Dekonstruktion og kritik af betegnelsen Manic Pixie Dream Girls i Ruby Sparks

Kasper Arildskov Manic Pixie Dream Girls Medievidenskab, SDU
Indholdsfortegnelse
Resume (dansk)................................................................................................................................1
Abstract (English).............................................................................................................................2
Indledning ........................................................................................................................................3
Problemformulering.........................................................................................................................3
Metode ............................................................................................................................................4
Empiri...............................................................................................................................................5
Genrer..............................................................................................................................................6
Romantik I film.............................................................................................................................6
Den romantiske komedie.............................................................................................................6
Genre stereotyper (stock characters)..............................................................................................7
Manic Pixie Dream Girl stereotypen................................................................................................8
Det mandlige modstykke .............................................................................................................9
Den stereotypiske Manic Pixie Dream Girl ..................................................................................9
Manic ...........................................................................................................................................9
Pixie............................................................................................................................................10
Dream Girl..................................................................................................................................11
Manic Pixie Dream Girls og seksualitet......................................................................................11
Narrativer i MPDG film...............................................................................................................12
Det patriarkalske blik.....................................................................................................................12
Manic Pixie Dream Bitches ............................................................................................................13
Ruby Sparks....................................................................................................................................15
Skår i glæden..............................................................................................................................16
Forholdets endeligt....................................................................................................................17

Ruby Sparks som kritik af betegnelsen MPDG...............................................................................19
Konklusion......................................................................................................................................22
Bibliografi.......................................................................................................................................23
Bøger og magasiner ...................................................................................................................23
Film.............................................................................................................................................23
Online artikler/blogs..................................................................................................................24
YouTube videoer........................................................................................................................25

1
Resume (dansk)
Begrebet Manic Pixie Dream Girl (MPDG) blev opfundet af filmkritikeren Nathan Rabin i 2007 til
at beskrive den overfladiske og quirky1
kvindelige karakter, der kun eksisterer i følsomme forfatteres
opstemte fantasier. En genre stereotype der er overdrevet fornøjet på grænsen til det maniske, går
farverigt klædt og gør hvad hun kan for at hjælpe hendes mandlige modstykke. Han er en sjælfuld,
introvert og ofte deprimeret fyr, men fortvivl ej: En MPDGs eneste formål i en film er at hjælpe fyren til
at lære at nyde tilværelsen og leve livet fuldt ud. Men hun er også en meget hul karakter, der ingen
substans, selvstændige holdninger eller mål har.
Filmen Ruby Sparks (2012) dekonstruerer og kritiserer denne genre stereotype. Den sjælfulde
forfatter Calvin har skriveblokade, men bliver inspireret af en pige han møder i sin drøm og begynder at
skrive om hende. Pludselig står hun lyslevende i hans lejlighed og de to er et par. I starten er alt fryd og
gammen og hun liver hans liv op. Han nyder det, men snart bliver hun utilfreds med hvordan han
konstant ignorerer hende eller bliver vred over alt hvad hun gør og siger, der går imod den opfattelse
han har af hende.
Han ser hende som en MPDG gennem hans mandlige patriarkalske blik, men i virkeligheden er
hun en meget mere kompliceret person. Hun er en karaktertype som Cammila Collar fra AllMovie.com
kalder for Manic Pixie Dream Bitches (MPDB). En karaktertype der på overfladen ligner en MPDG, men
har flere facetter og egne lyster, holdninger og mål. Da Ruby begynder at gå på kunstskole og ikke kan
være der for Calvin 24 timer i døgnet bliver han ulykkelig. Med hans skrivemaskine kan han skrive hende
om og få hende til at være ligesom han ønsker, og det præcis hvad han gør, hvilket han senere fortryder.
Ruby Sparks gør brug af velkendte konventioner, vendinger og betegnelser inden for det
specifikke diskursområde som MPDGs er. Det gør tilskueren bevidst om diskursområdet, og filmen bliver
en diskurs til debatten om betegnelsen. Calvin kan ses som en personificering af det fiktive mandlige
modstykke til en MPDG, men også de forfattere, instruktører og filmene i sig selv, der portrætterer piger
som hule MPDGs uden egne mål og holdninger. Når han bliver så usympatisk portrætteret og groft
kritiseret af både Ruby og hans ekskæreste gennem dialog, narrativ udvikling og kameravinkler kan det
tolkes som en kritik af både hans genre stereotypiske karakter og de forfattere, instruktører og film han
personificerer.
1
Quirk: a peculiar trait : idiosyncrasy (Merriam-Webster)

2
Abstract (English)
The term Manic Pixie Dream Girl (MPDG) was invented by film critic Nathan Rabin to describe
that shallow quirky female stock character who “exists solely in the fevered imaginations of sensitive
writer-directors”. The MPDG stock character is excessively chipper even borderline manic, wears
colorful clothes and does whatever she can to help her male counterpart. He is a brooding soulful young
man going through an existential crisis or at least small depression. Her only purpose in any film is to
teach him “to embrace life and its infinite mysteries and adventures”. She is a lively character, perhaps
with a tendency towards public disturbance, and her wacky ways provides a positive challenge for the
introvert male.
The film Ruby Sparks (2012) deconstructs and criticizes the term MPDG. The soulful writer Calvin
suffers from writer’s block but gets inspired by a girl he meets in a dream. He writes about her and
suddenly she appears fully fleshed in his kitchen. The two of them are living together in a relationship
and everything is going well. She puts color to his life as promised by the MPDG trope. But “the
honeymoon period” ends quickly, and she becomes frustrated with Calvin, who gets mad or simply
ignores her whenever she does or says anything that contradicts the way he likes to see her.
Through his male gaze he sees her as an MPDG but in reality she is a lot more wholesome
person. She’s a character type described by Cammila Collar of AllMovie.com as a Manic Pixie Dream
Bitch (MPDB). A character that on the surface has all the characteristics of a MPDG, but in “reality” is a
multifaceted person with desires, attitudes and goals of her own. When she starts taking art classes and
does not want to spend every single minute with him, he gets miserable. He grabs his typewriter with
which he can change her in any way he wants, and that is exactly what he does.
Ruby Sparks uses well-known tropes, phrases and terms within the specific discourse area that is
MPDGs. That makes the spectator aware of the discourse area and guides the spectator to interpret the
film as a discourse concerning the trope MPDG. Calvin can be viewed as a personification of not only the
male opposite to the MPDG, but also a personification of the writers, directors and the films that creates
these superficial representations of females. Calvin is viewed in a very negative and unsympathetic way
by Ruby, his ex-girlfriend, and the narrative in general. It is expressed through dialogue, narrative
development, and camera angles. The way the film views Calvin reflects back on the people, the stock
characters, and the films he personifies.

3
Indledning
Da den romantiske komedie Ruby Sparks udkom i 2012 blev det heftigt debatteret om det mon
var enden på betegnelsen Manic Pixie Dream Girl (MPDG). Betegnelsen blev først brugt af bloggeren
Nathan Rabin i 2007 i hans beskrivelse af Kirsten Dunts karakter Claire i Elizabethtown. Rabin beskrev
MPDGs som karakterer hvis eneste formål var at lære grublende sjælfyldte unge men at omfavne livet
og dets uendelige mysterier og eventyr. En karaktertype han mente udelukkende eksisterede i de
følsomme forfatteres fantasier. Betegnelsen har siden da været genstand for meget debat og kritik i
diverse medier. Begrebet er dog langt fra dødt, men Ruby Sparks startede en interessant debat om
betegnelsen som manuskriptforfatteren Zoe Kazan ikke var bange for at kalde misogynistisk.
Ruby Sparks er en romantisk komedie om en ung forfatter, der kæmper med skriveblokade. I en
drøm møder forfatteren Calvin (Paul Dano) en pige ved navn Ruby Sparks (Zoe Kazan), som inspirerer
ham til at skrive igen. Pludselig en dag er hun en virkelig pige, der er flyttet ind i hans lejlighed som hans
kæreste. Først tror Calvin, at han er blevet sindssyg, men da han opdager, at hun er blevet et virkeligt
menneske af kød og blod, er han klar til at have et forhold til hende.
Ruby er en pige der står på rulleskøjter, går i farvefuldt tøj, maler og holder af sjov og ballade.
Hun er lidt af en modsætning til den grublende, introverte og lettere deprimerede Calvin. Så da de
mødes får hun, i hvert fald for en stund, livet ham op og får ham til at nyde livet. Hun er på overfladen
en typisk glad Manic Pixie Dream Girl, men snart går deres forhold ned ad bakke, hun er ulykkelig og
Calvin tager alle midler i brug for at holde på hende.
Ruby Sparks tager anderledes fat på genre stereotypen Manic Pixie Dream Girls og forsøger at
vise en realistisk karakter, der er mere end en overfladisk stereotype.
Problemformulering
Hypotese: Filmen Ruby Sparks kan ses som en dekonstruktion og kritik af betegnelsen Manic
Pixie Dream Girl og de film der bruger den genre stereotype.
Problemformulering: Hvordan ses dekonstruktionen og kritikken af betegnelsen Manic Pixie
Dream Girl og de film der bruger den genre stereotype i filmen Ruby Sparks?

