3. Citat. “Bygningskunsten er noget andet og mere [end planer, snit og facader].
Man skal ikke vente, at man kan forklare præcist, hvad den er; grænserne er
ubestemte. Kunst skal overhovedet ikke forklares, den skal fornemmes; man
skal opleve den for at forstaa den. Men man kan gennem ord hjælpe andre til
at opleve den, og det er det, jeg vil prøve.”
- Steen Eiler Rasmussen
4. Arkitekturformidling. Arkitektur er mere end værket i sig selv.
Afgangsopgave af Josefine Lykke Jensen
Vejleder: Stefan Darlan Boris, Studio Parable Landscape
Arkitektskolen Aarhus, januar 2013
5. 5
Forord. Du sidder nu med et afgangsprojekt i hånden. Projektet handler om
arkitekturformidling og er en undersøgelse af arkitektens og arkitekturens
rolle i den offentlige debat gennem litteraturstudier, interviews, artikler og
diskussioner. Projektet har intet forlæg, da udbuddet af både litteratur og af-
handlinger med samme tema har været særdeles sparsomt. Dets form og me-
tode er altså en undersøgelse eller et eksperiment i sig selv. Udgangspunktet
for opgaven er Byparken, et midlertidigt parklandskab, som Schønherr skab-
te under Aarhus Festuge 2012. Alle spørgsmål, diskussioner og refleksioner
forsøges således relateret til dette projekt. Projektet adskiller sig fra de fleste
afgangsprojekter ved ikke at præsentere et design som produkt. Undersø-
gelsen med sine mange afstikkere og afprøvninger er produktet. De mange
interviews, jeg har lavet i forbindelse med projektet, bekræfter mig i vigtig-
heden af at undersøge og arbejde med formidling af arkitektur. Og opgaven
her viser at arkitekturformidlingen er lige så kompleks og vidtrækkende som
arkitekturen selv. Tak til alle, der har medvirket, bidraget og hjulpet med alt
lige fra interviews til korrektur og sparring. Uden Jer havde det ikke været
nær så sjovt at lave dette projekt. Vi ses igen derude.
Aarhus 2013,
Josefine Lykke
6. 6
Læsevejledning. Redegørelsen kan læses i to niveauer. Til hver undersøgelse
hører en indledning og en refleksion, som er layoutet som dette forord. Disse
tekster sætter rammen for det enkelte kapitel og giver et overblik over og
diskusterer dets indhold. Vil du gerne orientere dig i projektet uden at læse
samtlige tekster, kan du med fordel læse disse sider. Læser du hele redegørel-
sen får du lejlighed til at fordybe dig i undersøgelser, interviews og diskus-
sioner af og med forskellige aktørerer i det arkitektoniske medielandskab.
Det endelige projekt præsenteres, foruden i denne redegørelse, på plancher
og på min blog på www.arkfo.dk. God læselyst!
8. 8
Forord 5
Læsevejledning 6
Indhold 8
Introduktion
Hvad 13
Hvorfor 19
Hvordan 21
Hvor 23
Arkitekturens medielandskab 24
Kickstart workshop
Indledning 26
Artikel: Smørhullet i Aarhus’ kulturzone 28
Reportage: Guerillaerne kommer 31
Refleksion 33
Undersøgelse #1: Kritik
Indledning 34
Interview: “Jeg ville ønske, der var flere som mig” 36
Kronik: Den usynlige arkitekt(ur) 38
Interview: Arkitekturformidling på nyhedskriteriernes præmisser 41
Anmeldelse: Byens Park? 44
Interview: Mindre snak, mere kritik 50
Refleksion 51
Undersøgelse #2: PR
Indledning 52
Læsning af: Den ny bølge i Dansk Arkitektur 56
Blogindlæg: For lidt eller for meget branding 59
Blogindlæg: Kommunikerende arkitektur 61
Blogindlæg: Brudflader i dansk arkitektur 63
Refleksion 65
Undersøgelse #3: Formidling
Indledning 66
Interview: Alle arkitekter burde have deres egen blog 68
Blogindlæg: Arkitekturformidling for alle 71
Interview: Arkitektur er en del af den demokratiske dialog 72
Blogindlæg: Arkitektur på TV 75
Interview: Arkitekterne er foreningens vigtigste medie 76
Refleksion 79
Diskussion 81
Perspektivering 87
Litteratur 90
CV 92
12. 12
Planudsnit, Aarhus C 1:10.000. Byparken
lå i et historisk void i den tætte by. Området
har hidtil ligget hen som en blindtarm mellem
banelegemerne, men med transformationen af
Godsbanen får det nu en ny, central placering
i byen.
Musikhuset Aarhus
Musikhusparken
Aarhus Rådhus
Byparken (midlertidig)
Rådhusparken
Banegården
Frederiksbjerg
Ridehuset
Aros
Hovedbiblioteket
Godsbanen
13. 13
Hvad. Denne opgave undersøger arkitektens og arkitekturens rolle i den
offentlige debat med udgangspunkt i det midlertidige byrum Byparken i
Aarhus. Projektet søger at afdække, hvordan arkitekter kan bidrage til en
kvalificering af den offentlige debat om byens fysiske udvikling. Indeholdt i
denne formulering ligger et ønske om at formidle arkitekturen til den brede
befolkning. Undersøgelsen består dels af emperiske studier af arkitekturens
medielandskab, dels af en diskussion af forskellige forsøg på og indstillinger
til dét at formidle arkitektur. Projektet er ikke en videnskabelig undersøgelse.
Det er en skriftlig, arkitektonisk undersøgelse.
14. 14
En analyse af ordene i samtlige artikler, som
handlede om Byparken i perioden 31.08.2012
til 12.09.2012, viser, hvordan trafikken på Fre-
deriks Allé og Byparkens fremtid var de temaer,
der fik mest fokus i pressens dækning af projek-
tet.
15. 15
Undersøgelsen kredser om Byparken, som Schønherr designede i forbin-
delse med Aarhus Festuge 2012. Byparken, som var et midlertidigt projekt,
forenede Musikhus- og Rådhusparken i et byrum på tværs af Frederiks Allé,
som i perioden blev lukket for tung trafik. Området er til hverdag præget
af ikoniske kulturbyggerier som Aros, Musikhuset, Scandinavian Center og
Arne Jacobsens rådhus. Musikhushaven og Rådhusparken er opstået på hen-
holdsvis et tidligere kaserneområde og en nedlagt kirkegård. Området, som
det ser ud i dag, er resultatet af en proces, hvor enkeltbygninger er blevet til-
føjet og revet ned over en periode på 130 - 140 år. De åbne flader er imidlertid
blevet bevaret på stedet og skaber en unik situation i den ellers tætte midtby.
Hvor stedet tidligere lå lidt i en blindtarm mellem jernbaneskinnerne, vil det,
når Godsbanen og Ceresbyen udbygges, få en anderledes central rolle i byen.
På deres hjemmeside skriver Schønherr selv om projektet: ”Sammenlægnin-
gen af parkerne er et råbende eksperiment, som viser hvad der sker, når man
lader de grønne rum være vigtigst og planlægger byen på nye præmisser.
De kantede bakker ligger som grønne bjergtoppe i parkens udstrakte rum.
De binder sammen på tværs af parken og udstikker nye retninger mellem
bydelene.” Byparken blev en kæmpe folkelig succes og mediebevågenheden
omkring projektet var intens både før, under og efter festugen. Det var der-
for oplagt at bruge parken som afsæt for mine undersøgelser. Det viste sig
imidlertid hurtigt, at fokus i mediedækningen ikke var på arkitekturen, men
derimod primært på de trafikale og politiske udfordringer, som Byparken
førte med sig. Det var i høj grad arkitekterne bag, der formidlede den ar-
kitektoniske fortælling, og den intenderede diskussion af præmisserne for
byens rum udeblev. Det er imidlertid ikke første gang Schønherr blander sig
i bydiskussionen i forbindelse med festugen. I 2010 stod de bag opførelsen af
Store Skov/Skoven på Store Torv, som ligeledes gav anledning til en diskus-
sion af Aarhus’ historiske midtby.
18. 18
ARKITEKTUR
LITTERATUR
TEATER
KUNST
MUSIK
Fra 1. september 2011 til 1. september 2012
blev der skrevet knap 14.000 historier i medi-
erne, hvor ordet ”arkitektur” indgik. Til sam-
menligning blev der skrevet 157.000 historier,
hvor ordet musik indgik.
Kilde: Infomedia
19. 19
Hvorfor. Når journalister kommunikerer arkitektur, fokuserer de på én ting.
Når arkitekter kommunikerer arkitektur, fokuserer de måske på noget andet.
Én ting er sikkert: Der foregår en masse arkitekturformidling ude i verden,
som vi ikke behandler på studiet. Jeg har de seneste år styrket mine kom-
petencer som faglig formidler på Journalisthøjskolens tillægsuddannelse og
igennem min praktik og mit arbejde i Henning Larsen Architects’ kommu-
nikationsafdeling. Jeg forsøger at bidrage til en kvalificeret arkitekturdebat,
fordi jeg mener, det er en arkitektfaglig opgave at diskutere samfundets arki-
tektoniske udvikling.
20. 20
KRITIK PR
FORMIDLING
Figuren her illustrerer, hvordan de enkelte
dele af min undersøgelse diskuteres og aktiveres
gennem skriftlige drivere, som samtidig giver ny
viden tilbage til projektets undersøgelsesfelter;
kritik, formidling og PR
Fase I
Undersøgelse
Driver
Fase II Fase III
Byparken
21. 21
Hvordan. Jeg har arbejdet med projektet i tre faser, inddelt efter datoerne
for mellemkritikkerne. Fælles for alle tre faser har været vekselvirkningen
mellem undersøgelser og skriftlige ’drivere’ som eksempelvis blogindlæg og
interviews. ’Driverne’ kan sammenlignes med skitser i en skitseproces. De
har været en måde for mig at præsentere, diskutere og reflektere over mine
undersøgelser. Alle tekster er skrevet af undertegnede og daterede. Jeg har i
denne redegørelse struktureret mit arbejde i tre kategorier, inspireret af mit
interview med Martin Keiding, som du kan finde i forbindelse med den før-
ste undersøgelse. De tre kategorier er kritik, PR og formidling. Redegørelsen
er altså ikke kronologisk opbygget. Projektets proces vil i stedet blive præ-
senteret til den endelige fremlæggelse.
23. 23
Hvor. Opgaven opererer, som jeg har illustreret under ’hvordan’, på flere ni-
veauer. Det undersøgende niveau er introvert, mens det praktiske niveau,
arbejdet med at blive en bedre formidler, nødvendigvis må være ekstrovert.
Derfor har jeg forsøgt at aktivere mit projekt i den offentlige debat gennem
medierne, min blog, interviews og ved deltagelse i diverse faglige arrange-
menter. Det har ikke kun styrket projektet, men også mit faglige netværk.
Bloggen er blevet mit primære medie, som opgaven er skredet frem. Scan
QR-koden her for at få det fulde udbytte af blogindlæggene med links, illu-
strationer og citater. Eller scan ikonet i forbindelse med det enkelte indlæg.
24. 24
Arkitekturens medielandskab. Sideløbene med mine undersøgelser har jeg
forsøgt at kortlægge arkitekturens medielandskab. Begrebet ’medielandskab’
dækker over en opgørelse over alle de aktører og medier, som formidler arki-
tektur i én eller anden form. Et sådant ’landskab’ er i sagens natur i konstant
forandring, og jeg har derfor valgt at fokusere på de medier og kilder, som
behandles i denne redegørelse og på umiddelbare tilføjelser, som jeg enten
selv har stiftet bekendtskab med eller hørt om fra venner og kolleger. Kort-
lægningen har primært til formål at vise min forståelse for opgavens omfang
og derigennem mine til- og fravalg undervejs.
25. 25
Aktører Medier Eksempler
Nyhedsmedier
Politiken Kritik, journalistik,
Berlingske Tidende ...
Information ...
Børsen ...
Licitationen ...
Weekendavisen ...
DR tv-programmer, radio Guerilla Gartnerne, Arkitektens Hjem ...
Interesseorganisationer
Arkitektens Forlag Tidsskrifter, bøger, blogs Arkitekten, www.arkfo.dk/blog, Arkitektur DK
Akademisk Arkitektforening Debatindlæg, kurser, events ... Byen bobler i Aarhus, Arkitekturens Dag
Arkitektforbundet Pressemeddelelser, debatindlæg ...
Tegnestuer/developere
BIG Bøger, udstillinger, facebook, twitter ... Yes is more!
Gehl Architects Blogs, film, nyhedsbreve ... The Human Scale, www.gehlcitiesforlife.dk, etc.
SLA Hjemmeside, video ... www.processurbanism.com, etc.
Henning Larsen Architects Bøger, tidsskrifter, pressemeddelelser ... Design med viden, Skala, etc.
Danski PR Skidome Denmark
Realdania Konkurrencer, forskning, projekter ... Fremtidens forstæder, etc.
Aarhus Kommune Arkitektkonkurrencer, borgerinddragelse ... Urban Mediespace, etc.
...
Kultur- og uddannelsesinstitutioner
DAC Udstillinger, events, podcasts, debatarr. ... Arkitekturløb, Podwalks, Brudflader i dansk...
AND
Louisiana Udstillinger, forelæsninger, debatarr., tv ... New Nordic, Arkitektur - en kærlighedser... etc.
