1. Svend-Åge
Svend-Åge var ret mærkelig.
Nu ved jeg godt, at det er de fleste mennesker. r virkeligheden er der ingen der er normale. Det finder man
ud af, når man er oppe i 20'erne og allerede ved at være en gammel mand, så ved man det godt: Alle er
skruphamrende skøre.
I begyndelsen tror man at alle andre er fuldstændig normale, og at det kun er en selv, der er skør i hovedet
og l hele verden. Og de andre tror det samme. En jeg kendte som hed Muhammed, og som var flygtning fra
Somalia, og som jeg gik i, klasse med fra 3. klasse, slog sig selv ihjel i 5. klasse, fordi han troede han var
anderledes og skrupskør. Det skrev han i et brev til sin far og mor før han sprang ud fra toppen af
vandtårnet på Bakkevej og ned på en betonplade.
Dengang i 90'erne gik jeg selv rundt og var bange for at blive afsløret, og for at alle andre skulle finde ud af
at, jeg var skør, og Muhammed ham tænkte jeg altid på som det mest normale der overhovedet fandtes,
bortset fra at han var kulsort. Han talte helt almindeligt. Han kunne regne og skrive, pigerne var vilde med
ham, og hvis nogen drillede ham, så kunne han lige så snildt vende drilleriet så drillepinden selv blev til grin.
Jeg beundrede Muhammed.
Jeg ville gerne have været hans ven, men jeg turde ikke spørge ham. Han var alt for god til mig, tænkte jeg:
og så sprang han ud, lige på hovedet og bang! Ned pa betonpladen. .
Svend-Åge var ikke skør, men han var mærkelig.
Jeg har altid kendt ham. Lige så langt tilbage jeg kan huske, boede han på Æblevej. Det hedder vejen hvor VI
boede, før det frygteligste skete. Først boede han sammen med sin far og mor. Så sammen med moren og
til sidst alene i det store hus midt på Æblevej.
Den første gang jeg rigtig hilste på Svend-Åge var jeg ikke ældre end Tobias var dengang det frygteligste
skete. Altså en 7-8 år. Jeg så ham bøje sig og samle noget op fra fortovet. Han havde ikke set mig, for jeg
stod bag hækken i vores have.
Først kiggede han sig hurtigt og forsigtigt til begge sider, men mig så han ikke, så bøjede han sig og samlede
en regnorm op. Han lagde den forsigtigt midt på den anden hånd, mens han forklarede sig selv, at han ikke
forventede at regnormen skulle gøre gengæld, eller at Gud skulle huske ham fordi han havde frelst
regnormen. Det var ikke derfor han samlede den op, men ene og alene fordi det var for galt, at den skulle
ligge og dø på fliserne.
Svend-Åge havde en mærkelig stemme. Den var alt for høj, nærmest pibende, og som om han kom fra et
helt andet sted. Det gjorde han faktisk også, men det vidste jeg ikke dengang.
Da han ville lægge ormen på jorden under hækken fik han øje på mig.

2. Et kort øjeblik så vi ind i hinandens øjne.
Jeg sagde ikke noget. Og hvad skulle jeg have sagt?
Svend-Åge sagde heller ikke noget, men han smilede skævt og forlegent til mig, som om han ville
undskylde, at han havde samlet regnormen op.
Så rettede han sig op, så godt han kunne, for Svend-Åge kunne ikke rette sig helt op. Han var krum som en
banan. Måske fordi han var så usædvanlig høj. Jeg har læst, at meget høje mennesker tit er forlegne over
deres højde. Og for at blive mindre, så krummer de sig sammen.
Det er jo ret dumt. Det hjælper ingenting. Enhver kan se, uanset hvor meget man krummer sig sammen, at
man er høj. Og høj og krum det er efter min mening værre end høj og ret. Man skal være den man er. Det
har ~eg fundet ud af i min høje alder. Dengang vidste jeg det Ikke, selvom jeg godt var klar over det et eller
andet sted.
