Artikel skrevet af Thorstein Balle i Unge Pædagoger (2005)

1. Find dig i fællesskabet!
- om Grundtvig, folkestyret og moderne medborgerskab
1. Om Grundtvig og det folkelige
Til et folk de alle høre,
som sig regne selv dertil
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild;
Sådan digter Grundtvig i august 1848 – altså ganske kort tid før Danmark får en grundlov og et
demokrati i juni 1849. I disse fire linier finder vi nogle helt centrale elementer i Grundtvigs
opfattelse af folk og folkelighed.
At være et folk er efter Grundtvigs opfattelse først og fremmest en følelsesmæssig, psykologisk
konstruktion - en forestilling, kalder historikeren Ove Korsgaard det1
. Det betyder, at man kan
vælge at se sig selv som en del af denne forestilling, og man kan vælge at lade være. Man kan lærer
at blive en del af et folk, ja, faktisk er det efter Grundtvigs opfattelse en nødvendig forudsætning for
at blive en del af et folk, at man bliver oplyst og lader sig oplyse om det. Det er baggrunden for
Grundtvigs forestilling om nødvendigheden af et omfattende oplysningsprojekt.
Det, der karakteriserer et folk, er nogle afgørende fælles såvel konkrete som bevidsthedsmæssige
forhold: et fælles sprog (”har for modersmålet øre”), en fælles positiv nationalitetsfølelse (”har for
fædrelandet ild”), en fælles historie (fortolkninger af tiden før - udtrykt i sange, sagn, myter og
historiske fortællinger), fælles værdier (udtrykt i forestillinger om godt og ondt, rigtigt og forkert -
f.eks. gennem en fælles religion) samt fælles vilkår (natur, klima, landskab o.lign.).
Når en social gruppering - et folk - har disse karakteristika, så vil folket, hævder Grundtvig, have et
fælles bedste, som er overliggende de individuelle ønsker og forestillinger i folket, og som er
målestokken for værdien af dets beslutninger og handlinger. Og et sådant folk har styrken til at være
en ramme om identitetsdannelsen for den enkelte. Folket er der nemlig, som noget på forhånd givet,
som man som individ kan indfælde sig i (vælge til) og derefter have mulighed for at være med til at
udvikle og ændre.
Grundtvigs folkelighedsopfattelse er selvfølgelig præget af tankerne i den tid han levede i, i.e.
romantik og oplysningstid, og ikke mindst, som disse tanker kom til udtryk hos Johan Gottfried
Herder, Johann Gottlieb Fichte og Henrich Steffens.2
Alligevel er der originale træk ved Grundtvigs
opfattelser - og i hvert fald fik netop hans opfattelse af folkelighed en afgørende stor betydning for
samfundsudviklingen i Danmark fra slutningen af 1800-tallet og langt frem i 1900tallet. Det var
især denne folkelighedsopfattelse, der gjorde, at Grundtvig til det sidste foretrak et oplyst enevælde
styret af monarken og rådgivet af folket gennem stænderforsamlingerne frem for det demokrati, der
udfoldede sig i Europa på det tidspunkt. Grundtvig opfattede med rette, at demokratierne var eller
ville blive kamppladser for særinteresser og kompromisser - et ”særinteresse-demokrati” kunne man
kalde der - og dermed var det langt fra Grundtvigs opfattelse af et ”fælles-bedste-folkestyre”. Denne
forskel i hans opfattelse mellem folkestyre og demokrati var én af grundene til, at han undlod at
1
Ove Korsgaard: Kampen om folket, Gyldendal 2004
2
Se f.eks. hos Ole Vind Grundtvigs Historiefilosofi kap. 2, Gyldendal 1999
1

2. stemme i den grundlovgivende forsamling, da man skulle stemme om indstillingen til kongen om et
nyt forfatningsudkast. En anden grund var, at en stemme imod grundlovsindstillingen ville bringe
ham i selskab med de reaktionære godsejere m.fl., som han bestemt ikke ønskede at identificere sig
med.3
Som bekendt fik Grundtvig ikke sine folkestyreønsker opfyldt. Det erkendte han og gik så meget
des mere som folketingsmedlem ind i arbejdet med at få det danske demokrati til at udvikle sig så
meget som muligt i retning af et folkestyre med et fælles bedste - alternativt som et demokrati med
et vidtstrakt hensyn til mindretallet. Og hans kamp for demokratiet gjorde ikke hans forestillinger
om nødvendigheden af et stort oplysningsprojekt mindre.
