1. MBV, Master i Bygherrens Værdiskabelse
Arkitektskolen Aarhus
Pia Høyer m.a.a.
2012.12.14
KULTUREL BROBYGNING I BEBOERINDDRAGELSEN
En analyse af beboerinddragelsen i Skovgårdsparken

2. 1
ABSTRACT
Cultural Bridging & Added Value in Resident Involvement
Master Thesis MBV, Constructing Consultant
Aarhus School of Architecture
Pia Høyer m.a.a.
2012.12.14
The main focus of this thesis is an investigation of a resident involvement process in a
specific urban renewal project, Skovgårdsparken in Denmark, from an organizational
culture and leadership perspective in order to find plausible reasons to why the dialog
between the public housing association, the contractor and the residents is tense, ag-
gressive and counterproductive.
Productive resident involvement provides added value to the project whereas the pro-
ject in Skovgårdsparken is losing value because of the lack of organizational cultural un-
derstanding and intelligence. The hypothesis of the thesis is that lack of will- and capa-
bilities of the building consultants to engage in resident involvement hinder their com-
petitiveness in the public housing sector.
Within a social constructivist framework, it is the aim of the thesis to broaden the hori-
zon of the consultants when engaging in organizing and leading resident involvement
processes and thereby introduce alternative realities. The thesis is divided in two parts:
1. The cultural DNA of Skovgårdsparken
2. Strategies to Cultural Bridging
An organizational cultural analysis of relations of the residents is mapping shared as-
sumptions which respectively strengthen and hinder added value in the resident in-
volvement process.
The analysis built upon the theories of Schein and Weich. The empirical basis is, in addi-
tion to central documents, low key open-ended conversations with the key actors – the
residents, the constructor, the constructing consultant and the public housing associa-
tion. The main findings of the analysis are:
• Resident’s democracy with no other goal than providing the building consultants
with a license to operate promotes conflict instead of adding value to the pro-
cess.
• The diverse cultures of consultants and residents are complicating collaboration.
• It is the role of the leaders to bridge multiple organizational cultures in the team
in order to secure added value.
To put things in perspective the thesis introduces various strategies to qualify the con-
sultants to organize and lead resident involvement processes.
Finally I question whether the cultural bridging is the result of planned process, which
can be controlled and implemented, or whether it is a more complex, dynamic and im-
provisational process.

3. 2
INDHOLD
1. INDLEDNING.......................................................................................................3
1.1 PROBLEMFORMULERING.....................................................................................4
1.2 Projektets case: Skovgårdsparken i Brabrand.....................................................5
2 TEORI .................................................................................................................6
2.1 Kultursammenstød i inddragelsen.......................................................................7
2.2 Planlagt vs. improviseret proces .........................................................................8
3 METODE...........................................................................................................10
3.1 Operationalisering.............................................................................................11
3.2 Begrebsdefinition ..............................................................................................12
4 SKOVGÅRDSPARKENS KULTURELLE DNA............................................................13
4.1 ARTEFAKTER ......................................................................................................13
4.1.1 Mødet med Skovgårdsparken ...................................................................13
4.2 VÆRDIER OG NORMER ......................................................................................14
4.2.1 Et udvidet beboerdemokrati? ...................................................................14
4.2.2 Miljø- vs. energirenovering........................................................................17
4.3 GRUNDLÆGGENDE ANTAGELSER......................................................................18
4.3.1 ”Dem og os”...............................................................................................18
4.3.2 Indflydelse kræver indsats.........................................................................19
4.3.3 Står stærkt mod fælles fjende ...................................................................19
4.3.4 Konflikttærsklen er høj..............................................................................20
4.3.5 Vejen til ”sandhed” finder vi selv ..............................................................20
4.3.6 Tiden må vente..........................................................................................20
5 SENSEMAKING I DEN BEBOERDEMOKRATISKE PROCES ......................................22
6 DELKONKLUSION ..............................................................................................24
7 TEORIBASEREDE STRATEGIER............................................................................25
7.1 DEN PROCESSUELLE VÆRKTØJSKASSE...............................................................25
7.1.1 Kulturel intelligens og lejrbålssamtaler.....................................................25
7.1.2 Den anerkendende og den narrative position...........................................26
7.1.3 Opsamling på den processuelle værktøjskasse.........................................30
8 KULTUREL BROBYGNING...................................................................................31
8.1 Planlagt vs. improviseret proces .......................................................................31
8.2 Vurdering af procesperspektiver.......................................................................33
9 KONKLUSION....................................................................................................34
10 LITTERATURLISTE..............................................................................................35

4. 3
1. INDLEDNING
Sensemaking i den beboerdemokratiske proces flytter fokus
fra bygninger til mennesker…
Kvalificeret inddragelse af engagerede beboere i renoveringsprojekter sikrer ny viden,
forankring og innovation, mens inddragelse uden anden mening end legitimering med-
fører unødige konflikter og væsentlige værditab.
Denne afhandling handler om de konflikter, der opstår, når forskellige kulturer fra rådgi-
vermiljøer og beboerdemokratiet støder sammen i inddragelsesprocesser i den almene
sektor. Der er en generel tendens i rådgiverbranchen til at betragte beboerinddragelse
som tidskrævende, besværligt og omkostningsfuldt. Dilemmaet opstår, fordi rådgivernes
rationelle og til tider ensidige forfølgelse af snæver operationel effektivitet i et vist om-
fang vanskeliggør reel inddragelse og uddelegering af indflydelse. Beboerinddragelse er
en grundpræmis for at agere i den almene sektor, og den rationelle og naturlige strategi
for håndtering af den usikkerhedsfaktor, som beboerne udgør, er at gøre sig åben over-
for beboerne og lære at håndtere denne ufuldkommene virkelighed bedst muligt.
(Christensen & Kreiner, 1991, 14th edition). Det handler om at skabe en balance mellem
på den ene side det legitime krav om størst mulig operationel effektivitet, og på den
anden side en respekt for projektets organisatoriske rationale, nemlig beboerinddragel-
se. Hvad nytter det, at byggeriet afleveres til aftalt tid, pris og kvalitet, hvis ikke projek-
tet giver mening for beboerne? Hvis ikke det modsvarer deres ønsker, behov og drøm-
me?
Den almene boligsektor står overfor omfattende renoveringer. 1
Boligbevægelsen har en
lang flot tradition for udstrakt beboerdemokrati og renoveringsindsatsens store investe-
ringer og deraf afledte huslejestigninger forudsætter beboernes accept. Derfor er bebo-
erinddragelse og lokalt ejerskab bag renoveringsindsatsen afgørende både for igangsæt-
telse, effektiv gennemførelse og efterfølgende forankring. At mestre beboerinddragelse
kræver, at rådgiverne løfter blikket fra produktet, de tekniske løsninger og beregninger-
ne, og retter opmærksomheden mod kunden – beboere. Beboerne besidder ikke blot
beslutningskompetencen til at stemme projektet igennem, men også de bedste forud-
sætninger for at pege på centrale problemer og løsningsmodeller.
Det er denne afhandlings hypotese, at rådgiverbranchen mangler både vilje og kompe-
tence til at navigere i den beboerdemokratiske proces. Det er et grundlæggende pro-
blem, hvis de virksomheder, der leder de omfattende renoveringer i den almene sektor,
hverken kender eller behersker spillets regler. Jeg vil ud fra en specifik case undersøge,
hvilken effekt det har for projektet, når der ikke er noget egentligt formål med inddra-
gelsen, og beboerdemokratiet reelt er reduceret til ”Tordenskjolds soldater”, som sæt-
ter dagsordenen for udviklingen, eller mangel på samme.
For at komme til bunds i de kulturelle implikationer vil jeg gennem samtaler med centra-
le aktører undersøge hvilke værdier, normer og grundlæggende antagelser, der hen-
1
. Ifølge Almennet rummer den almene sektor 21 % af landets samlede boligmasse, 550.000 boli-
ger med næsten 1 mio. beboere. Boligerne er for en stor del utidssvarende og renoveringstræn-
gende, med et relativt stort energiforbrug på op imod 10 % af det samlede danske energiforbrug.

5. 4
holdsvis fremmer og hæmmer inddragelsesprocessen, og hvilke lokale strategier der kan
tages i anvendelse for at bygge bro mellem de forskellige kulturer.
1.1 PROBLEMFORMULERING
Den almene sektor står overfor omfattende renoveringer, der udfordrer rådgiverbran-
chens evne til at navigere og indtage en ledende position i det etablerede beboerdemo-
krati. Hvilken rolle spiller beboerdemokratiet, og hvad er formålet med inddragelsen?
Hvordan influerer rådgivernes og beboernes forskelligartede organisationskulturer på
samarbejdet? Hvordan styrkes relationer og brobygning mellem aktørerne? Øget be-
vidsthed omkring disse spørgsmål vil styrke rådgivningsbranchens evne til at organisere
og lede beboerinddragelsesprocesser og dermed kvalificere virksomhederne til at lede
renoveringsprojekter i den almene sektor.
Det empiriske grundlag for afhandlingens analyse udgøres af en række kvalitative fortæl-
linger fra centrale aktører, som viser kompleksiteten af konteksten for beboerinddragel-
se i den almene sektor. Casen er en igangværende renovering af Skovgårdsparken i Bra-
brand, der eksemplificerer konsekvenserne af uforløste kultursammenstød mellem råd-
givere og beboere. Relationerne er anspændte og præget af mistro med forsinkede tids-
planer, omprojektering og dårligt arbejdsklima til følge. Jeg vil belyse plausible årsager
hertil og komme med bud på lokale strategier for, hvordan relationerne kan styrkes, så
processen bliver meningsfuld for alle parter og dermed værdiskabende for projektet.
Jeg vil igennem afhandlingen argumentere for, at beboerinddragelse skal være menings-
fuld og bidrage til værdiskabelse i projektet, og det kræver dels klare rammer for og
formål med beboerdemokratiet, dels at der bygges bro mellem etablerede kulturer. Jeg
angriber problemstillingen med afsæt i den socialkonstruktivistiske videnskabstradition,
der understøtter det faglige formål om at forstå bagvedliggende mekanismer for kultur-
sammenstød i beboerinddragelsen, forskellige positioner for professionel interaktion og
forskellige værktøjer, der klæder aktørerne på til kulturel brobygning og dermed åbner
for nye handlemuligheder. Afhandlingen introducerer teoretisk tankegods fra proces-
konsulentens værktøjskasse, men den teoretiske tyngde er baseret på Schein og Weich,
som repræsenterer henholdsvis et ”planlægningsperspektiv” og et ”improvisationsper-
spektiv”.
PROBLEMFORMULERING:
Det er et problem, at rådgiverbranchen mangler både vilje og
kompetence til at navigere i den beboerdemokratiske proces,
hvis den ønsker at spille en ledende rolle i de kommende reno-
veringer af den almene sektor.
DEL 01: SKOVGÅRDSPARKENS KULTURELLE DNA
Hvilke styrker og svagheder for en værdiskabende inddragel-
sesproces kan uddrages af en kulturanalyse af Beboergruppens
relationer?
Understøttes disse forklaringer af et sensemaking perspektiv?
DEL 02: KULTUREL BROBYGNING
Hvilke strategier kan kvalificere rådgiverne til at navigere og
indtage ledende positioner i beboerdemokratiet?
Og i forlængelse heraf, kan kulturel brobygning planlægges,
styres og implementeres, eller er det et resultat af en langt
mere improviseret og dynamisk proces?

