En novelle om en socialøkonomisk virksomhed. Kolding Most hedder virksomheden. Ideen stammer fra en workshop om nye forretningsmodeller. Den forretningsmodel med størst opbakning skrev jeg om til en novelle, i et forsøg på at levendegøre forretningsmodellen. Historien skal således rigtig gerne inspirere iværksættere til at starte socialøkonomiske virksomheder op.

1. ÆBLEROV
AF
CARSTEN BORCH
EN NOVELLE OM EN SOCIALØKONOMISKVIRKSOMHED

2. “Nåmen, det var så vækstministeren,” sagde Birger med en stolt mine henvendt
til journalisten i midten.
“Hvor spændende, Birger, hvad ville han?” spurgte Hanne, der kørte
æbleprammen, som medarbejderne i Kolding Most kaldte den lavtliggende
lastbil.
Den eldrevne såkaldte æblepram var bygget af to af Designskolens
afgangselever, så Hanne kunne køre sin kørestol helt hen til døren og løfte sig
selv ind. Og hun elskede at køre Kolding tynd to måneder om året, mens hendes
kollegaer i Kolding Most plukkede æbler.
Fronten på bilen var formet som et æble, og alle børn i Kolding vinkede glad til
hende, når hun kørte forbi. Der var efterhånden mange af byens børn, der
vidste, at det gjaldt om at fylde ladet med æbler, så de løb ofte med på ruten og
smed æbler på ladet.
“Han ville såmænd bare gerne have lov til at deltage i vores fest i aften på
Koldinghus,” sagde Birger og smilede til Hanne.
“Det er altså bare så flot, Birger.”
“Kommer han til Kolding for det?” spurgte journalisten, som Birger havde
inviteret med til den første mostsmagning.
“Ja. Nåmen, så får vi vist ekstra travlt i dag, Hanne. Gider du ringe til Dagmar
på Nordhøj og høre, om hun ikke lynhurtigt kan smøre et maleri af
vækstministeren sammen? Det skal afsløres på Koldinghus i aften. Spørg pænt,
når det nu skal gå så stærkt.”
“Tror du, det er klogt?” spurgte Hanne. “Da hun lavede maleriet af
borgmesteren brugte hun jo flere dage.”
“Så spørg Hans om han mener, hun kan nå det. Men først skal hun lige lægge
nyheden om ministerbesøget på Facebook, så folk ved det.”
“Jeg ringer først til Hans, men smil lige,” sagde Hanne og tog et billede af Birger
og journalisten fra Børsen.
“Så du har altså kun ansat folk uden tilskud fra det offentlige?” spurgte
journalisten fra Børsen.
“Dem har jeg da også haft nogle få af,” smilede Birger, “ligesom alle andre
virksomheder, så kan socialøkonomiske virksomheder da vel også have folk
ansat i løntilskud, eller hvad?”
“Det troede jeg ikke man måtte, hvis man kaldte sig socialøkonomisk. Hvordan
kom du overhovedet i gang?”
“Jeg siger jo altid: Når alle lykkes, så kan alt lykkes,“ begyndte Birger og tog et af
de æbler, der lå som perler på en snor i forruden. “Jeg så jo den hersens robot
udviklet til at plukke æbler, og så blev jeg edderspændt rasende, ikke sandt?
Jojo, der tænkte jeg godt nok, at det må vi da kunne gøre bedre. Altså bedre på
den måde, at der skal menneskehænder på, ikke sandt? Det er jo fint at

