2. Introduktion
For 50 år siden begyndte den spanske borgerkrig. Det var foruden en borger-
krig også en krig mellem den internationale arbejderbevægelseog fascismen.
Den internationale arbejderbevægelsesstøtte til den spanske folkefrontsre-
gering antog forskellige former, den bedst kendte er nok de Internationale
Brigader. Det danske kontingent var ikke det mindste og spanienskæmperne
spillede også senere en vigtig rolle i den direkte kamp mod fascismen. Vi vil
forsøge at få en artikel om dem. Socialdemokratiet havde som regeringsparti
bestemte muligheder og grænser for at kunne støtte og vise sin solidaritet.
Kjeld Arne Hansen diskuterer her Socialdemokratiets indsats ud fra hold-
ningen til den spanske borgerkrig. Det er et væsentligt bidrag til en mere om-
fattende analyse. Den spanske borgerkrigs begyndelse vil blive mindet på
forskellig måde i løbet af året: Arbejdermuseet i København åbner bl.a. en
plakatudstilling, i ABA*s årskrift trykkes en bibliograñ, og der skal skabes et
mindesmærke for Spanienskæmperne.
»Bjerggårdensbøger« undersøger et arbejderbiblioteks opståen og delvis
dets senere udvikling. Sådanne bogsamlinger har også eksisteret i andre
danske byer, men det er kun de færreste, vi ved noget om. Det vil være for-
tjenstfuldt, hvis man/vi kunne få flere beskrivelser af disse biblioteker -
og
om arbejderbevægelsensforhold til biblioteker i det hele taget. Det ville være
et vigtigt bidrag til arbejderbevægelsens kulturhistorie.
I og med at SFAHs medlemssammensætning ændres i retning af medlem-
mer med en bredere interesse for arbejderhistorien fremfor den specifikke
universitetsrettede må diskussionen om selskabets to periodiske udgivelser
rejses på ny: der er formentlig ikke basis for at udgive 2 grundforsknings-
orienterede tidsskrifter, selvom der nok er behov for dem. Hvad diskussio-
nen vil ende med er svært at sige; om det er muligt evt. at starte et nyt tids-
skrift med et andet ansigt og en anden målgruppe er ikke kun et spørgsmål
om økonomi. En afklaring vil forhåbentlig blive nået i løbet af året.
Bidrag til næste nr. skal være redaktionen i hænde 1. maj.
3. Kjeld Arne Hansen
Socialdemokratiet og den spanske borgerkrig*
Forord
Borgerkrigen i Spanien var ikke alene en faktor, som virkede meget direkte
ind på udviklingen i stormagtsrelationeme -
og dermed indirekte på de betin-
gelser, den danske udenrigspolitik var underkastet -, men var tillige udtryk
for den europæiske arbejderklasses første store åbne konfrontation mod fas-
cismen. Sammen med den spanske arbejderklasse kæmpede frivillige fra en
række lande. Fra Danmark deltog omkring 550i kampen mod Franco og
hans støtter fra de to fascistiske stormagter.
Den spanske borgerkrig berørte således det danske socialdemokrati og
den Socialistiske Arbejder Internationale (SAI) på en meget direkte måde,
idet også medlemmer af socialdemokratierne -
heriblandt det danske -
tog
del i krigen.
Det interessante idenne forbindelse -
og udgangspunktet for min undersø-
gelse -
var at undersøge hvordan det danske socialdemokrati, som regerings-
bærende parti og samtidig organisatorisk/ politisk led i den reformistiske ar-
bejderbevægelse på det internationale plan via medlemsskabet af SAI, for-
holdt sig til den spanske konflikt og de danske frivilliges deltagelse deri.
Jeg skal indledningsvis kort skitsere nogle elementer i det danske socialde-
mokratis praksis på den internationale scene i tiden op til borgerkrigsud-
bruddet, samt -
på dette grundlag -
kort redegøre for partiets politisk-
ideologiske motiveringer for denne praksis, eftersom denne praksis -
på det
overordnede plan -
antydede rammerne for partiets intemationalistiske ud-
syn ved den spanske borgerkrigs udbrud.
*Grundlaget for denne artikel er mit historiespeciale ved R.U.C., 1980: »Socialdemokratiets
internationalistiske solidaritet i l930'erne«. Specialet er ikke publiceret men kan lånes på
A.B.A.
4. Indledning
Det danske socialdemokrati deltog aktivt i opbygningen af en ny internatio-
nale og var også en fremtrædende repræsentant på SAI's stiftende kongres i
Hamburg 1923.
På baggrund af 2. Intemationale's splittelse i holdningen til krigen fast-
satte kongressen i 1923 i sine statutter nogle principper, der skulle sikre en
stærkere binding af partierne til en fælles optræden -
end det havde været
tilfældet i den »gamle« internationale. Selvom SAI i praksis bevarede 2. In-
ternationales karakter som værende en føderation af autonome partier på de
fleste områder, begrænsede statutteme formelt partiernes autonomi på det
udenrigspolitiske område. I statutterne, artikel 3 stod der:
»SAI er kun en livskraftig virkelighed idet omfang at alle SAI's beslutnin-
ger i internationale spørgsmål er bindende for alle medlemmer. Enhver SAI-
beslutning betyder derfor en selvvalgt begrænsning af de enkelte partiers au-
tonomi«.l Praksis var dog fra starten, at partierne ikke respekterede denne
principerklæring. Dette gjaldt også det danske som det senere vil fremgå.
SAI's beslutninger i alle vitale internationale spørgsmål (kolonispørgsmålet,
af/nedrustning og forholdet til kommunismen og fascismen) var kompro-
misbestemte. SAI var altså fra starten splittet. Partierne -
også det danske -
gav den nationale strategi -
i al dens forskellighed -
primat overfor en fælles
international solidarisk linie. I mangel af bedre var SAI's vigtigste rolle der-
for at fungere som pressions-gruppe over for det internationale organ som
flertallet i SAI, deriblandt det danske, betragtede som det vigtigste: Folke-
forbundet. Denne SAI-praksis fandt sit offensive udtryk ved SAI-
beslutningen i 1926 om, at de reformistiske partier skulle arbejde på at styrke
den socialistiske indflydelse i Folkeforbundets organer (f.eks. ILO).2 SAI
pressede desuden på for at få gennemført tvungen voldgift som princip i til-
fælde af internationale konflikter, og arbejdede samtidig på at få Folkefor-
bundet omdannet til et »verdensparlament«. Karakteristisk nok formule-
rede SAI ikke nogen strategi for', hvorledes denne målsætning skulle opfyl-
des. Det mest konkrete udslag af denne SAI-praksis var et SAI-program
(vedtaget på kongressen 1931) for arbejderklassens krav til Folkeforbundets
afrustningskonference,der skulle finde sted året efter. Det væsentligste i pro-
grammet var, at partierne skulle arbejde på at sikre konferencen de bedste
moralske og politiske rammer. Mere konkret skulle det sikres ved, at par-
tierne aktivt skulle gå ind for blandt andet et storstilet kreditgivningspro-
gram til Tyskland, hvor krise og fascisme skulle stoppes ved at tilføre den
tyske kapitalisme store udenlandske lån. V
I erkendelse af den interne uenighed opgav SAI-kongressen i 1931 at op-
stille nøjere anvisninger på partiernes kamp mod fascismen i øvrigt.
På SAI/IFC-konferencen i Paris 1933 -
efter Hitlers magtovertagelse og
SPD's udslettelse -
blev de interne problemeri SAI yderligere anskueliggiort:
Konferencens hovedtema var drøftelsen af de principielle spørgsmål om
strategi og kampmetoder som begivenhederne i Tyskland havde rejst. Ker-
nen i debatten blev holdningen til demokratiet og holdningen til et eventuelt
4
5. samarbejde med kommunisterne. Overfor forslag om brug af generalstrejke-
våbenet klargjorde Alsing Andersen det danske partis holdning:
»Hvad vi vil er ikke det nuværende demokrati, men et videre udbygget de-
mokrati«. Ligesom krisens problemer måtte løses ad demokratisk vej skulle
også socialismen opbygges på et demokratisk grundlag. Han afviste videre
det stillede forslag og fastholdt den gamle vej, baseret på »det opbyggende
arbejde på alle fronter som vi tidligere har ydet, på partifronten, på fagfore-
ningsfronten, på den økonomiske og kulturelle front«.3
Alsing Andersen fik støtte af flertallet, hvorfor konferencen fastholdt, at
kampen mod fascismen måtte føres med forskellige midler alt efter forhol-
dene i de enkelte lande. Det danske parti opretholdt desuden sin konse-
kvente afvisning af et samarbejde med kommunister, som konferencen
havde åbnet op for.
Flertallet i SAI havde dermed på autoritativ måde afvist alle forsøg på at
gøre den anti-fascistiske kamp til et fælles internationalt anliggende, hvor
det gjaldt socialisme versus fascisme. Følgen var, at SAI entydigt kanalise-
rede sine krav over i F olkeforbunds-regi og ved den spanske borgerkrigs ud-
brud reelt havde overladt det til F olkeforbundet at forsvare den spanske ar-
bejderklasse.
SAPs bekendelse til Folkeforbundet var dog på'intet tidspunkt og på intet
punkt i modstrid med Socialdemokratiets opfattelse af Folkeforbundet.
Såvel i opposition som i regering lå Socialdemokratiet på linie med
Munch's folkeforbundspolitik, der sigtede på at opbygge et internationalt
retssystem med Folkeforbundet som det centrale organ. Umiddelbart før
borgerkrigsudbruddet fastholdt Socialdemokratiet denne linie, idet partiet i
et memorandum til SAI udtrykte sin tilslutning til tanken om et sådant rets-
system i tilknytning til den kollektive sikkerhedspolitik, dog med det forbe-
hold, at Folkeforbundet ikke forpligtede til deltagelse i militære sanktioner.
I samme memorandum anbefalede partiet, at SAI -
i tilfælde af Folkefor-
bundets sammenbrud og en ny krig -
holdt sig neutralt.4 Socialdemokratiets
og den danske regerings tilslutning til Ikke-interventionspolitikken overfor
Spanien lå i naturlig forlængelse af denne holdning:
Eftersom den kollektive Sikkerhedspolitik havde lidt skibbrud ved den ab-
bessinske krise, hvor Frankrig og England havde saboteret Folkeforbundets
sanktioner mod Italien (og dermed grundlaget for den kollektive sikkerheds-
politik), var Folkeforbundets handlemuligheder i forhold til den spanske
borgerkrig helt og aldeles afhængiggjort af de to stormagters reaktion på den
spanske konflikt. Oprettelsen af Ikke-interventionskomiteen udfyldte gan-
ske vist det tomrum, der var opstået ved Folkeforbundets krise, men beteg-
nede samtidig Forbundets endeligt, eftersom initiativet definitivt var fra-
taget Folkeforbundet. Socialdemokratiet var ved udbruddet af den spanske
borgerkrig i fuld overensstemmelse med den linie partierne i øvrigt havde
fulgt i SAI. Afslutningsvis kan partiets position i SAI-sammenhængsam-
menfattes således:
'
Fra dannelsen af SAI havde det danske parti placeret sig på SAI's højre-
5
6. fløj. Udtryk herfor var partiets konsekvente afvisning af en tilnærmelse til
kommunismen og USSR. Det var ikke alene over for kommunismen, at par-
tiet vægtede den nationale strategi, det var også tilfældet i partiets markerin-
ger i de øvrigecentrale spørgsmålSAI havde berøring med, og dermed ogsåi
politikken over for fascismen og den spanske borgerkrig.
Socialdemokratiet argumenterede i disse sammenhænge for, at det måtte
være de. nationale betingelser og hensyn, der skulle være bærende.
Det danske Socialdemokrati henviste i øvrigt ikke til SAI i sine motiverin-
ger for partiets politik gennem 1920'erne. Da partiet endelig henviser til SAI
i forbindelse med partiets spanienspolitik, var det da også udtryk for alt an-
det end overensstemmelse med SAI.
I forhold til konflikten i Spanien begrænsede SAI*s initiativer sig til op-
bakning bag den humanitære hjælp og til appeller om stop for Ikke-
interventionspolitikken. Som det senere vil fremgå skabte disse udslag af in-
ternational solidaritet -
eller bestræbelser herfor -
visse vanskeligheder for
det danske socialdemokrati.
