1. 58 VORESBØRN.DK
TÆT PÅ
På trods af sine kun tre år har lille Mays fra Syrien oplevet mere,
end et barn nogensinde burde. Nu bor familien i Roskilde, og
Mays går i dansk børnehave. Men krigen er langtfra glemt.
TEKST EVELINA GOLD FOTO METTE FRANDSEN
SYRISK FLYGTNING
Mays havde glemt
det meste ...
Vi troede,

2. 59VORESBØRN.DK
TÆT PÅ
›
H
un er politi!’ blev treårige Mays ved med at sige, da hun
kom chokeret hjem fra børnehaven for nyligt. På et bil-
lede af sine legekammerater udpegede hun den jævn-
aldrende pige, der var grunden til hendes ophidselse. Pigen
havde haft militærmønstrede bukser på i børnehave den dag.
I Syrien, hvor Mays kommer fra, er det kun soldater, der har
den slags på. Og soldater betyder rædsel og død, når man er
barn af den blodigste krig i nyere tid.
– Jeg troede, Mays havde glemt det meste, men til min
store overraskelse opdager jeg gang på gang, at det har hun
ikke, fortæller Mays’ mor, Kholoud Marash, der flygtede ud
af Syrien sammen med sin mand og deres to små døtre en
decembernat i 2014.
Mays var begejstret den nat. Hun havde fået at vide, at de
skulle ud at sejle en tur. Mays var vokset op i Syriens største
havneby, Latakia, og havde tilbragt meget af sit toårige liv med
at plaske rundt i vandkanten på strandene, der lignede et post-
kort fra en uspoleret middelhavsperle med parasoller, palmer
og cafeer med havudsigt og en borgruin i baggrunden. Mays
elskede havet. Hendes forældre elskede deres hjemby. Allige-
vel havde Kholoud Marash og Belal Haj Ahmad taget Mays og
hendes lillesøster Lin med ud på det, syrerne kaldte ‘dødens
rejse’. Kholoud og Belal kunne ikke
klare mere. Der var gået tre år og ni
måneder, hvor det, der skulle have
været Syriens Arabiske Forår var
blevet til en blodig borgerkrig.
Færgen lagde fra kaj ved midnat.
Ingen vidste, at de var om bord på
den sidste færge, der fik lov til at
sejle ud af Syrien, og at de derfor
var mere heldige end de syrere, der
siden hen skulle vandre til Tyrkiet
til fods. Der var mange børn, der
græd. Mays fattede mistanke om, at
det ikke bare var en almindelig sejl-
tur, da de kom så langt fra land, at
bygningerne i havnen begyndte at blive til små prikker.
‘Jeg vil hjem til mormor! Jeg vil hjem! Lad os tage tilbage!’
skreg hun, og Kholoud græd og følte sig bange og magtesløs.
Hun anede ikke, hvad hun skulle sige til sine børn. Belal blev
ved med at gentage, at de skulle over at lege med Mays’ lille
fætter Moussa, som nu boede i et land, der hed Danmark.
Kun venlighed
Over de efterårsgulnede marker i Øm, lidt uden for Roskilde,
hænger skyerne lavt. Fyldt med regn, der ikke kan beslutte, om
den skal vælte ned eller lade være. Bag sig har Kholoud, Belal og
børnene sejlturen over Middelhavet, 16 dage i Tyrkiet, 11 dage
på havet mellem Tyrkiet og Italien og en togtur igennem Tysk-
land. Og så en uge i Sandholmlejren, nogle måneder på et asyl-
center på Samsø og flere måneder på et asylcenter i Toftlund.
– Toftlund er det sted, der fik mig til at forelske mig i Dan-
mark. Jeg har ikke mødt en eneste person, der ikke smilede til
mig, når jeg kom gående på gaden. Mange af dem, vi kender i
andre lande, fortæller, at de har hørt,
at Danmark skulle være racistisk. Men
jeg har kun mødt rare og venlige menne-
sker i alle de byer, hvor vi har boet, for-
tæller Kholoud.
– Vi var virkelig bange for at tage til
Europa. Men det var der ingen grund
til. Lige så snart vi var kommet hertil,
kunne jeg mærke, at folk er kærlige og
rare. Den eneste forskel er sproget.
