1. En skov af farvestrålende
koraller er netop blevet op-
daget på bunden af Det røde
Hav. Et internationalt hold af
havbiologer gjorde opdagel-
sen af korallerne, som lyser
grønt, blåt, rødt og gult på
over 50 meters dybde. Det er
en usædvanlig opdagelse, da
tilsvarende koraller fundet på
lavere vand i samme rev kun
indeholdt grønne pigmenter.
De fluorescerende pigmenter
i korallerne er proteiner. Når
Lysende skov på havbunden
de bliver belyst med blåt eller
ultraviolet lys, afgiver de lys af
længere bølgelængder som rød
og gul. Disse egenskaber kan
potentielt gøre dem til red-
skaber, som kan bruges til at
udvikle biomedicinske billed-
behandlingsprogrammer med.
Korallernes fluorescerende
glød kan nemlig bruges til at
fremhæve celler og celle-
strukturer. Experimentarium
Plos One, 24. juni
LAYOUT: BENTE BRUUN KORREKTUR: FLEMMING GERTZ
KORT NYT Ved Experimentarium Research
Vinger med
brudeslør
Ugler slår lydløst ned på
deres bytte i den mørke nat,
og selv om skovbundens små
gnavere er udstyret med en
formidabel hørelse, så formår
uglerne at flyve, uden at man
kan høre det. Hvordan bærer
de sig ad?
Det spørgsmål har et hold
af matematikere og fysikere
fra blandt andet University
of Cambridge fundet svaret
på. Og resultatet kan få stor
betydning for, hvordan vi
bygger vindmøller i fremti-
den.
Ved at studere uglernes
svingfjer i mikroskop med
meget høj opløsning fandt
forskerne ud af, at uglernes
fjer er helt unikt bygget i
forhold til andre fugles. På
forkanten af vingen er der en
bøjelig kam af stride børster,
overfladen af vingen er du-
net, og bagkanten af vingen
er frynset. Derved opstår der
ikke turbulens, fordi lyden
spredes hen over vingen og
ud over kanten.
Opdagelsen ansporede
forskerne til at forsøge at
udvikle en ny type over-
fladebelægning til blandt
andet vindmøllevinger. I en
forsøgsopstilling beklædte
de vindmøllevinger med
brudeslør. Det resulterede i,
at de reducerede vingernes
støj med 30 decibel. Men ef-
tersom det ikke er en holdbar
udendørs løsning, forsøgte
de sig med en 3D-printet
version, der efterlignede
brudesløret. Resultatet var en
støjreduktion på 10 decibel.
I sidste ende betyder det
forhåbentlig, at vi kan vride
mere energi ud af vindmøl-
lerne, fordi de ofte bremses
for at mindske støjen.
Præsentation ved The
American Institute of
Areonautics and Astronautics
Aeroacustics Conference
i Dallas, 21. juni
Hjernen er
som sand
For et par årtier siden foreslog
den danske teoretiske fysiker
Per Bak, at hjernen fungerer
efter et princip, man oplever,
når man skovler sand.
Nu viser et studie lavet af
blandt andre fysikeren Ralf
Wessel ved Washington
University i St. Louis, USA,
at Per Bak havde ret. Alle, der
har skovlet løst sand op i en
bunke, ved, at sandet i bun-
ken i ny og næ skrider. Det
sker, uanset, hvor forsigtigt
man skovler. Det er sand-
bunkens natur at vokse på en
måde, så den hele tiden er på
nippet til at skride.
Per Bak kaldte sandbun-
kens opførsel »selvorganiseret
kritikalitet«. Han påstod, at
det var et generelt fænomen.
Et princip, der er på spil
mange andre steder i naturen.
Og han mente, at selvorgani-
seret kritikalitet er den måde,
vores hjerne arbejder på, når
den tænker.
Nu har fysikerne fra
Washington University vist,
at det er en helt korrekt for-
ståelse af hjernen. Hjernens
celler bringer hele tiden sig
selv i en tilstand, hvor næste
lille elektriske impuls kan
give anledning til en ka-
skade af signaler ud i hjernens
netværk af celler. På samme
måde som et sandkorn i
toppen af sandbunken kan
skabe bevægelse langt ned ad
siderne.
Hjernen er altså hele
tiden på nippet til at tænke
næste tanke, til at lave næste
beregning. Og den sørger for
hurtigst muligt at bringe sig
tilbage til denne tilstand, hver
gang en »tankelavine« har
været udløst.
Det var ved at studere le-
vende nerveceller i arbejde, at
fysikerne bag studiet kunne
påvise, at hjernens netværk
af nerveceller hele tiden
automatisk genopretter deres
kritikalitet. Systemet tilpasser
sig løbende de input, det
får, og sørger for justeringer,
så det vender tilbage til en
tilstand, hvor det er parat til
at bearbejde næste input og
skabe mening ud fra det.
Nature Physics, 22. juni
Panoramasyn
Det er langtfra kun mæng-
den af kropsbehåring eller
evnen til at skrælle en banan
med fødderne, der adskil-
ler os fra vores primatfætre.
Størrelsen, bredden og
placeringen af vores øjenhuler
adskiller sig i særdeleshed fra
de abearter, vi biologisk ellers
ligner mest.
Aber og mennesker har
alle fremadvendte øjenhuler,
der tillader et stort overlap
af begge øjnes synsfelter,
men placeringen begrænser
samtidig vores muligheder
for at se til siden, begræns-
ninger som vi kompenserer
for ved hjælp af øjenbevæ-
gelser.
Ved at sammenligne
100 menneskekranier med
120 kranier fra forskellige
aberacer fandt biologer fra
Institut National de la Santé
et de la Recherche Médicale
i Paris frem til, at mennesker
har mindre fremadvendte
øjenhuler end andre primater.
De fandt også, at en men-
neskelig øjenhule er bredere,
end den er højere, hvilket gør
os bedre i stand til at bruge
vores perifere syn sammenlig-
net med aber.
Det perifere syn er orien-
teringssynet. Det benytter
vi til at orientere os med i
omgivelserne, når vi går:
den egenskab, som gør os i
stand til at se mennesker eller
genstande ud ad øjenkrogen,
selvom vi koncentrerer os om
noget andet.
Desværre gør placeringen
af vores øjenhuler og dermed
også af vores øjne os mere
modtagelige for øjensyg-
domme, som er forårsaget
af UV-stråling, som for
eksempel grå stær. Hvor
de fleste abers øjne ligger
langt tilbage i øjenhulerne,
er menneskers øjne placeret
langt fremme, hvilket gør
dem mere udsatte.
Scientific Reports, 25. juni
a. Menneske, b. Abe.
Ideer6 # 26 26. juni 2015 Weekendavisen