Speciale

Vinni Walling
Specialevejleder: Nils Arne Sørensen
De gode intentioners fatale konsekvenser
- 22 grønlandske børns deltagelse i et kulturintegrationseksperiment i 1951
-
The Good Intentions’ Fatal Consequences
- 22 Greenlandic Children’s Participation in a Cultural Integration Project
in 1951

Indholdsfortegnelse
Forord......................................................................................................................................................... i
1. Indledning ............................................................................................................................................. 1
1.1. Introduktion.................................................................................................................................... 1
1.2. Den australske parallel-case........................................................................................................... 2
1.2.1. Historisk gennemgang............................................................................................................. 3
1.2.2. Regeringens incitament for tvangsfjernelserne....................................................................... 4
1.2.3. Antallet af tvangsfjernelser..................................................................................................... 5
1.2.4. Konsekvenserne af tvangsfjernelserne.................................................................................... 5
1.2.5. I kølvandet på rapporten ......................................................................................................... 6
1.3. Forskningsoversigt / præsentation af litteratur............................................................................... 7
1.4. Problemformulering og struktur................................................................................................... 11
1.5. Kilderne – publicerede og ikke publicerede ................................................................................ 13
1.6. De mundtlige kilder og kritik heraf.............................................................................................. 15
2. En historisk kontekst........................................................................................................................... 18
2.1. Dansk kolonipolitik i Grønland.................................................................................................... 18
2.2. Social- og sundhedsforhold.......................................................................................................... 21
2.3. Den skolehistoriske baggrund...................................................................................................... 25
2.3.1. Skoleloven af 1925................................................................................................................ 26
2.3.2. Sprogdebatten i 40’erne ........................................................................................................ 28
2.3.3. Nyordningen af 1950 – en ny skolelov................................................................................. 30
3. Eksperimentet...................................................................................................................................... 32
3.1. Optakten....................................................................................................................................... 32
3.2. Ideen............................................................................................................................................. 35
3.3. Forventninger og betænkeligheder............................................................................................... 39
3.4. Iværksættelse................................................................................................................................ 42
3.4.1. Udvælgelsesforløbet og ændringer ....................................................................................... 43
3.5. Opholdet i Danmark..................................................................................................................... 45
3.5.1. Plejefamilierne ...................................................................................................................... 46
3.5.2. Evalueringsundersøgelser ..................................................................................................... 50
3.5.3. Adoptionsspørgsmålet........................................................................................................... 51
3.6. Hjemkomsten ............................................................................................................................... 56
3.6.1. Sproget som identitetsfaktor ................................................................................................. 60
3.6.2. De videre konsekvenser ........................................................................................................ 64
3.7. Det generelle syn på grønlændere og Grønland før og efter Anden Verdenskrig ....................... 66
3.7.1. Synet på grønlændere hos danske aktører i eksperimentet ................................................... 68
3.8. Sammenfatning/opsummering ..................................................................................................... 70
4. Eksperimentets efterbyrd .................................................................................................................... 73
4.1. Hvorfor kun ét eksperiment?........................................................................................................ 73
4.1.1. Det økonomiske aspekt......................................................................................................... 76
4.1.2. Succeskriteriet....................................................................................................................... 77
4.1.3. Brændpunktstanken............................................................................................................... 79

4.1.4. Sammenfatning/opsummering .............................................................................................. 80
4.2. Lignende eksperimenter i årene efter........................................................................................... 82
4.2.1. Skoleophold i 1960’erne og 1970’erne................................................................................. 83
4.2.2. Ligheder og forskelle ............................................................................................................ 85
5. Konklusion.......................................................................................................................................... 88
6. Summary............................................................................................................................................. 92
7. Litteraturoversigt................................................................................................................................. 95

Forord
Alle bynavnene er anført på både grønlandsk og dansk. Det danske bynavn bliver nævnt først, da disse
hovedsageligt bruges af de interviewede personer i Tine Brylds bog I den bedste mening samt i kilde-
materialet.
I forbindelse med dette speciale har jeg rettet henvendelse til Tine Bryld. Hun har været utrolig
behjælpelig med oplysninger, hvilket hun skal have stor tak for. Ligeledes takker jeg programchef
Niels Hjortdal og medlemskonsulent Grethe Thane fra Red Barnet, som har været meget hjælpsomme
både med at komme med forslag til, hvor jeg måske kunne finde oplysninger om sagen, men også med
navne og adresser på personer, som måske kunne huske eksperimentet, eller som på anden vis kunne
være behjælpelig med nyttige oplysninger i forbindelse med sagen. Endvidere retter jeg en tak til
arkivar Bjarne Birkbak fra Farums Arkiver & Museer i forbindelse med gennemsyn af Red Barnets
arkivmateriale samt til ekstern konsulent for Dansk Røde Kors’ historie Barbar Zalewski med hensyn
til at få tilladelse til at gennemse privat arkivmateriale.
i

1. Indledning
1.1. Introduktion
I 1998 udkom bogen I den bedste mening af Tine Bryld. Den omhandler et socialt eksperiment med 22
grønlandske børn, som den danske regering satte i værk i efterkrigsårene som led i en kulturintegra-
tionsproces.
I 1951 blev 9 piger og 13 drenge i alderen 5-8 år fjernet fra deres familier og sendt til Danmark i
pleje. Grundtanken med at fjerne disse børn var at skabe en elitegrønlænder, der skulle danne grund-
stammen i det nye grønlandske skolesystem. Under deres etårige ophold i Danmark skulle de lære
dansk og opdrages efter danske normer, hvorefter de skulle sendes tilbage til Grønland og indtage deres
plads i opbygningen af en moderne grønlandsk nation. Børnene skulle være et prestigeprojekt, hvor en
lille gruppe skulle være forbilleder for andre grønlandske børn og formidle dens nyerhvervede viden
videre til dem.
Projektet havde ikke kun et politisk sigte men også et socialt. Her var en mulighed for Danmark til at
vise sig som den ”barmhjertige samaritaner”.1
Eksperimentets deltagere skulle hentes fra socialt dårligt
stillede familier, hvor børnene havde mistet en eller begge forældre. Man så det som en velgerning over
for disse børn, som nu ville få en chance i livet, som de ellers ikke ville have fået, og som andre børn
ville misunde dem.
Eksperimentet forløb dog ikke helt som planlagt. Børnene vendte aldrig hjem til deres familier.
Hovedparten blev anbragt på et grønlandsk børnehjem i Godthåb/Nuuk, mens resten blev bortadopteret
til danske plejefamilier. De grønlandske børn blev glemt, og der skulle gå næsten 50 år før deres
historie blev kendt.
Udgangspunktet for dette speciale er at belyse de bagvedliggende overvejelser og omstændigheder
omkring eksperimentet historisk set og at foretage en analyse af implementeringen af eksperimentet
samt et forsøg på at besvare vigtige spørgsmål i forbindelse med dets efterspil.
De danske regeringer har i årenes løb begået mange fejltrin i sin grønlandspolitik. Eksperimentet med
de grønlandske børn er bare ét eksempel ud af mange, som med nutidens øjne kan virke absurd, men
som dengang syntes politisk korrekt.
1
Dansk Røde Kors’ Hovedarkiv 10.001, lb. nr. 213 – Kai Ludvigsen: ”Beretning om rejse til Grønland for Dansk Røde
Kors fra 13. juni til 17. august 1949”, s. 19. Herefter vil Dansk Røde Kors blive forkortet DRK i noteapparatet.
1

Den danske grønlandspolitik er som nævnt ikke altid faldet lige heldigt ud og kan med rette kritiseres,
men set i lyset af den rivende udvikling, som er forgået i Grønland, synes den uundgåelig. Alligevel
findes der i dag en skyldfølelse i den danske offentlighed, som stikker så dybt, at der kun skal meget
lidt til før, at den på ny får næring.
Tine Brylds bog berørte et ømtåleligt emne. Den nationale skyldfølelse blussede atter op og blev
yderligere forstærket, da TV2 i kølvandet på udgivelsen af I den bedste mening viste dokumentar-
programmet: ”Fak2eren: Ensom i livet”. Programmet skildrer to af eksperimentets deltagere og deres
rejse tilbage til Grønland, samt deres møde med en familie, som de i 47 år troede, at de ikke havde.
1.2. Den australske parallel-case
Min interesse for de 22 grønlandske børn og deres skæbne blev vakt, da jeg tidligere i mit studieforløb
stødte på historien om den stjålne generation (The Stolen Generation) fra Australien. Grundlæggende
for de to historier er, at der er tale om en kolonimagts overgreb mod en indfødt befolkning og dens
oprindelige kultur.
Fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til midten af 1970’erne tvangsfjernede de australske rege-
ringer tusindvis af indfødte børn og anbragte dem på institutioner eller hos hvide plejefamilier.
Tvangsfjernelserne fandt sted over hele Australien som led i en aggressiv assimilationspolitik.
Historien om den stjålne generation – ”The Stolen Generation” - som sagen er blevet kaldt, led samme
skæbne som det danske eksperiment med de 22 grønlandske børn. Den blev glemt, men takket være
historikeren Peter Reads undersøgelser dukkede sagen atter op i 1980’erne sammen med andre kon-
troversielle spørgsmål angående den oprindelige befolkning i Australien.
I 1995 blev en national undersøgelseskommission nedsat på foranledning af den tidligere Labor
regering. Den fandt, at den australske befolkning vidste for lidt om de stjålne børns historie og de
skader, som tvangsfjernelserne havde påført dem, og befolkningen kunne derfor ikke forstå deres
behov for anerkendelse af deres sag.2
I 1997 offentliggjorde The Human Rights and Equal Opportunity Commission (HREOC) den længe
ventede rapport Bringing Them Home. Undersøgelseskommissionen havde taget imod vidneudsagn fra
2
HREOC: Bringing Them Home, s. 9.
2

flere hundrede aboriginere, som i perioden 1910-1970 var blevet ofre for de siddende regeringers
tvangsfjernelsespolitik, samt erklæringer fra kirkegrupper, humanitære organisationer og delstatsre-
geringer til støtte for ofrene. Rapporten gør ikke kun rede for de mange overgreb af både fysisk og
psykisk art, som blev begået imod disse børn, men også for de konsekvenser, tvangsfjernelserne fik.
Den kommer endvidere med forslag til hvordan og i hvilket omfang, den australske regering samt den
australske befolkning bør hjælpe ofrene med at lægge fortiden bag sig.
1.2.1. Historisk gennemgang
Historiske dokumenter viser, at indfødte børn har været ofre for kidnapninger siden koloniseringen af
Australien. Ofte stjal nybyggere med hjælp fra ordensmagten indfødte børn fra deres familier, fordi de
manglede arbejdskraft. Disse børn blev betragtet som slaver, der kunne købes eller sælges som dyr. De
var den hvide mands ejendom og havde som sådan ingen rettigheder.
Nybyggernes handlinger blev stærkt fordømt af det officielle Australien, men også det uofficielle
Australien interesserede sig for det etiske aspekt af koloniseringen og protesterede over den måde,
hvorpå man behandlede disse børn. Alligevel ræsonnerede hovedparten af den angelsaksiske befolk-
ning, at i forhold til de indfødtes sædvanlige leveforhold ville disse børn opleve en forbedret
levestandard ved at blive forflyttet til et mere civiliseret miljø.3
Børn af blandet ”aboriginal” og hvid herkomst - halvblodsaboriginere eller halvkaster, som de blev
kaldt - kom til at udgøre en trussel imod det europæisk-australske samfund. Til trods for dets snak om
at civilisere og redde den oprindelige befolkning kunne det hvide Australien ikke acceptere aborigi-
nerne som ligeværdige. Den hvide mand ønskede ikke, at de to racer blev blandet, idet en sådan blan-
ding ville undergrave den rene hvide race.
I kølvandet på ophævelsen af slaveriet i 18334
blev adskillige beskyttelseskommissioner nedsat for at
varetage den oprindelige befolknings interesser. Disse kommissioner havde magt til at fjerne børn fra
deres familier og anbringe dem på opdragelsesanstalter, ungdomshjem eller lignende institutioner.
Meget lidt blev dog gjort for at beskytte den oprindelige befolkning.
På en konference afholdt i 1936 af den australske regering angående de indfødtes velfærd, erklærede
de førende myndigheder på området deres tro på, at de indfødtes skæbne, dog ikke fuldblodsabori-
3
Henry Reynolds: Dispossession. Black Australians and White Invaders, s.143.
4
Storbritannien ophævede slaveriet i 1833.
3

