Museernes Formidlingskonference 2023

1. Side 1/5
Hvordan jeg arbejder med diversitet og inklusion på Narsaq
Museum
En af de projekter som vi arbejder meget med, det er indsamlingen af personlige historier og beretninger fra
Narsaq. Fokusset er altså her, at vi indsamler viden om, hvordan livet i byen har været for det enkelte
menneske, hvilket naturligvis også bidrager til at give en bredere viden om byens historie.
Det betyder bl.a., at vi oftest besøger alderdomshjemmet, således at vi kan ”høste” historierne, førend at det er
for sent. Det giver faktisk også meget glæde for vores informanter, at de nu oplever en generel interesse for
deres liv. Strategien har været at stille mindst mulige spørgsmål, for at ikke at facilitere et ledende interview.
Dette efter devisen om at hensigten med interviewene er, at det er den enkeltes egen beretning og personlige
betragtninger, som gerne skal frem via interviewene.
Der er således ikke tale, om at informationerne skal kunne måles på noget ”objektivt sandheds- parameter”, da
det er den personlige historie, som er i fokus. Sidstnævnte netop for at sikre diversiteten. Vi har i den
forbindelse købt noget simpelt og meget håndterligt men relativt professionelt optagerudstyr. Meningen er, at
historierne skal indgå i museets audioformidling, når materialet er færdigredigeret.
Narsaq er desværre en by under afvikling, idet at folk flytter væk og vi mangler arbejdspladser. Lidt populært
sagt plejer jeg at sige, at byen har alt med undtagelse af håb og arbejdspladser. Det er vigtigt med et aktivt
kulturliv, som til dels samler byen, giver energi og håb samt naturligvis viden og dannelse. Det er hensigten
med mine månedlige arrangementer, der er alt lige fra foredrag, ferniseringer, filmfremvisninger, påske- og
julearrangementer og mit eget ”hjemmebrygget” koncept – som jeg kalder historiske-picnics.
Turister er meget velkomne til arrangementerne, men arrangementerne er primært tiltænkt lokalbefolkningen,
og de fungerer på deres præmisser. I de små samfund i Grønland er der ingen teatre, ingen biografer og oftest
ingen biblioteker. En meget stor del af befolkningen i Narsaq har heller ikke råd til fx internet, hvilket koster
omkring 800 kr. om måneden.
Grønlands infrastruktur eller rettere sagt mangel på samme gør det besværligt at komme fra by til by eller fra
bosted til bosted, fordi der ikke findes noget udviklet vejnet. De eneste kulturtilbud som lokalbefolkningen får,
er dem vi gir dem. Mit primære fokus er lokalbefolkningen. Turister er naturligvis velkomne til at deltage og
det gør i de også, men jeg mener, at vi har et særligt ansvar overfor de lokale.
Vi er en del ildsjæle i Narsaq og vi har en meget velfungerende og aktiv kommunal kulturafdeling, som ofte
går sammen om at lave kulturtilbud til lokalbefolkningen. Det skaber et enormt godt sammenhold internt i
vores afdeling og det giver faktisk glæde til byen.

