Aarbog 15 1985_winkler_indre_mission_og_arbejderne_i_koebenhavn_1870-1910

Indre mission og arbejderne
i København i tiden 1870-1910
Af Helle Winkler
Indre Mission (IM) var meget aktiv i den sidste trediedel af 1800-tallet. Dette
gjorde sig især gældende i de nye københavnske arbejderkvarterer, der blev
bygget omkring broerne inden for dette tidsrum. Denne artikel vil således be-
lyse Marthahjemmet, beliggende i Brohusgade i det daværende Nordvest-
kvarter, og dets mange aktiviteter. Disse omfattede blandt andet en vuggestue
og arbejdsstuer for børn. Her kunne over 200 børn blive forsvarligt passet og
beskæftiget, hvilket må have været en stor hjælp i hverdagen for de mange
gifte og ugifte arbejdermødre i kvarteret. Hjemmet påtogsig også andre so-
ciale opgaver som bespisning og sygepleje.
På jagtvejen lå Magdalenehjemmet, stiftet 1877, der var et toårigtomsko-
lingsophold for, hvad man i datiden kaldte »faldne kvinder«. Begrebet dæk-
kede såvel egentlige erhvervsprostituerede som forførte unge piger, der kunne
formodes at stå i fare for at blive ført ud i prostitution.
I 1896 flyttede hjemmet til Frederiksdal. Fra at have kunnet huse 30 kvin-
der blev der nu plads til 60. Men samtidig med disse hjems virke foregik hele
tiden fra den såkaldte kvindemissions side et opsøgende arbejde. Dette fandt
blandt andet sted i den indre bys prostitutionskvarterer -
som
Holmensgade,
på kommunehospitalets 4. afd. for kønssygdomme,i fængsler mv. I den indre
by fandtes ogsået internat, hvor blandt andet voldsramte kvinder kunne søge
hjælp og opholde sig nogle dage i fred for deres alfonser og eventuelt overveje
optagelse på Magdalenehjemmet.
Missionen forsøgte,dels gennem bymissionærernes virke i den indre by, og
især på Nørre- og Vesterbro-dels gennem fritidsforeningeme at påvirkear-
bejderne ideologisk. F ritidsforeningernes navne: »Møder for Tjenestepiger«,
»Møder for Fabrikspiger«,»Møder for Torvekoner« fortæller i sig selv om,
hvilke målgrupperdet var, missionen sigtede mod.
Artiklen vil søge at belyse, hvorvidt det var de rent ideologiske budskaber,
som fritidsforeningerne formidlede, eller det var den konkret sociale hjælp,
som Marthahjemmet og Magdalenehjemmet kunne tilbyde, arbejderne øn-
skede og havde behov for.
De indvandrede arbejdere, der bosatte sig f .eks. pådet ydre Nørrebro, ud-
gjorde en målgruppe,ikke alene for Indre Missions agitation, men ogsåfor
socialdemokraternes. Disse var især engageret i at hverve den nye første og
53

anden-generations arbejdere til den begyndende faglige organisering. Resul-
tatet blev en stadigt eskalerende kappestrid mellem Indre Mission i Køben-
havn (IMK) og socialdemokraterne. På det ideologiske plan vil jeg undersøge
IMK's skiftende holdninger til socialdemokratiet og den samtidige debat
mellem de to stridende parter.
Missionens aktiviteter fik især tilslutning og opbakning fra kvinderne i me-
nigheden, der ogsåi praksis var dem, der udførte det sociale arbejde. Således
var forstanderinder og medhjælperinder på de to ovenfor omtalte hjem, som
hunkønsformen i deres titler fortæller, kvinder. Arbejdet i fritidsforeningerne
såvel som kvindemissionens opsøgende arbejde blev tilsvarende udført af
kvinder. De sidstnævnte arbejdede ulønnet på frivillig basis, hvorimod for-
standerinder og medhjælperinder blev lønnet af missionen.
I referater fra forsamlinger og møder omtaler missionæreme ofte de mange
kvindelige fremmødte. Hovedparten af tilhørere ved forsamlinger og møder
var som regel kvinder. Missionærerne beretter tilsvarende om, hvor svært de
har ved at få mændene i tale. Samtidig fortæller de, at mændene opsøgte de
socialdemokratiske foreninger, ligesom de ofte ved besøg i hjemmene fandt
»Socialdemokraten« liggende på bordet. De to køns forskellige holdning til
henholdsvis politik og religion vil blive nærmere uddybet.
Rids af indre Missions historie
Indre Mission havde ikke egentlige medlemmer, der f.eks. betalte et fast kon-
tingent og blev registreret pålister, som det kendes fra andre sammenslutnin-
ger. Det var derimod en menighed, som enhver luthersk kristen kunne slutte
op om. Der forekom udover de nedenfor omtalte bidragydere aldrig nogen
optællingog registrering af disse tilhængere og støtter. Dette kan udfra et kil-
demæssigt synspunkt kun beklages, for det gør det uhyre vanskeligt at vurdere
feks. menighedens størrelse og ikke mindst tilhængemes sociale og økono-
miske status.
Den første IM-forening blev stiftet i Ordrup ved Ringsted i 1853 af tjene-
stekarl Niels Johansen. Bevægelsen var pådette tidspunkt en ren lægmands-
bevægelse. Det stærke lægmandselementfremgårogsåaf pastor Rønnes valg
til formand i 1858. Ifølge beretningen understreges det således, at Rønne blev
valgt som »Broder«, og altså ikke i egenskab af præst. Vilhelm Beck kommen-
terer i sine erindringer Rønnes accept med udråbet: »Hvilken Nathue af en
Præst!«. Dette citat gengives, fordi det sætter Becks egen positionsom leder
fra 1861 i relief og kontrast til den tidligere lægmandsbevægelse. Officielt be-
stred Rønne dog stadig formandsposten indtil 1881.
Beck tog kort efter stiftelsen af »Kirkelig Forening for den Indre Mission i
Danmark« i 1861 initiativ til at få flere præster i bestyrelsen, som han yderli-
gere med sin mistro til demokratiske organisationsformer ogsågjorde selvsup-
54

