1. Officerernes Fagblad | 6 | Juni-Juli 2011
www.hod.dk
at være officer påat være officer på
En anderledes måde
Danske officerer er godt rustet til mentor-rollen
Akkreditering af officersuddannelserne

2. 6 • nr. 6/2011 Kontaktofficeren
Da Forsvarsministerens Medalje første gang skulle uddeles
i 2010, tilfaldt seks af i alt 11 medaljer kontaktofficerer i hæren.
„Deres funktion er at være den lim, der forsøger at holde en fami-
lie sammen, når skaden sker, og de er den stenstøtte, der forsøger
at hjælpe sårede soldater videre efter skaden. Alle døgnets timer
står de klar med en skulder, en praktisk håndsrækning og helt ba-
sal menneskelighed“, lød det blandt andet i motivationen.
På det tidspunkt havde der inden for forsvarets rækker allerede
været talt en del om, at kontaktofficerernes værdi er stærkt un-
dervurderet. Udenfor? Tja, en hurtig Google-søgning afslører, at
Berlingske Tidende for et par år siden bragte en artikel om kon-
taktofficerernes arbejde. Solstrålehistorier er generelt ikke i høj
kurs hos store dele af pressen. Vejen til spalterne er tilsyneladen-
de kortere, hvis det handler om, at forsvaret har svigtet.
Ikke desto mindre repræsenterer hver eneste kontaktofficer (i
daglig tale KTO) med garanti et positivt portræt af en statsansat
medarbejder, der i kraft af sit job gør en utrolig forskel for mange
mennesker – også uden for det militære hegn.
Inden for hegnet ved de fleste, at nutidens KTO sammen med
regimentschef og feltpræst er budbringeren, når pårørende til
faldne og hårdt sårede soldater skal have overbragt den frygtelige
besked. Ellers er den udførlige jobbeskrivelse kun kendt af KTO’en,
hans nærmeste chefer, kolleger og familie. I øvrigt ville det også
være umuligt at nedfælde punkt for punkt, hvad kontaktofficerens
arbejde består i. Funktionen formes af begivenhedernes gang.
Overordnet er der en række opgaver, som enhver kontaktof-
ficer for et hold udsendte soldater kender på forhånd. En af dem
er at være primus motor i planlægningen og afviklingen af fem
pårørendearrangementer: „Før udsendelse, midtvejsarrangement,
før hjemkomst, kontingentparade og syvmåneders-arrangemen-
tet“. Disse er populære begivenheder at dømme efter et talstærkt
fremmøde på Antvorskov Kaserne den lørdag formiddag, hvor
Danske Officerer var på besøg.
Regimentschefen har holdt sin tale, formiddagskaffen er druk-
ket, og teknikerne fra Forsvarets Mediecenter har fået „hul igen-
nem“. Alles blikke er rettet mod storskærmen, hvor oberstløjt-
nant Steen Wegener og en flok glade, solbrune soldater vinker
fra Camp Price. En efter en træder de frem for at udveksle meget
personlige ord under godt 500 øjne og ører med deres respek-
tive kone, kæreste, børn, mor, far, søster, ven. Og hver gang
en ny soldat toner frem på skærmen, kigger kontaktofficer Lars
Nordmann rundt i salen og styrer direkte imod hans familie for at
overlade dem en mikrofon. En fin illustration af KTO’ens rolle som
kontaktled mellem de udsendte og deres familier.
En ordre er en ordre
Der er ingen efteruddannelse målrettet kontaktofficersgerningen.
Ej heller et særligt funktionstillæg eller en medalje. Hvad er det
så, der driver en officer til frivilligt at påtage sig, hvad de fleste
anser for at være nogle meget, meget tunge opgaver, og stå til
disposition 24 timer i døgnet, syv dage om ugen inklusive jule- og
sommerferie?
– Pas. Jeg blev beordret, svarer kaptajn Lars Nordmann, der var
Gardehusarregimentets primære KTO for Afghanistan hold 9 og
nu for hold 11. – Jeg var ellers rigtig glad og tilfreds med at være
næstkommanderende i Hesteskadronen, hvor vores dengang nye
oberst ofte kiggede forbi. Vi hyggede, og han var alle tiders.
