SFAH_ Aarbog 10, 1980

1. LAGER-oc PAKHUSARBEJDERNES
FAGFORENING I ÅRHUS 1956-1979
EN SOCIALDEMOKRATISK
FAGFORENINGS LØNPOLITIK
Af Lars Stige]
Indledning
Denne undersøgelse over Lager- og Pakhusarbejdernes Fagforenings
(L.P.) historie siden 1956 er blevet til i løbet af efteråret 1979 og foråret 1980
som et led i et større projekt om SiD's lønpolitiki perioden 1956 til 1979.
LP. blev her udvalgt som et eksempel på, hvordan en afdeling i et normal-
løns/lavtlønsområde arbejder og har udviklet sig. En lignende undersøgelse
skulle have været foretaget af Jern- og Metalarbejdernes Fagforening (også
under SiD) i Århus for derigennem at have sammenlignet en afdeling i nor-
mallønsområdet med en afdeling i minimallønsområdet. I denne afdeling
nærede ledelsen imidlertid betænkelighed ved at stille det relevante mate-
riale til rådighed.
Det var derfor så meget desto mere heldigt, at bestyrelsen i L.P. viste sig
at være meget åben over for projektet og ikke alene stillede materialet til
rådighed, men også bidrog med væsentlige oplysninger, mens gennemlæs-
ningen af materialet foregik på afdelingskontoret og senere lod sig udsætte
for'regulære interviews.
Jeg stiller mig noget tvivlende over for om et manuskript af denne karak-
ter -
som en slags gengæld - vil kunne finde konkrete anvendelsesmulig-
heder i afdelingens arbejde. Efter den første gennemskrivning af materialet
-
der var ca. dobbelt så stort som denne artikel- gav afdelingsledelsen ud-
tryk for, at hvis det skulle bruges, skulle det skrives sammen over forskel-
lige temaer og udsendes som pjecer i forbindelse med studiekredsarbejdeti
afdelingen. Noget lignende gav venstrefløjen i afdelingen udtryk for. Des-
uden var det for begge parter et problem at forholde sig til et så omfangsrigt
skriftligt materiale. En nedskrivning og tematisering er derfor den næste
fase efter denne årbogsekskursion ud i den traditionelle offentlighed for
historiske analyser. Dette arbejde kræver et snævrere samarbejde med de
aktive og interesserede medlemmer i afdelingen for at give temaerne nogle
mere fremadrettede perspektiver, der kan diskuteres i studiekredsene på
baggrund af de historiske erfaringer. Det er imidlertid min hidtidige erfa-
ring med arbejdet i afdelingen og mere generelt i SiD, at den slags erfarings-
formidling, som vi som historikere traditionelt laver, ikke har den store og
brede erkendelsesmæssige effekt. Det kniber kort sagt med at se nytten af
historien i det daglige politiske og faglige arbejde. En af årsagerne er bl. a.,
128

2. at vi som historikere har utroligt svært ved som udenforstående at se og
knytte an til de perspektiver, som de, vi skriver til og om, finder relevante.
Og en anden årsag er, at vi fortrinsvis skriver og først i de seneste år er
begyndt at tænke i alternative formidlingsformer.
'
Undersøgelsens hovedproblemstilling er at belyse udviklingen i fagfore-
ningens lønpolitiske aktiviteter gennem perioden.
Vi ser her dels på L.P.”s stilling i forhold til hovedforbundets (SiDs) lavt-
lønspolitik dels på L.P.'s lokale lønpolitiske muligheder. Der fokuseres så-
ledes både på L.P.,s forhold til SiD og på afdelingens forhold til de lokale ar-
bejdspladser. Derimod er L.P.,s relationer til de øvrige lokale SiD afdelin-
ger og til den øvrige århusianske fagbevægelse ikke med i undersøgelsen,
idet disse relationer har været af begrænset omfang og uden betydning for
lønpolitikken. Ligeledes betyder det organisatoriske lønpolitiske udgangs-
punkt, at afdelingens beskæftigelse med mere overordnede lokalpolitiske
problemstillinger og medlemmernes lokalpolitiske situation ikke inddra-
ges i fremstillingen.
Undersøgelsen er opdelt i tre kapitler. I det første kapitel præsenteres
nogle væsentlige sider af fagforeningens udvikling som organisation.
Kapitlet danner baggrunden for det andet kapitel, der beskæftiger sig med
afdelingens lønforhold igennem perioden. Dette kapitel har hovedvægten i
fremstillingen, idet det er hensigten at belyse den lønpolitiske udvikling
inden for en normalløns/lavtløns-afdeling. Vi ser her på de skift, der sker fra
50,erne til højkonjunkturen og siden ind i krisen. Her belyses L.P.”s rolle og
holdning i overenskomstsituationerne, samt hvordan det daglige arbejde
med medlemmernes lønforhold har udviklet sig. I kapitel 3 vender vi til-
bage til organisationen og ser her på de aktiviteter, fagforeningen har
iværksat siden begyndelsen af 70lerne dels for at dæmme op mod den sti-
gende medlemspassivitet dels som følge af, at afdelingen sersignødsaget til
at varetage et stadig større spektrum af medlemmernes levevilkårsin-
teresser.
Materialet
Hovedkilden til L.P.'s historie er forhandlingsbogen. Heri er referater fra
bestyrelsesmøder, generalforsamlinger og fra enkelte andre afdelings-
møder. Forhandlingsbogens værdi som kilde er afhængig af sekretærens
principper for referatskrivning. I dette tilfælde er der indtil 1968 tale om et
ret udførligt referat af diskussionerne om de enkelte sager. Desuden er
bl. a. de resolutioner, som blev vedtaget på generalforsamlingerne for en
stor dels vedkommende skrevet ned i forhandlingsbogen. Efter 1968 er der
mere tale om beslutningsreferater, hvor baggrunden for beslutningerne og
til tider også selve beslutningerne ikke altid er lige gennemskuelige.
I noterne er henvisningerne til forhandlingsbogen gengivet på denne
måde: B =
bestyrelsesmøde og GF =
generalforsamling.
129

3. Forhandlingsbogens manglende kildeværdi siden 1968 kompenseres af,
at formanden fra dette tidspunkt dels har gemt sit manuskript til general-
forsamlingsberetningen dels har udsendt beretningen til tillidsmændene
forud for generalforsamlingen. Også denne kilde har ændret karakter gen-
nem tiden, idet formanden i beretningen i stadig større udstrækning er gået
over til at trække de brede linier i arbejdet op, mens de konkrete sager,
resultater og modsætninger til dels er udeladt.
Afdelingen har ikke bevaret den korrespondance, der er gået til og fra af-
delingen.
I forbundets arkiv'findes en del supplerende materiale til afdelingshi-
storien. Indtil omstruktureringen af arkivet i 1974 er alle sager fra afdelin-
gen arkiveret under afdelingens navn. Her ligger alt: forespørgsler og reso-
lutioner til forbundet, referater fra mæglingsmøder og lokale overens-
komster. Desuden ligger en mindre del af materialet arkiveret under Sam-
menslutningen af -Havne- og Købmandsorganisationer, der er L.P.,s største
arbejdsgivermodpart på landsplan. Efter 1974 er arkivet struktureret kro-
nologisk med tilgang via afdelingsnavn og sagsnr. Her er der foretaget en
selektering af materialet, således at forespørgsler, resolutioner etc. er siet
fra på samme måde som afdelingens lokaloverenskomster. Tilbage i arkivet
er de sager, der har givet anledning til faglige problemer af organisatorisk
eller overenskomstmæssig art.
l forbundets kongresprotokoller findes materiale vedr. L.P.'s optræden
på kongresserne både fra talerstolen og i forslagene, der blev stillet af af-
delingen til kongressen. Desuden findes heri oversigter over afdelingens
medlemstal samt (for de senere år) resultaterne af urafstemningerne. Des-
uden vil der i undersøgelsen blive henvist til forbundsledelsesreferater i det
omfang forbundets generelle politik bliver berørt.
Det skriftlige materiale er suppleret med interviews med de nuværende
og et enkelt tidligere bestyrelsesmedlemmernog tillidsrepræsentanter.
Til afsnittet om afdelingens lønforhold (kapitel 2) er desuden anvendt en
del yderligere materiale, der vil blive kommenteret i sammenhæng med
dette kapitel.
'
'
Lager- og Pakhusarbejdemes Fagforeningi Århus -
en
præsentationaf fagforeningen som organisation
SiD-kontoret på hjørnet af Mørchsgade og Christiansgade i Århus er
Lager- og Pakhusarbejdernes Fagforenings afdelingskontor. Går man ind
på kontoret, møder man 4 modne tillidsmænd, der leder fagforeningens
daglige arbejde. I byens avis og ved offentlige møder er det ofte én afdisse 4
og i særdeleshed formanden, der identificeres med fagforeningen. Men
L.P. består ligesom alle' andre fagforeninger af andet og mere end et fag-
foreningskontor, det traditionelle billede af Lyngsie og de fastansatte til-
Iidsmænd.
130

4. Lager- og Pakhusarbejdernes Fagforening består af de godt 2000 arbej-
dere, som i dag er medlemmer af afdelingen. Desuden består L.P. af de til-
lidsmænd og klubber, der er rundt omkring på de forskellige virksomheder.
Hvert enkelt medlem, tillidsmændene, klubberne, afdelingsbestyrelsen,
generalforsamlingen og fagforeningskontoret med de fastansatte tillids-
mænd er dele af fagforeningens organisation.
'
Vi skal i dette kapitel se på,hvordan fagforeningen på forskellige organi-
satoriske niveauer har udviklet sig fra midten af 50'erne til i dag.
Brancher i L.P.
Fagforeningen blev stiftet den 23. april 1889 efter i nogle år at have eksi-
'
steret som syge- og hjælpeforening. Den hed fra starten »Arbejdsmænde-
nes Fagforening i Aarhus« og blev forkortet til Afd. A. Den omfattede de
fleste af byens arbejdsmandskategorier. Dog havde havnearbejderne alle-
rede i 1885 grundlagt deres egen arbejdsmandsafdeling.1
Der opstod hurtigt behov for særlige brancheafdelinger og nye arbejds-
mandsafdelinger blev én efter én grundlagt. Afdeling A afgav derved lidt
efter lidt dele af sin medlemsskare. Den største udspaltning fandt sted i
1919, da oliearbejderne, jord- og betonarbejderne og fabriksarbejderne gik
egne vejez. Først i 1945 fandt den sidste udskilning sted, da ekstraarbejder-
ne ved DSB startede deres egen afdeling3.
Afdeling A. skiftede i 1950 navn til Lager- 0g Pakhusarbejdernes Fag-
forening. Navneskiftet afspejlede ganske vist, at lager- og pakhusarbej-
derne udgjorde grundstammen i afdelingen, der da også blev tilknyttet for-
bundets transportgruppe. Men lager- og pakhusarbejderne udgjorde langt
fra hele medlemskredsen. Der var dengang som nu mange forskelligartede
arbejdergrupper inden for L.P. Der er store virksomheder som Korn- og
Foderstofkompagniet (KFK), Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG)
(tidligere Jydsk Andels Foder, JAF), FDB, Gartnernes Salgsforening
(GASA), Cold Stores og oliefirmaerne på havnen. På disse arbejdspladser
finder man lagerarbejdere i traditionel forstand, men også her er der enkel-
te medlemmer, der er beskæftiget med egentlig produktion. Man kan sige,
at enkelte af disse firmaer -
især korn- og foderstoffirmaerne -
gennem
tiden har udviklet sig til, ved siden_afat varetage lagerfunktioner, også at
udføre en egentlig industriel produktion. Vi skal ikke her tilnærmelsesvist
forsøge at skitsere denne udvikling på virksomhedsniveau blot slå fast, at
L.P. fortsat organiserer medlemmerne ved disse virksomheder. I dag er kun
ca. halvdelen af afdelingens medlemmer egentlige lager- og pakhusarbej-
dere. Tidligere var andelen større, men siden midten af 60”erne er faggrup-
pen gået stærkt tilbage som følge af rationaliseringer.
Desuden organiserer L.P. isoleringsarbejdere, hvis fagområde er stærkt
beslægtet med forbundets bygge- og anlægsgruppe. På Hudcentralen udfø-
rer L.P.”erne arbejde, der grænser tæt op til slagteriarbejde, og ved offent-
lige arbejdspladser som postvæsenet og byens teater er der ligeledes et stort
13]

