Forstadens bygningskultur 1945-1989KøbenhavnNovember 2010                På sporet af velfærdsforstadens                be...
Forstadens bygningskultur 1945-1989KøbenhavnNovember 2010                På sporet af velfærdsforstadens                be...
Forstadens Bygningskultur 1945-1989:På sporet af velfærdsforstadens bevaringværdier© Dansk Bygningsarv A/S 2010Publikation...
"Men i dag har de store forandringer fundet sted,og spørgsmålet er, hvordan den nærmeste fortidovertages og arves af et po...
IndholdForord                                                                 7Indledning                                 ...
6
ForordRealdania sætter i disse år fokus på landets forstæder, hvor omtrent halvdelen afdanskerne bor og lever. Efter mange...
IndledningHar forstaden sin egen bevaringsværdige bygningskultur? Hvad skal i så fald beva-res, og hvordan? Med denne publ...
Dele af forstædernes bygningsmasse nærmer sig 50-årsgrænsen og er dermed ved at værefredningsmoden. Men selv om bygningern...
butikscentre, der udgjorde kernen i nogle af de store, almene bebyggelser. Ændrede bo-sætningsmønstre har ført til en øget...
præg på, hvad der ender med at fremstå som værdifuldt, men fra Rødovre Kommuneatlas i1991 til Gentofte Atlas i 2004 tegner...
er, som er vurderet bevaringsværdige. Herudover er der udpeget et mindre antal instituti-onsbygninger og industribygninger...
planer og lokalplaner, GIS-kortlægning af data fra Bygnings- og Boligregisteret (BBR) og,ikke mindst, mange besøg i forsta...
Hovedrapport   16
15
1.   Velfærdsforstaden – et historisk rids     Det, vi i dag typisk betragter som forstad, svarer i store træk til den byu...
Inspireret af sådanne tanker lancerede socialdemokraterne i begyndelsen af 1950erne slo-ganet velfærdsstat. Ordet var lånt...
1973 skete en tydelig afmatning i byggeaktiviteten og en periode med økonomisk stagnati-      on – fattigfirserne – indled...
"Velfærden måles på dette niveau i m3 frit luftrum, hvilket jo selvfølgelig i forhold til de        gamle kompakte karrébe...
skabsideerne imidlertid udbredelse ved, at mange boligenheder indgik i den samme be-        byggelsesplan, og at de grønne...
især skolebyggeriet præget udbygningen af forstadskvartererne. Placeringen af folkesko-        lerne havde stor betydning ...
Hovedargumenterne mod randbebyggelsen var manglende færdselssikkerhed pga. stigen-        de vejfærdsel, øgede omkostninge...
Murstensbyggeriet blev af mange arkitekter og ingeniører anset for utidssvarende til byg-      geproduktionen, mens indust...
”Faktisk er al planlægning i 60erne hængt op på        ideen om centeret. Det går igen i alle planerne og        bruges so...
I-4. Fremtidens bymønster. Til venstre Erik Kaufmanns "stjernebyskitse" fra 1959, til højre "Det store H".        Kilde: G...
I-5: Køge Bugt-planen. Øverst Køge Bugt-planens centerstruktur: sort: centerområder, skraveret: parcel-huse, prikker: loka...
(ibid: 85). I mange af de nye bydele blev der gennemført en skarp adskillelse af trafikar-        terne. Herudover blev ve...
Systemet med bærende skillevægge var dominerende, men der blev også eksperimenteret        med andre systemer, hvor tværsk...
der var generelt en stærk konkurrence kommunerne imellem i deres forsøg på at tiltrække        virksomheder og skatteydere...
Disse nye politiske idealer fik en afgørende betydning for byplanlægning og arkitektur i        velfærdsforstadens udbygni...
Parallelt med den økonomiske krise var samfundet i en overgangssituation fra industri-        samfund til postindustrielt ...
Idealerne i tæt-lav boligbyen var hentet fra danske småbyer med 1- og 2-etages længehuse,        grupperet omkring vej- el...
I den store skala planlagdes og opførtes Aalborg Universitet fra 1975 til 1980 efter planer        af Dall & Lindhardtsen....
2.    Velfærdsforstaden i dag      At nærme sig forstaden som en genstand for bevaring kræver indsigt i aktuelle til-     ...
36
I sagens natur ligger velfærdsforstaden i udkanten af hovedbyerne, dels som koncentriskudvidelse af den historiske bykerne...
38
39
De store boligområder, både parcelhusområder og etagehuskvarterer, dominerer billedet iforstæderne. Men også de mange inst...
II-7. Fingerplanen 2007. De indre storbyområder svarer til håndfladen (pink); de ydre storbyområder sva-rer til fingrene (...
42
43
Kortlægningen af bygningsmassens funktionsmæssige sammensætning for bygninger op-        ført mellem 1945 og 1989 viser en...
forstædernes boliger blev bygget, som har forandret den enkeltes krav til boligen og til bo-        ligens omgivelser.    ...
tilføres bygninger i Danmark (Jensen 2009: 5). Der peges på tre områder, hvor der kanopnås besparelser:• Forbedring af kli...
Hertil kommer, at bosætning i forstæderne typisk er forbundet med transport i egen bil        over store afstande mellem a...
rer til 6-8 % af landets erhvervsarealer (www.blst.dk/BYEN/Projekter/ Byomdannel-        se/intro_byomdannelse.htm [15-05-...
Mobilitet er en forudsætning for livet i forstæderne. Men i dag udfordrer netop forstads-        beboernes mobilitet de lo...
vi tilføre de store planer nye arkitektoniske lag med respekt for de eksisterende helheder        og bevaringsværdige enke...
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Hovedrapport 150dpi
Upcoming SlideShare
Loading in …5
×

Hovedrapport 150dpi

1,928 views

Published on

Published in: Entertainment & Humor, Travel
0 Comments
1 Like
Statistics
Notes
  • Be the first to comment

No Downloads
Views
Total views
1,928
On SlideShare
0
From Embeds
0
Number of Embeds
2
Actions
Shares
0
Downloads
12
Comments
0
Likes
1
Embeds 0
No embeds

No notes for slide

Hovedrapport 150dpi

  1. 1. Forstadens bygningskultur 1945-1989KøbenhavnNovember 2010 På sporet af velfærdsforstadens bevaringsværdier
  2. 2. Forstadens bygningskultur 1945-1989KøbenhavnNovember 2010 På sporet af velfærdsforstadens bevaringsværdier
  3. 3. Forstadens Bygningskultur 1945-1989:På sporet af velfærdsforstadens bevaringværdier© Dansk Bygningsarv A/S 2010Publikationen er finansieret af Realdania og udarbejdet af DanskBygningsarv A/S fra juli 2009 til november 2010.En ekspertfølgegruppe bestående af Claus Bech Danielsen (StatensByggeforskningsinstitut), Erling Groth (Forstadskonsulenterne), TomNielsen (Arkitektskolen Aarhus), Simon Ostenfeld Pedersen(Kulturarvsstyrelsen) og Poul Sverrild (Forstadsmuseet, Brøndby ogHvidovre Kommune) har ledsaget projektet.Redaktion: Anne TietjenTryk: TrykXpertenOplag: 500
  4. 4. "Men i dag har de store forandringer fundet sted,og spørgsmålet er, hvordan den nærmeste fortidovertages og arves af et politisk og kulturelt fælles-skab. Det er et spørgsmål om at se det moderneDanmark som det historiske Danmark, og dermeder det klart, at gamle dage er blevet et anliggendefor moderne mennesker." Rune Lykkeberg 2010
  5. 5. IndholdForord 7Indledning 91. Velfærdsforstaden – et historisk rids 171.1 1945-1959: Modeldannelse 191.2 1960-1974: Realisering af velfærdsforstaden 241.3 1975-1989: Udbygning og ombygning af velfærdsforstaden 312. Velfærdsforstaden i dag 352.1 Velfærdsforstadens fysik 352.2 Udfordringer for velfærdsforstaden 443. Hvordan bevarer vi velfærdsforstaden? 523.1 Lovgrundlag og registreringsmetoder 533.2 Anerkendte bevaringsværdier i velfærdsforstaden 583.3 Forvaltningen af velfærdsforstadens bevaringsværdier 68Atlas over velfærdsforstaden 83Litteratur 153Billedfortegnelse 159
  6. 6. 6
  7. 7. ForordRealdania sætter i disse år fokus på landets forstæder, hvor omtrent halvdelen afdanskerne bor og lever. Efter mange års fokus på de historiske bykerner og bynæreældre industriarealer ligger udfordringerne nu i fremtidens bæredygtige byudviklingi forstæderne. Realdania ønsker at rejse en debat, som skal bane vejen for at øgelivskvaliteten i forstæderne. Der skal skabes nye muligheder i forstæderne gennembæredygtig transformation af de eksisterende fysiske rammer.Forstæderne står foran en række store fysiske udfordringer, fordi en betydelig del af byg-ningsmassen er nedslidt og energimæssigt utidssvarende. Der er tillige store funktions-tømte industriområder, hvis anvendelse skal gentænkes. Nye aktuelle behov for tæthed ogfunktionsblanding omkring stationscentre og boligområder er ligeledes en betydelig ud-fordring i forstæderne, da dette står i klar modsætning til deres oprindelige organisering.Alt imens forstæderne er i forvandling er det vigtig at huske på, at forstæderne har en sær-egen bygningskultur, som har frembragt arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, der erværd at værne om og bygge videre på. Med denne rapport sætter Realdania fokus på for-stadens bygningskultur, som den blev skabt i forbindelse med velfærdssamfundets opbyg-ning fra Anden Verdenskrig og op til 1980erne. Forstædernes kulturhistorie og kulturarvskal tænkes med i udviklingen af forstædernes eksisterende bygningsmasse.Kommunale planlæggere, politikere og ikke mindst de danske borgere ser i stigende gradkulturarv som en faktor, der øger kvaliteten af vores byggede miljø. Denne rapport er førstog fremmest tiltænkt planlæggere og kommunale beslutningstagere, som her får en over-sigt over velfærdsforstadens bebyggede strukturer i et bevaringsperspektiv. Det er voreshåb, at rapporten vil tjene til information og inspiration i det fremtidige arbejde med beva-ring og ikke mindst udvikling af forstædernes bygningskultur.Dansk Bygningsarvs undersøgelse er blevet fulgt af en følgegruppe af eksperter, ClausBech Danielsen (Statens Byggeforskningsinstitut), Erling Groth (Forstadskonsulenterne),Tom Nielsen (Arkitektskolen Aarhus), Simon Ostenfeld Pedersen (Kulturarvsstyrelsen) ogPoul Sverrild (Forstadsmuseet, Brøndby og Hvidovre Kommune), hvis rådgivning ogkommentarer har været af stor værdi for projektet.Hans Peter Svendler, Realdania, november 2010
  8. 8. IndledningHar forstaden sin egen bevaringsværdige bygningskultur? Hvad skal i så fald beva-res, og hvordan? Med denne publikation begiver vi os på sporet af forstadens byg-ningskultur fra perioden 1945 til 1989. Vi kaster lys over bevaringsværdier ogbevaringsstrategier i de byudvidelsesområder, som blev opført i forbindelse medopbygningen af velfærdssamfundet, og forsøger os således med en systematiskafdækning af et nyt og aktuelt område for bevaring.Rapporten er opdelt i tre kapitler. I første kapitel belyses forstædernes tilblivelseshistoriesom et led i velfærdssamfundets opbygning. I andet kapitel stilles der skarpt på velfærds-forstaden i dag, dens geografi, struktur og sammensætningen af bygningsmassen. Medudgangspunkt i en række udviklingstendenser beskrives aktuelle udfordringer for vel-færdsforstaden. Pointen er, at det netop her, hvor forstædernes bygninger og byggedestrukturer er under forandring, er særlig relevant at tage stilling til bevaringsspørgsmål. Itredje kapitel indkredses bevaringsværdier og -strategier i velfærdsforstaden med ud-gangspunkt i den hidtidige udpegnings- og forvaltningspraksis. Afslutningsvis præsenteresen kortlægning og typologisering af velfærdsforstadens byggede strukturer. Denne del afrapporten er tilrettelagt som et atlas, der dels giver overblik over bygningsmassens al-dersmæssige og anvendelsesmæssige sammensætning igennem en række GIS-kort og nøg-letal, dels beskriver typiske bebyggede strukturer med fokus på arkitektoniske og kulturhi-storiske bevaringsværdier. Ideen er, at atlasset kan bruges som et uafhængigt opslagsværk,som kan informere og inspirere det fremtidige arbejde med bevaringen og ikke mindstudviklingen af velfærdsforstadens bygningskultur.Med Bygningskulturens Dag i 2008 har Kulturarvsstyrelsen markeret velfærdssamfundetsbygninger som et nyt og væsentligt genstandsfelt for den officielle bevaringsindsats. OgKulturarvskommunen Hvidovre har sat fokus på den helhedsplanlagte montagebebyggelseAvedøre Stationsby som et monument over forstadens velfærdsdrømme. Efterkrigstidensstore byudvidelsesområder er så småt ved at komme på dagsordenen som et bevarings-emne.
