1. Kan du gætte hvem jeg er?
Forleden kravlede en chef for en lokal bank rundt på kartoteksskabene i afdelingen og hængte mine
malerier op. Han var rigtig god til det, men det affødte en del drillende bemærkninger fra bankens ansatte.
Seancen fandt sted før bankens åbningstid, så der var ingen fare for at eventuelle kunder mistede
autoritetstroen overfor den hjælpsomme bankmand. Og det var jo også rimeligt uskyldigt.
Men hvad nu hvis din bankmand eller revisor havde et lille bijob som cirkusklovn eller bagerjomfru ville det
så ikke skabe en indre forvirring?
Det er så dejligt, når man kan sætte folk i nogle kasser. Altså få oplyst hvad de laver og hvem de er gift med
og hvor de bor. Det gør det lettere at relatere til dem, snakke med dem og forstå alt det de siger mellem
linjerne. Sådan lidt skåret ud i pap, så er der mere ro i vores indre kartotek, når nogen præsenterer sig med
både navn, titel og lidt ekstra oplysninger som f.eks: ”Goddag, mit navn er Susanne jeg er journalist og bor i
Klippede med min mand og tre børn”.
Så har de fleste en forestilling om hvordan jeg bor, hvordan jeg er og måske oven i købet hvem jeg stemmer
på til folketingsvalget. Hm, journalist, så tjener hun sikkert godt, men er ikke helt lige til at stole på og med
tre børn, som hun sikkert ikke når at tage sig så meget af – og så er hun sikkert lidt venstreorienteret eller i
alt fald lidt kritisk anlagt. Og Klippede hvor ligger det? Hun er sikkert Københavner, der er flyttet på landet
da det var moderne.
Noget er sandt, andet er ikke. Men da jeg nu er klummeskriver her i avisen, ville det være passende med en
sand beskrivelse. Der er bare lige det, at jeg ikke tror sandheden vil gøre det lettere for nogen at putte mig i
en kasse!
For et par måneder siden var jeg til jobsamtale om en stilling som leder af Det Danske Kulturinstitut i
Edinburgh. Jeg skulle præsentere mig selv – altså forme min egen kasse - og præsentere den så troværdigt
som muligt. Nogle sider af kassen med personlige præstationer fik stor værdi, andet blev totalt uvæsentligt.
Her var det ”leder/organiserings - og formidlingskasketten” der fyldte hele hovedet.
Når jeg holder kurser i mit galleri Maleriet er det både underviser-kasketten og kommunikations-kasketten
der sidder på hovedet – og faktisk har jeg også en sælger-kasket der kommer frem, når galleriet er åbent.
Nu sidder jeg så her og skriver klummer med en kasket der vel kan kaldes journalist-kasketten.
Og jeg er jo ikke enestående! Vi veksler alle rundt med vores kasketter samtidig med at vi stadig har det
godt med at putte hinanden i kasser. Det er der ikke noget ondt i. Vi vil vel bare gerne have klarhed og
enkelhed i kommunikationen med vores medmennesker.
Og så i øvrigt – hvilken kasse tror du, kære klummelæser, at jeg har puttet dig i?
Tja, på Journalisthøjskolen lærte jeg at skrive til Maren i kæret – men hvor mange af dem er der tilbage?