F.eks. var der en pige i parallelklassen, hun havde simpelthen så mange fregner, at det var ubegribeligt. Og
hvidt hår. Men i stedet for at gå rundt med hat på og gemme sig væk, så kom hun altid stormende frem
med sine 10.000 fregner og sit kridhvide hår, som om det var det rene guld hun bar på, og hun stillede sig
op lige foran hvem som helst, som om hun ville sige: Se lige her hva´! Har du nogensinde set så mange
fregner på en gang og så oven i købet verdens mest hvide hår!" . Hun hed Liv. Det var Liv jeg forelskede mig
i, så jeg til Sidst var helt rundt på gulvet og hverken vidste ud eller ind.
Liv kunne marchere frem. Og så var hendes ben ikke engang pæne, men hun fik alle til at tro, at sådan var
rigtige ben: skæve og fyldt med fregner.
Liv var ligeglad med alle idioterne.
Der er mange idioter. Jeg har på fornemmelsen at der bliver flere og flere. De hundrede Kanaler er fuld af
idioter.
For et øjeblik siden var der en der var skaldet og med store, pudsede støvler. Han havde en skinnende sol i
panden af farvede sten. Han ville slå alle fremmede Ihjel, hvis de ikke hurtigst muligt rejste deres vej. Maske
var det derfor den kloge og forudseende Muhammed sprang ud fra vandtårnet. Allerede dengang i 90'erne
var den gal. Allerede dengang var hvem som helst parat til at slå hvem som helst ihjel, og hver aften skød
og bombede de så fjernsynet blinkede og skrattede og stod og hoppede, og blodet drev hen over
fortovsfliserne og det knuste glas, mens Tobias og Lillian og vores halvfulde mor og jeg spiste frikadeller og
spagetti.
Det er ikke blevet bedre.
Jeg har ikke styr på krigene længere. Det er der vist ingen der har. Lige nu lyder der et brag i fjernsynet. Jeg
vender mig om og kigger. Det er et missil, siger speakeren. Det har ramt et hospital.
Måske var det sådan Svend-Åge havde det, at han var genert på grund af den store højde. Men det fandt
jeg aldrig ud af. Mange andre ting fandt jeg ud af, både med hensyn til Svend-Åge og kærligheden og mig
selv og kærligheden (Liv), men ikke det med højden.

3. Det sner stadigvæk.
Jeg kigger efter ansigtet, og mens jeg skriver videre, hører jeg De hundrede Kanaler bag min ryg. Populært
nyhedsmix fra hele kloden, og som enhver ved bygget op over et tilfældighedsprincip. Man ved aldrig hvilke
kanaler der bliver klippet fra, eller hvor længe de står. Det er ret vildt.
Det er vold, sex, krige, voldtægter, drugs, parteringer, nye religioner og priser og opskrifter på nye følelser.
Der er kommet en ny Jesus i Colombia. Han udfører mirakler hver dag i en bunkers på et bjerg bevokset
med kunstige palmer. Han har et mikro-tv indopereret I panden. Det sender direkte fra hans hjerne. Han
har et på hver negl. De sender inde fra fingrene. Og i hans åbne sår på håndfladerne svømmer en
gengivelse af kloden, og hvad der sker i hvert eneste øjeblik, sker der. Det ser vildt ud og det minder alt
sammen om en musikvideo fra 90'erne på MTV med f.eks. The Cult eller Bad Religion, men bare ganget
med ca. 100.
Tilbage til begyndelsen
Men tilbage til begyndelsen: Det hele startede da jeg sad og læste i en mærkelig bog af en forfatter der
heddet William Gibson.
Det var fordi jeg kedede mig og ikke vidste, hvad jeg skulle få tiden til at gå med, så tog jeg tilfældigt bogen
ud af reolen nede i stuen og satte mig til at læse.
Nu sker der tit noget mærkeligt, når man giver sig til at læse bøger. Det kan man læse om i næsten en
hvilken som helst bog. Nogle gange kan man gå ind i bogen, eller personerne i bogen bliver levende og
begynder at snakke med den, der læser bogen. Eller man går igennem et spejl, der er inde i bogen, og så
kommer man ind i en spejlverden! Alt det er ret almindeligt, og det kender enhver.