ginere, lå i muligheden for at blive ”opslugt” af den angelsaksisk-australske befolkning. Målet var, at
aboriginerne skulle indtage deres plads i det australske samfund på lige fod med de hvide.5
Assimilationspolitikken havde ikke den ønskede effekt, tværtimod. I 1950’erne blev denne politik
erstattet af en mere liberal borgerrettighedsopfattelse, men først efter en folkeafstemning i 1967 så man
et skifte. Assimilationspolitikken blev opgivet til fordel for en integrationspolitik, som åbnede op for en
revision af den politik, som var blevet ført med hensyn til den udvikling, man ønskede for den
oprindelige befolkning og alle andre etniske grupper. Den nye politik anerkendte aboriginernes
selvbestemmelsesret: en politik, der indebar en proces, hvormed aboriginerne kunne blive en del af det
australske samfund uden at miste deres sprog, identitet og kulturelle tradition.
1.2.2. Regeringens incitament for tvangsfjernelserne
Ifølge ATSIC - the Aboriginal and Torres Strait Islander Commission6
- var tvangsfjernelserne en
måde, hvorpå regeringen kunne kontrollere reproduktionen af indfødte med det formål at ”smelte” dem
sammen med den ikke-indfødte befolkning og dermed assimilere og/eller integrere dem i det euro-
pæisk-australske samfund.7
Mange troede oprigtigt, at børnene blev tvangsfjernet, fordi man bekym-
rede sig for deres velfærd, og at de derfor ville være bedre stillet på en institution, hvor de ville få en
god uddannelse og få tilbudt muligheder, som de ellers ikke ville have fået. Det var hovedsageligt børn
med lysere hud, som blev fjernet. De syntes mere attraktive for vordende hvide plejeforældre og som
en konsekvens lettere at optage i et hvidt Australien.
Fra århundredeskiftet og frem til 1970’erne påtog de australske regeringer sig det juridiske formyn-
derskab for alle indfødte børn. Denne bevidste strategi betød, at forældrenes rettigheder over deres børn
blev tilsidesat, og at børnene dermed kunne blive fjernet og anbragt på børneinstitutioner eller hos
hvide plejefamilier. Et stort antal børn blev fjernet i denne periode, men specielt halvblodsbørnene
fangede myndighedernes øjne. Fuldblods og stamme aboriginere ville uddø som følge af isolering i
5
Robert van Krieken: ”The ‘stolen generations’ and cultural genocide: the forced removal of Australian indigenous children
from their families and its implications for the sociology of childhood”. Childhood, 6 (1999), s. 304.
6
The Aboriginal and Torres Strait Islander Commission er en støtteorganisation, som kæmper for sager, der vedrører
aboriginere og folk fra Torres Strait øerne. I forbindelse med ’the Stolen Generation’ sagen assisterer organisationen
familier med at opspore og genforene medlemmer af den stjålne generation. ATSIC. “About Link-Up Services”. [Online].
<http://www.atsic.gov.au/issues/bringing_them_home/bringhome/linkup.html>.
7
4

reservaterne, men halvblodsbørnene ville derimod, hvis fjernet fra deres familier, blive avlet ud som
følge af et socialt manipuleringsprogram.
1.2.3. Antallet af tvangsfjernelser
Det faktiske antal af tvangsfjernelser er uklart og må derfor bero på et skøn. Usikkerheden skyldes til
dels, at fortegnelserne er yderst mangelfulde. Nogle børn blev fjernet uofficielt og anbragt på institu-
tioner eller i privates varetægt, andre blev sendt på ferie hos hvide plejefamilier og vendte aldrig hjem
igen.
HREOC-rapporten anslår, at mindst en ud af ti i perioden 1910-1970 blev tvangsfjernet i kortere eller
længere tid - i værste fald en ud af tre.8
Rapportens resultater understøttes af historikeren Peter Reads
undersøgelser fortaget for staten New South Wales. Han anslår, at mere en 5.000 børn blev tvangs-
fjernet i perioden1909-1969.9
Peter Read understreger dog, at det kun er et cirka tal, idet fortegnelserne
eller mangel på samme som sagt lader meget tilbage at ønske. HREOC-rapporten vurderer endvidere,
at ikke én eneste indfødt familie har været forskånet for følgerne af tvangsfjernelserne, og at hoved-
parten af familierne er blevet berørt af tvangsfjernelsespolitikken igennem flere generationer.10
1.2.4. Konsekvenserne af tvangsfjernelserne
Udryddelsen af aboriginernes kultur og samfund via en assimilationsproces er blevet kaldt for kulturelt
folkemord, til trods for at datidens lokale myndigheder og kirkelige institutioner præsenterede tvangs-
fjernelsespolitikken som værende udført i den bedste mening. Tvangsfjernelserne skulle i overvejende
grad ses som beskyttelse af en døende race. Hensigten var ikke at skade disse børn men derimod at
forbedre deres livsvilkår – at give dem en bedre start i livet.
Ud fra vidneudsagn afgivet af tvangsfjernede aboriginere til undersøgelseskommissionen er det klart,
at de har gået meget igennem. Disse børn blev ikke beskyttet eller givet et bedre liv som lovet. De blev
derimod anbragt hos hvide plejefamilier eller spærret inde på institutioner, hvor de led fysisk såvel som
psykisk overlast. De blev pisket, pryglet, bundet til stole, låst inde i mørke rum samt seksuelt udnyttet.
Institutionerne og pleje- og adoptivfamilierne forsøgte ofte at forhindre kontakt mellem børnene og det
8
9
Peter Read: ”The Stolen Generations: The Removal of Aboriginal Children in New South Wales 1883 to 1969”.
Occasional Paper. No. 1. Sydney, 1982, s. 9.
10
5

samfund, som de var vokset op i. Børnene fik ikke lov til at besøge deres familier, ej heller blev
forældrene opfordret til at besøge deres børn. Ikke engang brevkorrespondance mellem børnene og
forældrene blev tilladt. Brevene blev enten censureret eller ganske enkelt destrueret.
Under deres ophold på statsinstitutionerne blev børnene endvidere udsat for propaganda, som senere i
livet har bevirket, at de lider af identitetsforvirring samt personlighedsmæssig splittelse. De blev
hjernevasket til at fornægte deres egen race samt egenart – de troede oprigtigt, at deres egen race var
den hvide race underlegen, og at aboriginere var beskidte, upålidelige, slette og fordærvede mennesker.
Mange af de børn, som blev fjernet, kan endvidere ikke huske, hvor de kommer fra, eller hvem deres
forældre og søskende er, fordi de blev fjernet i en meget ung alder. Generelt har børnene fået fortalt, at
deres forældre ikke ville vide af dem og frivilligt opgav dem, eller også at deres forældre var døde. De
nærer derfor en dyb vrede mod deres forældre, men specielt mod moderen, idet de føler, at det enten
var hendes skyld, at de blev fjernet, eller at hun ikke gjorde nok for at forhindre deres tvangsfjernelse.
Oplevelserne har skadet deres selvagtelse samt forringet deres muligheder for at fungere normalt i
deres voksne liv. Generelt har de haft vanskeligheder ved at knytte sig til andre mennesker, men
specielt har de ikke været i stand til selv at danne familierelationer, idet de har haft svært ved at
udtrykke følelser over for deres egne børn samt at være gode og kærlige forældre i al almindelighed.
Mange er endt som alkoholikere eller stofmisbrugere, nogle har endda begået selvmord.
HREOC-rapporten fremhæver specielt det faktum, at de tvangsfjernede børn, samt deres børn, har
mistet deres kultur, deres sprog, deres oprindelse, deres forbindelse til deres rødder og deres land så vel
som båndet til deres familier og samfund.11
Mange har lært at føle afsky over for deres eget folk eller
har til tider helt nægtet deres kendskab til dem, til sig selv og til det at være aboriginer. De, der var klar
over deres egen arv, overførte deres ringeagt til sig selv på grund af det sociale pres og den foragt, som
blev lagt på den gruppe, de tilhørte. Sundhedsrapporter hævder, at børnenes oplevelser vil plage dem
resten af livet. Disse børn er blevet følelsesmæssigt, åndeligt, intellektuelt og psykologisk berøvet og
vil derfor aldrig finde ro.
1.2.5. I kølvandet på rapporten
HREOC-rapporten hældte benzin på et bål, som allerede brændte lystigt i den australske offentlighed.
Nøglebegreber som folkemord, skyldfølelse, undskyldning, forsoning og erstatningskrav er blevet en
11
6

del af debatten i Australien. HREOC-rapporten konkluderede ud fra sine undersøgelser, at tvangs-
fjernelsespolitikken var folkemord og en forbrydelse imod menneskeheden. Den bygger sin dom på
FN’s definition af begrebet folkemord, som indeholder fem punkter, hvor især det femte punkt omfatter
det at forflytte børn tilhørende én gruppe til en anden med det formål at tilintetgøre denne gruppe.12
Folkemord er ikke kun masseudryddelser, men også intentionen om at tilintetgøre en gruppe. Alene
forsøget er i undersøgelseskommissionens øjne derfor nok til at blive klassificeret som folkemord, hvad
enten målet blev nået eller ej.
Med hensyn til de andre nøglebegreber i debatten gav undersøgelseskommissionen også her klart sin
holdning til kende. Den fandt, at en erstatning til ofrene var berettiget, og at en officiel national
undskyldning ville være på sin plads og en vigtig brik i forsoningsprocessen mellem aboriginerne og
australierne.
Nogle af ovenstående nøgleord har også fundet vej til den danske debat, som i disse år har kronede
dage, fordi sager som fordrivelsen af Thule-fangerne i 1953, G60-planen13
og B-52 bombeflyaffæren i
1968 har mediernes bevågenhed. Tine Brylds bog er uden tvivl godt stof i denne sammenhæng og fik
udbredt presseomtale på grund af det danske skyldkompleks i forhold til Grønland, som har været
drivkraften bag de seneste års beretninger om historiske forhold i Grønland.
1.3. Forskningsoversigt / præsentation af litteratur
Tine Bryld dokumentarbog I den bedste mening (1998) beretter om tvangsfjernelsen af 22 grønlandske
børn i 1951, som led i en kulturintegrationsproces. Tine Brylds bog bygger på interviews med 15 ud af
de 22 børn samt interviews med deres familier. Hensigten med bogen var at afdække, hvordan de
implicerede børn dengang oplevede danmarksopholdet, og hvilken betydning deres deltagelse i eksperi-
mentet havde for deres liv fremover. Derudover belyser hun en tid i dansk kolonihistorie, som hidtil har
været ukendt. Tine Bryld har fortalt deres historie uden at bruge de helt store ord, og umiddelbart synes
hun hverken at fordømme eller at placere skyld og ansvar. Man må dog ikke overse det faktum, at
fortællingen er farvet af hendes overordnede målsætning – at sætte fokus på den danske tankegang og
12
James J. Martin: "The Man Who invented ´Genocide´. The Public Career and Consequences of Raphael Lemkin",
[Online]. <http://www.patriot.dk/dronte0605.html>.
13
I 1960’erne blev bygder lukket på stribe derfor navnet G-60.
7

kolonipolitik. Hun går efter at udstille sammenblandingen af hjælp og overgreb samt efter den arro-
gante danske selvforståelse, der slet ikke sætter spørgsmålstegn ved, om dansk er bedre end grøn-
landsk. Hun har struktureret fortællingen, stillet spørgsmålene og sorteret materialet. Ved at give ordet
til de mennesker hun skriver om i sin bog, viser hun blot sin fulde solidaritet med dem. Bogen kommer
derfor til nogle gange at virke en smule tung som resultat af, at informanterne langt hen af vejen selv
styrer fortællingen. De mange repetitioner synes ikke helt at gøre noget for fortællingen, tværtimod.
Endvidere savner bogen en mere fyldestgørende fremstilling af den historisk baggrund for eksperi-
mentet samt en besvarelse af spørgsmål, som ikke blev behandlet i bogen, til trods for at de er uløseligt
forbundet med denne sag, blandt andet hvorfor eksperimentet gik i glemmebogen, og om det kun blev
til dette ene eksperiment, eller om der senere hen blev foretaget lignende eksperimenter – noget dette
speciale forhåbentligt vil råde bod på. Da Tine Bryld har leveret det empiriske materiale, vil dette
speciale ikke blive en gentagelse af hendes arbejde, men derimod en nærlæsning af dette materiale.
Tine Brylds bog er det eneste værk, som behandler lige netop dette emne. Store dele af analysearbejde
vil derfor bygge på hendes interviews med de pågældende børn og deres familier. For ikke at blive for
ensidig ved kun at referere til hendes bog vil jeg komme med metodiske overvejelser med hensyn til
brugen af erindringer samt inddrage Ernst Jensens undersøgelser af grønlandske børns skoleophold i
Danmark i 1960’erne og 1970’erne som støtte for hendes tolkninger, da de kan beskyldes for at bygge
på et for tyndt grundlag.
Ernst Jensens Ph.d.-afhandling Langt hjemmefra – grønlandske skolebørn i Danmark i 1960’erne og
1970’erne (2000) er en empirisk afhandling, som bygger på et omfattende kildemateriale og en spørge-
skemaundersøgelse af 541 grønlændere, der i perioden 1964 til 1976 var på et års skoleophold i
Danmark. Hans afhandling hviler på tre analyser: en historisk analyse, en spørgeskemaundersøgelse
samt en kvalitativ analyse, hvori han anvender narrative interviews og samtaler. Data indsamlet fra
disse analyser – kvantitative såvel som kvalitative – bruger han til at forklare nogle teorier ud fra fire
hovedområder: de sproglige forhold, den personlige udvikling, det familiemæssige samt uddannelse,
erhverv og politik. Jeg har gjort brug af hans afhandling med det formål blandt andet at svare på
ovenstående spørgsmål, hvorfor eksperimentet blev glemt, og om det kun blev til dette ene eksperiment
eller om andre fulgte efter, som står ubesvaret hen i Tine Brylds bog, samt til, som allerede nævnt, at
8

