1. EN FLAMME I NATTEN
Roman
Torsten Svensson
Borgergade 144 st. tv.
1300 København K
tlf.: 33 93 24 05

2. 1
1
6. juni 1812. Til køkkenet. Otte pund sukker. Fyrre kopek.
Elena Nikolajevna Djakova, der sad ved et skrivebord i en
af sidefløjene på godset Beleiskoje, skrev omhyggeligt det
hele ind i den store, tunge bog med husholdningsregnskabet.
Hun var sidst i tyverne. Høj og slank. Hun havde lyst, glat hår
og et fint formet ansigt med en lang, lige næse og store, gråblå
øjne.
Hun kunne se, at fjerpennen var ved at løbe tør, så hun
dyppede den hastigt i blækhuset, før hun gik videre.
Til linnedskabet. Fire damaskduge. Otteogtyve rubler.
Elena så kortvarigt op fra bogen og skævede hen mod det
store standur i hjørnet af rummet. Var klokken allerede halv
elleve? Hun have ellers været tidligt oppe. Men der havde
været så meget at gøre, før hun kunne gå i gang med
regnskabet. Sølvtøjet skulle tælles, og hun havde også været
henne i mejeriet for at fortælle, hvad de skulle bruge i
husholdningen af smør, fløde og ost...
- Nå, dér er du, Elena Nikolajevna!
Elena lagde ærgerlig pennen til side og vendte sig mod
den, der havde tiltalt hende.
- Ja, Vera! Ville du mig noget?
Vera, som var en rank, rødhåret kvinde, var nogle år ældre
end Elena. Hun var gift med Elenas bror, Mihael. Og det var
ham, der ejede Beleiskoje.
- Du må få fat i en, der kan ordne klædeskabet i drengenes
værelse, sagde Vera og så bydende på Elena. - Lågen hænger
og kan slet ikke lukkes. Og der er også en af stolene, der er
gået i stykker. Vi kan virkelig ikke være bekendt, at der ser
sådan ud.
Elena bed sig harmfuld i læben. Hun var født og opvokset
på godset. Ligesom Mihael. Og alligevel kommanderede Vera
rundt med hende næsten på samme måde, som hun gjorde
med tjenestefolkene!
- Jeg har allerede sendt bud efter snedkeren, oplyste Elena
i et tonefald, der ikke afslørede, hvad hun tænkte. - Jeg regner
med, at han kommer i eftermiddag.

3. 2
Hun havde lyst til at tilføje, at møblerne dårligt kunne
undgå at gå i stykker, når Veras uregerlige sønner legede så
vildt, som de gjorde - og at hun i øvrigt snart var træt af at få
repareret alt det, de ødelagde. Men endnu en gang holdt hun
sine tanker for sig selv.
- Nu sørger du vel for, at det bliver lavet ordentligt?
spurgte Vera myndigt. - Man må have et øje på hver finger,
når det gælder disse håndværkere.
- Det ved jeg, svarede Elena pligtskyldigt.
- Godt! sagde Vera og gik videre. - Så var der ikke mere.
Elena kneb øjnene sammen og så fortørnet efter hende. Så
greb hun med en rask bevægelse ud efter pennen og førte den
hen over bladet i bogen. Men hun kom til at trykke så hårdt, at
spidsen knækkede. Og med et irriteret suk rakte hun ud efter
pennekniven for at skære en ny spids på fjeren.
***
- Mor!
Elena drejede sig smilende i stolen. - Hvad er der?
Nadesjda, som glædestrålende kom løbende hen mod
hende, var 6 år. Hun var en køn, lyslokket pige med runde
kinder og klare, grønne øjne.
- Se, hvad jeg har fået! sagde hun og viste Elena en
udskåret trædukke. Den forestillede en dreng, der var klædt i
en af de kofter, bønderne gik med. Og den var skåret så
omhyggeligt, at man kunne se hver enkelt fold i stoffet.
- Hvor er den fin! Hvem har du fået den af?
- Ilja Petrovitsj. Han har selv lavet den til mig.
- Det må jeg nok sige!
Ilja var en af karlene, og han havde været på Beleiskoje al
den tid, Elena kunne huske.
Hun betragtede bevæget træfiguren. Mihael og Vera
behandlede knap nok Nadesjda som et medlem af familien, og
der skulle ingenting til, før de blev sure på hende. Kan du ikke
få pigen til at være stille? sagde de til Elena, bare datteren
gjorde den mindste støj. Men folkene var alle sammen utrolig
søde ved hende. Pigerne i køkkenet fandt altid en godbid, når
hun kom derned, og hvis hun spurgte staldkarlene, om hun
måtte få en tur på en af hestene, trak de tålmodigt rundt med
hende ovre i indhegningen.

4. 3
Det var udelukkende for Nadesjdas skyld, Elena blev på
Beleiskoje. For hun anede ikke, hvordan hun skulle forsørge
hende, hvis de rejste. Som kvinde havde hun uendelig få
muligheder for at ernære sig selv - og når hun tilmed var alene
med et barn, var det nærmest umuligt. Hver gang hun kørte
gennem en af landsbyerne, kunne hun med sine egne øjne se,
hvordan det var at være fattig. Bøndernes huse havde store
revner i trævæggene, og børnene, der stod i deres lasede tøj og
kiggede efter hendes vogn, havde knap nok sul på kroppen.
Sådan et liv kunne hun ikke byde Nadesjda! Her på godset fik
pigen i det mindste mad hver dag. Hun havde pænt og rent tøj,
og uanset hvor koldt, der var om vinteren, behøvede hun
aldrig at fryse.
- Jeg løber ned i køkkenet og viser dem dukken, sagde
Nadesjda ivrigt.
- Ja, gør du det, lille skat.
Elena sendte sin datter et varmt smil, og Nadesjda smilede
glad tilbage, før hun skyndte sig af sted.
Det var næsten som at se pigens far! Når Sergej havde
været rigtig glad, nåede smilet også helt op til øjnene og fik
dem til at funkle på samme måde...
Mens Nadesjda strøg over mod døren, gled Elenas tanker
tilbage. Til sommeren 1805. Sergej var løjtnant, og de traf
hinanden til et bal på et af nabogodserne. De forelskede sig
næsten med det samme, og i den følgende tid mødtes de i
smug og spadserede i skoven eller sad i græsset og nød det
lune vejr. Snart gik de også i seng med hinanden. Det syntes
Elena ikke, der var noget galt i. De var enige om, at de ville
giftes, og så skete der vel ikke noget ved at tage en smule
forskud på ægteskabet. Men inden de nåede at forlove sig,
kom Rusland i krig med franskmændene, og Sergej og hans
deling fik ordre om at begive sig mod Böhmen, hvor de skulle
møde fjenden. Elena var ulykkelig, men Sergej forsikrede
hende om, at hun ikke behøvede at være urolig. De skulle
snart få gjort kål på Napoleons tropper, sagde han, før han
drog af sted.
Hun så ham aldrig mere. Han faldt i det forfærdelige slag
ved Austerlitz, hvor tusinder og atter tusinder af unge russere
blev dræbt af de franske styrker.

5. 4
På det tidspunkt var Elena allerede klar over, at hun
ventede sig. Så ud over sorgen over Sergejs død måtte hun
også leve med en tiltagende angst for, hvad der ville ske, når
hendes tilstand blev opdaget. Da hendes far, som var gammel
og syg, fandt ud af det, blev han da også ude af sig selv af
raseri. Han forsøgte at få Elena til at tage på diskret ophold,
som han kaldte det, og give barnet fra sig, så snart det blev
født. Men det nægtede Elena! Hun kunne ikke drømme om at
overlade Sergejs barn til andre. Kort efter døde hendes far, og
Mihael overtog godset. Han og Vera prøvede at få Elena giftet
bort. Men de enkemænd, som de fandt til hende, ville hun
hverken eje eller have. Omsider gav Mihael op og lod hende
blive på Beleiskoje. Her måtte hun til gengæld tage det
daglige slæb med husførelsen, så Vera slap for at bruge tid på
det. Uden at hun nogensinde fik så meget som et ord til tak...
Sergej.
Elena hviskede stille hans navn ud i den tomme luft.
Nogle få måneder havde de fået sammen. Det var den smule
kærlighedslykke, skæbnen havde undt hende. En enkelt
sommer. Mindre end en hundrededel af et helt, langt liv.
***
En dag sidst i juli meddelte Mihael pludselig, at han, Vera
og deres to sønner ville tage til Sankt Petersborg og tilbringe
resten af sommeren i familiens store lejlighed dér. Og han bad
Elena sørge for, at deres ting blev pakket med det samme. Han
kom ikke med nogen begrundelse for, hvorfor de havde så
travlt, og han gav heller ingen forklaring på, at de tog til
hovedstaden på denne årstid. Almindeligvis tog de ikke til
Sankt Petersborg før sidst på efteråret, når selskabslivet i byen
begyndte.
Elena var dog ikke det mindste i tvivl om, hvad grunden
til den overraskende afrejse var. Der gik nemlig rygter om, at
der måske ville blive krig. Det blev sagt, at Napoleon og den
russiske zar, Alexander, som ellers havde sluttet fred, nu var
raget uklar igen, og at Napoleon havde truet med at angribe
Rusland. I så fald kunne franskmændene meget vel tænkes at
trænge ind i Smolensk regionen, hvor Beleiskoje lå. Så Mihael
ønskede givetvis at bringe sig selv og sine nærmeste i
sikkerhed forinden.

6. 5
Deres bratte afrejse satte hele huset på den anden ende.
Tjenestepigerne måtte være oppe den halve nat for at pakke
familiens tøj. Og Elena turde ikke gå til ro, før kufferterne var
klar og hun var sikker på, at der ikke manglede noget.
Om morgenen blev det hele læsset på to store karosser, og
først på formiddagen steg Mihael, Vera og drengene op i den
forreste vogn og gjorde sig klar til at køre.
Elena var sammen med Nadesjda gået ud på stentrappen
foran den hvidkalkede hovedbygning for at tage afsked med
dem. Hun var dødtræt, fordi hun ikke havde fået søvn nok, og
de fleste af tjenestefolkene, der stod opstillet neden for
trappen, så også noget klatøjede ud.
- Nu passer du ordentligt på det hele! formanede Mihael
Elena, inden køretøjets dør blev lukket. Og straks efter
svingede kuskene deres piske i luften og satte vognene i gang.
Elena betragtede foragteligt karosserne, der hastigt rullede
ud fra gårdspladsen. Under andre omstændigheder ville hun
have været henrykt for at slippe af med Mihael og Vera. Og
tanken om, at de måske ville være væk indtil engang i foråret,
ville have kaldt et bredt smil frem på hendes læber. Men nu
havde hun svært ved at finde smilet frem. Mihael havde haft
utrolig travlt med selv at komme væk sammen med sin
familie, men han var åbenbart ligeglad med, om hun og
Nadesjda skulle komme i fare, hvis krigen nåede til
Beleiskoje.
***
En formiddag et par uger efter sad Elena i havestuen og
kiggede i en bog. Når Mihael og Vera var væk, havde de ikke
så travlt i huset, og så kunne hun godt slappe lidt af
indimellem.
Måske havde hendes bror slet ikke behøvet at tage til
Sankt Petersborg. For indtil videre havde der ikke været tegn
på, at krigen skulle være på vej. Men nu var han heldigvis
rejst, og Elena håbede, at det ville vare længe, før han turde
vende tilbage.
Hun satte sig lidt mageligere til rette i sofaen, vendte et
blad og læste videre...

7. 6
Med ét lød der løbende trin bag en af de store fløjdøre.
Øjeblikket efter blev den slået op, og to af stuepigerne kom
styrtende ind.
- Frøken Djakova!
Elena rejste sig med et sæt. - Hvad er der galt?
- Frøkenen husker nok, at hun gav Pavel Ivanovitsj lov til
at tage til sin søsters bryllup i Polotsk, ikke?
- Jo.
- Han er lige kommet tilbage, og han siger, at de sætter ild
til alting.
- Og det er vores egne soldater, der gør det...
Pigerne fortalte usammenhængende og i munden på
hinanden. Men Elena forstod i store træk, hvad de mente. Hun
kunne regne ud, at franskmændene alligevel måtte være på
vej. For længere vestpå havde russiske soldater brændt alt det
ned, som fjenden kunne tænkes at få gavn af. Marker og lader.
Huse og gårde. Og godserne var heller ikke gået ram forbi.
- Det kan ikke vare længe, før de kommer hertil, sluttede
pigerne uroligt. - Og så brænder de både vores landsbyer og
Beleiskoje ned til grunden!
Elena lyttede forskrækket til dem. Hun kunne næsten se
for sig, hvordan ilden bredte sig gennem huset. Den greb fat i
gardinerne, åd sig gennem loftet og satte etagerne ovenover i
brand. Der var ild i hendes soveværelse, og inde i Nadesjdas
kammer var sengen omgivet af flammer...
Hun prøvede at mane de skrækindjagende billeder væk.
Men de blev ved med at komme tilbage.
Samtidig voksede en stigende bitterhed mod Mihael op i
hende. Hvor var det usselt af ham, at han ikke havde taget
Nadesjda og hende med til Sankt Petersborg, mens tid var.
Men måske var det ikke for sent! Hvis de tog af sted med
det samme, kunne de sikkert godt nå at være væk, før de
russiske soldater kom. Vera og Mihael ville givetvis ikke
bryde sig om, at de pludselig dukkede op i hovedstaden. Men
det var der ikke noget at gøre ved. Og hvis de først var der,
ville Mihael dårligt kunne nægte dem husly.
Hun vendte sig med et sæt og strøg hen mod døren. Hun
måtte have fat i Nadesjda, så de kunne få pakket deres ting.
Der var ingen tid at spilde.

