SFAH: Aarbog 15, 1985

1. l950'ernes arbejderkultur mellem
drøm og virkelighed
Aspekter omkring forholdet mellem arbejder-
klassen og massekulturen i Danmark i 1950'erne
Af Mette Iversen
Indledning
»Det er meget nemt at regne folks kulturelle stade for noget enkelt og fastslået. Dette
er svagheden ved udtryk som »masserne« og »det brede publikum i England« der for-
leder os
til at tænke, ikke på folk som de er, der lever og udvikler sig på forskellige
måder, men på et eller andet stort, mangehovedet monstrum med fastslåede vanen.
»Vækst og forandring er vigtige for hele dette problem. Men løber man rundt med
en færdig opfattelse af »masserne« kan man ikke rigtig tage dem med i betragtning«.
(Raymond Williams)l
Danmark i Soierne var kendetegnet ved grundlæggende samfundsmæssige
forandringer i livsvilkârene og hverdagskulturen. Det var i denne periode vo-
res samfund af i dag tog form hvad angik arbejds-, familie- og fritidslivet, men
også når det drejede sig om behovsstrukturer, livsholdninger og oplevelses-
former.
De mange nye masseproducerede kulturvarer: film, plader, seriehæfter
m.m. greb forandrende ind i dagliglivet og afspejlede nogle dybe konflikter i
tiden omkring normer, værdier, identitet og orienteringsmønstre i det hele
taget.
I denne periode blev kulturelle mønstre i arbejderklassen således blandet
op med nye træk, som var forbundet med nye livsformer og den nye massekul-
tur. Dette forhold gjaldt både livet i arbejderbevægelsensorganisationer, ,or-
ganisationskulturen, *og arbejderklassens dagligliv, ,hverdagskultureniz
Arbejderkulturen blev langt mere sammensat end den før havde været.
For denne artikels undersøgelse af forholdet mellem arbejderklassen og
massekulturen rejser der sig bl.a. følgende spørgsmål:
Hvordan indgik arbejderklassens kulturforbrug med dets elementer af al-
vorlig identitetssøgenog rekreativt dagdrømmerii hverdagskulturen og dagli-
glivet.>3
Hvad var den organiserede arbejderbevægelsesholdning til massekulturen
og arbejdernes brug af den? Hvordan brugte den sine egne medier? Var for-
bruget af massekulturen udtryk for passivt konsum, eller lå der i selve tilegnel-
97

2. sen af den en forarbejdning af livsbetingelseme, som f .eks. kunne være udtryk
for aktiv protest og trang til selvforvaltning og autonomi?
Det siges ofte, at massekulturen blot giver folk det, de vil have. Kan det
tænkes, at svaret påen sådan nedladende holdning var, at folk så ogsåbare tog,
hvad de kunne bruge? I så fald var arbejderklassens forbrug af massekulturen
langt mere selektivt og kompliceret end ofte antaget.4 Der er i hvert fald ingen
tvivl om, at det indgik i et tæt samspil med den periodespeciñkkeklassekultu-
relle kontext af særlige behov, motiver, oplevelses- og erfaringsformer.
1950'erne -
mellem drøm og virkelighed
Af stor betydning for arbejderklassen var den integrationspolitik, som blev
ført i perioden påarbejdsmarkedet, i uddannelsen og påkulturområdet. Ideen
om at høj produktivitet ville give mere til alle, at arbejderklassen ville kunne
opnålighed gennem uddannelse og en demokratisering af adgangen til den
borgerlige kultur.
Integrationspolitikkens samfundsforståelse var velfærdsideologien, ifølge
hvilken arbejderne ville få en stigende andel af de samfundsmæssige goder
med udjævning af klasseforskellene tilfølge.
Til trods for at perioden efter krigen var præget af social og materiel skuf-
felse på grund af faldende realindkomster, rationeringer, arbejdsløshed,bo-
ligmangel mm., herskede der en generel accept af, at udviklingen gik mod
bedre tider. Men en lang stagnationsperiode helt frem til 1958 betød bl.a., at
velfærdsideologien næsten ikke blev bygget op på andet end løfter om bedre
tider.
Dette skabte noget konformt og stillestående over perioden samtidig med et
meget stærkt behov for 'ideologisk opdrifti Man klyngede sig til den velfærd,
der skulle komme for alle -
og for den enkelte måske allerede snart, hvis man
hang i og selv gjorde en indsats.5
Først i 1958 kom et opsving med en halvering af arbejdsløshedentilfølge og
en reallønsfremgang, som gav velfærdsideologien dens materielle grundlag.
Arbejderkultur i 50'erne
I denne periode ændrede den arbejderkulturelle offentlighed for alvor signa-
ler. I 1953 udgav et kulturpolitisk udvalg under Bomholts ledelse bogen
»Mennesket i centrum«, der formulerer grundlaget for den førte kulturpolitik
i perioden. Heri tales der for, at landets forskellige organisationer ud fra hver
deres grundsyn må samarbejde til gavn for dansk kultur som helhed. Dette
markerer et definitivt skift fra ideen om udviklingen af en selvstændig arbej-
derkultur via en gradvis erobring af alle kulturlivets områder til ideen om en
98

3. Studiekredsarbejdet var et centralt element i den traditionelle arbeiderkultur. Foto i ABA.
bredere, integreret folkekultur, hvor man samledes om demokratiet, folket og
nationen:
»Men kravene til arbejderne og arbejderorganisationerne bliver ingenlunde mindre frem-
over. Tværtimod. Vor indflydelse på samfundets fortsatte demokratisering er stadig en
krævende opgave og dertil kommer nødvendigheden af, at vore organisationer kan løse
fremtidens problemer. Dette forudsætter, at de enkelte medlemmer må være med i det
demokratiske samfundsliv og yde deres aktive indsats, og at den samlede arbejderbevæ-
gelse udbygges til folkebevægelsemed det mål for øje at samle hele den danske arbejderbe-
folkning og alle fremskridtsvenlige medborgere om at skabe en demokratisk velfærds-
stat«.6
Tilegnelsen af den borgerlige kultur blev et led i arbejderbevægelsenssigte om
at fastholde det politiske demokrati.
Klassesynsvinklens indholdsmæssigeog kvalitative side nedtonedes, inte-
grationen ansås for at være godt påvej, og den politiske kamp kunne afløses af
et kulturarbeide, hvor opgaven var at bygge bro over kulturkløften. I denne
sag var det arbejderbevægelsensansvar at bringe klassen påniveau -
rent kul-
turelt.
Samtidig med afslibningen af den førhen langt skarpere arbejderkulturelle
profil inden for organisationskulturen, ændredes de fysiske rammer omkring
udfoldelsen af hverdagskulturen i arbejderklassen.
Netop i denne periode startede udflytningen til forstæderne først for de be-
99

4. AOFs kulturelle tilbud dækkede i princippet ogsåhele det almindelige kulturelle felt. Foto i ABA.
drestillede dele af arbejderklassen. Dette skete samtidig med en begyndende
udkonkurrering af de lokale, håndværksprægedeindustrier i byerne.
Herved iværksattes en tendentiel opløsningaf den lokale byarbejderkultur
med det brede familiære og sociale netværk og den fælles dannelse af egne
normer, værdier og omgangsformer.
Der dannedes i stedet mere isolerede kernefamiliestrukturer, hvilket betød
et stigende pres på livet i de enkelte familier. Familierelationerne belastedes
100

5. yderligere af, at arbejdet med den stigende rationalisering mistede den identi-
tetsskabende funktion.7
Arbeiderklassens selvstændigt kulturskabende fællesskaber, knyttet til ar-
bejdet, boligen og fritidslivet inden for samme lokalmiliø, ændredes og nye,
mere individualiserede og privatiserede hverdagskulturelle former, normer
og værdier udvikledes i tæt forbindelse med den hastigt voksende konsumkul-
tur og det øgede forbrug heraf i arbejderklassen.
I løbet af 1950'erne begyndte en omfattende indvandring fra land til by, og
efterhånden forsvandt en familieform bygget op omkring slægtsnetværk. Og
byerne blev befolket af en stor gruppe første-generationsarbejdere,som var
revet løs fra deres traditionelle kultursammenhæng og stod for at skulle eta-
blere en ny.
Med enkel og skarp logik præciserede Lis Groes i 1953 forandringerne i
hverdagslivets organisering og dets betydning for det kulturelle fællesskab:
»Familielivet har stadig en fundamental betydning for de allerfleste af os, men når det i
den moderne familie kan skorte noget påden fællesskabsfølelse, vi har indtryk af herskede
i tidligere tiders familieliv, så må man erkende, at det hænger sammen med det faktum, at
der FOR DET FØRSTE IKKE ER SÅ MANGE TIL AT VÆRE FÆLLES OM TIN-
GENE og at der FOR DET ANDET IKKE ER SÅ MEGET AT VÆRE FÆLLES
OM« .8
Det var denne kulturelle mellemtid, mellem tradition og fornyelse, mellem en
virkelighed i opbrud og en drøm om velfærd, som den hastigt ekspanderende
massekultur udfyldte med Morten Korchske billeder af det svundne og ame-
rikanske billeder af det, der skulle komme.
Massekulturen som socialisationsfaktor
1950*eme var massekulturens egentlige gennembrud i Danmark. Dette skyld-
tes omlægningen af erhvervsstrukturen, den amerikanske økonomisk-
materielle og kulturelle eksport til Danmark, samt et tilløb til en høikonjunk-
tur, som kunne frembringe et købedygtigt massepublikum.
Endvidere udgjorde det nye hverdagsliv, den kulturelle mellemtid, afsav-
nene og håbet om bedre tider noget nær et ideelt socialpsykologisk marked, et
godt behovsunderlag, for en massekulturel udvikling.9
Familien anses i reglen for at være den primære og vigtigste socialisations-
faktor. Hertil kommer andre betydende socialisationsinstanser som: skolen,
arbejdspladsen, netværk/ kammeratskabsgrupper, fagforeninger/ politiske
organisationer, fritidsinstitutioner⁄foreninger,korps m.fl.
Men med massemediernes og kulturvareindustriens udbredelse blev mas-
sekulturen stadig mere central som socialisationsfaktor. Dels blev varekonsu-
met i sig selv en socialisationsinstans ved at skabe forbrugere, dels foregik der
101