4
Metode
Friedrich Arst skrev i Grundlinien der Grammatik, Hermeneutik und Kritik fra 1808 at
”Grundsætningen for enhver form for forståelse og erkendelse er at man må finde helhedens ånd i det
enkelte og begribe det enkelte gennem helheden” (citeret fra Kjørup 67). Det er essensen af den
hermeneutiske metode, der har en cirkulær tilgang til fortolkning og forståelse. Som Arst beskriver
handler det både om at forstå helheden og det enkelte. Man kan ud fra delene få en forforståelse, der
så vil blive til en helhedsforståelse, der så igen kan danne en ny forforståelse, der gør at man kan forstå
delene bedre. Derfor kan forståelsen og fortolkningen bevæge sig i cirkler igen og igen for at opnå den
bedst mulige forståelse og fortolkning.
Det er essentielt for at kunne besvare en problemformulering der har fokus på dekonstruktion
af en betegnelse. Dekonstruktion betyder nedbrydning, opløsning eller af-strukturering. Hvis man
dekonstruerer en betegnelse som Manic Pixie Dream Girl vil man have de konventioner, der
kendetegner genre stereotypen som enkelte dele. Det samme gør sig gældende for en films syn på en
betegnelse: Her vil man kunne se de enkelte dele af filmen og hvordan de påvirker filmens samlede syn
på en bestemt betegnelse. De enkelte dekonstruerede dele kan være en kritik i sig selv, men selve
formen og den samlede narrative fortælling kan også være det. Derfor skal man altså både kunne finde
”helhedens ånd i det enkelte og begribe det enkelte gennem helheden”.
Tom Ryan har opsat tre niveauer for filmforståelse: det generiske system, individuelle genrer og
individuelle film. Den proces det er at læse en film kræver ifølge Tom Ryan en kontekst i form af
specifikke reference punkter, der kan give en forståelse af og mening med filmen (Dixon 228). Catherine
L. Preston forklarer hvordan det generiske system bliver dannet af en række diskurser: ikonografi,
situationelle konventioner, karaktertyper, reklame aktiviteter og tidligere film. Dertil tilføjer hun, at ”det
miljø filmen er produceret og cirkulere i er et specifik historisk, social, kulturel, politisk og økonomisk
moment, og at film forstås af publikummer indenfor det miljø” (Dixon 228-229).
Alt det der har ført op til Zoe Kazans manuskript til filmen Ruby Sparks, er relevant for at forstå
hvordan filmen – bevidst eller ubevidst – kan ses som en dekonstruktion af betegnelsen Manic Pixie
Dream Girl. Mens det generiske system giver en bred forståelse for film, perioder og genrer, vil analyse
gennem en enkelt genre give kendskab til de forskellige konventioner, der ligger bag en genre og de
stereotypiske karakter der er at finde inden for den bestemte genre. Det vil give en øget forståelse for
den enkelte genre og hvordan den enkelte film bruger konventionerne eller afviger fra dem.

5
Hvis man antager at Ruby Sparks er en kritik og dekonstruktion af betegnelsen Manic Pixie
Dream Girl vil en diskursanalyse kunne undersøge om det virkelig er en kritik ved at kigge på den
kontekst eller sammenhæng værket er lavet i, hvem afsenderen og modtageren af teksten er, og hvad
der kendetegner sproget, ordvalget og det audiovisuelle. Derfor vil fokus være på en diskursanalytisk og
genreanalytisk tilgang på baggrund af den hermeneutiske metode.
Empiri
Manic Pixie Dream Girls som karaktertype har været fremme længe, selvom betegnelsen først
blev opfundet i 2007. Derfor er der også et kæmpe udvalg af værker der kunne bruges. I afgrænsningen
har fokus været på at få et bredt udvalg af værker fra forskellige tidsperioder, værker der indeholder
eksempler på typiske MPDGs samt værker der udfordrer de konventioner, der normalt er at finde i film
om MPDGs.
For at forstå en genre stereotype må man også forstå den genre, som stereotypen bruges
indenfor. Den genre vil have konventioner, der påvirker måden stereotypen bliver brugt på. Derfor vil
der også være en gennemgang af romantik i film generelt med udgangspunkt i Torben Grodals teorier i
bogen Embodied Visions: Evolution, Emotion, Culture and Film. Den romantiske komedie og de mest
velkendte konventioner indenfor den genre vil også blive beskrevet. Fokus vil dog være på genre
stereotyper og specifikt MPDGs.
Betegnelsen Manic Pixie Dream Girls har været under heftig kritik fra bloggere, YouTubere og
filmskabere, der underbygger Zoe Kazans holdninger. De debatterer og kommenterer på hvad der udgør
en MPDG, hvilke karakterer der gennem historien kan betegnes som MPDGs samt kritikere og bloggeres
brug/overforbrug af betegnelsen. Alle disse holdninger er indirekte med i undersøgelsen af hvad en
MPDG er, samt i afsnittet om Manic Pixie Dream Bitches, der diskuterer typer som Annie Hall og andre
kvindelige karakterer, der ifølge mange kilder fejlagtigt er blevet stemplet som MPDGs.
Det analytiske og diskussionsmæssige fokus ligger på filmen Ruby Sparks, som vil være den
primære empiri. De andre film og tekster vil blive brugt til bedre at kunne forstå betegnelsen og brugen
af genre stereotypen i andre film. På den måde vil man kunne se hvordan Ruby Sparks bruger
konventionerne i sammenligning, og hvordan den kommenterer på betegnelsen MPDG. Hertil vil
manuskriptforfatter Zoe Kazans egne udtalelser i interviews ligeledes blive inddraget.

6
Genrer
Romantik I film
Torben Grodal definerer (romantisk) kærlighed som en følelse, der motiverer et individ til at
etablere og opretholde et eksklusivt og gensidigt følelsespræget forhold med en anden person. Så længe
kærlighed har kraft vil forholdet være permanent, men kærlighed forfalder ofte (Grodal 58).
Tiltrækning kan finde sted på basis af skønhed, seksualitet, rigdom, intelligens eller andre
tiltrækkende egenskaber. Nogle kærlighedsbånd opstår på magisk vis som i Amélie, mens andre kan
opstå ved kærlighed ved første blik (Grodal 59). Når båndet er opstået skal det plejes eller
vedligeholdes. En langsom opbygning har – ligesom kærlighed ved første blik – til formål at garantere et
permanent bånd (Grodal 61).
Ofte ser man narrativer, hvor protagonisten overvejer fordele og ulemper samt alternative
muligheder i forbindelse med et muligt kærlighedsforhold. Det kan være hvis de er meget forskellige,
f.eks. hvis de tilhører forskellige sociale klasser. Grodal skriver, at mange kærlighedshistorier lægger
vægt ”social-følelsesmæssig intelligens, hvor både karaktererne og seeren prøver at finde ud af, om der
er solid basis for permanent kærlighed” (71). Disse valg angående kærlighed er ofte vist fra et enkelt
individs perspektiv. Men selvom individer ofte bliver forelsket i en anden person uden, at følelsen er
gengældt, er gensidigt samtykke en nødvendighed for, at et kærlighedsbånd kan formes (Grodal 71). Her
kan tilbageholdenhed være med til at vise, at båndet ikke er tvunget, men baseret på gensidigt
samtykke. Selv hvis begge parter forelsker sig i hinanden på samme tid, kan der stadig være behov for at
forhandle deres forhold (Grodal 61). Hvis en af parterne afviger fra kærlighedsbåndet vil reaktionen fra
den anden part så godt som altid være jalousi (Grodal 66).
Den romantiske komedie
Det romantiske drama og den romantiske komedie er populære genrer, men romantik har aldrig
været anerkendt som en hovedgenre for sig. Måske fordi ”de fleste - hvis ikke alle film - inkluderer en
narrativ tråd, der involverer romantiske spændinger på den ene eller anden måde” (Dixon 228) og
derfor er romantik som en selvstændig genre ikke unik nok til at være en genre for sig. Men man kan
ifølge Preston stadig definere romantiske film, som film hvor udviklingen af kærlighed mellem de to
primære karakterer er den primære narrative tråd (Dixon 227). For at genkende en specifik genre vil
man ofte kigge på de konventioner og stereotyper, der er at finde inden for den genre.