5. antal medlemmer. En del af medlemmerne gør oven i købet i det kuli-
nariske, idet en stor del af pølsemændene rundt omkring på gader og stræ-
der også er medlemmer af L.P. A
Organisationen på arbejdspladserne
I jubilæumsskriftet fra 1949 anslog daværende afdelingsformand, Henry
Kortsen, at medlemmerne fordelte sig over 200 arbejdspladser. Da med-
lemstallet svingede omkring 1200 mand, er det tydeligt, at den lille arbejds-
pladstype var fremherskendei Der var dog undtagelser: F .D.B. og de to
store kornfirmaer KF K og JAF havde hver især op til et par hundrede lager-
og pakhusarbejdere på lønningslisten. Det var primært på disse arbejds-
pladser, at afdelingens medlemmer havde organiseret sig i stærke klubber,
som afdelingen kunne støtte sig til. Desuden var der på enkelte andre ar-
bejdspladser mere eller mindre faste klubber.
Kildematerialet til klubbernes historie ligger primært i de enkelte klubbers forhandlings-
bøger. To af klubbernes protokoller har været gennemarbejdet i forbindelse med dette pro-
jekt for at kunne belyse aktivitetsfelterne. Til udarbejdelsen af en egentlig klubhistorie må
forhandlingsbøgerne betegnes som værende for summariske. Meget ofte er referaterne me-
get tynde -'ofte i en grad, der kun muliggør en konstatering af, at der har været møde.'0g ofte
er sager fra arbejdspladsen, som er registreret enten i forbundsarkivet eller på afdelings-
niveau slet ikke omtalt i klubprotokollen. Selv om dette ingenlunde nødvendigvis er et gene-
relt fænomen vil det være nødvendigt i udarbejdelsen af en klubhistorie at supplere mate-
rialet med interviews og arbejdsgivermateriale. Desuden kan man støde ind i det problem, at
de skiftende klubformænd eller sekretærer ikke altid har været lige kvikke til at overdrage
forhandlingsbogen til efterfølgeren. Vi skal imidlertid her primært se på, hvordan klubben
har markeret sig i fagforeningens arbejde,
Indtil 1960'erne var det de to store kornklubber, der prægede og domine-
rede afdelingens arbejde. Af bestyrelsens 9 medlemmer tegnede K.F.K.-
og J .A.F .-klubberne sig for 6 eller 7 personer5, og det var primært disse
klubber, der fremlagde et utal af sager på bestyrelsesmøderne. De to
kornklubbers dominans afspejlede dels et velfungerende klubarbejde og
'
dels, at kornfirmaerne var de største arbejdspladser. I 1950,erne var der
f. eks. 2-300 L.P.”ere på K.F.K. Medlemmerne her kunne derfor relativt
let dominere afdelingens generalforsamlinger og sørge for, at kornfolk
blev repræsenteret i afdelingsbestyrelsen.
De to kornklubber er stiftet i 1907 og havde derfor på det tidspunkt, hvor
denne undersøgelse starter en lang faglig tradition på bagen. Ingen arbej-
der kom ind på disse arbejdspladser uden at den røde fagforeningsbog var i
orden. Som de eneste af L.P.,s klubber rådede de over økonomiske midler
og opkrævede et medlemskontingent. Dette kontingent blev på K.F.K. i
1964 forhøjet fra 50 øre til 1 kr. om ugen og atter forhøjet til 2 kr. i 19766.
Klubberne havde også selvstændige sygekasser i modsætning til resten
af fagforeningen. Midlerne hertil kom bl.a. fra småbeløb i uafhentede
lønningsposer, og når arbejderne fik udbetalt en ekstraordinært beløb af
firmaet, f. eks. en efterbetaling.
132
;i

6. Vi skal her med nogle få stikord nøjes med at give et billede af, hvad
klubbernes protokoller har registreret som 'aktivitetsfelter fra midten af
50,erne til midten af 60,erne: Betalingssatser, gifttillæg, støvplage, sani-
tære forhold i opholdsrum 0g baderum, emsige arbejdsledere, problemer i
arbejdsgangen, der hindrer en' god akkord, afskedigelsessager, sommer-
udflugt og årligt keglespil.
På en hel del arbejdspladser, hvor der ikke eksisterede klubber, havde
L.P. tillidsmændene at trække på. I 1964 var man nået op på at have 44 til-
lidsmænd7.
'
'
'
Indtil slutningen af 60,erne var der 9-10 klubber i afdelingen.
Herefter fik klubarbejdet et kraftigt skub, så man i dag er oppe på 16
klubber. Denne vækst hænger sammen med, at det ikke har skortet på op-
fordringer fra afdelingens side til at danne klubber. Selv om der ikke er
tvungent medlemsskab af disse klubber, anslår formanden, at ca. 80% af
L.P.-medlemmerne også er medlem af klubben på deres arbejdsplads.
Den nuværende formand, Eigil Kracht, fortæller om klubbernes forhold
til afdelingen:
»I det daglige arbejde har klubberne den nødvendige og normale kontakt. Når man har en
klub på en arbejdsplads, har man en klubbestyrelse, hvor tillidsmanden altid er formand og
*
dermed får man den nære kontakt med klubberne. Så snart der er problemer af den ene eller
den anden art, så er det mange gange sådan, atdet har været behandlet på et frokostmøde i
klubben, hvor mange har været med og drøftet tingene. Dette giver klubbestyrelse eller til-
lidsmand en bedre baggrund for at komme og tilbagemelde til mig om problemerne. Det er
gerne mig, der forhandler om de faglige problemer.«8
Så vidt vi kan se er det fortrinsvis klubberne selv, der tager initiativ til at
sætte tingene i gang inden for klubben og på arbejdspladsen -
kun når der
opstår problemer, trækker man på afdelingens hjælp.
I forhold til klubbernes aktivitetsfelter kan vi atter for 60”erne og 70'erne
med få stikord sige lidt om kornklubbernes arbejde: Problemer omkring
udarbejdelsen og virkningen af produktionstillægsaftaler (se flg. kapitel),
krav om arbejdstøj, støvplage og i det hele taget arbejdsmiljøproblemer,
rationalisering, firmasport, keglespil, sommerudflugt. Klubberne afholder
generalforsamling hvert halve år, hvor afdelingsbestyrelsen som regel del-
tager. .
Kornklubberne dominerer i dag ikke længere afdelingen. I takt med be-
_ skæftigelsesnedgangen som følge af rationaliseringerne på korn- og foder-
stoffirmaerne mindskedes også kornmedlemmernes indflydelse i afdelin-
gen. I dag er det faktisk kun den populære kasserer, Viggo Jensen, der har
siddet i bestyrelsen siden slutningen af 50”erne, der repræsenterer kornet.
Resten af bestyrelsen repræsenterer et bredt udsnit af afdelingens arbejds-
pladser. ,
L.P. har_i dag 50 tillidsmænd, hvorved 2/3 af medlemmerne er dækket
ind.9
Siden slutningen af 60,erne har afdelingen søgt at kvalificere tillidsmæn-
denes arbejde gennem forskellige former for kursusaktiviteter. Dels har
133

7. afdelingen selv etableret studiekredse, dels har man agiteret kraftigt for at
såvel tillidsmænd som medlemmer skulle melde sig til forbundets kurser.
Organisationenpå afdelingsplan
Medlemstal
Antallet af medlemmer i afdelingen lå efter udskillelsen af ekstraarbejder-
ne i 1945 ret stabilt omkring 1000-1200 medlemmer frem til midten af
70*erne. Fra 1975 begyndte medlemstallet at stige bl.a. som følge af den
stigende arbejdsløshed, der fik mange fagforeningstvivlere til at lade sig
organisere. I 1976 var der i begyndelsen af året 1500 medlemmer og i løbet'
af året kom ca. 100 nye til. I 1978 rundede man medlem nr. 2000”. I løbet af
perioden 1973 til 1979 er afdelingens medlemstal blevet fordoblet.
I 1970 fik afdelingen sine første kvindelige medlemmer. Det var kvinde-
lige arbejdere, der arbejdede i sorteringen på Århus Posthus". I 1977 kom '
U
den første kvinde ind i afdelingsbestyrelsen og samme år var den ene af
_
“
afdelingens kongresdelegerede en kvinde. I dag har afdelingen ca. 160
kvindelige medlemmer.
Generalforsamlingeme
Afdelingens generalforsamlinger fra 1956 til midten af 60”erne var ret vel-
besøgte. Gennem hele perioden har der været to årlige generalforsamlin-
ger, hvortil kom de ekstraordinære, hvor man fortrinsvis diskuterede
mæglingsforslag. Det var især disse ekstraordinære generalforsamlinger,
hvor mæglingsforslagene blev forelagt, der samlede et stort antal med-
lemmer. Fremmødet til de ordinære generalforsamlinger i 50”erne var
noget mindre, men dog en del højere end i 60”erne, hvor der var flere
eksempler på generalforsamlinger med under 50 deltagere. Denne tendens
fortsatte i 70'erne. Indtil 1974 svingede tallet omkring 50 deltagere og siden
-
efter den kraftige medlemsforøgelse -
har tallet ligget mellem 70 og 100.12
Indholdet og formen for generalforsamlingerne har ændret sig en del i
den nuværende formands tid, d.v.s. siden 1968. Før den tid bestod beret-
ningen ofte i en gennemgang af afdelingens aktiviteter, hvor afdelingspro-
tokollen mere eller mindre blev læst op. I de senere år er man for det første
gået over til at sende beretningen ud på forhånd til tillidsmændene (fra
1979 via debatbladet til alle medlemmerne). For det andet har indholdet af
formandens beretning ændret sig i retning af i større grad at ridse de meget
store, brede linier i den forløbne periodes arbejde op samt at give nogle
bud på det fremtidige arbejde, uden at der dog er tale om, at beretningen
lægger op til en debat om det fremtidige arbejde. Man kan roligt sige, at
beretningerne i stigende grad har forsøgt at bevæge sig behændigt uden
om de modsætninger og meningsforskelle, der eksisterer i det daglige ar-
bejde. Muligvis hænger det lave fremmøde til generalforsamlingerne
sammen med dette forhold.
'134

8. L.P.'s bestyrelse i jubilæumsåret 1979. Øverst fra v. Marie Olsen, Hans J. Møldrup, Ole
Aagaard, Finn Mortensen. Nederst fra v. Arne Thomsen, Viggo Jensen, Eigil Kracht, Viggo
Engholm og Henry Mikkelsen
Tidligere var beretningerne mere konkrete og indeholdt en omtale af
arbejdet inden for de forskellige brancher og arbejdet med mere specielle
problemer. Disse ting har Eigil Kracht efterhånden udeladt og overladt til
behandling på de enkelte branchers klubgeneralforsamlinger.
Arbejdet på kontoret
På generalforsamlingerne vælges den bestyrelse, der forestår det daglige
arbejde. I L.P., som er en relativ stor afdeling, har nogle af bestyrelsesmed-
lemmerne gennem hele perioden været fastansatte tillidsmænd på konto-
ret, og disse har derfor i realiteten varetaget det daglige arbejde. Fagfore-
ningskontoret bestod indtil begyndelsen af 70”erneaf to fastansatte tillids-
mænd, formanden og kassereren. Disse to varetog til hovedsagen fagfore-
ningens organisatoriske og lønpolitiske interesser, d.v.s. såvel arbejdet
med til at få folk til at lade sig organisere på de virksomheder, hvor der ikke
eksisterede en tilstrækkelig stærk klub eller tillidsmand, som arbejdet med
at forhandle 'og etablere overenskomster og sikre disses overholdelse.
Først i 1971 blev der ansat en tillidsmand til at varetage specielt det organi-
satoriske arbejde -
arbejdet med kontakten til arbejdspladserne og med-
lemmerne. Dette arbejde fik herefter tydeligvis et bedre grundlag, idet der
135

9. nu kunne anvendes mere tid på at overtale eller lægge pres på fagfore-
ningstvivlerne. Kontaktmanden har stort set aldrig haft problemer med at
komme ind på en
arbejdsplads og snakke med folk. Ud fra devisen »man
kan altid få et utilfreds medlem« køres en blød linie, når folk skal overtales
til at lade sig organisere. Argumenterne er solidaritet, den røde fagfore-
ningsbog som sikkerhed, arbejdsløshedskassen etc. Imidlertid mener kon-
taktmanden idag, at der har været og er for lidt tid til besøg på arbejdsplad-
serne, idet han også er
pålagt *en lang række andre opgaver: ferieafløsning
for de øvrige på kontoret, kursustilmeldingertil forbundskurserne og re-
daktion af afdelingens blad. Desuden var det kontaktmanden, der repræ-
senterede afdelingen i Folkebevægelsen mod EF, hvis arbejde afdelingen
både støttede økonomisk, politisk og altså også med kontaktmandens ar-
bejdskraft. Af den grund er der stadig problemer med at få folkene på de
mange små arbejdspladser organiseret". Men krisen og den stigende ar-
bejdsløshed har tilsyneladende erstattet kontaktmandens mange og gode
argumenter.
-
I 1977 besluttede generalforsamlingen efter forslag fra postarbejde'rne at
ansætte yderligere en fast tillidsmand primært'til varetagelse af de arbejds-
miljømæssige og socialpolitiske problemer i medlemskredsen” -
dette
arbejde kommer vi ind påi kapitel 3.
Det lønpolitiske arbejde har gennem hele perioden været varetaget pri-
mært af formanden, der også -
i 70'erne sammen med næstformanden -
har tegnet afdelingen udadtil og til forbundet, hvor de skiftende formænd
for alles vedkommende har siddet i grupperepræsentantskabet, mens
enkelte -
bl.a. den nuværende formand -
har haft plads i hovedbesty-
relsen.
*
På trods af at der er blevet flere til at varetage afdelingens daglige ar-
bejde er en meget stor del af arbejdet og beslutningerne stadigvæk centre-
ret om formanden.
'
De fastansatte tillidsmand vælges i L.P. på generalforsamlingen på linie
med de øvrige bestyrelsesmedlemmer. I modsætning til andre afdelinger
er de fastansattes position i bestyrelsen ikke sikret ved specielle valgregler.
Lønnen fastsættes på generalforsamlingen og udgjorde i 1979 2000 kr. om
ugen. Et forslag om at lønnen skulle ligge på medlemmernes gennemsnits-
niveau (en slags produktivitetsfremmende lønsystem for fastansatte fag-
foreningsfunktionærer) har ikke vundet opbakning bl. a. fordi afdelingen
ikke fører nogen lønstatistik. Til sammenligning kan det dog nævnes, at de
351 lager- og pakhusarbejdere, der i 1979 var omfattet af DA,s statistik for
Århus i gennemsnit tjente 1740 kr. om ugen (incl. overtid og skiftehold).“5
Bestyrelsesmedlemmernes funktionsperiode har for flere medlemmer
været meget længe, d.v.s. op til 10 år eller mere. Den nuværende kasserer
har været med i over 20 år, formanden i 13, sekretæren i 12 og næst-
formanden i 6 år. De resterende bestyrelsesmedlemmer har en ancien-
nitet på fra 0 til 11 år. .
Hvor bestyrelsesmøderne frem til slutningen af 60'erne stort set var den
l36