underbygge hendes udlægning af de beretninger hun har indsamlet fra de implicerede børn og deres
familier.
Til belysning af den historiske baggrund for eksperimentet har jeg hovedsageligt benyttet følgende
værker, som samlet giver en oversigt over Grønlands historiske udvikling:
Finn Gads Grønland (1984) er den første etbinds fremstilling af hele Grønlands historie, som behandler
en periode på mere end 5.000 år. Bogens tyngdepunkt ligger dog i Grønlands ældre historie, hvor hans
kendskab til stoffet mærkes tydeligt, idet den bygger på hans trebinds hovedværk: Grønlands historie
(1967-1976), som er den første sammenfattende skildring af Grønlands historie op til 1808. Dette tre-
binds værk har jeg kun gjort brug af til at få optegnet de lange linier og til at få et overblik over
Grønlands historie. I dette etbinds værk skildrer Finn Gad indsigtsfuldt nordbotiden fra Erik den Røde
og frem til nordbokulturens undergang samt den vestgrønlandske kultur frem til år 1700. Fra
koloniseringen af Grønland med Hans Egedes ankomst i 1721 og frem til dette århundrede forsvinder
grønlænderne dog til dels i hans værk til fordel for forvaltnings- og administrationshistorie. Uagtet hans
førstehåndskendskab til tiden under Anden Verdenskrig, idet han var ansat ved seminariet i Godthåb/
Nuuk fra 1937-1945, bliver denne periode blot en beretning om den politiske og administrative proces.
Han går let hen over den kulturelle påvirkning af det grønlandske folk i krigsårene fra henholdsvis
amerikansk og canadisk side, selvom den var med til at gøre op med den isolationspolitik, som
Danmark førte op til krigen og egentlig til en vis grad fortsatte med lige efter krigen. Afsnittet om
Grønlands nyeste historie virker også noget svag, og det ses tydeligt, at han har brugt Axel Kjær
Sørensens værk Danmark-Grønland i det 20. århundrede som grundlag for netop denne periode.
Et andet bredt historisk hovedværk er som allerede nævnt Axel Kjær Sørensens Danmark-Grønland i
det 20. århundrede – en historisk oversigt (1983). Bogen udmærker sig ved en grundig fremstilling af
Grønlands politiske og administrative udvikling i det 20. århundrede. I værket indgår to aspekter:
Grønlands historie og dansk grønlandspolitik. Værket giver en samlet oversigt over den nyere dansk-
grønlandske historie og beskriver specielt godt tiden efter Anden Verdenskrig og Nyordningen af 1950,
som bliver udførligt gennemgået, herunder kommissionens struktur, arbejdsmåde, fremgangsmåde samt
formål. Dette oversigtsværk er hovedsagelig blevet brugt til at give et overblik over Grønlands historie
9

– specielt kapitel 3, som behandler perioden 1912-1940, men også kapitlerne 5 og 6 har været vigtige
for mit arbejde, idet de har givet en god forståelse af den politiske situation i tiden op til Nyordningen.
Henning Bros Grønland - Kilder til en dansk kolonihistorie (1993) er et sagligt værk om Danmarks
kolonipolitik i Grønland. De oversigtlige indledningsafsnit samt den forbindende tekst med kildeuddrag
og spørgsmål giver læseren en god indføring i Grønlands historie samt et godt indblik i perioden.
Bogen bygger næsten udelukkende på dansk kildemateriale: forordninger, kommissionsberetninger,
styrelseslove, statistiske oplysninger m.m., hvilket mange vil kritisere ham for, specielt grønlænderne
selv, men det grønlandske synspunkt skinner dog tydeligt igennem i debatten efter Anden Verdenskrig.
Selve hans behandling af Grønlands udvikling under hjemmestyret er særdeles grundig, men
grønlænderne synes dog i visse passager at være fraværende. Dette værk er som overstående historie-
værk især blevet brugt med henblik på at belyse den historiske tid eksperimentet med de 22 grønlænder
børn blev til i.
Eske Bruns erindringsbog Mit Grønlandsliv (1985) er vigtig som historisk vidnesbyrd om en tid, som
skulle forandre Grønland. Bogen viser en anden side af den danske grønlandspolitik og dens udvikling.
Den viser også Eske Bruns store kærlighed til landet og dets befolkning. Specielt fremtiden for den
grønlandske befolkning lå ham meget på sinde. I et memorandum til statsministeren i 1945 gør han det
klart, hvor påtrængende nødvendigt det var at påbegynde en nytænkning og et reformarbejde i
Grønland og i de grønlandsk-danske forbindelser. Værket er anvendt med henblik på at belyse tiden
under Anden Verdenskrig, hvor Grønland blev afskåret fra Danmark og derfor måtte stå på egne ben
samt den efterfølgende udviklingsfase, hvor grundlaget for et helt nyt Grønland blev formet af den
store Grønlandskommission med Eske Brun som den bærende kraft i dette omfattende foretagende.
Jørgen Fleichers Forvandlingens år – Grønland fra koloni til landsdel (1997) er en letlæselig historie-
bog, som er taget med, fordi den på sin helt egen facon i form af fortællinger fra hverdagslivet i
Grønland beskriver en periode i dansk-grønlandsk historie, som ellers ikke har fået særlig meget op-
mærksomhed. Bogen tager sit udgangspunkt i 1920’erne og slutter med grundlovsændringen i 1953,
hvor Grønland ophørte med at være en dansk koloni og blev en ligestillet del af det danske rige. Titlen
på bogen – Forvandlingens år - refererer ikke kun til overordnede politiske og tekniske forandringer,
10

som havde betydning for det grønlandske samfund, herunder Verdenskrigen, bruddet med dansk
isolationspolitik, opførelsen af Grønlands første telegrafstation og dampskibets overtagelse af besej-
lingen af Atlanten, men også til de helt små dagligdags ting: deriblandt nye tøjvaner og indførelse af
petroleumslampen.
Ole Vindings Grønland 1945 (1946) giver et godt indblik i forholdet mellem grønlænderne og
Grønlands Styrelse. Bogen beskæftiger sig især med det faktum, at Grønland efter krigen stadig forblev
et lukket land ikke kun fysisk, men også åndeligt til trods for forandringerne. Bogen er inddraget som
kilde til at belyse den historiske tid, herunder social- og sundhedssituationen i Grønland samt den
skolehistoriske baggrund og sprogdebatten. Derudover er værket anvendt som kilde til danskernes syn
på grønlænderne i tiden op til og lige efter Anden Verdenskrig.
Niels Højlunds Krise uden alternativ. En analyse af dansk grønlandsdebat (1972) er ikke et forsøg på
at skrive endnu en dansk bog om den grønlandske situation og de problemer landet slås med. Som titlen
angiver er det derimod en analyse af danskerne og deres forsøg på at finde en holdning til grøn-
landsopgaven. Bogen spænder over en 25-årig periode med udgangspunkt i tiden lige efter Anden
Verdenskrig. Materialet, der ligger til grund for værket, består af næsten 40.000 udklip fra danske
aviser samt mange tusinde siders referater af møder og forhandlinger afholdt i diverse politiske og
administrative organer med tilknytning til Grønland. Bogen er anvendt med det formål at anskueliggøre
danskernes syn på Grønland og grønlændere, samt at anskueliggøre hvilken målsætning man havde for
det grønlandske folk.
1.4. Problemformulering og struktur
Tine Brylds bog I den bedste mening samt dokumentarprogrammet ”Fak2eren: Ensom i livet” har
leveret et særdeles spændende materiale, der giver stof til yderligere analyse. Materialet har åbnet mine
øjne for en lille del af dansk kolonihistorie, som i høj grad er blevet forsømt, men der er stadig
ubesvarede spørgsmål og stof, som fortjener en nærmere undersøgelse.
11

Formålet med dette speciale er at se nærmere på historien om de 22 grønlandske børn, som i 1951 blev
udvalgt til at indgå i et socialt eksperiment arrangeret af humanitære organisationer og de danske
myndigheder.
Hovedvægten vil blive lagt på historien om de 22 grønlandske børn, som blev ofre for et politisk
eksperiment. Den australske case danner indgangen til analysen og vil kun blive inddraget til sidst i
specialet som et komparativt element - er der overhovedet noget sammenligningsgrundlag, eller er der
tale om to vidt forskellige sager? Med udgangspunkt i ovenstående leder det mig frem til følgende
problemformulering:
Der gives en analyse af tvangsfjernelseseksperimentet af 22 grønlandske børn iværksat i 1951 af
Dansk Røde Kors, Red Barnet og den danske regering med henblik på at klarlægge eksperi-
mentets historiske baggrund samt eksperimentets mål, midler og konsekvenser. Yderligere vil
den australske case kort blive inddraget som komparativ perspektivering.
Specialet består af tre dele, hvoraf første del behandler baggrunden for eksperimentet, herunder tanker
og overvejelser gjort i forbindelse med forsøget, samt den historiske tid eksperimentet blev til i. Det et
klart, at de omfattende samfundsmæssige omvæltninger Grønland oplevede under og lige efter Anden
Verdenskrig har haft stor betydning for de politiske beslutninger, som blevet taget af den danske
regering og De Forenede Grønlandske Landsråd. Deres største opgave var så skånsomt som muligt at
føre Grønland ud af sin isolation og ind i moderne tider – et job, som langt fra kan siges at have været
en let opgave og som næppe kunne gennemføres uden problemer. Dertil kommer, at begivenheder
indlands såvel som udenlands kan have haft indflydelse på virkeliggørelsen af eksperimentet. Denne
del er tragtformet i sin struktur, da den går fra en bred skildring af den danske kolonipolitik og social-
og sundhedsforholdene i Grønland til en detaljeret behandling af uddannelses- og sprogpolitikken, da
netop dette område er centralt for forståelsen af eksperimentet i 1951.
Anden del af specialet omhandler selve eksperimentet, herunder mål, midler og konsekvenser. Hvad
var endemålet med forsøget, hvorfor blev netop disse 22 børn udvalgt til at deltage i projektet, og
hvilken betydning fik tvangsfjernelseseksperimentet for dem? Denne del er ikke en gengivelse af Tine
Brylds værk, hvilket vil fremgå af de metodiske overvejelser, der bliver gjort undervejs i specialet (jf.
”Forskningsoversigten”).
12