8. 7
***
En times tid senere fik Elena en karet kørt frem, og da den
rullede op foran hovedtrappen, gik hun ud for at tale med
kusken, Dmitrij. Han var den dygtigste kusk, de havde. Men
Mihael tog ham aldrig med til Sankt Petersborg, fordi han
med sit lange skæg og grå, vildtflagrende hår ikke rigtig
passede ind i det fornemme bybillede.
- Hold dig bare klar, sagde Elena. - Vi kører, så snart vi
har pakket det sidste.
- Som frøkenen ønsker, svarede Dmitrij kort.
I det samme fik Elena øje på en stor gruppe bønder, som
var på vej op mod hovedbygningen. Hun rynkede overrasket
øjenbrynene. For det var ikke kun de sædvanlige karle og
piger, som kom for at hjælpe til på godset. Der var også gamle
mænd og koner. Og adskillige kvinder med børn.
Da bønderne fik øje på Elena, satte de tempoet op, og
snart var de første af dem henne ved hende.
- Frøkenen må undskylde, vi trænger os på, sagde en
kvinde med et barn på armen. - Men soldaterne er på vej!
- Oppe fra bakken bag skoven kan man se røgsøjler fra
Volkovo og Dryagili, fortalte en anden. - Og derfra er der ikke
længere, end at de vil kunne være her i aften.
- Hvad skal vi gøre? lød det rundt omkring.
Elena fik en klump i halsen. De arme mennesker håbede
tydeligvis, at hun på en eller anden måde kunne hjælpe dem.
Og hun følte sig med ét utrolig flov over, at hun bare havde
tænkt sig at stikke af og overlade dem til sig selv.
Mens hun talte med bønderne, var nogle af folkene fra
selve godset også kommet ud på gårdspladsen for at se, hvad
der foregik. Der var nogle piger fra køkkenet, et par karle og
nogle stuepiger. Og Ilja Petrovitsj, som havde givet Nadesjda
den fine træfigur, var der også.
Hun skævede skamfuld hen mod kareten. Hvad måtte de
dog ikke tænke om hende!
- Du må hellere køre vognen tilbage, sagde hun lavmælt
til Dmitrij. - Det varer nok lidt endnu, før jeg skal bruge den.
- Det skal ske straks! svarede Dmitrij oplivet. Og med et
par faste ryk i tømmen drev han hestene fremad og forsvandt
over mod vognstalden.

9. 8
Elena så bevæget ud over de bange og rådvilde ansigter,
der omgav hende. Der var intet hun heller ville end at hjælpe
disse folk. Men hvad skulle hun gøre? Hun kunne jo ikke
stille noget op mod zarens tropper.
Ud ad øjenkrogen kunne hun se taget af den store lade.
Dér havde de samlet et stort kornlager, som de kunne tage af,
hvis høsten til efteråret slog fejl. Men når soldaterne kom,
ville det hele gå op i røg...
En idé slog brat ned i hende. Måske var den helt vanvittig.
Og hvis hun fortalte om den, ville man muligvis tro, hun var
blevet tosset. Men hvis der bare var den mindste mulighed for,
at hun kunne frelse Beleiskoje og de tilhørende landsbyer fra
flammerne, var det vel et forsøg værd.
- Hør engang, alle sammen! sagde hun og hævede
stemmen. - Jeg har et forslag til, hvad vi kan gøre.
***
Først på aftenen stod Elena henne ved laden sammen med
nogle af sine folk. Gennem hele eftermiddagen havde
bønderkarlene og mændene fra godset slæbt hundredvis af
sække med korn væk. Nogle var blevet bragt ud til læskurene
på de fjernest beliggende marker, og andre var blevet fragtet
ud til de skure, skovhuggerne af og til overnattede i.
Nu var laden tom, og om lidt ville de stikke ild til den.
Det ville give et kolossalt bål, som kunne ses milevidt fra, og
Elena regnede med, at det kunne narre de russiske soldater.
Når de så ilden, ville de forhåbentlig tro, at en anden gruppe
var kommet dem i forkøbet, og at der ikke var mere for dem at
gøre her.
Bålet fra laden ville også være tegn til, at der skulle sættes
ild til de bygninger ude i landsbyerne, som Elena og bønderne
havde udvalgt. Det var mest skure og faldefærdige udlænger.
Men de gårde, der lå oppe ved landevejen, og som soldaterne
ville komme lige forbi, blev de nødt til at ofre helt. Det
smertede Elena, men hvis hendes plan skulle lykkes, var der
ingen vej udenom. Og hun trøstede sig med, at hun i det
mindste havde kunnet give de mennesker, der boede der, husly
i folkelængen på godset, indtil deres gårde engang blev bygget
op igen.

10. 9
Henne ved de bygninger, der lå tættest på laden, var nogle
karle ved at hælde vand på murværket og på det nederste af
taget for at forhindre, at ilden fik fat dér, hvis et vindstød
sendte flammerne i den retning.
Så snart den sidste vandspand var tømt, bad Elena de
mænd, der skulle starte ilden, om at gøre sig klar. Og kort
efter stod de med hver sin brændende fakkel og ventede på, at
hun sendte dem ind i bygningen for at antænde de tønder med
beg, som var anbragt dér.
Pludselig blev Elena grebet af usikkerhed. For hvad nu,
hvis soldaterne ikke lod sig narre? Hvis de fandt ud af, at hun
havde prøvet at snyde dem, ville de formodentlig betragte
hende som en gemen forræder. En der gik fjendens ærinde. Og
hvad ville de så gøre ved hende?
Hun tog et hårdt greb i sig selv. Folkene havde slidt og
slæbt for at føre hendes idéer ud i livet. Og de stolede alle
sammen på hende. Så nyttede det ikke noget, at hun rystede på
hånden, når det gjaldt.
- Gør det! sagde hun og gjorde sin stemme så fast, hun
kunne. - Sæt ild på nu.

11. 10
2
Ildskæret fra brandene lyste hele den nordlige del af
horisonten op. Nede, hvor den store lade lå, slog de rødgule
flammer op mod den lyse aftenhimmel, og ovenover steg en
tyk, sort røgsøjle til vejrs.
Elena, hvis karet var på vej op ad alléen ved Beleiskoje,
lænede sig frem mod ruden i vogndøren og kiggede rundt.
Bålene, som var tændt rundt omkring i landsbyerne, bredte sig
så langt til begge sider, at hun knap kunne se dem alle
sammen. Og når hun trykkede kinden helt ind mod glasset,
kunne hun skimte branden på den store hvedemark oppe ved
landevejen.
- Hvorfor har I sat ild til det hele, mor? spurgte Nadesjda,
der sad ved siden af hende, ængsteligt.
- Det har vi heller ikke, svarede Elena og klemte datteren
beroligende om skuldrene. - Det skal bare se sådan ud. Du så
da selv, at det kun var laden, som brændte nede hos os, ikke?
Nadesjda nikkede modstræbende. - Men det er uhyggeligt
alligevel, synes jeg!
Elena trak hende beskyttende ind til sig. Hun kunne godt
forstå, pigen var bange. For det syn, der bredte sig uden for
ruden, var virkelig skræmmende. Men det måtte det jo være,
hvis de skulle gøre sig nogen forhåbninger om at narre de
soldater, der var på vej.
- Det er ikke nær så slemt, som det ser ud til, sagde Elena
trøstende.
- Hvorfor skal vi så op til Mihael og Vera i Sankt
Petersborg? lød det forurettet fra Nadesjda. - Det har jeg ikke
lyst til.
- Fordi det er bedst sådan, svarede Elena stille. - Måske
kommer Napoleons hær forbi Beleiskoje. Og så ved man
aldrig, hvad der kan ske...
Et stykke tid efter svingede kareten ud på landevejen. Og
her bad Elena kusken, Dmitrij om at standse.
- Jeg regner med, at soldaterne snart kommer, sagde hun
til ham. - Så snart du får øje på dem, må du give mig besked.
Indtil da bliver vi holdende her.

12. 11
***
En halv times tid senere lød der et par små, korte bank på
karetens tag.
- De kommer vist nu, sagde Dmitrij. - Jeg synes, jeg kan
se nogen på den anden side af svinget.
- Så kør bare!
Vognen satte sig i bevægelse, og Elena mærkede, hvordan
uroen greb hende. Måske var soldaterne ikke så nemme at
snyde, som hun havde håbet. Og hvad skulle hun gøre, hvis de
fik mistanke til hende?
Et stykke tid efter nærmede kareten sig de gårde, som man
havde været nødt til at brænde ned, fordi de lå så tæt ved
vejen, at soldaterne ville komme lige forbi dem. Elena
skævede utilpas hen mod de forkullede rester af murværk og
stolper. Her havde folk boet og haft deres hverdag. Og nu var
det hele væk...
Pludselig var der en dyb mandsstemme, der skar sig
gennem stilheden. Stop.
Det gav et gib i Elena. Dmitrij standsede kareten med et
ryk, og straks efter var de omgivet af en flok hærdebrede
soldater i russiske uniformer. Der var et truende og bistert
udtryk i mændenes ansigter, og flere af dem lagde
demonstrativt hånden på skæftet af den pistol, de bar i bæltet.
En høj, sortskægget mand, hvis uniformsjakke var kantet
med guldsnore, gik målrettet hen til kareten, rev døren op og
stak hovedet indenfor.
- Hvem er I? spurgte han og rynkede mistroisk
øjenbrynene. - Og hvor skal I hen?
Elena rykkede skræmt tilbage i sædet. Det var, som om
hendes hjerte sprang et par slag over, og det var kun med nød
og næppe, at det lykkedes hende at undertrykke et forskrækket
skrig.
Så knyttede hun fingrene hårdt om kanten på sit rejseslag.
Bed læberne sammen. Det var afgørende, at hun spillede sin
rolle så godt som muligt. Og så måtte hun ikke lade sig gribe
af panik.
Hun en dyb indånding, rettede sig op og så manden lige
øjnene.

13. 12
- Jeg er Elena Djakova, meddelte hun med al den
værdighed, hun formåede at lægge i sin stemme. - Min datter
og jeg er på vej til Sankt Petersborg. Og jeg behøver vel
næppe at fortælle, hvorfor vi rejser!
Hun pegede med en sigende bevægelse i retning mod
Beleiskoje, hvor flammerne stadig slikkede op fra laden.
- Jeg prøvede at få soldaterne, der kom i eftermiddags, til
at skåne mit gods, hævdede hun i et påtaget mørkt og
opgivende tonefald. - Men de ville ikke høre på mig.
Mens hun talte, sad Nadesjda musestille og trykkede sig
ind til hende. Så der var vist ingen fare for, at pigen skulle
komme til at afsløre, at Elenas historie ikke var sand.
- De soldater fulgte bare Zarens ordre, svarede den
sorthårede skarpt. - En krig har sine omkostninger. Det kan
ikke være anderledes. Og det vigtigste er vel at frelse Rusland
fra fjenden, ikke?
Elena tvang sig selv til at svare med et lille, kort nik. Men
inde i hende blussede vreden op. Tænkte han og hans mænd
slet ikke på, hvordan skulle folk klare sig, når deres gårde var
brændt ned, og afgrøderne var ødelagt?
Uden et ord vendte manden sig fra vognen og gik tilbage
mod sine mænd.
- Det lader ikke til, at der er noget for os at gøre her, sagde
han myndigt. - Så lad os se at komme videre! Hvis vi skynder
os, kan vi godt nå at få ordnet et par landsbyer mere i aften.
Elena udstødte et dybt suk af lettelse. Det lod til, at
Beleiskoje var reddet. Og så havde alle deres ofre ikke været
forgæves!
Hun kastede endnu et blik hen mod de afbrændte gårde,
hvor de afsvedne rester af tagspærene stod som sorte, dystre
skygger mod ildskæret i baggrunden.
- Kør! sagde hun mørkt til Dmitrij. - Lad os komme væk
herfra.
Kareten satte sig atter i bevægelse. Men synet af de mørke
brandtomter ville ikke forsvinde. Og det var også, som om
noget af det, soldaternes leder havde sagt, blev ved med at
runge i hendes ører. En krig har sine omkostninger... det kan
ikke være anderledes...

14. 13
Hun sukkede vredt. Det var muligt, at Zar Alexanders
ordre om at ødelægge alt det, fjenden kunne bruge, var et
klogt militært træk. Men det viste også, at han var akkurat lige
så hensynsløs som Napoleon, og at han var fuldkommen
ligeglad med, hvor mange lidelser han påførte sit folk.
***
Kareten skrumplede hen ad den ujævne landevej. Når de
kørte over et særlig stort hul, krængede den så kraftigt, at
Elena måtte lægge en arm om Nadesjda for at forhindre, at
pigen røg på gulvet, og hun havde også selv svært ved at
holde sig fast. Men det var ikke noget, der generede hende
synderligt. Vejen til Gusino, hvor hun af og til var inde for at
handle, var endnu værre. Så hun var vant til den slags.
Derimod gjorde det ondt helt ind til benet på hende at se
alle de brandtomter og afsvedne marker, de kørte forbi. Og det
skar hende i hjertet, hver gang hun så en gruppe bønder gå
fortvivlet gik rundt og rode i askedyngerne.
Lidt efter kørte de gennem endnu en landsby, hvor ilden
havde raseret. En lille pige sad på jorden og græd, mens
hendes forældre stod med tomme udtryk i øjnene og
betragtede det, der tidligere havde været deres hjem. På
nabogrunden havde et ældre ægtepar fundet hvile på en
nedfalden stolpe. Og en ung pige, der stod ved vejsiden, kneb
forbitret sine mørke øjne sammen, da Elenas vogn kørte forbi.
Som om det harmede hende, at de rige bare kunne stikke af og
overlade al elendigheden til sådan nogle som hende.
Elena mærkede et hårdt stik af samvittighedsnag. Men
hun prøvede at sige til sig selv, at hun ikke havde noget at
skamme sig over. Hun havde jo gjort alt, hvad hun kunne.
Eller havde hun...?
Tvivlen ramte hende som et knytnæveslag. For måske var
det ikke sandt, at der ikke var mere, hun kunne gøre.
Indtil nu havde hun været så optaget af at forhindre, at
russernes egne soldater brændte godset og bøndergårdene af,
at hun dårligt havde haft sans for den næste fare, der truede:
Napoleons tropper. Og de par gange, hun havde tænkt på
franskmændene, havde hun slået det hen med, at hun alligevel
ingenting ville kunne stille op over for dem.