6. en socialisering gennem de værdier og normer for social adfærd, som indhol-
det i massekulturen formidlede.
Medierne greb således omformende ind i hele sanse-, drifts- og bevidst-
hedsstrukturen i arbejderklassen, under indflydelse af bl.a. forbrugssituatio-
nens art og dennes individuelle eller kollektive klassekulturelle kontekst.lo
Desuden blev medierne til en del af de modsætninger og spændinger mel-
lem de forskellige instanser i den samlede socialisationssammenhæng for ar-
beiderklassen i perioden: Mens skolen og arbejdspladsen fremhævede det hæ-
derlige og fornuftige, var mediernes værdier ofte følelsesmæssigeog irratio-
nelle. Skolens intellektuelle udtryksform stod i modsætning til mediernes og
arbejderfamiliens antiintellektualis me. Medierne opfordrede til udfoldelse og
forbrugerisme, mens familien og institutionerne manede til afsavn, behovs-
udsættelse og sparsommelighed.
Sådanne modsætninger dannede baggrund for en konfliktsituation for ar-
beiderklassens unge omkring normer, værdier og orienteringsmønstre i det
hele taget, og mediebrugen indgik i arbejdernes bestræbelser påat leve med og
måske overvinde konflikteme.
Og her kunne medierne påeen gang tematisere modsætningeme/spændin-
gerne og tilbyde afspændingfor en stund via overskuelige fiktive universer og
personer, som forenede oprørske og tilpassede positive identifikationsmulig-
heder.
'
Forholdet mellem mediekultur og realkultur
Der eksisterer et indbyrdes brugs- og påvirkningsforholdmellem medie og
realkulturen. 1 '
Mediekulturen henter med nødvendighedsit stof fra realkulturen, samtidig
med at den bidrager til at forandre denne og giver anledning til at koblingen
mellem de to sfærer forandres påny.lz
Skellet mellem de to kulturer er således ikke skarpt afgrænset.Men ved me-
diekulturen forståes alle de kulturelle fænomener, som den udvælger af real-
kulturen. Skønt relativt selvstændig kan mediekulturen ses som en del af real-
kulturen, der igen kan opdeles i forskellige klassekulturer.
Arbejderklassens realkultur forståes i denne sammenhæng som en klase-
speciñk leve- og tænkemåde i bred forstand, en hel livsmåde, der rummer
både arbeiderklassenslevevilkår og den klassebestemte forvaltning af dem.13
Den eksisterende forskning inden for massekulturen handler mest om,
hvordan medierne omformer brugernes liv, drifter, længsler og angst og dan-
ner det i sit eget billede som nyt æstetisk udtryk."
Dette er en del af samspillet de to kulturer imellem og dermed ogsådenne
artikels emne. Men udvælgelseog omformning foregårogsåi selve forbrugssi-
tuationen, hvilket reiser spørgsmålet:Hvordan omsættes mediekulturens ud-
102

7. tryk gennem oplevelsen/tilegnelsen og den klassespecifikkeforarbejdning til
noget, der kan bruges i arbejdernes hverdagsliv og -kultur?
Et sådant spørgsmålsætter focus påreceptionsproblematikken som kultu-
rel aktivitet, på forbrugssituationen som en forarbejdningsproces, hvor me-
diekulturens symboler og udtryk omsættes af forbrugeren og nyttiggøres til
egne formål. .
Dette er et relativt uudforsket felt og ogsåofte svært tilgængeligt navnlig
hvis forbrugssituationen har karakter af individuel og privat tilegnelse. Mas-
sekulturforbruget bliver straks mere synligt som forarbejdningsproces og
brugssammenhæng, hvor tilegnelsen antager mere kollektive og offentlige
former og udtryk.
Mulighederne for at belyse forskellige måder hvorpå samspillet mellem
massekulturen og arbejderkulturen i 50'erne gik for sig vil variere afhængigt af
det eksisterende tilgængeligekildemateriale. Et forhold som afspejlesi denne
artikels forsøg påat indfange forskellige sider af forholdet mellem arbejder-
klassen og massekulturen i perioden.
Gennem eksemplariske analyser af forskellige medier og forbrugssituatio-
ner søges primært via mediernes indhold og udtryk, forbindelsen til arbejder-
klassens levede liv -
både livsvilkårene og den klassespecifikke forarbejdning
heraf gennem aktiv produktion af kulturel sammenhæng og identitet.
Massekulturen som indgang til realkulturen
Det følgende afsnit om filmen skal bl.a. illustrere, hvordan indholdsanalyser
af massekulturelle produkter kan afspejle nogle væsentligesocialpsykologiske
temaer i samtiden.
Skønt massekulturen som indholdsmæssigt, ideologisk udtryk ikke på
nogen måde kan ses som en direkte afspejling af den levede arbejderkultur og
-bevidsthed dengang, kan den alligevel bidrage med nogle brikker til en sam-
let forestilling om, hvordan det mon var.
Endvidere kan massekulturens tilbud om identifikation, omverdenstolk-
ning, normer og værdier sammenholdes med de behov, som var forbundet
med opbruddet og forandringerne i arbeiderklassens kulturtraditioner.
SO'erñlm kan, set i lyset af samtidige anmelderreaktioner, fortælle noget om
tidens normer, værdier og tabuer for alment accepteret kulturel og samfunds-
mæssig udfoldelse. Det fortæller noget om den helhedskultur, som arbejder-
kulturen var en del af og i modsæmingsforhold til og som integrationspolitik-
ken bestræbte sig på at arbejderklassen skulle forlige sig med, tilegne sig.
De massekulturelle produkter var for arbejderklassen nogle af de forhånd-
enværende midler til en overvindelse af mangler og modsætninger i hverdags-
livet.
På trods af at massekulturens tilbud om overvindelse af problemerne og
103

8. dens virkelighedstolkninger måske nok bl.a. i deres meget individualistiske
form har været arbejderkulturfremmede, så må arbejderklassen alligevel i sin
egen brug af massekulturen ad den vej, og af mangel pånoget andet og måske
bedre, have fundet både rekrations- og bekræftelsesmuligheder.
Herom vidner alene det store forbrug.
Filmen i 50'ernes massekulturelle billede
»Over enhver biograf hængeret usynligt, men let læseligtskilt, hvor der står: »1,der keder
jer og er rådvilde i et anarkistisk-individualistisk samfund, med indenfor -
her er opiums-
drømme til salg på en lærredsskærml« «
15
Filmen som opium for folket! En opfattelse af den massekulturelle påvirkning
som var udbredt i 1950'erne både uden for og inden for fagbevægelsen.
For filmen var 50'erne som periode fuld af modsætninger,den blev påeen
gang begyndelsen og afslutningen for filmmediet.16
Herom vidnede Hollywoods kriseagtige opblomstring og overlevelsesfor-
søg TV udviklede sig i USA i løbet af perioden til at blive en alvorlig konkur-
rent til filmen. En udvikling som tvang filmen til at satse påalt det, TV ikke
kunne: lærredsstørrelse, storslåethed og overvældende personlig involvering.
Et indhold spundet op omkring stjernerne, som Hollywood ogsåselv produ-
cerede.
Man begyndte at vænne sig til tanken om at lave film til TV eller sælge dem
gamle film.
Udviklingen af en ny livsform blev til en del af filmens krise. Biograferne lå i
centrum, og der foregik en stigende udflytning til byernes udkanter.
Fra 1948-53 var tilskuerantallet blevet halveret. Som følge heraf blev Hol-
lywoods udlejningspriser hævet. Danmark fik nogle få store film til gammel
pris, og da man så havde bygget om til det store format, hævedes prisen. Man
nægtedeat betale herhjemme, og der indtraf derfor en blokade, som varede fra
1955-58.
Det betød f .eks., at både James Dean- og Elvis Presley-filmene blev flere år
forsinket herhjemme, hvilket skruede forventningerne i vejret, samtidig med
at de blev blandet op med en masse foromtale og rygter fra USA.
For dem, der ikke kunne udholde spændingen, blev der arrangeret bioture
Tuborg-Landskrona, hvor man så kunne se filmene i Sverrig.
Herhjemme blev filmen det mest udbredte og populære underholdnings-
medie langt ind i 50'erne. Biografhusene kom i høj grad til at præge bybilledet.
Der blev bygget om og shinet op med mahogni og velour, og'der var lange
billetkøer til de store film.
Ved indgangen til 50'erne var der 45-48 biografer i hovedstaden. Der blev
104

9. solgt i snit 23 billetter om året pr. indbygger i hovedstaden i 1947. I 1941 blev
Saga bygget med plads til 1513 tilskuere. '7
Biografreklamerne spillede påcensuren, hvor det blev ekstra pikant, hvis en
film var blevet frigivet eller den kun var egnet for voksne. Man lokkede med at
vise alt det, der var forbudt og fortrængt i hverdagslivet!
Biografteatrene skulle udgøre et ganske særligt, luksuriøst rum, et eksotisk
sted, som kunne bidrage til at få hverdagslivets trængsler på afstand:
»De flotte, undertiden overdådigerum med imponerende dekorationer i stilfulde materia-
ler skulle løsrive både det mentale og det fysiske oplevelsesrum fra gadernes larm og snavs,
det ustadige danske klima, bolig- og kontorbygningemes grå facader og de små, trange
lejligheden.m
»Rebel without a cause« -
temaer fra det
virkelige liv
James Dean-filmen »Rebel without a cause« er fra 1955, men blev først vist
herhjemme under titlen »Vildt blod« i 1958 på grund af filmblokaden. I fe-
bruar 1985 blev den sendt i dansk TV.
Den handler om ungdomskriminalitet i det amerikanske mellemlag. Som
genre er filmen en slags realistisk romance, og hører til den gruppe 50'erfilm,
hvis spændingsfelt er centreret omkring liv-død-problematikken.
Filmen er tilstræbt realistisk, da der forud for den er gjort et stort research-
arbejde med interviews af ungdomsledere, kriminologer m.fl.
Den rejser en række centrale temaer påforskellige niveauer af samfundsli-
vet: på det familiære plan udspiller den en generationskonflikt, pådet sociale
plan stilles de samfundsmæssigenormer for lovlig og ordentlig opførsel over
for et oprør herimod, omkring den sociale kønsrolleidentitet stiller den
spørgsmålom, hvordan en rigtig kvinde/ mand bør være, og på det politiske
plan rummer filmen tilløb til en kritik af amerikansk kultur og af udviklings-
perspektiver for det amerikanske samfund.
Tematikken bevæger sig omkring modsætningspar som: liv -
død, fælles-
skab/kærlighed -
ensomhed, tilpasning -
oprør, magt
-
afmagt, god -
ond
mil..
Som noget forholdsvis nyt udtrykker filmen engagement i de unge, den
handler om og som noget helt epokegørendeplacerer den skylden for de unges
kriminalitet/ modvillighed og utilpassethed hos samfundet og forældrene!
Det var man ikke vant til på film. Og det var noget de unge kunne forstå.
På handlingsplanet drejer filmen sig om hovedpersonen, Jims (James
Dean) oprør mod de småborgerligeforældre i et forsøg på at vinde en selv-
stændig identitet omkring nogle andre livsværdier og normer, som han kan gå
ind for. Hans søgen går gennem et opgør med en hård,voldelig og rodløs ung-
domsbande, gennem udviklingen af et venskab til kammeraten, Plato, for at
105