Den nationale strategi
Det var et vigtigt led i partiets argumentation for ikke at ville acceptere en
fælles SAI-strategi over for fascismen, at partiet anså styrkelse af de natio-
nale demokratier, som det eneste rette middel over for fascisme og diktatur. I
forbindelse med bekendelsen til det parlamentariske demokrati opererede
Socialdemokratiet igennem 1920'erne fortsat med demokratiet som nødven-
digt led i overgangen til socialismen.
Igennem 1930'erne fortones overgangsperspektivet og partiet bekender
sig entydigt positivt til det bestående demokrati. Som led i strategien for ero-
bringen af flertallet havde partiet ført en bredt anlagt reformkravspolitik,
der appellerede til sociale lag også uden for arbejderklassen. Partiet oplevede
derfor en accellererende vælgertilslutning, som bestyrkede partiets transf or-
mering fra arbejderparti til folkeparti. På denne baggrund blev erobringen af
regeringsmagten i 1929 set som en forstærket platform for den endelige ero-
bring af flertallet. Men det stod samtidig klart, at dette stod og faldt med en
dokumentation af partiets regeringsduelighed, og med krisens indvirkninger
på den danske økonomi var det givet, at indsatsen først og fremmest måtte
ske på det økonomiske område. For at undgå et nederlag i krisepolitikken
bestræbte Socialdemokratiet sig derfor på at vinde bred parlamentarisk til-
slutning til den økonomiske politik.
Krisen fik betydning for Socialdemokratiets udvikling påto områder,dels
inddrog krisen partiet i en nationalt betinget kriseløsningspolitik, og dels
konstituerede krisepolitikken et klassesamarbejde baseret på den nationale
løsning. Krisen dannede således rammen for Socialdemokratiets overgang
til en national, ansvarlig samfundspolitik, hvor partiet ikke alene definerede
sig som en integreret del af samfundet og statsmagten, men også som en del
af nationen. Fremhævelsen af det danske samfunds demokratiske karakter
6
7. blev eksplicit formuleret i partiets agitation og propaganda overfor kommu-
nismen og fascismen? .
Partiet tog således klar afstand fra såvel kommunisme som fascisme.
Denne afstandstagen blev formuleret i partiets hovedpresse »Social-Demo-
kraten«, i ungdomsbevægelsensblad »Rød Ungdom«, i tidskriftet »Socialis-
ten« og i fagbevægelsens blade. I agit.prop.-sammenhængenblev der ikke
sondret mellem kommunisme og fascisme. Karakteristisk for tendensen var
»Social-Demokraten«'s lakoniske formulering den 4. juni 1936: »Vi vil her-
hjemme hverken rød eller sort reaktion«. Egentlige analyser af fascismen
skortede det på. Den mest detaljerede analyse af fascismen blev udført af
Hartvig Frisch i bogen »Pest over Europa« (1935). Det særegne ved Frisch
var, at han ikke udelukkende gav kommunisteme skylden for fascismens
sejr, men påpegede at SPD ved sin paciñsme havde undergravet »sin vilje til
magt«, samt at SPD, eftersom det vedblev at være »et snævert industriarbej-
derparti med en hårdkogt doktrin«, umuliggjorde en positiv landbrugspoli-
tik, hvilket gav grobund for antibolsjevismen og nazismen (side 12). Videre
påpegede Frisch, at demokratiets styrke netop beroede på »et vist interesse-
fællesskab mellem arbejderne, bønderne og middelstanden« (side 316).
'rm .1 mm W
Spanske ,,Nationalister“
Kulturkampens kommentar til Francos tropper (Marts 1938)
8. Denne brede folkelige alliance var da også indeholdt i partiets politik. Der-
imod var Frisch's internationalisme -
omend den var begrænset til det nordi-
ske -
atypisk for partiledelsens formuleringer.
Også blandt Socialdemokratiets intellektuelle medlemmer i øvrigt blev
den anti-facistiske holdning klart markeret. Væsentligst fik dette udtryk i
skrifter som f.eks. »Aandehullet«, »Clarté« og »Kulturkampen«,der var
særdeles aktive bidrag i den kulturpolitiske debat. Fronten overfor fascis-
men -
også i spanienssammenhængen-
blev således trukket skarpt op på kul-
turområdet, men partiledelsen stillede sig generelt afvisende over for disse
udladninger, der betragtedes som udtryk for mere eller mindre kommuni-
stisk inspirerede splittelsesforsøg.6
Overordnet set var partiets holdning i praksis klar: Partiets identiñcering
med statsmagten og nationen gjorde at partiet overfor Tyskland og overfor
de interne fascistiske bevægelser blev bestyrket i, at »klasseegoistiske« stand-
punkter måtte vige til fordel for det folkelige og nationale samfundshensyn.
Der var tale om en analogisering mellem på den ene side partiets strategi for
erobring af flertallet- den endelige konstituering af folkepartiet -
hvor par-
tiet med sin brede sociale og økonomiske politik søgte at indfange stadig
større dele af befolkningen, og på den anden side partiets selvforståelse, som
statsbærende parti, hvor partiet i stadig større omfang via øget ansvar og
vælger- og medlemsfremgangen -
bekræftedes i det mulige i, at modgå fascis-
men ved fortsættelse af den nationale samfundssolidariske politik.
Eller sagt helt kort: Socialdemokratiets strategi over for den tyske fascis-
me blev ikke udformet som en relation mellem to ideologier eller partier,
men som en relation mellem to stater, hvor Socialdemokratiets opgave var,
gennem det fortsatte klassesamarbejde at varetage den danske stats interes-
ser, hvorfor partiets ideologiske modsætningsforhold måtte træde i bag-
grunden.
Socialdemokratiets nationalt-folkelige orientering fik sin manifeste ud-
formning i »Danmark for Folket«, »Arbejderne og Krisen« og »Kulturen for
Folket«.
Det er i al væsentlighed Stauning, som drager de mest vidtgående konklu-
sioner på partiets placering. Centralt står hans tale på partikongressen i
1935, hvor han trak linien fra den økonomiske krise op til partiets stilling
inden for nationen og i relation til hele den internationale situation. Det cen-
trale i Staunings tale i forhold til partiets udenrigssyn var, at der ikke var
»livskraft« iarbejderklassens internationale samarbejde, og at den danske
arbejderklasse måtte underordne sig det nationale økonomiske hovedhen-
syn
-
den danske eksport.7
Den nationale linie indebar, at dansk udenrigspolitik måtte sikre den
danske eksport og neutralitet. Essensen i Socialdemokratiets opfattelse var,
at Danmark ikke militært havde mulighed for at forsvare sig, men før det
kom så vidt gjaldt det om ikke at give grobund for tvivl om Danmarks neu-
tralitet. Det var en logisk konsekvens af hele Socialdemokratiets udvikling
som statsbærende parti, at det ikke kunne handle mod det, der opfattedes
8
9. som hele nationens økonomiske og sikkerhedsmæssigeinteresser, -
og at
disse interesser frem for alt måtte tilgodeses ved opretholdelsen af et godt
forhold mellem Danmark og Tyskland. Socialdemokratiets holdning bidrog
til, at der i det store og hele var enighed mellem regering og opposition om
udenrigspolitikken.
Der var da også enighed om Danmarks tilslutning til ikke-
interventionspolitikken overfor Spanien og om de øvrige foranstaltninger,
Rigsdagen vedtog angående Spanien. Men fra starten af borgerkrigen,
gjorde der sig stærkt divergerende opfattelser gældende når det gjaldt hold-
ningen til de to stridende parteri Spanien. En divergens imellem Socialdemo-
kratiet, der sympatiserede med Republikken, og det konservative parti, der
sympatiseredemed Franco 0 g som forlangte, at Socialdemokratiet, eftersom
det besad regeringsmagten, undlod at tage stilling til fordel for en af parterne
i borgerkrigen og dermed ophørte med at give udtryk for sin sympati for Re-
publikken.
Den socialdemokratiske partiledelse tog øjensynlig konsekvensen af
denne kritik ved at »neutralisere« fagbevægelsens spontant igangsatte pen-
geindsamlings formål, således at midlerne ikke som oprindeligt planlagt
skulle gå til den republikanske regering, men udelukkende til hjælp til span-
ske flygtninge uden for Spanien.
På baggrund af denne mere overordnede redegørelse skal jeg i det følgende
nærmere behandle Socialdemokratiets spanienspolitik- og de problemer, der
lå i denne politik.
Partiets reaktion på F ranco's kup m.v.
Folkefrontens sejr ved valget i februar 1936 blev i den socialdemokratiske
presse udlagt som en »strålende sejr for demokratiet«.8
I artikler i »Social-Demokraten« i forår og forsommer 1936 betones beret-
tigelsen og nødvendigheden af den spanske regerings reformpolitik.
Partipressens omtale af de interne forhold i Spanien før kuppet i juli 1936
omhandlede især de spanske anarkisters strejkevirksomhed som blev for-
stået som en trussel mod det nye spanske demokrati. Det antydedes direkte,
at der var tale om et uformelt samarbejde mellem anarkisteme og fasci-
steme.9
Behandlingen af den spanske arbejderklasses interne ideologiske modsæt-
ninger var således overfladisk.
Følgelig var konflikten/borgerkrigen i Spanien efter partiets opfattelse
ikke en kamp imellem fascisme og socialisme, men en kamp imellem diktatur
og demokrati. Dette blev da også klart pointeret i »Social-Demokratens«
kronik, 2. august i en kronik af Rasmus Hansen.lo Kronikken var kun ét af
utallige eksempler på Socialdemokratiets understregning af, at det partiet
sympatiserede med var en lovlig valgt, demokratisk regering, der blev angre-
bet af diktaturtilhængere.
I takt med, at borgerkrigen udviklede sig stadig mere blodigt og skånsels-
løst, blev Socialdemokratiets verbale sympatitilkendegivelser mere og mere
9
10. begrundet ud fra partiets humane, kulturelle og demokratiske grundhold-
ning. DsU's formand H. C. Hansen's tale 14. juli 1937 var meget karakteris-
tisk for sympatigrundlaget. I talen understregede, han på baggrund af et be-
søg i Spanien:
»Vi så et primitivt land men også et land med rige muligheder og med et
vågnende folks trang til åndelig og social hævdelse«.“
Kritikken fra den borgerlige presse af pengeindsamlingen til Spanien be-
virkede, at Socialdemokratiets ledelse måtte præcisere hvor langt partiet
ville gå i solidariseringen med Republikken.
Det tydeligste svar på denne kritik blev udtrykt ved Hedtoft's udtalelse i
juni 1937:
»Ingen ønsker her i Danmark at gå længere i vor sympatiaktion for Spa-
nien, end det er foreneligt med vore nationale interesser. Det er national ger-
ning i bedste forstand at oplyse det danske folk om sandheden om det span-
ske oprør Det er i overensstemmelse med de bedste danske traditioner at
hjælpe borgerkrigens ofre ...«12 (bemærk at det er Hedtoft understregn.).
Umiddelbart efter borgerkrigens udbrud syntes der ikke at have været ue-
nighed i partiet om linien overfor Spanien, men omkring november 1936 kan
der spores en begyndende ændring. Ændringen var affødt af fasciststaternes
brud på ikke-interventionspolitikken og kritikken var koncentreret om det
forhold, at ikke-interventionspolitikken ikke var effektiv og ensidigt ramte
Republikken. Kritikken berørte ikke ikke-interventionspolitikken som prin-
cip og ikke heller den danske regerings medvirken til denne politiks opret-
holdelse.
Medens »Social-Demokraten« forholdt sig afventende var det især i
»Socialisten« og »Rød Ungdom«, at den skarpeste kritik af ikke-
interventionspolitikken fremkom.
I »Rød Ungdom« var det især Frode Kristensen, som indtog en kritisk
holdning, således konstaterede han i marts 1937, at ikke-interventionspoli-
tikken havde været en fiasko."
Men, -
i såvel »Rød Ungdom« som »Socialisten« fastholdtes det igennem
hele borgerkrigsperioden, at der ikke fra dansk (socialdemokratisk) side
kunne gøres noget for at ændre ikke-interventionspolitikken.