Tredje del ser nærmere på spørgsmål, som ikke blev behandlet i Tine Brylds bog, og som fortjener at
blive besvaret, herunder hvorfor eksperimentet i sin oprindelige udformning aldrig blev gennemført, og
om der senere blev fortaget lignende eksperimenter.
1.5. Kilderne – publicerede og ikke publicerede
Grønlandskommissionens betænkning 1-6:
Grønlandskommissionen har samlet og udarbejdet forslag til en styring af fremtidens Grønland i denne
betænkning. Materialet gennemgår de otte lovforslag, som er grundlaget for kommissionsarbejdet, og
som blev vedtaget med Grønlands Nyordningen af 1950. Specielt betænkningens bind tre, som om-
handler skolevæsenet, kirken og andre kulturelle forhold samt bind fire, som behandler problemerne i
forbindelse med sundhedsvæsenet, boligsituationen og de sociale forhold, bliver anvendt til belysning
af de grønlandske forhold og de problemer Grønland stod over for efter Anden Verdenskrig.
Journalsag nr. 1499/51:
I Rigsarkivet er der søgt om tilladelse til at gennemse journalsag 1499/51, som blandt andet omhandler
eksperimentet med at sende grønlandske børn til Danmark som led i en kulturintegrationsproces. Det
har været forholdsvis let at gennemgå materialet, idet alt bevaret materiale vedrørende eksperimentet i
form af korrespondance mellem de implicerede hjælpeorganisationer – Red Barnet og Dansk Røde
Kors - og Grønlandsdepartementet er begrænset til denne ene journalsag. Journalen indeholder også
telegrammer samt afskrifter af møder afholdt i de forskellige organisationers Grønlandsudvalg og ud-
drag af De Forenede Grønlandske Landsråds Forhandlinger. Materialet foreligger dog ikke i krono-
logisk orden, hvilket har medført et større arbejde med at få materialet gjort mere overskueligt og let at
anvende. Da hovedparten af de implicerede personer i eksperimentet stadig lever, vil der ikke blive
refereret til dem ved navns nævnelse. Dette kunne synes en smule besynderlig, i og med at Tine Bryld
bruger navnene i sin bog I den bedste mening, og at læseren derfor med lethed selv vil kunne iden-
tificere personerne, men dette er et krav fra Rigsarkivets side, som jeg har skrevet under på, at jeg ville
overholde for i det hele taget at kunne få lov til at gennemse journalsagen.
13

Dansk Røde Kors’ Hovedarkiv 10.001, lb. nr. 213, 217, 292, 532:
Hos Dansk Røde Kors har jeg ligeledes søgt tilladelse til at se materiale vedrørende eksperimentet.
Forarbejdet var dog allerede gjort af Tine Bryld med hensyn til at opspore relevant materiale – hvilke
mapper det drejede sig om. Dette har gjort hele denne proces meget lettere og tidsbesparende. Map-
perne indeholder ikke kun korrespondance mellem organisationen og Grønlandsdepartementet men
også dagbogsnotater fra Dorothea Bengtzen, som var forstanderinde på det børnehjem, som organisa-
tionen tilbød at opføre i forbindelse med kommissionsarbejdet og Nyordningen i 1950.
Red Barnets Hovedarkiv A 10.000, lb. nr. 250, 312, og 457 og Fællesbrev nr. 40, 67, 70, 72 og 73 ):
Red Barnets materiale er arkiveret på Farums Arkiver & Museer. Umiddelbart tilgængeligt materiale er
Red Barnets Fællesbreve, som dækker perioden 1945 og frem til i dag. Dette er et blad for organisa-
tionens medlemmer, som beretter om organisationens arbejde, herunder alle de projekter, som den har
kørende både indenlands såvel som udenlands. Alt andet arkivmateriale: regnskabsoplysninger, avis-
udklip, mødereferater, årsberetninger med mere, befinder sig dog på et fjernarkiv, hvor man ud fra en
registratur over organisationens arkiv kan bestille relevant materiale hjem til gennemlæsning enten på
Farums lokalarkiv eller på en institution af lignende karakter.
Atuagagdliutit/Grønlandsposten:
Atuagagdliutit/Grønlandsposten (AG) er en vigtig kilde til belysning af grønlændernes eget syn på
forskellige emner i tiden. Avisen leverer rammerne til et forum, hvor meningsudvekslinger finder sted.
Avisens indlæg giver et godt billede af de forskellige holdninger til blandt andet sprogdebatten i
Grønland, de social- og sundhedsmæssige problemer samt den danske kolonipolitik i landet. Indtil
1952 var bladet to separate blade henholdsvis Atuagagdliutit (1861) og Grønlandsposten (1942),14
derfor vil henvisninger til artikler i bladet før 1952 kun stå opført som Grønlandsposten.
Beretninger vedrørende Grønland:
Beretninger vedrørende Grønland er en kildesamling til belysning af grønlandske forhold. Første bind i
rækken dækker perioden 1950/51. Hensigten med at udsende en samlet beretning årligt var at give en
mere fyldig oversigt over alle funktioner i Grønland. Beretningerne rummer blandt andet landsråds-
14
Atuagagdliutit/Grønlandsposten (AG): ”To blade bliver til eet”, nr. 1, 1952.
14

forhandlinger, årsberetninger, redegørelser for sundhedstilstanden i Grønland og beretninger om det
grønlandske skolevæsen. Beretningerne er en vigtig kilde for dette speciale til at give et indblik i de
tiltag, som blev gjort for at rette op på de dårlige social- og sundhedsmæssige forhold i Grønland, samt
til at gøre rede for den nye skoleordning og de forsøg man gjorde med at sende grønlandske børn på
skoleophold i Danmark.
Kundgørelser vedrørende Grønlands Styrelse 1938-50:
Kundgørelser vedrørende Grønlands Styrelse er ligeledes en kildesamling, som belyser alt af lov-
mæssig karakter vedrørende Grønland. Kundgørelserne indeholder love, bekendtgørelser, kongelige
anordninger, cirkulærer, regulativer, instrukser samt meddelelser. Specielt lovene om skole- og sund-
hedsvæsenet er af interesse for dette speciale, men også regulativer for hjælpeorganisationerne samt
instrukser til forstanderinden ved børnesanatorierne, da disse kan kaste lys over, hvilke oplysninger
vedrørende børnene og den daglige ledelse man ønskede, at forstanderinden for Dansk Røde Kors’
børnehjem skulle rapportere videre til organisationens bestyrelse samt til Grønlands Styrelse – senere
Grønlandsdepartementet.
1.6. De mundtlige kilder og kritik heraf
Hovedværket i dette speciale bygger i overvejende grad på mundtlige kilder i form af beretninger fra
personer, som deltog i et kulturintegrationseksperiment i 1951 samt beretninger fra deres familie og
venner. Forskningsmæssigt set eksisterer der ikke en egentlig tradition i Danmark for, hvordan disse
kilder bør anvendes. I udlandet – specielt i engelsktalende lande - er man langt klarere på dette område,
da den historiske genre ”Oral History” er mere udbredt her. Dette ses blandt andet i Australien, hvor
man har gjort brug af ”oral history” fra den oprindelige befolkning til at få dens historie belyst. Denne
form for historie er endvidere blevet benyttet i udformningen af den rapport – Bringing Them Home –
om den stjålne generation, som gav inspiration til dette speciale.
De mundtlige kilder hører til i gruppen af kilder, som gengiver en begivenhed og er i den egenskab
derfor en berettende kilde. De kan derfor defineres som informationer, der er overført mundtligt
15

gennem en personlig udveksling.15
Deres struktur er en anden og adskiller sig som sådan fra andre
kilder, idet informanten er placeret i centrum. Desuden er det informantens specielle oplevelser, der er i
fokus og ikke den generelle udvikling.16
Erindringer/minder hører til denne gruppe af mundtlige kilder. De beretter om personlige oplevelser,
der ligger år tilbage i tiden. Af denne grund bør man derfor tage højde for en eventuel fejlerindring
eller glemsel. Ifølge Knut Kjeldstadli har britiske undersøgelser dog vist, at folks langtidshukommelse
er langt mere stabil end forventet, og at det derfor ikke er et problem for folk at gengive detaljerne
korrekt. Problemet ligger derimod i, at der i folks hukommelse ikke bare lagres indtryk, som kan
genkaldes i mere eller mindre fuldstændig og korrekt form, men at disse indtryk er underlagt en aktiv
proces, hvor de under erindringen skaber et billede af sin egen fortid, der på et associativt og kun
delvist bevidst grundlag henter forskellige mindeblokke frem. Med tiden vil vi sammensætte elementer
fra vor egen fortid, hvorved vi skaber en identitet, som vi selv kan leve med, og som vi kan præsentere
over for andre.17
Ud over ovenstående faktorer - fejlerindring og glemsel - er der også andre forbehold der bør tages,
hvilket gælder disse kilders troværdighed generelt. Blandt andet kan det ikke udelukkes, at materialet
ikke er påvirket af forskellige forhold, herunder normændringer i samfundet, som bevirker, at vi på et
ubevidst plan har afpasset vores erindringer/minder med det normsæt, som eksisterer i dag. Det vil
derfor ikke være klogt af intervieweren at spørge direkte til, hvad informanten mente eller følte, men
derimod at lægge mærke til udsagn, som kommer spontant, og som knytter sig til konkrete forhold,
samt at udsagnene er en del af en fremadskridende beretning om informantens eget liv.18
Endvidere kan
informantens personlige, sociale og uddannelsesmæssige udvikling ligeledes have indflydelse på vores
minder. Det er derfor vigtigt at overveje, hvorfor informanten erindrer fortiden netop på denne måde –
hvilke årsager der kan spille ind? Dertil kommer, at der kan sættes spørgsmålstegn ved informantens
troværdighed. Fortæller denne nu sandheden, eller har vedkommende en interesse i at tilbageholde
informationer eller slet og ret at lyve. Her er det vigtigt at vurdere, hvilken fordel informanten ville
kunne drage ved at levere fejlagtige informationer.
15
Anthony Seldon og Joanna Pappworth: By Word of Mouth, s. 4.
16
Henning Poulsen: ”Om samtidshistorisk intervjuning”. Scandia, 34 (1968), s. 198-199.
17
Knut Kjeldstadli: Fortida er ikke hva den en gang var. En innføring i Historiefaget, s. 188.
18
Ibed., s. 188.
16

Det er dog ikke kun informanten, der bør udsættes for kildekritiske overvejelser. Intervieweren og
dennes arbejdsmetoder kan også kritiseres. Det må accepteres, at erindringer altid er bearbejdet. For det
første kan intervieweren påvirke udfaldet af informantens fortælling, idet intervieweren kan stille netop
de spørgsmål, vedkommende ønsker besvaret. Det er intervieweren, som har sat rammerne for
interviewet, og som har konstrueret spørgsmålene, dermed kan interviewet styres i en bestemt retning.
Derudover kan spørgsmålene være ledende, hvilket ofte afstedkommer et ja/nej-svar, eller også et svar,
som informanten føler sig presset til at give, idet denne er blevet lagt ord i munden. For det andet er det
intervieweren, som bearbejder det færdige materiale. Denne bearbejdning kan være underlagt en vis
selektion, således at interviewet kan komme til at fremstå som støtte for det budskab, intervieweren
ønsker at give.
Et andet kildekritisk problem er begrænsningen i det valgte materiale. Tine Bryld har med sin bog
foretaget en kvalitativ empirisk undersøgelse af 22 børns deltagelse i et socialt eksperiment i 1951. Ved
brugen af den kvalitative metode - at beskrive en hændelse og dens egenskaber så grundigt som muligt
- skal det nævnes, at til trods for brugen af den åbne interviewform, hvor svarene ikke er styret af
afgrænsede spørgsmål, og hvor intervieweren lader interviewpersonerne svare frit i en fortløbende
fortælling om deres eget liv, så har den pålidelighedsproblemer, i og med at denne form mangler
kvalitetskriterier, der kan sidestille den med den kvantitative metode - dermed ikke sagt at denne ikke
også kan rumme mangler.
Tine Brylds bog bygger som nævnt på interviews af de børn, som deltog i eksperimentet i 1951. Ud
fra metodiske overvejelser synes 22 børns udsagn ikke at udgøre et særligt godt grundlag som støtte for
hendes tolkninger. Ej heller synes materialet at danne et særligt godt grundlag til at søge mønstre i, da
der til det formål kræves et betydeligt større antal. I dette tilfælde ville det derfor være ønskeligt med
en kvantitativ verifikation af hendes resultater – hendes tolkninger. Dette problem kunne løses ved at
supplere hendes materiale med en kvantitativ analyse, hvilken Ernst Jensen i form af sine undersøgelser
om grønlandske børns skoleophold i Danmark i 1960’erne og 1970’erne kan levere. På denne måde vil
hendes materiale i langt højere grad blive sandsynliggjort, end hvis hendes undersøgelser stod alene.
17