Den slags havde jeg selvfølgelig ikke regnet med. Det sker kun i bøgerne. Alligevel skete der noget
mærkeligt.
Og det var der, det hele startede.
Først begyndelsen.
Imidlertid: hvornår er begyndelsen?
Er det overhovedet muligt at sige, at lige præcis der er begyndelsen. Jeg tvivler. Dengang troede jeg, at jeg
vidste hvordan det frygteligste begyndte, men jo mere jeg tænker over det, jo mere kommer jeg i tvivl For
før begyndelsen er der også noget. Der sker der også noget, og det har vel også med begyndelsen at gøre?
Jeg mener: havde jeg f.eks. ikke kedet mig og var blevet siddende med den mærkelige bog, og i stedet var
løbet hen på fodboldbanen, som jeg faktisk havde tænkt mig, så var det med Svend-Åge måske slet ikke

4. blevet til noget. Så havde jeg i stedet spillet fodbold med Kurt og Arnold og Hugo og Morten. Derfor,
tænkte jeg bagefter, skal man aldrig sætte sig til at læse bøger om eftermiddagen efter skoletid.
Da jeg så sidder og læser i bogen, ringer det på døren og jeg går ud og lukker op. Det er Svend-Åge. Som jeg
allerede har fortalt boede Svend-Åge længere nede ad Æblevej helt alene i en stor, gammel villa.
Før han rejste, sagde han altid at Svend-Åge var sær, når han stod ved vinduet og så Svend-Åge haste
krumbøjet forbi. Da han var rejst begyndte min mor at sige det samme.
Svend-Åge var temmelig høj, det har jeg fortalt, og at det åbenbart var et problem. Derfor krummede han
sig sammen, og så bildte han sig sikkert ind, at han så mindre ud, men han så bare endnu mere mærkelig
ud.
Men det kunne man ikke sige til ham, så var han sikkert blevet ked af det, og havde ikke vidst hvad han
skulle gøre. (Der er temmelig mange ting, man ikke kan sige).
Før Svend-Åge ringede på, havde jeg aldrig rigtig snakket med ham bortset fra dengang med regnormen,
selvom da talte vi jo heller ikke rigtig sammen. Ellers havde vi kun vekslet ord (mærkeligt udtryk). På
fodboldbanen f.eks. Der stod han sommetider lidt væk fra bane~ og kigge ode når vi spillede, og hvis
bolden så røg hen hl Svend-Åge, sparkede han den tilbage og lo ret mærkeligt.
Dengang nikkede jeg altid venligt, når jeg mødte Svend-Åge. På en eller anden måde havde vi noget
sammen. Nu jeg tænker over det, så var der selvfølgelig det med regnormen men det var ikke bare det. Der
var også noget andet. Nu tør jeg godt sige det. Det turde jeg ikke dengang. Vi var begge to sære.
Det var det, vi havde sammen.
Det vidste jeg allerede dengang, men det var ikke t J' eg sagde til mig selv eller højt, kun at han var det,
nage, o . o at Svend-Åge var det. Bare den skæve made han gik på, krumbøjningen, det generte smil,
ængstelsen. Alt det, det genkendte jeg som en del af mig selv, selv om jeg ikke var krumbøjet på den måde,
men indeni var jeg allerede godt og grundigt vind og skæv. .
Var det min mor der krummede mig? Hende der altid arbejdede eller sov eller var fuld. Eller var det min far,
ham der bare spadserede ud ad døren med en kuffert i hånden, et smil på læberne og et flot sving med
hatten.
Eller noget helt andet? Mig selv f.eks.? o Jeg nikkede som sagt altid venligt til Svend-Åge. Og lidt hemmeligt.
På grund af fællesskabet. Det var måske derfor han ringede på. Og når jeg nikkede en smule hemmeligt, så
var det fordi jeg ville fortælle ham, at jeg ikke syntes, ligesom alle andre, at han var sær.
Der er mange der har ret travlt med at gøre alle mulige folk sære. Det er sikkert fordi de selv er sære indeni.
F.eks. sagde min far altid, at Svend-Åge var sær. Nu ved jeg, at hvis der er nogen der er sær, så er det ham!
Men tilbage til begyndelsen.
