speciale samlet_final

Cand. public A1, Samfund, kultur & medier
Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus
Universitet
Efteruddannelse i den redaktionelle organisation – hvordan skaber journalister mening
med Karl Weick som udgangspunkt. Fokusgrupper på Berlingske
Studienr 201303389;Hanne Bros;maj 2016
[SPECIALE PR 12 MAJ 2016]
170.744 tegn, to bilag, monografi, fri skriftlig opgave, vejleder Gitte Sommer Harrits

studienr 201303389 2
Efteruddannelse i den redaktionelle organisation
Indhold
1. Abstract ......................................................................................................................................................... 4
2. Indledning...................................................................................................................................................... 5
3.0 Problemstilling og problemformulering...................................................................................................... 6
3.1 Historisk review ........................................................................................................................................... 7
3.2 Teoretisk review .......................................................................................................................................... 8
Læring............................................................................................................................................................ 9
Organisation ................................................................................................................................................ 11
Fra struktur til styring.............................................................................................................................. 12
Fra styring til praksis................................................................................................................................ 12
Fravalg ......................................................................................................................................................... 13
4.0 Teori........................................................................................................................................................... 14
4.1 Meningsskabelse ................................................................................................................................... 14
Syv karakteristika..................................................................................................................................... 16
Kondensering........................................................................................................................................... 18
Opmærksomhedspunkter ....................................................................................................................... 19
Forpligtelse og retfærdiggørelse ............................................................................................................. 19
4.2 Professionstænkning og professionsnormer......................................................................................... 21
Professionsforståelse................................................................................................................................... 22
Professionsmarkørerne ............................................................................................................................... 22
Den professionelle arbejdsmoral ................................................................................................................ 26
Journalistik som et felt ................................................................................................................................ 28
Selvforståelse............................................................................................................................................... 29
Normer ........................................................................................................................................................ 30
Sammenfatning ........................................................................................................................................... 31
5.0 Metode og design...................................................................................................................................... 32
5.1 Pilotundersøgelse.................................................................................................................................. 32
5.2 Den interne forsker ............................................................................................................................... 33
Insiderposition, spændingsfeltet mellem interviewer, respondenter, HR og ledelse ............................ 34
5.3 Valg af kvalitativ deduktiv tilgang.......................................................................................................... 35
5.4 Fokusgrupper......................................................................................................................................... 36

Selektion – udvælgelse af respondenter................................................................................................. 38
Tabel 1. Interviewpersoner angivet med pseudonym............................................................................. 38
Metoder brugt i fokusgruppen............................................................................................................... 39
Ordneøvelse – rating af fem kurser......................................................................................................... 40
Hypotetiske spørgsmål............................................................................................................................ 41
Stille konversation................................................................................................................................... 41
Ønskebrønd............................................................................................................................................. 42
5.5. Kvalitative interviews ........................................................................................................................... 42
Transskribering og videosekvenser ......................................................................................................... 43
5.6 Kodning.................................................................................................................................................. 44
Tabel 2. Slutkodeliste .............................................................................................................................. 45
6. Analyse......................................................................................................................................................... 45
Introduktion............................................................................................................................................. 45
Gennemgang ud fra de fem kategorier................................................................................................... 46
Tabel 3. Hvilket kursus valgte interviewpersonerne som nr. 1 i ratingøvelse......................................... 53
Tabel 4. Ligheder og forskelle, respondenter og interviewer ................................................................. 54
Tabel 5. Placering af kurset Redaktionel ledelse i ratingøvelsen, første runde ...................................... 60
Tabel nr. 6. Fælles prioritering af kort i ratingøvelse, anden runde........................................................ 62
7. Diskussion.................................................................................................................................................... 78
Tabel 7. En profession med flere identiteter........................................................................................... 78
Er journalister som profession under pres? ............................................................................................ 79
Det faglige system som overbygning på organisationen......................................................................... 79
Oversete muligheder............................................................................................................................... 80
8. Konklusion ................................................................................................................................................... 81
9. Litteratur...................................................................................................................................................... 83
Bilag 1 Spørgeguide fokusgrupper................................................................................................................... 88
Bilag 2 Spørgeguide semistruktureret interview............................................................................................. 90
Illustrationer:
Danskernes medieforbrug side 9, Meningsskabelsens fire elementer side 15
Det journalistiske felt side 28, Insiderpositionen side 34

1. Abstract
This thesis was set out to investigate the dogma of ‘lifelong learning’ referring to the idea of a
continuous and self-motivated pursuit of gaining new knowledge throughout working life. More
specifically this thesis investigates the notion of supplementary training as a means for lifelong
learning. In this thesis, I have allowed myself to approach supplementary training and competency
development as one of modern society’s requirements in terms of being ready to embrace changes
in a turbulent and innovative media business environment. However, competency development is a
disputed concept, and therefore it is no surprise that it becomes difficult to reach agreement on a
definite understanding of and procedure for supplementary training. This diffuse understanding and
approach to learning and supplementary training in the literature and in practice makes it interesting
to investigate how this particular type of employee-training is managed in different organizations.
Guided by my own journalistic background and experience together with my present educational
focus I have chosen to investigate the notion of supplementary training among journalists. In
continuation of this, I decided to investigate the use of supplementary training at Berlingske
newspaper by conducting two focus group sessions among journalists and an in-depth interview
with a manager at the newspaper. With reference to the theory on sensemaking developed by the
social-constructivist scholar Karl Weick, this thesis unfolds how journalists perceive and select
supplementary training. In addition, the notion of supplementary training is also investigated from a
management perspective in order to analysis the perception and usage of supplementary training in
different levels of the organization.
In this thesis, it is argued that the (news) profession needs to constantly enhance the skills of the
journalists in order to ensure and further develop the journalistic profession, which is challenged by
the progression of digital news media. However, the empirical investigation in this thesis points to
how supplementary training more than anything is perceived as a profession privilege among
journalists, which indicates a fundamental discrepancy between the actual use of supplementary
training and the normative of life-long learning. In continuation, I also argue that the management
within the news-industry has lost its right of disposal in relation to the selection of supplementary
training at the different newspapers. Based on my empirical research, I argue that journalists are
self-directed in their selection and use of supplementary training and there is actually a tendency of
consumerism when it comes to the individual choices of training among journalists. In fact, this
autonomous among journalist in terms of the selection and use of supplementary training has been
addressed and manifested in the so-called Kalundborg-verdict back in 1993.

2. Indledning
Livslang læring er et ideal, der nu har været formuleret i 40 år af så forskellige organisationer som
UNESCO, OECD, EU og Verdensbanken1
(Holm, 2011, 20). Selvom idealerne fra 70erne om
”demokratiske og frigørende læringsmuligheder uafhængig af klasse, race, økonomisk formåen og
alder” (ibid. min oversættelse) har flyttet sig mod en mere økonomisk orienteret linje – f.eks.
formuleret af OECD som ”en emergerende model for en lærende økonomi” (ibid. min oversættelse)
i 1996, så er det et dogme i dansk uddannelsespolitik, at vi alle har brug for kompetenceudvikling
(Ehlers et al., 2011, 49). Livslang læring optræder tekstligt formuleret i uddannelsessystemet –
f.eks. i form af læringsmål – men det er sideløbende en standende debat, om læringen slår igennem
og/eller har nogen effekt ude på arbejdspladserne? Der er jævnligt omtale af medarbejderes
manglende brug af efteruddannelse, og ledere i faglige organisationer og branchenetværk beklager
også næsten rituelt dette (Siggaard, 2015 u.s)2
– uden at det tilsyneladende fører til nogen større
refleksion over, hvorfor efteruddannelsesmidlerne ikke bliver brugt.
Da jeg skriver et cand.public-speciale, vil jeg tage udgangspunkt i min egen verden: Journalistens.
Her kan vi se, at Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, også er med på læringsbølgen: I
skolens mission hedder det, at man vil ”give kommunikations- og mediesektorens medarbejdere og
selvstændige mulighed for at sikre og udbygge deres kompetencer gennem efter- og
videreuddannelse”, og i visionen hedder det, at ”vi er livslang læringspartner for medarbejdere i
sektorens professioner” (DMJX, 2012,38). Da jeg er uddannet fra denne institution i 1986, har jeg
altså selv været livslang læringspartner med mediehøjskolen og efteruddannelsessystemet i 30 år. I
mediebranchen har formålet med efteruddannelse været et organisatorisk stridspunkt i årtier.
Herunder nævnes et eksempel fra journalisternes eget fagforeningsblad, Journalisten. En
mellemleder forsøger sig med en økonomisk argumentation (Kristensen, 2008, u.s.3
):
»Vi er på Fyens Stiftstidende, som i resten af den danske dagbladsverden, i gang
med en overlevelseskamp. En kamp fra husstand til husstand, hvor vi med en
original journalistik skal bekæmpe familiernes lyst til at opsige avisen. En kamp,
som vi for tiden taber dagligt, når det årlige girokort på 2.800 kroner skal
betales. Tabslisten har i 2008 ligget på omkring fem procent. Det svarer til et tab
i omsætning på otte millioner kroner. Eller 16 journalistlønninger. Og midlerne til
at vinde den kamp er IKKE faglige forlystelsesrejser. 27 ud af 51 på vores
1
De såkaldte “Visions for lifelong learning”
2
Eksemplet her er fra P4s regionale hjemmeside for Sønderjylland og omhandler 3Feres mulighed for efteruddannelse. Dansk Industri beklager, at
der ikke er flere, der benytter sig af efteruddannelse, Der findes ikke noget samlet tal på, hvor mange penge der ikke bruges i kompetencefondene.
3
Overskriften lød: ”Stop de faglige forlystelsesrejser”

redaktion havde ved tilmeldingen til årets efteruddannelse som første prioritet
at komme til udlandet på efteruddannelse. Topscorer var et kursus i
Mellemøsten med Lasse Ellegaard. « Fagbladet Journalisten, 2008
Diskussionen om efteruddannelse inden for mediebranchen har for mig at se mindst tre sider:
lønmodtagerens vinkel, ledelsens vinkel og fagorganisationernes. I dette speciale ser jeg
journalisterne som hovedaktører i professionen, ledelsen som en del af den redaktionelle
organisation, mens de faglige organisationers interessemodsætninger bliver nedtonet i min
problemstilling til fordel for at se den redaktionelle organisation i et organisationsteoretisk
perspektiv (Kjær & Vikkelsø, 2014, 7-10). Når den journalistiske profession har haft mulighed for
efteruddannelse siden 1979, er det berettiget at se på, hvordan faggruppen bruger og skaber mening
med efteruddannelse og kompetenceudvikling. En fastansat i en medievirksomhed bevilges et årligt
beløb til efteruddannelse4
og 68 medievirksomheder betaler månedlige bidrag til Pressens
Uddannelsesfond5
, der også administrerer størstedelen af de udbudte kurser. Dette
efteruddannelsessystem er rettighedsbaseret gennem overenskomster og aftaler mellem de enkelte
medier og de ansattes organisation, typisk Dansk Journalistforbund (DJ).
3.0 Problemstilling og problemformulering
Livslang læring er et dogme, der optræder i uddannelsessystemet – selvom det er tvivlsomt, om den
megen videntilegnelse og nye kompetencer slår igennem ude på arbejdspladserne. Er individet
præget af egeninteresser, mens organisationen ønsker koordinering? Kan der påvises nogle
paradokser på henholdsvis individ- og organisationsniveau, når jeg interviewer henholdsvis ledere
og ansatte på et dagblad om brugen af efteruddannelse? Er der en fælles forståelse mellem
organisation, ledelse og medarbejdere om, hvad formålet med efteruddannelse er?
Disse overvejelser vil jeg undersøge på baggrund af følgende problemformulering:
 Hvilken indvirkning har professionsnormerne på valg af efteruddannelse ?
 Hvilken mening tillægger journalister efteruddannelse og har ledelsen i den redaktionelle
organisation særlige udfordringer i forhold til dette?
Dette vil jeg blandt andet besvare ved hjælp af teoretikeren Karl Weicks teori om meningsskabelse,
som er mit teoretiske udgangspunkt i undersøgelsen af ovenstående.
4
Protokollat 1 i overenskomsten: Bidraget til Pressens Uddannelsesfond udgør for tiden 2.500,00 pr. medarbejder årligt
5
Ifølge medlemsoversigt, Pressens Uddannelsesfond