2. Om Grundtvigs oplysningsprojekt og skoletanker
Grundtvigs forestillinger om det nødvendige i at oplyse det enkelte menneske, for at det kan blive
en del af folket, kan ikke forstås og beskrives uden at relatere dem til hans menneskeopfattelse. Som
troende kristen og teolog var hans udgangspunkt, at mennesket er skabt i Guds billede, men i
modsætning til tidens dominerende teologi, lagde han stor vægt på netop gudsbilledligheden og ikke
som så mange andre teologer på, at mennesket er en falden synder, der kun har at håbe på
syndsforladelse og et bedre liv efter dette. Mennesket, siger han et centralt sted i ”Nordens
Mytologi”: ”…er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til
Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal
kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der
viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig
Bevidsthed.”4
Mennesket besidder altså efter Grundtvigs opfattelse nogle grundlæggende - oven i købet
guddommelige - kræfter eller egenskaber, som er bestemt til at blive udfoldet gennem
menneskehedens historie. Det enkelte menneske er ikke forudbestemt til noget men er derimod et
unikt eksperiment, der skal udvikle og klare sig op gennem livet, dvs. blive sig bevidst om, hvem
det er og vil være. Mennesket som individ og som menneskehed vil efter Grundtvig opfattelse altid
søge denne forståelse af, hvad det vil sige at være menneske - og hvad det vil sige at være sig selv.
Og det er denne søgen hans oplysningsprojekt (bl.a. skolen og universitetet) skal understøtte. Livs-
oplysning kaldte han det, og datidens sorte skole - eller Dødens Skole, som han sagde - slog efter
hans opfattelse denne søgen ihjel.
Grundtvig ser forholdet mellem mennesket med stort M (det almene eller det universelle, som han
benævnede det) og mennesket som individ (enkelt-manden var Grundtvigs betegnelse) i en
treleddethed, idet han mente, at man ikke kan gå uformidlet fra det universelle til det individuelle og
omvendt. Indimellem disse to størrelser, som formidlende led, er folket. Folket er den uundgåelige
og nødvendige historiske og konkrete udformning af det universelle. Det universelle findes altid
kun i en konkret og historisk form - altså folket. Vil det enkelte menneske finde ind til, hvad det vil
sige at være menneske og at være sig selv - dvs. få identitet - må det indfælde sig i folket. Man kan
ikke gå op på en bjergtop eller ud i en ørken og finde sig selv. Man kan kun finde sig selv i et
fællesskab.
3
En udredning af Grundtvigs forhold til demokratiet og grundlovsarbejdet kan f.eks. læses i Regner Birkelunds artikel
Grundtvig og demokratiet i antologien Poetisk Demokrati redigeret af Ove Korsgaard, Gads Forlag 2001
4
Uddrag fra Nordens Mythologi af N.F.S Grundtvigs citeret fra ”Nik. Fred. Sev. Grundtvigs udvalgte Skrifter” ved
Holger Begtrup. - Kbh. 1904-1909. Femte bind. side 408, København, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag 1907
2

3. Med baggrund i dette menneskesyn udviklede Grundtvig sine oplysningstanker om en børneskole,
en højskole og et universitet5
. Oplysningen i skolen skulle først og sidst være for ”Dannelse og
Duelighed” til livet her og nu i det ”borgerlige Selskab” - dvs. samfundet. Altså oplysning først og
fremmest med henblik på at være menneske i verden - og menneske i et samfund. Skolen skulle
være uden eksamen og karakterer, idet sådanne fænomener vil tage opmærksomheden fra
livsoplysningen og elevens og lærerens mulighed for at vekselvirke i undervisningen. Af samme
grund skulle skolen heller ikke ”meddele sig efter en forud fastlagt Plan” - altså en modstand imod
pensum fastlagt af en central myndighed. Med en moderne term kunne man sige, at Grundtvig
modsatte sig enhver form for fremmedbestemmelse i undervisningen. Megen af den undervisning,
Grundtvig på sin tid så i børneskolen, latinskolen og på universitetet, var efter hans opfattelse
lærdom for lærdommens skyld og tjente ikke til folkelig dannelse - altså til dannelsen af et
menneske, der kunne indgå i et folkestyre med et fælles bedste. Tværtimod så førte den sorte skoles
dannelse (som baserede sig på tysk forstandsdyrkelse6
) til dannelsen af ”Selv-Kloge, Selv-Raadige
og Selv-Forgudende” individer, og det ville til syvende og sidst ødelægge fællesskabet og sammen-
hængen i samfundet.
