1. Den indre julegrissebasse
Jeg elsker at gå i genbrugsforretninger! Og ja, der lugter lidt af cigar, støv og skyllemiddel
de fleste steder, men jeg er ikke desto mindre blevet helt forfalden til den der følelse af
lykke og held, når jeg finder en helt fantastisk ting til næsten ingen penge. Eller hvis dagen
har været ganske særlig hård at komme igennem, så kan en shop-amok-udflugt til de otte
nærmeste genbrugsforretninger i området få det gode gamle humør tilbage.
Mine børn er godt opdraget, så de smiler høfligt og siger pænt tak, når de får en af mine
fantastiske genbrugsfund stukket over hovedet eller krænget om kroppen, men efter års
påvirkning har de faktisk været på flere næsten frivillige besøg (eller som jeg kalder dem:
skattejagter) i diverse genbrugsforretninger på ferier i Berlin, hvor min ”over-yndlings-
genbrugsforretning” ligger i en lille, stille sidegade.
Tænk at vi lever i så stor overflod, at det er muligt at finde smukke, let brugte ting og sager
til næsten symbolske beløb. Hensunken i denne lykkefølelse gik jeg forleden rundt i en af
områdets genbrugsforretninger og havde netop kantet mig forbi en sofa fra 50’erne da en
stemme pludselig skærer gennem nostalgien og blondekanterne.
”Hvorfor skal de have lov til at komme herind og købe lige hvad de har lyst til for halv
pris?” Hvad hvis jeg vil købe det – får jeg det så til halv pris? Nej! Det gør jeg nemlig ikke!
Den ”frivillige dame” i genbrugsforretningen var meget vred og holdt ikke sit temperament
tilbage mens hun højlydt argumenterede, overfor de andre lidt betuttede frivillige damer i
genbrugsforretningen, hvorfor det var så himmelråbende uretfærdigt at flygtninge kunne
købe genbrugsvarer til halv pris.
”Jeg er dansker! Og jeg betaler skat!”, tilføjede hun triumferende, som om det var et
vægtigt argument.
Og så var det at jeg burde have vendt mig om og have givet damen en opsang eller endnu
bedre have spurgt hende, hvilke varer hun kunne tænke sig at få, hvis hun kunne vælge i
hele forretningen. Have købt dem til hende og foræret hende dem.
Men jeg gjorde ingenting og det var der heller ingen andre der gjorde. Hun fik lov til at stå
der med al sin misundelse og harme og selvretfærdighed. For selv guderne, frivillige
medarbejdere og klummeskrivere kæmper nogle gange forgæves. Men hvad er det mon
der prikker så kraftigt til den indre misundelse hos sådan en dame, når det kan ramme
hende så voldsomt på den nationale stolthed at flygtninge, der ingenting har, kan få bare
lidt at det, de fleste ikke gider have - til halv pris.
Hvis det blot er princippet hun blev sur over – at nogen får noget til halv pris – så kan jeg
bare lige oplyse om, at jeg ofte hører kunder i genbrugsforretningen sige: ”Pengene
passer. Jeg skal ikke have penge tilbage!” Så der er faktisk også kunder der betaler over
eller ligefrem dobbelt!
Og det kunne vi jo alle sammen passende gøre her i december måned som garanti for at
flygtningene stadig kan komme ind og få det allermest nødvendige møblement og
køkkenudstyr til halv pris eller bare for at føle os selvfede – på den gode måde. Glædelig
jul!