DsF's blad »Arbejderen« var et af de organer, hvor partiets antifascistiske
holdning klarest blev fremført. Også dette blad bakkede regeringens spa-
nienspolitik op, men Spanien omtales i øvrigt sjældentog oftest blot ved gen-
givelse af forskellige resolutioner, som SAI eller den faglige internationale
IFC vedtog -
dog ikke komplet og normalt helt ukommenteret.”
Fagbevægelsens blad bidrog dermed implicit til at af-ideologisere konflik-
ten i Spanien og løsrive denne konflikt fra den antifascistiske debat i øvrigt.
At fagbevægelsenfra oven havde fået pålægom at nedtone spaniensspørgs-
målet demonstreres meget klart, hvis DAF's blad »Arbejdsmændenes Fag-
blad« inddrages.
Også dette blad opretholdt en klar antifascistisk profil. Men i forhold til,
10
11. Pjece udgivet af Matteotti-Fonden
partiets og regeringens spanienspolitik er bladet tavst- bortset fra en artikel,
som kom kort tid efter borgerkrigens begyndelse.
Artiklen er unik, idet den meget detaljeret behandler de ideologiske mod-
sætninger inden for den spanske arbejderklasse, samt fremhæver, at løsnin-
gen på disse modsætninger måske var det vigtigste problem.
I artiklen fremføres det videre, at den danske arbejderklasse: »må kræve,
at Spaniens lovlige regering får den nødvendige understøttelse, især nu, da
den italienske understøttelse af oprørerne er fastslået«. Artiklen slutter med
at sige, at kampen i Spanien ikke blot er en kamp mod fascismen, men også
for den socialistiske ide og at Spaniens arbejdere derfor kan være sikre på
den internationale solidaritet.”
Bortset fra denne artikel fremstod der ikke, hverken i ungdoms- eller fag-
bevægelsen siden hen nogen åben kritik af partiledelsens regeringspolitik el-
ler af partiets officielle definition på den spanske borgerkrigs ideologiske
indhold og karakter!
Det syntes klart, at der var tale om et indgreb fra oven, eftersom der var
tale om intern kritik af partiets linie i spanienspolitikken, hvilket jeg skal
tage op senere.
Partiledelsen må således have forhindret, at disse oppositionelle røster
kom frem i de officielle publikationer. Dette var også tilfældet med det or-
ll
12. gan, som frem for alle, beskæftigede sig med Spanien, nemlig »Social-
Demokraten«.
Medens »Social-Demokraten« oprindeligt var talerør for fagbevægelsen
og de forskellige partiorganisationer, blev bladet senere talerøret for partile-
delsen og regeringen.
I tilfælde hvor der ikke var overensstemmelse mellem fagbevægelse, parti
og regering var det derfor regeringens syn bladet repræsenterede.”
Bladets udvikling var videre en afspejling af partiets udvikling fra interna-
tionalismen til national hensyntagen. Dækningen af det internationale stof
falder således efter 1. verdenskrig)7 og bladet reflekterer samtidig partiets
tiltagende folkeliggørelse, idet kultur- og familiestof, sport med videre i sti-
gende grad optager spaltepladsen.18
Som tidligere nævnt holdt bladet dog fra begyndelsen en anti-facistisk li-
nie. Typisk for bladets behandling af den tyske naziñceringsproces var den
modstilling mellem forholdene i Tyskland og Danmark, som bladet opere-
rede med: På baggrund af det, der betragtedes som det tyske kultur-forfald
og åndelige formørkelse og ensretning, fremhævedes det danske samfunds
demokratiske, folkelige og kulturelle kvaliteter. Nogen dybere analyse af
fascismen som fænomen blev det sjældent til.
Bladet havde gennem hele borgerkrigsperioden næsten daglige reportager
fra Spanien.
Langt størstedelen af omtalen af Spanien var dog referater af udenlandske
korrespondenters beretninger om krigsbegivenhedeme, og lederne omhand-
lede oftest den militærpolitiskebetydning af frem- eller tilbagegange for den
republikanske hær.
'
Som det var tilfældet med den socialdemokratiske presse iøvrigt,forholdt
bladet sig ikke analytisk til det ideologiske indhold i borgerkrigen.
Selvom pessimismen øgedes i takt med den spanske fascismes fremgang
gav bladet i intet tilfælde plads for kritik af partiledelsens spanienspolitik i
regeringen.
Sammenfattende kan altså siges, at partiledelsen spillede en afgørende
rolle for, hvorledes parti-, ungdoms- og fagbevægelsens presse behandlede
spanienspolitikken, og at det i vid udstrækning lykkedes at tegne spaniens-
politikken, som et resultat af fuld enighed. (
Alligevel findes der klare udtryk for, at partiledelsen havde besvær med at
fastholde sin spanienspolitik overfor kravene om en konsekvent internatio-
nalistisk solidaritet. Dette kan spores som et voksende problem efterhånden
som partiets spanienspolitik begynder at afvige fra SAI/IFC's resolutioner.
Før jeg behandler dette skal jeg først omtale partiledelsens problem iforbin-
delse med indsamlingen, som var det vigtigste alibi for den fastlagte solidari-
tetspolitik over for Spanien. Vigtigst i denne forbindelse var, at indsamlin-
gen var i overensstemmelse med SAI/IFC's konkrete opfordringer, hvilket
blev flittigt udnyttet i propagandaen for indsamlingen. Der syntes dog at
være tale om, at partiledelsen i sin propagandistiske udnyttelse af indsamlin-
gen overdrev dennes betydning og omfang. Dette bliver mere synligt, når
12
13. indsamlingen sættes i forhold til partiets øvrige udgiftsposter og i forhold til
de nordiske broderpartiers indsats.
Det vægtigste bevis for Socialdemokratiets sympati var Matteottikomi-
teens pengeindsamling. På partikongressen i 1939 viste status, at komiteen
havde indsamlet 434.000 kr. (dertil kom yderligere 200.000 ad anden vej). Til
sammenligning havde komiteen indsamlet 502.000 kr. til understøttelse af
tyske og østrigske eksil-socialdemokrater.19 Indsamlingsbeløbet til de span-
ske flygtninge svarede nogenlunde til udgifterne til agitationsvirksomheden i
perioden 1936-39.20
s.U.s. 1. maj-demonstration 1937 med parolen »Spanien hold ud«
Et mere direkte udsagn om karakteren af partiets indsamling var en hen-
vendelse fra snedker P. A. Sivertsen til DsF's repræsentantskab, hvor han
betegner indsamlingen som skandaløst organiseret, og videre anfører:
»Vi bygningssnedkere gider ikke i det evindelige, at sende medlidenheds-
tclegrammer, eller skråle hurra for helteresolutioner, under 10 måneders
massemord i Spanien. Derimod gider vi i allerhøjeste grad at praktisere
hjælp til vore spanske kammerater«. Sivertsen slutter: »Sammentrukket er
formålet med denne skrivelse, at Matteotti-fondens ledelse må være klar
over dette, at faglig intemationales instruks af 24/ 6 1937 i Paris, må og skal
effektueres uopholdeligt, uanset om ledelsen på Matteotti-fondens kontor,
hellere diskuterer skoledrenge-politik, eller spekulerer på ferie og bade-
strand alias dansk burgøjser-maner. Spaniens sønderskudte, lemlæstede og
hungrende forfulgte masser har højeste krav på danske fagforeningers for-
bandede pligt«.21
13
14. Denne henvendelse blev aldrig kommenteret, men påstanden om, at Mat-
teottikomiteen skulle have ignoreret IFC's »instruks« skal tages op idet føl-
gende.
På SAI/IFC's fællesmøde i Paris vedtog man at udvide solidariteten med
Spanien, idet mødet besluttede nogle meget præcise retningslinier for spa-
nienspolitikken, efter forslag af de spanske delegerede. Det spanske forslag
lød: »Den spanske delegation anmoder SAI og IFC om at vedtage følgende:
1. Uopholdelig og med alle midler at udøve et tryk på de regeringer, der
tilslutter sig Folkeforbundet, for at det i overensstemmelse med forbunds-
pagten, hjælper den spanske regering til atter at opnå sin politiske og territo-
riale uafhængighed.
2. At gennemtvinge tilbagevenden til handelens frihed, således at den
spanske regering -
hvis lovlighed er hævet over al tvivl -
kan skaffe sig våben
til forsvar for landets lov og ret.
3. At udstrække de ubestridelige solidaritetsforpligtelser over for det repu-
blikanske Spaniens sag til alle medlemmer og alle ansvarlige organisationer,
der tilhører begge intemationaler.
Begge intemationaler forpligter alle deres tilsluttede organisationer til re-
solut gennemførelse af disse retningslinier«.22
Beslutningen om den skærpede kurs er ikke sensationel i den forstand, at
den reelt indebar en ny linie, idet de tilsluttede partier i praksis fulgte den
oprindelige linie. Heller ikke for det danske partis vedkommende betød be-
slutningen, at der blev anlagt en anden spanienspolitik. Det interessante er,
at beslutningen-
i den socialdemokratiske presse
-
blev fordrejet! Den 25.
juni 1937 bragte »Social-Demokraten« en version af beslutningen, som på
afgørende måder afveg fra den korrekte ordlyd. Jeg skal gennemgå det kort:
Det første punkt gengives korrekt. Det andet punkt har undergået en min-
dre omformulering. I bladets version lyder punktet: »Der skal iværksættes en
tilbagevenden til handelsfrihed, så den spanske regering får mulighed for at
fremskaffe alle de til landets forsvar nødvendige våben«. I den oprindelige
beslutning tales der om at »gennemtvinge«en tilbagevenden. Men dette er
imidlertid kun en mindre omformulering, som meget vel kan skyldes bladets
ønske om at gøre sprogbrugen mere dansk.
Det 3. punkt er omformuleret til det ukendelige og lyder i bladets version:
»Der skal afstikkes klare solidaritetslinier imellem alle medlemmer og orga-
nisationer, der tilhører de to intemationaler«.
Ved omformuleringen forsvinder den oprindelige mening helt. I origina-
len henviser punktet til de to tidligere punkter. Meningenmed den originale
beslutning er, at de to første punkters konkrete retningslinier skal være »de
ubestridelige solidaritetsforpligtelser«, som alle tilsluttede organisationer er
forpligtet til at følge. Det drejer sig ikke om, som det fremføres i »Social-
Demokraten«, at der ud i fremtiden skulle udstikkes nogle retningslinier. _
Formelt og reelt eksisterede de allerede i og med vedtagelsen af de tre punk-
ter, ligesom der ingen tvivl var om, at partierne med vedtagelsen havde for-
pligtet sig til »resolut« at gennemføre disse retningslinier, således som det
14
15. pointeres i originalens afsluttende bemærkninger, der ikke medtages i
»Social-Demokraten«!
Selvom Sivertsen bragte den korrekte formulering af beslutningen, fast-
holdtes den forkerte version i »Social-Demokraten«. Sivertsens brev bliver
tilsyneladende overhørt i tavshed. Det var altså partiledelsen meget om at
gøre at fastholde, at partiet ikke var forpligtet til at gøre noget som helst ud-
over at fortsætte den linie, som var lagt fast. En linie som indebar: fortsat
deltagelse i ikke-interventionspolitikken, som intemationalerne havde for-
dømt; og en konsekvent fastholdelse af, at det eneste som kunne gøres over
for Spanien var at samle penge ind.
Problemet for partiledelsen var imidlertid, at en åben afstandtagen ville
gøre partiet sårbar over for kritik fra de radikale lags side. Partiledelsen
valgte derfor at omgå intemationalernes beslutninger, frem for åbent at ved-
stå sin afstandtagen. I takt med republikkens mere og mere håbløse stilling
syntes det at volde partiledelsen stadig større problemer at forsvare partiets
solidaritetsgrundlag som det rigtige og som det maksimale. Dette blev yder-
ligere illustreret med »Social-Demokratens« reaktion på SAI's sidste resolu-
tion om Spanien af 14./ 16. januar 1939, hvor SAI forlangte, at alle partier
ufortrødent skulle lægge pres på deres regeringer for at gennemtvinge fuld
folkeretslig anerkendelse af republikken. I »Social-Demokratens« gengi-
velse fremstod resolutionen med een kommentar, at partiet havde undladt at
stemme, idet det havde fremsat et (ikke nævnt) ændringsforslag.23
SAI/IFC's resolutioner blev altså mødt med stigende ubehag fra den soci-
aldemokratiske ledelses side. Hvis det ikke var muligt helt at forbigå uover-
ensstemmelserne greb ledelsen ind i informationen i form af fordrejelser eller
censur.
