1. 1
Indhold
1. Sproget er også sansernes, følelsernes og koncepternes medium................................................2
2. Sprog, handling og erfaring er forankret i hinanden....................................................................3
2.1 Tegnet er arbitrært, kommunikationen er det ikke.................................................................3
2.2 Kroppens feedback på erfaringen ..........................................................................................6
3. Den neuroaffektive udviklingspsykologi – udviklingen af hjernen i kulturen ............................7
3.1 Menneskets afhængighed af det sociale samspil med andre mennesker ...............................8
3.2 Den funktionelle, ’brugervenlige’ hjerne...............................................................................9
4. Et eller flere analytiske metasprog i gymnasiets sprogfag?.......................................................11
4. 1 Om den subjektive oplevelse og den personlige ’smag’ i sproget......................................13
4.2 Virkelighedspresset på tekstlæsningen ................................................................................16
Litteraturliste......................................................................................................................................19
(20 normalsider af 2100 anslag inkl. mellemrum)

2. 2
1. Sproget er også sansernes, følelsernes og koncepternes medium
Det er en central erkendelse for Dansk Funktionel Lingvistik (herfra DFL), at sprog ikke er et
biprodukt af den menneskelige evolution, men har været og stadig er vores vigtigste middel til
overlevelse (Engberg-Pedersen et al. 2005) (Harder, 2006) (Harder, 2007). Evnen til at tale og
tænke abstrakt har tilsyneladende udkonkurreret vores instinkter som det vigtigste grundlag for at
handle – en udvikling der i et evolutionært perspektiv er gået særdeles hurtigt. De senere år har man
opnået en større indsigt i, hvordan vores hjernes funktion baserer sig på et samspil mellem de ældre
og nyere dele af hjernen, og hvordan hjernens udvikling allerede fra fødslen af afhænger af de
sociale input, den får (Hart, 2009). Michael Tomasello (2005) har vist, at mennesket er født med en
intuitiv og uselvisk interessere i andre mennesker. Udviklingspsykologen Susan Harts teorier kan
forklare, hvordan denne interesse på en gang er fundamental og tillært, samt hvorfor den ikke kun
omfatter bestemte medlemmer af racen, men potentielt kan udfolde sig over for alle, vi stifter
bekendtskab med gennem livet.
DFL har gennem ca. 10 år været en del af den meget brede sprogvidenskabelige
retning, der interesserer sig for sprogets sociale side, herunder hvordan sprog på en gang kan ses
som en betydningsskabende og betydningskonstituerende handling. Hvad er så betydning? Susan
Hart forklarer fænomenet som en slags erfaringer-i-brug, der løbende kombinerer sansning, følelser
og ’rationel tænkning’ og på den måde motiverer og forbereder, men ikke prædeterminerer,
bestemte handlinger (Hart, 2009). Vores komplekse verdensbillede er ifølge Hart afhængigt af den
samtidighed, hvormed bevidste og ubevidste erfaringer konstant understøtter hinanden (s. 47).
Betydning hænger således sammen med hjernens funktion, der hverken skal forstås som et lager
eller en harddisk, men som et netværk. Vi har en ikke en kasse med romantiske følelser og en anden
med matematisk forståelse, som vi kan dykke ned i, når situationen kræver det. Som individer i
gruppefællesskaber er kravene til at handle relevant og hurtigt radikalt forskellige fra andre flokdyr.
Vores afhængighed af gruppen adskiller sig således ved, at hver enkelt individ både er universelt og
individuelt disponeret genetisk fra fødslen, så vores plads i fællesskabet og vores dertil særegne
personlighed (vores neurale netværk) faktisk skabes i samspillet med det fællesskab, hvor
samspillet med primærpersonerne er af særlig vigtighed. Både Hart og de kognitive lingvister
Lakoff & Johnson (1980) ser sproget og kognitionen i sammenhæng med vores subjektive kropslige
oplevelse, der i høj grad udøver feedback på vores mere abstrakte dele af virkeligheden. Derfor kan
både Hart (2009) og Lakoff & Johnson (1980) ses som funktionelt baserede forklaringer af, hvordan
Saussure (1970) tog fejl så vidt, at sociale og kulturelle frembringelser ikke er arbitrære. I

3. 3
overensstemmelse med DFL (Engberg-Pedersen et al. 2005) (Harder, 2006) (Harder, 2007), Susan
Hart (2009) og Lakoff & Johnson (1980) vil jeg derfor foreslå en funktionel definition af begrebet
genre, der overordnet bygger på, at forståelse skal forstås – med en udlægning af Frans Gregersen –
”noget som noget (Gregersen, 2004, s. 70)”. Jeg vil argumentere for, at Gregersens ’som’ skal
forstås dels som forberedelse af handling, dels som individuel akkumulering af positive erfaringer,
også kaldet ’personlig smag’, dels som det funktionelt forankrede virkelighedspres, der ligger på
enhver social og kulturel konstruktion.
2. Sprog, handling og erfaring er forankret i hinanden
Hos DFL (2005) betragtes sprogets udvikling især som et resultat af dets funktion som medium til
handling og fællesskab. Evolutionen, der ledte til sprog, skete ved et samspil mellem hjernen og
kommunikationen, der ændrede menneskeracens overlevelsesbetingelser i forhold til alle andre dyr,
fordi det gradvist blev muligt for os at opfatte og handle ud over, hvad vores instinkter bød os.
Vores adaption betød meget firkantet sagt et tab af fysiske og instinktive spidskompetencer for til
gengæld at kunne indgå i strategiske sociale fællesskaber, hvor individet oplevede følelsesmæssigt
og praktisk at være afhængig af de øvrige medlemmer. I det følgende vil jeg først redegøre for det
strukturalistiske begreb tegn og siden hen for det kognitivt lingvistiske begreb experiential
grounding. De to begreber griber fra hver sin side ind i en grundlæggende debat om sprogets
henholdsvis kulturlige og naturlige forhold til verden. Saussure (1970) og Lakoff & Johnson (1980)
er eksempler på, hvordan arbejdsdelingen mellem lingvistikken og de øvrige humanistiske
discipliner har ændret sig gennem de seneste 100 år. Det er således vigtigt at forstå, hvordan denne
opgaves ’lokale’ problem, etableringen af et funktionelt genrebegreb, indirekte relaterer sig til
sprogvidenskabens opgør med den såkaldte etikettetanke. Et godt sted at starte for at forstå
funktionelle relationer, er Dansk Funktionel Lingvistiks forkortede programerklæring/slogan, der
peger mod sprogets funktionelle basis som værende principielt den samme som for alle biologiske
og sociale fænomener, nemlig at ”man ikke kan forstå enkeltdele uden at forstå på hvilken måde de
bidrager til den større sammenhæng, som de er en del af (Harder, 2006, s. 96).”
2.1 Tegnet er arbitrært, kommunikationen er det ikke
Da lingvistikken trådte frem som egentlig videnskab, gjorde den det via Ferdinand de Saussures
ideer (Saussure, 1970), og som efterfølgende blev kaldt strukturalisme. DFL bygger delvist – som
al sprogvidenskab i et eller omfang gør (Gregersen, 2006) – på strukturalismen. Det oprindelige
skel mellem funktionalister og formalister var mere et skel mellem forskellige strukturalistiske