Utzon Center Udstillinger, undervisning, foredrag ... What if...? etc.
Arkitektskolen Aarhus Undervisning, udstilling, forskning ... Green Zone, A + I_Scenen etc.
Enkeltpersoner
Rasmus Brønnum, arkitekt Blog m.m. ... www.rasmusbrønnum.dk
Henning Thomsen, arkitekt Blog m.m. ... www.byensojne.com
Marianne Brandt, arkitekt Blog www.framingarchitecture.dk, RUM
Kristoffer Lindhardt Weiss, mag. i filosofi Bøger Den ny bølge i dansk arkitektur
Carsten Thau, professor, cand. phil Bøger, kritik, undervisning ... Arkitekturen som tidsmaskine m.fl.
Arkitekturens medielandskab er bredt og tæller alt lige
fra tegnestuernes nyhedsbreve til TV-programmer og de-
batarrangementer. Denne figur illustrerer hvilke medier,
redegørelsen behandler (sorte), og hvilke jeg, bevidst eller
ubevidst, har valgt fra (grå).
26. 26
Indledning. For at komme godt fra start planlagde jeg en kickstart work-
shop, som jeg arbejdede med i projektets første uger. Workshoppen gav mig
plads til at springe ud i opgaven næsten uden forudsætninger, på samme
måde, som hvis jeg havde undersøgt et site eller en problemstilling gennem
design fra første dag. På den måde fik jeg en forståelse for projektets gen-
standsfelt, Byparken, og lejlighed til at diskutere dens betydning for byen og
arkitekturdebatten med andre. Idéen bag workshoppen var, hurtigst muligt,
at få skrevet en arkitektonisk vinklet artikel om Byparken, mens sagen endnu
var aktuel. Håbet var, at dette ville øge mine chancer for at komme igennem
til de lokale medier. Workshoppen havde også det praktiske formål at gen-
finde en god journalistisk arbejdsmetode og komme ud over ”angsten for det
hvide papir”. Resultatet af workshoppen blev to artikler, som beskæftiger
sig med henholdsvis Byparken og formidling af arkitektur på flere niveauer.
Historien “Smørhullet i Aarhus Kulturzone” er mit umiddelbare bud på en
arkitektonisk vinklet baggrundsartikel om Byparken. Historien redegør for
den arkitektoniske vision bag Byparken og diskuterer tilsvarende projekter i
byen. Artiklen skriver også projektet ind i en diskussion af grønne, rekreative
rum i Aarhus midtby. Den er skrevet på baggrund af artikler fra de lokale
medier og interviews med Ane Juul Gram, arkitekt fra Schønherr, Rikke Liv
Petersen, landskabsarkitekt, cand. arch. fra Arkitema Plan og Landskab og
arkitekt Jeppe Bonne Olsen. “Guerillaerne kommer” er en reportage fra et
debatarrangement, som Dansk Arkitektur Center afholdt i forbindelse med
Arkitekturens Dag 2012. Artiklen beskriver, foruden arrangementet selv, for-
skellige tilgange til arbejdet med begrønning af byen. Artiklerne er mit bud
på en måde at arbejde med og diskutere arkitektur på skrift. De er på mange
måder mangelfulde, men også lærerige gennem deres mangler. Projektets
videre forløb er således afledt af de spørgsmål, mine kritikere, og jeg selv, stil-
lede til de forskellige fremstillingsformer og deres indhold.
29. 29
Aarhusianerne opdagede et behov, de ikke vidste, de
havde, da sammenlægningen af Rådhusparken og Mu-
sikhushaven blev en realitet under Aarhus Festuge 2012.
tilgængelig,” fortæller Ane Juul Gram.
”Projektet viste, at man godt kan ba-
lancere en grøn og blå by med parker
og åndehuller med en urban og tæt
by med butikker og caféliv. Og at folk
kunne lide det.”
En sanselig bymidte
Rikke Liv Petersen, landskabsarki-
26.09.2012
Byparken, som opstod mellem Rådhu-
set og Musikhuset under årets festuge,
blev et tilløbsstykke uden lige. Den
grønne flade, de pyramideformede
græsbakker og ikke mindst vandfon-
tænen faldt i god jord hos små som
store.
Set gennem arkitektens briller var par-
ken ikke bare en folkelig succes, men
også et vellykket arkitektonisk ekspe-
riment. Det mener i hvert fald Ane
Juul Gram, som er arkitekt hos land-
skabsarkitekterne Schønherr og pro-
jektleder på projektet.
Byparken gav anledning til at se og
opleve byen på en ny måde, og det var
netop, hvad arkitekterne havde håbet.
”Vi ønskede at skabe en park med for-
skellige muligheder, uden at gøre for
meget,” fortæller Ane Juul Gram.
Hun og resten af tegnestuen er meget
overraskede over, at Byparken blev så
populær, som den gjorde. Ikke desto
mindre tror hun, at succesen er et ud-
tryk for et behov, Aarhusianerne ikke
vidste de havde.
Ifølge Ane Juul Gram skyldes parkens
succes, at det lykkedes tegnestuen at
forene de to parker til trods for deres
forskellighed.
”Den store græsflade forbandt de to
parker fysisk, mens græsbakkerne
med deres stramme geometri formid-
lede overgangen fra den ordnede mu-
sikhushave til den bløde rådhuspark,”
forklarer hun og understreger, at de
forskellige karakterer og landskabelige
rum i området er stedets store styrke.
Byparken gav desuden borgere og po-
litikere syn for sagn i forhold til et pro-
jekt, som ligger tegnestuen meget på
sinde; nemlig at udvikle et mere blå/
grønt Aarhus.
”De store parker vi i forvejen har i
Aarhus ligger i byens periferi. Bypar-
ken var i modsætning hertil utroligt
Projektetviste,atmangodt
kan balancere en grøn og
blå by med parker og ån-
dehuller med en urban og
tæt by med butikker og ca-
féliv. Og at folk kunne lide
det.
- Ane Juul Gram
30. 30
der været placeret aktiviteter i og om-
kring Ridehuset og Musikhuset. Men
byens udvikling mod Kulturhovedstad
2017 gør stedet mere interessant og re-
levant end nogensinde før.
Om Byparken skal realiseres i den
ene eller anden form er naturligvis et
spørgsmål om økonomi, politik og tra-
fik. Men det er også et spørgsmål om
arkitektur og byens fysiske udvikling.
Ifølge Rikke Liv Petersen er der, gen-
nem de seneste år, sket en stigning i
antallet af besøgende, der bruger Råd-
husparken til afslapning, spisning eller
sociale aktiviteter. Hun spår, at brugen
af Rådhusparken vil blomstre yder-
ligere, alene som et resultat af Bypar-
kens bevidstgørelse af stedet.
”Jeg tror måske ikke på en bypark i
den form vi så den under festugen.
Men så kan det være vi skal have en
bypark på havnen i stedet for. Eksperi-
mentet viste jo, at behovet er der. Det
skal man lytte til og bygge videre på,”
mener hun.
Hos landskabsarkitekterne Schønherr
er de mere optimistiske.
”Reaktionerne på Byparken har givet
os blod på tanden. Vi håber vi kan
komme videre med projektet,” fortæl-
ler Ane Juul Gram og tilføjer:
”Der skal arbejdes med mere end bare
parken. Det handler om at få trafikken
og alle forløbene igennem parken til
at fungere. Men det er også en land-
skabsarkitektonisk opgave, som vi
gerne forsøger at løse.”
tekt, cand. arch. ved Arkitema Plan
og Landskab, synes Byparken var et
tiltrængt indspark i diskussionen om
landskabets rolle i Aarhus midtby.
”Det er videnskabeligt bevist at det
grønne har en helbredende effekt på
mennesket. Jeg synes, der mangler
nogle sanselige rum i Aarhus, hvor
vand og levende planter, dufte og na-
turlighed kan få en mere central rolle,”
forklarer hun.
Rikke Liv Petersen mener, at Byparken
skabte en balance i Festugen, som ikke
har været der tidligere år. Byparken
blev en attraktion, der kunne matche
aktiviteterne på Bispetorv og Store
Torv i den anden ende af midtbyen,
og satte på den måde Frederiksgade
og hele området omkring Rådhuset,
Musikhuset og Aros i spil på en ny og
styrket måde.
”Det summede af liv, til trods for at
det om søndagen var helt slidt og ikke
særlig kønt længere. Men det havde
ikke nogen betydning. Folk tog det
bare til sig,” konstaterer hun.
Arkitema Plan og Landskab bidrog
også til byens forgrønning under fest-
ugen med projektet ”Eksperiment:
Grøn Frederiksgade”. Formålet med
det projekt var at forsøge at vække
bevidstheden om naturens ressourcer
hos bymennesket.
Rikke Liv Petersen tror, at Byparkens
succes bygger på en urkraft i menne-
sket:
”Jeg så en aften en megafuld fodbold-
fan plante et flag i en af plantekas-
serne i Frederiksgade, mens han strøg
hånden gennem planterne og duftede
til dem,” fortæller Rikke Liv Petersen
med overrasket mine.
”Jeg tror vandet og det grønne vækker
en blødhed i os og skaber et sammen-
hold i byen.”
Aarhus Kulturzone
Jeppe Bonne Olsen tog afgang fra Ar-
kitektskolen i sommer. I sit afsluttende
projekt arbejdede han, som mange
tidligere, med ”kulturzonen”, som
kommunen har døbt området som går
fra Botanisk Have via Den Gamle by
og Ceres til Musikhuset, ARoS, Ride-
huset og Rådhusparken. Han mener at
stedet er særligt interessant, fordi det
er historisk og aktuelt på én gang.
”Stedet ligger lige i smørhullet af alle
de ting, der kommer til at ske eller al-
lerede er sket,” fortæller han og forkla-
rer:
”Området ligger som en selvstændig
’kultur-ø’ mellem midtbyen og Fre-
deriksbjerg. Tidligere har stedet været
en blindtarm i byen mellem jernbanen
og godsbanen. Den situation er nu så
småt ved at ændre sig, og det kræver
nye måder at se og tænke stedet på.”
Ifølge Jeppe Bonne Olsen forsøgte
man med Byparken at forene to par-
ker, der ikke er ens. Han så gerne at
man i højere grad forsøgte at dyrke
forskelligheden i Rådhusparken og
Musikhushaven.
”Rådhusparken har karakter som en
baghave. Det er en tæppepark i mod-
sætning til Musikhushavens bænke-
park, som har en mere formel karakter
af forhave,” forklarer han.
I sit designforslag arbejdede han der-
for med en styrkelse af de enkelte frag-
menter på stedet, som han fandt beva-
ringsværdige. Blandt andet Mosaisk
Trossamfunds gravplads og de mange
forskelligt indrettede pladser og haver,
som ligger i forbindelse med Musik-
huset, Ridehuset og Aros.
Byparkens fremtid
Byparken er ikke noget nyt fænomen
under festugen. Også tidligere år har
Rådhusparken har karak-
ter som en baghave. Det er
en tæppepark i modsæt-
ning til Musikhushavens
bænkepark, som har en
mere formel karakter af
forhave.
- Jeppe Bonne Olsen
32. 32
Stemningen var høj og
diskussionslysten stor, da
Dansk Arkitektur Center
mandag den 1. oktober
fejrede Arkitekturens Dag
med en temaaften om ’ur-
ban gardening’. Kan man
så en tanke i et menneske
og senere høste frugter på
byens altaner?
02.10.2012
Gadelygterne tændes langs Køben-
havns havn og illuminerer byens tage,
mens cafeen på Dansk Arkitektur
Center fyldes op af publikummer til
aftenens oplæg og debat.
Anledningen er Arkitekturens Dag
2012, og hele eftermiddagen har børn
og barnlige sjæle fyldt lokalerne på
DAC og underholdt sig med kreativ
modelbygning, filmvisning og pizza-
spisning. Nu er turen kommet til det
voksne publikum.
Knap 50 mennesker er mødt frem ved
arrangementets start, og flere støder til
undervejs. Et hurtigt skøn af gennem-
snitsalderen signalerer, at aftenens
tema er ungt og hipt. Kun et par en-
kelte hoveder er grå på toppen.
Mens kaffekopperne klinger af og no-
tesblokkene slås op, gør oplægshol-
derne sig klar til at præsentere hver
deres tilgang til arbejdet med ’det vilde’
i byen.
De urbane gartnere
Fænomenet ”urban gardening” har
for alvor vundet indpas i Danmark de
seneste år og interessen for bynatur er
eksploderet. Begrebet dækker over et
væld af måder at så og pleje alle mu-
lige slags planter på i en bymæssig
sammenhæng. Fra små private projek-
ter på tage og altaner, til store offent-
lige investeringer og samarbejder. Fra
kommunale gartnere, private investo-
rer til engagerede frivillige.
on, hvor 1000 mennesker hver måned
flytter fra landet og ind til storbyen
København, blot for at opdage, at den
natur, de forlod, ikke er at finde i byen?
30-årige Anders Vester undrer sig
over Tina Saabyes tal for Københavns
vækst set i forhold til borgernes ønske
om flere stille steder og mere grønt.
Anders Vester er vokset op i den lille
by Rødding på ”Viborgkanten”, og han
kan ikke se sensationen i at få lov til
at slå græs med le i byen. Han er glad
for at få bekræftet sin tese om, at folk
ønsker at få mere ”jord under neglene”,
men synes man bør se tingene i et lidt
større perspektiv, når man vælger at
bruge en masse ressourcer på at skabe
vild natur i byen.
