1. Kandidatspeciale
Jon Toft-Jensen
En farbar vej for udkantskommunerne?
Potentialet for bosætning i udkantskommuner
i Danmark og det sydlige Sverige
Logo: CMYK UncoatedLogotype: CMYK U/C 0/0/0/70 0/100/65/34 Logo: CMYK Coated 25/100/77/40
-
-
-
-
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Institut logo
-
-
-
-
Logo: CMYK UncoatedLogotype: CMYK U/C 0/0/0/70 0/100/65/34 Logo: CMYK Coated 25/100/77/40
-
-
-
-
2. En farbar vej for udkantskommunerne? – DokumentinfoSide 2 af 69
Institutnavn: Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning
Name of department: Department of Geosciences and Natural Resource Management
Forfatter: Jon Toft-Jensen
Vejleder: Høgni Kalsø Hansen
Afleveret: 5. maj 2014
Titel og undertitel: En farbar vej for udkantskommunerne? – Potentialet for bosætning i
udkantskommuner i Danmark og det sydlige Sverige
Title and subtitle: A viable route for municipalities in the periphery? – The potential of
settlement for peripheral municipalities in Denmark and southern Sweden
Antal anslag: 152.645 (eksl. tabeller og kort)
Forsidebillede: Nørresand i Gudhjem, Bornholm (Foto: Jacek Kadaj | Dreamstime.com)
3. En farbar vej for udkantskommunerne? – Abstract Side 3 af 69
Abstract
All over Europe many regions in the periphery to the greater urban centers are experi-
encing loss of jobs and population decline due to structural changes. As the knowled-
ge economy is getting increasingly important, many jobs are relocated to the greater
cities leaving the local municipalities in the peripheral areas with great challenges.This
paper seeks to investigate the potential of settlement strategies for the peripheral mu-
nicipalities in Denmark and Gothia in southern part of Sweden. I choose to compare
the potential in Denmark with that in Gothia, as the conditions in the peripheral
regions here is much alike.
Much recent litterature describes the possible potential of the peripheral municipa-
lities as residential locations for people who seek the quieter everyday life away from
the cities. The recent increase in mobility and ICT should enable people to live in
the periphery while still working in the cities. I test the importance of factors such as
proximity to the natural amenities sea and forest, time distance to greater urban areas,
closeness of railway station, and employment levels. My findings show that employ-
ment and time distance to greater urban areas are of great significance for peripheral
municipalities and villages' potential for population growth. My results also show that
the remaining factors is less likely to explain the population changes. Consequently,
this paper argues that the potential of settlement is greatest in villages located relative-
ly close to jobs and larger cities, while the most peripheral villages are more likely to
experience population decline.
4. En farbar vej for udkantskommunerne? – IndholdSide 4 af 69
Indhold
Indledning������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������� 6
Opgaveformulering������������������������������������������������������������������������������������������������������� 7
Afgrænsninger ������������������������������������������������������������������������������������������������������������� 7
Teori ��������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������� 8
Landskabelige herlighedsværdier��������������������������������������������������������������������������������� 14
Tilgængelighed og infrastruktur��������������������������������������������������������������������������������� 17
Erhvervsstrukturer og socioøkonomi��������������������������������������������������������������������������� 19
Fremtidige strategier for udkantskommunerne����������������������������������������������������������� 23
Metode����������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������� 27
Variable ��������������������������������������������������������������������������������������������������������������������� 27
Baggrundsmateriale��������������������������������������������������������������������������������������������������������� 32
Udpegning af udkantskommuner������������������������������������������������������������������������������� 32
Udkantskommunernes landsbyer������������������������������������������������������������������������������� 34
Udkantskommunernes erhvervsstruktur��������������������������������������������������������������������� 37
Arbejdsmarkedet i udkantskommunerne�������������������������������������������������������������������� 41
Offentlig forsørgelse��������������������������������������������������������������������������������������������������� 44
Uddannelsesniveau����������������������������������������������������������������������������������������������������� 45
Analyse����������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������� 48
Befolkningsudviklingen i landsbyer���������������������������������������������������������������������������� 48
Landskabelige herlighedsværdier��������������������������������������������������������������������������������� 52
Tilgængelighed og infrastruktur��������������������������������������������������������������������������������� 53
Erhvervsstruktur og socioøkonomi����������������������������������������������������������������������������� 56
Befolkningsudviklingen i udkantskommunerne��������������������������������������������������������� 60
Konklusion����������������������������������������������������������������������������������������������������������������������� 63
Perspektiver fremadrettet ������������������������������������������������������������������������������������������� 64
Litteratur������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������� 66
5. En farbar vej for udkantskommunerne? – Indhold Side 5 af 69
Bilag
Bilag A: Større byer i undersøgelsesområdet
Bilag B: Udkantskommuner
Bilag C: Befolkningstal og -udvikling i udkantskommunerne
Bilag D: Landsbyer i udkantskommunerne
Bilag E: Uafhængige variable til landsbyanalyse
Bilag F: Sektorers andel af arbejdspladser i udkantskommunerne
Bilag G: Pendling- og beskæftigelsesniveau i udkantskommunerne
Bilag H: Kontanthjælpsmodtagere
Bilag I: Uddannelsesniveau
6. En farbar vej for udkantskommunerne? – IndledningSide 6 af 69
Indledning
Strukturelle forandringer de senere år har betydet, at der er sket en forskydning af den
økonomiske aktivitet fra de tyndere befolkede dele af landet til de større byområder.
Områder beliggende perifært i forhold til de større byområder ved Storkøbenhavn og
i Østjylland oplever et tab af arbejdspladser og befolkningstilbagegang. Tendensen
er ikke unik for Danmark, og i de fleste europæiske lande er de regionale forskelle i
økonomisk aktivitet mellem urbane og rurale dele øget med fraflytning fra udkants-
områderne til følge.
Disse udkantsområder er i mange tilfælde præget af en industristruktur med arbejds-
kraftintensiv produktion, og efter fabrikslukninger med faldende beskæftigelse til føl-
ge, har disse områder ofte svært ved at omstille sig til en postindustriel økonomisk
struktur med fokus på vidensøkonomi.
I samfundsdebatten i Danmark har diskussionen om udkantsområder og deres frem-
tidsudsigter fyldt meget, og fortællinger om udkantskommunernes udfordringer med
huse og hele landsbyer i forfald har været med til at præge debatten. Men hvor be-
tegnelsen Udkantsdanmark tidligere især blev koblet sammen med socioøkonomiske
problematikker i den rådne banan, er der i de senere år også kommet mere fokus på
potentialerne i Vandkantsdanmark.
På trods af at den nye virkelighed med faldende antal arbejdspladser i udkantskommu-
nerne synes at indsnævre fremtidsmulighederne til at stå i mellem statslig subsiduering
eller afvikling, så står flere udkantskommuner med potentialer, som kan udnyttes i
højere grad end i dag. I kommunerne beliggende væk fra de større byer findes herlig-
hedsværdier, som er sjældne i byerne. Nærhed til naturen er et gode, som er attraktivt
for både turisme og bosætning.
Sideløbende med at ændringerne i den økonomiske struktur har medført, at arbejds-
pladserne centreres omkring de større byer, er mobiliteten i samfundet som helhed
øget. Forbedret trafikal og teknologisk infrastuktur har mindsket den tidsmæssige af-
stand fra udkant til storby, og her ligger således et potentiale for udkantskommunerne
som bosætningssted for pendlere. Flere kommuner arbejder i dag med bosætningsstra-
tegier, der skal tiltrække nye beboere og fastholde nuværende.
Der er mange lighedspunkter mellem situationen for perifært beliggende kommuner
i Danmark og Götaland i den sydlige del af Sverige, som gør situationen sammenlig-
nelig. Men der er også nogle nationale forskelle. Med en undersøgelse af udkantskom-
munernes nuværende situation og udvikling de senere år ønsker jeg at finde frem til,
hvilke elementer der er af betydning for udkantskommunernes potentialer for bl.a.
bosætning. Jeg vil desuden sammenligne situationen på tværs af landegrænsen for
at vurdere betydningen af nationale forskelle i stedbundne forudsætninger og førte
politikker.
7. En farbar vej for udkantskommunerne? – Indledning Side 7 af 69
Opgaveformulering
Nærværende speciales overordnede formål er at undersøge følgende:
• Hvad kendetegner danske og götalandske udkantskommuner, og er der nationale forskelle?
• Hvilke forhold har betydning for udkantskommuners potentiale for at fastholde og
tiltrække borgere?
Afgrænsninger
Geografisk enhed
Det vil altid være en afvejning, når der skal foretages et valg om, hvilken skala den ge-
ografiske aggregering af data skal foretages på. Jeg har i dette speciale valgt at anvende
kommuner som den primære geografiske enhed. En større skala vil give mulighed for
at benytte flere variable baseret på statistisk data, da nogle variable leveres aggregeret
på større enheder end kommuner. Men ved at studere større regioner som eksempelvis
funktionelle arbejdsmarkedsregioner overses måske nogle interregionale forskelle. Et
valg af mindre geografiske enheder kan medføre problematikker i forhold til rumlig
autokorrelation (Eriksson Hansen, 2013), og – mere væsentligt for mit valg – så er
meget statistisk data ikke opgjort på mindre enheder end kommuner.
Mit argument for at vælge kommuner som primær geografisk enhed af at kommunerne
er den primære planlægningsmyndighed på området i både Danmark og Sverige. Jeg har
med baggrund i dette ligeledes valgt at anlægge det kommunale perspektiv, som grund-
lag for dette speciale. Det vil sige at teori og analyse diskuteres ud fra kommunal ræson,
hvor fokus er på kommunernes muligheder som myndighed indenfor de givne vilkår.
Udkant
I meget teori og empiri anvendes forskellige afgrænsninger af, hvilke områder, der
betegnes som udkantsområder – således også i de undersøgelser og den teori jeg an-
vender i kapitel 2, hvor jeg gennemgår teori på feltet. Jeg vil i teorigennemgangen
ikke skele nærmere til de forskellige afgrænsninger, da jeg vurderer at pointerne fra
undersøgelserne med stor sandsynlighed ville være nogenlunde de samme, selvom af-
grænsningen af udkantsområderne havde været defineret anderledes.
For min egen del af undersøgelsen er perspektivet som nævnt det kommunale, og
jeg opdeler således kommunerne i Danmark og Götaland i udkantskommuner og
ikke-udkantskommuner. Da udkant som begreb er meget kontekstafhængigt, skal der
almindeligvis mere til før en kommune betegnes som udkantskommune i et tyndtbe-
folket land som Sverige end i Danmark. Mit fokus er primært på situationen i Dan-
mark, mens de götalandske kommuner hovedsageligt tjener som sammenlignings-
grundlag. I kapitel 4 udpeger jeg mit bud på de danske udkantskommuner samt de
götalandske kommuner, der modsvarer disse.
8. En farbar vej for udkantskommunerne? – TeoriSide 8 af 69
Teori
Bosætning som udkantskommunernes fremtid
Der pågår i disse år en strukturel omstillingsproces, som især mærkes voldsomt i ud-
kantsområderne i lande som Danmark og Sverige med avancerede industristrukturer.
Og umiddelbart er det de perifære regioner, som står som tabere i denne omstilling
(Møller, 2011 og Nuur Laestadius, 2009). Den væsentligste drivkraft bag denne
strukturelle udvikling finder man i det forhold, at den videnstunge, udviklingsorien-
terede økonomi centraliserer sig i vækstregionernes centrale dele – det vil sige de større
byer, og oftest langt fra udkantskommunerne. Den postindustrielle udvikling med
fokus på vidensøkonomi har således skabt en opdeling mellem urbane regioner og ud-
kantsregioner, og har gavnet byregionerne relativt mere, således der er er opstået større
intranationale uligheder (Eriksson Hansen, 2013 og Møller Rolandsen, 2011).
Der tegner sig, ifølge Møller og Rolandsen, som følge af denne udvikling et muligt
billede af et fremtidigt A- og B-Danmark, og måske sågar et C-Danmark (Møller
Rolandsen, 2011).