7
Bringing Up Baby er et eksempel på en screwball komedie med et narrativ, der fokuserer på
romantik. Screwball komedier adskiller sig ifølge Preston fra romantiske komedier primært ved at have
fysisk humor og en nytteløs jagt efter fortabt kærlighed. Det ser vi i Bringing Up Baby hvor meget af
humoren går ud på, at David (Cary Grant) og Susan (Katherine Hepburn) jagter leoparden Baby, mens
David forsøger at nå tilbage til hans forestående bryllup med en anden kvinde. Han ender dog med at
indse, at han hellere vil være sammen med Susan, hvilket er endnu et typisk træk for screwball
komedier, der ofte ender med at hovedpersonen indser, at den person vedkommende forsøger at vinde
tilbage ikke er værd at kæmpe for.
Romantiske komedier har så godt som altid et narrativ med fokus på to personer, men ofte med
andre karakterer, der skaber forhindringer for deres kærlighed. Det kan være rivaler, utilregnelige
venner, rådgivende venner eller autoritetsfigurerer så som forældre eller chefer (Bordwell & Thompson
328). Det ender ofte med at karaktererne bliver gift eller indgår i et fast forhold. I 1970erne og 1980erne
havde karakterne ofte sex undervejs, men det var ikke tilfældet i 90erne (Dixon 233) og tilsyneladende
heller ikke i dag (Iskov). Det viser at genre konventioner er under konstant udvikling alt efter tidens
diskurser. En ting kan man dog altid være sikker på: Det primære narrativ i romantiske komedier
omhandler en udvikling i et eller flere kærlighedsforhold (Dixon 227). Der vil som hovedregel også være
en lykkelig slutning, og hvis ikke lykkelig, så i hvert fald med håb forude for protagonisten.
Et eksempel på en narrativ konvention i romantiske komedier er ”The cute meet”, hvor
karaktererne skal mødes på en måde der er underholdende, måske endda pinlig. Ifølge Bordwell og
Thompson bør man som filmmager være opmærksom på genrekonventionerne, undlade at bruge dem
alle og forsøge at håndtere dem på nye originale måder (328-329). Lykkedes man ikke med dette bliver
konventionerne til klichéer.
Genre stereotyper (stock characters)
Det er ikke helt ligetil, at oversætte den engelske betegnelse ”stock characters”. Det er
karaktertyper, der så at sige ”er på lager”. Det vil sige konventionelle karaktertyper, der bruges igen og
igen i fiktionens verden. En oversættelse kan være genre stereotyper, selvom det er en mere negativt
ladet betegnelse. Arketyper er også en mulig oversættelse, selvom ”stock characters” typisk vil være
mere afgrænsede. Her vil oversættelsen genre stereotyper dog blive brugt, da hele præmissen er at
undersøge hvordan en bestemt stereotyp karaktertype, kendt inden for en bestemt genre, bliver

8
kritiseret og dekonstrueret. Men det skal ikke forstås sådan, at genre stereotyper som udgangspunkt er
klichéer, eller at betegnelsen som udgangspunkt er negativt ladet.
Statister er måske de mest tydelige stereotyper, da de bliver valgt på baggrund af udseende og
stylet efter behov. En statist har ingen replikker eller unikke kendetegn, en statist skal blot ligne den
karaktertype som han/hun er hyret til at ligne så godt som muligt. En producer vil typisk bestille statister
i større mængder, hvilket tydeliggøre hvordan en genre stereotyp kan betegnes som værende ”på lager”
(”in stock”) hos en forfatter eller producent. (Loukides og Fuller 6)
Genre stereotyper er i bogen Beyond the Stars: Stock Characters in American popular film opdelt
i fire kategorier ud fra de karaktertræk, der skiller dem ud:
1. Etniske/racemæssige stereotyper
2. Sociale klasser
3. Arbejde/stillinger
4. Idiosynkrasi/særegenheder (Loukides og Fuller 7)
Et eksempel på en racemæssig stereotyp er ”The Magical Negro”. En karakter, der har til formål
at vise, at minoriteter ikke er dårlige mennesker. The Magical Negro træder ind i den (næsten altid)
hvide protagonists liv og beriger det. The Magical Negro er ofte fattig og for det meste sort, men kan
også være indianer eller anden minoritet. Karakteren har stor visdom og bruger det hele på at hjælpe
protagonisten – ikke sig selv – til et bedre liv. The Magical Negro er fuldstændig uselvisk og har ingen
ambitioner for sig selv. Karaktertypen er blevet kritiseret (f.eks. af Spike Lee) fordi den på trods af at ville
fremme anerkendelse af minoriteter, ender med at være patroniserende (TV Tropes). For hovedrollerne
går ifølge TVTropes.com stadig primært til den hvide, sunde og raske, middelklasse helt, som Hollywood
traditionelt mener, er bedre egnet til rollen som protagonist.
Manic Pixie Dream Girl stereotypen
Manic Pixie Dream Girl (MPDG) er et begreb opfundet af Nathan Rabin, chefskribent hos The
A.V. Club, til at beskrive Kirsten Dunsts karakter Claire i Elizabethtown. Claire er den type pige der altid
har et stort smil på, tager tingene som de kommer og udfordrer de mennesker hun møder til at leve livet
fuldt ud. Hun er udadvendt, positiv og livsglad. Alt det den selvmordstruede Drew (Orlando Bloom) ikke
er.

9
Det mandlige modstykke
Ikke alle MPDG modstykker er selvmordstruede, men de gennemgår alle en form for eksistentiel
krise. De er ind imellem spændende, introverte og indelukkede kunstnertyper, men de kan også være
helt almindelige kedelige mænd, der sidder fast i de samme daglige rutiner. Fælles for dem alle er, at de
har brug for en livsglad pige til at få dem til at nyde livet igen.
Ofte har manden ingen intention om at tage kontakt til piger enten fordi han er deprimeret, for
introvert eller sidder fast i et dårligt parforhold. Så for, at mødet mellem mand og MPDG kan finde sted
ved andet end en tilfældighed, skal pigen tage initiativ. Gerne lidt påtrængende, så hun kan trænge
igennem mandens generthed, som Sam (Natalie Portman) i Garden State, der på trods af Andrews (Zach
Braff) afvisninger fortsætter samtalen eller Susan i Bringing Up Baby, der hele tiden støder på David og
til sidst får ham overtalt til at tage på jagt efter en forsvunden leopard. Og det er på trods af, at han lige
fra starten gang på gang forsøger at slippe for hende.
Den stereotypiske Manic Pixie Dream Girl
Manic Pixie Dream Girls hører til under Loukides og Fullers kategori for genre stereotyper, der er
baseret på deres idiosynkrasi og særegenheder. De beskriver typen som en ”seemingly highly
individualized” (7) karakter. Deres karaktertræk kan i store træk deles op i kategorier ud fra de 3
beskrivende ord Nathan Rabin brugte i sin beskrivelse, nemlig ”Manic”, ”Pixie” og ”Dream Girl”.
For et visuelt perspektiv henvises til Natalie Portman som Sam i Garden State (bilag 1).
Manic
Manisk er ifølge Gyldendal at være “sygeligt opstemt”, mens Merriam-Webster også har en lidt
mildere fortolkning, der lyder på at have en ”overdrevet eller urimelig (unreasonable) entusiasme”.
Nathan Rabins beskrivelse af Kirsten Dunsts karakter i Elizabethtown passer næsten ordret til Gyldendals
beskrivelse idet han kalder hende ” psykotisk fornøjet” (psychotically chipper). Hun er altså så glad og
fornøjet, at det virker psykotisk på Rabin.
Cammila Collar fra AllMovie.com forklarer, at MPDGs kan acceptere mandens hjælp til at udrede
deres problemer, men kun hvis det hjælper ham på hans vej mod selvrealisering og ”enables the man to
indulge his hero complex and save them” (RoviOfficial). Den typiske MPDGs problemer er der altså
primært for at give manden en mulighed for at fremstå heltemodig og give ham selvtillid. Sam i Garden
State lider f.eks. både af epilepsi og en sygelig trang til at lyve (mytomani). Det gør hende sårbar og