I gennemgangen af disse problemfelteri Socialdemokratiets spanienspoli-
tik har det været en gennemgående erfaring, at partiledelsen helt og aldeles
afpassede solidaritetsrækkevidden efter hensynet til den officielle neutrali-
tetspolitik, som regeringen ,anlagde over for Spanien. Solidariteten blev
holdt inden for rammerne af denne neutralitetspolitik, hvilket gjorde det for-
holdsvis let at afvise kritikken fra borgerlig side. Derimod syntes det at have
forvoldt partiledelsen større vanskeligheder, at legitimere den begrænsede
solidaritetsramme over for de mere radikale solidaritetsudtryk fra dele af
den danske arbejderklasses side, der bl.a. kom til udtryk i forbindelse med
overgrebene på de danske skibe -
og væsentligsti forbindelse med danske
frivilliges afrejse til Spanien.
Eftersom det sidstnævnte problem også relaterer sig til andre sider af Soci-
aldemokratiets politik, og således udgør en syntese af den udvikling, som det
danske parti gennemløb i 1930'erne, vil jeg behandle denne problematik,
som en konkluderende helhed på partiets spanienspolitik.
Partiledelsens holdning til de danske frivillige
Socialdemokratiet havde ikke eksplicit fremført sin holdning til de danske
15
16. frivilliges deltagelse i borgerkrigen før den konservative Pürschel bragte em-
net på bane i Folketinget i februar 1937.
Steincke nævnte i sin redegørelse, at det danske politi førte meget nøje
kontrol med udrejserne til Spanien, samt at de udrejsende var kommunis-
ter.24 Bortset fra dette kaster Hedtofts kommentarer et lys over Socialdemo-
kratiets holdning. Hedtoft sagde iforbindelse med Pürschels forespørgsel, at
indsamlingen og Matteottikomiteen »hverken direkte eller indirekte (har)
noget med den i justitsministerens redegørelse omtalte agitation for hverv-
ning af deltagere til den spanske borgerkrig at gøre. Det siger sig selv, at vi
ikke sympatiserer med' handlinger, der uden at gavne det spanske demokrati i
dets kamp, måske blot tjener til at bringe danske statsborgere i ulykke«,25
Med hensyn til politiets overvågning fremsatte Hedtoft ikke nogen be-
mærkning, der kan ledes eller tydes i retning af misbilligelse. Hedtofts poin-
tering af indsamlingen synes malplaceret, når den propagandistiske effekt
undtages. Pürschel angreb ikke indsamlingen. Hedtofts inddragelse af ind-
samlingen syntes derfor at tjene det formål, at tilkendegive den skarpe af-
grænsning i partiets solidaritetsmåde, som partiledelsen havde anlagt. Poli-
tiets virksomhed anvendtes som instrument til at legitimere regeringen og
dermed partiledelsens afstandtagen fra de danske frivillige. Denne legitime-
ring overfor de borgerlige partier var samtidig en klar advarsel til alle poten-
tielle frivillige inden for partiets rækker, om at de i givet fald handlede mod
Socialdemokratiets politik og ville blive betragtet som kommunister.
Da loven om forbud mod dansk indblanding blev vedtaget i februar 1937
kom Socialdemokratiet atter på fast grund (Forbudet mod frivillige blev i
april suppleret med loven om kontrol med skibe til Spanien).26 Med lovens
vedtagelse var debatten slut på det officielle plan. »Social-Demokraten« hil-
ste loven velkommen i en leder 17. februar, og bladets eneste betænkelighed
var, at forbudet »... ikke i praksis vil komme til at virke som direkte vendt
imod Valenciaregeringen«. I omtalen af loven behandler den socialdemo-
kratiske presse ikke, at man fra den danske regerings side var gået videre end
det ikke-interventionskomiteen havde foreslået. Den danske lov havde nem-
lig gyldighed indtil borgerkrigen var slut. Andre lande valgte at behæfte for-
budsloven med den klausul, at loven skulle fomyes hvert halve år.27 Social-
demokratiet havde dermed loven bag sig i den officielle afstandtagen til de
danske spaniensfrivillige.
I perioden fra februar 1937, hvor den danske regering havde kriminalise-
ret danskes deltagelse i borgerkrigen og indtil juni 1938, omtalte partipressen
ikke det forhold, at der fortsat rejste danske frivillige til Spanien. I juni 1938
beslutter ikke-interventionskomiteen at hjemsende alle frivillige”og dermed
var dette problem ude af verden. Men som nævnt var partipressen tavs med
hensyn til danskerne i Spanien. De frivilliges hilsen fra Spanien -
efter slaget
ved Brunete i juli 1937 blev ikke bragt i den socialdemokratiske presse.
Denne hilsen rummede da også en del ubehageligheder. Jeg skal citere:
»Hilsen til Skandinaviske anti-fascister: Vi stiller ofte os selv det spørgsmål
i skyttegravene: Hvorfor forener demokratierne sig ikke til en modoffensiv
16
17. mod fascismen? Hvorfor får vi aldrig et gevær eller maskingevær i vore hæn-
der eller en luftværnskanon fra det demokratiske Sverige til anvendelse mod
demokratiets fjender? Hvorfor får vi aldrig et ord at høre fra det demokrati-
ske Norden til protest mod sådanne voldsgerninger som ved Almeira, Guer-
nica m.f.«.29
Tavsheden bevaredes indtil et hold på 15 sårede vendte hjem i januar 1938.
»Social-Demokraten« bragte en reportage fra begivenheden. I reportagen
tages der ikke stilling til de frivilliges motivation for at have deltaget- bladet
beskæftiger sig slet ikke med denne problematik.30 Ligeledes fremfører avi-
sen ikke -i dagene efter -
sin holdning, således som det varxsædvane, når aktu-
elle problemer dukkede op (avisen havde dog leder-kommentar til for eks-
empel Jenny's svømmetur over Kattegatl). Også partiledelsen opretholdt
tavsheden.
Også da de første følger af kriminaliseringen af de danske spaniensfrivil-
lige viste sig, forholdt partiledelsen sig tavs.
I »Social-Demokraten« den 26/ 3 1938 omtales det, at en ung mand -
Sig-
fred Benzen -
dagen forinden var idømt 30 dages hæfte for at have overtrådt
loven om forbud mod deltagelse i den spanske borgerkrig. Det nævnes, at
Benzens forsvarer Carl Madsen nedlagde sit hverv, efter dommeren havde
afbrudt forsvaret. Politiets arbejde havde altså givet hurtigt resultat, idet
Benzen var blandt de sårede, som vendte hjem 10./ l 1. januar 1938. Denne
dom -
og de der fulgte -
vakte uro i de socialdemokratiske rækker. Allerede
den 27. marts 1938 udsender »Social-Demokraten« en føler, idet bladet på
den ene side erkender, at myndighederne naturligvis må følge gældende lov,
men på den anden side og på baggrund af de fascistiske staters brud på ikke-
interventionskomiteens forbud mod frivillige, stillede det spørgsmål, om det
ikke ville være retfærdigt om de danske myndigheder »tog disse tiltaler og
domme op til overvejelse? Benådningsvejen har man dog i alt fald«.
Men dette åbne spørgsmål affødte ingen reaktion fra den socialdemokrati-
ske ledelse eller fra regeringen,
Tiden var endnu ikke til en mere åben stillingtagen, idet regeringen og So-
cialdemokratiet i det samme forår ved flere lejligheder blev angrebet i Folke-
tinget (af de konservative Francotilhængere) for en alt for villig holdning til
den spanske republik. Den 20. januar 1938 blev regeringen således (under
fmanslovens 2. behandling) beskyldt for i sin presse at tage parti i det span-
ske spørgsmål.I marts samme år var regeringen blevet anklaget for at have
tilladt, at 110 spanske børn havde fået rekreationsophold her i landet. Pür-
schel ville have sendt dem hjem og udtalte ved samme lejlighed forhåbning
om en Francosejr (den 20. januar 1938 havde han da også fremsat ønske om
en officiel dansk repræsentation i Francospanien).“
Selvom der i arbejderbevægelsen blev demonstreret en stadig mere åben
sympati med den spanske republik -
senest ved den storslåede modtagelse af
de 15 sårede hjemvendte -
var der blandt borgerlige politikkere og i erhvervs-
kredse samtidig en bevægelse, der arbejdede for en anerkendelse af Franco.
Retssagerne mod de hjemvendte, som havde overtrådt loven gik derfor sin
17
18. gang uden intervention fra regering og Socialdemokrati. Der er dog ingen
tvivl om, at der i foråret og sommeren 1938 fandt en øget polarisering sted i
holdningen til Spanien i takt med forværringen i republikkens militære situa-
tion.
Herhjemme kom den mest markante solidaritetstilkendegivelse til udtryk
i bombesprængningen af 2 trawlere i Frederikshavn den 22.5.1938, som
Franco havde krævet udleveret. Hele den danske presse stemplede dog
prompte dette som en kriminel handling.32
Afrundende må det således fastslås, at Socialdemokratiet havde proble-
mer med at forsvare sin politik, i de tilfælde hvor arbejderklassens sympati
med republikkens sag slog ud i åbne manifestationer, således som det sketei
den forud beskrevne sammenhæng.
Konsekvenserne af spanienspolitikken
Det vigtigste resultat af gennemgangen af Socialdemokratiets spanienspoli-
tik er en konstatering af, at det afgørende problem for regeringen og Social-
demokratiet var, hvorledes man skulle forholde sig til danskernes deltagelse i
krigen. Socialdemokratiet havde søgt at undgå for megen omtale af det for-
hold, at der var danske frivillige, som deltog i krigen, men bl.a. Hedtofts ud-
talelse om, at denne deltagelse ikke var til gavn for republikken og kun til
skade for danske statsborgere, demonstrerede dog, at Socialdemokratiet
ikke var særlig positivt indstillet. Den præventive politikontrol var ligeledes
udtryk for en officiel afstandtagen. Endelig blev denne afstandtagen også
implicit udtrykt ved tavsheden omkring retsforfølgelsen af de hjemkomnei
1938. *
Det er vanskeligt at forestille sig, at den danske deltagelse i borgerkrigen
skulle kunne have udgjort noget større problem for den danske regering, når
det tages i betragtning, at der deltog frivillige fra næsten alle lande i tusindtal,
og når det tages i betragtning, at også Tyskland og Italien aktivt tog del i
krigen. Danmarks uofficielle indblanding var derfor relativ beskeden og var
fremfor alt ikke noget særtilfælde.
Men alligevel førte den danske regering en skarp kontrol med hvem og
hvor mange, som rejste afsted også før det internationale forbud mod uden-
landsk indblanding kom.
Men med beslutningen om hjemsendelse af de frivillige i juli 1938 og komi-
teens henstilling om, at de hjemvendte ikke burde gøres til genstand for re-
pressalier, selvom de eventuelt havde overtrådt forbuddet om ikke-
indblanding, skulle det have været venteligt, at regeringen og Socialdemo-
kratiet ville indtage en mere positiv holdning til de allerede hjemvendte og til
de hjemvendende danske frivillige.
Dette syntes da også umiddelbart at være tilfældet i forbindelse med mod-
tagelsen af det første store hold af frivillige som vendte hjem den 23. novem-
ber 1938.