6. 5
1.2 Projektets case: Skovgårdsparken i Brabrand
Jeg har valgt Skovgårdsparken2
som det empiriske grundlag for min afhandling, fordi
casen indeholder åbenlyse konflikter, der belyser, hvordan bygherrens evne til, på tværs
af kulturelle forskelle, at skabe mening for involverede aktører er et centralt aspekt i
værdiskabelsen i den beboerdemokratiske proces.
I Skovgårdsparken er entreprenør og beboere ikke klædt på til at møde hinanden og
entreprenørens rationalitetsbårne faglighed ”clasher” med beboernes ukontrollerede
processuelle tilgang. Der er grundlæggende uenighed blandt de centrale aktører om alle
forhold omkring renoveringen. Ifølge totalentreprenøren og rådgiverne sætter projektet
nye standarder indenfor energi og bæredygtighed.3
Brabrand Boligforening udtaler som
den formelle bygherre: ”Projektet er langt mere markant og fremsynet end nogen reno-
vering, der tidligere er set i Danmark. Med det projekt får vi bragt de gamle boligblokke
langt forud for de mål, som både Folketinget og Århus Kommune stiller til energirigtigt
byggeri”4
mens Beboergruppen udtaler: Stort set stod vi med et projekt vi ikke havde
ønsket, og som skulle laves om helt fra bunden! 5
Beboergruppen er nedsat af afdelingsbestyrelsen i Skovgårdsparken og har fået udelege-
ret beslutningskompetence vedrørende renoveringen. Beboergruppen betegnes som et
udvidet beboerdemokrati, hvis formål det er at sikre, at ”ganske almindelige beboere”
får mulighed for at påvirke beslutningerne6
. Beboergruppen arbejder uhyre engageret
og afholder ugentlige møder gennem 2 år hvor projektet nøje granskes og udfordres.
Men hvor demokratisk er den beboerdemokratiske proces egentlig?
I den almene sektor og i Skovgårdsparken er der tradition for beboerinddragelse, men
hvad er formålet med inddragelsen? Denne processen bærer præg af en entreprenør
med behov for ”a license to operate”, en boligforening med lovmæssige forpligtigelse til
inddragelse og beboere som tilsyneladende drages af magt og indflydelse. Processen
syntes at være rent legitimerende, og hvor værdiskabende er det egentlig?
2
Inddragelsesprocessen starter helt tilbage i 2003, hvor beboerne formulerer ønsker til renove-
ringen af Skovgårdsparken. I 2006 udskrives en totalentreprisekonkurrence om renovering af
Skovgårdsparkens 9 blokke med 432 lejligheder, til en samlet byggesum på 180 millioner. Konkur-
rencen vindes af J&B Entreprise med P+P arkitekter, ingeniørfirmaet Moe & Brødsgaard og land-
skabsarkitekt Preben Skaarup som underleverandører. MT Højgaard opkøber J&B Entreprise og
gennemfører projektet med samme rådgivere. Først i december 2010 underskrives totalentrepri-
sekontrakt på projektet, som nu er suppleret med energioptimeringstiltag, så boligerne overhol-
der krav for lavenergibygninger klasse 2015. Projektet omfatter efterisolering af facader, monte-
ring af mere end 1.000 m2 solceller, etablering af jordvarme, udvidelse og inddækning af altaner
samt en opgradering af de grønne områder.
3
Renoveringen reducerer energiforbruget med 80 %. Jordvarmen med de lodrette brønde på
mellem 150 og 200 meter er ligeledes en banebrydende løsning, der aldrig før er afprøvet i Dan-
mark.
4
Torben Overgaard, bygherre og direktør for Brabrand Boligforening.
5
Bilag 02 // Referat af afdelingsmøde 12. sep. 2012, side 2
6
Denne formulering anvendes i adskillige referater fra afdelingsmøder mv.

7. 6
2 TEORI
Opgaven trækker primært på to forskellige socialkonstruktivistiske teoretikere Schein og
Weich, som hver især forholder sig til menneskers behov for at skabe mening. Schein
analyseapparater anvendes til en kulturanalyse af samarbejdsrelationerne i bygherreor-
ganisationen, på baggrund af hvilken Weich inddrages til at tegne konturerne af to for-
skellige måder at angribe organiseringen af inddragelsesprocesser på.
I denne afhandling har jeg sat mig for at undersøge mulige årsager til, at en specifik be-
boerinddragelsesproces i den almene sektor tilsyneladende er fastlåst i en kontrapro-
duktiv spiral. En problemstilling der kan analyseres ud fra flere vinkler. Jeg har valgt det
socialkonstruktivistiske paradigme som mit landkort til at navigere i virkeligheden, fordi
jeg ønsker, med afsæt i kvalitative samtaler, at udfordre anvendt praksis på baggrund af
en grundlæggende forståelse af aktørernes handlinger og måder at skabe retrospektiv
mening på. Gennemgående for hele opgaven er anvendelsen af et spænd af teoretisk
tankegods, som på hver sin vis fokuserer på menneskets behov for meningsskabelse, og
her tilbyder det socialkonstruktivistiske paradigme et tankesæt, der kan hjælpe med at
lede vejen mod alternative fremtider:
A dramatic transformation is taking place in the world of ideas. Everywhere tradi-
tions are thrown into question. There is grooving doubt in universal and authorita-
tive standards of truth, objectivity, rationality, process and morality. [] new dia-
logues are emerging; new voices are raised. [] However, woven through all these
discussions is the notion of social construction – that is, the creation of meaning
through our collaborative activities (Gergen, 2008, 2.th edition).
Formålet med projektet er således ikke at studere fortiden, med henblik på at indtegne
konkrete rutebeskrivelser til specifikke destinationer på fremtidens landkort, men at
skabe alternative bud på nye ruter til ukendte destinationer. Vel vidende at nye landvin-
dinger er et resultat af interaktion, ikke af anbefalinger og at varige ændringer skabes af
deltagerne. Eksisterende rutebeskrivelser og alt, hvad vi tager for givet, kan udfordres,
og det, vi har kategoriseret som ufremkommeligt terræn kan rekonstrueres som mulig-
hedernes land, hvorved den konstruktivistiske tankegang åbner for enorme potentialer.
Ethvert landkort og enhver version af det, der sker, er kun én ud af flere mulige. Alterna-
tive virkeligheder skabes ifølge det socialkonstruktivistiske perspektiv gennem samtaler.
As we communicate with each other we construct the world in which we live (Gergen,
2008, 2.th edition). Samtalen og menneskelige relationer er gennemgående begreber i
det socialkonstruktivistiske paradigme og dermed også i denne afhandling. ”We must
turn in our search for causes to the paradoxical nature of our experience as human rela-
tion. This brings our attention to the way we are continuously constructing the future
together as a movement of sense-making in the present (Shawn, 2002).

8. 7
2.1 Kultursammenstød i inddragelsen
Beboerinddragelsesprocessen i forbindelse med renoveringen af Skovgårdsparken i Bra-
brand analyseres ud fra et kulturanalytisk perspektiv. Analysen godtager Scheins præmis
om at kultur er en abstraktion, men kulturelle kræfter skabt i sociale og organisatoriske
sammenhænge er stærke, til dels fordi de opererer udenfor vores bevidsthed. En grund-
læggende forståelse af de kulturelle kræfter hjælper os med at forstå gådefulde og fru-
strerende forhold i organisationssammenhænge. Analysens formål er at afdække, hvilke
kulturelle antagelser der henholdsvis støtter op om og virker hindrende for inddragel-
sesprocessen og læner sig op af Scheins definition på organisationskultur:
The culture of a group can be defined as a pattern of shared basic assumptions
learned by a group as it solved its problems of external adaptation and internal in-
tegration, which has worked well enough to be considered valid and, therefore, to
be taught to new members as the correct way to perceive, think, and feel in relation
to those problems. [] Culture is deep, pervasive, complex, patterned, and morally
neutral (Schein, Organizational Culture and Leadership, 2010, 4. th. edition).
Det kulturanalytiske perspektiv tilbyder et teoretisk fundament til forståelse af den kon-
krete bygherreorganisation i forsøget på at belyse, hvorvidt den beboerdemokratiske
proces er tilrettelagt på en sådan måde, at den evner at skabe mening for medlemmer-
ne, dvs. henholdsvis boligforeningen, beboerne og de udførende. Organisationskultur er
vores indlærte måder at skabe mening i verden, at stabilisere den og at forhindre den
usikkerhed, som følger kompleksitet. Verden forandres kontinuerligt, med stadig stigen-
de hastighed, men måden hvorpå vi behandler hinanden, og hvordan vi håndterer på
den ene side tillid og nærvær og på den anden side status og autoritet, forbliver bemær-
kelsesværdig stabile. Dialog om netop tillid og status er hovedsøjlerne i kulturel brobyg-
ning og kan stimulere nye ideer til samarbejder på tværs af kulturer:
Building an effective organization is ultimately a matter of meshing the different
subcultures by encouraging the evolution of common goals, common language, and
common procedures for solving problems.[] cultural alignment requires not only cul-
tural humility on the leader”s part, skills in bringing different subcultures together
into the kind of dialogue that will maintain mutual respect an create coordinated
action (Schein, Organizational Culture and Leadership, 2010, 4. th. edition).
Hvis ikke bygherreorganisationen formår at skabe samarbejde på tværs af de etablerede
kulturer, øges risikoen for konformitet, gruppetænkning og dilemmaet om at fastlåste
forståelser, udelukkelse af anderledes tanker, ideer og handlinger, begrænser evnen til
nytænkning, udvikling og innovation. I etableringen af en tværkulturel bygherreorganisa-
tion, med en resultatorienteret entreprenør og en høj grad af beboerinddragelse, er det
bygherren og dennes rådgiveres rolle at bringe de forskellige aktører sammen omkring
et fælles mål, et fælles sprog og gennem dialog stimulere fælles forståelse af etablerede
”taget for givet” antagelser. Ikke blot ud fra et ønske om at imødekomme et demokra-
tisk ideal, men fordi det skaber værdi. Facilitering af kommunikationen på tværs af kul-
turelle grænser kræver kulturel ydmyghed og evnen til både at forstå og respektere de
kulturelle forskelle.

9. 8
2.2 Planlagt vs. improviseret proces
De to hovedteorier for denne afhandling Sensemaking og kulturanalyse er tæt forbund-
ne, idet begge teorier beskæftiger sig med måder hvorpå mennesker søger stabilitet og
mening i en til tider kaotisk verden, men de adskiller sig i måde at tænke lederroller- og
forandringsprocesser på, som noget henholdsvis planlagt og improvisatorisk.
Analysedelen udgøres af kulturelle observationer, som perspektiveres gennem et cen-
tralt dilemma i organisering af beboerinddragelsesprocesser: Er udviklingsprocesser
noget, der kan planlægges, eller er udvikling, som resultat af en kompleks proces, noget,
der er mere åbent? Dilemmaet kan bruges til at udpege en spænding, der er interessant
at belyse, nemlig spændingen mellem på den ene side entreprenøren, som har vundet
konkurrencen med et konkret projekt, som de ønsker at gennemføre med så få ændrin-
ger som muligt, og på den anden side Beboergruppens krav om involvering i beslutnin-
ger på alle niveauer. For at belyse de to forskellige tilgange til processen og det tanke-
gods, der ligger til grund for den mere eller mindre planlagte udvikling af bygherreorga-
nisationen, foreslår jeg begreber fra to forskelligartede begrebsapparater. Den ene til-
gang omhandler organisationsforandringer som en planlagt proces og er repræsenteret
ved klassiske forandringsteoretikere som Lewin (f.1890) og Kotter (f. 1947). Den anden
tilgang omhandler organisationsforandringer gennem deltagelse og dynamiske proces-
ser, repræsenteret i denne afhandling ved Weich (f. 1936) og Berrett (f. 1953), med også
teoretikere som Stacy (f.1942) og Shawn (f. 1929).
Toneangivende teoretikere indenfor den klassiske change-management skole er fortale-
re for og tilbyder værktøjer til design af en planlagt og struktureret inddragelsesproces. I
Lewins teori kendetegnes forandring ved bevægelse gennem tre faser, hvor udgangs-
punktet er stabilt og afslutningen af processen er en ny stabilisering:
• I den første fase optøs den aktuelle tilstand.
• I næste fase gennemføres udviklingsprocessen.
• I den sidste fase nedfryses forandringen.
Kotter har studeret årsagssammenhænge for, hvorfor forandringsprocesser ofte fejler
og opstiller i sin bog Leading Change 8 afgørende skridt, der sikrer væsentlige forandrin-
ger:
1. En ”Brændende platform”
2. Et stærkt ledende team
3. En ledende vision og en strategi for at nå i mål
4. Kommunikation af visionen
5. Bred handling & empowerment
6. Små sikre succeser
7. Konsolidering af fremskridt og iværksættelse af nye initiativer
8. Forankring

10. 9
Spørgsmålet er i hvor høj grad vi kan styre en beboerinddragelsesproces gennem disse 8
skridt? Weich argumenterer for en bredere tilgang og stiller skarpt på organisationers
evne til at skabe sammenhæng og mening i en kompleks verden, med det udgangs-
punkt, at processer, der involverer mennesker, aldrig bliver stabile og derfor ikke kan
planlægges. Forandring og ustabilitet er en grundpræmis. Sensemaking baseres på ac-
cepten af en række grundlæggende paradokser, f.eks. at lederen ikke kan stå udenfor
den organisatoriske proces, og at forudsigelighed og fuld kontrol er en illusion. Dermed
udfordrer teorien også den logisk-rationelle tankegang bag Lewin og Kotter. Teorien
lægger vægt på innovation og mønstre der opstår undervejs i forandringsprocessen.
Proceslederens rolle bliver i denne sammenhæng at bidrage med nogle planer og ind-
spil, der kan fungere som kommunikationsværktøj til den løbende interaktion i bygher-
reorganisationen, hvor vægten ligger på relationen mellem mennesker.
Dermed spiller den personlige og fælles identitet en stor rolle. Weich anvender billedet
på krystal og røg til at illustrere hvad Dewey (f. 1856) betegner som livets fundamentale
dynamik: Life is interruptions and recoveries.
Crystal is a perfectly structured material, in its repeated symmetry of pattern, but
because its structure is perfect, it never evolves: It is fixed for eternity. It is not life.
But it is order. Smoke is just randomness, a chaos of interacting molecules that dis-
solves as fast as it is produced. It is not life either. But it is dynamic. Life appears
when some order emerges in the dynamic of chaos and finds a way to perpetuate it-
self, so that the orderliness begins to grow, although never to the point of fixity (be-
cause that would mean the loss of the essential elasticity that is the ultimate char-
acteristic of life (Taylor & Every, 2000).
Ifølge denne analogi kan krystal sidestilles med repetition, regularitet, redundans og
”stabiliserende” tekster, mens røg sidestilles med varians, det uberegnelige, kompleksi-
tet og flygtige, uforudsigelige samtaler. Overført til organisationer udgør grænserne
mellem krystal og røg det rum, hvori organisationen udfoldes, ligesom organisationer
ifølge Weich udfoldes mellem samtaler og tekst. Organisationer italesættes og eksisterer
i takt med, at røg-lignende samtaler foreviges i krystal-lignende tekster, der så artikule-
res af agenter, som taler på vegne af det kollektive. Iterative cirkler af tekst, samtaler og
agenter definerer og modificerer kontinuerligt hinanden og organisationens liv. Som
følge af denne tankegang må organiseringen af inddragelsesprocessen repræsentere det
fælles bedste forsøg på at kortlægge vores vej i terrænet mellem røg og krystal.

