1. 12/2014ALT FOR DAMERNE42 www.altfordamerne.dk
Hun har haft ofrenes lidelse helt tæt på og formået at holde en professio-
nel maske, når hun har rapporteret fra verdens krigszoner. Men da terroren
og det onde ramte hendes hjemland, Norge, var journalist og forfatter
Åsne Seierstad aldeles uforberedt. Læs her, hvorfor det blev en nødven-
dighed for hende at skrive sin vanskeligste bog nogensinde. En bog om
Breivik − men først og fremmest om de mennesker og det samfund, han
for evigt har mærket med sine handlinger.
AF ANNE NILUKA IVERSEN. FOTO: SCANPIX OG ALL OVER.
BrevvekslingmedBREIVIK
”KÆREÅSNE...”
2. www.altfordamerne.dk
»
D
et er en frisk junimorgen i Oslo. I den
røde trævilla, der skiller sig mærk-
bart ud mellem de fine bygninger
i det mondæne Frognerkvarter, er
Åsne Seierstad tidligt oppe, fordi
hendes to børn på tre og fem år skal i bør-
nehave. Hun hjælper dem i tøjet, og hendes
ældste søn skynder sig ud til familiens
postkasse, hvor han triumferende hiver en
konvolut ud mellem aviser og reklamer:
”Mamma, brev! Mamma, brev!”.
– Og så ser jeg bare den her konvolut, hvor
jeg kan genkende min egen håndskrift. Og
jeg skynder mig hen og siger, ”Jeg tager
det brev!”. Jeg hiver det nærmest ud af
hænderne på ham, fordi jeg ikke kan have,
at han skal røre ved det.
E
t år tidligere har hun sendt et brev
af sted mod Ila Fængsel og Forva-
ringsanstalt. Et brev adresseret til
landets mest berygtede og omtalte
fange, Anders Behring Breivik. Med
brevet og forespørgslen om et interview
har hun sendt en frankeret svarkuvert med
sin adresse. Og nu, et år og mange tanker
senere, står hun pludselig med hans svar i
hænderne. Eller nærmere mellem finger-
spidserne. Hun beder børnene vente, mens
hun febrilsk prøver at komme i tanke om,
hvor et passende sted for sådan et brev
mon kan være. Det bliver i en skrivebords-
skuffe, hvor det venter på hende, da bør-
nene er afleveret. Hun hiver kuverten op af
skuffen og sætter sig i den samme brune
læderstol, som hun sidder i, da ALT for da-
merne møder hende en kold januardag et
halvt år og en bogudgivelse senere.
Brevet fra Anders Behring Breivik starter:
”Kære Åsne :-)
Jeg har siden 2003 fulgt din karriere med
stor interesse. Jeg både respekterer og be-
undrer dig for din mentalitet, kompetence
og intelligens, som giver dig muligheder,
som næsten alle andre kvinder og de fleste
mænd kun kan drømme om ;-)”
I brevet giver Breivik udtryk for, at han
forstår, at der ligger en vis prestige blandt
”venstresnoede” journalister i at få et inter-
view med ”den værste ultranationalistiske
INTERVIEW
ÅSNE SEIERSTAD,
43 ÅR
Prisbelønnet jour-
nalist- og forfatter.
Især kendt for best-
selleren ”Boghand-
leren i Kabul”. Mor
til to og single.
43ALT FOR DAMERNE12/2014
3. 12/2014ALT FOR DAMERNE44 www.altfordamerne.dk
Det unge politiske ta-
lent, Simon Sæbø, som
blev dræbt på Utøya, fo-
tograferet med Norges
daværende statsmini-
ster Jens Stoltenberg.
Norsk politi mener, at
dette helikopterfoto over
Utøya viser Breivik idet
han forlader odden på
øen. Rundt om ham lig-
ger flere lig.
Et luftfoto af Utøya taget
dem 21. juli 2011 – dagen
inden Breivik gik i land
og spredte død og øde-
læggelse blandt de unge
på sommerlejren.
terrorist” siden Anden verdenskrig. Men
han mener, at Seierstad er et farligt rovdyr,
som han bør holde sig fra. Alligevel kom-
mer han med et modtilbud. Hun kan få
lov at møde ham, hvis hun går med til at
hjælpe ham med at få udgivet sin bog, ”The
Breivik Diaries”. En bog, som han mener, vil
blive boykottet af etablerede forlag.