  9. 9. Dele af forstædernes bygningsmasse nærmer sig 50-årsgrænsen og er dermed ved at værefredningsmoden. Men selv om bygningerne er ved at blive gamle og slidte bliver de vedmed at fremstå som moderne frem for historiske. At favne bevaringsværdier i forstadsom-råderne er netop et spørgsmål om at se det moderne Danmark som det historiske Dan-mark. Og vi taler om en umådelig stor bygningsarv – hovedparten af de 1,35 mio. eksiste-rende bygninger, som blev opført mellem 1945 og 1989, er beliggende i forstadsområder.Det er her drømmen om at forvandle Danmark til et moderne industrisamfund med ligeadgang til velfærd for alle blev virkeliggjort i løbet af nogle få årtier. Planlægning var nøg-leordet i indretningen af det perfekte samfund ned til mindste detalje, godt hjulpet afstandardiseringen og industrialiseringen af byggeriet.De nye byområder blev funktionsopdelt svarende til det moderne menneskes idealtypiskehverdag mellem industriarbejde, rekreation og familieliv i egen bolig. Sundhed blev skre-vet med stort. Tæthed og funktionsblanding, som i dag står for det gode byliv, blev den-gang set som et onde, der skulle afløses af en åben, grøn bystruktur. Til forskel fra den hi-storiske bys sammenhængende karréstrukturer består den moderne by af store afgrænse-de bebyggelsesenklaver og grønne byområder som tilsammen udgør et fragmenteret by-landskab. Et andet markant træk er de store vejstrukturer som både forbinder og opdelerforstadsområderne i en helt anden skala end i tætbyen. Endelig er velfærdsforstadensbygninger præget af byggeriets industrialisering og især af montageteknik med betonele-menter.En kontroversiel bygningskulturVelfærdsamfundets forstæder er uden tvivl karakteriseret ved en særegen bygningskultur.Men frem for at være en genstand for bevaring har velfærdsforstaden længe været underkritisk beskydning. Allerede inden de var færdigbyggede, blev flere af de almene bebyggel-ser genstand for kritik af byggeteknik og bebyggelsernes sociale forhold (Bech-Danielsen2008: 8). De blev udskældt som betonslum – ensformige sovebyer, der var fattige på san-selige oplevelser og aktiviteter og på samme tid samlingssted for samfundets svageste so-ciale grupper (Nygaard 1984: 222). I stedet for at skabe rammerne omkring lokale fælles-skaber, som det havde været intentionen, ansås de for at være fremmedgørende. Samtidigblev parcelhuskvartererne udsat for kritik, især for den ekstensive arealanvendelse sombeslaglagde mere og mere jord omkring byerne, men også for manglende plads til fælles-skabet.Mange af forstadens bygninger og bymiljøer er blevet ombygget og renoveret indtil fleregange siden deres opførelse. Og fremover må forstadsområderne forventes at gennemgåstore transformationer for at møde aktuelle udfordringer. I kraft af nedslidning og foræl-delse står store dele af forstædernes bygningsmasse overfor en omfattende fornyelse. Bæ-redygtighedskriterier stiller nye krav til energirigtig renovering af bygninger og reduceringaf biltrafik. Strukturændringer udfordrer erhvervsområdernes funktionelle sammensæt-ning af byggede strukturer. Ikke mindst har hverdagslivet i forstæderne ændret sig mar-kant, siden de første skitser til nye, selvstændige bydele blev tegnet. Beboerne er blevet såmobile, at det nogle steder har undermineret grundlaget for de offentlige servicetilbud og
  10. 10. butikscentre, der udgjorde kernen i nogle af de store, almene bebyggelser. Ændrede bo-sætningsmønstre har ført til en øget social polarisering mellem almene boligbebyggelserog private ejerboliger. Danskerne er blevet rigere og stadig mere individualiserede. I taktmed det har boligen skiftet status fra at være tag over hovedet til et udtryk for egen identi-tet. Det stiller nye krav til mulighederne for individuel udformning af bolig og friarealer.Endelig står forstædernes åbne og funktionsopdelte bystruktur i modsætning til nutidensvision om den tætte, funktionsblandede by.Bygningsarv som aktiv i velfærdsforstadens udviklingI Danmark har der længe været en stor interesse og velvilje for at bevare historiske byg-ninger og bymiljøer. Skræmt af erfaringerne fra 1970ernes omfattende bysaneringerser vi hellere bygninger bevaret end fjernet (Braae og Fabricius Hansen 2007: 8). Ikke bloter danskernes interesse for kulturarv stor, historiske bygninger og bymiljøer fungerer i dagsom trækplaster for turisme og bosætning, og er dermed et aktiv i byudviklingen.Bevaring og udvikling synes i stigende grad at blive et dynamisk makkerpar i den kommu-nale planlægning. Dette skal også ses i lyset af, at hovedparten af byudviklingen i dag fore-går inden for eksisterende byområder, ikke mindst i forstæderne. Mulighederne for atinddrage bygningsarv og kulturhistoriske spor i udviklingen står særligt klart i de talrigeomdannelser af industrihavne, som snart alle kystnære byer har været berørt af i de sene-ste år, men også i genanvendelsesprojekter for funktionstømte ældre industriområder someksempelvis Carlsberg i København. Vores analyse af aktuelle kommuneplaner viser, atdenne strategiske bevaringstilgang også anvendes i fornyelsen af nyere erhvervsområder ivelfærdsforstaden, eksempelvis i Brøndby Kommunes helhedsplan for Priorparken & Vi-beholm.En forvaltningspraksis, som er egnet til bevaring og udvikling af velfærdsforstadens sær-egne bygningskultur, er under kraftig udvikling i disse år. I takt med at kulturarv skifterkarakter fra primært at være en genstand for beskyttelse til at fungere som et aktiv i byud-viklingen, udvikles der også nye tilgange til registrering og kortlægning af bevaringsværdi-er. Koblingen af bevarings- og udviklingsperspektivet bliver særlig tydelig i HvidovreKommunes tilgang med udgangspunkt i kvarterets fortælling. Her kombineres fortidsfor-tolkninger, nutidsforståelser og fremtidsforventninger med henblik på at afdække et stra-tegisk potentiale. Samtidig favner denne tilgang hele kommunen frem for enkelte særligtudvalgte bevaringsværdige bymiljøer. Byfornyelsesprocessen i Albertslund Syd peger pånye veje til at registrere og formidle bevaringsværdier i storskala montagebebyggelser vedat inddrage lokale fortællinger. Sidst, men ikke mindst, udpeger Aalborg Kommunes stil-blade for enfamilieshuse i Hasseris en ny tilgang til formidling af bevaringsværdier i en-keltbygninger som er egnet til at skabe individuelt ejerskab til kulturarven hos borgerne.På vej mod anerkendte bevaringsværdierVores analyse af udvalgte kommuneatlas samt data fra registeret over Fredede og Beva-ringsværdige bygninger (FBB) tegner billedet af en udvikling, hvor velfærdsforstadens hi-storie og arkitektur får mere og mere opmærksomhed. Det er stadig de ældste bygninger,der udpeges først, og registreringsmetodernes indbyggede værdisæt sætter deres klare
  11. 11. præg på, hvad der ender med at fremstå som værdifuldt, men fra Rødovre Kommuneatlas i1991 til Gentofte Atlas i 2004 tegner der sig en markant udvikling.I løbet af lidt mere end et tiår vinder forstadsområdernes moderne urbanitet og arkitekturgradvis anerkendelse. Rødovre Kommuneatlas knytter forstædernes bygningskultur tilvelfærdssamfundets opbygning og tillægger den derved en kulturhistorisk betydning.Samtidig udpeges en række boligbebyggelser fra 1950erne og 1960erne som bevarings-værdige sammenhænge. I Gladsaxe og Hvidovre Kommuneatlas bliver der derudover regi-streret og udpeget et større antal bygninger opført efter 1940. Og til Gentofte Atlas blevder gennemført en systematisk registrering af alle bygninger opført før 1970.Det er især Hovedstadsområdets forstadskommuner, som har udøvet pionerarbejde i for-hold til anerkendelse af velfærdsforstadens bygningsarv. Ikke overraskende er forstadensbyggede strukturer og bygninger langt stærkere repræsenteret her end i storbykommuner-ne, hvor bygningsmassen afspejler en længere og mere mangfoldig historie.På tværs af de undersøgte kommuneatlas er der hovedsageligt udpeget bebyggede struktu-rer i kvarterskala. Et fælles træk ved disse bevaringsværdige strukturer er, at der er lagtsærlig vægt på et samlet arkitektonisk udtryk og/eller et bearbejdet forhold mellem bebyg-gelse og landskabet. Der er fokus på æstetiske og historiske helheder. Dette falder fint itråd med SAVE-systemets overordnede kriterier for arkitektonisk kvalitet. Men det passerogså godt til forstadsområdernes generelle bebyggelsesstruktur, som netop er sammensataf helhedsplanlagte, klart afgrænsede enheder. Med forbehold for, at der indtil videre erudpeget relativt få bygninger i forstadsområder, ses der derudover en sammenhæng mel-lem udpegede helheder og enkeltbygninger. En tendens, som yderligere underbygges afLyngby-Taarbæks nyere helhedsbaserede registrering af rækkehuse i FBB-registeret.En række af de udpegede boligbebyggelser omfatter også butikstorve, og/eller institutio-ner, især børnehaver og i nogle tilfælde skoler, der omtales som en del af det samlede be-byggelsesmønster. Herudover peges der på en række større institutionsområder, især tiluddannelse. I Rødovre Kommune fremhæves også det centrale byområde med rådhus,bibliotek og Danmarks første overdækkede butikscenter.Industriens bebyggede strukturer og bygninger fylder forbavsende lidt i det samlede bille-de set i lyset af, at planlægning af industriområder og udformning af industribebyggelserspillede så væsentlig en rolle efter Anden Verdenskrig. Med det aktuelle fokus på omdan-nelse af industriområder kan det dog forventes, at forstædernes industriarv fremover vil fåmere opmærksomhed.Forstadens bygningskultur er generelt dårligt repræsenteret blandt de bevaringsværdigebygninger i de undersøgte kommuneatlas. Der viser sig imidlertid, især i forstadskommu-ner, en tendens til at registrere nyere bygninger i de nyere atlas – en tendens, som bekræf-tes af dataudtræk fra Kulturarvsstyrelsens FBB-register. Blandt de få registrerede bygnin-ger tegner sig et tilsvarende billede som for de bebyggede strukturer. Det er således pri-mært boligbygninger fra 1940erne og 1950erne, herunder mest håndværksmæssigt opfør-te rækkehuse og etagehuse i den funktionelle tradition, men også enkelte montagebyggeri-
  12. 12. er, som er vurderet bevaringsværdige. Herudover er der udpeget et mindre antal instituti-onsbygninger og industribygninger.Fredede bygninger i velfærdsforstaden er hidtil en stor undtagelse. Generelt er der foreta-get ganske få bygningsfredninger på bygningsmassen efter 1945 og endnu færre i forstads-områder. I takt med at flere og flere bygninger i forstæderne falder inden for 50-årsgrænsen, og at interessen for velfærdssamfundets kulturarv er stigende, vil der frem-over sandsynligvis også ske en række fredninger af de mest betydningsfulde og oprindeligearkitekturværker i velfærdsforstaden.Konklusioner og anbefalingerDansk Bygningsarvs analyse af udviklingstendenser i forstadsområder viser, at forstæder-ne står foran nødvendige fornyelser og transformationer af de eksisterende bygninger ogbyggede strukturer. Det er imidlertid afgørende at betragte forstæderne i et andet lys endde historiske bykerner. Velfærdssamfundets forstæder er skabt i en anden tid, på andrepræmisser, og de rummer andre kvaliteter. Balance mellem bevaring og udvikling i for-stadsområderne må med andre ord skabes med udgangspunkt i velfærdsforstadens sær-egne bygningskultur.Det er nu, spørgsmålet om, hvordan den nærmeste fortid overtages og arves af et politiskog kulturelt fællesskab, skal rejses. Netop det store forandringstryk på forstæderne gør detpresserende at gøre opmærksom på arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter, indenhidtil oversete kvarterer eller bygninger bliver transformeret til ugenkendelighed. Om-vendt er det vores overbevisning, at kendskab til bevaringsværdierne kan bidrage til envellykket udvikling. Analysen viser, at en strategisk tilgang vinder frem i kommunerne, ogde igangværende initiativer rummer et stort potentiale for at inddrage bygningsarven somet aktiv i fornyelsen af bl.a. erhvervsområder og boligkvarterer.Med henblik på udpegningen af bevaringsværdier kan vi konkludere, at forstædernes byg-ningsarv især bør registreres og udpeges som helheder, og det anbefales, at bygningsregi-strering – som klart har været underbelyst hidtil – gennemføres i forbindelse med det.Kombinationen af et tematisk fokus på helheder og på bygningernes arkitektur kunne væ-re en mulig vej frem for at registrere bevaringsværdier i den umådelig store bygningsmas-se i forstæderne.Set i lyset af forstædernes omfattende og forandringsprægede bygningsmasse bliver denforskellige rolle og rækkevidde af frednings- og bevaringsinstrumentet særlig tydeligt. Detsmalle bevaringsinstrument fredning kan sikre bevaringen af værker af national værdi ogderigennem også bidrage til at skabe fokus på velfærdsforstadens bygningsarv. Men det erisær den brede kommunale bevaringsindsats, som må løfte bevaringen og udviklingen afvelfærdsforstadens bygningskultur.Hvordan er denne rapport blevet til?Analysen er blevet til på baggrund af litteraturstudier, interviews med en lang række eks-perter, analyse af kommuneatlas og data fra FBB-registeret, undersøgelse af kommune-
  13. 13. planer og lokalplaner, GIS-kortlægning af data fra Bygnings- og Boligregisteret (BBR) og,ikke mindst, mange besøg i forstadsområder. Kompleksiteten i materialet afspejler kom-pleksiteten af velfærdsforstadens bygningskultur, som med denne rapport på ingen mådeer udtømmende beskrevet.Tak til de kommuner, tegnestuer og engagerede fagpersoner, som har bidraget med deresekspertise, kritiske kommentarer og ikke mindst med billedmateriale til færdiggørelsen afdenne rapport. En særlig tak til Kunstakademiets Arkitektskoles Bibliotek for at stille bil-leder fra databasen arkitekturbilleder.dk til rådighed. Ligeledes særlig tak til Poul BækPedersen, som generøst har stillet illustrationer fra sin bog Arkitektur og plan i den dan-ske velfærdsby 1950-1990 til rådighed.