De 91 frivillige fik således en meget overbevisende velkomst: Fra deres an-
komst til Esbjerg formede velkomsten sig som et hyldesttog gennem hele lan-
18
19. det og på Københavns Hovedbanegård var over 30.000 mennesker mødt
frem. DSF var også repræsenteret og formanden Knud V. Jensen hyldede de
hjemvendte som demokratiets forsvarere.33
Også DsU bød de frivillige velkommen ved et stort festarrangement og
»Social-Demokratens« lederartikel34 udtalte, at alle socialdemokrater -
unge
som gamle -
hele tiden havde beundret de frivillige for deres mod og offer-
vilje! Den omstændighed at partiledelsen ikke åbent tog del i beundringen
antyder, at ledelsen ikke helt delte den her fremsatte holdning. Regeringens
forhold til de frivillige var da også en anden end det, »Social-Demokraten«i
disse dage førte frem. Dette blev illustreret, da bladet den 28. november
nævnte, at Steincke som konsekvens af ikke-interventionspolitikkens sam-
menbrud havde givet de frivillige straffrihed. Sagen forholdt sig i virkelighe-
den noget anderledes:
Den 12. oktober udtrykte H. Frisch ganske vist ønske om straffritagelse
og regeringen kunne svare, at en »sådan fremgangsmådeer under overvejelse
og planlægning«35Resultatet, som fremkom 1. november 1938 i form af et
cirkulære fra Rigsadvokaten, meddelte imidlertid, at kun »... alle sager mod
danske frivillige fra Spanien, der har begyndt hjemrejsen efter bestemmelsen
om evakuering, vil være at stille i bero«.36
Regeringens beslutning var udtryk for, at regeringen kun delvist var ind-
stillet på, at efterleve ikke-interventions komiteens henstilling om straffrita-
gelse: Dels berørte beslutningen kun de personer, der vendte hjem efter juli
1938 og dels -
hvad der senere fik alvorlige konsekvenser -
blev politiets kon-
trol og registrering af de frivillige ikke indstillet.
19
20. Det er vanskeligt at give nogen entydig og klar bedømmelse af, hvad årsa-
gen og motiverne bag regeringens og den socialdemokratiske ledelses hold-
ning i denne sag kunne være. Tiden viste ganske vist konsekvensen for de
frivillige. Selvom det ikke kan regnes for noget sikkert indicium for, hvad der
lå bag regeringens holdning, skal jeg alligevel kort gennemgå den videre ud-
vikling i sagen med de danske frivillige, eftersom denne udvikling blev en
udløber af den danske spanienspolitik, som direkte fik betydning for det
dansk-tyske forhold under besættelsen. 1
Den afdeling under opdagelsespolitiet, der beskæftigede sig med registre-
ringen var afdeling D, som var oprettet i 1927 med det formål at varetage
informationstjeneste blandt andet »... med hensyn til yderliggående parti-
er«.37 Størstedelen af afdelingens virksomhed var opbygningen af et kartotek
over kommunister, politiske flygtninge og danske nazister m.v. Kartoteket
omfattede mellem 40.000 og 90.000 kort ved besættelsens start." I dette me-
get omfattende kartotek var også de danske spaniensfrivillige registreret. I
følge justitsministeriets redegørelse til den parlamentariske kommission (der
blev nedsat efter besættelsen) havde det danske politi registreret ca. 400 spa-
niensfrivillige.39 Takket være denne af regeringen sanktionerede registre-
ringsvirksomhed kunne de danske myndigheder effektivt imødekomme de
tyske krav om udlevering af kommunister og frivillige under besættelsen.
Konsekvensen for de frivillige var skæbnesvanger.40
Sammenfatning
Den danske regerings spanienspolitik var bestemt af de samme grundlæg-
gende hensyn, som gjorde sig gældende for udenrigspolitikken som helhed -
hensynet til sikkerheden og de økonomiske interesser tilskrev også i forhold
til Spanien neutralitet.
Ud fra disse hensyn kunne spanienspolitikken næppe være udformet an-
derledes på det officielle plan. Som det gentagne gange blev udtalt af Stau-
ning og Munch var initiativet helt på stormagternes side. Vi kunne være kriti-
ske, men måtte nødvendigvis ikke blive involveret i situationer, som kunne
drage vor neutralitet i tvivl.
Derfor måtte også spanienspolitikken holdes i overensstemmelse med det
grundlag, som de fire stormagter, først og fremmest Tyskland og England
tilskrev og fastlagde. Socialdemokratiets politik i parlamentarisk sammen-
hæng var i sin helhed underlagt disse hensyn. Det var derfor på forhånd gi-
vet, at partiorganisationens og fagbevægelsens optræden i forbindelse med
den spanske borgerkrig, nøje måtte holdes i overensstemmelse med den poli-
tik partiets ledelse førte på regeringsplan, hvorfor partiledelsen fra borger-
krigens start opstillede og definerede rammerne for den tilladte solidarise-
ring.
Den spanske borgerkrig var således et af de klareste udtryk for nedpriori-
teringen af partiets traditionelle intemationalistiske orientering, til fordel
for en national hensyntagen.
Borgerkrigen rejste derfor nogle problemer for partiledelsen, eftersom der
20
21. fra spansk side -
fra SAI og IFC og fra menige partimedlemmer -
blev opfor-
dret til solidaritet med Spanien.
De misforhold, der derved opstod, kom imidlertid ikke offentligt frem,
eftersom partiledelsen direkte greb ind i informationen ude fra. Partiledel-
sens problemer med at fastholde og forsvare den snævre solidaritetsramme
over for de forskellige udtryk for en intemationalistisk solidaritet manifest-
erede sig først og fremmest i problemet med de danske frivillige. Dette pro-
blem løstes ved, at partiledelsen dækkede sig bag en lovgivning, der stemple-
de de frivillige som kriminelle yderligtgående.
Men generelt lykkedes det partiledelsen at fremstille spanienspolitikken
og solidaritetsrammen, som udtryk for også parti- og fagbevægelsens hold-
ning.
Den spanske borgerkrig bestyrkede derfor det danske Socialdemokrati i
dets nationale orientering på bekostning af partiets oprindelige intematio-
nalisme.
Noter
l. Braunthal, J.: Geschichte der Internationale, bd. 2, Hannover, 1963, p. 286.
2. Lange, H. M. og Meyer, H.: De politiske Arbeider-Internasjonaler 1914-1934, Oslo, 1934,
p. 151.
3. Ibid, p. 194.
4. »En bygning vi rejser«, bd. 2, p. 295/296.
Hansen, K. A.: Socialdemokratiets internationalistiske solidariteti 1930'erne, speciale i
historie, RUC, 1980, p. 64-76.
6. Se Bay, C.E.: Socialdemokratiets stilling i den ideologiske debat i mellemkrigstiden,
GMT, Grenaa, 1973.
7. Staunings tale på kongressen 1935 er genoptrykt i Bryld: Det danske socialdemokrati og
revisionismen, p. 285-298. Også kongressens manifest: Til det danske folk gengives i
naevnte værk, p. 298-303. I manifestet blev det yderligere præciseret, hvad partiet forstod
ved konsekvensen af den nationale linie iforhold til udlandet: »Dansk politik må i forhold
til udlandet ligesom hidtil følge neutralitetspolitikkens linie. Man må afvise al tale om
Danmarks evne til at påtage sig store militære opgaver og deltagelse i krigsmæssigeopgør.
Landets geografiske og befolkningsmæssigeforhold anviser os pladsen udenfor de krigsfø-
rendes rækker og uden indblanding i andre nationers forhold, iforventning om at denne
korrekte holdning også berettiger til at vente en korrekt og hensynsfuld holdning over for
Danmark«. (Bryld, p. 301-302).
8. »Social-Demokraten« 18. februar 1936.
9. Se feks. »Social-Demokraten« 17. juli 1936.
10. »Social-Demokraten« 2. august 1936.
11. »Social-Demokraten« 15. juli 1937.
12. »Social-Demokraten« 30. juli 1937.
13. »Rød Ungdom« nr. 4, 1937.
14. For en fuldstændig gennemgang af resolutioneme, se:
Gewerksschaftsbund-Tätigkeit und
Bestrebungen, 1936-1938, bd. 11, p. 35-78.
15. »Arbejdsmændenes Fagblad«, DAF, nr. 15, 1936, p. 308.
16. Callesen, G. og Logue, J.: Social-Demokraten and Internationalism, Gøteborg, 1979, p.
P'
14-15.
17. Ibid p. 40.
18. Ibid p. 15.
19. Protokol for 23. socialdemokratiske partikongres, 1939, p. 43
21
22. 21.
22.
23.
24.
25.
26.
27.
28.
29.
30.
31.
32.
33.
34.
35.
36.
37.
38.
39.
22
lbid p. 151.
Matteottikomiteens arkiv, kasse 686, ABA.
SAI's arkiv, kasse 651, læg 5, ABA.
»Social-Demokraten« 17. januar 1939.
For en nærmere redegørelse for forespørgselsdebatten, se Hansen, K. A.: Socialdemokra-
tiets intemationalistiske solidaritet i 1930'erne, p. 122.
»Social-Demokraten« 10. februar 1937.
Hansen, K. A.: Socialdemokratiets internationalistiske solidaritet i 1930'erne, p. 89.
Ibid p. 89.
Ibid p. 19-21.
Kari, L.: De danske spaniensfrivillige, København, 1952, p. 99.
»Social-Demokraten« 11. januar 1939.
Se: Hansen, K. A.: Socialdemokratiets intemationalistiske solidaritet i 1930'erne, p. 94-
95.
Se f.eks.: Nørgård, E.: Den usynlige krig, København, 1975.
»Soeial-Demokraten« 24. november 1938.
»Social-Demokraten« 28. november 1938.
»Soeial-Demokraten« 13. oktober 1938.
»Social-Demokraten« 1. november 1938.
Beretning til Folketinget, VII, Justitsministeriet og retshåndhævelsen under besættelsen,
København, 1950, bilag 1, akt nr. 47. Der tales om »... yderliggåendepolitiske partier«men
det ændrer ikke ved det principielle.
Ibid, bilag II, akt nr. 261.
Ibid, bilag I, akt nr. 47.
Rigspolitiet og Justitsministeriet har i breve til mig af henholdsvis 12. oktober 1979 og 24.
september 1979 afslået af give oplysninger, der kunne kaste lys over hele denne sag. I et
brev fra Udenrigsministeriet af 11. september har ministeriet meddelt, at man var villig til
at give statistiske oplysninger, men at ministeriet ikke kan give aktindsigt til oplysninger,
der angår enkeltpersoner.
Abstract. Hansen, Kjeld Arne. -
The Social Democratic Party and the
Spanish Civil War. Arbejderhistorie, 26 (1986)
The article examines the development of the intemationalism of the
Social Democratic Party in relation to the resolutions adopted by the
LSI and the IFTU in connection with the Spanish Civil War. The au-
thor points out that the Social Democratic Party found it more impor-
tant to be in agreement with domestic developments -
that is to say that
to a eertain extent it gave in to the demands of the bourgeois parties
and to the demands made to it as the party of government in a small
country, which had to be neutral- than to follow the resolutions of the
Internationals.
23. Henning Sørensen
Bjerggårdensbøger -
om arbejderbogsamlinger i
Sønderborg
På det lokalhistoriske arkiv i Sønderborg står to bogskabe. De har tidligere
haft deres plads på den nu nedrevne forsamlingsbygning »Bjerggården«,og
det ene skab bærer den sirligt malede indskription: »Arbejdernes Fællesor-
ganisation, Sønderborg«. På det andet er der skruet et metalskilt med ordene
»Bibliotek og Arkiv«.
I foråret 1985 var jeg som volontør fra Danmarks Biblioteksskole tilknyt-
tet arkivet, og jeg havde blandt andet lejlighed til at gennemgå skabenes ind-
hold. Ved første øjekast havde de store stakke af bøger, tidsskrifter og pjecer
ingen særlig lokalhistorisk værdi, men ved en nærmere gennemgang dukkede
der spor af et tidligt oplysningsarbejde blandt arbejdere op.
Eftersom Sønderborg indtil 1920 var tysk, var det ikke nogen overraskel-
se, at de ældste af samlingens bøger var af tysk oprindelse.
Ældst var et par bøger fra 1880'erne, som havde tilhørt den lokale afdeling
af det tyske bogtrykkerforbund. Afdelingen havde haft et lille bibliotek med
udlân til medlemmerne. Men også andre forbund kom med i l800-tallets sid-
ste tiår. F.eks. viste stempler o.lign. i bøgerne, at metalarbejderforbundet,
murerforbundet og bygningsarbejderforbundet havde haft små bogsamlin-
ger.
