School magazine for department of Anthropology at Universty of Aarhus, where I have been training myself using Indesign. This is the Spring '07 issue. It's a pity, the frontpage is severely bruised by some of the Slideshare system. You can find the original frontpage in my Slideshare profile - it looks a lot nicer.

1. d
Ant ropolo gi o g E tno gr a f i
INF RMANTEN
fordi sandheden skal konstrueres april 07
Læs om...
Lænestols-
antropologi
i Second Life
Charlotte i Ghana
Testsejlads
i Stillehavet
Jagten på
verdens mest
intelligente mennesker
Hvorfor
Hylland-Eriksen
pisser mig af...
Arven
efter
Geertz
Inf rmanten
d

2. informanten
Leder
Antropologien mistede i efteråret en af fagets ledende lyden til de afrikanske trom-
og mest diskuterede personligheder, da Clifford Geertz mer med på praktikophold i
(1926 – 2006) desværre åndede ud efter et liv med aka- Malawi eller Ghana og lad dig
demisk bravour. Geertz har udbredt antropologisk teori inspirere af fotografier i antro-
og metode både indenfor og udenfor faget, og vi kender pologien. Test dit nationale
ham for en indædt kamp mod positivistiske tenden- tilførsforhold, sejl med fagets
ser, for begreber som thick and thin description, samt sømænd på Galathea-ekspedi-
det udødelige spin omkring det diffuse kulturbegreb. tionen og hør om dig selv og den
Geertz er måske den mest refererede antropolog til dags danske identitet fra en tysk stude-
dato, og han er for de fleste kendt som ophavsmanden rende. Dette blandt meget andet
til den symbolske antropologi. Han var i 1980´erne og er en del af Informanten i nye klæder,
1990´erne udsat for en heftig kritik, og hans ideer blev forår 2007.
tortureret og dødsdømt af den berygtede repræsen- På de indre redaktions-linier går
tations-inkvisition. Trods denne retoriske rettergang rygterne om et generationsskifte,
har Geertz fundet sin renæssance, og han bliver flittigt hvilket desværre afspejler sig i virke-
brugt indenfor blandt andet organisationsantropolo- lighedens dystre ansigt. Vi siger med
gien og har flere fingre med i feltarbejdets metodiske gråd i stemmen farvel til gamle men
spil. I virvaret af kritik og lovprisninger er det svært, for ikke udbrændte redaktions-sjæle,
ikke at sige umuligt, at sætte Geertz og hans livsværk i men hvad der er endnu vigtigere si-
en teoretisk bås. En synd der ikke ville være i Geertz´ ger vi også HEJ til nye og entusiastiske
ånd og gå direkte mod hans syn på videnskaben som et medlemmer af redaktionen. Vi har al-
åbent fortolkningsunivers. Vi vil dog alligevel dedikere lerede fået flere fremragende skribenter
dette blad til hanekampens mester med en kort nekro- med i logen, men der er altid plads til fle-
log samt nogle artikler om hans forfatterskab og ellers re ildsjæle. Kom glad, til dig som vil gøre en
opfordre til videre studier af en af antropologiens stør- forskel og med pennen som våben være med
ste tænkere. til at konstruere sandheden.
Ud over temaet præsenterer vi i dette lidt forsinkede
forårsnummer meget andet, og gamle som nye skriben- Med mine sidste penne-strøg byder jeg velkommen til
ter har glædet os med deres tanker og ord. Gør dig klar endnu et nummer af Informanten.
til et eventyr om verdens klogeste mennesker, tag med Simon Lex
Redaktion
Ane Rolsted Rikke
Jonas Sindal Bonde
Nielsen Elisabeth
(layouter) Poulsen
Troels-Henrik Cecil Marie
Simon Westergaard Schou Pallesen
Balslev Krag Lex (ansv. redaktør)
Informanten er Afdelingen for Antropologi og Etnografis studieblad
Trykkeri: Fælles Trykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora
Oplag: 200 eksemplarer
Inf rmanten 2
d

3. tema
Nekrolog
Efter en kompliceret hjerteoperation døde antro-
pologen Clifford James Geertz d. 31. Oktober 2006.
Han blev 80 år.
Gennem sin 50 år lange karriere, opnåede Geertz et betyd-
ningsfuldt eftermæle blandt så forskellige faggrupper som
geografer, økologer, statskundskabere, humanister og histo-
rikere.
For de fleste antropologistuderende er Geertz sandsyn-
ligvis mest kendt for ”Interpretation of Cultures”. Værkets
lyriske indledning er karakteristisk for Geertz´s skrivestil og
kan ses som et levn fra hans tidlige drøm om at blive forfatter.
I årenes løb har han modtaget en lang række litterære priser
og æresgrader fra bl.a. universiteterne Harvard, Yale, Prince-
ton og Cambridge samt Antichoch, Swarthmore og Williams
collages. Hans værker er oversat til over 20 sprog.
Geertz bevægede sig indenfor en række forskellige antro-
pologiske felter, blandt andet arbejde, religion, med særligt
fokus på islam, basarhandel, økonomisk udvikling, traditio-
nelle politiske strukturer, samt landsby- og familieliv. Han
var med til at ændre den gængse tænkemåde på mange om-
råder ved at pege på kulturel kompleksitet og behovet for
fortolkning.
Sine feltarbejder koncentrerede Geertz omkring Java,
Bali, Celebres og Sumatra i Indonesien, samt i Marokko. I vard universitet for at læse antropologi.
maj 2000 blev han tildelt en ærespris i Marokko. 1952-56 Forskningsassistent
Af nære efterladne er hans kone, antropologen Dr. Ka- 1956 Geertz modtager Ph.D. fra Afdelingen af Sociale
ren Blu, børnene Erika og Benjamin Geertz samt ekskonen Relationer.
Hildred Geertz, professor emeritus ved antropologi ved Prin- 1956-57 Henholdsvis lektor og instruktor på Harvard
ceton. 1957-58 Lektor ved center for internationale studier ved
Massachutes teknologiske institut
Geertz CV 1960-61 Professor Assistent ved antropologi på Berkely, ef-
1926 Clifford James Geertz fødes d. 23. August, San Fran- terfølgende samme stilling i Chicago
sisco. 1962 Promoveret til Assosiate professor
1943-45 Aftjener værnepligt i flåden 1964 Professor
1945 Begynder på Antioch College i Yellow Springs, 1968 Udnævnelse til afdelings professor i samfundsvi-
Ohio med hovedfag i engelsk. Efter et praktikop- denskab
hold som redaktions bud på The New York Post, 1970 Permanent ansættelse på samfundsvidenskabeligt
finder Geertz ud af, at hans fremtid ikke er som fakultet på Institut for Fremskridts Studier
medarbejder på en avis, og skifter til filosofi. 1982 Udnævnes til Harold F. Linder professor.
1950 Modtager A.B. i filosofi, hvorefter han tog til Har- 2000 Udnævnes til Professor Emeritus.
Inf rmanten
d

4. tema
I take nature
to be (some of) those webs...
Af Dennis Nørmark fordi den er meget mere fleksibel, end de emotionelle reakti-
onsformer. Med kultur kan vi hurtigt distribuere ny viden til
Det er velkendt, at Clifford Geertz skrev om kulturen, at den hinanden, og vi kan tilpasse vores kulturelle viden i forhold
var et net af betydning som mennesket spandt om sig selv. til det, der gavner vores overlevelse. Menneskearten behøver
Det er også velkendt, at han beskæftigede sig med kulturens ikke, at vente på at en fordelagtig genetisk mutation, breder
offentlige former og fortolkningen af disse, men at Geertz sig til hvert enkelt individ og giver dem de egenskaber, der
også havde en idé om, hvad kulturen kom af, er der nok ikke skal til for at dyrke jorden, nej, vi kan blot vente på at nogen
mange der ved eller beskæftiger sig med. Den har også puttet får ideen, hvorefter vi igennem evnen til selektiv imitation
sig godt, i hovedværket The Interpretations of Cultures i ka- kan viderebringe informationen, lige nu og her. Informatio-
pitlet: ”The Impact of the Concept of Culture on the Concept nen skal ikke først overføres med digital præcision fra foræl-
of Man”. dre til afkom igennem generne. Kultur bliver således, hvad
Her ser vi noget så sjældent som en antropolog, der be- antropologen William H. Durham har kaldt en ”anden kanal
skæftiger sig med menneskets evolutionshistorie (eller, det for informationsoverførsel indenfor en menneskegruppe, et
er der sådan set masser af antropologer der gør, men sjældent sekundært system af arv.”
dem vi beskæftiger os med på Moesgård), og giver et bud på,
hvor kultur kommer fra. Det er blot ikke særlig præcist: ”en Putting all the eggs in one (cultural) basket
eller anden form for genetisk ændring gjorde mennesket i Kultur er en biologisk mulighed for Geertz, og på samme
stand til at producere og udøve kultur.” måde er den det, for den evolutionære psykologi. Nogle
Vi får ikke af vide, hvilken mutation og hvor og vi får dyr har store horn, andre har ekkolokalisering og nogle kan
ikke at vide. Men ok, det er heller ikke Geertz’ projekt. Hans finde vej ved hjælp af stjernerne . Mennesket har udviklet
projekt er at vise os, hvad forholdet er mellem vores natur kultur. En neurobiologisk mulighed på grund af ændringer
og vores kultur. Og det er her jeg tror at hans beskrivelse er i den menneskelige hjernebark som kan lokaliseres og kort-
virkelig grundlæggende mangelfuld. lægges . En disposition som udvikler menneskets evne til at
kunne håndtere mere og mere komplekse former for kultur
Kultur som tilpasning op igennem den humane udvikling , hvorved det ”kulturelle
Moderne evolutionære psykologer og antropologer ser ikke dyr” udvikler nervesystemer, der bliver bedre og bedre til at
kulturens fremkomst som en enkel mirakuløs ”happening” håndtere denne nye evne.
igennem evolutionen og på sin vis, er Geertz enig i dette Geertz har en enorm betydning i antropologien og er
perspektiv. Heller ikke han ser kulturens fremkomst som en med rette blevet betragtet som den nok mest indflydelsesrige
enkeltstående begivenhed, men som en proces, der har taget antropolog overhovedet. Men man kan også argumentere
måske millioner af år. Det er umuligt at fastsætte et specifikt for, at hans forståelse af kultur netop er symptomatisk for en
tidspunkt, hvor det hele skete. ”Mennesker har fødselsdage, fejlagtig forestilling om, at kultur er uafhængig af biologiske
menneskeheden har ikke.” behov, og at kultur fuldstændig har udraderet alle former for
Kultur er hos Geertz et semiotisk begreb. En viden om naturlig viden. Altså den naturlige betydningsdannelse som
betydning som mennesker deler og som de overfører til hin- mennesket danner udenom kultur, og som skyldes vores per-
anden. Den kognitive antropolog A. Kimball Romney skelner ceptuelle og neurale systems objektive beskaffenhed .
imidlertid imellem ”Den Naturlige Viden” og ”Den Kultu- Kulturel viden er helt bestemt essentielt for mennesket,
relle Viden” . Den naturlige viden er den, som vi bærer rundt men evnen til kulturel viden er blot en biologisk tilpasning,
på i vores nervesystem, og som er opstået som en tilpasning der fungerer som et supplement til vores biologiske viden.
til naturen. Til den virkelige fysiske verden. Den kulturelle Kultur kan ikke løfte os ud af vores biologi. Det mener
viden er et supplement til vores natur, et kæmpesupplement, Geertz imidlertid, ja han mener ligefrem, at vi intet magter
Inf rmanten 4
d

