1. Forside til Hjemmeopgaver/synopsis
Institut for Tværkulturelle og Regionale studier
Københavns Universitet
Hvor der er krav om godkendt pensum, forsynes opgaven
med både litteraturliste og kopi af pensum
Navn: Bastian Axel Larsen Friborg
KU brugernavn: Mrf480
Telefon/e-mail adresse: 51881591 / mrf480@alumni.ku.dk
Uddannelse: Religionsvidenskab
Titel på eksamen: Religionshistorie 2 – Indiske Religioner og/eller Islam
Skriftlig re-eksamen
Kursustitel: Religionshistorie 2 – Indiske Religioner og/eller Islam
Fagelementskode: 47310027-01
Eksamenstermin:
Studieordning/år: Religion – 2010 27/08 – 2012 – Sommer, re-eksamen
Niveau: Sæt X
Opgavetitel:
BA X Spørgsmål 1: Koranen og hadithifht. Jøderne og
BA tilvalg
de kristne
Kandidat
Kandidat tilvalg
Åbent Universitet
Andet
Normalsider:(Normalt 2400 enheder pr. side. Se din studieordning under generelle bestemmelser) det i 9,967
studieordningen angivne maximale normalsidetal for hjemmeopgave må ikke overskrides. ns
Eksaminator: Søren Christian Lassen
Censor: Kate Østergaard
Det erklæres herved på tro og love, at undertegnede egenhændigt og selvstændigt har udformet
opgaven. Alle citater i teksten er markeret som sådanne, og opgaven eller væsentlige dele af den
har ikke tidligere været fremlagt i anden bedømmelsessammenhæng. Det i studieordningen
angivne maximale normalsidetal er ikke overskredet. Ved elektronisk aflevering af opgave vil log in
på Absalon samt upload af materiale erstatte en underskrift på papir.
Dato: 27-08-2012 Navn: Bastian Friborg

2. Koranen og Ḥadīth ift. jøderne og de
kristne
Jeg vil i det følgende komme ind på, hvordan udvalgte passager fra Koranen og Ḥadīth, samt udvalgte
Koran-kommentarer fra Ibn Kathir, forholder sig til hhv.jøderne og de kristne, og dernæst diskutere de
forskellige opfattelser og deres baggrund i de historiske miljøer, som de er vokset frem af.
Introduktion
Ifølge den muslimske tradition, så blev Koranen samlet omtrent 40 år efter profeten Muhammads første
åbenbaringer (år 610), da alle hans tilhængere efterhånden var døde pga. krig eller alderdom, og man
derfor var i fare for at miste hans ord. Det giver 40 år, hvor åbenbaringerne er gået fra mund til mund inden
de blev nedskrevet og samlet af Kalif Uthmān omkring midten af det 7. århundrede. De sidste 1400 år skal,
der, ifølge muslimerne, ikke være foretaget ændringer og manglen på streger og prikker til markering af
konsonanter sandsynliggør, at denne påstand kan være sand, da de tidlige muslimske skrifter ikke havde
disse markører. Mange nutidige, vestlige, ikke-muslimske forskere har dog argumenteret for det
usandsynlige i påstanden om, at Koranen skulle være skrevet i det 7. århundrede og argumenteret for, at
Koranen først blev nedskrevet meget senere, i det 9. århundrede, idet de ældste skrifter man har fundet af
Koranen kan dateres til det 9. århundrede. Dette giver altså en periode på omkring 200 år, hvor Koranen er
gået fra mund til mund, og kan være blevet formet og ændret alt efter sin samtid og hvad fortælleren har
fundet vigtigst (Brown 2009, 73). Forskerne er dog enige om, at den siden nedskrivningen, ikke har ændret
sig væsentligt. Det er dog værd at bemærke, at muslimerne selv vedstår, at der er afsnit der kan være
sorteret fra under redigeringen af Koranen (Ibid.). De siger dog at det var over en kort periode og ikke over
flere hundrede år. Til at støtte læserne af Koranen, bliver Muhammads gerninger nedskrevet i Ḥadīth, som
så skal være en støtte og en vejleder for, hvordan man som muslim bør opfører sig i forskellige situationer,
og hvilke holdninger og svar man bør give i givne situationer.