10
spændende på samme tid. Andrew tiltrækkes af hendes problemer og hjælper hende delvist af med
hendes mytomani. Et andet eksempel er Sara (Charlize Theron) i Sweet November, der gør det klart for
Nelson (Keanu Reeves), at hun kun kan være sammen med ham i en måned. Hvorfor vil hun ikke ud
med, men da de ender med at falde for hinanden finder Nelson ud af hendes hemmelighed. Hun har
kræft og er døende. Han kan ikke redde hende, men hun ønsker at han skal huske hende som hun var
bedst, ikke som en døende og kræftsyg. Hvis han kan lade hende gå vil deres minde være stærkt og
smukt, og hvis hun ved at hun bliver husket sådan kan hun klare hvad som helst. Det gør han, og på den
måde kan han også føle sig som en helt.
Pixie
Pixie defineres af Merriam-Webster som en lille og fiks (petit) livlig kvinde eller pige. Hvis vi ser
på de mest kendte MPDG skuespillerinder (Kirsten Dunst, Natalie Portman og Zooey Deschanell f.eks.)
passer det fint på dem alle. De er alle tynde og under 1,70 og selvom det ikke er specielt lavt er det
alligevel nok til at de ser små og fikse ud. Deres karakterer er i allerhøjeste grad livlige og positive. De går
farverigt og ofte lidt barnligt klædt (bilag 1, 2, 3 og 6 ), hvilket er med til at gøre dem fikse og livlige.
Pixie er også en fe, specifikt en fornøjet drillesyg fe (Merriam-Webster), hvilket også passer på
MPDG karaktererne. De er naturligvis alle fornøjede, men de er også drillesyge med tendens til lidt
offentlig uorden. Det ses f.eks. med Holly Golightly (Audrey Hepburn) i Breakfast at Tiffany’s, der både
larmer på et bibliotek og stjæler masker fra en butik, eller Summer (Zooey Deschanell) i (500) Days of
Summer, der råber ”penis!” så højt hun kan i en offentlig park. Og de får selvfølgelig deres mandlige
modstykke med på legen.
Pixie feer er ifølge Wikipedia også venligsindede, danseglade og tiltrækkende barnlige.
Karaktertræk som alle MPDGs besidder. De er barnlige på en charmerende måde, som Sam i Garden
State der pludselig kan bryde ud i dans eller lave sjove lyde og stadig bor hos sine forældre (bilag 1). De
er også meget venligsindede og åbne overfor andre mennesker, hvilket nok også er grunden til, at de
overhovedet kommer i kontakt med deres mandlige modstykker.
”I can’t help helping people” siger Claire, der får hjulpet Drew gennem tabet af sin far og sin
enorme fiasko som skodesigner. Og netop det at hjælpe er symptomatisk for en MPDG. I Elizabethtown
skal den mandlige hovedrolle hjælpes af en MPDG til at komme videre med sit liv efter en kæmpe fiasko;
i Sweet November skal Nelson Moss (Keanu Reeves) hjælpes til at værdsætte andre mennesker fremfor
at bruge al sin energi på sit arbejde; og i Yes Man(2008) skal Carl (Jim Carrey) hjælpes til at være åben

11
for nye oplevelser. Pixie feer er generelt hjælpsomme, så også dette aspekt dækkes af ordet pixie.
Meget lig genre stereotypen Magical Negro er MPDGs kun i filmene for at hjælpe den hvide mandlige
protagonist.
Dream Girl
Ved brug af ordet drømmepige kommer det mandlige patriarkalske blik (se afsnittet om ”Det
patriarkalske blik”) ind i billedet. Hun er en drømmepige i hans øjne. Hun liver hans liv op og giver ham
fornyet håb. Hendes formål er ifølge Rabin udelukkende ”to teach broodingly soulful young men to
embrace life and its infinite mysteries and adventures”. Hun beundrer manden på trods af, at der
umiddelbart ikke er meget at beundre: Det er svært at se hvorfor en smuk, sød og livsglad pige skulle
falde for en indadvendt og deprimeret fyr. Det ville hun måske heller ikke i virkeligheden, men nu er en
MPDG jo en fiktiv drømmepige, så alt kan lade sig gøre. De er drømmepiger fordi de gør alt for at hjælpe
manden og ændrer hans liv, mens de ikke kræver andet end hans kærlighed igen. Disse typer piger
findes kun i ”følsomme forfatter-instruktørers opstemte (fevered) fantasier”, som Rabin skrev det i hans
oprindelige beskrivelse af MPDGs.
Manic Pixie Dream Girls og seksualitet
Selvom der ofte laves jokes om sex og tales om sex i MPDG film vises det meget sjældent
explicit. I (500) Days of Summer vises en kort sexscene, hvor parret står bag et badeforhæng og prøver
at udføre en speciel sexstilling, men det lykkedes ikke og de vælter på komisk vis og trækker hele
badeforhænget med sig.
Manic Pixie Dream Girls har været genstand for mange humoristiske indslag på YouTube. Et af
dem er Manic Pixie Prostitute af YouTuberen Adam Sacks. Her kommenteres f.eks. på MPDGs
seksualitet, da den mandlige rolle går til en prostitueret og beder hende om at lade som om hun er en
MPDG. Men de skal ikke have sex, for som han siger til hende: “You don’t have sexual urges, that’s not a
part of your character”. Sex er ikke en vigtig del af en MPDG og hendes mandlige modstykkes forhold.
Det foregår uden tvivl, men det vigtige er hendes livsglæde og lidt barnlige naive opførsel. Og at være
barnlig og naiv hænger ikke sammen med at være sexet og forførende, så måske er det derfor det så
sjældent vises.
Dermed ikke sagt, at MPDGs ikke er tiltrækkende. Torben Grodal ser en mangel i filmstudier, der
ofte kun har med begær og seksualitet at gøre. Han mener, at kærlighed og tendensen til at ville tage sig
af andre er mindst lige så vigtige følelser i film (74). Og måske er det netop det at ville tage sig af

12
hinanden, der tiltrækker MPDGs til deres mandlige modstykker og omvendt. MPDGs ser en deprimeret,
indadvendt og grublende mand, der har brug for at blive livet op, mens manden ser en vild, livsglad og
måske lidt naiv og barnlig pige, der kan have brug for tryghed og kærlighed. På den måde kan de forme
deres kærlighedsbånd ud fra det basale menneskelige ønske om at tage sig af andre.
Narrativer i MPDG film
Romantiske komedier fokuserer som tidligere beskrevet ofte på en mand og en kvindes forhold.
I det forhold er MPDGs typisk større biroller, der hjælper den mandelige hovedrolle og har stor
indflydelse på hans udvikling og rejse, mens de ofte selv står stille uden personlig udvikling eller egne
ambitioner. I den typiske MPDG film følger vi ikke forholdet over en længere periode. Vi ser dem blive
forelsket og følger hvordan de oplever spændende ting sammen, og hans liv ændrer sig til det bedre.
Filmene slutter ved, at deres forhold træder ind i en ny fase eller afsluttes. Det ses f.eks. i Garden State,
hvor Andrew skynder sig af flyet i sidste øjeblik og vælger at blive sammen med Sam for alvor; i
Elizabethtown har Claire gjort sig selv til præmien i en omfattende skattejagt og det formodes, at de
giver et forhold en chance; og i Sweet November vælger Nelson at lade Sara gå efter hendes ønske, så
han kan huske hende som hun var og ikke som døende kræftsyg. Det er altså ofte perioden hvor parrene
er nyforelskede der fokuseres på. Det er en udvikling i kærlighed, der kun er stigende indtil den enten
afsluttes eller træder ind i en ny fase.
Det patriarkalske blik
Cammila Collar fra AllMovie.com kalder MPDGs for “idealized projections of men. Those men
being the screenwriters” (RoviOfficial). Dette ligger sig meget tæt op ad Laura Mulveys syn på kvinder I
film generelt. Hun skriver, at alt hvad man ser I Hollywood film ses gennem det hun kalder “the male
gaze” også kaldet ”the patriarchal gaze” (det patriarkalske blik). Hun mener, at alt ses gennem mandens
– eller patriarkens – blik og aldrig gennem kvindens. Selv som kvindelig tilskuer påtager man sig det
mandlige blik, fordi det er det kameraet viser, og det er hans historie vi følger. Bag kameraet står som
regel en mand, ligesom manuskriptforfatteren og instruktøren oftest er mænd – i hvert fald i 1975 hvor
Laura Mulveys ”Visual Pleasure and Narrative Cinema” er fra.
Mulvey skriver, at kvinden er “bearer of meaning, not maker of meaning” (1). Denne påstand
uddyber hun med et citat fra fra Budd Boetticher:

13
"What counts is what the heroine provokes, or rather what she represents. She is the
one, or rather the love or fear she inspires in the hero, or else the concern he feels for her, who
makes him act the way he does. In herself the woman has not the slightest importance."
(Mulvey 5)
Kvinden i film har altså ifølge Laura Mulvey kun til formål at fremprovokere en bestemt følelse i
manden, der får ham til at agere på en bestemt måde. Det stemmer overens med Torben Grodal, der
argumenter for, at følelser som kærlighed, frygt eller empati er medfødte motivatorer for handlinger
(Grodal 57).
En kvinde kan være objektet for både tilskuernes og alle de mandlige protagonisters
patriarkalske blikke, men senere kan hun indgå i et kærlighedsbånd med den primære mandlige
protagonist, hvorved han ejer hende og hun derefter kun er et objekt for hans blik. Gennem
identifikation med den mandlige protagonist kan publikum dog også have hende som objekt for deres
patriarkalske blik (Laura Mulvey 6). I (500) Days of Summer er Tom og alle hans venner enige om, at
Summer er ”hot”, og hun er objekt for alle deres patriarkalske blikke og publikums ligeså. Men da Tom
og Summer indleder et forhold, er hun udelukkende et objekt for hans blik og publikums igennem
identifikation med Tom. Hans venner sender hende ikke et blik igen.
Summer virker gennem hele filmen som en MPDG, men det er kun fordi hun bliver set gennem
Toms patriarkalske blik. Han ser hende som den person han gerne vil have hende til at være. Han
ignorerer alt, der går imod hans forestilling om hende og forventer, at hvis han elsker hende må hun
også elske ham tilbage. Derfor virker Summer usympatisk på det uopmærksomme publikum, men i
virkeligheden er det Toms forskruede patriarkalske blik, der ikke ser hende for den hun er.
Manic Pixie Dream Bitches
Manic Pixie Dream Bitches (MPDB) er en ikke særlig udbredt, men dog nyttig betegnelse.
Betegnelsen er opfundet af Camilla Collar fra AllMovie.com, der bruger den om de kvindelige karakterer,
der har mange af kendetegnene fra en MPDG, men har meget mere substans, og ikke blot er til for at
hjælpe mænd. De har deres egne problemer og holdninger. Disse karakterer bruges ofte til at udpege
hvor absurd det er at se kvinder på så oversimplificeret vis. Det vises i narrativet hvor absurd det er, at
tro at en kvinde kan være svaret på alle mandens problemer. (RoviOfficial).