5. tema
uden kultur: ”Uden anvisning fra vores kulturelle mønstre Geertz har ret og kultur virkelig fungerer helt uafhængigt af
– organiserede systemer af betydningsfulde symboler – bliver biologi, er der potentielt ingen grænser for, hvad mennesker
menneskets adfærd ganske simpelt ustyrlig, et rent kaos af kan finde på. Der er således ingen naturlig erfaringer eller
meningsløse handlinger og eksploderende følelser og men- evolutionære mekanismer der kan betragtes som særligt pri-
neskets erfaring bliver totalt uden form.” vilegerede, fordi al viden er et produkt af menneskelig kultur
Det er en fuldstændig urealistisk stor magt at give til kul- og videreføres gennem traditionernes sociale nedarvning.
turen og jeg vil nærmere sige, at det forholder sig omvendt. Gudskelov tager Geertz fejl. Kultur kan meget let føre os
De udfordringer naturen stiller os over for, når vi skal have på katastrofekurs. Evolutionshistorien har givet os bestemte
tilfredsstillet vores behov, og vore emotionelle reaktions- egenskaber og dem skal vi være meget glade for.
mønstre har også i høj grad været med til at forme vores kul-
tur. Kulturens utilstrækkelighed
Hvis al fortolkning af information var afhængig af kultu- Menneskekulturer begår igennem historien dumheder, der
rel viden og vi ingen automatiske reaktioner havde, ville vi udsletter dem fra jordens overflade. Det, som vi i dag ken-
faktisk være temmelig ilde stedt. Hvis en ny kulturel viden der som Påskeøerne, er et sørgeligt vidnesbyrd om, hvor
direkte modarbejder vores overlevelse, vil den kulturelle dumt og kortsigtet mennesket tænker. Øerne er i dag så godt
evne gå fra at være en nyttig (nyttig, men ikke uundvær- som ribbet for træer. Midt i Påskeøernes mærkeligt golde
lig) kapacitet, til at være en dødelig kilde til misinformation. og ufrugtbare landskaber står der mærkværdige stenstatuer,
Forestil dig, at en ny tilegnet kulturel viden udslettede vores hvis gådefulde herkomst har givet både seriøse forskere og
naturlige påpasselighed overfor højder, hvis en kulturel fore- mærkværdige fantaster noget at tænke over. Hvorfor bosæt-
stilling fik os til at dræbe vores afkom, eller hvis det blev hø- ter folk sig og rejser statuer, midt i så ufrugtbart et landskab?
jeste mode at stoppe alt indbyrdes samarbejde. Meget usand- Det virker bizart men ny arkæologisk forskning tyder på, at
synligt ville de fleste nok mene. Men hvorfor egentlig? Hvis det afpillede landskab og statuerne i virkeligheden er for-
Inf rmanten
d

6. tema
bundet på en tragi(komi)sk måde. det på Påskeøerne, ikke klare alt. Clif-
Meget tyder på, at der har været skov ford Geertz’ forestilling om, at kultu-
på øen, men at den oprindelige befolk- ren er alt, er derfor ganske enkelt me-
ning, faktisk fældede det hele, fordi get usandsynlig i strengt darwinistisk
træstammerne blev brugt som forstand.
”transportbånd” og løftestænger For at sige det ligeud: En art, der kun-
i befolkningens afsindige for- ne løsrive sig totalt fra den adfærd – der i
søg på at rejse de mange– i et milliarder af år har sikret overlevelsen – i et
praktisk perspektiv – ubru- overmodigt forsøg på at erstatte sine naturlige
gelige statuer. Resultatet var præferencer og egenskaber med udelukkende kultu-
erosion, jorden forsvandt, rel viden, ville ikke have udviklet den verdensdominans,
og det gjorde brændet også. den har den dag i dag. Vi ville for længst være forsvun-
Ingen ild og ingen jord, er en det fra jordens overflade. Hvis der ydermere
økologisk katastrofe. var noget, der hed ”udelukkende kulturel
Tragedien på Påskeøen er et viden” måtte vi også spørge om, hvor
godt eksempel på, at kulturelle den kom fra og hvad den byggede på.
forestillinger kan være ganske Det er et rent hokus pokus argument
ødelæggende og kontra-adaptive. at hævde, at det hel begyndte med
Hvis Påskeøens beboere, havde en kultur. Det er at opfatte kultur som
biologisk nedarvet antipati mod at et mirakel, i stedet for dét, som det i
ødelægge deres eget nærmiljø, ville det virkeligheden er: en tilpasningsform.
næppe være kommet så vidt. Problemet er Geertz’s argument skal i virkelighe-
blot, at mennesket kun i ganske få årtusinder har den vendes på hovedet. Hvis mennesket mi-
haft tilstrækkelig teknologi til at kunne udvise en så altom- stede sin naturlige viden og erstattede den med en ren kultu-
fattende destruktionskraft. Det er ikke længe nok til, at evo- rel viden, ville uregerlighed, kaos og meningsløse handlinger
lutionen har kunnet bygge en naturlig viden ind i kroppen herske. Menneskehjernen er ingen tom tavle som kulturen,
på os, der advarede os mod vores potentielle overgreb på na- kan skrive hvad som helst på, vi er en stærkt tilpasset or-
turen. Derfor gik det galt. ganisme, med medfødte instinkter og en biologisk udviklet
Grunden til at det sjældent går så galt er netop at vi gud- kapacitet for fleksibel viden: også kaldet kultur. I stedet for
skelov har andet viden at trække på end den kulturelle. Igen- at adskille kultur og biologi fra hinanden, er det langt mere
nem vores evolution har vi dannet en naturlig viden, der frugtbart at se på, hvordan de gensidigt påvirker hinanden
får os til eksempelvis at respektere store højder , elske vores – til stadighed i dag, såvel som igennem den menneskelige
børn, imitere samfundets dygtigste og værdsætte samarbejde evolution.
. Det ligger altså lige for at konkludere, at dette er en adfærd, Vi er ikke kun et dyr, som er et hundrede procent afhæn-
der ligger i vores gener, fordi det ser ud til at være et univer- gigt af det kulturelle net som vi til dagligt ligger og spræller
selt fænomen. Det er universelt, fordi det er adaptivt. Kul- i. Der er nemlig et sikkerhedsnet under os, det hedder vores
turer, hvor man ikke holder af sit afkom, ikke samarbejder, natur og det kunne være klædeligt hvis Geertz og andre an-
og hvor ingen respekterer højder, har ganske enkelt mindre tropologer med ham, havde taget det bare en smule mere
sandsynlighed for at overleve. Naturlig viden er en grund- alvorligt. d
læggende adfærdsstyring, som garanterer et mindstemål af
fornuftig adfærd hos homo sapiens, men den kan, som vi så
Inf rmanten 6
d

7. tema
Artiklen er en let redigeret uddrag af bogen Det Virke- - Boyd, Robert og Peter J. Richerson. 2005. The Origin
lige Menneske – sjælens og kulturens naturhistorie, af Den- and Evolution of Cultures. Oxford University Press
nis Nørmark og Lars Andreassen, som udkommer på forlaget - Bundgård, Peer. F. 2003. Indledning. I: Peer F. Bundgård,
People’s Press til efteråret. Jesper Egholm, Martin Skov (red.): Kognitiv Semiotik. Kø-
benhavn: Haase Søns Forlag
- Cosmides, Leda og John Tooby. 1992. “Cognitive Adap-
tations for Social Exchange”. I: The Adapted Mind – Evo-
lutionary Psychology and the Generation of Culture. New
York: Oxford University Press
- Diamond, Jared. 2005. Collapse – how societies choose
to fail or survive. London: Allen Lane
- Donald, Merlin. 2001. A Mind So Rare – The Evolu-
tion of Human Consciousness. New York: W. W. Norton
Company
- Durham, William H. 1991. Co-Evolution – Genes, Cul-
ture, and Human Diversity. Stanford: Stanford University
Press
- Edgertron, R. B. 1992. Sick Societes – Challenging the
myth of primitve harmony. New York: The Free Press
- Geertz, Clifford. 1973: The interpretation of cultures.
Basic Books, New York
Menzies, Ross G. og J. Christopher Clarke. 1995. “The
etiology of phobias: A Nonassociative account”. I: Clinical
Psychology Review, Vol. 15, nr. 1 s. 23-48
- Nørretranders, Tor. 2002. Det Generøse Menneske – en
naturhistorie om at umage giver mage. København: People’s
Press
- Panksepp, Jaak 1998 Affective Neuroscience: The fou-
ndations of Human and animal Emotions. Oxford. NY: Ox-
ford University Press..
- Romney, A. Kimball. 1999. “Culture Consensus as a Sta-
tistical Model”. I: Current Anthropology vol. 40, supplement,
s. 103-115
- Sewel Jr., William H. 1997. “Geertz, Cultural Systems,
and History: From Synchrony to Transformation” I: “Repre-
sentations” No. 59 (specialudgaven: The Fate of “Culture”:
Geertz and Beyond) s. 35-55
- Tomasello, Michael. 1999. The Cultural Origins of Hu-
man Cognition. Cambridge, Mass.: Harvard University Press
- Wilson, Edward O. 1989: Den Biologiske Følelse – om
arternes uddøen. Viborg: Munksgaard
Inf rmanten
d