11. 10
3 METODE
Problemstillingen er defineret indenfor et ”indefra paradigme” og er i den grad aktør-
specifikt. Afhandlingen inddeles i en analysedel og en perspektiveringsdel. Analysedelen
kortlægger bygherreorganisationens kultur med fokus på, hvilke grundlæggende anta-
gelser, der henholdsvis styrker og hæmmer beboernes positive og fremadrettede delta-
gelse i processen. Som del heraf indgår en kort demokratidiskussion, der placerer bebo-
erinddragelsen i Skovgårdsparken i en demokratisk ramme som del af den kontekst,
opgaven indskriver sig i. Ideen til analysen udsprang af tre offentligt tilgængelige skarpe
referater fra afdelingsmøder i Skovgårdsparken 2010, 2011 og 2012, hvor referatet fra
2012 er vedlagt som bilag 02. Jeg har markeret afgørende passager i referatet, der vid-
ner om de latente konflikter mellem beboere, boligforening og entreprenør. Referaterne
vakte min interesse og nysgerrighed for at undersøge hvilke forståelser, der er ophøjet
til sandheder, hvilke aktører der har gjort sig til talsmand for forskellige forståelser, og
hvilken effekt det har for de indbyrdes relationer – og hvor der er sprækker, som evt.
kan rokke ved fasttømrede forståelser. En sådan undersøgelse kan kun gennemføres ved
at skabe et tillidsforhold til aktørerne og via åbne samtaler indsamle erfaringsbaseret
data, som efterfølgende behandles med et matchende teoretisk analyseapparat. Ønsket
om at forstå den enkelte aktørs måde at skabe mening på, ud fra et processuelt per-
spektiv, har været styrende for samtalernes form. Jeg har inviteret mig selv på kaffe og
haft kage og et åbent sind med og fået en række fortællinger retur. Samtalerne har væ-
ret af 1-2 times varighed og har haft en fortrolig karakter, hvorfor jeg ikke har afskrifter
af samtalerne. Min rolle har primært været at lytte til de aktører, der har været dannen-
de for bygherreorganisationens kultur. Gennem samtalerne forsøger jeg at forstå deres
oplevelse af handlemuligheder. Typiske spørgsmål har været: Hvad er i dine øjne formå-
let med beboerinddragelsen? Hvordan har du oplevet processen? Har den været me-
ningsfuld? De subjektive fortællinger der er udfoldet rummer en række konkrete state-
ments, udgør tilsammen det empiriske input til analysens billede af Skovgårdsparkens
kulturelle DNA. Fortællingerne er dokumenteret i bilag 01 // Fortællinger fra Skovgårds-
parken.
Mine kvalitative fortolkninger af disse fortællinger, og oplevelser og erfaringer fra sam-
talerne, udgør de primære data bag analysen, hvorfor der ikke kan generaliseres på bag-
grund af casen, men afhandlingen perspektiverer den indsamlede viden i forhold til
fremadrettede strategier for inddragelse i den almene sektor. Formålet er alene at præ-
stere en valid analyse af en specifik situation, der kan give anledning til en række frem-
adrettede lokale strategier. Med det afsæt tegner de indsamlede data et tydeligt møn-
ster, der vidner om en vis realibilitet. Trods de store forskelle i aktørernes måde at op-
fatte, tænke over og føle på er der specifikke nedslag, som for alle parter synes afgøren-
de for processens forløb. De afgørende nedslag, der bliver bærende for opgaven, er fun-
det i brudfladerne – der hvor der er uenigheder, forskellige forståelser og noget på spil.
Hvis jeg havde gennemført samtaler med beboere, som ikke er en del af Beboergruppen
ville der givetvis være tilføjet alternative nedslagspunkter – mit fokus har været indenfor
bygherreorganisationen.
Perspektiveringsdelen stiller skarpt på kulturel brobygning som redskab til organisering
af en værdiskabende inddragelsesproces. Perspektiveringen trækker på læring fra Skov-
gårdsparken men åbner samtidig for et bredere udsyn der bæres af en diskussion af to
forskellige positioner inden for organisationsteorien. Disse tager afsæt i hvorvidt foran-
dring kan planlægges, styres og implementeres, eller om forandring er en grundpræmis i
en kompleks verden og resultat af dynamiske processer, hvor deltagerne som en ”fly-
dende masse” reagerer og reflekterer over hinandens udsagn og forudsætninger og
dermed ”farver” hinanden, med risiko for ”fløjkrige” og sub-optimering ud fra etablere-

12. 11
de kulturelle forskelle. I opgaven betegnes disse perspektiver som henholdsvis et plan-
lægningsperspektiv og et improvisationsperspektiv. Perspektiveringen udmunder ikke i
handlingsanvisninger men opfordrer til fokus på lokale strategier, der udvider aktører-
nes handlerum, styrker bygherreorganisationens sammenhængskraft og evne til at ska-
be mening i den beboerdemokratiske proces.
3.1 Operationalisering
Problemformuleringen lægger op til en kulturanalyse relationerne mellem entreprenø-
ren, for at kortlægge hvilke af Beboergruppens værdier, normer og grundlæggende an-
tagelser, der henholdsvis styrker og hindre en værdiskabende inddragelsesproces. Ana-
lysen bygger på Scheins teori om organisationskultur og undersøge artefakter, værdier &
normer, grundlæggende antagelser med fokus på følgende 7 dimensioner:
1. forholdet mellem organisationen og omgivelserne
2. synet på menneskelig handling
3. boligforeningens vej til sandhed
4. boligforeningens opfattelse af tid
5. boligforeningens antagelser om den menneskelige natur
6. synet på relationer mellem mennesker
7. synet på konflikter
De kvalitative data bag analysen er diskurser, der fremgår af referater af afdelingsmø-
derne, samtaler med beboere, entreprenører, bygherrerådgiver og boligforening, samt
deltagelse på beboergruppens tirsdagsmøde7
.
Perspektiveringsdelen belyser hvordan strategisk arbejde med sensemaking ud fra hen-
holdsvis et ”planlægningsperspektiv” og et ”improvisationsperspektiv” kan styrke byg-
herreorganisationens evne til at skabe mening for parterne. Data bliver her ”det obser-
verede” eller casen.
7
Se bilag 01 // Fortællinger fra Skovgårdsparken

13. 12
3.2 Begrebsdefinition
Begreberne ”Kulturel Brobygning” og ”Værdiskabende Inddragelse” er centrale for for-
ståelsen af denne afhandling, og udfoldes kort i følgende afsnit.
1. Begrebet ”kulturel brobygning” henviser i denne sammenhæng til bygherrens
evne til at skabe samarbejde på tværs af de etablerede kulturer i den inddra-
gende bygherreorganisation. Kulturel Brobygning hindrer gruppetænkning og
fastlåste forståelser, og opfordrer til at udforske anderledes tanker, ideer og
handlinger, -grundlaget for udvikling og innovation.
I etableringen af en tværkulturel bygherreorganisation, er kulturel brobygning
afgørende for at optimere samarbejde, dialog og fælles forståelse af ”mål og
middel” blandt de heterogene aktører.
2. Begrebet ”værdiskabende inddragelse” refererer til en proces hvor formålet
med inddragelsen er at tilføre projektet ny viden, sammen finde innovative løs-
ninger og styrke efterfølgende forankringen. Reel og værdiskabende inddragelse
forudsætter, at beboerne inddrages aktivt i projektets tidlige faser, fastholdes
gennem hele processen og betragtes som en nødvendig ressource for optime-
ring af projektet.
Inddragelsesprocessen lægger op til at de udførende åbner sig mod beboernes
ønsker, behov og drømme som kilde til innovation, ikke ulig den kommercielle
fokus på Open Innovation, hvor evnen til at se brugernes interesse som en res-
source og til at forstå og navigere i bygherrens og brugernes – til tider modsat-
rettede – opfattelse af værdi er helt central. The use of purposive inflow & out-
flow of knowledge to accelerate internal innovation (Chesbough, 2012). ”Innova-
tiv performance” er i høj grad betinget af virksomhedernes evne til at inddrage
brugerne (Nonaka, 2007) (Chesbrough, 2003) (Hesseldahl, 2011) (Diener & Pillar,
2009).
3. Den proceslederrolle der beskrives i afhandlingen kan placeres hos forskellige
aktører i bygherreorganisationen. Problemformuleringen fokuserer på rådgiver-
branchen, men casen er en totalentreprise, hvorfor entreprenøren bliver en
central aktør.

14. 13
4 SKOVGÅRDSPARKENS KULTURELLE DNA
Dette er fortællingen om fastlåste roller, forståelser og kommunikationsmønstre.
Kulturanalysen tegner et billede af de organisationskulturer der præger bygherreorgani-
sationens relationer med afsæt i Beboergruppen. Kulturen udgøres af de mønstre af
grundlæggende antagelser, som grupperne udvikler i relationen til ”sig selv og hinan-
den” (ekstern tilpasning og intern integration). Hvis disse antagelser fungerer tilstrække-
lig godt til at opfattes som sande, udbredes de som den rigtige måde at opfatte, tænke
over og føle på.
Schein laver en analog mellem et isbjerg og organisationskultur, hvor artefakter er den
brøkdel af isbjerget, der ligger over vandet, de observerbare udtryk for kultur, det vi kan
se, høre og mærke, mens værdier og normer og grundlæggende antagelser ligger under
vandoverfladen. Kulturanalysen går fra artefakter via værdier og normer til grundlæg-
gende antagelser – på baggrund af indsigt i de sammenhænge, der er mellem artefakter,
værdier og normer og grundlæggende antagelser er det min forhåbning at kunne drage
konklusioner om hvilke grundlæggende antagelser, der ligger til grund for potentialer og
problemer ved beboernes deltagelse?
Følgende kulturanalyse er opbygget omkring Scheins 3 kulturelle lag:
1. Artefakter
2. Normer og værdier
3. Grundlæggende antagelser
4.1 ARTEFAKTER
Artefakter er alle de fænomener, man støder på i mødet med nye og anderledes kultu-
rer. Alt, der umiddelbart registreres, arkitekturen og de fysiske rammer, stemninger og
udtalte ønsker og drømme. Schein laver en analogi mellem kulturanalysen og et isbjerg,
hvor artefakterne er den synlige del af isbjerget, der stikker op over vandoverfladen.
4.1.1 Mødet med Skovgårdsparken
Jeg støder første gang på Skovgårdsparken gennem fortællinger fra underleverandører-
ne om et ret vanskeligt samarbejdsklima. Jeg har besøgt Skovgårdsparken et par gange,
et klassisk montagebyggeri fra 60érne. Lejlighederne er typisk store og veldisponerede,
men området er præget af monotoni og nedslidning. De 432 boliger ligger omkring et
stort grønt fællesareal - en grøn plæne uden mange aktiviteter. Der er ingen overgange
mellem den private og den offentlige sfære. Bebyggelsen ligger på kanten mellem Gelle-
rupplanen og parcelhuskvarterene og fra de øverste lejligheder er der en fantastisk ud-
sigt over Brabrand Søerne. Afdelingen har en stabil lejergruppe, og mange beboere har
boet i bebyggelsen i flere årtier. Bebyggelsen huser 60 % beboere af anden etnisk oprin-
delse end dansk. Et tydeligt tegne på den multikulturelle karakter er de tunge blonde-
gardiner, et utal af paraboler i altanerne og en eksotisk duft fra opgangene, som vidner
om at der er andre boller på suppen end frikadeller. Den etniske majoritet er ikke re-
præsenteret i beboerdemokratiet.