Religion er slet ikke et issue. Den måde,
folk bliver behandlet på i Danmark, er et
billede på, hvordan enhver religion
burde være.
Livet begyndte
forfra i maj med
en opholdstilla-
delse i Danmark
på foreløbig fem
år. Nu er det før-
stesalen i et rødt
murstenshus,
der udgør famili-
ens base. Nede i
stueetagen bor
en anden syrisk
familie med fem
børn, mens Kho-
loud, Belal og pigerne har indrettet sig
med en stue, et soveværelse, et badevæ-
relse og et gennemgangskøkken, hvor
Belals yndlingsret, fyldte peberfrugter
med ris og grøntsager, simrer på komfu-
ret. Han klirrer med det hvide porcelæn
og serverer sort te og kager med figner
og valnødder, som Kholoud har bagt.
I Kholouds mave spirer der også nyt liv.
– Jeg ville ikke rigtig have flere, men
så fandt jeg pludselig ud af, at jeg var
gravid, griner hun lidt genert.
Hun er endnu ikke langt nok henne til,
at de ved, om Mays og Lin skal have en
lillesøster eller en lillebror.
– Hvis det bliver en pige, så har vi fire
piger. I starten af krigen var jeg gravid i
ottende måned, og en dag, hvor der blev
Toftlund er det sted, der
fik mig til at forelske mig
i Danmark. Jeg har ikke
mødt en eneste person,
der ikke smilede til mig, når
jeg kom gående på gaden.
Kholoud Marash.

3. 60 VORESBØRN.DK
TÆT PÅ
skudt rigtig meget, blev jeg så bange, at
jeg fik kramper og smerter i maven og
blev kørt på skadestuen. De fandt ud af,
at barnet ikke fik ilt nok, fordi jeg var
blevet så skræmt. Lægerne blev enige
om at få vores datter ud med kejsersnit.
Hun levede i 14 dage i en kuvøse, men
døde så. Hendes lunger fungerede ikke.
Krigen tog alt fra os
Klokken to i eftermiddag skal de hente
Mays i den lokale børnehave, Lærke-
reden, og Lin hos dagplejemor Margit.
Det er noget nyt, at Mays kan gennem-
føre en hel dag i børnehaven. Indtil for
nylig var hver morgen et lille drama.
– Det er først nu, efter næsten fire
måneder, at Mays er faldet til ro. Hun
var bange, og jeg måtte ikke forlade
børnehaven. Først de seneste tre uger
er hun begyndt at sige pænt farvel og gå
hen til de andre børn, når jeg afleverer
hende, siger Belal, og Kholoud nikker.
– Mays havde det så forfærdeligt. Lige
så snart vi kom over i børnehaven om
morgenen, græd hun så meget, at hun
kastede op. Vi kunne simpelthen ikke
nænne at gå fra hende. Hun vågnede
også tit om natten, græd og sagde
‘mama, jeg vil ikke i børnehave, for de
snakker et sprog, jeg ikke forstår.’
– Det har ikke været nemt for Mays,
bekræfter Lærkeredens pædagogiske
leder, Pernille Dyrvig, om den lille piges
første måneder i børnehaven.
– Hun græd også voldsomt, når der
var vagtskifte, og de pædagoger, hun
havde vænnet sig til i løbet af formidda-
gen, gik hjem. Det var ikke nemt for os at
gå. Den reaktion har vi tolket som et ud-
tryk for, at hun har oplevet, at der var
mennesker, der ikke kom igen. Men
sproget har været den største udfor-
dring, fordi hun ikke har kunnet for-
klare, hvad der var galt. Ved et rent til-
fælde havde vi en støttepædagog i no-
get tid, som kunne tale arabisk. Det var
en stor hjælp. Vi har også brugt Lejre
Kommunes familierådgiver til at få talt
om, hvad der var bedst for Mays.
– De andre børn vidste jo heller ikke,
hvordan de skulle forholde sig til hende,
når hun var så ked af det hele tiden,
siger Belal.
