Sfah rapport 1987

ARBEJDERBEVÆEELSE .
OG
›
TEKNOLOGIUDVIKLING
rapport fra sfah's seminar
andebølle ungdomshøjskole
7-9 nov. 1986
SFAH 1987

INDHOLDSFORTEGNELSE.
SEKTION l : Produktion, arbejde og teknologiudvikling.
MARIANNE ROSTGAARD :
Om at bruge ændringer i arbejdsprocessen som inde
faldsvinkel til teknologihistorien.
CARL ERIK ANDRESEN
Teknologi og arbejdskraft.
ANNA-BIRTE RAVN :
Teknologisk udvikling og arbejdsmarkedets kønsop-
deling.
SEKTION 2 :
Arbejderbevægelsens reaktioner og stra-
tegier.
LARS JOHANSSON :
Teknologi og arbejderbvægelse i Danmark -
beskrivelse.
MORTEN LASSEN :
Uddannelse som redskab i fagbevægelsens kamp om ar-
bejdsområder.
SEKTION 3 :
Teknologiens konsekvenser -
i dag.
JENS CHRISTENSEN :
Informationssamfund og arbejderbevægelse.
SEKTION 4 Formidling.
OLE BAY CHRISTENSEN :
Teknologiudvikling på bryggerierne og bryggeriar-
bejdernes uddannelsespolitik.
OM OPLÆGSHOLDERNE
U) -
S.
12
21
36°
47
65
84
94

FORORD
I denne rapport er Oplæggene fra SFAHs seminar på Andebølle
Ungdomshøjskole 7.-9. nov. 1986 samlet. Med seminartemaet,
"Arbejderbevægelsen og teknologiudviklingen", blev et aktu-
elt emne fra den offentlige debat taget op og sat i et histo-
risk perspektiv.
Oplæggene behandler, i en tværfaglig anskuelse, teknologiens
indflydelse på det kønsopdelte arbejdsmarked og på arbejds-
kraftens udvikling, samt redegør for arbejderbevægelsens stra-
tegi, forståelse af og erfaring med teknikkens indførelse på
arbejdspladserne.
Oplæggene giver også bud på såvel en arbejderhistorisk ind-
faldsvinkel til teknologihistorien som på udviklingstendenserne
i "informationssamfundet".
God læselyst!
Seminarudvalget,
Margaret Nielsen, Peter Thorning, Anette E. Hansen, Karen Jansson
februar 1987

MARIANNE ROSTGAARD:
"OM AT BRUGE ÆNDRINGER I ARBEJDSPROCESSEN SOM INDFALDSVINKEL
TIL TEKNOLOGIHISTORIEN".
Oplæg holdt på SFAH's seminar om
"Arbejderbevægelsen og teknologiudviklingen"
7.-9. november 1987
Allerførst et par ord om min baggrund for at holde dette oplæg.
Jeg har undervist på den tekniske-naturvidenskabelige basisud-
dannelse på AUC, og har her skullet lære ingeniørstuderende at
lave teknologivurderinger, og det vi kalder samfundsvurderinger,
dvs. lære dem at se og analysere sammenhænge mellem teknologi og
samfund.1) Jeg arbejder p.t. som videnskabelig medarbejder på et
projekt med titlen "Kvinders kvalifikationer, ny teknologi og
fremtidens arbejdsmarked i Nordjylland". Derudover har jeg ar-
bejdet historisk med ændringer i kvindearbejdet. Overordnet og
meget generelt kan man sige, at det problem, som jeg har arbej-
det med og arbejder med, er spørgsmålet om sammenhænge mellem
ændringer i teknologi og ændringer i sociale og samfundsmæssige
strukturer.
Det som jeg vil forsøge at argumentere for, her i oplægget, er,
hvorfor ændringer i arbejdsprocessen, for mig at se, er en god
indfaldsvinkel til at se på sammenhænge mellem ændringer i tek-
nologien og ændringer i sociale og samfundsmæssige strukturer
-
eller, med andre ord, hvorfor det er en god indfaldsvinkel til
teknologihistorien, uden at jeg dermed har sagt, at det er den
eneste rigtige indfaldsvinkel.
Baggrunden for at stille et spørgsmål som "hvad er sammenhængen
mellem teknologisk udvikling og ændringer i sociale og samfunds-
mæssige strukturer?" er, at den teknologiske udvikling er blevet
et problem.

Den "gamle" teknologihistorie, den der også er blevet kaldt
"opfindelsernes historie", var i hovedsagen en historie om ar-
bejdet i laboratorierne og værkstederne. Teknikkens vidundere
og de store opfindere var i centrum, i en slags opfindelsernes
kongerække. Den samfundsmæssige baggrund for opfindelserne og
deres anvendelse var, med enkelte undtagelser, fraværende.
Den implicitte antagelse der ligger bag denne "opfindelsernes
historie" er, at teknik er lig med fremskridt. Med denne impli-
citte antagelse som grundlag for en teknologihistorie, er der
heller ikke megen grund til at beskæftige sig med den samfunds-
mæssige side -
der er så at
sige ikke nogen problemstillinger
at tage fat på.
Nybruddet indenfor teknologihistorien
-
specielt i Vesttyskland
og USA i 1960'erne og 70'erne, flyttede fokus fra den ensidige
fokusering på udviklingen af teknikken, til også at se på konse-
kvenserne af den teknologiske udviklng og til at se på de økono-
miske drivkræfter bag teknologiudviklingen. På nogle punkter
ligner den teknologihistorie, der kom ud af ensidigt at fokusere
på de økonomiske drivkræfter dog den "gamle" teknologihistorie,
i og med der i begge tilfælde er tale om determinisme i teknolo-
giudviklingen. I det første tilfælde en teknologisk determinisme,
i det andet tilfælde en Økonomisk determinisme. Det økonomiske
system (kapitalismen) opfattes her som rationelt, forstået på
den måde, at den teknologi, der udvikles og tages i anvendelse,
er den økonomisk set mest profitable. Der findes altid en tekno-
logi, som er det rationelle svar på kapitalens jagt efter profit
eller, mere urbant formuleret, et rationelt svar på industriens
behov for stadig vækst og udvikling, hvis vi ikke skal sakke bag-
ud i teknologikapløbet. Det er i denne opfattelse af teknologi-
udviklingen som rationel, at den nyere teknologihistorie, der
fokuserer på de økonomiske drivkræfter, ligner den "gamle" tek-
nologihistorie, hvor "det nye" altid opfattes som bedre og mere
rationelt end "det gamle".

En af forskellene -
og den er selvfølgelig væsentlig
-
ligger
i at "den gamle" teknologihistorie besidder en grundlæggende
teknologioptimisme, mens nyere teknologihistorie findes både
i teknologioptimistisk og en teknologipessimistisk variant.
Udover det teoretiske problem -
hvor skal vi lede efter forkla-
ringerne og finde drivkræfterne bag teknologiudviklingen
-
hand-
ler denne diskussion for mig at se også om, hvor dybt vi kommer
til at kunne gå i en forståelse af og en kritik af teknologiud-
viklingen.
'
Med et udgangspunkt der hedder, at teknologiudvikling er lig med
fremskridt, eller at teknologiudviklingen er et rationelt svar
på industriens behov for stadig vækst og udvikling, kommer vi
let til at stå i en situation, hvor vi enten må sige ja eller
nej til teknikken. Når vi ser på den historiske udvikling, fØ-
rer det til, at vi glemmer at se på de alternative muligheder,
Som aldrig blev til noget, og forveksler den faktiske udvikling
med den eneste mulige.
Hvis vi ikke ser teknologiudviklingen som en udvikling, der fun-
damentalt set er præget af samfundet -
af magtforhold, ideologi-
er, normer og økonomiske interesser -
og som et led i kampen om
udformningen af samfundet, kan vi ikke komme til at blande os i
dette slagsmål, men allerhøjst diskutere anvendelsen af en given
teknik.
Når en opfattelse af ny teknik som lig med fremskridt, eller i
hvert fald som den økonomisk set mest rationelle teknik -
har
kunnet trives så længe og stadig trives i bedste velgående, så
er det selvfølgelig, fordi den er en del af samfundets ideolo-
giske grundlag, og fordi den afspejler selvforståelsen bl.a.
hos en del ingeniører.
Det som en del ingeniører glemmer er, at de, når de sidder og
arbjeder med at finde en teknisk løsning på et problem, egent-
lig finder løsningen på samfundsmæssige problemer, og de laver

nogle løsninger, som passer ind i de givne teknologiske og so-
ciale systemer. Dvs. der ligger en lang række af forudsætninger,
der betyder, at det netop er den tekniske løsning, der er den
mest rationelle -
forudsætninger som ligger implicit og sjæl-
dent tages op til diskussion. For at kunne forstå teknologiud-
viklingen og teknologianvendelsen, må vi have alle disse impli-
citte samfundsmæssige forudsætninger for og drivkræfter bag tek-
nologiudviklingen med ind i en forståelsesramme.
Her er det jeg mener, vi kan hente noget i socialhistorien -
eller rettere, blot fordi vi nu begynder at beskæftige os med
teknologihistorie, er der ingen grund til at glemme de sidste
10 års diskussioner om socialhistorie.
Socialhistorie vil jeg her forstå som totalitetshistorie -
ikke
som en historie, der specielt handler om de forskellige klas-
sers og lags levevilkår. Socialhistorie er ikke, sådan som jeg
definerer den, en "bindestregs-historie", dvs. en historie der
afgrænser sig til et bestemt emneområde. Det er en historie, der
handler om de sociale eller samfundsmæssige sider af menneskets
2), måden mennesker skaffer deres levebrød på, de fore-eksistens
stillinger de gør sig om livet, den måde hverdagslivet leves på,
magtforholdene i samfundet osv. Dermed har jeg også sagt, at det
der adskiller socialhistorien fra andre former for historieskriv-
ning, er synsvinklen, ikke emnet. Socialhistorien lægger den syns-
vinkel på den historiske udvikling, at det er de enkelte grupper
af mennesker og klasser, der skaber historien. Handlinger der må
forstås ud fra deres oplevelse af og erfaring med de samfundsmæs-
sigt givne vilkår. Vilkår, der igen er historisk skabte rammer,
og at der er nogle grupper og klasser, der har større magt end
andre til at definere disse rammer. Det er ikke nogle økonomiske
lovmæssigheder, en teknologisk udvikling eller andre strukturer,
der, set fra et socialhistorisk perspektiv, determinerer udvik-
lingen. Set fra et socialhistorisk perspektiv er det de sociale
forandringer, formet i et samspil med den teknologiske udvikling,
der kommer i fokus, når vi beskæftiger os med teknologihistorie.

Her er der selvfølgelig visse relationer og processer, der er
mere interessante at se på end andre -
og det er her arbejdets
historie kommer ind som et centralt punkt.
Der er ikke noget nyt i at se på sammenhænge mellem teknologi-
anvendelse og ændringer i arbejdsprocessen. Det er blevet gjort
i en række teknologivurderinger de sidste 10 år. Det jeg for-
søger her er dog noget lidt andet, nemlig at pege på arbejdets
historie som et centralt knudepunkt i en teknologihistorie.
Med arbejdets historie som et central knudepunkt tænker jeg ikke
så meget på at forklare ændringer i arbejdet og arbejdsprocesser-
ne, men på arbejdets historie som et knudepunkt eller et objek-
tiv, hvorigennem vi kan analysere sammenhænge mellem sociale for-
3)
andringer og teknologiens udvikling, udformning og anvendelse.
Med teknologiudvikling tænker jeg på den proces, der ligger for-
ud for selve konstruktionen -
det er arbejdet i laboratorierne
og udviklingsafdelingerne.
Med teknologiudformning tænker jeg på den konkrete udformning,
som maskinen får (konstruktionen).
For at tage et konkret eksempel: I USA udvikledes i 40'erne og
50'erne den automatiske drejebænk, ud fra en idé om at rationa-
lisere produktionen og gøre den mindre afhængig af faglærte ma-
skinarbejdere. Disse drejebænke udformedes på en række forskel-
lige måder, hvor den essentielle forskel var måden at programme-
re maskinen på, og dermed hvem der havde kontrollen over maski-
nen.4)
Teknologianvendelsen endelig handler så om den konkrete måde,
teknikken tages i anvendelse på, dvs, arbejdsorganiseringen.
Historisk set sker der iøvrigt det, at teknologiens udvikling
og udformning i højere og højere grad skilles ad, med den sti-
gende grad af samfundsmæssig arbejdsdeling. Teknologiudviklin-
gen bliver efterhånden et anliggende for laboratorier og insti-

tutter med den opgave at forske i teknologiudvikling indenfor
bestemte felter. Omvendt udviklede, udformede og anvendte hånd-
værkeren selv sine redskaber.
Der er i den måde som teknologien udvikles, udformes og anvendes
på, tale om en række valg. Valg der er påvirket af økonomiske
strukturer, magtforhold i samfundet og kulturelle værdier.
Jeg skal prøve at illustrere, hvad jeg mener ved hjælp af et kon-
kret eksempel, vel vidende at jeg ikke kan nå hele vejen rundt
på den tid, jeg har til rådighed.
Jeg vil tage udgangspunkt i Skættemaskinen og ændringer i arbejds-
processen i forbindelse med skættemaskinens fremkomst.
Skættemaskinen og ændringer i arbejdsprocessen med hørforarbejd-
ning.
Skættemaskinen "opfindes" i midten af 1800-tallet. Maskinen -
en
simpel hånddreven indretning, der kunne bæres på nakken eller kø-
res på en trillebør -
brugtes til at skætte hør.
Fig 18%. Er- *'kæuemmkine. (Fra Lyngby Landbrugsmusæmn.)
Kilde: Opfindelsernes Bog III, s. 245.
Skættemaskinen findes i mere eller mindre flotte udgaver.
Dette er en af de flotte.