3. robotterne kan gøre det grove arbejde, men de skal sgu da ikke komme og tage
det sjove arbejde også, vel? Nej, vel?”
“Det kan du sige, men hvordan kan du tjene penge på at plukke æbler fra folks
haver?”
“Ved du overhovedet hvor mange æbler det drejer sig om? Der står æbletræer i
hver anden danske have. Og de repræsenterer en værdi. Man skal bare gide
bukke sig ned og samle dem op.”
“Det er jeg med på, men hvordan kan du skabe omsætning nok til at have folk
ansat uden tilskud?”
“Jeg har vel næse for det. Og så er der jo ingen af os, der bliver rige af det her.
Sådan pengemæssigt rige, men vi er rigtig rige inde i kernen af vores sjæl.”
Birger tog en højlydt bid af æblet, så safterne sprang helt frem og ramte
forruden. Han tørrede hurtigt dråberne af med sit ærme.
“Det hele startede jo som en idé, og du ved hvad man siger,” sagde Birger og
pegede på kernehuset i æblet. “Sådan har jeg det med alle de her pragtfulde
mennesker, som samfundet bare har parkeret. Vi ved sgu heller ikke hvor
mange æbler, der er inde i deres kerne, vel? Det er bare det jeg siger. Man kan
tælle kernerne i et æble, men man kan ikke tælle æblerne i en kerne. Vi
mennesker kan blive til alt muligt, hvis bare der er nogen, der tror på os. Hvis
alle lykkes, så kan alt lykkes. Jojo, det er det, jeg siger.”
“Så er du blevet en ny slags mæcen, der hjælper folk på kanten af samfundet i
job?”
“Folk i dag mangler fantasi. Hanne her kunne da få tusind andre jobs, men
arbejdsgiverne kan ikke få øje på hendes kvaliteter, bare fordi hun sidder i
kørestol. De skal bare bruge deres fantasi, og så lade være med at være så bange
for at træde nogle over tæerne. Vi arbejder med at stille krav til folk, og så bliver
de underligt nok glade. For vi hjælper dem jo med at leve op til de krav. Vi
holder sgu da MUS-samtaler hver evig eneste dag. Nogle gange må jeg ned i
Fakta og handle ind for Henning. Ellers køber han jo bajere for alle pengene. Så
vi har aftalt, at jeg har sådan en lille cigarkasse, og så får han nogle penge til
bajere engang imellem. De andre penge skal gå til mad og hans regninger.”
“Så er I på Instagram med #koldingmost og #ministerbesøg i tekstfeltet,” sagde
Hanne.
“Godt arbejde, Hanne. Fik du fat i Hans?”
“Ja, og Dagmar blev rigtig glad for opgaven. Hun vil gøre sit bedste for at nå det.
Men hvordan skal maleriet nå fra Christiansfeld til Koldinghus i aften?”
“Er der tid til et lille svinkeærinde på ruten, Hanne?”
“Nej, det er der helt sikkert ikke,” sagde Hanne og pegede på iPad’en, der var
monteret på instrumentbrættet. “Aksels ruter kan der ikke laves om i. Så går det
hele i fisk. Folk står jo allerede klar rundt omkring.”

4. Aksel var den af Kolding Mosts medarbejdere, som besøgte lokalerne i Olaf
Ryesgade mindst. Aksel lider af Aspergers syndrom og har ikke let ved at
opholde sig en hel dag på kontoret, så han sidder hellere derhjemme og
programmerer. Det startede helt enkelt med at Birger hyrede Aksel til at
kortlægge hvilke haver, de måtte plukke æbler i. Det gjorde han via Google
Maps, men efter at de det første år havde brugt alt for mange timer på at plukke
umodne æbler, fik Aksel den idé at lave et program, så haveejerne kunne sende
en SMS, når de første æbler begyndte at falde fra træerne.
Når Aksel kendte adressen, antallet af æbletræer i haven samt datoen for
hvornår de første æbler faldt til jorden, kunne Aksels program udregne den
mest optimale rute for både plukkere og Hanne. Og så blev der sendt SMS’er til
både Hanne og plukkerne om hvornår de skulle være hvor, og hvor lang tid de
havde til at plukke hver have.
Det var et ret genialt system, var både Birger og Aksel enige om. Hvor genialt
det egentlig var, ville Birger snart finde ud af. Aksels nye arbejdsgiver var
nemlig i gang med at ringe Birger op.
“Kolding Most, det er Birger,” sagde Birger glad i telefonen
“Hej Birger, det er Robert Frost, jeg er rådgiver for vækstministeren, som du
lige har talt med. Han glæder sig utrolig meget til at hilse på dig, og jeg har lovet
lige at ringe med de gode nyheder, som han vil servere i aften.”
“Ja?”
“Ser du, regeringen vil offentliggøre en pulje til socialøkonomiske virksomheder
ligesom håndværkerfradraget. Denne pulje skal bare være endnu større, fordi
perspektivet er så meget større, når man flytter folk fra de offentlige budgetter.”
“Okay.”
“Ja, du kan tro det bliver godt for iværksættere som dig. Dem du handler med
får refunderet 50% af regningen, hvis de kan dokumentere, at de har handlet
med en socialøkonomisk virksomhed. Det betyder, helt kort, at vi vil gøre det
nemmere for iværksættere som dig at drive virksomhed.”
“Ja, det lyder slet ikke så tosset.”
“Din regering vil gøre Danmark til det land i verden med flest socialøkonomiske
virksomheder per indbygger.”
“Så jeg skal bare dokumentere, at jeg er en socialøkonomisk virksomhed, så kan
jeg tilbyde mine produkter til halv pris i forhold til mine konkurrenter.”
“Lige præcis. Vi tilbyder puljen til socialøkonomiske virksomheder i deres tre
første leveår, så vi rigtig kan få sat gang i hjulene.”
“Men Kolding Most er jo fire år gammel i år. Så vi kan altså ikke bruge den
pulje, eller hvad?”
“I kan så ikke lige, men tænk på perspektivet. Du får masser af kollegaer fra nu
af derude. Det bliver et kæmpe felt. Socialøkonomi bliver kæmpestort.”

