1. Tirsdag den 7. juli 2015 Kultur 17.
ROMAN
PIA MØLLER NIELSEN
HUN OG JEG
114 sider, 225 kr.
Tiderne Skifter
333333
Hvordan skal man omtale
sig selv, når skammen har
slået en dyb revne i identi-
teten? Hedder det jeg, eller
hedder det hun?
”Hun og jeg” er en sårbar
roman om at være spaltet i
to og længes mod at være
én; en fortælling om at stå
på afstand og brændende
ønske sig nærhed.
Kirsten er en 40-årig fra-
skilt kvinde, der er vold-
somt mærket af en række
overgreb, som fandt sted,
da hun var barn. Hun har
aldrig fortalt nogen om,
hvad der egentlig skete,
men et erotisk møde med
en ung mand, der er halvt
så gammel som hun, åbner
for sluserne. Endelig kan
hun lette sit hjerte.
Var det min egen skyld?
Historien om den rare bon-
demand, der misbruger
Kirsten, fra hun er 7 år, til
hun er 12, er ubehagelig
både for hende og for os.
Den fortælles i hviskende,
ufærdige sætninger, der
rødmer af skam og usikker-
hed. På så mange års af-
stand er det svært for hende
at få hold på, hvad der
egentlig skete dengang på
hestevognen og i daglig-
stuen, og værst af alt: om
hun selv var skyld i det?
Kunne hun have sagt
nej? Hvorfor holdt hun sig
ikke væk, første gang han
pillede ved trussekanten?
Er den voldelige far skyld i
hendes manglende mod til
at sige fra?
Erindringen om man-
den, der befamler hende
og trykker sit underliv
mod hendes, er fuld af hul-
ler. Derimod er følelsen af
Guds uforståelige blindhed
helt intakt. Kvinden gen-
kalder sig fornemmelsen
af det dobbelte svigt og
dets umiddelbare følger
således:
»Jeg ser ind i hans
blinde øje. Og ved, at
hun ikke bliver set. Det
ser Guds øje ikke. For
Gud er blind. Jeg ved det.
For jeg skiller mig fra
hende. Hun og jeg bliver
adskilte.«
Godt og ondt begær
Det er seksualiteten, der
ødelægger hende, og sek-
sualiteten, der forløser
hende, eller rettere: Det
er det gode begær, som
driver det onde begær ud
af hendes sind og krop.
Den unge mands totale
frygtløshed, hans åben-
lyse betagelse af hendes
modne krop – »jeg synes
du er smuk. Dine bevæ-
gelser er stærke, altså
kraftfulde« – og respekten
for hendes bristefærdige
tøven er bondemandens
komplette negation.
Romanen bevæger sig
baglæns ned mod histori-
ens mørke punkt, over-
grebene, for derefter at
bevæge sig forlæns ud
mod det nye liv, hvor
kærligheden igen er en
mulighed. Bevægelsen
afspejler kvindens udvik-
ling før og efter konfron-
tationen med de for-
trængte minder.
Pia Møller Nielsen skri-
ver som norske Hanne
Ørstavik suggestivt, ind-
trængende med mange
gentagelser, som varieres
gennem romanen og ska-
ber dybde i det uhånd-
terlige følelsesliv.
Læg dertil et lyrisk
stemt sprog, som vibrer
sanseligt, og ”Hun og
jeg” bliver en smukt-
smertelig bekendelses-
bog.
HENRIETTE BACHER LIND
kultur@jp.dk
Dengang på hestevognen
N En lille pige udsættes for
seksuelle overgreb og gør,
hvad hun kan for at fortræn-
ge de onde minder.
N Indtil et overraskende
erotisk møde bringer det
hele op til overfladen i Pia
Møller Nielsens vellykkede
”Hun og jeg”.
KVINDEHISTORIE(R)
HANNE FOKDAL BARNEKOW
(RED.)
ØJEBLIKKE AF FRIHED. KVINDE-
RÅDETS FESTSKRIFT FOR 100
ÅRS VALGRET.
200 sider, 99,95 kr.
People’s Press
333333
Det er næppe undsluppet
nogens opmærksomhed, at
vi i år fejrer 100-året for
kvinders stemmeret.
Adskillige kvinder har
markeret jubilæet med bog-
udgivelser, blandt andre
Dorthe Chakravarty: ”Tje-
nestepigerne. 100 års histo-
rie om stemmeret og lige-
stilling” og Gretelise Holm:
”Håndbog for feminister (og
deres modstandere)”. Ikke
overraskende har også Kvin-
derådet villet på banen og
markerer nu altså begiven-
heden med et festskrift,
hvor Gretelise Holm har fået
lov til at genbruge sin i
øvrigt fine historiske frem-
stilling af de mange års poli-
tiske fløjkampe op til grund-
lovsændringen i 1915. Kryd-
ret med artige citater fra
mandlige modstandere af
kvinders valgret.
21 kvinder i alderen 23 til
89 år – blandt andre Christi-
ne Antorini, Pia Kjærsgaard,
Nina Smith og Simi Jan – er
blevet bedt om at skrive en
grundlovstale under over-
skriften ӯjeblikke af fri-
hed” – det er de øjeblikke,
hvor man får en idé til nye
løsninger, man opdager, at
man ikke er alene, og man
får nyt mod til at kæmpe for
retfærdigheden (sic!). Og så
er der lige den enlige, skæve
mandlige bidragyder, som
stiller spørgsmålet: »Tør vi
frisætte os selv fra begræns-
ende normer og opfinde
kønnet på ny?« Hm!
