træder frem for alle de andre – synet. Det vil sige, at det især er
samlinger, der indeholder foto og film, som bliver berørt af regler om ophavsret, fordi
5

6. dem er der bud efter. Basalt set handler om ophavsmanden eller kvindens ret til det
sit værk ifølge paragraf 1 i den danske ophavsretslov.
§ 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket,
hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller
faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller
fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det
er kommet til udtryk på anden måde.6
Disse er beskyttet 70 år efter ophavsmanden død. Diskussionen går naturligvis på
hvad, der falder ind under værksbetegnelsen. Det mangler at blive afgjort eller er til
stadig vurdering, men endnu ikke endelig afgjort ved en retssag.
Det er som sagt især samlinger med store mængder foto og film, som mærker, at en
stigende del af arbejdet med eksterne brugere går med at cleare /afklare rettigheder til
materialet og vilkår for den videre benyttelse af det. Også kulturinstitutionens egen
ret til at bruge egne samlinger i formidlingen kan være i fare, med mindre man har
indgået aftaler med den afleverende part, der regulerer rettigheder, så det er muligt.
Indsamling: Når der indgås aftaler om aflevering af foto og film i dag, er det således
nødvendigt at få afklaret så mange forhold som overhovedet muligt omkring den
senere anvendelse af materialet i fx formidlingsøjemed. Afklaringen af rettigheder
gælder også for ældre afleveringer, som må gennemgås i en ny optik. Det er ikke nyt,
vil mange sige, at der skal være klare vilkår omkring aflevering, og at når det gælder
privatarkiver, at man ligger sig op ad arkivlovens bestemmelser, når det gælder
adgang til klausuleret materiale.
Der er to forhold at gribe fat i, når det kommer til den kommercielle udnyttelse af
stoffet.
Ofte er netop de klausulerede historier der er bud efter på trods af, hvad jeg sagde før
om den nære historie som salgsargument. Historier om krig, kriminalitet, seksualitet,
galskab og steder, hvor tingene skrider over det normale, giver stof til den rigtig gode
historie (sensation) og dermed forbrugeroplevelse og dermed produktets salgbarhed.
Relationen ligner den, som samlingen kan have med pressen og kræver kompetent
håndtering både i forhold til afleverings-parten, de berørte og samlingens eget image.
Det bør føre til etiske overvejelser over, hvad materialet kan og bør bruges til , som
beslutningerne bør hvile på.
6 http://www.ophavsret.dk/Ophavsret/ophavsretsloven.htm
6

7. 1945, opgør efter befrielsen (Foto H. Dalby, Aalborg Stadsarkiv)
Et andet spørgsmål er, hvem er det egentlig, der skal indsamle? Der er ingen lov i
Danmark, der placerer ansvaret for indsamlingen af foto og film, når vi ser bort fra
Det danske Filminstitut, der har ansvaret for spillefilm. Umiddelbart skulle man ikke
tro, at kommercielle parter er interesseret i at varetage den opgave, qua hvad jeg
tidligere nævnte om det kortsigtede perspektiv, der følger med produktionen af et
enkeltstående produkt – et andet rationale. Men der tager man fejl. Fx har firmaet
Substanz taget initiativ til at indsamle film fra private gennem deres website med
disse formuleringer:
”Indsend dine film
Har du film eller video med historisk materiale har du mulighed for at bidrage til kommende
udgivelser af Danskernes egen Historie. Udfyld formularen med oplysninger om dig selv og
dit materiale, og du vil snarest blive kontaktet. Alle film vil blive overspillet og originalerne
returneret. En kopi vil blive overgivet til Sammenslutningen af Lokalarkiver eller Dansk
Skole Museum.”
Et andet lokalt eksempel ud af mange, som jeg har taget med fra Nordjylland, er
projektet: Aalborg KvægtorvBestseller-fonden har købt til renovering og udvikling til
en markedsplads med en historie. Projektet promoveres ligeledes på sin hjemmeside til
indsamling af fotos, film og erindringer. 7
Ofte kan man lave en samarbejde i disse tilfælde, således den kulturelle institution
blåstempler langtidsholdbarheden i indsamlingen – og samtidig får nyt materiale
indsamlet via et mediearbejde, man ikke selv har mulighed for at gå i gang med. Vigtig
er det samtidig at stille krav til den kommercielle samarbejdspartner fx i forhold til
noget så kedeligt som afleveringsformater – der sikrer langtidsbevaring. Eller bedst at
fremføre ønsket om at det analoge materiale tilgår den offentlige samling – så det er
muligt at vælge digital standard selv.
7
http://www.kvaegtorvet-aalborg.dk/Kvaegtorvet-Aalborg/DA/MenuPages/index.htm og www.substanz.dk
7

