Ivan Braun speaks about Mt Everest in the Danish magazine Outdoor Training.

1. 61outdoor training
af. Specielt i Khumbu området lige
syd for Everest er der sket en meget
markant velstandsstigning gennem
de år, jeg har færdes her. Sherpaernes
huse er langt bedre, nyere, velindrette-
de og renere end de nogensinde før har
været. Her ses den positive indflydelse
af turismen i området, som i øvrigt for
en væsentlig grad også er trekkingturis-
me. Men hvor en trekker måske lægger
nogle få tusinde kroner, så lægger
bjergbestigerne mange gange mere.
Sherpaerne får langt højere betalt for
at deltage i ekspeditioner end på en
trekkingtur, og har ekspeditionen suc-
ces udbetales der ydermere topbonus,
som giver et væsentligt økonomisk til-
skud til velstanden. Det er derfor svært
at forestille sig den positive udvikling i
området uden den kommercielle bjerg-
bestigning. Og virkningen ses ikke kun
i form af velstand.
Andre positive tendenser er en langt
større bevidsthed om naturbevarelse, så
området i dag er langt renere, og sko-
vene klarer sig bedre, end da jeg første
gang kom her. Jeg hilser derfor trods
mine mange forbehold udviklingen
velkommen og kan slet ikke forestille
mig, at Nepal kunne finde på at lukke
for denne udvikling i længere tid trods
årets dramatiske begivenheder.
Sherpaerne har dog brug for nogle
ændringer. Når de formentlig ikke
ønsker at miste indtægtskilden, der som
beskrevet bærer en hel bølge af positiv
udvikling med sig, bør de i hvert fald
sikres i tilfælde af uheld. Bedre forsik-
ringsordninger kunne være en vej at gå,
hvor de udbetalte summer er en reel
forsikring og ikke et “plaster på såret.”
Udfordringen ved Everest vil bestå,
selvom der måske sker ændringer, der
gør det mindre risikabelt. Jeg ser ikke
nationale restriktioner i retning af mere
erfaring for at opnå tilladelse komme
lige umiddelbart, bl.a. da det vil kræve
enighed om dette med Kina/Tibet, ellers
vil de kommercielle ekspeditioner blot
tage den nordlige vej til bjerget i stedet.
Begivenheder som årets katastrofe
vil måske have den indflydelse, at flere
uerfarne tænker sig lidt mere om, og de
firmaer, som arrangerer kommerciel-
le ekspeditioner, vil måske agere lidt
mere restriktivt mht., hvem de tager
med - i hvert fald indtil ulykken er gået
delvist i glemmebogen, hvilket den
aldrig vil gøre helt.
Ivan Braun–Everestharaltidluretimitsind
Ivan Braun drømmer om at bestige Mt. Everest i 2015.
Læs om hans forhold til bjerget her.
Tekst Ivan Braun
Det har altid ligget i kortene, at jeg
skulle bestige bjerge. Allerede fra
barns ben var jeg besat af legenderne
fra Himalaya og kunne en masse om,
hvem der havde besteget hvilke bjerge
og hvornår. Jeg var kendt for at være
ham, der kunne klatre højest i træer-
ne og den eneste, som kunne bestige
endevæggen på brandstationen, som
var en ældre bindingsværksbygning.
Så min fascination for Everest har altid
luret i mit sind, og det har altid været
eventyret om George Mallory og An-
drew Irvine på Nordsiden i 1924, som
har haft min interesse. Tænk sig, at de
to forsøgte at bestige Everest i for 90 år
siden iført gabardine tøj og et hvæsen-
de ilt apparat. Der var hverken tekno-
logien, viden eller udstyret udviklet til
sådan et eventyr, og alligevel forsøgte
de sig. To mand mod bjerget, Mallory
og Irvine mod Everest. Hvis ikke det
tænder en glød inde i dig, så ved jeg
ikke, hvad der skulle tænde en.
I 1953 blev Everest besteget for første
gang, hvilket skete fra sydsiden, og
siden da har sydsiden også båret præg
af store ekspeditioner. Det er også her,
at bjergbestigere, bjergturister og andre
med både tiden - og især økonomien -
har flokkes om bjerget. De senere år har
man set billeder af mere end 300 bjerg-
bestigere i kø på vej op ad bjergsiden,
som er et ganske skræmmende billede.