Grundtvig anså den folkelige dannelses mål for at være menneskets bevidsthed om sig selv og
selvberoenhed i et fællesskab, men var samtidig helt opmærksom på, at individualitetens konse-
kvens kunne blive en individualisme, der var ødelæggende for det fælles - samfundet. I en større
sammenhæng anså han ligeledes nationalfølelsen som en nødvendighed for folket, mens nationa-
lismen var dræbende for folkeligheden.
Grundtvig så altså klart modernitetens dobbelttydighed, men opfattede udviklingen af et nyt slags
samfund og et nyt, selvstændigt menneske for både nødvendig, naturlig - og irreversibel. En drøm
om at vende tilbage til tidligere tider var falsk. Historien skal altid bruges fremadrettet - historisk-
poetisk kaldte Grundtvig det. Menneskets og folkenes stræben efter frihed skal understøttes vel
vidende, at frihedstrangen, den individuelle såvel som den fælles, har sin modsigelse (opløsningen
af det individualitetsskabende og identitets- og meningsgivende fællesskab) i sig.
4. Om Grundtvigs virkningshistorie i oplysningsprojektets udfoldelse
For ganske kort siden udkom en spændende bog skrevet af historikeren Jes Fabricius Møller. Den
behandler grundtvigianisme i det 20. århundrede7
. Heri slår JFM fast, at der findes to Grundtvig’er.
Den faktiske N.F.S. Grundtvig, der levede fra 1783 til 1872 og som tænkte, talte og skrev - bl.a. om
opdragelse, dannelse og skole, og så ”den ”Grundtvig”, der tjener eftertiden som sprogligt billede
til eget brug”. Den retoriske ”Grundtvig”, som JFM kalder ham.8
Og sandt er det jo, at Grundtvig har været anvendt af mange ”til eget brug”9
(og det er vel også det
jeg gør nu!). Hans produktion er så ubegribeligt omfattende og produceret over så lang en periode
5
For en nærmere og samlet beskrivelse af Grundtvigs oplysningsprojekt se N.F.S Grundtvig ”Statsmæssig Oplysning-
Et udkast om samfund og skole” udgivet af Nyt Nordisk Forlag i 1983. Heri er et aftrykt et manuskript af Grundtvig
om han skole- og oplysningstanker. I bogen er der tillige en meget oplysende indledning og et omfattende noteapparat
og efterskrift. En kortfattet og præcis beskrivelse af Grundtvigs oplysningsprojekt kan tillige findes i artiklen
Grundtvigs oplysningstanker - om at knytte bånd og løse knuder af Ove Korsgaard, trykt i Grundtvig Studier 1998,
udgivet på Grundtvig-Selskabet.
6
Grundtvig var en arg modstander af rationalismen, som den kom til udtryk hos flere tyske filosoffer – f.eks. Emanuel
Kant.
7
Jes Fabricius Møller Grundtvigianisme i det 20. århundrede, Vartovs Forlag 2005
8
ibid. side 11
9
Se f.eks. artiklen Grundtvig i modvind af Kim Arne Pedersen i Vartovbogen 2003 udgivet af Kirkeligt Samfund. Heri
gennemgås de seneste års mange forskellige angreb og det modsatte på Grundtvig.
3

4. (Grundtvig skrev og udgav skrifter fra han var omkring 18 år og stort set til han døde 89 år gam-
mel), at det selvfølgelig ikke har kunnet undgås, at de samlede skrifter på den ene side indeholder
megen snik snak og på den anden side indeholder udsagn, som klart modsiger hinanden. Der er
derfor også oplagte muligheder for at bruge Grundtvig ”til eget brug”10
. Når vi skal beskrive
Grundtvigs indflydelse på skolevirksomheden i Danmark - både den private og den offentlige -
bliver vi imidlertid også nødt til også at inddrage Christen Kold. Kold blev på afgørende måde den
professionelle skolemand, som omsatte Grundtvigs tanker om opdragelse, dannelse og undervisning
til praktisk skolevirksomhed.11
Der tales derfor oftest om den grundtvig-koldske skole og
pædagogik, når man taler om Grundtvigs virkningshistorie.