Med skættemaskinen overgår Skætning fra at være et kvinde- til
at være et mandsarbejde. Isoleret set og for en hurtig betragt-
ning, kunne det derfor se ud som om vi her har et konkret eksem-
pel på, at et arbejde går fra at være kvinde- til mandearbejde,
når der kommer maskiner ind i billedet.
Det er selvfølgelig en alt for hurtig slutning, og historien om
skættemaskinen og ændringer i arbejdsprocessen med hørforarbejd-
ningen, er meget længere.
Der er ikke nogen "opfinder" af skættemaskinen, eller hvis der er
en sådan, er hans navn forsvundet i historiens glemsel. Maskinen
promoveredes af Det kongelige Landhusholdningsselskab, så hvis vi
skal sætte navn på hvem eller hvilken gruppe i samfundet, der står
bag udviklingen af og forsøgte at fremme anvendelsen af denne ma-
skine, må det være Landhusholdningsselskabet.
Skætning af hørren indgik som et led i processen med at forarbej-
de hørren, så den blev til hørtråd og senere igen til hørlinned.
Dette arbejde var i midten af 1800-tallet et blandt mange arbej-
5)
der, som kvinderne på landet varetog.
Arbejdet med hørforarbejdningen var organiseret i arbejdsgilder,
dvs. kvinderne i landsbyen eller nabolaget gik sammen om og ud-
førte arbejdet i fællesskab. Bagefter blev der så spist, drukket
og danset.
En lang række arbejder i landsbyen udførtes i fællesskab i ar-
bejdsgilder. Det var dog omvendt ikke alle arbejder, der var or-
ganiseret som gilder. De arbejder, der udførtes i fællesskab,
var arbejder, der dels var arbejdskrævende, dels arbejder der
var betydningsfulde, i og med det drejede sig om overlevelsen
-
mad i munden og tøj på kroppen. Det var samtidigt arbejder,
der forlenede de, der udførte det, med status og prestige.
Disse arbejdsgilder havde Landhusholdningsselskabet og andre
landbrugsreformatorer et godt øje til. Som arbejdsproces var de
ineffektive, og der gik for megen mad og drikke med i købet.

Landhusholdningsselskabet -
og med dem en række præster, gods-
ejere o.a. reformfortalere, mente at der skulle nye, mere ra-
tionelle metoder til, så der kunne produceres mere både i land-
bruget og'i samfundetsom helhed. Når Landhusholdningsselskabet
arbejdede for at forbedre hørdyrkning og linnedfremstilling var
det for -
i god merkantilistisk ånd -
at forbedre og forøge den
indenlandske tekstilproduktion og gerne gøre landet selvforsy-
nende med linned. Det kunne ikke ske ved blot at producere mere
på samme måde, da det allerede var sådan, ifølge en række af
landbrugsreformatorerne, at kvinderne, i de egne af landet,
hvor der fremstilledes linned med salg for øje, forsømte de hus-
lige pligter:
"Tillige bidrager Huusfliden paa Sletten, som forhen nævnt,
ofte til at Fruentimmere forsømme Tilsynet med deres Børn,
Reenligheden i deres Huus, Dyrkningen af Haugen og deres
Kreaturers omhyggelige Pleje".
Sådan skrev Jac. Aal Hofman Bang om tilstandene på Nordfyn om-
kring 1850. Og L.C. Brinck-Seidelin skrev om husfliden og frem-
stillingen af hørlinned i Hjørring Amt:6)
"Dog, Konens virken har og sin Skyggeside; Hun er aldeles
ikke reenlig; paa hende selv, Manden, Børnene og Stuen er,
saa at sige, Snavset fastgroet; hvad Mad og Drikke, der
sættes frem, er i Mængde og til bestemt Tid, men slet til-
lavet".
Vi har her, samtidig med beskrivelsen af tilstandene omkring
midten af 1800-tallet, også et program for hvad kvinderne på
landet burde tage sig til. Begge forfattere foreslår som af-
hjælpning på problemerne, at der indkøbes skættemaskiner og
oplæres skættemænd -
gerne husmænd. De anså skættearbejde for
at være en passende bibeskæftigelse for husmænd. Gårdmænd skul-
le passe deres marker, som konerne deres hus, have og kreaturer.
Når skætning, med overgangen til brug af skættemaskinen, blev
et
mandsarbejde, hænger det derfor bl.a. sammen med, at det var
mænd (husmænd) der blev oplært i brugen af den. Men det handler

i lige så høj grad om synet på mandligt og kvindeligt hos de
grupper i samfundet, som var med til at promovere skættemaski-
nen. Det er dog stadigvæk ikke hele historien.
Skættemaskinen blev, så vidt jeg har kunne se af kilderne, først
almindeligt udbredt i 1870'erne og 80'erne. Den vinder for alvor
indpas i forbindelse med de store ændringer i landbosamfundet i
sidste halvdel af 1800-tallet med overgangen fra en subsistens-
præget økonomi til en markedsøkonomi, hele landbrugsomlægningen,
den nye arbejdsdeling mellem land og by og den stærkere lagde-
ling i bondesamfundet.
Gårdmandskonens arbejde ændrede i denne periode fundamentalt ka-
rakter, fra at være arbejde der indgik som led i opretholdelsen
af husholdningen til at være husarbejde. Kvinders status var i
"det gamle landbosamfund" i høj grad bundet op på de store kvin-
dearbejder -
fremstilling af linned og uld, smør og ost. De nye
statussymboler blev stuehuset og haven. Der er mange ting, der
tyder på, at bondekvinderne selv aktivt arbejdede med på disse
ændringer, og at det at blive fritaget for noget af det hårde
arbejde -
f.eks. at muge
-
var en understregning af bondekonens
nye status som gårdmandskone. Hun havde ikke -
som husmandskoner-
ne -
nødigt at tage del i den slags arbejde. Skætning var også
et af de arbejder, der i en periode før skættemanden træder ind
på scenen, mere eller mindre var "gledet ned" til at blive et ar-
bejde for husmands- og daglejerkoner. Skættemanden vinder således
indpas på et tidspunkt, hvor arbejdsdelingen og arbejdsprocessen
er i ændring, og som et led i denne ændring. Det er ændringer,
som dels har at gøre med ændringer i de økonomiske strukturer
(overgang til markedsøkonomi og mere ensidig satsning på bestem-
te produkter, med salg for øje), med ændringer i magtforholdene
og ændringer i de kulturelle værdier og normer for kvindearbejdet.
Ændringer, der udmønter sig i en ny arbejdsdeling, herunder en
ny kønsarbejdsdeling, på landet.
Men det var ikke -
og det er det, der er pointen
-
skættemaski-
nen som sådan, der ændrede arbejdsdelingen. Ændringerne i al-.4
bejdsdelingen er ikke en afledt konsekvens af en ændring

10
i teknikken. Den rolle som Skættemaskinen, set som en ændring
af teknik, kom til at spille, var derfor, i en periode og i et
miljø under social forandring, at være med til at skubbe til
en udvikling og forme de konkrete ændringer af en arbejdsproces.
Ændringer som ikke kan forstås, hvis vi ikke ser dels på ideer-
ne bag udviklingen og udformningen af denne teknik (dvs. samti-
dens normer og værdier), dels de miljøer og det samfund -
dets
økonomiske og sociale strukturer -
som teknikken udviklede og
toges i anvendelse i.
Skættemaskinen var på mange måder en parentes i historien. Fra
1870'erne og frem falder antallet af hektarer, hvor der dyrke-
des hør temmelig kraftigt. Det blev byernes fabrikker og bomul-
den, der overtog den landlige husflids rolle som leverandør af
klæder og tøj. Det er dog ikke den side af sagen, der interes-
serer mig her. Det jeg har villet med dette eksempel er at vise,
hvad der kan komme ud af at flytte fokus i teknologihistorien
over til arbejdsprocessen og se på ændringen i arbejdsproces-
sen som en helhed af sociale/samfundsmæssige og teknologiske
ændringer.
Ved at fokusere på arbejdsprocessen kan vi få socialhistorien
med ind i teknologihistorien og dermed give os selv bedre for-
udsætninger for at forstå teknologiudviklingen.

11
NOTER:
1) Se Jens Müller m.fl. "Samfundets teknologi -
teknologiens
samfund". Systime, Herning 1984. Her defineres begreberne
teknologivurdering, samfundsvurdering og teknologi.
2) Definitionen af socialhistorie følger Hobsbawns definition
i "Fra socialhistorie til samfunnshistorie" i: Kontrast
nr. 7, 1978. Oslo 1979.
3) Begreberne teknologiens udvikling, udformning og anvendelse
har jeg lånt fra Arne Remmen: "Teknologi som proces og struk-
tur" i: "Mod en helhedsorienteret teknologiteori", Aalborg
1986.
4) Se David Noble "Forces of production -
a social history of
industrial automation" kap. 5, 6 og 7.
5) Se Marianne Rostgård: "Kønsarbejdsdeling og kvindefælles-
skaber på landet i 1800-tallet" i: "Kvindefællesskaber",
AUC, 1985.
6) Jac. Aal Hofman Bang "Odense Amt, 1843, og L.C. Brinck-Seide-
lin "Hjørring Amt", 1828. Begge del af den serie af amtsbe-
'skrivelser, der på Landhusholdningsselskabets foranledning
blev udarbejdet, som en beskrivelse af og status over ager-
brugets og husflidens tilstand i Danmark i begyndelsen af og
frem til midten af 1800-tallet.

12
Carl Erik Andresen
TEKNOLOGI OG ARBEJDSKRAFT
De første møbelfabrikker
I 1883 blev den københavnske presse inviteret ind og se på byens nyeste
møbelfabrik, som tilhørte Severin og Andreas Jensen. Firmaet var startet
Som et lille håndvarkerforetagende. Sammen havde de to brødre arbejdet
firmaet op, så de blev i stand til at overtage det gamle Hotel du Nord på
Kgs. Nytorv. Det indrettede de med udstillingslokaler og værksteder i for-
huset, og i en bagbygning opførte de en helt ny fabrik. Reporteren fra Na-
tionaltidende var ret begejstret for det han fik forevist:
"Det var dog ikke saa meget selve de smagfuldt opstillede Møbler, der
havde foranlediget Ejerne til at indbyde Pressen, som det store Bygge-
foretagende i Ejendommens Gaard, hvorved det er blevet dem muligt i en
stor 6 Etages Bygning at samle hele fabrikationen indtil dens mindste
Bnkeltheder, og hvorved det ikke blot er blevet gjørligt paa en for-
holdsvis let Maade at føre et Tilsyn med den store Bedrift, men tillige
i et Omfang, som næppe er kjendt herhjemme, at anvende Maskinkraft paa
selve Stedet til Træets Tildannelse paa de første Stadier af et Møbels
Tilbliven. Heller ikke i saa Henseende skulle vi af flere Grunde, hvor
stærk Fristelsen end kunne være dertil, komme nærmere ind paa Detail-
ler, men den, som interesserer sig for Maskinvæsenets Udvikling, vil
kunne tilbringe flere højst lærerige og fornøjelige Timer i selve Ma-
skinværkstedet, hvor en stor Samling, dels amerikanske, dels svenske
Maskiner udføre en Række Arbejder paa en ligesaa simpel som hurtig og
beundringsværdig Maade. Selve Sammensætningen af de forskjellige Møbler
med Bistand af Drejere og Billedskærere -
Maskinerne
syneslat komme
selve disse stærkt ind paa Livet -
foregaar i to af Etagerne".

13
Det var altså en moderne møbelfabrik, der her blev vist frem. Dem
var der et par stykker af i København på det tidspunkt. Her var det sta-
digvæk sådan, at folk kom ind og bestilte møblerne, som de så fik leveret,
et par måneder senere. Fabrikken havde alle de nyeste maskiner, tilsluttet
dampmaskinen, og med dem kom en ny form for arbejdsdeling ind i håndvær-
ket. Det var begyndelsen til slutningen på det syetem, hvor svenden gik
hen og udvalgte træet, og så arbejdede med møblet til det var fikst og
færdigt. Det var de stadig nødt til på de små værksteder.
På Kgs. Nytorv lå to andre store møbelhuse. :et ene var Hofmøbel-
snedkermester C.B. Hansens Etablissenemt, som leverede til kongehus, adel
og højeste borgerskab. I et andet hjørne lå Knocks nøbelmagasin, som ud-
mærkede sig ved at sælge seriemøbler,som de ikke selv producerede. Møbler-
ne fik de som andre møbelmagasiner fra udenlandske fabrikker og københavn-
ske kældermestre, der levede af at levere til forret:;nger, der opstod med
den store byvækst. Typisk for denne periode er en stigende adskillelse
mellem produktion og salg.
Det gik hverken værre eller bedre for Severi: og Andreas Jensen,
-end at de fik et godt tilbud på deres bygninger, som de solgte til Magasin
du Nord. Magasin ville også sælge møbler, så mange, at de byggede deres
egen fabrik i Landskronagade. De københavnske laugsmeatre var helt oppe på
dupperne over den sag. Det skyldtes dels konkurrence:, men også, at Maga-
sin både betalte højere løn og skar en halv time af arbejdsdagen. Det gik
ikke i ret mange år; Magasin afhændede hurtigt fabrikken.
På det tidspunkt var der en deling af markedet i møbler af ædle
træsorter, evt. med finering, og såkaldte malede eller hvide møbler, som
enhver snedker kunne fremstille. Produktionen af dem blev nu også sat i
system, af en driftig tømmerhandler på Frederiksberg. Fabrikken hed blandt
svendene "Frederiksberg Kommodeslagteri", og den var ilde set af både
svende og mestre.
I
Den begyndende mekanisering skabte problemer for møbelsnedkersven-
dene. Arbejdet var på akkord, og priserne var udregnet efter håndarbejde.
Problemerne med at få dem tilpasset maskinarbejde var store.' Det gjorde
det ikke lettere, at denne udvikling fandt sted i fagforeningernes og
mesterorganisationernes første år.