3.1 Historisk review
Men lad os først se på de historiske rammer for efteruddannelse i mediebranchen i Danmark. Før
journalistuddannelsen blev formaliseret, var branchen præget af kunstnere og bohemer, der havde
skrivning som en livsstil. Mesterlære og sidemandsoplæring krævede ikke efteruddannelse, og frem
til Journalisthøjskolens indvielse i 1972 var faget præget af praktisk oplæring og korte kurser. Den
nye grunduddannelse blev opbygget med halvanden års introducerende skolegang, halvanden års
praktik og dernæst et års afsluttende moduler – en model, der er stort set uændret her i år 2016. Der
er stadig lagt stor vægt på praktisk oplæring i faget (Breinholt, 2010,197) og tilknytning til
branchen for professionsuddannelsen. Også de to universitetsuddannelser, der er kommet til senere,
på Roskilde Universitet (RUC) og Syddansk Universitet (SDU), har fokus på praktiske færdigheder
og praktiktid som en stor del af det akademiske studium, der hedder ”Journalistik”.
Pressens Uddannelsesfond (PU) blev dannet i 1975 og fra 1979 begynder efteruddannelse at
optræde som en rettighed i overenskomstsystemet. Samme år oprettes Den Journalistiske
Efteruddannelse (DJE) som en institution, der skal drive efteruddannelseskurserne i samarbejde
mellem overenskomstparterne (Kristensen, 2000, 182) bag Pressens Uddannelsesfond. Det vil sige,
at branchen selv i 37 år har været ansvarlig for forvaltning af midlerne til og udformning af
efteruddannelsen for færdiguddannede journalister. Efteruddannelsernes kvalitet kom under lup i
1994, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) nedsatte Medieudvalget. Det havde ganske vist
overordnet til hensigt at se på journalistikkens indvirkning på politik og samfund, men som en
sidegevinst producerede udvalget en stor undersøgelse af journalisters efter- og videreuddannelse
(Medieudvalget, 1995). Medieudvalget kortlagde efteruddannelsen, og hovedresultaterne var
 at uddannede udøvere har behov for generel opdatering og nye færdigheder (f.eks.
ajourføring af journalistiske metoder, sprog, præsentation, fornyet viden og nye tekniske
arbejdsredskaber);
 at uddannede udøvere har behov for perspektiv, øget almen- og specialviden;
 at 75 % foretrækker eksterne kurser, undtaget når det kommer til ny teknik;
 at 48 % af 6.200 redaktionelle medarbejdere har været på mindst en uges efteruddannelse de
seneste tre år;
 at 66 % udtrykker interesse for en mere systematisk længerevarende efteruddannelse (som
rapportens forfattere herefter omtaler som egentlig videreuddannelse);
 at 75 % fra de trykte medier udtrykker tilfredshed med de nuværende muligheder.
 at Dansk Journalistforbund organiserer hen ved 100 % af de redaktionelle medarbejdere.

Udvalget, der bestod af mestendels repræsentanter fra mediebranchens organisationer, anbefalede,
at ”en ny efter- og videreuddannelsesordning skal kunne inddrage det hele i sit tilbud – ikke i hvert
enkelt program, men over en lang række af varierede tilbud.” (ibid 30-33)
Rapporten forudser, at digitaliseringen vil ”få afgørende betydning for redaktionernes opbygning og
for efterspørgslen på uddannelse”, uden dog – naturligvis – at kunne forudse, at journalister i 2016
helst skal have færdigheder og rutine i brug af facebook, Twitter, webversioneringer og andre
digitale løsninger, der for størstedelens vedkommende slet ikke fandtes for 20 år siden, da
betænkningen blev skrevet.
3.2 Teoretisk review
Før jeg definerer specialets tre pejlemærker, som jeg finder afgørende for journalisters
efteruddannelse (læring, organisation og selvopfattelse) og valg af dertilhørende teori, er det vigtigt
at pointere, at nytteværdi eller overførsel af viden er en vidt udbredt diskussion i alle brancher, når
vi taler om efteruddannelse. Det kan være vanskeligt at føre videnskabeligt bevis for, om der sker
en overførsel og lagring af viden hos den enkelte kursusdeltagers til fællesskabets bedste i den
redaktionelle organisation, og denne manglende viden kan også danne grundlag for myter om, hvad
efteruddannelse indeholder og bliver brugt til. Det kan derfor undre, at jeg skal tilbage til 2006 for
at finde en rapport6
, der nærmer sig en undersøgelse af efteruddannelse og kompetenceudvikling på
det journalistiske område (Kjær Hansen, 2006). Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE)
konkluderer, at ”kompetenceudvikling bliver i stadig mindre grad et individuelt gode og i højere
grad en koordineret og bevidst udvikling, der stiller mediet stærkere i konkurrencen om brugerne og
annoncørers gunst” (ibid., 5). Læring og kompetence bliver her koblet sammen med organisationen
og dets sædvaner og kultur (ibid., 9). Uden at dette speciale skal blive et kulturteoretisk statement,
vil jeg dog nævne, at jeg lægger mig op ad Majken Schultz’ kulturforståelse, hvor kultur kan være
”en afdækning af de ofte uudtalte meningsstrukturer, symboler og grundlæggende antagelser, som
gennemsyrer mange handlinger i organisationer” (Schultz , 2014, 209). Læring, organisation og den
journalistiske selvopfattelse ser jeg alle som ”triggere” til at forstå journalisters valg af
efteruddannelse og kompetenceudvikling i den redaktionelle organisation.
6
CFJE-rapporten ”Sådan bliver vi bedre”, der omhandler udviklingsprojekter i DR, på Politiken, Fyns Amts Avis, Tv/Midt-Vest og regionalavisen
JydskeVestkysten

Læring
Jeg har indledningsvis omtalt dogmet om livslang læring, så jeg har behov for at definere det
læringsbegreb, jeg tager som udgangspunkt i dette speciale. Læring kan defineres som noget, der
ikke bare er ”at lære et eller andet pensum, men livslange tilegnelses-, omformnings- og
udviklingsprocesser, hvor viden, forståelse, motivation, holdninger, følelser, kommunikation og
socialitet indgår i en uadskillelig helhed under stadig forandring mod nye horisonter” (Illeris, 2000,
10). At se læring som en del af en verden i forandring falder i min optik godt i tråd med en
mediebranche, der konstant er under forandring. CFJE-rapporten benævner den nuværende situation
for et forandringspresset marked i stærk intern konkurrence (Kjær Hansen, 2006, 9-17). En anden
måde at nærme sig min motivation for at skrive om efteruddannelse i de trykte medier, kan ses
gennem Danske Mediers7
årsrapport. Søjlediagrammet herunder er offentliggjort af arbejdsgiverne i
brancheforeningens årsberetning i 2015 og viser, hvor lille en rolle trykte medier som aviser
efterhånden spiller i det samlede mediebillede. De ændrede forbrugsmønstre blandt læsere, lyttere
og seere udtrykker, i hvert fald på det kvantitative niveau, en tendens til, at brugerne befinder sig
mere på de elektroniske medier og især benytter mobiltelefonen som læseinstrument.
Illustration 1. Danskernes medieforbrug. Tabel stillet til rådighed af DMA. Kilde: Danske Mediers Årsberetning 2014-2015
7
Danske Medier er de private uafhængige mediers fælles brancheorganisation og er dannet 13. marts 2012 ved en fusion
af Dansk Magasinpresses Udgiverforening (DMU), Danske Dagblades Forening (DDF), Danske Specialmedier (DS), Digitale
Publicister (DP), Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM), Radioerne og Ugeaviserne. Foreningen tæller 361
virksomheder og 950 medier. Fælles for medlemmerne er, at de er uafhængige af staten.

studienr 201303389 10
Søjlediagrammet viser, at danskernes læsemønstre går mere og mere i retning af at bruge mediernes
hjemmesider, facebook- og Twitteropdateringer m.v. til at orientere sig i nyhedsbilledet efterhånden
som generationen af digital natives8
bliver voksne. Så uddannelsesforsker Knud Illeris´ læringssyn,
hvor vi har brug for at forholde os til ”omformnings- og udviklingsprocesser” (Illeris, 2000) er i høj
grad relevant for journalister, der er ansat i dagspressen, hvor den trykte avis efterhånden er en tung
økonomisk byrde for resten af medieorganisationen, der leder efter nye indtjeningsmuligheder. Det
er min antagelse, at redaktionelle medarbejdere, der arbejder med udgangspunkt i et trykt medie, i
høj grad har brug for og nytte af efteruddannelse, der kan give dem nye kompetencer til at agere i
det fremtidige mediebillede. Papiraviser med dertil hørende dyr logistik, såsom trykning og
distribution med avisbud, vil få mindre og mindre betydning i de redaktionelle organisationer, der
overlever i fremtiden. Som et eksempel kan jeg nævne, at den engelske avis The Independent opgav
at udkomme på papir og blev en ren internetudgave i marts 2016. I den anledning udtalte
medieforskeren Søren Schultz Sørensen (Ritzau,2016, u.s.), at tendensen vil brede sig:
»På et eller andet tidspunkt vil de danske aviser formentlig også begynde at
gøre noget mere radikalt med deres printudgaver. Noget af det første, der
kommer til at ske, er formentlig, at nogle af dem begynder at komme færre dage
om ugen på papir. Jeg gætter på, at det vil ske inden for de næste fem år. «
Dagbladet Børsen 2016
Der er altså ingen tvivl om, at professionen har behov for læring for at kunne være med til at
videreudvikle de journalistiske genrer, der er på fremmarch på bekostning af avispapiret – til fordel
for andre udtryksformer, der kræver andre fortælleformer eller nye kompetencer af den traditionelle
journalist.
Videnstilegnelsen, der kan ske gennem læring og kompetence, vil jeg i dette speciale se sammen
med praksis, fordi udførelsen og gennemførelsen af journalistiske produkter fylder så meget i
professionens dagligdag frem for refleksionen. Organisationsteoretikere som Ulrik Brandi og Bente
Elkjær pointerer, at læring ikke kun handler om videnstilegnelse, men også om praksisfællesskabets
normer og kulturer … Mening og betydning skabes på grundlag af deltagelse i sociale interaktioner
som en allestedsnærværende og integreret proces (Brandi & Elkjær i Kjær & Vikkelsø, 2014, 266-
268). Dette kunne indikere, at efteruddannelse kan ses som en livslang integreret del i dannelsen af
8
Uddannelsesforskeren Marc Prenskys begreb for de børn og unge, der er opvokset i en digital forståelse og udelukkende orienterer sig og får
information gennem sociale medier.

studienr 201303389 11
din identitet som journalist. Jeg forestiller mig, at fokusgrupper som metode er gode til denne
afdækning, da den viden journalister bygger deres praksis på er intuitiv, ”baseret på erfaring og på
en praktisk ikke-ekspliciteret viden – en tavs viden.” (Gravengaard, 2010, 156). Tavs viden er et
nøglebegreb (Polyani, 1967 og Schön, 2000,225), når jeg skal se på professionens praksis, så
gennem øvelser i fokusgruppen vil jeg få respondenterne til at udfolde denne tavse viden og
indforståethed i professionen. Jeg vender tilbage til professionsnormerne i afsnit 4, da man kan sige,
at redaktionelle medarbejdere er præget af daglige produktionsvilkår med tidsfrister, der både
fordrer selvledelse og udfordrer deres forestilling om autonomi og uafhængighed (Albæk et al.,
2015, 105-112). Inden da vil jeg i det følgende se på den organisation, der er bygget op om det
redaktionelle arbejde.
Organisation
Det er ikke megen videnskab, der er drevet af at undersøge den redaktionelle organisation, selvom
nyhedsproduktion er en del af nyhedsindustrien (Kammer, 2013, 6). Det er derfor en ambition for
mig at koble journalisternes selvforståelse med den redaktionelle organisation i dette speciale, da
man med Weicks ord ikke skal se organisationen som en monolit men som et løst koblet system,
afhængig af både omgivelserne og individet (Weick, 2001, 28). Det løst koblede system kan forstås
gennem en metafor, hvor en række korkpropper flyder ned ad en flod, mens de indbyrdes er
forbundet med elastikker: De kan hver især skifte retning til et vist punkt, hvorefter elastikken og
strømmen vil lede dem videre sammen. Weick udleder heraf, at man godt kan analysere på en lille
del eller begivenhed i organisationen og løfte dennes bevægelser op på makroplan, fordi de enkelte
fragmenter vil influere på hinanden: ”The picture of an organization that emerges from these ideas
is that of a stream of problems, solutions, and people tied together by choices. What happens over
time is that choices mobilize reasons and justifications, which people then use to make elements in
in these streams more orderly. (Weick, 2001, 28). Weick plæderer for, at der kan generaliseres ud
fra små handlinger (ibid.) – og i Weicks optik er organisationen kun noget i kraft af de mennesker,
der er i organisationen. Over tid opbygger organisationsmedlemmer en fortælling, som afstemmer
og afstemmes konstant med de valg, vi tager. En sådan tilgang finder jeg interessant, når jeg vælger
dagbladet Berlingske som mit undersøgelsespunkt. En avis, der er Vesteuropas ældste, må have
mange fortællinger og indlejrede antagelser, som også de redaktionelle medarbejdere indtager,
udvikler og bringer videre som kultur og normer (Schnoor, 2009, 31).