Det bliver spændende at se, om al
trafikken og turismen trækker over på
Nordsiden i 2015 på grund af dødsfal-
dene og lukning af syd her i år. Jeg har
endnu ikke gjort mig mine overvejelser,
om det vil ændre på mine planer, men
jeg skal ærligt indrømme, at tanken om
at stå i kø med 300 andre ved stigerne
fotoSIBUSISOVILANE

2. 62 outdoor training
på “second step” ikke tiltaler mig syn-
derligt meget.
Jeg startede mit projekt “Fra sofa til
Everest på 5 år” i 2010 og fik tatoveret
Everest2015 på højre overarm som
påmindelse om mit mål, og hvor jeg er
på vej hen. Med det mener jeg, at jeg
synligt og tydeligt har indgået en aftale
med mig selv om, at jeg vil bestige
Everest til næste år.
Jeg plejer at sige, at jeg flytter til Nepal i
april og kommer hjem “when it’s done”
- planen er, at jeg er retur i Danmark
omkring juni måned 2015. Men jeg vil
ikke dø på bjerget, så mit projekt er ikke
med livet som indsats. Hvis noget går
galt undervejs, vil forsøget blive afbrudt.
Folkmener,atjegløberenrisiko for at
blive latterliggjort over min tattoo, fordi
jeg netop har anført, hvornår jeg bestiger
Everest. Og de har ret i, at det er et egoi-
stisk projekt. Det er en test af min egen
fysiske og mentale formåen, det er en
drøm, som jeg forfølger målrettet. Jeg gør
det ikke for andres accept, men jeg kan
da godt håbe, at mit projekt kan inspirere
andre til at turde forfølge deres drømme.
Jeg vil bestige Everest fra Nord
unsupported - uden hjælp over ba-
secamp og uden brug af kunstig ilt. Det
er den variant, som passer os bedst på
forsøget, og den, som kommer tættest
på Mallory og Irvines forsøg i sin tid.
Hvis vi løber ind i etableret sikring,
vil vi benytte den, og vi kommer ikke
uden om stigerne i 8.000 meters højde
ved “Second step”. Jeg har tidligere
besteget bjerge i Alpin stil og i klassisk
ekspeditionsstil, og vil helt sikkert
benytte begge igen efter Everest.
Mallory og Irvine brugte ilt på deres
forsøg, men jeg mener, at uden ilt er at
foretrække frem for de hvæsende iltap-
parater, de benyttede for 90 år siden.
Men det er min måde og mit valg. Jeg
synes, der er plads til alle, og at alle skal
bestige bjerge på deres måde.
Alle, som har muligheden, er velkom-
ne i bjergene, også på Everest. Men det
bør ske under bedre forhold end nu,
hvor der stadig dør både Sherpaer og
turister på bjerget.
Minplanharheletidenværet at være to
mand mod bjerget som Mallory og Irvi-
ne. Derfor har det været mig magtpålig-
gende, at jeg skulle finde en makker med
masser af erfaring, en som jeg kan stole
100% på, fordi mit forsøg er uden brug
af kunstig ilt. Det skal være én, som ikke
vil sætte egne personlige mål over mine/
vores mål. Jeg har siden 2010 arbejdet
med en bruttoliste, som blev streget, da
jeg blev kontaktet af Mingma Sherpa.
Mingma Sherpa kontaktede mig i
januar måned efter at have læst mine
kommentarer online på episoden sidste
år på Everest, hvor tre topalpinister
kom op at slås med en gruppe lokale
Sherpaer. I sig selv en bedrift at kom-
me i slagsmål i 7.000 meters højde,
og så endda med Sherpaer, som er
buddhister og derved pacifister. Der var
kø ved håndvasken af vesterlændinge,
som hængte Sherpaerne ud for deres
deltagelse i slagsmålet, og vi var ikke
mange, som havde en anden opfattelse.
Jeg selv mistede alt for de tre alpini-
ster oven på episoden, dels over at de
sjosker rundt på turistsiden af Everest
for at gøre noget “unikt”, dernæst at
komme i slagsmål med lokale og til
sidst over at skyde al skyld over på dem.
