1. Igennem de sidste mange år har Folkeskolen været en politisk slagplads,
hvor forskellige partier har givet deres bud på hvorledes man sikrer
landets vigtigste investering (uddannelsen af de unge), og dermed sikrer
at samfundets økonomiske grundlag kan overleve kommende udviklinger
i demografi og økonomi.
Alle har en holdning til skolen. De fleste har selv gået i den og mange
mennesker overlader deres børns uddannelse til Folkeskolen hver dag.
Derfor er det klart at der vil være så meget fokus på at vores skole er så
god som muligt og at børnene dermed får så meget ud af deres tid i
skolen som de kan.
Der er noget logisk i, at når vi gerne vil gøre det så godt som muligt, så
også skal måle vores resultater og udviklingen af en indsats over tid.
Netop for at se om vores indsatser har en effekt.
Men samtidig kan jeg have en bekymring for hvilken Folkeskole vi
udvikler, når vi sætter så meget fokus på værdien af målinger og
resultater.
For at forklare min bekymring er jeg nok nødt til at opsummere nogle af
mine tanker omkring læring og uddannelse generelt...
Fra undervisning til læring
Op igennem skolens historie, har den overvejende del af skoletiden
været brugt på lektioner hvor der er gennemgået stof, som skulle
tilegnes. Stoffet har siden været emnet i prøver og test, så man kunne se
i hvor høj grad eleverne havde tilegnet sig det gennemgåede stof. Sådan
er det i høj grad stadig væk.
I den beskrevne optik, har en af kvalitetsparametrene, som man som
fagperson har lænt sig op ad, været om man har leveret en god
undervisning. Denne fokus er også helt oplagt, da man som lærer jo er
ansat til at varetage undervisningen i de fag man har på sit skema.
Men i og med at fokus og sikkerheden på kvaliteten førhen i større
grad blev vurderet på undervisningen, så har emner som
elevdifferentiering og inklusion været med til at flytte fokus fra lærerens
undervisning og hen til elevens læringsudbytte af samme.
Det gør netop en væsentlig forskel når man fokuserer på elevens
læring fremfor lærerens undervisning. Denne nye fokus åbner op for en
noget mere kompleks vurdering af hvordan vi skal tilrettelægge en
skolegang for at sikre at eleverne lærer mest muligt. Det er ikke længere
nok for lærerne at lave en god gennemgang af et materiale og
igangsætte aktiviteter. Man er nødt til som fagpersonale i en skole, at
forholde sig til hvordan vi egentlig “lærer” noget nyt som forankrer sig i
os? Er det ved at få ting fortalt og repetere dem? er det ved at iagttage
andre lave noget? Er det ved at forsøge os frem i ukendte områder? Eller
er det en god blanding af det hele?
Selvfølgelig er der mange færdigheder, som vi mennesker skal mestre for
at kunne fungere fornuftigt i vores samfund. Vi skal kunne læse, regne og
flere andre konkrete faglige ting. Mange af disse færdigheder lader sig
tilmed måle, så vi nøjagtigt ved hvor godt vores børn og unge mestrer de
enkelte fag. Så der har skolen jo en klar opgave.
Men mindst lige så vigtigt er det, at skolen understøtter, at vi mennesker
igennem hele vores liv udvikler os og tilegner os ny viden, så vi hele
vores liv fortsat kan tænke og erkende "nyt".
Jeg vil mene at “læring” er de nye refleksions- og erkendelsesprocesser
der sker inden i os, når vi søger svar på spørgsmål store som små.
"Jeg kan ikke lære nogen
noget. Jeg kan kun få
dem til at tænke."
- Sokrates
SKOLE
v2.0
Anders Hyltoft - 2011
2. Nogle gange vil vi finde svar, men lige så ofte vil vores søgen blot føre til, at vi er nødt til at stille nye spørgsmål.
Derfor må en del af vores erkendelse også være, at vi aldrig som mennesker bliver færdige med at lære.