14
Grænsen mellem MPDG og MPDB er ofte tynd og mange MPDBs er blevet ”beskyldt” for at være
MPDGs. Det gælder f.eks. Summer i (500) Days, men som beskrevet i forrige afsnit er det kun gennem
det mandlige blik, at hun er en MPDG. I ”realiteten” har hun langt mere substans end det den mandlige
karakter gerne vil se hende som. Manuskriptforfatter til Ruby Sparks Zoe Kazan er helt uforstående
overfor nogen af de kvindelige karakter, der bliver puttet i kategorien Manic Pixie Dream Girl. Hun siger
om Annie Hall og Susan (Katherine Hepburn) i Bringing Up Baby: “They’re not manic, they’re not pixie,
they’re not dream girls. They’re people. They’re characters that are fully fleshed and played by amazing
actors, who are playing them in a really fully fleshed way.” (FoxSearchlight)
Alligevel bliver de begge nævnt på en liste over 16 film med MPDGs lavet af The A.V. Club med
blandt andre betegnelsens opfinder Nathan Rabin som bagmand (Bowman m.fl.). Susan i Bringing Up
Baby beskrives som ”a giggly, scatterbrained heiress who torments stuffy scientist Cary Grant with her
crazy demands and pet leopard”. En beskrivelse, der er meget passende på en Manic Pixie Dream Girl.
Det er svært at se hvorfor hun ikke skulle kategoriseres som en MPDG. Godt nok er det hendes mål at
finde leoparden og hende der stiller skøre krav til den mandlige karakter, men det er hans liv der bliver
ændret for det bedre. Det er fra hans synsvinkel historien fortælles og fra hans patriarkalske blik vi ser
hende. Hun er kun i filmen for at udfordre den mandlige hovedrolle, og tage ham med på en rejse, der
vil ændre hans syn på livet. At hun så er en komplet karakter, spillet af en fantastisk skuespillerinde på
en komplet måde, som Zoe Kazan argumenterer for, ændrer ikke ved, at hendes primære formål i filmen
er at lære den mandlige hovedrolle at ”omfavne livet og dets uendelige mysterier og eventyr” som
Nathan Rabin skrev i sin oprindelige beskrivelse af en MPDG.
Annie Hall derimod er en meget komplet karakter med egne ambitioner og lyster. Hun går fra
Alvy (Woody Allen) netop fordi han er for introvert og kedelig, som MPDGs mandelige modstykker typisk
er. Han kan ikke følge med hendes lyst til at møde nye mennesker og få nye oplevelser, og hun har
derfor en affære og ender med at gå fra ham. Derudover er hun en talentfuld sanger, hvilket åbner et
narrativt forløb, hvor hun former et venskab og senere et kærlighedsbånd med en mand i
pladebranchen. Godt nok er hun ret pixie med hendes ”la-di-da” og hendes akavede, men alligevel
charmerende samtaler med Alvy i starten. Men at sige, at hun er en overfladisk genre stereotyp som en
MPDG er meget misvisende, da hun er en komplet karakter med egne holdninger, ambitioner og endda
selvstændige narrative forløb.

15
Ruby Sparks
Ruby Sparks er en historie inspireret af den klassiske fortælling om Pygmalion fra græsk
mytologi. Pygmalion er en skulptør, der bliver forelsket i hans egen statue. Statuen vækkes til live og
Pygmalion bliver gift med kvinden der engang var hans statue. I Ruby Sparks kæmper forfatteren Calvin
Weir-Fields med skriveblokade. Men Calvin møder i sin drøm en pige, der som en muse inspirerer ham
til at skrive igen. På magisk vis bliver drømmepigen til en virkelig pige af kød og blod, der er flyttet ind i
hans lejlighed som hans kæreste. Han kan ændre hendes personlighed og karaktertræk ved at skrive
videre på historien om hende, men sværger aldrig at skrive om hende igen. Det viser sig dog at være
lettere sagt end gjort, og da der kommer alvorlige knaster i parforholdet tager han skrivemaskinen frem
og skriver hende om.
Filmens primære narrativ er deres forhold og udviklingen af kærlighed mellem de to. Det er
netop definitionen på en romantisk film ifølge Catherine L. Preston (Dixon 228). Tiltrækning opstår på
basis af hendes skønhed set gennem hans patriarkalske blik, men også hendes kærlighed til Calvins
hund, der viser at hun gerne vil tage sig af hunden (og Calvin). Så pleje og omsorg for hinanden spiller
ind i deres tiltrækning af hinanden. Som beskrevet af Torben Grodal kan kærlighed også opstå på magisk
vis (59) og man må sige at magi også spiller en stor rolle i dette narrativ. For kærlighedsbåndet bliver
ikke opbygget over tid som det ofte ses (Grodal 61), det opstår pludseligt på magisk vis. Derfor er der
heller ikke tid til at overveje kærligheden og valg af partner. De bliver kastet direkte ud i det og det viser
sig, at de måske ikke er rigtige for hinanden og en overvejelsesproces som ofte ses (Grodal 71) kunne
have været nyttig. Med andre ord er deres basis for kærlighed ikke særlig solid.
Ruby ligner og opfører sig i dele af filmen som en MPDG. Som I de fleste MPDG film er der ingen
sexscener. Der er en montage med hede kys og trusser der tages af under kjolen, men også de scener er
lavet sjove og relativt aseksuelle. Ruby tager hendes trusser af på en natklub, hvor de danser og har det
sjovt (bilag 2). Hun smiler og svinger rundt med de stribede farvede trusser, men det er mere sjovt og
friskt end sexet. Da hun først viser i Calvins drøm har hun lilla strømpebukser, rødt farvet hår og høje
hæle på trods af, at de mødes i en park (bilag 3). Calvin sidder bag et træ og læser en bog med sin hund
ved siden af sig. På trods af denne relativt lukkede positur er Ruby ikke bange for at tage kontakt, og hun
indleder samtalen med at kommentere på hans hund. Ruby tror fejlagtigt, at Calvins hund er af hunkøn
på grund af måden den tisser på. Dette komiske første møde et typisk ”cute meet”, beskrevet af
Bordwell & Thompson som en romantisk komedie konvention (328). Ruby sætter sig for at tegne Calvins
hund og på den måde indledes samtalen. Måden hun helt upåvirket går hen til ham og tager kontakt er

16
typisk for en MPDG. Hun bliver nødt til at indlede samtalen, da Calvin tilsyneladende er mere end rusten
i kunsten at møde og tale med piger.
Pludselig en dag står Ruby i Calvins køkken kun iført en løs skjorte og undertøj. Calvin tror han er
blevet sindssyg og flygter ud af huset. Men Ruby er virkelig og de er samboende kærester. Ruby er fuld
af liv, hvilket blandet andet kommer til udtryk i en montage hvor de ser zombiefilm, har det sjovt i en
spillehal og danser på et diskotek. Lidt af en kliché ifølge Camilla Collar fra AllMovie.com, der i løbet af
sin beskrivelse af Manic Pixie Dream Girls sarkastisk siger: ”cut to the montage of the girl coaxing the
guy out on the dancefloor and rollerskating and wearing something awful” (RoviOfficial). Her rammer
Collar plet på montagen i Ruby Sparks, også selvom Ruby står på rulleskøjter i en anden del af filmen og
ikke lige i denne montage. Det skal dog også siges at Calvin ikke skal lokkes med til nye aktiviteter, men
ganske frivilligt følger med og har det sjovt. Men sådanne aktiviteter er bestemt ikke noget man har set
ham gøre før, hvor han har brugt sin tid hjemme eller med sin bror i fitness centeret. Hun får altså, som
alle Manic Pixie Dream Girls gør, sat kulør på hans tilværelse. Hun griner og smiler meget og er
tilsyneladende helt vild med ham, hvilket er lige præcis hvad han ønsker.
Skår i glæden
Det første tegn på krise i forholdet kommer, da Ruby bliver ked af det fordi Calvin ikke vil tage
hende med op og besøge hans forældre samtidig med, at han ikke tager hendes ønske om at få et job
seriøst. Calvin virker ikke interesseret i hendes ønsker og afviser det let, da hun giver udtryk af at være
utilfreds. Ruby siger: ”You don’t want me to meet my mom” og Calvin svarer med: “of course I want you
to meet my mom. I’ll invite her down for Christmas okay.”. Og så er den sag ude af verden tror han. Men
Ruby viser tydeligt i sit kropsprog, at hun ikke er tilfreds med det svar. Han ligger sig i sengen og
begynder at røre ved hende og forsøger at kysse hende. Hun afviser hans kys og fortæller om hvordan
hun godt kunne tænke sig at søge et job. Calvin svarer ”i told you i’m happy to support you while you
paint” i stedet for at spørge ind til hvorfor, eller overhovedet at interessere sig for hvad hun har at sige.
Han kigger hende ikke i øjnene og er mere optaget af at kærtegne hende end at høre på hvad hun har at
sige (bilag 4).
Dagen efter viser han sig dog villig til at kæmpe for forholdet – eller sit sexliv – da han straks
begynder at pakke, så de kan tage ud og besøge hans forældre. Hos hans forældre er han dog meget
fraværende og bruger det meste af tiden alene med en bog, mens Ruby har det sjovt med hans familie. I
en scene hvor Ruby lige været i bad kommer hun ud til Calvin og skifter til nattøj foran ham. Han kigger