14
Indførelse af ny teknolggi
Omkring århundredskiftet skete der noget, der ændrede den københavnske do-
minans. I disse år var der en markant fremgang for nyanlæg af møbelfabrik-
ker, særlig stolefabrikker og flere af de helt store nyanlæg skete nu i
provinsen. Der kom en ny generation af møbelfabrikker/værksteder til her,
mens der var stagnation i København.
Der var opstået et stort marked for møbler. Der var blevet bygget
som aldrig før og de mange huse og lejligheder skulle møbleres. Reallønnen
var stigende, og landbruget tjente også godt, så der kunne blive penge til
møbler. Der kom desuden stadigt flere kontorer og offentlige forsamlings-
steder.
En af de sædvanlige forklaringer på overgangen fra håndværksmæssig
til industriel produktion, kan ikke afvises ud fra eksemplet med møbelin-
dustrien. Den går ud på, at et stærkt efterspørgselspres efterhånden frem-
tvinger overgangen til fremstillingsformer med højere produktivitet. For-
'klaringen har også været brugt til at forklare industrialiseringen af
tekstilindustrien i England.
Der sker det, at den øgede efterspørgsel overbelaster de gamle pro-
duktionstrukturer og presser grænseomkostningerne i vejret med voldsom
styrke. Det gør en proces eller organisationsform med højere produktivitet
meget lønsom, fordi der er lavere gramseomkostninger over et vist produk-
tionsminimum.
Det kneb for den danske møbelindustri som helhed at nå ud til det
store publikum. Og hindringen var både af teknisk og stilmæssig karakter.
Op til 1. verdenskrig var det stilforvirringens tid, afbrudt af mindre
kompliceret stilart en kort årrække. I en forenklet form blev den forsøgt
tillempet møbelindustrien. Men den slog aldrig rigtig an, og var i øvrigt
mest et udenlandsk fænomen.
Den store traditionsbundethed, der er i håndværket, gjorde også sit.
Rudolph Rasmussen, stifter af det kendte møbelfirma på Nørrebro i Køben-
havn, havde en fabrik, der levede op til tidens krav. Han var altid parat
til at følge skiftende stilretninger, for han skulle jo leve af det. Men
det siges, at det kneb for ham at få smag for den moderne retning, der kom
frem efter 1900. Den var for enkel og tam for ham. Så det kunne godt falde
ham ind at rette lidt på en moderne arkitekts tegning ved at tilsætte lidt

15
detaljer her og nogen profiler der. Det faldt ikke altid i arkitektens
smag, men Rudolph Rasmussen ville på det område gerne vise, at han kunne
tegne. For de møbelfabrikker, der er udsprunget af håndværket, har denne
stilkonservatisme været en alvorlig hindring i forhold til den mere moder-
ne industri.
En anden central teknologisk hindring var materialet. Det, der ef-
ter sigende gør møbelhåndværket så spændende, er at træ aldrig er helt
ens, og derfor kræver det stor rutine at behandle det. Men hvad der var en
charme for håndværket, var en hindring for industrien.
En østriger, Michael Thonet, havde så tidligt som i 1850'erne op-
rettet en fabrik i Mährens skove, hvor træ blev bøjet med damp, og dermed
opløste han træets stive form. Det blev en enorm succes, og firmaets wie-
nerstol solgte i millionvis.
Men der var også andre måder at tæmme træ på. En af de tidligste
var at fremstille finer, så man kunne smække noget dyrt træ uden på noget
billigt. Et andet fremskridt var krydsfineren, som blev brugbar efter 1.
verdenskrig. I 1920'erne fulgte så spånpladen og møbelpladen. Man begyndte
også at anvende stål til møbler, og så var man da helt ude over det med
det vanskelige træ.
I
1920'erne begyndte elektromotoren for alvor at gøre sig gældende
i møbelindustrien. Den var som skabt for branchen. Mange små værksteder
kunne ikke klare et dampanlæg, og elkraften gav mulighed for større flek-
sibilitet i maskinanvendelsen. Det er først med elektromotoren, der for
alvor kom gang i mekaniseringen i møbelbranchen.
Problemet var nu at forbinde den ny teknologi og det nye marked,
der var opstået, med en branche som stadig var ret konservativ.
Kampen mellem håndværk og industri
Efter 1. verdenskrig var der en stor overkapacitet i møbelbranchen.Den
skyldtes til dels, at der var stor efterspørgsel efter møbler i krigsåre-
ne, og det var ikke de billigste møbler, der blev købt af gullaschbaroner-
ne. Man stod altså nu med et for stort produktionsapparat, og det gjorde
det ikke bedre, at tyskerne eksporterede møbler i stor stil i 1920'erne.

16
For de københavnske møbelsnedkere var situationen særlig alvorlig. En stor
del af udvidelsen af produktionsapparatet var sket i Jylland, som nu stod
med en mere moderne og mekaniseret industri.
Som et modtræk begyndte de københavnske snedkermestre tilknyttet
Snedkerlauget at arrangere årlige udstillinger for at vise flaget. I løbet
af få år blev det til mere end blot udstillinger. Der blev udskrevet kon-
kurrencer, og møbelsnedkerne gik i samarbejde med arkitekter. Først lidt
nølende, men snart opstod faste forbindelser mellem unge arkitekter og en
hel del firmaer. Det betødbl.a. at de københavnske mestre fik øjnene op
for det store marked, der var i de små lejligheder. Møblerne fra laugs-
mestrene blev nu rettet mod et andet publikum end tidligere.
Samtidig hermed begyndte Møbelfabrikantforeningen at lave udstil-
linger, men de var ikke nogen udpræget succes. Både design og udførelse
var dårligere.
En tilbagevendende kritik af snedkermestrenes møbler var, at de var
for dyre. Det var ikke dem, der nåede ud i de små hjem. Det gjorde møbel-
fabrikkernes. Fordelingen af indsatsen i mellemkrigstiden blev derfor, at
snedkermestrenes udstillinger kom til at virke som et drivhus for den nye
stil, mens det var møbelindustrien, der fik fortjenesten.
Eller som Møbelfabrikantforeningens formand udtrykte det i 1937:
"Vi mener, at vi ikke alene har ret til at træde offentligt frem, men også
en pligt dertil. Jeg vil gerne sige, at vi som udlærte håndværkere agter
og ærer det gamle håndsnedkeri, og vi har ikke meget til overs for, men
fordømmer alt det dårlige kram, der ikke fortjener at betegnes som møbler.
Men vi vil fastslå, at det er os, der fremstiller ... møbler i serier og
forhandler disse, der er fulgt med udviklingen. På grund af den praktiske
tilrettelæggelse af arbejdet og ved at tage alle nutidens fremskridt i
brug har vi holdt priserne langt nede. Ved at tage maskinerne til hjælp
kan man levere det færdige møblement, så det i kvalitet står fuldt på høj-
de med det bedste håndværk ... I de senere år har vi fået en stab af yngre
arkitekter, der interesserer sig for at tegne møbler til seriefremstil-
ling, og der er ingen tvivl om, at fremtiden ligger her".2)
Det var ikke let at være håndværkermester. De var næsten pint til
at lave udstillingerne, men det var industrivirksomhederne, der løb med
gevinsten.
Det må dog også med, at funktionalismen voksede frem i Europa, og

17
også nåede Danmark i disse år. Funktionalisterne stillede krav om enkle
billige møbler, uden pynt. I kritisk Revy viste PH en stol fra Thonet
frem, en simpel dampbøjet stol, som eksempel til efterfølgelse. Nu ville
man have enkle smukke møbler ud til et stort publikum.
aw-a-...' -..A- --.:
-
Flobeincmcu cher.: ' encene 1 de. ens :Lven
__________.____________
I midten af 1930'erne kcm spørgsmålet om den stadig mere opsplittede ar-
bejdsproces på møbelfabrikkerne til debat. Det skete, da Snedkerforbundet
rejste sag mod flere mobelfabrikker, fordi de efter deres mening brød
overenskomsten. Igennem mange år havde der været enkelte kvinder beskæfti-
get inden for snedkerfaget. De arbejdede mest ved toning og polering af
billige stole. På de: arbeide var der akkordløn, og den gjaldt hvad enten
.. 4
de: var me.d eller k";rdcr, der uo:orte arbejde-.
Men efter a: den gammeldags paliturbehandling af møbler mere og me-
re blev fortrængt af forskellige nye lakker, begyndte man i stigende grad
at anvende kvinder til det arbejde på de enkelte møbelfabrikker. De fik en
lavere betaling end den, svendene skulle have. Snedkerforbundet gik med
til særregler der gav kvinderne lavere løn.
Men bortset fra det lille område holdt man på, at kvinder skulle
have mindst fagets minimalløn, og det førte man sag om i 1936 mod Auning
Møbelfabrik.
Det blev op til en voldgiftsret at afgøre, hvad der var egentlig
snedkerarbejde. Den gav
-
overraskende nok, må man vist sige, Snedkerfor-
bundet medhold.
I kendelsen hed det bl.a.:
"Hvis mekaniseringen af vort fag fortsætter i samme tempo og uden indgreb
af nogen art fra organisationernes side, vil vi hurtigt få at se, at mø-
belfremstillingen på fabrikkerne deles ud i så mange småprocesser, at u-
faglærte folk vil kunne gøre sig fri af al faguddannet arbejdskraft.
Tilfældet på Auning Møbelfabrik er et karakteristisk symptom på op-
løsningsprocessens første følere.
Man sætter ind, hvor nye materialer skaffer ændrede arbejdsmeto-
der, og annekterer herefter al videre udvikling for at overlade alt foræl-

18
det til de faglærte håndværkere, således at disse sammen med faget i skøn
forening går til grunde ... Man kan ikke dele færdiggørelsen af et stykke
møbel i snedker- og ikke-snedkerarbejde, fordi man skifter fra en slags
lak til en anden eller fra en tidligere brugt arbejdsmetode til en mere
moderne".
Da snedkeresvendene modtog kendelsen var der en, der udbrød: "Den
er alt for god til at holde”. Og han skulle hurtigt få ret. Allerede året
:ter var der igen strid om det samme, og igen kom det for en voldgifts-
ret. Voldgiftsretten besigtigede fabrikken og så hele arbejdsgangen, og
kendelsen lod nu på, at det
"
bejde, kvinderne udførte, ikke var egentligt
Sa_en var af principiel karakter, men den er god som indikator for
udviklingen. Faktisk var det på det tidspunkt meget få kvinder ansat på
mobelfabrikkerne. Der er tale om små tal, men tendensen er tydelig, de u-
fre; fra 22 til 130 i perioden 1925 til 1935. MenPå":aglærte polere H :2
v 5(Q
Mw
1
H)rc.
s- .
I]
:2 I ( QA 5? Qt '.J. 3 8 H I .
1
'3G “1
n."(I) W" I
.1
'
I
l
I.
'. ustrien går i det hele taget frem. De.8
lü
H »4-«- v-
'.ê - S 3
b(1)i
d
un en meget lille del af de ansatte: Men procentuelt
1
“0I
I
(Q I'
er ce :3r::2;ê: I H
J
UI
i
m:m m % til god: 11% i samme tidsrum.
Udviklingen mod n stærkere arbejdsdeling på møbelfabrikkerne er
altså i fuld gang i midten af 1930'erne.
Rationalisering
Årene efter 2. verdenskrig er præget af en kraftig vækst i møbelindustri-
en. Der var stadig et stort hjemmemarked, og eksportmulighederne var uanet
store, Viser det sig. Antallet af ansatte vokser støt. Fra 1935 til 1948
er både antallet af ansatte og antal virksomheder fordoblet. 'Møbelindu-
strien slipper ud af besættelsesârene uden at blive beskåret, i modsætning
til årene efter 1. verdenskrig. Lidt forbavsende er det måske, at der så
i 1950'erne ikke kommer flere ansatte til at lave alle disse møbler, der
eksporteres til primært USA, men også andre lande. I denne periode sker
der rationaliseringer og virksomhedssammenlægninger.
Jeg har pillet et eksempel på rationalisering ud. Det er Tarm Mø-
belfabrik, der også hed FDB's Møbelfabrik. Brugsforeningerne havde overta-

19
get denne fabrik for at fremstille "billige" danske møbler til danske
hjem, som det hed. Derudover lavede de også mange møbler til institutioner
og til eksportmarkedet.
Det gik stærkt på fabrikken. I 1947 havde man 200.000 kr. i omsæt-
ning. 8 år senere, havde man, ganske vist i nye lokaler, tidoblet omsæt-
ningen, til 2 mill. kr.
Produktet var blevet forenklet, så man f.eks. kun lavede 5 stolety-
per, med samme slags drejede ben. Maskinparken blev indkøbt på Hannover-
messen. Værkareren plejede at sige: "Det er noget lort", hvergang en ny
maskine var installeret, men han fik den alligevel til at virke. Maskiner-
ne blev præcisionsinsrrumenter, der kunne lave delene nøjagtig ens fra se-
rie til serie. På den måde kunne man lave et halvfabrikatalager.
Der blev bygget nye værkstedet til samling og behandling. Bygnin-
gerne var med ovenlys og uden vinduer i væggene. Det syntes de gamle ar-
bejdere nu var noget mærkeligt noget.' De var vant til at kunne følge lidt
med i, hvad der skete udenfor.
Et problem var transporten af møblerne internt i fabrikken. Den tog
:or larg tid. Man stod så pludselig i en situation, hvor man ikke kunne
efterkomme ordrerne. Det var lakeringen der voldte besvær. De gik så i
gang med forsøg, og fandt endelig frem til en lak, der hærdede så hurtigt,
at møblerne kunne pakkes samme dag. Det næste blev transportbånd og tørre-
ovn, så man kunne fremstille 50.000 stole om året. Nye materialer gik man
også over til, f.eks. stolesæder af sammenlimet bøgefiner, som var lettere
at forme.
Næste rationalisering lå i selve forsendelsen. Stolebenene skulle
kunne skrues af, og sæde og ryg have samlinger, så de kunne sættes sammen
igen. I 1960 var man så i stand til at transportere 64 stole på een kubik-
meter. Noget af det svære var at industrialisere sammenligningen af mø-
bler. I begyndelsen var det de faglærte snedkere, der gjorde det. Lidt ef-
ter lidt opfandt man
trykluftsstyrede spændegrejer, der kunne klare det.
I 1972 var der ingen faglærte snedkere tilbage på fabrikken. De var
afløst af specialarbejdere -
og ingeniøren, som havde gjort en stor ind-
sats for at forenkle produktionen.