2. En historisk kontekst
2.1. Dansk kolonipolitik i Grønland
Siden koloniseringen af Grønland i 1721 med Hans Egedes ankomst til landet og frem til Anden
Verdenskrig førte den danske stat en kolonipolitik, som stort set holdt Grønland isoleret fra resten af
verden. Mange synspunkter er i tidens løb blevet fremført angående den danske stats motiv til denne
beskyttelsespolitik, herunder blandt andet et økonomisk, et politisk samt et idealistisk motiv. Om den
danske kolonipolitik i Grønland i overvejende grad byggede på viljen til at beskytte den indfødte
befolkning og dens levevis imod civilisationens farer, eller om isoleringen af Grønland og dermed
oprettelsen af et monopol skulle forhindre fremmede handelsfolk i at søge det grønlandske marked,
eller om det grundlæggende drejede sig om at holde grønlænderne ved deres primære beskæftigelse –
sælfangsten - eller om det var en kombination af ovenstående motiver vil ikke blive diskuteret
yderligere her. Der henvises til Henning Bros: Grønland – Kilder til en dansk kolonihistorie, såfremt
der ønskes en uddybelse af emnet. Resultatet af den danske kolonipolitik blev under alle omstændig-
heder en monopoliseret politik, som isolerede Grønland totalt fra omverdenen, og som dermed for-
hindrede enhver form for økonomisk og kulturel påvirkning fra andre lande i mange år.
Fra koloniseringen og frem til midten af 1770’erne forsøgte forskellige handelskompagnier at tjene
penge på handlen i Grønland. Meningen var, at handlen med grønlænderne med tiden skulle blive en
profitabel forretning for købmændene, samt være med til at finansiere den nyoprettede mission19
. Til
trods for at de skiftende kompagnier fik tildelt indenlandsk monopol, så de uhindret kunne etablere nye
handelspladser uden konkurrence fra udenlandske købmænd, så lykkedes deres forsøg på at oprette en
rentabel grønlandshandel dog ikke. I 1774 gik staten ind og overtog driften af den grønlandske handel,
et hverv som i 1776 blev overdraget til det nystiftede statsforetagende Den Kongelige Grønlandske
Handel, som indtil 1950 havde fuldstændig monopol på al handel i Grønland.20
Formålet med Den
Kongelige Grønlandske Handel var, at handlen skulle dække alle udgifter i forbindelse med koloni-
seringen af landet samt give overskud i statskassen om muligt. Den Kongelige Grønlandske Handel
blev dog ikke kun et handelsforetagende. Inden længe kom det til at stå for forvaltningen af Grønland,
idet de embedsmænd, som styrede Grønland på vegne af den enevældige konge, og som havde adgang
19
Axel Kjær Sørensen: Danmark-Grønland i det 20. århundrede, s. 11.
20
Henning Bro: Grønland. Kilder til en dansk kolonihistorie, s. 90.
18

til kongens ministre, ofte blev rekrutteret fra Den Kongelige Grønlandske Handel. Dertil kom, at stort
set alle sager kom til at passere Den Kongelige Grønlandske Handels direktorat.
Med års mellemrum blev der af den danske statsmagt nedsat kommissioner og udvalg blandt andet i
1788, 1835, 1851 og 1863. I den tidlige kolonitid drejede kommissions- og udvalgsarbejdet sig ofte om
at udarbejde planer for, hvad handlens overskud skulle bruges til, senere var det snarere hele ordningen
af det grønlandske foretagende, som kom til at styre kommissionsdebatten. I 1788 såvel som i 1835 var
hovedproblemet for kommissionen spørgsmålet om frihandel over for monopol.21
Handelsfolk fandt, at
Grønland var moden til fri konkurrence og handel i landet, men begge gange blev kravet overhørt med
den begrundelse, at en åbning af Grønland ikke var mulig, da man havde den grønlandske befolkning at
tage hensyn til.22
Den Kongelige Grønlandske Handels monopolstatus blev et tilbagevendende strids-
punkt ved de efterfølgende kommissionsnedsættelser – hver gang dog med det samme udfald. I 1863
blev der ikke desto mindre taget skridt til lokalt selvstyre i Grønland med indførelsen af forstander-
skaberne, hvis funktion var at fungere som administrator for de midler, som var sat af til sociale formål
samt virke som en slags rets- og domsmyndighed over for grønlændere i mindre forbrydelsessager, for
eksempel i tyverisager.23
Om dette skridt skal ses som et forsøg på at begrænse Den Kongelige
Grønlandske Handels magt, eller om det var et led i Den Kongelige Grønlandske Handels plan for at
imødegå befolkningens utilfredshed med de grønlandske tilstande – en iøjnefaldende fattigdom samt en
dårlig social- og sundhedstilstand - og for at holde befolkningen ved fangererhvervet, som var livs-
nerven i Den Kongelige Grønlandske Handel, kan diskuteres. Uanset motivet til ovenstående handling,
så bliver den betragtet som Grønlands første skridt i retning mod demokrati.
Efter århundredeskiftet blev der for første gang fremsat krav om kommunalt selvstyre i Grønland for
at opnå en adskillelse af handel og samfundets øvrige administration.24
Dette førte til, at de første
kommuneråd så dagen lys i 1908. Derudover blev der oprettet to landsråd – et i nord og et i syd. Det
var dog begrænset, hvor stor en indflydelse disse råd fik, da den overordnede politik stadig blev fastlagt
i København. Grønlændernes selvbestemmelsesret blev yderligere udvidet med Styrelsesloven af 1925,
da Grønlands Styrelse vedtog, at hvert kolonidistrikt i Grønland skulle have et sysselråd. Dette råd
skulle bestå af landsrådsmedlemmer, kommunerådsformænd samt kolonibestyren. Sysselrådene fik
21
Finn Gad: Grønland, s. 217.
22
Ibed., s. 217.
23
Ibed., s. 225.
24
19

beføjelse til at behandle sager af social art, herunder blandt andet sager om alderdoms- og invalide-
understøttelse, huslån og andre lån, samt hjælp til anskaffelse af fangstredskaber for unge nye fangere.
Med udbruddet af Anden Verdenskrig og senere Danmarks besættelse den 9. april 1940 opstod en
helt ny situation for Grønland og den grønlandske befolkning. Forbindelsen til kolonimagten Danmark
blev brudt, og Grønland så sig derfor nødsaget til at styre landet på egen hånd uden om regeringen i
København. Med hjælp fra danske embedsmænd, som på grund af krigssituationen var strandet i
Grønland, fik grønlænderne endelig en chance for at vise, at de kunne forvalte Grønlands økonomi på
egen hånd. Den nye situation, som grønlænderne pludselig befandt sig i, gjorde, at grønlænderne måtte
søge nye handelspartnere, herunder blandt andre USA og Canada, samt nye afsætningsmarkeder for de
grønlandske produkter. De nyetablerede forbindelser til verden uden for Grønland præsenterede
efterhånden den grønlandske befolkning for mange moderne forbrugsgoder, som indtil da havde været
ukendte i det ellers så lukkede land. Da krigen var forbi, ønskede det grønlandske folk derfor ikke at
vende tilbage til det lukkede førkrigssystem - de ønskede større selvstændighed, mere selvstyre og
frihandel. Befolkningen begyndte at stille krav om ligestilling og bedre levevilkår. Den ønskede en
udvikling, som ville gøre den i stand til at hæve sig op på et niveau på lige fod med andre nationer.
Ovenstående krav førte i 1946 til nedsættelse af en kommission, der skulle realisere det arbejde, som
var blevet påbegyndt i 1939 kort før krigsudbruddet, samt danne grundlag for udviklingen i Grønland
de næste fem år.25
Et af ønskerne fra de grønlandske landsråd var at bibeholde ordningen fra krigens tid
med et centralstyre, en landsfoged og et landsråd i Godthåb/Nuuk, idet man ville flytte kompetencen
fra København til Grønland.26
Landsrådenes anmodning blev dog ikke imødekommet. Begrundelsen
for ikke at centralisere ledelsen i Grønland var, at forskellen på Nord- og Sydgrønlands erhvervs-
geografiske forhold var for stor.27
Grønlænderne fik ikke meget ud af betænkningen, kun en moderat
udvikling, som i det store og hele bevarede kontinuiteten med fortiden.
De nye tider i Grønland gjorde det muligt for en dansk pressedelegation at foretage en rundrejse i
landet i eftersommeren 1946. Denne tur blev et vendepunkt i Grønlands historie. Pressens skarpe kritik
af de elendige forhold i Grønland fik sat skred i tingene. I 1948 tog den danske grønlandspolitik en
radikal drejning. Den danske statsminister Hans Hedtoft erklærede, at Grønland skulle ud af sin
25
Optryk af De Forenede Grønlandske Landsråds Forhandlinger 1948, pag. 72-88. ”De forenede grønlandske landsråds
møde med Statsministeren”. Særtryk af Det Grønlandske Selskabs Årsskrift. 1949, s. 10.
26
De Forenede Grønlandske Landsraads Forhandlinger 1945, pkt. 4.
27
Ibed., pkt. 5.
20

isolationspolitik,28
og at landet ikke længere skulle holdes på et reservatstadie men indlemmes i det
danske erhvervssamfund.29
En ny kommission blev oprettet, denne gang væsentligt anderledes op-
bygget end tidligere, både hvad angår antallet af medlemmer, sammensætningen samt antallet af over-
og underudvalg. Kommissionens arbejde resulterede i en seksbinds betænkning på i alt 1.100 sider.30
Denne betænkning kom til at danne grundlag for de otte lovforslag (Bilag 1 - De otte lovforslag), som
blev kernen i Nyordningen af 1950. Kommissionsarbejdet førte senere ændringer med sig i forbindelse
med grundlovsændringen i 1953. Grønlands kolonistatus blev dermed opgivet, og det grønlandske folk
fik lige rettigheder på linie med danskere.
2.2. Social- og sundhedsforhold
Frem til udbruddet af Anden Verdenskrig havde den danske kolonimagt påtaget sig betydeligt flere
opgaver inden for social- og sundhedsområdet i Grønland, idet landet ikke selv formåede at klare det
voksende behov for et social- og sundhedsvæsen, som udviklingen fra et ikke-industrialiseret til et
industrialiseret stade havde bevirket.
I årtierne efter Første Verdenskrig var tuberkulose langt den væsentligste dødsårsag i Grønland, om
end andre sygdomme også spillede en rolle. Fra 1924-1933 døde godt 31% af denne sygdom.31
Som
sammenligningsgrundlag talte den næsthyppigste dødsårsag – ulykkestilfælde - kun 10, 4%.32
De godt
tre gange så mange dødsfald, som følge af tuberkulose, fortæller, at denne sygdom havde en over-
vældende betydning for hele det grønlandske samfund og dets trivsel. Til trods for den danske stats
udvidelse af social- og sundhedsvæsenet var forholdene dog stadig dårlige sammenlignet med euro-
pæisk målestok. Krigen satte dog en midlertidig stopper for arbejdet med tuberkulosebekæmpelsen i
Grønland, men man var klar over, at arbejdet måtte genoptages, så snart krigen sluttede. De gode
intentioner holdt dog ikke. Planerne blev ændret, og andre ting blev opprioriteret til fordel for social-
og sundhedsstandarden i Grønland.
28
Forhandlinger i Folketinget. Behandlingen af de otte lovforslag. Rigsdagstidende Folketinget II 1949-50, 3823-3825.
29
Berlingske Tidende 10. juli, 1948.
30
Grønlandskommissionens betænkning 1-6, 1950. Forkortet G-50.
31
Finn Gad: Grønland, s. 258.
32
Ibed.
21

Lige efter krigen var sundhedssituationen i Grønland særdeles katastrofal. I følge Ole Vinding var
tuberkulosedødeligheden tyve gange større i Grønland end i Danmark, og tuberkulosens udbredelse var
cirka femten gange så stor.33
Fra 1948-1949 steg dødsfaldstallet for alle døde i Grønland fra 24,2% til
41,5% - næsten en fordobling.34
Efter en massiv kritik af den generelle sundhedstilstand i Grønland og de alarmerende tal påbegyndte
den danske stat i 1949 en storstilet tuberkulosekampagne på foranledning af Grønlandskommissionens
betænkning. Bekæmpelsen blev sat i system, og alt blev sat ind for at få kontrol over epidemien. Sund-
hedsvæsenet blev forsynet med moderne materiel og udstyr: Et nyt sygehus blev opført i Godthåb/
Nuuk, og en specielt udstyret lægebåd blev indsat som led i kampen mod sygdommen. Derudover
iværksatte man en systematisk calmettevaccination, hvilket medførte, at ved udgangen af 1949 var alle
under tyve år blevet vaccineret.35
Tuberkulosens store udbredelse i Grønland var i høj grad betinget af dårlige sundhedsmæssige
forhold. Den personlig hygiejne var generelt for ringe og de sanitære forhold for dårlige. Dertil kom
elendige boligforhold: Husene var ofte overbefolkede og gennemgående for små. Ydermere var de i
særdeles dårlig stand og uden egentlig adgang til rent vand. I følge Axel Kjær Sørensens udregninger
voksede boligantallet ganske vist med 68 % fra 1901-1930, hvilket alt andet lige betød et fald af
beboere pr. hus, idet befolkningsforøgelsen ikke steg i tilsvarende grad.36
Trods forbedringen af
boligstandarden, som burde have haft en gunstig indflydelse på befolknings sundhedstilstand, skulle
man tro, blev udgifterne til sygdomsbekæmpelse alligevel kraftigt forøget i samme periode.37
Fra
statens side bestræbte man sig derfor på at forbedre den almindelige hygiejne ved at sprede oplysninger
om hygiejnens betydning, for dermed at gøre den almindelige grønlænder bekendt med elementær
hygiejniske forholdsregler.38
Man forsøgte også at opnå en mere tidssvarende boligstandard, herunder
at få indført en bedre vandforsyning og bedre afløb for spildevand. Disse tiltag var i lige så høj grad
vigtige i kampen mod sygdommen, idet tuberkelbacillerne under dårlige hygiejniske forhold havde de
bedste vækstbetingelser.
33
Ole Vinding: Grønland 1945, s. 60.
34
Beretninger vedrørende Grønland 1950-51. Nr. 1, 1951, s. 7.
35
Ibed., s. 19.
36
37
Ibed.
38
Ole Vinding: Grønland 1945, s. 62.
22