15. 14
Jeg møder den samlede Beboergruppe første gang tirsdag aften i mørket ved prøvelej-
ligheden. Jeg oplever Beboergruppen som forholdsvis lukket familiær men ikke let at
komme ind på livet af, ekstremt entusiastisk og ikke mindst vedholdende. 8
Brabrand
Boligforenings målsætningsprogram er det tætteste, jeg har kunnet komme på et ned-
fældet kommissorium for Beboergruppens arbejde:
Brabrand Boligforening vil støtte beboerdemokratiet ud fra den holdning, at de en-
kelte afdelingers suveræne ret til at træffe lokale beslutninger giver beboerne bedre
resultater og større indflydelse på eget boligområde.9
4.2 VÆRDIER OG NORMER
For at få en dybere forståelse af kulturen ser vi på de mest fremtrædende diskurser, der
kommer til udtryk i tilgængeligt materiale om Beboergruppen (referater, udbudsmateri-
ale mv.) som udtryk for udtrykte værdier og normer. De specifikke værdier bag et udvi-
det beboerdemokrati og en holistisk tilgang til miljøbegrebet er bærende for Beboer-
gruppens virke og udfoldes i det følgende.
4.2.1 Et udvidet beboerdemokrati?
Det er ikke let at finde belæg for den i rådgiverbranchen udbredte, men politisk ukorrek-
te, opfattelse af, at beboerinddragelser er omkostningsfuldt, besværligt og dybest set
spild af tid. Der findes imidlertid en lang række dokumentation for at den demokratisk
ret at blive hørt kvalificerer projektet, skaber målrettede løsninger, styrker medejerskab
og forankring, styrker legitimitet og reducerer konflikter, skaber gensidig læring og
fremmer ”empowerment” (Delmann, 2011) (Hoffmann, 2008) (Manzanti, 2002) (Larsen
J. N., 2001) (Andersen & Kielgast, 2003) (Larsen P. , 2001) (Forrester, 1999) m.fl.
Brabrand Boligforening indgår december 2010 en totalentreprise kontrakt med MTH.
Hvorefter MTH afholder en temadag for bygherreorganisationen bl.a. med fokus på
teamroller og adfærd i forhold til Belbin.10
Formålet med denne temadag var, foruden
kortlægning af teamets roller, at skabe en fælles referenceramme og et fælles sprog
omkring udviklingen af projektet. Afdelingsbestyrelsen i Skovgårdsparken har nedsat en
beboergruppe med mandat til at tegne afdelingen i relation til renoveringen, det bliver
imidlertid Torben Overgaard, direktør Brabrand Boligforening, der repræsenterer byg-
herren. Ubetænksomt måske, men et eksempel på en mindre begivenhed, der fik store
konsekvenser, fordi det blev starten på et samarbejde præget af uklare roller, fastlåst
kommunikation og ikke mindst manglende mål med og strategi for beboerinddragelsen.
Beboergruppen betegnes i afdelingen som et udvidet beboerdemokrati med det formål
at sikre, ”at ganske almindelige beboere får mulighed for at påvirke beslutningerne”.
Beboergruppen var åben for alle interesserede beboere på det afdelingsmøde, hvor
gruppen blev nedsat, 9 aktive meldte sig, herudover deltager 3 personer fra afdelingsbe-
styrelsen. Beboergruppen fungerer nu som en lukket enhed der afholder ugentlige mø-
der og arbejder efter konsensusmodellen.
8
Se bilag 01 // Fortællinger fra Skovgårdsparken # 03 Tirsdagsmødet
9
www.brabrandbolig.dk
10
Belbins 9 teamroller dækker over forskellige måder en række medlemmer med karakteristiske
personlige egenskaber og evner bidrager til et team. Teamets succes afhænger således af det
indbyrdes mønster disse roller danner, og af hvor godt de enkelte roller bliver spillet.

16. 15
Men hvilken demokratiopfattelse ligger til grund for den konstruktion? Repræsenterer
gruppen nu også ”den almindelige beboer”? Og har Beboergruppen mere karakter af
uddelegeret magt til en indsnævret kreds af aktører end et udvidet demokrati?
Begrebet ”udvidet beboerdemokrati” anvendes gentagne gange i Skovgårdsparken, men
spørgsmålet er, om den måde demokratiet udfoldes på i Skovgårdsparken er et udvidet
eller indskrænket demokrati? At svare på det spørgsmål kræver en udredning af hvilken
betydning demokratibegrebet tillægges? Demokrati betyder folkestyre. Umiddelbart
enkelt – folket skal styre – men forståelserne af Demos, "folket", og Kratos, "magt" vari-
erer, ligesom forståelserne af hvilke forudsætninger, der er nødvendige for at demokra-
tiet skal kunne fungere efter hensigten. Demokrati betyder grundlæggende, at den en-
kelte har størst mulig indflydelse på sit eget liv, og at der findes institutioner, som gør
det muligt for alle interesser frit at komme til orde og blive konfronteret på en ligeværdig
måde med henblik på at etablere en løsning." 11
Udgangspunktet er således, at beboer-
demokratiet er en handlingsramme, der ikke beror på enkeltpersoners eller gruppers
holdninger eller ideologier.
We can define deliberative democracy as a form of government in which free and
equal citizens (and their representatives), justify decisions in a process in which they
give one another reasons that are mutually acceptable and generally accessible,
with the aim of reaching conclusions that are binding in the present on all citizens
but open to challenge in the future (Gutmann & Thomsen , 2004).
Torpes udbygger demokratibegrebet i nedenstående model.
Fig. 01 Torpes demokratimodel 2002
Lighedsprincippet i det aggregative demokratiperspektiv består i, at alle ved brug af de-
res stemmeret har mulighed for at kontrollere de folkevalgte, mens det intergrative
demokratiperspektiv tilstræber, at ”alle” borgere inkluderes i de lokale beslutningspro-
cesser. Beboerdemokratiet baseres på et intergrativt demokratisyn, hvor der er mange
aktører der skal forsøge at nå frem til konsensus. Det intergrative demokratiperspektiv
med tilhørende nye innovative inddragelsesformer kan anfægtes for, at ”deltagelsesde-
mokratiet” virker undergravende for de rodfæstede og veletablerede demokratiske
principper. (Swyngedouw, 2005) Det deliberative demokrati karakteriseres ved, at der
argumenteres for, at en legitim udøvelse af magt og beslutninger kun kan retfærdiggø-
res ved offentlig debat og diskussion (deliberation) mellem beboere, mens deltagerde-
mokratiet bygger på et ideal om beboernes brede og direkte deltagelse i de nære be-
11
1984, Hans Aage, Professor i nationaløkonomi, RUC
Representativt ideal Selvstyreidealter
Intergrativt demokratisyn
Konkurrence demokrati Populistisk demokrati
Deliberativt demokrati Deltager demokrati
Aggregativt demokratisyn

17. 16
slutningsprocesser. Beboerdemokrati baseres ofte på det deliberative demokratiideal,
men der ligger ikke et entydigt demokratisyn til grund for beboerinddragelsen i Skov-
gårdsparken. Afdelingsbestyrelsen, som repræsenterer det deliberative demokrati, har
udelegeret kompetence til en Beboergruppe, som hverken er repræsentativ eller bred.
Holdningen bag etableringen af Beboergruppen er, at de, som har noget på hjertet, har
en holdning og vil yde en indsats, får indflydelse. Frem for et udvidet beboerdemokrati
er der måske snarere tale om et interessebåret demokrati.
Konsensus og det deliberative ideal kan være en udfordring for udvikling og nytænkning.
Den ”deliberative praktiker” skal på den ene side skal forsøge at integrere alle synspunk-
ter i udviklingsprocessen, og på den anden forsøge at uddrage en essens, der skaber
fremdrift, forandring og udvikling.
Uklarhed om demokratiform medfører frustrationer blandt aktørerne. Arnstein inddeler
borgerinddragelsen i 8 trin: Manipulation, Therapy, Informing, Consultation, Placation,
Partnership, Delegated Power og Citizen Control (Arnstein, 1967). Det medfører frustra-
tioner og konflikter, hvis ikke der er fælles accept blandt alle aktører om, hvor på ind-
dragelsesstigen vi befinder os. MTH udtaler at de til fulde har levet op til deres forplig-
telser i relation til beboerinddragelsen. ”Totalentreprenøren skal påregne, at der skal
holdes et højt informationsniveau overfor beboerne. ”12
I Beboergruppens egen optik har
de formelt fået uddelegeret beslutningskompetence fra Boligforeningen. Parterne be-
finder sig i realiteten flere niveauer på inddragelsesstigen fra hinanden i deres opfattelse
af, hvor graden af beboernes indflydelse i renoveringsprocessen reelt ligger.
For at beboerinddragelse ikke blot bliver en legitimering af allerede trufne beslutninger,
er det nødvendigt med reel uddelegering af magt. Det er for så vidt også effektueret i
Skovgårdsparken, men rammer for denne uddelegering er uklare. Der er ikke klare
grænser for hvad beboerne har indflydelse på, og hvilke beslutninger der ikke er til for-
handling. Det giver anledning til en del frustration, både blandt de udførende og bebo-
erne. Inddragelsesprocessen tilrettelægges således, at den bedst muligt understøtter
demokratiidealerne. I Skovgårdsparken er en bred forankring af projektet svært, fordi
inddragelsen udelukkende omfatter en snæver kreds af beboere. En vellykket proces
forudsætter, at aktørerne har en klar ide om deres eget – og andres formål – med at
deltage. I Skovgårdsparken synes formålet med inddragelsen fra bygherres side funderet
i beboerdemokratiets ret frem for reel værdiskabelse. Alle aktører i en inddragelsespro-
ces skal være villige til at indgå i en åben dialog om ”fakta”, ”værdier” og ”følelser”,
modarbejde fragmentation, anerkende alles ret til at deltage (og få reel indflydelse), og
være indstillet på at opbygge egen og andres kapacitet, i stedet synes parterne i Skov-
gårdsparken forfaldet til fastlåste (magt)positioner.
Retrospektivt har manglen på formål, strategi og procesdesign for inddragelsesproces-
sen medført unødige konflikter og frustration. Det er i høj grad diskutabelt hvorvidt ind-
dragelsen har skabt gensidig læring, kvalificeret projektet og skabt målrettede løsninger,
f.eks beboergruppens gennemtrumfning af papiruldsisolering, der har medført ekstra-
omkostninger og øgede brandkrav til altaninddækningerne med deraf følgende ompro-
jektering på trods af en tvivlsom sundheds og miljøprofil. Den smalle inddragelse frem-
mer ”empowerment” for de få, men styrker ikke bred medejerskab og forankring.
12
Uddrag af udbudsmaterialet