”Med narcissistisk og revolutionær hilsen”
afslutter han.
– Det var fysisk ubehageligt at læse det
brev. Jeg er blevet kritiseret, fordi jeg i et in-
terview sagde, at jeg fik kvalme. Folk skrev,
at det var patetisk, når jeg nu selv havde
henvendt mig til ham. Ja, du kan sige, at jeg
selv havde bedt om interviewet. Men jeg
var ikke forberedt på at få brev fra en mas-
semorder, der skrev ”Kære Åsne…” Så den
følelse, må jeg vel have lov at have.
M
en det blev aldrig til et interview
med Behring Breivik, da Seierstad
ikke ville gå med på hans præmis-
ser. Hun modtog senere et brev,
der startede med et langt koldere
”Til frk. Seierstad”, hvor han igen afviste at
lade sig interviewe.
Årsagen til, at det overhovedet blev til en
brevveksling med en af nyere tids mest
omtalte forbrydere, er Åsne Seierstads nye
”Dukansige,atjegselvhavdebedtominterviewet.
Menjegvarikkeforberedtpåatfåbrevfraen
massemorder,derskrev”KæreÅsne…”
bog ”En af os”. En bog, der går i dybden
med terrorangrebene den 22. juli 2011 og
begivenhederne, der ledte op til. I bogen
fortæller Åsne Seierstad indgående om to
af de unge ofre fra Utøya, og historien om
Anders Behring Breiviks opvækst og liv op
til, at han begik sin fatale handling.
Bogen er Seierstads første bog om sit hjem-
land. Som tidligere korrespondent med op-
hold i krigshærgede områder som Afghani-
stan og Tjetjenien, har hendes forfatterskab,
som blandt andet omfatter den meget suc-
cesfulde udgivelse ”Boghandleren i Kabul”,
tidligere kun kredset om udlandet.
– Det her var helt anderledes. Når man er
i krig, har man forberedt sig mentalt. Man
er forberedt på, at man skal rapportere
og holde følelser på afstand. Her blev jeg
taget off guard. De mennesker gik lige ind
i mit hjerte.
– Efter 22. juli gik jeg bare rundt i en tåge.
Og læste og læste om de unge, biografier
og på nettet. Jeg blev meget optaget af de
mennesker. Men jeg tænkte aldrig på, at
jeg skulle skrive om det selv.
Men under retssagen mod Behring Breivik,
som Åsne Seierstad dækkede for ameri-
kanske Newsweek, og som hun havde lovet
at skrive en kort bog om for forlaget Kagge,
blev hun med egne ord blæst omkuld.
– Det blev pludselig en nødvendighed for
mig at skrive en bog om det hele. Mødet
med Anders Breivik og den kulde, han ud-
stråler, det var en helt særlig følelse. Man
gik næsten ud af retssalen som en zombie.
Og så de forfærdelige beretninger fra
Utøya. Da jeg sad der, gik det op for mig, at
det ikke var selve retssagen, som var det
vigtigste. Det var alt det, der skete op til.
Jeg fik sådan et behov for at undersøge,
4. 12/2014 ALT FOR DAMERNE 45www.altfordamerne.dk
INTERVIEW
Anders Behring
Breivik under
retssagen mod
ham.
»
hvad det egentlig var, der skete. Hvad gjor-
de ham til det, han blev, hvad førte disse
unge til Utøya? Hver dag i retssagen fik vi
serveret nye vinkler og perspektiver.
– Da jeg sagde det til mit forlag, blev alle
ligesom en smule matte i ansigtet. Har vi
ikke hørt den historie før? Der er skrevet 40
bøger om det her i Norge alene. Og nu ville
jeg pludselig til at skrive hele historien. Det
handler måske om den hurtighed, der er i
vor tid. På det tidspunkt, hvor retssagen var
ovre i juni 2012, var der ikke engang gået et
år. Og alligevel var folk færdige med det.
Men på trods af forlagets betænkeligheder
begyndte Åsne Seierstad på bogen. Og ang-
rede sin beslutning utallige gange.
– Det er uden tvivl den vanskeligste bog, jeg
har skrevet. Selvom jeg bare sad i mit eget
hjem og skrev, og det længste, jeg rejste, var
til Nordnorge. Der var ikke de farer, jeg sæd-
vanligvis udsætter mig for, eller de logistiske
problemer. Men alligevel var det svært.