Som det fremgår, er det ikke en enkel opgave, at sætte Koranen i forhold til tid og sted. Brown har et
stærkt argument for, at Koranen er skrevet senere end det 7. århundrede, da der er sproglige finesser, som
har været forældet og derfor vanskelige for muslimer i det 9. århundrede at forstå.
Det har dog været svært for forskere, at være specielt tekstkritiske, da Uthmānfik alle kilder, der ikke
kom med i den endelige udgave ødelagt (Ibid.). Vi har altså kun de, af de tidlige muslimer udvalgte, tekster,
som vi kan forholde os til.
1

3. Metode
De kilder, jeg bruger, er udvalgte Korantekster fra Ellen Wolfs koranoversættelse og oversatte uddrag af
Ḥadīth, som findes opgjort i pensum. Da der er tale om oversættelser, vil der sandsynligvis være noget, der
er gået tabt i oversættelsen, og jeg vil samtidig være opmærksom på, at religiøse tekster, ligesom alle
mulige andre tekster, er skrevet af mennesker i en bestemt tid og et bestemt miljø. Som sekundær
litteratur, bruger jeg Daniel Browns ”A New Introduction to Islam”, hvilket selvfølgelig vil præge
perspektivet, idet han er muslim og har boet i Ægypten og Pakistan, hvor han blev født.Til slut vil jeg
inddrage Charles J. Adams artikel, The Teachings of the Qur'an, i The Encyclopedia of Religion, da han,
efter min mening, har en interessant vinkel på, hvorfor kritikken af jøderne og de kristne er, som den er.
Jeg vil forsøge mig med kildekritik og komparativ metode, som beskrevet i Jørgen Podemann Sørensens
”ReligionshistoriskeKilder” fra 2006, hvorfor jeg vil betragte udpluk fra Koranen og Ḥadīth, som levninger1,
da jeg ud fra dem vil drage slutninger om det miljø, som de er opstået i og derefter sætte forskellige
passager op overfor hinanden, for at se om der er en udvikling i holdninger, og om denne kan afspejles i de
historiske begivenheder på det pågældende tidspunkt (Sørensen 2006, 60). Dette gøres så resultaterne
senere kan blive sat op mod hinanden i en diskussion. Jeg har valgt, at fokusere meget på den analytiske
del, da jeg vurderer, at en analyse af Koranen er altafgørende, når det kommer til at ville forstå Islam, og for
senere at kunne sætte den op mod andres kommentarer og holdninger.
Historisk baggrund
Koranens forudsætninger skal findes dels i Arabiens historiske baggrund og dels i de miljøer af kristne og
jødiske grupper, der holdt til omkring Palæstina og Syrien (Brown 2009, 34). Kulturen i Arabien før Islam var
præget af polyteisme2, med små kristne og jødiske enklaver rundt omkring, primært i syd og i Medina. Der
var altså tanker om den ene almægtige Gud, i omløb, så det var ikke noget helt nyt, da Muhammad kom
frem og fortalte om sine åbenbaringer. Der var et behov for, at få cementeret monoteismen, som bliver
sidestillet med oplysning frem for barbari. Som det vil fremgå nedenfor, så hentede Islam inspiration fra
andre religioner i området, her i blandt specielt jødedommen og kristendommen.
Inden Muhammads åbenbaringer, var det vi populærtkalder Mellemøsten, præget af det Byzantinske
østromerske storrige og det Persiske imperium. Der var en lang række forskellige kristne og dualistiske
grupper, som opererede i området, og der kørte en udbredt debat om dels Jesus’ guddommelighed og
1
Rester fra fortiden, som vi bruger til at drage konklusioner om den tid og det miljø, som de stammer fra (Sørensen
2006, 6).
2
Tilbeder mere end én gud
2

4. Marias rolle, som mor til en gud eller profet. Denne debat var udtryk for en magtkamp, udover at være en
akademisk debat mellem de skriftkloge.
Korananalyse
Jeg vil nu trække nogle udvalgte sûraer3 frem, og sætte dem overfor hinanden og dermed analysere
dem.Sûraerne minder flere steder om hinanden, både på indhold og ordlyd. Da de ikke er kategoriseret
efter emne, er der ofte nogle temmelig store spring mellem de steder, der behandler fx Jesus og hans
status som profet, overfor de kristnes placering af ham ved Guds side. Jeg har valgt, at samle citaterne
nedenfor, da jeg mener, det vil hjælpe til at gøre min analyse mere flydende, når jeg ikke behøver springe
fra emne til emne. Sûraerne vil blive fremlagt i kronologisk rækkefølge, og derefter kommenteret i en
sammenhængende analyse, for så at gå til næste emne.