Det pæne omdømme led, om end for en kort stund, et mindre
knæk, da regimentschef, oberst Tommy M. Paulsen manglede en
KTO til hold 9 og pegede direkte på Lars Nordmann. Han strittede
imod, men en ordre er en ordre, og sådan blev det.
– Jeg var vred i et stykke tid og sparkede nærmest døren ind til
obersten, men den snedige rad fik den jo hurtigt vendt til, at jeg
skulle tage det som et kompliment, griner 39-årige Lars Nord-
mann her godt halvandet år senere.
Officeren er til for soldaterne
Det er mandag eftermiddag. Han har fri. Fri forstået på den
måde, at han ikke har vagt og er på to timers beredskab. Derfor
finder denne samtale efter hans ønske sted i privaten med Roskil-
de Domkirke som nærmeste nabo. Mens han laver kaffe, fortæller
han, at han samme morgen har været på kasernen for at ordne
nogle ting. På tilbagevejen lagde han vejen forbi en familie, der
havde behov for hjælp til at løse et praktisk problem, som aldrig
ville være opstået, hvis soldaten var blevet hjemme i Danmark.
Telefonen ringer. En soldat har fået sin leave i Danmark forlæn-
get med nogle dage for at kunne deltage i sin mormors bisæt-
telse: „Din afgang er udsat til torsdag. Der er den hage, at du skal
tilbage fra Karup, så der bliver en lille omvej med indenrigsfly. Jeg
sørger for, at du får billetten“.
Lidt undskyldende på grund af afbrydelsen forklarer Lars Nord-
mann, at hans telefon nærmest ringer konstant mellem klokken
AfjournalistAliceBinns
Foto:PeterEilertsen
En anderledes måde at være officer på
Kontaktofficeren er bindeleddet mellem udsendte soldater og deres familier. Han overbringer
tunge budskaber, arrangerer militære begravelser og besøger hårdt sårede. Hans telefon er
altid tændt, han har aldrig fri – og han elsker sit arbejde
Pårørendearrangementet i Antvorskov havde mange deltagere.

3. nr. 6/2011 • 7Kontaktofficeren
fortsættes/////
GF Forsikringsklubben for Officerer i Forsvaret
Vestergade 20, 1. sal, Sidebygningen ∤ 4600 Køge
Vi deler årets
overskud med
bilkunderne
Hos GF bliver din bilforsikring ofte billigere end
den årlige præmie. Hos GF deler vi nemlig overskuddet
med bilkunderne. Derfor kan der være en pæn bonus
at hente, når året er omme.
Fra
4.614,-
Ring 49 17 01 94 eller
tjek gf-officerer.dk
8 og 22, og den bliver taget hver gang. Telefonen på kontoret er
altid viderestillet til mobiltelefonen. – Det er fint nok. Det er selv-
følgelig lidt træls, at man aldrig har „fri-fri“, men når man er pri-
mær kontaktofficer for et hold, er man altså på. Sådan er det. Vi
er til for soldaterne og deres pårørende.
Så er der endda stille nu i forhold til sidste år på hold 9. Alene
55 repatrieringer kunne holde mobiltelefonen konstant rødglø-
dende. Samtidig var der mange „særlige hændelser“, som det
benævnes, når soldater er faldet eller er blevet hårdt såret. I de
tilfælde smider KTO’en alt, hvad han har i hænderne.
Lars Nordmann fortæller, at han sidste sommer havde ferie og
var i færd med at klargøre båden til sejltur med sin – på det tids-
punkt – kæreste, Mia, rundt i de danske farvande, da han fik et
opkald fra HOK om en særlig hændelse. En af „hans“ soldater var
faldet, og kontaktofficeren vidste præcis, hvad han skulle gøre.
Hvornår han i det efterfølgende, meget intense forløb fik fortalt
kæresten, at ferieturen var aflyst, er lidt uklart. Privatliv er i den
situation et totalt udvisket begreb. Det kræver en forstående part-
ner, og Mia vidste i hvert fald, hvad hun gik ind til, da hun i marts
i år giftede sig med sin husar i Trefoldighedskirken på Thurø. Også
i det stykke fik gommens arbejde lov til at influere, idet kirkens
sognepræst og Gardehusarregimentets feltpræst,
Thomas Østergaard Aallmann, forestod vielsen. Begrundelsen
for at få lovformeliggjort mange års papirløst samliv har ligeledes
arbejdsmæssige undertoner:
– Jeg kan ikke stå og anbefale soldaterne, at de skal få orden
på sagerne og så selv tage til Afghanistan uden at være gift. Her
hentyder Lars Nordmann til det obligatoriske besøg, KTO’en sam-
men med regimentschefen aflægger et nyt hold udsendte.