5. Birger lagde på og strøg langsomt sin pande med håndryggen. Telefonen
ringede igen.
“Ja?”
“Hej Birger, jeg ville jo bare ryge en fredspibe med dig inden i aften. Jeg glæder
mig jo til at smage jeres første presning, men ville lige høre, om jeg overhovedet
var velkommen,” sagde Torben Berg, direktør for det store speditionsfirma TB
Transport.
TB Transport var et af de mange firmaer i Kolding, som havde accepteret at få
sået æbletræer på deres udearealer. De brugte dem jo ikke til noget. Det var
Birgers gamle revisorven Anders, der havde foreslået det. Virksomheder må
nemlig ikke lave sociale regnskaber i deres årsregnskaber, hvis de ikke også kan
dokumentere, hvad deres CSR-initiativer går til. Men 200 æbletræer rundt om
en lagerbygning var jo til at tage billeder af, så Torben Berg slog til, da Birger
foreslog, at de fik sået æbletræer på grunden.
“Hej Torben, hvorfor skulle du ikke være velkommen?”
“På grund af Aksel.”
“Hvad er der med Aksel?”
“Han starter jo hos mig nu.”
“Hvad?”
“Ja, jeg har ansat Aksel. Har han ikke sagt det til dig?”
“Næh, det har han ikke sagt noget om.”
“Nå, men det gør han altså. Han var frisk på nye udfordringer, så han starter op
her efter efterårsferien.”
“Jamen, det kan I ikke. Det er over den første, så han kan ikke sige op før til den
første. Og så har han tredive dages opsigelse, så han kan ikke begynde før til
december.”
“Hold nu op, Birger. Lad være med at blive så sur. Kan du slet ikke være glad på
både dine og Aksels vegne? Du har givet ham chancen, og jeg kan så give ham et
rigtigt job.”
“Et rigtigt job! Det her er et rigtigt job.”
“Selvfølgelig da, Birger. Så siger vi det. Men nu skal han altså videre. Os
iværksættere kan da ikke være bekendt at stå i vejen for talent, der er ved at
udfolde sig, vel?”
Hanne holdt ind til siden på Erik Glippingsvej, hvor et hold plukkere stod klar.
Æbleposerne blev tømt over på ladet af æbleprammen, og så gik turen videre til
Hertug Abels vej. Da de drejede fra Agtrupvej og ind på Hertug Abels vej kunne
Birger se præsten fra Brændkjærkirken i gang med motorsaven. Han vinkede
henrykt til æbleprammen.