15. 14
Men måske var det ikke rigtigt! Måske var det langtfra
ligegyldig, om hun var på Beleiskoje, hvis de kom. Hun var
adelig. Så hun burde kunne forvente, at Napoleons officerer
behandlede hende med en vis respekt. Derudover kunne hun
tale fransk - ligesom de fleste andre af hendes stand. Det var
der ingen af folkene, der kunne...
Pludselig var det, som kunne se den unge pige ved
vejsiden lyslevende for sig igen. De sorte øjne borede sig ind i
hende. Fulde af bebrejdelse og foragt.
- Dmitrij! råbte hun. - Kan vi standse et øjeblik?
- Naturligvis.
- Hvad er der galt, mor? spurgte Nadesjda overrasket.
Elena svarede ikke. For hun havde svært ved at finde ud
at, hvad hun ville. Det mest fornuftige ville ubetinget være at
fortsætte til Sankt Petersborg. Og selvom Mihael næppe ville
blive begejstret over at skulle have hende og Nadesjda
boende, ville han sikkert give hende ret i, at det var det eneste
rigtige at gøre.
Men hun var ikke som Mihael! Og hun havde det
forfærdelig med at overlade folkene på Beleiskoje til fjendens
nåde. De havde slidt og slæbt i generation efter generation for
hendes slægt. Så det mindste, de kunne forvente til gengæld,
var vel, at Djakov-familien gjorde sit bedste for at beskytte
dem, når de var i fare...
- Mor! sagde Nadesjda og trak hende utålmodigt i ærmet.
- Hvad skal vi?
- Vi skal hjem! svarede Elena beslutsomt. - Tilbage til
Beleiskoje.
***
Et par dage senere sad Elena ved et bord og ordnede nogle
papirer. Udenfor var himlen fuldkommen klar, og
eftermiddagssolen sendte lange, gyldne stråler ind gennem de
høje vinduer. Små, fine støvfnug dansede i lyset, og dér, hvor
solstrålerne ramte den blankpolerede bordplade, var
genskinnet så kraftigt, at det næsten blændede.
Hvor var det godt, hun var taget tilbage! Selvom ingen af
folkene havde sagt det direkte, havde hun tydeligt kunnet
mærke, hvor meget det betød for dem, at hun var her. Jeg tror,
frøkenen er kommet hjem igen! havde hun hørt en af karlene

16. 15
råbe, da Dmitrij rullede kareten op foran hovedbygningens
trappe. Hans råb kaldte et mylder af andre karle frem på
gårdspladsen. Og da Elena og Nadesjda lidt efter satte sig ind i
den lille salon for at sunde sig efter køreturen, kom den ene
tjenestepige efter den anden ind til dem i et eller andet
ligegyldigt ærinde. Som om de ved selvsyn ville sikre sig, at
de ikke havde hørt forkert, og at Elena rent faktisk var tilbage
på Beleiskoje...
Elena greb ud efter det næste ark i bunken, der lå foran
hende. Det var endnu en regning, som Mihael og Vera havde
efterladt. Den skulle naturligvis betales. Men det måtte vente,
for lige nu var der vigtigere ting at tage sig af.
I det samme blev der banket forsigtigt på døren, og straks
efter kom en af stuepigerne ind med den karaffel vand, som
Elena havde sendt bud efter lidt tidligere.
- Tak, smilede Elena. - Bare sæt den her.
Pigen anbragte karaflen, som stod på en lille sølvbakke,
på bordet og skænkede op i et glas. Men hendes hænder
rystede svagt, og hun kom til at spilde nogle dråber.
- Undskyld, stammede hun og tørrede febrilsk det spildte
vand bort med kanten af sit forklæde.
- Det gør ikke spor! forsikrede Elena. - Vi er alle sammen
lidt ude af os selv for tiden. Og så sker der let sådan noget.
Pigen nikkede taknemmelig og skyndte sig af sted igen.
Elena kiggede tankefuld efter hende. Der var ingen af
folkene, som var helt sig selv. Det var, som om angsten lå som
en tung dyne over hele godset. Der var rynkede pander og
urolige blikke. Og der var adskillige, der rystede endnu mere
på hænderne end pigen dér.
Der var ingen tvivl om, at det var frygten for
franskmændene, der gjorde dem alle sammen så urolige. Og
når man tænkte på den brutalitet, som russernes egne soldater
var faret frem med, var der heller ikke noget mærkeligt i, at de
var rædselsslagne over, at fjenden kunne komme når som
helst.
Selv var Elena også bekymret. Men hun viste det ikke, for
det ville sikkert være endnu sværere for folkene at holde
modet oppe, hvis de kunne mærke, at hun var bange.

17. 16
Hun lænede sig tilbage i stolen for at slappe af et øjeblik,
før hun gik videre med papirerne. En lysstråle ramte hendes
kind, og hun lukkede øjnene et øjeblik for bedre at kunne
fornemme varmen, der bagte på huden. Hun mærkede,
hvordan en behagelig sløvhed bredte sig i hende. Og for en
stund glemte hun alt om krig og ødelæggelse.
Mens hun sad og nød solskinnet, blev døren pludselig
flået op. Elena rettede sig op med et sæt og stirrede forbløffet
derhen. Det var en af tjenerne. Hans øjne var vildt opspilede,
og angsten stod malet i hans ansigt.
- Det er franskmændene..., stammede han. - De kommer!
- Hvad siger du? udbrød Elena forskrækket.
- Frøkenen kan selv se...! fortsatte tjeneren og pegede hen
mod vinduet med en finger, der dirrede af ophidselse.
Elena styrtede hen til vinduet og kiggede ud. Oppe i alleen
kom en stor gruppe ryttere ridende. Det var svært at se dem
tydeligt på grund af træerne. Men indimellem dukkede der et
glimt op af en blå uniformsjakke, et hvidt skråbånd eller en
høj hjelm med fejende fjerduske i toppen.
- Ja, nikkede hun utilpas. - Det er dem!
Synes af uniformerne gav hende nærmest kvalme. Hun
vidste, at det var soldater i disse blå og hvide farver, som
havde dræbt Sergej. Siden hans død havde hun følt et
voldsomt ubehag, bare hun så et lillebitte billede af Napoleon.
Og nu kom hans tropper ridende lyslevende lige deroppe...
- Hvad skal vi gøre...? spurgte tjeneren skrækslagen.
Elena vendte sig fra vinduet. Så beslutsomt på ham.
- Bed folk om at forholde sig i ro, sagde hun myndigt. - Så
går jeg ned og tager imod de franskmænd!
***
De første ryttere red ind på gårdspladsen. Lyden af
hestenes hove, der taktfast slog mod jorden, gav genlyd
mellem bygningerne. For hver soldat, der red ind i gården,
voksende hovslagene i styrke. Og da pladsen til sidst var fyldt
med over hundrede heste, var lyden så voldsom, at det næsten
smertede i ørerne.
Med ét standsede alle hestene. Der var et kort øjebliks
stilhed. Så red en gruppe på tre officerer frem mod
hovedtrappen, hvor Elena stod og ventede.

18. 17
En stor del af folkene havde taget opstilling rundt om
trappen. Men da officererne nærmede sig, trak de skyndsomt
ud til siderne, så hestene kunne passere. Et par af karlene stak
hovederne sammen og sendte tavse, misbilligende blikke mod
rytterne. Nogle af pigerne stod og klamrede sig skræmt til
hinanden.
Kort efter standsede officererne foran Elena. Manden i
midten var tydeligvis den højest rangerende af dem. De
guldbroderede puder på hans skuldre var større end de andres,
og fjerdusken på hans hjelm var mere farvestrålende.
Det var dog officeren til højre, som fangede Elenas
opmærksomhed. Han var højere end de andre. Det halvlange,
mørke hår, der bølgede frem under hjelmen, indrammede et
solbrændt ansigt med en let kroget næse og en fast, firkantet
hage. Elena måtte modstræbende indrømme over for sig selv,
at han så ganske godt ud. Men hun noterede sig også, at hans
træk skæmmedes af et hårdt og afvisende drag om munden.
Hun rettede sig op i sin fulde højde, skød hagen lidt
fremad og henvendte sig til rytteren i midten.
- Jeg er Elena Nikolajevna Djakova, meddelte hun.
- Mit navn er oberst Pontac, oplyste officeren og gjorde let
honnør. - Det er løjtnant Bergerat, fortsatte han og nikkede
hen mod officeren til venstre. - Og herren her er kaptajn de
Lavalle, tilføjede han og pegede på den mørkhårede rytter med
det hårde udtryk i ansigtet.
Løjtnanten hilste formelt på Elena, og kaptajn de Lavalle
bøjede også hovedet til hilsen. Elena nikkede tilbage, og i et
kort øjeblik så hun direkte ind i hans mørkebrune øjne. Hun
skyndte sig at se den anden vej. Men det var, som om hun
blev ved med at kunne mærke hans blik, der hvilede på hende.
Så vendte hun sig igen mod obersten. - Må jeg spørge,
hvad Deres ærinde er på Beleiskoje? spurgte hun værdigt.
- Vi agter at slå lejr henne på engdraget, svarede han kort.
- Jaså, sagde Elena uden at fortrække en mine. - Men så
tør jeg vel i det mindste bede Dem sørge for, at Deres mænd
lader mine folk være i fred? De arme mennesker har allerede
lidt mere end nok.
Obersten trak affejende på skuldrene. - Mine soldater er
alle sammen mænd af ære. Så hvad skulle der ske?

19. 18
Elena bed sig fortørnet i læben. Han kunne i det mindste
have ladet, som om han forstod hendes bekymring!
I det samme vendte obersten omkring på sin hest. De to
officerer ved hans side gjorde sig også klar til at ride bort.
Men pludselig standsede kaptajn de Lavalle op og stirrede hen
mod hoveddøren bag Elena.
Hun så sig overrasket tilbage for at finde ud af, hvad han
kiggede på, og så opdagede hun, at Nadesjda havde stukket
hovedet frem bag en af dørfløjene.
Da Elena igen vendte blikket mod de Lavalle, var han slet
ikke til at kende. Det sammenbidte udtryk var fuldkommen
forsvundet fra hans ansigt. Et lille, forpint smil strøg
kortvarigt over hans læber, og i nogle sekunder syntes hans
tanker at være langt, langt borte.
Straks efter genvandt han dog kontrollen over sig selv,
snurrede hastigt omkring på hesten og satte efter obersten.
Elena fulgte ham forbløffet med øjnene. Måske var han i
virkeligheden slet ikke var så barsk og afvisende, som han
prøvede at give indtryk af! Men hvad gemte der sig så bag den
følelseskolde maske, han dækkede sig bag?
Mens Elena talt med obersten, var mange af folkene igen
gået frem mod trappen. Nu sprang de hastigt tilbage til deres
pladser for ikke at stå i vejen for officerernes heste. En ældre
staldkarl var ikke så hurtig til at komme væk som de andre, og
det fik omgående løjtnant Bergerat til at gribe ud efter sin
ridepisk og give den formastelige et par hårde slag over
ryggen.
Der gik et sus af vrede gennem mængden, og et øjeblik
frygtede Elena, at nogle af karlene skulle tabe besindelsen og
gå løs på franskmanden. De forholdt sig dog alle i ro. Men
folks skulende blikke og knyttede hænder fortalte med al
tydelighed, hvad de mente.
Med ét løb Nadesjda ud fra sit skjul og kastede sig
ængstelig ind til Elena. - Jeg er bange, mor! stammede hun.
Elena lagde beskyttende armene om hende.
- Det behøver du ikke at være, lille skat!
Men hendes stemme dirrede af uro. Og samtidig strøg der
en afslørende skælven gennem hende. Så selvom hun prøvede,
kunne hun dårligt skjule, at hun også var bange.

20. 19
3
Rytternes lejr fyldte hele den del af engdraget, der lå
tættest ved Beleiskoje. Den bestod af omkring tyve store telte,
der stod i fire snorlige rækker. De gulbrune sejl blafrede let i
vinden, og når aftensolens stråler spillede i dem, var det
næsten som at se et stort, bølgende tæppe af ild.
Elena havde lukket et gavlvindue på første salen op og
stod og kiggede urolig ud over lejren. Der summede af
aktivitet dernede. En smed hamrede løs på sin ambolt, et par
mænd stod ude på engen og striglede deres heste, og inde
mellem teltene var soldaterne travlt beskæftiget med at pudse
støvler, polere bajonetter og rense geværløb...
I det samme kom et par franskmænd til syne bag den
række af telte, der var nærmest ved hovedbygningen. De var
så tæt på, at Elena tydeligt kunne se deres ansigter, og hun
trak sig uvilkårligt en smule tilbage.
- Det er også pokkers! brummede en af soldaterne. - Der
er vist ikke et eneste pigebarn på det her forbandede sted.
- Næ, svarede hans kammerat ærgerlig. - Da vi kom i
formiddags, så jeg nogle rigtig kønne tøser ude i gården. Men
siden har jeg ikke set så meget som skyggen af et skørt.
Elena satte et lille, veltilfreds smil op. Efter at hun ikke
havde kunnet få oberst Pontac til at love, at hans mænd ville
lade folkene være i fred, havde hun skyndt sig at sende alle
pigerne ud til de landsbyer, der lå længst væk fra godset. Så
mens franskmændene var optaget af at indrette deres lejr, sneg
pigerne sig væk en efter en.
- De må da være et sted! sukkede den første soldat.
- Ja, nikkede den anden. - Men hvad hjælper det os? Når
vi har fået ordre på ikke at begive os længere væk fra lejren,
end at vi kan se den, finder vi dem jo aldrig!
Elena trak sig skyndsomt helt væk fra vinduet. Ganske
vist burde hun ikke have grund til at være bekymret. For mens
obersten næppe ville løfte en finger, hvis hans soldater forgreb
sig på en tjenestepige, ville han formodentlig se langt
alvorligere på det, hvis de generede en adelskvinde som
hende. Men hun gjorde nok klogt i at passe lidt på alligevel!