Mr. Fix-it
Telefonen ringer. En PTSD-ramt veteran har brug for at snakke.
De spørgsmål, vi når at høre, inden han fortrækker til sit mere
diskrete hjemmekontor, indikerer, at Lars Nordmann med det
samme ved, hvem han har i røret. Hvad er det for noget medicin,
du får? Hvor mange milligram er du oppe på nu? Er det helt slut
med kæresten?
– Det er dejligt, at de ringer, frem for at man læser i avisen, at
forsvaret igen har svigtet.
Der er tilsyneladende ingen grænse for, hvor langt han (og hans
kolleger) vil gå for at hjælpe. Ikke kun for at undgå negativ me-
dieomtale, men fordi det ligger i hans natur at være en Mr. Fix-it.

4. Kontaktofficeren8 • nr. 6/2011
Kun når talen falder på det, han ikke kan udrette, afdækker den
ellers så milde og afbalancerede kaptajn det temperament, der i
sin tid fremkaldte trangen til at – næsten – sparke på oberstens
dør.
– Vi kan hjælpe soldaterne, når de er psykisk og fysisk sårede.
Har han derimod fået dårlig ryg, fordi han har gået 25 patruljer i
et stræk i Greenzone med op til 45 kg ECM (radioudstyr, red.) på
ryggen, er der tale om en arbejdsskade, som hvis han var kommet
til skade hjemme på kasernen. Dér kan vi ikke hjælpe ham med
så meget som én krone til fysioterapi, så han kan vende tilbage til
sit civile job. I stedet sender vi ham ud i samfundet med en syge-
melding i hånden. Som KTO og som menneske generer det mig
virkelig, at vi taber folk på grund af administrative bestemmelser.
Hvad betyder penge til 20 fysioterapi-timer og tre måneders kon-
stabelløn på en korttidskontrakt, hvis vi kan vinde den positive hi-
storie – vinde soldaten, vinde hans forældre, vinde nye forældre?
Supervision af superchefer
Sætter man kontaktofficerens arbejdsområde på grafer, fylder de
sårede soldater fra hold 8 og 9 mest. – Så ofte som muligt tager
jeg til Rigshospitalet, hvor tre-fem af de invaliderede veteraner
mødes hver morgen til genoptræning. Ind imellem får de en sms
eller facebook-hilsen, „flot gået med de nye ben“ eller sådan no-
get. Og de ved, at de altid kan ringe.
Hvordan formår han at løfte humør og moral hos andre efter en
dag med verbale slagsmål med Arbejdsskadestyrelsen og besøg
hos en 22-årig soldat, som har mistet begge ben og er forpint af
fantomsmerter?
– Den skal man vende oppe i sit hoved til at se på, hvor privi-
legerede vi selv er. Jeg er blevet rigtig god til at åbne en flaske
champagne en mandag eller tirsdag for at fejre, at det har været
en god dag eller fejre, at en dårlig dag er overstået. Vi har det jo
fantastisk, og det er cool nok. Vi har vores førlighed, vores gode
helbred, og vi har hinanden. Og det her med at løse rigtige pro-
blemer for rigtige mennesker og ikke blot løse selvskabte plager i
en enhed, giver rigtig god mening for mig.
På spørgsmålet, om han modtager supervision til at tackle sær-
lige hændelser, svarer han: – Det klarer vi selv, med Tommy og
Tommy. Vi er et lille team, som arbejder rigtig tæt sammen. (Til
læserens orientering er der tale om regimentschefen, oberst Tom-
my M. Paulsen, og Lars Nordmanns nærmeste foresatte, chef for
Garnisonsstøtteelementet, major Tommy Rasmussen).
Hvad med feltpræsten. Ham kan du jo sige alt til, uden at det
får betydning for din videre karriere?