Men også på skoleområdet er Grundtvig ”til eget brug”, og det kan derfor være svært at definerer
en grundtvig-koldsk pædagogik entydigt. Jeg vover alligevel pelsen her i denne artikels sammen-
hæng og mener, at følgende centrale opfattelser hos Grundtvig og Kold har og får pædagogiske
konsekvenser (en del af opfattelserne har jeg allerede redegjort for i det foregående):
- ethvert menneske unikt, skabt i Guds billede og et eksperiment af støv, ånd og (selv)bevidsthed
- mennesket kan kun finde ind til det unikke hos sig selv ved at spejle sig i fællesskabet, som det
former sig aktuelt og har formet sig historisk
- skolens egentlige opgave er livsoplysning, dvs. en hjælp til elevernes afklaring af, hvad der er
meningen med deres liv
- sand lærdom er betinget af, at eleven har kærlighed til det, hun/han skal lærer og kan forbinde det
med egen livserfaring
- skolens virksomhed skal sigte på det hele menneske og først og fremmest benytte sig af det
mundtlige ord
- eleven og læreren og eleverne indbyrdes er ligestillede og skal indgå i en levende vekselvirkning
med hinanden
- skolen skal udruste eleverne med dannelse og duelighed i forhold til det samfund, de skal leve i
her og nu.
Disse opfattelser, der som sagt ikke mindst skal tilskrives Grundtvig og hans opfattelse af
mennesket og det folkelige, afføder på trods af skolernes oftest store forskellighed - også i forholdet
til Kold og Grundtvig - nogle fællestræk ved de højskoler, efterskoler og friskoler, som siden hen
har kaldt sig grundtvig-koldske:
- skolens helt centrale fag er historie, dansk og religion
- skolens hverdag bygger på en forestilling om, at den er et forpligtende fællesskab
- fortælling er den bærende formidlingsform i undervisningen
- fællessangen er central i formidlingen af det grundtvig-koldske menneske- og livssyn, som skolen
vil præge eleverne med
- skolen skal ikke måle elevernes viden og færdigheder gennem karakterer og prøver
- lærerens forhold til eleven er mere end blot et undervisningsbestemt forhold, det involverer en
eller anden forståelse af et personligt/eksistentielt vekselvirkningsforhold mellem læreren og eleven
- skolearbejdet involverer hele lærerpersonen og omfatter både undervisning og samvær
- skolens opgave (udtrykt i nogle vedtægter, en fundats eller et værdigrundlag) defineres først og
sidst af baglandet (forældre-/skolekredsen)
10
Dr.theol. Kaj Thanning, som i 1963 udgav den skelsættende disputats Menneske først. Grundtvigs opgør med sig selv
hævdes at have læst stort set alt hvad Grundtvig skrev - også det upublicerede - og han mener, at Grundtvigs samlede
produktion ville fylde siderne i omkring 110 telefonbøger!
11
Grundtvig var kun ansat som egentlig lærer og underviser i en ganske kort periode af sit liv i den tidlige ungdom.
Dels var han i 6 år (huslærer på Egeløkke 1805-08 og historielærer på Det Scousboeske Institut 1808-11)
4

5. - skolen og dens medarbejdere opfattes som en del af en folkelig bevægelse, der rækker ud over
skolevirksomheden.
En del af disse generelle opfattelser af skolevirksomhed er op gennem sidste del af 1800tallet og i
1900tallet af forskellige veje også blevet en del af undervisnings- og skoletænkningen i den
offentlige skole, og man kan sige, at den danske folkeskole praksis indtil omkring 1960 med nogen
ret også kan betegnes som et resultat af Grundtvigs virkningshistorie.12
5. Grundtvigs fremtrædelse i 2005
Grundtvig er blevet en dybereliggende vandåre i det danske bevidsthedsmæssige landskab, sagde
forfatteren Erik Aalbæk Jensen13
. Det mener jeg han har ret i, og Grundtvig må betegnes som en af
de mest betydende tænkere bag danskernes forståelse af sig selv som danskere i tiden fra 1849 og
frem til omkring årtusindeskiftet. Ligeledes har Grundtvigs tanker om individualitet, folkelighed og
samfund ubetvivleligt været en ideologisk drivkraft bag udformningen af den danske erhvervs-
struktur og megen af den samfundspolitiske tænkning frem til 1970’erne14
.