6. På Hertug Abels vej stod der også plukkere klar, og den næste times tid kørte
Hanne, Birger og journalisten fra Børsen rundt i kvarteret omkring Geografisk
Have og fyldte æbleprammen op med æbler.
Da de satte kursen mod Olaf Ryesgade, hvor de skulle losse alle æblerne af, kom
de igen forbi Brændkjærkirken. Præsten ænsede dem ikke denne gang. Han var
iført hjelm, sikkerhedsbriller og propper i ørerne, og så var han ellers i gang
med at fælde de store træer foran kirken. Birger og præsten havde haft en lang
snak om diakoni, som Birger ikke forstod halvdelen af, men han forstod at
kirken ligesom TB Transport ville plante æbletræer, så borgere på kanten af
arbejdsmarkedet fik en chance til. Og en til. Og en til.
“Ja, det er så her vi finder på det hele,” sagde Birger og slog ud med armene, da
han og journalisten nåede frem til kontoret i Olaf Ryesgade.
Journalisten granskede alle avisudklippene på væggen. Han pegede på
overskriften: Husejere har fået nok af æblerov.
“Ja,” sagde Birger og begyndte at grine, “man skulle ikke umiddelbart tro han
havde det i sig, men Aksel kan altså være lidt af en gavtyv. Første år brugte vi
som sagt Google Maps til at kortlægge alle de æblemennesker i Kolding, som
syntes det var en god idé, at vi samlede æblerne op og skabte værdi ud af dem,
fremfor at de bare lå og formuldede på deres plæner. Andet år programmerede
Aksel så det system, vi bruger i dag. Og det gik perfekt. Sidste år kedede han sig
åbenbart lidt, for han sendte nogle af de helt unge ud til nogle haveejere, som
ikke havde inviteret os. Og det skabte lidt frustrationer rundt omkring, kan man
vist sige. Og den der overskrift,” sagde Birger med et smil på læben. “Men det
var jo gjort i en god mening. Unge mennesker i dag ved jo ikke hvad det vil sige
at gå på æblerov. De har jo aldrig fået splinter i røven af at kure ned af stammen
på et træ, fordi ejeren pludselig overrasker en. Så, Aksel tænkte, at de nok kunne
trænge til lidt spænding i tilværelsen. Man får jo ikke mange rifter på sådan en
iPad, vel?”
“Næh, det kan man sige. Ja, æblerov,” sagde journalisten og fik for første gang
den dag lidt spil i øjnene, “det havde jeg helt glemt. Vi gik jo på æblerov, da vi
var børn. Faktisk har jeg været på æblerov i den have, jeg i dag ejer. Jeg kan
huske, hvor bange vi var for ham hr. Madsen, som boede der, da jeg var dreng.”
“Det er jo det jeg siger,” sagde Birger. “Æbler er fyldt med gode historier.”
Døren ind til Kolding Most gik op, og to høje mænd med cigaret- og
alkoholrynker i ansigtet gik ind på kontoret. De kiggede tavse med
sammenknebne øjne på Birger. Journalisten gik et skridt bag ved Birger.

7. “Vil I gerne have en trækvogn æbler?” spurgte Birger. Mændene nikkede tavse.
Birger pegede over mod en dør, der førte ud til det store lagerlokale. Her var der
både æblekasser med friske æbler, kasser med plads til 12 flasker most,
æblegrød og æblemos på køl, æblegelé på glas, æbletobak i fine æsker, Calvados
i smukke flasker, træstiger og de få af Dagmars malerier, som ikke var blevet
solgt endnu.
Træstigerne blev produceret af Henning og Ib, to gamle tørstige tømrere med
slidgigt og dårlige rygge. Træstigerne var blevet et hit blandt haveejerne i
Kolding, som havde set plukkerne bruge dem for at komme op i træerne.
Kolding Most lavede træstiger efter gamle principper, hvor trinene blev smallere
og smallere jo højere stigen blev. Og så var der kun en stolpe i stigen, hvilket
gjorde den lettere at placere på græsset.
Hvis Henning og Ib ikke holdt for mange pauser kunne de lave fire stiger i
timen, og de gik for en plovmand, så det hang fint sammen for de to gutter.
“Hvorfor har I alle de malerier hængende?” spurgte journalisten.
“Ork, vi har haft mange flere. Jeg synes jo Dagmar maler sådan nogle dejlige
malerier, så jeg købte nogle af dem, og så viste det sig at hun udover at male var
helt vild med Facebook, så de to opgaver er hun på. Male æbler og male
mennesker og passe vores Facebook.”
“Sælger I dem så for hende?”
“Hun er skam ansat. På den måde kan man jo sige, at jeg køber alt, hvad hun
laver. Og det er en god forretning. Hun har temmelig mange fans på Facebook,
så der er et marked for hendes malerier. Vi har ovenikøbet flere af vores
haveejere, som har bestilt portrætter hos hende, så der er faktisk venteliste lige
nu. Hun skal jo også passe sit job med at opdatere vores Facebook,” smilede
Birger.
“Og hun er udviklingshæmmet, kan jeg forstå?”
“Det er rigtigt.”
“Er det en slags mission, du er på? Du vil pinedød skaffe omsætning nok til at
ansætte folk, som ikke kan skaffe omsætning selv. Eller hvad?”
“Jeg siger bare: Når alle lykkes, så kan alt lykkes. Og indtil nu har ingen kunnet
modbevise mig. Det lader til, at det vi laver her smitter af andre steder, så vores
små tandhjul her i Kolding drejer på nogle større tandhjul andre steder.”
De to hjemløse mænd kvitterede for udleveringen af en trækvogn hver fyldt med
æbler.
“Hvad går det så ud på?” spurgte journalisten, da mændene traskede afsted med
æbler mod gågaden.

