1. Om Leeds og andre byer
En samtale med Zygmunt Bauman, sociolog, og Irena Bauman, arkitekt i Zymunt
Baumans hjem, Lawnswood Gardens, Leeds, den 8. Juni 2004. Interviewet er publiceret i
Arkitekten #14-2004. (Den engelske version er ubeskåret – så læs eventuelt den også).
Zygmunt Bauman (ZB): Hvad angår byer, så tror jeg der er to helt centrale ting at
bemærke i vores tid. Den ene er, at byen i dag er en slags camping plads for
globaliseringens processer. Og den anden er, at byen i dag er en form for skraldespand,
for de problemer globaliseringsprocesserne fører med sig. Byen er på denne måde et
laboratorium, et sted hvor der eksperimenteres med den menneskelige beboelse under
indtryk af de problemer, globaliseringen skaber. Der designes, eksperimenteres, testes,
forkastes, accepteres, og så videre. Så byen er et laboratorium. Byen i dag er (torn
between) to tendenser, den ene mixofilia, og den anden, mixifobia. Mixofilia, altså det at
mennesker mødes og lytter til hinanden, lytter til de ’fremmede’, og mixofobia, frygten for
de andre, separeringen, de adskilte byområder, og måske det, man kunne kalde for
multikulturalismens ultimative ansigt, nemlig kulturernes adskillelse.
Irena Bauman (IB): Det du der beskriver, foregår vel mest i de ’globale’ byer, mere end i
de mindre, regionale byer, som nu Leeds. Ikke alle byer er så tæt på kanten af de
voldsomme globaliserings processer, som du der beskriver.
Hvad betyder en by som Leeds?
ZB: Leeds er jeg glad for. Jeg foretrækker klart Leeds frem for f.eks. London. Leeds er
mere skabt til den menneskelige krop. Måske ville jeg tænke anderledes, hvis jeg var født i
London. Men da det ikke er tilfældet, oplever jeg hvert besøg i London som en udmattende
forestilling. Jeg tror alle, der kommer fra et relativt mindre sted, vil opleve det på samme
måde. Leeds synes jeg derimod er meget behagelig. Der er en fin balance mellem mine
kulturelle behov og de kulturelle tilbud Leeds har at byde på.
Irena Bauman (IB) Jeg tog tilbage til Leeds, efter at have taget min arkitektuddannelse i
Liverpool. Og af en eller anden grund kom jeg endda tilbage hertil, til mine forældres hus.
Det var i midt-80’erne, og det med at få arbejde var ikke lige nemt. Det tog mig et halvt års
tid at få det første job. Og det job var altså her i Leeds. Jeg havde brug for erfaringen, for
at opnå min endelig arkitektlicens, og tænkte, at et halvt års tid, kunne jeg godt holde ud at
være tilbage. Men så ankom Maurice (Irenas mand og tegnestuepartner) fra London, og
fik også et job. Efter en tid opgav vi tanken om at flytte videre. Der var ligesom ikke nogen
grund til at rejse væk. Vi blev meget glade for Leeds. Der var venner her, og muligheder,
og det tilsammen endte med at forme vores liv. Så jeg har ikke som sådan gjort oprør mod
Leeds.
Jeg prøvede såmænd London. Prøvede at få arbejde, men det lykkedes ikke. Nu, hvor jeg
ser tilbage, ser jeg London som et vidunderligt sted at besøge. Jeg tager gerne til London
en dag eller to, når jeg har lidt fri. Men jeg er enig med min far, når han siger, at London i
dag ikke synes at tilbyde rammerne for det man kun kalde et almindeligt meningsfyldt lig.
Der er for mange muligheder. For mange trusler. Det er som om en by som London er
fanget i sin egen frygt. Når jeg er i London er der altid en undergundslinie eller to, der er
lukket eller stoppet. Så har en eller anden glemt en håndtaske, eller nogen har set noget,

2. der er mistænkeligt. Eller simpelthen fordi der foregår reparationer. Så bare en simpel ting
som at bevæge sig rundt i byen, er udtryk for en krisesituation. Det forekommer ikke at
være et behageligt ’klima’ at leve i. For nogle ja. Måske mest de unge og måske også rige
ældre mennesker, der har råd til at udnytte alt det en by som London tilbyder. Men for os
andre med familie og børn, ville det at leve i London bare være udtryk for hårdt arbejde.
Det med bombetrusler sker det ikke også i Leeds?
IB: Jo en enkelt gang eller to er det da sket. Men det er alt. Jeg kender mennesker, der
ikke tør bevæge sig i områder som Oxford Street, fordi det er steder som der man
forventer, at terrorister kunne slå til. Steder som det, steder man bevidst undgår, findes
ikke i Leeds. Som jeg ser det har byer som Leeds, mellemstore, regionale byer lige nu et
væld af fordele, der kunne udnyttes positivt. Vi skal blot få øje på fordelene. Så når min far
nogle gange giver udtryk for, at byen som sted, i disse årtier, udvikler sig til adskilte og
separerede byområder, er jeg ikke ubetinget enig. I en by som Leeds er det stadig muligt
at leve sammen på en rimelig og fornuftig måde.
Har dette noget med størrelsen at gøre?
IB: Jeg tror størrelse spiller en afgørende rolle. Uanset hvor du er i Leeds, tager det dig
kun godt 15 minutter at nå åbent land. Der er stadig en forbindelse mellem mennesket og
naturen, i en vis forstand. Og det er netop en ting London mangler, og som mange
beklager sig over ved London. Man kan ikke slippe væk fra de menneskeskabte
omgivelser. Når vi har venner på besøg fra f.eks. London, er det en af de ting de straks
lægger mærke til.
ZB: Folk i min alder, er nok ikke de bedste til at svare på spørgsmål som disse. Vi er i
virkeligheden en slags dissidenter i nutidens byer. Vi er ikke skabt til det liv, der leves der.
Jeg er nok noget gammeldags. Men på den anden side, så har den der har levet knap 80
år på denne jord, jo for længst gennemgået sin ’formative’ periode. Den ligger nu langt
tilbage. Så når vi taler om byen, bør vi måske tale om den ’aktive’ del af befolkningen, dem
der er imellem 15-50 år. De er stadig i stand til at tilpasse sig forandringer.