Det vil blive klart, at der er en tråd, som går igen i flere af citaterne, nemlig den, at jøderne bevidst har
forfalsket Guds ord, mens de kristne er ofre for fejlfortolkninger og vildledning. Alle Korancitater er fra Ellen
Wulffs oversættelse fra 2006 medmindre andet er angivet.
Jøderne og de kristne
1:7: Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde; ikke den, der følges af dem, som vreden
rammer, eller af de vildfarne.
Her ser vi, at der skelnes mellem tre forskellige grupper af mennesker, ”dem, som Du viser nåde”, ”dem,
som vreden rammer” og ”de vildfarne”.Det vil sige, muslimerne som er på den rette vej mod frelsen,
jøderne, som med vilje har gemt og fordrejet Guds ord, og de kristne som er ofre for vildledninger og
misforståelser, idet de tror at Jesus er Guds søn og hans lige.Der er altså de gode muslimer overfor de onde
jøder, og i midten hænger de kristne, som en forvirret flok, dog med lange udsigter til at blive frelst. Og det
bliver gjort tydeligt, at vreden vil ramme dem, som ikke er på rette vej.
At følge den rette vej hænger meget sammen med tawḥīd, det muslimske gudsbegreb, som er
dominerende i Islam, og som understreges i sûra 112:1-4, al-Ikhlāṣ : ”Sig, ’Han er Gud, én, Gud, Den Evige,
Han har ikke avlet, og Han er ikke avlet. Ingen er Hans lige.’”(Wulff 2006, 518). At de har så meget fokus på,
at Gud er den eneste sande, kan læses som en reaktion på det polyteistiske miljø, der dominerede den
arabiske halvø på Muhammads tid, og vi kan se de sidste to vers, som en reaktion på de kristnes
treenighed, da idéen om Jesus som ligestillet Gud kan lede tankerne hen på polyteisme. Detmuslimerne
understreger, er, at der kun er én gud. Den kristne semi-polyteisme er kernen i muslimernes kritik af de
kristne.
3
Betegnelse for hvert af Koranens 114 vers-inddelte kapitler (Butler og Hoffmann 2008, 274)
3

5. At Islam er en monoteistisk religion er ikke til at tage fejl af, det træder bl.a. stærkt frem i de sûraer, der
refererer til de jødiske og kristne mytologiske tekster. I disse passager nævnes Abraham ofte og det med en
anerkendelse af, at han var hanif, et teologisk samlingspunkt for de tre monoteistiske skrift-religioner,
Koranen gør det dog klart i sûra 3:67(Ibid., 54), at Abrahamhverken var jøde eller kristen. Det samme er
tilfældet med de andre profeter jf. sûra 2:140(Ibid., 28). Det bliver understreget, at de var monoteister.
Dette kunne umiddelbart ligne en næsten venligsindet holdning til jøderne, dog mørknes det af de stadige
bemærkninger om, at de skal tilbage på den rette vej, og beskyldninger for at have glemt eller ligefrem
gemt vigtige passager af deres hellige skrift (sûra 5:15) (Ibid., 88).
3:71: I Skriftens folk! Hvorfor hyller I sandheden ind i løgn? Hvorfor skjuler I sandheden, når I
har viden?
Denne sûra er en klar reprimande til jøderne, fordi de har forvansket Toraen, som de havde fået den
åbenbaret af Gud.
5:44: Vi sendte Toraen ned med retledning og lys, for at profeterne, der havde overgivet sig til
Gud, og ligeledes rabbinerne og de skriftkloge kunne dømme for dem, der var jøder, efter det af
Guds skrift, som de var blevet betroet, og som de var vidner på.*…+De, der ikke dømmer efter
det, som Gud har sendt ned, er de vantro.
5:46: Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres spor for at bekræfte Toraen, som forelå før ham. Vi
gav ham Evangeliet med retledning og lys til bekræftelse af Toraen, som forelå før det, som en
retledning og formaning til de gudfrygtige.
5:47: Evangeliets folk skal dømme efter det, som Gud har sendt ned deri! De, der ikke dømmer
efter det, som Gud har sendt ned, er de gudløse.