4. 4
skoler, og DFL skal ikke identificeres 1:1 med førstnævnte, selvom navne som Louis Hjelmslev og
Roman Jakobson stadig er særdeles betydningsfulde for DFL. En vigtig årsag til, at strukturalismen
blev et grundlag for mange forskellige grene – og ikke blot dem som beskæftigede sig med sprogets
underlæggende system i modsætning til den i deres øjne rodede og individuelle sprogbrug – af de
sociale og humanistiske videnskaber, var introduktionen af tegnet og med det ideen om sprogets
arbitrære tilhørsforhold til sin omverden.
For at et tegn kan have sproglig karakter skal det ifølge Saussure have både en
indholds- og en udtryksside (1970). Tegnets mulighed for at indeholde og udtrykke betydning beror
på dets systematiske placering i et system, hvor det udfylder en plads ved at være forskelligt fra de
øvrige tegn. Indholdet ’kat’ kan udtrykkes grafemisk og fonetisk, hvis man forstår reglerne for,
hvordan henholdsvis bogstaver og fonemer kæder sig sammen i større helheder, hvor enkeltdelene
altså fungerer ved at være systematisk forskellige fra de øvrige. Denne tilsyneladende ubesværede
regelbaserede adfærd adskiller ifølge DFL mennesket fra alle andre racer, og hvor kodeordet i den
forbindelse for en formalist er ’regler’ som det, der ligger til grund for adfærden, er kodeordet for
en funktionalist ’adfærd’ til hvilken reglerne står i funktionelt forhold. Det, som lykkedes med
Saussure, og som virkelig var altså en revolution i synet på sprog, var at introducere et samlet
videnskabeligt grundlag for at arbejde med sprog og samtidig bryde grundlæggende med den
uvidenskabelige etikettetanke, hvor sproget med Frans Gregersens ord fortæller ”hvad det flydende
inde i flasken er – øl, vand eller vin, eller noget helt syvende (Gregersen, 2006, s. 17)”. Med
Saussure blev det legitimt at interessere sig for de lingvistiske relationer fx mellem størrelser som
’tyk’, ’rødklædt’, ’mand’, ’fra’, og ’Nordpolen’ uden at skulle besværes af, hvad folk i øvrigt
forbandt dem med.
Konsekvenserne af den tidlige lingvistiks strukturalistiske systeminteresse var ifølge
Gregersen en arbejdsdeling mellem strukturalismen, som de senere formalister, som tidligere nævnt,
byggede videre på, ”og alle de andre videnskaber som beskæftiger sig med alt det der er bag
etiketterne, verden (s. 18).” Saussures succes bestod således meget kort sagt i opfindelsen af et
metasprog, ikke mindst i form af en række begrebspar, hvoraf det todelte tegn er et. DFL har, som
nævnt, også profiteret af denne arbejdsdeling, men hører til den gruppe af lingvister, som ikke ser
en modsætning mellem systembeskrivelser af forskellig art, men sætter dem ind som en nødvendig
forudsætning for at kunne forstå, hvordan de interne sproglige relationer fungerer som en del af
menneskelivet:

5. 5
Sprogets grundlæggende opgave er at træde ind i funktionelle sammenhænge med størrelser udenfor sig
selv. Menneskesproget er specielt ved at være opdelt i smådele der ikke hver for sig kan fungere
udadtil, i forhold til den kommunikative kontekst (grammatiske ord som ’at’, affixer som ’-ede’, og
segmenter som ’f’) – og derfor har disse smådele en relation til den sproglige kontekst som en
forudsætning for at helheden kan få en relation til den ydre, kommunikative kontekst. På begge
niveauer er der således tale om at man forstår sproglige størrelser ved at se hvordan de forbinder
sig med størrelser udenfor sig selv (Harder, 2005, s. 5)
Der kan peges på flere afgørende forskelle mellem diverse strukturalistiske positioner og DFL. En
af de vigtigste er, at hvor strukturalisme indebærer, at systemet ses som styrende for sprogbrugen,
så forudsætter DFL, at sprogsystemet og -brugen er afhængige af hinanden, og at deres samlede
funktion altid sigter mod at få effekt for sprogets omverden – det vil sige for de mennesker, som
bruger det. Den teoretiske forskel giver, ikke overraskende, anledning til forskellige praktiske
analyser.
For eksempel argumenterede Saussure, at hvis sprog virkelig blot afspejlede verden,
så ville fransk og engelsk enten begge have et eller to udtryk for får, som det er tilfældet på engelsk
– sheep og mutton. Når fransk kun har det sidste (mouton), på trods af at deres får ikke er genetisk
forskellige fra de engelske, skyldes det, at sprog er bygget op af mennesker – derfor kan man ikke
regne med nogen former for ’naturlige’ slutninger mellem sprog og verden. Hos DFL lyder
forklaringen anderledes. Når man i England gav dyrene på marken et angelsaksisk navn, sheep, og
dyrene på middagsbordet et normannisk navn, mutton, skyldtes hensynet til den fransktalende
overklasse, der medførte konstruktionen af en række modsætningspar i engelsk efter 1066 (Harder,
2006, s. 99). Svaret på hvorfor, der findes flere udtryk for det samme indhold er dog ikke givet ved
en historisk forklaring alene (det ville være et eksempel på etikettetanken), men kan være en del af
forklaringen. For en funktionalist vil det både være interessant, hvordan sproglige fænomener opstår
og ændrer sig, og vejen til at forstå begge dele, er ved at spørge til, hvad ordene bruges til. I det
tilfælde, at alle engelsktalende folk ophører med at spise fårekød eller vælger at importere al deres
kød og stoppe med eget husdyropdræt, er det fra et funktionelt synspunkt sandsynligt, at
sprogbrugernes behov udtryk for får ville ændre sig og potentielt i længden det engelske sprog som
helhed. Mere basalt kan man bemærke, at franskmændene ikke lader til at have problemer med at
skelne mellem dyret får og fødevaren får på trods af sammenfaldet i udtryk. Så tegnet er ikke mere
arbitrært, end det altid er afhængigt af konteksten.
I sin historiske kontekst var Saussures tegnbegreb med til at frigøre sprogbeskrivelsen
fra både den socialt konstruerede normativitet og kreativitet, der ligger i sprogbrugen (når vi taler
og skriver foretager vi aktive til- og fravalg, som påvirker den vi kommunikerer med på forskellig
vis). Men hvis man ikke kan tilsidesætte ideen om, hvorfor sprog nødvendigvis må være både