Jeg har desværre selv deltaget i min
andel af slagsmål (oftest på barer), og
ved at der altid er mindst to involverede
parter og mindst to skyldige.
Mingma takkede mig for min deltagel-
se i diskussionen, mit syn på Sherpa-
erne, og ikke mindst min stadige tro,
respekt og opbakning for de lokale,
uanset hvor jeg kommer som bjerg-
bestiger, ikke mindst Sherpaer. Han
har læst sig frem til, at jeg ville bestige
Everest i 2015, og at det ville være ham
en stor ære at deltage i mit projekt.
Jeg anede ikke, hvem Mingma var og
fik googlet mig frem til information
om manden bag tilbuddet. Og sikke
et tilbud, Mingma er den legendariske
Sherpa, som står for at sætte ny ver-
densrekord i antal summits på toppen.
Han når det enten i 2015 sammen med
mig eller i 2016 eller 2017. Tidspunktet
er ikke vigtigt for ham længere. Han
har alt i alt deltaget i 28 ekspeditioner
på Everest, har været på toppen af
hele seks 8.000’ere og er blandt andet
noteret i Guinness Rekordbog. Han
er sponsoreret af Rolex og følges af
Discovery Channel (oven på de drabe-
lige episode i år, er der ingen der ved,
hvad der skal filmes og ikke filmes).
Mingma vil bestige Everest i sædvanlig
stil, dvs. med ilt.
Jeg vælger at se Mingma som Sherpa
på grund af hans baggrund og ikke hans
virke, for mig kunne han have hvilken
som helst oprindelse og baggrund, så
længe han har erfaringen, og jeg kan
stole på ham som makker - med mit liv
som indsats.
Vi er enige om, at vi bestiger Everest
som et makkerpar, dvs. hver bærer sin
andel af udstyret og deltager på lige fod
i etablering af camps, høste sne, smelte
Mt. Everest
Ivan Braun nulstilede sit Bjerg CV i 2010,
da han skabte motivationsprojektet “Fra
Sofa til Everest på 5 år. Siden da har han
bl.a. været på Mont Blanc et par gange,
Mount Kenya, og guidet på Kilimanjaro
en håndfuld gange. Desuden var han på
Tharpu Chuli (første danske bestigning
2012), Pik Lenin (2012), forsøg på Khan
Tengri (2012), Bolivia (5x6.000) samt se-
nest en stribe første danske bestigninger
og First Ascent i Kirgisistan i januar 2014.
Næste ekspedition for Ivan er til Tibet
i efteråret, hvor kan vil bestige et par
8.000 bjerge som forberedelse til Everest
næste år. Du kan følge Ivan Braun på hans
vej mod toppen af Mount Everest allere-
de nu på facebook.com/everest2015 eller
følg ham på facebook.com/ivan.braun
samt læs mere på www.ivanbraun.dk.
Om Ivan Braun
“Jeg skal ærligt indrøm-
me, at tanken om at stå
i kø med 300 andre ved
stigerne på “second step”
ikke tiltaler mig synder-
ligt meget.”
fotoCHRISTIANTHØGERSEN

3. 63outdoor training
vand, osv. Om vi forinden i forbindel-
se med akklimatisering har efterladt
udstyr og grej oppe på bjerget, vil jeg
ikke afvise.
Der er ikke mange danske bjergbesti-
gere, som har samme mål som mig.
På den korte bane kan jeg kun komme
i tanke om Bo Belvedere, som havde et
fantastisk forsøg på Everest uden brug
af kunstig ilt i 2013. Faktisk krydsede
jeg alt for, at han ville klare forsøget om
at nå Everest uden brug af kunstig ilt
i 2013, for det ville have fjernet fokus
fra mit forsøg. Min tur op af Everest er
et anliggende imellem mig og bjerget.
Men apropos Bo, så vil tilfældet, at
vi begge er på Everest i 2015, og jeg
tænker, at vi vil hjælpe hinanden, hvor
det er muligt.