– Det kan jeg også til Tommy og Tommy. Der er ikke noget med
at tænke, jeg bliver aldrig major, hvis jeg viser svaghedstegn over
for obersten. De er begge super rare og gode, gode mennesker.
Empati er kodeordet
At trykke samtlige de superlativer, Lars Nordmann hæfter på sine
chefer, vil udlægge ham som en regulær fedterøv, hvilket er helt
forkert. Men de rosende ord hører med til hans forklaringer på,
hvordan han kan blive ved med at holde gejsten oppe. Selv at
tage æren for veludførte opgaver ligger ham fjernt. Han har det
med at dedikere flotte præstationer til alle andre end sig selv. Til
Stig, Tommy og Tommy, til Jørgen og Mia. Ikke et ord, der i hans
optik ligner pral, kan klemmes ud af ham.
Således måtte vi spørge oberst Tommy Paulsen, hvad det var,
der fik ham til at beordre Lars Nordmann til tjeneste som KTO? –
Først og fremmest de menneskelige egenskaber – empati. Han er
robust, kan agere under pres, og så har han et udbredt organisati-
onstalent, lyder anbefalingen fra Gardehusarregimentets chef.
Foreholdt dette skudsmål er Lars Nordmanns kommentar: – Jeg
tror, at hvis jeg havde haft en anden regimentschef, som jeg ikke
havde haft det så godt med, havde det været sværere for mig at
være der.
Telefonen ringer. Hjemmeværnsregionen, der forbereder ud-
sendelse af en HJV-deling som bevogtningsenhed, vil gerne have
Lars Nordmann ud på Kastellet og „klæde distriktscheferne på“ til
KTO-virket.
Lars Nordmann har halvandet års praktisk erfaring at trække
på, og så har han, minder han om, en rigtig god uddannelse fra
Hærens Officersskole.
– At være KTO er bare en anderledes måde at være officer på.
I den funktion skal jeg ikke være god til taktiske overvejelser og
til at skabe fjendebilleder, men jeg bruger da hver dag lærdom fra
officersskolen. I øvrigt lægges der på VUT-1 megen vægt på både
de ledelsesmæssige og de menneskelige værdier som for eksem-
pel evnen til at kunne integrere sig på alle niveauer. Jeg har også
lært af at være lille i skolegården. Man måtte fedte ind der, hvor
man undgik at få øretæver, tilføjer kaptajnen med henvisning til,
at han ikke ligefrem har garderhøjde.
– Jeg kunne nok komme i tanke om nogle officerer, der ikke ville
kunne virke som KTO, men grundlæggende har langt de fleste
nøjagtig samme indstilling som jeg. Vi ved, at uanset hvor pres-
sede vi er, så kan vi handle. Vi er i bund og grund formet af det
samme jern, slutter Lars Nordmann.
/////
På „Barbette“ af typen Helmsman 35 lader kaptajnen op. Hans
tændte mobiltelefon er lige som jagthundene Alfred og Emil altid
inden for rækkevidde.
|||||

5. nr. 6/2011 • 9Kontaktofficeren
1991 Udlært tømrer
1992 Værnepligt, GHR Hesteskadronen i Næstved
1993 Beriderelev og stud.med.vet. på KU
1997 Hærens Sergentskole på Fyn
1998 Slesvigske Fodregiment
1999 Hærens Officersskole
2002 UDSTOF og NK ved HHD Køge Bugt
2005 ISAF hold 8 (Kabul), forbindelsesofficer
2006 Holdfører HSGS og DF HBU GHR
2007 Uddannelsesofficer GHR HESK
2008 VUT-1, ledelse Hærens Officersskole
2009 NK, GHR Hesteskadron
2010- Kontaktofficer, Gardehusarregimentet og ansvars-
havende chefredaktør for ’Gardehusaren’
Privat er Lars Nordmann gift med Mia. Sammen har
parret labradoren Alfred, cockerspanielen Emil, vallak-
ken Roloff og hoppen Rodina af racen trakener. De ven-
ter deres første barn, en søn, til august. Under fritidsin-
teresser hører også båden „Babette“, golf (handicap: 6),
jagt, vine, vintagebiler og badminton.
CV
Pårørendearrangementerne er populære begivenheder at dømme efter et talstærkt fremmøde
på Antvorskov Kaserne den lørdag formiddag, hvor Danske Officerer var på besøg.