1. Et værre rod
Min lillebroder hed Tobias og min storesøster hed Lillian. Det hedder de stadigvæk, men dengang i
halvfemserne alt det med Svend-Åge og Liv og det frygteligste skete, hed de det på en anden måde.
Til sommer er det ti år siden.
Siden dengang i den gamle villa på Æblevej er jeg kommet et godt stykke op i tyverne og er allerede ved at
være en gammel mand.
Dengang hed Tobias, Tobias på en anden måde.
Det er mærkeligt, men sådan er det. Tiden ændrer tingene. Og den ændrer menneskene og deres navne,
selvom de hedder det samme.
Selv hedder jeg stadigvæk Peter, men også mit navn er ændret. Det er ikke helt det samme Peter. Der er
sket noget, klangen er anderledes, og når jeg nu skriver mit navn her på computeren, ser jeg undrende på
det og spørger mig selv, om det virkelig er mit navn? Om jeg hedder Peter?
Det kender enhver: når man gentager et ord længe nok, bliver det til sidst fuldstændig skørt, det hænger
fast i munden, det bliver så mærkeligt, at man til sidst bliver sikker på, at det slet ikke findes, at der
ingenting er der kan hedde ligesom ordet. F.eks. vindue. F.eks.
hvis man sidder i en gymnastiksal i et vindue, fordi man er blevet ramt og gået ud og så siger vindue inden i
sig
selv, og bliver ved og ved, så tror man til sidst ikke længere at vinduet hedder vindue, og man begynder at
lede efter det rigtige ord. Det der rigtigt hedder vindue.
Heldigvis så holder det op.
Men det passer alligevel.
Og alligevel passer det ikke. Og det værste er, at når først et ord er blevet helt skørt, så begynder hele
verden at blive skør, og så bliver man selv skør, og selvom man griber fat i bordkanten og bider tænderne
sammen, så bliver man svimmel og falder ned i et dybt hul, som er inden i hovedet på en selv. Et sort hul,
ligesom i den nye film med galaksekaptajnen Ziir, hvor han er ude i rummet og kommer ind i en
tidsmaskine, hvor det hele hvirvler rundt, og kommer man først derind, så er man ikke sikker på noget som
helst eller om man overlever.
Og har det alt sammen, det med Svend-Age og Rosa og Liv og det frygteligste ikke lært mig andet, så har jeg
i al fald lært, at ordene er farlige.
Tobias var ligeglad. Tobias brugte ordene som det passede ham. Han var fuld af løgn.

2. Den aften, hvor det hele begyndte om eftermiddagen, sad vi ved spisebordet og Lillian løftede hovedet og
kastede håret tilbage og så op fra frikadellerne med et mystisk og hovent udtryk, som om Robbie Williams
fra Take That lige var trådt ind i stuen med en skinnende guitar over skulderen for at spørge om hun ville
med en tur i byen, og som om hun overhovedet ikke regnede en skid med os andre, og så fortalte Tobias, at
han havde været oppe at slås med 10 ninjaer på vej hjem fra skolen, og havde slået de 3 af dem ned med sit
samuraisværd, før han sprang op på ladet af en lastvogn, der tilfældigvis kørte forbi, men selvom
lastvognen kørte ud på flyvepladsen med ninjaerne jagende bagefter på motorcykler og Tobias styrtede op i
et fly lige for næsen af ninjaernes anfører, hvis ene hånd var af sølv og digitaliseret, så var der ingen af os
andre der sagde noget.
Lillian blev ved at se efter Robbie Williams der stadig ikke kom ind ad døren, og jeg tænkte på Svend-Age og
hans ulykkelige kærlighed, på vores mislykkede frieri og på min egen ulykkelige kærlighed til Liv, og vores
mor rynkede panden og så en gang på Tobias før hun spiste videre.
Sikke et cirkus.
Det var, som om hun sov.
Vores mor sov.
Og når hun ikke sov, så drak hun. Hun skjulte det, men ikke særlig godt. Vi vidste det alle sammen. Det var
mest Anis og Gammel Dansk. .
Var det fordi vores far var væk? Dengang syntes jeg, at han var en nar. I al fald når jeg en sjælden gang
drøftede den slags med Lillian eller Tobias. Talte jeg med vores mor, så syntes jeg, at han var fin nok.
I virkeligheden kunne jeg ikke finde ud af det.
Liv hjalp mig. En kort overgang var jeg lige ved at finde ud af det hele. Også at han var rejst, trådt ud af
huset med et stort smil på læberne og en kuffert i hånden og havde vinket farveL Farvel og tak!
Der var en anden.
Dåsen kaldte min mor hende, når hun var fuld.
Og Lillian ventede på Robbie Williams. Før ham havde hun ventet på Michael Jackson. Og efter Robbie
Williams blev det Lee Murray fra Let Loose, men hele tiden var der en stor, rødhåret fyr, som hed Henrik og
som havde hele hovedet fyldt med røde bumser, og en i nakken der var lilla. Lillian lod som om hun godt
kunne lide ham. Tobias spurgte ham om han kendte nogen ninjaer, og før Henrik kunne nå at svare, fortalte
Tobias ham en fuldstændig vild historie om hvordan han havde klaret 20 ninjaer.
Bagefter Henrik, lige før det frygteligste skete, kom der en der hed Søren med gult hår og en spids næse.
Han grinede hele tiden mens han så alvorlig ud, og vores mor kløede sig i· håret og så undrende på ham,
men han fortsatte med at se alvorligt på hende og grine, og engang jeg brasede ind til Lillian (hvad der var
strengt forbudt) sad Søren med hånden oppe under Lillians bluse og Søren begyndte at grine højt da jeg
stirrede på hans hånd der skjult under Lillians trøje krummede sig om et af hendes bryster.

3. Det var et værre rod.
Men det var først da Svend-Åge blandede mig ind i sit rod, at det virkelig tog fart.
Et kort øjeblik, så forsvandt det igen. . o Jeg bliver ved med at tænke på en, der. kommer på Cafe Kok her i
nat. Fra hun kom og til hun gik, sa hun pa sig selv i det store spejl bag ved zinkdisken. o Nu sover spejlet
inden i sit eget sølv. Det drøner pa sine lange drømme, om alt det der sker foran: ~lgernes voldsomme hår s
kantede guld og sølv, deres øjnes forstørrede glans, stenene der også er fuld af drø:nme og som de bærer
under øjnene. Jeg så ikke hendes øjne. Hun beholdt de store solbriller på.
Jeg plejer at spille på computeren. Night Gan:e: et tredimensionalt spil med supergrafik. Man dør l et væk:
Slår ihjel i et væk. Ligesom på De hundrede Kanaler. Men l nat skriver jeg om dengang:
Det er som sagt alt sammen snart 10 år siden.
Nu bor vi alle sammen et andet sted. Forskellige steder. Jeg bor oven på Cafe Kok inde midt i byen. Her hvor
det foregår, og hver anden uge arbejder jeg fra klokken 8 til klokken 2 om natten bag zinkdisken nede i Cafe
Kok.
Frank og jeg har ryddet op og stemt kasserne af, og nu sidder jeg på mit værelse bag computeren og skriver
om dengang. Det er vinter. Sneen pøser ned. For et øjeblik siden, da jeg så ud ad vinduet på den oplyste sne
over pladsen foran Cafe Kok, stod der et ansigt inde i sneen.