10. l
MACOP
Amerikansk oprør og dansk konformitet.
106

11. Hva vi) Sted, W me.
107

12. ende med en realisering og forsoning/ tilpasning via kærlighedsforholdet til
filmens kvindelige hovedperson, Judy.
Judy introducerer filmens generationskonflikt: »min far kan ikke lide mig«.
Det siger hun, mens hun sidder på politistationen og venter påat blive afhen-
tet af forældrene. Hun hader og elsker sin far (samfundets repræsentant) på
een gang og bliver derfor vred og skuffet, da det er moderen, som henter
hende.
'
Jim er som hovedpersonen ogsåfilmens producent og fungerer som forlæn-
get kameravinkel, når han med sit kropssprog fortæler publikum, hvor det
skal se hen, og hvad det skal bemærke.
Kameraføringen bevirker, at publikum ikke får lov til at være objektive til-
skuere. Det er et stationært, men uroligt kamera, som hele tiden skifter syns-
vinkel og afbryder det perspektiv, som normalt er seernes privilegium. Det
lægger således op til den centrale sætning, udtalt af Jim under et voldeligt op-
gør med forældrene: »We are all involveda.
Oprøret fremstilles først og fremmest som noget individuelt, en følelse hos
den enkelte af utilpashed -
navnlig ved det følelsesfortrængendenormbundne
og konforme voksenliv.
Konformitetens fortrængninger
F orældregenerationens liv er i filmen skildret som en degeneret, sygeligt ma-
terialistisk og småborgerligvoksenkultur. Familierne er enten gåeti opløsning
eller stivnet til udvendige opskrifter på, hvordan man bør leve. Der er ikke
plads til liv og ungdom.
Det betyder bl.a., at forældrene er ude afstand til at hjælpe de unge, hvis de
kommer i nød. De unge er således overladt til sig selv -
og hinanden.
Der er ingen brugbare orienteringspunkter indenfor de unges rækkevidde.
Mødrene er konfliktsky og hysteriske, og Jim's mor har på den måde et vist
tyrannisk greb i faderen, som gør denne veg, slap, underkastende, overtilpas-
set og, u-efterlignelsesværdig.
Uddannelsesinstutioneme fremstilles som indbegrebet af gamle menne-
skers fjerne og fra livet løsrevne viden, som ikke når frem til de unge menne-
skers virkelige liv og problemer.
Der er således ifølge filmen god grund til at gøre oprør pådet individuelle
og det kulturelt samfundsmæssigeplan. Der angives dog netop ingen retning
for dette oprør. Det er en af filmens pointer, at det endnu ikke er til at vide,
hvor det hele bærer hen. Den viser blot, at foreløbigligger fremtiden ikke blot
som en uhyggelig forudsigelig forlængelse af forældregenerationens fastlåst-
hed og fortrængninger, -
men den ligger ogsåsom en endnu uudfoldet person-
lig uro og samfundsmæssig utilpassethed hos de unge. En anelse hos dem om
108

13. nogle vigtige livsaspekter, som handler om de unges særligeforbindelse til alle
konformitetens fortrængninger.
I denne sammenhæng bliver skuespilleren bag filmens hovedperson helt
central, fordi James Deans helt utrolige evne til at udtrykke denne anelse og
uro hos de unge i den grad bærer filmens budskab og radikalitet. En samtidig
anmeldelse fra Social-Demokraten beskriver det f.eks. således:
»Dette er ellers noget helt for sig selv -
virkelig den unge vrede mands spil, der med rette
skabte hans verdensberømmelse. Denne blanding af nonchalence og nervøs ophidselse!
Han taler med hele ansigtet, især med panden. Hans bevægelserkan der skrives en af-
handling om. Han sætter sig ikke i en lænestol, han smider sig i den, ruller sig i den, står på
hovedet i den. Her er på samme tid sløset og levende som en kviksølvmasse. Han spiller
snart som i søvne, snart som en der rystes op af søvnen. Alene et sideblik fra hans øjne siger
en hel masse. Men han selv siger ikke ret meget. Hans ord nærmest hakkes stødvis frem.
Aldrig hidtil er der hverken i film eller påteatret set en så righoldig vekslen af udtryksmid-
ler«.'9
Ellers er Jim i filmen både ærlig, handlekraftig, trofast og blid -
ligesom en
mand skal være efter Judy's og filmens opskrift. Filmen ender da også på
handlingsplanet med Jims integration i samfundet og forening med faderen,
der nu har lovet at tage sig sammen.
Filmens udsagn på dette plan lyder sådan: Der er en generationskonflikt,
hvor nogle unge retmæssigt gør oprør. Forsoning og integrering er mulig, hvis
alle parter ñrer lidt og kommer hinanden i møde. Kærligheden og fællesskabet
findes og er knyttet til pardannelsen, og trives der, hvor ærligheden, trofasthe-
den og handlekraften er.
Samfundet og navnlig forældrene må lytte til de unges kritik og bringe sig
på talefod med dem.
Samtidig efterlader filmen pået andet kropsligt følelsesmæssigtplan efter-
virknigerne af et uroligt kamera og James Deans foruroligende personlighed,
noget involverer og engageret, som måske nok er filmens mest radikale bud-
skab.
James Dean-ñgurens dobbelthed
»Når jeg spiller og giver rollen alt, hvad jeg har i mig, så er det som om jeg får afløb for
mine problemer -
Det er min måde af afreagere på«.2°
James Dean har et usædvanligt talende kropssprog og en personlig udstråling,
som har fået mange ñlmkritikere og publikummer til at søge efter, hvor han
dog har det fra. Nogle mener, at det er kropstræning og teknik, andre at han
bare giver sig selv fuldt ud.
Men hvordan han så end bar sig ad, udtrykte James Dean noget tidstypisk
for halvtredserungdommen. Mistroen til den voksne verden, dens krige, dens
109

14. småborgerligeklyngen sig til, hvordan alting tog sig ud (for naboen), og dens
søgen efter sikkerhed/ tryghed (rent materielt), dens stivnen i småborgerlige
normer, dens uvillighed til at sætte noget påspil og evt. løbe en risiko i forhold
til noget, som var større end den selv.
Han udtrykte de unges trang til at gøre oprør imod alt det. Men man skal
have fat i James Dean-figurens dobbelthed, hvis man vil forstå hvordan han
både kunne fascinere og forløse i den grad. Mange hævdede, at ungdommen
ville se vold, sadisme, hysteri, pessimisme og ondskab -
uden blik for dettes
modsætning:ærlighed i følelseslivet, sarthed og nænsomhed, moralsk ægthed,
tro og tillid.
Der var ikke blot tale om en oprørstrang, men ogsåsamtidig en længsel og
søgen efter noget andet
Det var ikke eensidigt Dean som dødskøreren, men hans positive, livsbe-
kræftende forløsning af modsætningerne, herunder de sarte følelser, som faci-
nerede ungdommen.
Han evnede at synliggørede følelsesmæssige ambivalenser, få dem frem som
kropsligt udtryk og udstråling:de unges stolthed og sorg over at føle sig uden
for samfundet, deres vægring mod og alligevel ogsåønske om integration,
trangen til accept og nødvendigheden af at holde afstand.
Således tegner James Dean portrættet af den første selvbevidste yngre ge-
neration, mens han udspiller væsentlige psykiske elementer: Konflikten mel-
lem at give sig hen og frygten for at give sig hen til sine egne følelser. En sår-
barhed så dybt indkapslet, at man bliver rørt og næsten urolig af det, og på
samme tid en impulsiv voldsomhed -
et kæmpeforsvar.
James Dean kunne på een gang fremstille facaden og væsenet bagved.
Filmen i spændingsfeltet mellem mediekultur
og realkultur:
»I mørket var alle lige, og det lod sig gøre at se selv den flotteste helt og heltinde -
oppe på
lærredet -
dybt i øjnene, uden at genere sig og uden at slå blikket ned. Biografeme havde
drømme til salg«.2'
Biografen som et særligt oplevelsesrum, løsrevet fra hverdagslivet. Citatet
fremhæver påeen gang følelsen af frirum: I mørket var alle lige! Men det pe-
ger ogsåpåoplevelsens karakter af snyd via muligheden for blot at drømme sig
væk.
Rebel without a Cause nåede imidlertid med sin eksplicit formulerede kri-
tik langt uden for biografrummene og ind i offentligheden og publikums hver-
dagsliv.
At filmen spillede påpublikums forventninger, kan man se af de stærke an-
meldelser fra dengang. De afspejler filmens usædvanligthårde kritik af foræl-
110

15. dregenerationen og peger på en for tiden uhørt socialkritisk problemoriente-
ring ved filmens fremhævelse af ungdomsproblemet som ikke blot de unges
sag.
Filmanmeldelseme er gennemgåendemeget stærkt positive. Men prote-
sten i filmen er også (måskebevidst) indlagt i en pæn kunstnerisk symbolsk
ramme, hvor hverken ondskaben eller kærligheden udfoldes i deres mere san-
selige dimensioner, og slutningen er -
omend den virker påklistret-
nydeligt
integrativ.
Nogle anmeldere skubber den lidt påtrængendekritiske holdning væk ved
at henvise til den fremmede nation og det, som nogle kalder overklassemiljøet
i filmen. For det første er miljøet helt klart lavere mellemlag med statusræs,
naboangst og jegsvaghed. For det andet er filmens sociale rum kun antydet
som skitser, hvor det først og fremmest indtager en symbolfunktion. Det er
det psykologiske rum, som er i focus, uformulerede kropsfomemmelser, følel-
ser af ensomhed og rodløshed, anelser og mulige positive bevægelsesretnin-
ger.
-
Altsammen udtryk som f .eks. ogsåfindes ,udprægeti det danske rockmiljø
på samme tid?2
Ungdommen udskiltes i 50,erne som særskilt gruppe i venteposition mel-
lem bam og voksen. Der udvikles et ungdomsmarked, hvor den unge forbru-
ger, teenageren opstod. Man kan således iagttage en tendens til specialisering
af massekulturen i perioden, hvor der navnlig focuseres på ungdommen som
nyt og uopdyrket marked.
Ifølge en rapport fra Ungdomskommissionen fra 1952 gik 63-70% af alle
ugifte mænd og ca. 50% af alle ugifte kvinder i biografen mindst een gang om
ugen. De 15-24 årigeudgjorde en stadig større del af biografernes publikum,
og de unge knyttede sig til de medier, som tog deres problemer så præcist og
målrettet op.
Som »Rebel without a Cause« kan ungdomsfilm fra perioden altså være en
slags spejl påvigtige sider af og konflikter omkring 50'er-ungdommens sociale
liv.
Men hvilke livsvilkår og behov, som var forbundet med specielt arbejder-
ungdommen, gjorde temaer, værdier og udtryk fra den amerikanske ung-
domsfilm omsættelige i en dansk arbejderkulturel livssammenhæng?
For arbejderklassens unge var periodens generationskonflikter materielt
funderet i den klassekonfiikt, som lå til grund for opløsningenaf den traditio-
nelle arbejderkultur knyttet til forandringerne i de lokale arbejderkvarterer.
Med opløsningenaf det brede familiære og sociale netværk indskrænkes an-
tallet af relationspersoner, hvor de unge i højere grad var henvist til en ned-
brudt og svækket faderidentiñkationsfigur.De omfattende rationaliseringer
af arbejdsprocessen tømte arbejdet for dets identitetsskabende funktion,
hvorved arbejderen blev truet påsin fagligt betingede klassestolthed og henvi-
111

