Meddelelser 08 1978

1 .
Arbejderbevægelsens
Historie
Nr- 8 juni 1977
'kñeiäerhevægääeñå
Båbëioiakog Arkiv

1. udgave 1977
Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie
Udgivet af SFAH
Redaktion: Gerd Callesen, Teglgârdsvej 341, st.tv., 3050 Humlebæk,
(03) 19 15 94
'
'
Henning Grelle, Tranumparken 17, st.th., 2660 Brøndby Strand,
(02) 73 97 87
Steen Bille Larsen, Vingårdsstræde 19, 1070 København K,
(01) 12 24 77
INDHOLDSFORTEGNELSE side
v
. Introduktion .................................................................................. .. 3
J. Würtz Sørensen: Socialdemokratisk Ungdom.
Fremskridtsklubbeme i Jylland 1885-1904 ...................................... .. 4
Villum Hansen: Studenter-Enhedsfront for 40 år siden ......................... .. 18
Referater: SFAH Seminar 1976 ....................................................... .. 22
Generalforsamling i SFAH febr. 1977 ............... ............... .. 29
12. Linzer-konference 1976 ...... ....................................... .. 31
Afsluttede afhandlinger .................................................................... .. 33
Projekterede afhandlinger ................................................................. .. 35
Forskningsmeddelelser ................................................................ .. 39
Anmeldelser .......................................................... ..'....................... .. 62
Bognyt .................................................... .................................... .. 74
Spørgeskema .................................................................................. .. 84
Årbeldorbevægelsens

INTRODUKTION
Også denne gang fylder anmeldelser og bognyt ca. halvdelen af numme-
ret. Det er ikke kun redaktionens skyld, der kommer faktisk en del ny
litteratur, som vi gerne vil gøre opmærksom på. Desuden har vi overta et
en del anmeldelser, som skulle have været med i tidligere årgange af r-
bogen. Men de er først blevet afleveret nu og skal ud så hurtigt som muligt.
Også fordi forlagene har krav på at anmeldelserne udkommer. Rubrikken
er opdelt i to afdelinger: anmeldelser og bognyt, hvor den sidste især skal
informere om bøger, småtryk, artikler i samleværker og lignende ting, der
har en tendens til at blive overset.
At det registrende stof stort set mangler i dette nummer -
bortset fra
afhandlingslisterne -
beklager vi meget. Men der er i den senere tid ikke
blevet registret så mange fagprotokoller på ABA, at det kunne svare sig
at offentliggøre den liste og på grund af andet arbejde, har vi ikke kunnet
presse andre hårdt nok til at få dem til at aflevere noget. Men det kommer
igen, vi har sat noget igang, som skulle give resultater. Forhåbentlig viser
det sig i næste nummer.
Würtz Sørensens artikel om de næsten ukendte tidlige -
især jydske -
arbejderungdomsforeninger finder vi er væsentlig. Men er den anbragt
rigtig i »Meddelelser«? Hvorfor kommer den ikke i Årbogen? Skal SFAH's
to publikationer konkurrere med hinanden? Det er ikke meningen; men
de kan godt supplere hinanden og der forhandles da også mellem de to
'
redaktioner, hvor hvilke ting anbringes bedst. Det drejer sig imidlertid
altid om mindre ting, vi kan ikke tage artikler af den længde, som de kom-
mer i Årbogen.Og selv om det registrerende stof er trådt lidt i baggrunden
i de to sidste numre, så er dette stof stadigvæk det centrale for os.
Opsigelsen af kontrakten mellem SFAH og forlaget GMT har medført at
»Meddelelser« nu trykkes. Det giver os igen noget mere plads, men det
fordyrer samtidig bladet væsentligt. Den forbedrede form er selvfølgelig
også en fordel. Vi håber, at det kan medføre et øget løssalg, så vi på den
måde får noget ind igen. Men det vil vise sig. Evt. bliver vi nødt til at finde
på en anden løsning.
Med dette nummer er Steen Bille Larsen indtrådt i redaktionen -fra næste
nummer vil det præge indholdet.
Af forskellige grunde, som redaktionen ikke har haft nogen indflydelse på,
udkommer dette nummer senere end normalt. Næste nummer skulle
gerne udkomme i begyndelsen af september.

Jørgen'Würtz Sørensen
»SocialdemokratiSkUngdom. Fremskridts-
*klubberne i Jylland 1885-1904«
'
'
Det egentlige gennembrud for den socialdemokratiske arbejderbevægelse i Jyl-
'
land skete i midten af 1880ierne, hvor den fabriksmæssige produktion slog igen-
nem i de store køb/stæder. Der oprettedes således i de fleste byer afdelinger af
Socialdemokratisk Forbund, ligesom der stiftedes et betydeligt antal fagforenin-
ger, som sammen med de politiske foreninger indgik i de første fællesorganisa-
tioner.1) Denne udvikling foregik stærkest i de største købstæder som Århus,
Ålborgog Horsens, hvor industrialiseringen var slået kraftigst igennem.
IÅrhus stiftedes i 1882 Demokratisk Samfund, og denne forening besluttede året
efter at tilslutte sig Socialdemokratisk Forbund som den første jyske forening.
Samtidig begyndte de ledende socialdemokrater i byen typograferne Emil Marott
og Harald Jensen at udgive »Socialdemokratisk Ugeblad« (fra 1884 »Demokra-
_ten«)som den første jyske arbejderavis?) Den socialdemokratiske bevægelse var
således relativt veludviklet i Århus allerede i 1884, hvor der blev gjort det første
forsøg på at organisere arbejderungdommen. Bag dette forsøg stod Peter Sa-
broe, der i sensommeren 1884 vendte tilbage fra København, hvor han havde
været involveret i dannelsen af den socialdemokratiske ungdomsforening »De
Unges Forbund«. I modsætning til denne forening nævntes »indføring i socialis-
men« ikke i den første jyske ungdomsforenings formålsparagraf, idet det blot
hed, at formålet var »at vække interessen for de forskellige sociale, politiske og
religiøse spørgsmål, der er oppe i nutiden, hos de unge«. Ligeledes ville man gen-
nem forskellige underholdende aktiviteter styrke solidariteten blandt ungdommen
i 15-20 års alderen.3)
På stiftelsesmødet for »Social-Politisk Ungdomsforening« i Århus i september
1884 kom det til et opgør mellem en fløj, der ønskede, at foreningen skulle være
en upolitisk oplysningsforening og Sabroe-Højen, som holdt på det politiske ind-
hold. På mødet sejrede Sabroes synspunkt, og han valgtes til formand og kas-
serer.4) Kort efter kunne »Socialdemokratisk Ugeblad« meddele, at »en social-
demokratisk ungdomsforening stiftedes på et møde i tirsdags her i Århus. Der
indtegnedes straks ca. 70 medlemmer«.5)
Denne omtale viser, at man indenfor partiafdelingen i Århus anså den nye fore-
ning for i det mindste at have socialdemokratiske sympatier, selv om formåls-
paragraffen intet nævnte herom. Det kom da heller ikke til noget organiseret
samarbejde mellem den lokale partiafdeling og den nye ungdomsforening, der
ikke 'nævnes i Demokratisk Samfunds forhandlingsprotokol i modsætning til
._.._._
1) A. Sneum, Socialdemokratiet i Jylland 1871-1921 s. 24 ff; under Samvirkets Flag s.
48.
2) Om foreningen i Århus se Jens Engberg, »Socialdemokratiet i Århus 1882-1883«
Årbogfor Arbejderbevægelsens Historie 4 1974.
3) Vedrørende »De Unges Forbund« se 0. Bertolt mil., En bygning vi rejser I s. 172 f;
Socialdemokratisk Ugeblad 7. sept. 1884.
4) Gennem 25 Aar s. 4.
5) Socialdemokratisk Ugeblad 21. sept. 1884.
4

Fremskridtsklubben året efter. Forbindelsen tilpartiafdelingen må nok snarest,
"ses i Peter Sabroes person, idet han samtidig med sin virksomhed i'Social-Politisk
Ungdomsforening var aktiv medlem af Demokratisk Samfund? ) _
Social-Politisk Ungdomsforeningfik ikke nogen lang levetid, dels p,gr.a. arbejder-
ungdommens manglende politisk bevidsthed dels som følge af den massive mod-
standen politisk organisering af lærlinge og ungarbejderet affødte hos arbejds-
giverne. I en opfordring til de unge om at melde sig ind i foreninger' omtaler"
Sabroe disse vanskeligheder. Det hedder bl.a., at »nogle af d'hrr mestre har for- ,
budt deres lærlinge at indmelde sig i foreningen,da den er politisk. Ja, det er knu-
den. Politikken. Magthaverne så meget hellere, at de unge mennesker af den ar-
"
bejdende' klasse forfaldt til drukkenskab og udsvævelser, når de så blindtw-lystre-
de dem end de ser, at de søger oplysning og fordrer deres ret. Men godt er det,
at arbejdernes vilje dog tilsidst bliver den afgørende«7) v
Den betydeligste hæmsko for det videre arbejde var imidlertid nok at finde i' med-
'
lemmernes. manglende politiske bevidsthed, som medførte, at Social-Politisk Ung- «
i
«
i
domsforening gled mere og mere over til at blive en ren fornøjelsesforening.
Denne udvikling kulminerede i foråret 1885, da Sabroe var rejst til København,
idetlforeningen tog navneforandring til »Vennernes Forbund« og slettede det po-
litiske fra foreningens virkefelts) En forklaring på den manglende bevidsthed skal
utvivlsomt søges i de materielle forhold i de jyske byer, hvor håndværksmæssig
produktion fortsat var overvejende og hvor det i modsætning til København var
almindeligt, at lærlingen boede og spiste hos mester. Der herskede således i hø-›
jere grad patriakalske forhold i provinsbyerne, en omstændighed, der også sene-
re ñk betydning for forskellen mellem ungdomsbevægelsen i provinsen og i ho-
vedstaden, hvor mange af de unge desuden ikke var lærlinge, men ufaglærte ar-
bejdere.9) Det ,virkelige gennembrud for de socialdemokratiske ungdomsfore-
ninger i Jylland kom imidlertid kort efter som en reaktion på Højres kraftige
agitation efter valget i 1884 på at vinde ungdommen for de konservative ideer; en
agitation, der førtes med særlig kraft i købstæderne, således at det i løbet af 1885
lykkedes at få dannet konservative klubber i de fleste østjyske byerio) Opret-
telsenaf Fremskridtsklubber i årene efter må utvivlsomt ses som et modtræk
mod denne agitation, der også førtes blandt arbejderne. Dette fremgår også af
den formålsparagraf, der blev lavet for den første jyske Fremskridtsklub i År-
hus i december 1885, hvor det hedder, at formålet skal være »at vække interesse
hos unge 'mænd i Århus og Omegn for de politiske og sociale spørgsmål samt vir-
ke for en sammenslutning af ungdommen til værn mod konservative og reaktio-
nære tilbøjeligheder og for tilslutning af unge mænd i kampen for demokratiet,
det menige folks sag«.11)
Fremskridtsklubben i Århus var udgået fra de medlemmer i »Vennernes For-
___
6) Sabroes deltagelse i Demokratisk Samfunds virksomhed se feks. Forhandlingsproto-
kol for Demokratisk Samfund, Aarhus 5. nov. og 19. nov. 1884 (ABA).
7) Demokraten 2. okt. 1884.
8) Gennem 25 Aar s. 4.
9) Harald Jensen, Lærlingeforhold s. 7.
10) Vagn Dybdahl, Partier og erhverv I s. 256.
11) Demokraten 28. dec. 1885.

bund«, der ønskede det politiske element genindført,og disse sikrede sig støtte fra
Demokratisk Samfund ved at lade dennes bestyrelse revidere det første lovud-
kast.12) Alligevej fremgår det af formålsparagraffen, at man appelerede til hele
den demokratiske ungdom og ikke blot til socialdemokrater!3 ) I Århus havde
klubben dog i realiteten fra starten en langt snævere forbindelse til Demokratisk
Samfund end til andre liberale grupper, mens det modsatte var tilfældet for den
ungdomsforening, der året efter stiftedes i Horsens.”)Et stærkt indslag af Ven-
stre-sympatier havde også den i august 1887 dannede Fremskridtsklub i Ran-
ders, men her udviklede foreningen sig hurtigt i socialdemokratisk retningl5 )
Mellem foreningerne i Århus, Horsens, Randers og en ungdomsforening i Orm-
slev kom det i foråret 1888 til et vist samarbejde, der iværksattes af Århus-
formanden F. J. Nielsen-Kolding, der udarbejdede et bredt demokratisk pro-
gram for foreningerne, ligesom der udkastedes planer til et organisatorisk sam-
arbejde under navnet »De samvirkende Fremskridtsklubber«, men dette synes
dog aldrig at være blevet realiseret, idet F. J. Nielsen-Kolding rejste til Køben-
havn, mens foreningerne i Horsens og Ormslev sygnede hen!6 )
I september 1889 oprettedes i Ålborg en socialdemokratisk ungdomsforening,
der i lighed med klubben i Århus havde sikret sig støtte fra ældre partifæller ved
foreningsdannelsen.17)Denne forening fik som Fremskridtsklubben i Århus hur-
tigt et betydeligt medlemstal og fra 1890 begyndte tanken om et organiseret sam-
arbejde mellem de forskellige ungdomsforeninger at spire frem under de for-
handlinger, der foregik i forbindelse med de store jyske arbejdermøder!8)
Samarbejdet mellem de eksisterende foreninger blev dog besværliggjort af udvik-
lingen indenfor Fremskridtsklubben i Randers, der i årene 1888-1890 blev fo-
rum for betydelige ideologiske brydninger. Klubben havde i dette tidsrum et
væsentligt indslag af svenske og tyske svende, der sammen med venstrefløjen in-
denfor foreningen først fjernede den liberale bestyrelse for siden at blive kernen i
den betydelige venstreoppositionelle gruppe, der en kort overgang også domine-
rede den lokale partiafdeling under den generelle diskussion om Socialdemokra-
tiets taktik og valgsamarbejdet med Venstre. Som den eneste partiafdeling i pro-
vinsen stemte således Randers imod eksklusionen af de »revolutionære« i novem-
____
12) Se Forhandlingsprotokol for Demokratisk Samfund, Aarhus 6. dec. og 13. dec. 1885.
13) Således indbød foreningen Venstreforeningen og den Liberale Forening til sine første
arrangementer se Demokraten 21. jan. 1886.
14) Vedrørende foreningen i Horsens se Demokraten 8. nov. 1886.
15) Striden om det ideologiske ståsted i Fremskridtsklubben i Randers se Randers Folke-
blad 7. juli og 31. juli 1888.
16) Dette program aftrykt i Demokraten 13. feb. 1888.
17) En redegørelse for baggrunden for dannelsen af den første ungdomsforening findes
udførligt noteret i Forhandlingsprotokol for Fremskridtsklubben i Ålborg
1889-1894 (ABA).
18) Planerne om et organiseret samarbejde blev drøftet på ungdomsforeningemes møde i
Ålborg i august 1890, hvor man også diskuterede forholdet til Socialdemokratiet.
»Lassalle« fra Randers støttede den revolutionære gruppering omkring »Arbejde-
ren«, mens det overvejende flertal fra Århus og Ålborgvedtog en resolution som til-
sagde Socialdemokratiets reformatoriske linje fuld støtte se Forhandlingsprotokol for
Fremskridtsklubben i Ålborg1889-1894 31. aug. 1890 (ABA).

ber 1889 på et tidspunkt, hvor de ledende fra ungdomsforeningen samtidig sad i
i
i
'
bestyrelsen for den socialdemokratiske partiafdelingl9) Disse ideologiske bryd-
ninger havde imidlertid været fremherskende i Fremskridtsklubben allerede fra
foråret 1889, hvor klubben under den svenske korkskærer O. Malmbergs ledel-
se var blevet reorganiseret som den socialistiske diskussionsklub »Lassalle<ê°)
Diskussionsklubben havde dog fortsat præg af at være en ungdomsforening, der
dog efter afstemningen i november 1889 kom i stadig stærkere modsætning til
Socialdemokratiet og den lokale moderate fløj under redaktør M. Mortensens le-
delsen) Dette førte i første omgang til en række individuelle udmeldelser af
partiafdelingen for i maj 1890 at kulminere med diskussionsklubben »Lassalles«
fuldstændige brud med Socialdemokratiet og indmeldense i det nye venstreoppo-
sitionelle Revolutionære socialistiske Arbejderparti.22) De ideologiske bryd-
ninger havde ikke samme karakter i jyske byer, men det er betegnende, at en af
de få i Demokratisk Samfund i Århus som gik imod eksklusionen af de »revolu-
tionære« var Fremskridtsklubbens formand Sophus Petersen, ligesom det af den
interne korrespondance fremgår, at de »revolutionæres« blad »Arbejderen«
cirkulerede mellem de ledende indenfor de forskellige Fremskridtsklubben?3 )
Det var dog kun i Randers at denne selvstændige opfattelse af forholdet til den re-
volutionære fløj fik organisatoriske følger, og den jyske arbejderungdoms til-
syneladende sympati for den socialistiske venstrefløj må siges at være atypisk for
den jyske ungdomsbevægelse,idet der ikke senere kan spores egentlige, ideologi-
ske konflikter mellem partiet og Fremskridtsklubberne.
På trods af Randers-foreningens organisatoriske brud med Socialdemokratiet
deltog diskussionsklubben »Lassalle« fortsat i såvel lokale som regionale arbej-
dermøder, hvor man i forbindelse med fagmødeme traf sammen med ungdoms-
foreningerne fra andre byer. »Lassalle« var således repræsenteret på det store
arbejdermøde i Ålborgi august 1890, hvor Fremskridtsklubben fra Århus og
Ungdomsforeningen fra Ålborgknyttede de første kontakter?4 )
Det var dog først året efter ved arbejdermødet i Århus,der kom gang i bestræ-
belserne på at skabe en egentlig organisation og forsøget på at stifte nye klubber.
De ledende indenfor Fremskridtsklubben i Århus skomagerlærlingSophus
Petersen, typograflærling M. Petersen og stentrykker J. Jensen samlede de unge
arbejdere fra Horsens, Vejle og Randers og fik nedsat udvalg, der skulle arbejdemed planerne om lokale foreningsdannelser i løbet af efteråret?5 )
Første trin i agitationskampagnen blev taget i august 1891 ved et ungdomsmøde i
Vejle, hvor Sophus Petersen efter et foredrag om den politiske organisering af
.___
19) Randers Arbejderblad 23. nov. 1889 og 5. jan. 1890; se desuden M. Mortensen,
Under det røde Flag s. 1.
20) Randers Arbejderblad 5. maj 1889.
21) M. Mortensen, Under det røde Flag s. 1.
22) »Arbejderen« 9. juni 1890. .
23) Forhandlingsprotokol for Demokratisk Samfund, Aarhus 13. nov. 1889; vedrørende
»Arbejderen« se brev fra Hans Jacobsen, Horsens til Sophus Petersen, Aarhus 5.
okt. 1891 (Fremskridtsklub. Arkiv. ABA).
24) Demokraten 2. sept. 1890.
25) Forhandlingsprotokol for Fremskridtsklubben i Ålborg25. juli 1891; se under Ran-
ders Arbejderblad 26. september 1891.

ungdommenpå 'et soCialdemokratisk grundlag fik stiftet en Fremskridtsklub, og
månedenefter lykkedes det med støtte fra ældre partifællerat få dannet den før-
ste rent' socialdemokratiske -ungdomsforening i Horsens?6) Forholdene i Ran-
ders var mere spegede, idet der jo allerede fandtes en socialistisk ungdomsfore-
ning, men dennes tilknytning til det Revolutionære socialistiske Arbejderpartiv
nødvendiggjorde dannelsen af en loyal socialdemokratisk ungdomsforening.In-
*
.
den det stiftende møde i Randers i september 1891 var der således forhandlinger
.
mellem foreningerne i Ålborg og Århus for at tilrettelægge foreningsdannelsen,
hvortil man desuden sikrede sig støtte fra ældre partifæller og den lokale social-
demokratiske presse. Det lykkedes da også trods stærk modstand fra de lokale
revolutionæreat få dannet en ny Fremskridtsklub for Randers og Omegn?7)
Efter disse foreningsdannelser varivejen åben for en egentlig organisation, og i
efteråret 1891 korresponderedes flittigt mellem klubberne om dette spørgsmål
'
og muligheden for at skabe et blad for de socialdemokratiske ungdomsforenin-
ger.28)Trods velvilje fra de fleste foreninger lykkedes det dog ikke at skabe det
økonomiske grundlag for et medlemsblad, men som oplæg til klubbernes delege-
'retmøde i december 1891 udsendte formanden for foreningen i' Århus Sophus
Petersen.. et »Ungdoms-Agitationsbladfor Fremskridtsklubberne i Jylland«, hvor
grundlaget for klubbernes virksomhed blev behandlet. Det fremgår heraf, at
ungdomsbevægelsen stillede sig helt på Socialdemokratiets program og arbejdede
som en forskole for lærlinge og ungarbejdere, for at disse senere kunne indtage
politiske og faglige tillidshverv?9) Spørgsmålet om lærlingeforholdene var det
område, hvor Fremskridtsklubberne mente at kunne gøre en selvstændig indsats,
og dette emne blev da også behandlet i en særlig artikel i agitationsbladet. Der
lagdes især vægt på den ringe uddannelse de fleste lærlinge fik under mesterlæ-
ren, hvor de oftest blev uddannet som specialister, således at når de var udlærte
'
og derfor blev fyret sjældent kunne finde beskæftigelse andetsteds. Derfor kom
man let til at fungere som billig arbejdskraft til skade for andre arbejdere?0)
Som middel til forbedring af lærlingeforholdeneforeslog Sophus Petersen, at sta-
ten overtog lærlingeuddannelsen,således at den blev tilstrækkelig alsidig, hvilket
kunne forhindre, at »kapitalisterne får frit lov til for deres pengebegærligheds
skyld at spolere de unges fremtid«. En sådan ændret lovgivning var dog ifølge
»Ungdoms-Agitationsbladet«afhængig af', at Socialdemokratiet udviklede sig til
en mere betydende' politisk magt.
›
Agitationsbladet henvendte sig ikke udelukkende til lærlinge og ungarbejdere,
men i høj grad også til ældre partifæller, der flere steder havde stillet sig tviv-
lende 'overfor oprettelsen af særlige organisationer for unge. Her overfor påpe-
gede man fra ungdomsforeningemes side, at Socialdemokratiet nødvendigvis
måtte have særlige afdelinger for ungdommen, da Højre ellers ville hverve såvel*
lærlinge som svende til de konservative klubber, der kunne lokke med punchegil-
26) Horsens Arbejderblad 12. aug. 1891.
27) Randers Arbejderblad 1. okt. 1891.
28) Vedrørende bladplaneme se korrespondancen fra oktober 1891 i (Fremskridtsklub.
Arkiv) ABA.
"
' V
29) Ungdoms-Agitationsblad for de jydske Fremskridtsklubber (Fremskridtsklub.
Arkiv)ABA.
-
-
30) Ibid.
8

›
der. Det blev endvidere'fremført,at man ved så tidligt som muligt at vække en
politisk interesse hos de unge arbejdere senere kunne få gavn af »en stærk og fast
stab af dygtige kampfæller indenfor den fagligeog politiske organisation«.
i
Det blev dette grundlag, som den i december 1891 stiftede organisation »De cen-
traliserede socialdemokratiske Fremskridtsklubber« byggede pá, idet man på -
stiftelsesmødet, hvor foreningerne i Århus, Ålborg,Horsens, Randers og Vejle
deltog vedtog følgende programerklæring: »I betragtning af, at det nuværende
privatkapitalistiske system fremkalder en planløs produktion og en tiltagende ud-
bytning af de unges arbejdskraft, hvorfor disse ikkebliver uddannede til nyttige
samfundsborgere, og at den herskende klasse søger at indføre en åndelig ogpoli-
tisk reaktion, for derved at tiltvinge sig det kapitalistiske eneherredømme i”sam_-
fundet, tilstræber De centraliserede socialdemokratiske Fremskridtsklubber ved
alle lovlige midler at virke for de socialdemokratiske ideers udbredelse blandt “
_
unge og søge udryddelse af enhver fordom og overtro og værne ungdommen
mod alle konservative og reaktionære tilbøjeligheder ved at udfolde en mundlig
og skriftlig agitation og at få oprettet ungdomsforeninger hele landet overe?1 )
Formålet var altsa en økonomisk og politisk frigørelse af de unge arbejdere i
samarbejde med Socialdemokratiet imod det kapitalistiske system og imod Høj-
⁄'
res ihærdige agitation blandt lærlinge og svende.
På mødet besluttede man endvidere fuldt ud at tilslutte sig Socialdemokratiets,
program og krævede øjeblikkelig gennemførelse af en række krav til beskyttelse
af lærlinge og ungarbejdere. Blandt disse kortsigtede programpunkter var indfø-
relsen af otte-timers arbejdsdagen, forbud med helligdags- og natarbejde, afskaf-
felse af akkordarbejde og bedre sikkerhedsforanstaltninger på fabrikker. På det
politiske plan vedtog man et krav om valgret med hemmelig afstemning for mænd
'
og kvinder fra 22-års alderen.32) '
'
Det kan undre, at man fra Fremskridtsklubbernes side inddrog kvinderne under
kravet om udvidelse af valgretten, idet samtlige klubber i 1891 kun var åbne for
unge mænd. I Fremskridtsklubben i Århus havde der nogle år før været fremsat
forslag om kvinders optagelse, men selv om Peter Sabroe og F. J. Nielsen-
Kolding kraftigt havde støttet dette forslag, var det alligevel blevet forkastet, og
der skulle gå over tyve år før de socialdemokratiske ungdomsforeninger i Jyl-
land ábnede dørene for de unge kvinder.33)En undtagelse for denne regel var
den kortlivede ungdomsforening i Ormslev, hvor kvinderne udgjorde over en
tredjedel af medlemstallet, ligesom to kvinder sad i den første bestyrelsé4)
Hovedspørgsmålet på mødet blev naturligvis lærlingenes vilkår, hvor Frem-
skridtsklubbeme i Horsens, Århus og Vejle fremlagde materiale til belysning af
de ringe arbejds- og uddannelsesforhold, især de ringe muligheder for at finde ny
beskæftigelseog mestrenes almindelige udnyttelse af lærlingenes arbejdskraft.
Man fremhævede de overtrædelser af lærlingelovenaf 1889, der fandt sted, f.eks.
overtrædelse af påbuddet om højst 12 timers arbejde med 2 timers hvil, forbud-
31) Demokraten 31. dec. 1891.
32) For en sammenligning med Socialdemokratiets l888-program se Lise Togeby, Var de
så røde? s. 173.
33) Demokraten 12. juli 1887.
34) Demokraten 24. marts, 1887.

i
det mod natarbejde og af lovens krav om at mester skulle give lærlingen en or-
dentlig og alsidig uddannelse.35)På forslag fra Horsens-foreningen vedtoges et
krav om indførelse af offentlige fagskoler som erstatning for mesterlærenåö)
Desuden bestemtes det, at ledelsen af »De centraliserede socialdemokratiske
Fremskridtsklubber« skulle indsamle materiale fra de enkelte afdelinger vedrø-
rende lokalte overtrædelser af lærlingeloven. Centralbestyrelsen skulle derefter
sørge for at bringe resultaterne videre, når lærlingeloven kom til behandling i
Rigsdagen.
Efter principdebatten valgtes Centralbestyrelsen med Sophus Petersen, Århus
som formand, ligesom man blev enige om, .at hver forening skulle bidrage til for-
bundets virksomhed ved at betale en afgift efter medlemstallets størrelse. Disse
penge skulle først og fremmest gå til agitationen med henblik på at få dannet nye
foreninger.
De centraliserede socialdemokratiske Fremskridtsklubber var således etableret
som et egentligt socialdemokratisk ungdomsforbund, der skulle søge at oprette
afdelinger over hele landet. Denne målsætning opfyldtes dog aldrig, idet man al-
'
drig nåede ud over det jyske område, hvor endda foreningen i Vejle snart døde
han.37)Da det heller ikke lykkedes at oprette nye foreninger i Jylland blev orga-
nisationens låetid kort agilresultaternetilsvarende sparsomme. Den manglende
gennemslagskraft må forklares med det manglende socio-økonomiske grundlag i
de jyske købstæder, hvor arbejderbevægelsen først kan siges at være slået igen-
nem omkring eller efter århundredeskiftet. Centralbestyrelsen manglede desuden
de økonomiske ressourcer til at iværksætte en virkelig agitation, dels på grund af
medlemmernes vanskelighed ved både at betale til den lokale og til forbundets,
dels den voksne arbejderbevægelses ringe forståelse af værdien af skolingsarbej-
det i særlige ungdomsforeninger. Denne skepsis var fremherskende i de fleste
byer, alene Århus undtaget og skal utvivlsomt forklares ud fra de håndværks-
mæssige traditioner, som herskede i de fleste jyske kæbstæder med det deraf føl-
gende konfliktforhold mellem lærlinge og svende.38 )
Der var således ikke de store resultater, man kunne møde frem med på organisa-
tionens andet og sidste delegeretmøde i Ålborgnytårsdag 1893, hvor foreninger-
ne i Ålborg,Århus, Horsens og Randers mødtes med enkeltpersoner fra den
-
hedengangne forening i Vejle?9) Formanden Sophus Petersen kunne dog melde
om en vis fremgang, især indenfor Fremskridtsklubben i Århus, men resten af
forhandlingerneviste, hvor lidt der egentligt var nået. Undersøgelsen af lærlinge-
forholdene var ikke blevet iværksat, ligesom spørgsmålet om etablering af et
medlemsblad igen måtte udsættes p.gr.a. manglende økonomisk grundlag. Den
eneste nyhed på lærlingeområdet var en opfordring til den socialdemokratiske
presse om at virke for en mere human opførsel fra de udlærte arbejderes side
35) Georg Nørregaard, Arbejdsforhold indenfor dansk Haandværk og Industri s. 276.
36) Forslaget fra Horsens se brev fra Anton Sørensen, Horsens til Sophus Petersen 27.
nov. 1892 (Fremskridtklub Arkiv) ABA.
37) Brev fra Jens Chr. Jensen, Vejle til Sophus Petersen, Aarhus 27. nov. 1892 (Frem-
skridtsklub. Arkiv) ABA.
38) Om lærlingeforholdene se Georg Nørregaard, anf. arb. s. 269 ff.
39) Forhandlingsprotokol for Fremskridtsklubben i Ålborg1. jan. 1893.
10

overfor lærlingene.Et sådant holdningsskifte ville efter centralisationens mening
gøre de *ungearbejdere til frie og intelligente arbejdere, hvilket i sidste instans
ville komme de faglige organisationer til godef10)
'Efter delegeretmødet synes kontakten mellem klubberne yderligere at svækkes,
ligesom utilfredsheden med Centralbestyrelsens passivitet voksede. Dette førte til,
at Ålborg-foreningeni juli 1893 besluttede at udmelde sig, da man ikke mente,
man fik noget ud af det betalte kontingent?1) Denne udmeldelse førte også til et
større opgør i Fremskridtsklubben i Århus,hvor der på en generalforsamling i
slutningen af juli blev rejst kritik af ledelsen, især Sophus Petersens manglende in-
itiativ. Resultatet af den stormfulde generalforsamling blev, at hele Centralbesty-
relsen nedlagde deres mandater, ligesom Sophus Petersen trak sig tilbage som
formand for klubben i Århus.43)
Allerede måneden efter mødtes de eksisterende klubber på et arbejderstævne i
Ålborg,hvor den nye situation indenfor forbundet drøftedes. Efter at typograf
Johan Gerdt fra Ålborg-klubbenhavde nægtet at overtage formandsposten be-
sluttedes det istedet helt at opløse De centraliserede socialdemokratiske Frem-
skridtsklubber og bruge ressourcerne lokaltfm)
Selv om det organiserede samarbejde således var endeligt afbrudt fra august
'
1893 betød det ikke, at kontakterne mellem klubberne helt forsvandt. De unge ar-
bejdere mødtes stadig ved de store arbejdermøder og tanken om en eller anden
form for samarbejde uden en forbundsdannelses økonomiske forpligtelser har
rimeligvis været drøftet allerede kort efter bruddet. Samtidig forbedredes de
socioøkonomiske muligheder betydeligt i løbet af 1890-erne, hvor arbejderbevæ-
gelsen for alvor slog igennem også udenfor de største købstæder. Dette forhold
kan umiddelbart aflæses i væksten af Fællesorganisationer i Jylland, hvor der i
perioden 1883-1890 var oprettet 6 af disse sammenslutninger var dette tal ved
århundredeskiftet vokset til 23.45)
Allerede ved det almindelige jyske arbejdermøde i Randers i sommeren 1895
blev der taget de første skridt i retning af et nyt formaliseret samarbejde mellem
de eksisterende
Fremskridtsklubber,idet man enedes om at etablere en form for
fast korrespondance mellem 'foreningerne?6)Året efter holdtes et nyt møde i
Randers, hvor Århus, Ålborg,Randers og den nystiftede Frem-
skridtsklub i
Nørresundbyblev enige om at oprette en organisation under navnet
»De jydske Fremskridtsklubbers Agitationsudvalg«,hvis formål det ifølge ved-
tægterne var »at oprette nye Fremskridtsklubber i Jylland, at søge samarbejde
mellem klubberne samt at søge et godt forhold tilvejebragt mellem Arbejderpar-
tiet og Fremskridtsklubberne«fl7)
40) Nordjyllands Arbejderblad 7. jan. 1893.
41) Forhandlingsprotokol for Fremskridtsklubben i Ålborg20. juli 1893.
43) Demokraten 23. juli 1893.
44) Forhandlingsprotokol for Fremskridtsklubben i Ålborg6. aug. 1893.
45) Under Samvirkets Flag s. 48 f.
46) Beretning om de jydske Fremskridtsklubbers Agitationsudvalg I (Fremskridtsklub.
Arkiv) ABA. “
47) Demokraten 27. okt. 1896, »Vedtægterne for de jydske Fremskridtsklubbers Agita-
tionsudvalg« se
Forhandlingsprotokol for Fremskridtsklubben i Ålborg september
1896 (ABA).
11