  14. 14. Hovedrapport 16
  15. 15. 15
  16. 16. 1. Velfærdsforstaden – et historisk rids Det, vi i dag typisk betragter som forstad, svarer i store træk til den byudvidelse, som har fundet sted i Danmark fra udgangen af Anden Verdenskrig og op til 1980erne. Denne periode faldt sammen med opbygningen af det danske velfærds- samfund, og ordet opbygning skal tages bogstaveligt i denne sammenhæng. Aldrig før i landets historie er der blevet bygget så meget på så kort tid. Og meget af den- ne byggeaktivitet var underlagt en storslået vision – at skabe lige adgang til velfærd for alle i en åben, moderne by, som vi i tilbageblik kan kalde velfærdsbyen. Det føl- gende historiske rids sætter fokus på tilblivelsen af forstadens særegne bygnings- kultur som et led i velfærdssamfundets opbygning. Forudsætning for og drivkraft i realiseringen af velfærdsbyen var et enestående sammen- fald mellem statslige, erhvervsmæssige og planlægningsfaglige interesser, båret frem af standardisering og industrialisering af byggeriet. Omend også den historiske by blev kraf- tigt ombygget i perioden, så var velfærdsbyen primært et byudvidelsesprojekt, som blev afprøvet og realiseret i stor stil på den grønne mark udenfor de historiske bykerner. Ingen steder ser vi derfor velfærdsbyens idealtypiske arkitektur og byggede strukturer realiseret mere rent end i forstadsområderne. Ved udgangen af Anden Verdenskrig var Danmark sammenlignet med andre lande relativt velstående. Det sociale sikkerhedsnet var højt udviklet, og ikke mindst det demokratiske system var veletableret. Alligevel varslede 1945 noget nyt: "Tanker og ideer, som havde simret i mellemkrigstiden, skulle nu realiseres, og der skulle skabes et moderne Danmark" (Petersen 2010: 1). Planlægning, videnskab og rationalitet skulle tages i brug for at skabe det perfekte samfund ned til mindste detalje. Nationaløkonomer, arkitekter, læger og an- dre ligesindede ville bringe orden i boligbyggeriet, familien, samfundsøkonomien og den sociale tryghed. Visionen var at forvandle Danmark fra et landsbrugsland til et moderne industrisamfund – og danskerne fra landboere til byboere. 17
  17. 17. Inspireret af sådanne tanker lancerede socialdemokraterne i begyndelsen af 1950erne slo-ganet velfærdsstat. Ordet var lånt fra USA og England, men det skulle få en særlig betyd-ning i Danmark, ligesom velfærdsbyen skulle få sit specifikke præg.Hvad er bygget velfærd?Med fokus på velfærdssamfundets fysiske udformning kan velfærdsbegrebet nærmere be-stemmes som "den statslige formidling og varetagelse af velfærdsydelser som boligbyggeri,(bygninger til) uddannelse, sundhedsvæsen, kultur, infrastrukturer og den fysiske plan-lægning samt organisering af disse ydelser" (Bæk Pedersen 2005: 10). I en smal optik fal-der således kun det almene boligbyggeri og velfærdsinstitutionerne, dvs. de offentlige fæl-lesanlæg, i kategorien bygget velfærd, idet de er udført med statslig støtte hhv. med statensom bygherre. I en bred optik hører imidlertid også privat bolig- og erhvervsbyggeri medunder velfærdsbyen, idet de er omfattet af og organiseret igennem offentlig velfærdsplan-lægning. Hertil kommer at staten, f.eks. igennem statslånsloven, optrådte som medbyg-herre i utallige private boligprojekter.PlanlægningStatens målsætning var at skabe lige adgang til velfærd for alle. Nøgleordet i omsætningenaf denne vision var planlægning. Velfærdsidealet udmøntede sig i en række byplanmæssi-ge og arkitektoniske principper, som byggede videre på og implementerede modernistiskeideer formuleret i første halvdel af det 20. århundrede. I 1920ernes og 1930ernes inter-nationale byplanmanifester var det moderne menneskes idealtypiske hverdag mellem in-dustriarbejde, rekreation og familielivet i egen bolig blevet sat i system.1 Den moderne bytil industrisamfundet skulle tilsvarende være funktionsopdelt efter netop disse tre hoved-aktiviteter, og dette satte samtidig fokus på bevægelsen eller samfærdsel mellem byensforskellige kvarterer. Sundhed blev skrevet med stort. Den moderne by gjorde op med deforurenede, støjende og overbefolkede historiske byer. Tæthed og funktionsblanding, somi dag står for det gode byliv, blev den gang set som et onde, der skulle afløses af en åben,grøn bystruktur.Velfærdsbyens udvikling – tre perioderI sin analyse af velfærdsbyens arkitektur og plan mellem 1950 og 1990 inddeler Poul BækPedersen (2005) udviklingen i tre perioder, som i grove træk følger den økonomiske ud-vikling efter Anden Verdenskrig. I efterkrigsårene blev der udviklet planlægningsprincip-per og bebyggelsestyper, og der blev ikke mindst arbejdet på standardiseringen og indu-strialiseringen af byggeriet. Perioden fra 1945-1959 kan derfor kaldes modeldannelsenstid. Den egentlige realisering af velfærdsbyen fandt sted mellem 1960-1974 som et led iimplementeringen af "en egentlig velfærdssamfundsmodel, med masseproduktion, lønar-bejde, urbanisering, økonomisk vækst og offentlig forsyning med velfærdsgoder, der sam-tidig var nødvendige for samfundets og det private erhvervslivs udvikling" (ibid: 10). Deter i disse år, den store byvækst sker. Meget store nye byområder skød frem i forstæderne,samtidig med at der opstod et massivt pres for omdannelse af byernes centrale dele." Menallerede i slutningen af 1960erne meldte miljøkritikerne sig på banen. Med oliekrisen i1 I 1928 bliver CIAM (Congrès Internationaux dArchitecture Moderne) grundlagt. I forbindelse med en CIAM-konference i Athen i 1933 ned-fældes den moderne byplanlægnings måske mest indflydelsesrige manifest, Athen Charta, som bliver offentliggjort anonymt af Le Corbu-sier i 1941.18
  18. 18. 1973 skete en tydelig afmatning i byggeaktiviteten og en periode med økonomisk stagnati- on – fattigfirserne – indledtes. Mellem 1975 og 1989 faldt beskæftigelsen i fremstillings- industrien absolut og relativt, mens servicesektoren voksede. Den tredje fase i velfærds- byens opbygning var således en ud- og ombygningsfase, hvor byvæksten fandt sted i min- dre skala indenfor den fastlagte struktur. I-1. Velfærdsforstadens udvikling 1945-19891.1 1945-1959: MODELDANNELSE En skelsættende model for udbygningen af især de store byer i Danmark blev Egnsplanen for Storkøbenhavn fra 1947, bedre kendt som Fingerplanen. Her samles forstadsbebyggel- sen i mindre enheder langs de radiale trafikårer. Den bærende idé var at byvæksten skulle holdes inden for de fem fingre, mens kilerne imellem fingrene skulle friholdes for be- byggelse og bruges til landbrug, skov, gartneri og friarealer (Gaardmand 1993: 38). By- dannelsen skulle ske omkring eksisterende og kommende S-togs-stationer som perler på en snor. Dels ville man derved hindre spredte, tyndt bebyggede udstykninger uden forsy- nings- og afløbsledninger og med dyre lednings- og vejanlæg (Bæk Pedersen op. cit: 36). Dels ville man optimere mulighederne for forstadsborgernes forsyning med kulturelle og andre fællesanlæg. Dels ville man optimere den kollektive trafik i regionen. Og sidst, men ikke mindst, ville man sikre borgernes adgang til friarealer. Samtidig fastholdte Finger- planen Københavns overordnede betydning som det naturlige centrum for byudviklingen. Tankegangen om en fliget bystruktur, der flettes sammen med landskabet blev på dette tidspunkt anset som en vej til at hæve levestandarden: 19
  19. 19. "Velfærden måles på dette niveau i m3 frit luftrum, hvilket jo selvfølgelig i forhold til de gamle kompakte karrébebyggelser af de fleste synes som et gode og en del af velfærds- byen" (ibid: 39).1.1.1 Boligenklaver og havebyer Boligenklaver var det element i udbygningen af den funktionsbestemte moderne by, som danske planlæggere lagde størst vægt på (Gaardmand 1993: 46). Boligloven af 1946 havde skabt særdeles gunstige finansieringsvilkår og samtidig gjort boligbyggeriet til en væsent- lig velfærdsopgave.2 En central idé i realiseringen af de mange nye kvarterer med boliger, fællesanlæg og grøn- ne områder var naboskabstanken, som blev introduceret til danske planlæggere igennem skrifterne af den amerikanske sociolog Lewis Mumford. Idealet om en by sammensat af overskuelige naboskabsenheder knytter an til havebyideerne om selvstændige byer eller bydele i pagt med naturen, der allerede var blevet dyrket i mellemkrigsårene. Naboskabs- tanken tilføjede et fokus på det nære fællesskab som afsæt for udviklingen af et demokra- tisk samfund, "hvor et intelligent samarbejde træder i stedet for masseforskrifter, masse- beslutninger og massehandlinger, som påbydes af fjerntstående ledere og administratorer" (Mumford citeret af Gaardmand op. cit: 45). Tæt forbundet med naboskabsideerne var der et udbredt fagligt ønske om, at der i boligbebyggelserne skulle findes fælles anlæg og akti- viteter. ”Ideen om det kollektive gik ud på, at når nye kvar- terer blev udbygget, skulle der planlægges før og opføres både boliger og f.eks. butikker, restaurati- on, vaskeri, vuggestue og børnehave, og at udgif- terne hertil delvis skulle fordeles over huslejen for samtlige beboere/lejere.” Arne Gaardmand 1993: 45 Det almennyttige boligbyggeri blev forestået af boligselskaber, der i tæt samarbejde med arkitekter planlagde de nye store bebyggelser. Høje Søborg og Carlsro, begge beliggende i hovedstadsområdet og begge opført i regi af Dansk Almennyttigt Boligselskab, DAB, er de mest kendte eksempler på egentlige kollektivbebyggelser. Først og fremmest fik fælles- 2 Statslånene skulle gives som 3. prioritetslån (efter kredit- og hypoteksforeningslånene) op til følgende grænse: Privat byggeri: 85 %, lavt nybyggeri for mindre bemidlede 90 %, kommunalt byggeri 95%, og socialt byggeri til 97% af anskaffelsessummen. Renten var så lav som 2,2 %, hvilket var ca. det halve af markedsrenten. 20
  20. 20. skabsideerne imidlertid udbredelse ved, at mange boligenheder indgik i den samme be- byggelsesplan, og at de grønne lege- og opholdsområder blev et dominerende element i planlægningen (ibid: 47). Parkbebyggelsen fremherskede således som grundelement i for- stadens rum i 1950erne (Bæk Pedersen 2005: 40). Det typiske var at placere 3-etages bo- ligblokke i en stram orden – i samme vinkel til vejen og med regelmæssige afstande blok- kene imellem. En række bebyggelser blev imidlertid udført med større variation i plan og arkitektur, tilpasning til konteksten og især til de landskabelige forhold. Flere arkitekter så højhuset som en mulighed for at få mere lys og sol ind i boligerne og samtidig få flere kol- lektive faciliteter, som kunne lette husmoderens arbejde (ibid: 44). Samtidig argumente- redes der for en nuanceret, men hyppigere brug af bolighøjhuset som et element, der med sin vertikalitet skaber kontrast eller kompositorisk accent i et ellers udpræget horisontalt bylandskab. Også i periodens mange rækkehuskvarterer var forholdet til de grønne områ- der det centrale, og nogle bebyggelser, eksempelvis Søndergård Park ved København, blev udformet som parkbebyggelse omkring grønne fællesarealer. I-2. Udvikling i bebyggelsesstruktur. Udviklingen fra de tætte, lukkede karrébebyggelser til modernis- mens åbne park- og stokbebyggelser omkring 1930. Kilde: Claus Bech Danielsen 2004: 80 Parallelt med opførelsen af de helhedsplanlagte parkbebyggelser blev havebyidealet reali- seret på en folkelig måde i villa- og parcelbyggeriet. Allerede i 1938 havde statslånsloven givet tusindvis af danskere adgang til billige lån for at bygge enfamiliehuse. I 1940erne og 1950erne fungerede staten på denne måde som medbygherre ved talrige små byggesager landet over. Det blev startskuddet for omlægningen af eksisterende haveforeninger til hel- årsbeboelse og for udstykningen af bynære landbrugsarealer til enfamiliehuse. Omkring Anden Verdenskrig smeltede villa- og parcelbyggeri sammen til de middelklasseprægede kvarterer med enfamiliehuse, vi i dag kalder parcelhuskvarterer (Dragsbo 2008: 182). Men først i slutningen af 1950erne blev parcelhusene for alvor inddraget i diskussionen om byplan og bebyggelse.1.1.2 Fokus på offentlige fællesanlæg Et andet centralt element i efterkrigstidens planlagte byudvidelse og samtidig udtryk for statens aktive rolle var opførelsen af offentlige fællesanlæg. Op igennem 1950erne har 21