plerende. Becks dominans og indflydelse øgedes foruden på det organisa-
tionsmæssige plan ogsåpå det personlige. Således ansatte og godkendte han
personligt medarbejderne samt kontrollerede deres virke.
Københavns indre Missions nære tilknytning til landmissionen fremgår
blandt andet af, at den ved stiftelsen i 1865 omtaltes som »Den københavnske
Filial af kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark«.2
Foreningen blev stiftet pået rent gejstligt initiativ og dens erklærede formål
var: »at hjælpe til at udbrede og befordre Guds Rige blandt os, hvad der søges
fremmet dels ved Ordets Forkjyndelse og dels ved Kjærlighedsgerninger i be-
varende og frelsende Retning«.3Hertil føjedes en erklæring om, at IMK fuldt
ud stod på folkekirkens grund.
I 1875 holdt det daværende bestyrelsesmedlem, senere formand, Harald
Stein, en række foredrag med fællestitlen: »Hvad vil den Indre Mission?«.
Inspirationen til foredragene kom fra det tyske indre missions praktisering af
kærlighedsgerningerne i form af socialt arbejde, som Stein havde stiftet be-
kendtskab med påen rejse i 187 2.4 Steins program gik følgeligud påat organi-
sere socialt arbejde i København. 'Han fandt, at de mest trængendevar børn,
unge, drankere, forbrydere, faldne kvinder, hjælpeløse, fattige og syge.
JM,s formand Vilhelm Beck tog skarpt afstand fra IMK's sociale aktivite-
ter: »atter og atter maa det bestemt fastholdes, at den Indre Mission ikke skal
befatte sig med anden Virksomhed end at bringe Guds Ord til Menneskets
Hjærter«.5
Striden mellem Stein og Beck om IMK's praktisering af kærlighedsgemin-
gerne førte til Steins afgang som formand. Dette er af nogle fremstillere blevet
opfattet, som om Beck's linie var den sejrende.6 Som det vil fremgåaf beskri-
velserne af IMK,s mange sociale initiativer senere i artiklen var det imidlertid
Steins linie, der blev fastholdt og videreudviklet op gennem århundredet.
Udover de i indledningen nævnte aktiviteter, Magdalenehjemmet, Mart-
hahjemmet og fritidsforeningerne, udførte Indre Mission i København soci-
alt arbejde over hele byen gennem bymissionærer. Nogle påtogsig særligeop-
gaver, som f.eks. Louise Bruun, der arbejdede med især kvindelige alkoholi-
kere. Blå kors var ellers den organisation indenfor menigheden, der arbejdede
med alkoholikere, men vel nok mest de mandlige. Menigheden havde endvi-
dere oprettet herberger for enlige mænd.
Støtter og tilhængere af Indre Mission
i København
På landsplan havde IMëbevægelsen fremgang i 1860'erne, stilstand i
1870'erne, fra sidst i 1870*eme og op gennem 1880'erne igen fremgang, der
kulminerede voldsomt fra midt i 1890'erne. Denne udvikling afspejles blandt
55

andet i udbredelsen af Indre Missions Tidende.1 Udfra antallet af missions-
huse skønner Jørgen Kirkegård,2 at bevægelsen omkring 1880 har haft ca.
30.000 tilhængere,omkring 1900 ca. 100.000.
Angåendebevægelsens udbredelse i hovedstaden finder jeg ikke, at abon-
nementstallene på IMK-organet »Fra Bethesda« giver et rimeligt grundlag
for en vurdering. Dette blad var ikke skrevet med henblik påat nå den samme
folkelige målgruppesom Indre Missions Tidende,3 og det fik følgeligikke den
samme udbredelse. Et indtryk af tilslutningen til bevægelsenfår man derimod
ved at studere statistikkeme over mødevirksomheden i det københavnske
missionshus Bethesda. Disse gengives derfor sammenstillet i tabel 1 nedenfor.
Tabel 1. Antal gange, hvor Bethesdas festsal og mindre sale har været benyttet.
År Festsalen Mindre sale
1883 143 950
1888 120 1362
1892 95 1 1 19
1896 158 1301
1900 156 .
1036
Festsalen kunne rumme ca. 1.500 mennesker. De fire mindre sale udgjordes af
to lokaler, der hver kunne huse ca. 300 mennesker og to, der hver kunne
rumme ca. 125 deltagere. Mødedeltagelsen kunne variere meget. I 1884 del-
tog f .eks. mellem 122 og 156 kvinder i de senere omtalte »Møder for Tjeneste-
piger«,der blev afholdt i en af de mindre sale, hvorimod kun mellem 30 og 40
mødte op til disse møder i 1896. Efter at møderne fra dette år gik over i KFUP,
senere KFUK, blev salen igen fuldt besat.4
Festsalen var fyldt til bristepunktet ved de nedenfor omtalte diskussions-
møder for arbejdere om kristendom og socialisme, hvorimod de foredrags-
rækker, der i de første år af 1880'erne blev holdt om kirkehistorie og bibelud-
lægninger ikke kunne fylde festsalen. Det skal endvidere tilføjes,at IMK også
havde andre mødelokaler. Således var hele den øverste etage af det i 1886 op-
førte Marthahjem udlejet til mødevirksomhed. IMK havde ogsålejede lokaler
på Nordvestvej, i Jægergade og fra 1879 i Søkvæsthuset på Christianshavn.
På grund af mangel påkildemateriale, som f.eks. medlemslister, er det van-
skeligt at dokumentere IMK medlemmernes sociale rekruttering. I årsberet-
ningeme fra IMK offentliggjordes imidlertid løbende lister over bidragydere.
Disse lister kan muligvis antyde, hvilke sociale lag tilhængernekom fra. Der
må dog tages det forbehold, at de dårligstestillede af sociale årsagersandsyn-
ligvis ikke var i stand til at yde årligebidrag og derfor ikke vil være pålisterne
over bidragydere. Når Peter Sabroe5 i sin polemik med IM omtaler »de for-
holdsvis store Bidrag fra Smaafolk«, er det da også forholdene på landet,
navnlig Jylland, han tænker på.Jeg har ikke pånogle af de få trykte og beva-
56