Et af skolens hovedformål er jo netop at vi skal klargøre eleverne til at lære mere. Dvs. at vi skal dyrke de
kompetencer som gør at de fremadrettet i deres liv, stadig vil undre sig og søge svar på de nye spørgsmål de
støder på.
At måle det svært målbare
Men hvis skolen i højere grad fokuserer på at eleverne reflekterer og søger svar på de nye spørgsmål som deres
reflektion medfører, hvordan kvalitetssikrer vi så den læring der finder sted?
Er det med tal og test? Eller er det vurderingen fra den kyndige fagperson og forældre, som i højere grad skal
være med til at tegne billedet af de konkrete børn og unge, vi står med i skolen?
Hvis vi tilrettelægger skolegangen, så vi i højere grad understøtter at elever kan indgå i forskellige individuelle
læringsprocesser, så vil det unægteligt blive sværere at sætte et tal på værdien af de børns refleksionsprocesser.
“Hvad har du lært idag?” er ikke et spørgsmål man umiddelbart let kan svare på, da man jo hele tiden er i
bevægelse mod nye erkendelser. I stedet vil dialogen med de voksne omkring barnet give indtryk af, hvordan det
enkelte barn udvikler sig og bliver mere reflekteret i sine overvejelser.
Men hvad gør det ved lærere og skolen når de pt. kun bliver målt og vejet på de ting som netop lader sig måle og
veje? Matematiktest, læsetest, nationale test, afgangsprøver, PISA, osv. gør alle at skolen i højere grad arbejder
på, at opnå gode resultater i det vi bliver målt i. Selvom der potentielt er rigtig meget læring og
kompetenceudvikling i de felter som test og prøver ikke berører.
Områder som kreativitet og innovation, bliver i høj grad ignoreret af målekulturen. Men er det i høj grad
ikke de kompetencer vi har brug for som samfund? De fremtidige borgere og medarbejdere skal vel ikke blot
kunne læse, skrive og regne, men I høj grad også være gode til at problemløse og nytænke i udfordringer, som
nødvendiggør at man bruger viden fra flere forskellige fagområder? Så hvordan understøtter vi udviklingen af
disse kompetencer i Folkeskolen?
Der er et stadigt stigende behov for kontrol fra det omgivende samfund af hvad skolen, og andre institutioner,
udfører. Indtil videre ser vi eksempler på at man kvalitetssikrer ved at opstille test som måler på mere konkrete
faglige færdigheder, og det har også sin berettigelse.
Vurderingen af progressionen i det enkelte barns udvikling, bør måske ikke i så høj grad afhænge af test og
prøver, men mere af den gode dialog med de professionelle fagfolk som på den måde har et mere fuldkomment
billede af hvor barnet er på vej hen og hvad der optager det.
Men det vil efterlade systemet i et test-vakuum, hvor ikke alt det vigtige som skolen beskæftiger sig med lader sig
måle. Derfor er tilliden til skolens fagfolk et vigtigt omdrejningspunkt når vi tænker ny skole og relevant uddannelse
for fremtidens voksne.
Hvis vi fortsat fokuserer så ensidigt på målbare resultater af alt der har med menneskers læring at gøre, så skaber
vi værdi om kun nogle få af skolens opgaver og kan potentielt understøtte at de mange gode lærere, som gerne vil
sikre hele barnets udvikling, i højere grad fokuserer kun på det som børnene og de selv bliver målt på.
Som en følge deraf risikerer vi på sigt at blive fattigere som innovativt videnssamfund. Men til gengæld kan vi nok
læse og regne rigtig godt.
“Det er ikke alt der tæller,
som kan tælles. Og heller
ikke alt der kan tælles,
som tæller.”
- Albert Einstein
3. Den rimelige dosering af nye tendenser
Edgar Dale har forsøgt med sin læringspyramide (se fig.), at illustrere et bud på hvilke aktiviteter der på bedste
vis sørger for at viden “sætter sig fast” i os mennesker.