  21. 21. især skolebyggeriet præget udbygningen af forstadskvartererne. Placeringen af folkesko- lerne havde stor betydning for organiseringen af de nye boligkvarterer, stisystemer og vej- anlæg (Bæk Pedersen op. cit: 56). Indtil 1960 blev der i alt bygget cirka 500 nye central- skoler, hvoraf cirka 50 var et resultat af offentlige arkitektkonkurrencer (Gaardmand op. cit: 54). I mange af de almene nye boligbebyggelser blev der opført daginstitutioner. Desuden kom der langsomt gang i nybyggeriet til de højere uddannelser, tekniske skoler mv. I enkelte forstadskommuner, eksempelvis i Rødovre, blev der opført rådhuse. Som helhed blev byg- geriet i den offentlige sektor imidlertid først en betydningsfuld del af byggevirksomheden efter det økonomiske opsving allersidst i 1950erne (ibid).1.1.3 Industrien flytter til forstæderne Tiden efter Anden Verdenskrig markerede et centralt skift inden for dansk industri. Indu- striproduktionen voksede støt og overhalede for første gang landbrugsproduktionen om- kring 1960. Allerede i 1930erne var de ekspanderende industrivirksomheder begyndt at flytte fra de centrale byområder til forstæderne. Optrapningen af masseproduktionen, standardisering og ændrede lokaliseringsmønstre kendetegnede erhvervsbyggeriet helt op til 1970erne. Danmarks første byplanlagte industriområde var Gladsaxe industrikvarter, som blev ud- bygget fra midten 1930erne på baggrund af bestemmelser om blandt andet grundudnyt- telse, parcelstørrelse og veje (Gaardmand op. cit: 54). Selve industribyggeriet kom imidler- tid kun langsomt i gang i efterkrigsårene, dels fordi dansk industri havde behov for væ- sentlige omstillinger og dels pga. ugunstige låne- og finansieringsvilkår (ibid). Først fra midten af 1950erne blev der opført erhvervsbyggeri i større omfang, og der blev reserveret arealer til industri i de kommunale byplaner landet over.1.1.4 Facadeløse veje og trafikseparering En forudsætning for organiseringen af byernes vækst i decentrale naboskaber var byboer- nes øgede mobilitet takket være et veludbygget offentligt transportnet og fra 1950erne i stigende grad individuel færdsel i egen bil. Byernes indretning i forhold til bilalderen var således et centralt emne i danske planlæggerkredse (Bæk Pedersen op. cit: 37). I de første nye kvarterer i 1950erne blev der taget afstand fra de historiske bykerners sammenhængende gadenet og samtidig fra randbebyggelsen. Dermed indførtes et radikalt andet forhold mellem bebyggelse og gade i forstadskvartererne (ibid: 38).3 3 ”Med trafikkens differentiering ændredes den nye bys gader til veje. Veje for transport benyttet af biler. Byens gade med sit virvar og sammenblanding af alle trafikarter ændres. Det er gadens død” (Bæk Pedersen op. cit: 38). 22
  22. 22. Hovedargumenterne mod randbebyggelsen var manglende færdselssikkerhed pga. stigen- de vejfærdsel, øgede omkostninger for ledningsnet m.m. samt dyrere fremtidige vejudvi- delser (ibid). Derfor skulle de nuværende landeveje bevares som hovedfærdselsveje og be- skyttes mod randbebyggelse. Med parkbebyggelsernes udbredelse begyndte man desuden i højere grad at adskille den kørende og den gående trafik i forstæderne. Boligbebyggelser- nes facader orienteredes indadtil mod grønne fællesarealer friholdt for biltrafik – med de typiske facadeløse hovedfærdselsveje til følge.1.1.5 Standardisering og industrialisering Flertallet af efterkrigsårenes helhedsplanlagte boligbebyggelser er opført som nogenlunde traditionelt murstensbyggeri i det,som Kay Fisker betegnede som den funktionelle traditi- on i dansk arkitektur (Gaardmand op. cit: 52). Gradvist fandt betonelementer større udbredelse i byggeriet, dels som enkelte standardi- serede bygningselementer, f.eks. præfabrikerede altanelementer i ellers murede boligbyg- ninger, dels som bærende bygningskonstruktion i de såkaldte elementhuse. Brugen af be- tonelementer var sammen med modulopdeling et forspil til den omfattende industrialise- ring, som fra 1960erne kom til at styre boligbyggeriet. Den store efterspørgsel efter nye boliger kunne ikke imødekommes af den eksisterende byggesektor, der med sin traditionelle byggeteknik og sine mange selvstændige parter højst kunne opføre omkring 20.000 boliger om året (Lind og Møller 1996: 147). Løsningen blev byggeriets industrialisering og fremkomsten af totalleverancen inden for den private byggesektor. I-3 Engstrands Allé, Hvidovre 1952. Anskuelig tegning, som viser montageteknik for den bebyggelse som indledte det egentlige element- eller montagebyggeri Danmark. Kilde: Erik Nygaard 1984: 97. 23
  23. 23. Murstensbyggeriet blev af mange arkitekter og ingeniører anset for utidssvarende til byg- geproduktionen, mens industrielt fremstillede produkter omvendt betragtedes som godt og nødvendigt for at skaffe almindelige mennesker tag over hovedet. Fra og med oprettel- sen af Boligministeriet i 1947 arbejdedes der målrettet på at fremme utraditionelt byggeri, herunder elementbyggeri, som igennem lovgivningen fik en fortrinsstilling i forhold til uddeling af statslån. Elementhuslovens formål var at nedsætte antallet af murertimer ved at rationalisere byggeprocessen og anvende nye materialer og konstruktionsformer (Lind og Møller op. cit: 147). Op igennem 1950erne afprøvedes element- og montageteknikken inden for det almene boligbyggeri. Parallelt bevirkede de skrappe vilkår for bevilling af statslån en vidtgående standardisering af enfamiliehusbyggeriet. De såkaldte statslånshuse blev forløbere for 1960ernes typehuse.1.2 1960-1974: REALISERING AF VELFÆRDSFORSTADEN Med det økonomiske opsving sidst i 1950erne og den samtidige teknologiske udvikling kom der for alvor fart på byernes vækst. Befolkningstilvækst og den fortsatte vandring fra land til by gav et pres på byerne og stillede krav om nye arealer til boliger, erhverv og ikke mindst offentlige fællesanlæg (Gaardmand op. cit: 72). Faldende husstandsstørrelser, stigende realindkomster samt kvindernes indtog på ar- bejdsmarkedet bevirkede desuden, at danskerne begyndte at bruge mere areal per bolig. Transportbehovet og trafikken voksede, og det krævede store arealer til både veje og par- keringspladser. I 1960 sikrede Boligministeriets montagecirkulære en særlig montagekvote på i første omgang 7.500 boliger over fire år (ibid). Ideen om en decentral organisering af byernes vækst igennem afgrænsede byenheder blev nu realiseret i en meget stor skala, godt hjulpet af boligbyggeriets systematiske industrialisering. I planlægningen af de meget store nye byområder kom forsyning med passende lokal service i forhold til områdets størrelse og beliggenhed i fokus. De mange slags oplande – og forsøget på at få dem til at stemme overens – blev det helt afgørende kriterium for god planlægning (Kvorning 1993: 168). "Befolkningens levestandard blev kædet direkte sammen med dens adgang til "tjeneste- ydelser", til "beskæftigelse" og til "naturgoder". De tjenester, der skulle ydes befolkningen, var undervisning, detailhandel, kulturel aktivitet, forlystelse, vedligeholdelse og reparation af krop, bil og bolig, bankbetjening, befordring m.v." (Bæk Pedersen op. cit: 72). Dels som et led i realiseringen af nye byområder, dels som stort anlagte restrukturerings- projekter blev der fra 1960erne etableret servicecentre i forstæderne som lokaliserings- sted for en blanding af kommercielt center, offentlig administration og kulturtilbud. 24
  24. 24. ”Faktisk er al planlægning i 60erne hængt op på ideen om centeret. Det går igen i alle planerne og bruges som det tyngdepunkt, der skal skabe en vis sammenhæng, et hierarki, i de ellers kaotiske for- stæder.” Erik Nygaard 1984: 1901.2.1 Servicebyhierarki og organiseret byvækst Omkring 1960 blev visionen om lige fordeling af velfærd og styret byvækst udmøntet i en landsplanlægning. Landsplanskitserne fra perioden viser en sammenhængende netværks- struktur med større og mindre bycentre, et servicebyhierarki fra landsdelscentret over egnscentret til lokalcentret, som skulle sikre lige levevilkår over hele landet. Servicebyhierarkiet i 1960erne Lokalcenter Realskole, bankfilial, tandlæge, apotek, biograf, fødevaresupermarked, boghandler, farvehandler, urmager, manufakturhandler Egnscenter Gymnasium, stort supermarked, sygehus, handelsskole, bibliotek, tek- nisk centralskole, rutebilcenter Landsdelscenter Universitet, tandlægehøjskole, landbohøjskole, musikkonservatorium, højere handelseksamen, teknikum, bygmesterskole, sygehus med spe- cialafdeling, landsdelsscene og orkester, dagblade, biografer, cykelbane, stormagasin, havnekapacitet, engroshandel, restauranter. Kilde: Poul Bæk Pedersen 2005: 73 Erik Kaufmanns "stjernebyskitse" fra 1959 viser en radikal decentralisering af byudviklin- gen i Danmark, en vision som blev afvist som urealistisk af datidens planlæggere (Gaard- mand op. cit: 78). "Det store H", derimod, følger i højere grad det eksisterende bymønster og svarer i store træk til det nuværende nationale motorvejsnetværk. Byernes vækst – og dermed forstædernes udvikling i Danmark – er siden 1960erne blevet afgørende præget af landsplanens "store H". 25
  25. 25. I-4. Fremtidens bymønster. Til venstre Erik Kaufmanns "stjernebyskitse" fra 1959, til højre "Det store H". Kilde: Gaardmand 1993: 791.2.2 Et helt liv i forstaden: Køge Bugt-fingeren Fra 1961 foregik der i Køge Bugt-området den største samlede bybygningsindsats nogen- sinde i Danmark. Indsatsen skete på baggrund af en særlig lov, Køge Bugt-loven, og blev gennemført i samarbejde mellem områdets kommuner, amtskommuner og flere ministe- rier. Her blev der arbejdet systematisk med trafiksystemet, byenhederne og de grønne om- råder (Gaardmand op. cit: 124). De nye forstæder skulle i højere grad fungere som selv- stændige byer, hvor et helt moderne liv kunne foregå – mellem (industri)arbejde, rekrea- tion og familieliv i parcelhus eller etagebolig. Skelettet i den helhedsplanlagte byfinger skulle være en ny S-bane fra København til Køge og en motorvej nord for bydannelserne. Skitsen over Køge Bugt-fingerens centerstruktur viser tydeligt en vision for byvækst, hvor de enkelte byenheder er organiseret omkring sta- tionscentre langs S-banenettet og mindre centre i de enkelte boligkvarterer. I alt skulle der være plads til 150.000 indbyggere i ”fingeren”, opdelt i ti byenheder som så vidt muligt skulle få et individuelt særpræg (ibid). Center- og boligområderne blev planlagt med en høj grad af trafikseparering mellem kø- rende og gående trafikanter. Industriområderne blev udlagt skarpt adskilt fra boligområ- derne i tæt relation til motorvejen. Der blev lagt særlig vægt på udformningen af de bynæ- re friarealer, de grønne kiler på tværs af bydannelsen, landskabet mellem fingrene og ud- førelsen af støjvolde og beplantninger. Endelig blev der med Køge Bugt Strandpark anlagt et meget stort kunstigt fritidslandskab. 26