6. 6
rigtigt, sandt, formfuldendt, æstetisk udfordrende og underholdende og meget mere, så finder man
aldrig frem til præcis, hvordan det er, og ikke er, tilfældet. Når det kan lade sig gøre at elske sprog,
men samtidig hade grammatik, skyldes det en historisk betinget dobbelt misforståelse om, at
formålet med sprogbeskrivelse som skulle være som middel til præskription. For det første var det
faktisk sådan, at man gennem flere hundrede år studerede og underviste i sprog med henblik på at
læse bestemte værker – med religiøse kanontekster som de vigtigste – på bestemte måder. Til denne
overbevisning hører, at sprog bliver et middel for, hvad der er eviggyldigt sandt, og dermed bliver
grammatik til et redskab til at nærme sig det sande. Anden del af misforståelsen består i, at vi endnu
ikke har fundet et tilfredsstillende alternativ til denne sandheds- og rigtighedsjagt, hvilket fx kan
illustreres ved, at de fleste danskere sandsynligvis forbinder grammatik med kommaregler førend de
forbinder det men sproglig variation. Et nærliggende nutidigt eksempel er professor i sociolingvistik
Jens Normann Jørgensens begreb, ’de sure gamle mænd’ (Normann Jørgensen & Quist, 2008),
gennem hvilket han adresserer dem, som på forskellige måder promoverer en præskriptiv holdning
til sprog helt generelt. Når Jørgensen ikke har formuleret sit begreb som ’de omsorgsfulde og
lidenskabeligt optagede konservative sprogbrugere’ kan det udlægges som et udtryk for det samme
følelsesmæssige engagement i sproget som hos de sure gamle mænd – på trods af at Jørgensens
holdning indholdsmæssigt er den diametrale modsætning til den, han kritiserer. Så når man siger, at
sproget er arbitrært, følger det ikke, at det ud over sine systemkvaliteter er ligegyldigt for den
menneskelige eksistens. Blot at vi ikke kan sige noget sammenhængende meningsfuldt om sprog
eller sproglige sammenhænge uden at have et armslængdeprincip inde over beskrivelsen således, at
det bliver klart, hvordan sproget faktisk griber ind i menneskelivet og ikke kun, hvordan vi føler,
det gør. Sprogbeskrivelse handler ikke om at vælge mellem neutralitet eller følelsesmæssig
indlevelse.
2.2 Kroppens feedback på erfaringen
At tegnet er arbitrært er væsentligt, fordi det tillader os at have systemer, der kan anvendes af alle
(grammatik og fonetik), og som kan frembringe endog meget detaljerede betydninger. Effekten
afhænger dermed både af ens evne til at strukturere de interne sproglige dele, men også af, at de
som tales eller skrives reagerer på det. Anderledes konkret fremstiller Lakoff & Johnson (1980)
vores subjektive oplevelse af virkeligheden, der ifølge dem trækker på alle vores forskellige
erfaringer og koncepter for at skabe sammenhængende heler, vi kan relatere til. Og i modsætning til
de arbitrære tegn, er der her tale om ufravigelige mentale størrelser, der danner basis for vores
sproglige konstruktioner. Denne proces kaldes med et begreb for experiential grounding. Lakoff &

7. 7
Johnson har vist, at vores brug af metaforer afhænger af vores rent fysiske oplevelse af at have en
krop (Ibid.), og det i sådan en grad, at vi, siger de, slet ikke kan forstå metaforer uden at forstå deres
erfaringsmæssige basis (s. 19). Lakoff & Johnsens resultater passer ind i den hidtil beskrevne
funktionelle sammenhæng mellem sproget og hjernens funktion (som beskrives i Del 3) til at
repræsentere virkeligheden, idet de også ser de feedbackmekanismer, der findes mellem
metaforbrugen og deres indhold. Fx kan vi ikke forstå kulturelle værdier uden at se dem i forhold til
de metaforer, de indgår i (s. 22). Forståelse – af både sandhed og virkelighed – er en konstant
igangværende kreativ proces (s. 231). Fantasi må i forhold til metaforbrug forstås grundlæggende
som en rationel aktivitet, fordi vi kreativt ser på en erfaring ud fra en anden (s. 235).
Her skal Susan Harts teorier så introduceres. For at forstå, hvordan Hart danner bro
mellem Saussures tegn og Lakoff & Johnsons experential grounding, skal man se på, hvordan
hjernens på en gang plastiske og elastiske struktur, på den ene side tillader os mennesker at
systematisere vores interaktion med verden via vores nyeste hjernedele, men ikke uden – via de
gamle dele – at knytte følelser til de abstrakte forestillinger og kulturelle frembringelser. På den
anden side kan Hart forklare, hvorfor vi ikke kan fravælge, som det også er Lakoff & Johnsons
pointe, at forstå kulturværdier ud fra metaforer, og hvorfor sådanne processer er delvist skjult for os.
Overordnet skyldes det behovet for at handle effektivt. Vores sociale navigation kan evolutionært
set ikke alene afhænge af vores relativt langsomme nye hjernedele, men må i forhold til en række
vigtige funktioner også bero på de ældre deles mere dyrisk instinktive mekanismer.
3. Den neuroaffektive udviklingspsykologi – udviklingen af hjernen i
kulturen
Susan Hart siger i forordet til sin bog Den følsomme hjerne (2009), at den:
”… fokuserer på de dele af hjernen, som er vigtige for vores mulighed for at gå i samspil med
hinanden, for personlighedsudvikling og for vores følelsesmæssige liv. Den forsøger at give en
forståelse af, hvordan menneskets unikke hjernesystem er i stand til at udvikle den form for
indlevelse, mentalisering og refleksion, der bl.a. giver os mulighed om fortid og fremtid og leve os
ind i alt fra mellemmenneskelige relationer til etik, kunst og æstetik (14).”
En vigtig del af Harts grundlag for at påstå ovenstående hviler på Paul MacLeans model af den
triune (tredelte) hjerne, hvis tre dele både er adskilt og sammenhængende, og hvis samlede funktion
netop skal ses i lyset af hjernens evolution, der både giver os en del hjernemæssige ligheder med
krybdyr og aber, men også i kraft af neocortex tillader os det ingen dyr kan: at tænke abstrakt.
Hjernen er funktionelt forbundet til kroppen og til miljøet, fordi miljøets input aktiverer tænkning,
men samtidig også sansning og følelsesmæssig aktivitet. Vores subjektive erfaring er funktionelt