”De mindre byer får hårdere og hår-
dere odds mod sig, når de ikke engang
kan spille på deres egne præmisser,
nemlig naturen, i kampen om indbyg-
gerne,” fortæller han og konstaterer:
”Jeg er selv lige flyttet til København
på grund af min uddannelse, så jeg
kan godt se, at man kan blive nødt til
at flytte til byerne. Men jeg synes det er
et interessant paradoks at diskutere.”
Spred budskabet
Kaffekopperne er tomme, det er ved
at være sent. Publikum og oplægshol-
dere diskuterer livligt i baren og deler
viden og erfaringer om stort og småt i
genren byhaver, taghaver, grønne går-
drum etc.
Flere benytter lejligheden til at kon-
sultere stadsarkitekten i forhold til et
konkret projekt. Andre er med på en
lytter.
På vej ud af døren vælger en ung kvin-
de omhyggeligt en kløverplante ud til
vindueskarmen. Planterne er doneret
af ”Guerilla Gartnerne” med budska-
bet om at ’prøve lykken’. Flere har gjort
som hende, men der er stadig mange
planter at tage af, og caféen på DAC er
næsten tom.
Måske bliver det ikke i morgen, vi hø-
ster frugten af aftenens arbejde. Men
nu er frøet i hvert fald sået.
At ”urban gardening” i den grad er
kommet på den økopolitiske dags-
orden beviser aftenens tre oplægs-
holdere, som repræsenterer hver sin
samfundsinstans i arbejdet med grøn
byudvikling.
Stadsarkitekt i Københavns Kom-
mune, Tina Saabye, bærer det formelle
ansvar for Københavns fysiske udvik-
ling. Hun har til opgave at fremme og
servicere den grønne udvikling.
”Guerilla Gartnerne”, repræsenteret
ved arkitektstuderende Jakob Simon-
sen og idéhistoriker og kunstner Ni-
colai Juhler, er den diametrale mod-
sætning hertil. De mere eller mindre
autonome ”Guerilla Gartnere” kæm-
per i den sociale ansvarligheds tjeneste
for grønnere og skønnere byer og gør
noget ved sagen. Den grønne hær er
desuden seneste skud på stammen af
naturformidlende programserier pro-
duceret af DR.
Det privatejede selskab Habitats er
en tværfaglig virksomhed, som, med
kaospilot Philip Hahn-Petersen ved
roret, ser en markedsværdi i ’urban
gardening’. At blød natur og hardcore
business sagtens kan forenes fremgår
tydeligt af virksomhedens hjemmesi-
de, hvor de tre indehavere står side om
side på en smuk, gul kornmark. Alle
iklædt mørke habitter klar til kamp,
med trillebør og høtyv.
Et naturligt paradoks
Tina Saabye lægger for med tre for-
tællinger om et grønnere København.
Om borgernes ønsker om en mere
grøn by med flere stille steder. Om po-
litikernes ønsker om et CO2-neutralt
København i 2025. Og om vores alle
sammens trang til at skabe noget stør-
re end os selv.
Hun understreger sin pointe med et
spørgsmål til forsamlingen:
”Hvor mange kunne godt tænke sig
sin egen have inde i byen?” Næsten
halvdelen af tilhørerne tilkendegiver
ved forsigtig håndsoprækning, at det
kunne de godt. Næsten lige så mange
ønsker sig et drivhus.
Men hvordan er vi havnet i en situati-
33. 33
Refleksion. Kickstart workshoppen resulterede i to meget forskellige artik-
ler. “Smørhullet i Aarhus’ kulturzone” præsenterer og diskuterer Byparken.
Ane Juul Gram forklarer projektets eksperimenterende karakter, der forener
to meget forskellige parker og tilbyder os nye måder at opleve byen på. Rikke
Liv Petersen lægger vægt på projektets stedsliggørelse af et ellers overset om-
råde i byen. Jeppe B. Olsen fortæller om Byparken i relation til kulturzonen,
som for øjeblikket er i transformation og karakteriserer på den baggrund om-
rådet som historisk og aktuelt på én gang. Reportagen fra DAC introducerer
en anden tilgang til arbejdet med bynatur. Den indikerer en stigende inte-
resse for urban gardening i samfundet og præsenterer nye måder at dele by-
natur på i form af Guerilla Gartnerne, som formidler landskabsarkitektur på
TV og Habitats, som er en anderledes, tværfaglig tegnestue. Jeg kontaktede
de lokale medier i håb om at få baggrundsartiklen publiceret. Redaktionsche-
fen fra Aarhus Stiftstidende svarede at: ”I sig selv er det du skriver såmænd
meget interessant. Men i forbindelse med festugen kom vi rigtigt godt om-
kring vinklerne med byparken og det grønne i festugen, så jeg synes ikke, at
der noget afgørende nyt i din artikel.” Lidt bedre gik det med reportagen fra
DAC, som blev publiceret på Arkitektforeningens hjemmeside samme dag,
jeg skrev den færdig. Til trods for deres forskellighed peger begge artikler
på nogle relevante problemstillinger, som jeg mere eller mindre bevidst har
forfulgt videre i projektet. Den første artikel var et forsøg på at udfordre kri-
tikken/journalistikken på arkitektonisk indhold, som hverken jeg selv, mine
kritikere eller chefredaktøren på Stiften fandt helt fyldestgørende. Det var
derfor naturligt, at workshoppen ledte til den første undersøgelse af netop
dette felt. Reportagen fungerede godt som journalistisk værk og blev både et
afsæt for diskussionen af formidling af arkitektur på TV og forholdet mellem
arkitektur og branding. Vigtigst af alt, blev den spredt til mange forskellige
modtagere og blev i sig selv et indspark i den offentlige debat.
34. 34
Indledning. I kapitlet her kan du læse om arkitektens og arkitekturens rolle
i den offentlige debat i relation til kritik og journalistik. En af grundene til at
jeg har valgt Byparken som case og udgangspunkt for projektet, er den man-
gelfulde mediedækning af projektet, når det kommer til arkitektonisk ind-
hold. Som jeg også har illustreret i indledningen handlede de, ellers hyppige,
artikler mere om trafik og politik end arkitektur. Der skrives generelt mere
om arkitektur i medierne end nogensinde før, men er kvaliteten af det der
skrives tilfredsstillende, set gennem arkitektens briller? Dette kapitel under-
søger kritik og journalistik som genre i arkitekturformidlingen. Da dagbla-
dene leverer en væsentlig del af indholdet i denne debat, indeholder kapit-
let to interviews med henholdsvis arkitekturredaktør Karsten R. S. Ifversen
fra Politiken og freelance journalist fra Berlingske Tidende Torben Weirup.
De to har nemlig en meget forskellig opfattelse af arkitekturens mediebil-
lede anno 2012. Kapitlet diskuterer derudover nogle af mine undersøgelser
af arkitekturens medielandskab i kronikken ”Den usynlige arkitekt(ur)”.
Kronikken er skrevet på baggrund af en analyse af data fra Infomedia samt
artikelstudier. Jeg har valgt ikke at redigere teksten, da den bidrager til en for-
ståelse for projektets og min egen udvikling, men der er ingen tvivl om, at jeg
har fået et mere nuanceret billede af arkitekturens mediesituation, siden jeg
skrev den i begyndelsen af oktober. Gennem en tredelt anmeldelse beskrives
og vurderes Byparken og de omkringliggende parker, Rådhusparken og Mu-
sikhusparken under overskriften ”Byens Park?”. Anmeldelsen er mit forsøg
på at formidle en arkitektonisk analyse gennem tekst i stedet for tegninger,
diagrammer og visualiseringer, som kan være svære at gennemskue for ikke-
arkitekter. Analysen var vigtig for min forståelse og læsning af Byparken, og
anmeldelsen har hjulpet mig til at konkludere på parkens succes. Arbejdet er
lavet på baggrund af tracings og mappings af det indsamlede kortmateriale
og besøg på sitet. Slutteligt giver redaktør på Arkitekten, Martin Keiding, sit
bud på arkitekturkritikkens forfatning lige nu.
36. 36
De unge arkitekter stormer frem i medierne, som aldrig før. Samtidig skærer redaktionerne
drastisk ned på kulturstoffet i dagbladene. Få Politikens – og dagbladenes eneste – arkitektur-
redaktør Karsten R. S. Ifversens bud på arkitekturens rolle i samfundsdebatten anno 2012.
f.eks. i første sektion under nyheder,
men handler i høj grad om byrum og
byrumskvalitet. Selve faget eller feltet,
om man vil, breder sig meget.
Er der tale om en historisk udvikling i
arkitekternes brug af medierne?
Det er sådan set ikke noget nyt, at ar-
kitekturen og arkitekterne får plads i
medierne. Ikoner som Arne Jacobsen,
Jørn Utzon og Henning Larsen for-
måede også at blive folkeeje, fordi de
forstod at bruge medierne. Henning
Larsen fik oven i købet gjort ’lyset og
rummet’ til sit særlige vartegn, selv
om lys og rum er noget alle arkitekter
arbejder indgående med. Men 90’erne
bød ikke på så mange gode formidlere,
som vi ser det i dag.
Dansk Arkitektur Center har, med
Kent Martinussen i front, også spil-
let en stor rolle i promoveringen af de
unge tegnestuer og hjulpet til at få ar-
kitekturen ’ud over rampen’. Men det
hænger også sammen med konjunk-
turer. Der blev bygget rigtig meget i
00’erne, før krisen satte ind.
12.10.2012
Er arkitekturen underrepræsenteret i
den offentlige debat sammenlignet med
andre kunstformer?
Det synes jeg bestemt ikke. Jeg synes
tværtimod at 00’er-generationen af
unge arkitekter har været meget mere
aktiv i samfundsdebatten og medierne
end det f.eks. var tilfældet i 90’erne.
Der er kommet en langt højere kom-
munikationsbevidsthed blandt de
unge arkitekter, end der har været tid-
ligere. Det skyldes til dels den øgede
personfiksering, men også de mange
store talenter, som 00’erne bød på som
f.eks. Bjarke Ingels og Dan Stubber-
gård.
Mit generelle indtryk er, at der er en
stor stigning i antallet af gange ordene
’arkitektur’ og ’arkitekt’ optræder, når
man søger i dagbladenes artikler. Men
det er svært at gøre omfanget af arki-
tekturhistorier i dagbladene op, fordi
arkitektur optræder mange andre
steder i avisen end i kultursektionen.
Når man snakker om støjgener i for-
bindelse med Metrobyggeriet, står det
”Jeg ville ønske, der
var flere som mig”
Karsten R. S. Ifversen har været ansat på Poli-
tiken siden 1994. Han har fungeret som arkitek-
turredaktør siden 2004. Han er uddannet cand.
mag. i filosofi og moderne kultur.
interview
37. 37
tionel sammenhæng. Det synes jeg er
vigtigt at have sig for øje, når man skri-
ver om arkitektur.
Du er ikke uddannet arkitekt. Hvad
kvalificerer dig til at skrive om arkitek-
tur?
Arkitekturhistorie og urbanitet indgår
som et element i faget moderne kultur,
og jeg er uddannet i filosofi og moder-
ne kultur. Derfra har jeg den faglige
ballast. Og så har jeg jo min erfaring
som arkitekturskribent, som måske er
den bedste uddannelse af alle. Jeg har
altid haft én ambition i livet, og det
er at skrive. Og vil man være en god
skribent, skal man ikke ville andet, for
så tror jeg ikke, man bliver god til det.
Ambitionen om at være formidler skal
være til stede, og det konflikter måske
med mange arkitekters ønske om at
skabe god arkitektur. Formidlingsde-
len er en opgave, man skal tage på sig
som en særlig ”uddannelse”.
Men er det ikke en arkitektfaglig opgave
at formidle, kommentere og kritisere ar-
kitektur?
Jeg tror ikke, arkitekter er de eneste
der kan sige noget begavet om arkitek-
tur. Det er ikke sådan, at fordi man har
studeret en masse kunst, så kan man
også automatisk bedømme kvaliteter
og svagheder i kunst. Det handler om
at være god til at se og formidle, det
man ser. Men der er masser af gode
arkitekter, der skriver om arkitektur,
særligt i Arkitekten. Det er bare en in-
tern debat, der henvender sig til fag-
fæller, der foregår dér.
Det er meget interessant at begynde
at se på arkitektens rolle i den formid-
ling, der henvender sig til den brede
befolkning. Jeg ville da ønske, der var
flere som mig – altså folk der er ansat
til at skrive om arkitektur i medierne.
endavisen er pt. vores stærkeste kon-
kurrent på området, men det er ikke
et dagblad. Og Information, som ellers
også bringer mange historier om arki-
tektur, er meget lille.
Bunder nedprioriteringen af kulturstof-
fet i virkeligheden i manglende interesse
fra læserne?
Det er absolut ikke mit indtryk. Jeg
startede min karriere på Politiken som
kunst- og litteraturanmelder i starten
af 90’erne, og jeg oplever et betydeligt
større engagement fra læserne nu, hvor
jeg udelukkende skriver om arkitektur.