  26. 26. I-5: Køge Bugt-planen. Øverst Køge Bugt-planens centerstruktur: sort: centerområder, skraveret: parcel-huse, prikker: lokalcentre. Nederst Køge Bugt-Strandpark 1966. Kilde: Poul Bæk Pedersen 2005:72.Parcelhuskvarterer kom til at fylde det største areal i de nye byområder. Men en betydeligdel af bebyggelsen blev også realiseret i form af meget store helhedsplanlagte montagebe-byggelser. I Brøndby Strand blev der mellem 1964 og 1974 opført cirka 2.700 lejlighedermed i alt 288.000 etagemeter. Avedøre Stationsby er en byenhed med omkring 2.300 bo-liger, bygget under ét af samme selskab, og Ishøjplanen (i dag Vejleåparken) har omkring1.500 lejligheder (ibid).Køge Bugt-planen var helt exceptionel og alligevel ikke. Her kom mange af de principper,som blev anvendt landet over, til fuld udfoldelse. Ved siden af byerne i Køge Bugt-fingerenanses Nordborg, Munkebo, Albertslund og Hanstholm som egentlige nye byer (ibid: 150).Og bortset fra den afsides beliggenhed af eksempelvis Hanstholm er der mange fælles trækimellem disse nye byer og de større bydele, der i perioden blev opført efter samlede planer.De nye helhedsplanlagte boligområder i forstæderne blev fuldt udstyret med skole(r), bør-nehaver, bibliotek, butikker, restaurant, forsamlingshuse mv. Eksempler herpå er de før-nævnte bebyggelser Avedøre Stationsby, Brøndby Strand og Ishøjplanen i Køge Bugt-fingeren, men også den nye bydel Gullestrup ved Herning eller Gellerup-planen i Århus.Et andet fællestræk er trafikseparering af kørende og gående trafikanter, som kom til atspille en væsentlig rolle i udformningen af de nye bydele. Der skulle være plads til biler,veje og parkeringspladser, og samtidig skulle de svage trafikanter og bymiljøet beskyttes27
  27. 27. (ibid: 85). I mange af de nye bydele blev der gennemført en skarp adskillelse af trafikar- terne. Herudover blev vejnettet differentieret efter forskellige formål og hastigheder med forskellige vejtekniske og sikkerhedsmæssige krav til følge. Dette udmøntede sig i de typi- ske antennestrukturer med større veje til gennemkørsel og blinde boligveje inden for de enkelte boligkvarterer. Et princip, som også fandt bred anvendelse i de nye parcelhusom- råder. I-6: Antennestrukturer i danske boligkvarterer. Kilde: Poul Bæk Pedersen 2005: 75. ”Velfærden synes tilsyneladende at måles i antallet af differentierede vejlængder per hus- stand i kilometer; disse vejlængder differentieres i kvalitet, anlægsudgifter og driftsudgif- ter, fra motorveje til stilleveje, og helt ned til private veje på storparceller (opgøres i km, kr., kr. per km)” (Bæk Pedersen op. cit: 39).1.2.3 Betonelementer Betonelementbyggeriet satte sit præg, ikke blot på udformningen af den enkelte bygning, men også på hele boligkvarterers fremtræden. Ballerup-planens godt 1.600 lejligheder, som blev opført i tre etaper mellem 1962 og 1965, er et eksempel på det såkaldte kran- sporsbyggeri, hvor fremstillingsformen blev afgørende for organiseringen af hele bebyg- gelsen. Indtil begyndelsen af 1970erne var den fremherskende teknik et system med bærende vægge på tværs af huset, og ikke-bærende facader (Nygaard 1984: 153). Af økonomiske grunde blev husene bygget dybe, 12-13 meter imod de 8-10 meter i efterkrigstidens tradi- tionelle byggeri. Især i begyndelsen blev tværskillevæggene sat med korte mellemrum for at spare på udgifterne. Begge dele førte til mørke lejligheder med dybe og smalle rum, som var svære at indrette. Også facadeelementerne var masseproducerede, og arkitekterne dyrkede gentagelsen og det systematiske som et arkitektonisk motiv. Resultatet var mono- tone facader, som afspejlede den rationelle fremstillingsform. Som arkitekten og historike- ren Erik Nygaard skriver, vil det have stridt mod en grundlæggende funktionalistisk moral at variere facaden, "når det hus, der stod inde bagved, nu engang var et fuldstændig stan- dardiseret produkt" (ibid). 28
  28. 28. Systemet med bærende skillevægge var dominerende, men der blev også eksperimenteret med andre systemer, hvor tværskillevæggene blev erstattet af søjler for at få større frihed til at forme lejlighederne. Det jyske TVP-system med en skeletkonstruktion af søjler og dragere, containersystemet Conbox samt forskellige søjle-plade-systemer er alle eksem- pler på anvendte industrialiserede byggesystemer. Ifølge Nygaard var de bebyggelser, som var resultater af disse eksperimenter, ikke væsensforskellige fra de gængse industrialisere- de løsninger (ibid: 155).1.2.4 Typehuse Det var dog især parcelhusene og ikke etageboligbyggeriet, som tegnede sig for den store stigning i boligbyggeriet op igennem 1960erne. Med velstandsstigningen kom parcelhuset inden for rækkevidde af meget store befolkningsdele. Folk begyndte også at regne med inflationen, som gjorde, at det kunne betale sig at stifte gæld på fast ejendom. Hertil kom skattefordelen. Muligheden for at trække renten fra i skat fungerede reelt som en slags offentligt tilskud til parcelhusejerne. En masse familier, både funktionærer og arbejdere, tog således springet til eget hus i 1960erne (ibid: 163). I perioden 1960-1980 blev der nedlagt næsten 80.000 landbrugsbedrifter og bygget 450.000 nye parcelhuse. Det svarer til godt 22.500 parcelhuse om året eller 75 om dagen og er lige så mange som i de foregående 100 år (Lind og Møller op. cit: 137). I alt flyttede 1,5 millioner danskere ud i de nye parcelhusområder i perioden 1960-1980. Denne folke- vandring, som er blevet kaldt middelklassens eksodus fra byerne, var af endnu større om- fang end de foregående 100 års vandring fra landet til byerne (ibid: 144). Det blev typehusene, som kom til at præge 1960ernes og 1970ernes parcelhuskvarterer. Arkitekterne gled efterhånden i baggrunden; dels blev de reduceret til konsulenter for ty- pehusfirmaerne, dels mistede enfamiliehusområdet – bortset fra det allerøverste lag – sin prestige i arkitektstanden (Dragsbo 2008: 221). Typehusene blev fremstillet af både store, landsdækkende virksomheder og lokale håndværkere, der opførte og solgte standardisere- de huse i lokalområdet (Kraul og Madsen 2007: 16). Huskøbere kunne i 1960erne som noget helt nyt slå op i et katalog fra en af de mange producenter af typehuse og se et fær- digt hus – og prisen. Typehuset blev efterhånden så stor en succes, at det i dag er den mest udbredte hustype i Danmark.1.2.5 Industricentre på bar mark Fra 1960 skete der ligeledes en markant stigning i erhvervsbyggeriet i Danmark – fra ca. 1 mio. etagemeter om året i 1950erne til ca. 3 mio. etagemeter om året – men det var ikke muligt at planlægge og styre denne udvikling i samme grad, som tilfældet var for boligbyg- geriet (Gaardmand op. cit: 155). Kommunerne udstykkede rigeligt med erhvervsgrunde, og 29
  29. 29. der var generelt en stærk konkurrence kommunerne imellem i deres forsøg på at tiltrække virksomheder og skatteydere. Erhvervsplanlægningen blev et centralt fokusområde i denne periode, hvor kommunerne hver især reklamerede for deres særligt "attraktive industrigrunde i smukke landskabelige omgivelser" og med god beliggenhed i forhold til infrastruktur (ibid: 156). Ikke mindst i hovedstadsområdet udstykkede man fra midten af 1960erne store arealer til erhverv i for- stæderne, herunder Avedøre Holme i Hvidovre, som med 250 ha fortsat er Danmarks største planlagte industriområde. Tanken var, at disse planlagte industrikvarterer skulle fungere som lokale arbejdspladser for de nye bosættere i de samtidigt opførte boligkvarterer. Det fremstår særlig tydeligt i tvillingestrukturen Avedøre Holme og Avedøre Stationsby, som var en del af Køge Bugt- planen. Men også i provinsen, f.eks. ved industricenteret Birk i Herning, planlagde man nye boligområder i forbindelse med nye erhvervsområder.1.2.6 Miljødebatten Allerede mens de sidste storskala bebyggelser blev opført, blev de udskældt som beton- slum – ensformige sovebyer, der var fattige på sanselige oplevelser og aktiviteter og på samme tid samlingssted for samfundets svageste sociale grupper (Nygaard op. cit: 222). Bebyggelserne kritiseredes for at være for store og for uoverskuelige. I stedet for at skabe rammerne omkring lokale fællesskaber, som det havde været intentionen, ansås de for at være fremmedgørende. Samtidig blev parcelhuskvartererne udsat for kritik, især for den ekstensive arealanven- delse som beslaglagde mere og mere jord omkring byerne, men også for manglende plads til fællesskabet. I 1968 brød reaktionen mod højkonjunkturens omvæltninger ud i lys lue. Byens opløsning og især de store montageplaner mødte stærk kritik. Ungdomsoprørerne og det nye venstre ville have nærdemokrati, sanering på beboernes præmisser, og små overskuelige enheder i nybyggeri. 1960ernes teknologiske fremskridt blev nu ikke længere betragtet som et gode, men som en naturkraft helt ude af demokratisk kontrol med ødelæggelse af naturen, søn- derlemmede byer og fremmedgørelse af mennesker til følge (ibid: 204). Ifølge Erik Nygaard foregik miljødebatten især i fagblade og i aviser som Politiken og In- formation, som en debat mellem eksperter. Det kunne heller ikke påvises, at storskala be- byggelserne havde den påståede fremmedgørende effekt på deres beboere. "Miljøkritiker- ne vil have et andet samfund, og miljøkritikken er bare ét udtryk for deres kritik af sam- fundet og det liv, de fleste lever", skriver Nygaard (ibid: 211). Frem for lighed, statslig sty- ring og industriel rationalitet satte miljøkritikerne fokus på mangfoldighed, individuel medbestemmelse og opmærksomhed på historiske og landskabelige værdier i miljøet. 30