8. 8
forankret i det fællesskab, vi indgår i. Deraf følger af vi firkantet sagt forbinder erfaringer i
fællesskabet med positive eller negative følelser, hvilket tillader os at navigere hurtigt og effektivt.
3.1 Menneskets afhængighed af det sociale samspil med andre mennesker
Fra starten er vi ”født til at deltage i hinandens nervesystem” citerer Hart spædbørnsforskeren
Daniel Stern for (Hart, 2009, s. 18). Vores neurale system er således indrettet på at udvikle sig i
forhold til de input, det modtager lige fra første færd. Vores gener er unikke, men miljøets
indvirkning har afgørende vægt for, hvordan personen håndterer de gode og dårlige ting, der følger
med dem. Hvis et barn er født med større modtagelighed over for psykiske skadepåvirkninger kan
det ændre samspillet med primærpersonerne, og dermed er barnet reelt fra starten dobbelt belastet,
men visse genetisk arvede personlighedsforstyrrelser, fx skizofreni, vil ofte kun udfolde sig i et
dysfunktionelt miljø (s. 20), ligesom genetisk risiko i forhold til kriminalitet også har vist sig at
være miljøbetinget. Der er ingen studier, der tyder på, at specifikke adfærdsmønstre nedarves (s.
22), og derudover vil generne aldrig i detaljen kunne forklare en persons personlighed, fordi antallet
simpelthen for lille til, at det i detaljen kan styre hver eneste af de milliarder af neurale forbindelser
(s. 19). At lære at køre på cykel, at være stofmisbruger eller bruge en mobiltelefon kræver alt
sammen øvelse, og ingen kan lære at mestre nogen af de tre ting uden hjælp fra andre.
Mere basalt gælder det, at hvis et spædbarn oplever sult og angst, vil det hæmme
barnets tidlige leg – både den dygtige skakspiller og svagstrømsingeniør må starte her. De første år
er i det hele taget afgørende for udviklingen af barnets personlighedsfundament. Her spiller de
primære omsorgspersoner en særlig rolle ud over, hvad det indebærer at være almindelig støttende,
indlevende og tryghedsskabende. En omsorgsperson, måske oftest moderen, vil således have direkte
indflydelse på, hvordan barnet emotionelt håndterer de indkommende input, hvad der også kaldes at
regulere arousalniveauet (s. 20). Alt i alt kan både H. C. Andersen og Henrik Pontoppidan siges at
have taget fejl i deres litterære fremstillinger af forholdet mellem arv og miljø i henholdsvis Den
Grimme Ælling og Ørneflugt (http://www.toender-gym.dk/, 2011). De bedste gener i verden sikrer
ikke, at mennesker bliver socialt kompetente aktører, og hverken det bedste eller værste miljø kan
afværge, at medfødte træk på bestemte tidspunkter i et barns udvikling vokser frem og bliver
integreret som en del af barnets adfærdsmønster. Den måde, vi som forældre taler til vores
spædbørn på, modificerer således den arbitrære forbindelse mellem udtrykket og indholdet i tegnet,
fordi indholdet er ligegyldigt, da barnet ikke forstår det, men udtrykket er ens for mange forældre:

9. 9
Vi taler til barnet med en særlig stemme, som er reserveret til små børn, og barnet reagerer positivt
på det, og således opnår vi indflydelse på hinandens nervesystem.
3.2 Den funktionelle, ’brugervenlige’ hjerne
Hart forstår overordnet den tredelte (se desuden opstilling for de enkelte dele) hjerne som:
… tre forskellige, men forbundne computere, som hver især har sin egen intelligens, sin egen
subjektivitet, sin egen fornemmelse af rum og tid, sin egen hukommelse, motoriske funktioner…
Selvom de tre hjernestrukturer er tæt forbundne, kan hver hjernestruktur fungere delvist uafhængigt.
Grænserne mellem de tre strukturer er dog ikke klart markerede, og det kan være vanskeligt at
afgrænse en funktion til udelukkende at befinde sig i en enkelt hjernestruktur (Hart, 2009, s. 25).
Hart understreger i forlængelse af neurofysiologen Antonio Damasio, at hjernens funktioner har
udviklet sig sammen. Naturen ”har bygget logikkens og rationalitetens strukturer ikke kun oven på
strukturer, men også ud fra og sammen med dem (s. 28).” Derfor kan vores følelser frembringe
tanker og vice versa. På grund af den tætte sammenvævning er det sandsynligt, at vi ikke kan føle
uden at aktivere kognitive processer. Men det gælder netop, at der ikke er tale om ensvejsprocesser,
men netværksprocesser. Derfor er der heller ikke nogen følelser, der ikke udløser en fysiologisk
Krybdyrhjernen
•instinktstyrede funktioner
•primitive reflektoriske
følelsesmæssige reaktioner,
såsom søgning, visse aspekter af
angstadfærd, aggressioner og
seksualitet
•kan arbejde uafhængigt af de
øvrige dele i hjernen
Den ældre patterdyrhjerne
•sociale følelser
•hukommelse
•mulighed for at indlære
følelsesmæssige reaktioner -
hvilket især har betydning for
kommunikationen med artsfæller
•kan arbejde uafhængigt af den
nye pattedyrhjerne
Den nye pattedyrhjerne
•bearbejder mentale og kognitive
rationaler
•muliggør sprogfunktionen
•sammenfatter og skaber mening i
sanseoplevelserne
•muliggør et komplekst følelsesliv:
En følelse udvides med det, der
tænkes om den
•muliggør abstrakt tænkning,
herunder dannelsen af abstrakte
fiktive verdener, hvor
følelsesmæssige værdier er
relateret til den virkelige verdens
fænomener
•muliggør at have følelser om
ideer, kunst og symboler, samt at
kunne forestille sig, hvad andre
føler
•at lægge strategi og tænke
langsigtet
•gør det muligt indholdsmæssigt
at bearbejde de i den ældre
pattedyrhjerne skabte
fornemmelser af lyst, frygt, sorg

10. 10
eller en adfærdsmæssig konsekvens, og måden vi reagerer på kropsligt virker tilbage på vores
følelsesmæssige tilstand.
Hjernens kredsløb kan alle som en ændres ud fra to former for erfaring: Gennem
association eller gennem, som behaviorismen tillagde absolut vægt, klassisk betingning –
henholdsvis at undgå og søge mod, hvad der mishager og behager os. Når der skabes neurale
forbindelser, når vi erfarer noget, sker det direkte ud fra, hvordan forbindelserne aktiveres. ”De
specifikke informationer, som udledes af erfaring, bliver indarbejdet i hjernens strukturer (s. 31).”
Man skal forstå denne sætning ud fra to procesmetaforer for, hvordan hjernen som materiale ændrer
sig, i forbindelse med informationsbearbejdning generelt: Plasticitet og elasticitet (Ibid.). Hjernens
overordnede funktion kan ud fra en grundlæggende darwinistisk betragtning for ethvert dyr siges på
kort sigt at være overlevelse og på langt sigt selektion gennem adaptation. Derfor er det hverken
hensigtsmæssigt hele tiden at lade nye input styre ens handlinger, men på den anden side kræver
menneskeverden konstant tilpasninger af forskellig art – man skal både forstå hvad trafik og skoler
er for at deltage succesfuldt i menneskelivet. Men tilpasningsdygtigheden er ikke udelukkende et
gode, fordi det udviklingspsykologisk betragtet gør os sårbare hele livet, om end i særlig grad i de
tidlige år. Sårbarheden skal både forstås med henvisning til de basale behov spædbarnet skal have
opfyldt i relationen med sine omsorgspersoner, men også i forhold til, hvad vi kulturelt lærer at
sætte pris på og knytte os følelsesmæssigt til. De kulturelle mønstre, vi tager med os, kan risikere at
gøre det vanskeligt for os på bestemte tidspunkter i livet, når vi skal omgås nogen eller foretage os
noget, der er meget fremmed fra, hvad vi har vænnet os til (Ibid.). Fx var det for ikke så mange år
siden almindeligt som ny universitetsstuderende at aflære sig sin dialekt som del af sit studie (Inge
Lise Pedersen, personlig kommunikation).
At mennesker over hele kloden og under meget forskellige ydre vilkår har været i
stand til at overleve og få børn, skyldes altså, at hjernen belønner erfaring på en sådan måde, at det
som et menneske interagerer med, bliver hjernen en slags ekspert i at genkende og handle ud fra.
Fysiologisk viser udviklingen af indlærte evner sig ved en fortættelse af nerveceller i hjernen. Et
studie har fx vist en udvikling over seks måneder i hjernen hos nye taxachauffører i det område, der
har at gøre med evnen til at finde vej. Mere grundlæggende er tiden fra fødsel til 2-årsalderen hvor
40 % af synapserne reduceres, mens de ofte brugte og trænede dele af hjernen specialiseres og
styrkes. Hjernen er først færdigudviklet ved 20 – 23-års-alderen. Barndommen kan i bogstavelig