studienr 201303389 12
Strukturelt består en privat medievirksomhed som oftest af en kommerciel og en redaktionel del, og
hvis organisationen er stor nok, også af stabsfunktioner såsom HR, bogholderi mv. Avisen som
organisation kan beskrives som ”en hierarkisk og bureaukratisk opdelt organisation med ulige
fordeling af magtressourcer.” Avisens redaktionelle linje og kommandoveje socialiserer de ansatte
til at vurdere, hvad der er godt for ”vores” avis, mens deadline og format er produktions- og
rammevilkår, der ikke står til at ændre for den enkelte journalist (Gravengaard, 2010, 112-118). I de
fleste danske redaktionelle organisationer ser man ikke den kommercielle del af forretningen som
havende betydning for journalistikken, men hos de privatejede dagblade er den dårlige økonomi en
fare, der lurer ude i horisonten – og det kan få betydning for en kommercialisering af indholdet på
længere sigt (Albæk et. al, 2015, 104).
Fra struktur til styring
Den redaktionelle organisation på dagbladsområdet tilhører ovennævnte hierarkiske opbygning med
en chefredaktion på en eller flere personer i spidsen. Organisationsteoretikere har undersøgt,
hvordan ansatte lærer i og udenfor organisationen, men de antager som oftest, at organisationen
eller dennes ledelse selv styrer efteruddannelsesplanlægningen (Brandi og Elkjær, 2014, p. 257-
258). Dette er dog ikke altid tilfældet i den redaktionelle organisation, der både kan have et internt
uddannelsessystem bundet til bestemte begivenheder (f.eks. udnævnelse af projektledere eller nye
ledere) og et eksternt aftalesystem som det, der ligger i den journalistiske efteruddannelse9
.
Aftalesystemet i den journalistiske verden – med Pressens Uddannelsesfond som en
overenskomstbestemt paraply der udbyder efteruddannelsen – kører så at sige som en organisation
oven på organisationen og gør derfor beslutningsgrundlaget på den enkelte arbejdsplads uklart. Den
lokale ledelse må gerne anbefale eller vejlede journalisterne om relevant efteruddannelse, men kan
overvejende ikke forhindre medarbejderen i at tage et kursus, som ledelsen ikke finder relevant10
-
ifølge den såkaldte Kalundborgkendelse. Det er derfor min antagelse, at ledelsens rolle i
efteruddannelsesspørgsmål ikke altid er tydelig på journalistiske arbejdspladser med stærk
professionskultur.
Fra styring til praksis
I dette speciale vil jeg se på en enkelt større redaktionel arbejdsplads, nemlig Berlingske, hvor jeg
selv har arbejdet. Her er det min antagelse, at efteruddannelse er en rettighed, den ansatte kan bruge
til individuelle formål, uden ledelsen har det store råderum til at påvirke valgene – og jeg vil gå så
9
DMA – danske mediers arbejdsgivere har efteruddannelse med som en del af overenskomstteksten, indgået med DJ
10
Der faldt dom om dette i en tvist mellem Kalundborg Folkeblad og Dansk Journalistforbund i 1993

studienr 201303389 13
tæt på som muligt ved hjælp af fokusgrupper. Skismaet mellem ledernes og de ansattes ønsker til
efteruddannelse er ikke kun en interessekonflikt men også et problem, der er indlejret i en branche,
hvor lederne har svært ved at arbejde med en langsigtet strategi for kompetenceudvikling i et meget
konkurrencepræget marked: ”Det er en udfordring i en verden præget af en fast deadlinekultur med
en kort redaktionel planlægningshorisont, og hvor de øverste ledere – i sammenligning med andre
brancher – er meget tæt på produktionen” (Kjær Hansen et. al, 2006, 12). Ligesom Gravengaard
pointerer, at journalister handler intuitivt, finder CFJE-rapportens forfattere altså det samme hos de
redaktionelle ledelser: ”I nogle redaktioners kreative og intuitive ledelsesmiljøer kommer impulser
til nye udviklinger ikke nødvendigvis ud fra systematiske, strategiske overvejelser – lige så lidt som
valg af udviklingsmodel sker ud fra analyser af gabet mellem nuværende og fremtidigt nødvendige
kompetencer” (Kjær Hansen et. al, 2006, 15).
Opsamlende om den redaktionelle organisation er der at sige, at den ikke fylder meget i hverken
dansk journalist- eller organisationsforskning. Det gør derimod den journalistiske adfærd og dets
udtryk i forskellige former for produktioner, der forbløffer omverden og giver grobund for en masse
fortolkninger og analyser (Nesser, 2015, u.s.). Dette får mig til at se nærmere på journalisternes
selvopfattelse i afsnit 4 som en del af forklaringen på, at det journalistiske verdensbillede åbenbart
skiller sig ud i forhold til den offentlighed, man betjener, og de læsere, lytter og seere man gerne vil
tale til.
Fravalg
Et speciale, der inddrager en professions praksis i en organisation kan ses ud fra mange
perspektiver. Valg af efteruddannelse kan være præget af magtforhold, hvis du f.eks. vælger ud fra
din leders ønsker (Gravengaard, 2010, 177). Jeg har dog vurderet, at et speciale med fokus på magt
kunne udvikle sig til en diskussion om styrkeforholdet mellem DJ og DMA om
efteruddannelsesmidlerne, og på dette punkt tror jeg ikke, at jeg kan bidrage med noget nyt. Jeg har
ikke ønsket at udforske en eventuel interessekonflikt mellem to overenskomstparter. Jeg kunne også
have valgt en Human Relationsvinkel eller gået dybere ind i teoretikere som Schein, Argyris &
Schön (Kjær & Vikkelsø, 2014, 264-265) for at udfolde organisationskulturen og begrebet om den
reflekterende praktiker (Svith, 2001, 195; Schøn, 2000, 259) – eller mangel på samme
(Gravengaard, 2010,143). En sådan tilgang kunne være relevant ved en længerevarende
undersøgelse af behov og effekt af uddannelsestiltag i organisationen. Men som nævnt i
begyndelsen af afsnit 3 ser jeg den redaktionelle organisation som et underbelyst område, som jeg

studienr 201303389 14
gerne vil sætte i relation til professionen. Det meste forskning om journalisters holdning til egne
værdier, efteruddannelse o.lign. har for størstedelens vedkommende været udført i form af
kvantitativ forskning eller studier af arbejdsfordelingen i nyhedsindustrien (Cook, 2005,63), men
jeg vælger at tage udgangspunkt i kvalitative metoder for at komme i dybden med de
bagvedliggende motiver til valg af efteruddannelse (Albæk et. al., 2015, 20 og 125). Men før jeg
begrunder mit valg af metode, vil jeg gennemgå Karl Weicks teori om meningsskabelse og redegøre
for generel professionsteori for at nærme mig et billede af journalisten i den redaktionelle
organisation.
4.0 Teori
Introduktion
Som beskrevet i afsnit 2-3 påviser læringsteori, at der ikke burde være nogle organisatoriske eller
økonomiske hindringer for læring og kompetenceudvikling for faglærte voksne journalister. De
tilhører hverken gruppen af kortuddannede, ej heller bunden af samfundet økonomisk set, så
mulighederne står åbne (Ehlers et. al, 2011, 11). Jeg vælger i dette speciale at tage udgangspunkt i
Karls Weicks teori om meningsskabelse, sensemaking, fordi jeg ønsker at undersøge journalisters
praksis og normer i min empiri. Weick mener, at aktører i organisationer, handler som de gør, fordi
det er i overensstemmelse med den mening, som de er ved at skabe (Murphy, 2015, 21). Det er
derfor interessant at se på, om journalister tager afsæt i nogle fælles regler for arbejdets udførelse –
eller har fælles normer. Mit formål med at bruge Weicks teori om meningsskabelse er at se nærmere
på, hvad henholdsvis den redaktionelle ledelse og den ansatte journalist opfatter som meningen med
efteruddannelse, og hvordan de italesætter dette. Weick forstår at koble enkeltindividets måde at
indarbejde sin egen personlige udvikling med organisationens behov for udvikling (Weick, 2001,
212). Weicks teori bliver i dette speciale suppleret af professionsforskning, fordi flertallet af de
danske journalister stadig kommer med en professionsbaggrund fra DMJX i Aarhus11
.
Professionsuddannelser er knyttet til en bestemt faglighed, så forståelsen i mediebranchen spiller i
høj grad ind på journalisters uddannelse (Medieudvalget, 1995, 26).
4.1 Meningsskabelse
Som nævnt i 4.0 vil min teori være delt i en redegørelse for Karl Weicks meningsskabelse og en
mere bred gennemgang af professionsteori, da jeg finder det relevant at koble disse to ting sammen
11
Ifølge DJs dimittendstatistik fra DMJX, SDU og RUC

studienr 201303389 15
ift journalisters valg af efteruddannelse. 4.1 handler derfor om Karl Weicks begreb
meningsskabelse, der kan tage udgangspunkt i en kommunikationsmodel.
Meningsskabelsens fire elementer
Illustration 2: Model skabt af Tor Hernes ud fra Weick 2001. Kilde: Kjær & Vikkelsø, 2014
Karl Weick ser vores handlinger som en del af en proces, hvor vi går fra at handle, til samhandling,
kollektiv forpligtelse og forpligtende fortolkning (Weick, 2001, 5-31). Weicks påstand er, at vi
handler først (den røde cirkel) og dernæst skaber mening i valget ved at koordinere på gruppeniveau
(den blå cirkel). Gruppens og organisationens samskabelse ligger i det gule og grønne felt og kan
sagtens indeholde forskellige fortolkninger, der ændres over tid. I meningsskabelse bruger vi
sproget som redskab, så hvad vi siger og skriver ned, kan altså bruges analytisk til at se på
individets, gruppens og organisationens argumentation for en beslutning eller en handling. Også
Hernes pointerer, at der stadig ikke er megen forskning, der sammenkobler organisation og ledelse
med Weicks teori om meningsskabelse (Hernes, 2014, 288). Illustration 2 viser, at handlingen er det
centrale, og at handlingen skal udføres, før de øvrige elementer kan bringes i spil. Selvom der er
tale om en vekselvirkning indenfor modellens fire lag, skal handlingen altså sprede sig som ringe i
vandet for at indvirke på de øvrige. En vigtig pointe hos Weick er, at passivitet – dvs. ikke-handling
– også kan ses som en handling, idet den kan indvirke på, om andre dermed er med til at skabe en
kollektiv forpligtelse eller en forpligtende fortolkning ud fra dette. Selv om Hernes tager