16. stes til velfærdsideologiens pegen på identitet via konsum i fritiden uden
endnu at have de materielle muligheder for en realisering heraf.
Samtidig skete der et brud i socialisationsprocessen, hvor generationskonti-
nuiteten gik i opløsning, og sønnerne ikke længere uden videre gik i fædrenes
fodspor.
Med de bedrestillede arbejderes udflytning til forstæderne truedes de
gamle lokalmiliøeraf angsten for deklassering. Mens børnene ide nye udflyt-
terkvarter måtte se den tradionelle arbejderetik og klassestolthed erstattet
med identitet via materielt konsum og tomt statusræs.
I en analyse af 50'emes arbejderungdomskultur indkredser Joi Bay og An-
der Vind den nye behovsstruktur og alvorlige identitetssøgen som var for-
bundet med arbejdernes hverdagskulturelle udfoldelsesrum i perioden.23 Det
drejer sig om udviklingen af den »læderjakke«-subkultur, som fandt sted i de
gamle arbejderkvarterer. De gamle arbejdspladser havde lav status og et ud-
strakt arbejdspladshierarki, og mange var pågrund af boligmanglen henvist til
at bo hjemme selv efter, de var blevet gift. Sådanne forhold anfægtede i høj
grad udviklingen af en traditionel mandeidentiet.
De unge søgte ny identitet i subkulturen, hvor modsætningen mellem de
puritanske elementer i arbejderkulturen og den nye konsum- og massekultur
kunne bearbejdes i et forsøg på at udvikle en ny selvstændighed,identitet og
kulturel sammenhæng.24
Således tematiserer Rebel without a Cause i høj grad konfliktsof, som har
været påtrængendefor den danske arbejderungdom i 50'erne.
Dertil kom, at selve forbrugssituationen kunne antage karakter af kollektiv
protest 0g søgen. I 50'erne havde en biografoplevelse ikke det samme præg af
isolation og privathed blandt arbejderklassens unge, som den har i dag.
I Vangede billeder beskriver Dan Turell den kollektive begivenhed en bio-
graftur kunne være, hvor det der skete pålærredet ofte havde en tendens til at
være mindre interessant sammenlignet med, hvad der foregik i salen og uden
for biografhusene:
»Det var det at komme med tilråb til filmen, så sjolle og slående som muligt, og der var
konkurrencen hård, for søndags-eftermiddagsforestillingenvar en slags debatforum, hvor
alle synspunkter kom spontant i form af tilråb og udbrud ...«
Og:
»I Vangede var og blev publikum en stor del af forestillingen, og det vidste alle sgu da alt
om ...«25
Dertil kom, at alene det at nyde konsumkultur i 50'erne var en protest mod
forældrenes pligt- og ansvarlighedsnormer. Men selve stjernedyrkelsen, som
netop udviklede sig eksplosivt i denne periode var dobbelttydig: ved på den
112

17. ene side at bekræfte ungdommens kollektive ønsker og drømme, og på den
anden side ved deres ophøjedeog uopnåeligeisolation at kaste et skær af vær-
diløshed over den enkelte fan.
I en mere isoleret og privatiseret forbrugssituation kunne de unge derfor let
komme til at »glemme« den uomtvistelige sandhed, at morskaben ved masse-
kulturen lige så meget er en egenskab ved dens anvendelse som ved dens form
-
at det til enhver tid er brugerne, der gør idolerne interessante!26
Behovet for Elvis -
modsætningernes enhed
De amerikanske film, som var rettet mod ungdommen, var bl.a. slagerñlm⁄-
rock* n'roll-ñlm. Heriblandt kom der en række Elvis Presley-film. Modtagel-
sen af Elvis Presley havde, sammenlignet med James Dean, en ganske anden
lyd i offentligheden. Elvis udtrykte en pågåendekropslighed og sexualitet,
som
50'eroffentligheden måtte tage skarpt afstand fra, men som af publikum
blev modtaget med begejstring.
Dette afsnit skal illustrere alvoren i massekulturforbruget ved at pege påde
dybere lag i forbindelse mellem massekulturen og arbejderklassens realkultur
i perioden og den tætte udveksling, der kunne være de to kulturer imellem.-
Nogle af de følgende betragtninger er hentet fra en artikel i »Ord och bild«
af Jessica Kempe. Titlen er »Elvis påallvar«, og den er et forsøg påved hjælp
af psykoanalytiske og socialpsykologiske indfaldsvinkler at leve sig ind i og
forstå den fascination, der lå bag en af massekulturen største successer, Elvis
Presley.27
Jessica Kempe påviser det meget tætte samspil mellem musikudførelse,
sceneoptræden, syngemåden, kropsbevægelserne-
og dybe lag i publikums
seksualitets- og behovsstruktur -
fyldt med modsætninger og tabuer.
Herved opstod der en helt særlig og meget tæt forbindelse mellem media-
og realkultur:
»Tillsammans med publiken kommer Elvis att leva i en besat symbios, där båda parteri
ömsesidigt beroende öppnar farliga lockelser, befriar forhjuden ambivalens och forsonar
det 0nda med det goda«.28
Ingen formåede netop som Elvis at forene udfoldelseog kontrol. Netop de to
sider udtrykte det massekulturelle behovsunderlag, som gjorde ham til masse-
kulturens største succes.
Forstået påden måde kan man godt tale om et behov for Elvis, når udgangs-
punktet er, at der i Elvis' sang og scenoptræden var bestanddele, hvis struktur
modsvarede dybtliggende behov og konflikter hos ham selv og publikum.
När Elvis Presley som oskuldsfull autodidakt möter denna nya blanding av förtvivlad van-
makt, sorgsenhet och jublande berusning anar han säkert inte vidden av den hämmade.
113

18. lust han berör och provocerar. Like lite som han någonsinmedvetet kunde formulera den
hos sig siälv. Hos publiken tycks han öppna ett landskap av diupaste kärlekslängtan, sex-
uelle behov, ilskna och hatiska önskningar, behov som i normalt tillstånd omgärdasmed
rädslans alla symptom«.29
I sit forsøg påat finde udtryk for sit urolige indre kom Elvis til at vise modsæt-
ninger -
navnlig i seksualiteten -
som var samfundsmæssigt tabuerede: det
kvindelige og det mandlige, lysten og ulysten, barnet og den voksne
»Elvis är motsatsemas enhet -
samtidigt som han är motsatsemes uppenbarande. Denne
egenskab tillsammans med en tillit till den egne kroppen, mytisk skönhet och ett absolut
behov av sin publik formar Elvis till et perfekt överföringsobiektför en åhörares mest
hernliga önskningar och skamliga bilder«.3°
Elvis fik rollen som den, der forbandt følelser og behov, som hverken i sam-
fundet eller hos den enkelte accepteredes som forenlige.
Det frigørendebestod i, at koncertrummet både for Elvis selv og for pu-
blikum for en stund blev forvandlet til en slags befriet område.
I dag erindrer Erik Tygesen sig således sin ungdoms Elvis bl.a. med føl-
gende ord:
»Jeghar aldrig i særlig grad hørt efter, hvad Elvis synger om. Men de gamle plader udløser
en strøm af billeder fra puberteten (min), hvor Elvis og hans rytmer og hans fremtræden
var oprøret og vejen ud i højere grad end nogen politisk ideologi eller noget som helst
andet«.31
Mens James Dean af samtiden blev opfattet som foruroligende, så blev Elvis
Presley klart betragtet som farlig og truende omkring de kræfter, han forløste
og satte i bevægelse.
Elvis første film »Love me tender« kom i 1956 i USA og blev to år forsinket
herhjemme, hvor den kom op i 1958 under titlen »Reno-Brødrene«. Siden
kom en række Elvis-film.
Nogle danske anmeldelser af disse film fortæller noget om modtagelsen af
Elvis, da han endelig kom til landet. Den er meget negativ. Her tages ikke kun
.
afstand fra filmene og deres indhold, men omtalerne udviser ogsåen intens
afsky ved manden og hans fremtoning, hvilket feks. kommer frem i følgende
stærke vendinger fra en anmeldelse i Politiken:
»Han er fra de lange bakkenbarter, den forurettede trutmund, som gerne står åben,og
pigeblusen med poseærmeme over de fede hænder og til benene, der ryster som geléunder
ham i obskøne bevægelser netop saa uappetitlig, som den vulgære stemme lover«,32
Ifølge Berlingske Tidende 30.9.56 skulle der i USA være opståeten hel bevæ-
gelse til Elvis Presley uskadeliggørelse:
114

19. »Tusinder af mennesker har sluttet op om en skriftlig kampagne for at overtale militæret
til at indkalde Presley snarest mulig og faa ham uskadeliggjort under militær disciplina.”
Elvis Presley formåede påeen gang at tematisere og samle hovedmodsætnin-
gen i arbejder-ungdommens socialisationssamenhæng: udfoldelse -
kontrol.
Samtidig ramte han mere klassespeciñkt(end James Dean) ind i arbejderung-
dommens generations- og klassebestemte opgør ved at udfolde en direkte sex-
ualitet og sanselighed, der i lige grad provokerede forældregenerationenspu-
ritanisme og den borgerlige offentligheds normer for pæn opførsel.
Udviklingen i den danske rock-kultur -
en mediebegivenhed?
I bogen Dansk Rock'n'roll -
anderumper, ekstase og opposition, som dette
afsnit bygger på, vises hvordan forholdet mellem medie- og realkulturen
havde en tendens til, at mediekulturen kom til at dominere og måske efter-
hånden gradvist overtage realkulturen.” Herved omdannedes realkulturens
element af kollektiv protest, og den kreative udfoldelse af selvstændig kulturel
identitet slog om og blev til integration gennem den massekulturelle opsplit-
ning og individualisering af forbrugssituationen.
Udviklingen i den danske rock-kultur var et eksempel herpå.Den var fra
starten en sammenblanding af de to kulturer. Rock-fænomenet og alle dets
attituder var importeret fra USA, og de unge brugte mediekulturen i deres
egen selvstændige kulturelle omfornmingsproces til at demonstrere mod vok-
sensamfundets værdier og normer.
Rock-kulturen synliggjorde i sin kollektive og offentlige forbrugs- og udfol-
delsesform, hvordan tidens massekulturelle elementer blev omsat i realkultu-
rel sammenhæng i en selvstændig klassespecifik udtryksform, som viste gene-
rationsmodsætningensklassebestemte fundament. Den udtrykte påeen gang
en protest mod forældregenerationenspuritanisme og kontrol samtidig med
et klassebestemt opgør med den borgerlige dannelse.
Forholdet mellem medie- og realkulturen var ogsåbestemt af samfundsud-
viklingen og forandringer i hverdagslivets organisering og den traditionelle
arbejderkulturelle sammenhæng. Og udviklingen i rock-kulturen herhjemme
i 50,eme var således et eksempel på,hvordan samfundsudviklingen og masse-
kulturen i forening tvang arbejderkulturen ind i omformningsprocesser præ-
get af protest og integration.
Herhjemme blev rockin'roll-fænomenet lanceret første gang som musik
den 12. sept. 1956.
Men inden da *havde aviserne allerede præsenteret fænomenet ved en
grundig foromtale. Rock'n'roll (herefter RR) blev omtalt som var det en syg-
dom, med betegnelser som »baciller«, »feber«, »epidemi«og lign., dvs. noget
115

20. Gulslrubenblev sat i system -
og opløstligesås ystemutislrPolitiet måtte gribe ind uden for KB-hallen i aftes over for
Københavns' første rock9n°roll-ekstase
To lønner for afklædning under rock'n'roll-kienu. Scmhnlnen svn-d lokke og skiom for et piske stemningen hallen
i velvet. Uden for brugte polictee uorden i ingle- påldædnlng under han på et lægge en dumper på hunner I gadern-
116
Københnvner-ungdommen -
et nd- pe overstedlge gemytter ned. og i en
snit pl. 4300 l hl med 13 og 20 år som
laveste og huelle nlderngrnnne '-
gjorde i .Nes et Instrengt foran på.
at leve op til roek'n'nll-tumulterne
1 New York, Birmingham og 0-10.
Det lunte at en række lorreinlngs-
mæssigt dygtng tilrettelagte rock'n'-
roll-stævner l KB-hnllen ebhede lær.
delel lunt ud. men nogle I! de unge
ver klar over de forventninger. der
stllledes til dem. Et ;paller betjente
stod pirat uden for lullen til at dem-
urollg halv time nv de mest ugru-
elve at begge køn betjentene Ild! nt
bestille under det lmporteredo felt-
rlb »Mere rock, mere roeku.
Først præsentationen inde 1 hallen
af tidens modelune: Arrangørerne
Herman Gellln og Børge Kisbye hav.
de läet kommet en stuvende fuld hll
sammen af opsbemlæ unge. som 1m
starten ladede atmosfæren med en
ejendommelig højspændt tomemel-
se af. at i aften skulle det være efter
de mange spæde tilløb.
Forhåndaindsulllngm bevirkede. at
Socialdemokraten den 5. oktober 1956.