8. tema
Three ways of looking at Clifford Geertz
(1926 – 2006)
“Man is an animal suspended in webs of
significance he himself has spun”:
Weber or Geertz
Af Poul Pedersen ikke – ligesom hans berømte kollega, Marshall Sahlins, hel-
ler ikke gjorde det. Det er nu længe siden, at Sahlins gav be-
1 Da jeg hørte om Clifford Geertz’ død (han døde den 30.
oktober 2006), reagerede jeg, som man vel gør, når folk
dør efter et langt og rigt liv. Vi skal alle dø, og Geertz’ ende-
grebspolitiet fingeren (Sahlins 1993).
Her er de to berømte sætninger:
ligt var ikke sørgeligt. Jeg havde kun set ham en enkelt gang
(i 1996). På den anden side havde jeg gennem 36 år jeg læst The concept of culture I espouse, and whose utility the
hans værker og været optaget af hans tanker, og de ville leve essays below attempt to demonstrate, is essentially a semio-
videre uafhængigt af hans legemlige bortgang. Geertz citerer tic one. Believing with Max Weber, that man is an animal
Malinowski: Som kilde til religionens opståen er døden den suspended in webs of significance he himself has spun, I take
vigtigste. Ikke døden, siger Geertz, men kaos. Det er, når alt culture to be those webs, and the analysis of it to be the-
mister sin mening, at vi tyr til religionen. Mening og kaos refore not an experimental science in search of law but an
er yderpunkterne i Geertz’ antropologiske vision. Fra Weber interpretive one in search of meaning (Geertz 1973:5).
fik han forestillingen om, at verden ville være fundamentalt
meningsløs, hvis ikke det var fordi, at menneskene instink- Jeg har altid undret og ærgret mig over, at Geertz her
tivt påduttede den en mening. I sine sidste år talte han om kun taler om sit kulturbegrebs semiotiske side. Beskrivelsen
døden, som stoikerne gjorde det: Når jeg er, er døden ikke. af mennesket som dette dyr, der hænger udspændt i et net
Når døden er, er jeg ikke, So, what’s the problem? For mit af betydning, rummer også dyret som spinder det net, hvori
eget vedkommende tror jeg, at vi altid bliver mere berørt af dyret hænger udspændt. Hvis mennesket er et meningsdyr,
døden, end vi aner. For selv om døden ikke er, taler vi om så er det samtidig et handlingsdyr. Vi har med andre ord i
den, og dens mening bliver derfor altid et spørgsmål. Så langt Geertz’ billede kulturens, og menneskets to dimensioner, den
tror jeg, at Geertz var med. Jeg tænkte dog også på et helt semiotiske og den pragmatiske, mening og handling. Måske
andet spørgsmål. Mere om det nedenfor. læste man bedre indenad i 1973 og behøvede ikke at få pin-
det alt ud som nu: Agency, agency og atter agency, hedder
2 Verdens to berømteste sætninger om kultur står i The
Interpretation of Cultures, Geertz’ første artikelsam-
ling og mest berømte bog. Læg mærke til titlens flertalsform:
det fra det antropologiske begrebspoliti. I et interview fra
1999 (publiceret 2002) forklarer han, at den interpretative
antropologi, som han siges at have stået fadder til, ikke er en
Bogen hedder ikke The Interpretation of Culture, selvom disciplin, men et perspektiv: ”So interpretation in my view
Google viser 24.100 poster med den titel. Heldigvis finder is fundamentally about getting some idea of how people
vi 180.000, som anfører The Interpretation of Cultures. Men conceptualize, understand their world, what they are doing,
glæden over de mange retfærdige dæmpes af de mange syn- how they are going about doing it, to get an idea of their
dere. Det lille ”s” gør en stor forskel: ”Small facts speak to world” (Panourgia 2002:422, min fremhævning).
large issues” (1973: 23). Det er Geertz’ bekendelse til diversi- For mange år siden fortalte Johannes Fabian mig,
teten og den antropologiske ret til kulturbegrebet: Kulturer at den interpretative eller symbolske antropologi ikke var
findes – de er organiseret kultur (Geertz 2000). I slutningen Geertz’ opfindelse. Geertz skabte baggrunden og inkarnere-
af 1980’erne dukkede et selvbestaltet antropologisk begrebs- de den i The Interpretation of Cultures. Men det var Sherry
politi op og forbød (under parolen ”Kritik af kulturbegrebet”) Ortner, som sammen med andre Chicago-antropologer, som
ellers lovlydige borgere at anvende kulturbegrebet i andre mestendels var elever af Geertz, der gjorde det til en bevæ-
sammenhænge end ”bakteriekultur”. Men Geertz gav sig gelse og til et alternativ til tidens åndløse neo-evolutionisme,
Inf rmanten 8
d

9. tema
kulturmaterialisme, kultur-økologi m.m. Fabian har uden
tvivl ret, når han peger på tidsånden, for Geertz’ antropologi
synes i god samklang med den post-1968’ske – og det i den
grad at Geertz og hans fæller er blevet kaldt postmodernister
avant la lettre.
3 Det spørgsmål, som jeg også tænkte på, var et, som jeg
gerne havde stillet Geertz. For år tilbage kom jeg til
at tænke på, hvad der egentlig lå i denne sætning: Believing
with Max Weber, that man is an animal suspended in webs
of significance he himself has spun, I take culture to be those
webs, and the analysis of it to be therefore not an experimen-
tal science in search of law but an interpretive one in search
of meaning. I tredive år havde jeg læst dette, citeret det i
mine arbejder og udlagt det i undervisningen uden at spe-
kulere på, hvad Weber bestilte dér. Havde Weber sagt noget
lignende? Hvorfor skjule citatet og undlade en reference? Da
jeg sådan var begyndt at undres, prøvede jeg at finde ”cita-
tet” i de Weberudgaver, jeg havde ved hånden – forgæves
desværre. Så sendte jeg en mail til en britisk kollega, som er
klog på Weber: ”Hvor skriver Weber noget med ’man is an
animal suspended in webs of significance’?” Kollegaen vidste
det ikke, men sendte spørgsmålet videre til nogle virkelige
Weberfreaks. Den ene svarede, at han ikke lige kunne sted-
fæste det, men at det sandsynligvis var fra Webers metodolo- ning.
giske skrifter. Det vidste jeg, det ikke var, for dem havde jeg
selv været igennem. Næste skridt var at finde egnede tyske I alle 194 tilfælde, som kædede citatet sammen med
søgeord for om muligt at kunne lokalisere ”citatet” i de af Geertz, refereredes til Geertz 1973, The Interpretation of
Webers værker, som var tilgængelige på internettet: Intet Cultures. Samtlige 24 tilfælde, som knyttede citatet sammen
resultat. med Weber, havde ingen reference til noget værk overho-
Nu tyede jeg til Google og søgte efter ”webs of signifi- vedet. Med andre ord var Webercitatet udokumenteret. Lad
cance” og fik 567 poster, og ved at supplere med henholdsvis mig give nogle få eksempler på disse. De er fundet på Google
”-Weber” og ”-Geertz” fik jeg følgende resultater: (web-referencen er udeladt):
24 tilfælde kædede citatet utvetydigt sammen med 1. Ralph Levy har citatet på sin hjemmeside sammen med
Weber meget andet. Sådan:
194 tilfælde kædede citatet utvetydigt sammen med Man is an animal suspended in webs of significance he
Geertz himself has spun – Max Weber
249 tilfælde var så uklare, at jeg lod dem ude af betragt-
Inf rmanten
d