2. Side 2/5
Nogle arrangementer tiltrækker forskellige grupper af borgere. De mere videnstunge arrangementer, såsom
vores ferniseringer og foredrag, er appellerende til den gruppe af borgere med en mellemlang- eller
langvideregående uddannelse. Andre arrangementer såsom vores jule- og påske arrangementer tiltrækker
børnefamilierne. Vores historiske-picnics appellerer både de til socialt stærke borgere såvel som borgere i mere
udsatte positioner. Narsaq er beriget med en fantastisk natur og mange fortidslevn fra forskellige kulturer.
De historiske-picnics er et koncept, hvor vi udpeger en bestemt ruingruppe et stykke fra byen. Her inviterer
vi byens borgere til traditionel grønlandsk mad, hvor jeg (eller en forsker) så samtidig fortæller om pågældende
ruingruppe. Alternativt beder vi en lokal borger, som fx er vokset op i nogle af de forladte bopladser, der ligger
rundt omkring Narsaq om at fortælle om livet på denne boplads. Så laver vi bål og koger fisk.
Derved består konceptet således af en naturoplevelse, motion (da vi opfordrer folk til at spadserer derud),
sundmad og kulturhistorie. Det appellerer til børnefamilierne, fordi børnene får mulighed for at fiske og løbe
omkring, det appellerer til borgere i mere udsatte positioner. Kort sagt fordi sidste nævnte gruppe får mad på
bordet den dag – og en kulturoplevelse.
Vi oplever også i forbindelse med vores historiske picnics, at mere velstående borgere møder op, netop fordi
de oftest er kulturinteresseret og fordi de ønsker at deltage i den sociale del af arrangementet. På Narsaq
Museum har vi et omfattende samarbejde med levnedsmiddelsskolen, Inuili, og slagteriet, Neqi som ofte
leverer mad til vores arrangementer. Det er alt sammen med at inviterer (inkludere) folk inden for på museet.
Vi er naturligvis ej heller ikke blinde for, den udfordring som ligger i at få et bredere aldersspektrum til at
besøge museerne. Selvom at der mig bekendt og i en grønlandsk sammenhæng aldrig er lavet undersøgelser
vedr. de unge (altså gruppen mellem 14-29 år) og deres museumsbrug, så er det mit indtryk, at vi her står med
de samme udfordringer som de danske museer – idet at vi savner denne aldersgruppe på museerne.
Det er – som bekendt - svært at få denne gruppe ”ind af døren på museet!”
For efterhånden 10 år siden udkom rapporten ”Unges Museumsbrug – En målgruppe undersøgelse af
museernes brugere og ikke-brugere.” Her er en af de centrale konklusioner og jeg citerer:
” Unge foretrækker den direkte personlige kontakt
under selve besøget, som for eksempel levende
formidling af engagerede medarbejder.”1
Citat slut
1
Unges Museumsbrug – En målgruppe undersøgelse af museernes brugere og ikke-brugere. Side 56

3. Side 3/5
Jeg siger ikke, at vi på Narsaq Museum har fundet de visse sten i den forbindelse, men jeg kan præsentere
nogle erfaringer, som vi har gjort os. Vi har bl.a. fået indrettet vores tørvehytte, således at den kan udgøre
rammerne for undervisning – dvs. at der nu er plads og traditionelle møbler til at der kan sidde en hel klasse
derinde. Tørvehytten er en rekonstruktion og genstandene er i høj grad reproduktioner, som man gerne må røre
ved. Vi fra de grønlandske museer, samt hvem der ellers må være tilstede her i dag af ”grønlandsnørder”, er
udmærket godt klar over, at tørvehytterne udgjorde den traditionelle boligform for Inuit (dvs. Thulekulturen),
som indvandrede til Grønland omkring år 1200 - frem til reformerne i 1950’erne og 1960’erne, hvor også
mange af boligerne blev moderniseret.
Traditionelt set er grønlandsk ”videns-overlevering” baseret på blandt andet ”leg”. De traditionelle ”inuit-
games” – fx kajaktræning - havde til hensigt at styrke kroppen. Sidstnævnte er en leg med henblik på at kunne
foretage de livsnødvendige kajakvendinger, som kræver stor styrke.
Derfor har vi bl.a. haft arrangementer med sådant indhold. Ligesom at vi har fået bygget en traditionel børne-
” kajak” på land. Denne ”kajak” er formet i sten. Her sad de yngste drenge og lærte at operere med en legetøjs-
pagaj samt at kaste med en legetøjs-harpun (skåret i træ) efter eksempelvis en sten, som skulle illustrere fx en
sæl. Når drengene var blevet lidt større, blev de taget med ud på lavt vand i en børnekajak, hvor de – under
opsyn af voksne – lærte at lave de traditionelle og føromtalte kajakvendinger.
I 2016 havde vi et meget velbesøgt vikingemarked, som også var med til at åbne ”dørene op” for en yngre
gruppe af museumsgæster. Desuden er vi begyndt at inddrage digitalformidling, i form af bl.a. en aktiv
facebookside, touchscreens og audioformidling med videre. Alt dette har til hensigt at sørge for, at museet kan
nå en bredere gruppe af museumsgæster. Det ser også ud til, at dette er ved at lykkedes for os. Statistikkerne
fortæller nemlig følgende:
I 2013 havde vi 555 museumsgæster under 18 år.
I 2015 havde vi 623 museumsgæster under 18 år.
I 2017 havde vi 661 museumsgæster under 18 år.
I 2020 havde 640 museumsgæster under 18 år.
I 2021 havde vi 701 museumsgæster under 18 år.
Hvilket må siges at være tilfredsstillende i en by med ca. 1250 indbyggere. Vi kan naturligvis altid blive bedre
– og af samme grund er vi pt. i dialog med ledelsen af den lokale folkeskole ang. oprettelsen af en traditionel
skoletjeneste. Ligesom at vi kontinuerligt søger at dygtigere os, når Organisationen for Danske Museer
eksempelvis tilbyder kurser i didaktik. Det er svært at sige præcist, hvad det er, der virker, men overordnet set
må vi konkludere, at de formidlingstiltag som aktiverer kroppen såvel som intellektet, er appellerende til den