Selvom udkantsområdernes mange og store udfordringer i denne forbindelse ikke skal
negligeres, så ser Nuur og Laestadius stadig mange muligheder fremadrettet for ud-
kantsområderne. De ser ikke kun globaliseringen og vidensøkonomiens fremvækst
som en trussel for udkantsområderne, men mener også at den er med til skabe mu-
ligheder for nogle af kommunerne i disse egne. Muligheder, som kan fremmes ved de
rette førte politikker (Nuur Laestadius, 2009 og Nuur Laestadius, 2010). Dette
bakkes op af Hjalager, som påpeger, at der er sket en mindre udligning mellem urbane
og rurale områder i forhold til hvilke typer af aktiviteter, der er til stede. Udkantsom-
råderne nærmer sig derfor inden for flere socioøkonomiske og livstilsmæssige forhold
byerne (Hjalager, 2012).
Især landsbyerne er dér, hvor de strukturelle forandringer har været mest markante,
og landsbyerne udfylder i dag en helt anden rolle end den de oprindeligt opstod om-
kring. De er gået fra indtil langt oppe i 1950’erne at være produktionssamfund, hvor
de fleste landsbyer var både kulturelt og økonomisk selvbærende samfund til i dag at
opfylde en helt anden rolle. Denne er først og fremmest som bosætningssamfund, og
dette især for familier med børn. Dette skifte betyder samtidig, at det er nogle andre
parametre end tidligere, der afgør om en landsby er attraktiv for beboere eller ej (Møl-
ler, 2011). I Møller og Rolandsens (2011) terminologi betyder det, at udkantskom-
munerne vil få svært ved at blive en del A-Danmark i forhold til vækst og økonomisk
udvikling. Derimod kan de prøve at påvirke udviklingen så de bliver en del af B-Dan-
mark, mens de mindst attraktive områder, som ikke lykkes med dette, vil være dem,
som står tilbage og kunne betegnes som C-Danmark.
9. En farbar vej for udkantskommunerne? – Teori Side 9 af 69
I den regionale udviklingsteori indenfor økonomisk geografi glimrer de mindre ud-
kantsregioner ofte i deres fravær, idet teorierne fokuserer på de urbaniserede økonomi-
ske strukturer (Eriksson Hansen, 2013). Dette kan til dels skyldes, at der generelt er
et urbant fokus i store dele af geografisk teori, men det skyldes nok især, at udkantsre-
gionerne i den postindustrielle økonomiske struktur med fokus på viden som vækst-
bærende ikke skal ses som konkurrende til storbyregionerne i et globalt perspektiv.
Snarere skal de ses som en del af storbyernes opland, som varetager nogle funktioner
i forhold til de centrale urbane dele. Udkantskommunerne konkurrerer dog mod by-
kommunererne på lavere plan om bosætning og lokalisering af virksomheder.
Mens det strukturelle skifte hen imod en globaliseret vidensøkonomi har flyttet fokus
til de urbane dele, har udviklingen indenfor informations- og kommunikationstekno-
logi (IKT) og trafikal infrastruktur de senere årtier samtidig betydet at byernes opland
dækker over et voksende geografisk område (Aner, 2009; Aner, 2013; Nørgaard et
al., 2010 og Schroll Søgaard, 2013). Disse tendenser betyder, ifølge Schroll Sø-
gaard, at der ikke er tale om et Danmark, der er på vej til at ’knække’, som det ellers
undertiden har været fremført i den danske debat. Men for visse udkantsområder kan
fremtidsudsigterne dog umiddelbart være ganske problematiske (Schroll Søgaard,
2013). Der har de seneste årtier været forskellige retninger indenfor regionaludvik-
lingsteori i forhold til forståelsen af omfanget af de strukturelle forandringers betyd-
ning for udkantsregionerne. Fælles for størstedelen af disse er dog, at de anser foran-
dringerne i den økonomiske struktur som havende afgørende betydning for at forklare
den voksende sociale og økonomiske ulighed mellem de urbane og de perifære regi-
oner (Eriksson Hansen, 2013). Udkantsområderne er således i høj grad afhængige
af det arbejdsmarked, der findes i de større byer, som de agerer opland for. Svenske
undersøgelser viser i forlængelse af dette, at når folk flytter over længere afstande er
det stort set udelukkende sociale og jobmæssige faktorer, der er afgørende for, hvilken
region, de vælger at bosætte sig i. Inden for den givne region er der dog på en lavere
geografisk skala andre faktorer, heriblandt forskellige typer herlighedsværdier, som har
betydning for valget af bosætningsområde (Niedomysl, 2008).
Der har i nogen tid eksisteret et paradigme indenfor regionaludviklingen, som agiterer
for en sammenhæng mellem humankapital og økonomisk vækst (Eriksson Hansen,
2013). Florida forklarer i sine meget anvendte og omtalte teorier, hvordan forskellige
typer af herlighedsværdier er med til at tiltrække den efterstræbte humankapital. Flori-
da mener samtidig, at de individer, som udgør humankapitalen, hovedsageligt tiltræk-
kes af de urbane centre, da det er her, de fleste herlighedsværdier findes, og konklude-
rer således indirekte at den økonomiske vækst i vidensøkonomien hovedsageligt skal
komme fra de urbane centre (Florida, 2002). Nuur og Laestadius er enige med Florida
i, at tilstedeværelsen af herlighedsværdier kan forklare bosætningsvalg, og bider især
mærke i, at de til stadighed mere og mere udviskede grænser mellem arbejdsliv og fri-
tidsliv gør, at de herlighedsværdier med betydning for fritidslivet får større betydning
10. En farbar vej for udkantskommunerne? – TeoriSide 10 af 69
i valget af bosætning. Dette kan således betyde, at nogle udkantsområder har nogle
vigtige herlighedsværdier for dele af humankapitalen (Nuur Laestadius, 2009). En
sådan tendens, som ses i flere europæiske lande, men især i England, bliver benævnt
kontraurbanisering. Det dækker over fænomenet, hvor flere relativt veluddannede og
velstillede familier flytter fra de urbane centre ud til landsbyer i udkantsområderne.
Forklaringen skal hovedsageligt findes i de bedre muligheder for at få opfyldt nogle
ønsker i de mere perifære landsbyer end i de centrale byer. Årsagerne er således i højere
grad præget af tiltrækningsfaktorer eller herlighedsværdier ved det landlige, end de
bærer præg af såkaldte uddrivelsesfaktorer ved det urbane, selvom der selvfølgelig til
en vis grad er en sammenhæng mellem disse (Bell et al., 2010; LBD, 2008; Pedersen,
2009 og Sørensen, 2013). Der er forskelle på den strukturelle udvikling i USA og
Europa, og da Floridas kontekst hovedsageligt er amerikansk, kan noget af forklarin-
gen til forskellene mellem beskrivelsen af de pågående tendenser indenfor regional-
udvikling måske findes deri. Ifølge Nuur og Laestadius er der, i hvert fald i Sverige,
mange veluddannede, der tiltrækkes af de herlighedsværdier, som hovedsageligt findes
udenfor de urbane centre (Nuur Laestadius, 2009). Udkantskommunerne har så-
ledes nogle tiltrækningsfaktorer, som kan bibringe humankapital til kommunerne.
Især nærheden til naturen er en meget højt prioriteret herlighedsværdi hos svenskere,
og Nuur og Laestadius anser sågar, at de udkantskommuner, der besidder de rigtige
herlighedsværdier, vil være ganske konkurrencedygtige i kampen om den ønskede hu-
mankapital “i en ikke så fjern fremtid” (Nuur Laestadius, 2009: 1). Kommunale
strategier, som skal sikre vækst gennem bosætning, har længe haft politisk fokus (Nie-
domysl, 2008), og mange kommuner – især i udkantsområderne – har bosætning som
et selvstændigt mål. Måske i erkendelse af at de strukturelle forandringer har efterladt
dem med få andre muligheder.
Attraktive bosætningslokaliteter
Men hvilke faktorer er det så, der er ’de rigtige’ i et sådant bosætningsparadigme?
Udover de umiddelbart mest rationelle faktorer, såsom arbejdsmarkedsforhold, tilste-
deværelsen af offentlig og kommerciel service og nærhed til familie og venner, er de at-
traktive områder især dem med herlighedsværdier som flot natur, kulturhistoriske mil-
jøer, trygge omgivelser for børn, lokalsammenhold, gode kollektive trafikforbindelser
og tidsmæssig nærhed til de urbane centre (Johansen Eskildsen, 2008; Nørgaard
et al., 2010 og Præstholm et al., 2002). Landsbyer som besidder disse herlighedsvær-
dier er ifølge forskere en knap ressource, hvorfor de, der har et sådant potentiale bør
fremmes (Hjalager, 2012 og Nuur Laestadius, 2009). Når det gælder herligheds-
værdierne har nogle kommuner og nogle landsbyer komparative fordele, som kan
forsøges bringes i spil i forhold til at tiltrække og fastholde beboere (Primdahl, 2011).
At herlighedsværdierne skal ses som komparative, skal forstås således at de er relative
i forhold til konkurrende bosætningningsområders udbud – oftest indenfor oplandet
til den samme storbyregion (Hasler et al., 2002).
11. En farbar vej for udkantskommunerne? – Teori Side 11 af 69
Der lægges i paradigmet op til, at herlighedsværdierne er stedbundne i forskellig grad.
Eksempelvis vil en landsbys nærhed til unik natur være mere stedbunden, end ud-
buddet af offentlig service i en landsby er. Der kan således argumenteres for, at de
stedsbundne potentialer er mere væsentlige for en landsbys fremtidige rolle end dens
nuværende situation (Hjalager, 2012). Udkantskommuners potentiale ligger ikke i at
forsøge at efterligne bykommuners strategier, for på de punkter har den strukturelle
udvikling gjort at de allerede ligger langt bagefter. I stedet bør de, ifølge Realdanias
guide til udnyttelse af udkantskommunernes potentialer, satse på de allerede tilstede-
værende potentialer, som gør dem mere unikke og således kan give dem komparative
fordele (Havelund Andersen, 2012). Som tidligere nævnt så ligger en stor del af
udkantskommunernes potentiale i dag i at være opland og bosætningsområde for de
urbane regioner. Afstanden til større byer og arbejdsmarkeder har betydning for, hvor
stort dette potentiale reelt er. Der er generelt stor enighed blandt teoretikerne om
hvilke værdier, der gør bosætning i udkantskommuner attraktiv. Nærhed til natur og
kulturhistoriske miljøer er af stor betydning, ligesom mere plads (end i byerne), lavere
leveomkostninger, god infrastruktur og tilgængelighed, godt serviceniveau, lokalt en-
gagement og naturligvis arbejdsmarked er det (Havelund Andersen, 2012; Kjeldsen
et al., 2009; Nuur Laestadius, 2009; Primdahl, 2012; m.fl.).
Befolkningstilbagegang i udkantsområder er ikke nyt i hverken Danmark eller Sveri-
ge, og har været en tendens i mange år. Den planlægningsmæssige reaktion på dette
har gennem historien været af forskellig karakter og kan i grove træk opdeles i, at ud-
viklingen modarbejdes gennem offentlig subsidiering, eller at udviklingen accepteres,
og planlægningen har afvikling eller anden udvikling som præmis. Nuur og Laesta-
dius’ undersøgelse af udviklingen i de to svenske udkantskommuner Söderhamn og
Ljusdal viser, at politiske strategier har sine begrænsninger i forhold til at kunne ændre
udviklingen i udkantsregioner fundamentalt, og at det ofte er blevet overvurderet fra
politisk hold, hvad man kan gør oppefra og på kort tid (Nuur Laestadius, 2010).
Deres konklusion er blandt andet, at udviklingen i udkantskommuner i høj grad be-
ror på strukturelle forandringer, og den kan derfor ikke altid bare vendes med den
rette førte politik. Det værende sagt mener de dog stadig, at det er muligt delvist at
styre den igangværende udvikling i en mere ønskværdig retning. Befolkningsudviklin-
gen vender næppe til vækst i de fleste udkantskommuner lige foreløbigt. Derfor giver
det bedre mening som udkantskommune at agere ud fra det i stedet for at prøve at
kæmpe imod stærke strukturelle kræfter. Det vil ifølge Nuur og Laestadius’ undersø-
gelse alligevel næppe have nogen større virkning på længere sigt og vil måske ligefrem
forstærke nedgangen, når subsidieringen ophører, som det var tilfældet i Söderhamn
(ibid.). Når de stedbundne potentialer er lokaliseret, handler det derfor fra kommunal
side om at turde satse på udviklingen der, hvor der er potentiale og noget at værne om
(Høe, 2012 og Møller, 2011).