Det nye samarbejde var
såledespå flere måder mere begrænset end De centrali-
serede socialdemokratiske Fremskridtsklubber, hvor et egentligt politisk pro-
gram, samarbejde om lærlingelovgivning samt medlemsbladsspørgsmåletvar an-
liggender for forbundet. Dette nye begrænsning skyldtes utvivlsomt de dårlige
erfaringer fra den første centralisation, hvor man intet havde fået udrettet på det
politiske område. I modsætning til det første sigtede Agitationsudvalget heller
ikke på et landsdækkende ungdomsforbund, men begrænsede udtrykkeligt virk-
somheden til det jyske område. Det nye samarbejde var således udtryk for en
mere realistisk erkendelse af de praktiske muligheder, som et forbund af forenin-
ger bestående af lærlinge kunne forventes at indeholde. Desuden havde der ikke i
København været noget tilløb til en socialdemokratisk ungdomsbevægelse siden
»De Unges Forbund« var gået ind omkring årsskiftet 1885/86.
Finansieringen af agitationen, kontakten mellem klubberne og forbindelsen til de
socialdemokratiske partiforeninger synes at være organiseret på samme måde,
som under det første jyske forbund. De enkelte klubber betalte hvert kvartal fem
øre pr. medlem, og betalingen til den nye organisation synes straks fra starten at
være indgået mere regelmæssigt end under den tidligere centralisation?8 ) Dette
skyldtes utvivlsomt den generelle styrkelse af hele arbejderbevægelsen i provin-
sen, hvilket også betød, at Agitationsudvalgets primære opgave, oprettelse af nye
klubber, forløb lettere, sâledes stiftedes i foråret 1897 nye klubber i Varde og
Ringkøbing og senere på året i Viborg og Grenåfw)
Tiden op til storkonflikten i 1899 blev også indenfor de etablerede klubber
præget af en stærk øget aktivitet, især ved afholdelse af store lærlingemøder,
hvor overtrædelser af lærlingeloven blev draget frem, og hvor lærlingene blev
'
opfordret til aktivt at kæmpe mod udnyttelse fra mestrenes side. Denne øgede ak-
tivitet betød også, at arbejdsgiverne så med større skepsis på deres lærlinges or-
ganisering i egentlige politiske foreninger i modsætning til de tidligere lærlinge-
foreninger, der alene havde taget sig af selskabelighed. Modstanden mod de jyske
lærlinges deltagelse i Fremskridtsklubberne blev også tydeligere i den borgerlige
presse, hvor man efter bedste evne forsøgte at latterliggøre de unges politiske og
faglige organisering.5°)
Denne bekymring hos borgerskabet, som afspejler de skærpede klassemodsæt-
ning frem mod den store konfrontation i 1899, kom tydeligst til udtryk i de byer,
hvor man ikke tidligere havde haft nogen socialistisk bevægelse. I Varde omtaltes
den nye Fremskridtsklub i et Venstre-blad som oprørsk og undergravende og i
strid med lærlingelovens påbud om lydighed overfor mester. Indgreb fra myn-
dighederne førte da også til denne klubs hurtige forsvinden allerede kort efter
årsskiftet 1897/98.51)
I 1898 dannedes nye Fremskridtsklubber i Hjørring, Frederikshavn og Silke-
borg, hvor man også mødte massiv modstand fra såvel myndigheder som ar-
48) Kassebog for de jydske Fremskridtsklubbers Agitationsudvalg 1897-1902 (ABA).
Arkiv) ABA.
'
50) Se f.eks. artiklen i Højres vittighedsblad »Puk« feb. 1897 med overskriften »Fra
Læredrengemødet i Aarhus«,
Arkiv) ABA.
12
i n
V
57;aug?

bejdsgivere. I Frederikshavnnedlagde den lokale politimester således forbud «
.i
med, at foreningen afholdt medlemsbal, skønt der ikke ved klubbens møder havde
været optræk til uro. Samme modvilje mod den socialdemokratiske ungdom' så.
man på samme tid i Silkeborg, hvor en maskerade blev forbudt, hvilket betød et
væsentligt økonomisk tab for klubben.52)
Fra arbejdsgivernes side forsøgte man også at modarbejde lærlingenes politiske
engament ved at forbyde virksomhedens lærlinge at stå i politiske organisationer
under henvisning til lærlingelovens krav om lydighed overfor mester. Således V
sendte Frederikshavns Jernstøberi følgende skrivelse til lærlingenes forældre:
»De bedes påbyde Deres søn, som er i lære her, ikke at være medlem af nogen
forening, som har interesser modstridende fabrikkens tarv; i modsat fald vil han
enten blive afskediget, så snart der fra hans side foreligger brud på lærlingekon-
trakten, eller også affordres De sådan erstatning som lærlingekontrakten hjel-
mer«.53)Flere andre steder blev det direkte i lærlingekontrakten 'forbudt ved-
kommende at deltage i politisk arbejde som oftest mere eller mindre direkte vendt
mod den stedlige Fremskridtsklub.54)Overfor denne modstand reagerede Frem-
skridtsklubberne ved at opfordre forældre og værger til ikke at underskrive den
slags kontrakter, da det på lang sigt ville svække arbejderbevægelsen, hvis ikke de
unge blev oplyst om den faglige og politiske kamp.55)
Storlockouten betød en svækkelse af kontakten mellem de nu ialt syv jyske Frem-
skridtsklubber, men var samtidig en
saltvandsindsprøjtningindenfor den enkelte
forening. Under konflikten var Fremskridtsklubberne flere steder særdeles ak-
tive, idet der på møder og i avisartikler blev rettet opfordringer til lærlingene om
at støtte deres ældre kammerater økonomisk og iøvrigt sørge for, at arbejdsgi-verne ikke benyttede lærlingenes arbejdskraft til overarbejde eller til varetagelseaf konfliktramt arbejde. Nogen opfordring til at tilslutte sig en eventuel strejke

synes det dog ikke at være kommet til, men
lærlingenesstøtte til fagbevægelsenunder konflikten betød mange steder et revideret syn på ungdomsbevægelsen,så-
ledes at Fremskridtsklubberne i de fleste jyske købstæder i tiden efter blev opta-
get i den lokale Fællesorganisation§6)
Kort efter konflikten kom det til alvorlige kontroverser mellem Fremskridts-
klubben i Århus og Agitationsudvalgets ledelse med N. Chr. Haurum, Randers i
spidsen om en
reorganisering af forbundet, som Århus-klubbensformand Har-
ry Søiberg havde foreslået ud fra ønsket om at skabe en egentlig forbundsorga-
nisation, der også kunne deltage i diskussionen om
forskellige politiske emner,
som fZeks. en aktiv indsats for en ændret lærlingelovgivningê7)De fleste andre
klubber stillede sig skeptisk overfor de faktiske muligheder for en reorganise-
ring, hvilket førte til at klubben i Århus i september 1899 meldte sig ud af Agita-
52) Ibid.
53) Albinus Jensen, »Den socialdemokratiske UngdomsbevægelsesStart og Første Aar«
fra »Fra Trældom mod Dagning«.
54) Se bl.a. utrykt beretning om Kolding-klubben (Fremskridtsklub. Arkiv) ABA.
55) Beretning om de jydske Fremskridtsklubbers Agitationsudvalg II (Fremskridtsklub.
Arkiv) ABA.
56) Ibid.
57) Harry Søiberg, På vej med tiden s. 161 og s. 187; Forhandlingsprotokol for Frem-
skridstklubben i Ålborg29. juli 1899.
13

'
:w
tionsudvalget. I tiden efter arbejdede Harry Søiberg med' dannelsen af et nyt for-
bund med et større virkefelt, men allerede ved årsskiftet 1899/1900 blev konflik-
ten bilagt, da Agitationsudvalget gik ind på en række ændringer i vedtægterne,
der alle sigtede på at knytte klubberne tættere sammen?8 )
Tiden efter storkonflikten blev kulminationen på den første jyske ungdomsbevæ-
gelse, således at sammenslutningen ved udgangen af 1900 stod med 12 klubber
indenfor Agitationsudvalget med 804 medlemmer, samt Esbjerg, Vejle og en ny
forening i Varde med ialt 200 medlemmer udenfor59) Af disse afdelinger var
Århus langt den største med over 200 medlemmer, men også andre af de øst-
jyske foreninger var betydelige, f.eks. havde klubberne i Horsens, Fredericia og
Kolding alle over firs medlemmer. Af de øvrige klubber kom kun Randers og Ål-
borg over halvtreds medlemmer som berettigede til to repræsentanter i Agita-
tionsudvalget.5°)I tidsrummet 1900/1901 forsøgte først Århus-foreningenmed
»Fremskridtsklubbens Medlemsblad. Organ for den socialdemokratiske Ung-
dom« og Horsens-foreningen med »Fremskridtet. Medlemsblad for jydske
Fremskridtsklubber« at starte et medlemsblad, men i begge tilfælde mislykkedes
det for redaktøreme at fâ Agitationsudvalget til at overtage udgivelsen af blade-
ne, der derefter ret hurtigt gik ind, Århus-bladet efter kun tre numre, Horsens-
bladet efter fem.61)
Allerede i foråret 1901 kunne de første tegn på nedgang spores og til Agitations-
udvalgets årlige delegeretmøde i Horsens var kun repræsenteret otte klubber,
hvoraf flere kunne melde om stagnation eller tilbagegangçz)Alligevel behand-
ledes på mødet en række spørgsmål af stor betydning for en udvidelse af den soci-
aldemokratiske ungdomsorganisation. Det besluttedes således at danne en fond til
udgivelse af et medlemsblad varetaget af Agitationsudvalgetl33) Desuden blev der
lagt retningslinjer for lærlingenes placering under arbejdskampe, hvor Agita-
tionsudvalgets formand N. Chr. Haurum udarbejdede et opråb til forældre og
værger,hvori det b1.a. hed: »Ligeledes anmoder vi Dem under arbejdsstandsnin-
ger (strejker og lockouter) da nøjagtig at følge lærlingelovens paragraf 8 og 9,
der udtaler, at på Folkekirkens søn- og helligdage må lærlingene ikke anvendes
til andet arbejde end det, der henrører til det fag, de er ansatte ved«.64)
På mødet diskuteredes også forholdet til den i september 1900 dannede
Socialdemokratisk Ungdomsforening i København, som Agitationsvalget allerede
i et stykke tid havde stået i forbindelse med. Desuden havde N. Chr. Haurum
personlig kontakt med flere af de ledende københavnere ikke umiddelbart kunne
optages i de jyske Fremskridtsklubbers Agitationsudvalg, idet vedtægterne fra
januar 1900 kun havde taget hensyn til jyske klubber95) Dog ville man gerne
58) Ibid.
59) Beretning om de jydske Fremskridtsklubbers Agitationsudvalg II (Fremskridtsklub.
Arkiv).
60) Kassebog for de jydske Fremskridtsklubbers Agitationsudvan oktober kvartal 1900
(ABA).
›
61) Beretning om de jydske Fremskridtsklubbers Agitationsudvan III (Fremskridtsklub.
Arkiv) ABA.
62) »Fremskridtet« nr. 5 juni 1901.
63) Ibid.
64) Ibid.
14
:
:gm

ændre vedtægternefor at få et organisatorisk samarbejde med København, lige-
som man havde optaget kontakt med en lærlingeforening indenfor maskinfageti
Odense for at knytte kontakt til den fynske arbejderungdomi56)
Det var således en udbredt fornemmelse, at man var på vej til et landsdækkende
samarbejde mellem de socialdemokratiske ungdomsforeninger. Horsens-mødet
pegede frem mod dannelse af et egentligt landsforbund med den jyske bevægelse
som grundlag. I stedet blev mødet afslutningen på afholdelsen af faste delegeret-
møder og begyndelsen til enden for de jyske F remskridtsklubber. I løbet af et par
år var de fleste afdelinger gået ind, Agitationsudvalget ophørt med at fungere og
initiativet til det første landsdækkende forbund flyttet til hovedstaden.
Denne opløsning af den jyske bevægelse viste sig først ved en svækkelse af kontak-
ten mellem klubberne og Agitationsudvalgets ledelse, hvorefter indbetalingerne til
forbundet begyndte at udeblive.57)Denne udvikling kuhninerede i 1902, hvor kun
foreningerne nord for Limfjorden betalte til Agitationsudvalget, og sommeren
1902 synes kun at være blevet overlevet af klubberne i Århus,Ålborg,Kolding
og Ringkøbing, selv om det ikke er sandsynligt, at der fandt nogen formel opløs-
ning sted af de øvrige ungdomsforeninger.68)
Opløsningen indenfor de enkelte klubber lader sig ikke nærmere beskrive, bort-
set fra Fremskridtsklubben i Ålborg,hvor forhandlingsbogen fra årene 1902 til
1904 kan give indblik i opløsningens forløb og de forklaringer, man indenfor
klubben selv fandt på det pludselige tilbageslag. Fra årsskiftet 1901/1902 og i ti-
den frem gik medlemstallet i Ålborg-klubbensåledes drastisk tilbage, ligesom til-
slutningen til møder, generalforsamlinger og endda til foreningens baller var på
retur. Veteranen Johan Gerdt udtalte sig på medlemsmøder om årsagen til denne
udvikling og pegede især på, at det var »de mange og dårlige forlystelser«, der
optog de unges tid og penge. Desuden blev der indenfor foreningen peget på spor-
ten, som en af de faktorer, der havde medvirket til den svigtende politiske inter-
esse.69)Sportens demobiliserende virkning havde man iøvrigt også observeret i
andre Fremskridtsklubber, ligesom udenlandske ungdomsbevægelser var klar
l
over dette forhold.7°)
Trods massiv støtte fra den socialdemokratiske partiafdeling og den lokale presse
lykkedes det ikke at puste nyt liv i Fremskridtsklubben i Ålborgog allerede i ef-
teråret 1902 besluttede man at indstille virksomheden indtil videre, hvorefter et
administrationsudvalg skulle varetage klubbens interesser.71 ) I løbet af 1903
___
65) Vedtægter for de jydske Fremskridtsklubbers Agitationsudvalg (Fremskridtsklub.
Arkiv) ABA.
66) »Fremskridtet nr. 5 juni 1901.
67) Se således Forhandlingsprotokol for Fredericia Fremskridtsklub 1900-1902 (ABA),
heri ses kun en direkte henvendelse fra Agitationsudvalget efter Horsens-mødet 29.
aug. 1901.
68) Se feks. Forhandlingsprotokol for Fremskridtsklubben Fredericia 21. juni 1902,
hvor man vedtog at ligge stille sommeren over, men virksomheden blev aldrig gen-
optaget.
69) Forhandlingsbog for Fremskridtsklubben i Ålborg 19. jan. 1902 (Fremskridtsklub.
Arkiv) ABA.
70) Se f.eks. den svenske socialistiske ungdomsbevægelse i Tage Lindbom, Den socialde-
mokratiska ungdomsrörelsen i Sverige s. 189.
15

afholdt dette administrationsudvalg to møder, men fandt ikke gr
fornyet aktivitet. Udvalget diskuterede desuden, hvad der skulle
tionsudvalgets kassebeholdning, som den tidligere forbundskass
medlem af klubben i Ålborg,stadig sad inde med. Johan Gerd!
spørgsmål talt med formanden for De jydske Fremskridtsklubba
valg N. Chr. Haurum, der havde meddelt, at forbundet måtte :
men at Thon foreløbig burde lade kassebeholdningen stå urørt,
tionsudvalget i det mindste formelt vedblev at bestå?2 )
I 1904 holdtes flere møder indenfor administrationsudvalget, mc
mest foreningens og Agitationsudvalgets eventuelle opløsning, :
Fremskridtsklubben i Ålborgfik i marts 1904 indbydelse til sti:
for Socialistisk Ungdomsforbund, men valgte ikke at lade
p. gr.a. den ringe økonomi og foreningens generelle stilling. Th«
uden tilbage til indbyderne Socialdemokratisk Ungsomsforening
den jyske ungdomsbevægelsemåtte siges at være døet hen?3 )
I august 1904 kom det til den formelle opløsning af Agitationsudr
ske Fremskridtsklubber. Ålborg-formandenhavde haft en samt
sationens formand Haurum, der mente, at kassebeholdningen b
formål, da klubberne for størstedelens vedkommende var op
svarede på henvendelser. Bestyrelsen for Ålborg-klubbenvedtog
lelse om, at Fremskridtsklubben i Ålborgmåtte anses for at væ
bageværende klub i Agitationsudvalget og som sådan berettiget t:
melse om kassebeholdningens anvendelse. Bestyrelsen henstilled
ralforsamlingen, at den vedtog at ophæve Agitationsudvalget, og
ningen overgik til den socialdemokratiske valgagitationsfond74) l
generalforsamling d.3. september 1904, og to måneder efter besl
at opløse klubben i Ålborg.75)
Ålborg-klubbensnedlæggelse betød, at kun Fremskridtsklubben
bage af den oprindelige jyske bevægelse, men denne forening ha
teråret 1901 ophørt med at betale til Agitationsudvalget?6) Fren
Århus blev således den eneste jyske klub, der i foråret 1904 in
landsdækkende ungdomsforbund Socialistisk Ungdomsforbund i
Om årsagerne til De jyske Fremskridtsklubbers forsvinden anfø
sen i en artikel om bevægelsen, at det var dens døgnpolitiske k
det hedder, at »den begyndte i den politiske brydningstid, hvor I
og var vel også præget af de døgnpolitiske forhold. Den endte (
da demokratiet havde sejret, og parlamentarismen blev ane
me.«77)Denne forklaring er dog noget mangelfuld, idet den pa1
spillede en ringe rolle for de jyske Fremskridstklubber omkring
71) Forhandlingsbog for Fremskridtsklubben i Ålborg1902-1904 18. nr
72) Ibid. 7. sept. 1903.
73) Ibid. 17. marts 1904; direkte indbudt blev den overlevende Fremsk
se Forhandlingsprotokol For Fremskridtsklubben i Århus 17. marts
74) Forhandlingsbog for Fremskridtsklubben i Ålborg22. aug. og 3. se;
75) Ibid. 9. nov. 1904.
76) Kassebog for de jydske Fremskridtsklubbers Agitationsudvalg oktol
77) Albinus Jensen, anf. arb. s. 24.
16

tet. Deres forsvinden mâ'i højere grad ses som udtryk for det generelle tilbage-
"
”
slag hele arbejderbevægelsenvar underlagt under den kortvarige lavkonjunktur
i årene 1902/1903. Såvel partiafdelingeme som fagforbundene stagnerede eller
gik tilbage i medlemstal, ligesom den tilsvarende ungdomsforening i København
gik tilbage fra 200' til kun 15 medlemmer i samme tidsrum.78 )
'
Når Fremskridtsklubberne var særligt sårbare skyldtes det utvivlsomt også de
begrænsninger, der lå i foreningernes virkefelt. Reelt omend ikke formelt var
Fremskridtsklubberne udelukkende for lærlinge, hvis andel af de unge arbejdere
var svindende, ligesom tendensen til at forlade klubberne, når man blev udlært
drænede bevægelsen for medlemmer og mere erfarne ledere. Hertil kom så de
forhold, man selv indenfor klubberne kunne erkende, nemlig konkurrencen fra
de i slutningen af 1990*erne opdukkede sportsforeninger og andre fritidssys-
ler79); forhold, som også senere bevirkede, at de politiske ungdomsorganisa-
tioner kun kom til at huse en begrænset del af den danske ungdom.
Utrykt materiale vedrørende De jyske Fremskridtsklubber:
Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, København
Fremskridtsklubbernes Arkiv. Korrespondance og diverse vedrørende Fremskridts-
klubberne i Jylland (Fremskridtsklub. Arkiv).
Forhandlingsprotokollerfor Fremskridtsklubben i Ålborg1889-1894, 1894-1902.
Forhandlingsprotokol for Fredericia Fremskridtsklub 1900-1902.
Forhandlingsprotokol for Fremskridtsklubben i Århus (Socialistisk Ungdomsforening)
1903-1911.
Forhandlingsbog for Fremskridtsklubben i Ålborg(Fremskridtsklub. Arkiv) 1902-1904.
Kassebog for de jydske Fremskridtsklubbers Agitationsudvalg 1897-1902.
Medlemsbog for Fremskridtsklubben i Århus (Socialistisk Ungdomsforening) 1902-1910.
Kassebog for Fremskridtsklubben i Ålborg(Fremskridtsklub. Arkiv) 1901-1904.
78) Om tilbegangen på landsplan se Vagn Dybdahl, anf. arb. s. 212; på lokalt plan Hans
Kaae, Socialdemokratiet i Århus 1882-1915 s. 12; tilbagegangen i Socialdemokratisk
Ungdomsforening i København se »De Unges Blad« august 1903 (S.U.F. Arkiv)
ABA.
79) Om sportens demokratisering se Vagn Dybdahl, De nye klasser s. 406 ff.
x) For en mere indgående behandling af de jyske Fremskridtsklubber se Jørgen Würtz
Sørensen, Socialdemokratisk Ungdom. Fremskridtsklubberne i Jylland 1885-1904
(utrykt manuskript 122 p.), som findes i Arbejderbevægelsens Bibliotek og arkiv. Heri
findes bl.a. som bilag en oversigt over Fremskridtsklubberne i de forskellige byer.
17

VillumHansen
Studenter-enhedsfront'for40 år siden
Den socialistisk-kommunistiske studenterkongres iParis 1937
Allerede i de første år af trediverne påbegyndtes i flere lande -
også her i Dan-
mark -
et organisatorisk samarbejde imellem socialistiske/socialdemokratiske og
kommunistiske studenter.
Bestræbelserne for et mere formaliseret samarbejde også på internationalt plan
mellem de respektive studenterinternationaler forstærkedes af den siden februar
1934 voksende folkefrontsbevægelse i Frankrig, der fik international kommunis-
tisk anerkendelse på Kominterns 7. kongres i sommeren 1935 og som førte til
dannelsen af den første folkefrontsregering i sommeren 1936 under Leon Blums
ledelse og med kommunisternes støtte.
Den 14. juni 1936 var en samarbejdskomité bestående af repræsentanter for
Federation Internationale des Etudiants Socialistes (FIES) og Commission Inter-
nationale des Etudiants Communistes (CIEC) samlet i Paris for at diskutere mu-
lighederne for samarbejde mellem de to internationale organisationer. Man ene-
des om udgivelsen af en fælles periodisk informationsbulletin om det socialistisk-
kommunistiske studenterarbejde.
I juli 1936 afholdt FIES en kongres i Oxford, som bifaldt samarbejdsaftalen med
CIEC og godkendte som diskussionsgrundlag et af samarbejdskomiteen udarbej-
1
det forslag angående en forenet international socialistisk studenterføderation om-
fattende organiserede socialister og kommunister samt partiløse socialister. For-
slaget udsendtes til de forskellige nationale Studenterorganisationer som en for-
beredelse til den sammenslutningskongres, som blev berammet til sommeren
1937.
Danmark
Den førende organisation for venstreindstillede studenter her i landet har lige
siden dets oprettelse i 1882 været Studentersamfundet. I årene 1922-1924 eksi-
sterede uden for Studentersamfundet en nærmest kommunistisk studenterfore-
ning under navnet Det Ny Studentersamfund. Herefter blev det igen Studenter-
samfundet, som blev samlingspunktet for de venstreindstillede studenter. Med ud-
givelsen af de socialistiske tidsskrifter Clarté 1926-1927 og Monde 1928-1931
voksede Studentersamfundet og forblev lige til krigen den store samlende socialis-
tiske studenterorganisation.
Størsteparten af Studentersamfundets medlemmer var ikke partimæssigt organi-
seret. De organiserede socialdemokratiske og kommunistiske studenter var
'
primært organiseret i deres respektive ungdoms- eller partiorganisationer.
Først i 1931 dannedes Socialdemokratiske Studenter som selvstændigorganisa-
tion, mens den noget senere oprettede Kommunistiske Studenter nærmest funge-
rede som en fraktion inden for Studentersamfundet og de i 1932 oprettede Socia-
listiske Faggrupper. De socialistiske faggrupper var grupper af studenter og
kandidater inden for de forskellige fag, der samledes for udfra et marxistisk
grundsyn at behandle de samfundsmæssige problemer inden for deres fagom-
råde. Det blev især fra medicinernes, arkitekternes og politternes grupper at
meget vigtigt materiale blev fremdraget, som kom til at spille en rolle i trediver-
18

nes samfundsdebat. De socialistiske faggrupper deltog ligeledes i studenterråds-
valgene under navnet Social Samling, der i en årrække blev den ledende gruppe
inden for Studenterrådet, fra 1931-1932, da Lis Tørsleff (senere Groes) valgtes'
til formand.
På trods af den meget stærke modsætning imellem Socialdemokratiet og det kom-
munistiske parti lige op til krigen, var der i studenterbevægelsen et udmærket
samarbejde mellem socialdemokratiske, kommunistiske og partiløse studenter så-
vel i Studentersamfundet som i de Socialistiske Faggrupper, hvilket afdøde stats-
minister Viggo Kampmann iøvrigt gav udtryk for i det interview, fjernsynet hav-
de med ham umiddelbart før hans død.
Kongressen i Paris
Samtidig med den socialistiske studenterkongres i Oxford udbrød den spanske
borgerkrig, hvilket medførte en stærkt øget aktivitet i alle venstreindstillede
kredse. Ikke blot socialister og kommunister, men store dele af det progressive
borgerskab, blev inddraget i en
folkefrontsbevægelsefor solidatitet med og hjælp
til den spanske republik. Blandt de danske studenter var aktiviteten også stor, og i
foråret 1937 var en dansk studenterdelegation på 6 medlemmer, heraf 2 fra de
Socialistiske Faggrupper, pá rundrejse i de republikanske omrâder efter invita-
tion af den spanske studenterunion.
I Frankrig regerede en folkefrontsregering og i sommeren 1937 afholdtes den,
sidste verdensudstilling inden krigen i Paris, der også var et center for solidari-
tetsarbejdet for den spanske republik. Det var derfor rimeligt, at Paris blev valgt
til afholdelse af de socialistisk-kommunistiske studenters enhedskongres den 15. -
18. juli -
dagen efter bastilledagen, hvor der i Paris afholdtes den hidtil største
folkefrontsdemonstration.
Allerede under 14. juli-demonstrationen og under festlige sammenkomster om af-
tenen mødtes vi deltagere i de kommende dages kongres, hvortil 150 delegerede
og 38 observatører var tilmeldt som repræsentanter for socialistiske, kommunis-
tiske og uafhængig socialistiske Studenterorganisationer i 24 lande.
Foruden fra de fleste vesteuropæiske lande, herunder også Tyskland og Polen,
var der deltagere fra USA, Mexiko, Australien, Ceylon, Indien og Indonesien.
De talstærkeste delegationer var fra Storbritannien, USA og Frankrig, der til-
sammen tegnede sig for to trediedele af deltagerne.
Fra Skandinavien deltog repræsentanter fra Norge, Finland og Danmark.
De ledende for kongressen var for IFES englænderen John Morris og belgieren
Jacqes Coeckelenbergh, og for CIED Victor Ducros, senere kaldet André Vic-
tor, angivelig fra Frankrig (hans faktiske identitet, såvel hvad navn som nationa-
litet angår, er aldrig blevet klar for mig) og Pierre Hervé fra Frankrig (senere
ledende funktionær i det franske kommunistparti, men udelukket af partiet i be-
gyndelsen af halvtresserne).
'
Lederen af delegationen fra den uden for internationalerne stående American
Student Union var Joe Lash, der var på permission fra den internationale bri-
gade i Spanien. De 6 delegater fra de forenede Socialistiske Studenter i Spanien
var ledet af José Alcala-Zamora, en søn af den spanske republiks første præsi-
dent. Det norske Arbeiderpartis studenter var repræsenteret af John Sanness
(nu direktør for Norsk udenrikspolitisk institut).
19

Å'V'Fra Danmark'var SoCialdemokratiskeStudenter repræsenteret af 4 del'egater.
og 1 observatør, blandt hvilke skal nævnes delegationslederen stud. jur. Torben
»'Permin'(nuadvokat i Esbjerg) og stud. polyt. Viggo Lønblad (nu civilingeniør i
København). Clarté (samlingSorganet for de Socialistiske Faggrupper) var re-
"
præsenteretaf stud. polit. Vagn Otterstrøm (indtil sin død 1976 ansat isocial-
ministeriet) og Kommunistiske Studenter af denne artikels forfatter stud. polyt.'
Villum Hansen (nu civilingeniør i København). I forhandlingerne på kongressen
deltog kun Permin og Villum Hansen, der begge var medlemmer af kongressens
politiske kommission.
Kongressens indhold
På kongressen behandledes foruden spørgsmålet om dannelsen af en forenet so-
cialistisk studenterinternationale følgende emner: Studenternes materielle stilling,
Studenternes deltagelse i kampen mod krigen og fascismen, Den socialistiske op-
dragelse af studenterne.
Diskussionerne var meget indgående (det kortfattede kongresreferat med bilag
fylder ikke mindre end 42 maskinskrevne sider) og fuld af interessante facta. Det
fremgik af diskussionen, at de skandinaviske studenters stilling var fuldstændig
anderledes end de andre landes studenters. Deres materielle og studiemæssige
stilling var væsentlig bedre end de andres, og organiseringen i de socialistiske fag-
grupper var speciel skandinavisk.
Resultatet af diskussionen om studenterinternationalernes sammenslutning blev
dannelsen af Studenternes Internationale Association for Socialismen med det
,i formål ,at opretholde forbindelse med de deltagende organisationer, regelmæssigt
at udsende informationsmateriale og fungere som bindeled mellem organisatio-
nerne i spørgsmål, hvor en fælles kamp er mulig, som f.eks. i kampen mod fascis-
me og krig og med hensyn til hjælpen til Spanien. Medlemmer af associationen
blev FIES og CIEC samt USA”s og Mexicos socialistiske studenterunioner og det
Norske Arbeiderpartis studenter.
Den fuldstændige organisatioriske enhed nåede man ikke frem til, fordi 4-5 af
FIES,s sektioner, bl.a. Danmark, Holland og Czechoslovakiet mente sig ude af
stand til at deltage i en sådan.
Permin udtalte således, at det danske Socialdemokrati ikke var marxistisk, men
nærmest et parti af De Man-typen, og at Socialdemokratiets samarbejde med de
Radikale ville vanskeliggøres af en enhedsfront med kommunisterne inden for
studenterverdenen. En enhedsorganisation med kommunisterne ville blive mindre
end den socialdemokratiske organisation selv var nu, udtalte han.
Over for dette udtrykte jeg min forbavselse, eftersom antallet af kommunistiske
studenter i Danmark var lige så stort som antallet af socialdemokratiske, uanset
det kommunistiske partis ringe størrelse. Og i mere end 3 år havde der været et
udmærket og frugtbringende samarbejde mellem de socialdemokratiske og kom-
munistiske studenter, og det ville man fortsætte med efter kongressen -
hvilket
også blev tilfældet.
Uanset disse divergenser blev ved kongressens afslutning samtlige resolutioner
enstemmigt vedtaget.
20

Spanien
I resolutionen om Spanien opfordredes til solidaritet med det republikanske styre'
r«
.1"'7
og stigende pres fra en forenet arbejderklasse mod de vesteuropæiske Staters
'
forræderi over for republikken, for afslutning af blokaden og for indgriben igen-
nem Folkeforbundet mod den fascistiske intervention på Francos sidef På det
skarpeste fordømtes det trotzkistiske POUM-partis kontrarevolutionære hand-
linger og endelig hilstes den beslutning, som den socialistiske og den kommunis-
'
tiske ungdomsinternationale havde vedtaget på et fællesmøde få dage forinden
i .-
Valencia om en fælles kamp for hjælp til Spanien. ,
.
Netop disse sidste to punkter nævnes, fordi de på kongressens første dag blev
fremdraget af generalsekretæren for det Forenede Spanske Socialistiske Ung-
domsforbund, Santiago Carillo, der kom direkte fra Spanien og opfordrede kon-'
gressen til enhed i fortsættelse af den vigtige beslutning, de to ungdomsinternatio-
naler havde truffet ved mødet i Valencia -
det første fællesmøde i 16 år.
Måske vil man undre sig over, at studenterkongressen i 1937 ikke beskæftigede
sig med spørgsmål om selve undervisningen ved universiteterne -
spørgsmål som
for vore dages socialistiske studenter er af største vigtighed. Men disse spørgs-
mål var endnu ikke sat på dagsordenen for 40 år siden.
Truslen fra fascismen og den truende krigsfare og mulighederne for at styrke
modstanden herimod, var kongressens indhold. _
Selv om kongressenkog samværet med ligesindede fra andre lande havde været en A
stor opmuntring for deltagerne, forlod vi dog Paris med forudanelser om en
mørk fremtid. Vore eventuelle illusioner om den franske folkefrontsregerings
indflydelse i sammenligning med »de 200 familiers« var borte, og vi erkendte
mere og mere, at den spanske republik kæmpede med ryggen mod muren.
'
7P.S. Alt materiale vedrørende den socialistisk-kommunistiske studenterkongres i
Paris 1937 er afleveret til Arbejderbevægelsensbibliotek og Arkiv.
21

