1. DKK eksamens projekt
I forbindelse med dkk-eksamen, skulle der udarbejdes et projekt. Målgruppen er mennesker med
nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, der lever i et bosted. Jeg har valgt kommunikation som
overordnet tema, rører dog også ved punkter som medbestemmelse og livskvalitet.
Nogle beboere går meget højt op i, hvad der spises på stedet. Når der er billeder af tilberedte
madvarer i en reklame, kommer de gerne og viser det. Nogen gange vil de meget gerne, at vi skal
spise det på institutionen. Andre gange vil de bare gerne snakke om det.
Og da maden har så høj en prioritering i forhold til beboernes livskvalitet, kom jeg i tanke på at
sætte en tavle op, hvor der sættes billeder op, med maden der skal spises pågældende dag.
Jeg har snakket med to kollegaer og de var indforstået og med på idéen. Jeg fik en anden kollega
til at bestille en tavle, der først kunne leveres i slutningen af februar. Pedellen hængte den op for
os. Meget højt – men da det skulle være en beboer venlig tavle, måtte han pille den ned igen og
sætte den op i beboernes øjenhøjde (vi kan ikke selv bore huller i de vægge;-)).

2. Så startede jeg, med at lave en SMTTE-model, for at kunne arbejde ud fra denne:
Sammenhæng: I forbindelse med DKK-eksamen skal jeg gennemføre, dokumentere og evaluere et
projekt. Da jeg til dagligt arbejder i et bosted for mennesker med nedsat funktionsevne, var det
oplagt, at gennemføre projektet dér. Der har jeg mulighed for at komme og går og kan sætte mig
mere ind i projektet, da jeg ingen begrænset tidsramme har, hvad besøgene angår.
Beboerne har nærmest ingen verbal sprog. Men nogle af beboerne er meget optaget af vores
personale-køkken-tavle, der hænger i et aflåst rum i køkkenet. De vil gerne ind og se og vil have
læst, hvad vi skal spise. Jeg havde den idé, at det for beboernes skyld, måske var mere
hensigtsmæssig at introducere en beboer-køkken-tavle. Som er frit tilgængeligt for alle, med billeder
af mad, udvalgt af beboere sammen med mig. Beboerne vil således vide, hvad vi skal spise
pågældende dag og få fra nu af mere indflydelse, altså medbestemmelse i udvalget af maden. Der
vil stå en kurv med billederne, som beboerne frit kan rode rundt i – gerne også sammen med
personalet. De har derved mulighed for at udtrykke deres ønsker omkring madlavningen. Ligeledes
får beboerne på denne måde mulighed for at kommunikere omkring maden meget mere end før. De
vil pludselig kunne give udtryk for ønsker og behov. Eller kan bare føre en samtale omkring en
madvare, de måske er optaget af.
Mål: At indføre en pædagogisk relevant kommunikationsform i forbindelse med selv- og
medbestemmelse fra beboernes side. At igangsætte denne ”madtavle” giver beboeren mulighed
for medindflydelse i dagligdagens måltider. Der vil blive taget hensyn til de enkeltes ønsker, men i
samarbejde og med vejledning af personalet, vil sund og nuanceret kost stadig står øverst på
planen – men undtagelser skal der selvfølgelig være. Mål er ligeledes, at det på lang sigt ikke skal
står som projekt, men bibeholdes til gavn for beboerne. Således vil også livskvaliteten forøges.

3. Tiltag: Jeg vil inddrage beboerne i projektet. I at væge diverse billeder fra
nettet, handle materiale og efterfølgende introducere beboerne i projektet.
Beboerne introduceres i billederne og får derefter en kasse sat op, hvor de kan
går hen og vælge. Så de får mest gavn af projektet. Ligeledes vil jeg sætte
mig ind i fagligt relevant litteratur vedrørende kommunikation.
Tegn: Når beboerne viser tegn på interesse i arbejdet rundt omkring tavlen.
Og når beboerne selv starter at bestemme, hvad de vil spise.
Evaluering: Jeg vil evaluere, i kort tid efter indføringen af tavlen. Jeg vil ikke
kunne lave en afsluttende evaluering, da min hensigt jo er, at der vil blive
fastholdt i projektet også efter, at jeg er færdig med selve opgaven. Jeg vil
se, om tavlen er til gavn eller ej. Hvor mange aktivt deltager i
kommunikationen omkring madtavlen. Om hvor mange der bruger den.