17
misbilligende på hende og kigger væk fra hendes nøgne krop ind mod huset, som for at sikre sig at der
ikke er nogen der ser hende (bilag 5). Og måske også for at vise hende, at han ikke synes det er ok, at
hun står nøgen i hans forældres hus, hvor de kunne risikere at se hende.
Da de kommer hjem i lejligheden, laver Ruby mad og synger en sang som en typisk glad MPDG.
Men Calvin beder hende stoppe fordi han er i gang med at læse. Endnu engang kommanderer han med
hende og det får bægeret til at flyde over, og Ruby sætter sig grædende i en stol i et andet rum.
Forholdets endeligt
Calvin kommer ind til Ruby, der sidder alene og græder. ”You don’t have any friends” siger hun,
og Calvin svarer med ”I have you. I don’t need anyone else”. Hun er alt hvad han har brug for, hvilket
også kan være årsagen til, at han helst ser, at hun bliver derhjemme og ikke får noget job. I en scene hos
hans forældre vil han også hellere være alene med hende, men hun vælger i stedet at hygge sig med
hans familie. Igen en stor forskel i deres personligheder, men han er tydeligvis afhængig af deres
forhold. Det er for stort et pres for hende: ”That’s a lot of pressure… I’m so lonely”. Hun foreslår, at hun
starter på kunstskole og begynder at sove en nat om ugen for sig selv. Det giver hende mere frihed og
plads, hvilket gør hende meget lykkeligere. Her ses en afvigelse fra MPDG stereotypen. Hun får lige
pludselig egne interesser, venner og ambitioner, hvilket en MPDG normalt ikke har.
Calvin kan ikke acceptere hendes nye liv, hvor hun ikke længere kun har ham i tankerne. Han er
jaloux. En følelse Grodal har beskrevet som en uundgåelig reaktion på brud i kærlighedsbåndet (66). Og
da Ruby en dag tager på diskotek med sine nye venner i stedet for at være hos ham, tyer han til
skrivemaskinen og gør hende fuldstændig afhængig af ham. På helt overdreven vis vil hun ikke forlade
hans side bare for et øjeblik, selv ikke når han skal rejse sig og tage telefonen. Men da Ruby bryder helt
sammen fordi de bliver væk fra hinanden på en gåtur i byen, bliver hendes omklamrende opførsel for
meget for Calvin. Han skriver hende om til at være overdrevet glad. Hun bliver psykotisk fornøjet, som
var Nathan Rabins ord om Kirsten Dunsts karakter Claire i Elizabethtown, der var den oprindelige
inspiration til betegnelsen MPDG. Det virker helt absurd og bliver også for meget for Calvin: ”I wanna be
what’s making her happy, without making her happy”. I Rubys psykotisk fornøjede periode er det også
værd at bemærke, at hendes tøj bliver mere farverigt og MPDG agtigt (bilag 6), ligesom hun opfører sig
mere barnligt end ellers når hun f.eks. danser rundt og hopper i sengen. Hun bliver altså en form for
komplet overdrevet tragikomisk parodi på en MPDG.

18
Calvin indser, at han ikke kan have et forhold til en pige, som han kan kontrollere ved hjælp af
hans skrivemaskine, og han skriver hende tilbage til normal. Her er der lige fra start skænderier og
uoverensstemmelser. Til en fest støder Calvin ind i sin ekskæreste, og de snakker om deres forhold. Hun
giver ham nogle sandheder om hans syn på kvinder og deres forhold: ”The only person you wanted to
be in a relationsship with was you” siger hun. Calvin vil gerne have en kvinde, der kun har øjne for ham.
Hun skal – som en ægte MPDG – hjælpe og støtte ham, mens hendes ambitioner og interesser skal
tilsidesættes. Calvins ekskæreste var også forfatter, men han var ikke særligt interesseret i hendes
forfattervirke: ”You just had this image of who i was and anything i did that contradicted it, you just
ignored” siger hun. Ligesom i hans forhold med Ruby ser Calvin piger som han vil se dem og som han
ønsker de skal være. Han ser dem ikke som de hele mennesker med egne holdninger, mål og interesser
de er.
Da Calvin til festen opdager Ruby på vej i swimmingpoolen med en anden mand kun iført
undertøj slæber han hende med hjem og skælder hende ud. Det er en meget intens scene udelukkende
filmet ved skiftende over-skulderen optagelser. Ved at filme over skulderen ses Calvin nedefra og Ruby
oppefra (bilag 7). Det får Calvin til at virke meget dominerende og voldsom, mens Ruby i kontrast virker
svag og sårbar. Samtidig er Calvin helt kold og følelsesløs og taler ned til hende som var hun et barn,
mens hun er på grænsen til tårer, sur, frustreret, opgivende og til sidst meget aggressiv da hun skubber
til ham og råber ”fuck you!”. ”I’m not your child! You don’t get to decide what i do” siger hun kort efter
og ”You don’t want me doing anything” får hun også sagt i løbet af diskussionen. Det er altså tydeligt, at
Calvin helst ser hende være derhjemme, hvor hun bare vente på, at han kommer hjem, så hun kan
forkæle ham og forbedre hans liv, mens hun ikke må have noget liv for sig selv.
Deres forhold ender i en dramatisk og foruroligende scene, hvor Calvin sætter sig ved sin
skrivemaskine og forhindre hende i at forlade huset, mens han får hende til at gøre alle mulige
vanvittige ting. Han viser hende, at han kan få hende til at gøre hvad som helst ved at skrive om hende.
Scenen ender med, at Ruby ligger på gulvet stønnende og nærmest forslået, som var hun blevet
voldtaget. Hun løber alt hvad hun kan ud af døren og slipper væk. Calvin er ulykkelig og fortryder hans
handlinger. Han skriver på skrivemaskinen, at Ruby er blevet fri fra sin fortid og at hun ikke længere er
hans kreation.
På opfordring fra Harry udgiver Calvin sin historie som han dedikerer til Ruby. Denne gang bliver
den skrevet i hånden og på computer, så det han skriver ikke længere vil ændre Ruby. I bogen skriver
han skriver for at fortælle hende, at han er ked af hvert et ord han skrev for at ændre hende, og at han

19
ikke kunne se hende da hun var hos ham, men nu da hun er væk ser han hende overalt. Han anerkender
altså, at han ikke kunne se hende for den hun var, men kun så hende som det han gerne ville have. Så
selvom hun ikke har livet hans liv op som en typisk MPDG, har han alligevel lært noget. Måske en endnu
vigtigere lektie, nemlig at lade kvinder være dem selv.
Filmen slutter med, at Calvin møder en pige der ligner Ruby på en prik. De falder i snak gennem
endnu et ”cute meet”, hvor hun læser hans bog, men ikke kan genkende ham før han viser hende
bagsiden med sit billede på. Han sætter sig hos hende og han får endnu en chance for kærlighed.
Ruby Sparks som kritik af betegnelsen MPDG
Mange vil nok mene, at Calvin ikke har fortjent en ny chance. Hans karakter er så ekstremt
usympatisk, at det er svært at unde ham forladelse. Hans usympatiske karakter ses både i sproget,
kameravinkler og Hans karakter har mange træk, der minder om det mandlige modstykke til en MPDG.
Han er relativt indadvendt, deprimeret, i krise og han sidder fast i en hverdag med de samme kedelige
rutiner. Derudover er han også en forfatter, der forsøger at skrive hans helt egen MPDG. Dermed kan
det, at han er så gennemgående usympatisk tolkes som en kritik af både det mandlige modstykke til
MPDGs i fiktive narrativer, men også til de forfattere der skriver de overfladiske MPDGs og ser kvinder
så simplificeret.
I Ruby Sparks bliver forholdet mellem Ruby og Calvin indledt pludselig, da Ruby på magisk vis er
flyttet ind. Dermed fokuserer det meste af filmen på det reelle forhold og ikke forelskelsen som de fleste
andre MPDG film. Her viser det sig, at den indelukkede grublende fyr måske slet ikke passer sammen
med den spraglede livsglade pige. For selvom Ruby uden tvivl gør ham gladere og de har det sjovt
sammen ændrer hun ikke hans personlighed. Han sidder stadig det meste af tiden og læser bøger og er
ikke meget for at komme ud eller deltage i aktiviteter, end ikke med sin egen familie. Her gør filmen op
med MPDG konventionen om, at hun lærer ham at leve et bedre liv og ændrer ham uanset om de bliver
sammen eller ej. Det kan ses som en kritik af de typiske MPDG narrativer og deres form fordi dette
narrativ undersøger hvad der reelt sker i et forhold mellem to så forskellige personer i stedet for kun at
se på begyndelsen af forholdet hvor alt er godt. Ruby Sparks bryder næsten med konventionen om en
lykkelig slutning, men ender alligevel med at indgyde håb og give Calvin en chance til. Det gør kritikken
af Calvins type (både som det fiktive modstykke til en MPDG og som en forfatter bag en klichéfuld
MPDG) mildere fordi han trods alt får en chance til. Det gør også, at narrativet ligner mere en klassisk
romantisk komedie end det ellers ville.