Men som sagt så lægger Grundtvigs produktion uvægerligt op til, at man kan bruge den som
inspiration for meget forskelligartet praksis. Det gælder på skoleområdet (selv om jeg altså jf.
ovenstående mener, at man med lidt god vilje kan udkrystallisere nogle fællestræk for grundtvig-
koldsk skolevirksomhed), det gælder på det kirkelige og teologiske område og det gælder ikke
mindst på det samfundspolitiske område. Inden for de sidste 25-30 år har vi på dette område kunnet
se Grundtvigs tanker brugt som afsæt for fuldstændigt modsatrettede og uforenelige opfattelser.
Flere fremtrædende folk i den nymarxistiske bevægelse i 1970’erne og 80’erne kunne bruge
Grundtvigs tanker om folkelighed og fællesskab i deres opgør med det borgerlige, kapitalistiske og
individualistiske samfund.15
I den modsatte ende kan vi se, hvordan Dansk Folkeparti referere til
Grundtvig, når de skal legitimere deres fremmedfjendske og nationalistiske holdning og praksis.16
Mange har analyseret disse forskellige anvendelser af det grundtvigske tankegods17
, men betragtet
helt aktuelt er brugen af Grundtvig hos de borgerlige og reaktionære politikere og skolefolk18
nok
det mest fremtrædende i offentligheden. Det er deres brug, der har fået lov til at tegne billedet af
Grundtvig og den grundtvig-koldske skoletradition, og på mange måder fremtræder Grundtvig og
skolerne derfor som bagstræberiske, reaktionære og nationalistiske.
12
En af vejene for denne påvirkning fra Grundtvig til folkeskolen går gennem undervisningsministre, der havde
erklæret grundtvigsk baggrund - f.eks. Jørgen Jørgensen, som ”gav” folkeskolelovene i 1937 og 1958. En anden vej gik
gennem uddannelse af lærere på udprægede grundtvigske lærerseminarier som f.eks. Th. Langs Seminarium i
Silkeborg.
13
En præsentation af Erik Aalbæk Jensens opfattelse findes i artiklen Hvad betyder det grundtvigske i dag? af Kim
Arne Pedersen fra ”O, dejlige land - Vartovbogen 1998” redigeret af Preben Sørensen og udgivet af Kirkeligt Samfund
14
Se f.eks. hos Jes Fabricius Møller 2005 og Claus Bjørn Folkehøjskolen og andelsbevægelsen, Årbog for dansk
skolehistorie 1971 og De folkelige bevægelser i Danmark i Fortid og Nutid, bd. XXVI, hft. 3, 1976, hvor de
grundtvigske tankers indflydelse på erhvervsorganiseringen i landbruget (f.eks. gennem andelsbevægelsen) gennemgås.
15
Sådanne opfattelser kan f.eks. ses udfoldet i Ebbe Reich Kløvedals og Ejvind Larsen produktion fra dengang.
16
folketingsmedlem Jesper Langballe har i flere artikler i de senere år i tidsskriftet Tidehverv henvist til Grundtvig, når
han skulle begrunde sin og Dansk Folkeparts danskhedsopfattelse. Se f.eks. artiklen Den danske Sag i Tidehverv Nr. 6 –
76 årgang – Juni 2002.
17
se f.eks. artiklen Grundtvig og fundamentalismen af Kim Arne Pedersen i Grundtvig Studier 2005 udgivet af
Grundtvig Selskabet.
18
F.eks. hos undervisningsminister Berthel Haarder og andre venstrefolketingsmedlemmer og ikke mindst hos fætrene
Jesper Langballe og Søren Krarup fra Dansk Folkeparti.
5

6. Det overrasker sikkert ikke, når jeg mener, at dette er aldeles urimeligt - såvel i forhold til
Grundtvig som i forhold til hans virkningshistorie. For at uddybe denne opfattelse vil jeg kort
redegøre for Den frie Lærerskoles idé og praksis som et eksempel på en anden tolkning og brug af
Grundtvig end nyliberalisternes og de gammelkonservatives.