Man kan også sige, at begyndelsen det er når man bliver født. Det er der, det hele begynder. Men det er jo
også for indviklet.

5. Cafe Kok
Nu bor jeg som sagt ikke længere på Æblevej, men på et værelse oven på Cafe Kok, der ligger inde midt i
byen der hvor det hele foregår. Jeg er ansat på cafeen. Jeg står i baren hver nat og ser ~ard ud. Og blød ud.
Og venlig ud. Og forelsket ud. Og ligeglad ud. Og interesseret ud. Og forbløffet ud og rottet ud. Det er
derfor jeg er ansat på Cafe Kok, fordi jeg er skide god til at se ud på alle mulige måder.
Det er den slags de ansætter på cafeerne. Nogle der kan se rigtig tuff ud, og som kan se ud ligesom dem der
kommer ind i cafeen ønsker, at de skal se ud.
Da det frygteligste skete, var jeg lige ved at blive skør.
Jeg blev det ikke, til gengæld blev jeg heller aldrig rigtig mig selv Igen. Jeg blev sådan som de gerne vil have
dem på cafeerne. En der er ligeglad. En der er en smule skør.
Er der nogen der ikke er det?
Er der nogen der er rigtig raske?
Sådan for alvor?
Hvem?
Jeg kender ikke nogen. Frank som jeg arbejder sammen med hver aften fra 8 til 2 på Cafe Kok, og som også
har været lige ved at blive skør, siger at alle er mere eller mindre skøre. Man kan se det ude på gaderne.
Der er noget skørt ved hver eneste en. En haster af sted, slingrer og standser så pludseligt op og står stille
foran en butik. Og så er der alle dem, der snakker med sig selv.
Hver gang jeg går ud ad døren støder jeg på dem. De ser ned for sig, knytter hænderne, bider tænderne
sammen og bander og snakker rasende med sig selv.
Og så er der alle dem, hvis skuldre pludselig støder vejret, hvis mundvige sitrer, der har tics over øjet og
under øjet, og dem, hvis fingre drøner rundt hele tiden, og dem der i et væk piller ved næsesmykket.
Stort set er der ingen normale.
Der er selvfølgelig en masse der tror, at de er normale, men de narrer, og nogen af dem er ret dygtige.
Nogle af dem kommer i De hundrede Kanaler ret tit. De nikker fornuftigt og ser fornuftigt frem for sig og
støder fingerspidserne fornuftigt ind mod hinanden, som om de slutter en fornuftig strøm, der skaber en
fornuftig tanke, og så siger de et eller andet fornuftigt. Men kigger man nærmere efter, så er det helt klart,
at de er skrupskøre.
Frank, som kun er en smule skør ligesom rig, siger, at stjernebillederne er ved at ændre sig. Karlsvognen er
ved at blive omdannet til et lyntog. Der skal mere fart på siger han. Englene vil køre hurtigere.
Jeg synes det går hurtigt nok.

6. Men det er rigtigt, der sker noget på vinterhimlen.
Noget bevæger sig, går hen over himlen.
Jeg tænker, at det er engle, der kommer for at frelse verden. I øjeblikket ser det ud til, at menneskene ikke
selv kan her i år 2005, hvor det er nat og vinter, og når jeg drejer hovedet væk fra skærmen og ser ud på
pladsen foran Cafe Kok, kan jeg se, at det stadig sner.
Jeg ser efter ansigtet.
Hende pigen ... Jeg ved ikke hvorfor, jeg lige præcis bed mærke i hende, for hun ligner alle de andre høns,
der kommer på Cafe Kok. De er mellem 14 og 30 på nær nogle skøre børn og nogle gamle, forvildede
forældre der ved en fejltagelse er gået i byen og endt på Cafe Kok:
Hun ligner de andre: Malet læderjakke med farvede sten. Et. sølv lysende Frankenstein-ar i panden,
selvlysende stjernetegn på kinderne og neglene. Udefra bragte hun sne med sig i håret og det glitrede, som
om alle Mælkevejens stjerner var faldet ned og havde sat sig i besynderlige mønstre på hvert eneste af
hendes ca.