Jeg har ikke haft mange danske mak-
kere igennem tiden. Faktisk har jeg
ikke en eneste fra slutfirsere og frem
til 2012, hvor Morten Sønderskov og
jeg var de første danskere på Tharpu
Chuli (5.663 m). Og siden har Simon
Martens været min faste danske mak-
ker, som dog på grund af uddannelse
og arbejde ikke har været mere end et
par enkelte gange. Men vi passer fint
sammen, så vi skal helt sikkert af sted
på mange eventyr i fremtiden.
Sherpaer er fantastiske mennesker.
De har et fantastisk syn på livet, lever
i nuet og har hverken fordomme eller
jalousi. Udover at være genetisk stærke,
erfarne og habile klatrere er de også
fattige set i forhold til danske standar-
der. Men deres fattigdom er ikke en
begrænsning for deres imødekommen-
hed, de deler gerne de få ejendele og
mad, som de er i besiddelse af - uden at
få noget retur.
Det er horrible forholde som Sherpa-
erne arbejder under i bjergene. Deres
årsløn er langt over landsgennemsnit-
tet, men med i dette regnestykke er, at
omkring en procent af de aktive Sher-
paer dør i tjeneste. Forestil dig, hvis
en procent af de unge livreddere langs
de danske kyster kunne forvente at dø
under arbejdet. Så var der ikke mere
livredning. Og de efterladte spises af
med små beløb til at komme videre for,
sende børn i skole, osv.
Det er altid skidt, når nogen dør i
bjergene, uanset hvor de kommer fra.
Intet bjerg på kloden er værd at dø på.
Men når det er sagt, er det godt, at der
kom fokus på de kummerlige forholde
for Sherpaerne, og at der foreløbig er
blevet forbedrede forsikringsforhold.
Men der er stadig plads til forbedring.
Jeg har ikke ondt af alle de vesterlæn-
dinge, som var på Everest for at bestige
det og som måtte rejse hjem med ufor-
rettet sag. That’s the name of the game!
Mange glemmer ofte, at der er stor
forskel på at sidde hjemme i varmen
og planlægge en bestigning, til at stå
på bjerget og tage kampen. Men for de
lokale er det frygteligt. Et frygteligt tab
af familiemedlemmer og venner i de
små Sherpa-samfund. Det er frygteligt,
at sæsonen endte på tragisk vis, der er
tusindvis af Sherpaer og deres familier,
som skal forhutle sig igennem tiden
frem til næste Everest-sæson. Størstede-
len af alle blev sendt hjem med ingen
eller kun en brøkdel af den løn, de ville
have tjent ved sæsonen.
Hvis man skulle ændre noget på
forholdene for Sherpaerne kunne en
mulighed være at have en form for
autorisation, som den man finder inden
for dykning, hvor man skal et dykker-
certifikat for at dykke med flasker, på
større dybder osv. Indenfor dykning og
dykkerturisme er det lykkedes at skabe
både et sikkert setup for gæsterne, skabt
en bæredygtig turist industri og skabt
flere ressourcer til passe på naturen.
I bjergene er der alt for få ressourcer
til bevaring af naturen, og det skal der
også laves om på. Netop i år blev det
ændret til, at alle skal bære mindst 8 kg
affald med ned fra bjerget (mon ikke
det bare er blevet til ekstra 8 kg vægt
til Sherpaerne), men det er ikke nok.
Jeg har altid båret mere med ned fra
bjergene, end jeg har haft med op, bare
spørg mine gæster på Kilimanjaro, som
jeg har guidet. Jeg samler gerne slikpa-
pir op efter andre, også selvom jeg skal
bukke mig mere end nødvendigt.
Der er rygter om, at Everest vil være
lukket fra Nepal i 2015. Det kan betyde
en verden til forskel for Sherpaerne,
da ekspeditionerne i så fald i øget grad
vil rekruttere lokal arbejdskraft i Tibet.
Dernæst er der risiko for katastrofale
trafikproblemer på selve bjerget, da
nordsiden er mere teknisk krævende
end fra syd. Det kan betyde en del for
selve vores projekt, ikke fordi jeg ikke
vil dele bjerget med andre, men fordi
mit mål er nå toppen og nå ned igen
uden brug af kunstig ilt.
fotoivanbraun