studienr 201303389 16
udgangspunkt i en kommunikationsmodel, dækker Weick ikke kun over kommunikative
handlinger, men også det organisatoriske felt. Meningsskabelse er en organisationsteori, der skal
genstandgøre, hvorfor folk handler, som de gør i en organisatorisk kontekst (Murphy, 2015, 21).
Denne genstandsgørelse vil jeg forsøge at anvende på faglærte journalisters konkrete tænkning ifm
efteruddannelse, fordi feltet netop kan ”genstandsgøres”: I modsætning til mere positivistiske
teoretikere tror Weick f.eks. ikke udelukkende (måske slet ikke) på strategi og planlægning,
eftersom han mener, at vi handler først og dernæst skaber en ramme for mening efterfølgende, den
såkaldte postdecision behavior (Weick, 2001, 24). Det har han uddybet på denne måde: ”How can I
know what I think until I see what I say?” (Hammer og Høpner, 2014, 11 [Weick, 1999]).
Syv karakteristika
Karl Weick beskæftiger sig både med, hvad en organisation er for en størrelse, og med hvordan du
som deltager skaber mening ved at være i en organisation. Weicks meningsskabelse kan ses gennem
syv processer, hvor også ledelsesaspektet er med (Weick, 2001, 461-464 og Murphy, 2015, 17).
Meningsskabelse skal forstås som en kæde af handlinger og ikke en rigid opskrift, hvor man går til
A til B. Den vilkårlige rækkefølge giver mulighed for at få forskellige vinkler på den samme
meningsskabelsesproces, og de forbundne elementer kan være gensidigt konstituerende (Murphy,
2015, 28-30). De syv karakteristika (Weick, 2001, 461-463) præsenteres herunder, da de senere kan
danne udgangspunkt for indsamling og analyse af datamaterialet. Begreberne bliver præsenteret på
både dansk og engelsk første gang, de oplistes, hvorefter jeg holder mig til en dansk versionering,
uagtet at Weick ofte har flere ord og definitioner på egne begreber (Hammer & Høpner, 2014, 23).
De syv karakteristika optræder i to tempi herunder. Først med kort beskrivelse af min forståelse af
begreberne. Dernæst med en gennemgang af, hvordan jeg kan bruge dem til at belyse min
problemstilling.
1. Identitet: For Weick er identitet (personal identity) bevægelige sociale konstruktioner (Murphy,
2015, 29-32) og opstår i interaktion med andre. Vi vil mere eller mindre bevidst altid overveje, hvad
den konkrete situation tilsiger os at antage om os selv lige nu. Så vi kan skabe mening om
situationen ud fra, hvem vi er i denne situation, for det skal vi helst kunne leve med. Vi har flere
”jeg-er”, men vores selvbillede skal helst være positivt og sammenhængende, så det betyder noget,
hvis den organisation, vi også er en del af, får dårlig omtale, skal fusionere o.lign.(Hammer &
Høpner, 2014,98).

studienr 201303389 17
2. Tilbageskuende meningsdannelse (retrospect sensemaking): Selv planer for fremtiden er på sin
vis retrospektive, mener Weick, fordi vi først skal forestille os, at vi har udført handlingen, før vi
kan gøre os tanker om fremtiden (Murphy, 2015, 41). Weicks pointe er, at vi som regel ser
beslutninger i organisationer som udslag af rationelle beslutninger, mens Weick mener, at vi
handler først – og derefter skaber vi den mening, der skal til for at legalisere beslutningen (Murphy,
2015, 41-42). Legalisering og retfærdiggørelse er nøgleord for Weicks meningsskabelse (Weick,
2001, 15), så vores forståelser og erfaring hjælper os med at skabe mening (Hammer & Høpner,
2014, 101).
3. Handling – enactment: At enacte kan betyde at inkorporere, at indarbejde, at spille, at vedtage…
det vil sige, at vi så at sige ordner mening gennem handling (Weick, 2001, 462). Weick anfægter, at
de fleste valg vi tager på arbejde, er rationelle (Hernes, 2014, 288-289). Jeg vil – som Hernes –
benytte betegnelsen handling på dansk, fordi vi er med til at skabe virkelighed gennem handling.
Handling kan også være ”tale”, spoken words (Hammer & Høpner, 2014, 113) eller passivitet
(Kvale & Brinkmann, 2015, 211).
4. Social kontekst – social context. Weicks begreb kan deles i to – i betydningen socialisering og
sammenhæng. Socialisering kan forstås som, at når vi finder de andres tanker brugbare,
generaliserer fællesskabet disse ideer, så de bliver en del af kulturen. (Murphy, 2015, 70-71). Vi kan
i en anden sammenhæng mene noget andet, end det vi gør nu.
5. Igangværende meningsskabelse – ongoing projects. Omstændigheder ”starter aldrig forfra eller
stopper helt”, men det er Weicks pointe, at meningsskabelsen intensiveres, når et flow af handlinger
eller tanker afbrydes. Meninger skabes, produceres og reproduceres i det omfang, folk er optaget af
det (Murphy, 2015, 39- 41 og Weick, 2001, 462).
6. Tegn, ledetråde – salient cues. Weick mener, at meningsskabelse viser, hvor gode vi som
mennesker er til at udvikle selvopfyldende profetier ud fra spinkle indikatorer (Weick, 2001, 462).
Hvis vi har fokus på tegn og ledetråde, kan vi udvinde mening af disse. En oplevelse kan frames, og
konteksten påvirker fortolkningen (Murphy, 2015, 34-35). En vigtig ledetråd i en profession præget
af mundtlig og skriftlig kommunikation er sproget, hvor man bl.a. kan se på formningen af nye
medarbejdere, der lærer at kategorisere og navngive arbejdsrutiner og begivenheder efter fælles
normer (Weick, 2001, 20). Jeg vælger at bruge termen ledetråde som den danske oversættelse af
cues.

studienr 201303389 18
7. Plausabilitet – plausibility. Weick mener, at organisationer er drevet af plausible (de mest
sandsynlige) forklaringer end egentlig præcision. Vi forsøger derfor at bringe orden, sammenhæng
eller mønstre i organisationen, som Weick med en metafor ser som kort (Weick, 2001, 9). Lederen
kan spille en stor rolle i plausible forklaringer, og Weick henviser til den flertydighed i en
organisation, som Kenneth Gergen omtaler som multivers (ibid, 10), dvs. at der er mange
virkeligheder at skabe mening ud fra. ”Det helt rigtige billede” findes ikke, så vi må stille os tilfreds
med en troværdig eller sandsynlig forklaring – derved bliver myter, fabler, historier og metaforer
vigtige for meningsskabelsen (Hammer & Høpner, 2014,110-112).
Kondensering
Ovenfor har jeg gennemgået Weicks syv karakteristika for meningsskabelse, da de kan være med til
at skabe et billede af dette komplekse begreb. Da jeg kender flere journalistiske arbejdspladser
indefra, tillader jeg mig at se identitet, social kontekst, ledetråde og plausibilitet som de fire felter,
der kan hjælpe mig med at belyse praksis i professionen, mens det retrospektive blik, handling og
de igangværende omstændigheder konstateres som tilbagevendende baggrundsmarkører.
1. Identitet: (Murphy, 2015, 46-52) Virksomhedens identitet og medarbejderens identitet er ikke
nødvendigvis den samme, så her kan der opstå en interesse- og identitetskonflikt, når der skal
vælges efteruddannelse. Som det vil blive påvist i professionsafsnittet, har journalister ikke direkte
kundekontakt på samme måde som f.eks. offentligt ansatte eller forretningsfolk. Journalisten
interesserer sig for læseren, selvom det er annoncøren og andre kommercielle aktiviteter, der skal
sørge for mediets økonomiske overlevelse (Gravengaard, 2010, 126).
2. Social kontekst: Socialisering (Albæk et. al, 2015, 53) og sammenhæng (Murphy, 2015, 32) kan
f.eks. være fælles sprog og social interaktion i hverdagen. Her er pointen, at i fungerende
organisationer træffes beslutninger enten i andres tilstedeværelse eller med visheden om, at de skal
implementeres eller forstås eller godkendes af andre. Det sæt overvejelser, som gøres relevante i
forbindelse med enhver beslutningsproces, skal derfor deles med andre eller være acceptabel for
dem (Murphy, 2015, 69). Her kan man indvende, at der både skal være en accept på ledelsesplan
(rationalet) og på kollegaplan (selvforståelse). Den sociale kontekst i dette speciale er den
redaktionelle organisation og i analysen også fokusgruppens og interviewets rammevilkår.
3. Ledetråde: (Murphy, 2015, 81-88). Weicks pointe med at have fokus på ledetråde er, at
mennesket tilsyneladende kan udvinde mening af alt. Ledetråde er vigtige i dette speciale, fordi vi
kan støde på ”paradokser, dilemmaer og ubegribelige begivenheder” (Murphy, 2015, 81). Min

studienr 201303389 19
problemstilling indeholder en undren over, at en gratis tilbagevendende kompetencemulighed
tilsyneladende ses som et forbrugsgode frem for en mulighed for læring. Ved denne proces i
meningsskabelse skal vi være opmærksomme på, hvordan mennesker ”bemærker, udvinder tegn og
broderer videre på det, de udvinder” (Murphy, 2015,81).
4. Plausibilitet som driver frem for præcision (Murphy, 2015, 88-94). Weick ser troværdige og
sandsynlige forklaringer som et ledelsesinstrument, fordi man bør erkende, at alle mennesker
filtrerer beslutninger, og at en leder til enhver tid vil foretrække hastighed frem for nøjagtighed for
at fremme en beslutning. Hvis ledelsen er hurtig ude med en plausibel forklaring, er det med til at
give retning til den meningsskabelse, der under alle omstændigheder er i gang hos medarbejderne
(Murphy, 2015, 91). Det kan være interessant at se på, om Weicks påstand om at præcisering af en
strategi f.eks. aftager, når ledelsen synes, at de har indhentet en plausibel strategi, fået formuleret
den som meningsfuld, hvorefter den blot reproduceres (modsat raffineres).
Opmærksomhedspunkter
Min kondensering fra syv til fire fokuspunkter vil jeg legitimere gennem Weicks egen holdning til
dette: Det er ikke afgørende, hvad der kommer først, for der er ikke en entydig kausal rækkefølge,
og de forskellige aspekter påvirker alle sammen hinanden (Murphy, 2015, 162). Meningsskabelse er
en kontinuerlig proces (Hammer & Høpner, 2014, 16-17), som også indeholder socialpsykologiske
aspekter som fornægtelse, selvbekræftelse og retfærdiggørelse (Hammer & Høpner, 2014, 91).
Forpligtelse og retfærdiggørelse
To centraler begreber fra Weicks hånd, der ikke er fuldt dækket ind af de syv karakteristika, er
forpligtelse (commitment) og retfærdiggørelse (justification). De vil derfor blive forklaret nedenfor,
inden jeg går over til professionsteori.
Commitment (Weick, 2001, p.13-16)
Commitment bruges bl.a. i betydningen ejerskab (Murphy, 2015, 119) eller forpligtelse (Hernes,
2014, 291). Jeg forstår primært begrebet som forpligtelse, fordi en handling kan opfattes som
bindende og irreversibel, når den først er sagt højt og forhandlet (Murphy, 2015, 117-119).
Forpligtelser skal derfor hjælpe os med at forstå livet i organisationer (ibid, 119). ”Organisationer
materialiserer sig, når rationalet for commitment bliver artikuleret.” (Murphy, 2015, 118)
Justification (Weick, 2001, 20-24)