12. En farbar vej for udkantskommunerne? – TeoriSide 12 af 69
Landsbyer og børnefamilier i fokus
Mange undersøgelser tyder på, at forskellene i bosætningspræferencer i høj grad kan
forklares ud fra forhold, der hænger sammen med stadier i menneskers livscyklus.
Derfor har disse forhold også meget indflydelse på sandsynligheden for at flytte til en
udkantskommune (Clapham, 2005). Som beskrevet, er de væsentligste forhold, der
influerer bosætningspræferencer sociale og jobmæssige faktorer, og dette lader til at
være relativt generelt uanset livsforløb (Kristensen Andersen og Niedomysl, 2008).
Men dette gælder hovedsageligt på en større geografisk skala – her forstået som re-
gionalt niveau, og kun i mindre grad valg af konkret bosætningsted og bolig, der
indbefatter valget af by, hus og til dels også kommune. På denne mindre skala er det
en større kombination af faktorer, som gør sig gældende, og disse er, ifølge Kristen-
sen og Andersens undersøgelser, dikteret af især familiesituation, økonomisk formå-
en og livsstil (Kristensen Andersen, 2009). Ved at anskue livsforløbet ud fra en
Hägerstrandsk tidsgeografisk terminologi, vil præferenceændringer i forbindelse med
ændrede demografiske forhold således typisk være afgørende for tids-rum ændringer
i livsforløbet. Ifølge Hägerstrand kan individers livsforløb illustreres som baner, der
følges i rum og tid og under tiden skifter mellem forskellige stationer (Hägerstrand,
1970). De livsbegivenheder, der har betydning for disse stationsskifter, vil typisk være
ændringer i job- eller familiemæssige forhold, såsom familieforøgelse, skilsmisse, job-
skifte og pensionering (Clapham, 2009).
Selvom disse anskuelser bygger på generaliseringer, og de enkelte livsforløb følger disse
baner i varierende grad, har det stadig stor relevans for kommunale bosætningsstrate-
gier. Flere undersøgelser viser, at det i høj grad er børnefamilier og pensionister, som
udkantskommunerne har mulighed for at tiltrække som nye beboere (Niedomysl,
2008 og Nørgaard et al., 2010). Årsagen hertil skal findes i, at børnefamilier gen-
nemsnitligt set ønsker mere plads i og ved boligen, og at pensionister ikke længere er
afhængige af arbejdsmarkedet, og kan prioritere andre værdier. 90 % af de 430 danske
børnefamilier adspurgt i Kristensen og Andersens undersøgelse (2009) ønskede at
bo i enfamilieshus, hvilket var den højeste andel blandt de forskellige ’livscyklusfa-
ser’. Også svenske undersøgelser peger på at børnefamilier gennemsnitligt bosætter sig
længere væk fra byerne end andre grupper (Niedomysl, 2008). Det er her vigtigt at
indskyde, at selvom børnefamilierne ønsker mere plads og bosætter sig længere væk
fra byerne, er det langt fra ensbetydende med, at de flytter til en udkantskommune.
Forstæderne er den primære destination for de, der flytter ud fra byerne (Kristensen
Andersen, 2009), men idet at de ønsker at skifte bosætningssted, ligger et potentiale
for udkantskommunerne i at kunne tiltrække nogle af disse børnefamilier.
Da det er børnefamilier og pensionister, udkantskommunerne umiddelbart har de
bedste muligheder for at tiltrække, er det relevant at se på de mere konkrete bosæt-
ningspræferencer hos disse grupper. Af disse to grupper, er det økonomiske potentiale
for udkantskommunerne størst ved børnefamilier, idet deres tilknytning til arbejds-
13. En farbar vej for udkantskommunerne? – Teori Side 13 af 69
markedet potentielt kan hæve det kommunale skattegrundlag. Her kan det forhold,
at landsbyerne hovedsageligt er populært som bosætningssted for mennesker i par-
forhold (ibid.), dog være problematisk i forhold til det Hägerstrand benævner som
koblingsrestriktioner. Hermed menes at flere individer skal koordinere deres livsbaner
(Hägerstrand, 1970), og oftest skal begge individer i parforholdet således kunne finde
arbejde inden for rimelig afstand af bosætningsstedet, hvilket kan lægge en dæmper på
de praktiske muligheder for at flytte til steder med færre jobmuligheder.
Ønsker til det lokale miljø, som at det skal være et roligt område, være naturnært, have
gode transportforbindelser og have gode servicefunktioner, er højt prioriteret blandt
især gruppen af børnefamilier (Kristensen Andersen, 2009). En undersøgelse af
bosætningsvalg blandt tilflyttere i udkantskommuner foretaget af SBi i 2009 og 2010
viste at tre fjerdedele af tilflyttere til de danske udkantskommuner valgte at bosætte
sig i landsbyerne eller ude på landet, mens kun en fjerdedel flyttede til de mindre byer
(Nørgaard et al., 2010), mens det fra undersøgelser af selvrapporterede præferencer
fremgår, at mange drømmer om at komme længere ud på landet at bo i forhold til hvor
de bor nu. Det er især ’livet på landet’, som fremstår som attraktivt, mens landsbyer-
ne kun i mindre grad ses som drømmedestinationen (Kristensen Andersen, 2009;
Nørgaard et al., 2010 og Sørensen, 2013). Flere af de samme undersøgelser påpeger
dog samtidig, at selvrapporterede præferencer ikke er særligt valide som indikator for
de reelle flyttemønstrer. Mange vælger således landsbyerne som bosætningssted frem
for livet på landet, når beslutningen om at flytte bliver mere konkret, da landsbyerne,
udover at kunne tilbyde nogle af de samme drømme om det rolige hverdagsliv i dejlige
omgivelser, samtidig har nogle af de servicefunktioner, som gør hverdagslogistikken
lettere (Kjeldsen et al., 2009; Nørgaard et al., 2010 og Sørensen, 2013). Landsbyen
kan have potentiale som det mulige kompromis med elementer fra det landlige liv
såvel som elementer fra forstadens hverdagspragmatiske tiltrækningskræft. Forstaden
er danskernes foretrukne bosætningslokalitet (Kristensen Andersen, 2009), og i
forlængelse af dette skal måske findes forklaringen på at det hovedsageligt er udkants-
kommunernes bynære landsbyer, som oplever befolkningsvækst (LBD, 2008). Fra na-
tionalt hold anser ressortministerierne i både Danmark og Sverige især disse landsbyer
som en del af en dynamik, hvor landsbyerne af afhængige af storbyregionerne og det
dertil hørende arbejdsmarked, men hvor attraktive landsbyer samtidig er med til at
styrke storbyregioners attraktivitet. De færre jobmuligheder i udkantskommunerne
gør, at de samtidig er afhængige af at kunne tilbyde gode rammer om fritids- og fa-
milielivet, for at være attraktive som bosætningssted (LBD, 2008 og MBBL, 2012).
At landsbyerne kan betegnes som det muliges kompromis mellem det landlige liv og
byens funktionelle praktik, beskriver meget godt den situation, at det meste af befolk-
ningen i store træk ønsker sig de samme grundlæggende elementer ved deres bosæt-
ningslokalitet. Det afgørende for valget er så, hvilke elementer, vi hver især prioriterer
højest samt hvad vores økonomiske formåen rækker til.
14. En farbar vej for udkantskommunerne? – TeoriSide 14 af 69
Landskabelige herlighedsværdier
I både Danmark og Sverige har mange områder i udkantskommunerne nogle efter-
spurgte landskabelige herlighedsværdier. Attraktive natur- og kulturmiljøer ved mange
landsbyer og karakterfulde landskaber i deres omgivning udgør, ifølge bosætningspa-
radigmet, et stort udviklingspotentiale, og er ikke bare en værdifuld ressource for den
enkelte landsby og kommune, men for hele regionen (LBD, 2008; Primdahl, 2011
og Primdahl, 2012). For lokale beslutningstagere anses naturnære bosætningsområ-
der derfor også ofte som vigtige i forhold til at tiltrække tilflyttere (Præstholm et al.,
2002), og som det uddybes på de følgende sider, er det ikke et argument uden hold
i faktiske realiteter. Således har danske undersøgelser af både kvalitativ og kvantitativ
karakter påvist, at naturnære bosætningsområder er attraktive for både tilflyttere og
nuværende beboere (Hasler et al., 2002; Nørgaard, 2013 og Thuesen, 2013).
De landskabelige herlighedsværdier er dog sjældent det vigtigste i tilflytteres boligvalg,
men det til trods nævner mere end to tredjedele naturnærhed som havende betydning
for deres valg, når de i to danske undersøgelser fra henholdsvis 2002 og 2010 bliver
spurgt om årsagerne til, at de er flyttet til en udkantskommune. Det er således i begge
undersøgelser den enkeltstående forklaringsfaktor, der nævnes af flest (Nørgaard et al.,
2010 og Præstholm et al., 2002). At naturnærhed har betydning for flere end nærhed
til arbejde kan bl.a. hænge sammen med, at arbejdsmarkedsnærhed ikke har relevans
for pensionister (Niedomysl Hansen, 2010).
Æstetik og rekreation
Attraktive landskabsværdier i forhold til bosætning handler især om nogle andre og
ikke-markedsomsættelige værdier end de mere direkte økonomiske værdier, der ligger
i land- og skovbrug. Det er således æstetik og rekreation, som vægtes højest, når det
gælder landskabets attraktivitet i forhold til bosætning (Hasler et al., 2002 og Præst-
holm et al., 2002).
Når det gælder natur, er det især landskaber med vand og skov, der er æstetisk attrakti-
ve og rummer rekreative muligheder (Kjeldsen et al., 2009 og Kristensen Andersen,
2009). At nærhed til skov er attraktivt for beboere viser eksemplet med landsbyen
Frejlev syd for Aalborg, hvor der i starten af 1990’erne blev plantet en ny skov. En
husprisundersøgelse viste at priserne for boligerne i området steg signifikant, også
når der er reguleret for den generelle prisudvikling i området. Faktisk steg priserne
allerede fra planlægningsprocessen blev igangsat, og kendskabet til den kommende
skov var således nok til at medføre en prisstigning (Hasler et al., 2002 og Præstholm et
al., 2002). Kvalitative undersøgelser foretaget i Danmark i 1970’erne og i 1990’erne,
som undersøgte beboeres holdning til forskellige skove, indikerer desuden at løvskov
ofte fremstår mere æstetisk attraktive end nåleskove (Jensen, 1999 og Præstholm et
al., 2002). Når det gælder nærhed til vand er det både sø, vandløb og kyst som har
herlighedsværdi (Hasler et al., 2002 og Højrup, 2012).
15. En farbar vej for udkantskommunerne? – Teori Side 15 af 69
Hvilke typer af kulturmiljøer, der højner bosætningsattraktiviteten, er ikke undersøgt
i samme grad, men grundlæggende handler det om autencitet, historiefortælling og
idyl (Kulturarvsstyrelsen, 2010). Ofte er kulturmiljøerne i udkantsområderne i for-
bindelse med attraktiv natur. I Danmark skyldes det især, at en stor del af den danske
kulturhistorie er forbundet med kystområderne. Således mener Højrup, at et årtusin-
des maritim kulturudvikling har givet kystområderne en autencitet, som er populær
blandt potentielle tilflyttere (Højrup, 2012). I Götalands udkantskommuner findes
ligeledes mange landsbyer med attraktive kulturmiljøer i tilslutning til vandløb (LBD,
2008), idet de gamle bruksmiljøer som regel ligger ved de åer og kanaler, som tidligere
var vigtige transportruter.