Arkitektur er meget vedkommende og
let for læseren at forholde sig konkret
til. Interessen for mine artikler er stor,
og jeg får mange henvendelser fra
læserne, som har tilføjelser, finurlige
oplysninger eller kommentarer til hi-
storierne. Det er sjældent sure brok-
kehoveder, der henvender sig. Der er
et mere aktivt og bredere læserfelt til
arkitektur end der f.eks. er til litteratur
og billedkunst.
Hvad er sjovest? At skrive om billed-
kunst eller arkitektur?
Jeg synes, det er sjovere at skrive om
arkitektur, og det er langt sjovere at
interviewe arkitekter frem for bil-
ledkunstnere. Arkitekter er jo gene-
relt gode formidlere. De er gode til at
fortælle historier, til at lytte og stille
spørgsmål og til at sætte sig i andres
sted. Billedkunstneren har kun én ver-
den at forholde sig til, og det er den,
han eller hun selv skaber. Du kan ikke
samtale med en billedkunstner. Der er
en grundlæggende modusforskel på
de to genrer. Arkitekturen kan sættes
i en større sammenhæng. Arkitektur-
historier handler ikke kun om arkitek-
tur. De handler også om verden.
Jeg synes ikke, det er interessant i sig
selv at levere en arkitekturhistorisk
fortælling om nyrenæssances virke-
midler. Men jeg synes, det er interes-
sant, hvis det bliver sat ind i en større
samfundsmæssig, historisk eller funk-
Hvad er det de unge tegnestuer kan,
som andre ikke kan?
De formår at fortælle en god historie.
Det handler dybest set om, at kunne
sætte sig i modtagerens sted og ikke
tale om alt for arkitektnørdede ting,
men i stedet forsøge at gøre sit budskab
vedkommende for dem, der lytter. De
unge arkitekter sætter arkitekturen på
en fortælleform, som er relevant. De
gør arkitekturen til en problemløser.
De klarlægger nogle problemer og an-
viser så nogle løsninger på disse pro-
blemer godt hjulpet på vej af humor og
en vis charme.
Men er det ikke paradoksalt at arkitek-
terne er blevet meget mere kommunika-
tionsmindede samtidig med at mange
dagblade nedprioriterer kulturstoffet?
Hvordan hænger det sammen?
Det er rigtigt, at mange dagblade, ek-
sempelvis Berlingske og Børsen, ned-
prioriterer kulturstoffet. Og det undrer
mig, at Politiken er det eneste dagblad,
der har en redaktør ansat til udeluk-
kende at formidle arkitekturhistorier.
Det hænger måske sammen med må-
den arkitektur konsumeres på – eller
rettere ikke konsumeres. Arkitektur er
ikke begivenheds- og dagsbundet lige-
som udstillinger, koncerter og bogud-
givelser. Det er ekstremt vanskeligt at
sætte en dato på et byggeri og sige ”så,
nu er det færdigt”. Jeg skal derfor ofte
opfinde aktualiteten i mine historier
og gøre dem relevante for læserne. De
bliver ikke til ’gode historier’ bare fordi
de sker på en bestemt dag, og det er en
udfordring.
Det hænger måske også sammen med
de forskellige mediers tradition. Poli-
tiken har en 100 år lang tradition for
at have en fast arkitekturmedarbejder
som mig på redaktionen. Det har de
andre dagblade ikke.
Der er sket en stor specialisering af
dagbladene, som blandt andet slår
igennem på kulturdækningen. Week-
38. 38
Langt størstedelen af arkitekturdækningen i de landsdækkende dagblade foretages
af journalister og cand. mag’er med diverse humanistiske fagligheder. Arkitekterne
holder sig udenfor samfundsdebatten og diskuterer i stedet internt på tegnestuerne
og i fagbladene. Hvor er arkitekterne henne?
Den usynlige
arkitekt(ur)
Kronik
39. 39
skabelig undersøgelse. Men mit gæt er,
at arkitektur har en publiceringsgrad
på niveau med noget så avantgarde
som ballet. Og det til trods for at ar-
kitektur er den absolut mest offentlige
kunstform af alle.
Det er primært Politiken med Karsten
Ifversen ved tastaturet, der står for
arkitekturformidlingen i dagbladene.
Herefter følger Berlingske, Jyllands-
Posten, Børsen, Kristeligt Dagblad,
Weekendavisen og Information. Lici-
tationen, som er byggeriets dagblad,
står i sagens natur også højt på listen
over bidragsydere, men har ingen
betydning i denne sammenhæng, ef-
tersom avisens målgruppe er interes-
senter i byggebranchen og ikke den
almene læser. Hvert af de ovennævnte
dagblade bidrager i gennemsnit med
0,65 artikler om arkitektur pr. dag. Set
i det lys, er arkitekturdækningen må-
ske ikke så ringe endda. Spørgsmålet
er så bare; hvor er arkitekterne henne i
denne statistik?
Arkitekternes ringe synlighed i mas-
semedierne skyldes næppe mangel på
holdninger og engagement. Det kan
man blandt andet læse i tidsskriftet
Conditions #10, som har sladder i ar-
kitektbranchen som tema.
I lederen til udgivelsen beskriver re-
daktørerne sladder, som arkitekturens
evige kilde til (viden)deling, styring
og overtalelse. De sidestiller sladderen
med tidligere tiders ideologiske sam-
menslutninger, som havde til formål at
forene og forbinde arkitekterne både
nationalt og globalt. Lederen rejser
også spørgsmålet, om sladderen og
den heftige aktivitet på de sociale me-
dier fuldstændig har afløst arkitektur-
kritikken. Og noget kunne måske tyde
på det.
Jeg kan imidlertid godt forstå, at arki-
tekterne ikke er at finde ’out there’. For
det ville jo være ensbetydende med at
skulle skrive noget, og det er vi ikke
særlig gode til. Nogle er måske lige-
frem ikke interesserede.
10.10.2012
Mandag den 8. oktober 2012 bragte
Politiken en historie om arkitektur på
forsiden. Ikke bare på forsiden af kul-
tursektionen, men også på forsiden
af selve avisen. Den var ganske vist
vinklet som ’en god historie’ om volds-
ramte kvinder, men den var der. Og
handlede om den nyligt afsluttede re-
staurering af Dannerhuset i Nansens-
gade i København.
Artiklen om Dannerhuset er skrevet af
Politikens arkitekturredaktør Karsten
R. S. Ifversen. Den eneste arkitektur-
redaktør i de landsdækkende dagbla-
de, skulle jeg mene. Karsten Ifversen
er uddannet cand. mag. i filosofi og
moderne kultur og har fungeret som
arkitekturanmelder på Politiken siden
2004.
Karsten Ifversen er en del af det skri-
verkorps, som behandler arkitekturen
i de trykte medier, og som, foruden
Ifversen selv, tæller en stor del cand.
mag’er med mere eller mindre relevan-
te specialer og så, naturligvis, en masse
journalister. Allan de Waal er ind til
videre den eneste arkitekt, jeg har kun-
net finde i mængden. Han har skrevet
om arkitektur, design og byplanlæg-
ning for Information siden 1963, men
er ikke så aktiv længere.
Der er noget, der tyder på, at det ikke
opfattes som en arkitektfaglig opgave
at formidle, kommentere og kritisere
arkitektoniske værker og problemstil-
linger i den offentlige debat. Men hvis
ikke arkitekterne sku’ ku’, hvem sku’ så
ku’ ku’?
Arkitekturen i tal
Når man sammenligner med andre
kunst- og kulturarter er arkitekturen
ringe repræsenteret i medierne. En
grov søgning i de landsdækkende dag-
blade de seneste 12 måneder gav 2109
hits på søgeordet ”arkitektur”. Til sam-
menligning gav søgeordene ”musik”
11.748 hits, ”teater” 6771 hits og ”lit-
teratur” 4006 hits. Dette er naturligvis
en udifferentieret og meget lidt viden-
Arkitektskolerne bærer en stor del af
ansvaret herfor. Gennem mine fem år
på studiet har jeg afleveret to skriftlige
opgaver svarende til et samlet omfang
på max ti normalsider. Jeg har ikke haft
undervisning i skriftlig formidling, ej
heller blevet opmuntret til at læse gode
arkitekturformidlere. Foruden natur-
ligvis arkitekturformidlingens alfader
Steen Eiler Rasmussen, som skrev sit
hovedværk i 1957.
Samtidskunstens hellige ko
I en artikel fra Adresseavisen Trond-
heim 25.11.2010 skriver Daniel Johan-
sen, som er forsker ved Institutt for
Kunst- og Medievitenskap på Norges
Teknisk-Naturvitenskapelige Univer-
sitet i Trondheim, hvordan arkitektur
er blevet samtidskunstens hellige ko.
Han henviser til, at arkitekturdebat-
ten i lang tid har begrænset sig til en
diskussion om byggehøjder og an-
dre tekniske formalia. Et synspunkt
jeg godt kan genkende i den danske
presse, hvor pris, energiforbrug og
trafikale løsninger synes at have større
prioritet end den egentlige formidling
af arkitekturens form, farve, funktion,
sociale og samfundsmæssige formål.
Daniel Johansen mener, at manglen
på kritik af faget skyldes en uskreven
regel i branchen om, at offentlig kritik
af andres arbejde er ukollegialt. Han
mener også at arkitekterne har en for-
fejlet opfattelse af arkitekturen som ’alt
for kompleks til at kunne formidles til
lægfolk’.
Men hvordan skal vi kunne udvikle
os som arkitekter og byskabere, hvis
vi kun diskuterer byens arkitektur in-
ternt på tegnestuen med vores kolle-
ger? Som med alt andet i samfundet,
må det være kritikken, der driver ar-
kitekturen frem til et højere kvalitets-
niveau. Og så må kammerateriet tilsi-
desættes for en stund, når den faglige
diskussion raser.
Den gode historie
Jan R. Krause, som er leder af master-
40. 40
genvunden respekt og mane nogle af
”hvad skal vi egentlig med arkitekter”-
synspunkterne til jorden. Med det an-
svar følger også ansvaret for at formid-
le på en god og let forståelig måde, og
det kan være en svær øvelse i sig selv.
Konklusionen må derfor være: Mere
uddannelse i at kommunikere og for-
midle skriftligt i et letforståeligt og di-
rekte sprog. Efterspørgslen ses tydeligt
i tilslutningen til Arkitektforeningens
skrivekurser, som for første gang i år
er blevet udbudt til studerende og fær-
diguddannede.
Flere ’gode historier’ med arkitektfag-
ligt indhold, så mere eller mindre vel-
lykkede anmeldelser og beskrivelser
får en kvalificeret diskussion at hænge
deres argumentation op på. Her spil-
ler tegnestuernes kommunikationsaf-
delinger en stor rolle i vinklingen af
deres nyheder.
Større mod fra arkitekterne til at turde
sige – eller skrive – deres mening. Hvis
arkitekterne selv er villige til at stå
frem og ’sætte ansigt’ på arkitekturen
vil cand. mag’erne og journalisterne få
nogle flere kilder at vælge imellem, når
de skal researche til deres arkitekturhi-
storier. Det ville i høj grad bidrage til
en kvalificering af arkitekturformid-
lingen i den offentlige debat.
uddannelsen Architektur Media Ma-
nagement ved Bochum Universitet i
Tyskland, har skrevet en kort, men
meget præcis artikel om arkitekturfor-
midling i aviserne. Her påpeger han
vigtigheden af tegnestuernes kommu-
nikative evner, når de går ud i pressen
eller henvender sig med pressemed-
delelser om endnu en vunden konkur-
rence eller endnu et bæredygtigt kon-
torbyggeri.
I avisens kultursektion er arkitekturen
i hård konkurrence med andre, langt
mere person- eller stjernefikserede,
kulturbegivenheder. Og identifikatio-
nen, den personlige vinkel, sælger. Det
handler derfor for tegnestuerne om, at
sætte sig i redaktørens sted, og levere
en ’god historie’, når man vil igennem
med et budskab.
En ’god historie’ indeholder et eller fle-
re af følgende virkemidler: aktualitet,
væsentlighed, identifikation, sensation
eller skandale og konflikt. Det er, hvad
der på journalisthøjskolen, går under
navnet ’Nyhedskriterierne’. Arkitekter
har en tendens til at sælge deres vær-
ker, eller produkter om man vil, på
værdi i stedet for skandale, tidløshed i
stedet for aktualitet, bygningen i stedet
for den menneskelige historie, saglig-
hed i stedet for følelser. Med Krauses
ord: ”So sind Bedürfnisse des Redak-
teurs und Angebot des Architekten
nicht kompatibel.” Redaktørens ærin-
de og arkitektens tilbud kan umuligt
mødes.
Men skal man virkelig ’snyde’ læ-
serne til at interessere sig for det byg-
gede miljø omkring dem? Ifølge Jan R.
Krause er det ikke læsernes interesse,
det skorter på. Nærmere skribenter-
nes arkitektfaglige kompetencer. Der
er ganske enkelt en usikkerhed blandt
journalister og kulturredaktører om
forståelsen for og formidlingen af ar-
kitekturstoffet, som påvirker betyd-
ningen og vurderingen af forskellige
arkitektoniske temaer. Om dette også
gør sig gældende i Danmark, skal jeg
ikke stille mig til dommer over. Men
spørgsmålet er da relevant at stille.
Elitens arkitektur
Diskussionslysten i arkitektbranchen
er stor. Det har den alle dage været.