SEMINARET 1976
Referatet er redigeret af Erik Strange Petersen
SFAH afholdt d. 1.-3. oktober 1976 sit 4. week-end-seminar, der som sidste år
fandt sted på Molslaboratoriet ved Femmøller.
Emnet var »Forholdet mellem teori og empiri i forbindelse med forskning i -
og
fremstilling af -
arbejderbevægelsens historie« og behandledes med udgangs-
punkt i 4 nyere udgivelser, hvis forfattere alle deltog i seminaret. Forløbet var
planlagt i tre afdelinger:
l) Lokale/regionale studier af arbejderbevægelsens historie,
2) Studier af arbejdskonflikter i mellemkrigstiden,
3) Oversigtsfremstillinger af arbejderbevægelsens historie i Danmark og en af-
sluttende, opsamlende diskussion.
Seminaret var arrangeret af Torben Peter Andersen, Erik Christensen, Søren
Federspiel og Erik Strange Petersen. Forbundet Socialisterne var repræsenteret
af Claus Holm Jensen og Dan Mogensen (København). Endvidere deltog Gunhild
Agger (Ålborg),Gerd Callesen (Humlebæk), Jens Christensen (Århus),Niels
Finn Christiansen (Vanløse), Vibeke Elholm (Bellinge), Nina Frandsen (Hvid-
ovre) Anker Gemzøe (Ålborg),Henning Grelle (Brøndby Strand), Kirsten Har-
rits (Risskov), Knud Knudsen (Århus),Tove Lund (København), Flemming Mik-
kelsen (København), Henrik Nielsen (Vodskov), Vagn Oluf Nielsen (Bagsværd),
Gert Poulsen (Ålborg), Hans Priemé (Hellerup), Anna-Birte Ravn (Ålborg),
Tom Sinding (Åbyhøj),Therkel Stræde (København), Jens Topholm (Århus),
Oluf Unnerup (Tranekær), Bogdan Wierzba (Rønde), Nete Wingender (Køben-
havn), Michael Wolfe (Roskilde) og Jens Frese (Skive).
-
1. session, fredag aften. Referent: Michael Wolfe.
Emne: Gerd Callesen: En verden at vinde & Erik Christensen: Havnearbejder-
strejken i Esbjerg i 1893.
Søren Federspiel indledte seminaret med et kort oplæg om dets hovedtema: For-
holdet mellem teori og empiri ved fremstillingen af arbejderbevægelsenshistorie,
drøftet med udgangspunkt i 4 konkrete afhandlinger med tilstedeværende forfat-
tere -
i modsætning til tidligere seminarers mere abstrakte diskussioner af pro-
blematikken. Seminarforløbet ville bevæge sig fra mikro- (lokalundersøgelsen)til
makroplanet (den landsdækkende fremstilling). Søren opridsede to hovedpositio-
ner (forskningsstrategier) i den standende teori/empiri-debat:
1) Den teoretiske tilgang udfra hvilken der struktureres en sammenhæng mellem
de eksisterende data. Disse nytolkes, men nye kilder inddrages ikke.
2) Den konkrete tilgang som -
styret af teoretisk indsigt -
specielt er interesse-
ret i etablere nye data/kilder og udmønte dem i detailundersøgelser.
Begge positioner har aktuelle politiske implikationer. Begge må være totale i be-
tragtningen af arbejderbevægelsen. De er ikke hinanden udelukkende.
Søren frabad sig en diskussion på dette tidspunkt, og man fortsatte straks med se-
minarets første afdeling: Lokale/regionale studier.
Gerd Callesen gav først en kort præsentation af sin bog om arbejderbevægelsens
start i Sønderjylland. Bogen intenderede at være en populært skrevet og umid-
delbart tilgængelig form for formidling af nogle grundlæggende og stadig rele-
22

vante læresætninger (som bl.a. var udtrykt i Marx-citatet s. 8). Formålet havde
været at hæve rellektionsniveauet blandt engagerede læsere ved at vise, hvordan
arbejderne dengang handlede under givne betingelser. Historiske og/eller lokale
erfaringer lader sig vanskeligt overføre til en aktuel situation, men viden om disse
erfaringer kan i sig selv have en effekt. ,
Fra Erik Christensen var der på forhånd udsendt et papir, i hvilket der rejstes
en række specielle og generelle problemstillinger i og omkring hans Esbjerg-
'
undersøgelse. Med udgangspunkt i papiret uddybede han især den bag afhandlin- -
gen liggende, implicitte betragtning af konflikten som læreproces for de impli- '
cerede. I konfliktsituationen blotlægges de ofte tilslørede, grundlæggende klasse- '
modsætninger. I bogen vises, hvordan arbejderne oplevede situationen på for-
skellige måder og fik forskellige erfaringer ud af den -
hvordan den virkede
polariserende. Men denne betragtning var ikke explicit fremhævet i bogen og var
ikke gjort til en klar problemstilling.
Debat
Under den efterfølgendediskussion tilføjede Gerd Callesen, at marxistisk teori
efter hans mening fungerer analyserende i fredelige perioder og revolutioneren-
'
de i revolutionære perioder. En historisk analyse, som er styret af marxistisk
teori, går i retning af en undersøgelse af, hvordan klasser opstår og danner ud-
gangspunkt for den historiske udvikling. Dette syn havde styret hans undersøgel-
se, og det havde ført til et helt andet resultat end en borgerlig historiker ville
kunne nå frem til. Erik Christensen supplerede sit oplæg med en oplysning om, at
bogen var et på forhånd utilsigtet biprodukt af en bredere undersøgelse, hvor-_
under han havde fundet kildemateriale. Dette havde forekommet interessant nok
til at berettige en selvstændig undersøgelse. Teorien var på forhånd givet. Kilder-
ne havde blot leveret et interessant og konkret eksempel på, hvordan klassekam-
pen foregår, og viste visse fundamentale træk, som også er relevante i dag. For-
målet var pædagogisk' Fremstillingen var skrevet i en let tilgængelig form til
brug for bl.a. arbejderbevægelsenog skolen.
Diskussionen iøvrigt kredsede omkring to spørgsmål:
1) Hvordan forfatternes empiriske forskning eventuelt havde virket tilbage på
deres teoretiske forestillinger. Det blev udtrykt på forskellige måder: Om deres
studier havde modificeret deres teorier?
Hvorvidt forfatternes formål havde været pædagogisk (formidling, propaganda)
eller teoretiske erkendelse på empirisk grundlag? Hvilke kontrete forståelses-
mæssige (teoretiske) problemer de havde mødt i den empiriske fremstilling? Hvil-
ke teoretiske svagheder og hvilken styrke de havde oplevet ved at beskæftige sig
med empiriske studier på lokalt plan og inden for snævre tidsgrænser? Og på
lignende måde: Hvad skete der, når man abstraherede fra samfundet i sin totali-
tet ved at koncentrere sig om den ene klasse, arbejderne?
2) Om de to bøger -
forfatternes pædagogiske hensigter til trods -
virkelig var
let tilgængelige for »en gemen arbejder i Danmark« (Oluf Unnerup)? Dette
spørgsmål affødte en diskussion om flere punkter: Var bøgerne skrevet populært
nok? Var tilgængelighed kun et spørgsmål om fremmedord kontra populært
sprog, eller manglede der fra »gemene arbejderes« side en indsats for at forstå
23

tingenes sammenhæng ganske uafhængig af bogens sværhedsgrad.Det var blevet
fremhævet, dels at arbejderne skulle kunne genkende deres egne erfaringer i
fremstillingen af fortidens klassekamp, dels at det netop var den teoretisk bevidste
historikers opgave at opdage tingenes sammenhæng i konkrete erfaringer. I for-
længelse heraf var det endvidere blevet fremhævet, at en erkendelse af tingenes
sammenhæng var den nødvendige forudsætning for en pædagogisk formidling, og
at en fremstilling, som var for populært skrevet, ville risikere at tilsløre og
forenkle den virkelighedskompleksitet, som en nuanceret teori var beregnet til at
afdække.
2. Session, lørdag formiddag. Referent: Jens Christensen
Emne: Torben Andersen: Staten og storkonflikten 1925.
Med udgangspunkt i et af ham og Knud Knudsen udarbejdet skriftligt oplæg
gjorde Torben Andersen rede for baggrunden for sin analyse af arbejdsmands-
konflikten i 1925. Der var tale om en stort set uændret udgivelse af et speciale, og
bogen var som sådan underlagt nogle uheldige begrænsninger m.h.t. omfang og
"
udarbejdelsestid. Dernæst behandlede han den tilgrundliggende teori, specielt
med henblik på kapitalbegrebets forståelse. Torben og Knud mente, at den man-
gelfulde sammenhæng mellem bogens 1. afsnit og konkrete andet afsnit skyldtes et
for løst kapitalbegreb. Med en mere nuanceret opfattelse af kapitalen, ikke som
determinerende, men som tendensafstikkende, ville klassekampen kunne være
indgået mere integreret i fremstillingen.
Den efterfølgendediskussion drejede sig om forholdet mellem teori og empiri i
fremstillingen, herunder hvordan indholdet adskilte sig fra en borgerlig tilgangs-_
vinkel. Der blev peget på, at Torbens fremstilling i modsætning til gængs borger-
lig historieskrivning havde en klar prioritering af årsagssammenhængene,og at
han påviste en vis nødvendighedi begivenhedsforløbetog statens rolle. Det frem-
førte endvidere, at bogen kun behandlede en side af konflikten, og at man ligesâvel
kunne fremdrage andre problemstillinger, som f.eks. modsætningeme i arbejder-
klassen og kapitalistklassen. Statsopfattelsen blev også taget op til diskussion og
spørgsmålet om, hvorfor statsindgreb netop aktualiseredes på dette tidspunkt i
kapitalismens og arbejderbevægelsenshistorie.
3. Session, lørdag eftermiddag og aften.Referent: Knud Knudsen
Emne: Forbundet Socialisteme: »Lad falde hvad ikke kan stå« Dan Mogensen og
Claus Holm Jensen berørte 3 punkter.
1. Ophavssituationen.
»lad falde ...« var et resultat af den »nye« interesse for arbejderbevægelsens hi-
storie. Men det havde ikke været muligt at drage nytte af den nyere marxistiske
forskning i arbejderbevægelsenshistorie, da den var skrevet i 1972. Hensigten
med »lad falde ...« var heller ikke at udarbejde et nyt dokumentationsværk, men
det var ud fra et marxistisk standpunkt og med et politisk udgangspunkt at bi-
drage til en forståelse af klassekaman og til at drage erfaringer af historien.
Men arbejderbevægelsens historie var ikke en lang række af lærerige erfaringer
(bl.a. pga. af de afgørende forskellige betingelser for klassekampen). Muligheden
for at »lære« (af arbejderbevægelsens historie) lå i kontinuiteten: man kunne gen-
kende det samme indhold i nye former.
24

»lad falde 2..« var ikkeskrevet arbejderklassen,den var skrevetind i'enäven-
stretløjssammenhæng,og den var et led i debatten' på venstrefløjen,dvs. i kampen
mellem tendenserne; v
7-
'- '- '
2. Reformismeopfattelsen.
-Forudsætningerne for en fremstilling af arbejderbevægelsens historie var en
teori om objektet. Denne blev fremlagt i indledningen, hvor der specielt blev gjort
noget ud af reformismeforståelsen. Denne grundedes pá Marx”s sondring mellem
to former for kamp under kapitalismen: på den ene side kampen inden for løn-
systemets rammer, dvs. kampen for arbejdskraftens pris. Denne kamp var ikke,
'
revolutionær. Tværtimod var den det materielle fundament for reformismen,
som igen var arbejderklassens borgerlige ideologi. Såfremt arbejderbevægelsen
(dvs. den reformistiske fagforening og parti) forsøgte at holde arbejdernes kamp __ ;_,
inden for systemets rammer, måtte den betegnes som et ideologisk-statsapparat.
-
På den anden side den revolutionære kamp mod det kapitalistiske system.
I »lad falde ...« havde man villet undersøge de forskellige betingelser for de gene-
relle bestemmelsers og begrebers gennemslag i den danske samfundsformation. , V
3. Periodiseringspørgsmälet. Å _
Den marxistiske tradition operede med 3 grundliggende tolkninger: DKF-bevæ-
gelsen som betragtede produktivkræfternes udvikling som historiens drivkraft,
2) kapitallogikeme som betragtede kapitalforholdet som historiens drivkraft, og .
3) den tolkning, sOm Socialisterne befandt sig inden for, nemlig den leninistiske,
som anså klassekampen som historiens drivkraft. ,
1
Mens både 1) og 2) opererede med ét centralt subjekt, hvilket i sin konsekvens
'
medførte, at den kapitalistiske udvikling opfattedes som en lineær proces uden
kvalitative spring, så opererede den leninistiske med en kompleksitet af modsæt-
ninger inden for en samfundsformation med det økonomiske niveau som domi-
nans, hvilket gav mulighed for en periodisering ud fra de kvalitative spring. Til
grund for periodiseringen lå den opfattelse, at alle modsætninger inden for sam-
fundsformationen afspejlede sig på det politiske niveau, dvs. i spørgsmålet om sta-
ten. -
Det var også derfor man kunne tale om klassekampen som historiens driv-
kraft). Herudfra foretog Socialisterne flg. periodisering: 1. periode: 1849-1900,
konkurrencekapitalismen, som inden for arbejderklassens vedkommende mod-
svaredes af
›
arbejderbevægelsens »fødselsperiode«. 2. periode: 1900-1930, over- ;
gangsperiodenfra konkurrencekapitalismen til monopolkapitalisan som var en'
slags »tilpasningsperiode« for den reformistiske arbejderbevægelse. 3. periode:
1930-1945 med konsolideringen af monopolkapitalismen, med statsinterventionis-
men i højsædetog med Socialdemokratiet som regeringsbærende parti.
Diskussion
Debatten kredsede for en stor del om periodiserings- og reformismeproblema- ,
tikken og sammenhængen mellem disse to spørgsmål.Bl.a. berørtes problemet om
imperialismens betydning for perioden efter 1900 og overhovedet rejste der sig
spørgsmålet om hvilken betydning, man måtte tillægge de internationale forhold
og Danmarks placering på verdensmarkedet. Det erkendtes at de intematio-
nale forhold var ringe belyst, men det blev pointeret, at imperialismen medførte
25

w«
ændrede betingelser for kapitalismen, bl.a. resulterede det i en merværdi-over-
førsel til de imperialistiske lande, hvilket igen var basis for dannelsen af et »arbej-
deraristokrati«.
Der var almen uenighed i spørgsmålet om »arbejderaristokratiet«.For det før-
ste hvilket indhold begrebet havde. For Socialisterne gik »arbejderaristokratiet«
på tværs af skellet mellem faglærte-ufaglærte; det betegnede snarere fag- og par-
tibureaukratiet. For det andet diskuteredes det, til hvilket tidspunkt et sådant »ar-
bejderaristokrati« kunne dateres. Her blev det bl.a. fremført, at man først kunne
tale om et arbejderaristokrati fra 0.1924 (det vil sige med den første socialdemo-
kratiske regering).
-
Men i denne sammenhæng indgik også det fundamentale spørgsmål om, hvad
der var karakteristisk for den reformistiske arbejderbevægelse i de tre perio-
der: hvordan kunne man forstå socialdemokratiets udvikling og dets forvandlin-
ger, når man havde den opfattelse, at socialdemokratiet altid havde været et bor-
gerligt parti. For det trejde diskuteredes det, hvilken værdi det overhovedet hav-
de at operere med begrebet: et »arbejderaristokrati«. Det kunne ikke forklare
reformismen, blev det fremført. Det kunne ikke passe, at et mindretal, dvs. et ar-
bejderaristokrati, kunne fastholde resten af en i øvrigt revolutionær arbejder-
klasse. Man indløste ikke kravet om et materielt fundament for reformismen, når
man benyttede sig af »arbejderaristokratiet«. Og for det fjerde blev det hævdet,
at det var nødvendigt at inddrage begrebet »strategi«, i denne sammenhæng: på
den ene side som en arbejdsgiver-/kapitaliststrategi, der formulerede impulserne
fra verdensmarkedet (bl.a. som baggrund for dannelsen af et arbejderaristokra-
ti) og på den anden side som den reformistiske arbejderbevægelses, socialdemo-
kraternes, strategi for at opfange arbejderklassens interesser. -
Heri indgik også
problematikken om, hvorfor man i Danmark allerede så tidligt som med Septem-
berforliget fik institutionaliseret klassesamarbejdet.
Henimod debattens slutning pointerede Socialisterne igen den opfattelse, at den
tidlige historie, dvs. arbejderbevægelsens historie før 1945, måtte anses for lidet
givtig og lidet interessant ud fra et »smågruppestandpunkt«,bl.a. fordi de for-
skellige oppositioner mod Socialdemokratiet havde haft så ringe succes.
I den opsamlende debat behandledes de elementer i bogen, hvor en revision var
nødvendig. Socialisterne pegede her selv på behandlingen af strejkebevægelsen i
30'erne og på behandlingen af DKP generelt.
Desuden var der det fremstillingsmæssige problem omkring knudepunkter; man
måtte ud over præget af knudepunktsfremstillingen. -
Dette var samtidig en del
af problematikken omkring forholdet mellem enkeltstudier/detailstudier og over-
sigtsfremstillingen.
Det hang også sammen med noget andet, som blev ført frem, nemlig at fremstil-
lingen i »lad falde ...« var styret af forbundets interesse i at udarbejde et politisk
grundlag for en partidannelse, hvor man helt og aldeles baserede sig på tidligere
fremstillinger og disses empiriudvalg.
Derudover fremførtes det under debatten, at man i en revideret udgave af »lad
falde ...« måtte foretage en omvurdering af den socialdemokratiske arbejderbe-
vægelse og reformismen overhovedet, fordi som fremstillingen var, overså den
26

spændingeme og modsætningsfyldtheden inden for arbejderbevægelsen-
dialek-
tik var noge svært noget, konstateredes det. Der blev tillige fremført 3 elementer
og forudsætninger, som skulle være nødvendige for en arbejderbevægelsens hi-
storie: a) kapitalens cykliske udviklingsforløb måtte inddrages, b) der måtte fore-
tages enkeltstudier, og c) spørgsmålet om klassebevidsthed og de reelle livssam-
menhænge måtte indoptages.
4. Session, søndag formiddag. Referent: Tove Lund
Emne: Afsluttende debat.
Søren Federspiel forsøgte at sammenfatte nogle betragtninger over den diskus-
sion, der havde fundet sted fredag og lørdag med udgangspunkt i de forskellige
fremstillinger og deres forskellige forhold til teori/empiri diskussionerne. Han
konkluderede, at Gerd Callesen og Erik Christensen havde taget udgangspunkt i
det empiriske stof og ladet dette være bestemmende for undersøgelsen snarere
end teorien, hvorimod Forbundet Socialisterne havde taget udgangspunkt i teo-
rien og havde ladet det empiriske stof være af sekundær betydning. Det fremgik
imidlertid ikke ganske klart, hvilket teoretisk udgangspunkt, de havde haft. Tor-
ben Andersens fremstilling fremstod derimod som en mellemting mellem de oven-
nævnte fremstillinger, idet han havde taget konkret udgangspunkt i kildemateria-
let og således søgt at tilpasse teorien til empirien.
Efter denne sammenfatning opstod der en diskussion af, hvorvidt det var muligt
på nuværende tidspunkt at skrive en
arbejderbevægelsenshistorie med udgangs-
punkt i de mange detailundersøgelserover perioder og emner, som allerede er
skrevet. Michael Wolfe foreslog, at man nedsatte en
arbejdsgruppe, der skulle
undersøge hvor mange detailundersøgelserder manglede for at et sådant arbejde
kunne sættes igang. Erik Strange mente ikke, at en sådan fremstilling kunne skri-
ves inden for SFAH”s regi p.gr.a. uenighed om teorien, men ville fremhæve
SFAH”s udgivervirksomhed af detailundersøgelser.Han foreslog istedet, at
SFAH skulle søge forskningsmidler til oprettelsen af en
stipendiestilling, hvis
hovedformål skulle være at fremstille en
forskningsoversigtindeholdene: 1) Kro-
nologisk skellet. 2) Kommenteret gennemgang af detailundersøgelser3) Påpeg-
ning af »hullerne«. Gerd Callesen mente, at det ville være muligt at skrive en
oversigt over
arbejderbevægelsenshistorie. Han var enig med Erik Strange i, at
denne ikke kunne skrives i SFAH”s regi p.gr.a. antagonistiske teoretiske modsæt-
ninger, men han håbede meget, at en gruppe ville tage Forbundet Socialisternes
opfordring op og skrive en ny arbejderbevægelsenshistorie. Han mente endvide-
re, at en
forskningsoversigt og en helhedshistorie ville understøtte hinanden. For-
målet skulle være at afdække samfundets strukturer og former, således at arbej-
derilertallets holdningville ændres til en større interesse for og forståelse af egen
historie og dermed til politisk bevidstgørelse.
'
Henning Grelle foreslog, at man opgav at skrive, en
arbejderbevægelsenshistorie
på nuværende tidspunkt p.gr.a. de manglende undersøgelser af især fagbevægel-
sens forhold og udvikling. Endnu en fremstilling af arbejderbevægelsens historie
Ville blot betyde en reproduktion af de »kendte« begivenheder og man ville måske
blot opnå en anden politisk vurdering af udviklingen som følge af et andet teore-
tisk udgangspunkt end f.eks. Forbundet Socialisternes. Han foreslog istedet frem-
stilling af en syntese med 1) Kortere perspektiv 2) inddragelse af de øvrige politi-
ske partier og klasser 3) en grundig og tilbundsgåendeundersøgelse af den socio-
27

økonomiske strutur. En sådan form'ville måske kunne forene teoretisk/metodi-
ske uenigheder og man ville hurtigere kunne præstere en »forbilledlig« helheds-
fremstilling. Endelig foreslog han udgivelse af en struktureret kildesamling som et
langsigtet projekt.
Vagn Oluf Nielsen forstod 'ikke nervøsiteten for at lave en fremstilling på trods af
»hullerne«. Han var mere nervøs for, at fremstillingen aldrig ville blive skrevet,
hvis man skulle afvente fremkomsten af fyldestgørende detailundersøgelser. Mi-
chael Wolfe stillede forslag om udgivelse af detailundersøgelser indeholdende alt
detkildemateriale, man var stødt på, men som man ikke selv havde anvendt i sin
undersøgelse, for at hjælpe andre forskere i deres arbejde.
›
Torben Andersen støttede forslaget om en oversigtsfremstilling, men anbefalede
at man inddrog socio-økonomiske aspekter, idet det allerede udgivne i for høj
grad var organisationshistorie. Niels Finn Christiansen understøttede det tidlige-
re fremsatte synspunkt, at en syntese kun kunne skrives af en gruppe, der var po-
litisk og teoretisk enig. Han ville godt støtte inddragelsen af flere aspekter, men
mente ikke, at konsumptionssiden var det vigtigste -
produktionssiden var også
vigtig. Erik Strange afsluttede denne del af diskussionen med at konkludere, at en
forskningsoversigt ville kunne virke styrende for detailundersøgelser, som ikke
kunne være et mål i sig selv. Han mente, at tiden var løbet fra kildeudgivelser,
men han kunne ønske sig en arkivregistratur, der kunne kædes sammen med
_
forskningsoversigten.
Evaluering af seminaret
Der var almindelig tilfredshed med seminarets forløb. Man ønskede fortsat dis-
kussion af forskning, man den teoretiske diskussion mente man fremover skulle
foregå på et andet tidspunkt end seminaret.
SFAH,s bestyrelse indhentede forslag til næste seminars emne, og følgende for-
slag blev fremsat: 1) formidling af forskning 2) DKP”s historie 3) forholdet mel-
lem den internationale og nationale arbejderbevægelse.Man endte imidlertid med
at anbefale, at næste års seminar skulle beskæftige sig med sociale og ideologiske
forhold i nærmiljøet (denne titel er siden ændret til: arbejderklassens kultur og
levevis 1900-1940 i Danmark). Bestyrelsen ville opfordre Kirsten Harrits, Flem-
ming Mikkelsen, Flemming Hemmersam samt Peder Fuglsang som arrangører
af næste års seminars indholdsside.
28

SFAHs 7. generalforsath
i Folkets Hus fredag d. 4. februar 1977 kl. 19.30,
Dagsorden: 1.
1.
2.
Valg af dirigent og referent.
2. Bestyrelsens beretning (udsendt med indkaldelsen).
3. Regnskab.
4. Indkomne forslag.
5. Valg af
7 medlemmer til bestyrelsen
2 supleanter til bestyrelsen
2 revisorer.
6. Eventuelt.
Efter formandens, Vagn Oluf Nielsens, velkomst valgtes Niels Ole Højstrup
Jensen som dirigent og Erik Strange Petersen som referent.
Formanden indledte med to uddybende bemærkninger til den skriftlige beret-
ning:
Vedr. forholdet til GMT havde bestyrelsen netop definitivt besluttet at lade'
kontrakten udløbe, og at SFAH fremover selv skulle udgive alle sine publika-
tioner. Beslutningens udgangspunkt var GMTs opsigelse af kontraktens ind-
hold vedr. Skriftserien, men afgørende var, at selskabet ville have økonomisk
fordel af selv at udgive Årbog og Meddelelser. Pris og leveringsforhold om-
kring Årbog6 indgik også i overvejelserne.
Desuden udbad Vagn Oluf Nielsen sig specielt forsamlingens kommentarer til
beretningens omtale af bestyrelsens planer om et aktivt, igangsættende viden-
skabligtfremstød fra SFAHs side.
Debat:
Under debatten var der almindelig tilslutning til beslutningen om at indstille
samarbejdet med GMT. Det fremhævedes, at der ikke havde været tale om
egentlige uoverensstemmelser, men at bestyrelsen ikke længere fandt, at den
ydede service stod mål med forventningerne, og derfor mente, at de økonomi-
ske fordele ved selv at forestå udgivelserne ville opveje det administrative mer-
arbejde.
Debatten syntes også at vise almindelig tilslutning til tanken om SFAH som
igangsætter af større forskningsprojekter, ligesom man fandt det realistisk at
gøre sig forhåbningerom fond-støtte til et gennemarbejdet og velforberedt
projekt. Det i beretningen nævnte forslag om en
forskningsberetning vedr.
dansk arbejderbevægelseshistorie uddybedes, men det blev understreget, at
bestyrelsen endnu bevægede sig på idé-planet.Andre projekter efterlystes, og
ville blive behandlet seriøst, før man lagde sig fast på en linje.
Via et forslag om at lade større eller mindre seminarer arbejde sig frem mod
projektet førtes diskussionen over i en debat om selskabets tidligere og kom-
mende seminarvirksomhed.
Adskillige fandt de hidtidige seminarer for lidet givende (omend hyggelige og
interessante) og slog til lyd for mere målrettede og produktive seminarer eller
studiekredse med færre, men aktivt forskende deltagere af nogenlunde samme
metodiske indstilling. Synspunktet blev dog imødegáet af andre, som fandt de
traditionelle seminarer af stor oplysende værdi og de metodisk-videnskablige
meningsbrydninger frugtbare.
29

30
.
é,” ›
I tilslutning til denne debat redegjorde Flemming Hemmersam for den ned-
satte seminargruppes planer vedr. seminaret 1977. Man tilstræbte et tvær-
fagligt projekt med arbejdstiden »Arbejderklassens kultur og levevis
1900-1940 i Danmark«. Der blev ytret en vis bekymring for, om det meget
omfattende program kunne realiseres på et week-end seminar, og planlægger-
ne erkendte, at ikke alt kunne behandles lige indgående. Men det var nødven-
digt med den brede ramme, da det var processerne, udviklingen, der var det
væsentlige.
Michael Wolfe beklagede den uforsonlige meningsudveksling mellem to af sel-
skabets redaktører i Meddelelser nr. 7, men iøvrigt var der ikke flere be-
mærkninger til beretning, som godkendtes enstemmigt. Der var almindelig til-
fredshed med, at den var blevet udsendt skriftligt.
.
Kassereren, Erik Strange Petersen, kommenterede det omdelte årsregnskab.
Ikke mindst i kraft af en bevilling fra Statens humanistiske Forskningsråd var
selskabet gået økonomisk styrket ind i 1977. Bestyrelsen havde derfor ment at
kunne fastholde kontingentet på de 75 kr., men en forhøjelse ville næppe kunne
undgås i 1978.
Regnskabet godkendtes enstemmigt uden kommentarer.
Fra Jens Engberg (som ikke var tilstede) var indsendt forslag om, at vedtæg-
terne ændredes således, »at selskabets bestyrelse valgtes ved skriftlig afstem-
ning blandt selskabets medlemmer«.
Under debatten bemærkede formanden med henvisning til tidligere general-
forsamlingsdiskussioner herom, at forslagets realisation forudsatte et betalt
administrationsapparat, hvilket fortsat var udelukket. Da forslaget ikke var
formuleret som et direkte ændringsforslag, foretoges en afstemning om for-
samlingens holdning til dets principielle indhold. To af de tilstedeværende und-
lod at stemme, mens resten stemte imod.
. Ved valget blev følgende 7 kandidater valgt som ordinære medlemmer af be-
styrelsen:
Henning Grelle (23), Vagn Oluf Nielsen (23), Niels Senius Clausen (20), Gerd
Callesen (18), Erik Strange Petersen (16), Søren Federspiel (15) og Niels Ole
Højstrup Jensen (15).
Som suppleanter valgtes Torben Peter Andersen (14) og Jens Christensen (9).
Stemmetallene er anført i parantes.
Som revisorer valgtes uden afstemning Lillian Fluger og Jørgen Kristiansen.
Vagn Oluf Nielsen udtrykte håbet om, at de nyvalgte suppleanter fortsat ville
deltage i bestyrelsesarbejdet. Han takkede Mogens Nielsen for en god og man-
geårig indsats som bestyrelsesmedlem og sekretær og beklagede, at han ikke
længere havde kunnet afse tid til at deltage i arbejdet.
Generalforsamlingen hævedes kl. 22,15.
Erik Strange Petersen

Rapport fra 12. Linzer-konference 1976
Den tolvte konference i »Internationale Tagung der Historiker der Arbeiter-
bewegung«(ITH), også kaldet Linzer-konferencen p.g.a. sit faste mødested i Linz,
'
Østrig, fandt sted i dagene fra d. 14. til d. 18. september 1976.
For SFAH deltog Gerd Callesen, Hans-Norbert Lahme, Curt Sørensen og un-
dertegnede. Efter et par års fravær p.g.a. ombygning samledes man igen i det
herligt beliggende »Jägermayrhof« med udsigt over byen. For ikke at blive for-
vekslet med en turist-reklame skal det dog tilføjes, at udsigten besværliggøres en
del af et tæt lag af røg fra byens mange fabriksskorstene. Men alligevel!
Der er efterhånden bygget en særlig stemning og et helt ceremoniel op omkring
Linzer-konferencerne. Det har den fordel, at man efter at have prøvet det én
gang er inde i rytmen og ikke kommer til at lide under konferencekuller, man på
den anden side forekommer det mig, at ceremonierne med udflugter, bespisnin- ›
ger, borgmestertaler mv. og ikke mindst den ganske traditionelle mødeform og
-ledelse bevirker en træghed i konferencens forløb og ind imellem ligefrem lam-
mer tilløb til spændende diskussioner. Formalia hæmmer de politiske og teoreti-
ske konfrontationer og dermed i nogen grad det faglige udbytte. Ondetunger vil
nok hævde, at dette netop er meningen med det tunge mødeapparat -
for at undgå
uoprettelige sammenstød mellem forskere fra de østlige og de vestlige lande, og
det er tænkeligt, at det i hvert fald er en del af forklaringen. En andel del er
utvivlsomt aldersfordelingen, hvor den gamle kerne af deltagere efterhånden er
et stykke op i årene og
-
selvom det for manges vedkommende iøvrigt er garvede
kæmper, der opretholder en politisk praksis 'jævnsides med den videnskabelige -
ikke virker særlig forhippet på at prøve andre mødeformer. Hvorom alting er:
Man skal have en vis tålmodighed for at komme igennem de tre dage med mundt-
lige forhandlinger, og spørgsmålet er, om de mindre tålmodige ikke snart er så
mange, at et initiativ til at ændre på formerne skulle have udsigt til at lykkes. Ti-
den vil vise det.
Det største faglige udbytte ved at deltage ligger efter min mening i første række i
de forskningsrapporter (i konferencesproget: Referate), der bliver udsendt på
forhånd, i anden række i de mere uformelle kontakter, man kan knytte under
konferencen. _
Også i 1976 forelå på forhånd et stort materiale for deltagerne. Hovedemnet
var: Parti og fagbevægelse før 1917 og biemnet: Metodologiske problemer ved
historieskrivning om
fagbevægelsenfør 1917 (periodiseringen ved 1917 har dels
saglige, men dog nok især politisk-diplomatiske grundel) Det blev bestemt, at fire
rapporter skulle danne udgangspunkt for diskussionen, nemlig Irena Kober-
dowa: »Die Beziehungen zwischen den politischen Arbeiterpartien und den Ge-
werkschaften zur Zeit der II Internationale«, Warsawa, Dieter Fricke: »Auf
dem Weg nach Mannheim. Zum Verhältnis von sozialdemokratischer Partei
Deutschlands und freien Gewerkschaften zu Beginn der Epoche des Imperialis-
mus«, Jena, DDR, Fritz Klenner: »Parteien und Gewerkschaften bis zum ersten
Weltkrieg«, Wien, og G. Adibekov og I. Lunjov: »Die Arbeiterparteien und die
Gewerkschaften vor 1917«, Moskva. Herudover forelå rapporter fra enkelte
forskere eller forskergrupper om forholdene i et enkelt land, ofte af højere kvali-
tet end de fire ovennævnte. Her skal blot nævnes papirer fra Georg Fülberth,
31

4
Marburg/Lahm, fra Svein Damslöra,Oslo, og fra Lahme, Odense;sidstnævnteV
,
bærer titlen »Zum Verhältnis zwischen Partei und Gewerkschaften vor dem
v
ersten Weltkrieg in Dänemark«.
'
Et indholdsmæssigt referat af disse forskningsrapporter skal ikke gives her. Da
'
vi i den danske delegation fandt det utilfredsstillende, at de kun blev udsendt til del-
tagerne i konferencen og ikke til medlemsorganisationen (i dette tilfælde SFAH-
'
ABA), idet de først foreligger i ITHs forskningspublikation ca. 2 år senere og
ovenikøbet i forkortet stand, fik vi udvirket, at de fremover også sendes til det
Xselskab,institut el.a., der er tilmeldt ITH, og rapporterne til begge temaer skulle
'således kunne lånes på ABA. Det gælder formentlig også rapporterne fra 1976
års konference.
Diskussionen om hovedtemaet blev som antydet ikke ophidsende. Dog havde
Georges Haupt, Paris, Gerhard Beir, Düsseldorf og Frank Deppe interessante
r
,
debatindlæg, og der var på et tidspunkt optræk til en debat mellem Fricke og'
Erich Matthias, Mannheim, Curt Sørensen havde også ordet til dette emne.
Nogle af de bedst gennemarbejdede og teoretisk mest interessante rapporter
forelå til biemnet omkring historisk behandling af fagbevægelsen. Her vil jeg
fremhæve Michael Schneider, Bonn-Bad Godesberg: »Methodologische Pro-
bleme der Gewerkschaftsgeschichtsschreibung«, der er en slags udførligt teore-
tisk problemkatalog omkring fagforeningshistorie, Frank Deppe (Marburg/L):
»Elemente eines theoretischen Bezugsrahmens zur Analyse der Gewerkschafts-
'
geschichte -
unter besonderer Berücksichtigung der Entwicklung der deutschen
Arbeiterbewegung vor 1917«, og Seppo Hentiläm. fl., Helsinki: »Das Verhält-
nis ,zwischen Arbeiterpartei und Gewerkschaftsbewegung als methodisches Pro-
blem«. Debatten under dette punkt på konferencens sidste dag blev også noget
mere livfuld, således havde den aldrende mester, Wolfgang Abendroth, forsam-
lingens fulde opmærksomhed i et af de mest åbne, kritiske og velformulerede
indlæg.
På konferencens sidste aften blev der traditionen tro også afholdt generalforsam-
ling i ITH, og her besluttedes det, at temaerne for den 13. Linzer-konference i
1977 skulle være: 1. Arbejderbevægelsen, det koloniale spørgsmål og de nationa-
le befrielsesbevægelser til ca. 1918 og 2. Arbejderoplysning under kapitalismens
betingelser. Konferencen skulle efter planen afholdes i dagene 20. -
24. sep-
tember.
Til slutblot den bemærkning, at selvom man kan kritisere konferencens form, er
det faglige indhold og dets problemstillinger -
f.eks., sammenlignet med skandina-
visk forskning -
især i dets skriftlige formidling af høj kvalitet. Problemstillingen i
dette års emne er eksempelvis kun i sin spæde begyndelsesformulering herhjem-
me, og dette gælder også den »marxistiske« forskning. I processen med at opar-
bejde en dyberegåendeforskning omkring arbejderklassen og dens organisatio-
ner herhjemme er der gode grunde til at forholde sig åbent overfor impulser
udefra, og her er Linzer-konferencerne stadig centrale. Man må derfor håbe, at
der også i 1977 vil være deltagere fra dansk side i konferencen.
Claus Bryld.
32

-
Afsluttede afhandlinger
Listen over færdiggjorteafhandlinger omfatter specialer, guldmedaljeathandlingerrkon-V
ferensafhandlinger, ntrykte bibliografier og div. projektarbejder etc. Alløsningsopgaver
og mindre delopgaver optages normalt ikke på listen, undtagen hvor redaktionen finder
det relevant. Alle, der har færdiggjort et projekt, opfordres til at sende oplysninger om
dette til redaktionen. De anførte afhandlinger på denne liste kan alle hjemlånes på ABA.
Folk, der bor uden for København, skal hjemlåning ske via det lokale bibliotek eller arkiv.
Bager, Torben q V
,
_
En historisk og teoretisk kortlægning af koncentrationsprocessen inden for Landbrugs-
sektoren i det kapitalistiske samfund. 114 s. Sociologisk Institut, Københavns Uni'Versitet
1975
Bredsdorff, Nils
En analyse af elementer i den danske indkomstpolitiske debat. Institut for Samfundsfag,
Københavns Universitet 1976
Dansk fagforeningspolitik set i forhold til strejkebølgen i 1974/1975. 256 s. RUC. hus 034
gruppe 1, 1976
Daugaard, Lene og Anette Dinsen _
I
Kvinder på kontor. En nyvurdering af de kvindelige kontoransattes klasseplacering. 65 s._
'
RUC. 1976
Espenhein, Preben Morbech
Arbejdsstyrken på Frederiksværk 1825-1858. Rekruttering og social status. 91 5. + noter
'
Å
upag. Historisklnstitut, Københavns Universitet 1976
Gilliam, John ⁄
The structure of the early Danish Labour Movement. Based on a study of its material con-
ditions in the nineteenth century. 41 8. + bilag. (København) 1976
Grelle, Henning
Socialdemokratiet i det danske landbrugssamfund: Teoretiske, taktiske og strategiske pro-
blemer med henblik på formuleringen af en jordpolitik og organiseringen af landarbejdere
'
og husmænd i perioden 1871 -
ca. 1900. 1280 s. Historisk Institut, Københavns Universitet
1976
Hansen, Karin og Lars Torpe
Den socialdemokratiske reformisme og 30,emes krise -
et forsøg på en materiel funderet
analyse af reformismens udvikling i det danske socialdemokrati med henblik på en for-
ståelse af den strategiske omorientering og den formulering af en venstrekeynesiansk stra-
tegi, som formidles over 30'ernes økonomiske og politiske problematikker. 472 s. Institut
for Statskundskab, Århus Universitet 1976
Hartelius, Inger m. fl.
Arbejdernes Teater og Revolutionært Teater -
eksempler på socialdemokratisk og kom-
munistisk bevidsthedsmanifestation i mellemkrigstiden. 197 s. + bilag. Nordisk Institut,
Odense Universitet 1976
Jakobsen, Britta Lisbeth m. fl.
De historiske forudsætninger for DDR”s oprettelse med særligt henblik på enhedsbe-
stræbelseme i den tyske arbejderbevægelse.382 sp. + 6 sp. RUC. 1976
Jakobsen, Erik Buch
Udviklingen af den libertære socialismes ideer om social revolution fra M. Bakunin til den
spanske anarkosyndikalisme . . .
og dens praksis i den sociale revolution under den span-
ske borgerkrig. 109 5. Institut for Statskundskab, Århus Universitet 1975
33'