Omkring 1905 samlede fællesorganisationen (Gewerkschafts-Kartell) de
enkelte fagforeningsbiblioteker i ét, på den nyopførte forsamlingsbygning
»Bjerggården«.Til dette »Zentral-Bibliothek« kom også bøger fra den soci-
aldemokratiske partiforening.
Fagforeningernes bogsamlinger bestod først og fremmest af materiale ud-
givet af, eller om, fagbevægelsen. Emnerne var (hvis man skal dømme efter
hvad der er bevaret i dag) politiske, økonomiske, sociale og naturvidenska-
belige. Men der var også skønlitteratur, og den var hovedsagelig skænket af
medlemmerne.
Set med danske øjne er det usædvanligt at fagbevægelsen på dette tids-
punkt organiserer et bibliotek, eller overhovedet interesserer sig for biblio-
23
24. tekstanken. Men efter tyske forhold var det ganske almindeligt. I Tyskland
fungerede fra midten af 1800-tallet og frem, to bibliotekssystemer ved siden
af hinanden -
fagbevægelsens og det offentlige.
Arbejderbibliotekerne i Tyskland var de offentlige langt overlegne et godt
stykke ind i 1900-tallet, i hvert fald på faglitteraturens område. Deres styrke
var, at de rettede deres virksomhed mod én bestemt målgruppe -
de fagligt
organiserede arbejdere -
hvor imod de offentlige biblioteker virkede mere
diffust, og hovedsagelig kun formidlede underholdningslitteratur og bøger
med religiøst indhold.
Det var -
ligesom i Sønderborg -
netop bogtrykkerne der grundlagde de
første arbejderbiblioteker i Tyskland. Det skete allerede omkring 1850 (i
Breslau) og i store byer som Leipzig og München (hhv. 1861 og 1862). Måske
er det bogtrykkemes nære kontakt med bøgerne der er årsagen til, at de som
de første samler litteratur om faglige emner til brug for fagforeningens med-
lemmer.
Den såkaldte »Sozialistengesetz« der i perioden 1878-1890 indførte re-
striktioner i forsamlings- og organisationsfriheden for socialdemokrater og
gav mulighed for censur af socialdemokratiske skrifter, bremsede arbejder-
bibliotekemes fortsatte udvikling, men standsede den ikke helt. Bibliote-
kerne kunne stadig udlåne bøger til medlemmerne. Det var dog først efter
århundredeskiftet, at der kom gang i arbejderbevægelsens biblioteker. Leip-
zig, som var foregangsby på området, havde omkring år 1900 hele 64 samar-
bejdende fagforeningsbiblioteker.
På det tyske socialdemokratis kongres i 1906 diskuterede man, hvordan
arbejderbibliotekerne kunne sættes i system og gøres bedre, og man beslut-
tede at centraliserere biblioteksdriften i de store byer, så det var Gewerk-
schafts-Kartellet der påtog sig opgaven at samle alle fagforeningsbibliote-
keme i ét centralt bibliotek.
På en fagforeningskongres i Dresden i 1911 drøftedes sagen også, og man
opstillede en række mål for arbejderbibliotekerne.
De skulle drives af Gewerkschafts-Kartellet, og de skulle lægge mere vægt
på litteratur om faglige spørgsmål og arbejderforhold end hidtil. Dog skulle
skønlitteraturen ikke helt udelukkes, da den var vigtig for at »holde på låner-
ne«. Man anbefalede, at biblioteket blev bestyret af en (lønnet) bibliotekar
med litterær indsigt.
Herefter udviklede arbejderbibliotekeme sig til et landsdækkende fæno-
men. De blev drevet som om der ikke eksisterede nogen offentlige bibliote-
ker. I 1909 var der Gewerkschafts-Kartell-biblioteker i 476 tyske byer med
ialt 375.805 bind. Udlånet var (i 1908) på omkring en kvart million bind.
De centrale arbejderbibliotekers opgave var at formidle en litteratur, der
kunne kvalificere arbejdernes politiske holdninger i socialistisk retning.
Tanken om de offentlige biblioteker -
den såkaldte Bücherhallenbewegung -
byggede på den opfattelse, at den folkelige oplysning ikke skulle rette sig
mod bestemte klasser, men omfatte hele folket uanset socialt og klassemæs-
sigt tilhørsforhold. Det offentlige biblioteksvæsen baserede sig på ideerne
24
25. *-
L:å_Sw* ,
'54* O” arbut _,-'
96mutannumv
m Grammar!uIuIummuuuummwwwwwwumm ""lllu
man überlinenBatmann
uhurnnllnn»om8:-12. null 1919onHmmm
Dnmunalmnam W-MWIM
mmm. m m albummet!
han! nu 13. 8. mtr--0. II. 5. #0 W! [II-w-
Titelblad med bibliotekets ejermærkestempler tør og efter genforemngen i 1920
om et folkeligt bibliotek, som var udviklet i England og USA i slutningen af
1800-tallet (free-public-libraries).
I forordet til et bogkatalog for arbejderbiblioteket i Frankfurt a.M. fra
1912, understreges formålet således:
»Gid biblioteket må være det rustkammer, hvor arbejderklassen henter sig
våben til den politiske og økonomiske kamp, og lærer at bruge dem«.
25
26. Arbejderbibliotekerne blev altså både mere udbredte, men også mere pro-
fessionelt drevne efter århundredskiftet. Og de fik et klarere ideologisk sigte.
Højdepunktet i deres udvikling blev nået i årene op til 1. verdenskrig. Om-
kring 1918 begynder socialdemokratiet at tale for en sammenlægningaf de to
bibliotekssystemer. På dette tidspunkt har de offentlige biblioteker udviklet
sig kraftigere end arbejderbibliotekerne, og mange arbejdere låner hellere i
det offentlige bibliotek, hvor udbuddet af underholdningslitteratur er større.
I 1930 støtter socialdemokratiet fuldt og helt udbygningen af ét folkebib-
lioteksvæsen, og med 2. verdenskrig er arbejderbibliotekemes historie slut.
Dog opbyggede DDR sit biblioteksvæsen efter krigen på basis af arbejdernes
bogsamlinger.
Når deri Sønderborg omkring 1905 dannes et Zentral-Bibliothek på ini-
tiativ af byens Gewerkschafts-Kartell, er det altså en helt naturlig følge af
udviklingen i Tyskland.
Arbejdernes forsamlingsbygning blev stedet hvor samlingen fik til huse,
og der var udlån hver mandag aften, for alle der kunne fremvise fagfore-
ningsbog. Lånetiden var 14 dage.
De bøger der i dag er bevaret fra denne samling er udelukkende af tysk
oprindelse. Men den kan også have indeholdt dansksproget litteratur. En til-
svarende samling i Aabenraa blev støttet af tømrerforbundet, på den betin-
gelse at der blev købt danske bøger for pengene, og noget tilsvarende kan
have været tilfældet i Sønderborg.
Efter genforeningen i 1920 overtog den danske Arbejdernes Fællesorgani-
sation bogsamlingen. Imidlertid var den i årene under og op til 1. verdens-
krig sygnet hen, og havde nu ikke længere nogen værdi for byens danske fag-
bevægelse. I 1924 henstillede den socialdemokratiske forening derfor til Fæl-
lesorganisationen, at samlingen blev nedlagt og overgivet til Sønderborg
Bibliotek. Og sådan gik det. Ved den lejlighed er nok en væsentlig del blevet
kasseret. Heller ikke i folkebiblioteket havde man brug for den slags bøger.
En lille del overlevede dog, og blev stående i bogskabet på »Bjerggården«.
I Danmark var der ikke som i Tyskland tradition for, at arbejderbevægel-
sen engagagerede sig i biblioteksdrift.
Ganske vist havde der flere steder været initiativer i den retning, men et
egentligt system af arbejderbogsamlinger blev det aldrig til. Allerede i 1866
oprettedes Thisted Arbejderforening, der drev landets første brugsforening.
I vedtægterne hed det, at 272%af overskuddet skulle anvendes til oplysnings-
arbejde, og disse penge blev brugt til indkøb af bøger til et lille bibliotek.
Arbejdernes Læseselskab i København er det første egentlige eksempel på
en arbejderbogsamling. Selskabet blev dannet i 1879, med det formål »gen-
nem Læsningen af nyttige Bøger at hæve Smaafolk til et højere aandeligt
Trin i Samfundet end det, de nu af mange forskellige Grunde indtage«. Fra
starten var selskabet upolitisk, men blev efterhånden en integreret del af ar-
bejderbevægelse og socialdemokrati.
Louis Pio støttede så tidligt som 1875 (i al fald moralsk) bibliotekstanken.
Han sagde (i Social-Demokraten) at »der burde ofres lige så mange penge på
26
27. folkelige biblioteker (...) som på det Kgl. Teater og Det Kgl. Bibliotek«. Men
det blev ved snakken. Mens der i slutningen af l800-tallet rejste sig en skov af
arbejderbiblioteker, var der herhjemme ringe interesse for oplysningsar-
bejde gennem bibliotekeme. Med få undtagelser -
f.eks. en læsestue Arbej-
dernes Fællesorganisation i København oprettede under storlock-outen i
1899 -
var arbejderbevægelsens engagement i udviklingen af biblioteksvæse-
net ringe.
0g langt ind i dette århundrede var det borgerskabet i bredeste forstand,
der stod bag indførelsen af folkelige biblioteker i Danmark. Først i 1920-
erne begyndte AOF at interessere sig for at påvirke dannelsen af det biblio-
teksvæsen vi kender i dag.
Det er derfor bemærkelsesværdigt, at ideen om et fagforeningsbibliotek
blev genoplivet i Sønderborg i 1930. Den daværende formand for fællesorga-
nisationen, Anders Andersen, tog initiativ til at oprette et bibliotek på
»Bjerggården«, der foruden fagforeningernes kontorer, rummede festsal,
mødelokaler og restaurant.
Der var ikke tale om en reetablering af det tyske Gewerkschafts-Kartel-
bibliotek. Men Anders Andersen havde den ide, at man burde bevare kil-
derne til arbejderbevægelsens historie i byen, og samle litteratur som »ikke
er, og ikke kan være tilgængelig på offentlige biblioteker«. Sådan skrev hani
1930 til byens faglige organisationer. Han opfordrede dem til at skænke bø-
ger til en fælles samling så »yngre kunne hente Oplysninger om tidligere Ti-
ders Erfarin'ger«.
På et bestyrelsesmøde i fællesorganisationen i juli 1930 godkendte man
bibliotekets vedtægter, hvori det i formålsparagraffen bl.a. hed: »Formaalet
med Oprettelsen af Haandbogsamlingen og Arkivet er saa vidt muligt at
samle alt, hvad angaar Arbejderbevægelsens Historie, Teori og Praksis«.
Forud for mødet havde Anders Andersen dog sendt en føler til AOF i Kø-
benhavn, for at få et blåt stempel på sine planer. Og det fik han. Oluf Bertolt
svarede, at ideen om en lokal samling af fagforeningslitteratur var god, når
blot den ikke konkurrerede med det lokale folkebibliotek.
Dette forbehold er interessant, i lyset af at AOF netop i 1930'erne gik me-
get aktivt ind i arbejdet for bedre folkebiblioteker. Baggrunden var bl.a., at
AOF's oplysningsarbejde, især i studiekredsene, led under at folkebibliote-
keme ikke var i stand til at levere litteratur påtilstrækkeligt højt niveau. Der-
for måtte AOF selv udgive lærebøger på Socialdemokratiets forlag
»Fremad«. AOF prøvede på flere måder at påvirke bibliotekerne til at for-
bedre servicen overfor studiekredse og det øvrige oplysningsarbejde. Det
skete f .eks. med pjecen »Flere biblioteker -
og bedre« fra 1937. Heri udråbtes
bibliotekerne til »Rustkamre, hvor vi kan hente Vaaben og Styrke til vor
Kamp for et bedre Samfund, et Folkets Danmark«. Det kunne lyde som om
forfatterne havde læst det tidligere citerede bogkatalog fra Frankfurt a.M.
fra 1912!
Når Anders Andersen så at sige tog sagen i egen hånd, skyldtes det altså
27
28. Vedtægt
Arbejderne Fælleorganisation
Haandbogamling og Arkiv i
Sønderborg.