21. 20
Nu begyndte en af soldaterne at synge. Elena kunne ikke
høre alle ordene. Men de par brokker, der trængte op til hende,
var mere en rigeligt til, at hun forstod, hvad sangen på den
vuggende melodi handlede om.
Kinder så bløde... læber så røde...
Der lød et højt, sjofelt grin. Og så fortsatte sangen.
Vi ses, min skat... vi ses i nat.
Elena mærkede et let kuldegys. Måske havde det været
fornuftigst, hvis hun var taget væk sammen med pigerne. Men
hun havde jo ingen familie eller bekendte ude i landsbyerne,
som hun kunne bo hos. Og hvis hun ville have mulighed for at
holde øje med det hele, var hun jo også nødt til at være her.
Hun stod lidt og lyttede. Og da hun ikke længere kunne
høre de to soldater, listede hun tilbage til vinduet, trak ruden
til og lukkede hasperne omhyggeligt.
Så skyndte hun sig ud af rummet. Strøg hen til trappen og
hastede op mod etagen ovenover. Hun skulle gøre Nadesjdas
seng klar til natten. Den slags plejede stuepigerne at tage sig
af, men når de ikke var her, blev hun nødt til at gøre det selv.
Det havde hun dog ikke noget imod, og det generede hende
heller ikke, at hun selv havde måttet lave mad, da de skulle
spise. Tværtimod kunne hun mærke, at det dulmede hendes
uro at have noget mellem hænderne. Og hun havde ligefrem
nydt at stå nede i køkkenet og samle alle sine tanker om at
snitte grøntsager, skære brød og ordne kød.
***
Næste eftermiddag sad Elena inde i spisestuen og pudsede
sølvtøj. Hun havde måttet lede lidt for at finde pudsekludene
og æsken med benaske, og hun havde også haft svært ved at få
de første ting helt blanke. Men nu var hun ved at få taget på
det. Et dusin skeer og gafler lå på bordet foran hende og
skinnede, og det store fad, hun var i gang med, skulle også
nok blive flot!
Da hun var næsten færdig med fadet, kom en tjener
halsende ind i spisestuen og meddelte, at oberst Pontac stod
ude i forhallen, og at han ønskede at tale med hende.
Elena lagde ængstelig fadet fra sig. Hvad mon obersten
ville? Var der en af karlene, der var gået amok og havde
overfaldet nogle af soldaterne? Eller...

22. 21
Med ét kom hun til at se ned ad sig selv. Hun havde et
stort forklæde om livet, hendes ærmer var smøget op til lidt
over albuerne, og hun havde benaske på hænderne.
- Bed obersten om at vente inde i havestuen, sagde hun til
tjeneren. - Sig til ham, at jeg kommer så hurtigt, jeg kan.
Tjeneren bukkede og trak sig tilbage.
Elena sprang op af stolen. Hun flåede hastigt forklædet af,
tørrede asken af hænderne og rullede ærmerne ned. Derpå
skyndte hun sig ud af spisestuen, og kort efter stod hun foran
en dør, der førte ind til havestuen.
Hun stod et øjeblik med hånden på dørgrebet og tog mod
til sig. Så slog hun døren op og trådte indenfor.
Obersten, der stod med ryggen til og kiggede ud i parken,
vendte sig mod hende. Nikkede kort til hilsen.
- Hr. Oberst! hilste Elena tilbage. - Hvad skylder jeg æren
af Deres besøg?
- Jeg er kommet for at meddele Dem, at den franske hær
agter at lægge beslag på huset her i nogle dage, svarede
Pontac. - Så jeg bliver nødt til at bede Dem om at flytte ud så
længe.
Hans svar kom fuldkommen bag på Elena. - Flytte ud!
gentog hun fortørnet. - Hvorfor dog det?
- Det kan jeg ikke oplyse Dem om. Men vi overtager
bygningen klokken ti i morgen formiddag. Så De må sørge for
at være ude inden da.
- Og hvor havde De så tænkt, at jeg skulle tage hen?
spurgte Elena trodsigt.
Obersten trak udeltagende på skuldrene. - Det finder De
nok en løsning på. Men jeg håber, at De gør, som De bliver
bedt om. Ellers bliver vi nemlig nødt til at hjælpe Dem på vej.
Og det ville være yderst beklageligt, ikke?
Den sidste sætning blev fremført med et lille, spottende
smil. Så Elena kunne dårlig være i tvivl om, at han ikke ville
have nogen som helst betænkeligheder ved at bruge magt over
for hende, hvis det var nødvendigt.
Hun skulle til at give ham et syrligt svar. Men før hun
nåede at åbne munden, førte Pontac hånden til skyggen af sin
hjelm, snurrede om på hælen og marcherede ud ad havestuen.
***

23. 22
Elena og Nadesjda var rykket over i en af udlængerne.
Her havde en del af tjenestepigerne deres kamre, og så længe
de var væk, var her plads nok. Elena havde båret et par kurve
med noget af hendes og Nadesjdas tøj herover, og hun havde
også taget et par bøger og nogle af de vigtigste papirer med.
Først på eftermiddagen var hun næsten færdig med at indrette
sig i de fire kamre, hun havde valgt. Et af dem havde hun
brugt til at anbringe tøjet i, hun og Nadesjda havde hver sit
rum, hvor de kunne sove, og det største af kamrene skulle
fungere som en slags dagligstue for dem.
Nu, hvor tingene var ved at være på plads, var her egentlig
ikke så slemt. Gulvbrædderne var slidte, væggene var ikke
andet end rå, kalkede stenmure, og her var så lavt til loftet, at
Elena til at begynde med havde været bange for, at hun ville
støde hovedet mod de tykke bjælker, der bar det. Men på sin
vis var her hyggeligere end ovre i de højloftede saloner i
hovedbygningen...
- Hvad er det for en lyd, mor? spurgte Nadesjda pludselig.
Elena rynkede spørgende øjenbrynene. - Hvad mener du,
lille skat?
- Kan du ikke høre det?
- Næ, jeg...
Elena standsede midt i sætningen. For nu, hvor hun
lyttede efter, kunne hun godt høre noget. En fjern rummel.
Ligesom, når der var et tordenvejr under optræk.
Hun åbnede vinduet, og nu hørtes lyden tydeligere. Det
var ikke torden! Rummelen var alt for jævn og vedholdende.
Det lød lidt som hjulene fra en vogn - bare dybere. Og
samtidig var der en ligeså dyb, taktfast gungren, der næsten
kunne mærkes som små slag i maven.
Så gik det op for hende, hvad det var, og hun slog
forskrækket armene om Nadesjda og trak hende beskyttende
ind til sig.
Det, hun kunne høre, var tusinder og atter tusinder at
mænd, der kom marcherende. Hestehove, der slog mod jorden
og tunge vogne, som kom rullende. De hundrede ryttere havde
selvfølgelig kun været en fortrop. Det, som var på vej nu, var
den egentlige armé. Hele Napoleons hær.

24. 23
Den gungrende lyd tog til, og samtidig begyndte karlene
at myldre ud på gårdspladsen. Et par af dem pegede ophidset i
retning mod alléen. De øvrige karle løb hen for at kigge med,
og et par skovhuggere, som var ved at læsse brænde af en
kærre, slap omgående deres vogn og fulgte efter dem.
Elena greb Nadesjdas hånd. - Kom, sagde hun og hev
hende med sig.
De strøg ud i den smalle, mørke gang, der løb bag
kamrene. Famlede sig hen til yderdøren for at komme ud på
gårdspladsen.
Da de nåede derud, var der kommet endnu flere karle til.
De fyldte så meget, at Elena blev nødt til at stille sig på tæer
for at kunne se. Det første, hun fik øje på, var et hav af
fremadskridende, blå prikker oppe på landevejen. En
flodbølge af soldater, der skyllede frem.
Lidt efter var der nogle karle, der fik øje på Elena. De
gjorde straks plads, så hun og Nadesjda kunne komme frem.
Og først nu opdagede hun, hvad det var, de stod og stirrede
på. Det var en deling ryttere, der bevægede sig ned gennem
alléen. Men ikke samme slags som dem, der allerede var her.
Fjerduskene, som kom til syne mellem træerne, var større og
mere farverige, og uniformerne var prydet med så meget guld
og sølv, at det skar i øjnene, når solen ramte noget af det.
Nu kom en snes soldater henne fra lejren galopperende ud
på gårdspladsen. Her red de truende rundt og gennede folk
tilbage, indtil et stort stykke jord foran hovedbygningen var
frit. Så dannede de krans om arealet og standsede op.
En dødlignende stilhed bredte sig. Soldaterne sad tavse og
vagtsomme på deres heste, karlene bag ved dem mælede ikke
et ord, og selv svalerne, der kredsede højt oppe i luften, lod til
at have mistet lysten til at give lyd fra sig.
Elena syntes, at der gik en evighed, uden at der skete
noget. Men så kom de første ryttere ud fra alléen, og snart var
hele området foran hovedbygningen fyldt med heste.
Kort efter kom en lille mand ridende lidt for sig selv på en
hvid hingst. Han var klædt i en forholdsvis enkel, blå
militærfrakke, han havde et bredt, rødt ordensbånd om
skulderen, og hans hovedbeklædning bestod af en
halvbueformet, sort hat med en kokarde i de franske farver.

25. 24
Rytterne, der dannede vagt om pladsen, trak deres sabler
og holdt dem op foran sig som hilsen, og oberst Pontac, der
stod oppe på hovedtrappen og ventede, gjorde stram honnør
for den nyankomne.
Nadesjda trak forsigtigt Elena i ærmet.
- Hvem er ham dér? hviskede hun.
Elena tøvede med at svare. Hun kunne næsten ikke få
mandens navn over sine læber. Det var ene og alene på grund
af ham, at Sergej var død, og det var hans skyld, at ulykkerne
regnede ned over Rusland. Nu var han her på Beleiskoje!
Hun bøjede sig ned, lagde munden mod Nadesjdas øre.
- Napoleon, hvislede hun næsten uhørligt.
***
Mørket havde sænket sig, og Elena var så småt ved at
gøre sig klar til at gå i seng. Nadesjda havde allerede sovet i et
par timer, og selvom Elena var alt for oprevet til at føle sig
træt, vidste hun, at hun blev nødt til at få sin nattesøvn.
Hæren havde slået lejr bag rytternes telte på engen. Det
store græsstykke var fyldt til bristepunktet, og hele aftenen
havde man kunnet høre en konstant hamren og banken. Nu lod
de omsider til at være færdige derhenne, for det eneste, der
hørtes, var en hest, der vrinskede i ny og næ.
Elena gik hen til vinduet i det kammer, hun brugte som
soveværelse, trak det ternede gardin til side og kiggede ud.
Folkefløjene lå omkring en gårdsplads, hvor bagsiden af
herskabsstalden udgjorde den ene længe. I den modstående
fløj havde karlene deres boliger, men der var ikke lys bag et
eneste af deres vinduer, så de måtte være gået til ro alle
sammen.
Bag gavlen på stalden var der et lille åbent stykke ud til
den store gård foran hovedbygningen. Her kunne man ane et
dæmpet, gyldent skær på jorden, så nogle af prismekronerne
derhenne måtte være tændt.
Mon det var Napoleon, der var oppe endnu?
Elena kneb harmfuld øjnene sammen. Det var næsten ikke
til at bære, at den lille, magtsyge mand gik rundt oppe i
familiens saloner. Og det var slet ikke til at holde ud at tænke
på, at han sad i deres møbler og brugte det sølvtøj, som hun
møjsommeligt havde stået og pudset.

26. 25
Med et vredt suk trak hun gardinet for igen og gik hen til
sengen. Hun tog det hæklede tæppe af, foldede det sammen og
lagde det på en stol. Løftede dynen til side og rettede lidt på
hovedpuden.
Pludselig lød der skridt ude på gårdspladsen. Elena slap
forskrækket puden. Lyttede. Den knasende lyd af støvler, der
trådte hen over gruset, syntes at komme nærmere. Til sidst lød
det, som om skridtene var lige uden for hendes vindue. Men
så stoppede de brat op.
Hun turde næsten ikke trække vejret. Var der nogen
derude?
Så blev der banket hårdt på ruden. De skarpe bump skar
sig ind i hende som små, kolde stik i mellemgulvet. For hvem
var det, som ville have fat i hende?
Hun tog et par dybe indåndinger. Og da den værste angst
havde lagt sig, skød hun beslutsomt hagen frem og gik hen
mod vinduet. Der var ingen grund til at gå i panik! Det var
sikkert bare et par af karlene, som var kommet galt af sted og
ville spørge hende, hvad de skulle gøre.
Med et fast greb tog hun fat i det ternede stof og hev det
til side.
Et stumt skrig pressede sig mod hendes strube. For de
ansigter, der kom til syne bag ruden, tilhørte ikke nogen af
hendes karle. Det var franske soldater, og der var mindst en
fem seks stykker. De enkle, blå uniformsjakker med
almindelige skulderstropper tydede på, at det var jævne
infanterisoldater, og mændenes rødmossede kinder og blanke
øjne efterlod ingen tvivl om, at de var stærkt berusede.
- Luk os ind, din dejlige tøs! råbte en af soldaterne.
- Ja, vær nu lidt sød! fortsatte en af hans kammerater.
Elena trak febrilsk gardinet for igen. Hun havde troet, hun
var nogenlunde sikker, fordi hun var adelig. Men mændene
regnede sikkert med, at hun var tjenestepige, fordi hun holdt
til i folkefløjen. Og selvom hun fortalte dem, hvem hun var,
ville det næppe hjælpe. Soldaterne ville aldrig tro hende, og
derudover var de tydeligvis så fulde, at de ikke kunne tales til
fornuft.
- Kom nu! råbte de. - Vi gør dig ikke noget.
- Nej, Vi vil bare hygge os lidt.