Hans bud er, at den viden som opstår, når vi selv skriver eller fortæller, eller ved at vi udfører relevante
aktiviteter, sidder bedre “fast” end den viden vi tilegner os igennem f.eks. læsning eller foredrag.
Dette kunne få os til at nytænke i hvilken grad vi bør tilrettelægge skoledagen med forskellige aktiviteter andet
end den mere traditionelle undervisning hvor det i højere grad er læreren som “afleverer” sit stof til børnene i enten
skriftlig eller verbal form.
Selvom det stadig er væsentligt at have grundsten som bl.a. læsning og matematik for overhovedet at kunne
gå igang med at løse mere komplekse problemstillinger, så bør vi måske fokusere en større grad af skoletiden på
at sætte børnene i situationer hvor de ikke umiddelbart kan finde en løsning uden at skulle tænke kreativt og
samtidig søge yderligere information end de havde som udgangspunkt?
Vi bør dog ikke, i vores iver med at indføre nye lærings-situationer og aktiviteter i skolen, glemme de mange
andre former for vidensformidling som også bør finde sted. Selvom der bestemt kan være en gevinst ved at
omtænke en del af skoletiden med andre aktiviteter og læringsprocesser, så vil der til stadighed være en berettiget
plads for den mere traditionelle form for vidensformidling som vi er fortrolige med idag.
Netop det er endnu en pointe som man bør tage sig i agt for. Lige så vel som der kan være en vis modstand
mod at afprøve nye ting i nogle mennesker, ligeså vel kan der i andre være en trang til at smide alle erfaringer over
bord og helhjertet kaste sig ud i at afprøve de nye idéer.
Det vil ikke give mening at formode at alt hvad fortidens erfaringer har medført, med ét er stemplet som
ubrugeligt, blot fordi en ny viden eller tendens er dukket op. Det vil heller ikke give mening at se bort fra alle
tidligere erfaringer og blot omlægge sin praksis uden omtanke. Derfor bør skolen altid fungere som det forum hvor
de nye tendenser, test- og forsknings-resultater hilses velkommen og afprøves samtidig med at man fastholder de
gode elementer i den eksisterende praksis.
4. Fra internettes spæde start (WEB 1.0), hvor det i høj grad var præget af at man som internet”forbruger”
kunne gå på forskellige hjemmesider og læse indhold, er en ny generation af internettjenester dukket op.
Disse WEB 2.0 tjenester giver folk mulighed for selv at lave indhold og samarbejde vha. forskellige on-line
værktøjer.
Facebook, Youtube og Twitter er glimrende eksempler på sådanne tjenester som ikke alene giver folk
udtryksmuligheder, men også i nogen grad fungerer som relevante sociale netværk for folk.
“Cloud” er betegnelsen man bruger for tjenester og programmer som ligger og bliver afviklet på internettet.
F.eks. skal Google Apps, ikke downloades og installeres for at kunne bruges, da det netop er “cloud”
baseret. Tendensen er at vi i fremtiden kommer til at bruge færre installerede programmer.
WEB 2.0, cloud
og alt det der...
IT så det giver mening
Den måde vi tænker IT på i
skolen, skal afspejles i
forberedelsen og gennem-
førelsen af undervisningen.
Vi kan ikke “rykke” ved brugen
af IT uden at skulle omtænke vores
praksis omkring den. Hvis vi skal
forberede vores elever på et sam-
fund hvor informationsteknologi i
den ene eller anden form, kommer til
at være en stor del af den måde de
lever og arbejder på, skal vi allerede
nu gøre mere og andet end vi gør.
Vi ved ikke med sikkerhed hvad
fremtiden bringer, men vi kan se at
IT har forandret verden og til
stadighed giver mennesket nye
muligheder for at udtrykke sig og
samarbejde på. Dette faktum skal vi
som skole være opmærksomme på.