1.
Formaalet med Oprettelsen af
Haandbogsamlingen og Arkivet
er saa vidt muligt at samle alt.
hvad der angaar Arbejderbevæ-
gelsens Historie. Teori og Praksis.
:Først og fremmest af lokal In-
leresse. men derudover ogsaa af
almen Interesse fra Ind- og Ud-
land.
Tillige skal Haandbogsamlin.
gen og Arkivet støtte Diskus-
sinnsklubber og Studiekredse
samt Enkeltpersoner og Organi-
sationer, der ønsker at benytte
det. forudsat at disse er tilslutte-
de Arbejdernes Fællesorganisa--
tion.
2.
Haandbogsamlingen er Arbej-
dernes Fællesorganisations Ejen-
dn-m og tjener samtidig Fællesor-
ganisationen s0m Arkiv.
3.
Haand-bogsamlingen er tilgæn-
gelig for alle 'Fællesorganisatio-
nen tilsluttede Foreningers Med-
lemmer.
4.
Hjemlaan fra Haandbogsam-
lingen og Arkivet er forbudt.
5.
Ordningen af og Opsynet med
Haandbogsamiingen paahviler
Fællesorganisationens Sekretær.
.6.
'Sekretæren er pligtig til mindst
én Aften om Ugen, efter Besty-
relsens Anvisning, at være til
Stede ved Haand'bngsaml'ingen.
-
1.
Ledelsen og Driften forestaas
af Fællesorganisationens Besty-
relse under Ansvar overfor sam-
lnes Repræsentantskab.
8.
Haandbogsamlingen og Arki-
vet maa ikke fjernes fra »Fagfor-
enings'huset« saa længe dette be-
nyttes som Arbejdernes Fællesor-
ganisations Mødested.
9.
Vedlages det med *'34af Stem›
mernes Majoritet i IFællesorgani
sationens Repræsentantskab ved
en ordinær Generalforsamling at
ophæve Haandbogsamlingen, skal
der t'ilgaa »Arbejderbevægelsens
Arkiv« i København 'Meddelelse
herom. og dette Arkiv skal have
Lov til at ndtage som sin Ejen-
'
dom. hvad det maatte ønske.
Dog skal Organisationer og
Enkeltpersoner i saa Fald have
Ret til at faa tilbagegivet det. de
har skænket Haandbogsamlingen.
hvis de ønsker det.
10.
Ændringer i disse Vedtægter
kan kun ske med 3/14af Stemmer-
nes Majoritet paa Fællesorgani-
sationens ordinære Generalfor-
samling i Januar eller Juli Maa-
. ned.
Saaledes vedtaget paa Arbejdernes Fællesorganisations ordi-
nære Generalforsamling paa Fagforeningshuset i Sønderborg den
25. Juli 1930.
Anders Andersen,
Formand.
Anton Wilhelm. Jes Petersen,
Kasserer. Sdrotær.
Iver Iversen, Fr. Fogh,
Bestyrdsemnedlem. Bestyrebemnedlan.
Jens Thomsen, C. Lnndlald,
WWW. Bestyrelsesmedlem.
Vedtægter fra 1930
28
29. både et ønske om at bevare og dokumentere arbejderbevægelsens historie og
nok også at give mulighed for at støtte oplysningsarbejdet.
Meget tyder på, at Anders Andersens ide var uden sidestykke. Ihvert fald
er der ingen tegn på, at andre fællesorganisationer organiserede egentlige
biblioteker. Før starten af samlingen i Sønderborg, foretog Anders Ander-
sen en rundspørge til en række byers fællesorganisationer, men ingen havde
biblioteksdrift på programmet. Den typiske formulering i formålsparagraf-
feme var at de-skulle »varetage medlemmernes interesser, hvad enten disse er
af økonomisk, politisk eller kulturel art«. Og det kulturelle spillede en stor
rolle i købstædemes fællesorganisationer. Restaurationsdrift i forbindelse
med en
forsamlingsbygning var almindeligt, men også f .eks. teatervirksom-
hed (Helsingør) eller biografdrift (Silkeborg) forekom, lige som udflugter og
foredragsaftener blev arrangeret i fællesorganisationernes regi.
Bogsamlingens succes har antagelig været begrænset. 7 år efter oprettelsen
-
i 1937 -
skrev Anders Andersen igen til fagforeningerne, og bad om at få
bøger, årsberetninger, tidsskrifter osv. overført til den fælles samling hvert
år. Men de bøger der er bevaret i dag, tyder ikke på, at opfordringen blev
efterkommet.
I en periode i 1940'erne var Anders Andersen medlem af Folketinget, og
det afstedkom en betydelig tilgang til samlingen, i form af officielle udgivel-
ser (Rigsdagstidende, betænkninger o.lign.). Efter 1945 var tilvæksten ringe.
De to bogskabe blev stående på »Bjerggården«,lige til bygningen blev
dømt til nedrivning af Brandtilsynet i slutningen af 1970'erne. Heldigvis blev
de reddet for eftertiden og er nu foreløbigt deponeret hos Lokalhistorisk Ar-
kiv. Deres indhold rummer kilder til belysning af fagbevægelsens historie i
Danmark og Tyskland, men giver samtidig et indblik i, hvordan arbejderbe-
vægelsen har brugt bøgerne i oplysningsarbejdet. Kuriøst, men også tan-
kevækkende, er det lille vers der sidder indklæbet i nogle af samlingens æld-
ste bøger, fra bogtrykkerforbundets oprindelige samling:
»Jeg går, som menneskets gode ven
fra hånd til hånd
Behandel mig derfor ordentligt,
skån mig, pak mig omhyggeligt ind
og behold mig ikke længere end nødvendigt!«.
Kilder
Vodosek, Peter: Arbeiterbibliothek und öffentliche Bibliothek: zur Geschichte ihrer Beziehun-
gen von der ersten Hälfte des 19. Jahrhunderts bis 1933. Berlin, 1975.
Steinberg, Hans-Josef: Sozialismus und deutsche Sozialdemokratie: zur ldeologie der Partei
vor dem 1. Weltkrieg. Berlin, 1976.
Handbuch des Büchereiwcsens. Wiesbaden 1965-1983.
Lexicon des Bibliothekswesens. Leipzig, 1974.
Harsløf, Viggo og Karen Jansson: Den nordslesvigske arbejderbevægelses radikalisering i inte-
grationsfasen 1918-1920. Aalborg, 1984. (Specialopg., AUC).
Kulturen for folket. Udg. af Arbejdernes Oplysningsforbund, 1938.
29
30. Flere Biblioteker -
og bedre: en opfordring og en vejledning. Udg. af Arbejdernes Oplysnings-
forbund, 1937.
Skovmand, Roar: Lys over landet: træk af arbejderoplysningens historie i Danmark. Køben-
havn, 1949.
Materiale i Lokalhistorisk arkiv for Sønderborg, Dybbøl og Ulkebøl.
Abstract. Sørensen, Henning. -
Die Bücher des Gewerkschaftshauses -
über Arbeiterbüchereien in Sonderburg. Arbejderhistorie, 26 (1986)
Im Artikel wird dargestellt, wie aufbauend auf einer lokalen Tradition -
die noch aus der Zeit stammte, als Sonderburg zum Deutschen Reich
gehörte, und die lokale Arbeiterbewegung in übereinstimmungmit
der allgemeinen Entwicklung der deutschen Arbeiterbewegung eine
Arbeiterbücherei gegründet hatte -
das Gewerkschaftskartell den Ver-
such machte eine neue Arbeiterbücherei aufzubauen. Diese Bücherei
sollte vor allem die Arbeiterbildungsarbeit durch Bereitstellung von
Material zur Geschichte der Arbeiterbewegung unterstützen. Dieser
Versuch wurde sonst nirgends in Dänemark gemacht und wurde Ende
der l940er Jahre eingestellt.
30
31. REGISTRANTER
»Arbejderarkivalier«i Erhvervsarkivet
F ortegnelse over arkivalier fra arbejderbevægelsensfaglige, politiske og kul-
turelle organisationer i Erhvervsarkivet.
Ved Svend Aage Andersen
I »Meddelelser om Forskning i Arbejderbevægelsens Historie« nr. 3 1974
indgår s. 20-23 en oversigt af Henrik F ode over Erhvervsarkivets materiale
vedr. arbejderbevægelsen.Disse arkivalier er i mellemtiden blevet kraftigt
forøget, specielt i de sidste år; Siden 1979 har Erhvervsarkivet arbejdet aktivt
med indsamling og registrering af foreningsarkiver i Århus,herunder ar-
kiver fra fagforeninger, partier og andre arbejderorganisationer. Der kan
derfor være grund til at føre F odes oversigt å jour. Nedenstående fortegnelse
dækker således tiden fra 1973 frem til 31. januar 1983. Det skal understreges,
at fortegnelsen kun medtager det arbejderhistorisk set umiddelbart mest re-
levante materiale, hvorimod den f .eks. ikke medtager materiale, der befinder
sig i firma- og arbejdsgiverarkiver (forhandlingsprotokoller, lønningsbøger,
andragender fra arbejderne, billedmateriale etc.). For en mere
fuldstændig
oversigt over det på Erhvervsarkivet opbevarede materiale må der derfor
henvises til de løbende fortegnelser i »Erhvervshistorisk Årbog«.
Fagforbund, fagforeninger og klubber
Bageri- og Konditorarbejdernes Forbund, Århus afd.
forhandlingsprotokoller
medlems- og kontingentbøger
arbejdsanvisningssager
korrespondancemateriale
udklipsbøger
cirkulærer
overenskomster . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1895-1976 48 bd. 4 pk.
Mølleriarbejdemes Forbund, Århus afd.
forhandlingsprotokoller
medlems- og kontingentbøger
arbejdsanvisninger
tilsynsprotokol
31
38. Rykker, senere overlærer Victor Jensen, Århus
skitsebog
svendebreve . . . .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1904-1927 1 pk.
Banearbejder Erhard Markussen, Århus
private papirer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1854-1949 1 pk.
Bryggeriarbejder Niels Peter Nielsen
skudsmålsbog og private papirer . . . . . . . . . . . . . . . . 1888-1895
IFTU's protokoller i ABA
Fortegnelse over protokoller fra den faglige internationale -
IFTU -
i LO's
arkiv på ABA i afsnittet for »internationale relationer«. Fra 1888 til 1939.
Ved Niels Ole H. Jensen
I forhold til de partipolitiske internationale arbejderorganisationer er de fag-
lige internationaler relativt uudforskede endnu. Dette hænger bl.a. meget
naturligt sammen med, at de faglige internationalers umiddelbare slagkraft
var kontrolleret af det »lille-bror-forhold«, som de forskellige nationale fag-
bevægelser i de fleste lande i Europa befandt sig i overfor de respektive poli-
tiske arbejderpartier.
Ødelæggelsen af meget betydelige mængder kildemateriale om IFTU un-
der 2. verdenskrig, hvor Gestapo i 1940 opdagede, hvor man havde skjult
arkiverne i Frankrig, har yderligere vanskeliggjort forskning i dette område.
Trods en intensiv eftersøgning efter resterne af IFTU's arkiv i årene efter kri-
gen, er det ikke lykkedes at finde andet end få og små fragmenter heraf. Imid-
lertid har en væsentlig del af IFTU's centrale arkiv kunnet rekonstrueres
gennem beholdningeme i arkiverne for arbejderbevægelsens historie i Oslo,
Stockholm og København. Den skandinaviske fagbevægelse -
og ikke
mindst den danske -
var fra første færd med i det internationale faglige sam-
arbejde. Derfor har mange aktstykker og en meget betydelig korrespon-
dence mellem fagforeningsfolk og repræsentanter for de internationale orga-
nisationer da også fundet vej til ABA, hvor dette materiale opbevaresi LO's
arkiv, hovedsageligt i afsnittet om internationale relationer.
Alle beretninger og protokoller fra IFTU's konferencer og kongresser er
blevet trykt og udgivet i bogform. Når denne fortegnelse alligevel nævner i
hvilke kasser man kan finde materiale til både IFTU's konferencer og kon-
gresser, skyldes det, at der i disse kasser ofte findes en del korrespondance,
der omhandler forberedelserne til konferenceme eller kongresseme og der-
med også en del nyttige baggrundsoplysninger.