20
Arbejdskraften og de teknologiske ændringer
De ændrede arbejdsfunktioner i møbelindustrien er afledt af de teknologi-
ske innovationer på området, som kan periodiceres således:
.
dampmaskiner
1. Indførelse af kraftmaskiner ca. 1870 -
ca. 1910
elektronotoren
ca. 1910 -
2. Inførelse af nye materialer ca. 1920 -
1935 og efter 1945
Forenkling af produkterne som følge af
nyt design ca. 1930 -
3. Indførelse af materialebearbejdende maskiner
Rationaliseringer ca. 1945 -
Der er sket en opsplitning af møbelsnedkerfaget i enkeltfunktioner,
og arbejdsopgaverne er blevet
forenklede. Det er sket på bekostning af den
faglærte arbejdskraft.
Ser man på udviklingen fra møbelsnedkernes side, kan man godt på-
stå, at der har fundet en dekvalificering sted. Tidligere var det snedker-
ne, der havde ansvaret for produktet fra først til sidst. Og med de ind-
viklede former, der var på møbler helt frem til 1920'erne, havde man nok
at se til. Men det vil være for snævert at se sådan på det. De faglærte
blev jo ikke skubbet ud i første omgang. Tværtimod var der fra 1930'erne
et tæt samarbejde mellem arkitekten og håndværkeren om udviklingen af nye
møbeltyper. Arkitekterne kunne ikke klare sig uden den viden om materialer
og fremstilllingsmetoder, håndværkeren sad inde med. Begge parter var u-
undværlige i den proces. At der så sad nogle gamle stolemagere og var sure
over, at disse her unge arkitekter trængte ind på deres område, er en an-
den sag.
Og et andet forhold, man må have med, når man ser på dekvalifice-
ring, er, at det arbejde, møbelhåndværkerne udførte som håndarbejde, kun
var til glæde for de mere velbeslåede. Det var først med fremstilling i
store serier, møblerne kunne komme ud til den brede befolkning.
1. Nationaltidende 13. nov. 1883.
2. Povl Christiansen. Snedkerlaugets Møbeludstilling. 1986 s. 39.
3. Niels Madsen: Snedkerforbundet i Danmark gennem 75 år. 1960 s. 99.

21
Anna-Birte Ravn:
TEKNOLOGISK UDVIKLING OG ARBEJDSMARKEDETS KØNSOPDELING.
Det spørgsmål, jeg skulle prøve at besvare, er, hvilken betyd-
ning den teknologiske udvikling har haft for etableringen og
udviklingen af et kønsopdelt arbejdsmarked. Jeg er desuden ble-
vet bedt om at give en karakteristik af henholdsvis mands- og
kvindearbejde i forhold til teknologisk udvikling.
Jeg har disponeret mit oplæg på følgende måde:
l. Først vil jeg knytte nogle kommentarer til begreberne "den
teknologiske udvikling" og "det kønsopdelte arbejdsmarked".
2. Derefter vil jeg give en kort karakteristik af henholdsvis
mands- og kvindearbejde i forhold til teknikken i et histo-
risk perspektiv.
3. Endelig vil jeg prøve at
give et bud på sammenhængen mellem
teknik og kønsarbejdsdeling. Mine hovedpointer er:
-
at en eventuel sammenhæng må studeres som en proces og ik-
ke kun strukturelt
-
at tekniske ændringer ikke er årsag til kønsopdelingen,
men at de giver anledning til Opbrud i den hidtidige ar-
bejdsdeling, og at den nye arbejdsdeling, som skabes, af-
hænger af:
a) magtforholdet mellem køn og klasser -
såvel på makroni-
veau (arbejdsmarkedets organisationer, den offentlige
politik) som på mikroniveau (den enkelte arbejdsplads,
familien)
b) kønsideologien i det pågældende samfund/de pågældende so-
ciale lag og kønsidentiteten hos de involverede kvinder
og mænd.
Det, jeg siger, vil i høj grad have hypotesekarakter. Jeg har
ikke foretaget en systematisk kortlægning af historiske under-
søgelser, som kan belyse problemstillingen, men jeg tror roligt,
jeg kan sige, at materialet er spinkelt. Alligevel har jeg sagt
ja til at holde dette oplæg, fordi problemstillingen er vigtig,
og fordi forsamlingen her uden tvivl kan bidrage til min viden
om og indsigt i den.

v
1
22
l. Begreberne.
Begrebet
"
en teknologiske udvikling" er uheldigt, fordi det gi-
ver indtryk af noget uundgåeligt og ikke af noget, som mennesker
kan påvirke og ændre. Selvfølgelig er der en tvang til teknisk
fornyelse i vores samfund, i den måde produktionen er organise-
ret på,
-
men den form, som fornyelsen tager, er ikke kun deter-
mineret af økonomiske kræfter. Den er også bestemt af politiske
forhold, der har at gøre med, at vi lever i et klassesamfund og
i et samfund, der er præget af ulighed og dominans mellem køn.
Jeg synes derfor, det er et stort fremskridt, at nogen har sat
sig for at nedbryde teknologibegrebet i delelementer, og jeg har
selv i min undervisning haft megen fornøjelse af det teknologi-
begreb, som er udviklet af Jens Müller m.fl. (1) I bogen "Sam-
fundets teknologi
-
teknologiens samfund" skelner de mellem fi-
re elementer i det, vi i daglig tale kalder teknologi: Teknik,
,viden, organisation og produkt.
Elementerne påvirker naturligvis hinanden, men teknikken er f.
eks. ikke determinerende for de øvrige elementer. Bl.a. er vi-
den -
eller de kvalifikationskrav, som stilles til arbejdskraf-
ten -
ikke kun afhængig af teknikken, men i høj grad også af den
måde, arbejdet Qrganiseres på. Om en bestemt teknik betyder op-
kvalificering eller dekvalificering af arbejdskraften afhænger
af organisationen
-
af såvel den horisontale som den vertikale
arbejdsdeling.
Jeg er tilbøjelig til at mene, at organisationen snarere end
teknikken er det centrale element. Det er gennem organisatio-
nen, teknologiens politiske karakter viser sig, såvel klasse-
som kønsmæssigt.
Med hensyn til begrebet "det kønsopdelte arbejdsmarked" så vil
jeg for det første præcisere, at kønsopdelingen både er hori-
sontal, her defineret som en opdeling på arbejdsfunktioner, og
vertikal, hvorved forstås forskelle i indflydelse. (2)

23
For det andet vil jeg nævne, at det kønsopdelte arbejdsmarked
ikke kan ses isoleret fra arbejdsdelingen i familien,
-
hvor
den teknologiske udvikling i parantes bemærket først er kommet
sent, og uden at det har ført til nævneværdige ændringer i køns-
arbejdsdelingen. Der er kommet en ny arbejdsdeling mellem kvin-
der og markedet (husarbejdet) og mellem kvinder og staten (om-
sorgsarbejdet), ikke mellem kvinder og mænd.
2. Karakteristik af mands- og kvindearbejde.
En tilfredsstillende karakteristik er vanskelig eller umulig at
give, fordi den kræver detailstudier, og dem er der som nævnt
alt for få af. Men jeg tror, det er rigtigt, når den svenske et-
nolog Orvar Löfgren hævder, at kvinder gennem de sidste 100 år
har mistet teknisk komRetence og magt. (3)
I det tidlige 1800-tals bondesamfund eksisterede der en skarp
kønsarbejdsdeling. Kvinder og mænd
havde hver
deres arbejdsom-
råder. Hvor skarpt grænsen kunne trækkes, afhang af social klas-
se, men selv en husmand hentede hellere nabokonen, end han selv
gav sig til at malke koen, for slet ikke at tale om at kærne
smørret eller lave grøden. Det sidste ville formodentlig ske og-
så i vores samfund, men her er det næsten udelukkende mænd, der
malker køer og kærner smør
-
det vender jeg tilbage til.
_
Kønsarbejdsdelingen i 1800-tallets bondesamfund var som sagt
skarp, men både mands- og kvindearbejdet krævede en høj grad af
teknisk komRetence. Mænd var ikke i stand til at udføre kvinders
arbejde -
det krævede et helt livs oplæring. Det omvendte var i
højere grad tilfældet, ifølge Orvar Löfgren. Men generelt var
kvinder og mænd gensidigt afhængige af hinanden med hensyn til
selve arbejdet.
Mænd havde mere magt end kvinder i det samfund, men det var en
formel magt, som var økonomisk og juridisk stadfæstet -
den bun-
dede ikke i arbejdsdelingen mellem kønnene, den havde ingen ba-
sis i mænds kontrol over teknik, viden og organisering af kvin-
ders arbejde. Den kontrol havde kvinder og mænd hver især inden

24
for deres adskilte arbejdsområder
-
og det gjorde dem som sagt
gensidigt afhængige af hinanden.
Kønsarbejdsdelingen var især horisontal. Der eksisterede et hie-
rarki, men det var ikke et kønshierarki. Hierarkiet eksisterede
inden for hvert af de to køns arbejdsområder, og det var bestemt
af alder eller stadium i livscyklus eller af klasse.
Det, der er sket siden slutningen af lSOO-tallet og frem til i
dag, er, at kvinder er blevet formelt ligestillede med mænd, men
samtidig har mænd fået stadig større kontrol over teknologien
-
over teknik, viden og organisering af arbejdet. Kvinder har mis-
tet teknisk kompetence og magt.
Kønsarbejdsdelingen har ændret sig flere gange. Det store brud
kom i industrialiseringsfasen
-
og måske står vi midt i et brud
af samme omfang i dag? Men kønsopdelingen er lige så skarp som
i det 19. århundrede -
faktisk er den blevet skærpet siden 1960'-
erne, hvor kvinder har fået en fast tilknytning til arbejdsmar-
kedet. Danmark er
-
sammen med Sverige
-
et af de lande i den
vestlige verden, hvor kvinder har den højeste erhvervsfrekvens,
men det er også et af de lande, der har det mest kønsopdelte ar-
bejdsmarked. (4)
Der er stadig tale om en horisontal kønsarbejdsdeling, en opde-
ling i "kvindefag" og "mandefag", men det afgørende nye er, at
kønsopdelingen er blevet vertikal: Også inden for "kvindefagene"
er det mænd, der sidder i toppen af hierarkiet.
Men jeg skulle prøve at give en karakteristik af henholdsvis
mands- og kvindearbejdet i forhold til teknologien
-
og helst
i et historisk perspektiv. Jeg vil tage udgangspunkt i Anette
Borchorst: "Arbejdsmarkedets kønsopdeling
-
patriarkalsk domi-
nans eller kvinders valg?" (5), som beskæftiger sig med perio-
den efter 1960. Og jeg vil foreslå, at vi bagefter diskuterer,
i hvor høj grad karakteristikken er gyldig også for tidligere
perioder, d.v.s. industrialiseringen og 1. halvdel af det 20.
århundrede.

Den horisontale kønsopdeling viser sig ved,
rer sig på relativt få erhverv og faggrupper:
Tabel 3. Kønsandelen for de 10 største faggruppegfor kvinder og mænd. arbejdsstyrken 1973
Antal kvinder i
Faqgruppe arbejdsstyrken
kontorist
kontoraesistent 224.193
rengørings- og
køkkenpersonale 120.930
fabrikarbejdere
og andre ufag- 37.288
lærte arbejdere
ekspedient,
ekspeditrice 79.051
plejer, syge-
hjelpere 59.833
husmoderefløeer,
dagplejemoder 53.731
lærer i børneskoler
og gymnasier 44.897
sygeplejerske,
jordemoder 44.590
børnehavelererinde,
fritidshjemslzrer 41.000
syerske 21.l88
pct. af kvinder i arbejdsstyrken1,68,2
i alt 776.601
Kvindeandel
80,5
94,4
32,0
71,5
90,1
99,4
55,1
97,7
83,2
100,0
Kvinders
deltids-
frekvens
45,0
73,4
19,6
60,3
57,0
48,0
32,3
44,2
43,6
32,2
Faggruppe
fabrikarbejdere
og andre ufag-
lærte arbejdere
kontorist,
kontorassistent
chauffør, kusk
overordnede
kontorfunktionzrer
vzrkfører,
forvalter
formand,
smed, qrovsmed,
kleinsmed
maskinarbejder,
Værktøjsmager
lærer i børneskoler
.og gymnasier
ingeniør,
civilingeniør
ekspedient,
ekspeditrice
Antal mænd i
arbejdsstyrken
185.880
54.221
52.774
50.739
41.422
38.246
35.570
36.542
34.225
31.446
i alt 561.065
pct. af mænd i arbe
Kilde: Materiale fra Danmarks Statistiks beskæftigelseeundersøqelser.
1) ud fra folketallingernes fagkode. Se Statistisk Tabelverk, 1978:VII, PP. 190-196.
1dsstyrken: 37,2
Anette Borchorst p.
25
at kvinder koncentre-
Mænds
Mandeandel
deltids-
frekvens
68,0 5,4
19,5 11,0
98,0 5,8
85,3 2,3
96,2 0,2
100,0 0,8
49,4 0,8
44,9 8,4
97,3 0,9
28,5 0,2
15.
De 10 største faggrupper for kvinder omfatter næsten 70% af den
kvindelige arbejdsstyrke, mens mændenes 10 største faggrupper
kun omfatter knap 40%. Mændene spreder sig altså langt mere på
arbejdsmarkedet.
Kvinder og mænd har forskellige arbejdsfunktioner, uanset om de
arbejder på samme arbejdsplads. Anette Borchorst skelner mellem
3 former for horisontal kønsopdeling:
l) Kvinder og mænd arbejder på forskellige arbejdspladser, til-
hører forskellige faggrupper (i tilfældet ufaglærte dog samme
faggruppe) og har forskellige arbejdsfunktioner.
Det gælder i høj grad inden for industrien, hvor følgende