Vi skal forberede vores elever
på en fremtid hvor deres tekno-
logiske kompetencer (eller mangel
på samme) i højere grad bliver
afgørende for om de vil kunne klare
sig på arbejdsmarkedet. Derfor bør
skolens dagligdag være præget af
en selvfølgelig brug af it.
Alle elever som kommer på skolen, vil være
“digitale indfødte”, som færdes i en anden
medie-hverdag end vi er vant til. De har
andre forudsætninger og kompetencer end
tidligere generationer.
Vores måde at tænke skole på, skal derfor
afspejle den virkelighed som vores elever
færdes i.
"De bedste lærere er de,
som viser dig hvor du
skal kigge hen, men ikke
fortæller dig hvad du
skal se.”
--Alexandra K. Trenfor
5. Digitale indfødte
Betegnelsen for de
mennesker som er født
ind i den digitale
tidsalder.
Den digitale indfødte:
- Kender ikke til en verden uden
internet og mobiltelefon.
- Er altid “på” i en eller anden form.
- Har altid set internettet som et on-
line værktøj.
- Er vant til indhold som er tilpasset
dem som forbrugere.
- Er vant til at fravælge umiddelbart
uinteressant indhold.
- Ønsker ikke at undervises med
foredrag.
- Søger respekt, tillid og at deres
holdninger bliver hørt og medregnet.
- Ønsker at følge deres interesser
- Ønsker at skabe med deres nutids
værktøjer
- Ønsker at samarbejde og konkurrere
med hinanden
- Ønsker at dele holdninger med
ligesindede, i skolen og resten af
verden.
- Ønsker uddannelse som ikke kun er
relevant, men praksisnær.
“Fremtiden er her allerede.
Den er bare ikke særligt jævnt
fordelt.”
William Gibson
Viden? Det er da noget man
Googler...
Samfundet er under forandring.
Hvor folk tidligere ville betale andre
for at udøse deres tillærte visdom,
gør den store overflod af tilgængelig
information at ingen længere vil
betale for at blive informeret. Vi lever
altså i et overflodssamfund. Overflod
af information især.
Vores uddannelsessystem skal
derfor i højere grad sørge for at
nutidens digitale indfødte bliver
kompetente udi at navigere i den
ekstreme informationsmængde som
er tilgængelig overalt, og ikke mindst
lærer at anvende den erhvervede
viden i praksis.
Netop evnen til at anvende
viden på nye måder er det vi skal
søge at opdyrke i nutidens unge.
Innovation som kompetence bliver
derfor en af skolens væsentligste
opgaver fremover.
Det faglige indhold
Med udviklingen af Web 2.0 er
de sociale medier blevet en væ-
sentlig del af internettet, Facebook
og Twitter fylder meget i folks tid, er
blevet vigtige redskaber erhvervs og
samfundsmæssigt. Brugen af de
sociale medier spænder fra at mulig-
gøre folks blogging om deres privat-
liv, over professionelle erhvervs-
netværk og til at være væsentlige
informationsformidlere i forbindelse
med f.eks. oprøret i Syrien mm.
Lige sådan er spil et medie som
ikke alene optager den unge gene-
rations tid, men som også rent
økonomisk er større end musik og
film mht. salg på verdensplan.
Som skole, kan man derfor ikke
ignorere disse samfundstendenser
og man kan ikke tillade sig at baga-
tellisere spil og sociale medier som
nye genrer.
Derfor skal vi sørge for at
behandle disse nye genrer i den
alm. undervisning.
Hvad med de gamle dyder?
Heldigvis vil læreren stadig
spille en væsentlig rolle i
uddannelsen af den digitale
indfødte. Den faglige og
pædagogiske kompetence hos
læreren skal i høj grad være med til
at kvalificere elevernes færden i den
fysiske og virtuelle verden.