11. 11
forstand ses en ramme for alle senere erfaringer – den voksnes erfaringer relaterer sig på den måde
mindre til rammen og mere til adfærden (s. 34).
Med hjernen som perspektiv kan man konkludere, som det også er tilfældet med
sproget, at den menneskets sociale og kulturelle verden stadig hænger tæt sammen med de tidligere
stadier af menneskeracens evolution, og at årsagen til menneskets succes synes at være forbundet
med det, som også er vores største svaghed: Vores afhængighed af hinanden. Der er intet arbitrært
over vores sanse- og følelsesudtryk, over formålet med vores kommunikation eller over vores
hjernes funktion. Alle disse ting peger lige præcis på, at mens vi som mennesker er bygget til at
kunne tilpasse os forskellige miljøer og kulturer, så medfører det ikke, at vi kan fokusere
udelukkende på vores intellektuelle kapaciteter på bekostning af vores sanser og følelser. Vores
virkelighed har den form, den har, fordi den på en gang bygger på vores genetiske forudsætninger,
og det miljø vi opdrages i.
4. Et eller flere analytiske metasprog i gymnasiets sprogfag?
Hvis man ser på nedenstående eksempel på, hvordan humanistisk videnskabsteori udlægges i
gymnasiet, forstår man også, hvorfor det kan være vanskeligt at få mennesker til at interessere sig
for grammatik, hvis de ikke lige kan genkende det som noget, de selv har skabt.
Naturen har vi ikke selv skabt, og selv om vi er en del af naturen med vores krop, er vi også hævet
ud af naturen og står fremmed over for den, når vi iagttager den, beskriver den og forklarer den i
vores selvopfundne sprog. De humane videnskaber beskæftiger sig med noget, som vi selv har skabt.
Det være sig sprogene (talte og skrevne), tekster fra alle tider og af alle slags og på alle slags
sprog, billeder, bygninger, kunstværker af alle slags (sten, toner, farver, ord) etc. Vi kender
dybest set ikke naturen, fordi den ikke er vores eget værk, men vi kender dybest set ethvert
artefakt, menneskeskabt værk, fordi det i princippet kunne være lavet af os selv (http://www.egaa-
gym.dk/, 2011).
Man kan afvise citatet fordi det er plukket ud af en kontekst, enestående eller blot forkert. Men fra
et funktionalistisk perspektiv er det interessant, fordi det demonstrerer en holdning til sprog, der
sidestiller det, ikke bare med tekst, men også med vaser, malerier, nipsgenstande og make-up på
baggrund af, at alle de ting angiveligt ”kunne være lavet af os selv.” Over for står naturen som
noget uden for os selv, noget vi ikke har umiddelbar adgang til. Det metasproglige kodeord for
humaniora kan her siges at være skabelse. Sprogets rolle ses i den forbindelse som det, der
beskriver og forklarer enten selvskabte eller naturlige fænomener. Men sproget er kunstigt og
dermed utilstrækkeligt. Det ses, når der først redegøres for den hermeneutiske cirkel, der udlægges
som den humanistiske metode, og dernæst for de tre såkaldte taksonomiske niveauer.

12. 12
I sagens natur, kan der ikke eksistere en endegyldig fortolkning, da den ståplads, man fortolker ud
fra, hele tiden er i forandring - en tekst fra forrige århundrede læses med andre øjne i dag, end
den gjorde dengang (Ibid.).
Og lidt længere nede:
Laveste taksonomiske niveau:
Her gør vi rede for et objekt ved hjælp af beskrivelse, resume, genrebestemmelse osv.
Mellemste taksonomiske niveau:
Her afdækker vi objektets virkemidler ved hjælp af forskellige analysemetoder som fortælleranalyse,
miljøanalyse, kompositionsanalyse, billedsprogsanalyse og meget andet.
Højeste taksonomiske niveau:
Her samler vi vores analytiske betragtninger i en fortolkning, hvor vi afdækker objektets egentlige
udtryk og budskab. Det er også her, vi giver en begrundet vurdering af det objekt vi har analyseret
(Ibid.).
Hvordan, den hermeneutiske cirkel kan indgå i de tre taksonomiske niveauer, nævnes ikke. Til
gengæld er det interessant, at man ikke skelner mellem beskrivelse og bestemmelse og resume. Det
fremgår, at det er muligt at bestemme noget uden at analysere det, men at det først er på det højeste
niveau, at det egentlige udtryk og budskab kan afdækkes. Der lader til at være metodiske problemer
med at afdække, hvordan man når fra sit udgangspunkt, til analyse, til resultat og frem til en
konklusion, når man ikke behøver at begrunde sine valg på det laveste og mellemste niveau. At
bestemme noget bliver fremlagt som en grundlæggende forskellig proces fra det at analysere noget,
og fortolkningen bygger alene på analyserne, ikke på bestemmelserne, men indebærer alligevel en
vurdering af objektet, ikke af analyserne. Løsningen på problemet kan dog aldrig være at fastlægge
en for alle fag gældende fuldstændig stringent fremgangsmåde med bestemte analyseelementer, der
altid optræder i bestemte rækkefølger. Det stemmer ikke overens med hverken kompetence- eller
dannelsesbegrebet. Derfor kan roden af problemet heller ikke være en enkelt gymnasielærers
forvildelse, men må hænge sammen med, at mængden af tilgængelige metasproglige redskaber
langt overskrider summen af deres samlede nytteværdi. Humaniora i gymnasiet kan på den måde
sammenlignes med et skur, der er fyldt med legetøj, værktøj og haveredskaber, der alle har været
brugt på et tidspunkt, men nu er blandet sammen, så man ikke kan være sikker på at finde de rigtige
ting, når man skal bruge dem. Det er uheldigt både i undervisningen, men også fremadrettet. Hanne
Leth Andersen (2005) understreger i en kronik i Sprogforum om sprogundervisningens tilstand
vigtigheden af at skabe sammenhæng mellem, hvad lærerne kan, og hvad eleverne skal kunne bruge
deres viden om sprog til.
Det skal være tydeligt hvad vi uddanner de studerende til. Det skal være tydeligt hvilke kompetencer
der arbejdes frem imod på de humanistiske sprogfag og på de merkantile sprogfag. Det skal være
tydeligt hvilke kompetencer en sprogunderviser skal have og hvilke kompetencer en sprog- og
kulturekspert skal have. Og hvordan de opnås. Det handler om fagdidaktik og det er ikke forbeholdt
ungdomsuddannelser og seminarier (s. 7)