  30. 30. Disse nye politiske idealer fik en afgørende betydning for byplanlægning og arkitektur i velfærdsforstadens udbygning og ombygning fra midten af 1970erne.1.2.7 Kommunalreform og ny planlov Med de store byudvidelser var mange kommuner i periferien af de store byer reelt blevet til forstæder. Kommunalreformen i 1970 skulle afspejle den nye bymæssige virkelighed i landet. Under mottoet "Én by – én kommune" blev antallet af kommunerne per 1. april 1970 reduceret fra godt 1.000 til 277 (ibid: 185). For at skabe størst mulig sammenfald i ansvaret for beslutninger, opgaver og finansiering blev desuden en del opgaver overført fra staten til kommunerne. Samtidig blev de hidtil 23 amter til 14 amtskommuner – med und- tagelse af København og Frederiksberg, som hver især fik både kommunal og amtskom- munal status. Lidt forsinket i forhold til den administrative reform gennemførtes en stor planlovreform. Reformen handlede om at skabe bedre vilkår for planlægningen af den enorme byvækst. Decentralisering af beslutningskompetencerne, bedre muligheder for borgerinddragelse og ikke mindst miljøbeskyttelse var centrale punkter på dagsordenen. Planlovreformen kom i tre etaper. Med vedtagelsen af By- og landzoneloven samt Natur- fredningsloven af 1969 kom beskyttelsen af landbrugsarealer og naturområder i fokus. Hele landet blev opdelt i by- og landzoner samt sommerhusområder, og byvækst måtte fremover kun ske i byzone. Med Loven om lands- og regionplanlægning af 1974 fik amter- ne ansvar og kompetence for regionplanlægningen. Og med Kommuneplanloven af 1975 blev kommune- og lokalplanarbejdet kommunernes sag. Den store undtagelse i det nye billede var Hovedstadsområdet. Kommunegrænserne for København og Frederiksberg forblev uændret, og der fandtes således fortsat selvstændige forstadskommuner. Her blev det Hovedstadsrådet, som kom til at forestå den overordnede planlægning i landets største sammenhængende byområde.1.3 1975-1989: UDBYGNING OG OMBYGNING AF VELFÆRDSFORSTADEN I 1974 vendte økonomien, og derefter bevægede Danmark sig langsomt ind i 1980ernes krise med høj arbejdsløshed og offentlig gæld. Boligproduktionen faldt dramatisk, fra godt 55.000 fuldførte boliger i 1973 til omkring 20.000 boliger om året i starten af 1980erne, dvs. 1950ernes niveau (ibid: 235). Det almene boligbyggeri blev ramt først, men med den tiltagende økonomiske krise rykkede parcelhuset igen udenfor almindelige menneskers rækkevidde, og fra midten af 1970erne faldt også parcelhusbyggeriet brat. 31
  31. 31. Parallelt med den økonomiske krise var samfundet i en overgangssituation fra industri- samfund til postindustrielt samfund. Beskæftigelsen faldt i fremstillingsindustrien, mens den voksede i servicesektoren, dels betinget af vækst i de private serviceerhverv, dels be- tinget af den fortsatte udbygning af velfærdsstatens institutioner (Bæk Pedersen op. cit: 151). Byggekrisen og de økonomiske udsigter til stagnation i perioden fra 1975 til 1989 ændrede ikke de overordnede rammer for udbygningen af forstæderne. Udviklingen i Hovedstads- området fulgte således de overordnede linjer, som først var blevet udstykket i Fingerpla- nen og senere fulgt op i regionsplanarbejdet. Men kritikken af især storskala montagebe- byggelserne – som skulle huse lighedssamfundets fuldt beskæftigede funktionærer og ar- bejdere, og nu i stigende grad blev til udsatte boligkvarterer med mange langtidsarbejdslø- se og bistandsmodtagere – havde ført til krav om mere overskuelige fysiske omgivelser, nærhed og større muligheder for sociale kontakter i mindre grupper (ibid). En mindre vækst og ekspansion gjorde det ikke blot muligt, men nødvendigt at tænke i andre baner end i 1960erne. Velfærdsforstaden udbyggedes fortsat indenfor de fastlagte strukturer, men nu i en langt mindre skala og med miljøkritikernes idealer for øjet.1.3.1 Tæt-lav bevægelsen Fra midten af 1970erne og langt op i 1980erne dominerede tæt-lave bebyggelser bolig- byggeriet i forstæderne. Startskuddet var SBI-idékonkurrencen om byggesystemer for tætte, lave boligformer i juni 1971. Her skulle miljøkritikernes ideer om varierede og for- anderlige bolig- og bymiljøer samt øget brugerindflydelse forsøges realiseret både i etage- huse og i de lave byggerier (Nygaard op. cit: 231). Vinderforslaget af tegnestuen Vandkunsten blev skelsættende for periodens boligbyggeri. Byen betragtedes her som en organisme, der måtte bygges på og ind i det danske landskab. Tanken var at lade folk bo i små selvstændige enklaver for 500-750 mennesker, så man "stadig kender hinandens ansigter", og hvor alle de til boligområdet tilhørende funktioner inklusive arbejdssteder integreres i én sammenhængende bygningsstruktur (ibid: 232). Bebyggelsen skulle være lav for at bevare kontakten med naturen og tæt for at komme hin- anden ved. I den senere realiserede bebyggelse Tinggården (1978 og 1983) er integratio- nen af arbejdspladser opgivet, og den rene boligby fremstår som en prototype for perio- dens tæt-lave bebyggelser. På mange måder peger tæt-lav bevægelsens bebyggelser tilbage til havebytanken og til ef- terkrigstidens park- og rækkehusbebyggelser. Det afgørende nye i 1970erne var et fokus på brugerinddragelse og -indflydelse i bebyggelsernes udformning, som førte til nye æste- tiske idealer om variation og foranderlighed. Betonelementbyggeriet blev nu forbundet med et individualiseret, mangfoldigt udtryk. 32
  32. 32. Idealerne i tæt-lav boligbyen var hentet fra danske småbyer med 1- og 2-etages længehuse, grupperet omkring vej- eller stiforløb, der ikke var egnede til moderne biltrafik. Paradok- salt nok passede det fint med de overordnede planlægningstanker om trafikseparering og funktionsmæssig zoneopdeling. Først midt i 1980erne opgav man den interne trafiksepa- rering i boligbebyggelserne, fordi den var for økonomisk bekostelig (Bæk Pedersen op. cit: 152). I-7. Plan, Aalborg Universitetscenter. Dall & Lindhardtsen 1975. Kilde: Poul Bæk Pedersen 2005: 172.1.3.2 Udbygning med offentlige fællesanlæg I sammenhæng med realiseringen af de sidste store planer i f.eks. Ishøj, Avedøre Stations- by og Farum Midtpunkt blev der opført en del offentlige fællesanlæg, herunder en række skoler. Strandgårdsskolen (1975) ved Ishøjplanen (i dag Vejleåparken), er et eksempel på en skoleby med fritliggende eller delvist sammenbyggede 2-3-etages bygninger og udea- realer til leg formet som gadenet og centrale pladser. Desuden udbyggedes forstædernes centrale områder blandt andet med kulturbygninger. Flere steder blev der anlagt multifunktionelle kultur- og forsamlingshuse som eksempelvis Kulturhuset Viften i Rødovre fra 1989 ved Dissing + Weitling eller Hafniahuset i Hørs- holm fra 1985 ved Knud Munks Tegnestue. 33
  33. 33. I den store skala planlagdes og opførtes Aalborg Universitet fra 1975 til 1980 efter planer af Dall & Lindhardtsen. I forbindelse med universitetet realiseredes en helt ny bydel med boliger og service. Helhedsplanen for den nye bydel var tydeligvis inspireret af tidens tæt- lave bebyggelsesideal samt af et ønske om at integrere byens forskellige funktioner.1.3.3 Udbygning og ombygning af erhvervsområder Fra midten af 1970erne gennemgik industriproduktionen en gennemgribende transfor- mation, dels under indflydelse af den nye vidensøkonomi, dels påvirket af globaliseringen. Som følge heraf blev de ekstensivt anlagte industriområder i forstæderne nu udbygget og ombygget med nye funktioner, især med lager og kontorbygninger, men også med tekniske skoler delvist i tilknytning til produktionen.4 Et eksempel på en ombygning til nye funktio- ner er omdannelsen af Johs. Madsen og Søns Maskinsnedkeri i Gladsaxe industrikvarter til teknisk skole (Skov- og Naturstyrelsen 1998: 44). Den fuldstændige funktionsadskillelse mellem industriproduktion og andre funktioner blev gradvist ophævet. I denne langsomme transformationsproces spillede ikke mindst områdets beliggenhed en central rolle. Industrikvarterer, som lå tæt op ad boligområder, var lettere at inddrage til andre bymæssige funktioner, såsom kontorer eller supermarke- der. Industriområder tæt op ad motorveje som eksempelvis langs Køge Bugt-fingeren eller den østjyske motorvej blev derimod i højere grad udbygget med storlagere og butikscentre. 4 Jf. interview med Lene Skodborg, Museumsinspektør ved Kroppedal Museum, d. 10.2.2010 34
  34. 34. 2. Velfærdsforstaden i dag At nærme sig forstaden som en genstand for bevaring kræver indsigt i aktuelle til- stande. Dette gælder desto mere, fordi forstadens bygningsmasse er stærkt foran- dringspræget og tilmed står foran store udfordringer med henblik på en bæredygtig fornyelse. Første afsnit af dette kapitel giver et overblik over velfærdsforstadens aktuelle fysisk, dvs. dens geografi, struktur og sammensætningen af bygningsmas- sen. I andet afsnit beskrives aktuelle udfordringer for velfærdsforstadens byg- ningskultur med udgangspunkt i en række udviklingstendenser. Disse tendenser udpeger, hvor en diskussion om bevaring af forstadens bygningskultur er særlig relevant at tage.2.1 VELFÆRDSFORSTADENS FYSIK Med udgangspunkt i den historiske afgrænsning af forstaden som den byudvidelse, der fandt sted under velfærdssamfundets opbygning mellem 1945 og 1989, bliver det muligt at afgrænse forstaden geografisk. Velfærdsforstaden er et produkt af byernes og især storbyernes eksplosive vækst i årtierne efter Anden Verdenskrig. Ikke overraskende findes de meget store, sammenhængende byudvidelsesområder især i Hovedstadsområdet og omkring de største, danske byer År- hus, Ålborg, Odense og Esbjerg. Der findes naturligvis også forstadsområder i mindre og mellemstore provinsbyer, men de er som regel af mindre udstrækning. 35
  35. 35. 36
  36. 36. I sagens natur ligger velfærdsforstaden i udkanten af hovedbyerne, dels som koncentriskudvidelse af den historiske bykerne, dels som radial udvidelse langs hovedtrafikårerne.Særligt de sidstnævnte, geografisk set ydre forstæder adskiller sig markant fra tidligeretiders byudvikling i struktur og bebyggelsestyper. Til forskel fra den historiske bys sam-menhængende karréstruktur er disse forstadsområder sammensat af store afgrænsedebebyggelsesenklaver og grønne områder, som tilsammen udgør et fragmenteret byland-skab. Den funktionsbestemte opdeling i boligkvarterer og erhvervsområder kan tydeligtaflæses. Et andet markant træk er de store vejstrukturer, som både forbinder og opdeler deydre forstæder i en helt anden skala end i tætbyen. Et luftfoto fra Hovedstadsområdet illu-strerer forstadens overordnede struktur, som den i princippet også findes i de øvrige dan-ske storbyer omend i en mindre skala og med regional forskelligt præg (se næste opslag).Når dette luftfoto overlejres med den eksisterende bygningsmasse, som er opført i perio-den 1945 til 1989 tegner sig et tydeligt billede af velfærdsforstadens beliggenhed (se næsteopslag). Overgangen fra tidligere perioders byudvikling til velfærdsforstaden er begribelig-vis flydende, fordi der også blev udbygget på de tilbageværende tomme grunde inden forKøbenhavns og Frederiksbergs kommunegrænser. Her finder vi især mange større bolig-bebyggelser fra efterkrigstidens første udvidelsesperiode mellem 1945 og 1959 som ek-sempelvis park- og højhusbebyggelsen Bellahøj (1956), men også enkelte senere storpro-jekter som Tingbjerg (1971). Endelig viser illustrationen også den bebyggelse fra perioden,som blev opført som saneringsprojekter inden for den historiske bykerne. Det fremtræderklart, at denne del af byggeriet har været meget mindre omfattende end byggeaktiviteten iforstæderne.I de 45 år, der gik fra Anden Verdenskrig til slutningen af 1980erne, blev halvdelen af dennuværende bygningsmasse i Danmark opført. Udtrykt i tørre tal drejer det sig om 1,35mio. bygninger eller 315 mio. m2 etageareal, hvoraf langt hovedparten er beliggende i for-stadsområder (figur II-2). Største del af byggeriet er opført i velfærdsforstadens hovedrea-liseringsperiode mellem 1960 og 1974. Men også udbygningsperioden mellem 1975 og1989 tegner sig for en meget stor del af den eksisterende danske bygningsmasse. 1600 1355 1400 Antal bygninger 1200 1000 800 629 600 461 400 265 200 0 1945-1959 1960-1974 1975-1989 SamletII-2. Den eksisterende bygningsmasses alder opgjort i antal bygninger i tusind fordelt på tre perioder ogsamlet. Byggeriet tog især fart i 1960erne. Kilde: Udtræk fra BBR.37