Jensen, Peder Hjort
'
Udviklingen i DKP's teoretiske stilling til enhedsfronten fra 1932 til 1935 -
belyst gennem
partiets officielle publikationer. 19 s. Historisk Institut, Københavns Universitet 1976
Jensen,Peter m. fl.
Gyngerne og karrussellerne eller statens indgreb i arbejdskraftens økonomiske repro-/
duktion 1960-1970. 235 s. RUC, SAM/BAS hus 062, 1975
Josephsen,Niels Brøndum
Dansk politisk teater i mellemkrigstiden, med særligt henblik på arbejderteatret, og dets
kulturpolitiske og teaterhistoriske baggrund. 63 s. Nordisk Institut, Århus Universitet
1976
Juhl, Carsten
Merværdiformer og historisk periodisering. En undersøgelse af nogle historieteoretiske
følger af merværdiformernes udvikling hos Marx, belyst ved eksempler på den kapitalisti-
ske produktionsmådes udvikling i Vesteuropa indtil slutningen af det 19. århundrede og
ved en diskussion af problemerne omkring bevidsthedsformeme. 78 s. Historisk Institut,
Københavns Universitet 1976
Kleisdorñ', Ulla og Annelise Hansen
.
Den tidlige kvindelige socialistiske arbejderbevægelse 1971-78 -
udvikling og teoridannelse.
37 s. Historisk Institut, Københavns Universitet 1976
Kristiansen, Kristian
30,erne -
strømninger i tiden, forsk. pag. Nordisk Institut, Odense Universitet 1976
Lindholm, Peer Louis
Socialreformen 1933. En fremstilling af de historiske, socialøkonomiske og politiske fak-
torer der antages at have betinget loven og dens tilblivelse. 90 s. + bilag. Institut for Sám-
fundsfag, Københavns Universitet 1972
Lundqvist, Inge Britta
Arbejderteater i Danmark 1898-1940. Institut for Nordisk Filologi, Københavns Univer-
sitet 1976'
Madsen, John S.
Kolindsundkontlikten 1923-1926. 122 s. Historisk Institut, Århus Universitet 1976
Martinussen, John
Bidrag til en analyse af den pakistanske stat -
en historisk konkret analyse af den pakistan-
ske stat, dens historiske forudsætninger, samfundsmæssige grundlag og funktionsmåde,
med særlig henblik på den pakistanske samfundsformations spaltning i 1971 -
under kri-
tisk anvendelse af historisk-materialistisk statsteori. 357 5. Århus, 1974
Mikkelsen, Birthe
En undersøgelse af spørgsmålet om den særlige beskyttelse af kvindelige arbejdere, spe-
cielt i forbindelse med udformningen af den anden fabrikslov i 1901. 80 s. + bilag. Histo-
risk Institut, Københavns Universitet 1975
Mogensen, Mogens Stensbæk
Forholdet mellem det danske parti i Nordslesvig og de oppositionelle organisationer: so-
cialdemokratiet, de frisindede og fredsforeningen, ca. 1902-1914. 125 s. + 39 5. Århus,
1976
Pedersen, Anette Steen m. fl.
Arbejdskampe og proletarisk offentlighed. 332 s. Institut for Nordisk Filologi, Køben-
havns Universitet 1975
34

Pedersen,Helmand ›
I
Fagbevægelsen,aktionsenheden bg strejkebølgeni 1974/75. 148 s. RUC, hus 034, 1976
Rosenmeier, Edith Marie ,
Tjenestepigespørgsmåleti København omkring århundredeskiftet med særligt henblik på
bestræbelser for organisering af det kvindelige tyende. Historisk Institut, Københavns
Universitet 1976
Schou, Hans Henrik
En analyse af aspekter af kvinders familie-, erhvervs- og indkomstforhold for perioden
'
1870-1901, belyst ud fra empirisk materiale. Institut for statskundskab, Århus Universitet
1975
Simonsen, Peter
»Disse forbandede bondesocialister«. Faktorer til belysning af den danske arbejderbevæ-
gelses valg af reformismen. 133 s. RUC, 1976
Sinding, Tom
Dansk Arbejdsmandsforbund under storkonflikten 1925. Forspil-forløb-efterspil.127 5. +
bilag. Historisk Institut, Århus Universitet 1976 -
Sørensen, Jørgen Würtz
Den socialistiske ungdomsbevægelsei Danmark frem til 1. verdenskrig med henblik på de
ideologiske brydninger inden for Socialistisk Ungdomsforbund 1904-1909. Historisk In-
stitut, Århus Universitet 1976
Sørensen, Jørgen Würtz
Socialdemokratisk Ungdom. Fremskridtsklubberne i Jylland 1885-1904. 122 5. Århus,
1976
Sørensen, Lone Alstrup
»Krigsøkonomi«. Kapitalakkumulationen 1940-45 -
en kritik af Jens Brinch. 98 s. Institut
for Samfundsfag, København 1976
Henning Grelle
Projekterede afhandlinger
I denne fortegnelse anføres navn, adresse, projektets titel, beskrivelse af projektet, pro-
jektets art, påbegyndelse og afslutning med numrene: 1, 2, 3, 4, 5, 6.
1. Caspersen, Søren
2. Gudrunsvej 74, 6. th., 8220 Brabrand
3. A.C. Meyer. En annoteret bibliografi -
»A.C. Meyer. En litterær politiker«.
4. En annoteret bibliografi baseret på »Social-Demokraten« 1874-1938, Ridsdags-
Tidende 1895-1932 og evt. »Demokraten«. Derudover søge at afdække A.C. Meyers
politiske sigte med den omfattende skønhedslitterære produktion.
Speciale i Dansk.
. Afsluttes sept. i 1977
1. Hansen, Annelise og Ulla Kleisdorff
Persillehaven 41 Kajerød Vænge 107
2730 Herlev 3460 Birkerød
. De kvindelige tobaksarbejdere i København 1870-1900.
4. En analyse af kvindernes betydning i den københavnske tobaksindustri med henblik på
industriens udvikling og hermed arbejdernes livsvilkår og tobaksarbejdernes strate-
gier og kampformer. Vi vil herunder foretage en særskilt analyse af enkelte strejker.
Undersøgelsen skal som hovedemne søge at vise hvorfor kvinderne i så stort tal kom
ow-
b)
35

PPN?
95"
(11
E"
ind"i tobaksindustrienog hvilke økonomiskeogpolitiskekonsekVenser'dette. fik for
tobaksarbejdernes organisation.
v
Gruppespeciale i historie.
Påbegyndt sept. 1976 -
forventes afsluttet ca. sept. 1977
Kragh, Jens
“
Sct. Annægade 51,51, th., 1416 København K. am. 89 74
Larsenismen
Projektet skal ud fra en gennemgang af Aksel Larsens taler og artikler 1958-60 og
1966-67 give en belysning af det principielle indhold i »larsenismen« hvad angår 1.
organisationsforhold 2. nationale forhold og 3. internationale forhold.
.
Afløsningsopgave
.
Påbegyndt jan. 1977 -
afsluttes sept. 1977
.
Lahme, Hans-Norbert .
.
Bartholinsvænget 3, 5000 Odense
.
a) Protokolfor Købmagergadekongressen 1877
b) Peter Knudsen: Socialismens historie i Danmark (1884)
c) Socialdemokratiets programmatiske dokumenter indtil 1913
.
a) »Social-Demokratens« referat med indledning
b) P. Knudsens artikelserie i S-D. skal udgives annoteret.
c) Udgivelse af samtlige programmer, programforslag etc. som de i sin tid blev udgivet.
.
a, b og c. alle monograñer
.
Afsluttesi 1977
.
Mader, Erik
. Prins Valdemarsvej 13, l., 5000 Odense
.
Samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti 1966-1967 og år-
sagerne til dettes sammenbrud.
Perioden 1966-1967 er interessant derved, at Socialdemokratiet sammen med Sociali-
stisk Folkeparti for første gang i dansk parlamentarisk historie opnåede absolut flertal
i Folketinget. Som bekendt tog partierne konsekvensen af dette, og den socialdemokra-
tiske mindretalsregering J.O. Krag blev dannet med parlamentarisk støtte fra SF. Det
er dette regeringssamarbejde (dannelse, udvikling og sammenbrud) jeg foreløbig har
valgt som tema for mit speciale. Kildemateriale: SF's og VS,s arkiv. Aviser, tidsskrifter
etc.
Speciale
Efterår 1976 -
eñerår 1977
.
Madsen, Jens Otto og Per Askholm Madsen
Stationsgade 18
8240 Risskov 8240 Risskov
06-212807 06-173301
VS, udvikling fra dannelsen i 1967 til 9. kongres feb. 1977.
Hovedsigtet er at fremdrage diskussioner -
problemstillinger og erfaringer fra de
sidste 10 år på den danske revolutionære venstrefløj, som kan have relevans for ven-
strefløjens aktuelle afklaringsproces i forhold til en adækvat klassekampsstrategi.
Vi indleder med splittelsen i SF og VS' dannelse. Herefter følgeskronologiskudviklin-
gen i VS op til i dag centreret omkring partirolledebatten, samt debatten om over-
gangssamfundet og den faglige politik. Baggrunden for de forskellige afskaldninger i
VS vil blive analyseret og i korte ekskurser vil udviklingen i SUF/RSF, Socialistisk
Nyringen 84
'
Arbejdergruppe, KFML/KAP og KF. blive beskrevet. Kildemateriale: VS-Bulletin,
til
36
Intern Debat VS” Arkiv samt interviews.
.
Speciale i Samfundsfag, Århus Universitet.
. Okt. 1976 -
sept. 1977
Henning Grelle

⁄›
Arbejder,håndværker og'IndustrinmseetiiHorsens.
De senere års store interesse fOr vor nærmeste fortid har nu ført til, at industri-
alderen får sit museum. Ligesom andre erhverv og befolkningsgrupper
forlængst er tilgodeset med museer, vil industriarbejderen og hans arbejdsplads
få sit museum i Horsens. Arbejder, håndværker og Industrimuseet har til formål
at samle og udstille maskiner og maskinelt fremstillede produkter fra perioden
før, under og lige efter det industrielle gennembrud, ca. 1860-1914. Indsamlings-
arbejdet er i fuld gang, og museet åbnes for publikum på Majdagen 1977.
I første omgang her vi satset mest på at samle eksemplarer af de mest almindelige
kraftmaskiner lige fra dampmaskiner til elektromotorer. Det er hensigten efter
åbningen at koncentrere indsamlingen om en erhvervsgren ad gangen og gå sy-
stematisk til værks ved henvendelse til organisationer og virksomheder.
Industrimuseet skal løse den vanskelige opgave at gøre et upopulært emne popu-
lært. Det stiller særlige krav til den måde, emnet fremlægges. Dertil kommer de
praktiske problemer. Det kan ikke lade sig gøre at genskabe fabrikken eller leje-
kasernen på samme måde som Frilandsmuseet og »Den gamle By« har genskabt
bondegårdens og håndværkets bygninger og boliger. Det'er umuligt at genopstil-
le en fabrik i fuld målestok, og museet får ingen klenodier, der kan tale for sig
selv. Museet må derfor tage andre illusionsskabende midler i anvendelse for at
give gæsterne et realistisk billed af det industrielle miljø.
Museet skal vise både industrien som arbejdsplads og de industrielle produkters
betydning for hverdagen. Den første udstilling falder i 3 afsnit; En opstilling af de
almindeligste kraftmaskiner; en kulturhistorisk udstilling og en afdeling om orga-
nisationer, overenskomster, konflikter m.m. Den kulturhistoriske udstilling bli-
ver igen delt i 3 dele. En sektion behandler det fysiske miljø på arbejdspladsen,
herunder lysforhold, støj og forurening. Den anden afdeling tager sig af boligfor-
holdene. Her vil vi vise, hvordan industriarbejderen boede, og hvad industrikul-
turens massefremstillede produkter betød for indretning og husarbejde. Den sid-
ste sektion skal omhandle ekspansionen i den offentlige sektor under industrialise-
ringen.
Industrimuseet har en næsten perfekt ramme at præsentere sin udstilling i: en fa-
briksbygning fra 1906, som
tidligere har rummet Horsens Elektricitetsværk.
Den store, nyistandsatte maskinsal er i sig selv en museumsgenstand, og den giver
rige muligheder for at lave en afvekslende ustilling. Efterhånden som der bliver
behov for og midler til det, vil de øvrige rum i bygningen blive inddraget til ud-
stillinger.
Det svenske »Arkiv for studier i arbetarrörelsens historia« har ved siden af sin
Avhandlinsserie (som foreløbig er udkommet med to bind) påbegyndt udgivelsen
af en ny serie: Studiehäften. Serien skal bestå af broschyrer mellem 32 og 96 si-
der og skal især omfatte følgende områder:
1. Konkrete, dukumenterende studier vedrørende det svenske samfund.
2. Marxistisk teori og kritik.
3. Arbejderbevægelsens klassiske problemer og kritiker.
4. Historiske og samfundsvidenskabelige originalbidrag.
De første hæfter er udkommet. Nr. 1 er Gareth Stedman Jones artikel fra New
37

Left Review nr. 79 om »Engels och den dialektiska materialisnien« og indledes af ›
Ingvar Johansson (40 s.). Nr. 2-3 er Göran Therborns alhandling⁄om»Frank-
furtskolan. Till kritiken av den kritiska teorin« (84 5.), som endnu ikke i sin hel-
hed har været offentliggjort på svensk, til trods for at den -
som redaktionen
fremhæver -
»utgör en av den svenska marxismens verkligt betydande insatser«.
Den har dog været udgivet på en del andre sprog.
Serien kan abbonneres for 35.- skr. for 4 numre fra Arkiv studiehäften, Box
16 393, S -
103 27 Stockholm 16, giro 53 85 44-8.
Karin Peitersen: Register til »Arbejderhøjskolen« 1931-1962, ABA, København
1976, 37 s.
Arbejderhøjskolen er et væsentligt tidsskrift især i forbindelse med arbejder-
oplysningen. Derudover var det også elevskrift for arbejderhøjskolerne i Es-
bjerg og Roskilde. Som regel udkom det med to numre årligt i perioden 1931 til
1962, i nogle år dog kun med 1 nr., ialt blev det til 57 numre. Det var i disse år et
,1
af de centrale kulturpolitiske tidsskrifter i den socialdemokratiske arbejderbe-
vægelse.
Registret består af et alfabetisk forfatterregister, et alfabetisk illustratorregister
og et systematisk emneregister. Illustratorregistret er udarbejdet, »fordi det er
sjældent, man finder en så stor samling af såvel socialrealistiske som satiriske teg-
ninger, træsnit m.m. af såvel danske som udenlandske kunstnere samlet ét sted«
(indledning). Det systematiske register består af 9 grupper:
l. Arbejderhøjskolen; højskolespørgsmål ........................ .. s. 20-24
2. Arbejderoplysning; studiekredsarbejde ........................ .. s. 24-25
3. Økonomi, politik og faglige organisationer .................. .. s. 26-29
4. Ungdomsproblemer ................................................. .. s. 29-30
5. Naturvidenskab ..................................................... .. s. 30
6. Kunst, teater, film, musik ......................................... .. s. 31-32
7. Litteratur, sprog, skønlitterære bidrag ........................ .. s. 32-34
8. Historie ................................................................. .. s.35
9. Biografier ..............................................................
.. s. 36-37
Det er udmærket, at ABA får fremstillet disse registre (der foreligger allerede et
om »Socialisten« 1903-1919 og om »Social-Demokraten« 1871-1913) og dermed
gør centrale publikationer fra arbejderbevægelsen tilgængelige. Registranten vil
som regel kunne lånes på de større biblioteker.
Martin Andersen
38

DEN MARX,SKE FAGFORENINGSTEORI
›
Rainer Zoll »Der Doppelcharakter der Gewerkschañen. Zur Aktualität der
Marxschen -Gewerkschañstheoriw Suhrkamp Verlag, Frankfurt/Main 1976
(24,10 kr.)
Autorenkollektiv »Marxistische Gewerkschaftstheorie. Eine Einliihrung« VSA,
›
Westberlin 1976 (35,50 kr.)
John Logue »Trade Unions in the Corporate State. The Effects of Corporatism
on Party Competition, Contract Referenda and Intemationalism in the Danish
Trade Unions« Publications from the University of Gothenburg, Department of
History, no. 5/1976.
I.
I en senere vurdering af sit eget bidrag til udviklingen af kritikken af den politiske
økonomi fremhævede Marx selv »tre fundamentalt nye elementer«. For det før-
ste behandlede han merværdiens generelle form (i modsætning til al tidligere øko-
nomi, som tog merværdiens særskilte fragmenter: jordrente, profit, rente som
givne). For det andet, at ligesom varen indeholdt dobbeltheden af brugsværdi og
bytteværdi, sâledes indeholdt også det i varen fremstillede arbejde en dobbelt-
karakter. For det trejde, at arbejdslønnen fremstilledes som en irrationel frem-
trædelsesform for et underliggende skjult forhold.
V
Disse tre »teoretiske landvindinger«udgjorde også grundlaget for Marx' fagfor-
eningsteori. Med lønteorien havde Marx udarbejdet grundlaget for arbejderklas-
sens faglige kamp. Han havde udviklet et kampgrundlag for det opsving i klasse-
kampene, som fandt sted i midten af forrige århundrede, og som førte til oprettel-
sen af 1. Internationale. Det var et kampgrundlag, som kunne fungere handlings-
vejledende for arbejderbevægelsen i modsætning til den dominerende lassallean-
ske opfattelse (centreret omkring »den jernhårde lønningslov«, iflg. hvilken
arbejdernes faglige kamp var mere eller mindre omsonst, fordi arbejdslønnen al-
tid ville pendulere omkring et absolut eksistensminimum). For Marx lå arbejder-
nes eneste mulighed for at gøre sig gældende over for kapitalens koncentrerede
samfundsmæssige magt (i og med ejendomsretten til produktionsmidlerne) i at be-
nytte sig af den eneste sociale magt, de havde rådighed over, nemlig deres antal,
deres masse.
Fagforeningerne opstod i første omgang for at ophæve den indbyr-
des konkurrence mellem arbejderne; og arbejdernes faglige organisering var
overhovedet forudsætningenfor, at arbejdskraften allønnedes til dens værdi.
Med udgangspunkt i værdiloven og modsætningsforholdet mellem lønarbejde og
kapital opstillede Marx teorien om nødvendighedenaf arbejdernes faglige organi-
sering og faglige kamp. Samtidig stod det klart, at den umiddelbare kamp for for-
bedringer af løn og arbejdstid kun var en kamp mod virkningerne af kapitalen -
den var ikke en kamp mod selve ondets rod: kapitalens samfund. Derfor havde
Marx også tiltænkt fagforeningerne en videre opgave: fra den faglige kamp for
forbedringer af løn og arbejdstid måtte kampen udvikles til en politisk kamp mod
kapitalismen og for lønsystemets afskaffelse. Og her havde fagforeningerne i
Marx” øjne store muligheder (som »skoler i socialismen«). Den faglige organise-
ring var arbejderklassens første umiddelbare organisationsform. Tendentielt
omfattede den hele klassen. Der var tale om en organisering på klassebasis, og
39

'
'fagforeningerne måtte være' masseorganisationer. Denn dobbeltopgave viste også
-tilbage til den dobbeltkarakter, som lå gemt i selve den faglige organisering: på
den ene 'side som en integrering inden for lønsystemet og på den anden side som
en organisering i modsætning til kapitalen. -
II.
»Der Doppelcharakter der Gewerkschaften« er netop titlen på Rainer Zolls bog
om den marx”ske fagforeningsteori. Zolls bog og Autorenkollektivas »Marx-
istische Gewerkschaftstheorie« er et par nye interessante bidrag til rekonstruk-
tionen af den marx”ske fagforeningsteori. Begge bøger kommer ind på nogen-
lunde de samme temaer: nødvendigheden af fagforeningerne som arbejdernes
umiddelbare organisering, lønteorien og lønformer, fagforeningerne og den poli-
tiske kamp, osv.
I spørgsmålet om fagforeningerne og politikken divergerer bøgerne ret så afgø-
rende, fordi forfatternes politiske ståsted er væsentlig forskellig.
'
Zoll placerer sig i forlængelse af den mere eller mindre neosyndikalistiske, i
hvert fald partifjendtlige linje, som Sozialistisches Büro indtager, som Zoll vist-
nok også står tilknyttet.
Heroverfor står VSA-Autorenkollektivet (lokaliseret omkring Sociologisk insti-
tut i Berlin og med Joachim Bischoff i spidsen), som arbejder i tilknytning til
DKP. Fagforeningsbogen relaterer sig også utvetydigt i forlængelse af de øvrige
udgivelser fra Projekt Klassenanalyse (bl.a. i den klasseanalytiske gennemgang i
bogens første kapitel »Die Arbeiterklasse in der BRD«).
'I fagforeningsspørgsmåletkan næsten enhver socialistisk opfattelse finde støtte i
et eller andet udsagn, som Marx/Engels er kommet med i én eller anden sammen-
hæng. En vederhæftig behandling af den marxistiske fagforeningsteori kræver
'
derfor, at den sættes ind i sin konkrete sociale og politiske sammenhæng!
Mest kendt og omdiskuteret er Marx' interview med den lassalleanske fagfore-
ningsmand Hamann i 1869, (1) hvor Marx bl.a. skulle have udtalt:
»Fagforeningeme må aldrig bringes sammen med en politisk forening eller gøres
afhængig af en sådan, hvis de skal kunne opfylde deres opgave«.
På grund af den udtalelse skulle Marx kunne tages til indtægt for syndikalismen!
Men hvad andet kunne Marx sige overfor en lassalleaner, for hvem den politiske
kamp var alt, og den faglige så godt som omsonst, og når han havde den partipo-
litiske splittelse mellem Eisenach-folkene og Leipzigerne i baghovedet.
Hos Zoll ligger der noget af det samme. Fagforeningeme må være uafhængige af
de politiske partier inden for arbejderbevægelsen. Det er en nødvendighed bl.a.
på baggrund af den partipolitiske splittelse og fordi fagforeningerne ikke længere
kunne »understøtte enhver social og politisk bevægelse, dvs. de kunne ikke opfyl-
de deres opgaver som masseorganisationer. Det er også i denne sammenhæng,
Zoll betoner fagforeningernes dobbeltkarakter, idet han især accentuerer mulig-
heden for at udvikle den økonomiske kamp til en politisk kamp. (s. 117)
Især på det punkt er 2011 blevet kritiseret for ikke at se begrænsningeme i den
faglige kamp. (2) -
Her tror jeg dog nok, at en præsentation af Zolls politik-
begreb vil være på sin plads: »Men det er ikke referancen til staten, der er det af-
gørende, men derimod arbejderklassens konfrontation med den herskende
klasse: »Kampen klasse mod klasse er en politisk kamp«. (s. 115)
40

Dvs. .Zoll holder sig til, en ret almen definition hos Marx af'politik som ikke ind-7
befatter arbejderklassens selvstændigeorganisering i et politisk parti.
Desuden må man rimeligvis medgive til Zolls fortjeneste, at han grundigt argu-
menterer for (s. 128 ff), at fagforeningernes systemimmanente funktion altid vil
være den dominerende (»Das Vorherrschen der innerkapitalistischen Funktion«).*
Det skyldes, at selve kapitalforholdet fremtvinger arbejdernes umiddelbare s0-
ciale kamp. Den ligger begrundet i kapitalen selv. Det gør den politiske kamp der-
imod ikke!
I »Marxistische Gewerkschaftstheorie« ser fremstillingen noget anderledes ud.
Hovedsynspunktet i bogen går ud på, at fagforeningerne bevidst begribes som ar-
bejderklassens primære organisationsform, som en gennemgangs- og udviklings-
form for den proletariske klasse. (s. 13). Samtidig erkender man (og kritiserer)
fagforeningernes begrænsninger. Med den indlysende konsekvens, at den socia-
listiske kamp kræver konstitueringen af et særligt parti for lønarbejderne med
henblik på erobringen af den politiske magt; og forholdet mellem fagforeningerne
og partiet skal være præget af et snævert samarbejde og gensidig vekselvirkning
(ivf. s. 161 ff og s. 179 if). Samtidig med betoningen af, at fagforeningerne blot- -
udtrykker forskellig grader af bevidsthed blandt lønarbejderne, samtidig hermed
aner man en markant arbejdsdeling mellem fagforening og parti, og man ser, at
fagforeningernes politiske funktion mere eller mindre består i, at fagorganisatio-
nerne mobiliserer et udenomsparlamentarisk pres bag partiets politiske kamp. -
Her skinner DKP-linjen klar igennem!
Det problematiske i en sådan fremstilling af Marx fagforeningsteori kan illustre-
res med et fornøjeligt eksempel fra Danmark i 1930,erne, hvor en ledende ærke-
reformist inden for DsF, Otto Jensen, tog Losowski, der var topmanden inden
for den kommunistiske røde fagforeningsinternationale, til indtægt for, at den
faglige kamp måtte underordnes den politiske kamp mod systemet, hvilket kon-
kret betød en umyndiggørelse af fagbevægelsen, fordi arbejderklassens kamp
alene måtte indrettes på at redde den socialdemokratiske regerings politiske liv.
(Se »Socialisten« 1935, nr. 8, s. 285-292).
Eksemplet er taget med for at tydeliggøre noget af det problematiske i de to bø-
ger. Det kritisable ligger i en lidt for hastig ajourføring af Marx' behandling af
fagforeningerne, samt tendensen til at almengørefagforeningsteorien.
Det første rammer specielt Zoll. Aktualiseringen overalt i Zolls bog er en force
på mange punkter, men Zoll formår ikke hele tiden at se Marx” udtalelser i fag-
foreningsspørgsmåleti den sammenhæng, som de egentlig indgår i inden for hele
den marx*ske teori og i den konkrete klassekampssituation, som de blev fremført
i. Aktualisering er ikke identisk med en umiddelbar og direkte overføring til i
dag!
Almengørelsen gælder især VSA-bogen. Den ligger i, at der ofte opereres med et
idealt og abstrakt udviklingsforløb, eksempelvis:
»Idet arbejdernes kamp mod kapitalen, såsnart den almengøres, udvikler sig til
en kamp klasse mod klasse og dermed til en politisk kamp inden for den parla-
mentariske republik,.må dens umiddelbare mål blive den politiske magt, i det
mindste andel i den politiske magt«. (s. 151 f.) (Der kunne nævnes talrige andre
eksempler!) Fremstillingen af et sådant udviklingsforløb giver udtryk for en
automatik, som reelt ikke eksisterer; der ligger en tilbøjelighed til at almengøre
41

og absolutere tendenser, Som havde deres rod i arbejderbevægelsensførste ar,
'
dens konstitueringsfase. 1*
III.
En sådan kritik rammer ikke på nogen måde Logues bog, som er lagt helt empi-
risk an. Logue beskriver selv sit formål sâledes:
»Snarere focuseres der på de politiske implikationer på arbejdsmarkedet af fag-
foreningernes integration i statsadministrationen: med vægten lagt på partipoli-
tikken inden for fagforeningerne, medlemmernes holdninger til hovedspørgsmå-
lene i forbindelse med afslutningen af overenskomsterne, folketingspolitik uden
for fagforeningerne og på den faglige internationalisme«. (5.8) I den korpora-
tivistiske »socialdemokratiske« stat er fagbevægelsen efterhånden blevet inddra-
get i den statsligeadministration, og den er blevet udstyret med halv-offentlige op-
gaver. Socialdemokratiets politiske dominans i Danmark hviler på partiets hege-
moni inden for fagbevægelsen. I særdeleshed er partiets kontrol over fagbevægel-
sen en forudsætning for gennemførelsen af den socialdemokratiske indkomstpoli-
tik (og hvad dertil hører af »solidarisk lønpolitik« osv.) Fagbevægelsens integra-
tion i den korporativistiske »socialdemokratiske« statsadministration har, iflg.
Logue, skærpet de politiske modsætninger inden for fagbevægelsen og ændret
karakteren af de politiske stridspunkter. De politiske demarkationslinjer inden
for fagbevægelsen går ikke længere på partitilhørsforhold og partibog, hævder
Logue; derimod går skille-linjerne inden for fagbevægelsen på de positioner, man
indtager i forhold til de problemer, som er konsekvenser af fagbevægelsens inte-
gration i statsapparatet, (Logue nævner selv overenskomstratiñkation, overens-
komststridige strejker og arbejdspladsaktioner, s. 35). Dvs. det er socialdemo-
kraternes ulykke, at de er forpligtet decentralt på det socialdemokratiske par-
tis/regeringens nationale politik. Samarbejdet mellem fagbevægelse og stat kan
ikke holde, hævder Logue. SD har længe været på retur, og DKP har i vid ud-
strækning været i stand til at opsamle oppositionen mod SD, fordi DKP i højere
grad end SF (som har lagt delvis syndikalistiske positioner for dagen) har været i
stand til at fremstå som alternativ til SD. (s. 57).
Undervejs er der efter min mening flere steder, hvor Logue slipper for nemt til
sine konklusioner, hvor han vurderer for unuanceret på et for spinkelt grundlag,
hvor hans politiske vurderinger ikke holder og politisk ønsketænkning træder
hjælpende til. Det vil føre for vidt at komme ind på dem her. Samtidig har han
også fat i flere interessante sammenhæng, f.eks. i spørgsmålet om sammenhængen
mellem højtlønnede faggrupper og radikalitet. (s. 37-40) Radikaliteten blandt
flere højtlønnede arbejdere skyldes iflg. Logue, at disse grupper ofte er tvunget til
at kæmpe deres krav igennem uden for overenskomstsituationerne, (fordi deres
lønkrav strider mod den socialdemokratiske »solidariske lønpolitik«, som
kræver løntilbageholdenhed hos de højtlønnede). Det bringer dem ud i konflikter
med fagbureaukrater, og de udsættes mere direkte for den statslige repression,
arbejdsret osv. Heri ser Logue grunden til radikaliseringen.
Stort set er Logues analyse lagt an efter gængse samfundsvidenskabelige normer,
hvad der bevirker, at han i sine forklaringsfaktorer udelukkende opererer orga-
42

*
msationsinternt, dvs. han sætterikke forholdene ind i nogen bredere social og
økonomisk sammenhæng. '
Jeg mener, det er vigtigt, fordi netop eksemplet med radikaliseringen af de højt-
lønnede arbejdergrupper kunne vise, at det nok er mere givtigt at se grundlaget
for en
radikalisering og en politisering i den måde, hvorpå fagforeningen opfyl-
der arbejdernes umiddelbare krav, samt de muligheder, som kapitalakkumulatio-
nen giver for at de krav kan opfyldes. -
I en sådan kontext kan man etablere en
sammenhæng mellem (a) et politisk opgør med reformismen, (b) arbejdernes
umiddelbare krav/interesser og (c) kapitalakkumulationen. (Det er netop forcen
;ved de elementer til en fagforeningsanalyse, som Redaktionskollektiv Gewerk-
schaften« har lagt frem i »Probleme des Klassenkampfs« spec. nos. 2 og 13).
IV.
Den marx”ske fagforeningsteori er en kompliceret størrelse, fordi den forudsæt-
ter, at Marx/Engels skrifter og udtalelser i fagforeningsspørgsmåletfra kapita-
lismens og arbejderbevægelsens tilblivelsesfase ikke almengøres (på linje med
hans kritik af den politiske økonomi). En korrekt fremstilling af Marx' fagfore-
ningsteori kræver, at teorien sættes ind i dens konkrete økonomiske og politiske
kontext. En politisk videreudvikling af fagforeningsteorien må foretages på bag-
grund af de erfaringer, arbejderbevægelsenhar gennemlevet siden Marx, tid. På
den anden side kan fagforeningsteorien kun forstås i sammenhæng med hans
politisk-økonomiske teori iøvrigt og den status, som kritikken af den politiske øko-
nomi har. Dvs. den marx”ske fagforeningsteori er ikke i den grad historisk speci-
fik, at dens gyldighed generelt er reduceret til Marx, levetid, således at dens aktu-
alitet i dag er lig nul. Den er netop udviklet på grundlag af en teori om kapitalis-
men, som endnu har sin gyldighed!
(1) Se feks. A. Losowski »Marx und die Gewerkschaften« Zürich 1934, og Hermann Müller »Karl
Marx und die Gewerkschaften« Berlin 1921 (2. udg.). Hos 2011 er den omtalt side 121 fl'. (2) Se f.eks.
Frank Deppes oplæg til Linzer-konferencen september 1976:
Det er netop den faglige kamps strukturelle begrænsninger,som begrunder nødvendigheden af en
politisk organisation: nemlig det at den er bundet til de objektive betingelser af klasse-differentieringen
i proletariatet og konjunkturbevægelsen,det at den er bestemt af spontaniteten i de umiddelbare
arbejdsplads- og arbejdserfaringer, og endelig det at den faglige kamp nødvendigvis sætter grænser
for inddragelsen af andre klasser og lag i de politiske konflikter«. (s. 16)
43

hun-';11
Arnold Reisberg: An den Quellen der Einheitsfrontpolitik. Der Kampf der KPD
um die Aktionseinheit in Deutschland 12921-1922. Eine Beitragf'zurErforschung
der Hilfe W. 1. Lenins und der Komintern liir die KPD. Dietz Verlag, Berlin
1971 Bd. I-II, 843 s. 27 M.
Som titlen siger, forsøger Reisberg dels at analysere det konkrete forløb og ind-
hold af KPDs enhedsfronttaktik 1921-1922 og dels at trække linierne op m.h.t.
Kominterns og specielt Lenins betydning for denne politik. Hvad angår detaljer
og anvendt kildemateriale er bogen langt den vægtigste undersøgelse af den tidlige
e-politik, der til dato er udkommet. Den er samtidig et godt eksempel på nyere
DDR-historieskrivnings styrke og svagheder. Styrken ligger i den minutiøse be-
handling af forløb og problemstillinger og i at DDR-historikerne virkelig er
kommet ud over tidligere tiders rent abstrakte og moraliserende historieskriv-
ning. Svagheden ligger i tendensen til i høj grad at anvende resultaterne af den hi-
storiske undersøgelse til legitimering af KPernes aktuelle taktik og strategi og
omvendt også at anvende den aktuelle politik som referenceramme for vurderin-
gen af den historiske undersøgelses genstand. Vurderingerne bliver således alt
for ofte ahistoriske og uden bund i den virkelighed historikeren undersøger.
Kildegrundlaget er noget bredere end det for vestlige historikere tilgængelige,
idet Reisberg udover det offentliggjorte materiale har haft adgang til bl.a. KPDs
centrale organers mødeprotokoller, hvilket selvfølgelig muliggør en mere dybt-
›
gående analyse af de interne beslutninger end traditionelt. Dette indebærer dog
ikke nogen basis for afgørende omvurderinger i henhold til Reisbergs udnyttelse
af materialet.
›
I
Da der ikke her er plads til at gå i detaljer med behandlingen af de enkelte pro-
blemstillinger vil jeg i stedet prøve at skitsere, hvad forfatterens og SE_DsCKs
overordnede, principielle opfattelse af e-politikken indebærer, idet denne opfattel-
se selvfølgelig få konsekvenser for den konkrete behandling af stoffet. Endvidere
er et af bogens formål -
imødegåelse af den »antikommunistiske og løgnagtige«
borgerlige og socialdemokratiske historieskrivning om KPD -
vigtigt, fordi det
fremmer tendensen til lobhudling af KPD og stempling af intern opposition som
»småborgerlig« 0.1ign. -
en tendens, der i forvejen ligger i DDR-traditionen, der
med vold og magt skal hævde KPDs i hovedtrækkene stedse korrekte, revolu-
tionære linie som mor til SED. Ang. bogens mere udtalte formål, påvisningen af
KPDs vigtige rolle ved udarbejdelsen af Kominterns e-taktik og Kominterns
funktion som teoretisk støtte for KPD må man sige (i modsætning til Hermann
Weber i forordet til Angress”Stillborn Revolution,s tyske udgave) at det faktisk
lykkes Reisberg overbevisende og klart at påpege begge faktorers betydning og
deres indbyrdes afhængighed.Bogen er således en udmærket argumentation mod
den vestlige tradition, der udnævner SUKP til allerede først i 20,erne at sidde
fuldstændigt på de enkelte Komintern-sektioner.
Den dominerende svaghed ved bogen ligger i, at den ser e-taktikken som forløbe-
ren for (og med principielt samme formål og indhold) KPernes aktuelle antimo-
nopolistiske strategi og bruger den til legitimering af denne (mest udtalti »Schluss-
betrachtung«).Denne betragtningsmådeer totalt ahistorisk og gør vold på selve
e-taktikkens karakter af taktik -
oven i købet i hovedsigtet udenomsparlamenta-
risk taktik. Det legitimerende aspekt slår også igennem i den konkrete behandling
af e-taktikkens indhold, idet betydningen af de bevidsthedsmæssige konsekvenser
44