13. 13
Et skur kan på samme måde som et sprogfag indeholde forskellige ting, men hverken brugerne af
skuret eller sprogfaget vil stille sig tilfredse med fri adgang og i øvrigt bare at kunne komme og gå,
som man lyster. Både skuret og sprogfaget mister deres funktion, hvis ikke deres måde at opbevare
indholdet på gør det nemmere for brugerne at komme til det, end hvis det lå alle mulige andre
steder. Men da både skuret og sprogfaget også indeholder ting, man ikke ved hvad man ellers skulle
gøre af, så er funktionen som handlingsforberedende rum i fare for i længden at gå i opløsning. For
på et tidspunkt bruger man en økse som hammer, for hammeren lå helt inde bag ved, og man lader
ungerne lege med et sjippetov, der er gået i stykker, for man kunne ikke lige finde det nye og så
videre… Metaforen giver naturligvis kun begrænset mening, men den vigtigste pointe er stabil nok:
Når vi står over for et tilsyneladende kaos, som vi er dømt til at indgå i, så gør vi det, men ikke uden
frustration, tidsspilde, sidsteøjebliksbeslutninger til følge, og både brugerne af skuret og sprogfaget
lærer hurtigt at forudsætte disse ting som en del af den aktivitet, det er, at forsøge at fat i indholdet.
Hvad der skal være i et godt skur afhænger af, hvad det skal bruges til. Det er ikke
ligegyldigt, om det er beregnet til værksted, opbevaring eller midlertidig soveplads. Og selv hvis
man insisterer på, at alle tingene i ens propfyldte skur er lige vigtige, fjerner det ikke behovet for at
rydde op en gang imellem. Det er netop en funktionel pointe, at det er tingenes sammenhæng, der
afgør værdien af enkeltdelene. Og i forhold til at definere genre på et funktionelt grundlag betyder
det, at definitionen aldrig kan blive et spørgsmål om sprog versus litteratur, selvom kampen mellem
grupperingerne af og til føles præcis sådan. Det handler derfor i en gymnasiekontekst dybest set
ikke enten om lærerne, om faget, om eleverne eller om genre, men om hvilket grundlag vi forestiller
os, at vores unge mennesker bedst lærer sprog i og efter gymnasiet. Så hvis det kræver en større
efteruddannelse af mange sproglærere og en udspaltning af diverse samfunds-, litteratur- og
kulturelementer af sprogfagene for at optimere sprogkompetencerne i befolkningen, så er man både
i dannelsens og kompetencernes hellige navne tvunget til at overveje disse ting. Hvis man ikke
klipper sin hæk, går det på et tidspunkt ud over naboens udsigt. Hvis man ikke har styr på sin
sprogundervisning, så går det ud over alle de aktiviteter, vi bruger til sprog til – og det er mange!
Her skal det handle om, hvordan man kan ordne en sektion af skuret: Den med genreredskaberne.
4. 1 Om den subjektive oplevelse og den personlige ’smag’ i sproget
Funktionelt står smag i relation til genre og andre samle- og mængdebegreber, der siger noget om
feedbackmønstre i betydningstilskrivelse, fx: stil, personlighed, identitet, karakter, type, slags,
kvalitet, hvilket er en del af Lakoff & Johnsons pointe om, at betydning beror på vores evne til at

14. 14
skabe sammenhæng mellem erfaringer og koncepter, ikke på subjektiv eller objektiv sandhed
(Lakoff & Johnson, 1980, s. 229). Hvis vi hører et rygte om en, vi kender sporadisk, kan vi godt
meningsfuldt sige, at han ikke er typen til at male graffiti uden at have en tilbundsgående forståelse
af hverken den unge mand eller hvilke typer, der maler graffiti, hvis vores karakteristik af forskellen
på manden og graffitityperne er tilstrækkelig meningsfuld for de tilstedeværende. At man så ofte vil
afklare lige netop, hvordan ’ikke er typen’ skal forstås, understreger kun, at vores behov for at
skabe betydning og afklare forståelse kommer sig af et behov for at kunne handle hensigtsmæssigt
og ikke af et logisk drevet behov for at have styr på verden. Med få ord og mærkater kan vi
karakterisere ethvert fænomen, men uden samtidig at gøre vold på os selv, genstanden eller
situationen så vidt, at vores tilskrivning eller afklaring af betydning er nok i sig selv, idet det knytter
vores erfaring og konteksten sammen på tilfredsstillende vis. Hvis ikke vores erfaringer fungerer i
konteksten, fremstår vi uøvede eller usikre, og hvis vi i modsætning til vores erfaring ikke kan finde
ud af at indgå i en ellers kendt kontekst, så vil vi opleve at blive overraskede eller måske ligefrem
chokerede. Med andre ord: Vi forventer, at verden også hænger sammen lige om lidt.
Denne særlige evne, der ligger i den menneskelige biologi og socialitet, gør dog også,
at vi ofte befinder os i situationer, hvor andre karakteriserer vores personlighed og intentioner
metonymisk. Og her bør man være præcis med at forklare, hvordan der er forskel på at være
hiphopper, have et hiphoplook, en hiphoplyd (inden for musik) eller benytte et hiphopregister. At gå
i hiphoptøj er efterhånden et mainstreamfænomen, der ikke direkte kan forbindes med bestemte
sproglige, sociale eller kulturelle træk i øvrigt. Det betyder dog ikke, at vi bliver forvirrede over, at
forskellige mennesker benytter hiphoprelaterede træk som en del af deres identitet. Den subjektive
erfaring stemmer derfor heller aldrig helt overens med den personlige smag, for hvor erfaringen er
med til at konstituere virkelighedsoplevelsen og derudaf styre vores handlinger, så er den personlige
smag altid indlejret socialt. Det, der er smart i Tåsinge, er det ikke nødvendigvis i Lejre. Den
personlige smag adskiller sig fra erfaringen ved først og fremmest at være diskursiv, for det er først
i det øjeblik, at nogen bemærker ens handlinger som udtryk for ’smag’, at der kan være tale om det.
Men den gode smag er ikke mere arbitrær, end vi opbygger smag inden for musik, tøj, måder at tale
på, fritidsbeskæftigelse, politik med mere, fordi vi med Susan Harts pointe (2009), akkumulerer
positive erfaringer med at udføre bestemte handlinger i afgrænsede sammenhænge, hvoraf nogle
ligefrem får status af personlige træk. Begrebet forfængelighed bruges til at beskrive sammenhænge
mellem personlig smag og den opmærksomhed, man tillægger diverse former for smag udadtil.
Socialpsykologiske forsøg har vist, at vi under visse betingelser tildeler vores egen forestilling om