  37. 37. 38
  38. 38. 39
  39. 39. De store boligområder, både parcelhusområder og etagehuskvarterer, dominerer billedet iforstæderne. Men også de mange institutionsbygninger, som blev opført i forbindelse medrealiseringen af de store nye boligkvarterer i forstæderne, er fremtrædende elementer.Mindre præsent i vores bevidsthed er de ofte aflukkede industri- og erhvervsområder, somikke desto mindre fylder meget store arealer.Udtræk fra BBR-registeret viser, at boliger med over 800.ooo bygninger og 140 mio. m2etageareal udgør klart den største del af bygningsmassen opført mellem 1945 og 1989 (fi-gur II-5). Hovedparten heraf er parcelhuse (figur II-6). Til sammenligning tæller institu-tioner, dvs. bygninger til offentlige formål som uddannelse, sundhed, kultur og admini-stration, cirka 25.ooo bygninger med et samlet etageareal på 18 mio. m2. De omtrent77.000 industribygninger fra perioden fylder over 60 mio. m2 etageareal.5 Og endelig ud-gør bygninger til fritidsformål, eksempelvis idrætsbygninger, men også kolonihavehuse, enmarkant del af bygningsmassen. 1600 1355 1400 Antal bygninger 1200 1000 816 800 600 393 400 200 77 25 21 24 0 B o lig Institutio ner Industri Erhverv Fritidsfo rmål Øvrige SamletII-5. Den eksisterende bygningsmasses fordeling på anvendelser opgjort i tusind for bygninger opførti perioden 1945-1989. Boligbyggeriet dominerer, men industribygninger og institutioner, dvs. kulturbygnin-ger, bygninger til undervisning, sygehuse, daginstitutioner m.v. udgør også en meget stor bygningsmasse.Kilde: Udtræk fra BBR. 900 816 800 700 650 Antal bygninger 600 500 400 300 200 140 100 23 3 0 P arcelhuse Rækkehuse Etagehuse A ndre B o lig samletII-6. Boligbyggeriets fordeling på typer opgjort i tusind for bygninger opført i perioden 1945-1989. Kilde:Udtræk fra BBR.5 Bemærk at der under industribygninger også indgår tekniske anlæg over 200 m2 etageareal, ligesom kategorien omfatter bygninger tilhandel og kontor beliggende indenfor 100 m afstand fra industribygninger. Kategorien erhverv omfatter de øvrige bygninger til handel ogkontor.40
  40. 40. II-7. Fingerplanen 2007. De indre storbyområder svarer til håndfladen (pink); de ydre storbyområder sva-rer til fingrene (lyserød). Kilde: Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Landsplanområdet 2007: 16.Det er vanskeligt at afgøre præcist, hvor stor en del af denne bygningsmasse, der er belig-gende i forstæderne, og dermed at sætte tal på velfærdsforstadens bygningsmasse. Men enforsøgsvis beregning for Hovedstadsområdet giver en indikation om forholdet mellembyggeriet inden for de indre storbyområders sammenhængende bygningsmasse og de ydrestorbyområders fragmenterede bylandskab. Analysen er baseret på afgrænsningen af Ho-vedstadsområdet samt af de indre og ydre storbyområder i Fingerplanen 2007 (figur II-7).Herefter tegner sig det følgende billede. Knap to tredjedel (61 %) af bygningerne i Hoved-stadsområdet, svarende til cirka 190.000 bygninger med et samlet etageareal på 62 mio.m2, er opført mellem 1945 og 1989. Heraf er hovedparten – 83 % af bygningerne fra peri-oden, svarende til cirka 190.000 bygninger og 19 mio. m2 etageareal – beliggende i de yd-re storbyområder. Kortlægningen af bygningsmassens aldersmæssige sammensætningviser endvidere, at langt de fleste af bygninger er opført mellem 1960 og 1974. Det er isærde store byudvidelsesområder på Vestegnen og i Køge Bugt-fingeren, som tegner sig forden enorme byvækst i denne periode.41
  41. 41. 42
  42. 42. 43
  43. 43. Kortlægningen af bygningsmassens funktionsmæssige sammensætning for bygninger op- ført mellem 1945 og 1989 viser en massiv overvægt på boligbyggeriet. Dette er særlig mar- kant i de ydre storbyområder. Her ligger over 130.000 parcelhuse, rækkehuse og etagehu- se med mere end 22 mio. m2 samlet etageareal. Det svarer til 82 % af alle bygninger som er opført i de ydre storbyområder mellem 1945 og 1989. Til sammenligning tegner de 7.600 industribygninger fra perioden sig for knap 9 mio. m2 etageareal. Og de cirka 3.000 institutionsbygninger fra perioden udgør mere end 4 mio. m2 etageareal.2.2 UDFORDRINGER FOR VELFÆRDSFORSTADEN Store dele af forstædernes bygningsmasse står i kraft af nedslidning og forældelse overfor en omfattende fornyelse. Bæredygtighedskriterier stiller nye krav til energirigtig renove- ring af bygninger og reducering af biltrafik. Strukturændringer udfordrer erhvervsområ- dernes funktionelle sammensætning af byggede strukturer. Og hverdagslivet i forstæderne har ændret sig markant, siden de første skitser til nye, selvforsynende bydele og byggeri blev tegnet. Mobiliteten er højere, og det har både ført til øget trafik og en øget centralise- ring, som nogle steder har undermineret grundlaget for de offentlige servicetilbud og bu- tikscentre, der udgjorde kernen i nogle af de store, almene bebyggelser. Ændrede bosæt- ningsmønstre har ført til en øget social polarisering mellem almene boligbebyggelser og private ejerboliger. Hertil kommer, at især de store byudvidelsesområder fra 1960erne og 1970erne dengang fik en markant, demografisk profil med bl.a. mange børnefamilier. I dag skal bygningsmassen tilpasses en aldrende befolkning, samtidig med at ønsket er at fastholde og udvikle et mangfoldigt boligudbud for at tiltrække en aldersmæssig og socialt blandet befolkning. Individualiseringen har i takt med den almene velstandsstigning be- virket, at danskerne i stort omfang bruger boligen til at udtrykke egen identitet. Det stiller nye krav til muligheder for individuel udformning af bolig og friarealer. Endelig står for- stædernes åbne og funktionsopdelte bystruktur i modsætning til nutidens vision om den tætte, funktionsblandede by. I det følgende gennemgås disse udviklingstendenser med henblik på, hvilke forandringer der kan forventes at præge forstædernes bygninger og bebyggede strukturer i de kommen- de år. Netop her, hvor forstædernes bygninger og byggede strukturer er udfordret, er det særlig relevant at tage stilling til spørgsmål om bevaring og udvikling af forstadens byg- ningskultur.2.2.1 Nedslidning og forældelse af bygningsmassen Velfærdsbyens forstæder nærmer sig en alder, hvor nedslidning præger dele af bygnings- massen. Værst ser det ud for dele af montagebyggeriet, der allerede tidligt oplevede store tekniske problemer. Hertil kommer, at der er sket en markant velstandsstigning, siden 44
  44. 44. forstædernes boliger blev bygget, som har forandret den enkeltes krav til boligen og til bo- ligens omgivelser. Med byggeriets industrialisering og muligheden for montagebyggeri begyndte det at gå meget stærkt med opførelsen af bygninger i byernes forstadsområder i 1960erne og 1970erne. Man benyttede sig af hidtil uprøvede teknikker og materialer, og den store hast og en vis sparsommelighed betød, at kvaliteten af byggeriet af typehuse såvel som store almene montagebyggerier i mange tilfælde ikke var så høj som i de tidligere håndværks- mæssigt opførte byggerier. Mange af de almene boliger fra 1960erne og 1970erne måtte allerede fornyes i 1980erne og 1990erne. Renoveringerne omhandlede især reparation af de utætte tagflader, udskift- ning af vinduespartier og installationer samt efterisolering og betonrenovering (Bech- Danielsen 2008: 11). De såkaldte helhedsorienterede fornyelsesprojekter i 1990erne og 2000erne har haft en bredere tilgang, hvor der udover fornyelse af friarealerne også er blevet gennemført sociale projekter. Disse mere helhedsorienterede tendenser afspejler sig også i en analyse af behovet for fy- sisk opretning og forbedring af almene boligafdelinger gennemført af Landsbyggefonden i 2001. Landsbyggefonden vurderer her, at der er behov for et generelt kvalitetsløft for en stor del af de almene boliger. Rapporten påpeger, at et kvalitetsløft skal skabe et varieret boligudbud, moderne boliger, smukkere arkitektur og bedre friarealer og fællesfaciliteter (Landsbyggefonden 2001: 7). Trods de omfattende tidligere renoveringer vurderede Landsbyggefonden i en rapport fra 2006, at renoveringsbehovet i de almene boliger udgør op imod 161 mia. kr. opgjort i 2006-priser (Landsbyggefonden 2006: 23). Fornyelse af forstadens boligbebyggelser – og dermed balancen mellem hensynet til renovering og hensynet til bevaring af arkitektoni- ske kvaliteter – vil således være et centralt tema i mange år fremover. Det er meget vanskeligt at opgøre det samlede behov for renovering og fornyelse i forstæ- derne. Tallene for de almene boliger peger imidlertid på et omfattende renoveringsbehov i den samlede bygningsmasse opført i perioden, dvs. ud over i boligerne også i institutions- og erhvervsbyggeriet.2.2.2 Bæredygtighed, energirigtig renovering og fortætning I de seneste år er bæredygtighed især blevet en diskussion om CO2-neutralitet. Klimaæn- dringer er et varmt emne i dag, og vi vil i fremtiden formentlig opleve et stadigt større fo- kus på energirigtighed i byggeriet såvel som på en begrænsning af transportens omfang. Statens Byggeforskningsinstitut har i en rapport fra 2009 vurderet, at der med en fornuf- tig tilbagebetalingstid kan opnås en samlet varmebesparelse på 30 % af den energi, der 45
  45. 45. tilføres bygninger i Danmark (Jensen 2009: 5). Der peges på tre områder, hvor der kanopnås besparelser:• Forbedring af klimaskærmen i landets boliger (51 % af besparingspotentialet).• Energirenovering af klimaskærmen i bygninger indenfor handel og service (10 % af be- sparingspotentialet)• Energirenovering af installationer i boliger og bygninger til handel og service (39 % af besparingspotentialet).En stor del af besparingspotentialet knytter sig således til renovering af boligernes ydre.Det skyldes, at effektiv efterisolering typisk kræver udvendig isolering. Rapporten pegerderfor også på, at den øvre grænse for energibesparelsespotentialet afhænger af, hvor storehensyn der skal tages til bygningernes historiske identitet og arkitektoniske fremtræden.Hvis efterisolering af bevaringsværdige huse fravælges af æstetiske årsager, reduceres be-sparelsespotentialet. 4,5 4,0 3,5 3,0 2,5 Peta Joule 2,0 1,5 Rækkehuse 1,0 Stuehuse 0,5 Etageboliger Parcelhuse 0,0 -1930 1931-1950 1951-1960 1961-1972 1973-1978 1979-1998 1999-2003II-10: Potentialet for energibesparelser i eksisterende boliger i Danmark er særligt stort i den ældstedel af bygningsmassen, men forstadens boliger rummer også et stort potentiale for energibesparelser.Kilde: Dansk Bygningsarv 2009a: 47 (baseret på data fra Wittchen 2004)Hovedparten af velfærdsforstadens bygningsmasse er ikke opført med tanke på energirig-tighed, hvad der også afspejles i grafen over energibesparelsespotentiale i boliger (figur II-10). Især parcelhuse fra 1960erne rummer et stort potentiale. Hvordan vi skaber balancemellem krav om energioptimering og bevaring, er således et væsentligt emne i fremtids-sikringen af velfærdsforstadens bygningsmasse.46