I
afarbejdermassernes”egenkampog'basaleorganiseringi kampen for .dagskra-'
vene i f.eks. kontrolkomiteer (produktionskontrol), strejkekomiteer etc. -
og end-'
'
videre hele systemet af overgangskrav -
underbetones til fordel for beskæftigel-
sen medgaktionsenheden mellem den revolutionære og de reformistiske organisa-V
'
tioner på ledelsesplan, og organisationernes kamp for dagskravene ses i for høj
grad som et mål i sig selv. Dette er i strid modsætning til e-taktikkens historiske V
indhold, hvor prioriteringen jo netop var omvendt: gennem arbejdermassernes
egen deltagelse i den daglige, nødvendige forsvarskamp mod krisens udslag at ud-
vikle de nødvendige subjektive og organisatoriske forudsætningerfor en omvælt-
'
ning på længere sigt. Reisberg amputerer sâledes e-taktikken og forklarer ikke
dens systemoverskridende indhold, hvorved muligheden for en systemomvælt- ,
ning indsnævres til aktionsenhed mellem arbejderorganisationerne -
i god over-
ensstemmelse med den anti-monopolistiske strategi.
'
'
Herudover er bogen som materialesamling'helt uomgængelig ved en beskæftigel-
se med den tidlige enhedsfronbpolitik, både i KPD- og Komintern-regie, og da
den i modsætning til Hemje-Oltmanns går helt op til Kominterns IV verdenskon-
gres i 1922, supplerer de to bøger kronologisk hinanden.
Peder Hjorth Jensen
Martin Andersen Nexø: Spanien, forlaget TIDEN, Kbh. 1975, 30 8.
Vist nok i anledning af Franco-regimets stigende vanskeligheder i forbindelse /,
med caudilloens sygdom og død sidste år har forlaget TIDEN genudsendt Martin
Andersen Nexøs lille bog fra 1937: Spanien. Det år havde han om sommeren del-
taget i Den internationale antifascistiske Forfatterorganisations kongres, der
fandt sted i Valencia og Madrid, naturligvis til støtte for den republikanske rege-
ring i den da ét år gamle borgerkrig.
Det er dog kun i meget begrænset omfang kongressens forløb, A. N. beskæftiger
sig med. Det mere afgørende, han vil fortælle videre, er de indtryk, han på sin
rejse har fået af den spanske befolknings og folkefrontsregeringens kamp mod
oprørerne. Og det helt afgørende for ham er tydeligvis ved hjælp af sin skildring
at påvirke sine læsere og derigennem den danske opinion til aktivt at tage parti
for republikken.
Imidlertid synes denne ædle hensigt at hellige ufme midler. Med imponerende
konsekvens lykkes det A. N. bogen igennem at tilsløre det reelle billede af tilstan-
dene i det republikanske Spanien omkring det tidspunkt, han opholdt sig i landet.
Eksemplerne på forvanskninger og i særdeleshed på fortielser er talrige; dog
skal kun et enkelt nævnes og nærmere kommenteres.
Bogens hovedbudskab, der gentages i forskellige variationer, er påstanden om
næsten hele det spanske folks enige opslutning bag regeringen på det pågældende
tidspunkt, d.v.s. Negrins socialdemokratisk-kommunistisk ledede folkefrontsrege-
ring. Med en effektfuld blanding af jordnær realisme og naiv patos beskrives
spanske proletarer, han har mødt, der begejstret og diciplineret slutter op bag de
ledere, hvis store fortjeneste er, at de i løbet af det første krigsår har »svejset
Folket sammen til en kæmpende Enhed«.
Imidlertid er sandheden om den spanske republik i sommeren 1937 en ganske an-
den. Ikke ret mange måneder før A. N.s ankomst til Spanien, nemlig i begyndel-
45

sen af maj, havde centralregeringen i Valencia følt sig tvungettil ved hærens
hjælp at gøre op med det venstresocialistiske parti POUM, der havde sin hoved- Å
basis i Barcelona. Ved samme lejlighed indledtes opgøret med anarkosyndikali-
sterne i CNT, i hvert fald indtil et stykke ind i borgerkrigen landets største fag-
lige organisation. Nedkæmpelsen af POUM i Barcelona var dog ikke tilstrække-
ligt for det kommunistiske parti; dets regeringsmedlemmer stillede krav om for-
bud imod POUM og arrestation af dets ledere under henvisning til, at partiet var
»trotskistisk«, og at lederne stod i ledtog med fascisterne. Den sidste beskyldning
var naturligvis endnu mere vanvittig end den første, der iøvrigt også var forkert;
men blot det forhold, at anklager med et sådant indhold blev officielt fremsat af et
regeringsparti, er ganske betegnende for forholdene i republikken på dette tids-
punkt. Den socialdemokratiske ministerpræsident Largo Caballero afviste kra-
vene, men som de relle magtforhold havde udviklet sig, blev han tvunget til at
træde tilbage. For at forstå hvorfor ikke blot opgøret med POUM, men-også
Caballeros fald' vakte enorm opsigt, må man vide, at denne mand mere end nogen
anden personifiserede folkefronten. Han var generalsekretær for den socialde-
mokratiske faglige organisation UGT, der var næsten lige så stor som CNT, han
var centralt placeret i partiet, PSOE -
og i en lykkeligere fortid havde kommuni-
sterne kaldt ham »den spanske Lenin«!
Disse begivenheder, der tilsammen udgjorde republikkens alvorligste indre krise
siden krigsudbruddet, kan A. N. umuligt have undgået at være bekendt med. Lidt
anderledes forholder det sig med kommunisternes næste skridt, som han i bedste
fald kun har kendt som et rygte
-
et ondsindet rygte, har han sikkert ment, ud-
spredt af fascistiske agenter. Sagen var, at POUMs leder Andres Nin var for-
svundet under mystiske omstændigheder i forbindelse med den nye regerings ar-
restation af partiets ledelse. Ingen vidste med sikkerhed, hvor han var ført hen,
og hvem, der havde gjort det; men snakken gik, at han var blevet taget til fange af
kommunisterne, der havde myrdet ham eller holdt ham indespærret på et ukendt
sted. Idag ved vi bedre besked. Selve bortførelsen menes udført af folk fra det
hemmelige sovjetiske politi NKVD, der under borgerkrigen arbejdede som en
slags parallel-politi i Spanien. Nin var blevet ført til et privat fængsel i Madrid,
hvor han kom under forhør; men vist nok fordi han ikke ville indrømme sine
»forbrydelser«, lod man ham aflive. Som nævnt eksisterede denne pikante histo-
rie endnu kun som et rygte, da A. N. var i Spanien, men hørt om sagen har han.
Nins mystiske forsvinden var simpelthen samtaleemnet den sommer.
Forhåbentlig er dette tilstrækkeligt til at vise, at det kun var så som så med den
påståede republikanske enhedi sommeren 1937. Rent faktisk omfattede den kun
en begrænset del af venstrekræfteme, nemlig kommunisterne, Prieto-lløjen in-
denfor PSOE og venstrerepublikanerne; POUM, anarkosyndikalisterne og so-
cialdemokratiets venstre-fløj, hvilket sandsynligvis vil sige et solidt flertal af re-
publikkens tilhængere, stod mere eller mindre udenfor.
Ligeledes skulle det anførte være tilstrækkeligt til at sandsynliggøre det forhold,
der i denne sammenhæng er det afgørende: at A. N., da han levede sin bog, vidste
besked med de reelle forhold, men fortav det eller skrev det modsatte. Det for A.
N. kompromitterende er altså ikke, at regeringen havde brugt hårdhændede
midler overfor oppositionen, at kommunisterne havde fjernet Caballero, at Nin
var forsvundet, at den oprindelige folkefront ikke længere eksisterede, o.s.v. Alt
dette var måske nødvendigt, hvis krigen ikke skulle tabes, eller kan i hvert fald
46

diskuteres. Pointen er, at han ikke meddelte videre, hvad han vidste, at han i ste-
det for den besværlige virkelighed præsenterede læseren for et socialrealistisk
skønmaleri. At han for sagens skyld talte usandt.
Afsluttende må det dog medgives A. N., at han et par steder lader skinne igen-
nem, at mindre grupper skilte sig ud fra enheden. Men hvordan han bedømmer
oppositionelle elementer, fremgår af følgende episode fra bogen, der også klart
bekræfter, at han ganske godt kendte POUM og vidste, hvad der var overgået -
og ventede partiet.
I den katalanske by Gerona, fortæller han, opdagede han en plakat, der reklame-
rede for POUM. Byens borgmester, som han gjorde opmærksom på sin opdagel-
se, svarede: »Aa, de spiller ingen rolle mere; med dem har vi afregnet«. »Hvor-
for bliver deres Plakater så ikke ijærnet«? -
»Vi haaber, at Befolkningen skal
gøre det af sig selv en Dag«, svarer han hviskende, »Stemningen bærer den Vej.
Men endnu har vi et og andet at gennemgaa først« (citat slut). Indholdet af dette
ordskifte, der i bogen gengives uden kommentarer, bifaldes tydeligvis af vores
verdensberømte forfatter.
'
Som kilde til Spanien under borgerkrigen har denne bog stort set kun interesse i
den forstand, at den er et dansk eksempel på den propagandistisk prægede litte-
ratur, denne krig i så høj grad affødte. Imidlertid er dette ikke ganske ligegyldigt.
Ikke blot det, der i almindelighed menes om den spanske borgerkrig helt op til
idag, men også de opfattelser, der præger en del af de historiske fremstillinger af
begivenheden, har én af sine væsentligste kilder i denne tvivlsomme litteratur.
For vores syn på A. N. og hans forfatterskab er den selvsagt heller ikke uden be-
tydning, specielt fordi den i sin tilsyneladende uskyldighed er en uhyggelig, en sta-
linistisk bog. .
Claus Larsen.
Dirk Hemje Oltmanns: Arbeiterbewegung und Einheitsfront. Zur Diskussion
der Einheitsfronttaktik in der KPD 1920/21, VSA, Berlin 1973, 139 5. 7,80 DM.
Den foreliggende bog beskæftiger sig med betingelserne for udviklingen af den en-
hedsfronttaktik, der, med enkelte afbrydelser, fra 1921-1923 lå til grund for
KPDs politik over for SPD (og USPD) og fagforeningerne i partiets bestræbel-
ser for at samle den tyske arbejderklasse på et politisk grundlag, der pegede ud
over de nævnte organisationers reformisme. Betingelserne for udviklingen af
denne politik er ikke kun vigtige i forbindelse med KPDs historie, men er også
centrale for forståelsen af Kominterns enhedsfrontpolitik fra starten af 20,erne.
Erfaringernefra Tyskland i 1920-1921 udgjorde nemlig et vigtigt element i dis-
kussionerne både på den 3. og 4. verdenskongres i 1921 og 1922, hvor Komin-
terns principper for enhedsfrontpolitik i den ikke-revolutionære efterkrigspe-
riode blev fastlagt.
H-O indleder med et kapitel om e-taktikkens generelle problematik og bevæger
sig derefter via Kapp-kuppet, sammenslutningen af KPD og USPDs venstrefløj,
VKPDs »åbne brev« til fagforeningerne og arbejderpartierne fra jan. 1921,
Marts-aktionens tilbageslag for e-taktikken og slutter af med Kominterns 3. ver-
denskongres” behandling af e-problematikken og det dermed snævert forbundne
spørgsmål: kravet om en arbejder-regering. Undersøgelsen koncentrerer sig så-
47

.
ledes om 1920-1921, der ses som starten på udviklingen af e-taktikkenL At betrag-
te allerede 1920 som starten på denne politik, erutraditionelt, men frugtbart,
som det ses i undersøgelsen. Det er den første nogenlunde omfattende vestlige be-
handling af emnet på materialistisk grundlag. (Amerikaneren Werner T.
Angress, Stillborn Revolution -
The Communist Bid for Power in Germany
1921-1923 (1963), der nok er voluminøs og grundig (540 s.), udmærker sig i den-
ne forbindelse ellers mest ved, at indfaldsvinklen til e-taktikken er, at denne er en
manøvre, der kun skal tjene til, at kommunisterne opnår hegemoni over arbej-
derbevægelsen,-
altså den ret trivielle socialdemokratiske besværgelse).
I modsætning til Angress tager H-O kommunisterne på ordet: hans indfaldsvin-
kel til e-taktikken er, at den var et adækvat svar på den konkrete historiske pro-
blemstilling set fra et kommunistisk synspunkt, nemlig en taktik, der dels lagde op
til en slagkraftig, samlet kamp mod angrebene på arbejderklassens levevilkår i ef-
terkrigskrisen og dels gennem denne kamp styrkede arbejdernes forståelse for
nødvendigheden og muligheden af en afskaffelse af kapitalismen og således for-
bandt arbejderklassens daglige kampaktivitet med KPDs revolutionære mål og'
arbejderklassens langsigtede, objektive interesser. I indledningen og i kapitlet
C
»Zur Gesamtproblematik der Einheitsfronttaktik« gør H-O udførligt rede for
v
taktikkens teoretiske aspekter, dens gæld til bolsjevikkernes erfaringer og densÅ
konkrete tyske udformnings afhængighed af de økonomisk-politiske forhold i ef-
terkrigstidens Tyskland og disse forholds betydning for den politiske bevidstheds
udviklingsmuligheder i arbejderklassen. Konkret gøres der meget ud af undersø-
gelsen af Marts-aktionen i Mellemtyskland i 1921 og dens forudsætninger, såvel
lokalt som i KPD-ledelsen, samt dens virkninger for den videre udformning af
e-taktikken såvel i KPD -
som i Komintern-regie (opgøret med offensivteorien),
og det påvises, at den fejlslagne aktion var resultatet af et kompliceret samspil af
vel tilrettelagte regeringsprovokationer, KPDs store lokale styrke, samt svin-
gende kurs hos KPD-ledelsen efter Levi-ledelsens tilbagetræden kort forinden.
Det traditionelle borgerlig-socialdemokratiske billede af denne aktion som ren
eventyr- og kuppolitik fra KPDs side bliver således grundigt anfægtet. H-O er i
det hele taget velgørende fri for den moralisering, der præger såvel den vestlige
som den østlige historieskrivning om KPD. Deraf følger ikke, at han undlader at
tage politisk stilling, idet hele hans metode tager udgangspunkt i arbejderklassens
objektive interesser både i taktisk og strategisk perspektiv.
Bogens styrke er i det hele taget dens metodiske og teoretiske indfaldsvinkel, som
jeg skal forsøge at ridse op i uforskammet forkortning. H-O knytter an til Marx
og Engels i opfattelsen af arbejderklassen som historisk handlende subjekt, der
agerer på basis af de økonomisk-politiske forhold, og som under visse betingelser
kan virke tilbage på disse gennemen revolutionær omvæltning. I opfattelsen af be-
tingelSernefor en revolution påpeger han i overensstemmelse med Lenin nødven-
'
digheden af et flertal af arbejdernes bevidste handling. De vigtigste elementer i
forsøget på at påvise e-taktikke'ns relevans i den historiske kontekst er endvidere,
at kapitalismens almene krise og dens konkrete gennemslag i Tyskland (bl.a. infla-
tionen) nødvendiggjorde en samlet kampfront i arbejderklassen, at krisens pro-
blemer ikke kunne løses inden for det kapitalistiske systems rammer, at social-
demokraterne og de reformistiske fagforeninger accepterede systemets begræns-
ninger, og at det derfor var nødvendigt med en taktik og strategi, der på længere
sigt ville kunne vinde flertallet af arbejderne for en systemnedbrydende politik.
48

Da arbejdermasseme var domineret af en"reformistisk bevidsthed, kunne kom-7
münisterne ikke trænge igennem ved hjælpaf almen propaganda for socialismen,
men måtte knytte an til de krav, der spontant 'rejstes i arbejderklassen, men som v
,
reformisterne ikke var i Stand til at opfylde på systemets præmisser. Denne i sit.
indhold i starten rent reformistiske kamp, hvori kommunistpartiets ledende, or- v
Aganiserende og bevidstgørende rolle af H-O ses som en betingelse for succes, ville
'så først kunne skabe de rette organisatoriske og bevidsthedsmæssige forudsæt-
ninger for en socialistisk omvæltning. De reformistiske arbejderes organisations-
loyalitet umuliggjorde endvidere kommunistiske forsøg på, uden om de reformi-
stiske organisationer, at danne en slagkraftig front, og derfor betones nødvendig-
hedeniaf direkte henvendelser til disse organisationer med opfordring til fælles
kamp for arbejdernes mest påtrængende behov. De vigtigste konsekvenser af en
sådan kamp ville være, at arbejderklassens forsvarskraft mod krisens' udslag
øgedes, og at arbejderne ikke kun kæmpede pr. stedfortræder i parlament og _'
fagforeningsledelser, idet massernes selvstændige kamperfaringer ses som en ›
forudsætning for den bevidsthedsmæssige og organiseringsmæssige ændring, der :
ville være nødvendig for at arbejderklassen kunne optræde som det historiske
›
subjekt og derved handle i overensstemmelse med kommunisternes strategiske
mål.
H-Os fortjeneste ligger dels i, at han grundigt gør rede for principperne bag den
'tidlige e-taktik, dels i at det lykkes ham at påvise, at ansatserne til og erfaringerne
bag e-taktikken udmærket kan forklares ud fra det økonomisk-politiske forløb i
i '
'
Tyskland, og at det altså ikke er nødvendigt at se dem som erks. udslag af russisk
udenrigspolitik (Weber, Angress) eller forvirret eventyrpolitik med lumske bag-
'
tanker. Bogens klare opridsning af e-taktikkens principper kan endvidere'bruges
med udbytte også ved beskæftigelsen med de senere varianter af e-taktikken (fra
oven, fra neden og midt imellem). Den står nok i nogen grad i gæld til Brandler-
'
Thalheimer-gruppen (KPD-O), hvis kritik af disse varianter hviler på en søgen
tilbage til 1921-politikken, og som for øvrigt gennem de danske aflæggere Bo-
serup-gruppen og Metz-gruppen også satte sig spor her i landet i midten af
30erne. Bogens principielle opfattelse af et revolutionært arbejderpartis politiske
betingelser i et kriseramt kapitalistisk samfund med en reformistisk domineret
arbejderklasse ville heller ikke være helt dårlig at inddrage i den standende
diskussion inden for den splittede venstrefløj i dagens Danmark.
i
Peder Hjorth Jensen
49

'
›
Curt Sørensen: Marxismen og den sociale orden. Spørgsmålet om forklaringen
på og ændringen af den sociale orden og det politisk-taktiske element i den
marxistiske teoriudvikling, eksempliticeret ved elementer af teoriudviklingen i 11
Internationale. -
Et bidrag til diskussionen om marxismens specifikke egenart og
afgrænsningen over for den borgerlige sociologi. Bind 1 & 2. Forlaget GMT,
1976, 665 sider. Kr. 95,00.
Som den lange og besværlige undertitel angiver har Curt Sørensen forsøgt at be-
handle to store problemfelter:
1) Hvad er marxismens -
eller »marxismernes« -
svar på spørgsmålet om hvad
der opretholder samfundet? Og hvad er det, der ændrer samfundet? Hvori
består det fælles og det forskellige i de borgerlige og i de marxistiske svar på
disse spørgsmål?
2) Hvad kan marxismen som videnskab om blandt andet samfundet sige om meto-
derne til at ændre kapitalistiske samfund til kommunistiske samfund?
Behandlingen af disse to hovedproblemer svarer stort set til værkets to bind. Jeg
skal her koncentrere mig om bind 2, som forekommer mig at være af størst
-
interesse i dette tidsskrift. Først skal bind l”s hovedteser dog kort refereres.
Curt Sørensens metode til bestemmelse af marxismens egenart som samfundsvi-
denskab er den simple, men effektive, at han ser på de svar, den mest avancerede
og problembevidste klassiske borgerlige sociologi, gav på spørgsmålet om hvad
det er, der fundamentalt set opretholder et samfund. Her ud fra fremstilles den
klassiske marxismes (Marx og Engels) svar på samme spørgsmål såvel i deres
lighed som deres forskellighed med den klassiske borgerlige sociologi. Den bor-
gerlige sociologi, der behandles er især Comte og Durkheim.
'
Det svar Curt Sørensen ender med at give på spørgsmålet om marxismens egen-
art i henseende til forklaringen af den sociale orden kan sammenfattes i følgende
to træk:
1) Helhedsopfattelsen
2) Den historiske specifikation.
Meningen hermed er den, at den borgerlige sociologi, selv når den er bedst, ikke
formår at indeholde såvel en helhedsforståelse som en historisk specifikation af
denne helhed. Eller anderledes udtrykt er det påstanden, at de borgerlige totali-
tetstænkere på samfundsvidenskabernes område ikke formår at sætte historiske
forudsætninger på deres totalitetsbegreber. Og omvendt har de borgerlige sam-
fundsforskere med forståelse for betydningen af den historiske specifikation ikke
formået at tænke tilstrækkelig konsekvent i helheder.
Curt Sørensen gennemfører en meget interessant diskussion af denne problema-
tiks behandling hos Durkheim og Marx i forhold til arbejdsdelingen (pp.
231-236). Mens Durkheim afviser, at udviklingen af arbejdsdelingen kan forkla-
res psykologisk, hævder han, at forklaringener at finde i øget social kontakt,
som på sin side er begrundet i en type befolkningsteori af universel art. Dette er i
hvert fald Curt Sørensens fortolkning (p. 233). Marx,s behandling af problemet
er forskellig herfra ved, at der er tale om den kapitalistiske arbejdsdeling, og ikke
arbejdsdelingen som sådan. I forhold til en politisk praksis er det naturligvis ikke
ligegyldigt hvilken af de to synsmáder, der anlægges på problemet (forudsat at
politisk praksis på områder af denne art overhovedet styres af samfundsmæssige
teorier eller synsmáder). For Durkheim kan arbejdsdelingen kun mindskes ved
50
i
s t
: “571:1

_at mindske den sociale kontakt mennesker i mellem. For Marx er det ikkei sig
-
selv interessant at øge eller mindske arbejdsdelingen, men at se på hvilke økono-
miske forhold i det kapitalistiske samfund, der skaber en særlig type arbejdsde-
ling, og for arbejderklassen at føre organiseret kamp mod de værste af arbejds-
delingens konsekvenser. Dog skal der ikke gøres illusioner med hensyn til hvad'
der kan opnås så længe de kapitalistiske produktionsforhold råder. ,
1
Et centralt punkt i Curt Sørensens fremlæggelse/fortolkningaf det positive bi-
drag Marx har givet til forståelsen af samfundenes karakter og udvikling er, ud ,
over helhedssynsmåden og den historiske specifikation,den væsentlige dialektik (i
denne sammenhæng opfattet som ensbetydende med vekselvirkning) mellem de
samfundsmæssige Verhältnisse (forhold, relationer) og den samfundsmæssige
Verhalten (adfærd, aktivitet). Anliggendet med denne understregning af veksel-
virkningen mellem Verhältnisse og Verhalten eller mellem sociale forhold og
social adfærd er at undgå de to fejl megen samfundsforskning -
især af borgerlig
observans men også med marxistisk selvforståelse -
har begået. Enten at tale om
samfundsmæssige strukturer eller institutioner isoleret fra den adfærd eller akti-
vitet, som opretholder eller ændrer eventuelt ødelægger dem, eller omvendt at
betragte adfærden isoleret fra de sociale relationer, hvori denne udfolder sig el-
ler er spærret inde. Et eksempel på en sådan fejl fra borgerlig side er troen på
det borgerlige demokratis uløselige forbindelse med kapitalistiske produktions-
forhold forudsat at staten holder sig borte fra »unødvendige« indgreb i økono-
mien. Fra venstrefløjsside har mange analyser af fagforeningerne (»fagforstenin-
gen«) været lige så fejlagtige som følge af denne manglende forståelse af veksel-
virkningen mellem institutionerne og klassekampens karakter i forskellige sam-
fund på forskellige tidspunkter. Konklusionen for Curt Sørensen er naturligvis
den simple, men vigtige understregning af enheden og modsætningerne mellem
struktur og virkemåde, mellem forhold og adfærd.
Ud over disse skitserede vigtige understregninger indeholder bind 1 et efter min
opfattelse afbalanceret forsvar for nødvendigheden af mere generelle metodiske
hjælpemidler end dem, der eventuelt har særlig interesse ved studiet af kapitali-
stiske produktionsmåder. Dette indebærer krav om en historisk såvel som en
dialektisk materialisme. I denne sammenhæng gennemføres en omfattende diskus-
sion primært i forhold til kapitallogikken og den franske marxisme-struktura-
lisme (Althusser m.v.). Efter min opfattelse er der dog kun her tale om indled-
ningen til forsøg på at komme ud over de to yderpositioners partielle karakter og
dermed også i forhold til forfatterens egne krav deres ufuldstændigheder.Der
mangler efter mit skøn i den marxistiske debat en
alvorlig stillingtagen til mate-
rialismen i dens mere kontante form, hvor naturen og biologien tages alvorligt.
Et bidrag, som er udkommet efter færdiggørelsenaf den foreliggende bog, er
Sebastiano Timpanaros »On Materialism«, NLB, London 1975. Ud fra denne
italienske marxistiske ñlosofs kritik af såvel kapitallogik som Althusser m.v. vil
Curt Sørensens understregning af klassekampen kun være et halvt opgør med
idealismen i marxismen.
Hovedanliggendet for bogens andet bind er diskussionen af forholdet mellem
teori og taktik inden for marxismen, mere bestemt primært inden for II Interna-
tionale. Anderledes udtrykt er problemstillingen her følgende: i hvilken om over-
hovedet nogen grad er der sammenhæng mellem den teoretiske udvikling og strid
“
inden for marxismen som videnskab og den politiske eller taktiske (som Curt
51

Sørenseni overensstemmelse'med en udbredt rII Internationale-terminologifore-
trækker at betegne politikken) udvikling og strid inden for den marxistiske be-
vægelse?
,
Kernen i denne behandling er Lenin, Kautsky, Luxemburg og Bernstein set i de
forskellige afgørende politiske problemstillinger, hvor disse ledende medlemmer
af II Internationale forholdt sig såvel teoretisk som praktisk-politisk eller taktisk.
En første delkonklusion af denne undersøgelse, der gennemføres i forhold til ad-
skillige konkrete politiske problemstillinger, er at de sammenhænge, der måske
nok er, er af betydelig mindre retliniær karakter end mere overfladiske kritikker
af Lenin, Luxemburg, Kautsky og for den sags skyld Bernstein giver udtryk for.
Et godt eksempel på denne manglende korrespondens eller overensstemmelse
mellem teoretiske standpunkter og politiske eller taktiske positioner frembryder
diskussionen omkring reproduktionsskemaerne i Marx,s Kapitalen (p. 177). Her
var Lenin og legalmarxisterne i Rusland enige på det teoretiske plan: skemaerne
er en økonomisk model, der viser nogle mekanismer, hvis nærmere bestemte for-
udsætninger er eller kan opfyldes. Andre marxister deriblandt Rosa Luxemburg
'
havde en noget anden fortolkning af disse skemaer, og var tilbøjelige til at drage
den konsekvens, at kapitalismens fortsatte eksistens krævede en fortsat ekspan-
sion af kapitalismen ind i de ikke-kapitalistiske dele af verden. Det interessante for
vort formåler imidlertid, at Lenin og Rosa Luxemburg på netop dette tidspunkt
'
stod hinanden meget nær i politisk henseende (p. 177), mens Lenin på det kraftig-
ste bekæmpede legalmarxisternes politik eller taktik. I en tid, hvor videnskab og
taktik og for den sags skyld også personlige sym- og antipartier identificeres på
meget af venstrefløjen, er disse træk ikke uden en vis interesse. Det vigtige i Curt
Sørensens behandling af Lenin er, at der finder et yderst nyttigt opgør sted med
de idealistiske postulater om, at grunden til at socialismen er blevet afsporet i
Sovjetunionen, er at finde i to sammenhængende forhold: 1) Lenin forstod aldrig
det dybere (læs: det hegelianske) indhold i Kapitalen, og 2) derfor udviklede han
en forkert taktik i klassekampene i Rusland og Sovjetunionen. Curt Sørensens
svar på disse to postulater er, at selvom postulat 1) skulle være rigtigt, hvilket det
ikke er i følge forfatteren (pp. 100-101), følger på ingen måde rigtigheden af det
andet postulat. Kritikerne mangler fuldstændig historisk sans for, hvad der fak-
tisk var mulighed for således som forudsætningerne var. Dette sidste problem
behandles ikke af Curt Sørensen. Hans anliggende er blot at gøre op med fanta-
sterier gående ud på at en eller anden bog eller forståelse af denne eller hin bog
skulle kunne ændre verden. Marx har ganske vist produceret tusindvis af sider
kritik af den kapitalistiske samfundsorden, men den samme Marx har også klart
understreget, at våbnenes kritik ikke kan erstattes af kritikkens våben.
I II Internationale er det så givet Rosa Luxemburg, der fremstår som den mest
spændende og væsentlige person ved siden af Lenin. Der gøres klart op med de
myter, der i tidens løb er blevet produceret om Rosa Luxemburg. Blandt andet
myten om hendes manglende forståelse for nødvendigheden af et revolutionært
parti.
'
1 det efter min opfattelse mest interessante kapitel i hele bogen, kapitel 5 i bind 2
(pp. 524-589), fremføres Luxemburgs synspunkter på alle de centrale spørgsmål
i diskussion og strid med Bernstein og på nogle områder med Kautsky. For Rosa
Luxemburg var der en ubrydelig enhed mellem kampen for reformer og kampen
52

for slutmâlet. Men kampen for reformer må altid være underlagt kampenfor
slutmålet (pp. 537-538). Og slutmålet varfor Rosa Luxemburg ikke en eller an-
den metafysisk tilstand, hvor alle ulykker og problemer var borte, nej, det var"
magterobringen og erobringen af produktionsmidleme (p. 573) hverken mere
eller mindre. Og interessant og vigtigt den dag i dag i betragtning af det ret for-
virrede forhold dele af venstrefløjen har til såvel proletariatets diktatur som de-
mokratiet er Rosa Luxemburgs .stilling til den russiske revolution, hvor hun i for-
bindelse med en sønderlemmende kritik af det tyske Socialdemokratis politik i
forhold til den russiske revolution og uden at forfalde til abstrakt demokratisme
kritiserer de russiske bolsjevikker og Lenin for ikke at tillade arbejderklassen at
organisere sig i forhold til forskellige partier og retninger (pp. 580-589).
Et spørgsmål Curt Sørensen nok stiller (p. 553) men ikke besvarer tilfredsstillen-
de er følgende; hvad skulle socialister i Tyskland'i 1899, under »revisonismede-
'
batten« i SPD, gøre for at komme ud af den fastlåste situation partiet var i mel-
lem truslen om illegalisering og faren for sekterisme og truslen om integration i V
det borgerlige samfund. En problemstilling af yderst principiel betydning,ij den
senere udvikling andetsteds og udviklingen i de kommunistiske partier. Grunden
til at Curt Sørensen med sin tilslutning til Rosa Luxemburgs formel reform-og-
revolution ikke får underbygget denne taktiks konkrete udmyntning i de eks-
empler, der nævnes (bl.a. det preussiske valgretsspørgsmål i 1910 (pp. 561 f.f.),
forekommer mig at bestå i det forhold, at Curt Sørensen ikke lever op til sit eget
proklamerede program
-
helhedsbetragtningen og den historiske specifikation..
Thi hvad ville konsekvensen være af massestrejker og demonstrationer i Preus-
sen på daværende tidspunkt, hvor militær og politi var statsloyale (pp. 563-564)?
Ville det blot ende i et blodbad? Ville det føre til et foreløbigt tilbageslag, som
imidlertid på længere sigt ville styrke arbejderklassen og Socialdemokratiet?
Ville der blive tale om et tysk 1905? Disse spørgsmål kan ikke besvares abstrakt,
men kræver et dybtgående kendskab til Tyskland på daværende tidspunkt, her-
under en analyse af imperialismens betydning for klassekampen og klassesamar-
bejdsformeme og det præcise indhold i disse samfundsmæssige processer og
forhold.
Uanset disse kritiske overvejelser skal der ikke være nogen tvivl om helhedsindi
trykket: der er tale om det uden tvivl væsentligste danske bidrag i efterkrigstiden
til forståelsen af marxismen såvel som videnskabelig teori som politisk retning.
Der er heller ingen tvivl, om at bogen vil betyde, at de indskrænkede marxisme-
forstâelser, der har hersket her i landet i dele af venstrefløjen i nogle år, vil få det
vanskeligere med at komme med letkøbte postulater omkring fortidens store re-
volutionære taktikere og teoretikere. Dele af bind 2 vil her kunne gøre fremragen-
de nytte i studiekredse, til undervisningsbrug og til selvstudier. Bogen er normalt
skrevet i et rimeligt dansk, blot lider den af en yderst beklagelig svaghed -
der fm-
des et utal af citater på engelsk, tysk og fransk, som for en betydelig del af de
læsere forfatteren gerne vil i kontakt med er uforstålige. Bogen indeholder et ud-
mærket navne- og sagsregister.
'
Jørgen Lindgaard Pedersen
53

*""
,
"
_.
's ›
"
x
; '"thiëi'fW* “Lea-nm'. ;-
'-
Horst Ueberhorst: Frisch, frei, Stark und treu. Die Arbeitersportbewegungin
Deutschland 1893-1933. Droste Verlag, Düsseldorf 1973, 352 s. DM 48,00
At gøre den proletariske ungdom til socialister ved hjælp af sporten, at bruge
sport som opdragelsesmiddel til at skabe et socialistisk menneske med selv- og
klassebevidsthed, solidaritetsfølelse og ligeværd uanset individuel sportspræstation
-
det var målet for arbejdersporten i Tyskland fra dens start 1893 med 4.000
medlemmer til dens bratte likvidering med 1,3 mill. medlemmer efter den nazis-
tiske magtovertagelse 1933. (I det følgende bruges termen »sport«også så den
omfatter det specielle tyske begreb »turnen«, det vi på dansk kalder legems-
øvelser).
Horst Ueberhorst, der er professor i Sportwissenschaft ved universitetet i
Bochum, har i sin bog fortalt historien om et bevidst forsøg på at opbygge en
socialistisk kropskultur og bruge sporten bevidst som politisk middel til at fremme
socialismen.
Det er en lidt tragisk historie om gode hensigter på svære vilkår, dels under det
autoritære og repressive wilhelminske system, dels under Weimar-republikkens
kaotiske forhold under pres fra både højre -
nazisterne i NSDAP og de reaktio-
nære borgerlige i Deutsche Turnerschaft (DT) -
og fra venstre -
kommunister-
ne i KPD. For det er først og fremmest den socialdemokratiske arbejdersports-
bevægelses historie, som er fortalt i Ueberhorsts bog -
set med temmelig socialde-
mokratiske øjne og briller.
Arbejdersporten i Tyskland -
Arbeiter T'urnerbund (ATB) -
opstod som en pro-
testbevægelse mod den wilhelminske stat. Ideeme om åndeligfrihed og menneske-
lige udfoldelsesmuligheder var ifølge Ueberhorst ligeså betydningsfulde hos tyske
arbejdere som det sociale spørgsmål, kampen for bedre økonomiske betingelser.
Og sådan blev bevægelsen også opfattet af myndighederne før 1. verdenskrig.
Selvom arbejdersporten af taktisk-politiske hensyn formelt holdt sig klar af SPD
frem til 1914, blev ATB forfulgt af myndighederne og lå i konstant krig med det
konservative DT, der som forsvarer af trone og alter stod på de herskendes side
og havde adskillige arbejdermedlemmer.
Følgelig var væksten i arbejdersportens organisationer langsom: 37.000 med-
lemmer i år 1900, 187.000 i 1914. I DT var medlemstallene de tilsvarende år
henholdsvis 640.000 og 1,4 mill. Uden tvivl havde DT flere arbejdermedlemmer
end ATB. Eksempel på den politiske forfølgelse er anvendelsen og fortolkningen
af foreningsloven i ATB”s første år. ATB-medlemmer skulle registreres hos
myndighederne i de enkelte delstater. Ofte fik det ubehagelige konsekvenser for
de enkelte arbejdere -
også hos arbejdsgiverne.
Rigsforeningsloven af 1908 blev også brugt i bekæmpelsen af arbejderidrætten.
Ifølge dens § 17 måtte personer under 18 år ikke være medlemmer af politiske
foreninger. ATB-foreninger klassificeredes af myndighederne som politiske fore-
ninger i modsætning til organisationerne under DT.
Det betød, at arbejderidrættens børne- og ungdomsarbejde blev smadret. De en-
kelte foreninger kunne derefter først begynde at rekruttere medlemmer i vok-
senalderen -
i praksis først efter at de unge mænd havde været igennem den poli-
tisk ensrettende tyske militærtjeneste.
Selvom sport i ATB ikke blev betragtet som et mål i sig selv, men som et middel i
klassekampen frem mod socialismen, så adskillige SPD-ledere med mistro på al
54
il
1