studienr 201303389 20
Retfærdiggørelse er en vigtig kilde til social struktur, kultur og normer (Murphy, 2015, 118),
hvorved vi forsøger at gøre situationer rationelt forståelige. Retfærdiggørelser består af socialt
acceptable begrundelser, hvorved vi ønsker at legitimere vores adfærd (Weick, 2001,12). Weick
mener, at beslutninger, der stimulerer retfærdiggørelser, har udspring i små personlige handlinger,
som er med til at skabe ”organisatoriske rationaler” (ibid). Først senere omdefineres
retfærdiggørelsen til en ”kollektiv intention” (Weick, 2001, 24). Dette begreb kan jeg medtænke,
når jeg undersøger min hypotese om professionens holdning til efteruddannelse som et
forbrugsgode. Kan det ses som nogle små beslutninger, der senere er blevet til en kollektiv
intention? Berlingskes overenskomst med arbejdsgiverne nævner blot, at der er ret til en uges
efteruddannelse om året, men formål eller indhold er ikke nævnt i aftalen12
. Der bliver derfor i høj
grad mulighed for et organisatorisk rationale på den enkelte avis, hvis man ser et organisatorisk
rationale som en indre logik, der opstår blandt mennesker, der befinder sig i samme organisatoriske
kontekst. Måske er retfærddiggørelse en pendant til en selvopfyldende profeti eller skabelsen af
tavs viden?
Opsamling på Weick
Alle, der på en arbejdsplads skal forklare en nyansat en procedure eller en arbejdsgang, har nok
prøvet at komme til kort og svare ”sådan er det bare”, når man er blevet sat til vægs af et spørgsmål
fra den nyankomne om, hvorfor noget bliver praktiseret på en bestemt måde. Måske har man ikke
engang selv har tænkt over arbejdspraksis, men får nu brug for et organisatorisk rationale, for at
lære den nytilkomne organisationens koder (Weick, 2011, 20). Weick taler ligefrem om et
retfærdiggørelsessprog, hvor vi behandler et sæt fænomener som repræsentative for et
underliggende mønster. Meningsskabelsesprocessen i en organisation har derfor indflydelse på
beslutningskraften hos den enkelte og i organisationen (Murphy, 2015, 143). Er man først enige om
en forpligtelse, bliver der en tendens til at ignorere fordele ved andre alternativer, der dermed bliver
sværere at retfærdiggøre. Derfor må disse to begreber – forpligtelse og retfærdiggørelse – også med
i mit teoriapparat og senere analyse.
Karl Weick har et socialkonstruktivistisk udgangspunkt, så en undersøgelse af mit problemfelt går
med andre ord ikke ud på ”at finde skurken” eller se på årsag eller virkning af en bestemt
uddannelsespolitik, men tilbyde et alternativt blik på – og forståelse af – medarbejdernes valg af
efteruddannelse.
12
http://journalistforbundet.dk/Job--lon/Overenskomster/Berlingske-Officin-DMA-2010-2012/

studienr 201303389 21
Jeg antager, at meningsskabelse kan gå hånd i hånd med professionsforståelsen, som vi når til i
næste teoriafsnit. Dansk journalistforskning handler primært om indholdet i medierne eller en
vurdering af journalistikkens betydning for samfundet, men jeg ønsker at se på aktørerne gennem
professionsforskning for at finde nogle forklaringer, der kan være med til at afdække journalisters
selvforståelse og adfærd. Jeg vil ikke koble selvforståelse med en vurdering af de journalistiske
produkter, men til professionens praksis i den redaktionelle organisation. Følger vi Weick, vil en
organisation med tiden udvikle standardfortolkninger af, hvad der er godt og dårligt. Jeg antager
derfor, at professionens opfattelse af sig selv også kan have indflydelse på valg af efteruddannelse,
uanset om den foregår i eller udenfor organisationens rammer. Ledelsen antager jeg har en større
identifikation med organisationens strategiske interesser og derfor ser anderledes på
opkvalificering, vidensdeling og personlig udvikling.
4.2 Professionstænkning og professionsnormer
Man har i en menneskealder påstået, at et smil er den korteste afstand mellem
to mennesker. Vi vil som publicister påstå, at det er forkert: Et ord er den
korteste afstand. Mellem jer og os. I kan ikke se os (det kræver et smil trods alt),
og alligevel kan vi røre jer, bevæge jer, begejstre jer, få jer til at forundres,
forarges. Det kan ord. Og ord er vores profession.
Lisbeth Knudsen i Berlingskes redaktionelle regnskab 2014
Jeg indleder det teoretiske afsnit om professioner med et citat fra Berlingskes såkaldte redaktionelle
regnskab. Det redaktionelle regnskab havde en kort levetid som dokument i 2013 og 2014, hvor det
skulle være en pendant til det økonomiske regnskab, der forklarer de kolde tal, mens det
redaktionelle regnskab forklarer de redaktionelle beslutninger i året, der er gået. En slags
”Redaktionens Nytårstale” med den redaktionelle ledelse som afsender. Jeg ser regnskabet som et
eksempel på den måde, journalister og deres chefredaktører (der som regel også er uddannet
journalister) udtrykker common sense om egen profession. ”Ord er vores profession” – her tales ud
fra en stolt håndværkertradition, der ikke bliver videnskabeligt eller akademisk begrundet –
professionen er styret af praksis og erfaringsbaserede narrativer – ”vi” er også drevet af et
publicistisk ideal, der heller ikke er nærmere defineret.
Andre eksempler fra den journalistiske verden vil blive inddraget yderligere i dette afsnit for at give
et indblik i den journalistiske selvforståelse og tænkning. Da jeg i dette speciale gerne vil koble

studienr 201303389 22
Karl Weick med professionsbegrebet, vil jeg i dette afsnit gennemgå en del af den forskning, der
findes om professioner. I forhold til forrige afsnit, hvor jeg primært holdt mig til Weick og nogle af
hans danske fortolkere, vil der i dette afsnit blive inddraget en hel del flere navne inden for
samfundsvidenskabelig forskning, da det kan have betydning for meningsskabelsen i professionen.
Først vil jeg begrunde, hvorfor jeg antager, at journalister stadig er at betragte som en profession,
selvom begrebet er under pres (Harrits et al.,2014, 11-27). Derefter vil jeg holde Hans Jørgen
Staugårds professionsmarkører op mod journalisters professionsforståelse for at se på, om
mediebranchens forståelse af sig selv har indflydelse på journalisters egne valg og fravalg. Med
disse markører møder vi andre danske journalistforskere som Nete Nørgaard Kristensen (Henriksen
et al., 2000, 159-184), Flemming Svith (Svith, 2014, 119-146), Gitte Gravengaard (2010) med flere,
der kan perspektivere professionens selvopfattelse gennem forskelligartet teori.
Professionsforståelse
Journalisters placering i professionsteori er ikke ligetil, fordi faggruppen kan arbejde indenfor
mange genrer og have forskelligt kundetilhørsforhold (Svith, 2014,140). Faggruppen er ikke en
ægte profession, da man ikke som f.eks. læger og advokater får et monopol på en specialviden, der
opnås gennem en anerkendt uddannelse. Man behøves heller ikke at have en formel
journalistuddannelse for at blive godkendt eller ansat som udøver i faget. Titlen ”journalist” er ikke
beskyttet på linje med arkitekt og advokat, så der er ikke et laugsmærke, der kan garantere for en vis
form for kvalitet eller grundlæggende viden. Alligevel har de tre journalistuddannelser i Danmark
næsten monopol på tilgangen til branchen, og alle tre uddannelser har indbygget praktikperioder
med løn (Elmelund-Præstekær et. al., 2009, 56). Derudover er alle tre uddannelsesinstitutioner
drevet af staten og har dermed offentlig accept og legitimitet. Journalister fremstår derfor som en
professionel enhed ”med fælles faglig integritet, standsforståelse og virke” (Kristensen, 2000, 161).
Vi kan altså tale om en profession på en sociologisk måde, da du som journaliststuderende,
nyuddannet eller nyansat bliver en del af nogle sociale normer og en tavs viden, der supplerer den
faglige identitet, du allerede har eller er ved at opnå (Elmelund-Præstekær et. al., 2009, 47-48).
Professionsmarkørerne
Uddannelse og uddannelsessted er vigtige for dannelsen af din professionsidentitet og er et af de 7
parametre, som Staugård angiver som professionsmarkører (Staugård, 2011, 164-70). Staugård taler
om eneret, selvstændighed, specialisering, abstraktion og vurdering, uddannelse og en særlig
arbejdsmoral, fordi han finder det nødvendigt at adskille professioner fra andre erhverv.

studienr 201303389 23
Professionen skal udføre selvstændigt arbejde med baggrund i en mellemlang uddannelse (Staugård,
2014, 275).
Eneret og uddannelse betyder status og institutionalisering
Jeg begynder min gennemgang af disse markører med at sammenkæde eneret og uddannelse, da
staten jævnfør indledningen til dette afsnit har legitimeret tre uddannelser som de primære
journalistuddannelser, nemlig DMJX i Aarhus, SDU i Odense og RUC i Roskilde. Eneretten
fungerer i praksis gennem mediebranchens ansættelse af redaktionelle medarbejdere, der primært er
skolet gennem disse tre uddannelsesinstitutioner, men er altså ikke en juridisk begrænsning.
Institutionaliseringen mellem redaktionelle organisationer som praktiksted og efterfølgende som
arbejdsplads for en stor del af journalistprofessionen medfører en ensartet tankegang, så forskellige
individer opfører sig ens under de samme institutionelle rammer (Cook, 2005, 193-210). ”The
organizationel impact is all the more central given that nobody quite knows what the news is,
including journalists, who must rely on vague ”nose for news” rather than hard-and-fast guidelines
of newsworthiness” (ibid., 63). Mediebranchens institutionalisering omfatter journalister,
redigerende, grafikere, layoutere, fotografer og ledere, der arbejder under de samme redaktionelle
betingelser i medierne, så selvom der ikke er tale om en certificeret eneret, bliver normerne i stedet
for betydningsbærende for professionen (van Dalen & Skovsgaard, 2010, 301-306). Staugård
skriver, at ”udøvelsen af rettighederne indebærer såvel social som kulturel kontrol fra professionens
side” (Staugård, 2011, 164), så man kan jo sagtens forestille sig, at det er svært – måske umuligt –
for den enkelte redaktionelle medarbejder at stikke ud i forhold det generelt acceptable billede. De
stærke normer omsættes til værdier, der så at sige kan ”klistres på” alle beslutninger i
organisationen. Med baggrund i, at der siden 1998 har eksisteret tre journalistuddannelser i
Danmark, og Journalisthøjskolens monopol dermed blev brudt, vil jeg antyde, at fagets eksklusivitet
er steget, eftersom flere, der stræber efter at komme ind i professionen, har fået mulighed for at tage
fagets uddannelse. Optagelseskravene, med f.eks. høje karaktergennemsnit på de to universiteter,
højner – fortjent eller ufortjent – fagets status.
Selvstændighed – og svær målbarhed
Staugård fokuserer på det offentlige arbejdsmarked og ser derfor selvstændighed og målbarhed som
situationer, hvor f.eks. den hospitalsansatte tager en beslutning om patientens behandling; det skal
ikke op på hospitalsdirektørens eller regionborgmesterens kontor først. Journalistfagets udøvere i
den private sektor har ikke i så høj grad som de offentlige ansatte gennemlevet faser med New

studienr 201303389 24
Public Management, som en del af professionsforskningen refererer til (Staugård, 2011; Hjort,
2006), men professionen har stadig en stor grad af autonomi i opgaveudførelsen og metodefrihed
med uforudsigelighed i arbejdet – alt sammen betingelser, som her opstilles af Staugård for at kunne
kalde arbejdet for en selvstændig professionsmarkør. Målbarheden er derimod anderledes, for på
nær DR og til dels TV2, er de fleste danske medier privatejede og derfor ikke underlagt lovbestemte
krav om kvalitets- eller effektmålinger på samme måde som det offentlige arbejdsmarked. Den
(private) redaktionelle organisation fungerer autonomt under ansvar for straffe- og
injurielovgivningen, men med presse- og ytringsfriheden har professionen frihed til valg af metoder
og emner i det daglige arbejde. De interne begrænsninger kan bestå af et etisk regelsæt, grænser for
videresalg eller modtagelse af gaver fra læsere, kilder eller annoncører. Men emnevalg og framing
af artikler er journalistens eller redaktørens egne, med de socialiserende normer og forventninger in
mente (Gravengaard, 2010, 45; Albæk et. al., 2015, 102). Da journalistik er et fag, der arbejder efter
normative VISAK-principper13
(Haslebo & Haslebo, 2010, 31) bliver arbejdet sjældent rutinepræget
og kan derfor være svært at måle. På den ene side kunne man måle den enkeltes produktion hver
dag efter lean-principper, men det ville ikke sige noget om artiklens eller professionens betydning
eller indvirkning på demokrati eller informationsniveauet i samfundet som sådan (Albæk et. al,
2015, 202).
Praksisudøvelse set gennem specialisering, abstraktion og vurdering
Den næste markør er specialisering, abstraktion og vurdering, som ifølge Staugård betyder, at ”den
formelle viden i en profession kobles med en relevant udøvelse i den konkrete praksis”. Dette kan
umiddelbart være svært at svare på, om det sker i den redaktionelle organisation, da der jo kan ligge
flere betydninger gemt i disse formuleringer (Staugård, 2011, 167). Som tidligere nævnt er
journalistprofessionen fuld af tavs viden om arbejdsfordelingen og socialiserende normer om
arbejdsrutiner, så kan jeg som insider overhovedet svare på, om formel viden bliver koblet med en
relevant udøvelse? Jeg gør et forsøg: Formel viden kan være din journalistuddannelse og praktiktid,
der kobles med de uudtalte koder og nyhedskriterier, som den redaktionelle organisation opererer
efter. Den relevante udøvelse af dit virke må derfor blive, at du læner dig så meget op ad
professionsnormer og nyhedskriterier, at du får produceret og udgivet nogle artikler efter
godkendelse i organisationens hierarki (nyhedsredaktør, fagredaktør, printansvarlig el.lign.) til gavn
for nyhedsindustrien. Denne udøvelse er relevant indenfor professionen, da du ellers ikke opfylder
din arbejdsfunktion som producent af nyheder. Staugård taler desuden om, at professionen skal
13
Forkortelse for nyhedskriterierne: Væsentlighed, Identifikation, Sensation, Aktualitet og Konflikt