Tuberkulosen samt andre sygdomme havde sine omkostninger, og som følge heraf blev mange børn
forældreløse. Indtil Nyordningen fandtes der ikke en egentlig børneforsorg i Grønland. Der eksisterede
ingen børnehjem eller egentlige daginstitutioner, hvor børnene kunne anbringes. De forældreløse børn
blev derfor anbragt hos plejeforældre, som mod en årlig offentlig ydelse påtog sig ansvaret. Dette var
en halvprivat ordning, som havde sine fordele og ulemper.
I tidligere grønlænderkulturer var storfamilien det mest almindelige familiemønster. Ofte boede flere
generationer: bedsteforældre, forældre og børn, under samme tag og fungerede som en helhed. Børnene
var en vigtig del af storfamiliemønsteret. De havde en høj status og nød stor respekt, idet de fungerede
som sikkerhed for videreførelsen af den traditionsbundne fangertilværelse samt som et socialt
sikkerhedsnet i alderdommen. Karakteristisk for det grønlandske fangersamfund var, at befolkningen
nærede en udpræget ansvarsfølelse over for forskellige grupper i det bygdesamfund, den tilhørte.
Meget naturligt så man denne ansvarsfølelse over for familiemedlemmer, men man så den også i vid
udstrækning over for de fattige i bygden, over for enker med småbørn og ældre barnløse ægtepar samt
generelt over for alle de børn, som boede i bygden. Denne ansvarsfølelse over for sine medmennesker
udsprang af en social bevidsthed, som var en fundamental del af denne tids grønlænderne: Ansvaret for
børnene var ikke blot noget, som påhvilede det enkelte forældrepar eller bedsteforældrene, det var et
ansvar, som alle i bygdesamfundet kollektivt påtog sig. Alle hjalp hinanden, og derfor havde man ikke
et behov for en egentlig børneforsorg i Grønland.39
Den rivende udvikling i det grønlandske samfund medførte kulturelle forandringer. De værdier, der
blev lagt vægt på i tidligere tider, blev erstattet af nye og andre værdier. Blandt andet medførte
forandringerne, at den føromtalte halvprivate forsorgsordning blev en nødvendighed. Den var dog langt
fra ideel, hvilket der blev gjort opmærksom på i en rapport udarbejdet på foranledning af Dansk Røde
Kors’ Grønlandsudvalg i slutningen af 1940’erne. Det foruroligende ved ordningen var, at plejebørnene
ikke blev behandlet på lige fod med de andre børn i plejefamilien. Ifølge Dansk Røde Kors’ udsendte
læges observationer kunne man tydeligt se en forskel, hvad angik klædedragt, renlighed og velnæret-
hed. Dertil kom, at mange, specielt pigerne, blev udnyttet arbejdsmæssigt.40
Rapporten konkluderede
derfor, at man så med bekymring på den drejning, udviklingen havde taget og opfordrede som følge
heraf til, at der blev sat ind på børneområdet. I Grønlandskommissionens betænkning blev det af den
39
Ole Varming og Lilian Zøllner: Er tråden bristet? Om grønlandske værdier i børne-opdragelsen før og nu, s. 76 og 132.
40
DRK’ Hovedarkiv 10.001, lb. nr. 213 – Kai Ludvigsen: ”Dansk Røde Kors’ arbejde i Grønland”. Særtryk af Det
Grønlandske Selskabs Årsskrift 1951, s. 102.
23

årsag derfor anbefalet, at en egentlig børneforsorg skulle oprettes. I den forbindelse besluttede De
Forenede Grønlandske Landsråd at tage imod et tilbud fra Dansk Røde Kors om at opføre børnehjem i
nogle af de større byer i Grønland for dermed at imødegå det stadigt voksende problem med
anbringelse af forældreløse børn. Ud over Dansk Røde Kors udviste organisationer som Foreningen Til
Hjælp For Grønlandske Børn41
og Red Barnet også stor interesse for de grønlandske børn.
Foreningen Til Hjælp For Grønlandske Børn blev allerede stiftet i 1924 som følge af et tværpolitisk
samarbejde, som kom i stand i forbindelse med den danske rigsdagsdelegations rejse rundt i Grønland i
1923, hvor den blev bekendt med de social- og sundhedskritiske forhold i Grønland.42
Foreningens
formål var at ”hjælpe de svage og tuberkuløst disponerede børn i Grønland”,43
hvilket førte til opret-
telsen af de første børnesanatorier i landet som led i bekæmpelsen af den folkesygdom, som hærgede
befolkningen i disse årtier. Med årene fik foreningen dog nye mål, i og med at tuberkulose-bekæm-
pelsesarbejdet gav positive resultater, og et nyt livsmønster så dagens lys som følge af den rivende
udvikling i det grønlandske samfund. Arbejdet med socialt forsømte børn kom i stedet til at tegne
foreningens virke.44
Børnesanatorierne skiftede herefter gradvist karakter og kom i højere grad til at
fungere som børnehjem.
Den verdensomspændende organisation Red Barnet kom først rigtig på banen i Grønland efter krigen,
hvor den påbegyndte et børnehaveprojekt, som overordnet set havde et udviklingsmæssigt sigte.
Børnehavearbejdet skulle ”hjælpe det grønlandske barn til lettere at finde sin plads i tilværelsen”45
– at
lette omstillingen fra et årtusinde gammelt jæger/fanger-samfund til et nymoderne industrialiseret
bysamfund.46
Arbejdet havde også et socialt sigte. Organisationen ønskede at hjælpe det grønlandske
barn til et bedre liv ved at deltage i opbygningen af en forebyggende børneforsorg i Grønland.47
Grønlands tilpasning til den hurtige udvikling, som i efterkrigsårene gennemsyrede det Grønlandske
samfund førte til, at Red Barnet i 1950 i samarbejde med Grønlandsdepartementet tilbød at stå for et
41
Foreningen tog i 1973 navneforandring til ”Foreningen Grønlandske Børn”.
42
G. N. Bugge: ”Børnesanatorier og børnehjem samt anden privat forsorg for grønlandske børn i tiden 1920-1965”.
Grønland. Det Grønlandske Selskab. Nr.8, august 1966, s. 259-260.
43
Lisbet Hindsgaul: ”40 år for de grønlandske Børn”. Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn 1924-1961, s. 4.
44
Ibed., s. 12.
45
Red Barnets Hovedarkiv A 10.000, lb. nr. 250 – Fritz Lerche: ”Grønlandske børn”. Herefter vil Red Barnet blive forkortet
RB i noteapparatet.
46
RB’s Hovedarkiv A 10.000, lb. nr. 250 – Fritz Lerche: ”Grønlandske børn”.
47
RB’s Hovedarkiv A 10.000, lb. nr. 250 – Børge Thøfner: ”Red Barnets arbejde fortsætter”.
24

kulturintegrationseksperiment, som skulle gøre udvalgte grønlandske børn til en slags fortrop i det nye
dobbeltsprogede skolesystem i Grønland.
2.3. Den skolehistoriske baggrund
Kolonitidens skolepolitik var i mange år tilbageholdende med hensyn til at indføre dansk i under-
visningen i Grønland. Den danske tilbageholdenhed skal nok i overvejende grad ses ud fra tidens
omstændigheder, hvor flere årsager kan nævnes. For det første var det missionsvirksomhedens praksis
at nå sjælene på deres eget sprog. For det andet ville der være store praktiske vanskeligheder forbundet
med en sådan gennemførelse. For det tredje stod sprogkampen i Sønderjylland fra midten af det 19.
århundrede stadig klart i danskernes bevidsthed, og for det fjerde var mange generationer af danskere
præget af en grundtvigiansk tankegang om modersmålets grundlæggende betydning for et sandt folke-
og kristenliv.48
I årenes løb fremsatte grønlænderne selv ønske om at lære dansk, men det var der ikke politisk
opbakning hertil, og derfor blev der ikke gjort forsøg på at indføre dansk som fag i den grønlandske
skole. Fra dansk side var man af den overbevisning, at en sådan undervisning ikke måtte gennem-
tvinges. Det forblev da også længe den helt klare holdning, at det grønlandske sprog skulle stå alene i
skole og kulturliv. Dertil kom, at kolonimagten lagde stor vægt på at beskytte landets befolkning mod
en uheldig påvirkning udefra.
Et led i bestræbelserne på at bevare det traditionelle grønlandske fangersamfund og styrke og udvikle
dets egen kultur var, at man søgte at opbygge en intellektuel verden oven på fangerkulturen og fanger-
sproget. I løbet af 1800-tallet blev der skabt et grønlandsk skriftsprog, og på baggrund heraf blev der i
1861 grundlagt en grønlandsk avis Atuagagdliutit/Grønlandsposten (AG). Avisens oprindelige formål
var at belære, oplyse og underholde det grønlandske folk, men senere blev den også brugt i debat- og
diskussions øjemed – avisen blev et redskab for den menige grønlænder til at formulere sig skriftligt.49
Der blev også oprettet trykkerier - det første så dagens lys i 1856. Det betød, at de mundtlige grøn-
landske overleveringer nu kunne indsamles og trykkes med henblik på bevarelse for eftertiden. Efter
48
49
Avisen, som dengang blev redigeret af grønlændere og trykt på grønlandsk, er nu tosproget. I dag er den stadig et centralt
element i den grønlandske medieverden.
25

århundredeskiftet kom der skred i den teknologiske udvikling, hvilket førte til, at grønlænderne med
opførelsen af en antennemast og en telegrafstation kunne modtage radioudsendelser fra Danmark i
1920’erne.50
Der opstod også en grønlandsk litteratur. Endvidere blev der oprettet to seminarier i
landet, som skulle uddanne grønlandske lærere til at undervise i og på deres eget sprog. Til trods for
disse tiltag, så manglede grønlænderne læsestof for at udvikle sig. Deres manglende kendskab til et
andet sprog end grønlandsk hindrede dem i at rejse sig fra det lave kulturstade, de befandt sig på.
I begyndelsen af det 20. århundrede forlangte grønlænderne med større og større vægt, at deres børn
skulle lære dansk, idet de var blevet utålmodige med den fart, hvormed det grønlandske sprog udvik-
lede sig. Deres krav syntes grundlæggende at være styret af to baggrundsfaktorer: en kristelig/ national
bevægelse - Pequtigingniat ”de der søger at få en menighed” - og en erhvervsomlægning.51
Med hensyn
til den kristelige/nationale bevægelse så gav det kristelige sig udtryk i en samling om det grønlandske –
en indadvendt søgen. Det nationale islæt kom derimod til udtryk i en interesse for oplysning og
materielle fremskridt. Erhvervsomlægningen skal ses i forbindelse med de fremmede nationers fiskeri
ud for Grønland. En meget udadvendt og stærkt danskorienteret gruppe fandt, at grønlænderne måtte
anstrenge sig, hvis de skulle være i stand til at konkurrere med de fremmede. Dette kunne kun ske via
dygtiggørelse i moderne erhvervsformer, hvorved det danske sprog kom ind i billedet52
. Ved at lære
dansk kunne grønlænderne erhverve nye kundskaber, der ville højne deres muligheder ikke bare på det
erhvervsmæssige område, men også på alle andre, deriblandt kulturelt, socialt og politisk. Det danske
sprog skulle bruges som en port til uddannelse - til at kvalificere sig - så de kunne opnå ligestilling med
danskerne.
2.3.1. Skoleloven af 1925
Et stadigt større grønlandsk pres overbeviste efterhånden de mest tilbageholdende danskere om, at
grønlænderne virkelig ønskede undervisning i det danske sprog. Spørgsmålet blev derfor taget op af
landsrådene i 1919, hvorefter et udvalg, der enstemmigt anbefalede at revidere 1912-loven og indføre
dansk som obligatorisk fag i den grønlandske børneskole, blev nedsat. Udvalget begrundede sin
anbefaling med, at man gerne så, at grønlænderne ville udvikle sig ”til en sådan modenhed i moralsk og
økonomisk henseende, at de kan blive i stand til at leve i fri forbindelse med den øvrige verden, når
50
Jørgen Fleicher: Forvandlingens år. Grønland fra koloni til landsdel, s. 18.
51
52
Ibed., s. 58.
26