-
denne legemlige udfoldelse. Den kunne tage energi fra det politiske og faglige
arbejde. ,
'
Den engelsk-prægede sportsbevægelses fremmarch i begyndelsen af århundredet
med boldspil, roning, cykling, svømning og især fremhævelsen af konkurrence-
momentet slog gradvis an også i ATB-foreningerne. De mere naturlige bevægel-
sesformer i disse grene trængte de gammeldags legemsøvelser -
»tumen« -
til-
bage. Konkurrencemomentet vandt frem til stor bekymring for adskillige SPD-
og ATB-ledere.
Ved udbruddet af 1. verdenskrig fulgte ATB den øvrige tyske socialdemokratiske
arbejderbevægelses nationale opslutning bag den wilhelminske stat. ATB sluttede
fred med myndighederne og DT, bl.a. i håb om officiel anerkendelse. Det skete
ikke uden kraftige spændinger, men ATB holdt sig neutral, da SPD under krigen
splittedes.
Novemberrevolutionen blev modtaget med begejstring i ATB, og radikaliserin-
gen truede enheden. Den søgtes bevaret ved at adskille sport og partipolitik, ved
at søge fastholdt en partipolitisk neutralitet mellem de forskellige grupperinger
USPD, MSPD og KPD. Da modsætningen mellem reformister og revolutionære
skærpedes, lagde ATB -
nu med navnet ATSB (Arbeiter Turn und Sportbund) -
sig i sommeren 1919 på (M)SPD*s kurs. Dermed splittedes den tyske arbejder-
sportsbevægelse. KPD lavede delvis deres egne organisationer med tilslutning til
den i 1921 dannede Moskva-styrede Rote Sport-Internationale (RSI), mens
ATSB med adskillige tusinde KPD-medlemmer, der blev i de enkelte foreninger,
1920 havde tilsluttet sig Luzerner eller Sozialistische Arbeiter Sport-Internatio-
nale (SASI).
'
Splittelsen i arbejdersportsbevægelsen følger altså nøje den partipolitiske udvik-
ling SPD-KPD, og frem til dette punkt er Ueberhorsts fremstilling (parti) politisk
uproblematisk. Men herefter bliver den klart SPD-orienteretxDet er et forhold,
der forstærkes af den næsten ensidige brug af SPD/ATSB-materiale som kilder.
Udviklingen frem til 1933 er præget af ATSB,s tofrontskamp mod myndigheder,
DT og KPD. Interessant er Weimar-republikkens diskriminering af arbejder-
sporten. De gav sig f.eks. udtryk i, at ATSB,s 1,3 mill. medlemmer 1928 kun fik
10,6 % af den samlede statsstøtte til sport, mens DTls knap 6 mill. medlemmer fik
63 %. Samme år fik medlemmer af republikkens hær og flåde forbud mod at
være medlemmer af ATSB, mens det siden 1923 kraftigt nazi-inficerede DT ikke
var omfattet af et lignende forbud.
Det totale brud mellem SPD og KPD kom 1928 efter seks års friktionsfyldt del-
vist samarbejde. Efter eksklusionen af såvel KPD-dominerede foreninger som
enkeltmedlemmer er der fra 1929 åben krig mellem KPD og ATSB. Ueberhorst
ser årsagenhertil i KPD,s siden 1923 -
efter hans mening -
klare formål at likvi-
dere SPD og kommunisternes afhængighed af Komintern. Også i dette forløb af-
spejler arbejdersportsbevægelsens tragiske udvikling den almindelige (parti)poli-
tiske udvikling. Gensidigt SPD-KPD-slagsmål til nazisternes fordel.
Historien slutter med ATSB-ledernes lidet flatterende forsøg på tilpasning til det
nye nazistiske system i marts-april 1933 -
for at undgå KPD,emes skæbne.
Svagheden ved Horst Ueberhorsts fremstilling er som nævnt, at den for
Weimar-tiden er set med SPD-øjne og fremstillet for SPD-apologetisk. Som ven-
teligt er Ueberhorst i tolkningen af begivenhederne op til 1933 i kraftig polemik
med DDR's sportshistorikere, der i DDR's sportsorganisationer med de impo-
55.

nerende, resultater både pâvmasseba'sisog i international elite'sportser den .sande
videreførelse af den tyske arbejdersports tratitioner.
Bogen forekommer mig adskillige steder overdokumenteret, ikke mindst fordi
mange direkte citater er medtaget i teksten. Det kan naturligvis fremme indtryk-
ket af pålidelighed,men det svækker i hvert fald læseligehden,især da dispositio-
_nen i kapitlerne III, IV og V er uklar og rodet.
Det er bogens fortjeneste, at den så detaljeret kortlægger den tyske socialdemo-
v
kratiske arbejdersportsbevægelses udvikling i så tæt sammenhæng med den al-
mindelige økonomiske og politiske udvikling i perioden.
Ole Lange
Henrik Vass (udg.):Studies on the History of the Hungarian Working-Class
Movement (1867-1966), Akadémiai Kiadö, Budapest 1975, 428 s., 25,00 dollars
Det foreliggende bind består foruden af Henrik Vass' indledning af 12 artikler på
engelsk og en 20 siders bibliografi. De to første bidrag af Edit S. Vincze og Tibor
Erényi behandler tiden før første verdenskrig. Revolutionsperioden og det efter-
følgende (halv) fascistiske diktatur dækkes af 6 bidrag ved György Milei, Béla
Kirschner, Agnes Szabö, György Borsányi, István Pintér og Dániel Csatári,
mens efterkrigstiden frem til ca. 1966 undersøges af Agnes Ságvári, András
Zsilák, Peter Simon og Henrik Vass. De enkelte artikler er mellem 25 og 35 sider
lange og er sammenarbejdet ved henvisninger fra den ene artikel til den anden.
Selvom dette altså ikke er en samlet arbejderbevægelsenshistorie, men som titlen
siger: studier, får man alligevel et godt overblik over især den politiske arbej-
derbevægelses historie, omend der er ret store kvalitative forskelle på de enkelte
artikler. Et tilsvarende bind med studier om fagbevægelsenshistorie er udkom-
met for nylig.
Bibliografien er på 407 numre og omfatter kildeudgivelser, monografrer, studier
og artikler inddelt i de tre hovedperioder 1867-1919, 1919-1944 og 1944-1966.
Langt de fleste er selvfølgelig på ungarsk (titlerne er oversat), men der findes
nogle oversatte ting især på russisk og tysk. Beklageligvis har man kun medtaget i
Ungarn levende forfattere og ikke i udlandet udkomne afhandlinger, hvad der
ville have været naturligt -
der kan feks. nævnes Tibor Siile: Sozialdemokratie
in Ungarn. Zur Rolle der Intelligenz in der Arbeiterbewegung 1899-1910 med en
ligeledes ret udførlig litteraturliste. Men denne bogs litteraturfortegnelse'har to
formål udover det normale -
den skal give et indtryk af den omfattende videnska-
belige litteratur om arbejderbevægelsen og dokumentere de*her publicerede for-
fatteres indsats på området.
Henrik Vass's indledning er instruktiv. Ifølge ham begyndte studiet af arbejder-
bevægelsen først i 1948 med en systematisk indsamling og klassificering af kilde-
materialet og dermed oprettelse af et specielt arkiv og bibliotek. I første omgang
begyndtes en omfangsrig publicering af kilder (se f.eks. bibliografiens nr. 33-45);
i begyndelsen, dvs. op til ca. 1960, var det videnskabelige arbejde hæmmet af
dogmatisme og subjektivisme, men i de sidste 15 år er nogle af de tidligere resul-
teter af forskningen taget op til ny overvejelse og man har videreført det der var
godt også i den tidligere periode. Resultatet, som Vass ser det, er at man i dag
har et rimeligt overblik over den ungarske arbejderbevægelsesog det kommunis-
56

›
tiske partis udvikling, dets rolle og organisatoriske'styrke i de forskelligeperio-
der. Derved har man søgt at sammenholde'bevægelsensudvikling med den øvrige
udvikling i landet og ligeledes med den internationale arbejderbevægelses udvikling
og dens indflydelse på den ungarske.
M
›
'
I forbindelse med oprettelsen af det folkedemokratiske styre i Ungarn, hvor det
»Ungarske Socialistiske Arbejder Parti« blev den dominerende politiske faktor,
hævder Vass, at forholdet mellem partihistorie og almen historie ændres, får en ,
'
i,
kvalitativ ny form: partihistorie og almen historie bliver to sider af samme sag (5. r
11). Disse sig forandrende forhold kræver forskellige metodiske indfaldsvinkler.
De mange forskellige afhandlinger og kildepublikationer, der var udkommet i lø-
bet af de 25 år fra 1948 muliggjorde en syntetisk fremstilling »Den ungarske re-
volutionære arbejderbevægelses historie fra 1848 til 1962«, som nu danner ud-
gangspunkt for det videre arbejde. Det berører især det ungarske socialdemo-
kratis historie, fagbevægelsens historie, arbejderklassens struktur og arbejder-
bevægelsens ideologiske og kulturelle udtryksformer.
'
E. S. Vinczeis afhandling »The Struggle for the First Independent Proletarian
Party. The First Congress of the Social Democratic Party of Hungary
(1868-1890)« understreger at Pariser Kommunen også i Ungarn havde stor be-
tydning for udviklingen af en selvstændig arbejderbevægelse, men at også reak-
tionen greb til massiv undertrykkelse af den begyndende arbejderbevægelse og
således i mange år forhindrede dannelsen af et selvstændigt parti. Det blev af stor
betydning, at Leo Frankel -
en aktiv deltager i I. Internationales arbejde og i Pa- .
riser Kommunen -
kom tilbage til Ungarn i 1876, hvor han overtog redaktionen
af det tysksprogede arbejderblad og var stærkt medvirkende til at den begynden-
de ungarske arbejderbevægelse fik kendskab til marxismen. Det lettedes af at der
var mange tysksprogede arbejdere i Ungarn. I 1880 lykkedes det endelig at op-
"
rette et selvstændigt parti. Men dermed var modsætningerne i den ungarske 'ar-
bejderbevægelse ikke ophævet. Det lykkes Vincze at fremstille dem i deres inter-
nationale kontekst, dog uden at gøre særlig meget ud af de almene forudsætnin-
ger for disse. Det ungarske socialdemokrati oprettedes endeligt i 1890 og blev et
marxistisk parti på II. Internationales grund. Men det blev især influeret af det
østrigske socialdemokrati og stod således på venstrefløjen. Det bekræftes af
Tibor Erényi's »The Activities of the Social Democratic Party of Hungary
during the First Decade of the Century« (s. 55-88), som understreger, at en bety-
delig del af den organiserede arbejderklasse var faglærte arbejdere i metalindu-
striens storbedrifter og i byggeindustrien. Men som de forskellige strejker viste
repræsenterede disse arbejdere hele arbejderklassens interesser, dvs. inklusive
de ufaglærtes. Disse faglærte arbejdere, som ledede bevægelsen, havde fået en
stor del af deres erfaringer mens de opholdt sig i udlandet (især Tyskland og
Østrig). Den socialdemokratiske opposition havde et betydeligt islæt af intellek-
tuelle. Erényi diskuterer derefter grundigt bevægelsens teoretiske og organisa-
toriske principper og dets praksis og det vil især sige kampen om valgretten.
G. Milei undersøger »The Historical Path of the Emergence of the Hungarian
Party of Communists« (s. 89-124), dvs. partioppositionens udvikling under 1. ver-
denskrig inklusive de ungarske soldaters, der var i russisk fangenskab. I novem-
ber 1918 dannedes så det kommunistiske parti, der hurtigt fik et betydeligt følge-
skab og i den korte rádsrepublik blev det det dominerende parti. Det understre-
ges af B. Kirschners »Society and Nation in the Hungarian Republic of Coun-
57

›
v
,
,
r,
'-
»-_
.
i
3«, u; _z_.› 5,1,”,- _« n, n:
r-.;':-:,_-_ 7
›,›«›-
1, ,
<
«
,I
oils« (s. 125-154). Partiets videre udvikling undersøges af A. 'Szabo for perioden
1919-1933 under en bestemt synsvinkel »The Hungarian Party of Communists.
and the Social Relationships of the Counter-Revolutionary Regime 1919-1933«
(s. 155-184), I. Pintér »The Major Features of the Alliance Policy of the Hunga-
rian Party of Communists between 1936 and 1945« (s. 219-252), og i bogens nok
svageste afsnit af D. Csatári »The Communist Movement and the National
Minorities Question (1919-1945)« (s. 253-288). Den går kun overfladisk ind på
de problemer, der nødvendigvis måtte rejse sig i et land som Ungarn, der havde
store nationale mindretal indenfor landets grænser (det gælder stort set også for
de andre bidrag) og undersøger stillingen til de ungarske mindretal i de omkring-
liggende lande overfladisk. Formentlig skyldes det, at man endnu ikke i dag har
fået en afklaret stilling til disse mindretal.
G. Borsányi,s studie over »Some Problems of the Policy of the Social Democra-
tic Party of Hungary in the Period between the Two World Wars (1919-1939)«
(s. 185-219) giver et godt overblik over de uløste problemer, der endnu findes
vedrørende dette parti i denne periode, som hele tiden var domineret af ultra-
reaktionære, senere halvfascistiske kræfter, som til sidst tvang partiet ud i semi-
legalitet. Partiet havde i hele perioden to modsatte fraktioner, som kæmpede om
magten i partiet. Det gav partiet et modsætningsfyldt ydre. Det var næsten umu-
ligt for partiet at komme ud over de faglærtes rækker, især på grund af regerin-
gens repressive politik, som forbød faglige organisationer for bl.a. landarbejdere
og transportarbejdere og en del andre områder. Ved formuleringen af sin politik
tog partiet derfor især hensyn til de faglærtes problemer. Det lykkes Borsányi at
formulere nogle væsentlige spørgsmål i denne sammenhæng, hans egne svar er
dog ikke overbevisende (f.eks. 5. 198). Det er alt i alt et frugtbart kapitel.
Det vigtigste problem for det nye Ungarn efter befrielsen 1944-1945 var agrar-
reformen. Og dette problem blev kun løst efter store indre modsigelser og en
svingende politik, der førte til at opstanden/omvæltningernei efteråret 1956 fik
en så bred basis. Agnes Ságvári behandler den meget vanskelige overgangsperio-
de 1944-1948 -
»Issues Concerning the Alliance Policy in the Era of the People,s
Democratic Transformation« (s. 289-322). Det kommunistiske parti søgte at vi-
dereudvikle folkefrontsideerne fra 1930iernes anden halvdel under de nye om'-
stændigheder. Partiet voksede meget hurtigt efter befrielsen, allerede i sommeren
1945 havde det 150.000 medlemmer, som et år senere var blevet til 600.000. Det
skyldtes for en meget stor dels vedkommende, at tidligere landarbejdere og anden
ufaglært arbejdskraft, som tidligere på grund af den hårde undertrykkelse ikke
havde kunnet tilslutte sig arbejderbevægelsen,nu meget hurtigt radikaliseredes og
gik ind i det kommunistiske parti, der overgangsvis var ved at blive et parti ho-
vedsageligt for fabriksarbejdere uden tidligere forbindelse til arbejderbevægel-
sens målsætninger. Partiet havde åbenbart svært ved at overvinde de ultraradi-
kale strømninger, som opstod i medlemsmassen.
Men også det socialdemokratiske parti havde en betydelig medlemstilgang, der -i
overensstemmelse med partiets tradition -
især bestod af byarbejdere. De to ar-
bejderpartier havde altså en ret forskellig medlemsmasse, men 'spørgsmålet om i
det mindste aktionsenhed stillede sig hurtigt. Socialdemokratiet udarbejdede et
program med krav om øjeblikkelig overgang til socialismen, men mente at
Beveridge-planen var en god hjælp hertil. Befrielsesregeringen gennemførte en
agrarreform og dermed var landets mest reaktionære klasse -
godsejeme -
58

l
›
smadret. Men da den ligeledes yderst reaktionære katolske kirke havde stor ind-
flydelse, var der ,stadigvækstor modstand at overvinde. Formentlig på grund af 4
Sovjetunionens tilstedeværelse i landet -mærkværdigvisnævnes det knapt nok -
kunne de reaktionære kræfter ikke optræde åbent, men' samledes i det mest ind-
flydelsesrige borgerlige parti, husmændenes parti, som ved valget i 1945 fik 5 7 %
af stemmerne, mens de to arbejderpartier fik hver 17 %. Men inden næste valg i
1947 var dette parti blevet splittet, bl.a. var de mest kompromitterede fra det
forrige styre blevet ekskluderet af partiet efter store demonstrationer, og der op-
nåede det kun 15 %, mens kommunisterne fik ca. 23 % og socialdemokraterne ca.
15 %. I 1948 sammensluttedes de to partier til det Ungarske Arbejder Parti.
Ságvári diskuterer en del problemer i denne sammenhæng og det er bemærkel-
sesværdigt, hvor åbent de diskuteres. Det gælder også for Andrá's Zsiláks »The
Changes in the Social Structure of Hungary and the Main Questions Concerning
the Alliance Policy (1949-1956)« (s. 323-349), der ganske klart fremhæver par-
tiets forfejlede landbrugspolitik som en væsentlig forklaring på 1956-opstanden.
Ganske vist var der mange problemer at overvinde, og der blev også opnået be-
tydelige resultater, men det tilslører ikke de fejl, der blev det afgørende moment.
Zsilák gør en del ud af den almene befolkningsudvikling og den betydning det fik
at f.eks. de selvstændige småbønders tal steg stærkt efter agrarreformerne, mens
arbejderklassen samtidig måtte dels afgive nogle af de mest aktive elementer til
den offentlige forvaltning og dels måtte optage tidligere embedsmænd, godsejere
og andre. Da partiet samtidig ikke gennemførte et stærkt forøget oplysnings-
arbejde i klassen og samtidig nedvurderede fagbevægelsen stærkt (noget også
Ságvári fremhæver), så bredte misstemningen sig også i arbejderklassen, der på
flere tidspunkter blev udsat for reallønsnedgang. Fraktionskampene i partiet
mellem bl.a. Rákosi og Nagy svækkede det, idet det blev uklart hvad det stod for.
Péter Simon undersøger specielt »The Socialist Reorganization of Agriculture in
Hungary« (s. 351-376). Han går mere ind på den faktiske omfordeling af jorden,
oprettelsen af kollektiv-brug og følgerne af den øgede klassekamp på landet. Han
konstaterer som også Zsilák, at der efter 1948/49 delvis som følge af den interna-
tionale udvikling kom et brud i landbrugspolitikken, som ændrede forholdet mel-
lem partiet og landarbejderne negativt. Politikken ændredes igen i 1953 og 1955.
En forsøgt ny politik blev afbrudt af 1956-opstanden, men søgtes herefter gen-
nemført med stor kraft og åbenbart med positive resultater. I 1961 var 90 % af
landets jordbrug gået over til den socialistiske sektor.
Henrik Vass afslutter bindet med en afhandling om »The Main Features of the
Development of Social Relations in Hungary (1956-1966)« (s. 377-406). Efter
Vass, opfattelse afsluttedes her det socialistiske samfunds grundlægningsproces
og de første skridt blev taget henimod et udviklet socialistisk samfund. Under
dette synspunkt diskuterer han dette tiårs udvikling, især gør han meget ud af de
historiske videnskabers udvikling.
Det er en bemærkelsesværdig samling afhandlinger, der her foreligger. Selvom
de er forskellige, ligger de fleste dog på et højt niveau og kan udmærket bidrage
til forståelsen også af den internationale ,arbejderbevægelses udvikling. Man får
endvidere en god oversigt over den ungarske arbejderbevægelse udvikling, selv-
om samlingen bærer lidt for meget præg af, at Socialdemokratiet ikke har været
i centrum for de hidtidige undersøgelser. Det er alt i alt en god introduktion til
59

.
bin
emnet, og man kunne kun ønske sig.at også andre landekunne fremlægge tilsva-
*
rende samlinger på et ligeså højt analyseniveauom
deres arbejderbevægelse._ _ ,
Oversættelsen forekommer at være udmærket og prisen er ikke urimelig. Det
4
ville have været en fordel, hvis der havde været en tidstavle Og nogle statistiske
bilag f.eks. med valg- og medlemstal og lignende. r
'
Gerd Callesen
VS's historie. Kapitel 1 i: Introduktionsskolingsmateriale for VS, hæfte l, 1975
(34 s.)
VS' historie 1967-1975. En skitse. Red. af Asger Boertmann, Torben K. Peder-
sen, Harald Plum. (79 s.)
Der er kommet to skitser til VS, historie 1967-1975. Den første er den officielle,i
'
'af hovedbestyrelsen godkendte, og den udgør kapitel 1 i partiets introduktions-
, skolingsmateriale, hæfte 1. Den anden er »skrevet for at belyse'en række forhold
'
og synspunkter, som vi synes er skævt eller utilstrækkeligt behandlet i »Introduk-
tionsskolingsmateriale for VS«, hæfte l, 1975« (indl.), og den er skrevet af folk
omkring den politiske gruppering, der i tidens løb har haft mange navne: cen-
trum-sumpen-gruppe l-tendens 1-2. Den officielle fremtræder anonymt, men er
'
selvfølgeligudtryk for den linie, der efter emnekongressen i maj 1975 fik over-
'
vægt i partiet, altså »strammerne«.
De to skitser er således udtryk for de to forskellige opfattelser af partiets organi-
sering og rolle, der i hvert fald siden 1970 har været grundlag for megen politisk
kamp i partiet, og som (for) kort og brutalt sagt er uenige om, hvorvidt VS skal
være et åbent og relativt bredt venstrefløjsparti, der skal fungere som inspirator
snarere end som organisator, eller det skal være et strammere organiseret
kadreparti, der principielt skal fungere som ledende centrum i arbejderklassens
daglige kamp og i en revolutionær proces.
›
Og hvordan klarer disse to tendenser så at fremlægge en skitse til partiets histo-
rie på hhv. 34 sider og 79 sider? Den officielle klarer det mildest talt ikke godt.
Den er meget refererende og undlader stort set at komme med explicitte vurde-
ringer. Så meget mere irriterende og manipulerende er derfor de mange skjulte
vurderinger, der ligger i, at forfatteren bruger sin sproglige behændighed til at
latterliggøre de tendenser hun/han ikke kan lide.
Forfatteren har desværre heller ikke sat sig alt for grundigt ind i hele stoffet. Så
ville »Producentkollektivet« (gruppering mellem 2. og 3. kongres) ikke komme
til at fremstå som modstandere af arbejderrâd i modsætning til »Leninistkol-
lektivet« (s. 15). PK tillagde netop arbejderråd eller basisgrupper en central be-
tydning.
I
Generelt udvises der alt for stor venlighed over for »Leninistfraktionen« (senere
KF). Denne fraktion havde flertallet i HB og FU mellem 4. og 5. kongres, og det
lykkedes den med en noget kluntet fremførelse af sin politik og med ultimative
krav om drastiske omorganiseringer af partiet at komme i mindretal på 5. kon-
60

gres til trods for atet meget stort flertal 'adee delegerede sympatiserede med den. I
Omtalen af denne periode er præget af en noget letfærdigomgang med kendsgerg-
ningerne, særlig m.h.t. Leninistfraktionens fremlæggelse af 'sin politiske platform, ,i
til 5. kongres, hvor det centrale ultimative krav om accept af hele platformen end Å
ikke nævnes. Alt i alt kunne det nok have betalt sig at ofre noget mere tid og ener-
gi på at skrive partiets historie, særlig når man ser på formålet: at informere
nye medlemmer om partiets historie.
Det andet forsøg, den ikke-autoriserede VS-historie, er en hel del bedre og kan «
fungere som et nyttigt korrektiv til den officielle. Den forsøger iilangt højere ,
grad at opridse den teoretiske og politiske baggrund for de skiftende tendenser
inden for VS.
Selv om den tydeligt fremstår som udtryk for den oven for nævnte »centristiske«
linie inden for partiet, er den ret loyal over for andre grupperinger. Den bruger
desværre uforholdsmæssig megen plads på tiden 1968-1971, f.eks._tildeles periow
'den marts 68 -
maj 69, 16 sider, mens den ret centrale periode dec. 71 -› dec. 72,
hvor leninisterne havde flertallet, kun får 4 sider, og iøvrigt er ret overfladisk
behandlet. De har det ikke let, de leninister -
omklamret af deres venner i den of-
ficielle partihistorie, så de knap selv ville kunne genkende deres politik, og igno-
reret af deres fjender. '›
Det er generelt tydeligt, at forfatterne har bredt sig over de perioder, hvor de
har førstehándskendskab til begivenhederne i de centrale organer, mens de ikke
har haft tid eller lyst til at gå i dybden med de perioder, hvor de var udenfor. r
-
;i
Denne version af VS, historie forsøger endvidere i langt højere grad end den offi-
cielle at sætte partiets opståen og udvikling i relation til den internationale og na-
tionale udvikling. Den officielle renoncerer direkte herpå og bruger i stedet 6 l⁄2
af de 34 sider til en perspektivløs opremsning af danske og internationale begi-
venheder hen ad vejen, sat op i ramme.
Trods alt må man sige, at de to VS-historier tilsammen giver et nogenlunde dæk-
kende rids af partiets politiske og teoretiske udvikling. Dog er leninist-perioden
utilstrækkeligtbehandlet hos begge. Den officielle er den af de to, der har sværest
ved at stå alene.
Peder Hjorth Jensen
61

Wolfgang Abendroth: Ein Leben in der Arbeiterbe-
wegung. Gespräche, aufgezeichnet und herausgegeben
von Barbara Dietrich und Joachim Perels -
edition suhr-
kamp 820 -
Suhrkamp, Frankfurt/M. 1976, 287 s.
Wolfgang Abendroth er også kendt i Danmark, hovedsagelig p.g.a. bogen »Den
europæiske arbejderbevægelses historie«. Denne bog har åbenbart opfyldt et me-
get stort behov, i 1975 var der kommet 10 oplag på tysk, men derudover er den
oversat til mange sprog. Det er ikke uden grund, at det er sket, og selvom denne
bog næppe vil opnå tilsvarende oplagstal, kan det dog kun anbefales, at mange
læser den.
Udgiverne skriver i deres forord (s. 7), at en stor del af den venstrefløj, der er
opstået efter protestbevægelserne i 1960,erne, ikke har noget virkeligt forhold til
den tyske arbejderbevægelses historie. Det skulle vise sig både i hverdagens prak-
sis og i de teoretiske diskussioners store abstraktion. Dette forhold, som i Vest-
tyskland kan forklares med den lammede arbejderbevægelse, gælder imidlertid
bl.a. også her i landet, selvom arbejderbevægelsen her ikke blev knust, som det
skete i Tyskland. Det har dog ikke medført, at den frugtbare syntese mellem ar-
bejderbevægelse og akademisk intelligens, som ville lette arbejderklassens vej, og
som derfor bør fremmes, har haft gode kår. Den dogmatisme, som under for-
skellige ydre former er dominerende hos den akademiske venstrefløj, har et væ-
sentligt ansvar for dette.1) Men dogmatismen er ikke noget ukendt fænomen i
denne sammenhæng, og selvom den er betinget af omstændighederne, kan den
dog overvindes. Abendroths analyserende og reflekterende erindringer vil være
en god hjælp i erkendelsen af den tidligere dogmatismes ødelæggende karakter.
Ganske vist er det første gang, at studenter som masse ønsker at solidarisere sig
med arbejderklassen, men de problemer, der opstår i denne sammenhæng, er
ikke nye.
Abendroth blev født i 1906; allerede hans bedstefar havde været medlem af soci-
aldemokratiet i 1870”erne og blev under første verdenskrig medlem af det Uaf-
hængige Socialdemokrati. Denne politiske tradition kom til at betyde meget for
Abendroth. Han blev i 1919/1920 medlem af det kommunistiske ungdomsfor-
bund, senere af studenterorganisationen og partiet (KPD). Samtidig var han me-
get aktiv i »Røde Hjælp« -organisationen. I 1928/1929 blev han ekskluderet af
KPD og gik med over i KPO -
Brandler/Thalheimer-organisationen. I 1933 blev
hans jurastudium afbrudt kort før eksamen og han var nødt til at begynde et stu-
dium i Schweiz, som han afsluttede i 1935. Men han havde straks fra 1933 del-
taget meget aktivt i det illegale arbejde og blev arresteret i 1937 og idømt 4 års
tugthus for højforræderi. 1941 slap han ud, men blev i 1943 indkaldt til en særlig
værnemagtsafdeling for politiske og kriminelle forbrydere (Strafbataillon 999).
Her fortsatte han det politiske arbejde og fik hurtigt kontakt med græske parti-
saner og kunne desertere allerede i sommeren 1944, men blev taget til fange af
englænderne, som krævede ham udleveret af de græske partisaner.
I 1946 kom han tilbage til Tyskland og arbejdede i de næste to år i det senere
DDR i justitsforvaltningen og universitetet, men tog i 1948 til Vesttyskland.rHer
oplevede han -
i 1946 var han blevet medlem af SPD -
den efterhånden totale poli-
62

tiske isolation, som, til trods for at han fandt en del støtte især blandt fagfore- ›
'ningsfolk, endte med hans eksklusion af SPD i 1960/1961 i forbindelse med eks-
klusionen af SPD's studenterorganisation SDS. Men hans støtte til denne organi- r
sation fik en meget stor virkning efterhånden som SDS tilnærmede sig marxisti-
ske positioner, og samtidig kunne udvide sin indflydelse blandt studenterne gen-
nem en i det væsentlige rigtig politik i første halvdel af 1960ierne. Det ville føre
for vidt at beskrive det nærmere her?) Det var af stor betydning, at der dog var
én professor som åbent forsvarede den marxistiske teori mod den totale afvis-
ning, den ellers mødte fra borgerlig side eller mod dens »kritiske« venner. Det
var centralt, at Abendroth diskuterede åbent og gennem sine arbejder præsen-
terede marxismen i en forståelig og relevant form. Han har på denne måde influ-
eret mange direkte og indirekte. At han kunne gøre det, er forklarligt ud fra
hans livshistorie.
Der er en del ting, som er væsentlige i denne bog, men kun én skal fremhæves
yderligere. Det er en meget populær opfattelse, at de kommunistiske partier uden
for Sovjetunionen var (og er) sprællemænd, der kun bevægede sig, når en eller
anden -
helst Stalin -
trak i snoren. Så kom der til gengæld også fart i bevægelser-
ne, og alle mere eller mindre åndssvage teorier, som blev opfundet i Komintern,
blev slugt råt af de kommunistiske partier rundt omkring. At denne opfattelse har
kunnet blive så populær, skyldes dens rationelle kerne. Kommunistisk Internatio-
nale var opbygget som et verdensparti og med den demokratiske centralisme
som organisatorisk princip. Det indebar, at visse beslutninger blev truffet i top-
pen, og at de enkelte sektioner fulgte disse beslutninger -
til dels mod bedre viden-
de. Men denne opfattelse forklarer ikke hvorfor også de partier, der havde
masseindflydelse, kunne få masserne til at sprælle, hvis nogen i Moskva trak i
snoren. Abendroth giver i denne bog en god analyse af hvorfor selv vanvidsteo-
rier som socialfascismeteorien blev fulgt af det overvejende flertal af' kommuni-
sterne (Abendroths gruppe
-
nemlig KPO -
var en absolut modstander af teo-
rien). Det skyldtes især, at SPD i visse tilfælde opførte sig som om det var en so-
cialfascistisk organisation. Bedst kendt er forbudet mod 1.-maj-demonstrationen i
Berlin 1929: for første gang siden 1890 skulle der efter påbud fra den socialde-
mokratiske politiledelse ikke gennemføres en 1.-maj-demonstration i Berlin. KPD
organiserede alligevej en og det bevæbnede politi skød på demonstrationen og
myrdede henved 30 mennesker. Sådanne tilfælde -
og der var flere omend dette
var det groveste -
kunne få teorien til at se rigtig ud. Den overvejende del af par-
tiets medlemmer og sympatisører støttede de forskellige »venstre«-sving KPD
foretog f.eks. i 1923/1924 og 1928/1929 -
det er rigtigt, at masserne var politisk
4
umodne osv, men KPD,s politik var et udtryk for deres politiske indsigt, og
denne var i stor udstrækningbaseret på, at det var lykkedes bolshevikkerne at
gennemføre revolutionen. Den sejrrige oktoberrevolution gav SU en absolut
autoritet i den kommunistiske bevægelse. Men det er væsentligt at fastholde, at
KPD,s politik byggede på massestemninger og gav udtryk for dem. Partiet blev
dermed ikke, hvad det ville være: klassens fortrop, dens leder; det satte sig kun i
spidsen for massemes uartikulerede revolutionære vilje. Sprællemandsteorien
kan dermed afvises.
Dette og en del andre ting, feks. spørgsmålet om modstandsbevægelsens taktik,
analyseres. Selvom man kan være uenig med de fremsatte teser, er det en væsent-
lig bog.
63