I globaliseringens navn har Arkitek-
tens Forlag derfor netop lanceret en ny
blogportal, hvor bloggere, arkitekter
og andre, vil inspirere til og facilitere
en bredere faglig dialog. På samme
måde diskuteres og argumenteres der
lystigt gennem diverse sociale medier,
hvor tonen er mere uformel og mindre
endegyldig. Men ved at holde diskus-
sionerne indenfor egne rækker risike-
rer vi at øge distancen mellem os selv,
som arkitekter og dem vi bygger for.
Og så er det nemt at komme og pege
fingre ad postmodernistiske tilbyg-
ninger i forstadens parcelhuskvarterer
eller håbløse gør-det-selv pavilloner i
murermestervillaernes baghaver.
Denne pointe understreger ph.d. i
Arkitektur ved University of Philadel-
phia Kasper Lægring i et blogindlæg
på Ingeniørens hjemmeside i forbin-
delse med Arkitekturens Dag i år. Her
argumenterer han for, at arkitektur er
blevet en eksklusiv affære mere end et
folkeligt anliggende og at den ”folke-
lige” arkitektur er blevet som et afsnit
af X-Factor, hvor kun den elitære Tho-
mas Blachman kan høre mislydene og
de falske toner.
Der er mange årsager til denne sam-
menligning, som jeg ikke skal kom-
mentere nærmere her. Men kon-
klusionen på Lægrings indlæg er, at
problemet ligger i arkitektens tab af
autoritet. Og at en måde at genskabe
denne autoritet på bl.a. går gennem
initiativer, der synliggør arkitekten og
dens rolle i samfundet.
Jeg mener, at vi som arkitekter har et
ansvar for at formidle, kommentere
og kritisere arkitekturen og de arki-
tektoniske problemstillinger i verden
omkring os. En større synlighed i me-
dierne vil formentlig give standen en
41. 41
interview
Torben Weirup har arbejdet som kunst- og
arkitekturkritiker på Berlingske Tidende siden
1993. I dag er han tilknyttet som freelanceskri-
bent. Han er oprindelig uddannet i dansk, film-
videnskab og kunsthistorie ved Københavns
Universitet.
Arkitekturformidlingen i aviserne er reduceret til anmeldelser af vellykkede ikon-
byggerier. Torben Weirup er bekymret for, om arkitekturdebatten overlever den kraf-
tige nedprioritering i dagbladene.
Hvordan vurderer du så kvaliteten af
det, der rent faktisk bliver skrevet?
Når der endelig bliver skrevet noget,
kommer det til at handle om mar-
kante byggerier, ikonbyggerier, som
kulturhuse og nogle gange erhvervs-
byggerier. Og altid om de vellykkede
projekter. Arkitekturformidlingen i
avisen foregår på nyhedskriteriernes
præmisser i dag, og når man produ-
cerer fem arkitekturanmeldelser om
året, er der ikke plads til at vurdere det
middelmådige. Det gør diskussionen
meget ensidig.
Foregår arkitekturdebatten så i nogle
andre medier nu?
Jeg tror det desværre ikke. Arkitekter-
ne er jo ellers nok så diskussionslystne,
men selv de dygtigste og mest sympa-
tiske arkitekter gør arkitekturen elitær,
når de skal fortælle om den. Hvis vi
skal se lidt lyst på det, synes jeg, at der
udgives mange gode bøger om arki-
tektur for tiden. De, der selv opsøger
arkitekturen, kan altså sagtens finde
inspiration og oplysning. Formidlin-
gen er bare ikke ude i offentligheden.
Hvad lægger du selv vægt på når du an-
melder arkitektur?
Æstetik, funktion og kontekst. Passer
projektet ind, gør det noget godt for
det sted, det er placeret? Det handler
om at hjælpe folk til selv at opleve ar-
kitekturen. Det kan man eksempelvis
gøre ved at give dem en baggrund for
et projekt. Lige nu er jeg, som alle an-
dre, særligt optaget af at diskutere by-
ernes transformation og forvandling.
Det er vigtigt at få folk til at forstå, at
byerne forandrer sig, og at vi ikke kan
blive ved med at bo som vi altid har
gjort.
12.11.2012
Skrives der mere eller mindre om arki-
tektur i aviserne i dag i forhold til tid-
ligere?
Det er min klare opfattelse at der, ge-
nerelt set, skrives meget mindre. Arki-
tekturen må vige for andre kulturfor-
mer. Politiken er privilegeret at have
en fastansat arkitekturskribent, men
alle andre aviser nedprioriterer arki-
tekturen.
Det er ganske enkelt et spørgsmål om
pladsmangel. Aviserne bliver mindre,
og derfor bliver debatten også mindre.
Men der burde helt sikkert være mere
arkitektur i aviserne. For det er noget
læserne går op i. Vi kan jo ikke slippe
for vores omgivelser.
Skyldes den prioritering at læserne ikke
er interesserede i at læse om arkitektur?
Nej, det tror jeg ikke. Men der er
mange, der fejlagtigt tror, at de ikke
interesserer sig for arkitektur. Det
bliver lidt den der med ”jeg har ikke
forstand på kunst, men jeg ved hvad
jeg kan lide”. Men det ændrer ikke på,
at arkitektur vækker følelser i folk. Vi
kan jo ikke slippe for vores omgivelser.
Byerne forandrer sig radikalt disse år,
og det er vigtigt at diskutere og forstå.
Men arkitektur tager tid. Formidlin-
gen af arkitekturen i aviserne er en del
af dens modning i befolkningens be-
vidsthed.
På nyhedskriteriernes
præmisser
43. 43
Definition. Kritikken eller anmeldelsen er skribentens chance for at
vurdere, kommentere og kritisere et værk. En anmeldelse er bygget
op af en beskrivelse eller karakteristik af det, der anmeldes, en men-
ing og en argumentation.
Solveig Schmidt: Journalistikkens Grundtrin II
45. 45
Aarhus Rådhus blev anlagt på en del-
vist nedlagt kirkegård tilbage i 1937.
Det monumentale kirkegårdsanlæg
gav arkitekt Arne Jacobsen og land-
skabsarkitekt Georg Boye et godt ud-
gangspunkt for at skabe en frodig park
allerede fra første dag.
Transformationen af kirkegården
blev foretaget med respekt for de ek-
sisterende planter og det oprindelige
arkitektoniske koncept. I dag ligger
Rådhusparken som en hengemt grøn
lunge i byen. Den gamle kirkegårdsallé
dominerer stadig parken og giver den
flade plæne med de solitære træer en
vertikal mur at spille op mod.
Rådhusparken anvendes primært som
transitrum i byen, fordi den forbinder
banegården og busgaden, Park Allé,
med den vestlige del af centrum, hvor
kulturelle attraktorer som Musikhu-
set, Aros, Voxhall og nu også Atlas og
Godsbanen har til huse. Bevægelsen
foregår primært på tværs af parken
eller i kanten langs Frederiks Allé. Og
netop Frederiks Allés heftige trafik
fremhæves af mange som den pri-
mære årsag til fravalget af parken som
opholdssted. Hvilket er en skam.
22.10.2012
Rådhusparken i Aarhus fungerer til daglig som transitrum for rigtig mange men-
nesker, der skal til eller fra byen. Men den historiske park har et rekreativt og land-
skabeligt potentiale, som dens besøgende sjældent ser.
Parken består af flere dele eller ople-
velser, om man vil. Nogle er meget
synlige, andre ikke. Staudehaven, som
Arne Jacobsen tegnede som overgan-
gen mellem rådhuset og parken, ligger
hengemt i et hjørne af parken, som
man ikke umiddelbart møder på sin
vej til og fra Banegården. Her kan man
gå på opdagelse på nogle smalle flise-
belagte stier, som snor sig ind og ud
og op og ned blandt mange forskellige
plantearter.
På forpladsen foran rådhusets hoved-
indgang markerer skulpturen ”Grise-
brønden” begyndelsen på den gamle
lindeallé, som også udgjorde rygraden
i den daværende kirkegård. Alléens
akse fortsætter, når man kigger mod
syd, gennem en smuk rotunde og en-
der i en stor kampesten, som henleder
opmærksomheden på de bevarede
gravsten langs parkens sydlige kant.
Rådhusparken er naturligvis en park
med en særlig officiel karakter, og den
har en historisk højtidelighed over sig,
ligesom selve rådhuset har det.
Parken byder på nogle landskabelige
oplevelser, som er helt enestående
for Aarhus midtby og som med for-
del kunne iscenesættes og anvendes i
langt højere grad end det er tilfældet
i dag. Vores rådhuse repræsenterer og
symboliserer demokrati og fællesskab,
og det er parken en lige så stor del af
som selve huset.
Parken er et af de eneste grønne ån-
dehuller i selve midtbyen, som kan
tilbyde en stor, beskyttet plæne, gamle
skyggende træer og forskellige land-
skabelige oplevelser. Parken er des-
uden udsmykket med flere skulpturer,
ligesom de omkringliggende by- og
parkrum er det i Aarhus’ kulturelle
centrum.
En bevidstgørelse af dette sted i byen
kunne med få virkemidler styrke by-
ens sociale liv og grønne identitet.
Byens park?
Billedtekster fra venstre mod højre;
1) Den gamle kirkegårdsallé af klippede træer er
bevaret foran Rådhussalen
2) Rotunde af stynede cypresser som markerer
skæringen mellem de to akser
3) Solitære træer står som objekter på fladen
4) Flisebelagt oplevelsessti i staudehaven
5) Områdets hierarki er styret af dets akser
46. 46
Musikhusparken, diagrammatisk plan i 1:2000
MUSIKHUSPARKENFrederiks Allé
Amfi
Rampe
Parterrehaven
Plæne
Gravplads
Vandspejl
Aros
Skulptur
Musikskolen
Musikhuset
Scandinavian Center
Ridehuset
Skulptur
Gravsten
Træ
Signaturforklaring:
47. 47
Musikhushaven foran Kjær og Rich-
ters lange glasfacade på Musikhuset er
oprindeligt en del af et større parkan-
læg, som landskabsarkitekt Sven Han-
sen forestillede sig bygningen ligge i.
I konkurrenceprogrammet fremgik
det at ”man tillagde det megen vægt,
at der blev opnået en helhedsløsning
af parkanlæg og bebyggelse, herunder
samspil med friarealerne på begge si-
der af Frederiks Allé.” Og hvordan er
det så gået med det?
Da parken blev anlagt i 1982 bestod
den af to græsklædte plateauer ved
musikhusets for- og bagside. Disse
plateauer blev forbundet af en terras-
seret skrænt, som på den ene side end-
te i et amfiteater. I dag er en udvidelse
af Musikhuset opført på det nederste
plateau og resten af det grønne om-
råde inddraget til parkeringspladser
i forbindelse med Aros. Amfiteateret
og den terrasserede skrænt eksisterer
stadig, men ligger ligesom klemt inde
mellem det store musikhus og det end-
nu større kunstmuseum.
Amfiteatret udgør ét overlevende
fragment fra den oprindelige park li-
gesom spejlbassinet, vendepladsen og
Musikhusparken definerer ankomsten til flere af Aarhus’ kulturinstitutioner. Men
den oprindelige park var ikke designet til at skulle rumme andet end musikhuset
alene. Derfor fremstår pladsen nu som et fragmenteret mellemrum i byen.
parterrehaven gør det. Men meget af
den oprindelige beplantning er væk
og parken er blevet underligt flad i sit
udtryk. Parterrehavens hække skaber
naturligvis rum i rummet, men par-
terrehaven i sig selv fremstår som et
aflukket og afvisende monument på
den store flade.
Netop de store flader er stedets stør-
ste svaghed. Parkeringsarealet foran
Scandinavian Center, forpladsen foran
musikhuset, som strækker sig i det
uendelige hen foran Aros og de grøn-
ne flader, som omkranser parterreha-
ven og strækker sig ud mod Frederiks
Allé med bare to klynger af fem træer
på hver. Alle fladerne mangler et over-
ordnet greb, som kan binde fragmen-
terne sammen, så de kan fungere som
underlag for områdets kulturelle til-
bud. Der mangler nogle rumligheder,
som inviterer til ophold og aktivitet.
Musikhusparken er efterhånden re-
duceret til Musikhushaven, parterre-
haven, som ganske vist stadig står i al
sin monumentale stolthed. Men idéen
bag den barokke have var jo netop at
denne skulle eksistere i samspil med
andre landskabelige elementer i den
store ”byens park”, som det hed sig i
dommerbetænkningen.
Musikhusparken er et sted i byen.
Den har både en historisk, politisk
og kulturel betydning i århusianernes
bevidsthed. Men den er ikke blevet en
”byens park” og har måske aldrig væ-
ret det? Hvis man anerkender parkens
nye funktion som forplads for, ikke
bare én, men flere kulturinstitutioner
og opgiver den forfaldne imitation af
et samlet, næsten symmetrisk parkan-
læg, kunne Musikhushaven blive ud-
gangspunktet for en ny ”byens plads”.
Jeg tror, de enkelte fragmenter ville stå
stærkere i en ny og mere urban kon-
tekst og samtidig give plads til, at Råd-
husparken kan udfoldes som områdets
grønne park.
Byens park?