4. Side 4/5
yngre gruppe af museumsgæster. På den måde gør vi ligeledes op med myten om, at et museum er et sted –
primært for voksne – og hvor man i øvrigt skal være stille.
Det er arbejdskrævende at nå ud til disse nye grupper af museumsgæster. Samtidig med alt dette, så er er
museerne i Grønland – ligesom de danske museer – markant under finansieret. Som museumsleder på Narsaq
Museum skal jeg – som eneste fagligt ansatte - også varetage følgende funktioner:
1. Problemknuser.
2. Eventmager.
3. Forsker
4. Udstillingsdesigner
5. Hjemmesidedesigner
6. SoMe-medarbejder
7. Bogholder
8. Personaleleder.
9. Strategiudvikler.
10. Kurator
11. Registrator
12. Konservator
13. Fundraiser
14. Projektmager.
15. Håndværker
16. Rengøringsassistent med videre.
Som museumsleder i Grønland bliver man altså hurtigt museums-generalist – og ikke specialist inden for
eksempelvis registrering eller andet. Det er et enormt ansvar med mange frustrationer over dårligt
vedligeholdte bygninger og manglende normeringer i det hele taget. Det er også et stort privilegium, at arbejde
i en stilling med så mange-faciliteret og vigtige arbejdsopgaver. Desuden stiller det krav om omfattende
samarbejdsevner.
Grundlaget for ”Narsaq-modellen” er derfor samarbejde på tværs af institutioner og af fag. Vi har et indgående
samarbejde med Kultur- og Fritidsleder, Ivalo Motzfeldt og forebyggelseskonsulent, Bolethe Stenskov,
omkring eksempelvis vores årlige fåreholderfestival, diverse udstillinger/foredrag samt påske- og
julearrangementer med videre. Dette samarbejde med Ivalo og Bolethe er en stærkt medvirkende årsag til de
mange/divergerende kulturelle-tiltag og events, som vi tilbyder byens borgere. I forhold til vores vision om at
bruge kulturen holistisk, altså til at skabe helse herunder livsværdi for borgerne, så er det meget opmuntrende
for mig, at der i Narsaq, siden 2018 – hvor vores samarbejde blev etableret - ikke har været eneste selvmord
og vi bor altså i landet med verdens højeste selvmordsrate. Dette er en meget klar indikator på, at kulturtiltag

5. Side 5/5
bidrager til at skabe håb og livskvalitet. Endvidere er det forhåbentlig på sigt med til at vende den negative
befolkningstilvækst som byen oplever. Et aktivt kulturliv vil også bidrage til at tiltrække (og fastholde) socialt-
stærke borgere - hvor livet også er andet end arbejde - og som netop ofte ønsker et velassorteret bibliotek,
musikoplevelser og diverse kulturoplevelser af forskellig karakter og indhold. Jeg plejer at sige forskellen på
socialpolitik og kulturpolitik, er at socialpolitikken gerne skulle facilitere, at folk kan overleve.
Kulturpolitikkens egentlige mål er at give folk noget at leve for – altså livskvalitet.
Sidstnævnte er for mig den største motivation!
I Narsaq er vi ligeledes så heldige at have et forskerrefugium, Narsaq International Research Station, hvilket
jeg opfatter som værende en stor gave til Narsaq. Idekvinden og initiativtageren bag er professor ved
Sheffield/Hallam University, Lise Autogena. Her kan forskere med interesse for Sydgrønland indlogere sig,
når de er på feltarbejde eller skriver på en afhandling. Til gengæld er de forpligtet på, at formidle viden til
lokalbefolkningen hvilket ofte sker i museumsregi. Sådan føler vi, at vi kan løfte både livsglæden og det
generelle vidensniveau i Narsaq – ved at inviterer befolkningen ind på museet.
Jeg ved godt at udgangspunktet for mit oplæg er Narsaq, men vores erfaringer kan også anvendes i de små
samfund i Danmark, hvor skolen og købmanden er lukningstruet og hvor alt håb syntes ude.
En til er i hvert fald sikkert – Narsaq overgiver sig aldrig.