5:48:Til dig sendte Vi Skriften med sandheden ned, til bekræftelse af det af Skriften, der forelå
før den, og for at give vished derom. Døm imellem dem efter det, som Gud har sendt ned! Følg
ikke deres lyster, bort fra sandheden, der er kommet til dig! For hver og en af jer har Vi sat en
retning og en vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til ét fællesskab; men Han vil sætte
jer på prøve gennem det, som Han har givet jer. I skal stræbe efter at komme først med det
gode! Til Gud vender I alle tilbage. Da vil Han underrette jer om det, hvorom I var uenige.
Disse fem vers af den femte sûra placerer både jøderne og de kristne, samt Toraen og Evangelierne i et
ret konkret forhold til muslimerne og Koranen, og giver udtryk for at jødernes og de kristnes gud er den
samme som muslimernes, og deres hellige skrifter bliver også anerkendt som tidligere åbenbaringer fra
samme gud. 5:44 siger også de skriftkloge skal dømme ”efter det af Guds skrift, som de var blevet betroet,
og som de var vidner på”. Jøderne skal altså dømmes efter Toraen, de kristne efter Evangelierne og
muslimerne efter Koranen. Dømmer man efter noget andet, så er man vantro. Jesus bliver set som en
4

6. profet, der følger efter Toraen, for at bekræfte den, og med Evangelierne komme med retledning, der hvor
jøderne var gået galt og havde glemt det åbenbaret.
74:31: Vi har kun sat engle som Ildens opsynsmænd og kun opgivet deres antal som en prøvelse
for dem som er vantro, for at de, der har fået Skriften, kan blive overbevidst, og for at de, der
tror, kan blive bestyrket i troen; for at de, der har fået Skriften, og de troende ikke skal tvivle,
mens de, der bærer en sygdom i deres hjerte, og de vantro skal sige: »Hvad ønsker Gud med
dette som eksempel?« Således vildleder Gud, hvem Han vil, og retleder, hvem Han vil.
Dette skriftsted, beskriver hvordan Gud har opdelt jøderne og de kristne fra muslimerne, for at sætte
dem på prøve, om de kan finde den rette vej. Både jøderne og de kristne har fået åbenbarede tekster fra
Gud, og med Koranen, som er det sidste der vil blive åbenbaret, er der lagt op til, at jøderne og de kristne,
skal se sandheden i det Muhammad prædiker og vende sig imod lyset. Også her ser vi dog, hvordan jøderne
bliver beskrevet, som dem ”… der bærer en sygdom i deres hjerte…”, hvilket ikke kan siges at være specielt
flatterende. Det bliver åbenbaret, at det er med vilje, at Gud har gjort det sådan, og at han kunne retlede
dem, hvis han ville4. Skal man så som muslim have ondt af jøderne og de kristne? Svaret er ja, hvis man
læser med de briller, der fokuserer på de sider og afsnit i Koranen, der er venligt stemt overfor jøderne, og
nej, hvis man læser med briller der fokusere på deres synd og løgnagtighed, ved at fordreje Guds ord og
sætte Jesus og Maria ved Hans side.
Jesus, Maria og treenigheds tanken
Problematikken omkring Jesus og Maria, står helt centralt i muslimernes kritik af de kristne. Noget tyder
på, at der var en nær forbindelse med kristne miljøer, da disse passager blev redigeret sammen til det
samlede værk, Koranen, hvorfor skulle der ellers være så stort et fokus på netop dette, hvis ikke fordi, det
var reaktioner på den debat, der florerede i den latinske verden.
2:135: De siger: »Bliv jøder eller kristne! Så vil I være retledte.« Sig: »Nej, Abrahams
trosbekendelse! En gudsøgende. Han var ikke en af dem, der sætter andre ved Guds side.«
3:45: Han [Jesus] vil være højt agtet i denne verden og i den hinsidige, en af dem, der bliver
bragt nær.
5:72: Vantro er de, der siger: »Gud er Messias, Marias søn.« … Enhver, der sætter nogen ved
Guds side, vil Gud nægte adgang til Haven.
5:73: Vantro er de, der siger: »Gud er den tredje af tre.«
5:75: Messias, Marias søn, var kun en udsending som andre udsendinge, der var før ham, og
hans mor kun en sandfærdig kvinde.