20
(500) Days og Eternal Sunshine er eksempler på andre film, der viser et reelt forhold mellem en
MPDG – eller rettere MPDB – og hendes mandlige modstykke. I både (500) Days, Eternal Sunshine og
Ruby Sparks er grunden til, at forholdet ikke fungerer den mandlige karakters syn på pigen – hans
patriarkalske blik. Som Clementine (Kate Winslet) siger i starten af Eternal Sunshine: “too many guys
think I’m a concept. That I’m gonna complete them or make them alive. But I’m just a fucked up girl
who’s looking for her own piece of mind.” Joel (Jim Carrey) mindes I slutningen af filmen hvad hun sagde
og tænker alligevel “yeah, I still thought you were gonna save my life”. Han vælger at ignorere det hun
siger, der ikke passer på hans opfattelse af hende. Præcis som Calvin i Ruby Sparks der både i hans
tidligere forhold og i forholdet til Ruby får kritik for ikke at lytte til dem, men blot holde sig til den
forestilling han har om dem og gøre det til hans virkelighed. Det samme sker for Tom i (500) Days, der
glemmer alt om, at Summer fra starten af havde fortalt ham, at hun ikke var ude efter et seriøst forhold.
De 3 film kan alle ses som værende kritiske overfor betegnelsen Manic Pixie Dream Girl. De forsøger at
vise den virkelige person bag den overfladiske genre stereotype. For som Harry siger til Calvin i Ruby
Sparks: ”The honeymoon period doesn’t last”.
På overfladen ligner Ruby en MPDG og hun agerer også som en. Men det er kun indtil man lærer
hende at kende. Det gør man aldrig rigtigt i mange MPDG film, hvor pigen er overfladisk portrætteret og
kun har til formål at live mandens liv op. Hele hendes karakter ses gennem mandens patriarkalske blik,
der ikke giver plads til hendes egne ambitioner og interesser. I Ruby Sparks får tilskueren ofte indblik i
sider af Ruby som Calvin enten ikke ser eller vælger at ignorere. Det sker f.eks. da de snakker i sengen og
han er mere optaget af at kysse hende på maven og kærtegne hende eller kigge på hende og tage
hendes ord alvorligt. Her ser tilskueren hendes opgivende og frustrerede blikke, som han ikke ser (bilag
4). Tilskueren hører hende også sige ”It’s just that maybe if i wasn’t around you could get more writing
done” mens Calvin er faldet I søvn. Hun giver udtryk for følelser som han ikke bemærker, men som
tilskueren ser. Dermed får tilskueren et indblik i hendes karakter, der normalt ikke fås i MPDG film. Man
ser hende altså ikke udelukkende gennem hans blik og derfor får tilskueren en bredere forståelse af
hendes karakter. Derfor er hun helt klart en MPDB.
Ruby får lov til at give udtryk for egne holdninger, hvilket er en sjældenhed for en MPDG. Men
hver gang hun gør det vælger Calvin enten at ignorere det eller opfatte det negativt. Han vil altså ikke
give hende lov til at have hendes egne meninger og ambitioner. Dette kan opfattes som en tydelig kritik
af MPDG film. Både direkte idet, at han ikke vil lade sin MPDG løsrive sig fra sin stereotype karakter.
Men også på et lidt mere kompliceret metaplan:

21
MPDGs er overfladiske karaktertyper, der kun findes i hovedet på de følsomme mandlige
forfattere der skriver dem (Rabin) og de bliver set gennem kameraets og instruktørens mandlige gaze
(RoviOfficial). Calvin er en mandlig forfatter, der har skrevet sin egen MPDG, som han nu ser – gennem
hans mandlige gaze – udfolde sig til at have karaktertræk han ikke kunne forestille sig. Det kan han ikke
forstå og han bryder sig ikke om det. Dermed kritiserer filmen både forfatterne bag MPDGs og
stereotypen i sig selv.
De mandlige forfattere bag MPDGs bliver også kritiseret, da Harry, efter at have læst den første
del af bogen om Ruby, siger til Calvin: ”You haven’t written af person, you’ve written a girl.” Calvin har
ikke skrevet en hel person, men blot en overfladisk karakter, der vil virke latterlig på kvinder (”No
woman is gonna wanna read this” - Harry). Ingen kvinder ville kunne genkende sig selv i den karakter
han har skrevet, for som Harry siger: ”Quirky, messy women whose problems only make them endearing
are not real”. Den beskrivelse af Ruby som en ”quirky, messy” pige er præcis hvad man ville sige om en
MPDG. Quirky er et ord der nærmest er synonym med MPDGs og deres maniske tendenser og små
problemer gør dem alle ”messy”. Derfor kan det ses som en klar kritik af MPDGs.
Hele den samtale Calvin og Harry har, er en stor kritik af forfatterne bag MPDGs. ”Write what
you know” giver Harry som råd til Calvin, – og alle forfatterne bag MPDGs – for ingen piger er sådan, i
hvert fald ikke i det lange løb. Harry slutter samtalen af med: ”I’m not saying you can’t write. I’m saying
you don’t know jack shit about women”. Endnu en stikpille til forfatterne bag MPDGs, der ikke kan skrive
en reel kvindelig karakter. Zoe Kazan siger selv: “I don’t think anybody sets out to write a Manic Pixie
Dream Girl. I think some people have a failure of imagination and can only imagine a girl in terms of the
music she likes and the cute clothes she wears.” Hun er altså bevidst om betegnelsen og er kritisk
indstillet overfor de forfattere, der skriver genre stereotypen MPDG. Derfor er det også oplagt at tolke
filmen som en kritik. Til det siger hun selv: “I very determinately try not to write a character like that,
but I was thinking about the way that men view women and the sort of idea of a girl that some men
have” (FoxSearchlight). Så selvom hun ikke selv vil sige direkte, at filmen er en kritik af MPDG
betegnelsen og forfatterne der bruger genrestereotypen, har hun haft tanker om mænds simplificerede
forestillinger om kvinder i tankerne, da hun skrev manuskriptet til Ruby Sparks.
Hun er altså ikke bleg for at indrømme, at hendes film godt kan tolkes som et indspark til
debatten om MPDGs og de stereotype fremstillinger af kvinder der ofte hører med til den genre
stereotype.

22
Konklusion
Filmens sprog, form og stil kan ses som en kritisk diskurs omhandlende betegnelsen MPDG og
genre stereotyper. Det ses i valg af ord og beskrivelser som ”quirky, messy women”, der straks leder
tankerne hen på MPDGs hvis man er bekendt med betegnelsen og diskursen, der på det givne tidspunkt
hvor filmen blev skrevet og udkom var et meget debatteret emne f.eks. på internet blogs. Ligeledes er
flere af replikkerne som taget ud af et kritisk blog indlæg, f.eks. ”You haven’t written a person, you’ve
written a girl”. Filmen bruger altså specifikke betegnelser og udtryk, der er velkendte inden for det
specifikke diskursområde på det givne tidspunkt. På den måde opfordrer
Ved at bruge velkendte konventioner fra romantiske komedier samt genre stereotypen MPDG
og hendes mandlige modstykke ledes tankerne hen på den specifikke genre stereotype. Nogle
konventioner brugs i klassisk forstand og andre modsiger eller gør op med de klassiske konventioner.
Derfor opfordres der indirekte til en genreanalytisk og diskursanalytisk tilgang. Med det i mente kan
udviklingen og dekonstruktionen af Ruby fra en klassisk MPDG stereotype til en meget mere kompleks
og komplet karakter ses som en kritik af betegnelsen og den overfladiske klichéfyldte stereotype en
MPDG ofte er. Det samme kan siges om manglen på udvikling hos det mandlige modstykke Calvin. I en
typisk MPDG film ville han lære at nyde livet og blive mere åben overfor andre mennesker i løbet af
deres forhold. Det gør han ikke i Ruby Sparks. Her vises et reelt forhold mellem to vidt forskellige
mennesker der ikke fungerer sammen, hvor en typisk MPDG film ville vise ”the honeymoon period” hvor
de er nyforelskede og alt er godt. Dermed fungerer narrativet som en kritik af både genre stereotyperne,
den narrative udvikling og formen på de typiske MPDG film.
Filmen kritiserer de mandlige forfattere, der gennem deres mandige patriarkalske blik og
mangel på fantasi, ser kvinder som overfladiske objekter og ikke som hele personer med egne
holdninger og mål i livet. Det gør filmen både ved direkte kritik af Calvins historie gennem hans bror
Harry. Men også på et metaplan, hvor Calvin kan ses som en personificering af de forfattere,
instruktører og filmene i sig selv, der fremstiller piger som overfladiske hule MPDG stereotyper. Calvin er
selv en forfatter med mangel på fantasi, der skriver en MPDG karakter, som han objektificerer og ikke
formår at skrive som mere end en overfladisk stereotyp der skal gøre ham glad. Når han så ved brug af
dialog, blikke og kameravinkler fremstår mere og mere usympatisk og ude af stand til at forstå eller
sympatisere med kvinder rammer det tilbage på de forfattere, instruktører og film han er en
personificering af. Det at han til sidst lærer, at han skal se kvinder for dem de er, ikke dem han gerne vil
se dem som er en vigtig lektie, der igen rammer dem han personificerer.