Billedtekster fra venstre mod højre;
1) Kig over parterrehaven mod Aros
2) Aksialiteten ind mod Musikhusets indgang
3) Overgange mellem materialer og fragmenter
4) Amfiteatret ligger gemt og klemt mellem
Aros og Musikhuset
5) Parterrehavens små rum indbyder til ophold,
men benyttes sjældent
22.10.2012
48. 48
B Y P A R K E N
Byparken, diagrammatisk plan i 1:2000
Aarhus Rådhus
Plæne
Scene
Tilskuerbakke
Tivoli
Skovbakke
Cirkus
Vandvulkan
Skulptur
Gravsten
Allétræ
Træ
Signaturforklaring:
Frederiks Allé
49. 49
Med sin grønne flade og sine geome-
triske bakker, forenede Byparken den
romantiske rådhuspark med den ba-
rokke musikhushave. Byens borgere
strømmede til og politikerne stod i kø
for at tage æren for den gode idé og
en fremtidig realisering. Men hvorfor
blev parken egentlig så stor en succes,
og er det overhovedet en god idé at
gøre den permanent?
Byparken iscenesatte to allerede ek-
sisterende parkrum i Aarhus, som
mange aarhusianere benytter, men
som sjældent anvendes til ophold og
rekreative formål. Seks pyramidefor-
mede græsbakker i varierende højder
skabte nogle nye rumligheder i par-
ken mellem rådhuset og musikhuset
og gav anledning til at bevæge sig på
en ny måde i byen. Ikke bare i højden,
men også på tværs af de to parker. En
af pyramiderne midt på Frederiks Allé
blev brugt som vandvulkan.
Den fysiske forbindelse mellem Råd-
husparken og Musikhusparken gav
ganske vist trafikale udfordringer, men
den muliggjorde en forening af de to
parker,somalleredevarønsket,daman
tegnede Musikhusparken i 80’erne. Og
der er ingen tvivl om at lukningen af
Frederiks Allé havde en stor betydning
både for projektets sensationsværdi,
men også for publikums indtagelse af
parkrummet. Parken bidrog kort sagt
til en bevidstgørelse af Rådhusparkens
rekreative, landskabelige potentiale og
Musikhushavens stramme geometri
og, på mange måder, modsatte kvali-
teter. Men er sensationens kraft nok til
at begrunde en fremtidig, permanent
realisering af parken?
Det provokerende eksperiment vendte
fokus væk fra de ellers dominerende
bygninger. Parken skabte noget at
være fælles om i rummet mellem dem.
Men den underkender samtidig byg-
ningernes attraktivitet og historiske
betydning for de eksisterende parker.
Uden rådhus - ingen park, uden mu-
sikhuset - ingen have.
Heldigvis er det er jo netop hvad, et
midlertidigt projekt kan. Det kan tilla-
de sig at provokere og gøre det usand-
synlige. Men kun i kraft af sin midler-
tidighed. Og derfor gjorde parken sig
sikkert bedst som eksperiment, som et
indspark i diskussionen af et område
og en by under udvikling.
Området omkring musikhuset har væ-
ret i en udviklingsproces gennem lang
tid og vil også være det de næste man-
ge år. Derfor er det relevant at disku-
tere mellemrummet mellem de mange
kulturinstitutioner, som har potentiale
til at bidrage til stedets nye identitet i
lige så høj grad som de eksisterende
parker har det - hvis man vel at mærke
forstår at fremhæve og udnytte deres
kvaliteter og læse deres funktion, som
jeg allerede har kommenteret det i de
forrige anmeldelser.
Byparken er ikke svaret. Byparken er
spørgsmålet.
Byparken i Aarhus eksisterede kun i 12 dage. Den samlede for en kort bemærkning
to historiske parker i én og diskuterede vores måde at bevæge os i og bruge byen på.
Byens park?
Billedtekster fra venstre mod højre;
1) Byparken satte den bløde trafikant i fokus
2) De grønne bakker gav anledning til at bevæge
sig gennem byen på nye måder
3) Parken opstod på en nat takket være rulle-
græs og europaller
4) Tilskuerbakken blev flittigt brugt ved arran-
gementer på scenen
5) Byparken bandt Musikhusparken og Rådhus-
parken sammen
22.10.2012
50. 50
interview
Arkitektens redaktør, Martin Keiding, efterlyser en
mere kritisk tilgang til arkitekturformidlingen. Det er
kritikken, der flytter noget, mener han.
kitektforeningen; og PR, som primært
har tegnestuerne som afsender. Ser
man sådan på det, er det formidlings-
delen, der henvender sig mest direkte
til den brede befolkning, og her spiller
arkitektkonkurrencerne for eksempel
en stor rolle. Hvis der skal bygges en
ny skole i byen, involverer det jo man-
ge flere mennesker end bare skolelede-
ren og politikerne. Arkitekternes pro-
jektforslag kommenteres og diskuteres
offentligt, det bliver en ’ting’ i byen. Så
konkurrencerne er et godt eksempel
på en form for kritisk formidling, der
’kommer ud over rampen’.
Hvordan kan vi, som arkitekter, så gøre
en forskel?
På Arkitekten forsøger vi at anlægge
en lidt mere kritisk vinkel på vores ar-
tikler, så vi kan få åbnet op for en bre-
dere diskussion. Jeg tror generelt, vi
skal øve os i at være lidt mere kritiske.
Det er kritikken, der for alvor flytter
noget.
02.11.2012
”Den ny bølge” hylder PLOT/BIG for at
have bragt arkitekturen tilbage på avis-
forsiderne. Folk snakker om arkitektur
som aldrig før. Er det virkelig rigtigt?
Det er rigtigt, at PLOT og BIG har bi-
draget til en øget fokus på arkitektur i
offentligheden. Men set i forhold til en
egentlig arkitekturdebat, har de måske
mest haft betydning på et overordnet
megaplan. Så det korte svar er nok, at
der snakkes mere om arkitektur i me-
dierne, men at samtalen er blevet mere
tandløs.
Men hvordan får vi den diskussion ud
over rampen? Ud til dem, der skal bruge
og være i arkitekturen hver dag?
Jeg tror, det handler om at se på de
forskellige former for formidling. Al-
lan de Waal har engang formuleret det
sådan, at arkitekturformidling består
af tre ting: Kritik, altså det der bliver
skrevet i aviserne, på nettet og til dels
også i fagbladene; formidling, som den
varetages af for eksempel DAC og Ar-
Mindre snak,
mere kritik
Martin Keiding er uddannet arkitekt fra
Kunstakademiets Arkitektskole i 1985. Han
er ansvarshavende redaktør på Arkitekten og
bogredaktør på Arkitektens Forlag, og fungerer
som censor og fagdommer i arkitektkonkurren-
cer.
51. 51
Refleksion. Kan arkitekterne gøre en forskel for arkitekturformidlingen gen-
nem kritik og journalistik? Ja. Og nej. Der er ingen tvivl om, at arkitekturjour-
nalistikken har fået en større og større betydning for arkitekturen de seneste
år. Men der er ikke mange arkitekter bag tasterne, når diskussionen pågår i
aviser og dagblade, der for øvrigt specialiserer sig på særlige stofområder i
stadig stigende grad. Det er der til gengæld hos fagbladene, som gerne vil
kritisere og bidrage til en skarpere tone i debatten. Men rykker det noget? Og
kan man beskrive komplekse arkitektoniske problemstillinger i ord i stedet
for billeder? Arbejdet med dette kapitel fik særlig betydning for projektets
videre forløb. Jeg kunne efter første mellemkritik konstatere, at journalistik
er for journalister. Det gjorde i hvert fald ikke nogen bemærkelsesværdig for-
skel for teksterne, at de var forfattet af en arkitekt, som jeg ellers havde for-
ventet. Det skyldes til dels at journalistikken, foruden kritikken naturligvis,
er en objektiv genre. Den eneste indflydelse, skribenten kan have på sin hi-
storie, er valg af emne, vinkel og kilder. Men fuldstændig kontrollere histo-
rien kan man ikke. Anmeldelsen kan arkitekterne godt skrive, men de er ikke
nødvendigvis de bedste til det, som Karsten Ifversen påpeger. Og det bakkes
han sådan set op i af Martin Keiding, der efterlyser en skarpere kritik arki-
tekterne imellem. Det betyder imidlertid ikke at journalistikken ikke er god
for arkitekturen, men det er nok ikke den oplagte genre for arkitekten, hvis
han eller hun vil gøre en forskel. Ikke desto mindre gav interviewet, som jo
er én af journalistikkens grunddiscipliner, med Karsten Ifversen anledning til
nogle interessante diskussioner. Jeg besluttede derfor at fortsætte med at lave
interviews som en form for empiri. Oven på den konstatering, var kronikken
at regne for fasens stærkeste kort, dog ikke i en sådan grad, at Politiken ville
trykke den. Det var altså nødvendigt at skifte form på mine diskussioner, og
jeg fik hurtigt lavet en aftale med Arkitektens Forlag om at forsøge at bruge
bloggens korte og mere diskuterende karakter videre i projektet.
52. 52
Indledning. Der er ingen tvivl om at PR har en stor betydning for arkitektu-
rens synlighed i den offentlige debat. PR er tegnestuernes, developernes og
kommunernes redskab til at skabe positiv opmærksomhed omkring deres
arkitektoniske virke. Dette kapitel præsenterer min undersøgelse af bran-
dingens betydningen for arkitekturen og arkitekturformidlingen. Under-
søgelsen tager udgangspunkt i “Den ny bølge i dansk arkitektur” af Kjeld
Vindum og Kristoffer Lindhardt Weiss. Som det fremgår, argumenterer bo-
gen for, hvordan tegnestuerne, der opstod i 00’erne, opererer med et bran-
dingforhold, hvor branding og arkitektur smelter sammen. Fokus ligger på
’den gode historie’, som kapitlet om kritik også illustererer. Jeg argumenterer
imidlertid for at PR og branding er blevet et vilkår for alle tegnestuer i dag,
og at de gode fortællinger ikke er knyttet til et bestemt arkitektonisk udtryk.
Jeg har valgt at indlede kapitlet med en læsning af “Den ny bølge”, da jeg
har brugt uddrag af bogen som referencer og diskussionsoplæg. Blogindlæg-
get “For lidt eller for meget branding” diskuterer forholdet mellem bran-
ding og arkitektur, som det lægges frem i bogen af brandingekspert Rasmus
Bech Hansen. Teksten er et forsøg på at kommentere Rasmus Bech Hansens
‘brandingmodel’, som måske nok siger noget om de nye tegnestuers måde
at arbejde på, men ikke så meget om deres arkitektur. “Kommunikerende
arkitektur” understøtter det forrige indlæg og præsenterer tre eksempler på
arkitektur, der både profilerer tegnestuen bag og kommunikerer problemstil-
linger og potentialer i det offentlige rum. Ingen af projekterne tilhører dog
den ny bølge - i bogens forstand. Indlægget “Brudflader i dansk arkitektur”
er en sammenskrivning af mine noter fra et debatarrangement på DAC, der
havde til formål at diskutere ’Den ny bølge’. Her fik jeg mulighed for at stille
spørgsmål til mange af diskussionens nøglepersoner. Jeg undrer mig dog sta-
dig over, hvilken betydning den øgede brandingværdi har for den arkitektur,
der bliver skabt.
55. 55
Definition. Branding er det bevidste og systematiske arbejde med at asso-
ciere et firma, et produkt eller en person med et sæt af klare, positive værdier.
- Rasmus Bech Hansen
56. 56
Sat på spidsen, så starter
de med at skrive presse-
meddelelsen, få ideen til
den gode historie og desig-
ner så bygninger efter det.
- Rasmus Bech Hansen
Den nye medievirkelighed
Fra 90’erne og frem til år 2000 for-
talte arkitektstanden overvejende om
sig selv ud fra væsentlighedskriteriet
krydret med en lille aktualitetsvinkel.
Arkitekturscenen var langt hen ad ve-
jen lukket om sig selv, og arkitekterne
talte i indforståede koder i indforstå-
ede medier. Det var arkitekter, som an-
meldte arkitekter, og hvis målgruppe
var andre arkitekter. Arkitekturdebat
og –forståelse var således lukket land
for størstedelen af den danske befolk-
ning. I begyndelse af 2000-tallet ind-
træder så en flok unge arkitekter med
hættetrøjer og hiphop i ørerne, der gør
oprør og vender op og ned på dansk
arkitektur. Men det er ikke det, der gør
den nye generation unik.
”Snarere er det generationens evne til
at aflæse og navigere i en ny medie-
virkelighed, som for alvor udmærker
dem. En medievirkelighed, hvor de
fleste fagjournalister er sparet væk.
ren ryddede atter forsider med andet
end skandalehistorier om overskredne
budgetter.2
Med indtoget af web 2.0 og
sociale medier som Facebook og Twit-
ter kom omnibus-aviserne under pres.
Tegnestuerne tog selv magten over de-
res kommunikation og kunne hurtigt
og effektivt distribuere deres svimlen-
de visualiseringer.3
Pragmatiske utopier
Den øgede mediedækning resulterede
i en mere folkelig og demokratisk ar-
kitekturdebat,4
som først og fremmest
kan tilskrives PLOT/BIGs kommu-
nikationsevner og måde at forstå og
skabe arkitektur på.