7. Om Den frie Lærerskole og Grundtvig
Den frie Lærerskole (DFL) blev oprettet af højskole-, efterskole- og friskolefolk i 1949, og har fra
midten af 1950’erne været en statsanerkendt læreruddannelse på linie med andre læreruddannelser
med stort set samme tilskud fra staten som til andre seminarier19
og med SU til de lærerstuderende
som til studerende på de almindelige seminarier. Lige fra sin oprettelse har DFL været beskrevet og
forstået sig selv som et seminarium, der indfælder sig i den frie, grundtvig-koldske skoletradition.
Det vil også sige som en uddannelsesinstitution, der må formodes at have et bevidst og aktivt
forhold til Grundtvig og hans tankegods. Vi betragter hverken Grundtvig eller Kold som profeter
eller hellige mænd på nogen måde, men de er bestemt helt centrale inspirationskilder for skoletænk-
ningen på Lærerskolen. Det samme er den skoletradition, der har sit udspring i de skoler, der
grundlagdes omkring 1850 og som var direkte påvirket af Grundtvig og Kolds tanker om skole og
liv, og som har benævnt sig som en grundtvig-koldsk skoletradition. Skolens fundats definerer os
som en del af denne tradition. Vores opgave er derfor at søge ind til de fællestræk, som kende-
tegner traditionen og indfælde os i den. Og ”at indfælde sig” vil her sige forstå og videreudvikle
traditionen.
På især tre områder har vi ladet os inspirere af Grundtvig - nemlig af hans tanker om livsoplysning,
den levende vekselvirkning og det folkelige fællesskab. Konkret har det sat sig væsentlige spor i
vores uddannelseshverdag. Vi opfatter det som afgørende, at uddannelsen på Lærerskolen (og den
undervisning, de studerende senere hen skal være involveret i i forhold til deres elever) skal være
styret af, at formålet til syvende og sidst er at blive klogere på, hvem man er, og hvad man vil med
sit liv. Derfor lægger vi vægt på det personlighedsdannende i uddannelsen, og alle studerende har
fællesfagene: dansk, historie, religion og naturfag. Som fællesfag sigter disse fag altså på de
studerendes udvikling af en personlig (lærer)identitet og ikke på at give undervisningskompetence.
Vil man være underviser i disse fag må man vælge dem som liniefag, idet fagene også tilbydes som
sådan. Også i alle liniefagene20
lægger vi vægt på, at den livsoplysende dimension indgår
fagdidaktikken – eller sagt på en anden måde: børne- og ungdomsundervisningens indhold i de frie
skoler21
skal ideelt set ikke først og fremmest begrundes på baggrund af en fremtidig brug i videre
uddannelse eller erhverv, men skal bestemmes af barnets og den unges liv her og nu. Derfor er
værdimålingen i form af eksamen og karakterer erstattet på DFL af en omfattende og gensidig
værdi- og målrelateret skriftlig og mundtlig evaluering, der ender i en udfoldet udtalelse om den
studerendes indsats og niveau i fagene. Livsoplysningsdimensionen er således en klar og bevidst
modsigelse af den opfattelse i tiden (f.eks. repræsenteret af den siddende regering), der ser
skolelivet værdi som en forberedelse til en voksentilværelse i et arbejdsliv, der skal forøge
nationalbruttoproduktet og stå sig i den globale, økonomiske konkurrence. Et skoleliv der så
forsøges animeret gennem test, karakterer og fremmedbestemmelse af pensum.
19
Da DFL er et privat seminarium betaler de studerende (ligesom elever på private skoler) skolepenge. Disse
skolepenge - som er ca. 18.000 kr. pr. år pr. studerende - fratrækkes i princippet Lærerskolens statstilskud, som derved
bliver mindre en de almindelige seminariers.
20
DFL har de samme liniefag som de almindelige seminarier men tilbyder tillige liniefag i: håndværk, drama,
mediekundskab og friluftsliv.
21
DFLs uddannelse sigter specielt på, at de studerende skal være lærere i de frie skoler er - dvs. friskoler, efterskoler og
højskoler.