rede lister fra IMK indsamlinger kunnet registrere mere end nogle få arbej-
dere.
Der var flere kvinder end mænd pålisterne over bidragydere.6 Dette gør sig
især gældende for indsamlingeme til fordel for Marthahjemmet. Den liste,
hvortil flest kvinder havde bidraget var den såkaldte indsamlingsliste, hvor de
frivillige hjælpere indsamlede bidrag i de distrikter, de på forhånd havde fået
tildelt. Bortset fra Marthahjemmets portner har de øvrigeindsamlere alle væ-
ret kvinder. Ser man påde mandlige bidragyderes erhvervsstatus har hoved-
parten været små selvstændige og butiksindhavere. Den næststørste gruppe
har været håndværkere, derefter følger liberalt erhverv af forskellig art. Mili-
tærpersoner, der er den fjerde største gruppe, har næsten alle været underofñ-
cerer.
Bidragydeme tilhørte den nederste del af småborgerskabet.Hovedparten
af disse var igen repræsenteret af små selvstændige. Måske netop de stræb-
somme lag af tilflyttere fra landdistrikterne, der var ved at arbejde sig op i
småborgerskabet,og som hertil kunne bruge den sociale støtte, IM's ideologi
og interne sociale normer gav sine tilhængere.Netop overholdelsen af de in-
terne puritansk asketiske livsregler befordrede den flid og sparsommelighed,
der var nødvendig,dersom man som uformuende ønskede at etablere sig som
selvstændig i et datidigt forstadskvarter.
.
Selv om IMK's støtter hovedsageligt havde deres rødder i det nederste lag
af småborgerskabet,så var det især arbejderne i København, de gennem deres
sociale arbejde kom i kontakt med. Det var da også helt bevidst denne mål-
gruppe, IMK-institutionerne og fritidsklubbeme søgte at påvirke.
Indre Missions syn på socialisme og socialt
arbejde
De fleste IM-ledere var højrefolk,1men gav ofte udtryk for, at IM skulle være
hævet over politik. Vilhelm Beck opfordrede således sine tilhængere til ikke at
stemme ved valgene. Beck demonstrede sin »apolitiske«holdning i praksis
under den store lock-out i 1899 ved at leje Sortedams Sal, for at IM-præster
her kunne prædike for de lockoutede og måske få omvendt nogle af disse.2
Helt klar er Beck derimod i sin afstandtagen fra enhver form for socialisme,
som han opfattede som djævlens værk, der var en direkte trussel mod al kri-
stendom.3 Allerede i de foran omtalte foredrag »Hvad vil den Indre Mission?«
i 1875 talte den daværende formand for IMK, Harald Stein, tilsvarende om
»Djævlens Socialisme« og opfordrede til, at man i Jesu navn oprettede fore-
ninger til at bekæmpe dette onde.4 Der skulle dog gå et par årtier, før IMK
organisationsmæssigtog talmæssigt stod så stærkt, at man kunne oprette kri-
stelige fagforeninger.5
57

Såvel Becks som Steins skarpe synspunkter mod socialisme under enhver
form blev fremsat efter 1870, hvor hele det borgerlige Europa var opskræmtaf
Pariserkommunen og andre socialistiske opstande. At dæmme op for den vær-
ste sociale uro og dermed forhindre den yderliggåendesocialistiske agitationi
at brede sig forekom dog ofte som et argument for at igangsættesociale initia-
tiver. Således anførte bestyrelsesmedlem i IMK, Henrik Ussing, som argu-
ment for at oprette flere institutioner, at dersom det ikke blev gjort »saa ville
de Fattige en Gang selv forsøge at sætte deres Løsning ind i Verden, og da er
der meget, der falder«.6
Omkring 1890 søger flere ledende teologer indenfor IMK imidlertid at få
en dialog i gang med socialdemokratiet. I et flyveskrift opfordrede den davæ-
rende sekretær, J. Th. Sadolin, således kirken til at forlade den tidligere passi-
vitet overfor sociale spørgsmål.Præsteme skulle i stedet være: »alle Under-
tryktes Talsmand og alle Undertrykkeres Tugtei'cz.7
I praksis kom forsøgene påen dialog helt konkret til udtryk ved de stærkt
besøgte diskussionsmøder for arbejdere om socialisme og kristendom, der
blev afholdt på Marthahjemmet og Bethesda.8
I sin undersøgelse over IM's forhold til politik i perioden 1872-1901 kon-
kluderer Jørgen Kirkegårdbl.a. at: »de forsøg, der blev gjort af Københavns
Indre Missionske teologer på at vise forståelse og imødekommenhed overfor
socialdemokratiet, slet ikke havde noget sidestykke i Indre Mission iøvrigt«.°
Hertil skal føjes, at det blot var et udsnit af IMK, der udviste denne forstå-
else. Marthahjemmets såvel som Magdalenehjemmets forstanderinder og
medhjælperes erklærede modvilje mod enhver form for socialisme kan således
tages som eksempel på, at mange praktisk arbejdende socialarbejdere inden
for menigheden ikke delte den ovenfor omtalte indstilling, som nogle teologer
indenfor IMK gav udtryk for.
Indstillingen til socialt arbejde og velgørenhedvar derimod snarere præget
af en borgerlig filantropisk tankegang. Det fremgår bl.a. af de indlæg om
»Kirken og Fattigpleje«,der udsendtes i »Fra Bethesda« i henholdsvis 1889
og 1892, og som var forfattet af den daværende formand for IMK, Rudolp
Volf. Fattigdommen opfattedes ifølge disse artikler således ikke som sam-
fundsbetinget, men snarere som noget naturgivet eller skæbnebestemt.
Hvor socialdemokraterne ønskede lovmæssige eller økonomiske indgreb
overfor selve samfundssystemet, der skulle ændre levevilkårene for hele klas-
ser i samfundet, koncentrerede man sig i IMK om at hjælpeden enkelte per-
sonligt. Da man vurderede, at årsagernetil fattigdom ofte lå i moralske og reli-
giøse mangler hos den enkelte, var det en logisk konsekvens at søge at frelse
det enkelte menneske, så det selv kunne tage ansvaret for sit liv og ændre det.
Ifølge denne tankegang var det også naturligt at skelne mellem værdige og
uværdige trængende. Følgende udtalelse af Volf kan eksempliñcere denne
tankegang: »man kan ikke godkende, at man skal bespise uden at skelne mel-
58

Medhjælperindeme påMagdalenehjemmet 1901. Forstanderinde Thora Esche anså,at følgende
tre hovedkrav skulle kunne opfyldes, dersom en ung pige skulle kunne oplæres til en god med-
hiælperinde. l. Hun skulle tilhøre den indre missionske menighed. 2. Hun skulle være dannet. 3.
Hun skulle navnlig være i besiddelse af sund fornuft og praktisk sans.
59