100.000 sorte hovedhår. Hvilket, det er jo let at regne ud, betyder at der sad 1.000.000 sole på hvert hår.
Alligevel lagde jeg mærke til hende, det er sandt.
Alligevel, selvom hun ligner de andre, og selvom jeg Ikke engang kunne se hendes øjne, for de var skjult af
et par store og mørke solbriller, hvor hun havde skrevet en ulæselig sølvtekst hen over plasticet, alligevel
tænker jeg på hende.
Hvad er det?
Heller ikke hendes krop. Det jeg kunne se, var ligesom pa alle de andre høns der kommer på Cafe Kok.
Heller ikke hendes stemme, for hun sagde ikke noget.
Hele natten, fra hun kom og til Frank og jeg lukkede, så hun på sig selv i det store spejl på væggen bag
zinkdisken.
Næsen, der var en forhøjning på næsen. Det er ikke almindeligt. Er det den? Nej.
Gosh!
Jeg holder her.
Jeg er træt.

7. bed mærke i hende, for hun ligner alle de andre høns, der kommer på Cafe Kok. De er mellem 14 og 30 på
nær nogle skøre børn og nogle gamle, forvildede forældre, der ved en fejltagelse er gået i byen og endt på
Cafe Kok.
Hun ligner de andre: Malet læderjakke med farvede sten. Et sølvlysende Frankenstein-ar i panden,
selvlysende stjernetegn på kinderne og neglene. Udefra bragte hun sne med sig i håret og det glitrede, som
om alle Mælkevejens stjerner var faldet ned og havde sat sig i besynderlige mønstre på hvert eneste af
hendes ca.
100.000 sorte hovedhår. Hvilket, det er jo let at regne ud, betyder at der sad 1.000.000 sole på hvert hår.
Alligevel lagde jeg mærke til hende, det er sandt.
Alligevel, selvom hun ligner de andre, og selvom jeg ikke engang kunne se hendes øjne, for de var skjult af
et par store og mørke solbriller, hvor hun havde skrevet en ulæselig sølvtekst hen over plasticet, alligevel
tænker jeg på hende.
Hvad er det?
Heller ikke hendes krop. Det jeg kunne se, var ligesom på alle de andre høns der kommer på Cafe Kok.
Heller ikke hendes stemme, for hun sagde ikke noget.
Hele natten, fra hun kom og til Frank og jeg lukkede, så hun på sig selv i det store spejl på væggen bag
zinkdisken.
Næsen, der var en forhøjning på næsen. Det er ikke almindeligt. Er det den? Nej.
Gosh!
Jeg holder her.
Jeg er træt.
Villa Hjertensfryd og Fred
"Vi går ned til mig," sagde Svend-Åge og foretog et mærkeligt undskyldende buk.
Jeg sagde ikke noget, selvom alle de gamle formaninger om ikke at gå med fremmede dukkede op i
hovedet, men Svend-Åge var jo ikke helt fremmed, og jeg kunne heller ikke rigtig få ham til at ligne en
børnelokker. Desuden var jeg heller ikke længere en lille snotunge som Tobias.

8. Jeg gik i 7. klasse og var 14 år. .
Jeg var en, der næsten havde en kæreste. Det var Liv, men hun vidste det ikke. Men jeg var vild med hende.
Hun fik mig til at smelte fuldstændig sammen. Hendes hud! Der var lys under hendes hud. Nogle gange var
hun næsten gennemsigtig, og så kunne man se blodet som en stor, rød vifte. Jeg var vild med hende. Det
hele:
øjnene, kinderne, næsen, læggene, albuerne, skuldrene, fregnerne, de skæve ben og hendes trusser som
jeg aldrig havde set, men som jeg forestillede mig, når jeg om aftenen lukkede øjnene og klædte hende af,
før jeg faldt i søvn.
Liv det var det hele. Jeg havde oven i købet lavet en sang om hende, ligesom ham Ritchie Valens i filmen La
Bamba, hvis der ellers er nogen, der husker den. Og jeg havde det hele klar en aften jeg var alene hjemme,
guitaren og Livs telefonnummer, og jeg ringede hende op,
25