10. tema
2. Den højt respekterede historiker Anatol Lieven skriver i Man is an animal suspended in webs of significance he
sin bog America Right or Wrong: An Anatomy of American himself has spun (Max Weber).
Nationalism, Oxford University Press, 2005, side 28:
Like European imperialists of the past, any Americans 7. Joanne Tippet anfører:
genuinely see their country’s national interests and am- Weber said, ”man is an animal suspended in webs of sig-
bitions as coterminous with goodness, civilization, pro- nificance he (sic) himself has spun” (Weber in Geertz
gress and the interests of all humanity. Communal self- 1973:5).
deception among members of a shared political culture,
driven by a mixture of ideology and self-interest, is the 8. Carol Berkenkotfer erklærer:
issue here. In the wonderful phrase of Max Weber, ’Man The concept of verstehen can be inferred from Weber’s
is an animal suspended in webs of significance’. maxim,”Man is an animal suspended in webs of signifi-
cance he himself has spun.
3. Florence Chee, School of Communication, Simon Fraser
University, præsenterer et abstract af sit paper, 23. februar Citaterne viser problemet: Der er ingen pålidelige refe-
2006: rencer til Weber, om nogen overhovedet. De foreliggende
This paper is a vivid illustration of Max Weber’s famous referencer fører tilbage til Geertz. Alting syntes at køre ring
utterance that, ’man is an animal suspended in webs of fra Geertz til Geertz. Jeg var nu klar over, at jeg ikke selv
significance he himself has spun’, which has since been kunne løse problemet. Derfor sendte jeg en mail til Wolf-
used in order to analyze various cultural settings (Geertz, gang Schluchter i Heidelberg. Han er en verdens førende
1973:5). Webereksperter, så han måtte kunne hjælpe. Jeg spurgte
ham, om han vidste, hvor Weber havde skrevet noget i ret-
4. Jonathan Haidt, social- og moralpsykolog, fortæller: ning af ”Man is an animal suspended in webs of significance
One of my favorite quotes is from Max Weber: ’Man is he himself has spun”, og at jeg selv havde søgt at spore det, og
an animal suspended in webs of signification’. So I think at jeg hver gang kom tilbage til Geertz. Schluchter svarede
that with morality, we build a castle in the air and then mig, at Weber aldrig har sagt noget lignende, og at ”citatet”
we live in it, but it is a real castle. It has no objective fou- er en parafrase over weberske synspunkter. Det fører kun
ndation, a foundation outside of our fantasy, but that’s tilbage til Geertz.
true about money; that’s true about music; that’s true Her var det så, at jeg skulle have spurgt Geertz, hvor-
about most of the things that we care about. for han i sin tid formulerede sin inspiration fra Weber på en
måde, der gav anledning til at tro, at han citerede Weber og
5. NN skriver: derved ledte tusinde af mennesker – blandt andre mig – på
You may ask why myth and ritual legitimise power? Max vildspor. Det var det spørgsmål, som faldt mig ind, da jeg
Weber’s answer was that ‘man is an animal suspended in hørte, at Geertz var død. Og nu kan det aldrig besvares uan-
webs of significance he himself has spun.’ set hvor grundigt, vi studerer hans værker, for han tog sin
hemmelighed med sig i graven. Døden gør en forskel. d
6. En anden NN skriver:
Inf rmanten 10
d

11. tema
Litteratur
Geertz, Clifford
1973 The Interpretation of Cultures: Selected Es-
says by Clifford Geertz. New York: Basic
Books.
2000 ”The Uses of Diversity”, i: Available Light:
Anthropological Reflections on P h i l o -
sophical Topics. Princeton, N.J.: Princeton
University Press, 68-88 (først publ. 1986).
Panourgiá, Neni
2002 ”Interview with Clifford Geertz”, Anthropo-
logical Theory 2, 2, 421-431.
Sahlins, Marshall
1993 ”Goodbye to Tristes Tropes: Ethnography in
the Context of Modern World History”,
The Journal of Modern History, 65,1, 1-25.
Inf rmanten 11
d

12. liminalt
Med Geertz på feltarbejde
Clifford Geertz har i de seneste årtier været en lige akt, og folk flygter fra dyrenes dødskamp. Jeg observerer,
inspirationskilde ikke bare indenfor symbolsk an- hvordan kampens enhed splintres, og ud af organismen væl-
tropologi og kulturalisme, men også når det kom- ter et syn fra en anden verden. Jeg tørrer forvirret mine øjne,
mer til metodiske overvejelser og feltarbejdet. da der ud af støvet kommer en hvid skægget mand, og hvad
Dette skinner tydeligt igennem i grundbogen for jeg formoder er hans kone. De spæner akavat forbi mig, og
antropologisk metode Ind i Verden (2003), hvor jeg blinker endnu engang i dette forunderlige øjeblik. Som
han flittigt bliver refereret og henvist til. Geertz fluen på væggen har jeg erfaret et af de vigtige øjeblikke i an-
har hovedsageligt udøvet feltarbejde i Marokko tropologiens historie. Manden hedder Clifford, og vi er med
(Sefrou) og i Indonesien (Pare) og er kendt især for Geertz på feltarbejde.
den vilde flugt fra det balinesiske politi, som kan
læses i ”The Raid” i Deep Play: Notes on the Ba- Accepten
linese Cockfight. En flugt væk fra overmagten og Episoden, hvor Geertz løber for livet med de lokale baline-
ind i balinesernes verden. sere for at undgå politiets brutalitet, er et symbol på antropo-
logens kamp for at blive en del af et til tider lukket og frem-
Af Simon Lex med fællesskab. Geertz mener, at netop denne oplevelse var
en indgang til den balinesiske kultur, da det lokale samfund
Blink med øjet på baggrund af hans direkte deltagelse accepterede ham som
Jeg blinker dybt og sætter mig ind i en balinesisk mands be- en del af deres fællesskab. Accepten er netop vigtig, da det er
vidsthed. Året er 1958, og jeg står på en støvet vej i en lille her antropologen åbner/lukkes ind ad vinduet til erkendelse
landsby. Pludselig bryder helvede løs, og råb og skrig lyder af det kendte i det fremmede eller måske det fremmede i det
fra pladsen, hvor en kamp mellem haner sætter sindene i kog, kendte. Er man ikke en accepteret del af dagligdagen, er det
og hvor store beløb skifter hænder, som timerne går. Men næsten umuligt at skabe et helhedskendskab til det studerede
det er ikke det sidste dødsstød, som skaber virvar og kaos. objekt. Selv om der i de fleste tilfælde ligger måneders forbe-
Politiet har valgt at slå til imod denne på overfladen ulov- redelse og overvejelser inden et feltarbejde, viser Geertz med
Inf rmanten 12
d

13. liminalt
denne indledende anakdote (the raid), at adgangen til felten ikke eksisterer, og han modsætter sig på den måde den posi-
er af essentiel betydning og i mange tilfælde skabes i kao- tivistiske videnskab: ”the aim of anthropological research is
tiske og ikke kontrollerbare situationer. Episoder som disse the enlargement of human discourse” (Geertz, 1973, 14). I
brænder sig ind i etnografens bevidsthed som essentielle og fortolkningen af symboler og handlinger, som udfolder sig
altafgørende, og viser hvordan et moment i praksis kan blive i felten, er det på den måde muligt at tilegne sig ny viden
udødeliggjort i en teoretiske vidensramme. og udvide horisonten epistemologisk såvel som ontologisk -
både for den studerende og for de studerede.
Tynd og tyk
Geertz løber i det nævnte øjeblik væk fra rollen som en over- Med Geertz som inspiration
fladisk observant, og han forcerer her den usynlige grænse Feltarbejdet er i de seneste år blevet sat i fokus, og ifølge den
mellem os og de andre. Han er ikke længere bare en passiv nye studieordning sættes halvandet år på kandidatuddannel-
videnskabelig overvåger, der beskriver slagets gang fra første sen af til metodeforberedelse, pilotprojekter, feltarbejde og
skrab til vinderens triumferende ”kykkeliky”. Han forsøger speciale. Alle områder, som mere eller mindre, har at gøre
at udvide den kalkulerende registrering, som entydigt be- med etnografien og antropologiens store kæphest – vores
skriver begivenhedens overfladiske data (thin description). udødelige feltarbejde. Finder man det for flyvende at tage på
Dette kan han opnå ved at være en accepteret del af kul- et kort og flygtigt fantasifeltarbejde med Clifford Geertz, er
turen og ved at deltage i balinesernes hverdag. Ved at være det værd at grave ned i hans metodologiske overvejelser, som
til stede som en aktiv deltager, er det altså muligt at under- skinner igennem i store dele af hans forfatterskab. Blandt an-
søge, hvordan mennesker producerer betydning i et virvar det giver bogen After the Fact: Two Countries, Four Deca-
af fortolkninger, meninger og motiver. Som antropologer des, One Anthropologist (af Geertz himself) et indblik i hans
fortolker vi deres fortolkninger og graver os dybere ned i metodiske ideer og overvejelser. Overvejelser der stadig fun-
de betydningslag, som ligger i den sociale interakton. Ved gerer som inspirationskilder for antropologer og etnografer,
at opleve dagligdagens små begivenheder kan vi opbygge en der skal en tur ud i det ukendte.
forståelsesramme, der i den teoretiske distancering kan blive Overgangen fra den usikre baby-etnograf i svøb (outsi-
til store konklusioner. Denne form for dybere forståelse og der) til den erfarne og anerkendte antropolog (insider) er en
fortolkning af objektets handlinger kalder Geertz for thick transformation, som alle antroploger skal igennem på feltar-
description. At blive en del af objektets hverdag er, ifølge bejdet. Om det er rygende på en fredspibe i Amazonas eller i
Geertz, ikke ensbetydende med, at man kan blive en fuldt kaffestuen på byggepladsen, er det værd at tænke tilbage på
integreret del af ”de indfødtes” verden men nærmere, at man den hvide mand med skægget, som i flugten fra politiet ikke
får muligheden for at fortolke et åbent univers af symboler bare løb sig ind i balinesernes hverdag men også ind i den
og handlinger, som udfolder sig i feltens dagligdag. antropologiske hall of fame. d
I studiet af kulturelle fællesskaber ønsker Geertz ikke
at gengive eller lede efter en forsvunden sandhed, da den
Inf rmanten 1
d