Komparative værdier
Nærhed til herlighedsværdier som kyst, strand og skov er nogle komparative fordele
i forhold til bosætning, som der findes relativt mere af i udkantskommunerne end
der gør i Danmark og Sverige generelt (LBD, 2008 og Primdahl, 2011). Komparativ
er nøgleordet, som vidner om, at det er en konkurrencesituation, hvor kommuner-
ne og de enkelte bosætningsområder konkurrerer med hinanden om at tiltrække og
fastholde beboere. At disse herlighedsværdier er komparative betyder således også,
at kravene til en herlighedsværdi som skov vil være større i Sverige, hvor stort set
alle kommuner – inklusive ikke-udkantskommuner – kan tilbyde bosætning i relativt
naturherlige omgivelser. Således forklarer Hasler, at ”værdien af et naturgode […] vil
være marginalt aftagende med mængden af skov, anden natur og rekreative mulighe-
der i et område” (Hasler et al., 2002: 22). I Danmark og i det meste af det resterende
kontinentale Europa, er de attraktive landdistrikter med vand og skov en mere knap
ressource (LBD, 2008). En sammenligning af undersøgelser fra Danmark og Finland,
viser således også, at betalingsviljen for skov i Danmark umiddelbart er større, end den
er i det noget mere skovrige Finland (Hasler et al., 2002). Dette kan potentielt betyde
international efterspørgsel på det svenske landsbysmiljø, og give storbyregionerne her
komparative fordele i konkurrencen med storbyregioner i egne af Europa, der mere
er præget af jordbrugslandskaber eller urbane landskaber. Mens de danske udkants-
områder generelt ikke har samme skovnærhed som de svenske, er kystnærheden en
attraktiv herlighedsværdi, som kan tiltrække tilflyttere. Det er dog ikke usandsynligt
at landskabskulturen også spiller ind i forhold til befolkningens præferencer, når det
gælder landskabelige herlighedsværdier. Således fandtes der ved en sammenligning af
en svensk og en dansk undersøgelse tegn på at svenskere i højere grad end danskere
ønskede skovnærhed ved deres bolig (Præstholm et al., 2002).
En væsentlig faktor, når det gælder naturnærhed, er naturligvis afstanden. For bosæt-
ning helt ud til de pågældende naturværdier har æstetikken stor betydning, men ellers
har afstanden mellem bolig og skov eller vand især afgørende betydning for deltagelse
i og valg af friluftsaktiviteter. Således fandt en af de danske undersøgelser på området,
16. En farbar vej for udkantskommunerne? – TeoriSide 16 af 69
at folk bosat nærmere end 500 meter på skov brugte skoven omtrent tre gange så ofte
i hverdagen som folk bosat længere end to kilometer væk (Præstholm et al., 2002).
Danske undersøgelser har desuden set på afstandens betydning for boligpriserne, som
måles på to måder: Boligprisforskelle indenfor zoner af forskellig afstand, og afstanden
som en del af en model, hvor boligprisen er en funktion af bl.a. afstand til skov. Sidst-
nævnte metode gav en funktion, hvor husprisen aftog med 0,04% ved 1% stigning i
afstanden fra skov, hvilket i øvrigt er et resultat i overensstemmelse med hvad der er
blevet fundet i andre tidligere studier. Dette betyder, at en bolig, der ligger 100 meter
fra skoven vil koste omtrent det dobbelte af en bolig, der ligger 1000 meter fra skoven
(Hasler et al., 2002 og Præstholm et al., 2002).
Forvaltning af de landskabelige værdier
Nærhed til landskabelige herlighedsværdier tiltrækker både beboere og turister og kan
derfor have betydning for både forstads- og udkantskommuners økonomi (Hasler et
al., 2002). Gennem en kortlægning og aktivering af lokale natur- og kulturressourcer,
kan udkantskommunerne således skabe aktiver i forhold til tiltrækning af nye beboere
(Johansen Eskildsen, 2008). Udover at kommunerne i både Danmark og Sverige
er lovmæssigt forpligtet til at forsøge at bevare kulturarv de steder, hvor der er fredede
og bevaringsværdige bygninger og helhedsmiljøer, vil der oftest også være god økono-
misk ræson i det fra kommunal side, idet de unikke bymiljøer og historiske bygninger
kan være med til at udvikle livskvaliteten for beboere i et område og gøre det mere
attraktivt for bosætning. Nogle landsbyer med stærke kulturmiljøer vil kunne regu-
leres stramt gennem bevarende lokalplaner, mens andre ikke vil have samme gavn af
en sådan (Havelund Andersen, 2012; Høe, 2012; LBD, 2008; MBBL, 2013 og
Møller, 2011). Fra kommunalt hold kan det således give god mening at investere i
fornyelse og forskønnelse af udvalgte landsbyer, og hvis forudsætningerne er de rette,
kan det ligeledes være økonomisk fornuftigt med nyplantning af skov og etablering
af sø eller vandløb. De landskabelige herlighedsværdier er således ikke nødvendigvis
stedbundne, idet naturforvaltningsprojekter kan skabe nogle nye værdier i et område.
Men det værende sagt, er der ofte tale om nogle værdier, som kan være svære at flytte,
og især kulturmiljøer har sin autencitet bundet til bestemte steder (Hasler et al., 2002;
Havelund Andersen, 2012 og Præstholm et al., 2002).
Karakteristiske landskaber, som giver muligheder for frilufts- og rekreationsnicher, vil
ofte være stedbundne, og bl.a. af den årsag har landsbyer beliggende ved disse speci-
fikke landskabelige herlighedsværdier mulighed for at satse denne niche og promovere
den i forsøget på at tiltrække tilflyttere og turister (Emmelin et al., 2013 og Møller,
2011). Dette kan være nicher baseret på friluftsaktiviteter som surfing, sejlads, klat-
ring, roning og skisport, der alle kræver bestemte typer landskaber for at give det bed-
ste forhold for udøvelsen. Fremkomsten af flere af disse specifikke nichelandsbyer spås
i bosætningsparadigmet at være sandsynlig, hvilket bl.a. forklares med, at rekreation
17. En farbar vej for udkantskommunerne? – Teori Side 17 af 69
i naturen får voksende betydning i takt med at flere får stillesiddende jobs, og at her-
ligsværdier med betydning for fritidslivet får større betydning for valget af bosætning
(Emmelin et al., 2013 og Nuur Laestadius, 2009).
Tilgængelighed og infrastruktur
De tre hovedforklaringer til de landskabsforandringer, der er sket i Europa gennem
de seneste årtier, er ifølge Antrop tilgængelighed, urbanisering og globalisering. Disse
elementer har betydet en mere udspredt bebyggelse omkring de større byer bl.a. med
store forstadslandskaber til følge. Tilgængeligheden er generelt blevet bedre, da øget
mobilitet har betydet, at mennesker kan have forskellige dele af deres hverdagsliv med
større geografisk afstand (Antrop, 2005). For flere af udkantskommunernes landsbyer
er situationen dog den modsatte. Her er det på mange måder gået tilbage for tilgæn-
geligheden. Disse landsbyer er de, som har oplevet tab af offentlige og kommercielle
servicefunktioner som skoler og dagligvarehandel. Tilbagegang i serviceudbudet de
seneste årtier er en generel tendens for stort set alle landsbyer i udkantskommunerne.
Landsbyernes svindende serviceudbud opvejes delvist af, at vi i dag vi kan bevæge os
længere på kortere tid, og denne mobilitetsøgning skal også ses som en stor del af år-
sagen til den kommercielle services tilbagegang i landsbyerne (Johansen Eskildsen,
2008 og Svendsen, 2013).
Det afgørende for mobiliteten i denne sammenhæng er den tidsmæssige afstand, og
derfor er den trafikale infrastruktur afgørende for, hvor stor en afstand vil opleves.
Nærhed til den vigtigste trafikale infrastruktur såsom jernbane og de største veje er
derfor af stor betydning for landsbyers tilgængelighed, idet landsbyernes attraktivitet
ikke skal forklares på grund af afstanden til service og arbejdsmarked, men rettere til
trods for den (Hjalager, 2012). Udviklingen har således betydet, at de landsbyer, som
ligger godt placeret i forhold til trafikal infrastruktur og har kort tidsmæssig afstand til
arbejdspladser og service, har et større potentiale som bosætningslandsby end lands-
byer mere afsides beliggende (Nuur Laestadius, 2009). Den overordnede trafikale
infrastruktur vil fra kommunal side i høj grad kunne betragtes som stedbunden, idet
placeringen er et anliggende, hvor kommunerne er underlagt nationale og internatio-
nale interesser. Der findes dog masser af eksempler fra både Danmark og Sverige på, at
kommuner forsøger at påvirke placeringen af jernbanestationer og motorvejstilkørsler
i anerkendelse af den store betydning, disse kan have for et lokalsamfunds attraktivitet
og fremtidige potentiale. Et britisk studie har vist, at broers betydning for bosætnin-
gen på tidligere ikke brofaste øer er stor, hvorfor ikke-brofaste øer som udgangspunkt
har sværere vilkår i forhold til at tiltrække nye beboere (Kjeldsen et al., 2009). I Dan-
mark er der lavet en lignende undersøgelse over befolkningsudviklingen på de fire øer
Møn, Langeland, Ærø og Samsø, hvor de to førstnævnte fik broforbindelser i hen-
holdvis 1943 og 1966, og begge viser mindre negative befolkningsudviklinger i peri-
18. En farbar vej for udkantskommunerne? – TeoriSide 18 af 69
oden 1901-2007. Det er dog værd at bemærke, at alle fire øer har haft kontinuerlige
fald i befolkningstallet mere eller mindre gennem hele den undersøgte periode (ibid.).
Lokalt serviceniveau
Visse servicefunktioner er af stor betydning for hverdagslivet, og kan påvirke valget af
bosætning markant. Det drejer sig især om dagligvarehandel, skole og børnepasning
og adgangen til kollektiv trafik (Johansen Eskildsen, 2008; Kjeldsen et al., 2009 og
LBD, 2008). Mange landsbyer har svært ved at fastholde disse servicefunktioner, og
hvis de oplever befolkningstilbagegang, kan befolkningsgrundlaget for flere af disse
servicefunktioner forsvinde og bevirke en selvforstærkende negativ udvikling (LBD,
2008 og Sørensen, 2013). Omvendt kan befolkningsvækst til et område skabe grund-
lag for flere lokale servicefunktioner og bevirke en selvforstærkende udvikling i positiv
retning. En sådan udvikling kan forsøges påvirkes fra offentlig side gennem subsidi-
ering til kommerciel service og fastholdelse af offentlig service, steder hvor den ikke
længere er rentabel. Denne form for regionalpolitik har historisk været benyttet i hø-
jere grad i Sverige end i Danmark, og den svenske regering er stadig af den holdning,
at staten har et ansvar for at bidrage med grundlæggende samfundsinfrastruktur til
landsbyerne, hvor det ellers er urentabelt (LBD, 2008). De nationale forskelle mellem
Danmark og Sverige på dette område kan have flere årsager, hvor afstandsforskellene
og politisk tradition er blandt de mere sandsynlige.
Mens fraværet af dagligdagsservice kan betragtes som en uddrivelsesfaktor og modvir-
ke bosætning, kan større servicefunktioner som eksempelvis uddannelsesinstitutioner
være en selvbærende tiltrækningsfaktor og udgøre et stort potentiale for mindre byer i
udkantskommunerne (LBD, 2008). Flere undersøgelser tyder på, at afstanden til ud-
dannelsesinstitutioner er en stærkt medvirkende årsag til fraflytning fra udkantskom-
munerne, og dette forhold var et af hovedargumenterne bag udflytningen af univer-
sitetsuddannelser til flere provinsbyer i Sverige slutningen af 1980’erne og 1990’erne
(Andersson et al., 2004 og Sørensen, 2013).
Øget mobilitet
Den forbedrede infrastruktur de seneste årtier er ikke kun på det trafikale område.
Især udviklingen indenfor IKT har medført store forandringer for måden, hvorpå vo-
res hverdagsliv er struktureret. Disse forhold har øget befolkningens mobilitet betrag-
teligt, og gjort det muligt for folk at have deres professionelle liv i byen og deres private
liv i landsbyen eller på landet. Udover at det, som tidligere beskrevet, er blevet muligt
at bevæge sig længere på kortere tid, betyder adgangen til højhastighedsinternet at
flere kan etablere hjemmearbejdspladser, og arbejde hjemmefra en eller flere dage om
ugen. Dette kan betyde at længere pendlingsafstand mellem hjem og job de resterende
dage i ugen er mere acceptabel (Bell et al., 2010; Pedersen, 2009 og Primdahl, 2012).