4
Jeg kan ikke umiddelbart se, hvorfor Gud ikke skulle retlede jøderne og de kristne, det vil jeg dog lade være
spekulationer, som senere kunne udfoldes i andre opgaver.
5

7. 112:3-4: Han har ikke avlet, og Han er ikke avlet. Ingen er Hans lige.
I sûra 2:135 kan vi se, hvordan muslimerne advares mod at lade sig friste af jøderne eller de kristne og
holde sig til den sande vej. De anerkender Abraham, som en monoteist – gudsøgende (altså hverken jøde,
kristen eller muslim). Der rettes en kritik mod treenigheden, og detpåpeges, at Abraham ikke satte nogen
ved Guds side.
I sûra 3:45 anerkendes Jesus, som en stor profet, der er nær Gud, ikke ved siden af Gud. Det bliver
betragtet som en meget stor synd, at sætte nogen eller noget ved siden af Gud, hvilket kan skyldes det
religiøse miljø, som profeten Muhammad og hans tidlige tilhængere levede i, hvor største delen af
befolkningen var polyteister, og de derfor var meget opsatte på at skille sig ud fra dem og holde fast ved, at
der kun var én Gud.
Muslimerne bruger også Messias om Jesus, men som et navn snarere end iden kristne betydning ’den
salvede’, da det erblasfemi at sætte nogen ved Guds side, og fordi Han ikke, som universitets skaber har
taget sig nogen mage, og derfor ikke har avlet. Maria hædres i Koranen, som en gudfrygtig og sandfærdig
kvinde, som på besked fra Gud fødte profeten Jesus, ved jomfrufødsel.
De to ovenstående analyser er her opdelt for overskuelighedens skyld, de har dog mange ting til fælles
og støtter hinandens udsagn, selvom disse til tider kan være selvmodsigende.
Ḥadīth og Korankommentar5
Korankommentatoren Ibn KathīrʿImād al
-DīnIsmāʿīl ibn ʿUmar (1300
-1373), var elev af den retslærde
teolog Ibn Taymiyya (1263-1328) og tilhørte dermed den strømning i den islamiske tradition, som
beskæftiger sig med en forholdsvis dogmatisk fortolkning af Islams kilder med udgangspunkt i ahl al-
sunnawa-al-Ḥadīth traditionen6 og Koranen. Ibn Kathīr er i sine fremstillinger præget af en udtalt skepsis,
specielt overfor ikke-islamiske kilder, som betragtes som suspekte. Et nøgleord hos Ibn Kathīr er
’udrensning’, han vil rense den islamiske tradition, for al ikke-muslimsk materiale. Han levede i tiden efter
de mongolske invasioner og under korstogene, altså i en tid, hvor Islam, havde et akut behov for, at vende
sig indad og bekræfte sig selv som værende den rigtige og ypperste vej(Butler og Hoffmann 2008, 117).
Hangjorde i sin læsning af Koranen meget ud af, at Jesus var profet, som kom fra Gud med en rettet udgave
af ’Tawrāh’ (Toraen), men altså ikke Guds søn(Kathir 2000, 193-195, 234-239). Gud havde ladet Maria
bringe Jesus, ʿĪsā ibn Maryam’Jesus, søn af Maria’, til verden ved jomfrufødsel (det sker på Guds befaling,
,
men det gør ikke Jesus guddommelig), for at han kunne belære om ”Skriften, Visdommen, Torahen og
Evangeliet” jf. sûra 3:48, han kaldes da også for Guds ord, kalimaallāh(Butler og Hoffmann 2008, 140). Det
var meningen, at han skulle rette op på jødernes fejltagelser og fordrejninger. Ifølge Ibn Kathir, er denne
5
Muhammads tradition
Lægger sig tæt op af de, af ḥadīthen omhandlende personer (Butler og Hoffmann 2008, 117)
6
6

8. del af den hellige tekst, henvendt til de kristne (Kathir 2000, 194-195) som information om, at de på
dommens dag vil blive dømt af Gud, på baggrund af Evangeliet, Injil. Ibn Kathir understreger det faktum, at
Jesus er sendt for at minde skriftens folk om tawḥīd(Ibid., 234). Med tanke på Ibn Kathirs samtid, så kan det
ses som et forsøg på at holde den islamiske Jesus ren og skabe en kontrast til den kristne dogmatik. Det er
en kontrast, der understreges yderligere med henvisning til Sûra 5:72-75, hvor han i sin oversættelse og
kommentar, skriver at ”… as a Prophet, [hecommanded] them to worship his Lord and their Lord,
alonewithout partners”(Ibid., 235) og dem der ikke gjorde dette, de kristne, ”… Allāh has forbidden Paradise
for him, and the Fire will be his abode”.