26
grove karakteristik kan opstilles:
"WII
konsumtionsmidler produktionsmidler
dekvalificeret mere kvalificeret
monotont, tempo fysisk tungt, snavset
akkord mindre akkord
dagarbejde mere skiftehold
arbejdskraftintensiv kapitalintensiv
lav løn højere løn
Mekaniseringsgrad:
-
lav/håndværk
mellem/tempo
-
-
høj/overvågning
2) Kvinder og mænd arbejder på samme arbejdsplads, men tilhører
forskellige faggrupper og har forskellige arbejdsfunktioner.
Eksempler på det er
f.eks. sygehuse
-
og i nogen grad også
gymnasier og universiteter.
3) Kvinder og mænd arbejder på samme arbejdsplads, tilhører sam-
me faggruppe, men har forskellige arbejdsfunktioner.
Et eksempel er handel og kontor, hvor kvinder oftest har ruti-
nearbejde, og mænd i højere grad har planlægningsarbejde, selv
om de to køn har samme uddannelse (HK).
Den vertikale kønsopdeling blev defineret som skævheder med hen-
syn til indflydelse. Konkret viser-disse skævheder sig ved kvin-
ders og mænds forskellige placering i arbejdsmarkedets hierarki.
Også når det gælder den vertikale kønsopdeling er det sådan, at
mændene spreder sig langt mere end
kvinderne.
Omstående fordeling på arbejdsstillinger viser, at kvinder sam-
ler sig på 2 kategorier, næsten 90% af kvinderne er funktionærer
eller ufaglærte arbejdere. Mændene spreder sig på alle 4 kate-
gorier, mænd er i højere grad end kvinder selvstændige og fag-
lærte arbejdere.

27
Figur 2. Arbejdsstyrkens fordeling på arbejdsstilling 1967, 1974
og 1979. Køn. Procent.
medhjælpende hustruer
ufaglærte
faglærte
funktionærer
selvstændige
K V I N D E R H I N D
1
. u
n .
'du'
lm"""5.1 nnuml3 1 uumulz 9
1967 1974 1979 1967 1974 1979
Anette Borchorst p. 30.
Kilde: 1967: statistiske Efterretninger 1968, 15; 1974: Statistiske Efterret-
nigger 1975, 191 1979: statistiske Efterretnlgget A' 198 , 18.
Hvis man går nærmere ind i funktionærgruppen, som er den kate-
gori, der er vokset mest i de senere år, viser der sig også me-
get store kønsforskelle med hensyn til arbejdsstillinger.
Som det fremgår af omstående figur spreder mændene sig forholds-
vis ligeligt på de 3 funktionærgrupper, mens der blandt kvin-
derne er en klar overvægt af underordnede funktionærer. I
pe-V
rioden 1960-78 er der generelt sket en forskydning fra underord-
nede til overordnede funktionærer, men det gælder i langt højere
grad for mændene end for kvinderne.

28
Figur 3. Funktionærgruppens hierarkiske fordeling 1960 og 1978.
Køn. Procent.
1960 Kvinder
Hand
mellem
underordnede
1978
overordnede
mellem
underordnede
Anette Borchorst p. 33.
Kilde: Beregnet ud fra Jens Prøelev christensen, Erhverv-struktur, teknolggi
2g levevilkår, del 1, Levlndko-stkoenleelonene Sekretariat, Arbejde-
notat 12, København 1980, p. 70.
Konsekvensen af den horisontale og vertikale kønsarbejdsdeling
er, at kvinder har:
-
lavere løn
-
højere arbejdsløshed
-
mindre indflydelse på valg af teknik, på kvalifikationskrav og
på organisering af arbejdet.
Nu sagde jeg konsekvensen. Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvor;
dan sammenhængen er? Har kvinder lavere løn, fordi de vælger be-
stemte fag/"kvindefag", eller er det sådan, at de fag, kvinder
vælger, får lavere status, vurderes lavere i vores samfund -
af
mænd, men også af kvinder selv -
simpelthen fordi det er kvinder,
der arbejder i dem? Og hvis den mekanisme eksisterer, hvordan
sætter den sig så igennem?
-
Jeg skulle prøve at se på de her
sammenhænge, med speciel vægt på teknikkens betydning.
3. Sammenhænge teknik -
kønsarbejdsdeling.
Min første pointe er, at en eventuel sammenhæng mellem tekniske

29
ændringer og ændringer i kønsarbejdsdelingen må studeres som en
lQ
proces og ikke kun strukturelt.
u
De forklaringer, der er blevet givet på kønsarbejdsdelingen, har
i høj grad været strukturelle. Man har hæftet sig ved den adskil-
lelse mellem produktion og reproduktion, som blev skabt med indu-
strialiseringen. En spidsformulering af den forklaring er:
-
at den horisontale kønsopdeling kan forklares ud fra sammenhæn-
gen mellem reproduktion og produktion
-
d.v.s. at de arbejds-
funktioner, som kvinder kom til at udføre på arbejdsmarkedet,
lå i direkte forlængelse af deres tidligere funktioner i hus-
holdningen
-
at den vertikale kønsopdeling kan forklares ud fra modsætningen
mellem reproduktion og produktion
-
d.v.s. at kvinders ansvar
for husarbejde og børn har betydet, at de ikke har kunnet hæv-
de sig i konkurrencen på arbejdsmarkedet, bl.a. har kvinder ik-
ke fået uddannelse i samme Omfang som mænd, og de har ikke kun-
net tage det ekstra nyk, som er nødvendigt, hvis man vil stige
op i hierarkiet. (6)
I forlængelse heraf ligger en væsentlig kritik af arbejderbevæ-
gelsen: Bevægelsens opsplitning i fagbevægelse og parti repro-
ducerede det borgerlige samfunds adskillelse mellem produktion
og reproduktion og forstærkede dermed modsætningen for kvinder.
På arbejdsmarkedet accepterede man den mandlige arbejdskraft som
norm.
Jeg mener selvfølgelig ikke, at den type forklaring er forkert,
den er bare ikke tilstrækkelig. Det finder man ud af, hvis man
dykker ned i de historiske processer, hvor kønsarbejdsdelingen
ændres, bl.a. i forbindelse med tekniske ændringer i arbejdet.
Forskningen på det område er som nævnt sparsom, men jeg vil se
på et par af de undersøgelser, der faktisk findes, dels omkring
industrialiseringsfasen, dels i dag.
Industrialiseringen betød en adskillelse mellem produktion og

30
reproduktion. Store dele af produktionen flyttedes uden for hus-
holdningen til nye fabriksanlæg. Hvis man ser nærmere på, hvilke
arbejdsområder der flyttedes ud, viser det sig, at det i høj grad
var kvinders arbejde: fremstilling af tekstiler og beklædning,
af brød, lys m.v. og forarbejdning af mælk til smør og ost.
Det er det sidste arbejde, jeg vil tage fat på -
med udgangspunkt
i en undersøgelse foretaget af Bodil K. Hansen. (7) At mælkefor-
arbejdningen med stor hast flyttedes fra husholdningerne til me-
jerier i 1880'erne hang bl.a. sammen med en teknisk nyvinding:
centrifugen. (Det hang vel især sammen med en ny organisations-
form på det samfundsmæssige plan: andelsbevægelsen. Men som sagt,
teknikken spillede en ikke uvæsentlig rolle).
Mælkeforarbejdningen var et rent kvindearbejde i l800-tallets be-
gyndelse
-
et af de mest tabubelagte iøvrigt. Mænd, der gav sig
af med det arbejde, blev betragtet som kvindagtige. Det var også
,kvinder, der uddannede sig, da det Kongelige Landhusholdnings-
selskab fra 1830'erne oprettede kurser i mejerilære. Og det var
kvinder, der blev ansat på de herregårdsmejerier, som blev op-
rettet rundt omkring.
Men med andelsmejerierne i 1880'erne blev mælkeforarbejdning et
"mandefag". Kvinderne røg efterhånden ud af erhvervet -
de kunne
dog godt få lov at gøre rent i de nye mejerier.
Kvinderne gik ikke frivilligt, de protesterede offentligt. I
flere landbrugsfaglige tidsskrifter blev der ført en diskussion
mellem kvinder og mænd om kvinders fremtidige rolle i mejeripro-
duktionen og i landbruget i det hele taget.
Mændenes argumenter mod at ansætte kvinder som mejeribestyrere
var følgende:
-
at det var unaturligt for en kvinde at være leder af en stor
virksomhed
'
-
at kvinder ikke var i stand til at forhandle med de mandlige
leverandører og aftagere
-
at kvinder manglede fysisk styrke til arbejdet i mejerierne

31
-
at kvinder ikke havde forstand på de nye mejerimaskiner, og en-
delig
-
at kvinder ikke burde ansættes i ledende stillinger, idet de
trykkede lønnen, fordi de ikke var forsørgere.
Hertil svarede kvinderne:
-
at mænd burde lade kvinder selv bestemme, hvilket arbejde de
ville have (kvinder blandede sig jo heller ikke i, hvad mænd
skulle arbejde med)
-
at de nye maskiner faktisk havde gjort arbejdet mindre fysisk
anstrengende, end det havde været tidligere
-
at mejerimaskiner ikke var mere komplicerede end symaskiner
(og dem mente mænd vel ikke, kvinder burde holde op med at bru-
ge?), og endelig
-
at det var kvinder, der havde bragt mejeribruget frem til at væ-
re landets førende erhverv, og derfor havde de ikke tænkt sig
at opgive det (frivilligt).
Som Bodil K. Hansen bemærker, så var mændenes argumenter ikke sær-
ligt konstruktive. Kvinderne havde de bedste argumenter. Det var
også dem, der havde den tekniske kompetence. Men det var mændene,
der havde magten. Det var dem, der havde organiseret sig i andels-
bevægelsen, det var dem, der ansatte mejeribestyrere
-
og de an«
satte mænd. Mejerifaget "skiftede køn". -
Hvorfor skete det, og
hvilken rolle spillede teknikken i den proces?
Ja, for det første kan vi konstatere, at teknikken ikke er årsag
til ændringen i kønsarbejdsdelingen,
-
men den bliver i høj grad
anledningen. Det er bl.a. teknikken, mændene bruger som begrun-
delse for ikke at ansætte kvinder. Ifølge Bodil K. Hansen ansatte
andelsforeningerne i de fleste tilfælde mænd, som havde kendskab
til maskiner.
Teknikken er imidlertid heller ikke den indirekte årsag på den
måde, at den kræver helt nye kvalifikationer. Det gør den ikke.
Og kvinderne har kvalifikationerne. Det var man i samtiden ud-
mærket klar over. F.eks. annoncerede en andelsforening efter en
dygtig mejerist, hvis hustru havde forstand på mejeribrug.

32
På den anden side er der vel ingen tvivl om, at magtforholdet mel-
lem kønnene er afgørende for udgangen på konflikten. Mændene har
den økonomiske magt, og den forstærkes af deres organisering i
andelsbevægelsen.
Men det er, så vidt jeg kan se, ikke en tilstrækkelig forklaring.
Mændene har magten
-
men hvorfor bruger de den?
Jeg har ikke noget klart og overbevisende bud, men jeg tror, at
forklaringen bl.a. skal søges i den klassepolariseringsproces,
som også finder sted i landbosamfundet i denne periode, hvor gård-
mændene skiller sig ud fra den øvrige landbefolkning
-
og lægger
stor vægt på at markere det, også i deres ydre fremtræden, i den
måde de indretter deres stuehuse på, i klædedragt og i livsstil
i det hele taget. (8) En del af den livsstil er, at kvinden er
"hjemmets arne" -
i modsætning til landarbejderkvinder, der er
_nødt til at bevæge sig uden for hjemmet for at tjene til famili-
ens daglige brød.
Endelig tror jeg, at en del af forklaringen ligger i kønsideolo-
gien eller måske snarere i "almindelige" kvinders og mænds køns-
identitet i perioden.
⁄
Med hensyn til kønsideologien er der sket det fremskridt i slut-
ningen af 1800-tallet, at kvinder ikke længere er mænd underleg-
ne på alle områder, både følelsesmæssigt/moralsk og intellektu-
elt. Men samtidig er der tale om en
polarisering. Kvinder får
patent på følelserne/moralen, mænd på intellektet (9) -
og på
en bestemt form for fornuft, som er knyttet til kapitaliseringen,
til industrialiseringen og til maskinerne/teknikken. Polarise-
ringen kommer også frem i eksemplet ovenfor: Det er gnaturligt
for en kvinde . . . kvinder er ikke i stand til . . . kvinder
mangler o.s.v.
-
Men hvad har kvinder så? Hvad kan de? Ja, kvin-
der har følelser, og de kan være hustruer, mødre og husmødre.
Hvordan kan en sådan kønsideologi slå igennem? Det kan den formo-
dentlig kun, fordi både kvinder og mænd har en dybt rodfæstet
forestilling om, at de to køn er forskellige og derfor bør lave