landets nuværende afsondringstilstand engang i fremtiden ophører”.53
Grønlændernes krav om ind-
førelse af dansk som fag i børneskolen blev dog først imødekommet med lovvedtagelsen i 1925, efter
at man fra dansk side endelig var blevet forsikret om, at det vitterlig var grønlænderne selv, der
ønskede at gøre undervisningen obligatorisk. I de første mange år fungerede loven dog kun på papiret,
da der var mangel på kvalificerede lærerkræfter i Grønland.
I årene frem til Anden Verdenskrig ændredes grønlændernes indstilling sig ikke. Specielt i 1930’erne
så man en voldsom fremgang i befolkningens interesse for faget. Det kom så vidt, at de selv ansatte
lærere uden om den statslige skoleinstitution, men stadig var det kun få grønlændere, der kunne dansk.
Krigen forandrede mange ting for den grønlandske befolkning og satte skub i udviklingen. Grønlæn-
derne havde haft en urokkelig tro på, at Grønland ikke ville komme til at savne noget - at Danmark
altid ville forsyne dem med varer og være forbindelsesleddet til omverdenen, men med besættelsen af
Danmark blev Grønland med et slag politisk interesseret. Isolationen fra Danmark og øens militær-
strategiske placering åbnede et vindue til verden for den grønlandske befolkning. Livsvigtige
forsyninger, som plejede at komme fra Danmark, måtte nu erhverves andet steds fra. Grønland
etablerede derfor forbindelse til andre lande, hovedsagelig USA, som forsynede landet i krigsårene
mod til gengæld at få leverancer af blandt andet kryolit fra minen i Ivigtut samt tilladelse til at bygge
baser og vejrstationer på den ellers så beskyttede og tillukkede ø.
Den grønlandske selvbevidsthed voksede i krigsårene, men man var godt klar over fra grønlandsk
side, at man ikke kunne klare sig med Grønlands egne produkter og frembringelser. Havde det ikke
været for de danske embedsmænd i Grønland, som under Danmarks besættelse havde trådt hjælpende
til ved at få den nødvendige samhandel i gang med andre lande, ville grønlænderne ikke have kunnet
magte situationen på egen hånd, specielt på grund af deres manglende sprogkundskaber.
Adskillelsen fra Danmark og de problemer, der fulgte med, medførte et klarere ønske fra grønlandsk
side om en udvikling frem mod erhvervsmæssig og kulturel ligestilling med Danmark. Efter Anden
Verdenskrig fremstod den grønlandske befolknings ønske om dansksprogethed derfor med fornyet
styrke. Om nogen var grønlænderne sig det bevidst, at sprog gav magt. Specielt når man som
grønlænder talte et minoritetssprog, var det en nødvendighed at kunne kommunikere på et hovedsprog
– i denne forbindelse dansk.
53
27

2.3.2. Sprogdebatten i 40’erne
Kravet om en yderligere intensivering af danskundervisningen formuleredes hyppigere og klarere i
årene frem til 1950. Målet var: ”at gøre dansk delvis til et skolesprog og til uddannelsessprog samt på
længere sigt at gøre Grønland dansksproget og gøre dansk og grønlandsk ligestillede”.54
Allerede ved
det første landsrådsmåde efter krigen den 28. august 1945, blev der af landsrådsmedlemmer givet
udtryk for ønsket om en åbning af landet og om en hurtigere udvikling på mange områder. Frem-
trædende grønlændere, herunder blandt andre seminarielærer Augo Lynge, kontorassistent Jørgen
Chemnitz og efterskoleforstander Frederik Nielsen, havde længe i denne forbindelse med stor vægt
fremsat ønske om, at det danske sprog skulle spille en større rolle end hidtil. Ifølge Frederik Nielsen
havde udviklingen europæiseret Grønland i en sådan grad, at der ingen vej var tilbage. Man kunne
derfor ikke andet end at tilegne sig den europæiske kultur fuldt ud, en tilegnelse, som kun kunne ske
ved den tættest mulige tilknytning til Danmark – at gøre Grønland til et dansktalende land.55
Det grøn-
landske sprog ville ikke kunne føre grønlænderne videre frem i udviklingen, det kunne derimod det
danske.56
I et interview om den grønlandske ungdom i slutningen af 1945 adresserede Frederik Nielsen
igen sprogproblemet:
Efter min mening vil fremtidsmulighederne altid være minimale, saa længe dansk ikke
bliver fast skolesprog heroppe. Som det er nu, ligger alt aandeligt liv stille efter
skolegangen, grundet mangel paa midler og veje – og især læsestof.57
Augo Lynge havde ligeledes tilkendegivet sin holdning til sprogspørgsmålet i en artikel ”Vore isola-
tionssygdomme” i Grønlandsposten kort efter befrielsen af Danmark. Han skriver:
Hvor der derimod intet findes at læse og ikke læses, kan ungdommen ikke modnes, og
ingen virkelig udvikling kan finde sted. Selvfølgelig er boglig lærdom alene heller ikke
nok, men man tager ikke helt fejl i at hævde, at mangel paa læsning (manglende læsestof)
er den afgørende forskel mellem for eksempel Danmark og Grønland.58
54
Chr. Berthelsen: ”Træk fra den grønlandske skoles udvikling – set i forhold til de ændrede samfundsforhold”. Årbog for
Dansk Skolehistorie. 1979, s. 25.
55
Frederik Nielsen: ”Krav om dansk Sprog i Grønlands Skoler”. Grønlandsposten nr. 11, 1945.
56
Ibed.
57
Frederik Nielsen: ”Grønlands ungdom paa vej til at finde sig selv”. Grønlandsposten nr. 18, 1945.
58
Augo Lynge: ”Vore isolationssygdomme”. Grønlandsposten nr. 12, 1945.
28

Ifølge Augo Lynge var der flere ting, som for ham var årsagen til Grønlands ”åndelige isolations-
sygdomme”, som han kaldte det. Manglende impulser og manglende oplysning samt ringe økonomiske
vilkår og mindreværdskomplekser var alle årsager til grønlændernes problemer, men især sproget eller
de manglende sprogkundskaber var med til at isolere det grønlandske samfund. Dansk var godt nok
blevet indført som fag i den grønlandske folkeskole med Styrelsesloven af 1925, men resultatet havde
ikke haft den ønskede effekt. Efter tyve års anstrengelser lå målet stadig fjernt. Årsagen skal
hovedsagelig findes i det faktum, at der ikke blev ansat danskkyndige lærere nok, og at der var mangel
på egnede undervisningsmidler.
På landsrådsmødet i 1945 fremsatte Jørgen Chemnitz et forslag om en udvidelse af danskunder-
visningen i børneskolen og sagde blandt andet:
Det er Tidens, eller de yngre Forældres Krav, at deres Børn skal lære saa meget mere, end
de selv har lært, at de behersker det danske Sprog, naar de gaar ud af Skolen. Dette ønsker
man, for at Børnene ved Hjælp af deres Kendskab til det danske Sprog maa kunne naa de
samme Maal, som det i mange Aar har været muligt for andre Nationer at naa.59
Debatten om sprog og skoleforhold kom til at tegne landsrådsmødet. Også tanken om at oprette rene
dansksprogede skoler for børn med særlige evner i de grønlandske kolonier blev drøftet på dette møde,
hvilket fremgår af Jørgen Chemnitzs udtalelse senere i oplægget:
Dersom det først er opnaaet ved en forbedret Danskundervisning, at man kan udvælge de
Børn med de bedste evner for Dansk blandt alle Skolebørnene, saa vil dette bevirke, at der
bliver Mulighed for at indrette dansksprogede Skoler for de Børn, som vil være bedst
egnede til at modtage Undervisning i saadanne Skoler. Saadanne dansksprogede Skoler
skulde da anlægges ved Kolonierne med Adgang for Elever til at komme alle Steder fra og
faa deres Skolegang der.60
Årsagen til, at man ikke på dette tidspunkt diskuterede at sende grønlandske børn til Danmark, hænger
sandsynligvis sammen med det faktum, at man var af den overbevisning, at skoleophold i Danmark
ville udsætte grønlandske børn for en unødig sundhedsmæssig risiko. Dette spørgsmål blev først for
alvor rejst på landsrådsmøderne i 1948 og 1949 i forbindelse med indførelsen af de dobbeltsprogede
59
De Forenede Grønlandske Landsraads Forhandlinger 1945, pkt. 10, s. 468.
60
Ibed., s. 469.
29

skoler. Jørgen Chemnitzs ovenstående forslag blev mødt særdeles positivt, og fik rådets opbakning,
hvilket fremgår af følgende udtalelse fra Landsrådet:
Landsraadene ønsker at give Udtryk for et almindeligt Krav i Befolkningen om øget
Danskundervisning i det grønlandske Skolevæsen og vil mene, at der saa hurtigt som
muligt bør indføres:
1) Ved Kolonisteder og Steder med over 200 Indbyggere skal undervises paa dansk i
mindst 2 Fag foruden Faget Dansk.
2) Ved de højere Skoler skal undervises udelukkende paa Dansk undtagen ved
Undervisningen i det grønlandske Sprog.
Endvidere gives der Udtryk for et stærkt Ønske om Undervisning i Dansk over de
grønlandske Radiostationer til Udsteder og Bopladser, ligesom der ønskes udsendt
letlæselige Bøger til almindelig Udhandling i Butikkerne.
Saafremt de fornødne Lærerkræfter til at opfylde Kravet ikke findes i Grønland, maa de
udsendes fra Danmark.61
Hvor meget den ”menige” grønlænder var med i denne debat, er svært at svare på. Umiddelbart tyder
alt på, at grønlændernes talsmænd – de få fremtrædende og veluddannede grønlændere – havde
befolkningens opbakning. Langt mere sandsynligt er det dog, at politikerne på god paternalistisk vis
talte for befolkningen, men ikke på vegne af den: ”Vi almindelige grønlændere blandede os ikke. Det
var Chemnitz-familien og et par af de andre store familier, der talte på grønlændernes vegne, slev om
de ikke vidste, hvad den grønlandske befolkning tænkte”.62
2.3.3. Nyordningen af 1950 – en ny skolelov
Efter krigen var man enige om, at nye veje for den grønlandske skole skulle findes. Dette var blandt
andet en af grønlandsdelegationens opgaver i Danmark i 1945-46. I fortsættelse af delegationens
arbejde blev der i marts 1947 nedsat et udvalg i Grønlands Styrelse - et skole/kulturudvalg – ”hvis
formaal var at gennemdrøfte alle sager og spørgsmaal af særlig betydning for skolen i Grønland”.63
I
udvalget blev man enige om, at den grønlandske skole måtte blive tosproget. Den grønlandske skole
61
De Forenede Grønlandske Landsraads Forhandlinger 1945, pkt. 10., s. 467.
62
Tine Bryld: I den bedste mening, s. 55.
63
Mikael Gam: ”Den grønlandske skole i fremtiden”. Grønlandsposten nr. 7, 1948.
30

skulle opsplittes i såkaldte A- og B-skoler, hvor A-linien skulle være rent grønlandsksproget, hvilket vil
sige, at der udelukkende skulle undervises på grønlandsk i alle fag bortset fra dansk. B-linien skulle
senest fra udgangen af det andet skoleår blive en rent dansksproget linie med undtagelse af fagene
grønlandsk og religion.64
Ifølge Mikael Gam kunne der opstå to hovedindvendinger imod forslaget. For
det første kunne man ikke i sproglig henseende dele børnene i skolen i to afdelinger, blandt andet fordi
næsten alle ønskede, at deres børn skulle lære så meget dansk som muligt. For det andet var man bange
for, at det grønlandske sprog ville uddø.65
Indvendingerne blev noteret, og man foreslog derefter en
forsøgsordning med A- og B-skoler kørende på tre skoler.
Udvalgets arbejde fortsatte i 1948, hvor den store Grønlandskommission blev nedsat. Kommissionens
betænkning rummer et stort afsnit om det grønlandske skolevæsens fremtid. Den anførte i sin betænk-
ning at ”det er kommissionens opfattelse, at grønlændernes egne stadig tilbagevendende ønsker samt en
moderne tids krav til det grønlandske samfund nu nødvendiggør en videre udbygning af dansk-
undervisningen”.66
Grønlandskommissionens arbejde resulterede i Nyordningen af 1950 og dermed en
ny skolelov. Denne var et klart brud med den hidtidige skoleordning, som alene var baseret på det
grønlandske sprog. Den nye skolelov gav ikke kun faget dansk en fremtrædende plads i det grøn-
landske skolevæsen, den gav også hjemmel til at indføre dansk som undervisningssprog i den grøn-
landske folkeskole.67
Derudover fik det grønlandske skolevæsen som følge af den nye skolelov sin
egen centrale ledelse adskilt fra kirken.
64
Kundgørelser vedrørende Grønlands Styrelse 1938-50, s. 219 og Beretning om Det Grønlandske Skolevæsen 1950-52 s.
9.
65
Mikael Gam: ”Den grønlandske skole i fremtiden”. Grønlandsposten nr. 7, 1948.
66
G-50 3, s.10.
67
Chr. Berthelsen: ”Hvilke betingelser giver den danske stat det grønlandske sprog for at bestå og udvikle sig?”. Foredrag.
Århus, 1979, s. 14.
31