8. “Det er der såmænd heller ikke noget nyt i. For 80 år siden under den store
depression udleverede man også æbler til dem, der ikke kunne skaffe sig brød
på bordet. Så fik de lov til at sælge dem, og skaffe sig lidt penge på den måde.”
“Så du giver æblerne væk til dem?”
“Det gør koldingenserne,” smilede Birger. “Det er jo i forvejen ikke mine æbler.
Jeg forvalter dem bare.”
“Men der er altså nogle, der køber dem?”
“Det kan du tro. Det vil du se, hvis vi når op på gågaden. Det er jo møghamrende
gode æbler. Og så giver de en god smag i munden på mere end en måde.”
“Birger?” lød det med en lille accent.
“Ja.”
“Birger. Hvornår kan vi sende flere kasser med æbletobak afsted til Egypten?”
“Det burde vi kunne, når vi har fået overstået efterårsferien, Nihal. Kan de vente
på det?”
“Ikke så gerne, men jeg må prøve at snakke med dem igen.”
Journalisten udviste efterhånden mere og mere journalistisk nysgerrighed.
“Eksporterer I?”
“Det er lige hvad vi gør. Nihal her kan både producere æbletobak til vandpiber
og sælge det. I metermål. Hun har et kæmpenetværk i hele Mellemøsten. Igen
kommer vores gode danske æbler os til gode. Æbletobakken som vi kan lave
smager åbenbart særlig godt hos vores arabiske venner, så vi lander nogle store
ordrer. Vil du smage?”
Journalisten rystede pænt på hovedet.
“Nå, skal vi have noget kaffe og kage?” sagde Birger og hev journalisten i ærmet.
På vej ind på Birgers kontor kiggede journalisten om muligt endnu mere
nysgerrigt på et billede af Kronprinsesse Mary, der kyssede med en mand med
Downs syndrom.
“Den historie må du få i aften,” sagde Birger og skænkede kaffe op. “Var det
noget med en CSR-kage?”
“Jeg må sige, at du kan alle bullshit-ordene?” sagde journalisten en kende mere
bramfrit, end han selv havde håbet på.
“Der er ikke noget bullshit i det du ser her, kan jeg garantere dig, men jeg vil
gerne medgive, at jeg spiller på alle strenge for at skabe sympati om Kolding
Most. Det manglede sgu da bare med al den opbakning, jeg har mødt.”
“Det var heller ikke ment på den måde, men en CSR-kage?”
“Ja, det kalder de den jo heller ikke, men ikke desto mindre passer det.”

9. “Det må du lige forklare mig.”
“Kageproducenten køber æblemosen af Kolding Most, som er en
socialøkonomisk virksomhed, og så bager de mosen ind i tærten. Bingo. Så er
det en Corporate Social Responsibility-kage, og det må de skrive på emballagen.
Og så må de også skrive det ind i deres regnskab.”
“Men er jeres æblemos ikke dyrere end de andre på markedet?”
“Jo, men det gør åbenbart ikke det store. De går som, ja, hvad skal vi sige? De
går som varme æbletærter. Vil du ikke smage?”
Da Birger og journalisten var færdige med interviewet var kontoret udenfor
fyldt med mennesker.
“Er det altsammen folk, du har på lønningslisten?” spurgte journalisten ægte
forundret.
“Nej-nej, ikke på fuld tid, men det her er min familie, om du vil, det er dem, som
jeg passer på, og som passer på mig.”
“Det har vi slet ikke fået snakket om. Hvor er din familie i alt det her?”
“Det tager mere end en dag at forklare,” smilede Birger. “Du er velkommen igen,
men lige nu, tror jeg, sidder folk bare og venter på, at vi skal gå med i optoget.”
“Det er snart tid til optoget, Birger,” sagde Henning.
“Ja, vi er klar,” sagde Birger og kiggede spørgende på journalisten, som nikkede.
På vej op gennem en fyldt Østergade hev journalisten Birger til side.
“Hvad sker der for de der mistelsten og alle dem der kysser? Hvad har det med
æbler at gøre?”
“Nåja, det var den med prinsessen, jeg skyldte dig.”
Birger gik ind midt i optoget af glade forventningsfulde koldingere og fik lov til
at låne en mistelten.
“Det drejer sig om en episode fra sidste år, da kongeskibet lagde til kaj her i
Kolding. Kronprinsessen blev inviteret ud til Nordhøj i Christiansfeld, hvor
Dagmar går på kunstlinien. Alt gik lige efter planen indtil Tobias forelskede sig i
kronprinsessen. Midt under et tv-interview mellem kronprinsessen og Dagmar
kommer Tobias spankulerende med en mistelten fra paradisæbletræerne foran
sig. Dem er der mange af i Christiansfeld. Kronprinsessen sidder og kigger på,
mens Dagmar maler. Journalisten kiggede distræt og også en kende irriteret på
Tobias, som kom nærmere og nærmere, men journalisten turde ikke afbryde
kronprinsessen af hensyn til etiketten. Så hvad skete der? Tobias holder
misteltenen hen over hovedet på kronprinsessen, prikker hende på skulderen,
og idet hun vender sig om, smask, så giver han hende en møsser lige på
munden.”