Derudover har udviklingen indenfor IKT betydet, at mennesker, der ønsker at leve
19. En farbar vej for udkantskommunerne? – Teori Side 19 af 69
og bo udenfor de store byer, har fået bedre mulighed for det, uden at miste kontakten
med de kreative miljøer, som hører hjemme i byerne (Nuur Laestadius, 2009).
Samtidig opvejer det faktum, at offentlig og kommerciel service i stigende grad kan
klares over nettet til en vis grad mangel på lokal service (LBD, 2008). Tilgang til høj-
hastighedsinternet er således en væsentlig faktor for at bosætning i udkantsområder er
attraktiv (Larsen, 2013 og Nuur Laestadius, 2009), men da investering i infrastruk-
tur som højhastighedsinternet ikke altid er direkte økonomisk rentabelt, vil private
investeringsmuligheder ikke altid være til stede og offentlig subsidiering kan være en
mulighed for at sikre udviklingen (LBD, 2008).
Den øgede mobilitet har været brugt som argument for sammenlægning af offentlige
serviceinstanser som skoler og hospitaler til færre og større enheder, idet den øge-
de mobilitet har gjort de større afstande mere overkommelige. Denne udvikling har
især været markant i udkantskommunerne, hvor befolkningstætheden er den laveste
(Svendsen, 2013). Argumenterne for sammenlægning har som regel været stordrifts-
fordele og faldende befolkningsgrundlag, men udfra et regionalpolitisk synspunkt kan
denne tilgang dog have voldsomme konsekvenser for udviklingen i udkantskommu-
nerne, idet den kan betyde en forstærket affolkning af de udkantsområder, som får
længere til de basale servicefunktioner. Først og fremmest er nærhed til hospital, skole,
børnehave og andre servicefunktioner stadig noget af det, som har stor betydning for
bosætningsvalg på trods af øget mobilitet (Niedomysl, 2008; Svendsen, 2013 og Til-
lväxtverket, 2011). Derudover kan lukningen af landsbyers lokale samlingssteder, som
især ofte skoler er, betyde et tab af lokal identitet og dermed fald i det lokale engage-
ment (Kromann, 2013 og Tillväxtverket, 2011).
Erhvervsstrukturer og socioøkonomi
Der hersker næppe nogen tvivl om, at tilstedeværelsen af virksomheder er vigtige
for en kommunes økonomi. De bidrager med selskabskat, som selv efter kommu-
nale udligningsordninger gør det attraktivt som kommune at huse overskudsgiven-
de virksomheder. Nok så væsentligt bidrager virksomhederne med arbejdspladser,
som kan sikre grundlaget for en arbejdende lokalbefolkning. Et højt beskæftigelses-
niveau sikrer skatteindtægter og færre udgifter til sociale ydelser for kommunerne.
Set i det perspektiv er det bekymrende for udkantskommunerne, at beskæftigelsen
tilsyneladende er for nedadgående. En dansk undersøgelse viser således at beskæf-
tigelsesniveauet i de danske udkantskommuner faldt med 7 % i perioden 2000-
2008, mens det i by- og hovedstadskommunerne i samme periode steg med 3-4 %.
Faldet i antallet af arbejdspladser i udkantskommunerne på 11,5 % i denne perio-
de var endnu mere markant, idet landet som helhed oplevede en stigning på 2 %
(Schroll Søgaard, 2013). Specifikt i forhold til bosætning har arbejdsmarkedet,
som tidligere beskrevet, især stor betydning for valg af region, mens det har mindre
20. En farbar vej for udkantskommunerne? – TeoriSide 20 af 69
men stadig betydelig vægt, når den endelige bosætningslokation vælges. Jo større geo-
grafiske afstande kommunerne spænder over, jo større direkte betydning vil et lokalt
arbejdsmarked i kommunen have for, hvor attraktiv kommunen er for bosætning, idet
ind- og udpendlingen fra kommunen her må formodes at være mindre.
Noget af forklaringen på tilbagegangen i antallet af arbejdspladser i udkantskommu-
nerne kan sandsynligvis findes i de erhvervsstrukturer, der er i disse kommuner kontra
de erhvervsstrukturer, der ses i andre kommuner. Indenfor den økonomisk-geografi-
ske teori er det i årevis blevet diskuteret, hvorvidt det er regional specialisering eller
regional diversitet i erhvervsstrukturen, som skaber og udbreder viden og vækst bedst.
Den første af de to fremherskende divergerende teorisæt bygger på klyngeteori og re-
gional specialisering og har sine grundlæggende idéer helt tilbage fra Alfred Marshalls
Principles of Economics fra 1890. Den anden tilgang er baseret på bl.a. Jane Jacobs og
senere Richard Florida og agiterer for, at en vis grad af diversitet skaber mere viden-spi-
lover og således danner basis for mere innovative erhvervsstrukturer (Andersson et al.,
2004 og Nuur Laestadius, 2009). Især sidstnævnte teorisæt har vundet indpas i den
akademiske debat og til en vis grad også i de førte politikker de seneste årtier.
Karlsen og Isaksen fremlægger ud fra dette perspektiv deres bud på overordnede ty-
per af erhvervsstrukturer, som med hver deres forudsætninger kan sikre innovation
og vækst (Isaksen Karlsen, 2012). Regionale innovationssystemer i klassisk for-
stand indebærer som regel forskning og udvikling i et samarbejde mellem universite-
ter og virksomheder, og er således ikke aktuelle for udkantskommunerne. Men hvis
innovationssystemer anskues ud fra en bredere definition, vil mange udkantsregioner,
ifølge Isaksen og Karlsen, have mulighed for at opretholde en såkaldt DUI-struktur,
mens også en CCI-struktur kan være mulig for nogle udkantskommuner. DUI står
for doing, using og interacting, og med dette skal forstås, at virksomheder i en sådan
erhvervsstruktur kan opnå læring og udvikling gennem erfaring. Oftest vil en DUI-er-
hvervsstruktur være fokuseret relativt snævert omkring en enkelt branche og have
flere virksomheder og en arbejdsstyrke med høj erfaring inden for feltet. En sådan
erhvervsstruktur er således meget lidt divers og er afhængig af konkret viden (ibid.).
En CCI-erhvervsstruktur (complex, combined, innovation) består af virksomheder
indenfor mere højteknologiske brancher. Den bygger i lighed med DUI-strukuren
på erfaringsbaseret viden, men oftest i kombination med mere explicit viden. I denne
struktur kan især store enkeltstående virksomheder være væsentlige i forhold til at
tiltrække ekstern viden, og dette er vigtigt, da CCI-strukturer ligesom DUI-strukturer
har lille diversitet (ibid.).
Hvis det, som det eksisterende teoriparadigme indenfor økonomisk-geografisk regi-
onaludviklingsteori lægger op til, er korrekt, at økonomisk udvikling i vidensøko-
nomien er afhængig af en divers erhvervsstruktur, står udkantskommunerne overfor
stigende udfordringer i forhold til at følge med de urbane centre (Eriksson Hansen,
21. En farbar vej for udkantskommunerne? – Teori Side 21 af 69
2013). Så længe en kommune har en konkurrencedygtig erhvervsstruktur indenfor
en branche, der er istand til at skabe økonomisk overskud, er problemerne umid-
delbart til at overse, men det vil typisk stadig være forbundet med en del sårbarhed.
Dette skyldes, at perifære regioner oftest har været afhængige af arbejdskraftintensiv
fremstillingsvirksomhed indenfor en enkelt eller få sektorer. De har således umiddel-
bart mindre potentiale for at skabe en ny vej til økonomisk udvikling i takt med, at
produktionen bliver mere præget af vidensøkonomien, hvorfor udkantskommunerne
kan stå tilbage med forældede erhvervsstrukturer (Eriksson Hansen, 2013; Nuur
Laestadius, 2010 og Østbye Westerlund, 2011).
Dette kunne tyde på at konsekvensen af vidensøkonomiens fortsatte fremvækst vil
være større regionale uligheder mellem de urbane centre og udkantskommunerne, og
mange flere er begyndt at diskutere, om dette er en udvikling, som er allerede er i gang
i lande som Danmark og Sverige (Eriksson Hansen, 2013 og Schroll Søgaard,
2013). Det er dog indtil videre et åbent spørgsmål, om de strukturelle forandringer
betyder, at denne udvikling vil fortsætte, eller om det, vi ser i disse år, rettere er en
periode med moderate tilpasninger til den nye struktur.
Schroll og Søgaard (2013) har i deres undersøgelse af vækstforskelle mellem kommu-
netyper i Danmark i 2000-2008 sat sig for at prøve at belyse, i hvor høj grad det er
forandringer i den økonomiske struktur hen imod vidensøkonomi, som er årsagen
til den voksende ulighed i beskæftigelsen mellem udkant og urbane centre, eller om
det er andre økonomisk-geografiske drivkræfter, der forårsager forskydningerne. Dette
gør de ved at anvende en såkaldt shift- og share-model, hvor share-delen forklarer de
ændringer i beskæftigelsen, som skyldes brancheforskelle mellem de forskellige kom-
munetyper (altså den kommunale erhvervsstruktur), mens shift-delen forklares ud
fra andre elementer, såsom øget tendens fra virksomhedernes side til at lokalisere sig
i de urbane centre. Undersøgelsen viser, at branchefordelingen kun kan forklare en
mindre del af den tilbagegang, udkantskommunerne oplever. Den andel, der skyldes
branchefordelingen, kan forklares af den faldende beskæftigelse i landsbrugssektoren,
forretningsservice og industrisektoren. Udkantskommunerne har således generelt op-
levet en relativ koncentrering inden for de sektorer, der har oplevet tilbagegang, mens
det modsatte er gældende for de urbane centre. Den relative koncentrering skyldes
ikke lokal vækst i disse sektorer, men snarere national tilbagegang indenfor disse samt
opblomstring af andre sektorer. Det samme kan siges om udviklingen i Sverige, hvor
de urbane dele har en større andel af de videnstunge sektorer, mens de svenske ud-
kantskommuners erhvervsstruktur er præget af fremstillingsvirksomhed i betydelig
større grad end erhvervsstrukturen i de større byer er (Eriksson Hansen, 2013). At
der er intranationale forskelle i erhvervsstruktur, og at væksten som regel er størst i de
større byer, er ifølge Østbye og Westerlund ikke unormalt, og det vil ofte være en del
af dynamikken selv i ”velintegrerede modne økonomier”, som de betegner de skandi-
naviske økonomier som (Østbye Westerlund, 2011).
22. En farbar vej for udkantskommunerne? – TeoriSide 22 af 69
Et interessant element at tage med fra Schroll og Søgaards undersøgelse er, at på trods
af at erhvervsstrukturerne er ugunstige for udkantskommunerne, er det geografiske
forskydninger indenfor de enkelte erhvervssektorer, som udgør den væsentligste andel
af tilbagegangen i udkantskommunerne (Schroll Søgaard, 2013). Umiddelbart er
der ikke geografiske forskelle i virksomheders overlevelsesgrad, udover dem som kan
forklares af sektorårsager, og vækstvirksomheder er rettere et sektorfænomen end et
kommunetypefænomen (Larsen, 2013). Dette til trods lokaliserer virksomheder sig i
stigende grad i bykommuner og i faldende grad i udkantskommuner (Larsen, 2013).
Hvad årsagen til dette er, er uklart, og ifølge Eriksson og Hansen er de nuværende
teoriers forklaringsværdi ikke så stærk i forhold til udviklingen i de nordiske lande
(Eriksson Hansen, 2013). Selvom der umiddelbart mangler forskning på området
om de dybereliggende årsager, synes det at være en generel tendens at udkantskom-
munerne oplever erhvervsmæssig tilbagegang. Schroll og Søgaard konkluderer ud fra
deres undersøgelse, at der generelt synes at være tale om moderate tilpasninger til den
nye struktur, rettere end der er tale om en selvforstærkende proces, men fortsætter i
samme åndedrag med at konstatere, at problemerne nogle få steder dog er udtalte.