3. Eksperimentet
3.1. Optakten
Anden Verdenskrig blev et vendepunkt i Grønlands historie. På grund af tyskernes besættelse af
Danmark blev Grønland afskåret fra kolonimagten og dermed også fra forsyninger. Adskillelsen
bevirkede, at Grønland pludselig måtte klare sig selv – en opgave, som umiddelbart syntes umulig set i
lyset af landets isolation fra omverdenen, men som Grønland til fulde løste på egen hånd.
Efter krigen forventede alle dem, som havde befundet sig i Grønland under krigen derfor, at der nu
ville komme fornyelse. Man regnede med, at der ville ske en omlægning af den hidtil førte politik over
for Grønland. Med dette for øje udformede landsrådsfoged Eske Brun68
i september 1945 et omfattende
memorandum til daværende Statsminister Knud Kristensen,69
hvori han påpegede et spørgsmål ved-
rørende undervisningsvæsenet, som overskyggede alle andre: nemlig danskundervisningen i Grønland:
Så længe det eneste almindeligt kendte og brugte sprog i Grønland er grønlandsk, er
virkelige fremskridt udelukket. Der er ingen mulighed for virkeligt at åbne den grønlandske
befolknings sind for verden omkring den, sålænge den er henvist til det materiale, som
foreligger og kan komme til at foreligge på grønlandsk. Sproggrænsen vil åndeligt virke
som en stærkere hindring end nogen legalt opstillet afspærring.70
For Eske Brun var tiden inde til nytænkning. Krigen havde bevist, at Grønland godt kunne stå på egne
ben, nu skulle der bare reformer til. Grønlands Styrelse var imidlertid af en anden mening og overhørte
hans bekymring. Kolonipolitikken fortsatte i det spor, som var blevet lagt længe før krigen. En skuffet
Eske Brun tog derfor sin afsked som landsrådsfoged i Grønland og vendte hjem til Danmark.
I sommeren 1946 foretog en stor delegation fra den danske presse en rundrejse i Grønland. Dens
iagttagelser resulterede i særdeles ugunstige pressekommentarer i form af lange artikler om forholdene
i Grønland. Senere samme år gik regeringen af, og socialdemokraten Hans Hedtoft blev Danmarks nye
statsminister.71
68
Eske Brun var landsrådsfoged i Nordgrønland, da krigen brød ud. I krigsårene fra 1940-45 var han den øverste militære
og civile instans i Grønland, hvilket gav ham titlen ”Kongen af Grønland”.
69
Knud Kristensen (Venstre) - statsminister 1945-1947.
70
Eske Brun: Mit Grønlandsliv, s. 125.
71
Hans Hedtoft (Socialdemokratiet) – statsminister 1947-1950 og 1953-1955.
32

Herefter kom der gang i reformpolitikken. Ifølge Eske Brun opfordrede Hans Hedtoft ham til at
nedsætte en kommission, som i alle sine underudvalg skulle råde over al fornøden sagkundskab, og
som havde til opgave at gennemgå grønlandske forhold inden for alle områder og komme med forslag
til de nyordninger, som man fandt nødvendige.72
Pressens kritiske bemærkninger om forholdene i Grønland fik højst sandsynligt Hans Hedtoft til at
handle hurtigt. Danmarks gode navn og rygte over for omverdenen stod på spil. Omstændighederne
krævede derfor en eller anden form for handling. Ydermere var her et anliggende, som den nye rege-
ring kunne profilere sig på.
Efter at være blevet udnævnt til vicedirektør i Grønlands Styrelse den 1. januar 1947 påbegyndte
Eske Brun forarbejdet til den store Grønlandskommission. Udgangspunktet for kommissionen var, at
den skulle ”gennemgå de problemer, som forekommer i Grønland med henblik på den sociale, sam-
fundsøkonomiske, politiske, kulturelle og administrative udvikling samt derefter at afgive en betænk-
ning med forslag til fremtidige retningslinier vedrørende disse spørgsmål”.73
Senere samme år rejste en ekspedition bestående af to embedslæger til Grønland for at undersøge
sundhedsforholdene nærmere. Beslutningen om at ansætte de to læger direkte under Sundhedsstyrelsen
og sende dem til Grønland blev allerede truffet på et møde i Rigsdagens Grønlandsudvalg den 28.
februar 1946 under et indlæg om sundhedsforholdene i Grønland, men som det fremgår af ovenstående
datoer, skulle der gå mere end et år, før ekspeditionen blev en realitet.
I en skrivelse af 7. juli 1948 fra Sundhedsstyrelsen til Statsministeren ses det, at specielt social-
forsorgen i Grønland tiltrak sig Grønlandskommissionens bevågenhed.74
I skrivelsen bliver der gjort
opmærksom på, at mange grønlandske børn led nød til trods for den kommunale hjælp og forskellige
hjælpeorganisationers støtte.
Ifølge Sundhedsstyrelsens udsendte lægeekspedition lod den kommunale hjælp meget tilbage at
ønske. Hjælpen havde hidtil været utilstrækkelig, hvilket til en vis grad skyldtes den såkaldte
repartition, som var en ligelige fordeling af kommunekassernes årlige overskud til kommunernes
erhvervsdrivende. Da kommunerådene hovedsagelig bestod af repartitionsberettigede erhvervsdri-
vende, er det ikke svært at se, hvor pengene forsvandt hen. Den eneste måde, hvorpå man kunne omgås
72
Eske Brun: Mit Grønlandsliv, s. 126.
73
G-50 1, I s. 5.
74
G-50 4, II s. 138.
33

problemet, var ved helt at afskaffe repartitionen, hvorved hjælpen ubeskåret kunne gå til de mennesker,
som havde behov derfor.
Hjælpeorganisationernes indsats i Grønland, derimod, blev i høj grad værdsat, men lægeekspedi-
tionen fandt, at den var knapt så veludbygget og organiseret, som man kunne ønske sig. Hjælpe-
organisationen Red Barnet var på dette tidspunkt allerede godt etableret i Grønland. Den støttede og
iværksatte forskellige projekter til hjælp for de grønlandske børn. Ligeledes gjorde Foreningen til
Hjælp for Grønlandske Børn, som drev de få børnesanatorier, der fandtes i Grønland. Kendetegnet for
begge organisationer var dog det manglende samarbejde. De arbejdede uafhængigt, og til tider syntes
de ligefrem at konkurrere med hinanden om de forskellige opgaver.75
For den verdensomspændende organisation Røde Kors forholdt det sig helt anderledes. Den var
ganske vist også involveret i opgaver i Grønland, men kun indirekte, idet de fleste opgaver i Grønland,
som ellers ville have været åbenlyse for Dansk Røde Kors, blev opfattet af de fleste, såvel inden for
som uden for Grønlands Styrelse, som noget staten tog sig af. Der kom derfor til at gå mange år, inden
organisationen følte, at tiden var inde til et mere direkte engagement i Grønland.76
Muligheden viste sig, da den nye regering gjorde op med isolationspolitikken, som en følge af den
voldsomme kritik den danske presse havde rettet imod de danske myndigheder i kølvandet på dens
rundrejse i Grønland i sommeren 1946. Ændringerne i regeringens politik fik Dansk Røde Kors, som
netop var ved at afvikle sine projekter rundt omkring i verden, til at rette blikket mod Grønland.
Organisationen fik derved frigjort tid og ressourcer til en gennemgribende indsats i forhold til
Grønland. Dansk Røde Kors’ hovedbestyrelse nedsatte derfor et særligt Grønlandsudvalg, som skulle
tage sig af fremtidige opgaver.
I den føromtalte skrivelse fra Sundhedsstyrelsen af 7. juli 1948 udtaler de udsendte embedslæger, at
der var flere områder, hvor de forskellige hjælpeorganisationer kunne gøre gavn. De understregede det
faktum, at der ikke fandtes et egentligt børnehjem i Grønland og anbefalede, at der blev opført sådanne
til imødegåelse af et stigende problem med forældreløse børn. Sundhedsstyrelsen opfordrede derfor de
forskellige hjælpeorganisationer til i samarbejde at påtage sig opgaven, idet den mente, at noget af den
filantropiske hjælp fra Danmark med fordel kunne anvendes til et sådant projekt.77
75
G-50 4, II s. 139.
76
DRK’ Hovedarkiv 10.001, lb. nr. 213 – Kai Ludvigsen: ”Dansk Røde Kors’ arbejde i Grønland”. Særtryk af Det
Grønlandske Selskabs Årsskrift. 1951, s. 96.
77
G-50 4, II s. 139.
34

Med Sundhedsstyrelsens udspil var det nu oplagt for hjælpeorganisationerne at udvide deres enga-
gement i Grønland. Dansk Røde Kors og Red Barnet reagerede på opfordringen og påtog sig opgaven,
hvilket vil blive nærmere belyst nedenfor.
3.2. Ideen
I forbindelse med afslutningen af Grønlandskommissionens store arbejde bragte B.T. i foråret 1950 en
række artikler, hvori et forslag om at sende grønlandske børn på ferieophold i Danmark blev fremsat af
en ung grønlandsk journalistelev bosiddende i Danmark. Forslaget var baseret på et tilbud, som en
dansk-amerikansk kvinde havde givet danske drenge om at komme til USA på besøg. Den unge
grønlandske journalistelev mente, at man kunne forsøge noget lignende for grønlandske drenge, og
derved give dem en mulighed for at se verden uden for Grønland.78
Henvendelsen til B.T. den 19. maj 1950 afstedkom en række reaktioner blandt andet fra vicedire-
ktøren for Grønlands Styrelse, Eske Brun.79
Han viste sig at være positivt indstillet over for forslaget.
Den 25. maj 1950 kunne B.T. bekendtgøre, ”at grønlandske børns ferieophold i Danmark er sikkert”,80
og at Red Barnet ville komme til at stå for de praktiske foranstaltninger.
Ideen om at sende grønlandske børn på ophold i Danmark var dog langt fra ny. I årene forinden
havde forslaget flere gange været diskuteret både i Grønlands Styrelse, i De Forenede Grønlandske
Landsråd samt hos Red Barnet og Dansk Røde Kors, men forhandlingerne var altid faldet negativt ud.
I 1948 afviste først Red Barnet og senere Dansk Røde Kors et arrangement om at sende grønlandske
børn på et kortere eller længerevarende ophold til Danmark. Forslaget blev fremsat på baggrund af den
hjælp, som Red Barnet i efterkrigsårene ydede til børn fra andre nationer: herunder hollandske, franske
og østrigske, der gennem organisationen kom til Danmark på et tre måneders rekreationsophold.
Organisationerne begrundede deres afslag med sundhedsmæssige årsager. De følte, at det ville være
uforsvarligt, sundhedsrisikoen taget i betragtning, at sende grønlandske børn fra Grønland til Danmark,
idet smitsomme børnesygdomme for grønlandske børn, som mangler nedarvet immunitet, ville være en
78
B.T. 19. maj, 1950.
79
Ibed. 1950. 1. juni 1950 overgik Grønlands Styrelse til et departement under statsministeriet og blev fremtidigt benævnt
”Statsministeriets 2. departement” eller ”Grønlandsdepartementet”. Vicedirektør Eske Brun blev i samme forbindelse
udnævnt til departementschef for Statsministeriets 2. departement/Grønlandsdepartementet.
80
B.T. 25. maj, 1950.
35

Speciale

Recommended

Recommended

More Related Content

Featured

Featured (20)

Speciale