10. “Hvordan reagerede hun?” spurgte journalisten.
“Som ægte prinsesser gør. Hun smilede forlegent og fortsatte interviewet. Og så
luskede Tobias af igen.”
“Det kan jeg vist godt huske lidt om. Nåede det ikke nationale medier også?”
“Joh, det kan man vist godt sige,” smilede Birger. “Og så fik vi jo ekstra omtale,
da vi så kronprinsesseparrets officielle julebillede. Der hænger en smuk
mistelten henover døråbningen. Og der står Kolding Most på båndet. Der fik vi
godt nok travlt op til jul. Lige pludselig ville alle have en mistelten.”
“Og derfor kysser alle i Kolding lidt ekstra i år?”
“Formentlig.”
Da de drejede op ad Markdanersgade fik Birger øje på brugsuddeleren.
“Ham skal du møde,” sagde Birger til journalisten.
“God eftermiddag, Birger,” sagde brugsuddeler Søren smilende og vendte sig
om, mens han pegede på sin ryg. Der stod Kolding Most trykt med store
bogstaver på hans windbreaker.
“Sådan!” sagde Birger og klappede ham på skulderen. “De går jo også som varm
æbletærte,” sagde Birger til journalisten. “Men Søren her synes jeg du skal
møde. Ham skylder jeg stort set alt. Hvis det ikke var for Søren, så stod vi stadig
i startblokken.”
“På hvilken måde?”
“Søren købte de første tolv flasker most, som vi pressede for fire år siden. Og
dem solgte han videre i Brugsen nede i Låsbygade. Helt symbolsk ligger Brugsen
faktisk i de lokaler, hvor det oprindelige Kolding Most startede op i 30‘erne.”
“Så cirklen starter og slutter der?” spurgte journalisten, mens han griflede ned
på sin blok.
“En cirkel slutter vist aldrig helt,” sagde Birger og kiggede ud på de mange
mennesker med røde kinder og dryppende næser i den kølige oktoberluft. De
var alle kommet for at smage de første friske dråber af Kolding mosten.
I slotsgården stod både borgmester, museumsdirektør og flere hundrede
haveejere klar til at smage den første presning af Koldings æbler.
Museumsdirektøren havde fundet gamle tegninger frem af en æblepresser fra
Dronning Dorotheas tid, og den havde Henning og Ib prøvet at genskabe, så
godt de kunne.
Hanne havde fået lov til at køre æbleprammen ind i slotsgården. Og så blev der
ellers vasket æbler, revet æbler, presset æbler og hældt Kolding Most på flasker.
Lige før kl. 18 ankom ministeren. Ministerbilen kørte op til slotsporten. Ud
trådte ministeren, men samtidig var der en, der hev Birger i ærmet.

11. Det var Aksel, som lignede en dreng, der var blevet fanget midt i et æblerov.
Birger tilgav ham på stedet.
“Det gør ikke noget, Aksel. Det er godt for dig at komme ud til Torben. Du får
nogle helt andre opgaver, som jeg ikke kan give dig.”
“Jeg har fundet en afløser for mig. Hvis det var noget. Han hedder Ulrik.”
“Han er velkommen,” sagde Birger glad og blev i det samme hevet i det andet
ærme af ministersekretæren. “Vil du hjælpe med at lære ham op, inden du
starter på dit nye job?”
Aksel nikkede og Birger gik over for at hilse på vækstministeren.
Imens blev de første flasker med årets Kolding Most skænket op.