lem værdige og uværdige. Skal man da tage Mennesker fri for ethvert An-
svar«,lo Som eksempel på, hvorledes fattighjæp skal ydes, fremhæver Volf
Marthahjemmet.
“
Indre Missions sociale arbejde i København
IMK havde et net af missionærer spredt ud over byen, men dog hovedsageligt
i arbejderkvarterer, eller i kvarterer, hvor der fandtes mange, der led nød eller
i det hele taget var alvorligt socialt belastet. Som nævnt tog den kvindelige
missionær Louise Bruun sig særligt af kvindelige alkoholikere i brokvarte-
rerne.l »Midnatmissionen«, der havde sin gang blandt de prostituerede i Hol-
mens Gade, hvor de søgte at påvirkesåvel de prostituerede som deres kunder,
har ofte været omtalt.2 I 1890 var der 12 mandlige og 1 kvindelig bymissionær
i IMK. I 1895 var fordelingen henholdsvis 13 mandlige og 2 kvindelige mis-
sionærer. I 1900 tilsvarende 23 mandlige og 1 kvindelig.3 Hovedparten af mis-
sionærerne blev aflønnet af IMK og IM.
Af det øvrigearbejde skal her især omtales Magdalenehjemmet og dernæst
de forskellige forsøg, der fra missionens side blev gjort påat samle arbejder-
kvinder og tjenestepiger i fritiden. En hovedårsagtil at beskæftige sig netop
med Magdalenehjemmet er, at dette hjem var en slags flagskib i missionens
arbejde, som ofte blev fremholdt som eksempel og forsvar mod anklager fra
f.eks. socialdemokratisk side om, at IM kun ville frelse sjælene, og undlod at
tage stilling til den konkrete sociale nød, der fandtes i samtiden.4 Magdalene-
hjemmet er ogsårelevant at fremdrage som eksempel påen datidig døgninsti-
tution, der på mange måder kom til at danne skole.
Magdalenehjemmet.
På opfordring af Harald Stein fik IMK igangsat en indsamling, der førte til, at
missionen 15. november 1877 kunne indvie Magdalenehjemmet på Jagtvej
203. Der blev plads til 15 såkaldte »faldne kvinder«. Hovedparten var prosti-
tuerede, men der optoges også helt unge forførte piger, som missionen fryg-
tede kunne ende i prostitution, dersom deres livsløb ikke ændredes.l
Magdalenehjemmet udvidedes og udbyggedes i 1882, så det nu kunne huse
30 kvinder, og i 1886 med en optagelsesafdelingmed plads til 2 søstre og 7
klienter.2 I 1891 oprettedes et hjem for ældre og svageligekvinder, der ikke
kunne udføre almindeligt tjenestepigearbejde.3 For at de selv kunne bidrage
til deres ophold, blev der oprettet en systue og ansat en dameskrædderinde,
som ogsåskulle undervise. Kvinderne i denne afdeling kunne endvidere tjene
penge ved klæbning af papirposer.
Ved udflytningen til Frederiksdal og med oprettelsen af Skovtoftehjem-
60

mene i 1896, blev der ifølgeårsberetningenfra 1896 plads til ca. 60 kvinder.
Samtidig med udflytningen til Frederiksdal flyttede »Kvindemissionen« til
Svanemosegårdsvej.Når jeg ikke har opgivet noget tal for, hvor mange kvin-
der dette hjem kunne huse, er årsagen,at intematet, der blev oprettet i 1886,
kun var tænkt som et midlertidigt opholdssted, og det var et højst vekslende
antal, der opholdt sig her. Mange kun for en enkelt dag eller to.4 I 1886 blev
ligeledes 3 faste medhjælperindertilknyttet »Kvindemissionens internat«.
Desuden var et vekslende antal frivillige beskæftiget, hovedsageligt med
opsøgende arbejde. Dette fandt sted på hospitalernes 4 afdelinger for køns-
sygdomme, Fødselsstiftelsen og i fængsler og arbejdsanstalten på Ladegår-
den. Desuden besøgtes »jævnligt« offentlige og private prostituerede. Der
uddeltes blade og de kommenterede skriftsteder, der betegnes som »trakta-
ter«.
I året 1895 blev der således uddelt 8.000. Dette arbejde blev yderligere ud-
videt med en eftersøgningsvirksomhed,hvor pårørendemod opgivelse af per-
sonlige data kunne få oplysninger om vedkommende kvindes færden, og
-
der-
som missionen fandt det tilrådeligt-
også få opgivet hendes bopæl.
Socialiseringen på Magdalenehjemmet
Hjemmets målsætningvar ifølgenedenstående citat af Thora Esche fra årsbe-
retningen i 1885 at »føre (kvinderne) tilbage til Samfundet og Lydighed mod
Gud«. Midlerne var »Opdragelseog praktisk Arbejde«.1
»Hjemmets Opgave er at antage sig unge Kvinder, der paa forskjellig Vis ere førte ind paa
Utugtens Vej, og gennem Opdragelse og praktisk Arbejde føre dem tilbage til Samfundet
og Lydighed mod Gud, idet man anser sand Gudsfrygt i Forbindelse med Arbejde for det
eneste, der i Længden kan holde et Menneske borte fra Lastens Vej «.
Ved udvidelsen i 1882 indførte Thora Esche det af hende benævnte »familie-
system«. Da hjemmets målsætningog metode ikke ændrede sig synderligt ef-
ter 1882, vil beskrivelsen blive koncentreret til tiden fra omkring familiesyste-
mets indførelse, hvor socialiseringen af kvinderne var etableret og lå i faste
rammer.
Familiesystemetz indebar, at kvinderne fordeltes på 5 afdelinger, fem-syv
påhver afdeling,der lededes af en fast medhjælper.Fremgangsmåden var, at
de sidst ankomne beskæftigedes på første afdeling. De næstsidste på anden
0.s.v. Thora Esche fremfører, at årsagentil denne rækkefølgevar, at man så
vidt muligt beskæftigede de nyankomne med let arbejde, for så gradvis at ar-
bejde dem op til at kunne udføre alt det forefaldende arbejde, der krævedes af
en datidig tjenestepige, og første afdeling havde relativt let arbejde som sy-
ning, hvorimod 4de og Ste havde mere hårdt arbejde som strygning, vask og
rengøring. Begrundelsen for at beskæftige de nyankomne med lettere arbejde
61

De fleste hverdage arbejdede de unge »faldne kvinder« påMagdalenehiemmet i hjemmets vaske-
ri.
62