D
et var f.eks. uendelig svært at få
nogen til at tale om Anders Behring
Breivik. Han er blevet en slags tabu.
Folk, der kendte ham, følte sig på
en måde tilsmudsede, og mange af
dem smækkede røret på, så snart jeg havde
præsenteret mit ærinde. Jeg følte lidt, at jeg
greb uretmæssigt ind i deres liv.
Defå,dervarvilligetilatudtalesigomBrei-
vik,varentenungdomskammeratereller
mennesker,somkendtehamperifert.Ingen
afdefirevenner,dersomdeenestehang
vedidesidsteår,Breivikhavdeifrihed,var
interesseredeiattalemedforfatteren.
–Deneneafdemsagde,athanvarfærdig
meddet.”Jegharlagthambagmig”.Men
såsagdehanalligevel,”dergårikkeendag,
udenatjegtænkerpåham”.Jegtror,atdele-
vermedenslagsskyld,somjoeruforskyldt.
Tænk,atvivarvennermedham.Manmåføle
sigtilsvinet.Detvardetsamme,dajegfikdet
brev.Derforstodjeghansvenner,selvomdet
ellersikkeharnogensammenligning.
–Detharnoknogetatgøremed,atdet
hangjorde,varsåfysisk.Hvishanhavde
sprængtenbombeogderveddræbt77
mennesker,såvarhanmåskeikkeblevet
såurørlig.Mendet,athangikrundtihalv-
andentimeog,engangimellempåbareti
centimetersafstand,skødlivetudafunge
mennesker.Detersåsværtatacceptere.
D
e unge liv, hvis lys Behring Breivik
slukkede, er i bogen primært repræ-
senteret af to hovedpersoner, den
18-årige kurdiske indvandrerpige Ba-
no Rashid og Simon Sæbø, der døde
tre dage før sin 19-årsfødselsdag. Under 22.
juli-retssagen lærte Åsne Seierstad famili-
erne til de to unge at kende. I bogen skildrer
hun deres opvækst og deres ungdomsliv,
hvor de begge brændte igennem som store
politiske talenter, men især som meget so-
ciale og empatiske væsner. Vi følger Simon
og Bano tæt, og er også med, når livet bog-
staveligt talt skydes ud af dem.
– Det var selvfølgelig enormt sorgfuldt. Jeg
lærte jo først disse unge at kende, efter de
var døde. Først var de bare navne, nogle,
jeg læste om. Men efterhånden som foræl-
dre, søskende og venner fortalte om dem,
blev de mere og mere levende for mig. Og
når jeg så skulle beskrive deres død, blev
det på en måde et personligt tab for mig,
noget som berørte mig meget dybt. Det er
jo ikke mig, det er synd for. Men alligevel
går det ind. De unge var et tab for os alle.
Men hvordan var det som mor at sidde over
for forældre, der har mistet de vigtigste i
deres liv?
– Det var vældig svært. Vi er jævnaldrende,
jeg fik bare børn sent, og de fik det tidligt.
Jeg følte bare, at jeg måtte leve med foræl-
drene i deres sorg. Og ikke være bange for
at spørge. Det værste er at undgå sorgen.
Det er det, mange af de forældre har ople-
vet. De føler, at andre forventer af dem, at
”Jegfiksådanetbehovforatundersøge,hvaddet
egentligvar,derskete.Hvadgjordehamtildet,han
blev,hvadførtedisseungetilUtøya?”
5. 12/2014ALT FOR DAMERNE46 www.altfordamerne.dk
Anders Behring Breivik
med sin mor og søster.
det skal gå bedre nu, at de skal være kom-
met over det værste. Men det er ikke bedre
nu. Tomrummet og tabet er til stede hele
tiden. Det, jeg mærkede, da jeg arbejdede
med familierne, var, at børnene er der med
dem hele tiden. Nu er der gået to et halvt
år. En af mødrene fortalte mig, at hendes
søn var død, men han var altid i og med
hende. Uanset hvad hun gjorde, så var han
der.
For Åsne Seierstad var det i skriveproces-
sen ofte svært at være rigtigt til stede med
sine egne børn. Bogen fyldte det meste.
– Det var det sidste, jeg tænkte på, inden
jeg sov, og det første, jeg tænkte på, når jeg
vågnede.
