1. Vi får hvad vi beder om….
Skadestuen en torsdag aften i september. Grædende børn, sovende børn, ængstelige forældre, vrede
forældre, jamrende patienter og diskuterende ægtepar mokket sammen i to små lokaler med to
fjernsynsskærme. Og nej! - vi befinder os ikke i mellemøsten eller en fjern fortid – scenariet er fra en
dansk skadestue i september i år 2009.
Skadestuen endnu en aften i september. Samme scenarie dog færre børn. Og denne aften er der mangel
på både læger og på senge. Alle sidder utålmodige og venter i de triste lokaler, hvor der godt nok er vand i
en kande, men ingen krus at drikke af. Selv efter fire timers venten er de halvtomme madautomater med
dyr, elendig mad eller usund slik slet ikke fristende. Nu er INGEN af os havnet på skadestuen for at spise
Men når nu der hverken er læger eller behandling i udsigt inden for en overskuelig tid, så kunne skadestuen
måske prøve med lidt venlig og behagelig omsorgs-psykologi.
Det lyder måske indlysende, men er ikke en realitet, alligevel ville lokaler med plads til kørestole, være en
god ide. Puder til de brækkede lemmer, der skal holdes højt. En sygeplejerske der tilbyder smertestilende
eller giver et godt råd. Klinex til tårer og blod. Sofaer til de mange små børn som så kunne få sig en lur. Et
fad med små klapsammen rugbrødsbidder til de oprørte og skræmte, som er styrtet af sted hjemmefra med
et barn eller en ægtefælle. Et fad med frugtstykker. Et rum med tv og et rum med helende musik. Måske
nogle bøger eller blade. Et akvarium eller blomster. Bare forslag som vel ikke burde vælte hele skadestuens
budget.
Psykologisk kloge tiltag som ville dulme irritationen senere i forløbet - hen på aftenen eller hen på natten
- når man sidder i kø på røntgenafdelingen eller venter på blodprøver eller venter, venter, venter….
Og hvis disse forandringer er for dyre eller organisatorisk umulige, så tror jeg vi skal bruge vores kommende
stemmeseddel med omtanke. Ganske vist er det hverken dig eller mig, der indretter skadestuer eller laver
vagtplaner, MEN det ER os der bestemmer hvordan hele sundhedssektoren skal organiseres. Det er OS der
bestemmer – når vi stemmer!
Og jeg vil gerne stemme på nogen med sund fornuft og en husmoragtig måde at få alting til at række på.
Nogen der tænker omsorgsfuldt og har sans for detaljen. For der er rigeligt med mennesker, der tænker
strømlinet og kaster om sig med beslutninger, som de påstår egner sig fortrinligt til det nye begreb som
kaldes ”den lange bane”. Men når du sidder på skadestuen, har du ikke tid til at vente på ”den lange bane”.
Og tror du, at du har dit på det tørre, fordi du har en sygeforsikring gennem dit arbejde, så forestil dig at du
måske ikke har dit arbejde i morgen, eller at dine goder kan forsvinde som dug for solen hvis vilkårene for
kombinationen skat/sygeforsikring/firma forsvinder.
Tidens tendens, til at være sig selv og sin familie nærmest, bør vel tages op til revision, når der er valg i
sigte. For vil vi ikke gerne være et land hvor man med stolthed tager sig af hinanden? Det tror jeg! Vi
mangler bare lige kvinden der forklarer, hvordan hun vil administrere, som man gør i andre lande omkring
os, nemlig at have en lavere skat OG et bedre sygehusvæsen. Hende stemmer jeg på!