– Så det var svært for hende at finde
sin plads i flokken. Jeg havde virkelig
ondt af Mays. Jeg er jo voksen og kan
bruge tegnsprog, selv om jeg ikke kan
sproget endnu. Men Mays, den stakkel,
kunne ikke tale andet end arabisk. Så
jeg græd selv hver morgen sammen med
hende, siger han og indrømmer, at han
også selv skulle vænne sig til at aflevere
sin datter i institution.
– I Danmark afleverer man babyer i
vuggestuen, når de er helt små. I Syrien
har vi brug for vores babyer de første
fem år. Bagefter kan vi godt finde ud
af at give slip.
Som sine forældres første barn mang-
lede Mays ikke noget. I deres hjem i La-
takia var halvdelen af deres seks meter
lange stue fyldt med legetøj. Hun havde
også en lille fugl, akvariefisk, en pape-
gøje, en kat og en gynge midt i stuen.
– Det var en hel lille zoo. Og det var
mig, der skulle gøre rent efter den pape-
gøje, der smed om sig med frø, hver
gang den spiste, siger Kholoud og gri-
ner, men så bliver hun alvorlig.
– Vi havde et dejligt liv i Syrien. I week-
enderne tog vi tit ud for at grille eller i
tivoli. Vi var også rigtig meget på stran-
den. Der var trygt at være, og der var
ingen, der var virkelig fattige. Vi levede
alle godt, og før krigen var der aldrig no-
gen, der skelnede mellem sunnimusli-
mer, shiamuslimer og kristne. Men kri-
gen tog alt fra os. Glæden, trygheden.
Den tog det hele.
Kholouds ene bror blev kidnappet,
tvunget til at bære våben og arbejde
for Assads regime. Da han blev løsladt,
blev to af hendes andre brødre bortført.
Belals onkel blev også kidnappet, og
familien måtte betale løsesum for at få
ham fri. Belal selv blev gennemtævet
og måtte købe sig fri, og hans tyveårige
fætter blev dræbt.
– I går døde en af vores venner. En
rigtig god ven. Vi så billedet af hans lig
på Facebook. Jeg græd hele natten i går,
siger Kholoud.
– Mange af vores venner og familie
er bare forsvundet. Vi ved ikke, hvor de
er. Og vi er blevet spredt for alle vinde.
Førhen fik vi besøg af familie hver dag.
Det tog fem minutter at gå over til den
ene, ti minutter til den anden. Nu er min
bror i Libanon, den anden er i Sverige.
Kun en af mine brødre og hans kone er
tilbage i Syrien. Selv mine forældre blev
så bange, at de flygtede til Sverige.
Troede, Mays havde glemt
Krigen har sat sine spor. Lin har været
for lille til at kunne huske noget. Og
selv om det første halve år af hendes liv
foregik indenfor, fordi Kholoud ikke
turde tage børnene ud, bærer hun ikke
så meget præg af krigen som Mays.
– Det har været lidt nemmere med
Lin. Hun er mere social og har været for ›
Lige så snart vi
kom over i børnehaven
om morgenen, græd
hun så meget, at
hun kastede op.
Kholoud Marash.
KRIGEN I SYRIEN
Krigen i Syrien begyndte i
foråret 2011 som en række
fredelige protester imod men-
neskerettigheds-krænkelser,
manglende indflydelse, mang-
lende økonomiske muligheder
og Bashar al-Assad, der i 2000
overtog magten i det autoritære
Ba’ath-parti efter sin far, som
havde styret landet i fire årtier.
O
Siden er det blevet til et klude-
tæppe af oprørsgrupper, blandt
andet Islamisk Stat, der kæm-
per mod præsident al-Assad.
O
250.000 mennesker er blevet
dræbt i krigen, cirka en million er
blevet såret.
O
Inden borgerkrigen boede
der 22 millioner i Syrien. I dag
er halvdelen af befolkningen
drevet på flugt. Syv millioner er
flygtet til andre dele af Syrien.
Fire millioner er flygtet ud af
Syrien – de fleste til de såkaldte
nærområder i Libanon, Jordan
og Tyrkiet.

4. 61VORESBØRN.DK
Det var svært for Mays
at starte i en dansk
børnehave. Men nu er
hun ved at falde til.
OM FAMILIEN
Mor Kholoud Marash, 31 år,
og far Belal Haj Ahmad, 38 år.