21. som den enkelte ikke havde kontrol over. En af tidens topdansere, Helge Tim-
mermann udtalte bl.a. til Aftenbladet:
»Det ligger i musikken. Er den ikke inciterende, sker der ikke noget. Fremføres den rig-
tigt, virker den hypnotiserende og narkotiserende, ligesom urskovstrommer virker påind-
ianere og kannibaler. Den begynder monotont -
dumm -
dumm -
dumm. Efterhånden
hidser den mere og mere. Til sidst har de dansende bersærkergang. De kommer ivildeste
ekstase«,36
Og den slags endte uvægerlig med optøjer. Det havde man erfaret i udlandet
og sådan ville det ganske sikkert også komme til at gå for sig herhjemme.
Samme blad skrev ogsåfølgende om de udenlandske erfaringer med RR:
Selv i det urokkelige, traditionsbundne England har Rock'n'rollfeberen bredt sig så vold-
somt, at foreløbig20 biografteatre alene i London er blevet knust til spånerog splinter, og i
Manchester gik ungdommen i den grad amok i en biograf, at den -
efter at have danset på
stolesæder; arm- og ryglæn -
tog fat på at spule hele teatret med biografens egen brand-
slange, der var anbragt på balkonen«.37
Lanceringen af RR-dansen d. 12.9.1956 blev foretaget af danselærer Børge
Kisbye, som ejede en stor og ekspanderende danseskole i København. Arran-
gementerne forløb dog kun over en måned, hvorefter de måtte aflyses på
grund af optøjer. -
Pressen antages at have en væsentligandel heri, pågrund af
dens omfattende hetz mod RR-fænomenet.
Først med arrangementet i KB-hallen, hvor der var over 100 medvirkende,
levede det danske publikum op til nogle af pressens forventninger. Da arran-
gementet forløb fuldstændig fredeligt, skete det ved hjælpaf en amerikansk
ñlmfotograf,som havde fået til opgave at lave en filmindslag om, hvordan kø-
benhavnerne modtog RR. Fire unge mennesker og nogle kanonslag, politiets
indgriben og en beredvillig hovedstadspresse blev således elementer i de før-
ste RR-optøier'i København.38
RR-musikken blev i lanceringsfasen isoleret fra den gængse borgerlige kul-
tur. Den blev ikke pånoget tidspunkt diskuteret som ny musikform, men blev
brugt som afsæt for en nedrakning af dens brugere som lavereståendevæsener
styret af primitive og farlige instinkter.
Udelukkelse og udfoldelse af rock-kulturen
Men netop denne udelukkelse af RR fra det borgerlige samfunds etablerede
rammer skulle fremover gøre RR til et egnet medium for samfundsmæssig
opposition.
Den amerikanske RR-film »Rock Around the Clock« havde danmarkspre-
miere d. 5. aug. 1957. Det var først og fremmest en musikfilm, der foruden
Bill Haleys titelnummer bestod af 16 andre musikstykker. Den kom op samti-
117

22. dig i Bristol og Platan og begge steder blev den efterfulgt af optøjer uden for.
Dette skete i begyndelsen efter hver eneste forevisning påfølgende måde:
forestillingen forløb i ro og fred, publikum forlod salen for at gåhjem, uden
for ventede 5-100 betjente i forventning om, at der ville blive optøjer -
og det
blev der så. ,
En stor del af de anholdte havde slet ikke set filmen. Den megen presseom-
tale bevirkede, at der på den tredje forevisningsaften var mødt ca. 10.000 til-
skuere op på Rådhuspladsen.
Der rejste sig en decideret hetz-stemning i offentligheden med krav om
strengere straffe til de »asociale unge«:
»Vi er vist kommet for vidt i retning af undskylden og bortforklaren, når det gælder de
asociale unge. Mon ikke blot en hårdere kurs over for spektakelmageme -
»knippelsuppen,
bøder og evt. fængsel -
kan skabe fred i det indre Københavm.39
Skønt pressen og politiet med filmen som ydre anledning har haft en væsentlig
andel i optøjerne,er der ingen tvivl om, at de unge anholdte har fået afløb for
aggressioner mod samfundets autoriteter.
Forældre forbød deres børn at se Rock Around the Clock. Og gennem del-
tagelse i een eller anden form for rock-kultur, det være sig film, musik, dans
0.1., blev man placeret som værende imod voksensamfundet, -
omvendt blev
det så også for de deltagende til en form for uartikuleret protest.
Et sted for udfoldelse af tidens rock-kultur var Enghaveparken, hvor der fra
1955 var bal fra sidst i maj til begyndelsen af september hver torsdag kl. 19-22.
Ideen opstod i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og det var hensig-
ten gennem de alkoholfri arrangementer at trække de unge bort fra værtshus-
ene og evt. ind i politisk arbejde.
Enghaveballeme var utrolig populære. Det gennemsnitlige tilskuerantal
var på 700-1000 og på de store aftener op med 2.000.
I 1962/63 stoppede arrangementerne på grund af klager over støj og tilta-
gende gadeuroligheder efter ballerne.
Om rock-kulturens aktive publikum
RR var hovedsaglig et københavnerfænomen. Aktiviteterne foregik i køben-
havns udprægede arbejderkvarterer, Vanløse, Vesterbro, Nørrebro og Ama-
ger. RR var ikke vokset ud af nogen tidligere dansk tradition, den var importe-
ret fra USA. Som enhver anden vare man kunne bruge/tage til sig eller lade
være.
De aktive brugere af RR kom for en stor del fra arbejderklassen. De var i
alderen l4-l8/20 år og var fint klædt på som små voksne med jakkesæt og
slips, -
kun et fåtal var de læderjakker, som aviserne skrev så meget om. Pi-
118

23. gerne havde touperet hår med valk, drengene havde redt op til anderumpe ved
hjælp af brylcreme eller margarine.
Arrangementerne var relativt ukontrollerede, og her havde de unge mulig-
hed for i højere grad at være på selvvalgte præmisser,-
uden for de voksnes og
diverse institutioners kontrol.
Dansen var helt central -
enten dansede man eller også gik man hjem:
»Det der kom ud af afteneme, når vi spillede osv., det var spontan livsglæde,der kom til
udtryk. Hvis I får lejlighed til at se nogle billeder fra dengang -
ikke kun orkestre, men af
folk som danser vil I se at 90% af dem, de smiler eller griner -
og prøv at tage et billede pået
diskotek i dag -
noget indadvendt noget. Folk var simpelthen glade«.4°
Dansen gav også en legal mulighed for at komme i kontakt med det modsatte
køn, og de unge fik styrket deres indbyrdes kontakt:
»De var altså helt tossede, men det var slet ikke meningen, at man skulle slås,det var sim-
pelthen begejstring. Folk var da ikke iekstase. De rockede selv med, men det kunne lige så
godt have været en god fodboldkamp« .4'
Protest og integration:
»Hvis der er tale om obstruktion ligger obstruktioneme i måden, man spiller og synger
på,gør ting på eller i det man siger: Nåh ja, alle mennesker siger, det kan man ikke, så
derfor gør vi det ...(442
Peter Abrahamsen giver her udtryk for en uformuleret/ikke målrettet trang til
at være imod, som prægede 50'ernes RR-ungdom.
I pressens og offentlighedens afstandtagen fra RR lå helt klart, at den på
forskellig måder udskilte sig fra traditionelle borgerlige normer og hele dan-
nelseskulturen. RR blev som udskilt område de unges egen verden, hvor de
stort set kunne gøre, hvad de ville.
Det var karakteristisk, at de udøvende musikere bestod af uprofessionelle
entusiastiske spillere, og at tilhørerne var fast lokalt stampublikum. Således
udviklede der sig et fællesskab mellem musikere og publikum, baseret pået
fælles socialt erfaringsgrundlag, en stor interesse for musikken og RR-miljøet,
og behovet for at skabe en ny selvstændig identitet. Dette udviklede nogle
særligetræk, hvorved det lokale RR-miljø adskilte sig fra det omgivende sam-
fund. RR var som subkultur karakteriseret ved at være ikke-sproglig, følelses-
mæssig/seksuelt betonet, spontan og normoverskridende, og den var kollek-
th.
Man brugte de amerikanske forbilleder havde elinstrumenter, sang påen-
gelsk, det var antiæstetisk, og sceneoptrædenenvar spontan, følelsesbetonet
med primært kropslig udtryksformer.
Det var som titlen påJames Dean-filmen »Rebel without a Cause«. Der var
119

24. noget galt, og de unge reagerede pådet -
uden at kunne formulere mål og ret-
ning. Man tog afstand fra den traditionelle borgerlige kultur og forsøgte at
skabe sig en ny. .
.
Medieindustriens indoptagelse af RR førte til en helt forandret forbrugssi-
tuation. Den totaloplevelse som lå i den mere autentiske RR-kultur blev split-
tet op i noget auditivt (pladerne) og noget visuelt (bladene). Idolerne blev skilt
ud fra musikken, kollektiviteten opløstes tendentielt og også spontaniteten.
RR-kulturen og hverdagslivet mistede den indbyrdes forbindelse, og kon-
takten mellem musikere og publikum, udtrykt gennem fælles miljø og bag-
grund, forsvandt og blev til stjernedyrkelse.
Forbrugssituationen blev i højere grad individuel.
Alle disse nye træk ved formen og forbrugsmønstret var integrationsska-
bende.
Kulturindustrien overtog således udformningen af og udtrykket for behov,
som var en levet del af realkulturen, hvorved denne ændrede form og indhold.
Men samfundsudviklingens opløsning og omformning af lokalmiljøerne
havde en væsentlig andel i denne udvikling.
Ugebladskultur og arbejderkultur i 50'erne
Ved læsning af ugeblade har forbrugssituationen i reglen karakter af privat og
individuel tilegnelse. Dette vanskeliggør indblikket i den kvalitative og aktive
tilegnelses- og omsætningsproces.For en undersøgelse af samspillet mellem
real- og mediekulturen er man her henvist til bladenes indhold og udtryk sup-
pleret med de mere kvantitative opmålingeraf forbrugssituationen.
De processer, hvori massekulturen gør brug af og omformer realkulturelle
elementer, var langt mere synlig i 50'ernes massekulturelle udtryk, end de eri
dag, hvor det foregårmed et meget mere veludviklet teknisk og psykologisk
rafñnnement. Hvordan denne proces kunne gåfor sig aflæses tydeligst i f.eks.
ugeblade, der rettede sig mod bestemte sociale målgrupper.
Ugebladsverdenen var i perioden præget af ekspansion og specialisering.
Der blev lavet flere markedsanalyser end tidligere, bl.a. til planlægning af
modtagelsen af de store årgangei slutningen af 50'erne.
Illustreret F amiliejournal og Tempo hørte til de ugeblade i 50'erne, som
især henvendte sig til arbejderklassen. Det kan man se i statistikker over bla-
denes læsere. Men det er ogsåmuligt at se i bladenes indhold gennem de te-
maer og problemer, som tages op og også i selve måden, det gøres på.
Illustreret Familiejournal blev læst af det største antal arbejdere, men ar-
bejderklassen udgjorde hovedparten af Tempo's læsere (58%).43På den måde
blev Tempo det af de to blade, som var mest målrettet hvad læsergruppen
angik. Et forhold som gør netop dette blad til en utrolig velegnet og anvende-
120