18. 17
4.2.2 Miljø- vs. energirenovering
Energirenovering af den almene sektor er et vigtigt bidrag til den omfattende CO2 re-
duktion, som regeringen har forpligtet sig til i Energiforliget, hvorfor regeringen i 2011
forhøjede Landsbyggefondens ramme til renovering af almene boliger således at der
frem til 2016 afsættes 14,4 mia. kr.13
Udbudsmaterialet fra Skovgårdsparken knytter sig
også til den samfundsmæssige diskurs hvor Bæredygtighed handler om andet og mere
end ressourceforbrug. […]Miljøinitiativerne skal skabe engagement i afdelingen […] Det
kan være med til at stabilisere bebyggelsen både socialt og økonomisk.[] De overordnede
miljømål skal således gøres håndterbare for beboere for at anskueliggøre, hvad hver
enkelt beboer kan gøre i sin hverdag for at fremme et bæredygtigt lokalsamfund.14
Beboergruppens arbejde er karakteriseret af et helhedsorienteret bæredygtighedsbe-
greb, der ikke er umiddelbart sammenligneligt med entreprenørens tekniske energire-
noveringsbegreb: ”Vi har nok desværre en forskellig indstilling til begrebet miljø. […]
Man (MTH) forstår ikke, at det var en miljørenovering og ikke en energirenovering. Miljø
er noget vi tænker på, når vi kikker os selv i spejlet og funderer over, hvilke råstoffer vi
efterlader til vores børnebørn. [] Modsat er det med energirenovering: her tænker vi med
tegnebogen og kun med tegnebogen.”15
Jeg er blevet mere og mere kritisk over for vores [byggebranchens] opfattelse af bæ-
redygtighed, der fokuserer på teknologi og opfindelser og tal og forskellige måder at
udtrykke bæredygtighedskriterierne på, når det faktisk er en livsværdi, en holdning
til livet, ikke bare vores eget, men også det biologiske liv, men vi er nok ikke nået til
den måde at tænke bæredygtighed på. Det er noget der må komme, det er lige så
meget et etisk og filosofisk spørgsmål, hvis ikke mere, og de sider er ikke rigtig arti-
kuleret endnu (Pallasmaa, 2012).
Citatet er rammende for den verserende bias mellem Beboergruppens og rådgivernes
syn på miljøbegrebet. Beboergruppen har helt tilbage til 2003 arbejdet med et helheds-
orienteret bæredygtighedsbegreb, der repræsenterer en emotionel og symbolsk værdi –
en dybere mening, der har afgørende værdi for beboerne. Renoveringsprojektet tilfreds-
stiller beboernes umiddelbare behov, mens ”det helhedsorienterede bæredygtigheds-
begreb” repræsenterer en dybereliggende mening, der pirrer beboernes emotionelle og
sociokulturelle behov. (Verganti, 2009) MTH favner ikke Beboergruppens helhedsorien-
terede miljøbegreb, men arbejder ud fra branchens tekniske energirenoveringsbegreb.
Beboergruppens helhedsorienterede bæredygtighedsbegreb bliver ”en ny type af pro-
blemer”, som MTH presser ned i eksisterende problemdefinitioner; energirenoveringens
procedurer og løsningsteknikker anvendes ureflekteret, som om de var adækvate for det
helhedsorienterede bæredygtighedsbegreb. (Christensen & Kreiner, 1991) Den udtalte
bias mellem Beboergruppens helhedsorienterede bæredygtighedsbegreb og rådgivernes
energirenoveringsbegreb er omdrejningspunkt for gentagne konflikter i bygherreorgani-
sationen og kan karakteriseres som en kontekstuel usikkerhed for MTH.
13
Ministeriet for By, Boliger og Landdistrikter
14
Uddrag fra udbudsmaterialet
15
Bilag 02 // Afd. 03 ref. 12.09.12 afd. Møde, side 3

19. 18
Den megen fokus på planlægning, styring og kontrol (i den traditionelle, restriktive
forstand) er næppe hensigtsmæssig, alene af den grund, at den tilskynder til negli-
gering af den kontekstuelle usikkerhed. (Christensen & Kreiner, 1991)
Når rådgiverne åbner sig for omgivelserne og indbyder beboerne til reel deltagelse bliver
omgivelserne langt mere turbulente, komplekse og uforudsigelige. De dynamiske omgi-
velser sætter organisationen under pres for at udvikle en organisk struktur. (Jacobsen &
Thorvig, 2007) MTH’s fokusering på operationel effektivitet tilskynder til negligering af
kontekstuel usikkerhed. I MTH’s optik er alle forkundskaberne tilstede for at levere et
markant energioptimeret renoveringsprojekt, ud fra et rationale om en effektiv gennem-
førelse. Men for Beboergruppen er det utilstrækkeligt og et direkte forkert projektresul-
tat - de ønskede et helhedsorienteret bæredygtigt projekt. Hvis MTH havde favnet Be-
boernes helhedsorienterede bæredygtighedsbegreb, vel vidende at forkundskaberne var
ufuldstændige og vidensopbygningen skal ske både under forberedelsen og hele vejen
gennem processen i et samspil mellem rådgiverne og Beboergruppen, ud fra et rationale
om rette viden til opdraget – så havde renoveringen potentiale til at være et reelt inno-
vationsprojekt (Engwall). Innovation og udvikling sker, når ideer forbindes på nye måder,
og synergi mellem beboernes helhedsorienterede bæredygtighedsbegreb og rådgiver-
nes tekniske energirenoveringsbegreb er et artikuleret bud på Pallismaa”s bæredygtig-
hedsudfordring.
I yderste konsekvens har bygherrens manglende evne til at skabe en fælles forståelse for
en bred inkluderende bæredygtighedsforståelse betydet, at projektet blev et implemen-
teringsprojekt, og ikke det innovationsprojekt man kunne have fået, hvis der var skabt
synergi mellem beboernes ønsker til et miljøprojekt og rådgivernes energirenovering.
4.3 GRUNDLÆGGENDE ANTAGELSER
Schein identificerer syv dimensioner til at afdække de grundlæggende antagelser:
1. Relation til omgivelserne
2. Syn på menneskelig handling
3. Vej til sandhed
4. Opfattelse af tid
5. Syn på menneskelig natur
6. Syn på relationer mellem mennesker
7. Syn på konflikt
4.3.1 ”Dem og os”
Beboergruppen forhold til omgivelserne er anstrengt og de føler sig i opposition til alle
involverede aktører; Brabrand Boligforening, MTH, Århus Kommune og AAB’s nabobe-
byggelse. Nedenstående uddrag fra afdelingsmøde referatet er blot et udvalg ud af
mange eksempler:
[Vi har] klare kritiske holdninger overfor vores egen administration. [] Igen er der forskel i
moralkodeks i Skovgårdsparken og i BB. Vi vil aldrig tillade, at nogen sætter spørgsmåls-
tegn ved, om ting foregår korrekt i afdelingen.
På det tidspunkt mistede vi enhver tillid til entreprenøren. [] vi følte os røvrendt [] vi blev
snydt igen”. To gang kasserede vi planerne vedr. arbejdernes udførelse i lejlighederne, da
det var umuligt at opholde sig i lejligheden. Det 3.forslag sagde vi også NEJ til, men blev
overroulet, og arbejdet blev sat i gang vel vidende at det var utåleligt…[] Altanerne er
endnu et eksempel på hvordan det kan gå galt – helt galt.

20. 19
Århus Kommune [betinger tilladelsen til jordvarme], at der tilføres jorden ligeså meget
varme, som der tages, af frygt for afkøling af grundvandet. Det er – undskyld mig- ren-
dyrket sludder.
AAB ejer en tværgående matrikel tværs over Brabrand Boligforenings fællesareal, og de
har ikke kunnet enes om et mageskifte og ”I den kritiske periode, hvor administrationer-
ne i AAB og Brabrand Boligforening ikke talte sammen, blev projektet forsinket [] MTH
rejste krav mod os for forsinkelsen [] Vi må stærkt advare mod AAB’s taktik. Den har
foreløbigt kostet os en fremskudt investering på 8 mil. kr. [] Man kan presse afdelingen
så meget op i et hjørne, at vi beslutter at hegne AAB’s stribe ind, og sende dem en reg-
ning for vedligehold. [] Vi skal jo bo sammen med AAB’s beboere, men de laver faktisk
meget hærværk.16
Beboergruppens konsensusmodel forstærker gruppens sammenhængskraft, de taler
altid med en stemme og står sammen – ofte ”mod” omgivelserne. Beboergruppen er
gennemsyret af en udpræget ”dem og os” tankegang, som bl.a. kommer til udtryk ved,
at de ikke umiddelbar godtager udefrakommende informationer vedrørende renoverin-
gen, men forholder sig aktivt og har en holdning til alt på alle niveauer.
4.3.2 Indflydelse kræver indsats
Beboergruppens syn på den menneskelige natur er gennemsyret af en tanke om at hvis
du har noget på hjertet, så får du også indflydelse, men det kræver en indsats.
Der er, i Beboergruppen, meget høje forventninger til beboernes aktive deltagelse. Der
lægges ikke skjul på at det kræver en meget stor indsats at få indflydelse på renoverin-
gen. Gruppen har gennem de sidste to år afholdt møde hver tirsdag aften fra kl. 18:30 til
kl. 22-23:00, nogle gange har det trukket ud til midnat. Omfanget af mødeaktiviteterne
begrænser bestemte befolkningsgruppers muligheder, og lyst til at deltage; folk med
børn, specielt enlige forældre, folk, som ikke behersker det danske sprog til fulde, folk
med et krævende arbejde, og folk, der bare ikke orker deltagelse på det høje niveau.
Samtidig skaber det et skel mellem ”de aktive” og ”de andre”, så der også indenfor afde-
lingen eksisterer et ”dem og os”.
4.3.3 Står stærkt mod fælles fjende
Beboergruppen har skabt en meget stærk fælles identitet, der styrkes i kraft af konflikter
med Boligforeningen og entreprenøren. Beboerne står skulder ved skulder omkring de
værdier, som renoveringen repræsenterer; ansvar, inddragelse og miljø. Beboergrup-
pens arbejde er i høj grad meningsfuld for medlemmerne, men den er ikke nødvendigvis
værdiskabende for projektet.
Beboergruppens interne relationer er stærke, mens eksterne relationer er præget af
mistillid. Gruppen er principielt en flad organisation med deltagelse af 3 personer fra
afdelingsbestyrelsen, og de øvrige er ”menige” beboere. Det er imidlertid tydeligt, at
afdelingsbestyrelsens formand er den ubestridte leder og tegner gruppens profil. Der
anvendes forholdsvis stærke koder og artikuleret kropssprog, som tilsyneladende funge-
rer pga. en stærk tillid mellem gruppens medlemmer og udtalt mistillid til eksterne sam-
arbejdspartnere.
16
Afd. 03 ref. 14.09.11 afd. møde

21. 20
4.3.4 Konflikttærsklen er høj
Beboergruppen ser sig selv som afdelingens vagthund, toleranceniveauet for konflikt er
meget højt. Beslutninger træffes efter konsensusmodellen, så diskussionerne på de
ugentlige tirsdagsmøder er mange og lange. Tonen er til tider ret hård og potentielle
konflikter lurer konstant under overfladen. Igen må vi konstatere: MTH er gode til at
skrive regninger ud og vores administration er ikke god nok til at skrive kontrakter.17
4.3.5 Vejen til ”sandhed” finder vi selv
The assumption made about how reality, truth, and information are defined is one of the
most important categories of culture. What is a fact, what is information, and what is
truth – each depends not only on shared knowledge of formal language but also on con-
texts and consensus (Schein, Organizational culture and Leadership, 2010, 4 th. edition).
Beboergruppen har meget begrænset tillid til rådgivernes faglighed og troværdighed.
Beboergruppen betragter sig selv som sandhedens og realiteternes vagthund. Hvis
sandheden skal frem, må de finde den selv. Beboergruppens medlemmer har alle entre-
prenør-gen. Hvis vores ansatte [BB] eller MTH ikke kan finde en løsning, må vi selv gøre
det.18
Beboergruppen er præget af en proaktiv holdning: De ønsker selv at sætte dagor-
denen, de tager ansvar og læner sig frem, i forvisning om at forandringer er muligheder
og processen kan påvirkes.
”Papiruldsfarcen” er et godt eksempel herpå. Beboerne godtager ikke rådgivernes
umiddelbare afvisning af at anvende papirisolering. Beboerne undersøger markedet på
nettet, finder en løsning som efter længere tovtrækkeri bliver anvendt. Beboerne tog
sagen i egen hånd, ydede en indsats, fik ret. Fik de så mere miljø for pengene? Ifølge
MTH betød ”papiruldsfarcen” omfattende ekstraregninger og et miljømæssigt ringere
produkt, da papirulden er overfladebehandlet med et giftstof, der er mistænkt for at
være kræftfremkaldende. For beboerne betød episoden at vi mistede enhver tillid til
entreprenøren.
4.3.6 Tiden må vente
Beboergruppen er mere optaget af proces end resultater, og tiden opfattes ikke som et
afgørende parameter. Renoveringsprocessen har været ualmindelig langstrakt. De første
ideer til udbudsmaterialet blev nedfældet i 2003 og det er de samme beboere, der er
bærende i inddragelsesprocessen her knap 10 år senere. Det vidner om en vedholden-
hed ud over det sædvanlige.
Når Beboergruppen lukker døren ind til ”Bunkeren”, sættes tiden i stå. Herinde tager
ting den tid, de tager. Beboergruppen er langt mere optaget af, at de får ”den rette”
løsning, frem for at tidsplanen overholdes. Derfor medfører beslutninger truffet i Bebo-
ergruppen ofte rettelser og ændringer af tegningsmaterialet og forskydninger i forhold
til tidsplanen. Entreprenøren derimod har svært ved at stoppe processen, når maskine-
riet først kører. Forsinkelser er omkostningsfulde og skal helst undgås.
Et tydeligt eksempel på forskellig opfattelse af tidsbegrebet er at beboerne egenrådigt
har stoppen byggeprocessen, fordi de ikke var tilfredse med den valgte isoleringstype (til
trods for at det var papirisolering). Brabrand Boligforening genstartede straks arbejdet,
17
Bilag 02 // Afd. 03 ref. 12.09.12 afd. Møde, side 3
18
Afd. 03 ref. 14.09.11 afd. møde