var, at kvinderne ikke i mismod over en arbejdsbyrde, de var uvant med,
skulle forlade hjemmet.3
Det var ligeledes for at forhindre kvinderne i at forlade hjemmet, at Thora
Esche måtte bede medhjælperinderne indskrænke andagter og oplæsning af
religiøse skrifter til en kort morgen- og aftenandagt. Med samme begrundelse
blev kvinderne om aftenen underholdt med oplæsning af lettere litteratur.
Som eksempel på indholdet skal nævnes, at Fritz Reuters »Landsmandsliv«
var meget yndet.4 Søndagsunderholdningen, der foruden kirkebesøg og spad-
sereture i små grupper, leg, sang og højtlæsning ogsåbød påmuligheden for
undervisning i mindre praktisk anvendeligt håndarbejde, forsvaredes af
Thora Esche overfor medhjælpere og menigheden:
»udelukkende om Søndagen at byde vore kære Unge Prædikener og gudelig Læsning, var
at give dem, hvad de ikke kunne fordøje, altsaa at gøre dem til Hyklereu.5
Thora Esche fremhævede, hvorledes familesystemets opdeling i små grupper,
ledet af en enkelt medhjælper, muliggjorde en stærk påvirkningaf kvinderne,
samtidig med at det udviklede medhjælperens ansvarsfølelse og gjorde hendes
arbejde meningsfyldt.5
Pårørende havde ringe mulighed for at bryde ind i denne proces. Ifølge
vedtægterne kunne kun de allernærmeste slægtninge»nu og da« aflæggekorte
besøg om søndagen efter kl. 16 -
og da altid under forstanderindens tilstede-
værelse. Alle breve blev censureret. Klienteme måtte ikke tale sammen om
deres tidligere liv. Det var en del af medhjælperensarbejde at: »påvirkeSin-
dene og holde Samtalerne indenfor de rette Grænsen.
Thora Esche anså »kunsten« som et væsentligt dannelsesmiddel, der bidrog
til at »højne« den enkelte. I denne forbindelse fremhævede hun, hvorledes
kvinderne modtog musik- og sangundervisning. De indøvede bl.a. flerstem-
mige sange, som de optrådtemed, når honoratiores eller venner af hjemmet
var på besøg. Oplæsningen om aftenen, mente hun, tjente tilsvarende som
højnende formål. Kombinationen af grundig huslig oplæring i forbindelse
med oplæring til at nyde kunst og litteratur samt udvikle sans for naturen (her
tænkes på udflugteme og spadsereturene, ligesom the og kaffe ofte blev nydt
udendørs) må siges at være typiske for borgerlige idealer om god pigeopdra-
gelse på denne tid.
Da de kvinder, der ikke kunne leve op til hjemmets krav eller ikke fandt dem
acceptable, som ovenfor anført ikke havde muligheder for at solidarisere sig
indbyrdes i fælles front mod ledelsen, kan de mange diffuse aggressive ud-
brud, der skildres, måske opfattes som udtryk for den enkeltes individuelle
protest. Der blev således smidt med ting, slået en dør ud, én brød vinduesram-
men op, en anden gik op påtaget og truede med at springe ud. Dette straffedes
med isolering i det såkaldte betænkningsrum, der kun havde det mest nød-
63

tørftige bohave. Her isoleredes de urolige kvinder, til de var faldet til ro. Det
skal indføjes her, at enhver frit kunne forlade hjemmet gennem en lågemed
kun indvendig slå, men i så fald kunne vedkommende ikke forvente ny opta-
gelse.
At reagere fysisk med sygdomssymptomerforekommer ligeledes at have
været en udbredt protestform. Thora Esche beskriver selv disse »hysteriske
tilfælde«. Pludselige besvimelsesanfald og kramper, smerter og svulster, der
stadigt voksede, for så pludselig at forsvinde kort før den fastsatte operation.
En reagerer med: »et ophovnet Ben, der ikke havde Spor Facon, men lignede
en Stolpe«.Hævelsen forsvandt kun, når Thora Esche selv masserede benet.
Thora Esche forekommer imidlertid ret bevidst om den psykiske baggrund
for disse fysiske anfald. I dette tilfælde en protest mod at underkaste sig hjem-
mets »ånd«. Det mener jeg kan nærlæses implicite af nedenstående citat:
»Efter inderlig Bøn fik min kære unge Elev og jeg en alvorlig Samtale, som sikkert ingen af
os har glemt, og Benet kom uden flere Formaliteter til at ligne alle andre Ben. Det bedste af
det hele er dog, at min unge Pige, der ikke før havde forstaaet min egen Tilstand, blev en
kær og dygtig Kvinde, der af Hjertet er mig hengiven, og som har forstaaet at gøre sin
Mand lykkelig.7
Det har ikke været muligt at fremskaffe materiale, som for eksempel indskriv-.
ningsprotokoller, der direkte kunne oplyse om de sociale lag, hvorfra kvin-
derne stammede, men alle udtalelser fra de mennesker der havde deres daglige
gang på hjemmene indicerer, at de kom fra de nederste proletare lag. Det
fremgårsåledes af følgende udtalelse af forstanderinde Thora Esche:
»Alle de Kvinder, som paa Grund af Sygdom og timelig Nød er tyede ud paa Magdalene-
hjemmet, er paa en enkelt Undtagelse nær, udgaaede fra fattige og ofte meget daarlige
Hjerm-.7
Kvinderne var næsten alle mellem 14 og 20 år. Ifølge sammentællinger af
hjemmets egne opgørelserover de kvinder, der hvert år forlod dette som fær-
digsocialiserede til tjenestepigestillinger i private hjem, er 44,6% af de optagne
gået over til sådanne stillinger efter to års ophold.8
Fritidsforeningerne
Fritidsforeningerne udgjordes af Møder for Fabrikspiger, Søndagsmøder og
Tjenestepiger, KFUP, Konemøder og Møder for Handelskoner. De omtales
samlet i dette afsnit, fordi de havde nogle fælles karakteristiske træk, og samti-
dig ogsånogle, der adskilte dem fra såvel insitutionerne som det opsøgende
arbejde.
Den socialisering, der fandt sted i institutionerne gennem deres arbejdsru-
tine og hele dagligdag, var der ikke mulighed for på disse møder, hvor man
64

Boldspil i haven ved Skovtoftehjemmene. Denne aktivitet vakte forargelse i menigheden. Man
mente, at de unge kvinder i stedet kunne blive beskæftigeti fritiden med f.eks. oplæsning af gude-
lige skrifter. Boldspil var tidsfordriv for unge piger. der tilhørte borgerskahct. og Magdalene-
hjemmets klientel skulle blot oplæres til tienestepiger.
samledes to til tre timer én gang om ugen. Så meget mere koncentrerede man
sig om at give direkte informationer og budskaber i den korte tid, møderne
varede. Sammenkomsterne blev afviklet efter samme mønster, selv om en-
kelte afvigelser kunne forekomme.l Udfra beretninger fra Møder for F abriks-
piger skal her gives en skildring af, hvorledes et møde kunne forløbe.
Først blev der sunget en salme, somme tider blev der ogsåbedt en kort bøn.
Derefter blev et skriftsted udlagt på en »simpelog enfoldig Maade«.2 Så blev
der igen sunget en salme, hvorefter der blev serveret gratis the og brød. Deref-
ter »oplæsesder en og anden god lille Fortælling«,hvorefter der afsluttedes
med salme og bøn.
For deltagerne i fritidsforeningerne var det væsentligt, at de havde større
reel valgfrihed i spørgsmåletom, hvorvidt de overhovedet ville deltage i disse
aktiviteter. Selvom der foregik agitation for fritidsforeningerne påfabrikker,
torvepladser og privat, så var det de pågældendekvinders eget valg, hvorvidt
de ville deltage i møderne. De behøvede ikke at være drevet af social nød, som
tilfældet ofte var for de, der opsøgte institutionerne.
65