25. Prinsessen og
Fra Tempo 1952.
fotomodelien
K ;E R E T E M P üê
1
mg« xkuåiv vante* så Im*sz m åtên's* Måge ;3; ;mg
M af var.« »Made
Mass? åiw'wv .immeêiw
n- srm'i? 3m; , *små han' wmx'§ 32m.:
Me? öugwøåwedxüzw
mm .ms km
minim. ;cm
Med vw »han 3 rmqu ws:
firnmzi'wawv
h; mL. '
121

26. lig kilde til indsigt i den ugebladskulturelle omformning af arbejderklassens
livsvilkår, bevidsthed, drømme og forhåbninger i 50,erne.
Tempo er ogsåen god kilde med henblik påen belysning af problemfeltet:
kønskulturer og mediebrug i arbejderklassen. Et område, der kan være van-
skeligt at indfange, bl.a. fordi arbejderkvinderne rent faktisk, men også i
massekultur- og socialisationsforskningen er udsat for en slags »dobbelt usyn-
liggørelse« ved at køns- og klasseaspektet ofte betragtes relativt, ud fra en
mandlig middelklassenorm.“
Ugebladet Tempo
50'emes rutineprægede tilværelse gav grobund for dagdrømmene. Ugebladet
Tempo var et af tidens massekulturelle tilbud om udformning/ udfoldelse af
drømmelivet samtidig med at læsernes forbindelse til hverdagslivet søgtes be-
varet -
til en vis grad.
Det bragte historier om maskinarbejderen, der bliver rock-stjerne, fabrik-
spigen der bliver fotomodel eller fans som vinder en dags samvær med popi-
dolet.
Af bladets væsentligste stofområde kan nævnes: lederen, som giver gode
råd i materielle, følelsesmæssige og moralske spørgsmål.Den udgør sammen
med bladets konkurrencer og annoncer det mere direkte tilbud om en virke-
lighedsfortolkning.
Af bladets øvrige indhold kan nævnes: eksotiske fortællinger, krimiserier,
billeder fra forskellige aktuelle film, noveller og romaner af alle afskygninger,
hvor det foretrukne emne er den store kærlighed mellem ædle mennesker,
som sejrer over sociale forskelle, uligheder og uretfærdigheder. Desuden er
der tilbud om behandling af hjerteproblemer, en brevkasse og sangtekster om
at lykken hverken er gods eller guld og at man kan hvad man vil, -
her kan
læserne ønske en sang aftrykt og erhverve specielle samlemapper til at opbe-
vare dem i.
Fra 50'ernes start til tiårets slutning kan man iagttage ændringer ibladets
indhold:
På den ene side en mere »seriøs« behandling af hverdagslivetsproblemer,
ægteskabsproblemer,kvindeproblemer med hus, hjem og mode, hushold-
ningsråd med opskrifter, spørg lægen m.m.
På den anden side en udbygning af drømmeaspektetmed filmstjemer, fan-
klubber, Hollywood-historier, amerikanske biler, »Prinsesse for en dag«,
hvor bladet søger at opfylde læsernes højeste ønske m.m.
Bladet forsøger således at »hjælpe«læserne med at balancere mellem og
holde sammen på realiteterne og drømmene.
Mens lederne tordner snusfornuft og realitetssans samt understreger livets
122

27. »sande« gratis glæder, fyrer idolsideme op under drømmen om at træde ud af
anonymiteten og den grå hverdag.
Den gennemgåendespaltning i drøm og virkelighed, som var et livsvilkår
for arbejderklassen i perioden, kan ogsåiagttages inden for bladets hovedte-
maer:
Arbejdslivet fremstilles på den ene side som leg, spænding og udfoldelse,
selvrealisering (idolerne) -
påden anden side som rutinearbejde, der skal over-
ståes, så man kan realisere sig selv derhjemme efter fyraften (læsernes virke-
lighed).
Familielivet fremstilles på den ene side som et liv i forelskelse, den store
kærlighed (realiseres af stjernerne og hovedpersoner i noveller 0.1.) -
på den
anden side står den ægteskabelige kærlighed, hvor man lærer at fire på sine
drømme, tilpasse sig hinanden og hverdagslivets krav og normer (læsernes vil-
kår).
Fritidslivet fremstilles påden ene side som identisk med forbrug, hvor lyk-
ken er Sportsvogn, villa, rejser, -
USA og stjernerne viser vejen, påbilledet
man ser hvordan -
på den anden side drejer det sig jo slet ikke om alt det
materielle, men om det menneskelige, at få en almindelig hverdag til at glide
lunt og godt -
sammen med een, man holder af (læsernes betingelser).
Bladets samlede bud pået livsperspektiv, som pået realistisk grundlag fore-
ner modsætninger og spaltninger i læserens hverdagsliv, er, at drømmen om
social opstigning eller den store kærlighed forenes med læserens faktiske ud-
gangspunkt i et forsøg på ved flid og tålmodighedat få indfriet de materielle
forventninger så godt, man nu kan.
Konkurrenceme appellerer til dagdrømmen om at ændre sin situation ved
at vinde i lotteriet, annoncerne appellerer til ønsket om en social opstigning
og/ eller kærlighed via forbrug, og lederne hjælper læseren med at holde sam-
Forside af Tempo (11.10.1949).
123

28. men på drøm og virkelighed gennem en direkte tematisering af spaltningen.
Følgende citat er uddrag fra en leder »Hvem er de ñnecc?
»Men skal vi ikke være helt og aldeles ærlige?Arbejdet man udfører, er til syvende og sidst
kun udført for at skaffe det daglige brød. Det er det derhjemme, der er det allervigtigste.
Og det derhjemme, hvorvidt den tilværelse, der leves der, er lykkelig eller det modsatte,
det afgøres ikke af, hvorvidt fatter er i jakke eller kedeldress, når han gør sit job.«-. »Ved
De egentlig, hvad lykken er? Hvis De ikke ved det, så tror vi at turde sige med sikkerhed, at
det ikke i første instans hverken er et spørgsmålom arbejde tøj eller penge påkistebun-
dem.”
Tematiseringen af konflikter omkring ikke at være »fin« nok gårigen inden for
bladets forskellige stofområder. En realkulturel klassekonflikt, som bladet
spekulerer i og holder ved lige på en måde, som gør læserne afhængigeaf kon-
fliktløsning via forbrug af varer -
f.eks. kulturvarer som bladet Tempo. Bla-
dets dobbeltmoral ligger ikke blot i understøttelsen af spaltningen mellem
drøm og virkelighed i selve stofvalget, men ogsåinden for de rubrikker, som er
mest realkulturrettede. I brevkassen »Hverdagens problemer« gives der bl.a.
følgende svar til en ulykkelig kvinde, hvis mand efterhånden aldriger hjem-
me:
»Han tørster efter fremgang og viden, han er måske lidt rastløs, men han VIL noget, og det
er den slags mænd, der kommer frem -
ikke blot selv, men hele hans familie, kone og børn,
hæves op i et højere plan, ikke blot økonomisk men også kulturelt«.46
Arbejderbevægelsen og massekulturen
»I vor tid spiller ugepressen en lige så stor rolle i den brede befolknings tilværelse som
dagspressen, og større end bøgerne.De to største ugeblade kommer i et samlet oplag påca.
3/4million. Det er derfor et spørgsmålaf overordentlig betydning for landets kulturelle
standard, om underholdningspressen ligger i et hæderligt plan«.47
Efter svensk forbillede peges der på udviklingen af et folkeligt biblioteksvæ-
sen, som kunne være fagbevægelsens»bidragtil højnelse af underholdnings-
kulturen i landet«.48
Det var arbejderbevægelsen, der stod bag billigbogen og dens udbredelse i
1950'erne under sloganet: Den gode litteratur -
hver mands eje!
Fremads Folkebibliotek startede billigbogsserien i 1952 i skarp konkur-
rence med den hastigt voksende 'kulørte' bladlitteratur. Fra at have været
unødig luksus blev bogen hermed gjort tilgængeligfor alle. Billigbogenblev
således en del af den oplysning og dannelse, som var nøgleord for l950'ernes
arbejderbevægelse.
Dette lå i forlængelseaf den kulturpolitiske integrationspolitik, hvor et vig-
tigt aspekt blev adgangen til den borgerlige kultur.
Derudover så man i massemediemes udvikling en mulighed for at arbej-
124

29. derne selv kunne komme til orde. Men dette var rettet mod de statslige me-
dier, f.eks. radioen. Julius Bomholt argumenterede således for arbejderbevæ-
gelsens ønsker på dette massekulturelle felt i 1953:
»Den enkeltes overbevisning må kunne komme uafkortet til udtryk og der må til enhver
tid være plads til de modsatte meninger, de meninger, der siger imod. Det er her radiofo-
niens største intellektuelle opgave ligger: at få de helt andre livsanskuelser og de helt andre
væreformer ind i dagligstueme og således fortælle, at der er en verden uden for vinduer-
nea.49
Det var et problem for arbejderbevægelseni perioden, at ungdommen i sti-
gende grad faldt fra i det politiske liv og i bevægelsens organiserede fritidskul-
turelle sammenhænge. I bevægelsens kulturelle publikationer diskuteres
dette forhold og i erkendelse af f.eks. filmens popularitet og fascinationskraft
overvejer man at inddrage netop dette medie i oplysningsarbejdet blandt ung-
dommen.
Ellers var svaret på den store interesse for massekulturens tematisering af
følelseslivet en stadig kraftigere appel til og insisteren påfornuften, oplysnin-
gen og de *lødige'skrifter.
Desuden søgte man at regulere det massekulturelle udbud statsligt ved at
støtte kulturelle initiativer, der kunne danne modvægt til den privatdrevne
massekultur.50
Arbejderbevægelsendeltog via Socialdemokratiet i administration af stats-
støtte og censurvirksomhed på det kulturelle område, en aktivitet som var
nært forbundet med stadfæstelse af moralske og æstetiske principper.”
Da f.eks. filmen ofte tangerede det anstødelige og forbudte, skete der på
dette område hele tiden brud med sociale og moralske normer, og ñlmindhol-
det blev genstand for tidens moralske og kulturelle debatter.
Således foregik der en offentlig regulering af den danske ñlmproduktion,
som påvirkedeindholdet: det var forbudt at opfordre til lovbrud, at vise særlig
spændte forhold mennesker imellem og direkte erotiske skildringer blev klip-
pet ud af censuren. -
På den anden side var der så statsstøtte til film med de
rigtige, positive meninger om, hvordan mennesker burde opføre sig.
Filmpåvirkningblev opfattet meget håndfast i tiden og med total foragt for
brugernes egen dømmekraft: Hvis en film slog på tæven, gik folk nok hjem og
gjorde lige så.
Desuden blev fmlitteratur og teater opfattet som »rigtig«kunst, mens til-
men ikke blev taget så alvorligt. Og der blev set ned på dens »underlødige
massepublikum« og talt bedrevidende hen over hovedet på filmbrugerne:
»Mosekongener skikkeligt arbejde over den givne læst og byder påuskadelig underhold-
ning de små to timer, den varer. Men kunst -
det er der ikke i filmen, og ingen uden kriti-
kerne vil hitte påat savne den. Film er og må oftest være underholdningsindustri, og dette
er jævn, hjemmestrikket kvalitet i folkekomediegenren, sådan som mange holder af det.
125