22. 21
men den manøvre medførte i første omgang en ekstraregning fra entreprenøren på
500.000 kr. Beboerne forstår simpelthen ikke at det koster mange penge at stoppe dette
maskineri, når det først kører. Beboerne har en helt anden præcis tidsopfattelse, når det
handler om varslingsreglerne. Her er det afgørende, at reglerne overholdes, og der må
ikke slås så meget som et søm i dagen efter, at håndværkerne skulle have været ude af
lejligheden.
Kulturanalysen tegner et billede af en meget stærk følelsesdrevet Beboergruppe, som
agerer ”op imod” en ”rationaledrevet” entreprenør. Processen kan ikke siges at være
værdiskabende, men afgørende ”fodfejl” har medvirket til at afspore processen, idet
værdiskabelsen i bygherreorganisationen svækkes af, at:
• Der har fra bygherres side ikke været et overordnet formål med beboerdemo-
kratiet, hvilket har medført at beboerinddragelsen bliver legitimerende frem for
værdiskabende.
• Den smalle inddragelse fremmer ”empowerment” for de få, men styrker ikke
bredt medejerskab og forankring.
• Der har ikke været et kommissorium for beboergruppens arbejde, hvilket har
medført unødige konflikter og frustration.
• Der har ikke været en strategi eller et procesdesign for inddragelsen, hvorfor
Beboergruppen forsøger at styre processen enhændigt.
• Der har ikke været fokus på at skabe gensidig læring, kvalificere projektet og
skabe målrettede løsninger, i stedet har aktørerne hver især vundet sine slag
• Der er ikke skabt en fælles vision for projektets essens (f.eks. synregi mellem
beboernes helhedsorienterede miljøprojekt og rådgivernes energirenovering),
hvorved innovationspotentiale ignoreres.
• Der er ikke skabt en fælles forståelse mellem entreprenørens rationelle kultur
og beboernes værdi- eller følelsesbårne kultur, og samarbejdet er præget af en
”dem og os” kultur.
Analysen vidner imidlertid også om, at Beboergruppens enorme engagement rummer et
stort potentiale for at bibringe projektet værdi, idet værdiskabelsen i bygherreorganisa-
tionen kan styrkes af, at Beboergruppen ikke godtager ”taget for givet løsninger”, hvilket
ofte er vejen til nytænkning og innovation, og Beboergruppen er villige til at yde en
enorm indsats. De har viljen og evnen til at finde vej til nye løsninger og helmer ikke før
de er i mål.
Hvis beboernes indsats kunne kapitaliseres, svarer den knap til en fuldtidsansættelse
gennem to år (9 personer, der bruger min. 4 timer ugentligt). Det kræver målrettet
kommunikation og dialog at bringe det potentiale i spil. Beboerne skal opleve, at der
skabes rammer for gensidig læring og videns udveksling, at de får reel indflydelse og
beslutningskompetence og, ikke mindst, at indflydelsen omsættes til konkret handling.

23. 22
5 SENSEMAKING I DEN BEBOERDEMOKRATISKE PROCES
I en sensemaking-optik analyseres beboernes forsøg på at skabe mening, når omgivel-
serne synes meningsløs. Analysen understøtter og supplerer kulturanalysen og åbner for
nye fortolkninger af samarbejdsvanskelighederne:
Sensemaking organizes flux
Sensemaking som metode for mennesker til at agere i usikkerhed er et forsøg på at ska-
be mening, når verdens tilstand opfattes anderledes end forventet. Idet Beboergruppen
er inddraget helt fra start med at definere udbudskrav og valg af vinderholdet er de rsto-
re forventninger til inddragelsesgraden igennem processen, men de finder sig selv i en
totalentreprise, hvor graden inddragelse og tolerancen for iteration er lille.
Sensemaking starts with noticing and bracketing
“At bemærke og forankre” er første skridt i sensemaking-processen og refererer til det
at finde en ny mening for (fortolkning af) noget, der allerede er sket i organiseringspro-
cessen, men som endnu ikke har et navn, hvilket alt andet lige gør verden mere enkel.
Sensemaking is about labeling
At forankre og “stemple” begivenheder styrker gruppens fælles fodslag som i Skov-
gårdsparken grundlægger og nærer den kontraproduktive ”os og dem kultur”.
Sensemaking is retrospective
What I think comes in part from seeing what I say, but also in part from seeing what
others say (Weich, 2009). Tilbageblik og refleksion over det oplevede er en generisk sen-
semaking opskrift i søgen efter mønstre og mening af næsten Kirkegaardske dimensio-
ner: Lives leves forfra men forstås bagfra…
I Skovgårdsparken efterlader både ”den rationaledrevne” entreprenør og ”den følelses-
drevne” Beboergruppe tydelige mønstre, der fastlåser ”os og dem” konstruktionen i
måden, hvorpå de agerer.
Sensemaking is about presumption
Sensemaking bygger bro mellem det abstrakte og det konkrete, hvor samarbejdspro-
blemer er konkrete, særegne og personbårne, mens ledelse af inddragelsen, et relatio-
nelt ansvar og et højere formål med inddragelsen repræsenterer det abstrakte. Gennem
nyfortolkninger og eksperimenter interagerer det konkrete med det abstrakte, som des-
værre er fraværende i Skovgårdsparken, hvorfor samarbejdsvanskelighederne fasthol-
des. The same old saying enacts the same old seeing which enacts the same old thinking
(Weich, 2009).
Sensemaking is social and systemic
Viden om en fælles ”ønsket fremtid” udfoldes gradvist og involverer hele systemet. Sa-
marbejdsvanskelighederne opstår, når forskelle mellem parterne og deres specifikke
bud på ”en ønsket fremtid” stiller sig hindrende i vejen for opnåelse af konsensus om-
kring ” et fælles bedste”. I Skovgårdsparken har processen været præget af en lineær
tankegang. Hvor enkeltpersoner forsøger at tage patent på en bestemt virkelighedsop-
fattelse, kommunikationen bliver polariseret og rummeligheden for differens lille til
trods for dybest set sammenfaldende interesser.

24. 23
Sensemaking is about action
Det første sensemaking spørgsmål er ”What’s going on here?” og det andet, som er lige
så vigtigt, er ”Hvad gør jeg så?”. Handling er en uomtvistelig del af forandring, mens
italesættelsen fasttømrer det ukendte og giver det mening. Handling er i udgangspunk-
tet ikke vigtigere end italesættelsen. I Skovgårdsparken er entreprenøren udelukkende
handlingsorienteret, og beboergruppen overlades til at skabe mening af handlingerne.
Mange konflikter kunne være begrænset eller helt undgået ved en fælles (social og sy-
stemisk) italesættelse.
Sensemaking is about organizing through communication
To share understanding means to lift equivocal knowledge out of the tacit, private, com-
plex, random, and past to make it explicit, public, simpler, ordered and relevant to the
situation at hand (Weich, Sutcliff, & Obstfeld, 2005). Kommunikation er en vedvarende
proces, der bringer situationer til live og åbner for nye handlemuligheder. I Skovgårds-
parken går kommunikationen gennem en ofte lang translationskæde (beboer-
bygherrerådgiver-totalentreprenør-underrådgiver) og har mere karakter af informatio-
ner end kommunikation, for slet ikke at tale om dialog.
Sensemaking perspektivet understøtter kulturanalysen og giver nogle bud på afgørende
elementer for sensemaking i beboerinddragelsen:
1. Forventningsafstemning
(sikrer overensstemmelse mellem det forventede og det oplevede)
2. Forankring af positive oplevelser
3. Fælles fodslag og et opgør med ”os og dem” kulturen
4. Genovervejelser, som retrospektiv sensemaking
5. Ledelse, et relationelt ansvar og et højere formål
6. En fælles samlende vision
7. Italesættelse af handlinger
8. Vedvarende direkte kommunikation

25. 24
6 DELKONKLUSION
Analysen tegner på tværs af Schein og Weich, et billede af en stærk beboerorganisation
med en markant fælles identitet, som styrkes af at alle beslutninger træffes efter kon-
sensusmodellen, således at Beboergruppen altid står samlet. Beboergruppen er ikke et
bredt og repræsentativt udsnit af afdelingens beboere, men en lille forholdsvis homogen
gruppe som dog rummer et vist hierarki med en tydelig lederfigur. Organisationens re-
trospektive meningsdannelse sker med afsæt i fortællinger om inkompetente rådgivere
og handlingsorienterede beboere, en administration, der skal holdes i udstrakt arm, og
en byggeproces, der skal kontinuerligt skal kontrolleres og udfordres. Beboergruppen
giver sig selv mulighed for at handle, ingen beslutninger er fredede, og beboerne forhol-
der sig til alle niveauer af beslutninger: Fra farven på håndtaget til isoleringstyper, hvil-
ket tilsyneladende styrker individets mening med at være i organisationen, og de udvalg-
te beboere oplever, at de har stor indflydelse på både proces og projekt. Til trods for
den til tider meget hårde jargon i gruppen er det sociale sammenhold med fælles inte-
resser, holdninger og forventninger meningsskabende for individet.
Beboergruppen forsøger ihærdigt at skabe sammenhæng i de forandringer, som renove-
ringen medfører ved at koble renoveringen med ny fortælling for Skovgårdsparken, ikke
som en almen betonbebyggelse på kanten af Gellerup, men om en helhedsorienteret
bæredygtig afdeling, der tiltrækker nye ressourcestærke beboere. Denne nye fortælling
er tydeligvis meningsfuld for Beboergruppen, men den slår ikke så stærkt igennem som
et fælles mål i bygherreorganisationen, og formidles slet ikke til omgivelserne. Det hel-
hedsorienterede bæredygtighedsbegreb bliver en tydelig ”ledetråd” (Weick, 1995) for
Beboergruppen, på lige fod med det udvidede beboerdemokrati, som de selv repræsen-
terer, og anstændig, troværdig adfærd. Ledetrådene er værdier, der har været gennem-
gående for gruppens anerkendelse helt fra projektets start i 2003.
Beboergruppen handler til dels i det skjulte, da bred information til samtlige beboere er
yderst sparsomt. Det er gruppens hensigt kun at kommunikere troværdigt og forudsige-
ligt, således at informationer, som er videregivet til samtlige beboere, ikke er til forhand-
ling. Til gængæld er Beboergruppen meget tydelig i kommunikationen med de øvrige
aktører i bygherreorganisationen.
Der er en stærk sammenhæng i beboernes meningsskabelse på tværs af værdier, nor-
mer og grundlæggende antagelser. Den kultur, som beboerne har udviklet over tid, er
meningsfuld for de få deltagere i gruppen, men desværre ikke befordrende for en værdi-
skabende inddragelsesproces. Man kan argumentere for, at netop denne case bærer
brænde til det bål, som antændes af antagelsen om, at beboerinddragelse er besværligt,
omkostningsfuldt og spild af tid.
Problemformuleringen ligger op til, at kulturanalysen af Beboergruppens relationer i
bygherreorganisationen forklarer problemer og potentialer for en værdiskabende ind-
dragelsesproces. Analysen italesatte tavs viden om de kulturelle forhold mellem ”den
rationaledrevne” entreprenør og ”de følelsesdrevne” beboere og fremlagde plausible
årsager til det etablerede ”clash of cultures”. Disse forklaringer understøttes og supple-
res ved at inddrage sensemaking perspektivet.