– Børnene har jo mærket, at jeg har været
optaget. Der var mange lette løsninger,
fordi ”Mamma skriver”. Vi fejrede det ved
at bygge nyindkøbt Lego på gulvet, da jeg
var færdig. Jeg har lært meget om børn
og forældre af at skrive denne bog. Mine
hovedpersoner havde fantastiske forældre,
der gik utroligt meget op i deres børns liv
og støttede dem og var til stede.
E
n anden mor, som har sat sit aftryk i
Åsne Seierstads bog og ikke mindst
i hændelserne omkring 22. juli, er
Wenche Behring Breivik. Anders Beh-
ring Breiviks mor, der på grund af en
grim skilsmisse og en eksmand, der både
var fysisk og følelsesmæssigt fraværende,
måtte tage sig af sine børn alene. En
kvinde, som på grund af sin egen forfær-
delige opvækst ikke magtede sin opgave
som mor, og som udsatte sine børn for
gentagne svigt. I stedet for en kærlig og
tryg barndom voksede Anders Breivik og
hans søster op i et hjem, der var præget af
en forælder i psykisk ubalance, men som
samtidig lagde stor vægt på at bevare en
pæn facade. En facade, som blev hendes
panser mod verden.
Åsne Seierstad forsøgte gentagne gange,
at komme i kontakt med Breiviks mor.
Svaret var altid et venligt, men bestemt
nej tak til al medvirken. Alligevel fik hun
en uge inden dennes død lov at besøge en
kræftsvækket Wenche Breivik på Radium
Hospitalet i Oslo.
– Så sad hun der, som en lille, skrøbelig
fugleunge i sengen. Helt tynd, og uden hår,
men sminket og med en stærk udstråling
og med et klart ønske om, at hun ville
fortælle om Anders’ barndom. Som hun
havde oplevet den. Og det gik jo meget
på konflikten med faderen, skilsmissen og
lidt om hendes egen barndom. Hun sagde
selv, at Anders’ udvikling sikkert havde
noget med hendes egen barndom at gøre.
Uden at hun ville gå mere ind på det. ”Jeg
kan ikke sige mere om det, for det er tabu”,
hvilket jo egentlig siger ganske meget
om, at der skete mange forfærdelige ting
med hende. Præmissen var snakken om
barndommen, men hun kom selv ind på i
slutningen af interviewet, at hun havde til-
givet ham. Det var vigtigt for mig at møde
hende, i og med, at jeg skriver så meget om
hende i bogen. Men jeg følte, at jeg mødte
en kvinde som selvfølgelig har haft det
forfærdeligt de sidste to år af sit liv, men
som også var en kvinde i total fornægtelse.
Når jeg gik igennem alle de afhøringer af
hende, som jeg har læst, så var der jo aldrig
en refleksion over ofrene for det, hendes
søn havde gjort. Hun virkede som en kvin-
de, som kun kunne se sit eget perspektiv,
og sådan tror jeg også, at hun har været
som mor.
I en afskrift af det første politiforhør af
Wenche Behring Breivik, som Åsne Seier-
stad citerer ordret fra i sin bog, kan man
læse, at hun selv mente, at hun var et offer.
Hun kunne ikke tro, at hendes ”søde og
gode Anders-dreng” kunne gøre sådan
noget. Og hvad ville hendes veninder ikke
sige? Hun ville jo blive stigmatiseret, og alle
ville tale dårligt om hende. ”Jeg er den ulyk-
keligste mor i Norge”, sagde hun.
– Det var hun måske lige der, i hvert fald føl-
te hun sådan. Men det kan jo ikke sammen-
lignes med, hvordan forældrene til ofrene
havde det. Men jeg tror, at det bunder i det,
der er sket i hendes barndom. At hun endte
med denne helt utroligt begrænsede evne
til at se andre og føle empati. Hun var me-
get optaget af, hvordan det kunne ske, men
anerkendte ingen skyld. Hun har jo ikke
direkte skyld i, at han blev massemorder.
Og det er også svært at give hende hele
”Hunkunneikketro,
athendes”sødeoggode
Anders-dreng”kunnegøre
sådannoget”
6. 12/2014 ALT FOR DAMERNE 47www.altfordamerne.dk
INTERVIEW
Åsne Seierstad for-
trød mange gange
undervejs, at hun var
gået i gang med at
skrive ”En af os”, som
hun beskriver som sit
livs vanskeligste bog.
skylden for hans svære barndom, for hun
var et nervevrag og så psykisk nedbrudt, at
hun ikke evnede at se ham. Hun var i en dyb
personlig krise, som hun til dels formåede
at holde skjult for omverdenen.