14. liminalt
Et eventyr om jagten på verdens
mest intelligente mennesker
Lille spejl på væggen der, hvem er klogest i verden undersøgelsen var således klokkeklart: Metoden var forkert.
her? Videnskabsmænd har efter intense under- Erfaringen herfra var, at når man skulle måle folks intel-
søgelser endelig fundet frem til verdens klogeste ligens, skulle man starte med at fastlægge intelligenshierar-
mennesker. kiet og så derefter definere intelligens og indrette metoden
således, at man på fuld videnskabelig vis kom frem til det
Af Ole Høiris ønskede resultat. Dette skulle naturligvis ikke kun bekræfte
den hvide, europæiske mands intelligensmæssige overlegen-
Engang i 1950’erne var 2. Verdenskrigs uhyrligheder kom- hed, for noget sådant blev med tiden ikke helt politik kor-
met på så stor afstand, at der var forskere, der mente, at man rekt.
godt igen – og nu helt objektivt – kunne undersøge, om der
ikke var bare en lille sammenhæng mellem race og intelli- Hvem er den klogeste på jorden her?
gens. Man foranstaltede en undersøgelse, og alt tegnede til, Så gik der mange år, og engang i 1980’erne ville man igen
at den ville give et resultat i form af, at der virkelig var en prøve at finde frem til forholdet mellem racer eller folk/etni-
ganske ringe forskel. I bunden var de sorte afrikanere, heref- ske grupper, som det lidt pænere hed nu, og så intelligensen.
ter fulgte araberne og så kom asiaterne med europæerne som Man kunne nu konstatere, at det store eksperiment med at
endnu mere intelligente. Så kom det sidste resultat ind. Det skabe et sovjetmenneske, der var det dekadente, kapitalisti-
drejede sig om eskimoerne, som de hed dengang, og resul- ske, vesterlandske menneske overlegent, var slået fejl, så der
tatet viste, at eskimoerne var mere intelligente end europæ- var ingen fare fra den kant – heller ikke på det forsknings-
erne og således verdens mest intelligente race. Resultatet af mæssige plan, da den nye sovjetiske åbenhed havde elimine-
Inf rmanten 14
d

15. liminalt
ret denne mulighed. Nu samledes nogle kloge forskere for den hvide mand, og at det heller ikke ikke kunne være den
at finde frem til den metode, der førte til det rigtige resultat, hvide mand. Det ville nemlig virke stærkt demoraliserende
hvorfor de først måtte finde frem til dette resultat. Det var en på såvel forskernes selvfølelse som bevilgende fonde, hvis
vanskelig sag, men som indledning blev de hurtigt enige om, de hvide var dummere end andre. Efter lang tids overve-
at forskellene skulle formuleres gradvist – som en bakke og jelse gav løsningen sig: der kunne være mere end et folk,
ikke som en trappe. Dertil skulle man af hensyn til besvær- der var det mest intelligente. Dette ville også passe med en
lige, men indflydelsesrige medlemmer af de nederste intel- kurve, som ikke endte i en spids på toppen, men i en kurve,
ligensgrupper markere, at resultatet her ikke gjaldt for det så det med det gradvise kunne fastholdes hele vejen igen-
enkelte individ, men for hele befolkninger, og at der intet nem. Ved at gøre f.eks. to folk til de mest intelligente, kunne
var i vejen for, at selv individer fra de folk, der scorede lavest, man give den ene plads til de hvide, og når man så så på
kunne være lige så intelligente, ja endog mere intelli- verden, fondsadministratorer og på gamle
gente end dem, der scorede højest. Man skulle fin- intelligensopfattelser, kunne der vel
de et gennemsnit for hver gruppe, men der var ikke være tvivl om, at den anden
inden for alle grupperne store variationer, og måtte gå til asiatere. Nu gav det
således kunne man dække sig ind under, at ligesom ikke mening at operere i
de seriøse kritiske bemærkninger, man det gamle racefelt, for så ville der
fik fra medlemmer af de mindst intelli- være mange, hvis intelligens var
gente grupper blot ved deres kritik, hvis tvivlsom, som ville komme med
den havde effekt, demonstrerede den i slipstrømmen. Russere og an-
pågældendes positive afvigelse fra dre slavere måtte udelukkes som
sin races – undskyld, sit folks gen- kommunister. Tyskernes masse-
nemsnit. Endelig var det også givet, psykose og robotagtige eksistens
at det ikke skulle være en måling på under 2 verdenskrig havde man
køn. Man skulle ikke have noget af at ikke helt glemt, så de var også ude-
rode sig ud i det uvejr, som ville rejse lukket. Det samme gjaldt kineserne,
sig, hvis man placerede mænd som som ud over at være massemennesker jo
mere intelligente end kvinder, eller også var kommunister. Og her var der også
med henvisning til sproglig formåen som et den fremtidige verdenshistorie at tage hensyn
intelligent træk, kvinder som mere intelligente til. En femtedel af verdens befolkning kunne ikke
end mænd. Begge resultater ville være et rent mi- være de mest intelligente, uden at de ville virke globalt
nefelt og kunne sætte spørgsmålstegn ved den viden- truende, så man måtte altså operere på niveauet folk.
skabelige undersøgelses seriøsitet og dermed ved for-
skernes fondsmæssige fremtidsmuligheder. Hermed var Asiaterne tager teten
fundamentet for undersøgelsen lagt, men tilbage stod Da dette nu forgik i USA var det let at finde frem til asia-
det store spørgsmål, hvem skulle være mest intelligent. terne. Her var der heller ikke nogen i forsamlingen, der
havde noget i klemme. Der var en klar tendens til, at de
Den hvide mands dilemma frie stipendier til universiteterne, som blev givet til de mest
Det første dilemma var, at det jo var for banalt at gøre lovende og intelligente unge mennesker, gik til asiater, og
den hvide europæer, ja selv den hvide angloeuropæer til en nøjere undersøgelse viste, at det især var unge af japansk
de mest intelligente. Det ville også vække unødig harme, oprindelse, der fik disse stipendier. Nu kunne man såle-
så man var faktisk i den situation, at det ikke kunne være des udpege japanerne som det mest intelligente folk, men
Inf rmanten 1
d

16. liminalt
det kunne man jo alligevel ikke. Ikke
bare stod 2. verdenskrig i vejen, men
at udpege japanerne ville også føre til
genopfriskning af to gamle videnskabe-
lige debatter, som begge satte Amerikas
renommé på spil. Den første stammede
helt tilbage fra middelalderen og gik på,
at udviklingen bevægede sig fra øst til
vest. Det var den vej, kristendommen
havde bevæget sig; spanierne havde
støttet teorien i det 16. århundrede,
englænderne i det 18. og 19. århund-
rede og amerikanerne havde fundet
teorien bekræftet i det 20. århundre-
de. I slutningen af det 20. århundrede
havde japanerne så fået øje på teorien
og fundet den i overensstemmelse med
historien, noget der dog fra amerikan-
ske historikeres side var blevet heftigt
kritiseret og tilbagevist.
Japan-amerikanerne
overhaler indenom
Den anden debat, som intelligensfor- sen af en lang række amerikanere som værende på linie med
skerne var oppe imod, blev i 1749 indledt af Comte de Buffon en Platon og en Aristoteles. Det var i forhold til denne debat,
i Frankrig, og selv om den kun poppede op engang imellem, man ikke ville styrke modstandernes argumenter, så derfor
så var den bestemt ikke glemt i den amerikanske forsknings- var japanere som de mest intelligente udelukket. Men der
verden. Buffon påviste, at mennesker (indianerne) og dyr i var en løsning, som tvært imod styrkede den amerikanske
Amerika stod langt tilbage i forhold til den gamle verdens side i debatten om Amerika som verdens mest kreative miljø.
befolkning, og dette blev snart efter fulgt op af Cornelius de Man kunne gøre japanere, født i Amerika, til de mest intel-
Pauw med en påvisning af, at de europæere, der slog sig ned ligente asiater. Så så det hele pludselig helt anderledes ud,
i Amerika, også degenererede. Dette affødte århundredlange og legitimiteten fandt man hos den gamle tysk-amerikanske
debatter, hvor amerikanerne forsøgte at påvise, at Amerikas antropolog, Franz Boas, der allerede i 1911 havde påvist, at
land og klima skabte et kreativt miljø, der skabte intelligente racernes fysiske type som f.eks. forholdet mellem hovedets
og kreative mennesker, der i fortiden var helt på højde med længde og bredde, ændrede sig, når de voksede op i USA. For
den gamle verdens befolkninger, og som nu ville overgå den Boas var japanere netop et af eksemplerne, og selv om det
gamle verdens historieskabende fremskridt, og i denne for- for Boas havde drejet sig om at afvise raceforskelle, så blev
bindelse kunne man jo så også henvise til teorien om udvik- argumentet om de intelligente japan-amerikanere købt med
lingens bevægelse mod vest. Dette havde ført til amerikanske det samme som et eksempel på intelligensforskel.
ideer om statens og agerbrugets opfindelse i både den gamle
og den nye verden uafhængigt af hinanden samt fremhævel-
Inf rmanten 16
d