”Det handler [...] om, at vi aldrig nogen
sinde henvender os eksklusivt til vores
kolleger. Eftersom arkitektur er et me-
get større projekt end spørgsmålet om,
hvad der er arkitektonisk pænt eller
grimt. Det er et fælles projekt for alle
mennesker på planeten Jorden, hvor-
dan vi gerne vil indrette vores byer og
bygninger, så de passer til den måde, vi
gerne vil leve på. Derfor bruger vi me-
get energi på klart og tydeligt at for-
mulere, hvordan projektet har relevans
i forhold til ønsker og behov, drømme
og forventninger hos folk, der ikke er
arkitekter [...] Vores projekter har haft
held med at mobilisere den bredere
befolkning, fordi de henvender sig til
folk på en måde, så andre end arkitek-
ter kan sætte sig ind i, hvorfor vi gør,
som vi gør,”5
siger Bjarke Ingels selv i
interviewet ”Pragmatiske Utopier”.
Selv om vi stadig står med det ene ben
i oo’erne, og kun så småt er på vej ind
i det nye årti, har Kristoffer Lindhardt
Weiss og Kjeld Vindum forsøgt at gøre
status over perioden ved at diskutere
og præsentere værker af de fremtræ-
dende tegnestuer og arkitekterne bag
i bogen ”Den ny bølge i dansk arki-
tektur.” Læsningen her tager udgangs-
punkt i fem tekster fra bogen. ”Den
pragmatiske vending” af Kristoffer
Lindhardt Weiss sætter rammerne for
diskussionen. ”Pragmatiske utopier”
er et interview med den ny bølges
ukronede konge. Her giver Bjarke In-
gels sin forklaring på BIG-generatio-
nens succeser. ”The big bang” og ”The
megaphone generation” diskuterer
den nye medievirkelighed og dens
konsekvenser for arkitekturen. Og
sidst, men ikke mindst, gør Carsten
Thau status på perioden i ”Arkitektur
der åbner verden”.
Farvel til det elitære
I løbet af 00’erne steg interessen for
arkitektur i medierne betragteligt.
Således blev ordet ”arkitektur” ifølge
en søgning på Infomedia nævnt 2066
gange i medierne i år 2000 mod 10.350
gange i år 2010.1
Det lykkedes i høj
grad arkitekterne at kommunikere ud
over arkitektbranchens snævre cirkler,
og der opstod en alliance mellem ny-
hedshungrende medier og arkitekter,
der dygtigt forstod at udnytte medie-
logikken og skrive historier med og
gennem deres arkitektur. Arkitektu-
”Den ny bølge i dansk arkitektur” diskuterer ’den pragmatiske vending’ som opstod
og foldede sig ud op gennem 00’erne. De unge tegnestuer blev et modsvar til postmo-
dernismen og den elitære arkitektur. Periodens buzzword var kommunikation både i
branchen og i arkitekturen.
Den ny bølge i dansk
arkitektur
Læsning
57. 57
Arkitektur og markedsøkonomi
Niveau 3-arkitekterne fusionerer
branding og arkitektur. Deres bygnin-
ger er brandingprojekter i sig selv. Sat
på spidsen, så starter de med at skrive
pressemeddelelsen, få ideen til den
gode historie og designer så bygnin-
ger efter det. Desuden har de typisk en
skarp overordnet historie om sig selv,
som understøttes af deres projekter og
det, de bygger.9
Dette skifte eller skred mellem fag og
branding er ikke noget enestående for
arkitektbranchen, men del af et gene-
relt skift inden for markedsøkonomi-
en, hvor brand’et eller det, der kaldes
de immaterielle værdier, nu ofte ud-
gør den største del af en virksomheds
værdi.10
Men hvilken betydning har alt
dette for arkitekturen?
Arkitektur der åbner verden
Bjarke Ingels bruger selv begrebet
”pragmatiske utopier” om sin arkitek-
tur. En sammensmeltning af en række
ønskværdige situationer i et nyt hele:
”Der er ikke nogen pointe i, at det er
skingert. Der er ikke en æstetik i clash.
Der er en pointe i at vise, at ret mod-
sætningsfyldte forhold kan eksistere i
harmoni,” forklarer han.11
Ifølge Carsten Thau omfavner ”Yes is
more” alle vilkår på markedet, her-
under øjensynlig finansmarkedernes
skalten og valten. Og det er ikke prag-
matik, fordi pragmatikken altid un-
dersøger den bedste mulighed med et
vågent øje til faldgruber.12
Thau er af den opfattelse, at de ting,
der er kommet ud af den ny bølge i
dansk arkitektur, i bedste fald er intel-
ligente og nutidige. Han argumenterer
for, at de unge tegnestuer har været
med til at sætte en dagsorden, hvor
arkitektur kan være noget, der åbner
verden. At der er andre ting mulige
end det at skabe et volumen, der gi-
ver ly og læ. Arkitekturen forsøger at
imødekomme de nye storbyers ønske
om, at byen skal iscenesætte sig selv
og ideologisk står den på skuldrene af
postmodernismen. Manipulationen af
grafiske tegn frem mod en større bil-
ledlig kommunikation, optræder nu i
pragmatikken, hvor man flytter hele
denne strategi over i programmet. Og
han roser enkelte projekter fra perio-
den, men konstaterer at udfordringen
nu består i, at der på den formelt-
æstetiske front kommer titusinder af
projekter inden for dette idiom fra
alverdens arkitektskoler [...] og at det
næppe er her, Danmark skal ligge i det
internationale marked.13
Hvor arkitekturstoffet bliver dækket
af journalistpraktikanter, som skriver
om arkitektur den ene dag og sport
den anden. Hvor dommerkomiteer er
blevet invaderet af lægfolk. Og hvor
der er massiv konkurrence om at blive
set og hørt.” 6
Den hidtil usete medieeksponering i
populærmedierne betød genkomsten
af arkitekten som superhelt og offent-
lig figur og samfundsdebattør på linje
med politikere og andre eksperter. Ar-
kitekturen blev relevant igen, og den
daværende regering kvitterede med en
national arkitekturpolitik.7
Branding og PR
”Hvor evnen til at opbygge et brand
tidligere var en konkurrencefordel, er
det nu blevet en præmis for at begå
sig på det globale arkitektmarked,”
skriver Rasmus Bech Hansen i sit es-
say om ”The megaphone generation.”
Han mener, at nutidens arkitekter er
blevet helt centrale aktører i opmærk-
somhedsøkonomien, og at arkitektens
værdiskabelse, både for offentlige og
private bygherrer, er tæt forbundet
med evnen til at generere omtale. Der
hersker altså en økonomisk logik, hvor
nødvendigheden af en unik historie
omkring et byggeri er blevet vigtigere
end nogensinde før.8
Rasmus Bech Hansen udfolder for-
holdet mellem arkitektur og branding
på tre niveauer. På det første niveau er
brand’et ligegyldigt for arkitekturen.
Set i dette perspektiv handler det slet
og ret om at skabe gode bygninger,
som er værd at leve i og se på.
Blandt arkitektvirksomhederne på
niveau 2 er brandingens betydning
erkendt og accepteret, men den be-
tragtes som en taktisk, operationel
udfordring. Virksomheder på dette
niveau har typisk ansat kommunika-
tions- og pressefolk, som produce-
rer profilartikler og skubber historier
frem om nye projekter, vundne kon-
kurrencer og priser etc., ligesom de ty-
pisk har investeret i flotte hjemmesider
og andet kommunikationsmateriale.
1, 3, 6 Svante Lindeburg
2,4, 7 Kristoffer Lindhardt Weiss
5, 11 Bjarke Ingels
8,9, 10 Rasmus Bech Hansen
12, 13 Carsten Thau
58. 58
Blog
Branding er unødvendig for arkitektur
”På det første niveau er brand’et ligegyldigt
for arkitekturen. Set i dette perspektiv handler
arkitektur slet og ret om at skabe gode
bygninger, som er værd at leve i og se på.”
Branding er lig med kommunikation af
arkitektur
”Blandt arkitektvirksomhederne på niveau 2 er
brandingens betydning erkendt og accepteret,
men den betragtes som en taktisk, operationel
udfordring.”
Branding og arkitektur smelter sammen
”Niveau 3-arkitekterne fusionerer branding
og arkitektur. Deres bygninger er branding-
projekter i sig selv. Sat på spidsen så starter
de med at skrive pressemeddelelsen, få
ideen til den gode historie og designer så
bygninger efter det.”
Arkitektur er unødvendig for branding
”Niveau 4-arkitekterne fokuserer på den
gode historie. Deres bygninger er dybt
afhængige af tegnestuens brand og rummer
ud over fortællingen ingen arkitektoniske
kvaliteter.
Figuren her illustrerer forholdet mellem ar-
kitektur og branding. De tre første niveauer er
gengivet som Rasmus Bech Hansen har beskre-
vet dem i Den Ny Bølge. Det fjerde niveau til-
føjer jeg i min diskussion af ”For lidt eller for
meget branding?”
59. 59
”Hvor evnen til at opbygge et brand tidligere var en konkurrencefordel, er det nu
blevet en præmis for at begå sig på det globale arkitektmarked,” skriver brandin-
gekspert Rasmus Bech Hansen i artiklen ”The megaphone generation” fra Den
Ny Bølge. Og det burde en kommunikationsinteresseret arkitektstuderende jo
klappe i hænderne over.
Men kan man ikke få for meget branding og for lidt arkitektur?
I artiklen skitserer Rasmus Bech Hansen en model for forholdet mellem arki-
tektur og branding i tre niveauer. Jo længere op på modellens trin vi kommer, jo
større bliver sammenhængen mellem de værdier og den historie, en tegnestue
ønsker at associere sig med og dens arkitektoniske udtryk.
På modellens første niveau finder vi de tegnestuer, for hvem branding ingen be-
tydning har. Niveau 1-tegnestuer opererer ikke med nyhedsbreve, facebook- og
twitterkontoer og den slags. De har ikke noget ’navn’ og derfor kender vi dem
oftest ikke.
På modellens næste niveau finder vi mange af de etablerede tegnestuer. For dem
er brandingens betydning erkendt, men den betragtes som en taktisk, operatio-
nel udfordring. På niveau 2 nedskrives den arkitektoniske fortælling i elvte time
til distribution gennem pressemeddelelser, nyhedsbreve og via egen hjemmeside.
På niveau 3 opløses forholdet mellem arkitektur og branding. Den gode historie
bliver mindst lige så vigtig som det arkitektoniske output, og arkitekturen bliver,
i sig selv, en fysisk manifestation af tegnestuens brand. Et eksempel på en sådan
virksomhed er naturligvis danske BIG. Men også tegnestuer som Herzog & de
Meuron, hvis brand bygger på en ”ikke-holdning” til kommunikation og PR,
hører til i denne kategori, fordi deres arkitektur bærer brandet i sig selv.
Det bemærkelsesværdige i modellen er, at det arkitektoniske output kun be-
handles på niveau 1, hvor det ifølge Rasmus Bech Hansen handler om ”slet og
ret … at skabe gode bygninger, som er værd at leve i og se på.” Skulle man altså
fortsætte modellen, ville niveau 4 være niveauet, hvor arkitekturen er unødven-
dig for brandingen. Eller worst-case-scenario; fuldstændig unødvendig.
Det er selvfølgelig sat på spidsen, men det er da problematisk, hvis balancen mel-
lem arkitektur og branding forskydes så meget, at historien bliver vigtigere end
arkitekturen. Eller arkitektens navn for den sags skyld, som Martin Keiding også
er inde på i en kommentar til et tidligere indlæg.
Når alt kommer til alt er arkitektur i 1:1 vel i virkeligheden den bedste omtale,
en tegnestue kan få?
Og den laves næppe af gode historier alene.
26.11.2012
For lidt eller for
meget branding?
Hvis udviklingen af for-
holdet mellem arkitektur
og branding fortsætter,
risikerer vi at skulle bo i
et brandingobjekt snarere
end et byggeri af høj arki-
tektonisk kvalitet i fremti-
den. Hvor går grænsen?
61. 61
’Den ny bølge’ er til heftig debat både her på bloggen og i medierne. Personligt
harcelerede jeg lidt over Rasmus Bech Nielsens artikel ”The megaphone genera-
tion” i mit forrige indlæg.
Og jeg er ikke helt færdig med at forfølge diskussion af forholdet mellem bran-
ding og arkitektur. Jeg er nemlig ikke enig i, at branding gennem arkitektur er
forbeholdt de unge tegnestuer fra bølgegenerationen.
Byparken, som Schønherr tegnede til Aarhus Festuge i år, er for eksempel et godt
bud på et projekt, der meget klart kommunikerer et arkitektonisk og samfunds-
relateret budskab.
Projektet diskuterer blandt andet byens rum, prioriteringen af den bløde tra-
fikant og foreslår nye måder at bevæge sig på i byen. Og selv om parken var
midlertidig, vil den spille en rolle i diskussionen af byens udformning fremover.
Ligesom Skoven på Store Torv gjorde det i 2010.
The High Line i New York er et eksempel på et projekt, der ikke alene kommuni-
kerer og diskuterer bæredygtighed og byudvikling i sig selv. Det er et projekt, der
rent faktisk opstod ud af en samfundsdebat. Her kan man altså for alvor snakke
om ”den gode historie” som udgangspunkt for designet. Se evt. dette interview
med initiativtagerne Joshua David og Robert Hammond, hvor de fortæller om
projektet.
Begge projekter er gode eksempler på kommunikation gennem arkitektur. Og
begge projekter bidrager til at tegne et billede af henholdsvis Schønherr og Field
Operations som tegnestuer.