– Og så er der de mærkelige ting, som hun
selv har fortalt. At hun sagde til ham, ”ej, men
skal du have den riffel på dit værelse? Jeg sy-
nes, der er lidt mange våben her”. En anden
mor havde nok undersøgt, hvad der foregik.
N
år Åsne Seierstad i sin bog beskriver
både Anders Breiviks og hans mors
opvækst, er det svært ikke at fatte en
vis sympati for dem begge. Selvom
det virker helt absurd med tanke på,
hvad sønnen har gjort.
– Det er jo umuligt ikke at have ondt af
hende og sønnen, da de var nye i livet. Hun
blev sendt på børnehjem, til hun var fem år,
og blev kun hentet hjem, fordi børnehjem-
met lukkede. Hun kom hjem til en mor, der
afskyede hende og bebrejdede hende alt.
Og en halvbror, der slog og mishandlede
hende dagligt.
– Teknisk set er det synd for hende. Jeg ved
ikke, om der er grænser for empati, men
jeg har så utroligt ondt af og medfølelse for
de forældre, der har mistet deres børn, og
min medfølelse har ligesom ikke kunnet
strække sig til hende. Men det handler også
lidt om, hvordan hun har optrådt efterføl-
gende. Hun har f.eks. sagt til naboer og
venner, at hendes søn jo havde lidt ret i det,
han sagde.
Men hvad med sønnen? Har du ondt af
ham?
– Ikke nu. Men det var selvfølgelig synd for
barnet Anders Breivik at blive født ind i det,
han gjorde. Men der findes ingen tilgivelse
eller forståelse for det, han gjorde på Utøya
og i Oslo. Nu har han jo heller ikke bedt om
tilgivelse. Jeg snakkede med en præst, som
mistede sin søn på Utøya. Han sagde det
utroligt godt: ”Det er meget svært at tilgive
nogen, som ikke har bedt om tilgivelse. Og
som ikke har angret”. Vi skal ikke bare tilgi-
ve, man må faktisk angre først, så kan man
få tilgivelse. I hvert fald i religiøs forstand.
Men det eneste, han har angret, er jo, at han
ikke dræbte flere.
– Det er vigtigt, at det ikke skal virke, som
om det var uundgåeligt. Jeg tænker, at
der var mange veje til Utøya. Og at hans
liv handlede meget om afvisning og det
at blive set. Hvis han f.eks. var blevet rig i
20’erne, som han gerne ville. Og fået lov
at føle sig betydningsfuld, så var han ikke
endt, hvor han endte. Antager jeg. For jeg
tror, at der skulle så utroligt mange ting til,
at han rent faktisk endte op der.
– Det er en bog, der til syvende og sidst
handler om at søge et tilhørsforhold. Og
om ikke at finde det. Og også om at finde
det. Det er også en bog om fællesskab, om
de unges fællesskab. Om samfundet, og
samhørigheden der. Og om ham, der går
i mod fællesskabet. Jeg ville gerne have
mere med end blot historien om 22. juli.
Den handler om os som mennesker. Det er
måske det vigtigste.
Var Anders Breivik en af os?
– Det er jo vanskeligt at sige. En af os kan
jo både være positivt, men også noget ne-
gativt. Som læser må man selv konkludere,
om han var en af os. For hvem er os? Er det
menneskeheden eller nordmænd? Er det
os mod de andre? Er os bare de hvide? Det
skal helst ikke klinge af, at en af os er et ide-
al. For er man en af os, kan det jo være, at
man er imod nogle andre. Anders Behring
Breivik var udadtil en af os. Men han valgte
at gå imod alle.
Åsne Seierstad har stadig brevene fra
Breivik liggende i sin skrivebordsskuffe.
En af Breiviks advokater spurgte hende for
nylig, om hun ville sende Breivik bogen i
fængslet.
– Det har jeg ikke gjort. Han må gerne læse
den, men så må han faktisk købe den selv.●
LÆSBOGEN
”En af os – en
fortælling om
Norge, Utøya og
Anders Breivik”
udkommer på
dansk 26. marts.
Gyldendal, 520
sider, 300 kr.
VIND!
Klik ind på ALTfordamer-
ne.dk, og deltag i konkurren-
cen om ti eksemplarer af ”En af
os – en fortælling om Norge,
Utøya og Anders Breivik”.