17. liminalt
Hollowood tager prisen
Man begyndte nu at tænke, om man ikke kunne finde et al-
ment højt estimeret felt i Amerika, som kunne tilskrives en
mindre, men identificerbar national gruppe, som ikke ville
bringe forskningen og dens fremtidige bevillinger i fare, og
som det i offentligheden ville være acceptabelt at tildele den
fine karakteristik. Og efter forskellige forslag var der bid. Ud
over krigsindustrien, som ikke kunne gøre sig forhåbninger
på det intelligensmæssige område, ligegyldigt hvor intelli-
gente dræbermaskiner de udviklede, var der underholdnings-
industrien med Hollywood i spidsen. Det viste sig nemlig, at
de folk, der i sin tid havde gjort Hollywood til filmens ver-
denscentrum kombinerede to væsentlige ting: de var jøder
og de var indvandret til Amerika fra Ukraine. Indvandrede
ukrainske jøder! Det var løsningen. Ingen europæer kunne
Europæerne taber terræn tillade sig at blive fornærmet eller i det mindste give udtryk
Så var der det med europæerne, som skulle være lige så in- for det, når det var jøder, der var blevet udpeget; man slap
telligente som de i Amerika fødte japanere. Hvem skulle uden om problemet med Israel og gjorde valget alment ac-
man vælge her? Der var ikke tvivl om, at man ville gen- ceptabelt, for de ukrainske jøder var ikke nogen magtfaktor
bruge ideen om, at det skulle være folk, der var kommet til i hverken Israel eller Amerika, og endelig kunne man med
Amerika, men det var der jo mange forskellige folk, der var. føje hævde, at Hollywoods filmindustri var såvel en forret-
At udvælge dem af engelsk afstamning, som sad centralt i ningsmæssig som en kunstnerisk produktion.
det amerikanske magtsystem ville give mening, men ville Og herved kom helheden til at gå op. Der var både hvide
også få englænderne i England til at reagere og måske lave og asiater. De var alle en del af Amerika – USA. Deres intelli-
mod-intelligensanalyser og genoptage de gamle påvisninger gens dækkede såvel det akademiske og kunstneriske som det
af intelligensforfaldet hos europæere bosat i Amerika, men forretningsmæssige. Her var løsningen, tilbage stod kun et
med mere moderne videnskabelige metoder. Det ville også mindre arbejde, at udarbejde den videnskabelige metode, der
være for banalt. Hermed var irerne også udelukket, for det ville føre til dette videnskabelig resultat, men det var hurtigt
ville genere de amerikanske englændere. Spanierne og ita- overstået. Halvbuen, som blev navnet på denne trinløse hie-
lienerne var slet ikke på tale, og hvorledes skulle man også rarkisering af menneskelig intelligens på en form for folke-
begrunde det på en måde, så andre end de selv ville acceptere ligt niveau, som ikke sagde noget om de enkelte individers
det? Siden Romerrigets fald har disse sydeuropæere altid væ- intelligens, spredte sit budskab til verden, og så sandsynlig
ret mere til fest, farver og religion, til det følelsesmæssige og så den ud, og så lidt provokerende i forhold til andre magt-
kunstneriske, end til det intelligente. Det var således virkelig fulde befolkningsgrupper var den, at den kun gav mindre
en vanskelig sag, men nogen skulle udpeges; både de hvides dønninger rundt om i verden, for hvem ville gøre sig selv til
og undersøgelsens status var på spil. Jøderne blev foreslået, racist ved at betvivle et videnskabeligt resultat, der pegede
men igen, det kunne skabe problemer at vise, at jøderne i på netop disse to grupper.
USA var mere intelligente end jøderne i Israel eller jøder alle
andre steder i verden. Det ville selv ikke den jødiske befolk- PS: Det skal bemærkes, at enhver lighed med virkelighe-
ning i USA acceptere – ikke offentligt i det mindste. den er utilsigtet. d
Inf rmanten 1
d

18. liminalt
Praktikophold i udlandet
Af Charlotte Torp Møller taget stilling til, hvad det betød at skulle afsted. Men afsted
kom jeg på mirakuløs vis. Jeg er stadig ikke helt sikker på,
Jeg besluttede mig sidste år for, at jeg ville i praktik dette (8) hvordan det lykkedes mig at komme til Accra, men det var
semester. Jeg havde besluttet, at det skulle være i Afrika og noget med Kastrup og Heathrow på vejen. I Accra blev den
gerne måtte have noget med uddannelse eller opbygningen anden praktikant (en statskundskaber fra Århus) og jeg mødt
af samfund at gøre. Jeg var så heldig at IBIS opslog den helt af 200 graders varme, da vi kom ud af flyet (ej måske der
perfekte praktikplads. Deres ”Education for Empowerment” kun var 35, men alligevel). Det skal siges, at det var i Januar
-projekt skulle have en praktikant til Ghana, nærmere be- måned, så selvom jeg godt vidste jeg ville blive mødt af en
stemt Buduburam, en liberiansk flygtninge-settlement med varme-mur når jeg forlod flyet, så var jeg alligevel ikke helt
ca. 40.000 indbyggere udenfor Accra. Praktikanten skulle forberedt på hvor varmt, der ville være kl. 23 om aftenen.
understøtte program-fascilitatoren i de gængse ting om- Nå, men blandt de 150 mennesker, der stod udenfor luft-
kring ALP (Accelerated Learners Programme), og arbejde havnen og ventede på familie til at tage på pilgrimsrejse, stod
med partnerorganisationerne, der implementerer program- også en mand med et skilt, hvor der stod; IBIS, Rasmus og
met, samt støtte Central Education Board i at monitorere og Charlotte. Næsten ligesom på film. Bortset fra, at de på film
supervisere skolerne i lejren. Det var sådan set en nem nok altid er helt nystrøgede, og der ingen larm er. -Sådan var
beslutning. På det tidspunkt gik jeg stadig rundt i Århus, i Accra altså ikke lige. Der var varmt og der var mennesker
den hverdag jeg havde kendt de 3 år jeg har læst der. Jeg overalt, hvilket også resulterede i at jeg nærmest trådte på en
søgte og var så heldig også at få pladsen. Så det var jo helt dame, der lå på et tæppe og sov og derved næsten lavede et
perfekt, -lige bortset fra, at jeg faktisk ikke helt havde taget gevaldigt styrt, -ikke verdens heldigste ankomst. Nå men ef-
stilling til mit liv, hvis jeg skulle afsted. Jeg havde planlagt ter at være kommet på hotellet, og have brugt 4 dage i Accra,
det, selvfølgelig. Jeg havde sagt mit værelse op og aftalt at så skulle jeg til Buduburam hvor jeg er nu. En mindre detalje
få mine ting opmagasineret etc.. Men jeg havde ikke rigtigt var, at hende, der står for programmet herude, ikke var klar
Inf rmanten 18
d

19. liminalt
over, at jeg skulle blive her fra den dag af, så jeg havde in- den bus, må sende SÅ mange tanker igennem deres hoveder.
tet sted at bo. Det er jo altid et rart udgangspunkt. Men det Ellers er det også lidt specielt at være i Liberia i Ghana.
fandt vi (og jeg er netop i dag d 3/3-07 flyttet ind). Anden Jeg har aldrig rigtigt tænkt på en flygtningesituationer mel-
lille detalje var så, at der heller ingen møbler var til mig, det lem nabolande. Men det er ikke særlig meget anderledes end
vil sige ingen seng, køkken eller noget som helst. Der var de flygtninge, der kommer langvejsfra til Danmark. De bli-
bogstaveligt talt 4 vægge og en dør. Så mig ud og finde en ver stadig diskriminerede og stigmatiserede. De er ”de dér
seng, og så var jeg jo nærmest klar. Nå nej, huset var jo ikke liberianere”, og man kan selvfølgelig ikke stole på dem, hvis
klart til at flytte ind i endnu. Så sengen blev sat i et ekstra man spørger ghaneserne. Så jeg kunne de første par uger tage
rum på kontoret, hvor den jo så har stået og hvor jeg har mig selv i at udøve en ekstrem forsigtighed i forhold til de
boet til i dag. Nu skal jeg bare lige have anskaffet noget, der folk jeg mødte på gaden. Frygtelige tanker som ”hvorfor vil
kan minde om et komfur, nogle gryder, tallerkener og bestik. du kende mig, jeg kan ikke give dig penge” og ”nej, du må
Det er lidt sjovt nærmest at flytte hjemmefra igen. Men vil ikke vide hvor jeg bor eller få mit tlf. nummer, for så stjæler
dog sige, at jeg er glad for, at jeg har prøvet det i DK for snart du bare alt hvad jeg har” sneg sig ind i mit hoved. Det er lidt
mange år siden. Ellers kunne jeg godt have mistet modet lidt skræmmende at jeg (er lige ved at sige ’at alle’) kan tænke
et par gange. Dertil skal dog siges, at jeg er glad for at bo her sådan. Jeg er det mest naive og godtroende menneske. Men
i lejren, og for at jeg har fået et rigtigt godt forhold til IBIS’ måske netop derfor har alle de advarsler om LIBERIANERE
partner organisation herude – SHIFSD. De er de sødeste og gjort så stort indtryk. Problemet er bare at: ja, der er sikkert
mest hjælpsomme mennesker. Havde det ikke været for dem, nogle liberianere, der vil udnytte situationen, meeeeen, det
og de frivillige de har, så havde det været en overvældende ville en ghaneser af samme sind sgu også, eller en dansker for
skræmmende oplevelse at komme herud. den sags skyld. Men måske det er rammende for hele pro-
Jeg har så mange gange takket mig selv for, at jeg har valgt blemstillingen; at komme udefra, og træde ind i en situation
en praktik frem for et feltarbejde. Tanken om at komme her- mellem to nationaliteter, der er bragt til at leve sammen pga.
ned, ikke kende nogen, ikke være helt sikker på hvor man en sindssyg krig. Mon ikke det ville være det samme uanset
skal hen, ikke rigtigt vide hvad man skal (det gør jeg nu for- hvor i verden man befinder sig? I hvert fald møder jeg hver
resten ikke alligevel, men det finder jeg løbende ud af) og dag nye udfordringer og gør sjove observationer både i mit
ikke ane hvem man skal spørge om hjælp. Det er en virkelig arbejde og i min hverdag, hvor jeg bevæger mig rundt i lejren,
skræmmende tanke. Ikke at jeg ikke nu, i dag, tænker, at jeg hvad enten det måtte være alene, i selskab med liberianere,
sagtens kunne finde diverse problemstillinger herude. Det er andre frivillige eller begge dele. Og lige så meget som jeg
ikke et problem, for der kan laves utallige feltarbejder her- lærer om Liberia, Buduburam og hele flygtninge situationen,
ude. Det er en næsten 20 år gammel flygtningelejr, hvorfra lige så meget lærer jeg om mig selv. Jeg har ændret ganske
der hver 3. uge kører en busfuld af liberianere tilbage til Li- meget ved min opførsel, og er lidt spændt på hvor længe det
beria. Alle deres ejendele ryger på taget, og så er det ellers en holder når jeg kommer hjem. Ville jeg f.eks. spise brød, som
køretur på en uge godt og vel. Det må være en syret følelse, der har kravlet MANGE myrer på hjemme? Nok ikke hvis
de rejste derfra med hver deres frygtelige historie fra krigen, jeg selv tog dem af. Ville jeg virkelig genbruge vand? Hmm.
de kan have boet her i de 17 år lejren har eksisteret, og nu Sikkert ikke. I hvert fald ikke i samme grad. Men når man
skal de så hjem. Og det til et land der stadig ikke er opbygget. ikke har vand, så er der bare ikke så meget at gøre. :) d
Langt de fleste starter helt HELT forfra. Den uge de sidder i
Inf rmanten 1
d