33
forskellige ting, bør have forskellige arbejdsområder. At en så-
dan forestilling eksisterede fremgår klart af den ovennævnte de-
bat om kvinders fremtidige rolle i landbruget.
Jeg tror, at jeg med nogenlunde sikkerhed kan konkludere, at tek-
nikken ikke var årsag til, at mejerifaget "skiftede køn". Årsa-
gen var heller ikke, at kvinder manglede Viden eller kompetence.
Afgørende var formodentlig, at fremstillingen af smør og ost flyt-
tedes ud af husholdningerne til de nye mejerier, blev professio-
naliseret og organiseret som lønarbejde. Men det forklarer ikke
i sig selv ændringen i kønsarbejdsdelingen. Jeg har antydet et
par muligheder for at komme nærmere en forklaring, men de må ind-
til videre have karakter af hypoteser.
Hvad industrialiseringen betød for kønsarbejdsdelingen i byerhver-
vene ved vi meget lidt om. De fleste undersøgelser har fokuseret
på kvindearbejdet mere end på arbejdsdelingen mellem kønnene. Vi
ved endnu mindre om eventuelle sammenhænge mellem tekniske æn-
dringer og etableringen af et kønsopdelt arbejdsmarked. (10)
Vi ved, at nogle af de tidlige fagforeninger gjorde, hvad de kunne,
for at holde kvinder ude fra faglært arbejde, fra teknisk kunnen,
uddannelse og oplæring inden for håndværksfag som f.eks. tobak
og beklædning
-
og at de brugte to begrundelser: Mænds forsørger-
rolle og kvinders rolle som mødre. (11) Det påfaldende er, at
de fleste af de kvinder, som berørtes af denne udelukkelse,var
ugifte
-
ligesom iøvrigt de tidligere omtalte mejersker var det.
Den amerikanske økonomiske historiker Heidi I. Hartmann har vist,
hvordan den tidlige engelske og amerikanske fagbevægelse spillede
en aktiv rolle i etableringen af et kønsopdelt arbejdsmarked. (12)
Om den danske fagbevægelse som helhed har spillet en.tilsvarende
rolle ved vi endnu for lidt om,
-
men det er næppe tekniske æn-
dringer i produktionen, der er den historiske forklaring på det
kønsopdelte arbejdsmarked.
Jeg vil foretage et hurtigt spring frem til i dag
-
og kort om-
tale en undersøgelse, lavet af Lisbeth Rosted for HK-Aalborg i
1984, af den teknologiske udviklings konsekvenser for arbejds-

34
delingen mellem kvinder og mænd. (13) Undersøgelsen er foretaget
på virksomhedsniveau, konkret på henholdsvis Aalborg Stiftsti-
dende og Kongelige Grønlandske Handel, ved hjælp af interviews
med kvindelige og mandlige HK'er, samt arbejdsledere og arbejds-
givere på de to virksomheder.
Konklusionen er, at den ny kontorteknik (EDB/ETB) forstærker køns-
arbejdsdelingen på virksomhederne. Kvinderne får mere rutine-
og tempoarbejde. Mændene får flere planlægningsopgaver og mere
varieret arbejde. Men er det så teknikkens "skyld"?
Nej, det ville være en forhastet slutning. Problemet er, mener
Lisbeth Rosted, at teknikken indføres i en uændret organisations-
struktur. Organiseringen af arbejdet bevares uændret, og det bety-
der, at kvinderne kommer ind i en ond cirkel: Eftersom de i for-
vejen har rutinearbejdet, ser arbejdsgiverne ingen grund til, at
de efteruddannes til mere overordnede opgaver i forbindelse med
,den ny teknik, de får i stedet endnu mere rutinepræget arbejde.
Men er det så kvindernes egen "skyld"?
Det mener Lisbeth Rosted ikke, det er
-
og hun har god støtte
for det synspunkt i sit interviewmateriale. Både kvindelige og
mandlige HK'er peger på arbejdsgivernes normer for, hvad der er
kvinde- og mandsarbejde, som den væsentligste forklaringsfaktor.
Men derudover er kvinder og mænd også enige om, at konkurrencen
om de mere overordnede arbejdsopgaver er stærkt påvirket af en
historisk og livshistorisk erhvervet kønsidentitet, som de har
svært ved at ændre på -
kvinderne, fordi den giver sig udtryk i
afmagt, og mændene, fordi de i givet fald måtte give afkald på
magt.
Teknik handler det kun i meget ringe omfang om. Kvinderne kender
den, og de vil gerne uddanne sig og bruge den på samme måde som
mændene, som et hjælpemiddel, i stedet for selv at blive et ved-
hæng til den. Teknikken er ikke årsagen til deres forringede ar-
bejdsforhold, men den er anledningen, og den bruges som begrun-
delse for at udelukke dem fra at tage del i konkurrencen om bedre
arbejdsforhold på lige fod med mænd.
Den konkurrence kan aldrig elimineres -
eller blot minimeres -
så længe kvinder diskvalificeres alene på grund af deres køn.

35
Noter.
l)
2)
3)
4)
5)
6)
'7)
8)
10)
11)
12)
13)
Jens Müller m.fl.: Samfundets teknologi
-
teknologiens samfund.
Systime 1984.
Definitionerne er hentet fra Anette Borchorst: Arbejdsmarke-
dets kønsopdeling
-
patriarkalsk dominans eller kvinders valg?
Serie om Kvindeforskning nr. 15. Aalborg Universitetsforlag
1984.
Orvar Löfgren: Kvinnfolksgöra
-
om arbetsdelning i bondesam-
hället. I: Kvinnovetenskaplig Tidskrift nr. 3, 1982. Tema:
Kvinnors kunskap och makten över tekniken.
Christina Jonung: Patterns of Occupational Segregation by Sex
in the Labour-Market. I: Günther Schmid & Renate Weitzel (ed.):
Sex Discrimination and Equal Opportunity. The Labour Market
and Employment Policy. New York 1984.
Christina Jonungs artikel bygger bl.a. på OECD-statistikker.
Mere udførligt sammenlignes forholdene i USA, Sverige, England
og Tyskland.
Anette Borchorst op.cit.
Anette Borchorst op.cit., p. 139.
Bodil K. Hansen: Rural Women in Late Nineteenth-Century Den-
mark. I: The Journal of Peasant Studies, Vol. 9. No. 2, Janu-
ary 1982.
Palle Ove Christiansen: Peasant Adaptation to Bourgeois Cul-
ture? Class Formation and Cultural Redefinition in the Danish
Countryside. I: Ethnologia Scandinavica 1978.
Se Bente Rosenbeck: Kvinders livscyklus og livsforløb i perio-
den 1880-1960. Bd. 1-2. Licentiatafhandling, Aalborg Universi-
tetscenter 1983.
En undtagelse er Ruth Emerek og Birte Siim: Kvinders arbejds-
og levevilkår -
belyst gennem kvinder i tobaksindustrien. Mod-
tryk 1976.
Forfatterne viser, at tekniske ændringer inden for tobaksindu-
strien er ledsaget af ændringer i kønsarbejdsdelingen, men de
kommer ikke nærmere ind på de processer, der ligger bag.
Se bl.a. Ruth Emerek og Birte Siim op.cit. Desuden:
Toni Liversage: At erobre ordet. Kvinderne og arbejderbevæ-
gelsen. Tiderne Skifter 1980.
Kirsten Geertsen: Arbejderkvinder i Danmark 1914-24. SFAH
Skriftserie nr. 5, 1977.
'
Birte Broch: Kvindearbejde og kvindeorganisering. Kvinder i
konfektionsindustrien 1890-1914. SFAH Skriftserie nr. 6, 1977.
Heidi Hartmann: Capitalism, Patriarchy, and Job Segregation
by Sex. I: SIGNS. Journal of Women in Culture and Society,
Vol. 1, No. 3, Part 2, Spring 1976.
Lisbeth Rosted: Den teknologiske udviklings konsekvenser for
arbejdsdelingen mellem kvinder og mænd. Ligestillingsrapport
4, HK-Aalborg 1985.

LARS.KIH%ESON:
IEENQLQGl_QE_ABåEiDEBåE1ÆGELS§_1_DE_:_EESEBIYELEE
36
F kn 1 i 'klin n
-
nødvendig af hensyn til konkurrenceevnen
-
kan medføre større forbrugsmulighed (løn)
-
kan muliggøre nedsat arbejdstid
-
kan bevare og skabe arbejdspladser
-
uddannelsesmulighed
-
mulighed for bedring af arbejdsmiljøet
-
kan skabe arbejdsløshed'
-
kan forværre arbejdsmiljøet (kontrol, tempo)
-
formidling 'af teknologiforstáelsen til fagbevægelsens
medlemmer
-
udvidelse af samarbejdet med arbejdsgiverne, lokalt og
på landsplan

37
-
medvirken til tilpasning af arbejdsstyrken af efter-
spørgslen efter arbejdskraft (uddannelse, efterløn)
-
fremme af teknologiudviklingen ved udbygning af statsli-
ge generelle og specifikke støtteforanstaltninger (støt-
te, teknologisk service)
-
institutionalisering af metoder for indførelse af og
udvikling af teknologien (statslig støtte, samarbejde
til konfliktforebyggelse og -løsning)
n m
'
'k
'
n
-
overordnet retter modstanden sig mod "miSbrug" af tekno-
logien. Dvs. mod sundhedsfare og arbejdsløshed.
-
den åbne modstand (strejke o. lign.) er sjælden.
Den holdningsmæssige modstand hos medlemmerne er langt
større
-
ofte hænger tilfælde af åben modstand sammen med truslen
om arbejdsløshed, evt. fyringstrussel for kollegaer
-
den fagoppositionelle modstand tegnes overvejende af
DKP. Kontinuiteten svækkes af DKPs› skiftende
mærkesager, samt af DKPs idylliserende opfattelse af
teknologianvendelsen i Østlandene.

38
-
positiv holdning til fremme af teknologianvendelsen for
at opnå produktionsforøgelse
-
rationaliseringsbølge i 40'erne og 50'erne
-
institutionalisering af produktivitetsfremme. Rationa-
liseringsaftaler lokalt, på forbundsniveau og mellem
hovedorganisationerne i 50'erne og 60'erne
-
uddannelseseksplosion i 60'erne -
bl.a. specialarbejder-
uddannelse
-
økonomisk demokrati i 70'erne. Krav om større medbestem-
melse generelt
-
teknologiaftaler i 80'erne. Krav om større medbestemmel-
se ved teknologianvendelse
-
perspektivet er mulighed for større medbestemmelse i
kraft af blandt andet opbygning af kritisk viden om tek-
nologien og forholdene omkring teknologien.
Krav til det psykiske arbejdsmiljø?

ARBEJDERBEVÆGELSE
Hovedaftale
tillidsmandsordning
faglig voldgift (1910)
SD industrikonference 1925
Arbejdskommissionen
Standardiseringskommissionen
(medvirken)
eksportkreditter
rationaliseringsdebat 1927 (SD)
lidt modstand mod rational.
værkstedtekniske samråd (DSMF)
39
TEKNOLOGIUDVIKLING M.M.
mekanisering
øget mekanisering
maskinisering
Psykoteknisk Kontor
oplysn. om bedriftsøkon.
en smule rationalisering
rationaliseringspropaganda
rationalisering i de tekn.
uddannelser
produktivitetsstigning

pjecen "Rationaliseringen og
arbejderne" fra Monde Gruppen
i 1931
arbejdsløshed
rationaliseringsdebat, især
efter krigen
Bedriftsrád (1945) bliver til
Produktionskomiteer (1946)
ender som Samarbejdsudvalg i
1947
Dansk Nationalkomite for
Rationel Organisation
Handelsministeriets Produkti-
vitetsudvalg 1949
rationaliseringsaftaler på
nogle få virksomheder
noget modstand mod rationali-
seringen blandt arbejderne
rationaliseringsaftaler på
forbundsniveau (Slagterier,
tekstil)
arbejderbeskyttelseslov 1954
40
handelspolitik
lidt rationalisering
Akademiet for de Tekniske
Videnskaber (1937)
fortsat mekanisering og
maskinisering
tidsstudier
rationaliseringsfirmaer
Industrirádets rationali-
seringsafdeling 1944
Dansk Rationaliseringsfor.
stiftes 1948
tids- og arbejdsstudier
propaganda
-
rationalise-
ringsudstilling i Forum i
1954
Produktivitetsfonden 1953
.(62 mio kr 1953 og 54)

41
uddannelse (specialarbejder, integration af rationali-
omskoling, efteruddannelse seringen i udd. af tekni-
-
4000 i 1960, 90000 i 1978) kere og økonomer
arbejdsstudieaftale LO/DA også automatisering
i 1963 noget EDB hos store virks.
lidt/noget modstand mod ra- og hos bureauer
tionaliseringen store fornyelsesinvest.
generelt i 60'erne og i
70'erne udvikling af det
teknologiske servicenet
ØD-forslag 1971 EDB hos de mellemstore
-medarbejderrepræs. i A/S
mere automatisering
samarbejdsforsøg
I
arbejdsmiljølov
LO opsiger aftalen om
arbejdsstudier i 1974
akkordløns% falder fra 1973
et par lokale teknologiaftaler
lidt modstand mod teknologian-
vendelsen
teknologiaftale'LO/DA i 1981 EDB hos de små
cirkulære om psykisk arbejds- mere automatisering
miljø i 1983

42
grundholdninger, Holdning til statens :911g
"Den knuses, som forsøger at dreje tidens hjul tilbage"
(lederen i Arbejderen, medlemsblad for De samvirkende Fag-
forbund, nr.33, 1929, om arbejdets videnskabelige organisa-
tion bl.a.)
"Den ikke-rationaliserede industri har ydet sit væsentlige
bidrag til arbejdsløsheden, fordi den p.g.a. gammeldags tek-
nisk indretning, mangel på koncentration, ikke har kunnet
konkurrere."
(Johs. Kjærbøll på SDs kongres i 1927)
"..det er mere et samfundsanliggende, end et erhvervsanlig-
gende, og derfor tror jeg også,' at denne udvikling på frem-
hjælpes med statens støtte."
(Th. Stauning om koncentration og rationalisering, Arbejds-
mændenes Fagblad, nr.2, 1927. Trykt efter Socialisten)
II
' '
r i 1 I'
"Den investeringsvirksomhed, som er nødvendig....vil
medføre, at produktionsstigningen i de nærmeste år så godt
som udelukkende må gå til investeringer."
(Vilh. Buhl, Verdens Gang 1949, pp 4⁄5