Men Schønherr er ikke en del af ’den nye bølge’ – i bogens optik. James Corner
og Field Operations ej heller. Og Herzog og de Meuron, som der ellers refereres
til i essayet af Rasmus Bech Hansen, har eksisteret siden 1978.
De tre tegnestuer opererer ikke desto mindre på samme vilkår som tegnestuerne
i bølgebogen. Og med stor succes.
Så spørgsmålet er, om det ikke er vilkårene for formidlingen eller kommunika-
tionen af arkitekturen, der er under forandring i højere grad end det er måden at
forme og udtænke arkitektur på?
Og så er vi tilbage ved diskussionen om ’arkitekturformidling på nyhedskrite-
riernes præmisser’. Og den kan du jo studere, hvis du har tid og lyst. Jeg læser i
hvert fald lidt videre…
Historien om The High Line Park bliver for øvrigt fortalt i Gary Hustwit’s film Ur-
banized fra 2011, som jeg så til Arkitektforeningens julekomsammen i Øst for Para-
dis i går. Det er en anbefalelsesværdig film, synes jeg. Og det synes The Times også.
Kommunikerende
arkitektur
Oven på en veloverstået
mellemkritik, går mit af-
gangsprojekt nu ind i sin
afsluttende fase. Jeg dis-
kuterer stadig branding og
arkitektur. Og leder efter
og studerer gode eksem-
pler på arkitektur, der er
mere end værket i sig selv.
Få to bud her.
05.12.2012
63. 63
Noter fra DAC. Det var nærmest som på bestilling, at DAC inviterede til debat
om brudfladerne i dansk arkitektur med udgangspunkt i Den Ny Bølge. Pane-
let tegnede lovende med Dan Stubbergaard fra COBE og David Zahle fra BIG
som repræsentanter for tegnestuerne i bogen, Søren Rasmussen fra ONV (som i
virkeligheden står for noget så gammeldavs som Ovengaden Neden Vandet) og
Merete Lind Mikkelsen som repræsentanter for ’noget andet’ som også kom ud
af 00’erne. Og sidst, men ikke mindst, Kristoffer Lindhardt Weiss og Kent Marti-
nussen til at sætte rammerne om diskussionen.
Den egentlige diskussion, som Pernille Stensgaard fra Weekendavisen modere-
rede, lod imidlertid vente på sig. Ikke at de første timers indlæg ikke indeholdt
interessante pointer. Især Dan Stubbergaard formåede at male et billede af sin
samtid med den brede pensel. Men tonen var ”midtersøgende” som David Zahle
jokede i sin indledning, og den vedblev sådan set at være det arrangementet ud.
Ikke desto mindre gav den efterfølgende paneldebat anledning til et par noter i
min skitsebog. Her blev forfatter og vinder af Henning Larsen Fondens skrive-
konkurrence Tid og Rum, Sanne Flyvbjerg, desuden inviteret på scenen.
Det var for det første interessant at høre en redaktør fra Danmarks Radio spørge
til, hvordan man gør arkitekturformidling på tv nærværende og får den ’ud af
dagligstuerne’, som hun formulerede det. Og at opleve usikkerheden brede sig i
panelet, da de skulle tage stilling til et svar. Den nye medievirkelighed og den ny
bølge er måske nok så indbyrdes afhængige, men idéer til en egentlig nytænk-
ning af arkitekturformidlingen, var der ikke mange af.
I forlængelse af den diskussion har jeg nedfældet Dan Stubbergaards’ pointe om
den nye medievirkeligheds betydning for arkitekturen nogenlunde sådan her:
”Kommunikation er meget, meget vigtig for måden vi arbejder på. Vi stiler mod
at skabe en enkel fortælling, som kan direkte oversættes til, hvordan vi arbejder
arkitektonisk. Vi skaber ikke fortællinger for at komme på forsiden af blade og
aviser. Kommunikation er en måde at tænke arkitektur på – en arbejdsmetode.”
Og for en gangs skyld var der nogle, der tog kampen op med ’de unge lømler’,
som de kærligt blev døbt, og diskuterede faren ved ”den gode historie”. Merete
Lind Mikkelsen tog bladet fra munden og påpegede, at der findes store forskelle
i fortællingernes kvalitet, at det er problematisk at fortælle en historie, hvis man
ikke har noget på hjerte. Hun sammenlignede, egentlig meget præcist, de sub-
stansløse historier med en dårlig krimi, dog uden at nævne navne. Søren Ras-
mussen forsøgte at følge op med en kommentar om at ”historierne også skal
have plads i virkeligheden” i den forstand, at der skal bygges noget, for at histori-
erne for alvor får liv. Men den stikpille overhørte David Zahle vist.
Det havde været fedt hvis deltagerne var gået lidt mere til flæsket (det er vel jul)
– om ikke andet så for diskussionens skyld. Man er vel lige gode venner af den
grund?
Du kan lave dine egne noter til debatarrangementet, hvis du har lyst. DAC har
nemlig filmet hele molevitten (inklusive afgangsprægede spørgsmål fra underteg-
nede) til ære for indbyggerne i provinsen og de københavnere, der ikke nåede frem
gennem snemasserne. Del i så fald gerne dine refleksioner i kommentarfeltet her-
under.
Mandag den 10. december
afholdt Dansk Arkitektur
Center debatarrangemen-
tet ’Brudflader i dansk
arkitektur: erfaringer og
udvikling fra en ny bølge’.
Her følger et smugkig i
mine hastige skriblerier
fra eftermiddagen.
20.12.2012
64. 64
2000 ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKI-
TEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEK
2010 ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKI-
TEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKI-
TEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKI-
TEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKI-
TEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKI-
TEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKI-
TEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKI-
TEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKI-
TEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKI-
TEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEK-
TUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKI-
TEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR AR-
KITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR
ARKIT
Ordet ”arkitektur” blev nævnt 2066 gange i
medierne i år 2000 mod 10.350 gange i år 2010.
Det er en stigning på næsten 500 %.
- Svante Lindeburg: The big bang
65. 65
Refleksion. Diskussionen af forholdet mellem branding og arkitektur har
været en udfordring for mig. Det er derfor også den diskussion, jeg primært
vil forfølge i det nye år frem til præsentationen af projektet. Det er min opfat-
telse, at diskussionen handler både om forretning og arkitektur - en ’ny’ arki-
tektur om man vil, eller i hvert fald en ny måde at tænke arkitektur på. Som
Dan Stubbergaard udtrykker det er ”kommunikation en arbejdsmetode - en
måde at arbejde med arkitektur på.” Han beskriver altså den sammensmelt-
ning af branding og arkitektur, som Rasmus Bech Hansen tilskriver den ny
bølge. Som jeg skriver i blogindlægget ”Kommunikerende arkitektur” er jeg
i tvivl om, hvorvidt dette ’arbejdsvilkår’, hvis man kan kalde det sådan, er
forbeholdt de unge tegnestuer. Flere af bogens eksempler tilhører en, måske
velbrandet, men ikke ny generation af arkitekter. Det er altså ikke nødven-
digvis kun de pragmatiske bølgetegnestuer, der opererer på 00’arkitekturens
præmisser, som jeg også forsøger at eksemplificere det i samme indlæg. Det
interessante er så, om brandingfikseringen har betydning for den arkitekto-
niske kvalitet, og det kan man selvfølgelig ikke give et entydigt svar på. Der
var mange samfundsrelaterede parametre, som spillede ind på arkitekturen
i 00’erne både før, og særligt, efter den økonomiske krise satte ind. Men Car-
sten Thau og Merete Lind Mikkelsen har en pointe, når de ønsker at disku-
tere den nye arkitektoniske diskurs. Men her er det måske ikke så meget et
spørgsmål om måden at lave arkitektur på, men om kriterierne for målet. Ka-
pitlet her er fattigt på interviews. Det skyldes til dels, at jeg har brugt bogens
interviews og essays som udgangspunkt for mine diskussioner, dels at den,
i denne sammenhæng, vigtigste interviewperson af dem alle, Torben Schøn-
herr, ikke har haft tid til et interview med mig før i det nye år. Jeg kunne
nemlig godt tænke mig at høre hans vurdering af mediesituationen i dag i
forhold til for 30 år siden. Om det er noget, de er bevidste om på tegnestuen,
når de tegner et projekt som Byparken. Men så er der heldigvis noget at se
frem til.
66. 66
Indledning. Det er ingen hemmelighed at projektet har taget form efter aktu-
elle begivenheder undervejs i forløbet. Var ”Den ny bølge” ikke udkommet,
havde PR-diskussionen måske næppe fået så stor opmærksomhed i projek-
tet. Ikke desto mindre foregår der en masse formidling, som ikke hører til
hverken kritik eller PR-kategorien. Dette kapitel præsenterer og diskuterer
derfor forskellige interessenters holdning til arkitekturformidling i den brede
forstand. ”Formidling” er den bredeste af de tre kategorier, jeg arbejder med.
Den dækker over interesseorganisationer, kulturinstitutioner, uddannelses-
institutioner, medier m.m. Og måske vigtigst af alt; de udøvende arkitekter.
Fælles for de mange indgangsvinkler til arkitekturformidlingen er målet om
”at gøre arkitektur nærværende for alle mennesker”, som Jane Sandberg si-
ger det i sit interview. En væsentlig spiller i arkitekturformidlingen er arki-
tekterne selv. Indledningsvis finder du et interview med Rasmus Brønnum,
som jeg primært lavede for min egen skyld i forbindelse med min debut på
bloggen på arkfo.dk. Det viste sig imidlertid at Rasmus’ tilgang til blogging
faktisk også kunne bruges i selve projektet. Rasmus, som er uddannet på
akademiet og udøvende arkitekt, bruger nemlig bloggen som sit personlige
formidlingsorgan. Som en vidensdelingscentral for alle, der er interesserede
og som sin egen efteruddannelse. Jane Sandberg, direktør for Arkitektfor-
eningen, sætter også fokus på arkitekternes ansvar for formidlingen af vores
fag. Hun fortæller om arkitektforeningens formål og politisk styrede kom-
munikation, og argumenterer for foreningens eksistensberettigelse, selv om
den ikke altid er lige synlig for offentligheden. Ind imellem diskuteres arki-
tektur på film og TV og udfordringerne ved at skulle formidle arkitektur for
alle. Det handler blandt andet om den nye ’Gehl-film’ The Human Scale og
om Danmarks skønneste hjem. Rasmus Rune Nielsen, som er udviklings-
chef på DAC og forhenværende partner i 2+1 Idébureau, tegner et billede af
fremtidens arkitektur(formidlings)center, og giver debatten pondus ved at
påpege arkitekturens værdi i den demokratiske proces.
68. 68
Rasmus Brønnum er arkitekt og blogger på
Rasmus Brønnums Blog. Han er uddannet fra
Kunstakademiets Arkitektskole, og har tidligere
arbejdet som skitserende og projekterende arki-
tekt i egen virksomhed samt C.F. Møllers Tegne-
stue og EFFEKT. Bloggen passer han i sin fritid
ved siden af tegnestuearbejdet.
At blogge om arkitektur handler for Rasmus Brønnum
om personlig udvikling og om at give den udøvende ar-
kitekt en stemme at identificere sig med.
i købet tit på en måde, som for mange
kan være svær at identificere sig med.
Min blog er blevet et alternativ til de-
res stemmer – en stemme fra én, der
”bare” arbejder som arkitekt. Men jeg
så gerne at der var mange flere kolle-
ger som fandt samme, eller lignende
måder at kommunikere deres tanker
på. Det har åbnet mange nye døre og
muligheder for mig.
Hvad kan bloggen, som andre (arkitek-
tur)medier ikke kan?
Bloggen som medie har en enorm fri-
hed. Både for læseren og for den, der
skriver den. Jeg kan skrive hvad jeg
vil, når jeg vil uden hensyn til et tema,
omfang eller form. I mit tilfælde bety-
der det, at jeg skriver lidt om alt mu-
ligt. Jeg forsøger at skrive humoristisk
og gøre det sjovt for læseren at bruge
bloggen. I mine indlæg er der altid
ting at trykke på, noget at downloade,
en film eller links til tidligere indlæg.
Det gør, at man får noget mere end
bare en tekst og nogle billeder.
Et blogindlæg er også mere dynamisk
13.11.2012
Hvorfor begyndte du at blogge?
I starten gjorde jeg det mest for min
egen skyld. For at have et sted at dele
alt det, der interesserer mig, og som
også kunne interessere de venner og
kollegaer, som læste det. Der var in-
tet, der var for banalt at skrive om. Jeg
mener, hvem vil ikke gerne se en fed
musikvideo? Det er også derfor blog-
gen ikke hedder noget med arkitektur
eller arch-. Det er bare Rasmus Brøn-
nums blog.
Hvad er forskellen fra dengang til nu?
I dag er der virkelig mange, der føl-
ger med, mange tusinde. Det tror jeg
blandt andet skyldes, at den enkelte
ansatte, arbejdslivet igennem, har
svært ved at overskue og diskutere
en egentlig arkitektonisk diskurs. Det
handler både om de kompetencer vi
vælger at efteruddanne os i, men også
om virksomhedsstrukturer. Det er
stort set kun ledelsen på tegnestuerne,
som har en offentlig stemme. De ene-
ste, der ellers siger noget, er dem, der
skriver i tidsskrifterne, og det er oven
Alle arkitekter burde
have deres egen blog
interview