studienr 201303389 25
have en symbolsk position eller visse særlige rettigheder, som kun gælder indenfor ”reservatet”
(Staugård, 2011, 167). Her kunne jeg fremhæve en artefakt (Schultz, 2015, 216) – pressekortet –
der udstedes til udøvende journalister og kan bruges som adgangskort ved begivenheder og
politiafspærringer, hvor andre ikke har offentlig adgang. Pressekortet kan være både et symbol og
en særskilt rettighed og udstedes af Justitsministeriet i erkendelse af, at visse professioner (primært
journalister og fotografer) skal have særlige tilladelser, for at pressefriheden giver mening. Den
symbolske position opstår, når du som journalist får pressekortet tildelt som færdiguddannet og
fuldgyldigt medlem af Dansk Journalistforbund, uanset om du skal være udegående reporter eller ej
– mange af fagets udøvere bruger kun kortet som medlemsidentifikation og til at få billigere
entrébilletter til museer og udstillinger. Et andet eksempel på en særlig rettighed indenfor reservatet
kan være, at du med din byline på en artikel får medbestemmelse over, hvordan artiklens indhold
udbredes i og/eller sælges ud over det hovedmedie, du arbejder for14
ifølge ophavsretslovgivningen.
En byline styrker desuden din forfatteridentitet og er samtidig en juridisk sikring af den eller de
kilder15
, der optræder i din artikel.
Når Staugård taler om vurdering som en del af specialisering, drager jeg en parallel til den
redaktionelle praksis, hvor udvælgelsen til dagens arbejdsopgaver ikke kun er overladt til ledelsen,
men hvor vurderingen foregår i en underforstået konsensus om, hvad der er ”en god historie”, dvs.
relevant set fra en journalists vinkel (Gravengaard, 2010, 57-88). ”En relevant udøvelse af praksis”
vil derfor være hængt op på, at du udfører og skriver en artikel efter de journalistiske principper, der
er kutyme i fagets egen selvforståelse. Selvom Staugård kalder det ”vurderingsmagten” – ja, så er
der i professionen en høj grad af selvregulering, så vurderingsmagten ligger til dels hos dig selv: Vil
du have en artikel på forsiden, skal den både være aktuel, bredt appellerende, vigtig for din
målgruppe og afdække en konflikt eller et dilemma. En overskridelse af disse kriterier vil henvise
journalisten til de ikke nyhedsbårne sider uden så meget status i organisationen (Albæk et. al., 2015,
142). Staugård taler om en intern og hierarkisk arbejdsdeling inden for en profession, hvorom man i
journalistik kan sige, at samfund og politik er områder med høj prioritet (Van Dalen & Skovsgaard,
2010, 294), mens ”bløde” stofområder som rejser og livsstil rangerer lavere. Arbejdsdelingen kan
også forstås helt bogstaveligt som, at nyhedsproduktion er delt op i en både horisontal og vertikal
detaljeret arbejdsdeling (Cook, 2005, 63). Specialiseringen kan altså ses som den tavse viden om
14
Byline er den forfatterangivelse, der har både juridisk betydning for ophavsretten, og for ansvaret for tekstens indhold. For at være omfattet af
loven, skal teksten dog have værkshøjde. Skulle der opstå strid om indholdet i en journalistisk artikel, kan brugen af byline få betydning for et evt.
straf- eller erstatningsansvar i henhold til Medieansvarsloven
15
Journalistisk udtryk for informanter

studienr 201303389 26
journalistisk vinkling og arbejdsmetode, f.eks. nyhedstrekanten (Gravengaard, 2010, 25-88) og
VISAK-kriterierne. Der er tale om et moralsk normativt adfærdskodeks, der kan være svært at
forklare og forstå for udenforstående, der ikke arbejder indenfor ”reservatets” konfliktparadigme
(Bros, 2015, 12). Ifølge Gravengaard er det derfor også svært for de journalistiske praktikere at
abstrahere og vurdere egne arbejdsmetoder og fravalg i nyhedsproduktionen (Gravengaard, 2010,
151). Før jeg går over til Staugårds sidste markør, moral, vil jeg først vende Sviths antagelse om, at
der findes en speciel journalistisk vidensform, da jeg ser denne problematik som en naturlig
forlængelse af den megen fokus på tavs eller uudtalt viden i praksisudøvelsen.
Svith uddyber Staugårds pointe om formel viden ved at argumentere for, at journalister har en
særlig vidensform, selvom journalisters viden må betragtes som et komplekst fænomen (Svith,
2014,121). Denne vidensform er professionelt forankret, men hverken særlig velafgrænset eller
undersøgt (ibid., 119). F.eks. mener Svith, at journalister gennem deres fortællemetoder og dets
fortolkende myndighed bruger Toulmins argumentationsteori uden at vide det (ibid., 129). ”Det
retoriske vidensrationale er således baseret på flere tusind år gammel logik, som i de seneste årtier
har fået et mere hverdagsagtigt og pragmatisk præg” (ibid., 129). Svith mener, at journalister
importerer viden fra andre fag og er styret af fem rationaler: det praktiske, det akademiske, det
kommercielle, det politiske og det retoriske (ibid., 123). Det praktiske rationale påvirkes ”på den
ene side af ændringer i arbejde, funktion og position, mens det på den anden side bevares i
professioners institutionalisering af rutiner, regler og konventioner” (ibid., 126).
Den professionelle arbejdsmoral
Både omgivelser og kollegaer kan have ”særlige forventninger til de professionelles moral” og et
”mere eller mindre eksplicit moralkodeks” (Staugård, 2011, 170). Staugård skriver med
udgangspunkt i et offentligt arbejdsmarked, hvor tillid til hospitalssystemet er vigtig for den patient,
der skal i berøring med professioner som læger og sygeplejersker. For mediernes vedkommende
kan der drages en parallel til DR og TV2s regioner, der som hel- eller halvoffentlige institutioner
har en public-service-forpligtelse til at have programmer for hele befolkningen. På det private
mediemarked, som Berlingske tilhører, skal der ikke tages samme hensyn til bestemte målgrupper
eller borgere, men alligevel er også denne del af mediemarkedet præget af et oplysningsideal.
”Mange skrivende journalister [tilstræber] i praksis public service idealet på grund af fagets interne,
uudtalte kodeks herom” (Kristensen, 2000, 172-174). I Berlingskes redaktionelle regnskab fra 2014
hedder det f.eks. at ”det er rigtigt, at vi er en moderne borgerlig avis, hvilket dagligt afspejles

studienr 201303389 27
i lederen på side 2. Men i vores journalistik arbejder vi altid med den tilstræbte objektivitet og den
bedst opnåelige version af sandheden. Det vil sige, at vi behandler alle ens – leder efter sandheden
overalt – i både rød og blå blok. Hvis vi tillod blinde vinkler for at beskytte bestemte partier eller
fløje, ville vi ikke alene svigte vores borgerlige udgangspunkt om ordentlighed, vi ville også svigte
vores kunder og jeres forventning om at få et retvisende billede af virkeligheden. Berlingske er ikke
en menighedsavis, vi er en avis for dem, der gerne vil vide mere og også udfordres på deres
vaneforestillinger – og alle er velkomne. Dette siger vi velvidende, at størstedelen af vores kunder
stemmer på blå blok.” (b.dk, 2016, u.s.)
Som det ses i ovenstående citat, der har chefredaktionen på Berlingske som afsender, er objektivitet
et ideal, der skal tilstræbes. En del af moralkodeks på en avis er at høre begge sider af en sag16
, så
artiklen fremstår ”objektiv” – journalisten som sådan skal ikke have en mening om, hvad der er
rigtig eller forkert, men blot fremlægge synspunkterne for læseren, der herefter kan danne sin egen
mening. Det er kun i avisens lederkommentar, at det skal fremgå, om Berlingske som borgerligt
medie har valgt side i en sag. ”Vi” – hvilket kan være både organisationen og professionen – skal
være drevet af ”ordentlighed”, så her er tale om et udgangspunkt i borgerlig moral. Om denne
ideologiske moral også kan overføres til arbejdsmoral er jo spørgsmålet, men der er ingen tvivl om,
at man fra ledelsens side gerne ser professionen som ordentlige mennesker, sådan som det kommer
til udtryk i avisens etiske regler17
. Det anses for god tone at beskrive flere sider af en konflikt, også
for at øge troværdigheden af artiklen. I det redaktionelle regnskab for 2014 står der f.eks. at ”på
Berlingske tror vi på, at øget transparens om journalistikken og vores metoder kan være med til at
overbevise befolkningen om, at i hvert fald dele af pressen arbejder med en tårnhøj troværdighed og
hver eneste dag gør alt for at sikre sig, at historierne holder, og at alle parter er blevet hørt” (b.dk,
2016, u.s).
Staugård taler om, at sociale og kulturelle faktorer er med til at bestemme, hvad vi finder moralsk i
orden eller forkasteligt – men opretholdelsen af et moralsk værdisæt kan ikke længere knyttes som
et bestemt karaktertræk til individet. Faglig dygtighed og effektivitet sikrer i dag en profession
status og rettigheder (Staugård, 2001, 170-171), men inden jeg går over til at sammendrage på
professionsmarkørerne, må der endnu et par perspektiver på for at uddybe journalisternes
selvopfattelse. Det er min antagelse, at normer og selvopfattelse går hånd i hånd.
16
Se afsnittet ”Mindstekrav til journalistisk kvalitet” på Berlingskes hjemmeside b.dk/etik
17
Ligger offentligt tilgængeligt på b.dk/etik

studienr 201303389 28
Journalistik som et felt
Illustration 3: Forsimplet model af det journalistiske felt skabt af Nete Nørgaard Kristensen. Kilde: Henriksen et. al, 2000.
Som det ses af ovenstående model, opgør Nete Nørgaard Kristensen journalistik som et felt, der er
spændt ud mellem professionen, lønarbejdet/håndværket og åndsarbejdet. I sin triangulering er hun
inspireret af Pierre Bourdieus tænkning og tillægger f.eks. journalister symbolsk magt. I et historisk
tilbageblik opgør hun, at den moderne journalist nyder en betydelig større social agtelse og befinder
sig på et væsentlig bedre indtægtsniveau end sin forgænger, for hvem journalistik ofte var et
ekstraarbejde eller en ufrivillig økonomisk nødvendighed (Kristensen, 2000, 178). Derfor skulle
professionen ifølge hende nærme sig en lønmodtageridentitet frem for at være præget af et kald. I
hendes artikel om journalistens rolleplacering i et professionssociologisk perspektiv, lægger hun
ikke op til argumentation for eller imod efteruddannelse, men jeg kan bruge hendes refleksioner om
feltets centrale interne konflikt mellem løn- og åndsarbejderen (ibid., 179) til at kaste lys på
dilemmaer i selvforståelsen. Ved siden af lønarbejderen, håndværkeren og åndsarbejderen savner
jeg dog idealisten, for i min forståelse vil lønarbejderen opfatte efteruddannelse som et
personalegode, åndsarbejderen kan betragte det som muligheden for at opnå specialviden, der er
med til at skærme ham mod almenheden, mens henholdsvis håndværkeren og idealisten kan bruge
efteruddannelse som enten opkvalificering af kunnen/ få nye teknikker eller som inspiration. En
åndsarbejder eller en idealist vil heller ikke føle sig underlagt institutionelle forventninger eller
målsætninger (ibid, 179). Hvis vi bruger Kristensens figur, vil en lønarbejder have brug for at
retfærdiggøre et skrivekursus, hvor han/hun forbedrer sine kompetencer, mens åndsarbejderen har
brug for opbakning til at tage på tegnekursus i Italien. I Kristensens optik ser det ud til, at vi skal