Ugemøder for Fabrikspiger
Ugemøder for fabrikspiger blev påbegyndti 1876 på initiativ af IMK. Man
samledes nogle timer hver onsdag aften, først i missionens lejede lokaler på
Nordvestvej og Jægergade. I 1879 udvidede man mødevirksomheden med
møder i Søkvæsthuset på Christianshavn, men disse ophørte allerede i 1881.
En kort overgang afholdtes også møder i Bethesda.
Den overordnede målsætningvar ligesom for andre af IMK,s aktiviteter
den enkeltes omvendelse og personlige frelse. Men for »Møder for fabrikspi-
gers« vedkommende gives der desuden allerede i de første årsberetningerud-
tryk for, at man ved indsamlinger og bidrag fra fabriksejere ville etablere et
herberg for ugifte fabriksarbejdersker. Her skulle de kunne få et godt og billigt
logi og kost, samtidig med at de kunne blive beskyttet mod »de mange Slags
Fristelser«, som man anså, at netop denne gruppe af ugifte arbejdende kvin-
der var særligt udsat for. Planerne om herberger blev ikke realiseret i den tid
foreningen eksisterede.1
Fabriksarbejde blev ifølge årsberetningerne anset for at være særligt for-
dærveligt -
i modsætning til f.eks. tjenestepigearbejde. En væsentlig årsagtil
denne opfattelse har sandsynligvis været, at tjenestepigearbejdet fandt sted i
et privat hjem, og den pågældendepige udførte de huslige funktioner, hun
ifølge IM's kvindesyn var kaldet til og havde særlige anlægfor.2 Hertil kom at
opholdet i det private hjem værnede hende mod at blive udsat for de mange
storbyfristelser som forlystelser m.v. Disse blev ofte af IMK anført som ene-
ste begrundelse for at afholde møderne overhovedet.
Møderne blev fra stiftelsen ledet af fruer og frøkner, hvis erhvervsstatus og
civilstand (ægtemandens position) oplyser, at de udgjorde et bredt udsnit af
det daværende københavnske småborgerskab.Mange havde deltaget i andre
af IMK's aktiviteter. De damer, der medvirkede ved møderne (skænkede the,
læste op o.s.v.), kom fra det samme miljø,og det var ligeledes karakteristisk for
disse, at de ogsådeltog i missionens øvrige arbejde.
En del af virksomheden bestod i opsøgende arbejde på fabrikkerne, hvor
der uddeltes løbesedler. Ofte blev der givet tilladelse til at afholde en kort an-
dagt på fabrikken. Fabriksejerne modtog i det hele taget damerne fra IMK
yderst velvilligt, og tilbød ofte at hjælpe,dels med at viderebringe oplysninger
om møderne og anbefale dem til andre fabrikanter, dels med kontante bidrag.
I denne forbindelse vil det være relevant at omtale Peter Sabroes fremhævelse
af, at missionens virksomhed blandt arbejderkvinder udfra et socialdemokra-
tisk synspunkt var »skandaløst, fordi det i betydelig Grad forhindrede en Or-
ganisation af de arbejdende Kvinden.3
De kvindelige arbejderes modtagelse af IMK's udsendte frivillige var der-
imod mere blandet. Der berettes således om »snart hjertelig Tak, snart Spot
og en Snebold i Nakken«. Nærlæsning af årsberetningernegiver indtryk af, at
66

i hvert fald enkelte af de kvindelige arbejdere er kommet til møderne for be-
vidst at sabotere disse.
Der berettes således flere steder om, »at Pigernes Opførsellader meget til-
bage at ønske«. Andre steder om, at ledelsen har anset det for nødvendigt »at
forbyde en Del unge Piger Adgang til Møderne, da de ved deres usømmelige
Opførsel forstyrrede Forsamlingena. Når der i 1893 noteres, at »da adskillige
unge Piger er meget forvildede, frembyder denne Geming en Del Vanskelig-
heder«, så skal en sådan udtalelse nok tolkes som konfrontation mellem for-
skellige normsæt.
Hertil kom, at ved at påpegehvilke vanskelige elementer, der skulle arbej-
des med, fremhævedes missionens nødvendighed, og medarbejdernes indsats
blev så meget større. Blandt de ting, der fremhævedes som særligt forkaste-
lige, var at frekventere offentlige dansesteder, hvilket flere af de kvindelige
arbejdere, der deltog i møderne, har haft for vane. Der berettes således om en
'
ung fabriksarbejderske, der trodsigt mødte op til møderne i en dragt, der tyde-
ligt demonstrerede, at hun havde tænkt sig at gå til dans efter mødet. Men
netop den aften blev »der alvorligt talet og advaret mod den Slags Forlystel-
ser«, og det blev åbenbart ikke gjort forgæves, fordi efter mødet skulle den
pågældendekvinde have betroet en anden deltager, at hun egentlig havde
tænkt sig at gå til bal, men »nu har jeg ikke Mod dertil«.
Wilhelm Beck betegnede dans, drik og kortspil som »mellemting«,4der
ikke burde optage bevægelsen mere end det egentlige mål: den enkeltes frelse.
At IMK imidlertid modsat Beck har lagt megen vægt påat fremhæve og efter-
leve de interne IM's normsæt, som mellemtingene blev en del af, fremgår
f,eks. af skildringer som ovenstående. I samme beretning bringes en historie
om en yngre enkes omvendelse på sit dødsleje. Den finder sted få måneder
efter hun første gang ved et af møderne forfabrikspiger blev vakt til erken-
delse.
De to skildringer omtales her så udførligt, fordi de er karakteristiske for ar-
ten og typen af de historier, der gengives i beretningerne. Indholdsmæssigt
illustrerer den ene missionens sejr på det sociale og moralske plan, den anden
tilsvarende sejren på det religøse. Begge skildringer bringes jævnsides og
vægtes tilsyneladende lige højt. Indsatsen for at forbedre de kvindelige fa-
briksarbejdere gennem moralske og sociale budskaber, som bl.a. indebærer
forbud mod dans, forekommer således ikke at være mindre end den, der ydes
for at frelse sjælen.
Nedenfor er udarbejdet et skema over mødedeltagernes antal ved de enkelte
møder for de år, hvor sådanne oplysninger bringes
1878 1882 1883 1884 1896 1897 1898 1899
150-200 90-100 ca. 150 140-150 30-40 30-40 30-40 ca. 30
67