15. 15
både vores synlige ydre (Gilovich, Savitsky, & Husted Medvec, 2000) og vores indre oplevelse
primat i forhold til andres opfattelse (Gilovich, Husted Medvec, & Savitsky, 1998). Denne
påviselige divergens mellem vores subjektive opfattelse af os selv, vores ide om hvordan vi
påvirker andre på bestemte måder, og andres opfattelse af det samme, viser, at teorier, der går ud
fra, at sociale og kulturelle forståelser enten opfattes fuldstændig individuelt eller er ens for alle
involverede parter, er forkerte. Både subjektive erfaringer og personlig smag kan kun komme i
stand gennem interaktion, men den funktionelle forankring er ikke ens for de to ting. De subjektive
erfaringer har vi akkumuleret fra vi er helt små, hvor personlig smag har udviklet sig i takt med, at
vi har lært, hvad det vil sige at foretrække noget frem for noget andet fx legetøj og mad i en tidlig
alder og Adidas-tøj og blondiner i en senere. Måden vi kan tillægge os selv smag er altså også en
del af en udvikling, der igen med henvisning til Harts både/og-position kan siges både at være
foranlediget af de erfaringer, vi samler op i interaktionen (”ej hvor ser du smart ud!” eller, hen over
hovedet på dig, henvendt til din mor: ”skulle hans skjorte ikke have været strøjet?”), men også på,
hvordan vi er disponeret til at være gode til nogle ting, som vi så kan udvikle smag for, samt i hvor
høj grad vi er motiveret til at lave om på vores overbevisninger, herunder smag, i forhold til ’den
person’, vi var tidligere.
Det eksistentielle rum, det vil sige den måde vi kan bruge vores erfaringer til at styre
vores adfærd, og som findes mellem de subjektive erfaringer og den personlige smag kalder jeg for
de generiske forventninger. Jeg forstår rummet som både bevidst og ubevidst, subjektivt, socialt og
kulturelt foranlediget. Begrebet dækker over vores erfaring med vores egen hjernefunktion under
bestemte omstændigheder, der får os til at sige: Jeg elsker spaghetti med kødsovs, men jeg hader at
flyve – og jeg undgår personer med voldsomt temperament, jeg tænker bare ikke over det. Og
yderligere: Jeg anser visse fænomener for at være normale og typiske og visse for at være sjældne,
men hvorvidt de også er det, afhænger af situationen og de øvrige tilstedeværende. De generiske
forventninger er funktionelle i den forstand, at vi kun har dem, fordi vi har haft brug for dem.
Derfor er litterære genrer også specielle udgaver af disse forventninger, men det er ikke litteraturen,
der afgør genren, men soliditeten af den erfaring, en læser kan få ud af en tekst.
Uden en funktionel forankring risikerer sociale og kulturelle fænomener at blive transmogriffet
(transformation på imaginært grundlag, men med ontologisk status – se nedenstående Steen og
Stoffer-stribe (Watterson, 2011)) således, at de synes at være gjort af det samme materiale inden for
rammerne af de samme processer: At have tekst som basis for såvel tekstproduktion som

16. 16
tekstlæsning giver både problemer med at forstå både form og indhold. Analytisk påviselig
regelmæssighed bliver et spørgsmål om de interne analytiske størrelsers overensstemmelse, ikke om
deres relation til verden. Det gør især tekstanalytikeren, men også læreren og eleven, der i nogen
grad forsøger at efterligne ham, blind for den ufærdighed, midlertidighed og variation, der særligt
præger den sociale og kulturelle verden i forhold til den biologiske og fysiske. Overfladiske
personlige relationer, hurtigt skrevne og læste mødereferater, sociale pligthandlinger, fesne
scorebemærkninger, amatørskuespillere, uengagerede lærere, dårlige vejledningsforløb, og et
ukendt antal læringsrelaterede handlinger og produkter findes alt sammen i den virkelige verden,
fordi de er tilstrækkeligt betydningsfulde til, at de giver mening i konteksten. I modsætning til deres
plads i tekstanalysen, kan de i virkeligheden ikke reduceres til et spørgsmål om definition af kvalitet
baseret på deres relation til litterære begreber som personer, relationer, steder, handlingsforløb,
forfattermening, fortællervinkel, genre, register, litteraturhistorisk periode, intertekstuelle
referencer m.fl.. At disse begreber er relevante i litteratursammenhæng, er ikke hvad der kritiseres.
Det er, at indholdet i litterære værker først og fremmest relateres til disse størrelser og fraholdes
respons med andre mulige fortolkningsgrundlag, hvoraf sprog er det vigtigste. Men hvis man netop
læser tekster med et bestemt formål eller ud fra bestemte fordomme om teksttypen, forfatteren eller
lignende risikerer man at bytte om på forholdet mellem sprog og litteratur. Og så risikerer man at
forstå fænomenet Woody Allen-film som en slags film, der er intimt forbundet med enten en bestemt
skuespiller eller med en række teksttræk. Dermed overser man Woody Allens plads i virkeligheden.
4.2 Virkelighedspresset på tekstlæsningen
Opgavens problem var ambitionen om at etablere et funktionelt genrebegreb. Muligheden blev først
udforsket ud fra forholdet mellem sprogets udtryk og indhold, dernæst fra forholdet mellem
virkelighedsoplevelsens kropslige base og sprogets mulighed for at grounde abstrakte størrelser

17. 17
herpå. På den baggrund blev hjernens evne til at producere, sortere og anvende betydning inddraget,
og dens afhængighed af interaktionen mellem sit subjekt og dennes artsfæller understregede, at
menneskets sociale interaktion ultimativt sker ud af nødvendighed. Dernæst gav jeg et eksempel på,
hvad en manglende funktionel forankring kan afstedkomme af konsekvenser for humaniora.
Endelig formulerede jeg begrebet generiske forventninger som et socialt, kognitivt og kulturelt rum
for handling, hvis interne logik altid udspringer af det subjektivt og socialt motiverede behov for at
handle hensigtsmæssigt i forhold til konteksten. Jeg argumenterede derfra, at man også skal tænke
på sprogfag ud fra konkrete behov og så planlægge ud fra det. Jeg vil her konkludere på, hvorfor
litteratur bør forstås som en form for sprog i modsætning til tekstproduktion og tekstkonsumption
ud fra den funktionelle pointe, at sproglige kompetencer kræver et dannelsesmæssigt indhold, der
skal forstås som et indhold, der tydeliggør og motiverer både, hvordan sproget er en central del af
livet generelt, men også hvordan bestemte sproglige størrelser og sammenhænge mere specifikt er
en del af learnerens eget liv med den særlige sociale og kulturelle konfiguration, det indebærer. En
del af opgavens formulerede problem indebar Frans Gregersens pointe om forståelse som stående i
et afhængighedsforhold til vores tidligere erfaringer, vi forstår noget som noget. Nedenstående figur
illustrerer min forståelse af generiske forventninger som de funktionelle koblinger, der findes
mellem vores subjektivt og socialt tilegnede erfaringer, vores relationer, sprog og kultur.
Jeg konkluderer derfor i forlængelse af de argumenter, der er givet ovenfor, at vi – uanset social og
kulturel indlejring – aldrig grundlæggende kan lave om på forholdet mellem sprog og tekst, nemlig
med sproget som grundlag for teksten uden at gå glip af afgørende indsigter i forholdet mellem
sproget og verden. Når Bibelen kan være interessant for en ateist, er det fordi den gennem lang tid
Kultur
Hjerne/Krop
Sociale
relationer
Sprog
Betydning/Forståelse