Dette er primært det vestlige Lolland, de sydfynske øer, Samsø, Læsø, samt dele af
Vestjylland (Schroll og Søgaard, 2013)
En mulig forklaring på de geografiske forskydninger, som ikke er sektorspecifikke, kan
findes i den erhvervskultur området har været præget af gennem tiden. I den sven-
ske diskussion på dette felt har Gnosjö-andans iværksætterkultur ofte været frembragt
som modsætning til en mere passiv lønmodtagerkultur, kaldet bruksandan (Nuur
Laestadius, 2010 og Wigren, 2003). Argumentet er, at den historiske erhvervskultur
har betydning for, hvordan den lokale erhvervsstruktur er i stand til at håndtere de
strukturelle forandringer i forbindelse med økonomiens skifte hen imod vidensøko-
nomi, og at kommuner, hvor bruksandan har været fremherskende, ofte har svært
ved at omstille sig til dette. Den lokale erhvervskultur kan i denne henseende ses som
værende bygget på institutionaliserede sociokulturelle strukturer, som er opstået over
tid (Wigren, 2003). Et område, som længe har haft mange mindre virksomheder og
en stor andel af selvstændige erhvervsdrivende, vil således have en stærkere iværksæt-
terkultur end et område, der har været domineret af få store virksomheder, og hvor
størstedelen af de beskæftigede har været lønmodtagere.
I forlængelse af denne diskussion er social kapital et nøglebegreb. Meget teori peger
på at social kapital og herunder informelle netværk, hvor mennesker kan mødes og
udveksle idéer, har stor betydning for at skabe den ønskede diversitet. Det er primært
gennem denne interaktion, og ikke gennem erhvervsstrukturene, at nye færdigheder
og kompetencer opstår (Eriksson Hansen og Nuur Laestadius, 2010). Denne
diversitet findes i højere grad i storbyerne, hvor mange forskellige brancher er til stede,
end den gør i de mindre udkantskommuner (Eriksson Hansen, 2013 og Isaksen
Karlsen, 2012)
23. En farbar vej for udkantskommunerne? – Teori Side 23 af 69
Erhvervsudvikling i udkantskommunerne
Det er ganske få af indsatserne for at forbedre vilkårene i udkantskommunerne, der
har haft fokus på erhvervsudvikling (Tanvig, 2013). Ifølge Tanvig er der potentiale for
andre og nye erhverv i udkantsområderne, og hun mener, at iværksætteri generelt kan
have gode vilkår her. Især forskellige former for livstilsiværksætteri kan være oplagte i
udkantsområderne. Disses betydning for beskæftigelsesniveauet er dog marginal, idet
de pågældende virksomheder af denne type sjældent har nogle beskæftigede udover
iværksætteren selv (LBD, 2008 og Tanvig, 2013). Der kan således rettere være tale om
et potentielt attraktivt element i forhold til bosætning, omend der i nogle turisttunge
udkantskommuner med et stærkt lokal brand kan være et vist beskæftigelsesmæssigt
potentiale i udvikling indenfor oplevelsesøkonomi.
Fremtidige strategier for udkantskommunerne
Som beskrevet tidligere i dette kapitel er der generel enighed om arbejdsmarkedets
vigtighed i forhold til kommunernes attraktivitet. Mange af udkantskommunerne står
måske i dag i en situation, hvor de har endda meget svært ved at tiltrække og fastholde
virksomheder, og de er derfor nødt til også at se på andre muligheder for at sikre kommu-
nensøkonomiogfremtid,oghererbosætningsstrategierofteetoplagtvalg.Deforskellige
faktorer, der har betydning for valget af bosætningssted, kan ikke stå alene, og for det
enkelte individ og den enkelte husholdning vil det være en afvejning, hvor der i et vist om-
fang eksisterer et trade-off mellem de forskellige herlighedsværdier og jobmulighederne,
og hvor økonomisk formåen spiller ind som en muliggørende eller begrænsende faktor.
Når der tales fremtidige strategier for udkantskommunerne, er det vigtigt, at de ikke
betragtes under ét. Det er forskellige vilkår, som gør sig gældende – også internt i
kommunerne, og der er derfor behov for en differentieret indsats, idet forskellige be-
tingelser kalder på forskellige mål og udviklingsstrategier (LBD, 2008; Hjalager, 2012
og MBBL, 2012). Det er som nævnt især landsbyerne, der er i fokus i bosætningsstra-
tegierne. Da landsbyernes rolle har ændret sig i takt med de strukturelle forandringer,
er der behov for en ny strategi, hvor det ikke nødvendigvis er de landsbyer med den
største nuværende befolkning, som besidder det største potentiale fremadrettet. De
stedbundne potentialer kan således være årsagen til, at nogle landsbyer klarer sig bedre
end andre i befolkningsmæssig forstand, selvom de på de socioøkonomiske parametre
umiddelbart ser ens ud (LBD, 2008 og Høe, 2012).
Fra kommunal side kan det være en fordel for udkantskommunerne at satse på vari-
ation i ’udbuddet’ af landsbyer og samtidig gøre klart overfor potentielle tilflyttere,
hvad det er for en type landsby, så integrationen af nytilflyttede går lettere. Dialog
med landsbyens beboere i forbindelse med fastlæggelse af den enkelte landsbys strategi
er ligeledes vigtigt, og gennemføres disse tiltag, vil potentielle konflikter, ifølge flere
fortalere for bosætningsstrategier, i højere grad kunne undgås (Møller, 2011 og Nør-
24. En farbar vej for udkantskommunerne? – TeoriSide 24 af 69
gaard et al., 2010). Kommunen kan markedsføre de ’fremtidsikrede’ landsbyer overfor
potentielle tilflyttere og offensivt forsøge at matche tilflytteres ønsker og behov med de
forskellige bosætningssteder (Nørgaard et al., 2010 og Primdahl, 2012).
De forskellige typer af bosætningslandsbyer vil i store træk rumme mange af de samme
elementer, men kan have forskellige profiler og således være attraktive for forskellige
mennesker. Det kan eksempelvis være iværksætterlandsbyer, hvor ’alt er tilladt’ eller
idylliske kulturarvslandsbyer med bevaringsværdige og fredede bygningsmiljøer. I takt
med at den øgede mobilitet giver mulighed for, at de landskabelige herlighedsværdier
kan komme til at spille en voksende rolle, kan nichelandsbyer indenfor forskellige typer
fritidssportsaktiviteter ligeledes være en oplagt mulighed for nogle landsbyer (Møller,
2011 og Primdahl, 2012). Hestehold, surfing, sejlads, roning, klatring, vintersport,
terræncykling, jagt og sportsfiskeri er alle eksempler på sådanne mulige nicher, der kan
øge landsbyers attraktivitet i forhold til bosætning og i nogle tilfælde være en decideret
erhvervsstrategi for de enkelte landsbyer med iværksættermuligheder indenfor eksem-
pelvis oplevelsesindustrien og turisterhverv (LBD, 2008 og MBBL, 2012). Flertallet
af disse kræver tilstedeværelsen af nogle stedbundne værdier, mens andre af nicherne
kun kræver dette i et lille omfang. Surferbyerne Klitmøller og Mellbystrand i henhold-
vis Thisted og Laholm kommuner er eksempler på landsbyer, som qua deres relativt
stærke stedbundne potentialer begge har oplevet markant befolkningfremgang, som
har medført at de af gået fra hovedsageligt at være turistbyer om sommeren til i højere
grad at være helårsbyer.
Kontrolleret afvikling
Da udkantskommunerne oplever befolkningstilbagegang, kan det være svært at op-
retholde alle landsbyer og lokalsamfund, og en satsning på at udvikle nogle landsbyer
betyder implicit at andre nedprioriteres og delvist afvikles. Ved at udvikle de lands-
byer med størst potentiale og satse stærkere på disse landsbyer mens andre landsbyer
afvikles, vil der kunne skabes et forbedret grundlag for servicefunktioner i de lands-
byer, som prioriteres. Argumentet er således at nogle landsbyer må skrumpe, for at
andre kan overleve (Møller, 2011; Primdahl, 2012 og Øhlenschlæger et al., 2014).
Kvantitativ tilbagegang kan være lig kvalitativ vækst i den forstand at med færre, men
til gengæld fremtidssikrede landsbyer, vil de faldefærdige og ubeboede huse kunne
nedrives, og huse i landsbyer, der satses på fremadrettet vil blive renoveret i højere
grad (MBBL, 2012). Opretholdelse af et tilstrækkeligt befolkningsgrundlag for skole,
dagligvarehandel, samt sports- og fritidsaktiviteter er væsentligt for at kunne tiltrække
og fastholde beboere (Nørgaard et al., 2010), og den nuværende situation i mange
udkantskommuners landsbyer med usikkerhed omkring det fremtidige serviceniveau
holder, ifølge flere ejendomsmæglere, potentielle tilflyttere borte (Politiken, 2014).
De landsbyer, som ikke besidder større rekreative eller kulturhistoriske værdier, og
som heller ikke ligger i rimelig pendlingsafstand til et større arbejdsmarked, rammes
25. En farbar vej for udkantskommunerne? – Teori Side 25 af 69
disse år, ifølge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, hårdt af fraflytning (MBBL,
2012 og Møller, 2011). Dette er en tendens, som er generel for det meste af Europa
(Bell et al., 2010 og van der Ploeg et al., 2008). Der kan være store forskelle mellem de
forskellige udkantskommuner, når der ses på andelen af landsbyer, som har potentiale
for bosætning fremadrettet, og nogle udkantskommuner vil således rammes hårdere
af udviklingen end andre. Landsbyer beliggende i værdifulde landbrugsområder kan
være svære at udvikle som bosætningssted på grund af miljømæssige gener fra et i
stigende grad intensiveret landsbrug (MBBL, 2012), og da opdyrkede landbrugsland-
skaber samtidig er mindre attraktive for bosætning (Nørgaard et al., 2010) vil udpræ-
gede landbrugskommuner måske have færre landsbyer med potentiale for bosætning
fremadrettet.
Som situationen er i dag, er der flere steder i udkantskommunerne, hvor husstande
praktisk talt kan være stavsbundet til deres hus, fordi det er umuligt at sælge. Flere ste-
der i Danmark udbyder realkreditinstituterne således ikke realkreditlån, idet de reelt
opfatter husene som usælgelige og regner dem for forbrugsgoder i lånemæssig forstand
(Øhlenschlæger et al., 2014). Ifølge Møller og Rolandsen har denne type landsbyer
’udtjent deres værnepligt’, og der er til disse mere brug for exit-strategier end ’kunstigt
åndedræt’ (Møller Rolandsen, 2011). Ved at lægge kommunale strategier for afvik-
lingen af nogle landsbyer og ikke lade stå til og lade markedet styre afviklingen kan
kommunerne sikre mere velordnede tilbagetog (MBBL, 2012). Dansk Byplanlabora-
torium er for nyligt og i samarbejde med Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter
kommet med et visionsoplæg, hvor de ser på mulige forskellige exit-strategier for de
landsbyer, som umiddelbart ikke har potentiale for hverken bosætning eller turisme
(Øhlenschlæger et al., 2014). Her vurderes de kommunernes muligheder og barrierer
for afvikling af landsbyer. De lister fire forskellige overordnede strategier, som spænder
fra at lade stå til, hvor der afvikles i takt med at husene bliver forladte og nedslidte,
til en total afvikling, hvor landsbyens befolkning genhuses andensteds, samt nogle
strategier derimellem. Nogle af elementerne kan fungere inden for den eksisterende
danske lovgivningsramme, mens andre vil kræve lovændringer i forhold til eksempel-
vis eksproportion (Øhlenschlæger et al., 2014).