10. eneste form for mødeaktivitet påkontoret, skete der i slutningen af 60'erne
et opsving i arbejdet. Der blev efterhånden nedsat en række udvalg under
bestyrelsen, der skulle arbejde med forskellige problemstillinger: oplys-
ningsudvalg, arbejdsmiljø- og bistandslovsudvalg, arbejdsløshedsudvalg, ›
ungdomsudvalg mm. I disse udvalg kunne alle medlemmerne principielt
deltage i arbejdet. Vi skal i kapitel 3 vende tilbage til enkelte af disse ud-
valgs arbejdsområder. ⁄
Politiske modsætninger i L.P.
Hvis man spørger de fire fastansatte bestyrelsesmedlemmer, hvilken rolle
partipolitiske modsætninger og diskussioner spiller og har spillet i afdelin-
gens daglige arbejde, får man at vide, at den slags modsætninger ikke op-
tager sindene i L.P. Forhandlingsbogen siger da heller ikke meget om de
politiske modsætninger, med mindre man er i stand til at gennemskue de
enkelte medlemmers politiske tilhørsforhold.
Selv om der tydeligvis forekom magtkampe i bestyrelsen i 50,erne og
60*erne var modsætningerne ikke præget af partipolitiske skel. Tillidsman-
den på J.A.F. var, efter at Ungarnsbegivcnhederne i 1956 havde fået et be-
styrelsesmedlem til at opgive sit forhold til partiet, den eneste organiserede
kommunist. Fronterne kom kun for alvor til syne, når der skulle vælges
formand. Den enlige DKP'er måtte trods anerkendte faglige kvalifika-
tioner gang på gang se sig slået af socialdemokratiske modstandere, men
opnåede dog -
efter kampvalg -
at blive kasserer.
Derimod kan der ikke spores fagpolitiske uenigheder, om hvordan afde-
lingens faglige linie skulle være.
Der var helt frem til krisen i 70*erne bred enighed i afdelingen om, at der
skulle føres en lønpolitik, der primært tilgodeså de lavtlønnedes interes-
ser. Således gav hverken storkonflikten i 1956 eller de senere overens-
komstsituationer anledning til partipolitiske modsætninger i L.P. Nok var
ledelsen socialdemokratisk, men resultaterne blev vurderet ud fra deres
lønpolitiske indhold og ikke ud fra hensyn til den socialdemokratiske for-
bundsledelse eller til den socialdemokratiske regering.
_Dettevar i modsætning til bl. a. Jord- og Betonarbejdernes Fagforening
i Arhus, hvor overenskomstresultaterne gang på gang gav anledning til
partipolitiske stridigheder, idet lavtlønspolitikken her kom i anden række
for den socialdemokratiske ledelse. ›
De politiske modsætninger synes at være blevet større i 70”eme.
Enkelte gange inden for de seneste år har, bestyrelsens forslag og
linie på enkelte punkter mødt kraftig modstand på generalforsam-
lingerne. Dette hænger for det første sammen med, at afdelingen har
fået flere aktive venstreorienterede medlemmer -
hvoraf en del ligger til
venstre for DKP -, der arbejder aktivt og så vidt vi kan gennemskue det,
loyalt inden for fagforeningensrammer. For det andet hænger det sammen
med, at størstedelen af afdelingens store skare af socialdemokratisk orien-
terede medlemmer er passive i fagforeningssammenhænge. Det ser dog ud
l37

11. til, at venstrefløjen har erkendt, at der er et massivt omend passivt flertal af
socialdemokratisk orienterede medlemmer i afdelingen. I hvert fald har
venstrefløjen ikke forsøgt at løbe stormløb på afdelingsledelsen. Det væ-
sentligste for alle parter har m.a.o. været en
handlekraftig ledelse med
medlemmernes opbakning fremfor partipolitiske styrkeprøver. Afdelin-
gen kan i dag karakteriseres som i overvejende grad socialdemokratisk
med et meget åbent politisk miljø, hvor der nok foretages dybe politiske
tacklinger, men hvor direkte benspænd hører til sjældenhederne.
Forholdet til forbundet
L.P.is holdning til forbundet var frem til midten af 60,erne præget af to ret
modsatrettede erfaringer: på den ene side var man til stadighed på kant
med forbundets (transportgruppens) tillidsmænd om de faglige sager, hvil-
ket vi vender tilbage til i kapitel 2. På den anden side' støttede man som
socialdemokratisk afdeling i det store og hele forbundets generelle kurs.
Kontakten til forbundet har perioden igennem bestået i henvendelser og
forespørgslertil forbundets transportgruppe om hjælp i faglige spørgsmål.
Antallet af sager gennem årene har varieret mellem 10 og 30 registrerede
sager med flest i de år, hvor der blev forhandlet overenskomster.
/
Ud fra mødereferaterne i forhandlingsbogen forekommer det at have
været meget begrænset, hvad man i L.P. brugte af tid på at drøfte for-
bundsanliggender, for så vidt som de ikke direkte berørte L.P.”s egne fag-
lige problemer. F. eks. nævner forhandlingsbogen intet om den storm-
fulde kongres i 1962, hvor forbundsformanden, Alfred Petersen, og forret-
ningsfører Anker Jørgensen, tog livtag om forbundets fremtidige politik og
på selve kongressen tog de delegerede fra L.P. ikke åbent stilling til uenig-
hederne”. På de senere kongresser, hvor de interne modsætninger var
mere afdæmpede, var det heller ikke de L.P.-delegerede, der sled fernis-
sen af trappen op til talerstolen.
'
De kongresdelegerede vælges på generalforsamlingen, men har stort set
altid omfattet formanden og kassereren samt med få undtagelser et par af
bestyrelsesmedlemmerne. Generalforsamlingerne diskuterer ikke, hvil-
ken politik de delegerede skal fremføre eller hvilke kandidater til hoved-
ledelsen, der skal stemmes på. Dette overlades til de delegerede, som
forud for kongresserne deltager i møder med de øvrige Århus-afdelinger,
med afdelingerne i SiD*s 7. distrikt og med de øvrige L.P.-afdelinger. Med-
lemmernes kontakt med kongressen begrænser sig m.a.o. stort set til val-
get af delegerede og omtalen af kongressen i Fagbladet:
»Det der ligger i det, er at medlemmerne kan få fordelen af det, der skal finde sted i kongres-
perioden. Men den mere direkte forbindelse ned til medlemskredsen, arbejdspladsen, den er
der ikke.«'3
138

12. Lager- og pakhusarbejdemes løn- og overenskomstforhold
LP-medlemmernes lønforhold har gennem tiden været reguleret af over-
enskomsterne på tre niveauer:
1) De generelle overenskomster, der blev forhandlet mellem LO og DA
vedr. primært lønsatser, arbejdstid, ferie og andre generelle bestem-
melser.
*
2) De specielle overenskomster, der blev forhandlet mellem DAF/
DASF/SiD og de branchearbejdsgiverforeninger, der organiserede de
enkelte arbejdsgivere inden for en afgrænset branche. Her forhandledes
specielle løntillæg og forhold, der var gældende for specielt lager- og pak-
husarbejdere. L.P.”s vigtigste arbejdsgivermodpart har på det specielle
område været Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationeri
Danmark, der gennem perioden har haft mellem 1100 og 1500 med-
lemmer. Sammenslutningen er en af DA's underorganisationer.
3) De lokale overenskomster, der blev forhandlet direkte mellem L.P.
og de lokale arbejdsgiverorganisationer eller direkte med de virksom-
heder, der ikke var medlem af nogen arbejdsgiverforening. Den største
arbejdsgivermodpart på det lokale område har gennem tiden været Fore-
ningen af Arbejdsgivere i Århus (fra 1970 = Handelsstandens Arbejds-
giverforening for Århus og Omegn). I de lokale overenskomster forhand-
les de bestemmelser, der tilpasser de generelle og specielle overenskomst-
resultater til de lokale (virksomheders) forhold.
I det følgende vil vise på alle disse tre felter og søge at belyse, hvorledes
de tre niveauer har udviklet sig set fra den lokale afdeling.
Overenskomstforhandlingerne finder sted i en økonomisk og politisk
ramme, der er forskellig fra gang til gang og som har afgørende indflydelse
på resultaterne. Dette aspekt kan af pladsmæssige grunde imidlertid kun
antydes i denne fremstilling. Også spillet omkring de generelle overens-
komstforhandlinger mellem LO og DA er stærkt nedprioriteret til fordel
for belysningen af L.P.'s status i denne sammenhæng.1
Lager- og pakhusarbejderne tilhører gruppen af normallønnede arbej-
dere. Det betyder, at L.P.-medlemmernes lønforhold principielt kun af-
gøres ved overenskomstforhandlingerne. Der er dog ikke noget i vejen for,
at L.P.'erne til enhver tid kan stille krav om mere i løn -
de kan blot ikke
gøre det med overenskomsten i hånden.
Medlemmerne kan således ikke strejke for kravet, uden at der bliver tale
om en overenskomststridig strejke'. Vi skal derfor se på, hvordan L.P. gen-
nem de forskellige perioder har haft mulighed for at påvirke medlemmer-
nes lønforhold mellem overenskomstforhandlingerne på trods af normal-
lønsystemet.
'
Materialet til belysningen af afdelingens lønpolitiske aktiviteter er 1) forhandlingsbogen, der
indtil 1967 er ret udførlig både hvad angår krav og resultater, 2) materiale i forbundets arkiv,
der dels rummer afdelingernes krav til og resultater fra de lokale overenskomster. dels inde-
holder de sager, der har givet anledning til faglige problemer samt 3) lokale aftaler om for-
139

13. skellige lønsystemer fra afdelingen, forbundet og den lokale arbejdsgiverforening. Arbejds-
givernes holdning kan mere sporadiskbelyses udfra årsberetninger fra Sammenslutningen af
Havne- og Købmandsorganisationer (udsendt side 1967) samt for ganske enkelte år udfra den
lokale arbejdsgiverforenings årsberetning.
En samlet Iønstatistik findes ikke inden for afdelingen og har aldrig været
forsøgt etableret. Dette hænger angiveligt sammen med, at afdelingen som
normallønsyområdeikke i samme grad som minimallønsområdet har haft
en lang tradition for og overenskomstmæssig ret til løbende at stille løn-
krav og her henvise til områdets gennemsnitsløn som led i argumenta-
tionen for lønforhøjelser.
Vi er derfor på dette område overladt til forhandlingsbogens spredte
oplysninger om lønningerne på de enkelte arbejdspladser, samt til hvad
der kan læses ud af overenskomsterne. Dog retter DA,s_lønstatistik lidt op
på denne mangel. I DA”s kvartalvist offentliggjorte statistik kan man følge
lønbevægelsen for bl.a. provinsens lager- og pakhusarbejdere gennem
hele perioden. Da der imidlertid er tale om gennemsnitsfortjenester, der
dækker over en vis lønspredning, må tallene bruges med forsigtighed til
vurdering af lønniveauet i Århus. Ved siden af den offentliggjorte lønsta-
tistik har DA siden 1965 til internt brug udarbejdet kvartalsstatistikker for
mindre geografiske områder og lokale arbejdsgiverforeninger. Gennem-
snitstallene for hele gruppen af ikke-faglærte mænd samt lager- og pakhus-
arbejderne i Århus er blevet stillet til rådighed af DA.
Disse tal svarer stort, set til kvartalsstatistikkerne for den lokale arbejds-
giverforening. Imidlertid'vedrører tallene kun de »rene« lager- og pakhus-
arbejdere og kun de, hvis arbejdsgivere er organiseret i DA. Desuden er
lager- og pakhusarbejdernes antal inden for LP som nævnt faldende gen-
nem perioden. Statistikken omfatter såledesi 1978 kun ca. 20% afmedlem-
merne, mens tallet var dobbelt så stort i 1965. På trods afdisse begrænsnin-
ger vil statistikken kombineret med forhandlingsbogens spredte oplysnin-
ger blive brugt til løbende at vurdere lønniveauet i LP.
Lager- og pakhusarbejdernes lønforhold under 50,emes
stagnationsøkonomi
Lager- og pakhusarbejdernes løn- og arbejdsforhold blev i perioden frem
til 1960 så godt som Udelukkende fastlagt ved overenskomstforhandlin-
gerne. Fagforeningens mulighed for lokalt at hæve lønningerne lå først og
fremmest i de overenskomstfastsatte akkorder.
lsær på havnen, hvor lager- pg pakhusarbejderne arbejdede side om side
med havnearbejderne, der traditionelt har haft en stor akkordandel, var
akkordarbejdet en kærkommen lejlighed til at opnå en 'ekstrafortjenestei
Akkorderne blev forhandlet som lokalt stofi overenskomstsituationen og
lå derfor i princippet fast overenskomstperioden uszed overenskomst-
forhandlingerne i løbet af 50*erne var akkordforhøjelserne som regel
meget små, hvorfor ekstrafortjenesten ved akkordarbejde blev stærkt for-
mindsket.2 L.P. så løsningen på dette problem i en forstærket indsats fra
l40