27. 26
Den sidste sætning blev efterfulgt af et sjofelt grin. Og der
lød også et højt klask. Som om der var en, der fik et
anerkendende klap på ryggen.
Elena trak sig baglæns væk fra vinduet. Trykkede sig
skræmt ind mod muren længst borte.
- Luk så op! lød det utålmodigt. Og samtidig blev der
banket så hårdt på ruden, at Elena frygtede, at den kunne give
efter hvert øjeblik, det skulle være.
- Vi tæller til tre. Og hvis du ikke har åbnet inden da,
smadrer vi vinduet.
- Ja! lød det bifaldende. - Sådan skal hun have det.
- En! begyndte de at tælle.
Elena så sig fortvivlet omkring. Men den eneste vej ud var
gennem gangen. Og den førte direkte ud til soldaterne i
gården.
- To!
Hun var fanget. Som et hjælpeløst dyr, der var gået i en
fælde. Ude af stand til at undslippe.
***
- Hvad gør I her? smældede en kommanderende stemme
gennem luften. - Kan I se at komme af sted!
Elena kunne høre, at soldaterne strøg af sted. Og hun
opfattede også et par brudstykker af nogle ynkelige
bortforklaringer. Vi ville bare snakke med hende... vi kunne da
aldrig drømme om...
I det samme blev der banket forsigtigt på ruden. - Er der
sket noget? lød det fra den stemme, der havde jaget de fulde
soldater væk.
Elena skyndte sig hen til vinduet og slog det op.
Så udstødte hun et overrasket gisp. For hun genkendte
omgående sin redningsmand som kaptajn de Lavalle.
Udtrykket i hans ansigt var hårdt og vredt, sådan som det også
havde været, da hun så ham første gang. Men den bekymrede
måde, han rynkede øjenbrynene på, fik hans træk til at virke
mildere. Ligesom da han fik øje på Nadesjda bag døren.
- Nej, svarede Elena stammende. - Der er ingenting sket.
Kaptajnen rynkede øjenbrynene yderligere. - De er jo
ligbleg. Skal jeg ikke komme ind og hjælpe Dem?

28. 27
Elena nikkede taknemmelig. Hun havde det faktisk
dårligt. Det var, som om hun ikke kunne få luft. Og hun ville
være mest tryg ved at have en hos sig, indtil hun fik det lidt
bedre.
- Jeg går ud og lukker op, sagde hun stakåndet.
Hun vaklede ud i gangen. Hendes ben ville dårligt bære
hende, og hun måtte støtte sig til væggen. Men endelig nåede
hun frem til døren, slog slåen fra og lukkede op.
I det samme begyndte hun at ryste over hele kroppen. Hun
var ude af stand til at holde skuldrene i ro, og hun frøs
forfærdeligt.
Så mærkede hun, at de Lavalle lagde armene om hende.
Hun lod sig uden modstand glide ind i hans favn. Men da han
straks efter førte hende ind i den smalle gang, blev hun med ét
grebet af usikkerhed. Selvom han havde reddet hende fra
soldaterne, var han stadig franskmand. En fjende og en
fremmed, som hun ingenting vidste om. Men nu var det for
sent at fortryde. Og der var ikke andet at gøre andet end at
følge med ham tilbage mod det lille kammer.

29. 28
4
Kaptajn de Lavalle førte Elena hen til den simple
pindestol af fyrretræ, som var det eneste siddemøbel i det lille
kammer, hvor hun sov. Han rykkede stolen lidt, så den stod
bedre, hjalp hende forsigtigt ned på sædet.
- Sikken et held, De kom! gispede Elena, da hun havde
fået vejret. - Det var i sidste øjeblik.
Kaptajnen smilede svagt. - Det var nu ikke rent og skær
held, kan jeg betro Dem.
- Ikke det...?
Han rystede på hovedet. - Sagt i al fortrolighed, så syntes
jeg, at det var forkert af obersten at lade Dem flytte herover
uden at sætte så meget som en enkelt vagt til at passe på Dem.
Derfor tillod jeg mig selv at kigge forbi indimellem. Og jeg er
glad for, at jeg nåede at opdage de fulderikker i tide.
- Jeg er Dem i hvert fald dybt taknemmelig, sagde Elena
lettet. Hun havde det allerede meget bedre. Hun var næsten
holdt op med ryste. Og den hårde, kolde klump inde i hendes
mave var knap nok til at mærke mere.
Til gengæld var hun på en eller anden måde skræmt ved at
have de Lavalle stående lige ved siden af. Det var ikke fordi,
hun troede, at han ville gøre hende noget. Det var noget andet.
Noget, som hun ikke helt vidste, hvad var...
Hun skævede usikkert hen mod ham. Et kort øjeblik så
hun ind i hans mørke øjne, men så skyndte hun sig at flytte
blikket nedad. Hun dvælede lidt ved den fornemme, forgyldte
skulderpude, lod blikket fortsætte ned over ærmet.
Med ét følte hun en ubændig trang til at mærke hans arme
holde om hende. Ligesom han havde gjort, da han hjalp hende
ind i kammeret.
Hun vendte forskrækket blikket væk. Hvad i alverden gik
der dog af hende? Siden Sergej døde, havde hun aldrig haft
den mindste lyst til at blive holdt om af en mand. Hvorfor
havde hun det så nu?
- Hvordan går det? spurgte de Lavalle deltagende.
- Meget bedre, svarede Elena uden at se på ham. - Så jeg
tror sagtens, jeg kan klare mig selv nu.

30. 29
***
- Mor!
Elena vendte sig overrasket mod Nadesjda, som pludselig
var dukket op i døråbningen. Og de Lavalle snurrede brat
omkring på hælen og fulgte hendes blik.
- Hvad er der, lille skat?
- Jeg vågnede, fordi der var nogen, der råbte, sagde pigen
søvndrukken. - Og så blev jeg bange.
I det samme kom Elena til at se på kaptajnen. Det var,
som om der var gledet en tung skygge over hans ansigt. Han
rynkede smertefuldt panden, og der var et fjernt og forpint
udtryk i hans øjne. Nøjagtig som den dag, han fik øje på
Nadesjda henne på hovedtrappen.
Hvorfor reagerede han sådan? Mindede pigen ham om en,
han kendte? Havde han mon selv havde en datter, som han
savnede?
- Det var bare nogle fulde soldater, forklarede Elena
beroligende. - Men kaptajn de Lavalle her har jaget dem væk.
Så du behøver ikke at være bange mere.
Datteren gned sine øjne, mens hun nysgerrigt studerede
kaptajnen i den flotte, blå uniform.
- Det er min datter, Nadesjda, sagde Elena.
De Lavalle bukkede let. - Mademoiselle Nadesjda,
forsøgte han.
Men han fik lagt trykket forkert, og pigen rystede
overbærende på hovedet. - Nadesjda, rettede hun ham.
Han gentog hendes navn. Denne gang var det næsten
rigtigt, og Nadesjda kvitterede med et lille, veltilfreds smil.
Elena kunne ikke lade være med også at smile. For det var
tydeligt, at datteren følte sig godt tilpas. Egentlig var det
underligt. Alle folkene på Beleiskoje var angst for
franskmændene. Og det mest naturlige ville have været, at
Nadesjda var blevet skræmt fra vid og sans, da hun opdagede,
at der stod en fransk officer herinde.
Hun vendte blikket mod de Lavalle og betragtede ham
stjålent. Der var ingen tvivl om, at det klædte ham, at det
barske og sammenbidte var forsvundet fra hans ansigt. Og
samtidig fremhævede det lille, sørgmodige smil, der spillede
om hans mund, det fine og velformede ved hans træk.

31. 30
- Kom! sagde Elena til Nadesjda. - Nu skal du i seng.
Pigen nikkede, kastede et sidste blik på kaptajnen og
fulgte med ind i kammeret ved siden af. Hun kravlede ned i
sin seng, og Elena pakkede dynen om hende og kyssede hende
godnat.
Derpå hastede Elena tilbage til sit eget sovekammer, hvor
kaptajnen stod nøjagtig, som da hun forlod ham.
- Undskyld, det tog lidt tid, sagde hun. - Men jeg skulle
lige sige ordentligt godnat til Nadesjda.
- Selvfølgelig! svarede de Lavalle forstående. - Det skulle
jeg være den sidste til at bebrejde Dem.
Elena tøvede et øjeblik. Hun havde lyst til at spørge ham
om noget. Men hun ville nødigt virke påtrængende.
- De har måske selv børn? forsøgte hun så.
Det gav et gib i kaptajnen. Han vendte ansigtet bort, og
det var også, som om han sank en smule sammen.
- Ikke mere, svarede han tomt, mens han stadig så væk.
Elena kunne se på hans profil, at han havde bidt læberne
sammen og fået det hårde drag om munden igen. Men hun lod
sig ikke længere narre. Alene den krampagtige måde, han
knugede fingrene om hinanden på, afslørede ham.
- Hvad mener De? spurgte hun stille.
Han svarede ikke. Stod bare og kiggede tomt frem for sig.
- Jeg havde en lille pige, sagde han lidt efter. - Men hun
døde. Ligesom sin mor...
Han vendte sig tøvende mod Elena. - Min kone døde i
barselsseng. Men barnet levede, og jeg kastede al den
kærlighed, jeg havde, på den lille.
Elena fik en klump i halsen. De Lavalles øjne var blevet
blanke. Og hans stemme rystede.
- Men min datter var ikke stærk. Jeg gjorde alt, hvad jeg
kunne for hende. Skaffede de bedste læger. Men hun
overlevede kun nogle få måneder.
- Hvor længe siden er det? spurgte Elena medfølende.
- Det er godt og vel seks år siden. Da min kone skulle
føde, var jeg lige vendt hjem fra slaget ved Austerlitz. Så min
datter ville have været på alder med Deres, hvis hun stadig...
Han tav brat midt i et ord.
- Har jeg sagt noget forkert? spurgte han usikkert.

32. 31
Elena hev tungt efter vejret. Hun troede ikke, man kunne
se det på hende. Men da han nævnte ordet Austerlitz, var det,
som om der var et sår dybt inde i hende, der blev flået op.
- Nadesjdas far var også med i det slag, svarede hun
tonløst. - Men han kom ikke hjem.
De Lavalle kiggede utilpas ned i gulvet. Nikkede tungt.
- Jeg må hellere gå, sagde han beskæmmet.
- Men De behøver ikke at være urolig, tilføjede han, før
han forlod sovekammeret. - Jeg bliver ude og holder vagt så
længe, det er nødvendigt.
***
Elena kunne ikke falde i søvn. Hun kunne ikke lade være
med at tænke på kaptajnen, som travede rundt udenfor.
Indimellem var det, som om hun kunne ane en skygge på
gardinet, der dækkede hendes vindue. Måske var det ham, der
gik forbi. Men det kunne også bare være en sky, der strøg hen
over himlen og kortvarigt dækkede for månen.
Hun rullede sig om på siden, så hun ikke kunne se
vinduet, lå lidt og kiggede ind i den hvide væg bag sengen.
Der var ingen grund til, at hun skulle ligge søvnløs på grund
af de Lavalle! Vel havde han reddet hende, og det var hun
naturligvis taknemmelig for. Men det ændrede ikke ved, at
han havde kæmpet mod russerne og Sergej i det ulyksalige
slag ved Austerlitz. Så hun havde stadig al mulig grund til at
hade ham.
Da hun havde ligget lidt og set ind i væggen, gled øjnene
endelig i. Men så greb hun sig selv i at fantasere om, at den
tunge dyne var de Lavalles arme, der holdt om hende. Og hun
slog forskrækket øjnene op igen.
Efter at have ligget en halv times tid mere og vendt og
drejet sig, stod hun op. Hun tændte en kærte, og med den i
hånden gik hun ind i det kammer, de brugte som dagligstue.
Her havde hun de papirer, hun havde taget med over i
folkefløjen, og mellem de forskellige breve og dokumenter
fandt hun en lille, aflang kuvert.
Det var det sidste brev, hun havde fået fra Sergej. Han
havde skrevet det lige før, han drog til fronten. Og når hun
læste det, blev hun altid fyldt af et voldsomt had til
franskmændene og alt, hvad der havde med Frankrig at gøre.

33. 32
Hun trak beslutsomt brevet op af kuverten, foldede det ud
og begyndte at læse.
Kæreste Elena. Du ved, hvor meget det smerter mig at
skulle skilles fra dig, selvom det kun er for en tid. Men du
forstår vel, hvor vigtigt det er for Rusland og for os alle
sammen, at jeg tager af sted! De franske horder er som en
svøbe, der skyller ind over Europa. Indtil nu synes intet at
kunne standse dem. Men når vores hær forener sig med
østrigerne, skal piben snart få en anden lyd...
Elena lod opgivende brevet synke. Hun kunne mærke, at
den vrede, som det plejede at kalde frem i hende, ikke kom.
Det med svøben og de franske horder passede måske meget
godt på de soldater, der havde prøvet at komme ind til hende.
Men hvad med kaptajnen?
Hun tog brevet op igen, læste videre.
Så skal Napoleon få, hvad han har fortjent...
Napoleon gentog Elena foragteligt. Og endelig mærkede
hun harmen bruse op i sig - lige så indædt som førhen. For var
det ikke den franske kejser, der var årsag til alle ulykkerne?
Tøvende foldede hun brevet sammen, stod lidt og vejede
det i hånden, mens hun skævede tvivlrådigt hen mod vinduet.
Var der overhovedet nogen grund til, at de Lavalle skulle
gå rundt derude og have skyldfølelse, fordi han havde været
med i det slag? Han var jo bare en brik i Napoleons spil -
ligesom Sergej havde været det for Zaren. Og derudover var
der så mange soldater med ved Austerlitz, at sandsynligheden
for, at han og Sergej overhovedet havde været i nærheden af
hinanden, nærmest var lig nul.
Efter at have stået lidt med det sammenfoldede papir
lagde Elena det fra sig, gik hen til vinduet og åbnede ud til
gården. Hun måtte sige til de Lavalle, at hun ikke bebrejdede
ham noget, og at det, der var sket, ikke var hans skyld.
Hun kunne imidlertid ikke se ham derude. Først håbede
hun, at det bare skyldtes, at hendes øjne ikke havde vænnet sig
til mørket. Og hun lænede overkroppen helt ud af
vinduesåbningen og kiggede en ekstra gang rundt i gården.
Men der var ikke andet end den bare jord og de tomme mure,
og nedslået trak hun sig tilbage fra vinduet og lukkede det i.