23
Bibliografi
Bøger og magasiner
Beyond the Stars: Studies in American Film. “Volume 1: Stock Characters in American Popular Film”.
Redigeret af Loukides, Paul og Fueller, Linda K..
Berg, Charles Ramírez. ”Stereotyping in films in general and of the Hispanic in particular”. Howard
Journal of Communications Volume 2, Issue 3, 1990.
http://www.tandfonline.com/doi/pdf/10.1080/10646179009359721#.Uh-woBu-2m4
Bordwell, David og Thompson, Kristin. Film Art: An Introduction. Tenth edition. New York: McGraw-Hill,
2013.
DeGhett, Torie Rose. “The Male Gaze and the Manic Pixie”. Somersault Volume 1, December 2012
http://issuu.com/somersaultmag/docs/somersault-vol1
Grodal, Torben. Embodied Visions: Evolution, Emotion, Culture and Film. Oxford Scholarship Online 2009.
Preston, Catherine L.. ”Hanging on a Star: The Resurrection of the Romance Film in the 1990s.”
Film Genre 2000: New Critical Essays. Redigeret af Wheeler, Winston, Dixon. Albany, New York: State
University of New York Press, 2000. Side 227-243
Kjørup, Søren: Menneskevidenskaberne. Bind 2: Humanistiske Forskningstraditioner. 2. udgave. Roskilde
Universitetsforlag, 2008.
Mulvey, Laura. “Visual Pleasure and Narrative Cinema”. Screen 16.3, efterår 1975
http://imlportfolio.usc.edu/ctcs505/mulveyVisualPleasureNarrativeCinema.pdf
Negra, Diane og Tasker, Yvonne. ”Neoliberal frames and genres of inequality: Recession-era chick flicks
and male-centred corporate melodrama” European Journal of Cultural Studies 2013 16: 344 2 May 2013
Tully, Margaret. “The Season of the Vagina: A Third-Wave Feminist Analysis of the Television Series New
Girl and Girls”. Ball State University. Muncie, Indiana. Maj 2013.
Film
(500) Days of Summer. Marc Webb (inst.). Fox Searchlight Pictures, 2009.
Annie Hall. Woody Allen (inst.). Rollins-Joffe Productions, 1977.
Breakfast at Tiffany’s. Blake Edwards (inst.). Jurow-Shepherd, 1961
Bringing Up Baby. Howard Hawks (inst.). RKO Radio Pictures, 1938.
Elizabethtown. Cameron Crowe (inst.). Paramount Pictures, 2005.

24
Eternal Sunshine of the Spotless Mind. Michael Gondry (inst.). Focus Features, 2004.
Garden State. Zach Braff (inst.). Camelot Pictures, 2004.
Ruby Sparks. Jonathan Dayton og Valerie Faris (instruktører). Fox Searchlight Pictures, 2012.
Sweet November. Pat O’Connor (inst.). Warner Bros., 2001.
Yes Man. Peyton Reed (inst.). Warner Bros., 2008.
Online artikler/blogs
Bartyzel, Monika. “Girls on Film: Why it’s time to retire the term ‘Manic Pixie Dream Girl’”. The Week,
26. april 2013. http://theweek.com/article/index/243265/girls-on-film-why-its-time-to-retire-the-term-
manic-pixie-dream-girl
Bowman m.fl. “Wild things: 16 films featuring Manic Pixie Dream Girls”. A.V. Club, 4. august 2008
http://www.avclub.com/articles/wild-things-16-films-featuring-manic-pixie-dream-g,2407/
Greco, Patti. ”Zoe Kazan on Writing Ruby Sparks and Why You Should Never Call Her a ‘Manic Pixie
Dream Girl’.” Vulture, 23. juli 2012. http://www.vulture.com/2012/07/zoe-kazan-ruby-sparks-
interview.html
Iskov, Brian. “Hollywood strammer kyskhedsbæltet og siger nej tak til sex”. Politiken, 25. august 2013.
http://politiken.dk/ibyen/nyheder/film/ECE2054763/hollywood-strammer-kyskhedsbaeltet-og-siger-
nej-tak-til-sex/
Moore, Tracy. “’Manic Pixie Dream Girl’ Has Lost All Meaning. Jezebel, 29. april 2013
http://jezebel.com/manic-pixie-dream-girl-has-lost-all-meaning-482903198
Pasley, Virginia. “What, Exactly, Is a “Manic Pixie Dream Girl”. Slate, 16. marts 2012.
http://www.slate.com/blogs/xx_factor/2012/03/16/zooey_deschanel_what_exactly_is_a_manic_pixie_
dream_girl_.html
Petri, Alexandra. “Somewhat in defense of the Manic Pixie Dream Girl”. The Washington Post. 2. juli
2013. http://www.washingtonpost.com/blogs/compost/wp/2013/07/02/somewhat-in-defense-of-the-
manic-pixie-dream-girl/
Rabin, Nathan. “MY YEAR OF FLOPS - The Bataan Death March of Whimsy Case File #1: Elizabethtown”.
A.V. Club, 25. januar 2007. http://www.avclub.com/articles/the-bataan-death-march-of-whimsy-case-
file-1-eliza,15577/
Rosen, Christopher. ”Zoe Kazan, 'Ruby Sparks' Writer & Star: 'Quirky' Means Nothing.”. Huffington Post,
18. juli 2012. http://www.huffingtonpost.com/2012/07/18/zoe-kazan-ruby-sparks-manic-pixie-dream-
girl_n_1683841.html

25
TV Tropes. Ukendt dato. “Manic Pixie Dream Girl” og “Magical Negro”
http://tvtropes.org/pmwiki/pmwiki.php/Main/ManicPixieDreamGirl og
http://tvtropes.org/pmwiki/pmwiki.php/Main/MagicalNegro
Wikipedia. “Pixie”. Sidst redigeret 8. august 2013 http://en.wikipedia.org/wiki/Pixie
Zuckerman, Esther. “The Week the Manic Pixie Dream Girl Broke”. The Atlantic Wire, 27. juli 2012.
http://www.theatlanticwire.com/entertainment/2012/07/week-manic-pixie-dream-girl-broke/55121/
YouTube videoer
Adam Sacks. “Manic Pixie Prostitute.”. 4. december 2012. http://youtu.be/XL2ekEeMk0Q
FeministFrequency. ”#1 The Manic Pixie Dream Girl (Tropes vs. Women)”. 22. marts 2011.
http://youtu.be/uqJUxqkcnKA
Fox Searchlight. ”RUBY SPARKS: Zoe Kazan Interview.” 15. august 2012. http://youtu.be/D_PNYl9yq-8
NaturalDisastronauts. “State Home for Manic Pixie Dream Girls.” The Katie Willert Video Experience,
Season 2, Episode 5. 1. marts 2012. http://youtu.be/FBNss2PMj60
RoviOfficial. ”Semantic Breakdown: The Manic Pixie Dream Bitch”. 14. december 2012.
http://youtu.be/MMsrwfbyxMo

26
Bilag 1
Natalie Portman som Sam i Garden State (Camelot Pictures, 2004)
Bilag 2
Zoe Kazan som Ruby i Ruby Sparks (Fox Searchlight Pictures, 2012)

27
Bilag 3
Zoe Kazan som Ruby og Paul Dano som Calvin i Ruby Sparks (Fox Searchlight Pictures, 2012)
Bilag 4

28
Bilag 5
Bilag 6

29
Bilag 7

Dekonstruktion og kritik af betegnelsen Manic Pixie Dream Girls i Ruby Sparks

Recommended

Recommended

More Related Content

Featured

Featured (20)

Dekonstruktion og kritik af betegnelsen Manic Pixie Dream Girls i Ruby Sparks