14. forbundets side for at få udbredt akkordarbejdet -
man holdt sig m.a.o. til
de kendte lønformer3.
L.P.”s stærke prioritering af akkorderne kom til udtryk i overenskom-
sternes udformning. Selv om akkordarbejdet blandt provinsens lager- og
pakhusarbejdere allerede dengang havde et meget begrænset omfang -
ca.
5-7% -
bestod hovedparten af LP,s overenskomst med Foreningen af
Arbejdsgivere i Århus af akkordtakster. Akkorderne var i 50”erne opstillet
over hver enkelt arbejdsoperation, hvorfor aftalerne'skulle ændres ved
tekniske fornyelser i virksomhederne, således at arbejderne var i stand til
at tjene den samme -
men ikke højere -
akkordlønt Der fandt også inden
for lager- og pakhusområdet rationaliseringer sted i 50'erne, men generelt
set var de af mindre omfang end i 60”erne. Man nøjedes med at rationali-
sere den interne transport først og fremmest ved hjælp af transportbånd og
transportører.
I de øvrige overenskomster uden for Foreningen af Arbejdsgivere var'
der ikke bestemmelser om adgang til akkord. I disse lokaloverenskomster
var der ud over lønbestemmelser retningslinier for arbejdstidens tilrette-
læggelse, Opsigelsesvarsler m.m.
Den eneste mulighed L.P.-medlemmerne havde for at etablere en løn-
glidning i overenskomstperioden var at stille krav og så enten håbe på ar-
bejdsgiverens gode vilje eller iværksætte en overenskomststridig strejke.
Begge veje var
øjensynligtlige ufarbare i 50,erne, hvor hovedproblemet
for de fleste arbejdsmænd var overhovedet at få arbejde. En meget stor del
af L.P,”sarbejdsmænd var løsarbejdere, der stillede til mønstring på ar-
bejdspladserne hver dag og blev antaget for en dag eller mindst 4 timer ad
gangen. F. eks. var der på kularbejdspladserne arbejdere, der havde været
der i 30-40 år og som skulle antages hver morgens. Mønstringsparagraffen
udgik først af overenskomsten i 1973.
*
Storkonflikten i 19566
På efterårsgeneralforsamlingen i 1955 lagde L.P.°s formand, Henry Kort-
sen op til, at man kun skulle diskutere de lokale krav og overlade udform-
ningen af de generelle til forbundsledelsen. Denne linie modsatte KFK-
klubben sig og pressede igennem, at generalforsamlingen skulle tage stil-
ling til spørgsmålet, uden at vi dog af materialet kan se indholdet af disse
kravl. Henry Kortsen deltog som hovedbestyrelsesmedlem i udarbejdelsen
af de endelige krav fra Dansk Arbejdsmandsforbund. De generelle krav
herfra var: 44 timers arbejdsuge (fra 48), generel lønforhøjelse på 12 øre i
timen og en garanteret mindsteløn på 16 kr. om dagen (ekskl. dyrtid),
hvilket for L.P.”s område ville betyde op til 16 øre ekstra i timen. Endelig
stillede man krav om en sygelønsordnings.
I forhandlingerne lagde DA sig fast på en benhård nej-politik, der havde
til hensigt at bringe såvel den socialdemokratiske regering som fagbevæ-
gelsen på glatis. Med sin konfrontationskurs ønskede DA og borgerskabet
141

15. i.
,V
1
E
E.'r
1
at få revideret grundlaget for et fortsat klassesamarbejde med arbejderbe-
vægelsen.
Som svar på DA's konfrontationskurs iværksatte fagbevægelsen (metal-
arbejderne og DAF) en begrænset, men meget virkningsfuld strejke inden
for metal- og transportsektoren. Det var specielt strejken over for de store
olieselskaber, der kom i offentlighedens søgelys, fordi denne strejke ramte
langt de fleste arbejdsgivere. L.P. i Århus var inddraget i denne konflikt,
idetman havde medlemmer, der arbejdede på olieselskabernes tank-
anlæg. Desuden skulle afdelingen administrere dispensationsansøgninger
om olie- og benzinudlevering. Dette gav anledning til dramatiske situa-
tioner rundt omkring i landet, fordi mange afdelinger mente, at strejken
skulle være 100% effektiv, hvorfor de var karrige med dispensationer.
Øjensynligtforløb det hele mere fredeligt i Århus. De lokale dagblade be-
tegnede de tre strejkeuger som »stilfærdige« og »uden episoder af nogen
betydning«9.Heller ikke det øvrige materiale nævner noget om problemer
med denne dispensationsordning, som DAF havde vedtaget skulle admini-
streres efter konduite. Det eneste problem vi kan registrere i for-bindelse
med strejken, er at KFK tilsyneladende under indtryk af strejken og de ud-
videde strejkevarsler forsøgte at presse arbejderne til at tage ekstraover-
arbejde. Dette nægtede klubben, fordi man mente, at det hang sammen
med konfliktudbruddet 0g udsigten til, at KFK ville blive inddraget i
strejken.ll Selve strejkens gang lokalt er imidlertid ikke belyst i forhand-
lingsbogen, bortset fra at formanden karakteriserede den som effektiv.
Heller ikke afdelingens aktioner på forbudet mod olie- og benzinkon-
flikten efter mæglingsforslagets fremkomst kan spores i materialet. Der-
imod belyses afdelingens holdning til mæglingsforslaget, der indeholdt et
generelt løntillæg på 8 øre i timen, et lavtlønstillæg fra 1-10 øre i timen
samt en sygelønsordning”. Henry Kortsen havde i DA Ps hovedbestyrelse
og grupperepræsentantskab tilsluttet sig det mindretal, der gik imod mæg-
_
lingsforslaget og som mente, at man ikke skulle søge fred med arbejds-
giverne for enhver pris”. Derfor opfordrede han sammen med den øvrige
del af bestyrelsen afdelingens medlemmer til at stemme nej. Lavtlønstil-
1æggene blev ikke kommenteret i afdelingen. For de fleste af L.P.°erne
ville tillægget betyde 5-6 øre mere i timen, hvilket ville bringe timelønnen
op på ca. 3,58". Dette var øjensynligt ikke tilstrækkeligt til at tilfredsstille
de århusianske lager- og pakhusarbejdere. .
-
Urafstemningen foregik endnu i 1956 på selve generalforsamlingen og
gav et massivt nej: 671 medlemmer stemte nej, 74 sagde ja og 8 stemte
blankt”. Ca. 60% af medlemmerne havde afgivet deres stemme og aldrig
siden har så mange medlemmer deltaget i en generalforsamling eller i en
urafstemning i afdelingen. I modsætning til mange andre fagforeninger
forløb fremlæggelsen 0g diskussionen af mæglingsforslaget i ro og fred i
LP., fordi bestyrelsen på trods af deres tilknytning til Socialdemokratiet
afviste mæglingsforslaget.
Denne afvisende holdning blev delt af et solidt flertal af fagbevægelsens
142

16. medlemmer. Mæglingsforslaget blev m.a.o. forkastet på trods af, at for-
bundsledelserne af hensyn til den socialdemokratiske regering og af frygt
for et politisk indgreb havde anbefalet en vedtagelse.
Den socialdemokratiske mindretalsregering forelagde straks efter af-
stemningen et forslag i folketinget om ophøjelse af mæglingsforslaget til
lov og fik det vedtaget med de borgerliges stemmer.
DsF's ledelse tog afstand fra lovindgrebet, men undlod efter alt at
dømme at sætte hårdt mod hårdt over for statsministeren”.
Reaktionerne på arbejdspladserne mod tilsidesættelsen af urafstemnin-
gens resultat blev meget kraftige. I provinsen havde protesten dog ikke
samme omfattende karakter som i København, men både i Kolding, Silke-
borg og Viborg vedtog arbejdermøder skarpe protester mod indgrebet”.
I Århus blev arbejdet nedlagt på størsteparten af virksomhederne og
også LP-medlemmerne var inddraget i arbejdsnedlæggelserne”. Fælles-
organisationen beklagede i en udtalelse indgrebet, men opfordrede med-
lemmerne til at »bevare den loyalitet over for lovgivningsmagtens afgørel-
se, som må være selvfølgelig i et demokratisk samfund.«19 Enkelte fag-
foreninger ønskede på en lidt mere håndfast måde at give udtryk for deres
utilfredshed og arrangerede en demonstration på Bispetorvet, der samlede
ca. 8000 mennesker.
L.P. stod ikke som medarrangør af dette møde”. Fagforeningen opfor-
drede tværtimod sine medlemmer til straks efter regeringsindgrebet at
genoptage arbejdet.
Af forhandlingsbogen fremgår, at L.P.'s og Chaufførernes afdelingsfor-
mænd holdt et møde med de strejkende, hvor man nåede til enighed om at
genoptage arbejdet". Strejkeaktiviteten var således også i Århus ebbet ud
et par dage efter regeringsindgrebet.
Afdelingen fastholdt imidlertid sin kritik af mæglingsforslaget. På
DAF's kongres i september fik de delegerede fra L.P. at høre for den stil-
ling, de havde taget til mæglingsforslaget. Kritikken kom uden tvivl fra
andre socialdemokrater, der i urafstemningens nej til mæglingsforslaget,
så at kommunisterne havde haft succes med at manipulere med de danske
arbejdere. L.P. svarede derfor igen på kritikken: man ville ikke finde sig i
at blive kaldt kommunist eller medløber, man havde stemt forslaget ned,
fordi det var for dårligt”. Denne holdning til resultatet blev ikke formildet
af, at Overenskomstnævnets kendelser om beregningen af lavtlønstillæg-
get i en række tilfælde gik afdelingen imod.23
Sideløbende med de generelle forhandlinger foregik der forhandlinger
på lokalt plan om løn- og arbejdsforholdene på de enkelte virksomheder. I
løbet af november udformede klubberne og tillidsmændene ændringsfor-
slag til de lokale overenskomsters bestemmelser om akkorder og forskel-
lige løntillæg". Disse akkordpriser og tillæg var siden den første overens-
komst i 1911 blevet lagt i stadig mere faste rammer. Der var i overens-
komsten fastsat forskellige priser og tillæg afhængigt af hvilken vare, det
drejede sig om, og hvor varen skulle placeres på lageret. Alene akkord-
143

17. taksterne vedrørende korn- og foderstoffer fyldte 20 sider i overenskom-
sten fra 1954 med Foreningen af Arbejdsgivere i Århus.
I forhandlingerne med den lokale arbejdsgiverforening deltog klub-
formændene sammen med afdelingens formand og næstformand”.
Forhandlingerne brød sammen mellem jul og nytår. Efter hovedorgani-
sationerne havde holdt møder om sagen i de første måneder af 1956,
enedes man om at sende stoffet tilbage til lokal forhandling,26 der endte
med minimale forbedringer". Resultatet blev i afdelingen betegnet som
»ikke tilfredsstillende, men mere kunne ikke 0pnås«23.Vurderingen skulle
ses på baggrund af, at arbejdsgiverne også lokalt havde forsøgt at køre
klassefrontationen helt igennem med krav om kraftige reduktioner af ak-
kordsatserne”.
At de lokale forhandlinger kun gav beskedne resultater var et generelt
problem inden for DAF”s transportgruppe i 50”erne, idet man pga. det
store antal lokaloverenskomster fik for lidt tid til behandling af hver
overenskomst. Dette blev specielt et problem, når arbejdsgiverne søgte at
udnytte arbejderklassens svaghed -
bl.a. som følge af arbejdsløsheden -
og kørte en konsekvent afvisningspolitik”. Derfor spillede de specielle
overenskomstforhandlinger i 50”erne kun en mindre rolle.
Efter afslutningen af overenskomstforhandlingerne inden for DA°s om-
råde kom forhandlingerne med de uorganiserede arbejdsgivere igang.
Resultaterne herfra lå de fleste steder over det, man havde opnået på de
øvrige områder -
de fleste steder havde man opnået tillæg på fra 10 til 14
øre.
Overenskomstsituationen 1957/58
På baggrund af det svage overenskomstresultat i 1956 var forventningerne
til den næste overenskomst store i fagbevægelsen. Nu skulle især 48 timers
arbejdsugen falde og DAF skulle have noget hjem til de mange lavtlønnede
medlemmer.
'
Der blev da heller ikke lagt fingre imellem, da L.P. opstillede sine krav.
Afdelingen havde i efteråret skiftet formand efter en strid mellem Henry
Kortsen og formanden for KF K-klubben, Hans Pedersen.
Afdelingen vedtog i begyndelsen af september 1957 denne ønskeseddel
til de forestående overenskomstforhandlinger:
l) nedsættelse af arbejdstiden til 40 timer ugentligt
2. feriegodtgørelse på 10% af lønnen
3) sygeløn og ulykkesdagpenge fra første dag med 80% af den daglige
fortjeneste
4) generelt løntillæg på 40 øre pr. time
5) hævelse af alle akkordpriser med 30%.
Sammenlignet med de krav, som forbundets ledelse vedtog, lå L.P.-krave-
ne meget højt. DAF startede overenskomstforhandlingerne ud fra krav om
1) 44 timers arbejdsuge, 2) en mindsteugeløn på 200 kr. eller 41 øre mere
i timen til de lavestlønnede, 3) et generelt løntillæg på 10 øre i timen og
/
144