studienr 201303389 29
vælge mellem kreativitet og håndværk, mens Weicks mere cirkulære analyser lægger op til et både-
og: Vi kan veksle mellem flere identiteter i forskellige kontekster, så dette vil jeg vende tilbage til i
min analyse af den indsamlede empiri.
Selvforståelse
Nørgaard Kristensens triangulering indeholder fagets resultat – journalistikken – i midten. Og
skiftende idealer eller forskellige holdninger til fagets indhold kan også have betydning for
faggruppens egen forståelse af meningen med journalistik. Christian Breinholt, der er lektor i
medieteori på Journalisthøjskolen, mener, at journalisters selvforståelse er et levn fra 70erne
(Breinholt, 2010,198), hvor forståelsen af journalistik som ”demokratiets vagthund” blev
formuleret. Sammenholdt med tesen om, at en journalist refererer (modsat konstruerer) virkelighed
– befinder journalisten sig altså (altid) i et realistisk paradigme. Journalistens budskab transmitteres
relativt uproblematisk til en passiv modtager. Dette transmissionsbegreb, hvor virkeligheden
tilsyneladende kan gentages, er i stærk modsætning til Weicks verdenssyn, hvor virkeligheden hele
tiden er under forandring gennem kommunikation. Virkeligheden er så at sige til forhandling i et
evigt flow – men en flydende virkelighed vil være nærmest umuligt at praktisere i hverdagens
journalistik, da deadlines gennemtvinger beslutningen om, hvad der er vinklen18
. Men et ideal om at
være ”den 4. statsmagt” eller ”demokratiets vagthund” (Albæk et. al.,2015, 21 og 39) kan sagtens
eksistere sideløbende som et overordnet argument om idealet om at være uafhængig af
særinteresser, såsom professionelle kilder, politikere eller annoncører: Åndsarbejderen og idealisten
tager udgangspunkt i dette – for arbejdet er et kald, hvor de svage skal beskyttes mod de stærke
(magthaverne), og dette appellerer efteruddannelsesinstitutionen Mediernes Efteruddannelse (ME)
også til. F.eks. i katalogteksten til ugekurset ”Bag Magten”19
lyder oplægget, at: ”Kom bag om
magten, og se, hvem der egentlig trækker i trådene i den offentlige debat og den politiske verden. Vi
besøger tænketanke, organisationer og partier og taler med centrale personer i og bag magtspillet.
Du bliver klogere på magtlandskabet og lærer, hvordan du som journalist kan holde øje med
aktørerne.” Med et sådan kursusprogram er der ingen tvivl om, at man appellerer til journalistens
selvforståelse som vagthunden, der hjælper de svage og holder øje med magten.
Udover ovenstående er uddannelse blevet vigtig i selvforståelsen af professionens uafhængighed
(Kristensen, 2000, 161), og sammen med arbejdspladsens socialisering gælder dette som et
18
Journalistisk fagudtryk for, hvor udgangspunktet/problemfeltet ligger i artiklens opbygning
19
Downloadet fra efteruddannelseskatalog den 3. januar 2016: DJMX
http://issuu.com/mediernesefteruddannelse/docs/kursusudbud_f2016_a?e=19417536/30847518

studienr 201303389 30
udvælgelsessystem, hvor man skal indtage den for professionen rette skikkelse (ibid 162). Dette kan
føre til social lukkethed – social closure – et begreb som uddybes af Harrits & Larsen: ” Social
lukning betegner den situation, hvor adgangen til en gruppe kontrolleres og potentielle medlemmer
af gruppen ekskluderes på baggrund af en eller flere egenskaber, f.eks. race, besiddelsen af bestemte
kompetencer og formelle uddannelseskvalifikationer eller tilegnelse af en bestemt livsstil. Gennem
denne kontrol med adgangen til gruppen opnår gruppens medlemmer således en vis eksklusivitet
eller monopol f.eks. mht. ressourcer, kompetencer eller funktioner” (Harrits et al., 2014,11). Jeg ser
det som om, at Svith cementerer professionens tendens til intuitiv og pragmatisk tilgang til
vidensrationaler, på linje med Harrits’ pointer om social lukkethed. Du vil som journalist opleve
træghed i at levere en nytænkende eller anderledes konstrueret artikel, især hvis beslutningstageren i
den redaktionelle organisation samtidig er under pres for at levere til tryk, til tiden og i flere
sekvenser.
Fra udvælgelse, over uddannelse til virke i professionen vil den sociale lukkethed betyde, at
individerne indenfor professionen vil kunne fungere efter disse værdier og normsæt.
Normer
I Sviths professionsforståelse bevæger journalister sig gradvist fra et håndværk over mod en
tilnærmelse til eksperten med en forklarende rolle, der har den akademiske videnskabstradition som
ideal (Svith, 2014, 141). Det er dog ikke klart, om Svith mener alle former for journalister eller
udvalgte grupper, såsom kommentatoren eller fagmedarbejderen, der fremstår som ekspert.
Flemming Svith, der betegner sig selv som en semi-outsider, da han tidligere har arbejdet som
journalist på Morgenavisen JyllandsPosten, har i sin ph.d. beskrevet, hvordan den uafhængige
norm, der hersker om de journalistiske arbejdsmetoder, smitter af på faggruppen, når den arbejder
(Svith, 2011, 425). Svith har også interessante passager om forklarende journalistik – og denne
faggruppes trang til forklaringer (på alt) – en pointe, jeg antager, kan smitte af på journalistgruppens
tilgang til læring. Uagtet at livslang læring også er skrevet ind i Journalisthøjskolens formål
(DMJX, 2012, u.s.), er læring (stadig) et abstrakt begreb, der skal gøres konkret for at forstås.
Kompetenceudvikling har også været et flydende begreb (Hjort, 2006, 333), der efterhånden er
blevet snævret ind, defineret af strømninger fra New Public Management med krav om
dokumentationen for effekt (se side 23-24). Hjort skriver også ud fra en offentlig diskurs, hvor
efteruddannelse gerne må være meritgivende og evaluerbart. Debatten om effekt af efteruddannelse
er ikke gået upåagtet hen i medieverden, hvor mediearbejdsgiverne i årevis har forsøgt at få blødt

studienr 201303389 31
op på journalisternes rettigheder og selvbestemmelse. Konflikten går på, hvad der kan kaldes
”relevant” efteruddannelse, og aftaleparternes fokus på formuleringer i de enkelte
dagbladsoverenskomster kan ses som en magtkamp mellem lønmodtagerorganisationen DJ og
arbejdsgiversiden i DMA20
(mediearbejdsgiverne.dk, 2013, u.s.). Som praktiker i det journalistiske
fagområde antager jeg, at disse rettighedsnormer virker ind på den faglærte journalists
selvopfattelse, som kan eller skal legitimere, at han træffer frie uafhængige valg – også på
efteruddannelsesområdet. Sammenfattende har de journalistiske idealer, normer og
produktionsmetoder en afsmittende virkning på selvopfattelsen både i individet og professionen.
Professionen har nogle idealer om, at dens egen vidensrationaler og arbejdsmetode er ”rigtige” og
”objektive”, og så kan vi gennem et produkt videreformidle og fortolke på den viden, vi har.
Sammenfatning
Når jeg vil koble professionsteori sammen med teorien om meningsskabelse, bliver et af
hovedsporene identitet, da det er en af Karl Weicks pointer, at vi skaber vores identitet i samarbejde
med andre. Vi skal kunne holde vores egen person og rolle ud, når vi er på arbejde som journalister
– og vi skal træffe valg ud fra denne faggruppes normer. Den enkelte journalists valg af
efteruddannelse skal derfor legitimeres, og det kan den blive på arbejdspladsen gennem
italesættelse. Identitet er et hovedspor, når vi ser samlet på Weicks teori og professionsteoretikerne.
Weicks sociale kontekst kan både ligge inden- og udenfor organisationen, mens socialiseringen kan
ske indenfor professionen og i organisationen. Denne selvforståelse skal derfor forfølges, når jeg
skal indsamle min empiri og udforme mine forskningsspørgsmål. Identitetens sammenhæng med
det flydende begreb kompetenceudvikling (Hjort, 2006) er essentiel og måske endda en af
grundpillerne i den latente konflikt om, hvad efteruddannelse egentlig kan og skal dække over?
Som det vil fremgå af metodeafsnittet herunder, vil jeg bruge italesættelsen ved hjælp af kvalitative
metoder til at underbygge, om professionen opfatter sig selv som lønarbejder (jeg ønsker høj løn,
mange ferieuger, gode arbejdsvilkår), håndværker (det er vigtigt, at jeg skriver i et godt og korrekt
sprog/tager et godt billede osv.), åndsarbejder (jeg udfører kunst, ergo skal jeg inspireres for at
skrive godt) eller idealist (jeg tilhører den 4. statsmagt, der skal være med til at redde verden). Det
er min vurdering, at disse idealtyper kan have betydning for, hvordan efteruddannelse forstås og det
endelige valg af kurser.
20
DMA er Danske Mediers Arbejdsgivere, hvor formanden omtaler relevanskriteriet i årsberetningen

studienr 201303389 32
5.0 Metode og design
Jeg vil i dette afsnit udfolde mine teoretiske overvejelser om metodevalg, valg af
undersøgelsesdesign og valg af målgruppe for min undersøgelse. I uddybningen af design og
selektion vil jeg argumentere for, hvorfor jeg har valgt at gennemføre to fokusgrupper for ansatte
redaktionelle medarbejdere og et semistruktureret interview for ledere. (Andersen et. al., 2012, og
Brinkmann & Tanggard, 2010). Jeg vil ligeledes redegøre for refleksioner om min insiderpositio, og
hvordan jeg er kommet frem til min kodning. Spørgeguides er vedlagt som bilag 1 og 2.
5.1 Pilotundersøgelse
Det har spillet en afgørende rolle for mit valg af problemformulering og undersøgelsesmetoder, at
jeg foretog et pilotinterview i Berlingskes HR-afdeling som en indledende research til dette speciale
i august 2015. Det er en god idé at lave indledende pilotinterviews med eksperter på området
(McNabb, 2010, 31-32), og HR-afdelingen står udenfor professionen, men alligevel som en vigtig
del af organisationen med stabsfunktioner. HR-konsulenten har ikke ønsket at deltage i selve
undersøgelsen, men jeg har tilladelse til at referere fra vores samtale i stikordsform, da der her blev
afdækket nogle af de problematikker, jeg også omtaler i motivationen for mit speciale i afsnit 2.
HRs indgangsvinkel er, at en del medarbejdere aldrig bruger efteruddannelse. Andre bruger det
meget, og atter andre bruger det ”forkert”. HR ser sig selv som en administrator af
efteruddannelsesordningen i forhold til Pressens Uddannelsesfond og Berlingskes ledelse, mens
ansvaret for dets indhold, formål og/eller læringsmål overlades til HR-konsulentens overordnede og
de redaktionelle ledere.21
Især HR-konsulentens fokus på, at mange journalister havde en for hende
uforståelig praksis, hvad angik brug eller ikke-brug af efteruddannelse, gør det relevant at
undersøge, hvor meget professionen indretter meningsskabelsen efter, hvad kollegaer siger eller
gør, og hvordan det redaktionelle ledelseslag opfatter dette. Jeg valgte derfor at benytte
fokusgruppe-interview som metode for journalistgruppen, da jeg ville se på professionens
meningsskabelse omkring praksis og konstruktion af normer, mens kvalitative interviews i ledelsen
skulle hjælpe mig med at lede efter en fælles strategi (Brinkmann & Tanggard, 2010, 37). Denne
undren i HR-afdelingen sammenholdt med mine teorivalg kom til at præge mit valg af kvalitative
metoder (se 5.3 -5.5.), men først vil jeg redegøre for, at research i egen organisation gør, at man
21
Interviewet fandt sted på et tidspunkt, hvor Berlingske stadig havde koncernstruktur med egne trykkerier, jysk-fynske regionalmedier,
radiostationer, forlags-, telegrambureau- og ugeavisvirksomhed, så HR-konsulentens udtalelser bygger på et langt større antal personer og en langt
større organisation end den, som dette speciale omhandler ved afleveringen i maj 2016