43
D-m n n m i n li rin n
"kan vi vedvarende acceptere den tankegang, at de overskud,
der indtjenes og er indtjent i virksomhederne...udelukkende
bør tilfalde ejerne som ejendom"
(Verdens Gang 1956, p108)
Nu skal "rationaliseringsarbejdsløsheden afskaffes"
(ved naturlig afgang, understøttelse og omskoling. Verdens
Gang 1957, p125)
prgngning af SD-mgdstandgg (12572
"KLAR TIL. KAMPEN. SDs (kongres satte' produktionsforøgelsen
forrest på de kommende års arbejdsprogram"
(Verdens Gang 1957, pl)
"In
' ' '
r' k i n mm
"
r° k r
"Der bør ved kollektive overenskomster tilstræbes afløn-
ningsformer, der er produktivitetsfremmende og tillige giver
arbejderne adgang til større indtjening end ved arbejde på
almindelig timeløn, idet der i reglen, hvor det er muligt at
lade samme arbejde udføre såvel på akkord som på almindelig
timeløn, kan forventes en større arbejdsydelse og derved en
større fortjeneste ved akkord eller lignende aflønningsform

44
end ved almindelig timeløn."
(Hovedaftalen mellem LO og DA af 18-11-1960 par.9, stk.2.
Anbefalingen af akkord ryger ud af Hovedaftalen i 1973)
1 f r
'
n li rin n '1 m kri i k h
'
"Gennem rationel arbejdsteknik søges jobbet tilpasset arbej-
deren"
(Hans Rasmussen, smedeformanden, i 1962, bl.a. om MTM, i
forordet til Charles Hansen: Arbejdsstudier i metalindustri-
en.)
"Man kan -
lidt uvenligt måske -
beskylde 60Cernes
MTM-teknikker for at ville forsøgeat tilpasse maskinopera-
.tørens bevægelser og fysik til den maskine, han skulle'
betjene..."
(Tidsskriftet Automatik, nr.8, nov. 1976, p.10. Automatik er
et tidsskrift for automatiseringskonsulenter og -kunder).
"Teknikken skal fungere til den enkeltes fordel"
(HK formand Max Harvøe, LO-bladet nr.20, 1977)
E
. .
n
"Arbejderklassen kan kun løse sin opgave, når højresocialde-
mokraternes spaltende og desorganiserende indfyldelse
brydes"
(Principerklæringen fra den 16. partikongres hos DKP)

45
"febrilsk søger disse krigens galninge under de
engelsk-amerikanske imperialisters ledelse at forberede
deres djævelske atomkrig for at tilbageerobre det, de har
tabt, og gennem krigen forsøge at overvinde deres egne indre
vanskeligheder"
(DKPs tidsskrift Tiden 1950/51, p267, om højresocialdemokra-
terne. DKP-pjecen "Stopuret er over os" fra 1953 forklarer
også indledningsvis rationaliseringensom led i amerikansk
"oprustningsvanvid")
."Fordi DDR er kommet senere med, kan det gennemføre sin
rekonstruktion på en helt ny teknisk basis -
den elektroni-
ske, der ikke nøjes med at fordoble eller tredoble arbejds-
produktiviteten] Derfor kan DDRs teknologiske revolution
blive det "helt store skridt frem i spidsen"".
(Land og Folk, den 30.-3. 1965, om Dresden, under overskrif-
ten "Gammel by ind i elektronalderen")

46
Hvordan kan teknologiaftalerne forbedres? (specifikation
af informationspligten? Bedre viden om teknologiudvik-
lingen overfor arbejds- og livssituationen?)
Hvordan og hvornår får vi en lov om psykisk
arbejdsmiljø?
Hvad er vilkårene for arbejderbevægelsens mulighed for
at ændre medlemmernes bevidsthed?
Skal der ske en udvidelse af arbejderbevægelsens politi-
ske mandat, for at arbejderbevægelsen kan leve op til
teknologiudviklingens udfordringer? (se B-materiale
"What is this thing called love?")
Hvordan kan vi ændre den horisont, indenfor hvilken
associeret arbejde er muligt?
Spørgsmål jeg 1333_51111g; vedrører f. eks.:
den historiske metode og det anvendte materiale
indholdet i den faglige debat
indholdet i den faglige praksis
direkte paralleller til den faglige problematik idag

UDDANNELSE SOM REDSKAB I FAGBEVÆBELSENS KAMP 0M ARBEJDSOMRÅDER
M
-
be1yst ved forh01det meilem SID og Dansk Meta1arbejderforbund.
Morten Lassen
februar 1987
47

48
1. INDLEDNING
Skønt dette indiægs emne er fagbevægeisens uddanneisespoiitik, så er 4
det ikke opgaven at give en systematisk beskriveise og anaiyse af
uddanneisespoiitikken. Den probiemstiiiing, der ska] beiyses, er
derimod af mere aimen reieVans for den fagiige poiitik.
Det er den grundiæggende kamp om monopoiisering af arbejdsområderne,
der står i fokus. Indhegningen af disse reservater for de enkeite
forbunds mediemmer er traditioneit sket gennem overenskomstdækning.
Kampen om jobbene har været ført med mange midier gennem tiderne.
Hvor der er_opstået tvivi om faggrænserne, har grænseaftaier i vid
udstrækning dog kunnet afgøre tvisten om det rette organisations-
tiihørsforhoid. Den ny teknoiogi og deraf føigende opbrud i den
kendte arbejdsdeiing har imidiertid ført ti1 mere flydende faggræn-
ser og dermed fiere og mere opsiidende grænsekonfiikter. Uddanneisen
har kiassisk været ét af midierne ti] reguiering af konkurrence-
forhoidet me11em iønarbejderne -
omend et noget upåagtet redskab.
I kraft af de senere års acceiiererende og åbne konfiikter meiiem
f.eks. SID og Dansk Metal (DM) kan ingen i dag være i tviv1 om, at
uddanneisen rummer en stadig mere centra] nøgie tii sikringen af ar-
bejdsområder. Samtidig er det iige så kiart, at uddanneisesstruk-
turen kan vendes fra at være et "negativt" konkurrenceinstrument de
faglige organisationer imeiiem tii at være et soiidaritetsbefor-
drende aktiv, der ikke bekræfter men tværtimod bryder med de skei,
der i dag spiitter fagbevægeisen.
I det føigende er det hensigten at skiidre brugen af uddanneisen som
et midde] i forbundenes kamp om arbejdsområderne fra me11emkrigsti-
den frem ti1 i dag.

49
Før jeg går i kast med denne opgave, er det imidlertid nødvendigt
at bruge 1idt piads på at præsentere den forståeisesramme, hvori
jeg fortoiker udvikiingen. Kort og godt: hvad drejer kampen sig om,
og hviike vilkår har forbundene for at udkæmpe denne "broderstrid"?
Derom handier de næste sider.
›2. ARBEJDSMONOPOLERS ÅRSAG OG STYRKE
Før den faglige organisering fik sit gennembrud, var den individueiie
iønarbejderkonkurrence et afgørende viikår for køb og saig af ar-
bejdskraft. Konkurrencen var dog ikke "viid", mand mod mand. De grup-
per, der havde en fagiære bag sig, hævdede med stort he1d de arbejds-
monopoier, de "havde med sig" fra 1augstiden. Og på den mere indu-
strieit aniagte produktions områder gnavede iavtlønnede ufagiærte
sig fast.
At tiiførsien af fagiærte tii de håndværksmæssige arbejdsområder fort-
sat var nødvendig for arbejdsgiverne b1ev heit kiart i perioden ef-
ter 1862, da næringsioven havde ophævet Iaugsordningen og dermed og-
så afskaffet enhver reguiering af læreforholdene. Læriingeuddanneisen
gik så meget i forfaid, at arbejdsgiverne pressede en egentiig lær-
1inge10v igennem i 1889. Den påbød iærekontrakt for unge under 18
år, der 1avede fagiigt arbejde.
Fagforeningsdanneisen i sammeperiode var imidiertid nok så vigtig
'en faktor for sikring af gamie og etabiering af nye arbejdsmonopo-
1er.
Organiseringen reducerede den individueiie konkurrenceevne meiiem
lønarbejderne ved at genskabe konkurrencen på et højere, koiiektivt
niveau.

50
Det var ingen naturlov, at også organiseringen skulle følge de tid-
'
.
ligere nævnte uddannelsesbetingádehovedskel i arbejderklassen, men
det skete. Organiseringsmønstrene hvilede på uddannelsesforudsæt-
ninger
-
og blev som sådanne en faglig-institutionel understøttel-
se af de eksisterende arbejdsmonopolstrukturer.
Det afspejlede dermed den horisontale arbejdsdeling. Først langt op
i l900-tallet udvides den vertikale arbejdsdeling i et omfang, der
også danner basis for en faglig organisering af disse lønarbejder-
.grupper. Dermed tilførtes arbejdsområdekampen en ny dimension, hvad
jeg senere vender tilbage til.
Konkurrencekampens former -
eller de anvendte kampmidler -
har
hovedsageligt bestået af følgende treklang:
-
lønkonkurrence ("løntrykkeri")
-
arbejdspræstationskonkurrence ("morakkeri")
-
kvalifikationskonkurrence (tilbyde særlige kvalifikationer).
i
.
Hvor vidt det er lykkedes for bestemte lønarbejdergrupper at slå
igennem via løntrykkeri og morakkeri og hævde et arbejdsmonopol er
i høj grad et spørgsmål om konjunkturudviklinger på arbejdsmarkedet.
Tilstande med stor reservearmé må formodes at styrke disse konkurren-
cemidler.
Værdien af kvalifikationer som konkurrencemiddel er om ikke uafhæn-
gig af konjunkturforholdene så dog i langt højere udstrækning et re-
sultat af strukturudviklingen i jobkravene. Tilstedeværelsen af kva-
lifikationskrævende jobs er basis for de uddannedes jobmonopolise-
ring. Falder jobkravene, kan der derimod være tale om en ret så de-
finitiv afvikling af veletablerede kvalifikationsbaserede arbejds-
monopoler.

51
Skematisk er de nævnte monopolårsager-opstillet i nedennævnte over-
sigt. Samtidig er der indlagt en ny dimension, nemlig en sondring
mellem absolut og relativ monopolstyrke.
Arbejdsmono-
Ar- polstyrke
bejds-
monopol-
årsag Absolut Relativ
"Løntryk"
"Morakkeri"
Stærkt Teknisk betingede
arbejds- kvalifikations- (2)
proces- behov
afhæn-- v
||gige Soc1altbetingede ⁄⁄
kvalifikations- w
behov (arbejds-
organisation)
(1)-
De 2 indlagte Qile symboliserer udviklingstræk med meget grov pensel:
(l) Opbruddet i de kendte faggrænser i kraft af den teknologiske ud-
vikling. Det indebærer nedbrydning af absolutte arbejdsmonopoler,
større muligheder for at bemande Jobbene med forskellige arbejds-
kraftkategorier. Hvem der ansættes bliver i højere grad en rela-
tiv størrelse, betinget af bl.a. personalepolitiske dispositioner
i virksomhederne.

52
(2) Svækket relativ betydning af de teknisk afledte kvalifikations-
behov til fordel for større vægt på de socialt'afledte kvalifika-
tionskrav. Hvilket er en direkte konsekvens af den stigning i
overvågningsarbejdet, der er en af følgerne af den teknologiske
udvikling.
Sammenlagt indebærer disse udviklingstræk især et pres på de faglær-
tes arbejdsområdemonopol.Fra én side bliver allehånde teknikergrup-
per seriøse jobkonkurrenter. Fra andet hold presser de ufaglærte
,kraftigt på for at bemande traditionelt faglærte jobs.
Arbejdsgivernes frihedsgrader i valget af arbejdskraft og dermed mu-
ligheder for at spille grupper ud mod hinanden synes væsentligt
styrket i dette århundrede, ikke mindst i efterkrigstiden.
Den strategi, de enkelte forbund anlægger i kampen om arbejdsområderne,
er således grundlæggende afhængig af såvel strukturelle som konjunk-
turelle udviklingstræk på arbejdsmarkedet. Kigger vi specielt på den
uddannelsespolitiske strategi i nyere tid, så må to.andre afgørende
kampbetingelser fremhæves.
Den ene -
som er den mest ydre -
udgøres af den statslige uddannelses-
politik. Til karakteristik heraf skal blot fremhæves to forhold. For
det første fragmenteringen af uddannelsesbureaukratiet mellem de fag-
lærtes grunduddannelser og teknikeruddannelserne i undervisningsmini-
steriet og de ufaglærtes specialarbejderuddannelser i arbejdsministe-
riet. At politikken køres i to adskilte verdener, betyder en stats-
lig understøttelse af de organisatoriske skel i fagbevægelsen. Staten
er en medspiller i forhold til den faglige rivalisering. Det andet
forhold, der må fremdrages, er den statslige reguleringsmarginale
betydning for uddannelsespolitikkens fastlæggelse. Det politiske
magtcentrum på området ligger i et yderst kompliceret net af råd,

53
nævn og udvaig, hvor arbejdsmarkedets organisationer i paritetisk for-
hoid både formuierer og forvaiter poiitikken. Med stor rimeiighed
kan man taie om "fagiigt seivstyre". Pariteten betyder, at virkeiig-
gøreise af uddannelsespolitiske initiativer fra fagbevægeisen kræver
arbejdsgiverpartens medvirken.
Den sidste kampbetingeise, der skai opregnes, har at gøre med forskei-
iige organisationsstrukturer på henhoidsvis fagbevægeises- og arbejds-
giverside. Hvor forbundsstrukturen betyder organisationskonkurrence om
arbejdsområderne på hver eneste arbejdspiads, så mødes man med én mod-
Eart Rå arbejdsgiversiden, nemiig brancheorganisationerne. Eksempeivis
ska1 initiativer fra såvei SID som.DM inden for jernet forhandies med
én modpart, Jernets Arbejdsgiverforening (JA). Systemet bringer arbejds-
giverne i en særdeies favorabe] forhandierposition.
Hovedorganisationerne (LO og DA) indtager en ret perifer position om-
kring den konkrete uddanneisespianiægning, som er den scene, jobkampen
udspiiies på. De markerer sig tii gengæid på et mere uforpiigtende,
ideoiogisk-principieit oian.
Figuriigt kan vi sammenfatte et forbunds strategibetingeiser i føigende
model:
ARBEJDSMARKEDET STATEN
UNDERVIS- ARBEJDS-
NINGSMINI- MINISTERIET
STERIET (UFAGLÆRTE)
'(FAGLÆRTE)
J ORGANISATION ERNE l/
BRANCHEORGANI-
SATIONER
KONJUNKTUR STRUKTUR