20. liminalt
Også etnografer kan savne
den hjemlige hygge
Denne artikel er en historie om en studerendes blink med øjnene er alt forandret. Øjenlågene går atter op, og
første møde med noget feltarbejdslignende under jeg kigger direkte ind i et myggenets uendelig mange huller.
fremmede himmelstrøg. Det er historier, der ikke Blikket sørger videre opad mod det virvar af græsstrå, der
kommer med i en feltarbejdsrapport; om over- for de næste måneder skal udgøre taget over mit hoved. Lige
raskelsen ved for første gang at sidde alene langt dele uvirkeligt og fascinerende. Sådan følte jeg det i hvert
fra den trygge hverdag – og hvordan jeg trods alle tilfælde, da jeg i august sidste år, som volontør for Folkekir-
gode intentioner og hele min antropologiske bag- kens Nødhjælp, drog mod et af verdens allerfattigste lande,
grund endte som en lille dansk dreng i en ganske Malawi, i det sydøstlige Afrika. Med en eventyrlyst, et håb
ny verden. om at forstå nødhjælpsorganisationers arbejde bedre og ikke
mindst 4 års antropologistudier, mente jeg det var på tide, at
Af Jørgen Skrubbeltrang jeg fik Afrika lidt mere ind under huden – volontørprogram-
met var en enestående mulighed.
Afrika under huden Jeg slog altså i august øjnene op i familien Masofas hytte
Tilværelsen er fascinerende; den ene dag går jeg rundt blandt langt fra alt, hvad jeg normalt vil betegne som uundværligt.
det nære og velkendte. Jeg kysser min kæreste, går en tur ned Familiens køkken består af 3 sten, en grydeske, en kniv, to
af Strøget, har en forelæsning på Moesgård. Men som med et gryder, en spand, en taburet og et bålsted – intet andet. Møb-
ler er generelt ikke-eksisterende. På grund af mit besøg, er
Inf rmanten 20
d

21. liminalt
der kommet en seng og en træstol indenfor, formentlig de lyttede til rotterne der gnavede, kakerlakkerne der trippede,
første nogensinde. Så alt foregår på sivmåtter på gulvet. Her hundene der hylede.
spiser vi, sidder vi, snakker vi, og familien sover på selv sam-
me. En gaffel, en spiseske og to teskeer er en komplet liste Afsavn og samhørighed
over mængden af bestik, så alle måltider indtages med fing- Jeg husker en aften efter aftensmaden, den klassiske omgang
rene. Jeg får den ene af husets to eksisterende tallerkener, fa- majsgrød med bønner og græskarblade, hvor jeg sad sammen
deren den anden; moderen og de 5 børn indtager deres mad med familien og lyttede til deres lystige snak på Chichewa.
direkte fra gryderne. 5 store D-batterier er det tætteste man Vi havde mange af disse stunder, hvor jeg blot sad og fulgte
kommer en strømkilde. med i deres snak uden, at jeg forstod et ord. Det var befri-
ende at føle, hvordan jeg kunne blive en del af det fællesskab,
Rutiner i det fremmede som jeg på så mange måder stod uden for. På et tidspunkt var
Mit modsvar til denne nye verden var at begynde at oparbejde alle stille i nogle minutter; vi sad ubevægelige, lyttede til ra-
rutiner. Jeg nærmest higede efter dem. Små tåbelige rutiner dioen, cikaderne, landsbyens dæmpede lyde. Tordenløse lyn
der kunne blive til faste holdepunkter. Alene det at vi spiste i hundredvis splittede kontinuerligt mørket. Pludselig midt
på stort set samme tidspunkter på dagen, var en befrielse. Jeg mellem alt det jeg ikke forstod et ord af, spillede radioen san-
vidste, hvad der ville ske. For ikke at tale om befrielsen ved gen ’Goodbye My Lover’ af James Blunt. Det var et stort hit,
at spise på det samme sted i huset, med de samme mennesker, da jeg forlod Danmark. Melankolsk og hjerteskærende som
og i store hele den samme mad. Jeg indarbejdede morgenri- kun popsangere kan gøre det. Jeg tog sangen til mig, faldt i
tualer med faste toiletbesøg, tandbørstning, badning, opryd- staver over afsavnet af min kæreste; den kom uventet, jeg
ning af myggenet. Stille og roligt blev alle disse små rutiner havde paraderne nede, øjnene blev blanke. Lige så lidt som
og ritualer til noget der kunne minde om en dagligdag. Man jeg forstår af deres chichewa, ligeså lidt forstår min værts-
fungerer lidt mere per refleks. Den ene dag begyndte at tage mor, Emmy, engelsk, men hun forstod så åbenlyst, hvad der
den næste, en uge den anden. Fra i starten at have en følelse foregik hos mig. Hun sendte mig et smil, som kun Emmy
af, at jeg var på hele tiden og 100 procent, begyndte jeg grad- kan. Det rummede så meget varme, forståelse, medfølelse, at
vist at slappe mere af. Hvile i mine omgivelser. Udfordringen jeg selv ikke kunne andet end at sende hende et stort smil
opstår i det øjeblik jeg løfter blikket, bryder ud af rutinen, og tilbage. Aldrig før har jeg følt en så overvældende samhørig-
opdager hvor jeg i virkeligheden er. I en malawiansk landsby hed med et sted og blandt mennesker, der umiddelbart er så
midt i ikke alt for meget. Så kunne jeg atter begynde at stille fremmede fra mit vestlige liv.
spørgsmålet, “hvad er det nu lige jeg laver her?” En proces Historien rummer noget af det allerstærkeste, jeg tager
der foregik dagligt – primært om aftenen når det afrikanske med mig fra Malawi. Både hvordan jeg pludselig og uden
mørke sænkede sig, og jeg lå tilbage under myggenettet og varsel kunne rammes af melankoli og knugende afsavn til alt
Inf rmanten
d

22. liminalt
der hjemme, lige fra menneskerne jeg elsker til det at gøre tasier havde forestillede mig og håbet på. Men alt omkring
enkelte dagligdags ting, som at lave mad eller gå på indkøb. dem er mig fremmed og i nogen grad fjernt; der er så meget
Afsavn og melankoli der kunne få mig til at gå i stå, blive i deres livsmønstre, traditioner og kulturer, som jeg ikke i
handlingslammet, give mig blanke øjne. Men historien rum- løbet af de fire måneder, jeg var der, formåede hverken at
mer også det fantastiske; det fascinerende, at føle sig som et begribe elle forstå. Ligeså betagende som kulturmødet med
del af et fællesskab, som man ved man aldrig kommer til at det fremmede er, ligeså fantastisk er det at opdage lig- og
tilhøre. At føle samhørigheden med den fremmede og indtil samhørigheden med de bagvedliggende mennesker. For mig
for ganske få uger siden helt ukendte verden. at se ligger de store forskelle i vores handlemuligheder. Jeg
vælger at rejse til Malawi og opleve deres kultur, muliggøre
Kulturmødet; ligheder i det fremmede det gensidige kulturmøde. Jeg vælger også at rejse hjem igen.
Det står mig nu klart, at jeg medbragte et helt kartotek af Jeg er ikke malawianer og bliver det aldrig; jeg savnede min
fordomme om ’den almindelige afrikaner’, da jeg kom til vestlige forbrugstilværelse; jeg savnede kæresten, vennerne,
Malawi. Meget mere end jeg selv bryder mig om, medbragte familien så det kunne gøre helt ondt. Så da projektet sluttede,
jeg både billedet af et kontinent plaget af fattigdom og sult, var det naturligt for mig at rejse tilbage.
men også billedet af den ædle simple afrikanske bonde, der
lever i pagt med sine omgivelser, og de krav naturen stil- Følelser på spil
ler. Hos de to familier jeg boede hos, har jeg fundet mas- Jeg har rejst som backpacker mange gange, men opholdet i
ser af nærhed, stolthed og livsmod. Jeg har følt familiernes Malawi var mit første ’feltarbejdslignende’. Masser af mik-
glæde over et besøg fra en fjern slægtning eller en uventet sede følelser var i spil; jeg har fået oplevelser, som jeg aldrig
triumf for landsbyens fodboldhold. Jeg har følt skuffelsen og vil være foruden, det har været lige præcis så spændende og
afmagten, når pengene ikke rækker til den livsnødvendige fascinerende, som jeg turde håbe – men det har også været
gødning, eller når familiens yngste datter pludselig bliver vigtig for mig at erkende, at jeg som etnograf også kunne sav-
alvorlig syg. Men jeg vil aldrig kalde dem ædle. Der er ikke ne hele min trygge århusianske tilværelse, uden at jeg følte
noget ophøjet over livet hos hverken familien Masofa el- mig mindre ’etnografisk’ af den grund. De miksede følelser
ler familien Mukoko. De er mennesker, der er nødsaget til har ikke ændret min nysgerrighed. Jeg brænder stadig for at
at leve deres liv under vilkår, der er dem givet. Men deres lære om mennesker, der lever under andre geografiske og
følelser er let genkendelige, glæden såvel som sorgen, stolt- kulturelle vilkår end jeg. Selvom jeg ikke kan forestille mig
heden såvel som afmagten. Da jeg på et tidspunkt holdt op selv sidde flere år i en afrikansk landsby, synes jeg, at vores
med at se familierne omkring mig i dette ophøjede lys, skabt fag er mere spændende nu end nogensinde før. Jeg skal snart
lige dele af en påtaget medlidenhed og forestilling om ’den på mit ’rigtige’ feltarbejde, og jeg glæder mig som et lille barn
ædle bonde’, begyndte jeg at føle mig utrolig taknemmelig og til igen at komme langt ud over landets grænser – og komme
ikke mindst utrolig privilegeret. Menneskerne jeg har lært at hjem igen. d
kende, minder mere om mig selv, end jeg i mine vildeste fan-
Inf rmanten 22
d