18. 4) en forhøjelse af akkordpriserne med 8%".
Reduktionen af kravene i DAF”s forbundsledelse gav ikke anledning til
kritik i L.P. sikkert fordi der i forbundets krav også var mål nok at kæmpe
for set ud fra afdelingens synspunkt.
Selv om det var vedtaget, at forhandlingerne denne gang skulle foregå
centralt, mens afstemningen skulle foregå i 8 undergrupper,32 blev der alle-
rede i midten af december i en af grupperne
-
jern- og metalindustrien -
indgået forlig. Forliget indeholdt en arbejdstidsforkortelse til 45 timer og
et lavtlønstillæg, der hævede mindstebetalingen for mænd med 12 øre. Til
gengæld fik arbejdsgiverne den indrømmelse, at overenskomsten skulle
være tre-årig. Dette forlig blev noget nølende anbefalet i DAF°S hoved-
ledelse33 og forslaget blev vedtaget ved urafstemning inden for gruppen.
Derimod stillede DAF sig modvillig i forhold til at overføre resultatet til
normallønsområdet (bl. a. transportgruppen), idet lønfremgangen var for
_
lille. Imidlertid blev DAF til sidst presset til at godtage et mæglingsforslag,
der ud over arbejdstidsforkortelsen indeholdt nogle småforbedringer til de
lavtlønnede". I forbundets hovedledelse støttede L.P.”s tidligere formand,
Henry Kortsen det massive flertal, der anbefalede mæglingsforslaget”.
Flertallet i L.P. var af en anden mening. Bestyrelsen gik imod mæglings-
forslaget36 og på den generalforsamling, hvor forslaget blev fremlagt gik
261 imod og 73 ind for resultatet- denne gang en stemmeprocent på ca. 27.
Afvisningen af forslaget skal ses i sammenhæng med dets ringe betyd-
ning inden for L.P. Lavtlønstillægget, der maksimalt kunne give 24 øre
ville kun give 8 øre til de lavtlønnede L.P.-medlemmer -
heraf var 56 øre
indeholdt i lavtlønstillægget fra 1956. Desuden havde mange L.P.-med-
lemmer i kraft af den lokale overenskomst en timeløn, der lå lige over den
grænse på 3,95, der var fastsat for tildelingen af lavtlønstillægget”. Hertil
kom, at arbejderne på KFK med adgang til akkord lå på en gennemsnits
akkordtimeløn på 5,38 kr. i timen samt en samlet gennemsnitlig løn på
49,14 kr. i timen i de første tre kvartaler af 1957”. Også på de mindre ar-
bejdspladser lå man over grænsen for tildelingen af lavtlønstillæg: F. eks.
havde medlemmerne på chokoladefabrikken Elvirasminde en timeløn på
4,16 kr. og vinduespudserne en timeløn på 3,97 efter overenskomstfor-
handlingernes afslutning”.
Som helhed blev mæglingsforslaget imidlertid'vedtaget med stort flertal'
i bådetransportgruppen og de øvrige grupper. L.P.'erne måtte derfor leve
med den for dem dårligeoverenskomst i de næste tre år.
Gangen i udarbejdelsen af de lokale krav var den samme som i 1955, men
på forhånd advarede afdelingsformanden -
belært af erfaringerne fra 1956
-
imod for stor optimisme på grund af arbejdsgivernes og trekantregerin-
gens modstand mod lønstigninger”. Forhandlingerne lokalt gik da også
uhyre trægt, hvorfor forbundet blev inddraget, uden at dette i første om-
gang hjalp'" og i anden omgang resulterede i, at arbejdsgiverne tilbød 10%
til enkelte dårlige akkorder mod til gengæld at kræve 10 timers ugentligt
overarbejde mod hidtil 3.42 Denne handel, som arbejdsgiverne selv beteg-
l45 ,

19. nede som en betydelig indrømmelse til arbejderne, blev imidlertid afvist på
en ekstraordinær afdelingsgeneralforsamling". LP. måtte derfor finde sig
i, at også de lokale forhandlinger blev afsluttet uden nævneværdige resul-
tater.
Det daglige overenskomstarbejde i slutningen af 50'erne
L.P.,s arbejde gennem overenskomstperioderne bestod i slutningen af
50'erne i at overvåge og sikre, at overenskomsterne blev overholdt til
punkt og prikke af arbejdsgiverne. Dette arbejde var p.g.a. det store antal
lokaloverenskomster meget tidskrævende og i det omfang klubberne eller
tillidsmændene ikke selv kunne klare problemerne, var det som regel de to
fastansatte tillidsrepræsentanter, formanden og kassereren, der måtte
trække læsset. Der var p.g.a. arbejdsløsheden i 50,erne ikke tale om, at af-
delingen havde styrke til ved lokale forhandlinger at kunne gennemføre løn-
forbedringer midt i en
overenskomstperiode. Man var med de eksiste-
rende styrkeforhold og konjunkturer bastet og bundet til normallønssy-
stemet og selv om akkordarbejdet for enkelte medlemmer kunne hæve
lønniveauet i beskedent omfang, må det antages, at afdelingens løngen-
nemsnit i stil med provinsens lager- og pakhusarbejdere lå et godt stykke
›
under forbundsgennemsnittet. .
Forhandlingsbogen viser tydeligt afdelingens og medlemmernes defen-
sive position. Der nævnes et utal af ferie- og underbetalingssager, hvor ar-
bejdsgiverne havde forsøgt at snyde medlemmerne for deres overens-
komstmæssige rettigheder. Disse optog her i 50,erne meget tid, fordi der
ofte var tale om sendrægtige tovtrækkerier for at få udbetalt oftest ganske
små beløb.
Generelt forsøgte L.P. at presse overenskomsterne til det yderste. Flere *
gange gik afdelingen så vidt, at man stødte på modstand fra forbundets
side. Dette gjaldt f. eks. problemerne omkring beregningen af lavtlønstil-
læggene fra overenskomsten i 1958, hvor forbundet nægtede at køre sager-
ne videre for L.P.“. Og flere gange ønskede L.P. ført voldgifts- eller mæg-
lingssager, som forbundet og LO anså umulige at vinde. Utilfredsheden
med forbundets indsats førte til, at der bl. a. på efterårsgeneralforsamlin-
gen i 1959 blev fremsendt regulære protestresolutioner over forbundets ar-
bejde”. Denne utilfredshed med forbundets indsats og linie kom i øvrigt til
orde flere gange i de første år af 60,erne.
Arbejdstidsforkortelsen fra 48 til 45 timer efter overenskomstforhand-
lingerne i 1958 gav også problemer. Her havde en række af DA's under-
organisationer, deriblandt Sammenslutningen af Havne og Købmandsor-
ganisationer, bidt mærke i en passus i mæglingsforslaget,der sagde, at
arbejdstiden skulle udnyttes effektivt og produktionen forøges. Dette fik
bl. a. arbejdsgiverne ved Århus havn til at opsige de faste drikkepauser pr.
1. marts 1959. LP. protesterede til forbundet46 og efter forhandlinger og
mæglingsmøder blev det fastslået, at arbejderne stadig havde ret til små-
pauserne”.
'146

20. Også den teknologiske udvikling og rationaliseringen inden for lager-
området skabte problemer for L.P. De store kornfirmaer begyndte i slut-
ningen af 50,erne at erstatte den manuelle interne transport (f. eks. sække-
vogne) med maskinel transport (f. eks. transportører). Dette betød for det
første en mandskabsreduktion, der dog ikke skabte de store problemer”.
Derimod hævdede arbejdsgiverne, at eftersom kapaciteten ville blive for-
øget med 25% med den nye teknik skulle akkordpriserne reduceres tilsva-
rende. Dette gav overenskomstens § 9 udtrykkeligt hjemmel til. Ikke
desto mindre krævede L.P. uændret akkordsats, fordi arbejdsgiverne for
det første nu sparede to mands lønninger og for det andet sparede løn ved
det hurtigere udførte arbejde. L.P. erkendte dog, at overenskomsten
havde en lidt anden tilgangsvinkel til spørgsmålet om fordelingen af gevin-
sten ved indførelsen af ny teknologi”. Resultatet blev et kompromis med
en reduktion af akkordprisen på l7'⁄2% samt indførelsen af et timeløns-
tillæg på 7 øre pr. mand”.
Sammenfatning på 50'erne
Den massive klassekonfrontation, som storkonflikten i 1956 var udtryk
for, forløb uden større dramatik på L.P.°s område. Eftersom der var enig-
hed om, at mæglingsforslaget ikke kunne antages, kom det ikke til et poli-
tisk opgør i afdelingen mellem socialdemokraterne og DKP°erne. Heller i
ikke ophøjelsen af mæglingsforslaget til lov gav anledning til, at den social-
demokratiske ledelse blev presset af kommunisterne i afdelingen. Forsla-
get blev afvist, fordi det gav for lidt til afdelingens lavtlønnede medlem-
mer, og politiske hensyn var aldrig på tale. Heller ikke i 1958 var der tvivl i
afdelingen om, at mæglingsforslaget var noget hø. Dertil kom, at også de
lokale overenskomstforhandlinger i både 1956 og 1958 endte uden nævne-
værdige resultater. Hovedparten af afdelingens medlemmer var således
i
ved indgangen til 60'erne fastlåst som lavtlønnede.
At en stor del af medlemmer var utilfredse med denne situation og der-
for ønskede den ændret var dels holdningen til mæglingsforslaget, dels
den aktive deltagelse i generalforsamlingerne et udtryk for. Hvis medlem-
merne ville have blot den mindste indflydelse på deres egenlønmæssige
situation, var generalforsamlingerne den eneste mulighed, selv om indfly-
delsen her var begrænset til etja eller et nej. Muligheden for at kompense-
re for dårlige overenskomstresultater enten ved at skifte arbejde eller
presse lønforhøjelser igennem var ikke nogen realistisk mulighed i
50'erne.
Højkonjunkturenkommer til Århus
Overenskomsten i 1958 var indgået under helt andre forudsætninger, end
de, der blev gældende itreårsperioden. Højkonjunkturen slog i 1959 igen-
nem inden for de fleste sektorer. Dette betød, at arbejdsløsheden også
.inden for L.P. reduceredes kraftigt. I løbet af 1959, og i 1960 var der nær-
147

21. mest tale om fuld beskæftigelse for afdelingens medlemmer”. Dette gav et
bedre grundlag for at stille lønkrav på arbejdspladserne.
I maj og juni 1960 havde bryggeriarbejderne landet over vist, at løn-
kravene kunne gennemtrumfes ved'relativt korte strejker”, og i Ålborg
lykkedes det i løbet afjuli for den lokale L.P.-afdeling at komme igennem
med timelønsforhøjelser. Også havnearbejderne i Århus, Ålborg,Odense
og København iværksatte i løbet afjuli en omfattende lønstrejke”. L.P. i
Århus blev også berørt af strejkebevægelsen, men i modsætning til den
DKF-ledede afdeling i Ålborg afholdt man sig fra at koordinere og initiere
lønkravene. Her var det klubben på J.A.F., der gav startskuddet til løn-
fremstødet. Klubben fik i forhandlinger, presset arbejdsgiverne til at for-
høje visse gruppeakkorder, men på områder, hvor der hidtil ikke havde
været akkordarbejde, nægtede arbejdsgiverne at gå med til at udbetale et
timelønstillæg, indtil der evt. var etableret akkord eller en produktionstil-
lægsordning (en slags gruppeakkord)54. Herefter nedlagde de 112 L.P.'ere
på J.A.F. arbejdet, idet netop de timelønnede arbejdere havde hårdt brug
for at få tilpasset det magre resultat fra 1958 til de ændrede konjunkturer
0g styrkeforhold. På et fællesmøde erkendte fagforeningen strejken for
overenskomststridig, mens arbejdsgiverne tilbød forhandling, hvis arbej-
det blev genoptaget”. Efter en henstilling fra afdelingen besluttede klub-
ben at genoptage arbejdet, mens forhandlingerne genoptoges. Ved de for-
nyede forhandlinger gik arbejdsgiverne med til at betale en forskudsbeta-
ling på 26 øre til timelønnen, indtil der var blevet indført akkord eller en
produktionstillægsordning til erstatning for timelønsarbejdet”. Aftalen,
der i realiteten var et rent timelønstillæg, gjaldt også for K.F.K. På trods af
at forhandlingerne således hurtigt førte til enighed, fastholdt Arbejdsgiver-
foreningen, der ihærdigt forsøgte at stoppe lønaktionerne og straffe de med-
lemmer, der gav efter, at arbejderne skulle dømmes en alvorlig bod for
strejken”. Voldgiftsretten idømte herefter hver af de strejkende en bod på
35 kr. for de 21⁄2dages strejke eller næsten en dagløn pr; mand”. J.A.F.-
klubben havde imidlertid virket som murbrækkere for resten af afdelin-
gens medlemmer, og i løbet af sommeren og efteråret 1960 opnåede med-
lemmerne på de øvrige arbejdspladser lignende tillæg uden at iværksætte
strejker. Det var derfor ikke underligt, at bestyrelsen på L.P.'s efterårs-
generalforsamling opnåede bemyndigelse til at »hjælpe« de dømte J.A.F.
medlemmer med at afvikle boden”.
De lavtlønnede og normallønnede L.P.'ere havde som så mange andre
arbejdere landet over vist, at normallønsystemet under gunstige konjunk-
turer kunne gennembrydes. Grundlaget for overenskomstforhandlingerne
i l961 syntes således at være det bedst tænkelige.
Overenskomsten 1961 -
arbejdsgiverne vil have styr på lønningerne
DASF”s overenskomstkrav afspejlede den optimisme, der rådede i fagbe-
vægelsen forud for overenskomstforhandlingerne. Hovedkravene var 40›
148