Til trods for at der er relativ bred enighed blandt professionelle indenfor feltet, om at
velordnet afvikling kan være fornuftigt for udkantskommunerne og landet som hel-
hed, og selvom afviklingen af landsbyer i nogle udkantskommuner synes uundgåelig,
er det et ømtåleligt og følelsesladet emne at diskutere afvikling af lokalsamfund. Det er
de folkevalgte politikkere, som træffer beslutningerne om hvilke områder, der skal sat-
ses på fremadrettet, og hvilke der ikke skal. Det er ikke nogen nem beslutning, og det
er sjældent populært blandt lokalbefolkningen (Høe, 2012). Fra nationale policy-do-
kumenter fra både Sverige og Danmark er afvikling længe undgået at blive diskuteret
som mulighed, og både den svenske og danske regering har ikke været meget for at
afskrive nogle områder (eller i hvert fald udtale sig offentligt herom) (LBD, 2008 og
26. En farbar vej for udkantskommunerne? – TeoriSide 26 af 69
MBBL, 2012). De senere år er der dog sket en udvikling i den danske regerings hold-
ning. I en ellers næsten fuldstændig enslydende tekst fra Ministeriet for By, Bolig og
Landdistrikter er ordlyden omkring den danske regerings ambitioner for bosætning i
udkantsområder ændret fra i 2012 at hedde, at ”alle danskere, hvad enten de bor på
landet eller i byen, skal have fornuftige rammevilkår og muligheder for et godt liv”
(MBBL, 2012: 5) til i 2013 at lyde: ”der skal være fornuftige vilkår for vækst og mu-
ligheder for et godt liv i alle dele af landet” (MBBL, 2013: 4). Ændringen af formu-
leringen fra det meget absolutte ”alle danskere” til det mere vage ”alle dele af landet”
kan således tolkes som åbning i holdningen for at nogle landsbysamfund på sigt kan
afvikles. Det blev i år yderligere understreget af den danske resortministers udtalelse
om, at det ”for mange landsbyer er fem minutter i tolv” (DR, 2014).
Helårsbyer og turismebyer
Landsbyer med attraktive natur- og kulturmiljøer, men som ligger langt fra større ar-
bejdsmarked, vil i nogle tilfælde kunne klare sig bedre som fritidslandsby end som hel-
årslandsby, idet landskabelig idyl har stor betydning for fritidsbeboelsers attraktivitet,
mens tilgængelighed, servicefunktioner og især nærhed til arbejdsmarked betyder min-
dre (Kjeldsen et al., 2009; MBBL, 2012). Dette er ligeledes årsagen til, at fritidsbebo-
elser er mest attraktive på landet og lidt mindre attraktive i landsbyerne. I Danmark er
der stort set ingen fritidsbeboelser i byer med flere end 1000 indbyggere (Kjeldsen et al.,
2009). I mindre landsbyer kan boliger have en højere værdi som fritidsbolig end som
helårsbolig, hvorfor de vil være lettere at sælge med fritidsboligstatus (MBBL, 2012),
og samtidig vedligeholdes og renoveres boliger i højere grad, når de har en større værdi
(Keiding, 2013). Heri ligger sandsynligvis årsagen til indførslen af flexboligordningen
i Danmark i maj 2013, idet mange udkantskommuner har problemer med huse med
et større renoveringsbehov, som er svære at sælge, men som der bliver flere potentielle
købere til, hvis det tillades flexboligstatus. Omdannelse af helårsbeboelse til fritidsbebo-
else kan dog også indebære nogle ulemper set fra et kommunalt perspektiv, da det kan
skabe ’spøgelsesområder’, der er tæt på mennesketom udenfor turistsæsonen, hvilket
undergraver grundlaget for mange servicefunktioner. Når først servicefunktionerne for-
svinder accelereres udviklingen henimod turistby som regel, idet landsbyen så mister sin
attraktivitet som helårsbeboelse (MBBL, 2012). På grund af, at der i Sverige ikke findes
nogen bopælspligt, er de svenske kommuners mulighed for at regulere overgangen fra
helårslandsby til fritidslandsby begrænset, og for mange landsbyer i de svenske udkants-
kommuner er denne problemstilling derfor meget aktuel. Men også i Danmark findes
der landsbyer, bl.a. Gudhjem på Bornholm, hvor udviklingen går i den retning. Det-
te har medført stor lokal debat. Attraktiviteten for turister kan dog også anskues som
positiv for lokalbefolkningen, da landsbyer med stedbundne landskabelige værdier, der
tiltrækker mange besøgende enten sommer eller vinter, kan sikre sin overlevelse ved
indtægter fra turisterhverv i den ene halvdel af året (LBD, 2008).
27. En farbar vej for udkantskommunerne? – Metode Side 27 af 69
Metode
Til mine analyser anvender jeg GIS-programmerne fra ArcGIS-pakken og databe-
handlingsprogrammerne Excel og SPSS. Tilgangen til analyserne er kvantitativ, og
den anvendte data består primært af registerdata fra Danmarks Statistik og Statistiska
Centralbyrån samt geodata fra Geodatastyrelsen og Lantmäteriet.
På de følgende sider gennemgår jeg de variable, der indgår i analysen. Det havde
været ønskeligt, hvis alle variable havde tilgængelig data på landsbyniveau. Dette er
imidlertid ikke tilfældet, ligesom der er faktorer beskrevet i teoriafsnittet, som det
ikke er muligt at kvantificere til brugbar data, og derfor må udelades. Således har jeg
fravalgt at medtage variabler omhandlende tilstedeværelsen af forskellige offentlige
og kommercielle servicefunktioner i landsbyerne, da jeg dels anser det som særdeles
omfattende at få korrekt sammenlignelig information om alle landsbyerne, og dels
vurderer at tilstedeværelsen af servicefunktioner ikke vil være stabile, da dette især i
mindre landsbyer varierer meget over tid.
Variable
Befolkningsudvikling i landsbyer
Befolkningsudviklingen i landsbyerne anskuer jeg som en afhængig variabel. Variablen
er angivet som den befolkningsmæssige udvikling fra 1. januar 2001 til 1. januar
2011. Valget af netop denne tiårige periode skyldes at begge disse årstal vurderes at
være udenfor perioderne med de største udsving i de økonomiske konjunkturer i både
Danmark og Sverige. Både procentuel og absolut befolkningsudvikling anvendes for
at teste hvilken opgørelsesmetode, der har den største sammenhæng med andre varia-
ble. Førstnævnte formodes dog at være den primære.
Tidsafstandsfaktor
Denne variabel angiver den tidsmæssige afstand i bil fra undersøgelsens landsbyer til
nærmeste større by. At betragte større byer under ét og trække en arbitrær grænse ved
at bestemt befolkningstal er ikke helt uproblematisk, men ikke desto mindre mener
jeg, at det er en fornuftig fremgangsmåde for min undersøgelse. For at imødegå denne
problemstilling vælger jeg at inddele større byer i tre grupper. Dette sker i formod-
ning om, at nærhed til en by med 50.000 indbyggere generelt set har større positiv
betydning for bosætningspotentialet i en landsby, end nærhed til en by med 20.000
indbyggere har.
Gruppen af de største byer består af byer med flere end 50.000 indbygggere og om-
fatter i alt 23 byer. Mellemgruppen er byer med en befolkning på 20.000 - 50.000,
mens de mindste byer medregnet som større byer i undersøgelsen har 12.500 - 20.000
indbyggere. Se bilag A for fuldstændige lister over undersøgelsens større byer. Den
28. En farbar vej for udkantskommunerne? – MetodeSide 28 af 69
nedre grænse på 12.500 er valgt med udgangspunkt i, at jeg ikke har ønsket at ude-
lukke mindre regionale centre som bl.a. Rønne, Thisted og Vetlanda (alle 13-14.000
indbyggere) fra undersøgelsen. Disse tre byer fungerer alle som regionale bycentre for
egne med stor afstand til nærmeste større by, og det vil derfor efter min opfattelse ikke
give et reelt billede, hvis byer somme disse ikke inkluderes.
Jeg benytter størrelsesforholdet mellem de tre grupper som konstanter, således tids-
afstanden omregnes til en samlet afstandsfaktor. Afstand til en større by med 12.500
- 20.000 indbyggere multipliceres således med 4 (50.000/12.500 = 4), mens afstanden
til en by med 20.000 indbyggere multipliceres med 2,5 (50.000/20.000 = 2,5).
For at kunne beregne afstandsfaktoren for landsbyerne benytter jeg mig af netværk-
sanalysefunktionen closest facility i ArcGIS. Til dette kræves shape-filer med ko-
ordinater på landsbyer og større byer samt nationale vejdatabaser (NVDB) med
hastighedsparameter indlagt for både Danmark og Sverige. Jeg har haft tilgang til
Vejdirektoratets NVDB for Danmark, mens jeg for vejnetværket i Sverige skaber et
nyt NVDB konstrueret i ArcCatalog. Lantmäteriets overordnede datasæt Fastighet-
skartan indeholder vejvektorer og information om vejenes type og beskaffenhed. For
at kunne lave et NVBD til brug til beregning af tidsafstand kræves information om
hver enkelt af vejvektorernes længde og gennemsnitshastighed. Længden beregnes ge-
ometrisk, mens jeg fastsætter hastigheden for de forskellige typer af veje efter, hvad
den tilsvarende er i Vejdirektoratets NVDB for Danmark.
Netværksanalysen kræver samtidig koordinator på alle faciliteter (de større byer) og
hændelser (landsbyerne). Jeg har haft tilgang til shape-filer med punktdata på samtlige
danske byer og landsbyer med tilhørende dst-koder, hvorfor de nødvendige shape-fi-
ler til den danske del af undersøgelsen relativt let kan skabes. Det svenske datasæt
Fastighetskartan indeholder koordinatinformation på over 1.000.000 stednavne, og
dette sammenføres med listerne over landsbyerne og de større byer i Sverige. Denne
operation giver en mindre fejlmargen på ca. 1 % af landsbyerne, som af den ene eller
anden årsag ikke medtages i operationen. Disse resterende landsbyer tilføjes manuelt
til den endelige shape-fil. Den præcise placering af koordinatsættet i landsbyerne og
byerne varierer en smule, men ligger som udgangspunkt placeret centralt i disse.
Der foretages tre closest facility-analyser – en for hver af de tre grupper af større
byer. Resultaterne for hvert enkelte landsby overføres til Excel, hvor resultaterne fra
de to af analyserne, som beskrevet ovenfor, multipliceres med henholdsvis 2,5 og 4.
Til sidst vælges den laveste afstandsfaktor ud for hver enkelt landsby som den endelige
afstandsfaktor. Se Tabel E.1 og E.2 i bilag E for afstandsfaktorerne for henholdsvis de
danske og de götalandske udkantslandsbyer.
29. En farbar vej for udkantskommunerne? – Metode Side 29 af 69
Nærhed til jernbanestation
Variablen nærhed til jernbanestation er en kategorisk variabel, hvor nærhed fastsættes
som maksimalt 1000 meter i fugleflugtslinje fra landsbykoordinater fra de officielle
nationale datasæt fra Geodatastyrelsen og Lantmäteriet til jernbanestationens koordi-
nater. Jeg vurderer at afstanden på 1000 meter er tilstrækkelig til at alle jernbanestati-
oner i landsbyerne bliver inkluderet. Data om stationsbeliggenhed er ligeledes fra de
officielle nationelle datasæt og er fra henholdsvis 2010 og 2011. Jeg har undersøgt om
der har været ændringer i stationsbeliggenheder i perioden 2001-2011, og dette gav
ikke anledning til at ændre i omtalte data.
Afgørende for en jernbanestations betydning er naturligvis antallet af togafgange samt
tidsafstanden til væsentlige destinationer. Jeg har vurderet at dette, som med service-
funktioner, dels vil være svært at kvantificere, og dels ikke er stabilt over tid, hvorfor
dette ikke medtages i denne variabel.
Nærhed til skov
Denne variabel vælger jeg af praktiske årsager at holde som kategorisk, da jeg ikke an-
ser data værende tilstrækkeligt præcist til at en kontinuerlig angivelse vil give mening.
Her sættes afstandsgrænsen ligeledes på 1000 meter, da 500-1000 meter, ifølge under-
søgelserne i den gennemgåede teori, er en relevant afstand i forhold til hverdagsbrug
af herlighedsværdier som skov og vand (Hasler et al., 2002 og Præstholm et al., 2002).
Samtidig vil en lavere afstand end 1000 meter være forbundet med større unøjagtig-
hed, da landsbyerne er angivet som punkter og ikke polygoner.
Information om bevoksning hentes fra de nationale datasæt. Jeg vælger at beregne
skov som sammenhængende bevokset areal på minimum 0,1 km2
, således små sam-
linger af træer bortfalder. Denne operation er nødvendig, hvilket understreges af, at
flere end 99 % af landsbyerne er beliggende indenfor maximalt 1000 meter af en eller
anden form for sammenhængende bevoksning.