studienr 201303389 33
altid skal være parat til at forhandle sin egen position (Kragelund, 2007, 79) og være opmærksom
på bias (Kvale & Brinkmann, 2015, 230-233).
5.2 Den interne forsker
Som jeg tidligere har nævnt, er jeg at betragte som en forsker i en insiderposition, der derfor let
rammes af bias, når jeg vil foretage research i egen organisation (Kragelund, 2007, 77). Jeg skal
derfor have opmærksomhed på at indhøste gyldig viden (Kvale & Brinkmann, 2015, 323) samt
håndtere, at det kan være svært at distancere sig fra emnet eller deltagerne (Halkier, 2009, 19). I
selektionen af interviewpersoner har jeg arbejdet ud fra nedenstående netværks- og positionsmodel
for at få interviewpersoner så langt væk som muligt fra mig selv. I modellen på næste side har jeg
opdelt interviewpersoner efter nærhed i organisationens arbejdsfællesskab – dvs. at de yderste
positioner er at foretrække fra interviewerens synsvinkel (Halkier, 2014, 99). Hvordan
fokusgruppedeltagernes interne kendskab var til hinanden har også betydning, og det kommer jeg
ind på i afsnit 6.3.3 side 72 (Halkier i Brinkmann & Tanggaard, 2010, 125). Ledelsen er nævnt i
højre side af modellen, hvor interviewet med Dorte blev udført. Chefredaktør 1 fravalgte jeg selv på
grund af nærheden til mig som ansat, mens chefredaktør 2 var en attraktiv interviewperson, da han
både var ude i position 4 og den leder, der er ansvarlig for medarbejdernes efteruddannelse
overordnet set. Han kunne dog ikke afse tid til et interview indenfor dette speciales tidsramme.
Overvejelserne om min position tydeliggør jeg i både min skriftlige og mundtlige introduktion til
fokusgrupperne22
, men det er en position, der bliver bragt til forhandling flere gange undervejs i
indsamlingen af de kvalitative data, som eksemplet herunder fra fokusgruppe 1 illustrerer. Der er
flere andre episoder, hvor det er tydeligt, at respondenterne taler til mig som kollega frem for
forsker, hvilket ikke nødvendigvis er et problem (Kvale & Brinkmann, 2015, 398). Jeg skifter også
selv mellem rollerne som studerende, kollega, forsker og moderator – f.eks. da jeg begynder at
uddybe en bemærkning fra Charlotte om det hedengangne kursussted, Pressens Uddannelsescenter i
Vennelystparken, overfor de yngre medlemmer af fokusgruppe 1, da vi tydeligvis er de eneste, der
kender til stedet. Selvom det kan virke som om, at jeg foregriber analysen, er det alligevel
nødvendigt for mig på dette sted i opgaven at give et eksempel på problemstillingen med min egen
insiderposition, da jeg mener, at det gennemsyrer fokusgrupperne. Jeg kan altså ikke tage
udgangspunkt i forskeren som en neutral observatør (Kvale & Brinkmann, 2015, 319).
22
Er fuldt udskrevet i transkribtion af fokusgruppe 1

studienr 201303389 34
Insiderposition, spændingsfeltet mellem interviewer, respondenter, HR og ledelse
Illustration 4: Positionsmodel efter interviewerens nærhed til respondenter. Egen tilvirkning.
I nedenstående eksempel forhandler vi om dagsordenen for fokusgruppen ved debriefingen
(Brinkmann, 2010, 440). HB er interviewer, Charlotte er journalist, og hun vil gerne fortsætte:
Charlotte: for jeg synes måske noget af det, vi kom mindre ind på, det er, hvad vi har fået ud af
konkrete efteruddannelser.
HB: Ja?
Charlotte: Vi har, nu er der så også nogle, der ikke rigtig har prøvet noget endnu. For der er noget
man får rigtig meget ud af, og så noget hvor man kommer hjem og så har man glemt det hele igen.
[ja]
HB; så skal du definere lidt, hvad du mener med ”få ud af”?
Charlotte: Ja?
HB: hvad er ”at få ud af ”- hvad er det at få noget godt ud af et kursus, hvad er det?
Charlotte: ja, og det kan være rigtig mange ting, fordi det kan jo også bare være at komme hjem og
føle sig inspireret og have lyst til at gå i gang med noget og …noget er selvfølgelig også, hvor man
simpelthen har lært nogle teknikker æhh f.eks. sådan noget med interview, interview- og
spørgeteknik kunne det godt være, ikk ? Eller … måder at arbejde med en histories opbygning på,
ellers ()
HB: men er det for dig, siden du efterspørger det nu, sådan? Det må du lige (…)
Charlotte: Jamen det er mere, jeg tænker sådan, at det var noget af det, du havde brug for at få at
vide? Fordi det havde du skrevet i dit oplæg…eller sådan havde jeg tolket det… [øehm]
HB: Altså, jeg … det skal jeg lige forstå, hvad det er du synes, jeg har skrevet? Nu tabte jeg tråden.
Charlotte: neh men nej, hvis det ikke er noget, du har brug for, så skal jeg ikke sidde og proppe det,

studienr 201303389 35
altså jeg …jeg tænkte bare, hvis du , hvis vi nu er kommet igennem på halv tid, hvis der så var noget,
vi ikke var kommet ind på…”
Charlotte bruger flere gange formuleringen ”vi” i en betydning, der kan tolkes som, at ”vi” er
hende/fokusgruppen og undertegnede som kollega frem for en udefrakommende forsker. Hun
forventer, at ”vi” skal ordne et fagligt spørgsmål om kvaliteten af efteruddannelseskurserne, hvilket
ikke var min (forskerens) dagsorden. Denne insiderposition ville ikke være aktuel, hvis jeg havde
indsamlet empiri i en anden profession eller i en anden medieorganisation (Halkier, 2009, 16).
Fordele og ulemper ved insideren
Min insiderposition kan ses som en fordel, idet jeg derved har en forhåndsviden om arbejdspladsen
og dens nuværende brug af efteruddannelse. Jeg ved, at der har været kørt forsøg med intern
efteruddannelse i f.eks. brug af sociale medier, afholdt på arbejdspladsen23
, og at ledelsen har brugt
kræfter på at motivere ansatte for dette. Omvendt kan min insiderposition ses som ulempe, idet det
kan være svært for tidligere kollegaer at se mig som forsker eller studerende i stedet for journalist.
Denne dobbeltrolle kan have spillet ind på medarbejdernes vilje og lyst til at deltage i en
fokusgruppe om efteruddannelse. Min insiderposition i fokusgrupperne bliver også tydelig ved, at
geografiske stednavne og institutioner ikke forklares af respondenterne, men forudsættes bekendt af
intervieweren, f.eks. Emdrup24
, DJE25
, medarbejderforeningen26
osv. I situationen med
lederinterviewet kan jeg måske mere sammenligne min undersøgelse med Svith, der i sin ph.d.-
afhandling ser sig selv som semioutsider (Svith, 2011, 247) – dvs. journalisten, der nu er blevet
forsker og derfor optræder som sådan overfor kollegaer i sin tidligere profession.
5.3 Valg af kvalitativ deduktiv tilgang
Den deduktive metode
Jeg har valgt en hypotetisk-deduktiv metode, hvor teori og eksisterende litteratur er udgangspunktet
(Andersen et al., 2012, 27) for min undersøgelse. Det gør jeg, fordi at jeg kan ikke fremstå ”uden
kendskab” til området (ibid.), når jeg har arbejdet inden for mediebranchen i 30 år. Derfor er det
vigtigt, at jeg er systematisk i min dataindsamling og analysetilgang, og det er her min
interviewguide og kodning kan fastholde mig i en forskningsposition (Andersen et. al., 2012, 27).
Det betyder, at jeg skal fastlægge, hvilke former for enheder, jeg vil sammenligne eller se på
23
Berlingske Academy
24
DMJXs afdeling i København, den tidligere Mediehøjskole, hvor bl.a. tv-tilrettelæggere uddannes
25
Den Journalistiske Efteruddannelse – et tidligere navn for Medieernes Efteruddannelse, da det var knyttet til DMJX
26
Berlingskes fagforeningsklub for Dansk Journalistforbund, der vælger tillidsmanden

studienr 201303389 36
kombinationer af (Bischoff & Klemmesen i Andersen et. al, 2012,61) og forlade mit normative
drive, der oprindelig fik mig til at opstille denne opgaves problemformulering og hypoteser
(Andersen et al., 2012, 39). Min dominerende enhed bliver professionen, fordi både ansatte og leder
kommer fra samme uddannelse. Denne kombinerer jeg med organisationen, der er en ramme rundt
om journalister, leder og HR og i denne kontekst interviewer jeg dem. Ved hjælp af mine
spørgeguides for fokusgrupperne og mit semistrukturerede interview med lederen har jeg haft
mulighed for at indhente dybtgående viden fra professionen (Kvale & Brinkmann, 2015, 83-86).
Da de kvalitative metoder er gode til at opnå mere dyberegående forklaringer end i et kvantitativt
spørgeskema, er dybden at foretrække frem for antallet af respondenter (Kvale & Brinkmann, 2015,
19-37). En ren kvantitativ logik ville simpelthen betyde udeladelse af alt for mange interessante
fænomener fra folks dagligliv (Silverman,2005,6). Jeg er dermed på linje med andre kvalitative
forskere, der er parate til at ofre det brede perspektiv for detaljen (ibid, 9). Jeg er i dette speciale dog
ikke nået til et mætningspunkt, hvad angår ledelsen, da jeg ikke fik et interview igennem med
chefredaktionen (Halkier et. al., 2012, 165). Jeg vil i næste afsnit uddybe, hvor jeg vælger
henholdsvis fokusgrupper og enkeltmandsinterview.
5.4 Fokusgrupper
Fokusgrupper er egnede til sociologiske emner, såsom uddannelse og arbejdsliv (Halkier, 2008,12)
og giver mulighed for diskussion i grupper (Colucci, 2007, 1422). Ved at vælge forskellige øvelser
og aktiviteter til at supplere spørgeguiden øger jeg muligheden for, at deltagerne lytter til hinanden,
supplerer hinanden og interagerer med hinanden (ibid, 1424). ”Data collected through the use of-
activity-oriented questions might be more complex to analyze. On the other side, they can help the
researcher see elements that would have been neglected if the question was asked in a more
classical way” (ibid, 1430).
Fokusgruppens styrke – at se på meningsdannelsen
Når jeg netop peger på den sociale kontekst som betydnings- og meningsdannende (Weick, 2001,
461-463) i teoriafsnittet, er det oplagt at bruge fokusgrupper som metode, da der netop lægges op
til, at deltagerne taler sig frem gennem deres oplevelser af en eller flere cases eller muligheder.
Fokusgrupperne kan give et indtryk af journalistprofessionens motivation og bevæggrunde for valg
– og fravalg – også selvom den enkelte deltager får sagt mindre end i et enkeltpersonsinterview
(Halkier, 2008, 13). Jeg vælger fokusgrupper til den journalistiske profession, fordi denne
undersøgelsesmetode er god til at producere data om mønstre, når gruppen vurderer og forhandler
(ibid., 110). Min insiderposition har givet mig nogle informationer på forhånd, hvor jeg har hørt

speciale samlet_final

Recommended

Recommended

More Related Content

Similar to speciale samlet_final

Similar to speciale samlet_final (6)

speciale samlet_final