22. timers arbejdsuge, en mindste ugeløn på 250 kr. samt en forhøjelse af ak-
kordsatserne med gennemsnitligt 25%. Optimismen i lønkravet kan bedst
illustreres af, at det for første gang i den undersøgte periode lå over de
ikke-faglærtes gennemsnitsløn (1%), mens kravet normalt lå på ca. 90% af
gennemsnitslønnen”. For de lavtlønnede lager- og pakhusarbejdere i pro-
vinsen, der stort set alle lå væsentligt under forbundets gennemsnit, var der
m.a.o. tale om et krav, der vaskede sig. Kravene gav ikke anledning til
kommentarer i L.P. ,
Det var imidlertid ikke så ligetil at gennemtrumfe kravene. DA var øjen-
synligt fast besluttet på, at den lønbevægelse, der var sat igang i sommeren
1960 ikke skulle have et blåt stempel ved overenskomstfornyelsen. Efter
en del tovtrækkeri i forligsinstitutionen, enedes LO og DA om en beløbs-
ramme og et mæglingsforslag,der bl. a. betød et løntillæg til DASF's med-
lemmer på 65 øre og 5% til akkordsatserne”. Dette forslag afviste DASF's
formand, Alfred Petersen, fordi det ikke sikrede forbundets lavt-
lønskrav”. I denne vurdering blev DASF-formanden bl. a. støttet af L.P.”s
formand i forbundets grupperepræsentantskab,hvor et flertal stemte imod
en anbefaling af forslaget”.
'
Derefter kom forslaget til behandling på L.P.,s generalforsamling. Be-
styrelsen var enige om at anbefale medlemmerne at stemme nej64. Bl*.a.
var man utilfredse med tillægget på 65 øre, idet de tillæg, som var blevet
opnået i sommeren og efteråret 1960, skulle modregnes heri. Reelt var der
derfor kun tale om et løntillæg på 40 øre. Desuden var bestyrelsen utilfreds
med den generelle forhøjelse af akkordene med 5%”. Ved urafstemningen
i afdelingen blev det til et massivt nej til mæglingsforslaget: 421 stemte nej,
mens 85 stemte ja”.
Afstemningen foregik ligesom i 1958 inden for 8 særskilte grupper. Men
i modsætning til i 1958, hvor samtlige grupper havde ja-flertal, vandt mod-
standerne af mæglingsforslaget flertal i to grupper i 1961: jernindustrien og
transporten. L.P.'s mange nej-stemmer bidrog til det klare flertal af nej-
stemmer i transportgruppen.
Som følge af afvisningen af mæglingsforslaget trådte de varslede strejker
i de to grupper i kraft. Strejken ijernindustrien blev en kort affære, fordi
Smedeforbundet gjorde alt for at få den afsluttet med et nyt mæglingsfor-
slag.
Derimod blev transportstrejken, der i starten omfattede 15.000 arbejds-
mænd og efterhånden blev udvidet til 45.000 mand, langvarig. Af L.P.”s
medlemmer blev i første omgang kun 100 mand ved jernfirmaerne inddra-
get i strejken67. Senere blev en del arbejdere hos arbejdsgivere, der var
medlemmer af Havnesammenslutningen inddraget -
hvor mange det dre-
jede sig om, fremgår ikke af forhandlingsbogen.
'
Transportst-rejken var fra forbundets side i modsætning til 1956 ikke til-
rettelagt effektivt. Man havde ud fra erfaringerne fra denne konflikt holdt
olie- og benzinområdet udenfor, men også inden for de strejkeramte om-
råder manglede den koordinering, der kunne have gjort strejken effektiv.
l49

23. Fra politiets indgriben mod blokaden af Halmstadfærgen på Århus Havn under transport-
strejken 27. april 1961 (Århus Folkebiblioteks lokalhistoriske samling)
F. eks. blev sømændenes strejke, der var total hindret på grund af mangel
på elementær koordinering med DASF”s transportstrejke på landjorden.
Især Sømændene og havnearbejderne assisteret af lager- og pakhus-
arbejderne på havnen gjorde kraftige forsøg på at råde bod på dette gen-
nem en række lokale aktioner. I Århus førte en afdisse aktioner til et hårdt
sammenstød med politiet. Torsdag den 27. april etablerede arbejderne på
havnen i Århus blokade af Halmstadfærgen, fordi rederiet overførte strej-
keramt gods. Politiet trak stavene og uddelte knippelsuppe. Lastbilerne
blev under politibeskyttelse ført i land, men hvis ellers Land og Folks
beskrivelse er korrekt, forløb heller ikke denne fase helt fredeligt:
»Nogle strejkeramte lastvogne måtte køre ud afÅrhus med knuste ruder. Andre måtte skifte
punkterede dæk og atter andre slap kun igennem med en del aflæsset i behold. Noget blev
læsset afi gaderne. 1 over en time var der totalt trafikkaos i den indre by«68.
En anden af aktionerne rettede sig mod en af L.P.'s arbejdspladser, Århus
Mørtelkompagni. Her forsøgte Sømændene assisteret af L.P.-medlemmer
gennem en fysisk blokade at hindre, at virksomheden'fik tilført sand med
lastbil i stedet for som sædvanligt med skib. Ca. 100 arbejdere blokerede
150

24. derfor indkørslen til-firmaet”. På et fællesmøde med arbejdsgiverne næg-
tede såvel sømændene som L.P., at deres medlemmer havde deltaget i
aktionen og sagen faldt til jorden”.
L.P.*s forhandlingsbog nævner desuden, at medlemmerne forsøgte at
effektivisere strejken, ved at nægte løsning af tyske jernbanevogne med
, silokorn, der normalt blev fragtet med skib. Arbejdsgiverne protesterede
til forbundet, der så beordrede L.P.'erne til at udføre arbejdet".
Det kan på denne baggrund ikke undre, at L.P. var meget utilfreds med
den måde, forbundet havde tilrettelagt strejken på. På generalforsamlin-
gen den 27. april- midt under strejken -
vedtog man en udtalelse herom til
forbundet:
»Lager- og Pakhusarbejdernes Fagforening forsamlet til generalforsamling den 27. april 196 l
opfordrer hermed hovedledelsen til at udvide den for transportgruppen løbende konflikt, så-
ledes at vi så hurtigt som muligt kan bringe denne til en heldig afslutning, og vi tilsiger vor for-
bundsformand for fulde støtte i bestræbelserne for at nå dette mål.«
Også politibrutaliteten i forbindelsen med arbejdernes aktioner udtalte ge-
neralforsamlingen sin harmdirrendé protest imod".
Den 4. maj fremsatte forligsmanden et nyt mæglingsforslag for trans-
portområdet. Forslaget betød en lille ekstraforhøjelse til akkorderne og
10 øre som særligt lavtlønstillæg til dette område".
DASF”s formand var indstillet på at fortsætte strejken, men kom i min-
dretal i forbundets hovedledelse, der vedtog en anbefaling". L.P.”s besty-
relse var delt på spørgsmålet, idet et af medlemmerne gik ind for forslaget,
mens de resterende 8 (heriblandt formanden) gik imod.
På generalforsamlingen den 10. maj var stemningen ubetinget imod for-
slaget. En usædvanlig skarp udtalelse fra bestyrelsen blev vedtaget en-
stemmigt:
»Lager- og Pakhusarbejdernes Fagforening i Århus forsamlet til afstemning om det sidst
fremsatte mæglingsforslag protesterer herved kraftigt over den måde et flertal af forretnings-
udvalg og hovedbestyrelse har ført den konflikt, som transportgruppen har været ude i i snart
5 uger.
'
For os menige medlemmer ser det ud til, at der er et flertal inden for nævnte kategorier, der
bevidst modarbejder konflikten.
Havde hele forbundets styrke i enighed været brugt, og der havde været nogen kraft bag
ved strejken, er der for os ingen tvivl om, at vi havde været fri for at skulle tage stilling til et så
usselt forlig, som det der nu bydes os.
Vi må kræve, at dersom -
hvad vi håber -
nævnte mæglingsforslag forkastes, omgående og
så effektivt som mulig hele forbundets styrke bliver sat ind på,at konflikten bringes til en sejr-
rig afslutning. _
Fortsættes konflikten på den måde, som det er gået nu snart i 5 uger, arbejder vi os selv ud
på lossepladsen.«75
Lager- og pakhusarbejdernes kampvilje og krav om den mest effektive
strejkeførelse skal ses på baggrund, at strejkeunderstøttelsen kun udgjorde
mellem 25 og 40% af en ikke-faglærts gennemsnitsindtægt (alt afhængig af
forsørgerstatus), og at strejkekontingentet udgjorde 21 kr. om ugen eller
8% af den gennemsnitlige ugeløn'”.
l51

25. Ved afstemningen på generalforsamlingen blev der'afgivet 249 nej-stem-
mer og 41 ja-stemmer. Men kampgejsten i transportgruppen som helhed
var
forsvundet. Mæglingsforslaget blev vedtaget.
Lokale resultater
De 75 øre, som man opnåede ved de generelle forhandlinger var åbenbart
,
ikke tilstrækkeligt til, at L.P.-medlemmerne ville godtage det. I de lokale
forhandlinger opnåede afdelingen da også en del mere end sædvanligt. I
modsætning til i 1956 og 1958 stillede ForeningenafArbejdsgivere i Århus
ikke denne gang krav om reduktion af akkorderne”. L.P. stillede som for-
bundet krav om en forhøjelse af akkorderne med 25% -
enkelte akkorder
krævedes dog forhøjet med 100%.78 På et forhandlingsmøde i november
tilbød arbejdsgiverne en forbedring af akkorderne med fra' 10 til 20%.
Dette tilbud ønskede LP. ikke at lade sig nøje med, hvorfor forhand-
lingerne overgik til forbundet”. Det fik man imidlertid ikke meget ud af,
idet forbundet og LO i december indgik en aftale med DA, der lå lidt under
det oprindelige tilbud”. Dette udfald af forhandlingerne gav naturligvis
anledning til stor utilfredshed i bestyrelsen og på generalforsamlingen”'.
Imidlertid var det væsentligt, at en række akkorder, der gennem 50”erne
stort set ikke var blevet reguleret, nu blev forbedret. Desuden blev det nye
lønsystem, produktionstillægsordningerne, på KFK og JAF fastholdt og
udbygget i overenskomsten. Man så altså her en begyndende tendens til at
erstatte det gamle akkordsystem med et produktivitetsfremmende løn-
system, der byggede på en større gruppe arbejderes fælles indsats.
1 enkelte timeløns-overenskomster opnåede L.P. resultater, der lå lidt
over de 75 øre, men som helhed kom timelønnen de fleste steder ikke
meget over dette niveau. De tillæg, man rundt omkring havde opnået i
sommeren 1960, blev som nævnt modregnet, men til gengæld fik man flere
steder et nyt tillæg. Ugelønnen på de tidlønnede virksomheder lå efter
overenskomstafslutningen på fra ca. 230 kr. og op til ca. 260 kr.82
Helhedsløsningen
De generelle forhandlinger endte i 1963 med en indkomstpolitisk helheds-
løsning. Vi skal ikke her gå i dybden med historien bag dette indgreb, der
gav fagbevægelsen de første erfaringer med at indgå som aktivt led i ind-
komstpolitikken.
L.P.”s overenskomstforberedelser startede allerede i maj 1962, hvor de 4
LP. afdelinger opstillede fælles retningslinier for overenskomstkravene”.
l både de lokale og i forbundets specielle forhandlinger med Købmands-
og Havnesammenslutningen opnåede lager- og pakhusarbejderne lønfor-
bedringer før regeringsindgrebet”.
Transportgruppens mange lokale overenskomster gav DASF problemer
med at forhandle og kontrollere overenskomstsystemet. Siden 50”erne
havde transportgruppen derfor bestræbt sig på at standardisere lokalover-
enskomsterne og .inden for f.eks. Købmands- og Havnesammenslutnin-
152

26. gens område på at samle så meget i landsdækkende fællesbestemmelser”.
I 1963 lykkedes dette i langt større udstrækning end i 1961, idet visse løntil-
læg, opsigelses- og tillidsmandsregler m.v. blev nedfældet i en generel
aftale”.
Helhedsløsningen blev mødt med tilfredshed i L.P., hvor man hæftede
sig ved, at de lavtlønnede var blevet tilstrækkeligt tilgodeset gennem det
graduerede lavtlønstillæg på indtil 30 øre i timen til de lønninger, der lå
under 5,93 kr. Afdelingen lå i sin vurdering på linie med forbundets
hovedledelse”, og hverken afdelingen eller forbundet tog øjensynligt i be-
tragtning, at resultatet var langt dårligere end det generelle tillæg, man
havde afvist i 1961.
Men allerede på efterårsgeneralforsamlingen i L.P. meldte tømmer-
mændene sig. I praksis var de fleste af L.P.-medlemmerne blevet udsat for
modregning i deres forskellige tillæg og havde således ikke fået andel i
lavtlønstillægget. L.P. protesterede til forbundet, men forgæves". Kritik-
ken af indkomstpolitikken fik yderligere en tand, da helhedsløsningens
pris- og avancestop blev ophævet”. Med den skarpe kritik af. indkomst-
politikken stod L.P. i nogen grad i modsætningen til fagbevægelsens top,
som langt ind i 1964 forsvarede helhedsløsningen..L.P.”s holdning skyldtes
ganske givet, at afdelingen som en lavtlønsafdeling havde følt sig i klemme,
da man først ikke fik andel i lavtlønstillægget og dernæst måtte se på, at
prisstigningerne atter fik lov at udhule reallønnen. L.P. ønskede derfor, at
overenskomstforhandlingerne næste gang skulle være frie. _
På trods af, at der allerede tidligt på efteråret var udsigt til en politisk løs-
ning på overenskomstforhandlingerne og de lokale arbejdsgivere dermed
omkostningsfrit kunne tillade sig at sige nej til forbedringer, indvilgede
Foreningen af Arbejdsgivere i Århus i at give indrømmelser. Enkelte ak-
korder og tillæg blev forhøjet og desuden blev det i overenskomsten fast-
sat, at man skulle'arbejde for at erstatte akkordarbejdet på kularbejds-
pladserne med produktionstillægsordninger”. Ogsåi forhandlingerne med
en række enkeltvirksomheder opnåede afdelingen forbedringer”. At ar-
bejdsgiverne på trods af udsigterne til et regeringsindgreb gik med til for-
bedringer var et udtryk for de ændrede styrkeforhold lokalt. Arbejds-
giverne kunne ikke længere nøjes med at give den nøgne normalløn, hvis
de ville holde på arbejdskraften i længere tid.
1965 -
en overenskomstsituation uden problemer
Baggrunden for denne overenskomstsituation var et fornyet konjunktur-
opsving i 1964, hvor investeringerne satte rekorder. L.P.'s overenskomst-
krav, der formuleredes'pået tillidsmandsmøde i august, var derfor ikke
ligefrem beskedne, men lå en smule over, hvad DASF senere lagde sig fast
på. L.P.,s mindstelønskrav lød f.eks. på 350 kr. om ugen, mens forbundet
nøjedes med at kræve 25 øre i lavtlønstillæg eller ca. 315 kr. om ugen.
Desuden krævede LP. bl.a. et akkordafsavnstillæg på 100% af time-
153