6

7. Grundtvigs opfattelse af den levende vekselvirkning især mellem lærer og elev og eleverne
indbyrdes har inspireret os til en hverdag, der på en meget omfattende måde inddrager studerende
og medarbejderne i defineringen af studiets indhold og skolehverdag. Vi har kaldt denne side af
Lærerskolens praksis for folkestyret, idet vi ligesom Grundtvig i hans definering af begrebet folk
operere med, at vi på seminariet har et fælles bedste. Det er dog ikke sådan, at forstanderen (som
rektor benævnes på vores seminarium) så indtræder i rollen som oplyst, enevældig monark. Folke-
styre med fælles bedste betyder, at alle beslutningstagere – det være sig udvalg, stormøde, lærerråd
eller forstander22
– skal begrunde deres beslutning ud fra det fælles bedste. Begrebet hensynet til det
fælles bedste er en del af Lærerskolens diskurs i en sådan grad, at en for lille flertalsbeslutning godt
(i fælles forståelse naturligvis) kan og indimellem bliver overrulet af en opfattelse af, at beslutnin-
gen mangler tilstrækkelig folkelig opbakning/forståelse. Flertalsbeslutningen bliver taget af bordet
og må ”om igen”. I diskursen indgår der således ikke en mulighed for henvisning til en særinteres-
se, når der skal argumenteres for et synspunkt. Min egen bestræbelse som leder af stedet har i
overensstemmelse med denne opfattelse været, at ingen beslutning på DFL må effektueres, hvis
ikke der er folkelig forståelse for den (hvilket altså ikke nødvendigvis er det samme som, at der er
flertal for den). Medbestemmelsen – det gælder generelt i skolelivet og specifikt i fagene – som den
udfolder sig på DFL er således en klar og bevidst modsigelse af en ”flertalsdemokratisk” opfattelse,
der værdi-løst siger, at en beslutning er rigtig, fordi der er flertal for den. En sådan demokratiopfat-
telse kan jo uden problemer føre til, at der på demokratisk vis besluttes forhold der gør samfundet
umenneskeligt, og det er vel, hvad vi på mange måder ser udfoldet i Danmark i dag!
Det siger sig selv, at det at inddrage forestillingen om en fælles værdi (et fælles bedste) i
vurderingen af en demokratisk beslutning har store problemer i sig i en tid, hvor værdierne er blevet
individualiseret og forestillingerne om det fælles er fordampet, men disse problemer må så tydelig-
gøres og medreflekteres i beslutningsprocessen i et ”fælles-bedste-folkestyre”, hvad vi da også hele
tiden prøver på.
Det sidste inspirationsområde fra Grundtvig, er hans tanker om det folkelige fællesskab. Det
udfolder sig på DFL efter devisen: ”Uddannelsen på Den frie Lærerskole er en meget personlig
sag, men det er ikke et individuelt projekt. Det er noget vi gør sammen.”23
. Ligesom Grundtvig
opfatter vi det som afgørende for et menneskes identitetsdannelse og individualiseringsproces, at
det sætter sig i relation til andre mennesker i et forpligtende fællesskab. Og det særlige ved et sådant
fællesskab er, at det ikke nødvendigvis baserer sig på personlig kendskab, endsige personlig
sympati, medlemmerne imellem, men forpligtelsen har rod i en personlig accept af et tilhørsforhold
til en gruppe med de kvaliteter, der kendetegner et folk, som Grundtvig beskrev det. For at kunne
spejle sig i andre og selv være et spejl for andre i den fælles identitets- og individualiseringsproces
er det nødvendigt at være til stede. Derfor er der 100% tilstedeværelses- og engagementspligt på
Lærerskolen, og uddannelsesmiljøet bliver meget krævende – men af samme grund også meget
meningsgivende. Forestillingen om og etableringen af et folkeligt/forpligtende fællesskab på DFL
er altså et forsøg på klart og bevidst at modsige tidens super-liberalistiske fortællinger om at
mennesket er selvdannende, og at pædagogikken må indrette sig på det (ja, vel nærmest afskaffes!)
22
DFLs beslutningssystem er bygget op omkring stormødet, hvor alle institutionens studerende og medarbejdere har
ligeberettiget adgang, og en udvalgsorganisering med ca. 30 udvalg, hvor lærere og studerende er repræsenteret.