Jøderne hædres for at være monoteister, dog med en skarp reprimande om, at de bevidst har gemt eller
overset dele af den åbenbarede sandhed.De kristne ses som vildledte, de har ifølge muslimerne misforstået
den hellige skrift og begår den fejl, at sætte Jesus og Maria op ved siden af Gud.
I ḥadīthen, Hilsen, er der en positiv indstilling til jøderne. Profeten fortæller sine tilhørere, at de skal
være venlige og hilse tilbage til jøderne, når de hilser muslimerne med ”as-salamu ’alaykum (fred være med
jer!)” (Søndergaard 2006, 418). Den samme opførsel kan der læses om i det næste ḥadīth-stykke Adab(god
opførsel), hvor jøderne overfuser Muhammad og hans kone A’isha, der svarer med skændige ord, hvorfor
Muhammad irettesætter hende og siger ”vis venlighed og undgå grovhed”(Ibid., 422).
Diskussion
I min analyse, har jeg vist hvordan forskellige passager i Koranen og ḥadīth, har forskellige holdninger til
jøderne og de kristne. På den ene side fordømmes den kristnes gudedyrkelse af Jesus, og det gøres klart, at
jøderne og de kristne er løgnere og vildledte. Det pointeres dog også, at Gud eksplicit har skabt jøderne og
de kristne side om side med muslimerne, og opfordrer til, at de enkelte grupper holder sig til deres tro, som
de har fået den af Gud, og at Han alene vil dømme iblandt dem på dommens dag. Tonen i Ḥadīth-teksten,
som er skrevet i det 9. århundrede viser, at det var en tid med relativ fred mellem jøderne og muslimerne.
Teksten fokuserer mere på menneskene end på deres trosretning, dogmer. I stærk kontrast hertil ser vi Ibn
Kathirs Koran-kommentarer fra 1300-tallet, hvor tonen er langt strengere overfor jøderne og især de
kristnes opfattelse af Gud og Jesus. Denne aggressive tone kan forklares ud fra den historiske baggrund, der
fordrede et stærkt behov for muslimerne, til at markere skelne mellem dem, jødedommen og
kristendommen. Her altså en kritik af gruppernes dogmer, frem for grupperne selv.De i Koranen, varierende
holdninger, kan ses som en historisk udvikling i Muhammads holdninger, da der i stigende grad har været
kontakt med jødiske og kristne grupper, der holdt til på den arabiske halvø.
I en artikel iThe Encyclopedia of Religion fremlægger Charles J. Adams en teori for, hvorfor det er så
gennemgående i Koranens kritik af jøderne, at de har glemt eller ændretGuds budskab til dem i Tawrāh.
7

9. Han argumenterer for, at Muhammad havde set sig selv som foreneren af de monoteistiske skrift-
religionerne, og derfor blev ’negativ’ over, at de ikke kunne se hans lys og anerkende ham som profeternes
segl (Adams 1987, 171-172). Med denne kritik af de religiøse grupperinger på den ene side, vil jeg på den
anden side inddrage Brown, der argumenterer for, at den polemik der var mod jøderne og de kristne, og
som vi har set i Koran-teksterne, passer bedre ind i et nordligere, syrisk religiøst miljø, hvor der er flere
jøder og kristne, end til den tørre arabiske halvø (Brown 2009, 75), hvor der var forholdsvis langt mellem
jødiske eller kristne grupper.
Konklusion
Ved læsning af Koranen, er det nødvendigt at have en hvis forhåndsviden eller vejledning, eller anden
form for forudsætning for, at kunne få noget brugbart ud af den. Man kan læne sig op ad kilder udefra,
såsom ḥadītheller lærebøger. Ligemeget, hvilken tilgang man benytter, vil der altid være tale om en
personlig vurdering og vægtning af de holdninger, regler osv., der kommer til udtryk i Koranen. Jeg mener
ikke det nogensinde vil være muligt, for forskere og troende at nå til enighed om en ’rigtig’ tolkning. Dertil
er Koranen ganske enkelt for upræcis.