For året 1900 noteres blot, at »Besøget har ikke været stort«
Når der ikke bringes oplysninger om antallet af de kvinder, der kom til mø-
derne i det lange interval fra 1884 til 1896, så indicerer dette, at deltagerne
blev færre og færre i antal. Denne antagelse underbygges af årsberetningerne
fra det pågældendeinterval, hvor der ofte klages over det ringe fremmøde. I
1897 oplyses desuden, at »det er den samme kreds der møder, en lille fast
Stok«, samt at disse er glade for møderne og opfører sig sømmeligt. Møderne
har utvivlsomt ikke fået den tilslutning fra de kvindelige fabriksarbejdere som
forventet af missionen, hvilket sandsynligvis er den væsentligste årsag til, at
de nedlægges.
Søndagsmøder for Tienestepiger
IMK's søndagsmøder for tjenestepiger kan føres tilbage til de søndagsmøder,
der begyndte i 1868 på Diakonissestiftelsens Tienestepigehjem.l
Møderne blev afviklet som beskrevet overfor, men herudover kom hver 14.
dag en kantor fra St. Jacobskirken og indøvede salmer og fædrelandssange.
Udfra oplysninger i årsberetningerneom det gennemsnitlige deltagerantal til
møderne har jeg udarbejdet nedenstående skema:
1884 1885 1886
122-156 72-168 72-168
1878 1879 1880 1881 1882 1883
80-90 70-120 100-160 80-150 150-180 122-156
Det virker noget konstrueret, at tallene for henholdsvis 1883 og 1884 samt
1885 og 1886 er de samme. Når meddelelserne om deltagerantallet ophører fra
1886 er årsagensandsynligvis, at stadig færre har mødt op til møderne. I 1896
overgårmøderne til KFUP, senere KFUK.2
Indre Missions Arbeide i Nordvestkvarteret
Marthaforeningen
Marthaforeningens økonomiske og organisatoriske fundament var frivilligt
arbejde og indsamlede midler. For begge deles vedkommende var det samme
sociale kreds, som ogsåaktivt deltog i andre af IMK's virksomheder, der her
gjorde sig gældende. Indtil opførelsenaf Marthahiemmet i 1886, blev dette
arbejde udelukkende udført af kvinder, der havde deres rod i det datidige kø-
benhavnske småborgerskabog borgerskab. En undtagelse herfra var Anna
Sørensen, der var født som datter af en faglært påNørrebro, men som i kraft af
sin læreruddannelse kom til at tilhøre det nye fremvoksende mellemlag.
Den 24. marts 1882 blev de forskellige virksomheder, der omtales nedenfor
samlet under navnet Marthaforeningen. Der udsendtes en officiel meddelse,
hvor man bl.a. bad om støtte til det videre arbejde.1 Henvendelsen var under-
68

skrevet af fru A. Jessen, f. Lüttichau, frk. Marie Købke, frk. Anna Sørensen,
fru Christiane Bruun, frk. Vilhelmine Sørensen. Af disse må Anna Sørensen,
Anette Jessen og Marie Købke betragtes som foreningens stiftere.2
Henvendelsen blev anbefalet af IMK's senere formand, daværende sogne-
præst i St. Stefans Sogn, R. Volf. Fremover sendtes regelmæssige meddelel-
ser og årsberetningerom foreningens virksomhed. Fra 1886, da foreningen får
bygget eget hus, Marthahjemmet i Brohusgade 7, omtales foreningen og dens
virksomhed under Marthahjemmets navn.
Når foreningen selv skulle argumentere for sin virksomhed anførtes ofte, at
netop på Nørrebro, navnlig i Nordvestkvarteret, var den sociale nød særlig
koncentreret.3 Anna Sørensen begrunder således oprettelsen af »Nordvest-
kvarterets Vuggestue« i 1882 med at: »I en Bydel som Nørrebros Nordvest-
kvarter maa en stor del Mødre tage Arbejde udenfor Hjemmetm" Tilsvarende
argumenteres for oprettelsen af arbeidsstuerne for børn med, at de pågæl-
dende børn ellers ville streife om i kvarteret, medens deres mødre var på ar-
bejde.5
Udover den sociale nød fremføres som begrundelse for at tage arbejdet op i
det daværende Nordvestkvarter, at netop her var Socialdemokraterne aktive i
deres agitation og havde fremgang i tilhængere. Eksempelvis berettes allerede
i 1882:
»Det er en sørgelig Kjendsgjeming, at de opløsende Kræfter her har en god Jordbund at
arbejde i og gjør en rig Høst blandt denne Befolkning. Socialdemokratiske Blade er for en
stor Del den aandelige Næring«.°
Helt konkret tages der stilling til bl.a. socialdemokratiets kritik af IM, for at
denne bevægelsefortrængte de sociale realiteter ved udelukkende at koncen-
trere sig om tilværelsen i det hidtidige:
»Penge trænges her til for at kunne fortsætte og udvide, og med Ængstelse ser vi Vinteren i
Møde for at skaffe Mad til de syge o.s.v. Tøj, gammelt og nyt, behøves, og personligt Ar-
bejde er her god Brug for af saadanne, der i Alvor og Kjærlighed vil færdes som de fattiges
Venner. Det er den eneste Maade, paa hvilken vi kan vise dem, at hine Blade lyver, naar de
fortæller at vi vil, at den fattige Arbejder her skal savne og slide og saa for øvrigt have
Anvisning paa en kommende Herlighed, medens vi selv vil leve højt og godt i denne Ver-
den«.7
Marthahjemmets struktur og opbygning
Haandgjemingsforeningen for St. Stefans Sogn, der blev oprettet i 1877 af
Anna Sørensen og Annette Jessen, havde som formål at hjælpe gifte arbejder-
kvinder til en indtægt ved hjemmearbejde* Det var hovedsageligt strikke- og
syarbejder, der blev uddelt til de pågældendekvinder.
Det fremgåraf de først udsendte årsberetninger,at Marthaforeningen anså
hustruens plads i hjemmet som en nødvendighed. Hendes arbeide udenfor
69

hjemmet befordrede tilsvarende dettes opløsning.Den traditionelle kønsrol-
lefordeling tages som en selvfølge, ligesom problemer med dobbeltarbejde i
forbindelse med hjemmearbejde ikke tages op til diskussion. I »Fra Bethesda«
omtaltes husmoderen tilsvarende som »Hjemmets Sjæl«, og i denne forbin-
delse fremhævedes netop Marthaforeningens arbejde for, at hun ogsåi arbej-
derkredse skulle få denne funktion.2
I 1877 sørgede foreningen for, at 30 kvinder tilsammen tjente 300 kr. I 1884
skaffede den arbejde til 80 kvinder, der tilsammen tjente 2.000 kr.3 Disse ind-
tægter må dog siges kun nødtørftigt at supplere mandens løn, og kan slet ikke
sammenlignes med, hvad de pågældendekvinder ville have kunnet tjene ved
fabriksarbejde.
Bespisningsanstalten for fattige syge påNørrebro blev stiftet i 1880. Anette
Jensen var dens leder fra oprettelsen og til sin død i 191 l. Den officielle for-
mand var læge S. Thorup. Når man ønskede en læge som officiel formand, kan
det skyldes at bespisningsanstalten lagde meget vægt påde lokale lægers anbe-
faling og godkendelse af projektet.5 For at deltage i bespisningen krævedes
således en skriftlig rekvirering fra en læge, præst eller fattigundersøger.
I 1881 giver 11 læger da også i en offentlig henvendelse udtryk for, at be-
spisningsanstalten har haft stor helbredsmæssig betydning for de fattige syge
Det første kvindemissionshjem. Bemærk det typisk småborgerligeinteriør med masser af små-
billeder, potteplanter, nips m.v. Endvidere at den unge »faldne« sidder hyggeligt med sit strikke-
tøj og uden forklæde.
70