54
Når der i det foregående er talt om forbund, så tænkes der på forbunds-
ledelser, endda de daglige ledelser. Uddannelsespolitikken har traditio-
nelt været et af de mindst politiserede politikområder blandt fagbevæ-
gelsens medlemmer. I den forstand er der tale om en særdeles eksklusiv
diskussion, hvilket står i grel modsætning til, hvad politikudviklingen
har af konsekvenser for den enkelte lønarbejders jobmuligheder på ar-
bejdsmarkedet.
3. TRÆK AF UDDANNELSESKAMPEN I JERNET FRA l920'ERNE OG OP TIL I DAG
Helt generelt findes der en klar sammenhæng mellem arbejdets taylorisering
og erhvervsuddannelsers specialisering, mest direkte der hvor oplæringen -
som i lærlingeuddannelsen
-
delvis sker gennem udførelse af almindeligt
lønarbejde.
Mellemkrigstiden:
Sidst i 1920'erne var specialiseringen gået for vidt i jernet. Hvad lær-
lingene lærte var afhængig af, hvilket forefaldende arbejde der tilfandig-
vis fandtes på de stadig mere specialiserede lærepladser. Eksempelvis var
autobranchen kommet til som nyt skud på stammen. Kunne den uddanne smede-
lærlinge? Det mente man ikke i jernets organisationer. I fællesSkab etable-
rede man derfor i l929 det faglige selvstyre uden nogen lovmæssig hjemmel.
Metalindustriens lærlingeudvalg hed institutionen, og dette skulle vise
sig at blive en skelsættende begivenhed i dansk erhvervsuddannelsespoli-
tik. Den nye lærlingelov i l937 indførte fagligt selvstyre i alle lærlinge-
udannelser, og de på et senere tidspunkt indførte arbejdsmarkeds- og
teknikeruddannelser fik på mange måder den samme administrative ramme.
Baggrunden for lærlingeudvalgets oprettelse var dog for smedeforbundet
ikke alene et spørgsmål om at sikre bredde og kvalitet i lærlingeuddan-
nelsen; Allerede på det tidspunkt talte inddæmnimgærgumentet i forhold
til de ufaglærte. Gennem "ordnede" forhold på uddannelsesområdet blev det
' i o v
måske muligt at binde arbejdsgiverne op på en forpligtelse til at sørge

55
for en tiistrækkeiig tiigang ti1 arbejdsmarkedet af fagiærte, såiedes
at fasthoideisen af smedenes arbejdsområder kunne forsvares.
På dette sted er det på sin piads at kommentere den gængse opfatteise af
de fagiærtes poiitik i forhoid til reguiering af iæriingeantaliet. Mange
har traditionelt hævdet, at man for ikke at øge konkurrencen biandt de fag-
1ærte arbejdere fra de fagiige forbunds side har søgt at begrænse 1ær-
iingeantaiiet. Efter min vurdering forhoider det sig nærmest omvendt.
Det er ikke ved udelukkelse fra faget men ved åbning af det, at faget
overiever. Fagbevægeisen har stået i et ægte diiemma meiiem kvaiitet i
uddanneisen og kvantitet, antaiiet af iærepiadser. Jo mere der er stii-
iet krav om kvaiitet i uddanneisen over for mestrene, jo større risiko
har man løbet for at sænke tiigangen ti1 fagene, hvis det førte til
en forringeise af rentabiiiteten ved at have iæriinge. Hvor det er kom-
met ti] et opgør meiiem disse 2 hensyn, har udfaidet som regei været i
kvantitetens favør. Det er en meget stærk indikator for, hvor vita1 be-
tydning det har for de fagiærtes forbund at sikre sig tiigang ti] faget.
Smedefaget var med andre ord i meiiemkrigstiden under begyndende "opiøs-
ning" eiier rettere sagt -
det udvikiede sig både ved øget specialise-
ring af smedearbejdet og ved knopskydning af nytiikomne arbejdsområder
i jernet. Autoområdet er a11erede nævnt som det ene. Røriægning var et
andet, hvis tiihørsforhoid tii smedefaget, henhoidsvis biikkensiager-
faget, var uafkiaret. Det tredje nytiikomne arbejdsområde var radiome-
kanikerområdet. For aile tre feiter gjaidt det, at jernets parter ikke
anså arbejdet for at være tiistrækkeiigt aisidigt ti] at kunne bære eta-
bieringen af en fagiære. Aiiigevei så de sig sidst i 30'erne og først
i 40'erne nødsaget til at anerkende det som fagiigt arbejde. E11ers
stod det kiart, at de ufagiærte, henhoidvis biikkensiagerne, stod parat
til at tage over.

56
1940'erne:
Sidste halvdel af 40'erne bragte markante skred i forholdet mellem
faglærte og ufaglærte i jernindustrien. Når det store indtag af ufag-
lærte kom på netop det tidspunkt, skyldes det helt sikkert en regulær
mangel på faglærte i en opsvingsperiode. De arbejdsprocesmæssige be-
tingelser for at anvende ufaglærte i større målestok havde forment-
lig været til stede gennem en længere årrække.
Umiddelbart drog parterne ingen uddannelsesmæssige konsekvenser af man-
gelsituationen, skønt den helt oplagt bl.a. havde sin rod i et for
lille lærlingeindtag årene forinden. Det betød dog ikke, at inddæmnings-
motivet var fraværende i smedeforbundet. Man lavede hurtigt aftaler med
arbejdsgiverne Om, at de skulle anerkende ufaglærte arbejdere som fag-
arbejdere og dermed som værdige til medlemsskab af metalforbundet med
tilsvarende højere aflønning. I praksis blev medlemsoverførslen af be-
grænset omfang. Arbejdsgiverne havde da også allerede ved aftalernes
indgåelse betinget sig deres fortsatte ret til at bruge ufaglærte.
l950'erne og 1960'erne:
l950'erne er forandringens årti inden for uddannelsespolitikken. Den
nye lærlingelov i l956 reformerer grunduddannelserne og statslige kom-
missionsarbejder lægger fundamentet for oprettelse af tekniker- og spe-
cialarbejderuddannelser. Under ët kan disse initiativer ses som en
tilpasning af arbejdskraftens kvalifikationer til en situation på ar-
bejdsmarkedet med øget vertikal såvel som horisontal arbejdsdeling. Svæk-
kelsen af de absolutte arbejdsområdemonopoler var nu så stærkt frem-
skreden, at større uddannelsesmæssige initiativer var nødvendige.
Den politiske udvikling var samtidig et entydigt tegn på, at de ufag-
lærte forbund for første gang aktiverede uddannelsesmæssige interesser -
primært som led i jobkampen, skønt deres motiver udadtil ikke just gik

57
på det plan. De var af mere ideologisk, fordelingsplitisk og arbejds-
procesmæssig art.
Det sidste argument havde størst gennemslagskraft i kommisSionen, der
arbejdede med de ufaglærtes uddannelser. Det betød, at specialarbej-
deruddannelsen ikke blev en bred grunduddannelse på de ufaglærtes ar-
bejdsområder. Tværtimod var der tale om enkeltstående moduler af kort
varighed. Som sådanne blev de imidlertid effektive instrumenter i job-
konkurrencen med de faglærte metalarbejdere. Specialarbejderne kunne
nu med uddannelseskurser, d.v.s. formelt anerkendte kompetencer, i hån-
den udbyde deres arbejdskraft bl.a. i jernindustrien. "Svampene" skød
hurtigt op i jernets underskov. Når svampene oplevedes som trusler
af skovens store træer -
metalfagene -
så skyldtes det dels deres
store livskraft -
Specialarbejderne var uden tvivl kvalificerede på et
højt niveau inden for de enkelte modulers snævre grænser. Dels var der
tale om, at skovens træbestand allerede havde ændret sig meget i 50'erne.
Den nye lærlingelov bevirkede en kraftig opsplitning af jernets lære-
fag, før var der l2 fag, efter lovrevisionen blev der 32 lærefag. Mange
af disse nye uddannelser var ret specialiserede. De var dog ikke "svampe",
men en del af de førhen så store træer var nu nærmest at betragte som
buske.
1960'erne blev således en periode med frodig vegetation. Mange forskel-
lige spor udviklede sig men egentlig uden de helt store, åbne konfron-
tationer:
-
den nye lærlingelovblev ført ud i praksis.
-
den nye specialarbejderuddannelseslov blev ført ud i praksis.
-
de nye mellemteknikeruddannelser blev
realiseret.
Fra slutningen af 60'erne lød startskuddet til EPG-udviklingen. Fadderne
til EFS-systemet var primært bureaukrater, og deres intension var at
tænke bort alle faggrænser og opbygge et uddannelsessystem, der lavede

58
en bred introduktion for a1 arbejdskraft inden for natur1igt sammen-
hængende arbejdsområder, efterfu1gt af en gradvist specia1iserende
kva1ificering. Dermed kunne man ro1igt sige, at uddanne1sens betyd-
ning for jobkampen for a1vor var sat på den po1itiske dagsorden.
DASF var straksyderst positive. Tankerne.var i fu1d 0verensstemme1se
med arbejdsmandsforbundets grundho1dninger, og på det mere prosaiske
p1an var der da også ta1e om nye mu1igheder for adgang ti1 de fag-
1ærtes jobområder.
DM var direkte med i teten af EFG-udvik1ingen. For dem og for arbejds-
giverne var der én overveje1se, der ta1te sær1igt stærkt for refor-
mering af 1ær1ingeuddanne1sen, nem1ig det drastiske fa1d i 1ær1ingeti1-
gangen fra midten af 60'erne. Perioden var præget af en meget kraftig
og ve1underbygget kritik fra 1ær1ingenes side af arbejdsgivernes mis-
brug af 1ær1ingene som bi11ig arbejdskraft. Dette forho1d og gymnasiets
samtidige vo1dsomme ti1trækningskraft berøvede mester1æren en for stor
ande1 af de unge.
1970'erne og 1980'erne:
1970'erne b1ev årtiet for en samtidig rea1isering af EFS-systemet og
bevare1se af mester1æren.
EFG's rea1isering skete i en form, der 1å temme1ig fjernt fra intentio-
nerne. Sagt u1trak0rt -
men forho1dsvis dækkende -
så forb1ev basis-
årene, bortset fra 1andtransportomrâdet, en bundtning af de gam1e 1ære-
fag. Og EPG-2. de1suddanne1serne opererede ikke med færre men tværtimod
f1ere specia1iseringer.
Når det gik så ga1t, må det ti1skrives de fag1ærtes, i vores ti1fañde
DM's, evne ti1 at sætte sig på p1an1ægningenog margina1isere SID's
repræsentanter. SID tabte derfor hurtigt interessen for e11er troen på,
at en EFG-udvik1ing inden for de de1e af den horisonta1e arbejdsde1ing,

59
som traditioneit var besat med fagiærte, også kunne hjæipe SID-mediemmer
frem mod beskæftigeise. Da Foiketinget så i 1975 bortSkar EFG-basisårsiøn-
nen, var opgiveisen total. Tiibage for SID var satsningen på speciai-
arbejderuddanneisen. Et meget markantudsiag heraf kom på entreprenøn-
området..I 1978 barsiede man med en 2-årig iæriingeagtig entreprenørud-
danneise på speciaiarbejderskoierne.'Den bandt en iang række moduier
inden for bygge-aniægsomrâdet sammen og sikrede forløbets gennemføreise
via en kontrakt meiiem kursisten og virksomheden -
med 1øn under uddan-
neisen.
I jernet skærpedes kampen me11em SID og DM på en række enkeitområder.
Avancerede svejsemetoder var et af dem.
Oiie- og gasfundene i Nordsøen skabte en lang række nye arbejdspiadser
ved etabiering af borepiatforme og naturgasnet. Startskuddet var dermed
atter en gang givet ti1 en uddanneisespoiitisk riva1isering. JA satte
sig på den ene side sammen med DM og hev en gammei, næsten ikke brugt,
kortvarig svejser-iæriingeuddanneise frem af møiposen. Indhoidet biev
revideret såiedes, at der biev opnået svejsefærdigheder på det skrappe
certifikatniveau. Endvidere iavede man sammen nye svejsermoduier inden
for de fagiærtes efteruddanneisessystem. I nøjagtig samme periode for-
handiede JA med SID om opretteise af ny certifikat-svejsemoduier inden
for speciaiarbejderuddanneiserne.
Opbygningen af de paraiieiie systemer betød, at sti11ingen me11em DM og
SID uddanneisespoiitisk forbiev status quo. Men konkurrencen betød uden
tvivi, at JA fik ringe modstand ved udformningen af uddanneisens indhoid
og struktur.
TiisVarende foriøb fandt sted omkring kvaiifiCeringen ti1 operatørar-
bejdet ved de avancerede CNC-styrede metaibearbejdningsmaskiner.
De ufagiærte var dog iangtfra ene om at true metaiarbejdernes arbejdsom-

Sfah rapport 1987

Recommended

Recommended

More Related Content

Viewers also liked

Viewers also liked (11)

Similar to Sfah rapport 1987

Similar to Sfah rapport 1987 (9)

More from SFAH

More from SFAH (20)

Sfah rapport 1987