Det kan konkluderes, at der alene i diskussionen om tawḥīd, i den islamiske litteratur og Koranen findes
en stor mængde varierende udtalelser om jøderne og de kristnes gudsopfattelser. De varierende
holdninger, skyldes de forskellige teologiske diskussioner, der har været gennem tiden i de jødiske og
kristne grupper, som muslimerne har haft kontakt med, enten som herskende overklasse, eller som naboer
i et by-miljø, som fx Medina.De forskellige miljøer har påvirket de forskellige forfattere, hvilket lader sig se i
de Koran-tekster, jeg har valgt at trække frem i det ovenstående.
At Koranen er et historisk levn, tydeliggøres ved, at den er et vidnesbyrd for holdninger i en periode,
hvor en region har oplevet en gennemgribende religiøs forandring, fra polyteisme til monoteisme, og med
påvirkninger af forskelig art fra de lokale og omkringliggende jødiske og kristne grupper og riger.
Perspektivering
I min perspektivering vil jeg kort trække tråden op til nutiden og vise, at der bruges forskelligartet
retorik i Koran-oversættelserne, alt efter hvilken gruppe der har stået for oversættelsen7. Her vil jeg bruge
”Koranen – Arabisk – Dansk”, oversat af A.S. Madsen. I denne udgave af Koranen forekommer der en noget
stærkere retorik, end den vi ser i Ellen Wulffs oversættelse. Som eksempel kan bruges sûra 1:7 ”Deres vej,
som Du har vist nåde – som ikke har (vakt Din) vrede, og som ikke er faret vild”(Madsen 2006, 1), hvor det
7
Det samme kan siges om Biblen, jf. debatten om Jehovas vidners Ny Testamentelige Oversættelse (Kristendom.dk
2006).
8

10. samme vers i Ellen Wulffs oversættelse siger ”Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde; ikke den, der
følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne”(Wulff 2006, 15). Der lægges i Madsens
oversættelse op til, at det er dem (jøderne og de kristne), der har vakt Hans vrede, retorikken er ikke ligeså
hård i Wulffs oversættelse. Den hårde retorik går igen i flere eksempler: 3:71 ”O I Skriftens folk, hvorfor
fornægter I Allahs tegn, når I dog er vidner (til dem)?” (Madsen, 2006, s. 75, min markering) overfor samme
vers hos Wulff: 3:71: ”I Skriftens folk! Hvorfor hyller I sandheden ind i løgn? Hvorfor skjuler I sandheden, når
I har viden?” (Wulff, 2006, s. 54, min markering). Og sådan går det igen hele vejen. En grund til den lidt
anderledes tolkning og vægtning i A.S. Madsens oversættelse, skyldes, at han tilhører den muslimske
reformgruppe Aḥmadiyya8, mens Ellen Wulffs oversættelse er en videnskabelig oversættelse uden
tilhørsforhold til nogen bestemt gruppe.
Bibliografi
Primær Litteratur:
Kathir, Ibn. Tafsir Ibn Kathir. 3. Darussalam Publishers, 2000.
Madsen, A.S., ovs. Koranen - Arabisk - Dansk. 5. København: Borgens Forlag, 2006.
Søndergaard, Svend. »Islam.« I GADS religionshistoriske tekster, redigeret af Bendt Alster og Christian
Lindtner, 369-435. Århus: Systime, 2006.
Wulff, Ellen, ovs. Koranen. København: Vandkunsten, 2006.
SekundærLitteratur:
Adams, Charles J. »The Teachings of the Qur'an.« I The Encyclopedia of Religion, redigeret af Mircea Eliade.
New York: Macmillian Publishing Company, 1987.
Brown, Daniel W. A New Introduction to Islam. 2. Singapore: Wiley-Blackwell, 2009.
Butler, Jean, og Thomas Hoffmann. GADS leksikon om Islam. Redigeret af Jean Butler og Thomas Hoffmann.
Gylling: Gads Forlag, 2008.
Sørensen, Jørgen Podemann. Religionshistoriens kilder. København: Books on Demand, 2006.
Websider:
5. Juli 2006. http://www.kristendom.dk/laeserdebat/traad/164550 (senest hentet eller vist den 22. August
2012).
8
En gruppe med nogle meget radikale holdninger til bl.a. Jesus. Deres oversættelse siges dog, at lægge tættere på den
arabiske udgave, hvilket gør den mere kritisk overfor jøderne og de kristne, end Ellen Wulffs oversættelse.