CZ" ,r
"
HE'MV
l i'
i
'1: Smlg. feks. Curt Sørensensartikel »Detkapitallogiske angreb på arbejderbevægelsen«
i Oktober 2. årg. nr. 7, nov. 1976, s. 19-37.
2'. Smlg. f.eks. SDS,s tidsskrift »neue kritik« nr. 35. Der findes to bind med en del af
Abendroths væsentligste artikler b1.a. fra denne periode: Antagonistische Gesellschaft und
politische Demokratie. Aufsätze zur politischen Soziologie, 1967 og Arbeiterklasse, Staat
und Verfassung. Materialien zur Verfassungsgeschichte und Verfassungstheorie der
Bundesrepublik, 1975.
Gerd Callesen
Torben Peter Andersen: Staten og Storkonflikten i 1925. SFAHs skriñserie nr.
4. GMT 1976. 152 sider, kr. 28,00 for medlemmer af SFAH.
Med Torben Peter Andersens bog er der for første gang udkommet en grundig
behandling af de faglige forhold i mellemkrigstiden med inddragelse af ikke-
offentliggjort materiale. Bogen er næsten identisk med Torben P. Andersens spe-
ciale fra 1975, men ved offentliggørelsen har det ikke været muligt at benytte
Dansk Arbejdsgiverforenings arkiv, som forfatteren ellers havde inddraget i sin
speciale-afhandling. Dette er selvfølgelig beklageligt, da Arbejdsgiverforeningen
derved kommer til at fremtræde som en enig organisation, hvilket absolut ikke
var tilfældet. Men da Torben P. Andersen efter anmelderens mening ikke i fuld
udstrækning har udnyttet Arbejdsgiverforeningens materiale i specialet, lider
bogen ingen større mangel af denne grund.
Bogens første knap 40 sider er en meget omfattende analyse af »den danske sam-
fundsformation op til 1925«, hvor forfatteren ud fra en marxistisk synsvinkel gi-
ver en baggrund for konflikten i 1925. Selve den empiriske undersøgelse af det
konkrete hændelsesforløb i 1924-1925 fylder ca. 70 sider plus 24 sider noter.
I denne sammenhæng skal den indledende analyse ikke kommenteres, men det
skal dog påpeges, at da bogen bygger på et speciale, og da der i dag er både en
tidsmæssig og en kvantitativ begrænsning på specialer, kommer den_empiriske
del til at lide under, at forfatteren til tider har givet en lidt for summarisk omtale
af de konkrete begivenheder. Der er ingen tvivl om, at konflikten kunne have
været endnu grundigere belyst, hvis ikke analysen havde taget næsten 1⁄3 af
pladsen. .
Selve begivenhedsforløbeter ganske glimrende beskrevet, man får et meget klart
billede af parternes taktik før konfliktens udbrud, konfliktens begrænsede start
og senere udvidelser. Samtidig er modsætningsforholdet mellem Dansk Arbejds-
mandsforbund og dets formand, M.C. Lyngsie på den ene side og resten af den
socialdemokratiske arbejderbevægelse på den anden side tydeliggjort fra de før-
ste spæde gnidninger til det offentligt kendte brud.
Desværre for Torben P. Andersen findes der meget vigtigt kildemateriale, som
han ikke kendte ved udarbejdelsen af afhandlingen. Dansk Smede- og Maskin-
arbejderforbunds formand, I. A. Hansen førte i perioden 1924-1925 en meget
omfattende dagbog, der bl.a. indeholder referater af møder, han havde deltaget i
som medlem af De Samvirkende Fagforbunds (DSF) forretningsudvalg og hans
samtaler med f.eks. statsminister Stauning og forligsmændene.Det kan imidlertid
ikke bebrejdes Torben P. Andersen, at han ikke har »set« denne dagbog, da den
findes i Metalarbejderforbundets arkiv, og da forfatteren ganske naturligt har
64

,
A;
begrænset sine kildestudier hos defagligeorganisationer hovedorganisatio-
nerne og Dansk 'Arbejdsmandsforbund (DAF). Derimod kan det bebrejdes Tor- ›
:
ben P. Andersen, at han ikke har udnyttet en uofficiel ministermødeprotokol ført
af justitsminister' K. K. Steincke i perioden 1924-1926. Denne protokol findesi
Steinckes arkiv på Det kongelige Bibliotek, som forfatteren påstår at have under-
søgt, idet han flot skriver, at »Det indeholder intet af interesse for emnet«, (p.
150). _
Med kendskab til et noget større kildemateriale, skal to af Torben P. Andersens
hovedpunkter diskuteres nærmere. .
v
Torben P. Andersen skriver, at hvis ikke landbrugseksporten blev berørt, var
der intet der tydede på, at andre end arbejdere og arbejdsgivere ville blive invol- '
verede (p. 81,84,107). Han ser statens (regeringens) rolle som kun værende be-
stemt af den økonomiske faktor, i dette tilfælde landbrugets betydning, men negli-
gerer den parlamentariske faktor, regeringens forhold til sit støtteparti, Det ra-
dikale Venstre. Den første socialdemokratiske regering havde ikke mulighed for,
at få nogen af sine mærkesager gennemført, men havde vel kun til formål at vise,
at partiet kunne administrere. Derfor var regeringen fra efteråret i 1924 nervøs
for en evt. konflikt, og når regeringen endelig udarbejdede den påtænkte proviso-
riske lov, var den konkrete anledning ikke kun, at landbrugseksporten var blevet
standset, men i lige så høj grad, at Det radikale Venstre havde ønsket, at kon-
flikten blev afsluttet, hvilket også antydes i P. Munchs erindringer.
Torben P. Andersen mener ligesom Ib Nørlund, at DSF forsøgte at skade DAF
mest muligt via Arbejdernes Landsbank. Endvidere hævder han, at DSFs for-
mand 3 fredage i træk forsøgte at lægge hindringer i vejen, således at DAF fik
problemer med at klare de ugentlige udbetalinger (p. 98,105). Den sidste teori er
der intet kildemæssigt belæg for, og der er -
i hvert tilfælde for den første fredags
vedkommende -
oplysninger, der kan modbevise teorien. Ved at inddrage DAFs
protokol for 1926 kan det endvidere slås fast, at Arbejdsmandsforbundet i 1925
fik de penge, forbundet havde krav på i henhold til de fordelingsregler, der var
blevet anvendt i 1921 og 1922. Når forbundet fik økonomiske problemer, skyld-
tes det udelukkende forbundet selv. DAF havde enten undervurderet udgifterne
ved konflikten eller havde forregnet sig med hensyn til bidragene fra udlandet.
Der er heller ingen tvivl om, at når debatten om det økonomiske forhold mellem
DAF og DSF blev så hård, stod det i forbindelse med Lyngsies stædighed. Han
stillede i maj 1925 på DAFs vegne krav om penge, som forbundet ikke havde ret
til, og DSF ville nok -
som normalt var -
yde beløbet som lån, mens Lyngsie ville
have pengene. Det skal dog tilføjes, at den 3. juni besluttede DSF, at der ikke
skulle ydes DAF lån ud over det, forbundet havde krav på, men denne beslutning
fik dog aldrig nogen reel betydning, da konflikten blev afsluttet to dage senere.
I et par enkelte tilfælde har Torben P. Andersen ikke rigtigt forstået de faglige
forhold. På side 47 undrer han sig over, at arbejderne ikke i efteråret satte fart i
situationen ved at varsle strejker. Dette var imidlertid ikke muligt, da overens-
komsterne i almindelighed først udløb den 1. februar 1925, og da en strejke blot
skulle varsles i to omgange med 7 dages mellemrum, kunne varsler ikke afgives
før midt i januar måned. På side 74 skriver forfatteren endvidere, at samme dag
som Lyngsie havde sendt første transportstrejkevarsel til Arbejdsgiverforenin-
gen, sendte han DSF en anmodning om at varsle 2. gang. Dette er imidlertid for-
kert. DAFs 1. varsel blev først afsendt, efter at DSF havde nægtet at sanktionere
65

transportstrejken. Hvis De samvirkende havde sendt 2. varsel, var et første fra
DAFs side jo unødvendigt.
-
Uden at ville fortsætte diskussionen om noter og henvisningers nøjagtighed skal
det dog påpeges, at forfatterens henvisninger til de benyttede aviser ofte er for
unøjagtige.Der henvises blot til f.eks. Berlingske Tidende fra den og den dato
uden at gøre opmærksom på, om det drejer sig om morgen eller aftenudgaven.
Dette har især været uheldigt, på side 72 (og note 251) hvor der står, at det var
utænkeligt, at Arbejdsgiverforeningen for jernindustriens vedkommende ville
lægge sig fast på et lønniveau for de faglærte uden at have konfereret med de
ufaglærte, og der henvises til Berlingske Tidende for den 30. april 1925. Dette
synspunkt er forkert, og findes heller ikke i nogen af avisens to udgaver. I aften-
udgaven (p. 5) står der netop det modsatte, at det ville være ubehageligt for DAF,
hvis de faglærte opnåede enighed i Jernet. Arbejdsgiverne ville da kun tilbyde
DAF det, der var blevet givet de faglærte.
På trods af disse uddybende og kritiske bemærkninger om den empiriske del af
bogen, skal det dog atter fremhæves, at Torben P. Andersens afhandling er et
dygtigt udført pioner-arbejde, og flere grundige arbejder om de faglige forhold i
1920,erne kan kun efterlyses, idet først med et større kendskab til disse, kan
1925-konflikten ses i et bedre perspektiv.
Tom Sinding.
Georg Fülberth/Jürgen Harrer: Die deutsche Sozialdemokratie 1890-1933.
Arbeiterbewegung und SPD Band 1 Luehterhand Verlag, Darmstadt 1974.
276 s.
De to forfattere forsøger i denne metodisk forebilledlige og stærkt problem-
orienterede afhandling at give en fremstilling af det tyske socialdemokratis (SPD)
politiks karakter (Wesen). Forfatterne mener, at der eksisterer et behov for en
undersøgelse af SPDs historie. Forfatternes hovedargument er, at henholdsvis
den dominerende socialdemokratiske og kommunistiske historieskrivning i høj
grad har haft en legitimerende politisk funktion for de to partiers dagsaktuelle
praksis. Uklarhed i anvendelsen af begreber som f.eks. »reformisme« og »revi-
sionisme«, utilstrækkelige partiske fortolkninger har hidtil hindret fremkomsten
af en SPD-historie hvori sammenhængen mellem SPDs strategi og politik har
været genstand for en grundig analyse.
På baggrund af en meget klar definition af begreberne »reformisme« og »revi-
sionisme« argumenterer forfatterne indledningsvis for en tese, som de finder har
været karakteriserende for SPDs politik fra 1. Verdenskrig til idag. SPD har ef-
ter dannelsen af kommunistpartiet været et reformistisk parti. Den reformistiske
retning har imidlertid ikke udgjort en enhed, men har bestået af to retninger,
som har været konstituerende for SPDs politik. Den ene -
oftest dominerende, til
tider enerådende retning -
karakteriserer forfatterne som en »socialliberal inte-
grativ reformisme«. Den er »socialliberal« fordi den ønsker at forbedre lønar-
bejdernes interesser inden for kapitalismens grænser, men som en forudsætning
for dens støtte til »systemet« kræver indflydelse på samfundets udformning og
udvikling i form af indrømmelser til partiet (f.eks. regeringsmagt) og til fagbevæ-
66

gelsen (feks. forhandlingsret). Den er integrativ fordi den søger at inddrage ar-
bejderklassen i det bestående ved at give afkald på målet om overtagelse af pro-4 _
duktionsmidlerne og istedet stiller formuespredning og udbyttedeling op som al-
ternativ. Den er endelig reformistisk fordi det kapitalistiske systems rentabilitet
ses som en forudsætning for en reformpolitik, der kan skabe stabilitet i og for-
bedringer for lønarbejdernes arbejds- og livsvilkár.
Den anden retning i den' socialdemokratiske bevægelse omtaler forfatterne som
den »reformsocialistiske retning«. Denne erkender klassemodsætningenmellem
lønarbejde og kapital og ønsker via en reformpolitik at ophæve privatejendoms-
retten til produktionsmidlerne.
Fælles for de to retninger er statsopfattelsen idet den borgerlige parlamentariske
statsform anses for at have mistet sin klassekarakter. Hovedmiddel i den politiske
kamp bliver derfor for begge retninger parlamentspolitik. Adskillelsen af den
økonomiske og politiske kamp er således et karakteristisk træk for begge retnin-
ger. Endvidere afgrænser de to retninger sig markant fra kommunistpartiet.
Hvor den reformsocialistiske retning nærmest fortsætter traditionen fra Kaut-
sky (efter 1917) så repræsenterer den »socialliberale« retning ikke nogen entydig
socialdemokratisk politik. De socialliberale ideer vandt indpas i SPD (feks. via
Bernstein) i overgangsperioden mellem konkurrencekapitalisme og monopolkapi-
talisme. Efter forfatternes opfattelse adskiller SPDs socialliberalisme sig imidler-
tid fra den borgerlige, dels fordi den er orienteret mod især de fagligt organise-
rede arbejdere og dels fordi den anvender tesen om den »demokratiske socialis-
me«, som politisk grundlag.
Det indre styrkeforhold mellem de to retninger vil være et resultat af sam«
fundsmæssigenationale og internationale politiske og økonomiske forhold. De to
konstituerende retninger i socialdemokratiets politik behøver ikke nødvendigvis Å
at være organiseret i samme parti, men kan være adskilt (feks. MSPD og USPD
1917-1922). Forfatterne mener at de reformsocialistiske retninger også uden for
Tyskland har vist sig lidet levedygtige. Dette hænger efter forfatternes mening
sammen med, at den reformsocialistiske fløj er meget sårbar over for den så-
kaldte mål/middel konflikt, p.gr.a. denne retnings valg af det begrænsede parla-
mentariske middel.
Med denne teori om socialdemokratiet som
udgangspunkt har forfatterne som
formål, at undersøge SPDs blandingsprægedepolitiske struktur i perioden
1890-1933. Forfatterne fremhæver endvidere et aktuelt aspekt som formål. Som
et alment europæisk træk har den reformsocialistiske retning i 1950,erne og
60,erne været totalt elimineret i BRD. En etablering af en dobbeltstruktur i SPD
eller en rekonstruktion af det »klassiske« socialdemokrati finder forfatterne
sandsynlig på baggrund af de seneste års udvikling og de ønsker derfor med hi-
storiske eksempler at vise muligheder og grænser i socialdemokratiets politik un-
der en dobbeltstrukturs betingelser.
Dobbeltstrukturen i SPD etableres imidlertid først under første Verdenskrig.
Perioden 1890-1914 betragter forfatterne derfor som en proces, som lagde
grunden til SPDs politiske udvikling efter 1914.
I et indledende afsnit, som har en nær forbindelse til forfatternes behandling af
perioden 1890-1914 (afgrænsningener faktisk 1873-1914) kritiserer forfatterne
den socialdemokratiske og kommunistiske historieskrivnings forståelse af SPDs
udvikling 1890-1914. Denne kritik går først og fremmest på hovedlinjerne, men
67

den bevæger sig også ind på en detajlkritik af f.eks. den kommunistiskearbejder-
aristokratitese og den socialdemokratiske tilbøjelighed til at forstå SPD som en
modsætningsfrienhed i perioden.
Forfatterne undersøger konsekvent og metodisk sikkert arbejderbevægelsens
. udvikling 1890-1914 som en del af kapitalismens og den borgerlige stats udvik-
ling. Det lykkes forfatterne at vise ændringernei den økonomiske, sociale og poli-
tiske struktur i overgangsperioden fra konkurrencekapitalisme til monopolkapi-
talisme og forbinde denne med arbejderbevægelsensudvikling og aktivitet på det
politiske og faglige område. Her skal kun fremhæves forfatternes påvisning af
samarbejdet mellem stat og erhverv i imperialismens epoke gennem told- rust-
ningspolitik og kolonialisme. Dette samarbejde mellem stat og erhverv måtte ret-
færdiggøres gennem en intensiv propaganda og en undertrykkelse af oppositio-
nen. Midlerne hertil blev dannelsen af en række chauvinistiske og antisocialistiske
organisationer med kæmpemæssige medlemstal (f.eks. havde Deutscher Flotten-
verein over en million medlemmer). Det var ikke mere nok at store dele af be-
folkningen upolitisk støttede junkermagten
-
en politisk aktivisering af befolknin-
gen var nødvendig.
I denne sammenhæng er det værd at nævne at forfatterne afviser den kommunis-
tiske arbejderaristokratitese. En forskel i løn- og arbejdsforhold mellem ufag-
lærte og faglærte er let at konstatere, men at de faglærte i ringe grad skulle være
modtagelige for socialisme for istedet at vælge den borgerlige ideologi sætter for-
fatterne en tyk streg over. De faglærtes højere lønninger var ikke frivillige grati-
f/ikationer,men de var blevet aftvunget kapitalisterne gennem hårde lønkampe og
gennem et intensivt organisationsarbejde. Det var ikke blandt de faglærte, at det
politiske system udspredte sin politiske og ideologiske magt, men blandt de ufag-
lærte og uorganiserede arbejdere og landarbejdere eller blandt de arbejderkate-
gorier, der kun i en kort tid havde været inddraget i produktionsprocessen i by-
erne. (s. 51-52). Nogen enkel forklaring på reformismens gennembrud kan efter
forfatternes mening ikke gives. Her er tale om flere forhold som f.eks. skyldes de
indre politiske modsætninger i SPD. Dette kommer klart frem i de modsætnings-
fyldte vurderinger af samfundsudviklingen i den monopolkapitalistiske fase efter
1900. Afgørende for partiet blev her knudeproblemer som massestrejkeproble-
met, krigsproblemet og samarbejdsproblemet med borgerlige partier i rigsda-
gen. Forfatterne bringer fyldestgørende belæg for, at styrkeforholdet i arbej-
derbevægelsen i perioden op til 1914 ændres til fordel for fagbevægelsen og den
revisionistiske linje. I 1905 mistede partiet sin førerstilling over fagbevægelsen,
der i kraft af sit stærkt udbredte organisations- og understøttelsesapparat ikke
var tilhænger af politiske eksperimenter. Kautskyanismen stagnerede i sin ud-
mattelsesstrategi, mens venstrefløjen omkring Rosa Luxemburg formulerede nye
kampmidler i overensstemmelse med de nye kampbetingelser. Den fundamentale
brist i venstrefløjens strategiopfattelse var imidlertid en manglende reflektion
over det organiserede subjekt. Sideløbende med taktik og strategidebatten i SPD
lykkedes det revisionisterne, hvis basis var ledelsen af fagbevægelsen,kooperatio-
nen, dele af rigsdagsgruppen og arbejderbyrokratiet at vinde hovedindflydelse i
organisationsapparatet, at isolere venstrefløjens udtryksmuligheder ved at føre
streng kontrol med pressen og endelig at knuse kritiske diskussionsklubber og
knægte ungdomsbevægelsen.Endvidere indgik partiet i stigende grad på det loka-
68

le område budgetforlig oglfra'1910 ebatleredes et valgsamarbejde med borger-
lige partier. (s. 80-100).
'
I afsnittet om (M) SPD og USPD under 1. Verdenskrig og frem til 1922 og i be-
handlingen af SPDs rolle og funktion i Weimarrepublikken leverer forfatterne
præmisserne til bogens indledende tese om SPD-politikkens karakter.
Efter forfatternes opfattelse indtog SPD en mellemstilling i Weimarrepublikken. I
1918/1919 var parlamentarismen og den almindelige valgret indført, fagbevægel-
sen var blevet anerkendt og strejkeret, pressefrihed tillige med andre vigtige re-
former var gennemført. Med disse reformer havde revisionisteme fået indfriet
deres mål eftersom alle integrationsforhindringer var blevet fjernet. Gennemfø-
relsen af disse ikke-systemoverskridende reformer, som forfatterne tilskriver
novemberrevolutionen, dannede indledningen til en dybtgående funktionsændring
af SPDs reformisme. Systemstabilisering blev mål og middel i SPDs politik og ›
denne kurs bragte partiet i en tofrontskrig mod bolschevisme og reaktion. Par-
tiet havde efter maj 1919 valgt sit fundamentale parlamentarisk-demokratiske
grundlag, og rystelser af dette, hvad enten de kom fra venstre' eller højre, blev
skånselsløst bekæmpet med mest varige følger for venstrefløjen (KPD) og revo-
lutionære arbejdere. For at undgå hvad man anså for et »bolschevistisk kaos« re-
staurerede man i 1919 det svækkede førkrigsmagtapparatved at indsætte de
gamle magtudøvere i statens nøglepositioner og oprette revolutionsbekæmpende
frikorps hvor hæren viste sig uegnet til at etablere den indre ro og orden. Styr-
kelsen af magtapparatet gav imidlertid bagslag i 1920 da højrekræfterne med
Kapp-kuppet gjorde forsøg på at annullere republikken og oprette et militærdik-
tatur. Under pres fra USPD og fagbevægelsen måtte SPD gå med til en general-
strejke, hvilket tillige med en bevæbnet arbejdermodstand, fik kuppet til at
strande. En hurtig afblæsning af generalstrejken ledte imidlertid krisen over i
parlamentariske baner og fagbevægelsensvidtgående 9-punktsprogram om soci-
alisering og skarpe repressalier over for kupmagerne blev ikke indfriet. SPDs
stilling i novemberrevolution og Kapp-kup syntes at skulle danne mønster for
SPDs politik og taktik i 20'ernes politiske kriser. SPDs integrationistiske system-
stabiliseringspolitik, hvor forsvar og udvidelse af »folkets« økonomiske og politi-
ske rettigheder stod i centrum blev imidlertid gradvist udhulet for til sidst at bry-
de helt sammen i 1933. Indtil da havde SPD for at holde sin politiske kurs accep-
teret, at den ene paragraf efter den anden i Weimarforfatningen blev sat ud af
kraft.
Den socialdemokratiske historieskrivning har hidtil stået for den opfattelse, at
SPD ikke udnyttede den vægt og indflydelse, som partiet sad inde med i Weimar-
republikken til at gennemføre systemændrende reformer. Den har endvidere
hævdet, at der i 20,erne var tale om en kløft mellem partiets radikale teori og re-
formistiske praksis. En sådan diskrepans mellem mål og politik vil forfatterne
dog ikke acceptere. Partiet fulgte efter deres opfattelse en integrationskurs i både
teori og praksis og fraveg ikke sin funktionsrolle i perioden. Baggrunden for at
partiet kunne holde denne kurs i Weimar-perioden på trods af eksistensen af et
stærkt kommunistparti tilskriver forfatterne b1.a. den gennemgribende ændring i
sammensætningen af SPDs massebasis i 20*erne. SPD opnåede en position i staten
som samtidig fik en position i SPD. F.eks. var langt størstedelen af SPDs over en
million medlemmer i 1930 først blevet organiseret i Weimar-SPD.
69

:
i
:ny
Forfattemes analyse af SPDs praksis i 20,erne og indtil 1933 fremstår som et so-
lidt belæg for den indledende tese, som samtidig må betragtes som en konklusion.
Forfatterne tilskriver SPD en bestemt rolle, men viser samtidig at denne udfor-
mes under konstante indre kampe. De indre modsætninger i partiet resulterer
imidlertid aldrig i at integrationspolitikken for alvor trues. En trussel imod inte-
grationspolitikken synes at ligge i denne politik selv, som det skete ved den fascis-
tiske magtovertagelse i 1933 og i de givne økonomiske konjunkturer, der kunne
true med at gøre denne politik illusorisk. Perspektiveme i en SPD-politik under
en dobbeltstrukturs betingelser synes således pauvre med mindre man tænker på
et bestemt år nemlig 1920. I dette år spaltedes USPD i spørgsmålet om tilslutning
til den kommunistiske internationale. Af USPDs 900.000 medlemmer tilsluttedes
de ca. 300.000 KPD som herefter blev et masseparti.
Forfatterne karakteriserer USPD som et samlingsparti af modsætningsfyldte
strømninger. Partiets politik var derfor uklar og svingende i arbejderråds-
spørgsmålet og uden alternativ til flertalssocialisternes i novemberrevolutionen.
Når MSPD og USPD fra 1919 trods alt fjernede sig fra hinanden skyldtes det en
styrkelse af venstretendenserne i USPD. Ud af disse tendenser udvikledes gen-
nem 1919 og 1920 en revolutionær socialistisk fløj. USPDs store vælger- og med-
lemstilvækst i midten af 1920 bidrog ikke til en styrkelse af partiet, men førte til
en skærpelse af partiets indre modsætninger. Spørgsmålet om tilslutningen til 111.
›
Internationale i slutningen af 1920 viste at en reformsocialistisk og en revolu-
tionær socialistisk retning var uforenelig og en spaltning blev resultatet. Forfat-
terne tillæggersåledes USPD en bevidstgørende funktion. USPD er for dem et
parti hvor arbejderne gennem en proces på et tidspunkt kom til at foretage et
valg eller et spring til enten den socialdemokratiske eller socialistisk-revolutio-
nære linje.
Det er først og fremmest en sådan proces forfatterne har i tanke ved undersøgel-
sens angivne aktuelle formål. En etablering af en dobbeltstruktur i det nuværende
SPD vil muligvis betyde en venstredrejning i enkeltspørgsmál, men ikke en
ændring af partiets linje. Dannelsen af et organisatorisk uafhængigt reformsocia-
listisk parti, som efter en »renselsesproces« igen vil spaltes i en fløj, som kan føre
til dannelsen af et marxistisk masseparti giver dobbeltstrukturen et'langsigtet
perspektiv, men det postuleres naturligvis ikke som nogen automatisk lovmæssig-
hed, at dette vil ske.
Afsluttende må det understreges at denne fremstilling bør indgå som hovedværk
til især SPDs historie og udvikling. Bogen er skrevet på grundlag af den forelig-
gende litteratur og man får et godt indblik i dennes anvendelsesmuligheder og
indhold. Bogens revision af tidligere fremførte opfattelser i den socialdemokra-
tiske og kommunistiske historieskrivning om SPD gør bogen uundværlig og vig-
tig. Forfatterne relativerer imidlertid ikke historien således at forstå, at de har
skrevet en bog, der repræsenterer en »tredje«opfattelse af SPDs udvikling. En
hård og forhåbentlig spændende debat om SPDs udvikling synes derfor at kunne
forventes.
Bogen er skrevet i et vanskeligt tilgængeligt tysk og det anbefales derfor, til en be-
gyndelse, at læse de to forfatteres gennemgang af SPDs historie i »Geschichte der
deutschen Soxialdemokratie 1863-1975« anmeldt i Meddelelser nr. 7 s. 61 ff.
Henning Grelle
70
"
'Åâ'ggägâfWâT j. ;;-
.
;1

Jürgen Fischer & Peter-Michael Meiners: Proletarische Körperkultur und Ge-
__
sellschañ. Zur Geschichte des Arbeitersports. Edition 2000, Giessen 1973, 97 s. 7
Som Vesttyskland fra 1950*erne oplevede sit »Wirtschaftswunder«, der idag har
gjort landet til Vesteuropas økonomisk stærkeste magt, således har Østtyskland
fra l960”erne haft sit »Sportwunder«, der i sin foreløbige kulmination ved De
Olympiske Lege i Montreal har gjort DDR med kun 17 mill. indbyggere til ver-
dens næststærkeste idrætsnation efter Sovjet men foran USA -
Også når man
foruden massesportens udbredelse -
skal regne efter olympiske medaljer.
Dette sportsmirakel, hvis første resultater sås allerede i 60”ernes slutning, var
med til at fremkalde den kraftige sportshistoriske og sportssociologiske forsk-
ning og debat, der fulgte i Vesttyskland især op til legene i München 1972. Spor-
tens funktion i et moderne industrisamfund og i fortiden blev genstand for intens
interesse, ikke mindst fremprovokeret af det nye venstre med Frankfurter-sko-'
lens folk og andre marxister.
Som en af de vigtigste skal nævnes Bero Rigauer og hans bog »Sport und Arbeit«
fra 1969. Med arbejdssociologisk udgangspunkt søgte Rigauer at vise forbindel-
sen mellem sport og arbejdslivet i moderne industri, eller rettere sporten på in-
ternationalt topniveau, at paralellisere arbejds- og træningsmetoderne, der ligner
hinanden stadig mere. Rigauer søgte at beskrive topsporten i en marxistisk socio-
logis kategorier med topsport som varen i en kapitalistisk udbuds- efterspørg-
selsmekanisme.
Jürgen Fischer & P.-M. Meiners' lille bog er et led i denne sportskritik fra ven-
strefløjen. Begge underviser de ved Institut fur Leibesübungen ved universitetet
i Marburg. Deres hensigt er -
i mangel af en decideret marxistisk sportsteori -
at
søge en sådan opstillet, at angive retningslinier for udforskningen af sporten og
dens funktion i fortid og nutid, at kritisere den hidtige forskning og opstille alter-
nativer.
Sport -
eller legemsøvelser og kropskultur som det hedder i bogen -
opfattes ho-
vedsageligt som reproduktionsfaktor i den kapitalistiske produktionsmåde. Histo-
risk ser Fischer og Meiners udelukkende sport som et middel for den enkelte (og
det kapitalistiske samfund) til at opretholde og forbedre sin værdi som arbejds-
kraft.
Selvom der ikke var nogen folkelig Sportsudøvelse før den tidlige kapitalisme, og
selvom der er kronologisk sammenfald mellem de stadigt mere nuancerede og
skærpede krav til arbejdskraftens skoling, dens behov for rekreation (af hensyn
til reproduktionen), arbejdstidsforkortelsen på den ene side og så sportsbevægel-
sens opkomst, sá forekommer Fischers og Meiners, opfattelse noget firkantet og
marxistisk ortodoks. Andre motivationer, feks. politiske, behovet for leg, mor-
skab, menneskeligt fællesskab etc. kan givetvis også have spillet ind, ligesom det
var tilfældet i tidligere historiske perioders forskellige folkelige sportslignende
lege.
Efter således at have placeret sportens eller legemsøvelsernes arbejdskraft -
reproducerende funktion i den enkelte arbejders liv mellem arbejde og fritid, fo-
retager de to forfattere i de følgende kapitler en historisk oversigtlig gennemgang
af den tyske arbejdersportsbevægelses historie med angivelse af væsentlige pro-
blemstillinger og undersøgelsesfelter, samt en kritik af den hidtidige forskning -
herunder også af den officielle østtyske sportshistoriografi.
71

I bedømmelsen af udviklingen efter 1920 viser 'Fischer og Meiners en'KPD-venÅ
lighed, der står i modsætning til deres forståelse af det SPD-'influerede Arbeiter-
Turnerbunds stadig mere borgerliggjorte udvikling i førkrigsårenes wilhelmin-
ske stat. Foruden den kraftige statslige og lokale undertrykkelse ser forfatterne
også mangelen af en marxistisk sportsteori som medvirkende årsag til borgerlig-
gørelsen af ATB. De konkluderer herudfra, at en proletarisk arbejdersport og-
så i fremtiden som grundlag må have dels en udviklet marxistisk teori, dels en
praktisk-politisk støtte i et socialistisk parti. ,
En proletarisk sportskultur -
for ikke at tale om organisationer -
eksisterer ikke
i dag i forbundsrepublikken. Tilskuertrækkende sportsgrene -
fremfor alt på top-
niveau -
er ifølge Fischer og Meiners direkte underordnet den kapitalistiske ud-
bytningsproces. Kapitalistiske normer og metoder overføres til reproduktions-
'r
sfæren. Dernæst tjener massesporten feks. trim-kampagner til reproduktion af
arbejdskraften, men er samtidig underkastet kapitalistisk indflydelse via over-
førelse af præstationsprincippet til massesporten (også på motionsbasis) og som
marked for sportsudstyrsindustrien. Arbejdersporten fik ikke lov at genopstå i
Vesttyskland efter 1945. Sporten blev overladt de borgerlige som en såkaldt upo-
litisk funktion.
Fischer og Meiners vil som Rigauer analysere sporten som et udtryk for det ka-
pitalistiske system. På dette grundlag vil de på længere sigt bidrage til at udvikle
en politisk 'bevidst arbejdersportsbevægelse. Begge dele er vigtige opgaver, den
første dog mere overskuelig end den anden, med mindre man ønsker at kopiere
det østtyske eller sovjettiske sportssystem.
Hovedindvendingen ved Fischer og Meiners lille bog er for mig at se dens marxi-
stiske snæverhed i udgangspunktet. Hvis et sportshistorisk forskningsprojekt føl-
ger dette program, vil resultatet -
tror jeg -
bliver for unuanceret.
Forfatternes erklærede mål er ikke nået med denne lille bog, hvilket de næppe
heller havde ventet. Men den viser retningen på en lang og træls vej, der endnu er
næsten ubetrâdt af danske fødder.
Ole Lange
72

Lieselotte Mans: .Handbuch der deutschenExilpresse 1933-1945.Hrsg. von
Eberhard Lämmert -
Sonderveröffentlichungender Deutschen Bibliothek Nr.
2. -
Bd.,l Bibliographie A-K, Carl Hanser Verlag, München 1976, 352 s., DM
77.00
;
Efter nazisternes regeringsovertagelse blev .det for mange meget hurtigt nødven-
digt at flygte. Det gjaldt naturligvis i første række for arbejderbevægelsens folk,
senere også for borgerlige forfattere, journalister, organisationsfolk osv. og en-
delig for folk, der blev forfulgt af religiøse eller »racistiske« årsager. Det blev
efterhånden op mod 200.000, der af den ene eller anden grund var tvunget til at
forlade Tyskland (samtidig med at flere 100.000 var i koncentrationslejre). En
del af denne emigration integrerede sig i deres nye opholdslande, men en betyde-
lig del satsede på at ville vende tilbage og organiserede sig på en eller anden måde
for at forberede muligheden til at vende tilbage -
det var ofte efterfølgeorganisa-
tioner for tidligere partier osv. Alle disse organisationer udgav tidsskrifter, des-
'
uden udkom også en del litterære og videnskabelige periodika udgivet af emigranj
ter. Lieselotte Maas har fundet ialt 436 periodika, som må regnes for at være ud-
givet af tyske emigranter eller under deres væsentlige medvirken, formentlig har
der dog været flere.
Indtil 1938 var Prag og Paris de væsentligste centre for emigrationen, men efter
den tid tog flygtningene hen hvor de fik opholdstilladelse. Der udkom såledestids-
skrifter for tyske emigranter stort set i hele verden. Mange af dem var duplike-
rede bulletiner i små oplag, og enkelte kender man kun af navn. Desværre har
man først sent begyndt at samle disse blade, og hvad der er bevaret er spredt på
mange arkiver og biblioteker. Den foreliggende bibliografi er det første forsøg
på at registrere disse blade -
som er af meget stor betydning for forståelsen af
f.eks.' tysk politik, litteratur, videnskab og kunst ikke kun i perioden 1933-1945 -
og give en oversigt over hvor de kan findes. Dvs. det er et meget vigtigt hjælpe-
middel, der foreligger her med sit første bind og efter alt at dømme i en meget på-
lidelig bearbejdning. Værket er planlagt til tre bind, hvoraf det sidste skal inde-
holde en oversigt over bladenes tendens og stilling.
De to første indeholder i alfabetisk rækkefølge de relevante bibliografiske data
som titel, undertitel, udgiver, chefredaktør, redaktører, udgivelsessted og forlag,
trykkeri, format, udgivelsestidsrum og måde osv. Derudover er samtlige bidrag-
ydere registreret med hvert bidrag, de har skrevet til de forskellige tidsskrifter
forsåvidt det har kunnet opklares, idet mange periodika kun bragte anonyme el-
ler pseudonyme bidrag. Hvor det har været muligt er pseudonymemes egentlige
identitet imidlertid oplyst.
Det foreliggende første bind indeholder de bibliograferede tidsskrifter fra A til K
og de til benyttelsen af bibliografien nødvendige oplysninger og indledninger på
tysk og engelsk. Den ser meget tilforladelig ud og vil i mange sammenhænge kun-
ne bruges effektivt, især nâr de øvrige bind med registrene også foreligger. Det
er også glædeligt,at man i Tyskland -
omend meget sent -
har indset, at denne del
af den tyske publikationsvirksomhed bør undersøges og dermed gøres tilgænge-
ligt (i DDR foreligger der dog allerede nogle arbejder om dette område). Det er
-
feks. hvad angår de litterære forfattere -
nogle af de mere betydelige, der i pe-
rioden 1933-1945 måtte publicere under meget vanskelige forhold i udlandet.
Gerd Callesen
73

i
;min
Per Boje: Det industrielle miljø 1840-1940. Kilder og litteratur. Akademisk Forlag 1976.
145 s. kr. 50,00 ›
Denne bog er udgivet som led i det stort anlagte projekt under Statens humanistiske
Forskningsråd: Industrialismens Bygninger og Boliger. Det er en håndbog, der skal give
»en generel beskrivelse og analyse af de trykte kilder og hovedproblemer«omfattende det
industrielle miljø. Nu er begrebet »det industrielle miljø« en ret difqu størrelse og for-
fatteren, kandidatstipendiat Per Boje, må da også søge en snævrere emnemæssig afgræns-
ning, end den titlen lader ane. Efter en kort gennemgang af det, der kaldes generelle hjæl-
pemidler, er bogen delt op i tre afsnit, der hver behandler et aspekt af det industrielle
miljø: produktionsmiliøet, boligmiliøet og det sociale miljø. Her gennemgås kilder, her-
under statistisk materiale, og litteratur. Men for de enkelte områder gælder yderligere af-
grænsninger. Produktionsmiljøet omfatter bl.a. arbejdsforhold -
forstået som løn, arbejds-
tid, arbejdsløshed og arbejdsulykker, men ikke arbejdskampe. Det sociale miljø ind-
skrænker sig til den rent demografiske side af sagen; politiske, religiøse og kulturelle sider
er ikke behandlet. På trods af disse helt bevidste afgrænsninger er der blevet plads til en
grundig behandling af et omfattende stofområde, hvor ikke mindst inddragelsen af spe-
cialelitteraturen fra universiteterne giver et værdifuldt supplement -
selv om langt flere
specialer burde være nævnt.
Naturligvis kan man pege på kilder og litteratur, som man gerne havde set medtaget. Et
par eksempler: små »klassikere« som V. Munck: Om de fattiges vilkår på Christianshavn
(1867) og Nathanson: Om klager om næringsløshed i Kjøbenhavn (1864); en anvendelig
håndbog som Nielsen/Thalbitzer: Skatter og skatteforvaltning i ældre tider (1948) og i af-
snittet om boligmiljø, ársberetningerne fra Københavns Boligkommission, der løbende
bringer meget detaillerede -
rigt illustrede -
gennemgange af de københavnske sanerings-
kvarterer.
Selv om den faglige og politiske arbejderbevægelse ikke inddrages i behandlingen, kunne en
del kildemateriale til belysning af de andre områder godt have været søgt i bevægelsens
arkiver. Det gælder ting som fagprotokoller (der løbende registreres i Meddelelser), L0,s
arkiv og forbundsarkiverne. Endelig findes i P. Knudsen: Sygeforsikring og alderdoms-
forsørgelse (1888) værdifuldt statistisk materiale.
Å
I udforskningen af sider af arbejderbevægelsens historie kan bogen være et nyttigt stykke
værktøj. For tiden efter 1890 kan den suppleres med G. Viby Mogensen m.fl.: Socialhisto-
rie. Kilder og studieområder vedrørende dansk socialhistorie efter 1890 '(1976).
Niels Sem'us Clausen
Dorrit Andersen: Krisen og den danske arbejderbevægelse,i: Från medeltid till väll'a'rds-
samhälle. Nordiska historikermötet i Uppsala 1974, s. 49-58.
Dorrit Andersen giver her meget kortfattet en oversigt over den danske arbejderbevæ-
gelses reaktion på krisen i mellemkrigstiden. Det er naturligt nok ,Socialdemokratiets
rolle, der står i centrum for overvejelserne, men kommunisternes politik berøres også.
Forholdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsens samarbejde om kriseløsningen
nævnes og konkluderende søges at finde ud af, hvilken virkning krisen havde på arbejder-
bevægelsen -
hvilke konklusioner især Socialdemokratiet drog af samfundsudviklingen og
de nye mellemlags opståen.
G. C.
74