34. 33
Mens hun gik tilbage til sovekammeret, prøvede hun at
fortælle sig selv, at der ikke var noget underligt i, at han ikke
var der længere. Alt åndede fred og ro udenfor, og faren for, at
nogen skulle prøve at forulempe hende igen, måtte for længst
være drevet over. Men skuffelsen havde bidt sig fast. Selvom
hun gjorde, hvad hun kunne, for at tænke på noget andet, ville
den ikke slippe hende. Og da hun lidt efter krøb ned i sin seng,
sad den stadig som en lille, hård klump inde bag hendes bryst.
***
Næste formiddag gik Elena hen til lejren, hvor kaptajn de
Lavalle havde sit logi. Hun regnede med, at hun kunne finde
ham derhenne, så hun kunne få fortalt ham det, hun ikke
nåede at få sagt om aftenen.
Hun turde ikke nærme sig den del af engen, hvor hærens
hovedstyrke havde slået sig ned, så hun holdt sig til det lille
stykke mellem hovedbygningen og det område, hvor oberst
Pontacs ryttere boede. Her gik hun søgende frem og tilbage og
kiggede ind mellem teltene. På et tidspunkt fik hun øje på den
bryske løjtnant Bergerat, og hun fik også et glimt af obersten.
Men hun kunne ikke se de Lavalle nogen steder.
Efter et kvarters tid standsede hun rådvild op. Hun kunne
ikke blive ved med at gå rundt her. Der var måske allerede
nogle, der var begyndt at undre sig over, hvad hun lavede.
Hun stod lidt i vildrede, men besluttede så at tage en
enkelt tur mere op langs teltene.
Med ét var der en, der råbte hendes navn.
- Frøken Djakova! Der er noget, jeg vil tale med Dem om.
Elena vendte sig med et sæt. Der var en infanteriofficer på
vej hen mod hende. I modsætning til rytterne bar han ikke
hjelm, men en høj kasket med en smal, rød fjerkost i toppen.
- Jeg er oberstløjtnant Griveaux, sagde han og gjorde
honnør. - Det er mig, der er ansvarlig for vores
fødevareforsyninger.
Elena snappede uroligt efter vejret. For det var ikke svært
at gætte, hvad han ville hende.
- Vi har en lang række ting, vi står og mangler, fortalte
oberstløjtnanten. - Først og fremmest mel. Men også kød,
grøntsager og en masse andet. Og jeg går ud fra, at godset her
er i stand til at levere nogle af disse varer.

35. 34
Elena slog beklagende ud med hænderne. - Vi har næsten
ingenting, hævdede hun. - Det brændte alt sammen med laden.
- Pokkers også! bandede officeren. - Det er det samme alle
vegne. I har brændt det hele af.
- Det er jo ikke min skyld, påpegede Elena. - Det var
nogle soldater, der kom, og...
- Jeg ved det! afbrød Griveaux hende. - De har været
overalt, lader det til. Og de har gjort deres arbejde grundigt.
Han stod et øjeblik i tavshed. Så rynkede han panden og
så mistroisk på Elena.
- Når man ser nøjere efter, er det nu ikke så galt her. Jeg
kan godt se, at laden er brændt. Men alt det andet står her
endnu. Hvordan kan det være?
- Det var et rent held, påstod Elena. - Soldaterne havde
travlt, så de satte kun ild til laden. Men de regnede sikkert
med, at flammerne ville brede sig og lægge alting i aske. Og
det var et rent mirakel, at det ikke gik sådan.
- Det må man sige, svarede oberstløjtnanten i et tonefald,
der ikke afslørede, om han troede på hendes forklaring.
- Men for at vende tilbage til fødevarerne, fortsatte han
lidt efter. - Så prøv at se på sådan nogle som dem dér...
Han pegede over mod et par af godsets karle, som kom
trækkende med et læs birkegrene. - De ser da ikke ud til at
sulte, gør de?
- Næ, indrømmede Elena nølende. - Det gør de vel ikke.
- Men det kommer de meget snart til! skyndte hun sig at
tilføje. - For vi har næsten ikke mere mad tilbage.
- Slet ikke noget? spurgte han skarpt. - Hvad med mælk?
Elena rystede på hovedet. - Soldaterne jog vores kvæg
væk, løj hun så overbevisende, hun kunne. Han skulle jo
nødigt finde ud af, at de selv havde drevet køerne over på den
anden side af skoven, før de russiske soldater kom.
- Ost?
- Nå, jo, indrømmede Elena. - Der er vist stadig lidt
tilbage ovre i mejeriet.
Det havde hun måske ikke behøvet at fortælle ham. Men
hun tænkte, at det ville være bedst ikke at lade ham gå helt
tomhændet bort. Og desuden var størstedelen af deres oste
gemt af vejen i iskælderen omme bag bakken.

36. 35
- Jamen, så må jeg jo nøjes med det, sagde
oberstløjtnanten slukøret og tog afsked med hende.
Elena åndede lettet op, begyndte at gå.
Efter et par skridt drejede hun hovedet og kastede et sidste
blik ind mellem teltene for at se, om de Lavalle var derinde.
Men hun kunne stadig ikke se ham. Og med et lille, skuffet
suk begav hun sig tilbage mod folkefløjen.
***
Sidst på eftermiddagen sad Elena og bladede i en bog.
Hun havde rigelig tid til at læse, for herovre i de små kamre
var der ikke meget at tage sig til. Hun havde for længst redt
deres senge. Gulvene var blevet fejet, og hun havde også
tørret støv af. Det hele havde ikke taget mere end en halv
time, og selvom hun også skulle lave mad, havde hun stadig
masser af tid tilovers. Det var noget helt andet til daglig oppe i
hovedbygningen. Dér var der altid noget, der skulle klares. Og
nogle gange kunne hun slet ikke få døgnets timer til at slå til.
Hun læste lidt videre, men hun havde svært ved at samle
sig om teksten. Og efter et par sider lagde hun bogen væk,
rejste sig og kaldte på Nadesjda.
- Skal vi ikke gå en tur? spurgte hun.
- Joh! svarede pigen oplivet. - Hvor skal vi hen?
- Det ved jeg såmænd ikke. Over i skoven, måske?
Det ville Nadesjda gerne. Og kort efter var de på vej hen
over gårdspladsen.
Da de havde gået et lille stykke, fik Elena øje på kaptajn
de Lavalle. Han opdagede også hende og Nadesjda, og han gik
dem straks i møde.
- Hvordan går det? spurgte han.
- Udmærket, forsikrede Elena. - Og det kan jeg takke Dem
for.
Kaptajnen så ud, som om han skulle til at sige noget. Men
Nadesjda kom ham i forkøbet.
- Vi skal i skoven! oplyste hun ivrigt.
- Det lyder dejligt, smilede de Lavalle.
- De kunne jo gå med! foreslog Elena. Ordene fløj
nærmest ud af munden på hende. Uden at hun tænkte over det.
- Jo, tak! Jeg har alligevel fri de næste par timer.

37. 36
Pludselig blev Elena grebet af panik. Hvad i alverden var
der dog gået af hende? Hun kunne da ikke invitere en
vildfremmed mand med i skoven! Og så tilmed en
franskmand. En fjende, der var trængt ind i hendes land.
- Skal vi gå? spurgte de Lavalle.
Elena bed sig uroligt i læben. Hun måtte finde på en
undskyldning, så de kunne blive hjemme. Hun kunne bare
sige, hun havde glemt, at der var noget, hun skulle ordne.
Eller at hun var ved at få det dårligt.
- Jeg er bange for..., begyndte hun tøvende.
De Lavalle så spørgende på hende.
Hun skulle til at fortsætte sætningen. Men da hun så ind i
hans mørke øjne, var hun ude af stand til at få ordene frem.
- Der var ikke noget alligevel, mumlede hun næsten
uhørligt.
- Jamen, så lad os komme af sted!
Elena nikkede viljeløst. Og med en på samme tid
ængstelig og forventningsfuld kildren i maven fulgte hun med
de Lavalle over mod skoven.

38. 37
5
Skoven bag Beleiskoje bestod mest af høje, mørke graner,
men der var også områder med græs og birketræer. En række
vandløb skar sig gennem skovbunden, og for at komme frem
måtte man med jævne mellemrum springe over en bæk eller
krydse en å på en primitiv træbro.
En af broerne bestod kun af en flækket træstamme.
Nadesjda balancerede rutineret over den, og Elena skulle til at
følge efter. Men før hun nåede så langt, sprang kaptajn de
Lavalle derud og rakte en hånd frem for at hjælpe hende over.
Elena lagde tøvende sin hånd i hans, gik ud på broen.
Hans faste greb sendte en kraftig sitren gennem hendes krop,
og hun mærkede, at benene rystede let under hende.
Da hun var ovre på den anden side, slap de Lavalle ikke
hånden med det samme. Elena stivnede, og hun holdt næsten
op med at trække vejret.
Så løsnede han endelig sit greb, og hun åndede lettet op.
Men straks efter tog hun sig selv i at spejde søgende efter den
næste bro, hvor han kunne tænkes at ville hjælpe hende over.
Efter et stykke tid kom de til en sø, der lå omkranset af
birke. Det lyse løv og de hvide stammer spejlede sig flimrende
i overfladen, og ude på søen ramte et par solstråler vandet og
fik det til at funkle som ild.
- Hvor er her smukt! udbrød kaptajnen drømmende.
Elena skulle til at svare ham. Men så trak Nadesjda i
hendes ærme.
- Må jeg godt gå ned til søen og lege?
- Ja. Bare du bliver, hvor vi kan se dig.
- Det skal jeg nok, lovede Nadesjda og løb af sted.
Elena kunne se, at de Lavalle fulgte pigen med øjnene,
mens han sørgmodigt rynkede øjenbrynene. Hun var ikke i
tvivl om, hvad det var, han tænkte på. Og pludselig var det,
som om hendes uro ved at have ham så tæt på forsvandt.
- Der er noget, jeg gerne vil have, De skal vide, sagde hun
medfølende. - Noget, som jeg ikke nåede at få sagt i går aftes.
Kaptajnen vendte sig mod hende. - Ja?

39. 38
- Jeg vil bare sige, at jeg ikke bebrejder Dem noget i
forbindelse med Nadesjdas fars død. Det, der skete, var ikke
Deres skyld.
Han fortrak ansigtet i en forpint grimasse. - Det var det
måske ikke, medgav han. - Men jeg var der! Jeg var med ved
Austerlitz. Det kan jeg aldrig løbe fra.
***
De stod lidt i tavshed. Det eneste, der hørtes, var en fjern
rislen fra en bæk og et par insekter, der summede forbi.
- Der var så mange døde, begyndte de Lavalle med ét. - Så
mange liv, der gik tabt. Hans stemme klang mørkt og dystert i
stilheden. Som tunge slag fra en begravelsesklokke.
- Da kampen begyndte, sendte jeg mine mænd af sted,
fortalte han. - Flanke efter flanke. Jeg tør slet ikke tænke på,
hvor mange, de fik slået ihjel, og hvor mange børn, der
mistede deres fædre...
Han standsede brat midt i en sætning. Kiggede utilpas ned
i jorden.
- Men jeg fik min straf, fortsatte han. - Jeg fik selv lov at
mærke, hvordan det er at miste dem, man holder af.
Han vendte hovedet bort. Men Elena kunne tydeligt se,
hvordan han kæmpede med sine følelser. Hans nakke var
bøjet, skuldrene var trukket sammen, og han knyttede
hænderne så krampagtig, at knoerne blev helt hvide.
Elena forstod fuldkommen, hvordan han havde det. Hun
bar jo også selv på en stor sorg. Men hun havde i det mindste
Nadesjda!
Hun havde en ubændig trang til at lægge armene trøstende
om hans skuldre. Og hun måtte lægge bånd på sig selv for
ikke at række ud efter ham.
- Hvor i Frankrig er det, De kommer fra, kaptajn de
Lavalle? spurgte hun i stedet. For måske ville det være en
hjælp for ham, hvis de begyndte at tale om noget andet.
- Jeg stammer fra Loire dalen, svarede han tonløst, mens
han stadig kiggede væk. - Jeg har et gods dér.
- Et gods! gentog Elena. - Ligesom Beleiskoje?
- De Lavalle drejede kortvarigt hovedet og så hen mod
hende. - Det kan man godt sige. Det er bare ikke helt så stort.