9

11. Religionshistorie II 2012-I (islam) – pensumoversigt
Kildetekster:
Alster, Bendt og Christian Lindtner, GADs religionshistoriske tekster, 6 n.s.
G.E.C. Gads Forlag, København 1984, s. 418-423
Andreasen, Esben (udv.), Sirat Rasul Allah, Systime, Århus 2010, s. 12-14, 22-27 10 n.s.
Büyükçelebi, Ismail, Islamhåndbogen, Kilden Forlag, Kbh. 2005, s. 150-152, 166-167 7 n.s.
Donohue, John J. & John L. Esposito (Ed.), Islam in Transition, Oxford University 3 n.s.
Press, New York 1982, s. 20-23
Ernst, Carl W. (transl.), Teachings of Sufism, Shambhala, Boston 1999, s. 150-159 10 n.s.
Freigeh, Chadi, Islam. Livssyn og Systemer, Al-Khilafah, Kbh. 2005, s. 52-61 9 n.s.
Koranen, oversat af Ellen Wulff, Forlaget Vandkunsten, København 2006, s. 15, 33, 37, 18 n.s.
51-53, 86-88, 91-96, 117-118, 129-130, 208, 234-235, 245-247, 348-349, 471-472, 502,
518 [sura 1; 2.183-187, 219; 3.35-51; 5.1-19, 44-76, 90-93; 7.11-25, 142-154; 16.67;
19.16-36; 20.113-135; 37.16-49; 74; 96; 112]
Koranen, oversat af Ellen Wulff, Forlaget Vandkunsten, København 2006, s. 28, 54, 9 n.s.
106-109, 235-238 [sura 2.135-140; 3.64-73; 6.74-103; 19.41-98]
Pedersen, Johannes og Svend Søndergaard (udg.), Islamisk mystik. Religiøse tekster, 8 n.s.
Spektrum, København 1999, s. 30-31 (al-Sarradj), 126 (Rumi), 145-149 (al-Sha’rani)
Ramadan, Tariq, “Europeanization of Islam or Islamization of Europe?”, i: Shireen T. 15 n.s.
Hunter (Ed.), Islam, Europe’s Second Religion, The New Social, Cultural, and Political
Landscape, Praeger, Westport 2002, s. 207-218
Rippin, Andrew and Jan Knappert (Ed.), Textual Sources for the Study of Islam, 6 n.s.
Manchester University Press, Manchester 1986, s. 105-108, 113-115
Skovgaard-Petersen, Moderne islam. Muslimer i Cairo, 3. udgave, 11 n.s.
Gyldendal, København 2007, s. 129-134, 143-144
10

12. Tibi, Bassam, “Euro-Islam: An Alternative to Islamization and Ethnicity of Fear”, i: 18 n.s.
ZeynoBaran (Ed.), The Other Muslims. Moderate and Secular, Palgrave Macmillan,
New York 2010, s. 157-174
I alt: 130 n.s.
Baggrunds- og speciallitteratur:
Adams, Charles J., “Qur’an” (uddrag), i: MirceaEliade (Ed.), The Encyclopedia of 20 n.s.
Religion, Vol. 12, New York 1987, s. 170-179
Brown, Daniel W., A New Introduction to Islam, Second edition, Wiley-Blackwell, 423 n.s.
Chichester 2009 – minus s. 217-248
Ernst, Carl W., The Shambhala Guide to Sufism, Shambhala, Boston 1997, s. 167-183 28 n.s.
Lassen, Søren Christian, “Growing up as a Sufi. Generational change in the Burhaniya 20 n.s.
Sufi order”, i: Ron Geaves, Markus Dressler and GrittKlinkhammer (Ed.),
Sufis in Western Society. Global networking and locality, Routledge, Oxon 2009
Rippin, Andrew, Muslims. Their religious beliefs and practices, Third edition, 27 n.s.
Routledge, London 2005, s. 175-199
Roald, Anne Sofie, Islam, Pax Forlag, Oslo 2004, s. 189-207 21 n.s.
Said, Edward, Orientalisme. Vestlige forestillinger om Orienten, 75 n.s.
Roskilde Universitetsforlag, Roskilde 2002, s. 55-121
I alt: 614 n.s.
11