23. liminalt
Diese Dänen,
Diese Dänen…
A few little something’s about the Danes, through And that brings me to another positive difference: the not
the eyes of a German university student paying a synchronised TV. I guess there is no need to explain how
visit to the colder north (Denmark, obviously!) much better it is to actually know the voices of the actors
and to be able to watch movies in the original language.
Written by Franziska Werner As I am not watching TV the whole day here, I am able to
Student at Heidelberg University speak about other differences. There is the example of having
dinner together. At first I thought it was very confusing that
Whilst I prepared my little trip to Denmark, I wasn’t really the people I live with don’t wish each other to ‘enjoy the
expecting that I was going to notice any big cultural diffe- food’ before they start eating together. In Germany we wish
rences between Germany and Denmark. And, of course, it’s each other ‘Guten Appetit’ and then start, which means that
not like entering an entirely new world, as I was quite sure, I am used to wait untill everyone’s plate is filled with food,
that Denmark is no longer populated with no-one but blond- then we take each other’s hands….just kidding :)
bearded fishermen having skin like leather, wearing those I don’t consider it as rude at all; I see it as a typical cul-
blue rain-protecting-something-hats and smoking a pipe all tural difference. Especially because the Danish have just
day long. another eating behaviour I had to get used to. Instead of
But after being in Århus for a bit more than two weeks I saying “Guten Appetit”, the Danish say “Tak for mad” after
can see a few differences, which are indeed worth to men- finishing the meal.
tion. I think that makes sense, too.
Let’s start with the very impressive fact that almost eve- Another difference concerning the language is that the
ry Danish person at every age is able to communicate with Danish people don’t use a word as please. And that means to
foreigners in English. I’ve heard about it before coming here, me that I am acting too polite sometimes.
but I was incredibly surprised when an old homeless kind-of- Now I could go on and on with differences in prices, ar-
drunk guy started to have conversations with me in fluent chitecture, beer, fashion, countryside…but I am headed out
English. After a while he seemed to swop into Spanish... to the streets of Århus to spend my last week in Denmark
Maybe it’s been a lucky incident but I can tell in general smiling to (and laughing at) the very friendly Danes….
that I am very impressed by the language abilities the Danes
posses. Diese Dänen, Diese Dänen…... d
Inf rmanten 2
d

24. liminalt
Side 22 Vild
Christian 1. årg. i færd med at... at...
Øhm, ja, hvad ER han egentlig i færd med??
Inf rmanten 24
d

25. liminalt
Testsejlads
i Stillehavet
Til trods for at de traditionelle kanoer i Manuspro- befolkningen af store dele af Stillehavet er foregået i fortiden.
vinsen efterhånden alle er ved at være erstattet af Hvad har været muligt med fortøjer der minder om disse?
speedbåde, er kapsejlads i de gamle både stadig af Derudover kan målingerne af kanoernes sejlegenskaber (de
central betydning for intern hån i familien. bærer sejl) bidrage til en dokumentation af byggeproces, sejl
og rigning, som jeg løbende har arbejdet på siden udstillin-
Af Anders Emil Rasmussen gen ’Yumi Bildim Kanu’ på Moesgaard Museum. Denne do-
kumentation kan bidrage til at skive et lille kapitel i Papua
En sømandsskrøne: Ny Guineas teknologihistorie. Selvom kanoerne har fået en
Med Galathea 3 på Manus renæssance, dels som symboler på etnisk og regional identi-
Hen over julen havde jeg den mulighed at komme tilbage tet og dels som følge af olieprisstigninger, er de i det meste
til Mbuke. Som en del af Galathea3 ekspeditionen tog jeg af provinsen i dag erstattet af speedbåde. En lille sømands-
sammen med tre andre etnografer og fire arkæologer igen skrøne er på sin plads, inden jeg mister mine læsere:
til Manusprovinsen for at gennemføre forskellige mindre
undersøgelser, som for vi etnografers vedkommende var af Inden uvejret
opfølgende karakter og for arkæologerne var pilotprojekter Den dag jeg havde planlagt at testsejle udriggerkanoen ’Su-
(Se pressemeddelelse: www.aal.au.dk/global/nyheder/nyt/ yan’ var der ingen vind. Der var en trykkende tordenvejrs-
presgalathea). Jeg selv skulle, ud over opfølgning på mit før- stemning i den lille landsby med de mange udriggerkanoer
ste feltarbejde, lave en mindre undersøgelse af områdets ud- som ligger langs stranden. Ejeren af kanoen, Polongou, for-
riggerkanoers sejlegenskaber sammen med Ph.d. stud. Stef- klarede mig, at der nok skulle komme vind og pegede på nog-
fen Dalsgaard. Resultaterne af denne kan give arkæologer et le sorte skyer ude i horisonten. Kombinationen af de sorte
sammenligningsgrundlag, når de søger at forklare hvordan skyer og fornemmelsen for torden gjorde mig en smule skep-
Inf rmanten 2
d

26. liminalt
tisk, overfor at stævne ud på Stillehavet i en udhulet træ- overbord, og med at fylde kanoens skrog med vand, valgte
stamme med en udrigger til den ene side og et enormt sejl op jeg at forlade den observerende og passive rolle. Ligesom
i luften. Jeg valgte dog, som jeg har haft stort held med før, at mine forgængere i antropologien gjorde det i begyndelsen
stole mere på de lokales dømmekraft i forhold til regionens af 1900-tallet, begynde jeg at deltage i de lokales aktiviteter,
vejrforhold end på min egen. Vi tog af sted, fire mand om- dog ikke af metodiske hensyn, men af nødvendighed.
bord, med et ekstra stort sejl nu hvor vinden var så svag og et
par fiskeliner, hvis nu man skulle være heldig. Jeg sprang ned i selve kanoens skrog og begyndte at øse
vand ud, så hurtigt jeg kunne. Bliver kanoens skrog fyldt
Vi drev langsomt af sted, for en vind der næsten var for med vand mister man manøvre-evnen, hvilket kan betyde at
svag til at vindmåleren kunne registrere dens hastighed. Jeg sejlet på et tidspunkt bliver ramt af vinden fra den forkerte
sad på den platform, som er placeret ovenpå de bomme som side og under de pågældende vindforhold havarere både sig
forbinder selve kanoen med udriggeren, og noterede data selv og den øvrige rig. Skøderne (de reb som bruges til at
fra de forskellige måleinstrumenter; fart over grund, styret regulere sejlet i forhold til vinden) blev holdt af de to mænd
kurs, vindretning osv. Solen skinnede og bortset fra Polon- som nu hang ude på udriggeren med fare for at blive skyllet
gou, som sad bagerst i kanoen med den enorme styreåre, sad bort, hver gang den dykkede gennem en bølge. De gjorde
vi tre mand høj på platformen og tyggede betelnødder (lokalt hvad de kunne for at holde det alt for store sejl under kontrol,
nydelsesmiddel), røg cigaretter og talte om det, mænd til ti- på trods af de voldsomme vindstød.
der taler om, når selv samme ikke er til stede. Mine målinger
var fine, da vi ikke tidligere har fået nogen målinger i så svag Tiltagende vindstyrke
vind. Igen kunne jeg konstatere at kanoen sejlede ualminde- Sejlet på de traditionelle udriggerkanoer i Manusprovinsen
ligt hurtigt i forhold til vindhastigheden, sammenlignet med er rektangulære og holdes på plads af en bom for oven, som
andre sejlbåde i tilsvarende størrelse. holder sejlet fikseret til mastens top og en anden bom for
neden, som hænger på sejlets underside. Den nederste bom
Nødvendig deltagelse støtter nederst på masten med en lille gaffel og får sejlet til at
”Regnen kommer nærmere” sagde jeg henkastet og pegede på stå op som en ruder. Vinden var stadigt tiltagende. Pludseligt
de sorte skyer, som nu var så tæt på, at man kunne se den begyndte den nederste bom at arbejde sig op af masten og
voldsomme regn under dem. ”Den slags må du ikke sige, du sejlet blev en voldsomt blafrende pose i toppen af masten.
får regnen til at komme hurtigere på den måde!” svarede Li- Dette forskød presset på masten og begyndte at presse stæv-
tau, med et skævt smil og med henvisning til at vi snart ville nen under vand. Den ellers voldsomme fart blev bremset
komme i læ af en af Mbukes naboøer – noget som selvsagt lidt og vandet fossede ind over rælingen i den forreste del af
er ønskværdigt frem for at bliver ramt af en tordenbyge på kanoen. De to mand på udriggeren kæmpede for at trække
åbent hav. Vi nåede ikke i læ af øen før vind ledsaget af hag- sejlet ned, mens Polongou råbte kommandoer fra sin plads
lende slagregn ramte sejlet med kulingstyrke. Som en trold ved styreåren. Jeg gjorde hvad jeg kunne, for at holde kanoen
af en æske lettede udriggeren fra vandoverfladen og fartøjets over vandoverfladen ved at øse stadig mere panisk, velviden-
hastighed steg fra 2 knobs fart (ca. 3,5 km/h) til 13 (ca. 24 de at mit forehavende nu var dømt til at mislykkes, hvis ikke
km/h) på hvad der forekom, at være få sekunder. begivenhedernes gang tog en pludselig drejning.
Mine to ledsagere fra ’soldækket’ sad nu pludselig helt Polongou forsøgte at lukke noget af vinden ud af sejlet,
ude på udriggeren og hindrede med deres vægt fartøjet i at ved at syre kanoen op mod vinden og dermed undgå kæn-
kæntre. Som bølgerne rejste sig og kaskader af saltvand tru- tring og for at reducere det pres på masten, som var skyld
ede med at skylle både mine måleinstrumenter og mig selv at vandet fossede ind. Dette fik sejlet til at blafre voldsomt i
Inf rmanten 26
d