Forældre til Mays, 3 år, og Lin,
2 år. En lille ny er på vej.
O
Kommer fra Syriens største
havneby, Latakia. Flygtede
i december 2014 med færge til
Tyrkiet og rejste derfra til Dan-
mark via Italien og Tyskland.
Familien fik fem års midlertidig
opholdstilladelse i maj 2015.
O
Kholoud er universitets-
uddannet folkeskolelærer.
Belal har, siden han var 11 år,
arbejdet som tømrer og
håndværker og haft sit eget
køkkeninstallationsfirma.
O
De bor nu i Øm, lidt uden
for Roskilde.

5. 62 VORESBØRN.DK
lille til at forstå, hvad der foregik. Men Mays var tit rigtig
bange. ‘De skyder’ sagde hun og holdt pegefingeren op som
en pistol, fortæller Kholoud.
– Vi vågnede tit om natten til lyden af skud og måtte løbe
ind på badeværelset og gemme os. Badeværelset og køkkenet
var de eneste rum, kuglerne ikke kunne nå, hvis de ramte vo-
res hus, tilføjer Belal.
Familiens sagsbehandler er opmærksom på Mays’ trivsel,
men indtil videre har hun sammen med familien vurderet,
at Mays ikke behøver psykologhjælp.
– Vi kan se, at hun gør store fremskridt, så vi vil give hende
mulighed for at glemme og komme videre. Nu er hun endelig
begyndt at trives og lege med de andre børn. Og selv om hun
ikke kan så meget dansk endnu, løber de hen og siger god-
morgen til hende. Det gør hende rigtig glad, siger Belal.
Mays taler aldrig direkte om krigen. Hun nævner heller
aldrig mennesker, der var tæt på hende. Ikke engang sin
elskede mormor, som hun altid var sammen med i Syrien.
– Når vi ringede til mormor på Viber, løb hun hen til skær-
men og sendte hende en masse luftkys, men ellers talte hun
aldrig om hende. Vi var i tvivl, om hun egentlig kunne huske
hende. Men efter at mine forældre kom til Sverige, kom min
mor på besøg her i Danmark. Hun tog med over i børnehaven,
da vi skulle hente Mays. Og Mays fik et kæmpe chok. Hun så
sin mormor på lang afstand og gik i stå. Tårerne trillede ned
ad hendes kinder, og så løb hun hen, krammede sin mormor,
og kyssede, kyssede, kyssede hende, siger Kholoud.
Genforeningen mellem Mays og hendes mormor har brændt
sig fast hos Pernille Dyrvig.
– Det var et enormt bevægende øjeblik, siger hun og bliver
rørt ved tanken.
Fremtiden er i Danmark
I Lærkereden har man lagt stor vægt på at være fleksible, så
tingene kunne ske i det tempo, Mays har haft brug for. Som en
integreret institution med kun 20 børn i børnehaven og 11 i
vuggestuen har det været lettere at rumme en lille pige med
særlige behov.
– Vores strategi har været at tilpasse os Mays i stedet for at
putte hende i kasser fra start. Vi kan begynde at forme hende
senere, men indtil videre har hun haft brug for masser af tryg-
hed og fleksibilitet. Så for eksempel har hun fået lov til at
sidde på kontoret sammen med mig og tegne, siger Pernille
Dyrvig og glæder sig over de mange fremskridt, Mays har
gjort i løbet af de seneste måneder og uger.
– Hun er en skøn og sjov pige, og man kan mærke, at hun
hele tiden observerer og suger til sig. Hun har brug for at
blive guidet socialt, for det er også længe siden, hun har haft
nogle jævnaldrende at lege med. Men hun udvikler sig hele
tiden og er nu selv begyndt at søge de andre børns selskab.
De er nogle enormt rummelige børn og inviterer hende med i
deres lege. Så hun er flot på vej.
Ved bord-bænkesættet udenfor sidder børn på række og
spiser eftermiddagsknækbrød. Som noget nyt spiser Mays
Lillesøster Lin
er for lille til at
huske krigen i
Syrien.
Sproget har været den
største udfordring, fordi
hun ikke har kunnet
forklare, hvad der var galt.