30. »Mosekongen« vil spille mange penge hjem til sine skabere, og Morten Korchs populari-
tet vil brede sig helt til analfabeteme, hvis der endnu findes folk i Danmark, som ikke kan
læse ...«52
Udgrænsning af realkulturen og arbejdernes
faktiske livssammenhæng
Der opstod således et skel mellem den institutionaliserede filmkultur og den
såkaldte »folkelige«filmkultur, populærkunsten,som filmstøtten og debatten
ikke nedlod sig til at beskæftigesig med som seriøst indhold. Det bevirkede
også,at de værdier og idealer, som var knyttet til f .eks. Morten Korch-filmene
aldrig blev taget op til bearbejdning og diskussion. At de behov, der lå bag den
store interesse i befolkningen for netop sådanne film, aldrig blev taget alvor-
ligt.
På den måde afstod man reelt fra at berøre og forholde sig til de følelser,
lidenskaber og faktiske problemer, som lå bag familieñlmenes popularitet, og
som havde forbindelse til de kønsidentitets-, generations- og klassekonflikter,
der udsprang af forandringer i livsbetingelserne.
I en artikel om »Den intensiverede psyke«beskriver Lars Nevald, hvordan
intensiveringen af arbejdet i perioden skabte de psykiske forudsætninger for
massekulturens tematiske arbejde.
Når noget sådant kunne ske, hænger det ifølgeLars Nevald bl.a., sammen
med, at arbejderne ikke fik mulighed for at komme igennem med en kollektiv
bearbejdning af deres problemer og konflikter i arbejderbevægelsens egne
presseorganer:
»Når forbundene således oplever en massepresse, der i stigende grad griber ind i arbejder-
nes bevidsthed, er det således en situation der i bund og grund er skabtaf dem selv. Hver-
ken Socialdemokrater eller DKF-folk kan sige sig fri.«
Og videre:
»Således bliver formiddagsbladenes ekspansive udbredelse ikke så uforståelig,som mange
moderne presseforskere mener. Intensivering og rationalisering skaber i mere og mere
omfattende målestok psykiske behov, der -
hvis de ikke samles op af arbeiderorganisatio-
nerne i deres alsidighed -
MÅ opsplittes og fremstilles i en forvrænget udgave. Til gengæld
bliver psykiske behov I FORVRÆNGET UDGAVE ikke mindre REELLE BEHOV af
den grund«.53
»Tordenvejen« -
et visionært erindringsbillede
fra 50'erne!
Den norkse forfatter, Kjartan Fløgstad, beretter i et moderne essay om popu-
lærkunst og kulturindustri om sin ungdomsoplevelse med en af tidens store
126

31. B-ñlm, »Tordenvejen«.54Oplevelserne bearbejdes ud fra forfatterens eget s0-
ciale engagement og kædes sammen med tyskeren Ernst Bloch's kritiske ana-
lyser af socialistisk oplysning og propaganda:55
»Et sted langt tilbage i tusmørket mellem barndom og voksenliv, bag mange skrappe vest-
landssving, starter Tordenvejen, som var navnet på en Robert Mitchum-ñlm, som gled
over norske biograflærrederfor snart 20 år siden. Thunder Road altså påamerikansk. Det
var Mitchums mesterværk, og det var den bedste film, jeg havde set«.56
Sådan indleder Kjartan Fløgstad sin ungdomserindring og sit essay om popu-
lærkunst.
På handlingsplanet drejer filmen sig om et hjemmebrænderi,hvor hoved-
personen på det ene side har politiet og loven efter sig for at stoppe den trafik
og på den anden side et gangstersyndikat, som vil overtage hele forretningen.
Men handlingen er bare et påskud,Tordenvejen tematiserer helt andre ting:
bøndernes demokratiske og kriminelle samarbejde over for de upersonlige og
autoritære institutioner.
Samtidig bliver vejen og bilen, der drøner medstor hast ud ad den, til tegn
for noget andet; »Vejen er en asfalteret livsmetafor, som slynger sig igennem
det amerikanske bjerglandskab«. Og bilens lygter bliver til runde lysende håb:
»Det billede, som til slut er tilbage, og som stadigvæk er tilbage hos mig, er billedet af to
forlygter, som i stor fart fejer igennem et mørkt landskab«.57
På den måde blev biografoplevelsen til noget, der kunne vise billeder og fore-
stillinger om noget andet
Og Kjartan Fløgstad stiller så spørgsmåletom, hvad det er for noget andet,
som en sådan filmoplevelse kan give, og som f.eks. ikke bliver dækket ind af
Pelle Erobreren el.lign.
Det er nogle kulturelle myter, nogle kollektive drømme, som vi ønsker at se
gennemspillet igen og igen:
»Når man har betalt billetten og går ind i halvmørket, går man samtidig indien verden,
hvor de kapitalistiske tvangssystemer og logiske sammehænge og udbytningsmekanismer
kan ophæves, hvor de hjerteløse årsagssammenhængeer brudt for halvanden time. Man
går også ind i et ritual; idet biografmørket falder på,er man med i en moderne folkefest,
bliver medsammensvome i det fantastiske, som gårfor sig pålærredet, lirker ved tvangs-
sammenhængenes kæder og läsa/58
Kjartan Fløgstad opfordrer til at politisere denne oplevelse i stedet for den
personlige fortrængning af den og den politiske udgrænsning af lysterne,
drømmene og dagliglivets erfaringer, som blot overlader dem til markedets
spekulationer i dem.
I dag er det måske vigtigere end nogensinde at studere de frigørende mulig-
heder i kollektive situationer uden for selve arbejdsprocessen:
127

32. »Politiser biografgængemes æstetiske oplevelser og sociale situation, forsøg ikke at af-
skaffe dem eller moralisere dem væk«.59
Konklusion
De dybtgåendesamfundsmæssige forandringer af hverdagslivet i 1950'erne
var ledsaget af et opbrud i den traditionelle arbejderkultur både inden for or-
ganisationskulturen og i den hverdagskulturelle udfoldelse.
Herved bragtes nye konflikter og modsætninger frem i arbejderklassen,
som udviklede nye behov hos arbejderne, der nu var henvist til de ændrede
vilkår for en tilfredsstillelse heraf.
Dette forhold afspejlede sig tydeligst i de unges søgen efter en selvstændig
udfoldelse og ny identitet, der i perioden blev forbundet med det stigende
massekulturelle udbud. Arbejderungdommen brugte tematiseringer, værdier
og identifikationstilbud herfra til en udfoldelse af deres egen selvstændige kol-
lektive og individuelle kulturelle identitet.
Således blev den hastigt ekspanderende massekultur helt central som socia-
lisationsfaktor i perioden. Og dette betød, at den nye hverdagskulturelle om-
formning af arbejderkulturen i høj grad kom til at foregågennem forbrug af
kultur og omsætning af de massekulturelle værdier i arbejdernes egen klasse-
bestemte kultursammehæng.
Hvordan denne kulturelle påvirknings-og omsætningsprocesgik for sig af-
hang i høj grad af forbrugssituationen.
Indholdet i nogle af de nye ungdomsrettede film peger påen direkte temati-
sering af påtrængendekonfliktstof for arbejderungdommen.
Præcis hvordan disse film er blevet brugt og omsat i en arbejderkulturel
sammenhæng er vanskeligt at sige noget om. Men de unge søgte, ofte under
aktiv, kollektiv erobring af biograferne som oplevelses- og udtryksrum, i stort
tal det massekulturelle »frirum«, der gav de mulighed for en tematisering og
bearbejdning af konflikter, som ellers blev fortrængt og udgrænset i hverdags-
livet.
Der var dog en væsentlig modsætning indbygget i selve massekulturforbru-
get. Dels foregik det i et særligt, fra det øvrige samfund isoleret udfoldelses-
rum, som ikke i sig selv gav mulighed for at gribe ind og påvirkede samfunds-
mæssige forandringer af realkulturen, som producerede konflikterne. Dels
kom indholdet i det massekulturelle tilbud ganske vist de kollektive behov og
ønsker i møde, men det opstillede påsamme tid individuelle løsningsforslag,
som ikke anfægtede den samfundsudvikling, der var årsag til problemerne.
Hertil kom, at massekulturen havde en tendens til at tilegne sig HELE fas-
cinationskraften. Stjernerne fik et opdyrket egetliv, der fratog brugerne de re-
alkulturelt producerede kræfter og dynamikker, som indgik i fascinationen, og
128