Tanker omkring etik og moral er
i lige så høj grad væsentlige emner
for nutidens unge mennesker.
Måske især også fordi
omgangsformerne med deres
jævnaldrende i højere grad befinder
sig på sociale medier og mobile
teknologier som gør at bevidstheden
omkring etisk adfærd er lige så
vigtig som den altid har været.
7. Tilgængelighed, tilgængelighed, tilgængelighed...
Den digitalt indfødte generation bevæger sig i en dagligdag med et
kæmpe sansebombardement fra forskellige medier. Denne massive
informationstilgængelighed gør at de i højere grad end tidligere
generationer udvikler evnen til at navigere i forskelligartede og samtidige
informations-input. Evnen til agere i i dette overdrevne
informationssamfund, giver eleverne gode forudsætninger for at kunne
forholde sig til flere forskellige emner på én gang, men dette
generationstræk stiller dog også nogle nye udfordringer for den
traditionelle opfattelse af undervisningen. Hvor elever tidligere i højere
grad kunne fastholde opmærksomheden på et enkelt emne, vil denne
og kommende generationer netop være vant til mange input på én gang,
som tilmed er tilpasset dem som forbrugere. Dette gør at den digitale
indfødte hurtigt lærer at fravælge indhold som ikke umiddelbart virker
interessant, eller er præsenteret i en form som de finder tilgængelig.
Dette gør det svært at navigere i en skolestruktur som ikke er tilpasset
virkeligheden udenfor skolen. Den enkelte elevs evne til fordybelse er
tilstede, men er i højere grad afhængig af at man får information
præsenteret, så den er nem at dykke ned i. Hvis noget er unødvendigt
besværliggjort, bliver det ikke brugt. Det gælder også undervisningen.
Hvad gør man så?
Vi skal i fremtiden lægge vægt på at undervisningen er tilrettelagt,
så eleverne selv kommer mere i spil og kan bruge deres evne til multi-
tasking i en skoledag som tilbyder mange tilkoblingsmuligheder for den
enkelte elev.
Vi skal tilrettelægge skoledagen og forberedelsen, så materialet er
nemt tilgængeligt og gerne i en medieform, som eleverne er vant til at
beskæftige sig med.
Vi bør gøre brug af allerede eksisterende muligheder for at
præsentere en forberedelse i en lettere tilgængelig form f.eks. video, så
eleverne i efterbehandlingen af deres arbejde kan repetere dagens
gennemgang mm. på deres eget udstyr derhjemme.
Unge mennesker befinder
sig i netværk. Enten fysisk
eller virtuelt.
"What we want is to see
the child in pursuit of
knowledge, and not
knowledge in pursuit of
the child."
--George Bernard Shaw
8. “Den digitalt indfødte generation
bevæger sig i en dagligdag med et
kæmpe sansebombardement fra
forskellige medier.”
Lærerens it-kompetence og rolle
Alle de førnævnte faktorer samt kravet om brugen af nuværende medier og teknologier i skolen, kan fylde et
ellers kompetent fagpersonale med angst. Det oplagte resultat vil være at man som faggruppe ønsker kurser og
kompetenceudvikling så man kan lære de nye teknologier at kende.
Paradokset er dog, at for at blive vellykkede udi at indkorporere teknologi i sin undervisning, skal læreren
ikke selv lære at bruge teknologien (selvom det kan være en god idé). Derimod skal læreren vide hvordan og
hvornår eleverne skal bruge teknologi for at udnytte deres læringspotentiale. I denne pædagogiske tilgang er det
elevens opgave at bruge teknologien. Læreren skal coache og vejlede teknologianvendelsen for at sikre optimal
læring. For at gøre dette skal læreren benytte sig af kompetencer som allerede er en vigtig del af deres job. Der
skal fokuseres på at sætte tingene i en faglig kontekst, stille gode spørgsmål, fastholde arbejdsiver, og evaluere
kvaliteten af elevernes arbejde.