Historierne svinger en
del i kvalitet og er derfor
også mere eller mindre
læseværdige. Hvor meget
grundlovstale der er over
teksterne, skal være
usagt, eftersom genren
ikke er blandt de klarest
definerede kategorier.
Øverst på hitlisten står
Lisbeth Knudsens ind-
spark med titlen ”Medier-
nes kvindebillede halter
bagefter”. Knudsen er
dygtig, hun spiller aldrig
på sit køn, og hun argu-
menterer stort set altid
knivskarpt og sagligt for
sine synspunkter.
Også i denne sammen-
hæng, hvor hun præcist
får formuleret, at lige-
stilling ikke skal opnås
gennem en kamp mellem
kønnene, men ved et
holdningsskift hos både
kvinder og mænd.
LONE NØRGAARD
kultur@jp.dk
Skal vi opfinde kønnet på ny? Hmm ...
N Endnu en litterær marke-
ring af 100-året for kvinders
stemmeret, endnu en blandet
landhandel med gode og
mindre gode bidrag.
»Does anybody need a doc-
tor?« hylede Dr. Johns orke-
sterleder, Sarah Morrow,
entusiastisk smittende til
koncerthusets publikum, da
bandet søndag aften endelig
kom på scenen.
Og ind kom doktoren,
langsomt og usikkert til
bens med to stokke – 74 år
er den gamle forbryder
efterhånden blevet. Men
efter at han fik sig placeret
bag sit lettere forstemte pia-
no, og bandet lagde ud med
slagnummeret ”Iko Iko”, var
der ikke andet, der var usik-
kert. Eller forstemt.
New Orleans
Dr. John – rettelig Mac Re-
bennack – er indbegrebet af
musikken fra New Orleans,
Louisiana. Han nedstammer
fra de fransktalende acadie-
re, som kom fra Alsace-
Lorraine og oprindelig slog
sig ned omkring Nova
Scotia for siden – omkring
1800 – at migrere til det
dybe syden, hvor ”acadien-
ne” i daglig sprogbrug blev
til ”cajun”, og en helt dis-
tinkt livs- og musikstil i
Louisiana. Deres indflydelse
på den rytmiske musik er
uoverskuelig.
Efter en karriere som
studiemusiker brød han
igennem under eget tillagte
navn i 1968 med albummet
”Gris Gris”, hvor han kom-
binerede New Orleans-R ’n’
B med den psykedeliske
rock, som var oppe i tiden,
og med spektakulære scene-
shows, som trak på voodoo-
ceremonier og traditionelle
amerikanske såkaldte medi-
cine shows.
I 1972 fulgte ”Dr. John’s
Gumbo”, en hyldest til de
New Orleans R ’n’ B-klassi-
kere, som Dr. John voksede
stormfuldt op med i
1950’erne og 1960’erne,
skrevet af forbilleder som
Professor Longhair og Huey
”Piano” Smith.
At han stadig kan, de-
monstreredes i 2012 med
det Grammy-vindende
album ”Locked Down”.
Humør og trækbasun
Ved koncerten søndag aften
tog det tid, før lyden blev af-
balanceret, men så var den
der for alvor.
Med sig havde han et
band under ledelse af Sarah
Morrow, som med sit humør
og sin forstærkede træk-
basun var det vitale element
på scenen sammen med
trommeslageren Herlin
Riley, som var så vital, at
han indimellem slog lovlig
hårdt.
Dertil bassisten Donald
Ramsey og en yderst kapa-
bel guitarist, som jeg ikke fik
navnet på.
Over de halvanden time
fik vi de kendte numre, fra
de tidlige ”Gris Gris Gumbo
Ya Ya” og ”I Walk On Guil-
ded Splinters” til 1970’ernes
”Iko Iko”, ”Tipitina”, ”Such
A Night” og ”Right Place,
Wrong Time”.
Der var også plads til
bluesklassikere af ikonet
Leadbelly, ”Cotton Fields”
og ”Good Night, Irene”.
Der var ikke meget tilbage
af de spektakulære
sceneshows udover en kraf-
tigt koloreret lyssætning og
et ensomt kranium på klave-
ret, men så meget mere var
det musikken, det drejede
sig om.
Kødet er skrøbeligt, som
man siger, men cajun-sjælen
stadig redebon.
En fed koncert, som med
fokus på doktorens ikoniske
klaverspil ikke mindst groo-
vede stinkende i de længere
instrumentale passager.
Dr. John ved en koncert tidligere i år på New Orleans Jazz & Heritage
Festival. Arkivfoto: Thomas Long
Gris Gris Gumbo
Ya Ya!
N Dr. John kom, så og ser-
verede sin særlige cajun-
stuvning som led i den
københavnske jazzfestival.
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL
DR. JOHN AND THE
NITETRIPPERS
DR KONCERTHUSET,
KØBENHAVN
Søndag
333333
HENRIK JENSEN
kultur@jp.dk
Kødet er
skrøbeligt, som
man siger, men
cajun-sjælen stadig
redebon.
Pia Møller Nielsens stil minder om nordmanden Hanne Ørstaviks.
Det er suggestiv og indtrængende prosa. Foto: Tiderne Skifter