18. 18
nu har haft en plads i folks liv, sprog, og bevidsthed. Ikke fordi den er et flot eksemplar på en
kanonisk tekst eller fordi den er 100 % sand. Årsagen til, at vi som tekstlæsere kan begå intentionel
fallacy, har ikke først og fremmest noget med tekster at gøre, men med sprogets arbitrære forhold til
verden. Det er også årsagen til, at vi især med de mennesker, vi er tæt med, gider at skændes om,
hvad der blev sagt for fem minutter siden, og hvordan vi skal forstå det. De diskursive processer er
medkonstituerende for vores livsoplevelse. Hvis ikke de var, ville det ikke have været særligt
provokerende i konteksten og senere årsag til social udstødelse, da Georg Brandes i 1871 udråbte
litteraturens hovedopgave til ’at sætte problemer under debat’. Så ville udsagnet kun have kunnet
forarge medlemmer af udvalgte bogklubber og ikke den brede offentlighed. Pointen gælder alle
sociale og kulturelle konstruktioner. Facebook er Facebook og ikke Textbook, fordi rigtige
relationer ikke kan udskiftes med fiktive. At folk så i øvrigt kan melde sig ind i diverse chatforums
på Internettet, drømme sig væk i film, bøger, teaterstykker, hashtåger eller bruge al deres fritid på at
spille rolle- eller computerspil hænger ikke sammen med, at de derved kan fravælge virkeligheden,
men at den sociale oplevelse er intimt forbundet med, hvordan vi oplever vores liv og os selv.
Derfor har Facebook også det til fælles med Shakespeares samlede værker, at begge dele hverken
mere eller mindre er en del af visse menneskers liv på det særdeles stabile vilkår, at deres kollektive
værdi er afhængig af, hvordan de mennesker hver især anvender sociale medier og litteratur. Derfor
er litterære genrer også kun interessante så vidt, at nogen fortsat ønsker at have dem som en del af
sit livsgrundlag. Og de er der fortsat mange, der gerne vil, fordi de litterære genrer sætter os i stand
til at handle på måder, vi finder følelsesmæssigt og socialt meningsfulde. Men årsagen til at de kan
have denne rolle er sprogets evne til at fremkalde fælles betydninger – betydninger som vi kan have
som en del af vores subjektive oplevelse og som en del af vores relationer til andre mennesker på
grund af hjernens evne til at koble handlinger med sansninger og følelser og vice versa.
At elske litteratur og hade grammatik forudsætter evnen til arbitrært at koble et udtryk med et
indhold, men oplevelsen der forbindes med begge dele er funktionelt betinget.

19. 19
Litteraturliste
Andersen, H. L. (2005). http://inet.dpb.dpu.dk/infodok/sprogforum/sprogforum_welcome.html.
Hentet fra Sprogforum nummer 35: http://inet.dpb.dpu.dk/infodok/sprogforum/spr35/Kronik.pdf
Engberg-Pedersen, E., Fortescue, M., Harder, P., Heltoft, L., Herslund, M., & Jakobsen, L. F.
(2005). Dansk Funktionel Lingvistik - en helhedsforståelse af forholdet mellem sprogstruktur,
sprogbrug og kognition. København S: Kopiservice Humaniora.
Gilovich, T., Husted Medvec, V., & Savitsky, K. (1998). http://www.psych.cornell.edu/. Hentede
2011 fra The Illusion of Transparency: Biased Assessments of Others' Ability to Read One's
Emotional States: http://www.psych.cornell.edu/sec/pubPeople/tdg1/Gilo.Sav.Medvec.pdf
Gilovich, T., Savitsky, K., & Husted Medvec, V. (2000). http://www.psych.cornell.edu/. Hentede
2011 fra The Spotlight Effect in Social Judgment: An Egocentric Bias in Estimates:
http://www.psych.cornell.edu/sec/pubPeople/tdg1/Gilo.Medvec.Sav.pdf
Gregersen, F. (2004). Fem eller seks slags forståelse. I M. Rathje, & L. Svenstrup (Red.),
Sprogpsykologi - Udvalgte kerneemner (s. 67-77). København S: Museum Tusculanums Forlag.
Gregersen, F. (2006). Strukturalismen i vore hjerter - Eller: i virkeligheden er vi jo alle en slags
strukturalister. Nydanske Sprogstudier (34-35), s. 11-52.
Gregersen, F., Frydensbjerg Elf, N., Lassen, S., Laursen, H. P., Lørring, L., Hauberg Mortensen, F.,
et al. (2003). Fremtidens danskfag - en diskussion af danskfaglighed. København K:
Undervisningsministeriets forlag.
Harder, P. (2006). Dansk Funktionel Lingvistik. Nydanske Sprogstudier , 34-35, s. 92-130.
Harder, P. (2007). Grundtræk af en funktionel-pragmatisk diskursanalyse. I H. Jørgensen, & P.
Widell (Red.), Det bedre argument (s. 179-196). Århus C: Forlaget Wessel og Huitfeldt.
Harder, P., Øhrgaard, P., Damkjær, L., Hasner, B., Trudsø Johansen, G., Knudsen, A., et al. (2003).
Fremtidens sprogfag - vinduer mod en større verden. København K: Undervisningsministeriets
forlag.
Hart, S. (2009). Den følsomme hjerne. København K: Hans Reitzels Forlag.

20. 20
http://www.egaa-gym.dk/. (2011). Hentet fra Humaniora: http://www.egaa-
gym.dk/undervisningen/laerersider/mh/faglige-metoder/
http://www.toender-gym.dk/. (2011). Hentet fra Dansk litteratur fra 1800-tallet - en oversigt:
http://fc.toender-gym.dk/~fm/1800tal/hpoemm.htm
Lakoff, G., & Johnson, M. (1980). Metaphors We Live By. Chicago: The University of Chicago
Press.
Normann Jørgensen, J., & Quist, P. (2008). De unges sprog. København: Hans Reitzels Forlag.
Saussure, F. d. (1970). Lingvistikkens objekt. I Strukturalisme. En antologi (J. J. Jensen, Ovs., s.
20-49). Rhodos.
Tomasello, M., Carpenter, M., Call, J., Behne, T., & Moll, H. (2005). Understanding and sharing
intentions: The origins of cultural cognition. Behavioral and Brain Sciences (28), s. 675-691.
Watterson, B. (2011). http://www.mandytonks.net/blog/. Hentet fra
http://www.mandytonks.net/classicdoctorwhodvds/images/calvin.jpg