  46. 46. Hertil kommer, at bosætning i forstæderne typisk er forbundet med transport i egen bil over store afstande mellem arbejde, hjem, butikscentre mv. og dermed en betydelig miljø- belastning. Fokus på CO2-neutralitet har genrejst debatten om fortætning i forstadsområ- derne og især fortætning i de stationsnære områder, som betjenes af offentlig transport (Miljøministeriet 2008). Dette rejser spørgsmål om, hvordan nye bygninger skal integre- res med forstadsområdernes og især stationscentrenes helhedsplanlagte bebyggede struk- turer. Skal helhedsudtrykket i disse områder bevares? Eller kan nye lag omvendt bidrage til udviklingen af forstadens bygningskultur?2.2.3 Strukturændringer udfordrer erhvervsområderne Siden udbygningen har forstadens erhvervsområder mange steder undergået en række forandringer, hvor de oprindelige virksomheder er forsvundet eller flyttet væk, nye er flyt- tet til, og der i en række områder er etableret nye funktioner, eksempelvis lager- og kon- torbygninger, men også tekniske skoler, delvist i tilknytning til produktionen.6 Der er såle- des allerede sket en vis omdannelse af erhvervsområderne. Under indflydelse af den nye vidensøkonomi og globalisering, der kendetegner perioden fra midten af 1970erne, har industrien gennemgået en proces, hvor produktionen i min- dre grad er bundet til virksomhedens hovedsæde. Internationaliseringen har resulteret i en udflytning af industriarbejdspladser til andre lande. Dette har medført, at industriarea- ler er blevet frigjort til nye formål. Der kan dog ikke trækkes en lige linje fra udflytning til funktionstømte industriområder. Virksomheder, der flytter en del af produktionen til udlandet, beholder nemlig i mange tilfælde deres bygninger og bruger dem til andre formål, såsom undervisning eller konfe- rencer. Omdannelse af industriarealer er derfor ofte en intern proces.7 I den løbende om- dannelse af erhverv til ny erhverv, eller erhvervsrelaterede formål, har opmærksomhed på bevaringsaspekter hidtil stort set været fraværende. Forstædernes industriarealer er typisk totalplanlagte, inklusiv vejstrukturer og i forbindel- se med faciliterende infrastruktur. De byder ofte på en god beliggenhed i forhold til mo- torveje, men er udfordret mht. offentlige trafikforbindelser. Områdernes typiske ekstensi- ve struktur giver gode muligheder for udfoldelse og sameksistens af forskellige aktiviteter, samt for fortætning gennem en blanding af almene bestemmelser som f.eks. kontorer, bo- liger, butikker og kulturelle formål. De karakteristika, der ligger i den åbne struktur, vil imidlertid gå tabt ved en meget intensiv fortætning. By- og Landskabsstyrelsen skønner, at 2.700 ha ældre erhvervs- og havneområder enten er under omdannelse eller vil kunne blive omdannet inden for en 20-årig periode. Det sva- 6 Jf. interview med Lene Skodborg, Museumsinspektør ved Kroppedal Museum, d. 10. februar 2010. 7 Jf. interview med Peer Hull Kristensen, dr. merc., professor ved International Center for Business and Politics, Copenhagen Business School, 12. april 2010. 47
  47. 47. rer til 6-8 % af landets erhvervsarealer (www.blst.dk/BYEN/Projekter/ Byomdannel- se/intro_byomdannelse.htm [15-05-2010]). Industriproduktionen er pt. i høj grad påvirket af den økonomiske krise og er nede med godt 20 % målt i forhold til 2008.8 Men det er vanskeligt at forudse, hvilken langsigtet be- tydning krisen vil få for forstadens industriområder. Meget tyder dog på, at den løbende omdannelse vil fortsætte, og at omdannelsen af erhvervsområder vil være én af de store, fremtidige udfordringer i forstæderne. Muligheder for fornyelse og omdannelse ligger især i arealernes lokalitet, struktur og skala samt en bygningsmasse, der egner sig til diverse funktioner. Den tiltagende interesse for industriarv har vendt opmærksomheden mod nye- re industri i en spirende erkendelse af, at også de rummer bevaringsværdier. II-11. Sammenhæng mellem bystruktur og transportarbejde i danske byer. En undersøgelse fra 2001 viser at bosatte i forstadsområder langt fra centrum transporterer sig langt mere i bil end beboere i de centrale byområder. Kilde: Peter Hartoft-Nielsen 2001.2.2.4 Øget mobilitet udfordrer lokale, funktionelle sammenhænge Udviklingen af forstadsområderne er sket samtidig med bilens udbredelse og er i vidt om- fang baseret på denne. Bilen gav mulighed for at pendle mellem boligen i forstaden og ar- bejdspladsen i de centrale dele af byen eller i andre dele af forstaden. Samtidig blev forsta- den dog baseret på en udbygning af servicestrukturen, som skulle give en stærk, lokal ser- viceforsyning med f.eks. dagligvarer, kommunale institutioner mv. Den lokale transport mellem hjem og lokale destinationer som skoler og indkøbsmuligheder kunne ske trygt og sikkert til fods eller på cykel via trafikseparerede stier mv. 8 Danmarks Statistik. Måling fra maj 2010. In: http://www.danmarksstatistik.dk/Statistik/nogletal/seneste/Industri/Ordre.aspx 48
  48. 48. Mobilitet er en forudsætning for livet i forstæderne. Men i dag udfordrer netop forstads- beboernes mobilitet de lokale, funktionelle sammenhænge. Siden udbygningen af forstæ- derne er der sket en kraftig stigning i mobiliteten i samfundet, ikke mindst baseret på sti- gende biltransport. Pendlingsafstandene er blevet langt større, så mange i dag pendler re- gionalt over store afstande. Samtidig har den øgede mobilitet i samfundet ført til en øget, regional konkurrence i f.eks. detailhandlen. Investeringer koncentreres i områder, som er beliggende attraktivt i relation til biltransport. Dette har flere steder fjernet en del af grundlaget for 1950ernes butikstorve, men også for de lokale servicecentre med bl.a. bu- tikker, som var en integreret del af de store planer fra 1960erne og 1970erne. Bevaring og evt. genanvendelse af funktionstømte butikstorve og butikker i lokale centre er derfor et vigtigt opmærksomhedspunkt i udviklingen at forstæderne.2.2.5 Social segregering udfordrer almene boligområder Igennem en årrække har boligmarkedet i kombination med den almindelige velstands- stigning resulteret i en geografisk polarisering mellem byområder. I den lille skala – inden for kommunerne – er der en tendens til social segregering mellem forskellige befolknings- grupper. Andelen af ikke-erhvervsaktive, enlige, etniske minoriteter og lavindkomstgrup- per er øget stærkt i udlejningssektoren, herunder ikke mindst i den almene boligsektor. Omvendt er der sket en koncentration af husstande med høj indkomst, beskæftigelse samt børnefamilier i ejerboligerne, hvor parcelhuset er den helt dominerende boligform. I peri- oden 1981-97 er der sket en betydelig social forskydning på bebyggelsesniveau i retning af øget segregering, og der er grundlag for at hævde, at Storkøbenhavn oplever en rumlig el- ler geografisk polarisering på trods af, at forskellene på kommunalt niveau er omtrent uændrede (Andersen 2005: 22-23). Allerede inden de var færdigbyggede, blev flere af de almene bebyggelser genstand for kri- tik af byggeteknik og bebyggelsernes sociale forhold (Bech-Danielsen op. cit: 8). I dag gi- ver den øgede sociale segregering ny næring til miljøkritikernes argumenter. Særligt alme- ne, såkaldt udsatte – boligområder omtales som sociale og/eller etniske ghettoer. Disse områders negative ry bygger i højere grad på, at de betragtes som socialt belastede, end at der er tale om dårlige boliger. Det bekræftes bl.a. i en undersøgelse i syv kvarterløftområ- der i 2003, som viser at beboernes egen opfattelse af, hvorfor området har et dårligt ry, i høj kan tilskrives, at området er socialt belastet (Andersen 2004: 127). Hidtil har strategien for de udsatte boligområder primært været fornyelse af bygninger og friarealer og investeringer i sociale projekter. Med udviklingsplanen for Gellerupplanen i Århus foreslås det for første gang at nedrive en række almene boligbygninger, samtidig med en omfattende fortætning af området med andre boligtyper og nye funktioner. Pla- nerne har skabt lokal debat i området (Bech-Danielsen 2010). Men visionen for Gellerup- planen rejser også mere generelle spørgsmål om bevaring kontra udvikling. Hvordan kan 49
  49. 49. vi tilføre de store planer nye arkitektoniske lag med respekt for de eksisterende helheder og bevaringsværdige enkeltbygninger?2.2.6 Øget individualisering og identitetsskabelse med udgangspunkt i boligen Velfærdsforstadens boligbebyggelser blev skabt med udgangspunkt i idealer om lighed og lige fordeling. I takt med at samfundets idealer har ændret sig i retning af et mere indivi- dualiseret samfund, har værdigrundlaget for forstadens bebyggelser ændret sig. De danske forbrugere er i stadigt stigende grad interesserede i at udtrykke identitet og socialklasse gennem deres bolig. Antropologen Mark Vacher (2007) har påpeget, at det er vigtigt for menneskers hjemfølelse, at de kan få lov til at arbejde med det sted, de bebor. I de privat ejede parcelhuse kan ejerne relativt frit – inden for en given lokalplans rammer – disponere over huset på deres egen matrikel. Det betyder, at parcelhusene bliver en dy- namisk størrelse: De vokser sammen med familien og tilpasses løbende de behov, ejeren har for en bolig. Samtidig er det kendetegnende, at en rigtig stor del af renoveringer og ombygninger i parcelhuskvarterer har karakter af livsstilsrenoveringer, dvs. renoveringer, der ikke er betinget af teknisk nødvendighed men som skyldes ejerens smag (Gram- Hansen og Bech-Danielsen 2000: 6). Individualiseringen er samtidig en stor udfordring for de almene bebyggelser, der typisk fremstår som arkitektoniske helheder med en fælles struktur og ofte også med en stor ho- mogenitet i bygningernes formsprog og materialevalg. Med deres gentagelser og ensartet- hed imødekommer de store almene bebyggelser kun i ringe grad forbrugernes efterspørg- sel efter identitet, og lejerens muligheder for grundlæggende at forandre boligen eller præge friarealerne er begrænsede. I de almene boligbebyggelser er udfordringen at forene beboernes behov for individuel tilegnelse med de arkitektoniske og kulturhistoriske bevaringsværdier, der netop ligger i det stærke helhedspræg. I parcelhuskvartererne er udfordringen omvendt at formidle be- varingsværdierne i de eksisterende bygninger og samtidig at give plads til ejernes indivi- duelle ombygnings- og fornyelsestiltag.2.2.7 Fornyelse med udgangspunkt i forstadens særegne bygningskultur Velfærdsforstæderne blev bygget med udgangspunkt i en storslået vision om et lige sam- fund med plads til alle. Funktionsadskillelse, trafikseparation og masseproducerede byg- ninger i grønne områder skulle danne rammen om det gode liv uden for de overfyldte og forurenede, centrale byområder. Især de helhedsplanlagte byområder fra 1960erne og 1970erne afspejler en vision om lokale fællesskaber, hvor et helt liv i forstaden udspiller sig rundt om lokale servicecentre med en nøje planlagt sammensætning af butikker, of- fentlige institutioner og kulturtilbud. 50

×