26. 25
7 TEORIBASEREDE STRATEGIER
Strategier til alternative virkeligheder og om at tænke, drømme og tale anderledes…
Vi ser i rådgiverbranchen konturerne af et begyndende paradigmeskifte, der stiller helt
nye krav til både bygherre- og rådgiverrollen. Vi bevæger os væk fra en situation, hvor
bygherren og dennes rådgivere i kraft af deres specialiserede ekspertise alene besad
magten til at definere rammerne for kommende projekter, træffe beslutninger indenfor
disse rammer, for derefter at aflevere det færdige byggeri til de passive modtagere. Vi
ser konturerne til et skift fra beboere og brugere som passive modtagerne til aktive
medskabere, et skift fra at retten til at definere rammerne og træffe beslutninger var
forbeholdt specialisterne til at denne ret er sat til forhandling blandt aktørerne, et skift
fra funktionel til oplevet værdi, fra hierarki og kontrol til netværk og facilitering.
Analysen af Skovgårdsparken dokumenterer afledte konsekvenser af dette paradigme-
skifte der medfører åbenlyse vanskeligheder for rådgiverne, idet de ikke har evnet at
sætte sig i spidsen inddragelsesprocessen og tage ansvaret for et endeligt opgør med
den eksisterende ”os og dem kultur”. I casen er det ikke lykkes at bygge bro mellem
Beboergruppens og totalentreprenørens tilgang og kommunikationen er præget af
magtkampe, kontrol og monologer. Entreprenørens rationalistiske rolle, på sit funda-
ment af rationalistiske metoder og modeller – sættes under pres. De ekspertbesatte
oppefra-og-nedefter-systemer må erstattes af arbejdsformer, hvor værdibegreberne
opprioriteres. Det stiller nye krav til parternes forståelse, empati og samarbejdsevner.
Det store spørgsmål er, hvordan en værdiskabende beboerinddragelsesproces tilrette-
lægges, organiseres og gennemføres effektiv, på tværs af etablerede kulturelle forskel-
le? Hvilke strategier kan bringes til torvs for at kvalificere den almene bygherrens rådgi-
vere til at positionere sig som ledere af beboerinddragelsesprocessen? Og hvilke strate-
gier kan anvendes til kulturel brobygning i beboerinddragelsesprocessen, ud fra hen-
holdsvis et ”planlægningsperspektiv” og et ”improvisationsperspektiv”?
7.1 DEN PROCESSUELLE VÆRKTØJSKASSE
Der findes en række socialkonstruktivistiske teorier, der er hensigtsmæssige for rådgive-
re, som ønsker at agere inde i det almene beboerdemokrati, - ikke blot at være bekendt
med, men at kunne jonglere imellem. Jeg vil i det følgende udfolde to beslægtede til-
gange, som hver på sin måde kunne have kvalificeret Brabrand Boligforenings rådgivere
til at positionere sig som leder af beboerinddragelsesprocessen i Skovgårdsparken:
1. Kulturel intelligens & lejrbålssamtaler
2. Den anerkendende- & den narrative position
7.1.1 Kulturel intelligens og lejrbålssamtaler
Ledelse af tværkulturelle bygherreorganisationer med en høj grad af inddragelse kræver
kulturelle kapaciteter og læringsfærdigheder, som i stigende grad betegnes kulturel in-
telligens. Kulturel intelligens dækker over evnen til hurtigt at erhverve den tilstrækkelige
viden om de involverede kulturer. Begrebet kulturel intelligens introducerer den positi-
on, at udvikling af forståelse, empati og evnen til at arbejde med andre, fra andre kultu-
rer kræves fire kapaciteter; (1) aktuel viden om del af de øvrige involverede kulturer, (2)
kulturel sensitivitet, (3) motivation for at få indsigt i andre kulturer, og (4) adfærdsmæs-
sige færdigheder og fleksibilitet overfor nye måder at gøre tingene på (Schein,
Organizational Culture and Leadership, 2010, 4. th. edition). Opbygning af kulturel intel-
ligens kræver specifikke individuelle karakteristika, og der er tydeligvis, også i Skov-

27. 26
gårdsparken, stor forskel på individuel kulturel sensibilitet og læringskapacitet i forhold
til anderledes tænkende.
I Skovgårdsparken har bygherrerådgiveren fungeret som en slags kulturel agent – eller
formidler mellem parterne, mens opbygningen af kulturel intelligens og decideret kultu-
rel brobygning forbliver ukendt land.
Kulturelle forandringer drives af evnen til at ”tale anderledes” frem for evnen til at ar-
gumentere godt. What the Romantics expressed as the claim that imagination, rather
than reason, is the central human faculty was the realization that a talent for speaking
differently, rather than arguing well, is the chief instrument of cultural change (Rorty,
1989).
Kulturel indsigt og empati etableres gennem parternes dialogiske samtaler, eller hvad
jeg kalder samtaler omkring lejrbålet. Lejrbålssamtaler handler ikke om velartikuleret
argumentation men om at tænke, tale og drømme anderledes. Velartikuleret argumen-
tation munder alt for ofte ud i monologer, hvor den anden specifikt behandles som
”den” og selvet som et autonomt individ, hvis handlinger påvirker den anden. Omvendt
behandles den anden i dialogen som et ”du”, og selvet, som del af en relation, engageret
i forbundne handlinger med et andet ”jeg”, hvis motiver og meninger er del af samta-
len” (Pearce, 1994). Haslebo udbygger ved at placerer ansvaret for dialogen: ledelsen
har det relationelle ansvar og må iscenesætte en proces der giver de involverede parter
nye muligheder for at indgå i en respektfuld dialog, som aktører, der tænker, overvejer,
tager ansvar for egne handlinger og forholder sig til hinanden som et ”du” der også tæn-
ker, overvejer og tager ansvar for egne handlinger (Haslebo, 2004).I Skovgårdsparken
foregår kommunikationen mellem bygherrens rådgivere og Beboergruppen som præ-
sentationer frem for dialoger, idet ingen har påtaget sig det relationelle ansvar. One-way
presentations push audiences into passive listening roles, as well as making presenters
appear pompous koow-it-alls, more concerned about having their view prevail than
about helping resolve the issues of the people they are talking to. [] Conversation is the
intersection of multiple stories and facilitates learning (Denning, 2007).
Introduktion af Lejrbålssamtaler guidet af kulturel intelligens kan styrke relationerne i
bygherreorganisationen og iscenesætte en ny kontekst, der giver parterne nye mulighe-
der for at indgå i en respektfuld dialog med hinanden og ”co-create” en ønsket virke-
lighed.
7.1.2 Den anerkendende og den narrative position
Den anerkendende og den narrative tradition er beslægtede positioner indenfor den
postmoderne socialkonstruktivistiske paraply. Her findes ingen ”sandhed”, verden findes
ikke uafhængigt af vores observationer og det gælder om at give liv til så mange alterna-
tive perspektiver som muligt. Det er sproget - og den linse, som vi iagttager igennem -
der former og skaber virkeligheden. Vores sprog, begreber, klassifikationer og måder at
beskrive verden på kan således aldrig være objektive og neutrale, men vil altid være
aktivt skabende. Verden er så at sige i en konstant skabelsesproces, hvor enhver beskri-
velse bliver en skabelse og vi er alle medskabere. Lykkes det at etablere en fælles be-
vidsthed om dette, åbner der sig et enormt mulighedsfelt for nye udviklingspotentialer.
Der findes tre forskellige traditioner indenfor fællesbetegnelsen den anerkendende posi-
tion, som bæres af Markus Buckingham, Peter Lang og David Cooperrider. Fælles for
dem er opmærksomhed på de antagelser, vi arbejder med, og det fokus og det sprog vi
vælger og en tro på, at et ressourcefokus (styrker, positive intentioner, succeser, håb og
drømme) bringer længere end et problemfokus (fejl, mangler, fiaskoer og konflikter).

28. 27
7.1.2.1 Markus Buckingham
Buckingham inspirerer til udvikling og ledelse af high performance teams, ud fra en
præmis om, at identificering og aktivering af personlige styrker og lederens evne til at få
folk til at gøre det de gør bedst – at sætte folks styrker i spil, er altafgørende for organi-
sationens performance. Buckingham’s tænkning kondenseres I citatet: Identify your
strengths and put them to work – build on your strength to find ways to manage around
your weakness. (Buckingham, 2003). Et eksempel fra Skovgårdsparken kunne e.eks. væ-
re, at afdelingsbestyrelsesformanden (som er biologen) var blevet anerkendt for sin
viden indenfor miljøområdet og var blevet inddraget i rådgivernes udvikling af energitil-
tag. Ved at anerkende og aktivere Beboergruppens styrker kunne efterfølgende konflik-
ter være undgået.
7.1.2.2 Peter Lang
Peter Lang repræsenterer en tradition for anerkendelse, der kunne have medført et
opgør med den etablerede ”os og dem” kultur i Skovgårdsparken. Den Langske anerken-
delse er kendetegnet ved ”uhelbredelig optimisme” og citatet: Behind every problem lies
a frustrated dream er et rammende udgangspunkt for en meget sproglig og processuel
tilgang til at sætte fokus på- og styrke beboernes drømme om fremtiden. Lang foreslår
en tilgang til konfliktløsning, der giver anledning til:
1. Anerkendende læsning af følelser
Følelser er altid relationelle i den forstand, at de udspiller sig- og altid en del af
kommunikative udvekslinger mellem mennesker. Følelser kan kun forstås ved at
kigge på, hvordan andre responderer på dem.
2. Positiv (re-)formulering
Det er ikke vores problem, der er vores problem, men vores udlægning af pro-
blemet, der ikke hjælper og, og dermed er vores problem. Ved at ændre udlæg-
ningen kan vi skabe nye handlemuligheder, og dermed ændre vores virkelighed.
3. Følg sprogets grammatik (to join the gramma)
Dækker over evnen til ikke at bekræfte de eksisterende fortællinger, men at gri-
be de betydningsbærende ord og vende og dreje dem, indtil nye betydninger
opstår.
I Skovgårdsparken kunne udviklingen af nye fortællinger om ”Det udvidet beboerdemo-
krati” og ”miljørenovering” have øget muligheden for alternative virkeligheder med en
bred demokratisk forankring i afdelingen og en inkluderende, ny og innovativ tilgang til
bæredygtighedsbegrebet.
7.1.2.3 David Cooperrider
David Cooperrider er ophavsmand til Appreciative Inquiry (AI) – et grundlæggende aka-
demisk afsæt, der gør brug af en ressourcebaseret tilgang frem for den klassiske pro-
blemorienterede og dermed at gør ”det der fungerer” til genstand for undersøgelse
(deraf navnet appreciative inquiry). I konsulentpraksis udgør 4D modellen hjørnestenen i
AI. Kernen i modellen er et ”bekræftende emenvalt” eller et positivt ladet fælles fokus,
fordi Menneskelige systemer vokser hen imod det, de vedholdende stiller spørgsmål om
(Cooperreider & Whitney, 1999):

29. 28
Appreciative inquiry er et rigtig godt redskab til beboerinddragelse i de tidlige faser, ud
fra en tese om, at: Positive forestillingsbilleder om fremtiden medfører positive handlin-
ger i nutiden (Haslebo, 2004). AI er grundlaget for ”The Imagine Movement”19
og er vel-
egnet til at understøtte lokale initiativer, ud fra følgende 3 spørgsmål:
1. What do you imagine for your neighborhood?
2. Who can work with you to bring your vision to live?
3. What will you dare to create?
7.1.2.4 Den narrative position
Den narrative tilgang tilbyder redskaber, der anvendt med kulturel intelligens kan hjæl-
pe bygherrens rådgivere til at få Beboergruppen til at abonnere på en ny samarbejds-
model for bygherreorganisationen. Ifølge Schein giver det motivation til at samarbejde,
når individer gennem socialisering i fællesskab med andre internaliserer fællesskabets
mål og værdier, så udfordringen ligger i at skabe social identifikation gennem nye fortæl-
linger.
“When we begin to explore the connection of action to its sense or meaning, we turn our
attention to how persons make sense of their experience, to how they endow their expe-
rience with meaning. And when this happens, we find ourselves entering the territory of
narrative.” (Michael White, 1995)
White er samlingsfigur for den narrative position, der forgrener sig i et filosofisk rodnet,
der griber dybt i fransk filosofi og litteraturvidenskab. Gennem de narrativer, som vi
fortæller om os selv, vores liv og organisationen, skaber vi således mening og ordner
begivenheder i meningsfulde sekvenser. Vi kan sige, at den pris vi betaler for at få histo-
rierier om vores liv som er sammenhængende og meningsskabende, er, at vi er nødt til at
”glemme” alle forhold og begivenheder, der ikke passer ind i historierne. Vi bliver i en vis
forstand faner af vores eget perspektiv eller personlige historie, således at vi har proble-
mer med samtidig at se andre perspektiver eller andre sider af historien. (Lundby, 2007).
Heri ligger den narrative positions eksistensberettigelse: at give plads til nogle af de an-
dre historier, der også kan fortælles – og som kan bringe os tættere på vores foretrukne
situation.
19
The Imagine Movement er et globalt netværk af nonprofit organisationer der siden med afsæt i
AI styrker lokal udvikling af og ejerskab til byområder Mest kendt er Imagine Chicago, der siden
1992, har understøttet lokalsamfundet i at bringe drømme til virkelighed.
Affirmative
Topic Choice
Discovery
“What gives
life?”
Dream
“What might be?”
(What is the world
Desteny
“How to empower, learn
and adjust/improvise
SUSTAINING
Design
“What should be
– the ideal?
Fig. 01. 4D model