Udvalgene tager en del beslutninger selv, eller de er sagsforberedende i forbindelse med forskellige sager, der skal til
drøftelse og/eller afgørelse stormødet.
23
Udsagnet er et ud af 6 såkaldte værdiudsagn, som er udpegede som styrende for DFLs praksis. Disse udsagn er blevet
til for et par år siden på baggrund af en større fælles tolkningsproces af skolens fundats. Nærmere indsigt i disse
værdiudsagn og deres baggrund kan fås på DFLs hjemmeside www.dfl-ollerup.dk.
7

8. ved at læreren gøres til konsulent for elevens eget selvvalgte, selvdefinerede og selvansvarlige
projekt.
8. Find dig i fællesskabet
Den forestilling om et folk, som Grundtvig havde og som i stor udtrækning blev styrende for de
fleste danskers folkelighedsforståelse helt op i mod vores tid, er ikke længere mulig at opretholde.
Danskerne er ikke længere et folk på den måde. Ove Korsgaard skelner mellem folk forstået som
ethnos og folk forstået som demos 24
. Med ethnos henviser OK til folket som en homogen kulturel
og etnisk størrelse – meget i stil med romantikeres og Grundtvigs beskrivelse af de fælles kendetegn
ved et folk - mens demos henviser til et folk forstået som en politisk størrelse, som borgere i et
bestemt samfund med deres statsborgerskab som fælles kendetegn. Med baggrund i denne skelnen
må vi konstatere, at opretholdelsen af forestillingen om danskerne som et folk i ethnos-betydningen
er uden hold i virkeligheden25
, og søges for det meste opretholdt af nationalistiske og fremmed-
ekskluderende grunde.
Når vi så alligevel på DFL fastholder et folkelighedsbegreb har det netop baggrund i en tilslutning
til OKs analyse. Det danske folk som indetitetsramme for den enkelte eksisterer ikke mere, og
folket som demos har ikke de samme kvaliteter, som folket som ethnos havde. Derfor skal vi finde
andre rammer, som erstatter de kvaliteter, folkeligheden havde. Disse folkelighedsrammer kan efter
min opfattelse være skoler, hvor vægten i skolehverdagen lægges på livsoplysning, levende
vekselvirkning og forpligtende fællesskab under inspiration af den måde Grundtvig opfattede disse
forhold på. Det skaber identitet og giver mening. Og det giver de involverede nogle folkeligheds-
erfaringer, som efter min mening er det bedste grundlag for det, der er den anden grund til, at vi
opretholder et folkelighedsbegreb på DFL, nemlig den nødvendige opdragelsen til medborgerskab.
Et moderne, individualiseret, demokratisk samfund, der skal bygge på en demosforståelse af
fællesskabet mellem dets borgere, har brug for at disse borgere har fundet sig selv i et fællesskab og
forstår og føler nødvendigheden af - om ikke det fælles bedste – så i hvert fald det nødvendige
fælles.26
Derfor vil jeg lidt slutte denne gennemgang af muligheden for inspiration fra Grundtvig til
en moderne, medborgerskabsorienteret pædagogik med et udsagn, som i alt dets dobbelttydighed
rummer essensen af Grundtvigs opfattelse af forholdet mellem det individuelle og det fælles, og
som kort og slagordsagtigt udtrykker det afgørende i Grundtvig-inspirationen: find dig i
fællesskabet!
24
Ove Korsgaard har udfoldet denne skelnen flere stedet f.eks. i meget udfoldet form i hans disputats Kampen om
folket, Gyldendal 2004. I kortere form f.eks. i artiklen Folkeoplysning, demokrati og den europæiske union. I
"Uddannelse" 2000 udgivet af Undervisningsministeriet.
25
Efter min opfattelse har en forestillingen på det udbredelsesniveau, som vi taler om, når vi taler om folk og
folkelighed i et demokratisk land som Danmark, nemlig et eller andet hold i virkeligheden. Ellers ville den ikke kunne
fastholdes uden demagogi. Kun i diktaturer kan man opretholde forestillinger uden hold i virkeligheden!
26
En spændende gennemgang af forholdet mellem medborgerskab og identitet findes i flere af artiklerne i bogen
Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse, redigeret af Ove Korsgaard og udkommet på Danmarks
Pædagogiske Universitets forlag 2005.
8