27. lønnen. Dette skulle understrege et krav om at få indført nye lønsystemer
såsom bonusordninger og produktionstillæg”.
De lokale overenskomstforhandlinger faldt som i 1963 på plads uden
større dramatik. Allerede i december opnåedes der enighed om en for-
bedring af de fleste akkorder og tillæg med 15-20%”. Desuden blev selve
overenskomsten omredigeret, således at de almindelige bestemmelser
kom i overensstemmelse med de landsdækkende forhandlingsresultater
på området. Afdelingens krav om indførelse af produktivitetsfremmende
lønsystemer fandt ikke vej til overenskomsten.
'Ved de specielle forhandlinger lykkedes det forbundet at fortsætte over-
enskomststandardiseringen inden for Havnesammenslutningens virksom-
heder. En lang række fælles overenskomstkrav fra afdelingerne blev taget
ud til en såkaldt halv-generel forhandling mellem DASF og Havnesam-
menslutningen, hvilket resulterede i langt flere landsdækkende bestem-
melser om løn- og arbejdsvilkår end hidtil. For lagerarbejderne opnåede
man f. eks. en
anciennitetsordning for hele landet, der gav 10-18 kr. mere
om ugen eller ca. 3-5%. Sådanne anciennitetstillæg havde de køben-
havnske lager- og pakhusarbejdere haft siden slutningen af 50,erne, men
nu blev de gennemført som en generel ordning, hvormed provinsens lager-
og pakhusarbejdere fjernede sig lidt mere fra den nøgne normalløn. Trans-
portgruppen i DASF karakteriserede selv forhandlingsresultatet som
nogenlunde tilfredsstillende”. .
Allerede i midten af februar forelå mæglingsforslaget fra de generelle
forhandlinger. Forslagets vigtigste ingredienser var: en forhøjelse på 25
øre til normallønsatserne fordelt over to år og et lavtlønstillæg på op til 23
øre i timen til de arbejdere, hvis normalløn lå under 6,73 i timen (eller
303 kr. om ugen). Desuden blev arbejdstiden nedsat til 44 timer om ugen
fra marts 1966. Generelt var fagbevægelsen tilfreds med resultatet og også
i L.P. var medlemmerne for en gangs skyld positivt indstillet over for et
mæglingsforslag. Ved urafstemningen stemte 209 ja, mens kun 34 stemte
nej. Men stemmedeltagelse var meget lille. I 1961 havde 40% af medlem-
merne afgivet deres stemme -
denne gang var der kun ca. 20% af medlem-
merne, der mødte frem til urafstemningen.
Overenskomsten 1966/67 -
generelt akkordkrav kvæler de lokale forhand-
linger
Denne.overenskomstsituation var præget af, at krisetendenser atter var
ved at sætte sig igennem i den danske økonomi. Det Økonomiske Råd ud-
talte, at der ikke var plads til større lønforhøjelser og Arbejdsgiverforenin-
gen var naturligvis rørende enige med dem heri.
'
En indkomstpolitisk løsning blev flere gange luftet som en mulighed -
bl.a. af smedenes formand -
men denne mulighed blev afvist af DASF -
også selv om valget i efteråret 1966 havde givet Socialdemokratiet flertal
sammen med SF.
154

28. L.P. stillede så vidt vi kan se ikke denne gang selvstændige generelle
overenskomstkrav, men tilsluttede sig i stedet de krav, der blev stillet på en
lager- og pakhusarbejderkonference i maj 1966. Kravene herfra var: 40 ti-
mers arbejdsuge, taktregulering dels ud fra de ufaglærte mænds løn-
niveau i hovedstaden dels i takt med den almindelige indkomstudvikling
samt krav om indførelse af produktivitetsfremmende lønsystemer”. For-
bundet stillede ud over arbejdstidsnedsættelse krav en forhøjelse aftidløn-
ningerne med 1,25 kr., en mindsteløn på 400 kr. om ugen samt en generel
forbedring af akkorderne med 10%. Det sidste krav var DASF blevet pres-
set til at stille af smedeforbundet. Akkordkravet blev kritiseret i L.P., der
mente, det ville vanskeliggøre de lokale forhandlinger”.
Dette kom da også til at holde stik: Arbejdsgiverne sagde fra over for 10-
kale realitetsforhandlinger overalt97 og ved hovedorganisationsforhandlin-
gerne om de lokale spørgsmål opnåedes der kun lidt mindre end ingen-
ting.98 .
I de specielle forhandlinger opnåedes der denne gang enighed med
Havnesammenslutningen om, at man skulle arbejde for oprettelse af pro-
duktivitetsfremmende lønsystemer. Desuden blev anciennitetsordningen
forbedret.
Ide generelle forhandlinger opnåedes der en arbejdstidsnedsættelse fra
juni 1968 til 421/2 time om ugen, en mindsteugeløn på 354 kr., en satsfor-
bedring på 15 øre i det første år og 22 øre i det andet overenskomstår samt
2% til akkorderne fra det andet overenskomstår.
'
For L.P.'s medlemmer var dette et magert resultat. De fleste medlem-
mer må antages at have ligget med en løn over 354 kr. om ugen og de 2% til
akkorderne var kun en symbolsk gestus over for de ødelagte forhand-
linger. Bestyrelsen opfordrede derfor medlemmerne til at stemme forsla-
get ned, hvilket også skete, idet 203 stemte nej og 81 stemte ja. Stemme-
procenten lå på 25. Mæglingsforslaget blev imidlertid vedtaget ved uraf-
stemningen, og afdelingen måtte derfor enten leve med det dårlige resultat
i de følgende to år eller satse på en udnyttelse af overenskomstens nye be-
stemmelse om indførelse af produktivitetsfremmende lønsystemer.
De følgende to overenskomster i 1969 og l97| fulgte dette billede, der
foran er tegnet af 60,er-overenskomsterne. Resultaterne lå lokalt på linie
med de generelle resultater: i 1969 kunne man ikke komme igennem med
forbedringer og L.P.”erne stemte med en stemmeprocent på 22 forslaget
ned”. Ved denne lejlighedkritiserede den nyvalgte formand, at forbundet
ikke i tilstrækkelig grad tog de opstillede krav alvorligt, men i stedet god-
tog og anbefalede resultater, der lå langt fra kravene:
»Efter i månedsvis at have fastslået, at 450 kr. om ugen var rimeligt og fået medhold i denne
påstand af den brede befolkning, efter at have kørt en kampagne i vor egen og den borgerlige
presse efterfulgtaf opklæbning afplakater i sporvogne og ved stoppesteder samt tilskrevet al'-
delingerne at være aktive i denne indsats, frafalder man dette krav. Det er det samme som at
sige, at mindre kan også gøre det,... Man burde erindre sig, at for hver gang man har frem-
sat krav og slået fast, at denne gang viger vi ikke, og så frafalder kravene i sidste øjeblik. ned-
155

29. sætter det tilliden til fagbevægelsen og nedbryder det sammenhold, der skulle være den bæ-
rende kraft i vore organisationer.«l°°
1 1971 gik det lidt bedre med de lokale forhandlinger, men ogsådenne gang
var bestyrelsen i L.P. utilfredse med resultaterne af de generelle overens-
komstforhandlinger, der kun bød på minimale forbedringer til L.P.'erne.
Kun 210 (18,3%) mødte op for at stemme -
95 for og 1 15 imod.”l Arbejdsgi-
vernes motivering for at gå med til lokale forbedringer havde været, at man
ønskede at skabe indtjeningsmuligheder for arbejderne, så arbejdsgiverne
undgik »undergravende påvirkninger« udefra i form af konkurrence på
'
lønnen.102
Mens der således ikke skete de store ændringer i forhandlingsgangen
under overenskomstsituationerne i højkonjunkturperioden, ændredes den
lokale overenskomts indhold sig i slutningen af 60'erne og begyndelsen af
70”erne. De mange og detaljerede bestemmelser vedr. akkordbetalingen
for arbejdet med sække erstattedes i 1969 og 1971 af helt ensartede tillæg
for sække uanset disses indhold. Dette hang sammen med indførelsen af
stadig flere tekniske hjælpemidler, som gjorde arbejdsprocessen 0g ar-
bejdsbelastningen stadig mere ensartet. Desuden udgik produktions-
tillægsaftalerne af overenskomsten. Disse aftaler videreførtes som tillægs-
aftaler ved siden af overenskomsten og blev forhandlet uafhængigt af
denne. Den lokale overenskomst fik derfor alt i alt mindre betydning i det
daglige arbejde. Dette kan illustreres af, at bestemmelserne vedr. arbejdet
med korn- og foderstoffer i 1973 var reduceret til 7 sider i overenskomsten
mod 20 sider i 1954. Desuden blev stadig flere af de almindelige bestem-
melser overført til fællesoverenskomsten med Havnesammenslutningen.
1973 -
fagbevægelsen strejker, medlemmerne nyder foråret
Overenskomstforhandlingerne i 1972/73 faldt uden for mønstret af frede-
lige og rolige overenskomstforhandlinger under højkonjunkturen. Ikke så
meget i kraft af forhandlingerne, der både lokalt og centralt fulgte det
sædvanlige mønster, men i kraft af storkonflikten, der øjensynligt kom lige
så meget bag på fagbevægelsen som på medlemmerne,
Ca. 90.000 DASF-medlemmer kom ud i en tre uger lang konflikt, bl. a.
fordi DA ikke ville acceptere en forhøjelse afdyrtidsportionerne fra 30 til 40
øre. Også L.P. var inddraget i konflikten, idet 162"” medlemmer beskæfti-
get ved af- og pålæsning blev sendt i strejke.
Strejken medførte ikke nogen aktiviteter i fagforeningsregi -
ud over ud-
betalingen af ca. 250.000 kr. i konfliktunderstøttelse og indbetalingen af
ca. 80.000 kr. i strejkekontingentm. Der blev hverken fra afdelingensside
eller selvstændigt fra medlemmerne taget initiativer til at gøre strejken
mest muligt effektiv, og der var ikke noget samlet møde for afdelingens
medlemmer under konflikten. Mest af alt bar strejken præg af, at de strej-
kende egentlig ikke rigtig vidste, hvad man strejkede for eller imod.
For den samlede fagbevægelse var det væsentligere at føre en konflikt,
156

30. hvor den socialdemokratiske mindretalsregering ikke blev tvunget til at
gribe ind, fremfor at føre en konflikt, der effektivt og hurtigt kunne tvinge
arbejdsgiverne til at acceptere kravene.
Det mæglingsforslag, som DA og LO opnåede enighed om efter et par
ugers konflikt, blev afvist af en enig bestyrelse i L.P. Mæglingsforslag'etin-
deholdt bl. a. bestemmelser om ligeløn, 40 timers arbejdsuge, forhøjelse
af dyrtidsportionerne med 10 øre, uddannelsesfond samt en forhøjelse af
de overenskomstmæssige normallønssatser med i alt 1,70 kr. fordelt Over
4 terminer. Det sidste var den væsentligste baggrund for L.VP.”smodstand
mod forslaget”. Resultatet betød en forhøjelse af mindsténormallønnen
til 15,50 kr. fra 1. sept. 1974. Kravet fra L.P.'erne og DASF havde været
18 kr. itimenm. Til sammenligning kan det nævnes, at den gennemsnitlige
tidløn for lager- og pakhusarbejdere i Århus-området i4. kvartal 1972 var
16,08 kr.,1°7 og at f. eks. arbejderne på Cold Stores i sommeren 1973
havde en ren timeløn på 19 kr. i timen.
En væsentlig del af årsagen til den ringe lønforhøjelse i mæglingsforsla-
get lå i, at fagbevægelsen denne gang -langt om længe -
satsede på at få
kvinderne op på samme lønsatser som mændene. Dette blev ikke ind-
draget som en formildende omstændighed i L.P.*s vurdering, hvor lige-
lønnen slet ikke blev diskuteret.
Formanden beklagede, at LO var gået på kompromis og erkendte, at
konflikten kunne opfattes som meningsløs, selv om arbejdsgiverne nok
ville have konflikten i tankerne til næste gang. Andet og mere end tanke-
spind var konfliktmuligheden imidlertid ikke efter 1973, idet DASFS
konfliktkasse var lidt mere end tom og selv om en kontingentforhøjelse
med nød og næppe blev vedtaget på en ekstraordinær kongres, ville kon-
fliktkassen ikke kunne bære en konflikt ved de følgende overenskomstfor-
handlinger. Men L.P.'s formand, Eigil Kracht, pointerede også, at arbej-
derklassen havde bragt sig selv i en situation, hvor den ikke kunne, tåle en
arbejdskamp. De fleste medlemmer havde strammet deres budget så
meget for at få del i flest mulige velfærdsgoder, at der ganske enkelt ikke
var råd til at føre en konflikt. Det var derfor hans vurdering, at de berørte
medlemmer ikke ville have kunnet klare en videreførelse af strejken med
en evt. reduktion af strejkeunderstøttelsen. Strejkeunderstøttelsen på
90 kr. om dagen dækkede gennemsnitligt 60% af de århusianske lager- og
pakhusarbejderes løntab under konflikten i 1973, mens dækningen i 1961'
havde været på mellem 25 og 40%.
Urafstemningen tiltrak ikke den store interesse i L.P. På trods af konflik-
ten, var der kun 1⁄3 af medlemmerne, der mødte op. Heraf stemte 126 ja,
mens 243 fulgte bestyrelsens opfordring om at stemme nejm. At stemme-
procenten var lidt højere end de foregående gange må ses i sammenhæng
med, at der denne gang var.l62 af medlemmerne, der alligevel skulle hen
på fagforeningskontoret for at hæve strejkeunderstøttelse.
De lokale forhandlingsresultater blev ikke vurderet på generalforsam-
lingen, men blev afsluttet uden indblanding fra hovedorganisationerne
157