Pernille Dyrvig, pædagogisk leder, Lærkereden.
TÆT PÅ

6. 63VORESBØRN.DK
TÆT PÅ
med og beder endda om et stykke mere.
Hun lyser op i et stort smil og løber sine
forældre i møde, da de kommer.
Belal bærer Lin på armen. Hun er lige
blevet vækket efter en middagslur i dag-
plejemor Margits carport og smiler for-
sovet, mens hendes far lærer hende at
tælle til fem på arabisk.
Bag børnehavens legeplads er der et
stort, grønt område, hvor børn i flyver-
dragter og strikhuser løber rundt mel-
lem de fritgående høns. Kholoud taler
med Pernille på en blanding af engelsk
og det første danske, hun har lært sig
de seneste måneder på sprogskole.
– I dag har vi sunget sange, og Mays
har sunget med på Tommelfinger, tom-
melfinger og udtalt alle ordene rigtigt.
Det er så flot, siger Pernille og prøver
at lokke Mays til at gentage successen.
Men nu vil hun ikke, ikke på kommando.
Kholoud er uddannet folkeskolelærer
fra universitetet og drømmer om at
blive lærer i Danmark, når hun har væ-
ret på barsel og fået lært dansk. Nu,
hvor Mays er faldet til, kan Belal også
komme på skolebænken. Det bliver ikke
let, for han kan knap nok læse og skrive
på arabisk. Da han var 11 år, døde hans
far, og han måtte gå i lære som tømrer
og begynde at arbejde. Hjemme i Syrien
har han haft sit eget lille køkkeninstalla-
tionsfirma. Bygningen, hvor butikken lå,
står der endnu. Nogle venner sendte
forleden et billede. Men selve butikken
er der ikke længere. I Danmark håber
Belal at kunne starte forfra og bruge
sit håndværk.
– Han kan lave alt med sine hænder.
Alt, hvad der var i vores hjem i Syrien,
var noget, Belal havde lavet. Han er
Superman, smiler Kholoud.
Belal løber op og ned ad de små græs-
bevoksede høje og giver på skift Mays
og nogle af de andre børn en tur i trille-
børen, mens de hviner begejstret. Solen
siver igennem regnskyerne. Krigen er
ikke forbi, og Kholoud og Belal tror ikke
på, Syrien nogensinde bliver helt igen.
Fremtiden er i Danmark. Fremtiden
er Lin og Mays. Her kan krigen ikke
røre dem. O
HVAD KAN DU GØRE?
– hvis der starter et
flygtningebarn i dit
barns børnehave?
Gør, som du vil gøre med alle
andre børn. Et flygtningebarn
kan også lide at lege og bliver
også nogle gange træt. Selv-
følgelig er hun ekstra sårbar,
men hun er ikke hele tiden et
flygtningebarn.
O
Det allervigtigste er at få en
dialog med forældrene. Inviter
forældrene hjem til en kop kaffe
og barnet hjem at lege, når de
er klar. Familien har ikke noget
netværk, og barnet har som re-
gel hverken fætre, kusiner eller
legekammerater i nærheden.
O
Tal med dit barn om, at det nye
barn kommer fra et andet land.
Brug udtryk, som dit barn ken-
der. For eksempel, at det er
et land, hvor der har været
meget ballade, og hvor
mange er uvenner.
O
Hvis dit barn kan lide at lege
krig, kan du tale med pædago-
gerne, der følger børnene tæt
hver dag. Måske er det i orden
at lege sådanne lege, for så kan
flygtningebarnet ’rase ud’. Men
hvis barnet bryder helt sammen,
kan du foreslå andre lege.
O
Tal med dit barn om, at det er
i orden, at vi er forskellige i for-
hold til religion, hudfarve m.m.
O
Du kan også prøve at hjælpe
familien med småting i hver-
dagen. Det kan være et lift til
stationen, hjælp til at oversætte
beskeder til engelsk, lån af et
stykke værktøj eller lignende.
Kilder: Bente Boserup, seniorkonsulent hos
Børns Vilkår, og Pernille Dyrvig, pædagogisk
leder i Lærkereden. Tekst: Julie Trolle Boding.