40. 39
- Men det ligger sikkert kønt, fortsatte Elena
opmuntrende. - Jeg har engang set et billede fra Loire, og der
lod til at være meget smukt.
Kaptajnen nikkede. - Ja. Det er der skam også.
- Så glæder De Dem vel til at se det igen?
Kaptajnen trak på skuldrene. - Det er jo ikke sikkert, jeg
kommer hjem. Og det er måske også godt det samme.
Hans ord sendte et kuldegys gennem Elena. Og hun trak
utilpas sin bluse tættere om sig.
I det samme var der en lys pigestemme, der rungede op
mod dem. Se mig!
Nede ved søen var Nadesjda kravlet op på en stor sten, og
nu stod hun deroppe og fægtede triumferende med armene.
- Hvor er du dygtig! råbte Elena. Og de Lavalle, som
havde stået som naglet til jorden, hævede en hånd og vinkede
anerkendende til den lille bjergbestiger.
Lidt efter kravlede Nadesjda ned fra stenen, og Elena
vendte sig atter mod de Lavalle. Den dybe rynke, der havde
været i hans pande før, var næsten forsvundet, og udtrykket i
hans øjne var ikke længere så mørkt og dystert.
- Hun lader til at være en sød pige, sagde han.
- Det er hun også!
- Og hun skal måske overtage alt dette her en dag?
Elena rystede på hovedet. - Obersten og alle de andre tror,
at det er mig, der ejer Beleiskoje. Og lad dem endelig blive i
troen. Men det er faktisk min brors.
De Lavalle så overrasket på hende. - Virkelig! Hvor er
han henne?
- Han sørgede for at komme væk, så snart han hørte, at
krigen kunne være på vej hertil.
- Og så lod han Dem stå med hele ansvaret?
- Ja. Men heldigvis tog han sin hustru og deres drenge
med sig.
- Det lyder ikke, som om De savner dem?
- Nej! indrømmede Elena. - Det gør jeg ikke.
Hun forklarede, at Mihael og Vera kun lod hende bo her,
fordi hun passede husførelsen, og at de aldrig havde brudt sig
om Nadesjda, fordi hun var født uden for ægteskabet. Og hun

41. 40
beskrev, hvor meget arbejde, der blev lagt på hendes skuldre,
og hvordan Vera altid kommanderede rundt med hende.
Mens hun talte, var de Lavalle blevet mere og mere
oprevet at se på. Men da hun fortalte, hvad hun indimellem
havde lyst til gøre ved sin svigerinde, kunne han ikke lade
være med at trække på smilebåndet.
Elena smilede varmt tilbage. Det var pludselig gået op for
hende, at hun aldrig havde talt med nogen om disse ting. Hun
snakkede med masser af mennesker hver dag. Men det var
mest om praktiske forhold. Det var første gang, der var nogen,
som lagde øre til alt det, der rørte sig inde i hende.
Hun betragtede tankefuld de Lavalle. Det var slet ikke til
at forstå, at det var den samme mand, hun havde set komme
ridende ved siden af oberst Pontac den dag, rytterne kom. Hun
huskede stadig det hårde og følelseskolde udtryk, der havde
været i hans ansigt. Og hvis nogen dengang havde fortalt
hende, at den mørkhårede officer i virkeligheden var både
venlig, galant og forstående, ville hun aldrig have troet dem.
***
Lidt efter gik Elena og de Lavalle ned til søen, hvor
Nadesjda legede. Pigen sad helt ude ved bredden og prøvede
at fange en stor gren, der flød rundt på vandoverfladen. Men
selvom hun lænede sig frem og strakte armen så langt ud, hun
kunne, manglede hun stadig et par håndsbredder i at kunne nå.
- Pas nu på! formanede Elena. - Hvad vil du dog med den
gren? Du risikerer at falde i vandet.
- Jeg skal bruge den som spadserestok, svarede Nadesjda
og lænede sig yderligere frem.
- Nu skal jeg hjælpe dig! sagde de Lavalle.
Han stillede sig med skrævende ben ude i vandkanten,
trak sin ryttersabel og brugte den til at fange træstykket og
hive det ind mod land.
Nadesjda fulgte spændt operationen, og så snart grenen
var tæt nok på, rakte hun ivrigt ud efter den.
- Tak, sagde hun og løftede glad den våde gren op i luften.
- Tror De ikke, det kan blive en god stok?
De Lavalle nikkede. Han forstod ikke et ord russisk. Men
det lod alligevel til, at han sagtens kunne forstå, hvad hun
mente.

42. 41
Elena kunne slet ikke få øjnene fra dem. Det var
ejendommeligt at se dem sammen. Det var tydeligt, at
Nadesjda følte sig fuldkommen tryg ved kaptajnen. Næsten,
som om hun havde kendt ham altid.
Hun kunne ikke lade være med at prøve at forestille sig,
hvordan det ville have været, hvis han ikke var franskmand.
Så ville der ikke have været noget til hinder for, at han kunne
være sammen med hende og Nadesjda hver eneste dag. De
kunne gå ture her i skoven. Eller sidde derhjemme og...
Med et opgivende suk skubbede hun fantasierne fra sig.
Hun vidste jo, at de aldrig kunne blive til virkelighed.
Kort efter fortsatte de ind i skoven. Nadesjda gik forrest
med sin nyerhvervede vandrestav, og Elena og de Lavalle
fulgte et lille stykke bagefter.
- De skal for resten ikke være bekymret for i aften, sagde
kaptajnen på et tidspunkt. - Jeg skal nok komme og holde vagt
igen.
- Det er da alt for stor ulejlighed, protesterede Elena.
Men de Lavalle holdt fast i sit. Det var det mindste, han
kunne gøre, sagde han, og han var kun glad for at kunne
hjælpe. Så Elena kunne være helt rolig.
Hun takkede ham. Men hun følte sig langtfra rolig. Nu
behøvede hun ganske vist ikke at være bange for, at der var
nogle soldater, der ville ind til hende. Men tanken om den
forestående aften sendte alligevel en foruroligende skælven
gennem hende. For en ting var at spadsere i skoven med de
Lavalle nu. Det ville være noget helt andet at have ham
gående lige uden for vinduerne i nat, når Nadesjda var lagt i
seng og alle andre på godset sov.
***
Sidst på aftenen sad Elena i det kammer, hun brugte som
dagligstue og læste ved skæret af en kærte. Men hun havde
svært ved at samle sig om bogen, og hun måtte ustandselig gå
tilbage og læse det, hun lige havde været igennem, en gang
mere, fordi hun ikke kunne huske, hvad der stod.
Hun rykkede stagen, så lyset faldt lidt klarere på papiret.
Forsøgte at læse videre.

43. 42
Lidt efter hørte hun de Lavalles støvler slå mod
brostenene udenfor. De taktfaste skridt kom nærmere, og snart
lød det, som om de var lige uden for vinduet.
Elena skævede stjålent over mod det lille vægskab, hvor
hun havde stillet en af de flasker med gylden, sød hvidvin,
hun havde taget med herover. Der stod også et par af deres
fine krystalglas og en proptrækker. Gennem hele aftenen
havde hun haft lyst til at invitere kaptajnen ind og byde ham
på et glas. Men hun vidste, det ikke var passende. Og hver
gang, idéen var dukket op, havde hun skudt den fra sig igen.
Nu blev skridtene svagere, og snart var de knap til at høre.
Elena rettede sig uroligt op. Han var vel ikke ved at gå?
Hun rejste sig hastigt, gik hen til vinduet og lettede på
gardinet. Nej, han var der heldigvis endnu! Man kunne se ham
som en skygge mod den månebelyste mur på herskabsstalden.
Hun skulle til at trække gardinet for igen. Men hun kunne
ikke få øjnene fra den enlige skikkelse derude. Hun stod lidt i
vildrede med hånden på stoffet. Så hev hun det helt til side.
Tog fat om hasperne og lukkede vinduet op.
- Kaptajn de Lavalle! kaldte hun dæmpet.
Han ilede straks hen til hende. Og da hun spurgte, om han
ville ind og have et glas at styrke sig på, svarede han oplivet
ja, tak. Men han tilføjede, at han ikke kunne blive ret længe.
Han skulle snart tilbage til lejren, for næste morgen skulle
hæren drage af sted, og alle skulle tidligt op.
Skuffelsen ramte Elena som et dumpt slag i brystet. Hun
var godt klar over, at franskmændene skulle videre. Men hun
havde regnet med, at de Lavalle ville være her lidt endnu...
Snart efter var han inde i kammeret hos hende. Hun
skænkede vin op, og de løftede højtideligt deres glas.
- Vi kan jo skåle på, at Beleiskoje slipper af med sine
ubudne gæster, foreslog de Lavalle med et skævt smil.
Elena gengældte han smil med en tavs, lidt anstrengt
grimasse. For hvad skulle hun svare?
Tøvende mødte hun hans blik. Synet af de varme, mørke
øjne slog næsten benene væk under hende. Hun prøvede at
kigge væk. Men hendes muskler ville ikke lystre. Tværtimod
var det, som om hans blik ubønhørligt trak hende nærmere.
Og før hun vidste af det, mødtes de i et kort, prøvende kys.

44. 43
***
Elena slog armene om de Lavalles hals og kyssede ham en
gang mere. Siden Sergej døde, havde hun ikke været sammen
med en mand. Nu var det, som om hele hendes krop var sat i
brand, og hver eneste fiber sitrede af uforløst længsel. Hun var
ligeglad med, at han var franskmand. Hun ville have ham! Og
denne nat var den sidste mulighed, hun havde.
- Måske var det bedre, jeg gik! sagde de Lavalle med
grødet stemme og trak sig en smule væk. - Jeg vil ikke have,
at De kommer til at gøre noget, De vil fortryde. Det sætter jeg
Dem alt for højt til.
Men Elena havde ikke tænkt sig at lade ham gå. Og hun
kunne høre på hans korte, hurtige vejrtrækning, at han var lige
så optændt, som hun selv var.
Hun tog hans hånd. Førte ham hen mod døren. Ud i den
smalle gang og hen til hendes sovekammer.
Så snart de var kommet indenfor her, og Elena havde
tændt kærten på sengebordet, faldt de atter i armene på
hinanden. Og det varede ikke længe, før de Lavalle lod sine
hænder gå på opdagelse på hendes krop. Hans fingre søgte ned
over hendes hofter, tog om dem og gled igen opad, indtil de
standsede ved hendes bryster og begyndt at kæle med dem.
Med ét lagde han munden mod hendes øre. - Må jeg godt
kalde Dem Elena? spurgte han hviskende.
Elena nikkede ivrigt. Det var så dejligt at høre ham sige
hendes fornavn.
Hun drejede ansigtet, kiggede spørgende op på ham.
- Jeg hedder Francois, svarede han lidt forlegent.
Francois! Elena gentog uhørligt navnet for sig selv. Hun
glædede sig til at tage det i munden. Men hun ville vente til
det helt rigtige tidspunkt.
Han skubbede hende blidt over mod sengen, hvor hun
villigt lod sig glide ned på dynen. Så krængede han sin
uniformsjakke af og kastede den til side, løsnede sit bælte og
tog resten af tøjet af.
Lyset fra stagen fik musklerne på hans krop til at stå
fuldkommen skarpt. Stærke og markerede på brystkassen,
runde og fyldige på overarmene og stramme og faste på
maven.

45. 44
Han lagde sig ned til Elena. Trak hendes skørt til side og
anbragte en række små, æggende kys på hendes lår.
Hun stønnede stille af fryd, mens han fortsatte sit kæleri.
Men efter et kort stykke tid, kunne hun ikke vente længere.
- Kom! bad hun. - Kom, Francois!
Han pressede hendes ben fra hinanden, lagde sig mellem
dem. Og hun tog imod ham med et højt, frydefuldt gisp.
De vuggede frem og tilbage. Hurtigere og hurtigere og i
stadig dybere bevægelser, indtil de mødtes i et højt,
lidenskabeligt støn.
Elena lagde fingrene om hans ryg og holdt ham ind mod
sig som tegn til, at han skulle blive liggende. Og først da hun
slap ham, trak han sig tilbage og gled ned ved siden af hende.
Pludselig var det, som om der jog en kold vind gennem
det lille rum. For selvom Elena hele tiden havde vidst, at
Francois skulle af sted med hæren dagen efter, var det først
nu, det for alvor gik op for hende, hvor forfærdeligt, det var.
- Vil du ikke nok love at passe på dig selv? spurgte hun
ængstelig.
Han greb hendes hånd. Klemte indtrængende om den. Ja
betød det vist. Elena satte sig halvvejs op, bøjede sig frem og
strøg ham sørgmodigt over kinden. Og uden at hun tænkte
over det, begyndte hun at nynne et par strofer af en gammel,
russisk kærlighedssang.
Du vil altid være hos mig, min elskede. Som en ild, der
brænder i mit hjerte. En flamme i natten.
Francois vendte sig overrasket mod hende. - Hvor lyder
det smukt, sagde han stille. - Hvad betyder det, du sang?
Elena satte et lille, undseeligt smil op og oversatte ordene
for ham. Og efter at have hørt det, lagde han bevæget en arm
om hendes skulder og krammede hende ind til sig.
En ild, der brænder i mit hjerte, gentog Elena, mens en
enlig tåre løb ned ad hendes kind. En flamme i natten.
***
Næste morgen stod Elena sammen med Nadesjda og alle
karlene og de mandlige tjenestefolk og fulgte den franske hærs
afrejse. Flere tusinde mand fra infanteriet var allerede
marcheret væk. For lidt siden var Napoleon redet bort. Og nu
var det oberst Pontacs ryttere, der var ved at begive sig af sted.