Arbeiterbewegung in Nord- und Mitteleuropa :zwischen nationaler Orientierung und In-
temationalismus. Referate einer deutsch-dänisehen Wissensehaftlerkonferenz in der Aka-
demie Sankelmark im November 1975. Redaktion: Ekkehard Krüger. Schriftenreihe der
Akademie Sankelmark. Neue Folge Heñ 30/31. 1976, 116 s., DM 6.00 1
De 12 foredrag i dette bind behandler et par vidt forskellige emner indenfor området ar-
bejderbevægelse,tidsmæssigt strækker de sig over næsten hundrede år. Bernd Henningsen
og Uffe Østergård behandler spørgsmålet om arbejderbevægelsens forhold til teorien, idet
Henningsen dog mere beskæftiger sig med forudsætningerne for det manglende teoretiske
arbejde og Østergård analyserer den materialistiske historieopfattelses position.
Søren Federspiel behandler den danske arbejderbevægelses stilling til internationalismen i
perioden 1870-1900 specielt i forbindelse med Slesvig-spørgsmålet og leder derved over til
de to næste problemgrupper: 1) den socialdemokratiske arbejderbevægelses fredspolitik
1914-1917, som behandles af Martin Grass og Agnes Blá'nsdorf'den sidste beskæftiger
sig især med Stockholmskonferencen 1917, og 2) stillingen til Slesvigspørgsmálet fra ca.
1900 til 1924, hvor Dorrit Andersen undersøger det danske partis holdning, mens Jörn-
Peter Leppien søger at konfrontere den marxistiske internationalisme med den af SPD
førte politik i tiden før første verdenskrig under et specielt fredsforskningsaspekt. Ernst
Beier forsøger at analysere den flensborgske arbejderklasses stilling til det nationale
spørgsmål omkring første verdenskrig.
Det Slesvigske spørgsmål tages op igen efter 1945 af Karl-Friedrich Nonnenbroich, der
behandler den flensborgske arbejderbevægelses splittelse i to nationale organisationer i ti-
den 1945-1954, mens Gerhard Beier undersøger den store metalarbejderstrejke i'
1956-1957 i Slesvig-Holsten, som en væsentlig forudsætning for det nationale spørgsmåls
transformation til et socialt; i Flensborg førtes denne strejke særlig intensivt.
Bernt Arvid Schiller og Martin Peterson afslutter bindet med en oversigt over den inter-
nationale og skandinaviske arbejderbevægelses gensidige forhold efter 1945 (på engelsk).
Bindet indeholder en del relevante informationer i alle foredrag. Nogle af dem er endog
virkelig gode.
Martin Andersen
Kr. Bording: Dagbog over Danmarks første socialdemokratiske ministerium 1924-26.
Ved Karen Marie Olsen og Hans Sode Madsen. Universitetsforlaget Århus 1976. 131 s.
kr. 33,75
Jydsk selskab for historie har foretaget et nyttigt og prisværdigt initiativ med udgivelsen af
landbrugsminister Kr. Bordings dagbog over det første socialdemokratiske ministerium
1924-26. Bordings dagbog er en primær kilde til ministeriets interne forhandlinger, da
der ikke foreligger nogen officiel ministermødeprotokolfor denne periode. En officiel mi-
nistermødeprotokolmå imidlertid formodes at være ført, idet det altid havde været en god
socialdemokratisk praksis at føre protokol over forhandlingsmøder. Muligheden for at en
officiel protokol engang i fremtiden vil dukke frem, kan således ikke helt udelukkes.(1)
Bordings dagbog må imidlertid antages at være en relativ sikker kilde, idet indførelserne
må formodes at være foretaget umiddelbart efter begivenhederne, formentlig på bag-
grund af Bordings egne notater fra møderne. Bordings referater er relativt udførlige og
til tider meget oplysende. De giver indtryk af et fint blik for de interne modsætninger inden
for ministeriet, og de viderebringer diskussioner og formidler ministrenes synspunkter på
en måde, som man ellers ikke er forvænt med ved anvendelse af forhandlingsprotokoller.
Med Bordings dagbog er der således en mulighed for at få et indblik i den interne beslut-
ningsproces, og hvad der er mere sjældent, nemlig baggrunden for beslutningsprocessen i
75

t
i
i
div. Sager.«Som helhed giver referaterneet godt indblik i 'de vilkår og betingelser, hvor-j
j under den første socialdemokratiske regering fungerede. Dagbogen kan anvendes til at få
indsigt i praktisk taget alle ministeriets behandlede sager. Arbejder man med denne perio-
A
de, er Bordings dagbog ikke til at komme uden om.« Størst interesse har dagbogen til belys-
ning af de økonomisk/valutariske problemer. Den økonomiske situation var på dagsorden
på næsten alle møderne, og administrationen af »systemet« voldte ministeriet alvorlige
problemer, bl.a. fordi nogle af statskontoreme ikke altid samarbejdede loyalt med »socia-
(
listerne«. De økonomiske problemer var årsag til uenighed mellem ministrene både mht.
hvilken stilling man skulle indtage og mht. intervention over for især bankerne, der »løb
rundt« med ministeriet. Via referateme fås et godt indblik i forholdet mellem ministerium
og nationalbank '(se til eks. Bramsnæs' udtalelser d. 26/6-24). I valutaspørgsmålet var
'Stauning uenig med de øvrige ministre, og truede derfor med at gå af (27/6-24), hvilket
dog var mere taktisk bestemt end noget reelt ønske. Da Stauning i 1926 foreslog indførelse
af en krisetold, måtte han imidlertid bøje sig for partiets og enkelte ministres nej til et så-
dant forslag (17/9-26). _
V v Q _ _
'Foruden den økonomiske situation er dagbogen især anvendelig i spørgsmålet om afrust-
ningsforslaget, banksagerne (Landmandsbanken og Andelsbanken), Grønlandsagen, ar-
bejdskonilikten i 1925 og taktikken i folketinget og herunder naturligvis forholdet .til det
,radikale parti' Endvidere giver dagbogen mulighed for at danne sig indtryk af de enkelte
ministre, især Stauning' Og finansminister Bramsnæs. Forsvarsminister Laust Rasmussen
havde det ikke let med sit og partiets afrustningsforslag. Forslaget led senere en krank
skæbne i landstinget, men forinden havde indenrigsminister Hauge,,der var imod afrust-
ning, karakteriseret forslaget som årsag til alle ulykkeme (l/ 12-24). Stauning gik heller
ikke helhjertet ind for forslaget, og han mente ikke, at forslaget havde befolkningens tilslut-
ning (19/ 8-24).
Dagbogen er af udgiverne forsynet med noter, personregister samt en indledning, der
kort omtaler de enkelte ministre og giver en kort oversigt over ministeriets arbejdsopga-
ver. Eftersom de økonomiske problemer var de dominerende blandt ministeriets arbejds-
opgaver havde det været relevant med et kort rids af udviklingen i den danske og intema-
tionale kapitalisme fra ophøret af 1. Verdenskrig. En sådan indledning ville have skabt en
god overensstemmelse mellem dagbogens referater og indledningen. Det ville endvidere
have lettet forståelsen af de økonomiske problemers karakter samt givet en baggrund for
nødvendigheden af ministeriets intervention og dens kriseforanstaltninger.
Henning GreIIe
1) I K. K. Steinckes arkiv (Det kgl. Bibliotek) findes en uofficiel ministermødeprotokol ført af
Steincke selv. Denne protokol indeholder oplysninger fra møder, hvor Bording var fraværende.
Endvidere er den oñe mere udførlig end Bordings. Denne oplysning skylder jeg Tom Sinding.
Leif Haurum: Arbejderbevægelsenshistorie i grove træk, Dansk Eli-Forbund, 2. revide-
rede udgave 1976, (København),27 5.
Denne meget lille indføring går fra oldtiden via tømrerstrejken1794 og »Socialisten«
1871 til lov om arbejdsmiljø 1976. Alt sammen på små 24 sider med mange illustrationer.
Der kan ikke stå alverden på den plads, men da sagen er grebet forsvarligt an, og de vig-
tigste problemer er nævnt, og der også er forsøgt rimelige aktualiseringer og problema-
tiseringer forskellige steder, så er resultatet blevet en letlæst, informerende brochure. Da
den allerede er kommet i to oplag, er der åbenbart også brug for den. Det ville formentlig
være en god ide at bruge 4 sider til en evt. kommenteret litteraturfortegnelse så folk, der
får lyst til at gå videre, kan gøre det uden større besvær. ,
,
G. C.
76

Erland' F Josephson:SKP' oeh Komintem1921-1924.Motsättning'arnainom Sveriges;
'
Kommunistiske Parti och dess relationer til den Komnmnistiska Internationalen. Studie
“
Historica Upsaliensia 84. Acta Universitatis Upsaliensis, Uppsala 1976, 364 s.
Forfatterenhar sat sig for at behandle et aspekt af SKP's historie i perioden fra Sveriges.
Socialdemokratiska Vänsterpartis splittelse 1921 indtil den næste splittelse i 1924, da Z.
“
'Höglund med sine tilhængere forlod partiet. Først og fremmest har
han undersøgtdet
oprindelige flertals (Höglund-gruppens) og oppositionens forhold til
hinandenog til Ko-
mintern inklusive ungdomsforbundets stilling. Han undersøger hvilke politiske problemer,
der var stridsspørgsmáleneog diskussionerne om dem. Derudover undersøger han især _
Komintems. indgriben i partistriden og efter den fuldendte splittelse de to »nye« partiers
reorganisering.
Men han 'udelader bevidst en del væsentlige spørgsmål (smlg. s.21), så afhandlingen er kun
et delstudie, der dog er gennemført minutiøst. Dens detailrigdom og dens aspekt-karakter
gør at dens værdi er ret begrænset, den vil først få en virkelig betydning, nårandre un-
dersøgelserforeligger.
'
'
Afhandlingen afsluttes af et ret omfattende engelsk summary (s.335-358), som kan anbefa-
les som en orientering. Derefter kan man, forsåvidtbehov foreligger, slå op__de relevante
steder. 'En exkurs om kommunisternes skandinaviske samarbejde (s.323-334) har direkte
betydning for DKP,s udvikling. -
r -
.-
' *
Martin Andersen
Helmut Konrad: Nationalismus und lnternationalismus. Die österreichische Arbeiter-
bewegung vor dem ersteu Weltkrieg. Mit einem Vorwort von Karl R. Stadler -
Ludwig
Boltzmann Institut für Geschichte der Arbeiterbewegung, Materialien zur Arbeiterbe-
wegung Nr. 4 -
Europaverlag, Wien 1976, 214 s.
Det foreliggende bind består af tre dele: l) Helmut Konrads arbejde med den nævnte titel,
2) en tjekisk historikers (N.N.) bidrag fra omkring 1960 »Die Entwicklung des österreich-
ischen Gewerkschaftskonfliktes bis zum intemationalen Sozialistenkongress 1910 in
'
Kopenhagen« og 3) nogle teser fra Konrad.
Det østrigske socialdemokrati blev engang før verdenskrigen delt op i 6 nationale sektio-
ner: den tyske, tjekiske, polske, sydslaviske, italienske og ruthenske, heraf var de tyske -og
tjekiske sektioner de mest betydningsfulde pga. rigets økonomiske struktur (Ungarn som
den anden del af doppel-monärkiet havde en selvstændig arbejderbevægelse).Sektionerne
samarbejdede og afholdt fælles kongresser, derudover var fagbevægelsen fælles. Konrad
gennemgår kort udviklingen af den fællesøstrigske arbejderbevægelsefra 1867 til om-
kring århundredskiftet (afsnittet bliver indledt med et lidet givtigt kapitel om »klassiker-
nes« stilling til problemet) og gennemgår derefter austromarxisternes -
her Kautsky,
Adler, Renner, Bauer og BohumirSmeral -
løsningsforslag.Det forekommer, at Konrad
selv har nationale identifikationsproblemer, som overføres til afhandlingen, han kan åben-2
“
han ikke forstå,at de tyske østrigerevar tyske, og at en særudviklingførst begynder om-
kring 1945. Det er egentlig et andet problem, men det forhindrer ham i at se klart her.
Desuden er afhandlingen fuldstændigfikseret om forholdet mellem den tyske og den tjekl-
ske bevægelse og stiller end ikke spørgsmålet om hvorfor der ikke var problemer af sam-
me art mellem f.eks. polakker og tjekker hhv. italienere og tyske osv._(Stadler antyder i sit
forord, at han er klar over forholdet). Men selv om afhandlingen ikke giver alt for meget
nyt, er den dog læseværdig og kommer også med nogle relevante bemærkningerom f.eks.
faglig internationalisme (s.56). N. N.'s bidrag er stort set af samme karakter og har også
samme informationsværdi.
Konrads teser er til dels overflødige,.,tildels værd at overveje.
Gerd Callesen
77

Niels Finn Christiansen: National tradition og udenlandsk indflydelse i den tidlige danske
arbejderbevægelse, i: Från medeltid till Nordiska historimötet i
Uppsala 1974, Uppsala 1976, s. 393-408
Der er i de senere år kommet en del undersøgelserom den tidlige danske arbejderbevæ-
gelse. Niels Finn Christiansen sammenfatter de lidt spredte resultater under et hovedemne
-
det i titlen angivne -
og kommer på den måde frem til en meget frugtbar syntese, nemlig
at der synes »i den socialistiske arbejderbevægels'esførste fase at være sket 'en adækvat
forening af Pios internationalt påvirkede forestillinger og den fremhersende holdning i den
danske arbejderklasse« (s.403). Men »Pios radikale socialisme fremstår nærmest som en
parantes i et udviklingsforløb«(5.405).
G. C.
Klaus Günther/Kurt' Thomas Schmitz: SPD, KPD/DKP, DGB in den Westzonen und in
(der Bundesrepublik Deutschland 1945-1973. Eine Bibliographie -
Archiv iii: Sozial-
gesehichte Beiheh 6 -
Verlag Neue Gesellschaft, Bonn-Bad Godesberg 1976, 176 s., 20,00
DM
Dette bind i Friedrich-Ebert-Stiñungs bibliografiske serie fortsætter hvor Kurt Klotz-
bach slap med sin del af denne bibliografi over den tyske arbejderbevægelse.I modsætning
til de to tidligere bind findes der i dette ingen forskningshistorisk indledning, men ellers er
bibliografien principielt opbygget over samme ramme. Den omfatter den tyske, engelske
og franske litteratur indtil 1973, men udelader dog dagsaktuelle fremstillinger og erindrin-
ger ligesåvel som kildeudgaver, juridisk speciallitteratur og undersøgelser om medbestem-
melsesretten, idet det sidste område ville kræve en selvstændig bibliografi.
Bibliografien består af syv dele, som igen er opdelt efter de tre vigtigste organisationer: l)
Socialdemokratiet (SPD), Landsorganisationen (DGB) og 3) det kommunistiske parti
(KPD hhv. DKP). Andre, mindre organisationer, som der dog fandtes nogle af -
f.eks. den
kristelige fagbevægelse -
ses ikke bibliograferet. Det er beklageligt. Afsnit I og II skulle give
de mere bredt, alment orienterende oversigtsværker, mens afsnit III-VI har mere specielle
emner, som f.eks. organisationsspørgsmål,oprettelsesperioden efter '1945 og lokalhisto-
rien som emne. I afsnit VII (5.159-63) findes et mindre udvalg titler om den socioøkonomi-
ske baggrund; bindet afsluttes med forfatter -
hhv. titelregister. Endvidere fmdes der
krydshenvisninger efter de enkelte afsnit. 4
Bibliografien omfatter 1836 numre og er indenfor afsnittene ordnet kronologisk årgangs-
vis, dog således at indenfor årgangen findes titlerne alfabetisk. Dette princip besværliggør
brugen, selvom man kan finde de enkelte forfattere ved hjælp af registret. Det er da heller
ikke anvendt i de foregående bind. Der er også andre fejl, eksempelvis anføres som nr.
1803 en artikel af Sebastian Herkommer, som stående i SOPO (Sozialistische Politik,
Köln), hvor det skulle være SOPOL (Sozialistische Politik, Berlin). Den meget omfattende
periodikafortegnelse (s.9-17) giver indtryk af et omfattende arbejde (der mangler dog
f.eks. et vigtigt blad som det venstresocialdemokratiske Funken); et forsøg på at lokalisere
artikler fra et enkelt tilfældigt tidsskrift (Arbeiterpolitik, Stuttgart) slog imidlertid fejl
trods mange stikprøver
-
for hvor mange andre gælder det?
I 1973 udkom et udvalg artikler fra det vigtige tidsskrift »Arbeitshefte der Sozialwissen-
schaftlichen Vereinigung« udgivet af Adolf Brock med titlen »Gewerkschaften am Kreuz-
weg«. Tidskriftet er iøvrigt ikke brugt af forfatterne, men de har dog optaget en artikel af
Peter von 0ertzen (5.303) og Jürgen Seifert (nr.630) -
men ikke under det år, hvor artik-
lerne oprindeligt udkom, de står således ikke i den kronologiske sammenhæng, som de be-
grundede deres ordningssystem med. Forsøger man imidlertid at finde bogen i registret
under udgiverens navn, viser det sig at være umuligt, man kan kun finde artiklerne. Adolf
Brocks meget vigtige indledning og hans indføring »Hauptphasen der Gewerkschaftpolitik
78

nach 1945« er overset. Da begge er'
meget-centrale, må man tvivle på forfatternes dømme-
kraft. Alle fejlene i forbindelse med denne bog hhv. originalen viser, at bibliogratien ikke
er udarbejdet grundig. Den er dog brugbar som indføring.Prisen er igen meget rimelig.
Gerd Callesen
Sanne og John Hansen: 40 års kommunitisk tidsskrift. Index for Kommunistisk
Tidsskrift
for perioden 1933 til 1975. Bibliograñ over de udkomne numre. Emneregister -
navnere-
gister -
titelregister, John Hansen, Middelfart 1976, 160 s., kr. 30,00.
John Hansen har nu, til de andre meget nyttige bibliografier han har udgivet om udgivel-
serne fra de kommunistiske forlag og organisationer, udarbejdet en ny meget omfattende
bibliografi, nemlig et index til Kommunistisk Tidsskrift (1933-35) og dets fortsættelse
Tiden (1936-37,1944-1975). Bibliogratien består af over 2 800 numre inddelt i 68 hoved-
grupper med et lille tillæg. Desuden er der et godt emneregister og et personregister.
Bogen indledes med en kort oversigt over DKP's tidsskrifter, derefter kommer en forteg-
nelse over samtlige bibliograferede hefter med angivelse af hvilke numre i indexet findes i
hvert eneste hefte. John Hansen har haft den udmærkede idé at understrege de numre, der
henviser til artikler etc. på under én side. Endvidere har han i en del tilfælde, hvor titlen ,
ikke er entydig, oplyst om artiklens indhold. Bogen er endelig forsynet med gengivelser af _
tidsskriftets forskellige titelblade.
Det er en meget stor hjælp for alle, der beskæftiger sig med DKP's udvikling i den nævnte
periode, eller på anden måde har brug for partiets tidsskrift i den ene eller anden sam-
menhæng. Ved hjælp af hovedgrupper og/eller de to registranter kan man meget hurtig
finde frem til de artikler, anmeldelser, partidokumenter, biografier, grafik osv., man har
brug for. Bibliografien ser meget pålidelig ud, og den kan kun anbefales. Den má nødven-
digvis anskáffes af alle biblioteker, men det er et så godt arbejdsredskab, at enhver, der
har til hensigt at arbejde med Danmarks historie i de sidste 40 år, bør anskaffe den, selv-
om vedkommende ikke har tidsskriftet selv. Da oplaget er meget lille, bør man nok skynde
sig med at bestille (John Hansen, Søndergade 51, 5500 Middelfart, tlf. 09-41 00 81, giro
8266565). Tidsskriftet kan nemt lånes og med indexet også bruges. Man kan kun ønske sig,
at der fandtes tilsvarende registre til andre vigtige periodika.
Gerd Callesen
Tidsskrih for arbeiderbevægelsenshistorie 1/ 1976, Pax, Oslo 1976, 244 s., 30,00 nkr.
(årsabonnement 60,00 nkr.)
Dette første nummer af det norske tidsskrift for arbejderbevægelsens historie har emnet
»Radikaliseringen av norsk arbeiderbevegelse 1911-1923«. Alle bidragene i dette nummer
er på det for danske lettest forståeligenorsk. Det er et meget centralt emne, der bliver be-
handlet i dette nummer, væsentligstfor danskere er Edvard Bulls artikel fra 1922 »Arbei-
derbevægelsens stilling i de tre nordiske lande 1914-1920« (s.3-28). Den alene er det værd,
at man anskaffer sig dette nummer. DNA og Bull var på dette tidspunkt endnu tilknyttet
Komintem og artiklen blev oprindelig trykt i et marxistisk tidsskrift. Analysen giver et
meget godt indblik i væsentlige faktorer i arbejderbevægelsen og antyder centrale årsager
til den dominerende reformisme i især Danmark og i mindre grad i Sverige, mens arbej-
derpartiet i Norge i sin helhed blev radikalt. Det er inspirerende læsning og fra redaktio-
nens side en god idé at få den genoptrykt.
Den følges op af Odd-Bjøm Fures »Synspunkter og historieteoretiske tendenser i forsk-
ningen om den norske arbejderklasse og -bevegelse i den radikale fase 1918-1933«, hvor
han diskuterer Bulls teser og gennemgår den væsentlige litteratur om norsk arbejderbe-
79

'
,vægelse i denne periode. Det er en. meget informativ artikel og' viser bl.a. at diskussions- i
'niveauet i Norge er betydeligthøjere end her. “
'n
i '
_
2 'Efter disse to mere'teoretiske artikler følger nogle mere empiriske om »Fagopposisjonen
'av 1911« af Jorunn Bjørgum, om »Ungdomsforbundets giennombrudd«af Åke Trond
Rognes og endelig en læseværdig sammenligning af udviklingen i to mindre industrisam-
fund, »Økonomiskstruktur og korporativ dominans: Arbeiderpolitikken i Rjukan og
Odda ca. 1906-24« af Knut Heidar. Numret afsluttes med et par til emnet hørendedoku-
menter og en del nyttige oplysninger.
-
Tidsskriftets formål er at formidle det stigende antal forskningsresultater til et bredt in-
teresseret publikum. Det skal bl.a. ske ved at sætte forskningsresultateme indi den nød;_
vendige'større sammenhæng.Derfor satser man hovedsagelig på emnenumre, som skal
behandles ved artikler, dokumentationer, diskussionsartikler osv. _
Det siges i indledningen, at arbejderbevægelsens mål er og har været en tilbundsgående
omformning af menneskene og samfundet. Derfor bør bevægelsens historie studeres på
bredest mulig grundlag. Idet tidsskriftet således stiller sig på et politisk grundlag, som vel
má kaldes socialistisk, siges det dog også, at det vil være et åbent forum for forskellige hel-
hedssyn, der behandler bevægelsens historie fra forskellige teoretiske udgangspunkter. I
den nuværende situation må det vel også siges at være den mest frugtbare metode.
Redaktionen vil forsøge at prioritere emner, som viser sig at være interessante både af
faglige og politiske grunde, idet den historiske interesse påvirkes af den aktuelle situation.
Som udslag af dette blev emnet for det første nummer det anførte. Nr. 2 vil behandle
'»Arbeidskamper og faglig teori«. Til kommende numre planlægges emner som »Arbei-
derrådsbevegelsen«, »Klassekamp pá landsbygda«, »Krisepolitikken i l930-åra«, »Kvin-
nekamp og arbeiderbevegelsen«. Hvis de kommende numre lykkes lige så godt som det
første, vil tidsskriftet måske kunne få en næsten umiddelbar politisk effekt, idet bidragene
kan få betydning for den aktuelle politiske diskussion. Emnerne taget i betragtning vil det
også være af relevans for den danske diskussion.. For folk der arbejder direkte med arbej-
derbevægelsens historie vil det også være væsentligt at følge med i hvad der sker i Norge
og hvordan problemerne gribes en der. Det skulle der være en god mulighed for gennem
dette tidsskrift.
Gerd Callesen
Tidsskrift for arbeiderbevegelsens historie 2/1976, Pax 1976, 147 s.
Nr. 2 af tidsskriftet kom i virkeligheden til at bestå af et genoptryk af Edvard Bulls af- ›-
handling fra 1939 »Trøndeme i norsk arbeiderbevegelse før 1914« og beskriver radika-
lismens gennembrud og indhold i Trondheim og omegn. Derfra gik radikalismen videre til'
den sejrede i den norske arbejderbevægelsei 1918. Bogen står således i snæver sammen›
hæng med det første nummer, og blev i sin tid skrevet for at undersøge hvorfor radikalis-
men fik den stærke stilling i Trondheim og om man kunne følge successen op igen. I en
kort kommentar nævner Bull et par kritiske punkter, andre kunne tilføjes. Men det er for-
ståeligt, at bogen er blevet genoptrykt.
Gerd Callesen
Venstreoppositionens skrifter 1972-1973-1974. Bøger, pjecer, løbesedler, tidsskrifter og
aviser. Tidsskriftcenmt, København 1976, 177 8., kr. 73,00 (for medlemmer af Tids-
skriñcentrets lånekreds kr. 33,00)
I 1974 udkom »Venstreoppositionens skriñer 1968-1971« inclusive tidsskrifter 1968-1973
som Studier fra Danmarks Biblioteksskole 4. Det blev dengang annonceret at et nyt hold
80

biblioteksstuderende arbejdede på en
;fortsættelæDen foreliggerynu« ogbliver "videre fort: »
sat i »Den røde liste.
Nyhedsbulletiniforvenstrefløjensudgivelser«. Det er 'meget værdi--.,.
fuldt at dette materiale bliver registreret og dermed gjort tilgængeligt for' en bredere*
offentlighed. Der er registreret 1161 titler på bøger, pjecer og deslige og 169 tidsskrifter.
I den nye fortegnelse er der tre registre: 1) emneordsregister, 2) venstreoppositionens
skrifter ordnet alfabetisk efter udgiverorganisationer hhv. forlag og 3) titel, forfatter,
redaktør, tidsskrift, serie og organisationsregister. Man kan altså hurtigt finde frem til
det, man leder efter. 7
.
_
Der foreligger altså nu en stort set dækkende fortegnelse over hvad der er udgivetafven-
-
s
strefløjen igdansk politik siden 1968 og da en stor del af disse skrifter ikke dukker op i'
Dansk bogfortegnelse af forskellige grunde er der virkelig grund til at glæde sig over at
arbejdet er lavet og at Tidsskriñcentret (Rådhusstræde 13 st., 1466 Kbh. K) har udgivet
fortegnelsen -
det er ligeledes Tidsskriftcentret, der udgiver »Den røde liste« (ârsabo.
50,00 kr.). Mange af de her omtalte udgivelser findes ikke normalt tilgængelige og der er
derfor henvisninger til de biblioteker, der især 'samler dette materiale, og 'hvorfra det kan
lånes. Et alt i alt påskønnelsesværdigt initiativ.
›
G. C.
Robert Wistrup: Tale om DKU 1922-24. Holdt 1 Odense i anledning af DKU's 70ârs jubi-
læum d. 25. marts 1976, i: Marxistisk litteratur 1891-1945, John Hansen, Middelfart
1976, 22 s., kr. 3,50 (Bestilles ved indbetaling på giro 5264626, DKP, Søndergade 51,
5500 Middelfart).
På Land og Folks pressefest aug. 1976 kunne man b1.a. se en udstilling om marxistisk litte-
ratur på henved 1000 numre. Til denne udstilling lavedes et læsevær'digt katalog og som
tillæg tryktes Robert Wistrups tale (s.17-22). Wistrup blev formand for DKU i 1922;
under partiets splittelse 1922-23 lykkedes det at holde ungdomsforbundet samlet i én orga-
nisation. Det er væsentlige ting Wistrup meddeler her, både hvad angår DKU*s eget arbej-
de, som de forhold det arbejdede under. Det kan anbefales at anskaffe sig pjecen, til trods
for at talen kun fylder fem sider -
kataloget er som nævnt også læseværdigt. Det ville være
rimeligt, at denne tale blev gjort tilgængeligt for et større publikum, den forsvinder i denne
pjece. Den kunne måske offentliggøres sammen med noget dokumentarisk materiale fra
denne periode.
G. C.
'
81

Modtaget til anmeldelse
Det danske Socialdemokratis Gimle-kongres 1876. Udgivet og kommenteret af Hans-
Norbert Lahme, Odense Universitetsforlag
Folkmaktens år -
veckoma före slutet. Rapporter om folkmakten i Portugal november
1975 och en historik över den portugisiska facktöreningsrörelsen 1872-1975, Federa-
tivs, Stockholm
Fælleden 1. årg. nr. 6, 2. årg. nr. 1,2
Børge Houmann: Brevet til Pelle. Om Martin Andersen Nexøs erindringsroman Morten
hin Røde, Sirius, Århus
Häften for kritiska studier nr. 5 og 6/ 1976
Martin Evald Jensen: Soldater i maksimaltøj, Tiden, København
Kommunisternes program. Udg. af Danmarks Kommunistiske Parti, Tiden, København
Søren Kolstrup: Nakskov 31. Bidrag til arbejdsløshedsbevægelsemes historie, Spar
knægt, Charlottenlund i
-
Jens Kragh: Opbrud på venstrefløjen 1956-1960. Striden i DKP og SFs dannelse, SP for-
lag, København
Utz Maas (red.): Berufsverbot, kildemateriale, Roskilde Universitets forlag
G. V. Plehanov: Personlighedens rolle i historien, Tiden, København
Den statsmonopolistiske kapitalismes problemer, Tiden, København

FORTEGNELSE OVER SFAH's PUBLIKATIONER PR. 1. JUNI 1977
Årbogfor arbejderbevægelsens historie l, Fremad 1971 -
udsolgt
Årbog for arbejderbevægelsens historie ll, Fremad 1972 -
udsolgt
Årbog for arbejderbevægelsens historie lll, GMT 1973 -
30,00
Årbog for arbejderbevægelsens historie lV, GMT 1974 -
50,00
Årbog for arbejderbevægelsens historie V, GMT 1975 -
50,00
Årbog for arbejderbevægelsens historie VI, GMT 1976 -
55,00
Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie.
Nr. 1 er udsolgt. For nr. 2, 3, 4, 5 og 6 er medlemsprisen kr. 8,00. s
'
For nr. 7 er prisen kr. 10,00.
SFAH's PUBLIKATIONSSERIE
Per Salomonson: Socialismen og socialdemokratiet, SFAH publ. 1, 1974 udsolgt
Erik Christensen: Havnearbejderstrejken i Esbjerg 1893, SFAH publ. 2,
1975 udsolgt
Jens Engberg: Harald Brix, Revolutionen og reformen, SFAH publ. 3,
1975 kr. 22,00
Poul Christensen: Af en illegals erindringer, SFAH publ. 4, 1976 kr. 22,00
Jens Engberg m.fl.: Dansk arbejderbevægelse. Seks foredrag, SFAH publ. 5,
1976 kr. 22,00
SFAH's SKRIFTSERIE
Ursula Schmiederer: SF og »den tredje vej« til socialismen, SFAH skriftserie 1,
GMT 1974 udsolgt
'
Johannes Nymark: Frederik Dreiers politisk-ideologiske virksomhed,
SFAH skriftserie 2, GMT 1975 kr. 25,00
Claus Bryld: Det danske socialdemokrati og revisionismen, SFAH skriftserie 3,
GMT 1976 kr. 50,00
Torben P. Andersen: Staten og storkonflikten i 1925, SFAH skriftserie 4,
GMT 1976 kr. 28,00
Kirsten Geertsen: Arbejderkvinder i Danmark 1914-1924, SFAH skriftserie 5,
GMT 1977 kr. 33,00
Alle priser er med-Iemspriser.
Priserne er incl. moms og forsendelsesomkostninger.

SPØRGESKEMA
Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsenshistorie
Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Rejsbygade 1
1759 København V
"
»Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie« vil med dette spørge-
skema søge at skabe et overblik over den forskning i arbejderbevægelsenshisto-
rie, som finder sted for øjeblikket. Derved muliggøres en kontakt mellem folk, der
arbejder med beslægtede emner, således at erfaringer kan udveksles og dobbelt-
arbejde undgås.
Skemaerne bedes sendt til Meddelelsers redaktion, og skemaets oplysninger 'vil
siden blive bragt i Meddelelser.
NAVN
ADRESSE.
PROJEKTETS TITEL (evt. arbejdstitel)
NÆRMERE BESKRIVELSE AF PROJEKTET
(problemstilling, kildemateriale etc.)
PROJEKTETS ART (speciale, artikel, monografi etc.)
HVORNÅR PÅBEGYNDTES 0G F ORVENTES PROJEKTET AFSLUTTET

Meddelelser 08 1978

More Related Content

What's hot

Viewers also liked

Similar to Meddelelser 08 1978

More from SFAH

Meddelelser 08 1978