Nærhed til vand
Nærhed til vand holdes som de to ovenstående variable kategorisk. Som ved nærhed til
skov er argumentet også her, at data efter min opfattelse ikke er tilstrækkeligt præcist til
at kunne bære en fornuftig kontinuerlig angivelse. Afstandsgrænsen sættes af praktiske
årsagen og med baggrund i teorien til 1000 meter (se forrige afsnit).
Information om kystlinje, søer og vandløb findes i de nationale datasæt. Vand defi-
neres i denne forbindelse som sammenhængende vandareal på minimum 0,1 km2
,
således at mindre vandløb og gadekær ikke medregnes, da disse ikke vurderes at være
relevante for hensigten med variablen.
30. En farbar vej for udkantskommunerne? – MetodeSide 30 af 69
Landbrugs-, skovbrugs- og fiskerisektorens størrelse
Denne variabel er angivet som andel beskæftigede på arbejdssted indenfor branche-
gruppe A (Landbrug, skovbrug og fiskeri) i den internationale klassifikation af økono-
miske aktiviteter. I denne nomenklatur, som benyttes af både FN og EU, er sektorerne
inddelt i 21 hovedafdelinger. Denne overordnede kategorisering er valgt for bedst at
kunne sammenligne data fra Danmark og Sverige. Data er opdelt på kommuneenhe-
der. De danske tal er pr. 1. januar 2013, mens de svenske er pr. 31. december 2012.
Fremstillings- og udvindingssektorens størrelse
Denne variabel er angivet som andel beskæftigede på arbejdssted indenfor branche-
gruppe B og C i den internationale klassifikation af økonomiske aktiviteter, der dæk-
ker over henholdsvis råstofudvinding og fremstillingsvirksomhed. I Danmarks Stati-
stiks inddeling er disse angivet adskilt, og derudover er gruppe C opdelt i flere under-
kategorier. I Sverige har Statistiska Centralbyrån imidlertid summeret gruppe B og C,
hvorfor jeg også anvender denne summering. Data er opdelt på kommuneenheder.
De danske tal er pr. 1. januar det angivne år, mens de svenske er pr. 31. december året
inden det angivne.
Handelssektorens størrelse
Denne variabel er angivet som andel beskæftigede på arbejdssted indenfor branche-
gruppe G (Handel) i den internationale klassifikation af økonomiske aktiviteter. I
denne nomenklatur er sektorerne inddelt i 21 hovedafdelinger. Der er valgt denne
overordnede kategorisering for bedst at kunne sammenligne data fra Danmark og
Sverige. Data er opdelt på kommuneenheder, og de danske tal er pr. 1. januar 2013,
mens de svenske er pr. 31. december 2012.
Hotel- og restuarantsektorens størrelse
Denne variabel er angivet som andel beskæftigede på arbejdssted indenfor branche-
gruppe I (Hoteller og restauantenter) i den internationale klassifikation af økono-
miske aktiviteter. I denne nomenklatur er sektorerne inddelt i 21 hovedafdelinger.
Denne overordnede kategorisering er valgt for bedst at kunne sammenligne data fra
Danmark og Sverige. Data er opdelt på kommuneenheder, og de danske tal er pr. 1.
januar 2013, mens de svenske er pr. 31. december 2012.
Størrelsen af sektoren for offentlig administration, forsvar og politi
Denne variabel er angivet som andel beskæftigede på arbejdssted indenfor branche-
gruppe O (Offentlig administration, forsvar og politi) i den internationale klassifikati-
on af økonomiske aktiviteter. I dennee nomenklatur er sektorerne inddelt i 21 hoved-
afdelinger. Denne overordnede kategorisering er valgt for bedst at kunne sammenligne
data fra Danmark og Sverige. Data er opdelt på kommuneenheder, og de danske tal er
pr. 1. januar 2013, mens de svenske er pr. 31. december 2012.
31. En farbar vej for udkantskommunerne? – Metode Side 31 af 69
Pendlingsafhængighed
Jeg har valgt at definere variablen pendlingsafhængighed som antal beskæftigede på ar-
bejdssted pr. beskæftigede på bopæl (dagsbefolkning mod natbefolkning). Denne va-
riabel angiver således overskudet eller underskudet af arbejdspladser i forhold til antal
beskæftigede i den pågældende kommune. En høj værdi betyder flere arbejdspladser
end beskæftigede. Data er opdelt på kommuneenheder. De danske tal er pr. 1. januar
2009 og 2013, mens de svenske er pr. 31. december 2008 og 2012.
Beskæftigede
Variablen beskæftigede dækker over antal beskæftigede pr. 18-64-årig indbygger. Jeg har
valgt at udregne den som afvigelsen (i procentpoint) i den pågældende kommune fra
det gennemsnitlige niveau i henholdsvis Danmark og Götaland. Hermed anser jeg, at
tallene fra Danmark og Götaland er mere sammenlignelige, da beskæftigelsesniveauet
i høj grad er konjunkturafhængigt, og derfor samtidig afhængigt af den geografiske
kontekst. Data er opdelt på kommuneenheder, og de danske tal er pr. 1. januar 2009
og 2013, mens de svenske er pr. 31. december 2008 og 2012. Brud i dataens opgørel-
sesmåde gør, at det ikke er muligt at gå længere tilbage i tiden med sammenlignelige
tal.
Kontanthjælpsmodtagere
Variablen kontanthjælpsmodtagere dækker over antal af personer over 18 år, der mod-
tager kontanthjælp (Danmark) eller försörjningsstöd (Sverige) pr. 18-64-årig indbyg-
ger. Der er både forskel i, hvad denne støtte dækker over, samt hvordan den opgøres,
hvorfor jeg har valgt at udregne den som forskellen (i procentpoint) i den pågælden-
de kommune fra det gennemsnitlige niveau i henholdsvis Danmark og Götaland.
Hermed tages der samtidig højde for de økonomiske konjunktures udsving. Data er
opdelt på kommuneenheder. De danske tal er pr. 1. januar 2006 og 2012, mens de
svenske er pr. 31. december 2005 og 2011. Det har ikke været muligt at gå længere
tilbage i tid uden brud i data.
Uddannelsesniveau
Denne variabel er angivet som antal indbyggere med en færdiggjort videregående ef-
tergymnasiel uddannelse på 3 år eller længere pr. 18-64-årig indbygger. Fra Danmarks
Statistiks data inkluderes kategorierne mellemlang videregående uddannelse, bachelor,
lang videregående uddannelse og forskeruddannelse, mens eftergymnasial utbildning, 3 år
eller mer og forskarutbildning inkluderes fra data fra Statistiska Centralbyrån. Jeg har
valgt disse varibelgrupper som indikator på uddannelsesniveau, da jeg anser at disse,
udover at give sammenlignelige tal på tværs af landegrænsen, også med rimelighed
dækker over gruppen af mellemhøjt og højt uddannede, som nævnes som vigtige i
nogle erhvervsstrukturer. Data er opdelt på kommuneenheder, og de danske tal er pr.
1. januar 2002 og 2012, mens de svenske tal er pr. 31. december 2001 og 2011.
32. Baggrundsmateriale
Udpegning af udkantskommuner
Udkants-, yder- eller landdistriktskommuner anvendes alle som begreber for mere
eller mindre det samme – nemlig kommuner beliggende perifært i forhold til de ur-
bane centre. Med det seneste årtis voksende fokus på disse perifære egne har mange
forskellige afgrænsninger og definitioner været brugt, hvilket følgeligt har betydet en
vis forskellighed i hvilke kommuner, som er blevet udpeget. De fleste kategoriseringer
anvender kommuner som enhed, mens enkelte – herunder Ministeriet for By, Bolig
og Landdistrikters afgrænsning af landdistrikter og yderområder – er på sogneniveau
(MBBL, 2013). For kategoriseringer af danske udkants-, yder- og landdistriktskom-
muner foretaget på kommuneniveau varierer antallet af udpegede kommuner fra 16
til 34 kommuner (se bl.a. Havelund Andersen, 2012; Kristensen et al., 2007 og
Nørgaard Andersen, 2012). Nogle kategoriseringer medtager socioøkonomiske pa-
rametre i kategoriseringen af kommunetyper, mens andre udelukkende holder sig til
geografiske parametre. Efter min vurdering bør udkantskommuner først og fremmest
defineres ud fra geografiske parametre. Socioøkonomiske parametre bliver ofte koblet
op på udkantskantsbegrebet, da der ofte er en stor sammenhæng. Men jeg anser, at det
er de geografiske parametre, som må være i fokus, da en kategorisering baseret delvist
på socioøkonomiske parametre i stedet snarere går på socialt udstatte kommuner.
I min udpegning af udkantskommuner lægger jeg vægt på de tre parametre befolk-
ningstæthed, størrelse af kommunens hovedby og tidsafstand til nærmeste by med flere end
50.000 indbyggere. Som udgangspunkt inddeler jeg kommunerne i tre kategorier ba-
seret på antallet af 18-64-årige pr. km2
. Årsagen til at jeg indsnævrer befolknings-
tætheden til befolkningen i dette aldersinterval er, at det er befolkningen i den er-
hvervsaktive alder, der er særlig interessant i forhold til den kommunale økonomi, og
kommunernes rolle i den overordnede økonomiske struktur. Kommunerne inddeles i
første omgang i tre kategorier: En med en befolkningstæthed af 18-64-årige lavere end
25 pr. km2
, en mellemkategori med 25-40 pr. km2
og en med en befolkningstæthed af
18-64-årige højere end 40 pr. km2
. Gruppen af kommuner med lav befolkningstæthed
udpeges som udkantskommuner. Listen over disse er på 89 kommuner, hvoraf de ni er
danske (se bilag B, Tabel B.1 for fuldstændig liste). Gruppen af kommuner med en høj
befolkningstæthed medtages ikke som udkantskommuner i undersøgelsen, mens det
for kommuner med mellemlav befolkningstæthed afhænger af de to andre tidligere
nævnte parametre.
Der er 19 danske og 19 götalandske kommuner i gruppen i mellemkategorien på tæt-
hedsparameteret. For disse har jeg valgt størrelse på kommunal hovedby og tidsafstan-
den fra denne til nærmeste større by som sekundære indikatorer på udkantsgraden.
Kommuner, hvis hovedby har flere end 15.000 indbyggere eller ligger inden for en
En farbar vej for udkantskommunerne? – BaggrundsmaterialeSide 32 af 69
33. En farbar vej for udkantskommunerne? – Baggrundsmateriale Side 33 af 69
halv times bilkørsel fra en større by med flere end 50.000 indbyggere, medtages ikke
som udkantskommuner i undersøgelsen. De resterende kommuner, syv danske og syv
götalandske, udpeges som udkantskommuner. Se Tabel B.2 i bilag B for en fuldstæn-
dig oversigt over de 38 kommuner med mellemlav befolkningstæthed.
Som det fremgår af Kort 4.1, udpeges i alt 16 danske og 87 götalanske kommuner
som udkantskommuner til undersøgelsen. Der er stor forskel på, hvad der regnes som
udkant i en dansk og i en svensk kontekst. Udpegningen af götalandske udkantskom-
muner skal således ikke forstås, som at de er udkantskommuner i en svensk kontekst,
men ses som sammenlignelige udkantskommuner til de danske i en dansk kontekst.
Sverige som helhed har meget større afstande at forholde sig til og er meget tyndere
befolket end Danmark. Selvom jeg kun medtager Götaland i min undersøgelse, er
forskellen stadig markant.
Befolkningstætheden i Götaland er ved seneste årsskifte på 53 indbyggere pr. km2
,
mens Danmarks var på 131. De nationale forskelle afspejles, som det fremgår af Tabel
4.1, også i udkantskommunernes indbyggertal. De danske udkantskommuner havde
ved årsskiftet i gennemsnit 28.560 indbyggere, mens tilsvarende tal for de götalandske
kommune var 15.120. Arealmæssigt er den gennemsnitslige størrelse omtrent den
samme i de danske og götalandske udkantskommuner.
Ikke udkantskommuner
Udkantskommuner
Kort 4.1. Udkantskommuner i Danmark og Götaland