33. som var en forudsætningfor at de unge kunne gribe forandrende ind i deres
eget liv.
Dette peger på en tendens til, at massekulturen i sidste ende inddrog de
kræfter og energier, som den forløste hos publikum, hvilket bidrog til, at gøre
publikums egne energier omkring alvoren i dets søgen afhængigaf det masse-
kulturelle forbrug.
Det danske rock-kulturmiljø er et eksempel på,hvordan den realkulturelle
sammenhæng etablerer sit eget kredsløb, som udfolder sig relativt selvstæn-
digt i forhold til mediekulturen. Rock-kulturen var udtryk for en kollektiv og
offentlig realkulturel udfoldelse i forbindelse med en selvstændig brug af mas-
sekulturelle elementer. Her udfoldedes kulturforbruget i en klassespeciñk
form, der pegede pågenerationsmodsæmingensklassekarakter i lige dele pro-
test mod arbejderforældregenerationenog den herskende kultur knyttet til de
borgerlige institutioner.
Men udviklingen i den danske rock-kultur var udtryk for et større kredsløb,
hvor et massekulturforbrug der blev til elementer i en selvstændig udfoldelse
af realkulturel protest, senere blev inddraget, opløst, subsumeret massekultu-
relt.
Men det var en »mediebegivenhed«,som var materielt funderet i samf-
undsudviklingens opløsning af den traditionelle arbejderkultur og politisk
forbundet med en
arbejderbevægelse,der reelt gik uden om problemet.
Ugebladskulturen ses som et eksempel påen opsplittet, privat og individuel
forbrugssituation, der tilslører forbruget som kulturel aktivitet.
Medieindholdet afslører imidlertid massekulturens brug og omformning af
arbejderklassens realkultur. Det arbejderrettede ugeblad, Tempo, viser hvor-
dan massekulturen kunne leve højt på den realkulturelle klassefunderede
modsætning mellem drøm og virkelighed i en
omformning af denne, hvorved
den fremtrådte som en
modsætning mellem stjernernes og læsernes liv.
Arbejderbevægelsens holdning til massekulturen i perioden bestod i forsøg
på,dels gennem egne medier at konkurrere med den kommercielle massekul-
tur, dels at skabe »lødige«kulturelle alternativervi statsligt regi.
Begge dele var udtryk for, at arbejderbevægelsenopretholdt en adskillelse
mellem arbejderkulturen og massekulturen og dermed reelt afstod fra at gå
ind i det, der netop i denne periode, må betragtes som et høj-spændingsfelt
mellem real- og mediekulturen. Herved mistede arbejderbevægelsen mulig-
heden for at støtte arbejderne i behovet for en reel bearbejdning og løsning af
konflikter forbundet med tidens omfattende forandringer af hverdagskultu-
ren.
I en tid, hvor arbejderne af samfundsudviklingen blev tvunget til at udvikle
en ny kulturel identitet, kom arbejderbevægelsen til at blokere herfor ved at
henvise arbejdernes følelsesmæssigekonfliktløsningtil det privatdrevne mas-
sekulturelle felt og samtidig stille krav om arbejdernes integrering i den bor-
129

34. gerlige kultur. Arbejderne havde heller ikke rigtig mulighed for at komme
igennem med en kollektiv bearbejdning af deres konflikter i arbejderbevægel-
sens egne presseorganer.
Den norske forfatter, Kjartan Fløgstad, formulerer i sit essay om populær-
kunst en grundlæggende kritik af socialistisk agitation og propaganda, som i
slutningen af denne artikel indirekte rettes mod arbejderbevægelsens hold-
ning til forholdet mellem arbejderklassen og massekulturen i 1950,erne.
Kjartan Fløgstad ser i arbejderklassens store interesse for de populærefilm
i 50'erne en dyb trang til følelsesmæssig forløsning, fællesskab og frihed, som
udfoldede sig i en selvstændig,klassebestemt brug af filmens indre symbolske
og mytiske dimensioner.
Samtidig med at arbejderklassen således i perioden blev henvist til masse-
kulturen bl.a. på grund af arbejderbevægelsens udgrænsning af hverdagsli-
vets følelsesmæssigekonflikter og dens afvisning af behovet for udvikling af
en selvstændig og værdig kulturel identitet, -
mistede arbejderbevægelsen
kontakten til nogle af de dybere kollektive kulturskabende lag i arbejderbe-
folkningen.
Noter
l. Raymond Williams: Massemedieme, Fremad, København 1963, s. 82-83.
2. Begreberne er fra Svend Aage Andersen: Arbejderklassens kulturhistorie -
problemer og
indfaldsvinkler i studiet af »arbejderkultur«i: Årbogfor arbejderbevægelsens historie,
SFAH 1981.
3. I den søgen efter kulturel identitet OG rekreativt dagdrømmeri,der indgik i alle dele af
arbejderklassens kulturforbrug, må begge aspekter betragtes som lige seriøse behov.
4. I massekulturforskningen ses ofte en tendens til at focusere påpåvirkningsprocessenset fra
mediesiden og ikke så meget fra forbrugssiden, hvor receptionsproblematikken kan betrag-
tes som aktiv omformningsproces af kulturel art.
5. Velfærdsløfterne var forbundet med en appel til den enkelte om via øget indsats iproduktio-
nen at kunne opnåindividuelle fordele i kraft af en forbedret levestandard knyttet til en
udvidelse af fritidslivets materielle goder gennem forbrug.
6. Chr. Christiansen: Kulturelt samarbejde, i: Mennesket i centrum, Fremad, København
1953, s. 197.
7. Elo Nielsen: Ungdomskultur -
klassekultur, i: kontext nr. 42, 1981.
Lis Groes: Hjemmet, i: Mennesket i centrum, Fremad København 1953, s. 73.
9. For en diskussion af massekulturens behovsunderlag hos arbejderungdommen i perioden
se: Niels W. Jacobsen mil.: Dansk rock'n'roll -
anderumper, ekstase og opposition, Mjølner
1980.
10. Jvf. afsnittet om »Forholdet mellem mediekultur og realkultura.
ll. Mediekulturen defineres her ud fra et mere traditionelt, institutionaliseret kulturbegreb,
mens realkulturen defineres ud fra det brede kulturbegreb, som note 13.
12. Erling Bjurström: Kulturproduktion och medvetandeformer, i: Kultur och medvetande,
Graphic Systems, Angered 1982.
13. Ivf. Svend Aage Andersen, som note 2.
14. Der har dog i de senere år været en stigende interesse for receptionsproblematikkens mere
9°
130

35. 15.
16.
17.
18.
19.
20.
21.
22.
23.
24.
25.
26.
27.
28.
29.
31.
32.
33.
35.
36.
37.
39.
41.
42.
43.
45.
46.
47.
48.
49.
50.
51.
52.
sammensatte dynamikker. Ivf. Kim Schrøder: Dallas og Dollars er ikke så tossede, Infor-
mations kronik, 23.8.85.
Ebbe Neergaard, 1931, i: Niels Jørgen Dinnesen og Edvin Kau: Filmen i Danmark, Akade-
misk forlag, København 1983, s. 375.
Afsnittet om filmen i 50'erne bygger på: Filmen i Danmark, som note 15.
Tallene er fra Filmeni Danmark, som note 15.
Som note 15, s. 288.
Social-demokraten, 13. maj 1958.
James Dean i dansk filmprogram, 1958.
Filmen i Danmark, som note 15, s. 375.
Se afsnittet »Udvikliåeni den danske rock-kultur -
en mediebegivenhcd?«
Ioi Bay og Anders Vind: »Læderiakkeme«-
et andehistorisk knudepunktP, i: HUG! nr. 27,
Tiderne skifter.
Som note 7.
Dan Turell: Vangede billeder, Gyldendal, København 1975, s. 73.
om realkulturens modsætninger og receptionens kønskulturelle dynamikker se Simon
Frith: Rocksociologi, Notabene, København 1980.
Jessica Kempe: Elvis på allvar, i: 0rd & Bild nr. 4, 1982.
Som note 27, s. 32.
Som note 27, s. 30.
Som note 27, s. 32.
Aktuelt, 8.1.85.
Politiken, 11.6.58.
Berlingske Tidende, 30.9.56.
Jvf. afsnit om »Massekulturen som socialisationsfaktor«.
Som note 9.
Aftenbladet 12.9.56, fra Dansk rock'n'roll, som note 9.
Som note 36.
For en uddybende analyse af pressen og rock'n'roll-optøieme se Dansk Rock'n'roll, som
note 9.
Ekstrabladet, 7.8.58, fra Dansk roc 'n'roll, som note 9.
Ivan Haagensen, Dansk roc 'n'roll, som note 9, s. 157.
Arly Deveril, Dansk rock'n'roll, som note 9, s. 160.
Peter Abrahamsen, Dansk rock'n'roll, som note 9, s. 197.
Ang. tallene og en grundig analyse af bl.a. de to blade i: Birgit Moesby m.fl.: 1956: Mellem
afsavn og velfærd, -
en analyse af de ufaglærteslevevilkår,fagblade og foretrukne ugeblad,
speciale ved Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet, 1979.
Karen Borgnakke: Beat, sex og idoldyrkelse -
en vigtig del af de 12-16 årigeshverdag ..., i:
Pop og idoldyrkelse, Unge pædagoger1976.
Tempo, 9. juli 1957.
Tempo, nr. 34, 1955.
Carl Thomsen: Bogproduktion og bogspredning, i: Mennesket i centrum, Fremad, Køben-
havn 1953, s. 121.
Som note 47., s. 122.
Roar Skovmand (red): DR 50, Danmarks Radio 1975, s. 249.
Vedrørende fagbevægelsenskulturpolitik bl.a. under velfærdsstatens opbygning se: Mette
Werner Rasmussen: Fagbevægelsem, kulturpolitik og velfærdsstat, speciale ved Historie,
Københavns Universitet 1984.
Filmen i Danmark, som note 15.
Svend Kragh-Jacobsen, 1950, i: Filmen i Danmark, som note 15, s. 292.
131

36. 53. Lars Nevald: Den intensiverede psyke, i: Kontext nr. 32, Hustryk, 1976, s. 51.
54. B-fllmen var kendetegnet ved et meget lille produktionsbudget, og blev bl.a. derfor ofte
forbundet med forestillinger om lav kvalitet.
55. Ernst Bloch: Kritik af propagandaen, i: HUG! nr. 7, Tiderne skifter, 1975.
56. Kjartan Fløgstad: Tordenveien i: Kunst og karneval, essays om populærkunst og kulturin-
dustri, overs. af Jan Knus og Jan Mølgaard, Modtryk, Århus 1982, s. 69.
57. Som note 56, s. 74.
58. Som note 56, s. 76.
59. Som note 56, s. 81.
*i
Summary
The Working-Class and Mass Culture in Denmark in the I950ies
The article discusses the relationship between the working-class and mass culture in Denmark in
the l950ies, a period characterized by changes in traditional working-class culture with a break-
through for mass culture proper.
The material under survey is exemplary analyses of various media and consumption situations.
Via the contents and expressions of the media and their application, the author tries to establish
their relations to the actual life of the working-class in the period -
both the conditions of life and
the class-specific processing of them through active production of cultural coherence and iden-
tity.
The main result of the analysis shows that the changes in everyday life and working-class cul-
ture brought about by social developments created some conflicts of gender, generation and class,
which the working-class population tendentially tried to process in conformity with the themati-
zation of the conflict substance used by mass culture. The establishment of such a close inter-
change between media culture and the real culture of workers during the period was supported by
the organized labour movement reiecting commercial mass culture. This implied that at the same
time the movement refrained from entering into the needs behind and the seriousness in the use
independently made by the working-class of mass culture, a use which in.itself was culturally
creative. Thus, the labour movement lost the possibility of supporting the working-class in its
quest for a genuine and collective processing and solution of the most acute conflicts caused by
the massive changes in everyday culture af the time.
Consequently, the working-class was thrown on the built-in conflicts of mass culture con-
sumption in its collective, but more often, carved-up and individualized situations of consump-
tion. Partly, this took place in a special field of activity walled off from the rest of social life, a field
which in itself did not involve any possibility of interferring with or influencing the social changes
of the real culture which generated the conflicts. Partly, the content of the offers made by mass
culture did, it is true, meet the collective needs and wishes, but at the same time it raised indivi-
dualistic proposals for solutions involving »star worship«radiating remoteness and unattainable-
ness.
The article points out the necessity of trying to understand the consumption of mass culture in
the working-class as a serious cultural processing in which the mass cultural elements of the con-
sumer situation are converted and made useful in the everyday cultural context which is determi-
ned by class affiliation.
132