46. 45
- Man siger, at de vil prøve at indtage Smolensk, hørte
Elena en af karlene sige til sin sidemand.
- Ja, det har jeg også hørt, blev der svaret. - Og det skal
nok passe. De er i hvert fald på vej i den retning.
Elena lyttede foruroliget til dem. Hun kendte Smolensk,
fordi den store by ikke lå så langt fra Beleiskoje. Med sine
mange pragtfulde bygninger var den hele områdets stolthed.
Hun kunne ikke forestille sig andet, end at russerne ville
kæmpe med næb og klør for at forsvare den. Og hvor mange
ville der så blive dræbt?
I det samme fik hun øje på Francois, der var ved at stige
op på sin hest. Der gik et koldt sug gennem hende. For måske
var dette her det sidste glimt, hun nogensinde fik af ham.
Hun vendte foruroliget blikket væk. Husk nu, han er
franskmand! mumlede hun lydløst og prøvede at gøre sig
hård. I virkeligheden burde du være glad for, at han
forsvinder, før det ender galt.
Men hun kunne ikke narre sig selv. Og da hun kiggede op
og så Francois ride bort, var det, som om der var noget inde i
hende, der blev revet midt over. Hun huskede kun alt for godt
den gang, Sergej red af sted for at tage til Austerlitz. Nu var
det så Francois’ tur!
Hun stillede sig på tæer for at få de sidste glimt af ham.
Men snart var han uigenkaldeligt borte. På vej ud i en grusom
og meningsløs krig.

47. 46
6
En lun eftermiddag i august stod Elena ved et åbent
vindue i en af salonerne og kiggede ud over engdraget, hvor
franskmændene havde haft deres lejr. Lige da de var taget af
sted, havde man tydeligt kunnet se, hvor hvert eneste af deres
telte havde stået, fordi græsset var falmet og nedtrådt. Nu
havde det rejst sig og var vokset til, og de eneste spor, der var
tilbage af den tusindtallige hær, var nogle steder, hvor jorden
var slidt helt bar.
Da hun havde stået lidt, kom et par tjenestepiger gående
derude med hver sin kurv under armen. De skulle sikkert over
og plukke blåbær henne i tykningen bag engen, for
kokkepigen havde snakket om, at hun ville lave en tærte til
aftensmaden.
Efter at soldaterne var væk, var alle pigerne kommet
tilbage til godset, så nu var folkene igen fuldtallige både i
stuerne og i køkkenet.
Når Mihael og Vera ikke var hjemme, var der egentlig slet
ikke brug for så mange mennesker, så der var ingen, der
behøvede at skynde sig med deres arbejde. De to piger så da
heller ikke ud til at have travlt. De gik og småsnakkede, og
indimellem stoppede de op og slikkede solskin.
Elena lænede sig halvvejs ud ad vinduet for bedre at
kunne se ud over landskabet. Der lå en let varmedis over
engen, som fik det store græsstykke til at minde om et
bølgende, grønt hav. Og ude i horisonten smeltede de mange
farver sammen til et sitrende flimmer af gyldne og blå farver.
Hun havde imidlertid svært ved at glæde sig over det
smukke syn. Hun kunne ikke lade være med at spekulere på,
hvordan Francois havde det. Hvad lavede han lige nu? Sad
han på sin hest og skuede fredeligt ud over et landskab, der
var lige så smukt og sommerligt som dette her? Eller red han
rundt i et blodigt slag, hvor røgen fra kanonerne lå som en tyk
tåge over det hele? Var han såret og lå på lazarettet? Eller var
han faldet - ligesom Sergej?
***

48. 47
En uges tid senere kom postvognen til Beleiskoje. Så snart
Elena hørte, at den var på vej, styrtede hun ned på
gårdspladsen for at tage imod den. Måske havde Francois på
en eller anden måde været i stand til at skrive til hende. Og
hvis der var brev fra ham, ville hun ikke vente så meget som
et sekund med at se det.
Kort efter standsede den store, sorte vogn med trojka
forspandet foran hovedtrappen. De tre heste så både svedige
og udmattede ud, så Elena bad et par karle om at hente vand
og foder til dem. Kusken takkede, bankede det værste støv af
sin kappe og steg ned fra bukken.
- Jeg har nogle breve til frøkenen, sagde han og stak
hånden ned i sin taske og begyndte at lede.
Elena syntes, det tog en evighed, før han fandt, hvad han
søgte efter. Men endelig trak han en håndfuld kuverter frem
og rakte dem til hende.
Hun bladede hastigt brevene igennem. Men ingen af dem
var til hende personligt. De var alle sammen stilet til
godskontoret, så det måtte være nogle af de sædvanlige,
ligegyldige forretningsskrivelser.
Nedslået lod hun kuverterne synke. Men så kom hun i
tanke om, at postvognen måtte være kommet gennem
Smolensk på vej hertil. Så kusken måtte vide, om der havde
været kampe ved byen.
- Ved du, om Napoleon har prøvet at indtage Smolensk?
spurgte hun anspændt.
Kusken fortrak ansigtet i en forpint grimasse.
- Byen er faldet, svarede han. - Jeg har hørt, at der blev
kæmpet i tre dage. Og at der var mange, mange tusinde døde.
Hans ord skar sig ind i Elena. Som en kold dolk, der blev
stukket i hendes mave. Det var, som om hun ikke kunne få
luft, og hun bøjede sig uvilkårligt en smule sammen.
Lidt efter kom karlene med vandet og foderet. Elena
rettede sig brat op, tog et par dybe indåndinger og henvendte
sig på ny til kusken.
- Gå ned i køkkenet og få lidt mad, mens mine folk tager
sig af hestene! sagde hun og prøvede at få sin stemme til at
lyde fast og myndig.

49. 48
Kusken takkede hende og begav sig straks over mod
køkkentrappen.
Elena kunne mærke, at hendes hænder var begyndt at
ryste. Men hun knugede fingrene hårdt om brevene og
prøvede at mane sin uro bort. Napoleons hær bestod jo af flere
hundrede tusinde soldater. Så selvom der var faldet mange,
ville det være højst usandsynligt, hvis Francois var en af dem.
Alligevel var det, som om hun blev ved med at kunne
høre kuskens ord for sig. Mange tusinde rungede det som et
ekko inde i hende. Døde... døde.
***
Kirken lå i en landsby nogle få minutters kørsel fra
Beleiskoje. Elena og Nadesjda ville sagtens kunne gå derover
selv. Men der var tradition for, at herskabet på godset kørte til
kirke, og Elena kunne mærke på kusken, Dmitrij, at han ikke
syntes, der skulle laves om på det, selvom Mihael og Vera
ikke var her. Hver søndag kørte han deres fineste karet frem,
og han sørgede altid for, at den var skinnende ren.
Søndagen efter at posten havde været der, gik Elena som
sædvanlig ud til vognen sammen med Nadesjda. Hun kunne
næsten spejle sig i det blankpolerede, sorte metal på dørene,
og inde i kabinen var der ikke så meget som et støvfnug at se
på det røde fløjlsbetræk.
Så snart de havde sat sig til rette, lod Dmitrij sin pisk
smælde i luften. De rullede i god fart ud fra gårdspladsen, og
efter en kort tur hen ad et par ujævne veje kørte de ind i
landsbyen og standsede.
Kirken var bygget af træ og bestod af et højt, firkantet
skib med en række lave tilbygninger rundt om. De tykke
bjælker var mørke og frønnede, og træspånerne, der dækkede
tagene og den store løgkuppel, var grå og udtørrede af ælde.
Før hun trådte ind i kirkerummet, dækkede Elena sit hår
med et tørklæde, sådan som kvinderne altid gjorde det. Og
sammen med Nadesjda nejede hun ærbødigt foran ikonen med
Jomfru Maria, som var kirkens fornemste helligdom.
Straks efter begyndte fader Gregorij at forrette messen.
Hans dybe, klangfulde stemme gav genlyd i det højloftede
rum, og samtidig bredte der sig en mild, krydret duft fra
røgelseskarret, som han svingede frem og tilbage.

50. 49
Elena betragtede tankefuld den ærværdige, gamle mand
med det store, gråhvide skæg. Fader Gregorij havde været
præst i landsbyen, siden hun var lille. Og hun huskede stadig,
hvor glad hun havde været for ham, da hun var barn. Men hun
huskede også, hvor hård og fordømmende han havde været, da
hun blev gravid med Nadesjda uden at være hverken gift eller
forlovet.
Præsten fordømmende ord havde næsten været det, der
var sværest for hende at klare. Det var endnu værre end
hendes fars vrede og tusind gange så slemt som Mihael og
Veras hadefulde udfald mod hende.
Elena skævede hurtigt ned mod Nadesjda, der stod ved
siden af hende. Hun vidste, at pigen nærmest tilbad fader
Gregorij. Hendes øjne veg da heller ikke fra ham, og hun lod
til at være helt opslugt at hans svingende bevægelser med
røgelseskarret. Nøjagtig som Elena selv havde været det, da
hun var barn.
Hun rakte en hånd ud og strøg Nadesjda kærtegnende på
skulderen. Heldigvis havde præsten aldrig havde ladet sin
misbilligelse gå ud over datteren. Han var præcis lige så
venlig og alfaderlig over for hende, som han var over for de
andre børn. Og det var i det mindste en trøst.
På et tidspunkt mærkede Elena, at fader Gregorij så ned
mod hende. Og hun skyndte sig beskæmmet at slå blikket ned.
Tænk, hvis han vidste, at hun havde været i seng med
Francois! Så var det ikke godt at vide, hvad han ville sige...
Med ét skyllede en kvalmende frygt ind over hende. Den
jog som et koldt sug gennem kroppen og satte sig som en hård
og tung klump inde bag hendes bryst.
Hvad nu, hvis hun var blevet gravid igen!
Det var næsten det forfærdeligste, der kunne ske. Hun
turde slet ikke tænke på, hvad fader Gregorij ville gøre. Og
hvad med Mihael? Han og Vera ville aldrig tolerere, at hun fik
endnu et barn uden at være gift. De ville sende hende væk, og
hvad skulle hun så leve af?
Hun havde det, som om hun var ved at blive kvalt. Duften
af røgelse virkede tung og trykkende, og varmen fra de mange
levende lys var gjorde det ikke bedre.

51. 50
Så snart messen var forbi, tog hun Nadesjdas hånd og trak
hende over mod udgangen. Men pigen satte stædigt hælene i.
- Jeg har jo ikke sagt farvel til fader Gregorij endnu!
mindede hun Elena om.
- Jamen, så skynd dig!
Nadesjda løb hen til præsten, og da han fik øje på hende,
bøjede han sig lidt ned i knæ og strakte armene frem. - Kan du
have det godt! sagde han og klappede hende mildt på hovedet.
Elena fik en klump i halsen. For hvis de blev tvunget til at
forlade Beleiskoje, ville Nadesjda snart have set fader
Gregorij for sidste gang. Men det arme barn stod intetanende
og nikkede til ham. Uden at vide det mindste om de ulykker,
der måske ventede forude.
***
En uges tid senere vågnede Elena en morgen og opdagede,
at der var en lille blodplet på hendes lagen. Hun satte sig op
med et sæt, kiggede ned ad sig selv. Jo, hun var også blødt en
smule igennem på sin natkjole. Så det var rigtigt nok! Hun var
ikke gravid.
Hun udstødte et dybt, lettet suk. Hun havde været så
forfærdelig bange. Men nu var det overstået, og hun kunne
endelig slappe af igen.
Hurtigt greb hun ud efter klokkestrengen bag sengen og
trak i den. Hun kunne svagt høre, at det ringede nede i
stueetagen, og det varede ikke længe, før en af stuepigerne
dukkede op.
- Vil du sørge for, at jeg får en balje og noget varmt vand
herop? bad Elena. - Og mens jeg er i bad, må I meget gerne
skifte sengetøjet.
- Det skal jeg nok klare, lovede pigen og skyndte sig ud ad
døren igen.
Elena strakte sig veltilpas. Om lidt ville baljen stå parat til
hende. Og i dag havde hun tænkt sig at sidde rigtig længe og
nyde det varme vand.
Hun så endnu engang ned ad sig selv. Og pludselig var
det, som om de mørkerøde pletter, der havde gjort hende så
glad, virkede helt anderledes end før. Nu syntes hun, at der var
noget koldt og skræmmende ved det halvstørknede blod, og
hun kunne næsten ikke holde ud at se på det.

52. 51
Tøvende lagde hun en hånd på sin mave og mærkede på
det sted, hvor barnet ville have været.
Det var underligt at tænke på, at hun kunne have haft
noget af Francois til at vokse derinde. Nu var det væk. Og
selvfølgelig var det bedst sådan! Det kunne enhver sige sig
selv. Men alligevel var det en sær, tom fornemmelse.
Hun fjernede hurtigt hånden. Forstod ikke, hvad der gik af
hende. Hun kunne da ikke for alvor mene, at hun kunne have
ønsket at bære Francois’ barn. Hun kendte ham jo dårligt nok,
og de havde ikke været sammen mere end en enkelt nat...
Før hun vidste af det, gled hendes tanker tilbage til det
lille kammer ovre i folkefløjen, hvor de havde ligget. Og når
hun lukkede øjnene var det næsten, som om hun kunne mærke
hans hud, der gned mod hendes, og fornemme den spændte
sitren, der jog gennem hende ved hver eneste af hans
bevægelser.
Hun slog brat øjnene op, prøvede at mane billederne væk.
Men de ville ikke forsvinde. Og lidt efter var hun i fuld gang
med at drømme videre.
Snart var det ikke længere sengen i det lille kammer, hun
fantaserede om. Det var skoven, hvor hun havde stået sammen
med Francois og kigget på Nadesjda, der legede nede ved
søen. Hun mindedes, hvordan hun havde haft lyst til at række
trøstende ud efter ham, da han fortalte om sin familie, og hun
genkaldt sig, hvordan han havde lyttet forstående til alle
hendes sorger og bekymringer.
Nej! Han var ikke bare en tilfældig officer, som hun var
faldet kortvarigt for. Han var både varm, stærk og følsom. Og
de passede så godt til hinanden, at det slet ikke var til at forstå,
at hun måske aldrig fik ham at se igen.
Hun gik hen til vinduet, kiggede længselsfuld ud mod
horisonten. Et eller andet sted derude var han, og måske stod
han netop nu og tænkte på hende.
Stille og næsten uhørligt begyndte hun at nynne et par
strofer af den sang, hun havde sunget for ham, da han lå i
hendes seng.
Du vil altid være hos mig. Som en ild, der brænder i mit
hjerte...