4. Hvor der først var et billede,
hænger nu tavlen.
Så ses der et udvalg af
mad-billederne.
Og så kurven, hvor beboerne må
finde billederne til aftenens menu

5. Vigtigt i det pædagogiske arbejde er, at skabe en ”fælles
oplevelsesverden” (Per Lorentzen). At skabe en situtation sammen,
hvor begge parter involverer sig i kommunikationen og på denne måde
skaber en mening sammen og en værdifuld kommunikation. Ligeledes er
det af stor betydning for livskvaliteten. At blive hørt til, forstået og
værdsat. Min opgave som pædagog er, at hjælpe beboeren med at
sætte ord på tingene og hjælpe, med at udtrykke sig. Og det gjorde jeg
så, idet jeg igangsatte projektet, med et, for beboerne, meget relevant
emne. (Thomsen F. S., 2011)

6. Jeg tog en beboer med i byen, for at købe en kurv, hvor vi så ville
gemme billederne. To beboere hjalp med at vælge billeder på
nettet og var tilstede, da jeg laminerede dem. Allerede der,
rørte de ved billederne og kommunikerede med hinanden omkring
de forskellige madvarer. Der kunne jeg allerede erkende
pædagogikken i det: Billederne forøgede beboernes
kommunikative kompetencer og gav dem på samme tidspunkt
mere indflydelse på vores madplan. På den måde har jeg øget
beboernes forståelse for vores madplan.

7. Så tog jeg de beboere, der hovedsageligt ville få glade af tavlen
til side og introducerede dem i konceptet. At tavlen nu hver dag
ville vise vores menu til aftensmaden og at de skulle være med til
at finde de pågældende billeder frem. De var meget glade for
billederne og måtte lige kigge og røre ved dem et kvarter, før vi
gik i gang, med at lave planen for den første dag. Og det gik
meget fint. Dog var planen, at kurven skulle stå åbent, så alle frit
kunne rode rundt i den. Andre beboere var også glade for
billederne, og tog dem med til deres lejligheder. De fik så deres
egne billeder og vi låste kurven ind i viktualierummet og hentede
det kun frem, når en beboer ønskede det, eller tavlen skulle
laves på ny.

8. Desværre er der også opstået negative forhold. Åbenbart er det
ikke alle kollegaer, der inddrager beboerne, når tavlen skal laves.
Det er synd og ikke meningen. Men hvorfor de lige ”glemmer”
beboerne, kunne jeg ikke finde ud af. Det er lidt trist, da det jo er
samtalen og samværet, der skal give brugeren følelsen af
ligeværdgihed, medbestemmele og til dels også medansvar. Så
samtalen eller her nærmere kommunikation, er et centralt værktøj,
pædagogen skal benytte sig af, hvis beboeren skal inddrages i
dagligdags aktiviteter, for derved at øge selvbestemmelsen.
(Pedersen, J. F., 2007)

9. Men evaluerende vil jeg sige, at madtavlen er en succes. Beboerne har som før
nævnt, forøget deres kommunikative kompetencer, da de nu konkret kan
kommunikere omkring menuen og madvarer overordnet. De kommunikerer
med hindanden, går til tavlen og viser hinanden billederne. Altså også en
forøgelse af socialt samvær. Og idet nogle af beboere er så optaget af maden,
og er en vigtig del af deres livskvalitet, er den også steget. De har fået meget
udbytte af tavlen og store kommunikative muligheder – begrænset på et emne
– dog et stort emne for pågældende beboere. Ligeledes er aktionsniveauet
steget. Måske et tegn på, at jeg har valgt det rigtige medie (billeder) til
beboernes individuelle begrænsniger og muligheder. Det er en vigtig proces i
pædagogens arbejde, at arbejde ud fra individuelle forhold og tilpasse
aktiviteten til den enkelte. Jeg har gevet beboerne en vis form for
”kommunikativ autonomi” - idet jeg har givet beboerne muligheden for at
fortælle om det, de er optaget af. (v. Tetzchner o. Martinsen, 2004).

10. Litteratur
Thomsen, F. S. - Mening skaber vi sammen. I
Mark, K. (red.), Pædagogers arbejde med sprog
og billeder (1. udg.), Akademisk Forlag, 2011
Pedersen, J. F. - Hvor svært kan det være?, (1.
udg.) Lindhøjgaard Kurser, 2007
Martinsen H. og v. Tetzchner, S. - Alternativ og
supplerende kommunikasjon (2. udg.), Gyldendal
Norsk Forlag, 2004