38
39. Den faglige Internationales hovedkvarter i Amsterdam
Den følgende fortegnelse over protokoller fra IFTU er opdelt i ialt 7 afde-
linger -
der ser ud som følger:
1. Forløberkongresseme1888- 1901
2. IFTU's konferencer 1901-1919
3. IFTU's kongresser 1919-1939
4. lF'I'U's konferencer 1919-1939
5. IFTU's emnekongresser 1919-1939
6. Protokoller fra IFTU's repræsentantskabsmøder 1919-1939
7. Protokoller fra IFTU's hovedbestyrelsesmøder 1919-1939
Det skal siges, at det materiale, der er registreret under disse 7 punkter, ikke
er komplet. Der findes huller, omend disse ikke er voldsomt store. At der
findes huller er imidlertid ikke ensbetydende med, at det manglende mate-
riale ikke findes på ABA. Det betyder blot, at det ikke kan findes i afsnittet af
LO's arkiv om internationale relationer. Generelt set er netop det intematio-
nale faglige materiale lidt af en jungle, da det kan være placeret talrige steder
i det iøvrigt store arkiv. Det er således ikke utænkeligt,at en del kildemate-
riale til den internationale faglige arbejderhistorie gemmer sig i ABA's per-
sonarkiver.
39
40. 4.
40
IFl'U's forløberkongresser 1888-1901
Generelt set er der tale om et temmelig sparsommeligt materiale hvad angår
kvantiteten. Der findes en smule korrespondance, enkelte oplæg til kongres-
serne, samt avissammendrag fra begivenhederne.
London 1888: International fagforeningskongres . . . . . . . . . . . . . . . . ks
Paris 1889: International fagforeningskongres . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks
Bryssel 1891: International arbejderkongres . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks
Paris 1900: International arbejderkongres . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks
IFI'U's konferencer 1901-1919
. 549.
. 661.
. 661.
. 661.
Der skelnes ikke særlig skarpt mellem begreberne konference og kongres i tiden
frem til ca. 1919, hvilket kan give anledning til misforståelser. Således kan den
samme forsamling ses omtalt både som konference og som kongres i kildemate-
rialet. Udover en større mængde officielt konferencemateriale, som for den alt-
overvejende dels vedkommende er trykt og udgivet i bogform findes der også en
del korrespondance med tilknytning til de respektive konferencer.
København 1901: Inaugural faglig konference . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks.
Stuttgart 1902: 2. internationale faglige konference . . .' . . . . . . . . . . . ks.
Dublin 1903: 3. internationale faglige konference . . . . . . . . . . . . . . . ks.
Oslo 1907: 5. internationale faglige konference . . . . . . . . . . . . . . . .. ks.
Paris 1909: 6. internationale faglige konference . . . . . . . . . . . . . . . .. ks.
Budapest 1911: 7. internationale faglige konference . . . . . . . . . . . . . ks.
Zürich 1913: 8. internationale faglige konference . . . . . . . . . . . . . . . . ks.
London 1917: Faglig konference for entente-magterne . . . . . . . . . . . ks.
Bern 1917: Faglig konference for akse-magterne . . . . . . . . . . . . . . . . ks.
IFI'U's kongresser 1919-1939
Det officielle kongresmateriale er, som tidligere nævnt, udgivet i bogform.
C.2.
549.
549.
550.
550.
55 l.
552.
554.
554.
Men
netop til kongresmaterialet findes der ind imellem betydelige mængder af korre-
spondance, der går forud for kongressernes afholdelse.
Amsterdam 1919: 1. int. faglige kongres . . . . . . . . . . .ks. 555.
London 1920: Ekstraordinær kongres . . . . . . . . . . . . .ks. 555. + 558.
Rom 1922: 2. int. faglige kongres . . . . . . . . . . . . . . . . .ks. 557. + 558.
Wien 1924: 3. int. faglige kongres . . . . . . . . . . . . . . . . .ks. 558. + 560.
Paris 1927: 4. int. faglige kongres . . . . . . . . . . . . . . . . .ks. 566.
Stockholm 1930: 5. int. faglige kongres . . . . . . . . . . . .ks. 570. + 571.
Bryssel 1933: 6. int. faglige kongres . . . . . . . . . . . . . . .ks. 574.
London 1936: 7. int. faglige kongres . . . . . . . . . . . . ..ks. 575.
Zürich 1939: 8. int. faglige kongres . . . . . . . . . . . . . . .ks. 577. + 578.
IFl'U's konferencer 1919-1939
Kildematerialet svinger en del i omfang fra konference til konference -ligesom
der desværre også er betydelige huller i forhold til det antal konferencer, der blev
41. afholdt. Konferencerne.var til dels emnekonferencer. Især disse rummer ofte
temmelig omfattende kildemateriale.
Bern 1919: Int. faglig konference (bl.a. int. arbejdslovgivning) . . . . ks. 555.
Washington 1919: Int. arbejderkonference . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 611.
Amsterdam 1924: Int. arbejderkonference om arbejderuddannelse . ks. 559.
Wien 1924: Int. konference for kvindelige arbejdere . . . . . . . . . . . . . ks. 559.
Wien 1924: Int. konference mellem IFTU's hovedbestyrelse og
de int. fagforbund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 560.
Prag 1924: Int. konference om arbejderemigration . . . . . . . . . . . . . . ks. 561.
Amsterdam 1925: Int. faglig arbejderkonference . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 561.
Berlin 1932: Int. faglig arbejderkonference . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 572.
Geneve 1932: Int. faglig arbejderkonference . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 573.
London 1936: Int. konference om arbejderuddannelse . . . . . . . . . . . ks. 575.
London 1936: Int. konference for kvindelige arbejdere . . . . . . . . . . . ks. 575. v
Paris 1938: Int. faglig arbejderkonference . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 577.
IFTU's emnekongresser 1919-1939
Emnekongresserne er langtfra fuldstændigt registreret i denne fortegnelse. Der
har været afholdt overordentlig mange sådanne forsamlinger, og også her flyder
begreberne kongres og konference over i hinanden. Materialet er meget ujævnt
fordelt. En del kongresser har et meget omfattende kildemateriale.
Haag 1922: Verdensfreds-kongres . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 556.
Köln 1923: Kongres for »Int. føderation af arbejderkvinder« ks. 557.
v
London 1926: Int. proletarisk kongres om arbejderemigration ks. 562. + 563.
'Berlin 1929: Int. kongres for »Int. kvinde-alliance for
frigørelse og ligestilling« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 570.
Paris 1939: Verdenskongres mod racisme . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 578.
Protokoller fra IFIU's repræsentantskabsmøder1919-1939
Med undtagelse af repræsentantskabsmødet i Paris i 1939 er fortegnelsen kom-
plet. Tiden før 1924 bød ikke på egentlige repræsentantskabsmøder, men i stedet
på en del møderi hovedbestyrelsen for IFTU. De registrerede protokoller er som
regel duplikerede. Sammen med protokollerne findes ofte en del bilag til det på-
gældende møde.
Wien 1924: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 560.
Amsterdam 1925: Repræsentantskabsmøde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 561.
Amsterdam 1925: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 562.
Amsterdam 1927: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 565.
Paris 1927: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 566.
Amsterdam 1928: Ekstraordinært repræsentantskabsmøde . . . . . . . . ks. 568.
Prag 1929: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. ks. 569.
Stockholm 1930: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 571.
Madrid 1931: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 571.
Bern 1932: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 572.
Wien 1933: Ekstraordinært repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . ks. 574.
41
42. 1920:
Weymouth 1934: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 575.
København 1935: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 575.
London 1936: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 575.
Warszawa 1937: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 576.
Oslo 1938: Repræsentantskabsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ks. 577.
Det skal tilføjes, at mens fortegnelsen over de ordinære repræsentantskabsmø-
der med en enkelt undtagelse er fuldstændig, mangler der protokoller fra 8 eks-
traordinære repræsentantskabsmøder i tiden fra 1935-1938.
Protokoller fra IFl'U's hovedbestyrelsesmøder1919-1939.
Protokollerne fra hovedbestyrelsesmøderne udgør med et meget stort antal
bilag et omfattende kildemateriale. Det har ikke været muligt at fastslå nøjagtigt
hvor mange hovedbestyrelsesmøder der ikke foreligger materiale fra, men der er
grund til at antage, at det registrerede materiale stort set er repræsentativt for
perioden frem til og med 1933.
Amsterdam
Portsmouth
1922: Uden sted
1923: Amsterdam
Amsterdam
Bryssel
Amsterdam
1924: Amsterdam
Wien
Amsterdam
Paris
Amsterdam
1925: Amsterdam
42
ks. 555/7
558/17
555/24
557/8
557/ 8
557/ 14
556/30
558/22
558/22
558/22
558/4
558/22
558/22
558/22
559/5
559/32
560/3
560/5
560/21
560/21
560/21
560/21
559/31
561/2
561/12
561/17
561/21
1926:
1927:
1928:
1929:
1930:
London
Amsterdam
Amsterdam
London
Amsterdam
Køln
Amsterdam
Amsterdam
Prag
Amsterdam
Amsterdam
561/ 30
56 V 30
562/7
562/ 12
56?/24
563/ 13
563/18
564/4
564/ 5
564/ 8
565/2
565/ 12
565/ 17
567/ 15
567/ 15
568/10
568/ 10
569/8
569/2
568/ 10
569/ 21
569/ 26
569/ 26
570/ 12
570/ 19
570/ 28
43. -
-
570/31 Bern -
57?/15
- -
570/34 Berlin -
573/2
Stockholm -
570/35 - -
573/7
Amsterdam -
-
571/7 - -
573/ 7
Uden sted -
571/ 14
1933: Berlin -
573/ 9
1931: Amsterdam -
571/21 Bryssel -
572/15
Bryssel -
571/26 Paris -
573/ 9
Madrid -
571/27 Zürich -
573/ 10
Berlin -
571/30 Paris -
573/ 10
Zürich -
572/ 2 - -
573/ 10
Berlin -
572/6
1939: Paris -
578/23
1932: Berlin -
572/ 12
Bibliografi over Karl Kautsky's udgivelser på dansk
Ved Hannah Lindén
Som det fremgik af Uffe Jakobsens's artikel om Karl Kautskyi »Arbejderhi-
storie 25«, er dennes betydning for den teoretiske udvikling i den intematio-
nale arbejderbevægelse meget stor. Der findes en udmærket, 25 år,gammel,
bibliograñ af Werner Blumenberg (»Karl Kautskys literarisches Werk.«
'S-Gravenhage, 1960), som registrerer 1783 numre, derunder også en del
danske oversættelser. Men Blumenberg's bibliograñ har vist sig ikke at være
helt komplet -
den mangler følgende numre fra efterfølgende bibliograñ:
(13), 14, 15, 16, 17, 18, 19, 21, 22, 23, 24, 41, 42, 48 og 52.
Nogle af Kautsky's artikler er skrevet som originale bidrag til danske bø-
ger/tidsskrifter, det drejer sig om numrene: 11, 20, 29 og 39.
Vedrørende nr. 4, 8, 9 og 11 »Forord til Det kommunistiske Manifest«
skal anføres, at forordene til udgaverne 1918, 1926 og 1932 er identiske, for-
ordet til l937-udgaven er nyt. Forordet til 1918-udgaven og de dermed iden-
tiske er forkortet i forhold til den tyske original. Socialdemokratisk Ung-
domsforbund udgav derfor i 1918 et tillæg til udgaven med de manglende
dele -
tillægget blev ikke bragt i udgaverne fra 1926 og 1932.
Det er helt tydeligt, at Kautsky i tiden før 1. Verdenskrig introduceredes af
både Socialdemokratiet og Socialdemokratisk Ungdomsforbund, mens han
efter 1. Verdenskrig helt entydigt er partiets teoretiker -
der er kun en kort
artikel af ham i DsU*s organ (nr. 24).
Bibliograñen er opdelt i to dele -
første del indeholder bøger/dele af bøger,
anden del tidsskriftsartikler. Indførslerne er opstillet kronologisk i de to
grupper.
43