8. Formidling: Når tredje part vil formidle samlingerne, er det vigtigt at have nogle
dækkende og juridisk holdbare aftaler om den konkrete anvendelse af billede/film og
hvad anvendelsen helt konkret dækker, hvor længe og til hvilket medie, i hvilket
område (Danmark, Europa, Verden ?). Her gik SLA (Sammenslutningen af
Lokalarkiver) ind i arbejdet i Substanz’ tilfælde med udarbejdelsen af en
rammekontrakt til anbefalet brug for alle lokal og stadsarkiver i 2003/4. En kontrakt,
der når den bliver videreudviklet og tilpasses ny projekter, kan blive udgangspunkt
for samarbejdet med andre kommercielle partnere – og dermed spare abm-
institutionerne for at tænke forfra hver gang en ny samarbejdsrelation påbegyndes.
Man kan efterfølgende opsummere, at initiativet med samlet regulering af
samarbejdsrelationen var starten på det arbejde den af LFF nedsatte gruppe, nu
fortsætter. Det konkrete samarbejde med Substanz har været lærerigt, da det har
været med til at afdække de felter og faldgruber, institutionerne endnu ikke har taget
beslutninger om og reguleret, når det gælder kommerciel anvendelse af samlingerne.
Mange vil sige, at det kan give samlingerne et rigtig godt image at indgå i et
samarbejde med et firma og det give dem en mulighed for at formidle deres film
bredt, som de ikke tidligere har haft. At flere er blevet bekendte med filmsamlinger
end tidligere på grund af den effektive mediedækning kommercielle projekter kan
opnå i visse tilfælde som følge af topprofessionelt og kostbart mediearbejde. I forhold
til medierne har det vist sig i det konkrete tilfælde, at det har været vigtigt at følge op
på det billede af institutionen, der bliver formidlet i forbindelse med lanceringen af
produkterne. Aftalen skal følges helt til dørs, så institutionen ikke fremstår som
”stakkels helt uden evner til selv at formidle filmene” eller måske slet ikke bliver
krediteret.
Nye netværk i brugen af samlingerne
Det var nogle hele konkrete refleksioner. Jeg vil afslutte ved at hæve
abstraktionsniveauet igen. Jeg indledte med at stille et spørgsmål, der lød: hvad sker
der når samlingerne bliver til guld. Mange vil sige, at det har de været i lang tid. Jeg
vil hævde, der er ved at ske noget nyt, der også har betydning
kulturarvsinstitutionerne.
Der er ved at udvikle sig nye netværk i brugen og organiseringen af kulturen – og de
tilskyndes kulturpolitisk både lokalt og nationalt. Man kan sige i
oplevelsesøkonomien sker en fusion mellem kultur og erhverv, som går ud over rene
sponsor eller leverandørrelationer, som langt fra er nye. Grænsen mellem det private
marked og de offentlige institutioner er ikke fasttømret og meget komplekse nye
partnerskaber indgås. Ikke mindst fordi det konkret i fx mange kommuner og af
Kulturarvstyrelsen tilskyndes institutionerne at indgå lignende partnerskaber.
Arkiver, biblioteker og museers rolle
8

9. Konkluderende mener jeg, at det er vigtigt at afklare, hvor kulturarvinstitutionen selv
står. At udpege hvilke formidlingsprojekter og produkter man selv vil arbejde aktivt
for at udføre og tage initiativ til og hvor det man vil indgå samarbejder eller blot
servicere tredjepart, der kan være et firma. Samtidig er det er vigtigt at være i stand til
at gå ind i andres også firmaers rationaler/ diskurser– hvis og når man indgår disse
samarbejder på tværs af grænser. Men det kræver også at man kender sit eget
rationale
Derfor giver undertitlen til dette seminar også flere muligheder for udfaldet af
samarbejdet mellem kommercielle parter og offentlige samlinger: problem, det
managementagtige ord udfordring, som kan være et smart dække for problemer, men
også mulighed. For mødet med den kommercielle verden bringer også muligheder til
institutionerne i forhold til udvikling af samarbejder, projekter og produkter, og ikke
mindst tilskud til økonomien, som vi skal høre mere om senere i dag i Kajsa Hartigs
oplæg.
Win/win
Derfor kan den positive vinkel være, at vi ser på, hvordan bliver de offentlige
institutioners samlinger mere attraktive som samarbejdspartnerne for den
kommercielle verden. Det kræver, at vi selv går i gang
med at se på og udvikle samlingernes kommercielle
potentiale.8 Alle bør jo være i princippet være
interesseret i, at de offentlige samlinger bliver brugt.
Det kræver blot gensidig respekt for hinandens
rationale og indgåede aftaler, som jeg det nævnte
tidligere, så alle parter går ud af processen med en
win/win fornemmelse.
Hvis man vælger en udfarende strategi, bør
samlingerne se på deres procedurer og gøre dem mere
smoothe og effektive, og måske i højere grad samordne
praksis, så vi er nemmere at handle med!! - det er et af
de spørgsmål, der vil blive diskuteret i det
arbejdsudvalg, LFF har nedsat, som jeg nævnte
tidligere.
(Foto: Aalborg Stadsarkiv)
8
Se fx råd til kommerciel udnyttelse i: Commercial Development Toolkit for Audiovisual Collections, 2003
udgivet af MLA South East, webudgave:
http://www.mlasoutheast.org.uk/assets/documents/100004C2commercialavtoolkit.pdf baseret på en udredning, som kan
ses på
http://www.mlasoutheast.org.uk/archives/southeastarchivessector/avcommercialstudy/index.asp?id=1430,1597,7,1601
9

10. Med lidt kreativitet kunne man forestille fælles koordinerede salgsprocedurer over
internettet og downloadningsmuligheder. De ville dog stadig være baseret på, at den
kommercielle verden kommer til os – at firmaerne hár opdaget, at samlingerne
indeholder et brugbart potentiale, at samlingerne kan levere oplevelser.
Man kunne også forestille sig opsøgende markedsføring til potentielle kommercielle
partnere eller kunder gennem reklame for brug af samlinger vist gennem eksempler i
måske endda: kollektioner med temaer lagt ud på internettet. En fælles
billedformidling?
En anden mulighed er selv udvikle at udvikle kommercielle produkter og købe den
kompetence, samlingen ikke besidder.
- for der er slet ingen tvivl om, at samlingerne er guld værd.
10