30. 29
Beboergruppens omfattende og gentagne fortællinger om inkompetente rådgivere og
en dominerende administration fastlåser ”os og dem” konstruktioner som intern identi-
fikationsskabende mekanismer. Social identification is the perception of belongingness
to a group and a sense of oneness with the group. (Ashforth & Mael , 2001)
Hvis vi til trods for den splittelse, der er mellem Beboergruppen, Boligforeningen og
rådgiverne godtager præmissen om, at Beboergruppen repræsenterer en stor ressource
som kan kapitaliseres og styrke værdiskabelsen for projektet, så ligger der et stort po-
tentiale for rådgiverne i at skabe en klar fælles identitet i bygherreorganisationen. Her
kan rådgiverne bruge en narrativ tilgang til at give plads til nogle af de andre historier,
der også kan fortælles om samarbejdet mellem parterne, hvilket bringer os tættere på
den foretrukne situation20
.
Narrativer kan anvendes som redskab til at skabe nye billeder af organisationens virke-
lighed, en ny mening og en ny selvforståelse, hvor aktørerne føler, at de hører til og ved
præcist hvorfor. Narrativer kan skabe identifikation med den fremtidige organisation og
herved genskabe tilliden til bygherreorganisationen. En narrativ tilgang handler i højere
grad om dialog og åbning for alternative fortællinger end en monolog, hvori bygherren
konstruerer en ledelsesfortælling, som skal håndtere en så kompleks problemstilling.
Det vil hurtigt af beboergruppen blive opfattet som manipulerende. Dahl & Juhl har,
med afsæt i White, udviklet en række spørgsmål ud fra den narrative position, der kan
hjælpe til med at åbne op for nye fortællinger (Dahl & Juhl, 2009):
1. Hvordan kan vi vride os fri fra de normer og forståelser, som vi tager for givet?
2. Hvordan kan vi synliggøre og distancere os så meget fra disse, at de bliver syn-
lige for os?
3. Hvordan kan vi skabe et sprog, hvori vi etablerer nye handlemuligheder?
Udfordringen ligger i ganske nænsomt at rive den gamle historie ned, mens der foregår
en bevægelse i retningen af en ny historie (Cecchin, 1992). Derrida (f. 1930) taler om den
dominerende diskurs selvfølgelighed (Vi kan ikke forestille os, at tingene kan være an-
derledes, og derfor bliver de det heller ikke. Vi taber en voldsom mængde viden og hand-
lemuligheder, fordi den viden og de handlemuligheder, der ligger uden for diskursen,
bliver illegitime). Her er Derridas ideer om dekonstruktion interessante. De henleder
vores opmærksomhed på det faktum, at vi principielt kunne have udvalgt andre begi-
venheder og have forbundet disse i andre mønstre, hvilket ville give andre betydninger
og muligheder.
Eksternalisering er del af den narrative værktøjskasse. Begrebet bygger på en adskillelse
af ”person- eller organisation” og ”problem”. I dette tilfælde positioneres entreprenø-
ren, Beboergruppen og samarbejdsproblemer som adskilte aktører, således at der i byg-
herreorganisationen kan skabes en alliance vendt mod samarbejdsproblemer. F.eks.
Beboergruppen siger: Entreprenøren umulig at samarbejde med, de er kun optagede af
tid og økonomi og vil ikke høre på vores ideer” eller entreprenøren siger: ”Beboergrup-
pen er langt mere optagede af processen end resultatet, når tingene bliver en principsag
for dem, vil de bare have ret”. Det traditionelle, internaliserende svar ville være at stille
uddybende spørgsmål til, hvorfor parterne oplever samarbejdsproblemer. Herved gøres
20
Det narrative må i denne sammenhæng ikke forveksles med storytelling eller strategiske for-
tællinger, der snarere er en metodik til intern og ekstern branding.

31. 30
samarbejdsproblemer til et personligt anliggende, der hænger sammen med enten be-
boernes personlighed eller med entreprenørens karakteristika. Den narrative position
tilbyder en ny dialog, den eksternaliserende, der adskiller samarbejdsproblemer, både
fra Beboergruppen og entreprenøren. Et eksternaliserende svar til Beboergruppen kun-
ne være: ”Hvad har tidligere vist sig at være et effektivt våben mod samarbejdsproble-
mer?” Eksternalisering af samarbejdsproblemer er fundamentet for en ny meningsska-
belse, refleksion og nye handlemuligheder.
Den narrative tilgang til handlingsorienteret problemløsning, følger tre skridt:
1. Kortlægning af problemets karakter (Eksternaliseret)
2. Kortlægning af problemets svagheder
3. Fremadrettet praksis for at mindske problemets indflydelse
7.1.3 Opsamling på den processuelle værktøjskasse
Problemformuleringen lægger op til en perspektivering af strategier til, hvordan rådgi-
verne kan kvalificere sig til at tilrettelægge og lede inddragelsesprocesser. Opdyrkelsen
af kulturel intelligens, den anerkendende og den narrative position er traditioner fra
proceskonsulentens værktøjskasse, som rådgiverne kan trække på i bestræbelserne for
at stå i spidsen for etableringen af en fælles handledygtig bygherreorganisation på tværs
af kulturelle barrierer. Metoderne har imidlertid også nogle begrænsninger, idet man
skal være opmærksom på, at det er hensigten og ikke metoden i sig selv, der skal drive
processen. Hvis metoderne anvendes ureflekteret, kan det i værste tilfælde blive endnu
en brik i den eksisterende ”os og dem” konstruktion. Min pointe er, at strategier fra
proceskonsulentens værktøjskasse, foruden en grundlæggende professionalisme, kræ-
ver:
1. Et klart formål
Hvad er det, man vil opnå og hvorfor?
2. Kulturel intelligens og empati
Er de rette menneskelige egenskaber tilstede?
3. Faglig integritet og erfaring
Er der sammenhæng mellem handlinger, værdier og metode?
4. Rette fagligt og ledelsesmæssigt niveau
Er beslutningskompetencen til stede?

32. 31
8 KULTUREL BROBYGNING
Kulturel brobygning er en processuel tilgang til gruppekonstruktioner, der i høj grad
handler om at kunne praktisere reflekterende kommunikation, hvor dialogiske samtaler
motiverer deltagerne til at finde nye løsninger, lytte med empati og anerkendelse og
formå at skifte position, og dermed se sig selv og samtalen udefra (Pjetursson &
Petersen, 2002). Nøglen til iscenesættelse af dialogiske samtaler er at sikre, at parterne
føler sig trygge nok til at tilsidesætte behovet for at vinde diskussioner, underbygge eg-
ne udsagn og udfordre hinanden ved enhver uoverensstemmelse.
8.1 Planlagt vs. improviseret proces
Hvordan klæder vi hinanden på til værdiskabende samarbejde i tværkulturelle organisa-
tioner? Scheins udgangspunkt er, at vi må ”lære hinanden at kende under uformelle
rammer” It is my proposition that for multicultural collaborations to work, the members
must first learn about each other in temporary cultural islands (Schein, Organizational
Culture and Leadership, 2010, 4. th. edition). Han introducerer begrebet midlertidige
kulturelle øer, der kan anvendes som metode til kulturel brobygning. Midlertidige kultu-
relle øer defineres som situationer hvor sociale og kulturelle normer er midlertidigt su-
spenderet så vi kan udforske vores selvforståelse, værdier og grundlæggende antagelser
– specielt i relation til autoritet og intimitet. Analysen dokumenterer, hvordan bygherren
i Skovgårdsparken ikke har formået at etablere en samlende bygherreorganisation, in-
gen har indtaget lederrollen i etableringen af en samlende gruppekultur i bygherreorga-
nisationen.
Scheins planlagte procesperspektiv
When group members come with different concepts of reality, then reaching common
ground requires special situations and processes (Schein, 2010, 4. th. edition). MTH for-
søgte at skabe et fælles ståsted for bygherreorganisationen med en opstartsworkshop21
,
men det var ikke de rette personer, som var inviteret, og Belbins teamroller, der bl.a. var
workshoppens tema, blev aldrig sat i spil. Schein tilbyder en værktøjskasse til etablering
af midlertidige kulturelle øer som supplement til de efterhånden klassiske opstartswork-
shops. Kulturelle øer arrangeres løbende efter behov for at fremme tværkulturel forstå-
else og sikre maksimal værdiskabelse. Det er en forudsætning, at:
• Deltagerne skal være motiverede og engagerede i ny læring
• Deltagerne skal være fysisk isoleret fra deres arbejdssituation
• Autoriteter skal vedkende sig egalitære normer og understrege, at læring er en
gensidig forpligtigelse
• Facilitatorerne definerer mål og spilleregler for, at deltagerne føler sig trygge
nok til at suspendere sociale normer og regler
• Facilitatorerne definerer fokus for læringen indenfor temaerne autoritet og in-
timitet
• Processen involverer, at der tales om konkrete oplevelser og følelser.
21
I forbindelse med kontraktens underskrivelse inviterede MTH, Brabrand Boligforening og un-
derleverandørerne til et heldagsarrangement på Odder Parkhotel, hvor der gennemførtes omfat-
tende registreringer af parternes teamrolle jf. Belbins teamroller.

33. 32
Schein repræsenterer et paradigme indenfor den klassiske ledelsesteori, der argumente-
rer for, at hvis vi er i besiddelse af tilstrækkelig viden (for Schein inkluderer det viden om
os selv og hinanden), kan vi omhyggeligt tilrettelægge en rute frem til et ønsket mål.
Hans måde at tænke kultur, organisering og procesledelse ligger dermed i lige forlæn-
gelse af Kotters teori, som de kommer til udtryk i Leading Change: Den vigtigste lektion
fra de mest succesfulde cases er, at forandringsprocesser skal igennem en række speci-
fikke faser, som tilsammen kræver en betydelig tidshorisont (Kotter, 1996). Udviklings-
processen planlægges, faseopdeles, gennemføres og implementeres.
Weichs improviserede procesperspektiv
To be concerned with processes means that one is attuned to sequences. Small begin-
nings generate unanticipated consequences, as is argued by people who adopt complexi-
ty theory. But those same small beginnings often don’t stay small. They change size,
constrain other events, and spread throughout the organization (Weich, 2009).
Weich ser sig selv i en verden, der er langt mere kompleks, hvor planlægning og kort-
lægning af handlingsmuligheder simpelthen ikke er hverken afgørende eller relevant. I
stedet for, som Schein, at tænke på bagvedliggende mønstre for vores handlinger, fore-
slår Weich, at vi tænker på de mønstre, der hele tiden dannes gennem vores indbyrdes
relationer. Han henleder opmærksomheden på, at vi kontinuerligt konstruerer fremti-
den i relationen til hinanden som en bevægelse af sensemaking og er fortaler for foran-
dring og udvikling som konsekvens af spontane processer, der udspringer af deltagernes
relationer og interaktion (Weich K. E., 2009) (Shawn, 2002).
Sensemaking handler ikke om at finde sandheden eller ”getting it right”, men om vedva-
rende genfortællinger af en spirende fortælling, så den bliver mere forståelig, indehol-
der flere observerede data og er mere robust overfor kritik. Weich er fortaler for ”det
mulige” frem for ”det absolutte” i kontrast til klassiske ledelsesteorier, der bygger på en
antagelse om, at det er ledelsens ”absolutte” tilgang, der bestemmer effekten af et gi-
vent resultat, j.f. Kotters absolutte tilgang til ”Leading Change”: A vision of change, can
reduce the error rate. And fewer errors can spell the difference between success and
failure (Kotter, 1996). For Weich er fejl en evig kilde til retrospekt læring. What I think
comes in part from seeing what I say, but also in part from seeing what others say. [] The
same old saying enacts the same old seeing which enacts the same old thinking (Weich,
2009).
Anvendelsen af improvisation som ledelsesstrategi af disse spontane processer udfoldes
af Jazzpianist og organisationsteoretiker Frank J. Barret (efter inspiration fra Weich).
Barret bruger Jazz som analogi for ledelse, idet: Jazz players do what managers find
themselves doing: fabricating and inventing novel responses without a prescripted plan
and without certainty of outcomes; discovering the future that their action creates as it
unfolds (Barret, 2004). Improvisation som metode bygger på en kontinuerligt eksperi-
menterende søgen efter sprækker i det eksisterende for at finde nye åbninger og mulig-
heder. Improvisation er drevet af nysgerrighed og kendetegnet ved, at man ikke ved,
hvilke handlinger afsøgningen medfører eller hvor den ender. Mange virksomheder un-
der pres for at levere bundlinjeresultater udvikler en kultur der fremmer en instrumen-
tel, pragmatisk, rationel og handlingsorienteret kultur, hvor fejl anses for uacceptable og
man fristes til at gøre som man plejer frem for at risikere at fejle. Barret påpeger at: Too
much reliance on learned patterns tends to limit the risk-taking necessary for creative
improvisation.[] In the absence of a rational plan, retrospective sense-making makes
spontaneous action appear purposeful, coherent, and inevitable. [] A context in which
goals that are beyond the capacity of single individuals to accomplish [] demands coop-