31. med forbedringer, der i gennemsnit lå midt mellem grundlaget og afdelin-
gens krav1°7.
Det daglige 0verenskomstarbejde -
lønglidninginden for normallønsområdet
Lønglidningsgennembruddet i sommeren 1960 markerede L.P.°s overgang
fra at være en normallønsafdeling,hvor lønningerne lå fastlåst i overens-
komstperioden til at være en afdeling med en vis lønglidning i overens-
komstperioden. Det daglige lønpolitiske arbejde fik derfor en større og
mere direkte betydning.
I første omgang var der tale om, at man opnåede løntillæg ved forhand-
ling på en række arbejdspladser. Der var ikke tale om, at lønformerne og
den lokale overenskomst ændrede karakter. Principielt nyt var kun pro-
duktionstillægsaftalerne ved en del af fabrikationen på KFK og JAF.
Dette tillæg var i modsætning til andre akkorder udformet som et tillæg til
den faste timeløn gradueret efter produktionens størrelse. Denne aftale
gav i 1964 1 kr. oveni i timelønnenuo, der for lagerarbejdere lå på 6,17 kr.
Uden for dette område etableredes der imidlertid ikke tilsvarende ordnin-
ger før i midten af 60'erne. Derimod opnåede medlemmerne på en række
virksomheder rene timelønstillæg uden sammenhæng med produktivite-
ten.
Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer ansatte
allerede i 1962 en konsulent, der skulle undersøge mulighederne for en
bredere indførelse af produktivitetsfremmende lønsystemerl". I første
omgang startede man med produktionstillægsordninger inden for jern-
firmaerne. I Århus var det første firma Lemvigh Müller og Munck A/S.
Tillægget blev her beregnet ud fra en månedsvis effektivitetsopgørelse, der'
viste i hvilket omfang, der var udført mere arbejde end det normerede.
Dette arbejde blev så betalt med et tillæg til timelønnenm. Ved etablerin-
gen af aftalerne arbejdede LO“s og Havnesammenslutningens konsulenter
sammen om den tekniske side. Inden for Havnesammenslutningens om-
råde var deri 1967 oprettet 39 aftalerm.
Aftalerne, der kunne opsiges med 3 måneders varsel efter en prøve-
periode på et halvt år, gav ikke automatisk større tillæg. Specielt de første
aftaler på jernfirmaerne gav anledning til mange problemer:
Allerede fra starten var der utilfredshed med aftalen på Brdr. Kier, fordi
den i de første måneder kun havde givet et tillæg til timelønnen på 15 øre.
L.P. anmodede derfor forbundet om at få aftalen revideret”. Problemet
var først og fremmest, at konsulenterne ved udarbejdelsen af lønsyste-
merne ikke havde tilstrækkeligt statistisk materiale til at opbygge reali-
stiske normer for ordningerne, men var nødSagettil at foretage frekvens.-
studier over arbejdsprocessen for at pejle sig frem til et niveau. Her kom
man så desværre for arbejderne til at sætte niveauet for lavt. På Brdr. Kier
søgte man at løse problemerne ved at lade konsulenterne gennemanalyse-
158

32. re effektiviteten i firmaet. Dette resulterede i følgende forslag til en for-
bedret effektivitet:
l) Arbejdstiden skulle kontrolleres effektivt gennem anvendelse af stem-
pelure.
2) Ekspeditionsarbejdet skulle planlægges bedre.
3) Der skulle ryddes bedre op. ›
4) Der skulle foretages en mere effektiv kontrol med arbejdernes tilstede-
værelse og pauser, idet »pauser kan være hensigtsmæssige, såfremt de
er motiverede og kontrollerede med hensyn til udstrækning, idet kon-
sulenterne betoner, at pauser ud over de stipulerede belaster aftalen og
nedsætter arbejdets effektivitet.«115 Konsulenterne anslog, at en gen-
nemgribende ændring i virksomhedsgangen ville øge effektiviteten
med 60-70%. Efter en revision af aftalen -
efter ca. 4 års tovtrækkeri -
gav ordningen i gennemsnit 84 øre i tillæg til timelønnen, hvilket dog
stadigvæk ikke var mere end 6% til normallønnen'”.
›
Andre steder gik det mere glat. F. eks. på Jernkontoret, hvor aftalen siden
oprettelsen i 1965 blot blev justeret på arbejdspladsen uden fagforeningens
eller konsulenternes indblanding. Det normale leje for aftalernes provenu
var i 1971 omkring 1-2 kr. oveni timelønnen” eller op til 15% af normal-
lønssatsen.
I aftalerne lå ud fra arbejdsgivernes synspunkt to oplagte fordele: For
det første fik man mulighed for at give et tillæg til normallønnen, der
gjorde det muligt at holde på arbejdskraften. Foreningen af Arbejdsgivere
i Århus udtrykte i 1970 direkte, at normallønssystemet var ved at blive en
hæmsko for medlemmerne, idet der ikke på overenskomstens grund var
mulighed for at tilgodese individuelle hensyn. Efterspørgslen på special-
arbejdere var stor og arbejdsgiverne måtte ofte »Se sig udsat for ”overbuds-
politikkens' indhug i staben af deres dygtigste arbejdere« ofte endog fra
medlemmer af DAm. For det andet muliggjorde produktionstillægsafta-
lerne og konsulenternes opbygning heraf en øget effektivitet og en mere
rationel arbejdsgang”. Desuden lå der en oplagt administrativ besparelse
i at få indført et mere standardiseret lønsystem i stedet for det komplice-
rede akkordsystem på f. eks. korn- og foderstoffirmaerne.
For arbejderne lå fordelen i, at man fik andel i gevinsten ved produktivi-
tetsforøgelsen og i, at der blev skabt mulighed for at gennembryde normal-
lønssystemet via adgang til forhandling om og revision af lønsystemerne
gennem overenskomstperioden. På trods af disse fordele var det åbenbart,
at lønsystemerne primært blev etableret på' arbejdsgivernes præmisser.
F. eks. gav en øget eller bedre koordineret arbejdsindsats, der betød en
besparelse på 25% af de nødvendige timer ikke et tillæg på 25% til arbej-
dernes løn. Man delte overskuddet'i porten med arbejdsgiverne.
Endnu i slutningen af 60'erne var der dog tale om et forholdsvist lille
antal produktionstillægsaftaler. I 70'erne kom der mere fart på, bl.a. som
følge af en skærpet konkurrencesituation i engroshandelen og servicesek-
toren, der medførte en øget interesse i rationalisering og indførelse af ar-
159

33. bejdskraftbesparende teknologi blandt arbejdsgiverne'zo. Havnesammen-
slutningen havde derfor i 1971 ansat sin konsulent nummer to og appelle-
rede i 1973 til DASF om' at forbundet supplerede den konsulent, der var
blevet ansat i slutningen af 60”erne med yderligere bistandm. Samme år
kunne Havnesammenslutningens direktør meddele, at der var indført pro-
duktionstillægsaftaler i over halvdelen af medlemsvirksomhederne, sam-
tidig med at han slog fast at:
»Virksomhederne har sparet millioner på at rationalisere, men samtidig har de ansatte fået en
højere løn og et mere meningsfuldt arbejde... Konkurrencen er så hård, at mange virksom-
heder måtte dreje nøglen om, hvis de ikke i forståelse med de ansatte foretager en gennem-
gribende rationalisering.«m
Materialet i L.P. viser, at der løbende sker en regulering af lønniveauet
gennem aftalerne, men at der langtfra er tale om en lønglidning i så faste
rammer, som man kender det fra minimallønsområdet. Desuden er der
den væsentlige forskel til minimallønsområdets lønglidning, at der ikke er
overenskomstmæssig strejkeret forbundet til de-produktivitetsfremmende
lønsystemer. Imidlertid er det vigtigt at fastslå, at disse aftaler, der startede
som »sminkede« timelønstillæg for at holde på arbejdskraften og siden har
fået et større skær af produktivitetsfremmende lønsystem, har gennemhul-
let normallønssystemets stive karakter for en forholdsvis stor del af L.P.”s
medlemmer -
ca. 1⁄3 omkring 1970.
Af andre former for lønsystemer inden for afdelingen kan nævnes indivi-
duelle bonussystemer, der bl.a. etableredes på FDB's fælleslager i Viby
efter en gennemgribende rationalisering af de østjyske lagre i 1960.
Desuden eksisterede der på f.eks. GASA en mundtligt aftalt bonusord-
ning, der mellem 1960 og 1966 gav mellem 3,50 kr. og 10 kr. ugentligt
uafhængigt af produktiviteten. Denne aftale ophørte i 1967, da der i
stedet blev givet et lokalt overenskomstmæssigt tillæg på 10 kr. i ugen.123
Men ikke alting gik lige glat for afdelingen selv om det gennem højkon-
junkturen blev lettere at få gennemført lønforhøjelser. Afdelingen havde
fortsat en strøm af sager, hvor enkelte -
fortrinsvis mindre -
arbejdsgivere
ikke ville rykke ud med den overenskomstmæssige betaling. En enkelt
gang blev det til en faglig blokade mod et isoleringsfirma, der havde udbe- ›
talt to medlemmer løn på dækningsløse checksm.
Dertil kom, at beregningen af de overenskomstmæssige lavtlønstillæg
underminerede produktionstillægsaftalerne, idet mæglingsforslagene be-
stemte, at der skulle modregnes i produktionstillæg ved beregningern af
lavtlønstillæggene. D.v.s., at medlemmerne ikke fik del i lavtlønstillægget,
hvis de som følge af et produktionstillæg lå over en bestemt grænse. Dette
gav dog ikke anledning til de store stridigheder mellem arbejdsgiverne og
LP., dels fordi LP. var tvunget til at acceptere modregningen, dels fordi
arbejdsgiverne -
for at holde på arbejdskraften -
i vidt omfang så sig nød-
saget til at vise en vis fleksibilitet i dette spørgsmäll”.
Kun ganske enkelte gange i løbet af højkonjunkturen kan der registreres
160

34. overenskomststridige strejker inden for afdelingen. Vi var inde på strejken
på J .A.F ..i sommeren 1960. Den næste overenskomststridige strejke, der
fandt vej til arbejdsretten varlager- og pakhusarbejdernes strejke på hav-
nen i maj 1968 som protest mod regeringsindgrebet i sømandskonfliktenm.
Derimod var afdelingen ikke berørt af strejkebevægelsen i 1969/70, skønt
den nyvalgte formand på efterårsgeneralforsamlingen i 1969 udtrykte sin
sympati for aktionerne mod den borgerlige regerings økonomiske politik
og angreb på reallønnenm. I det daglige arbejde faldt tingene øjensynligt
på plads med markedsmekanismen som en væsentlig drivkraft bag
arbejdsgivernes imødekommenhed: blev der ikke givet en ordentlig løn,
søgte specialarbejderne hen til en anden arbejdsplads, hvor lønnen var
bedre.
i
Opsummering på højkonjunkturen
Højkonjunkturen vendte på mange måder op og ned på L.P.'s og medlem-
mernes lønpolitiske aktiviteter. Hvor lønfastsættelsen i 50”erne næsten
udelukkende var begrænset til et spørgsmål, der blev behandlet ved over-
enskomstforhandlingerne, blev der med 60›ernes fulde beskæftigelse
skabt mulighed for en vis lønglidning gennem overenskomstperioderne.
Markedsforholdene for køb og salg af arbejdskraft betød, at det ikke var
tilstrækkeligt for arbejdsgiverne at aflønne L.P.”erne med den nøgne stats-
løn, hvis de ønskede at holde på arbejdskraften. I første omgang førte dette
til, at mange L.P.'ere opnåede rene løntillæg, der imidlertid senere blev
kædet sammen med produktivitetsfremmende lønsystemer. Den lokale
indflydelse på lønfastsættelsen blev derfor større gennem højkonjunktu-
ren;
Ofte, men langt fra altid, var afdelingen inddraget ved etableringen af de i
nye lønsystemer, men afdelingen kan ikke siges at have været koordinator
af medlemmernes lønfremstød. F. eks. prioriterede afdelingen ikke på
noget tidspunkt udarbejdelsen af en lønstatistik, der kunne benyttes til at
hjælpe de arbejdsgivere, der havde svært ved at fastholde arbejdskraften,
med at komme op på den pæne'side afløngennemsnittet. Desuden blev de
enkelte klubbers og arbejdspladsers erfaringer og problemer i stadig
ringere grad gennem perioden gjort til genstand for diskussionen i afdelin-
gen, ligesom der ikke var principielle diskussionerom alternativer til at be-
nytte de produktivitetsfremmende lønsystemer som vejen ud af lavtløns-
klemmen. F. eks. var det så vidt det kan ses, aldrig på tale i afdelingen at
stille krav om taktregulering i de lokale overenskomster. Denne form for
'
automatisk lønregulering i forhold til de faglærtes lønbevægelse havde
L.P.,s søsterafdeling i København haft stor succes med, men denne afde-
ling stod til langt op i 60”erne alene med sit krav til forbundet om at få gen-
nemførttaktreguleringen på hele forbundets område og i det hele taget
med kravet om en revideret lavtlønspolitik.
Selv de produktivitetsfremmende lønsystemer betød ikke, at lager- og
pakhusarbejdernes relative lønplacering blev forbedret. I første halvdel af
161'