på Nørrebro. De opfordrer til at støtte denne virksomhed, så den kan blive
yderligere udbygget.4
Bespisningen foregik i begyndelsen i en lille lejlighed med køkken istueeta-
gen i Iægergade 10, fra 1886 i Marthahjemmet. Tre gange om ugen serveredes
kødmad, tre gange øllebrød eller mælkemad. I året 1893, da foreningen var
veletableret og havde ekspanderet uddeltes 18.723 portioner mad og 3.397
potter mælk, endvidere blev der uddelt 632 æg og 308 franskbrød.S I den
ovennævnte meddelelse omtales, at IMK gratis har stillet lokalerne i Jæger-
gade til rådighedfor bespisningsanstalten. Det skal i denne forbindelse op-
lyses, at IMK på daværende tidspunkt brugte lokalet til mødevirksomhed
bl.a. for fabrikspiger.
En indsamling og udlån af sengetøj og sygeplejeartikler var fra begyndelsen
tilknyttet bespisningsanstalten. I 1890 ansattes 2 diakonisser til at tilse og
pleje de syge. Dette arbejde var indtil da blevet udført på frivillig basis.6
I 1883 oplyses, at Haandgjerningsforeningen og Sygebespisningen havde
sin egen bestyrelse og eget regnskab, men samtidig meddeles, at man havde
lokaler fælles med Marthaforeningen, ligesom det var de samme frivillige, der
deltog i arbejdet.7 Haandgjerningsforeningen og Sygebespisningen modtog
endvidere 1/5af de bidrag, der indkom gennem udsendelsen af Marthaforenin-
gens kort. Disse kort forpligtede modtageren til at betale et månedligtbidrag
på 10 øre, der opkrævedes af en frivillig hjælperske,der som en af sine opgaver
bl.a. havde at opkræve disse bidrag inden for et til hende tildelt distrikt.
I 1893 lægges Haandgjemingsforeningen og Bespisningsanstalten imidler-
tid officielt ind under Marthahjemmets virksomhed.
»Syskolen for Piger« blev oprettet i 1879 af Anna Sørensen. Allerede i 1885
beskæftigedes ca. 90 piger 2 timer 3 gange om ugen.8 I forbindelse med Mart-
hahjemmets opførelse i 1886 optoges også drenge. I 1888 beskæftigedes 200
drenge og piger således i de såkaldte arbejdsstuer for børn. De havde fra hjem-
mets oprettelse kunnet opholde sig i arbejdsstuerne i hele åbningstidenfra kl.
5.30-19.00.
Marthaforeningen formidlede endvidere landophold til børn. I 1889 send-
tes således 80 børn pålandet. I 1892 130 børn.° Mellem 1886, hvor foreningen
begyndte at føre statistik og til 1905 var ialt ca. 4.000 børn blevet anbragt på
landet i sommerferien, hovedparten fik ophold i Jylland. Kun l/3af de ud-
sendte børn var drenge. Børnene blev bl.a. udstyret med tøj, som forskellige
frivillige hjælpere havde tilvirket i dertil oprettede syforeninger. Flere frivil-
lige bidrog med rejsepenge. I 1899 fik Marthahjemmet sit eget feriehjern
»Villa Martha«, Gilleleje, skænket af overretssagfører Mygind.
Marthaforeningen udlånte også tøj til kirkelige handlinger. Derudover
hjalp man på de i 1881 oprettede konemøder kvinderne i kvarteret med at
istandsætte og lappe tøj.Materialerne, der ofte var skænket af lokale manufak-
turhandlende,lo blev udleveret gratis til møderne. Man samledes 2 gange om
71

ugen. En frivillig hiælperskelæste høit, medens andre vejledte i reparation af
tø).
Nordvestkvarterets Vuggestue blev oprettet i 1882 og var, indtil Martha-
hiemmet blev bygget i 1886 i Brohusgade, beliggende i Griffenfeldsgade. Ma-
rie Købke var forstanderinde. Officielt modtog man børn mellem 6 uger og 3
år. Den sociale nød finder jeg understreget af oplysningerne om, at man dog
ofte måtte tage mod børn helt ned til 10 dage gamle: »fordi Moderen er så
uheldigt stillet, at hun alt da maa ud at tjene Føden for sig og sine«.”
Vuggestuen havde åbent alle hverdage fra 7-19 og kunne fra begyndelsen
modtage 15 børn. Betalingen var i 1882 for børn indtil 1 år 25 øre, for børn
indtil 2 år 20 øre og for børn indtil 3 år 15 øre daglig. Flere gifte veletablerede
kvinder frasmåborgerskabetstøttede vuggestuen ved at betale for en årligfri-
plads, og i beretningerne fra vuggestuen opfordredes ivrigt til, at flere ville
følge deres eksempel, med den begrundelse at netop vuggestuen er en dyr in-
stitution at opretholde, samt at mødrene har svært ved at betale de daglige
bidrag.
I 1887 indrettedes yderligere en klinik for små børn under ledelse af profes-
sor V. Bentzon, der som de øvrige tilknyttede læger arbejdede gratis. Neden-
stående skema gengives efter Arne Johannsen, for at illustrere omfanget af
klinikkens virksomhed:
År 1887 1888 1890 1895 1900 1905
Patienter 1031 1029 1387 1436 1570 2621
Konsulta-
tioner 2871 3246 4597 6163 6424 7511
Om søndagen holdtes søndagsskole. I 1893 havde i gennemsnit 330 børn un-
der 17 lærerinder deltaget i denne. Endvidere holdtes bibelklasser for unge.
Man oprettede to sangkor, ét for mindre børn, og ét for konñrmerede. Disse
sangkor sang ved fester og påde forældremøder, der blev afholdt »jævnligt«.
Det anføres i årsberetningensom motivering for at holde flere af disse møder,
at forældrene er meget glade for dem og flittigt møder op.
Socialiseringen
Det var Marthahjemmets erklærede målsætning: »at vække Selvfølelsen og
Selvhjælpen«' hos befolkningen i Nordvestkvarteret. Man søgte ligeledes,
som omtalt ovenfor, at fremme det borgerlige familieideal, hvor moderen ikke
arbejdede ude. Målsætningenfor arbejdet med børnene i arbeidsstuernevar
den rent restriktive: »at holde dem borte fra et ødelæggendeGadeliv«. I samt-
lige årsberemingerfremhæves det desuden som et endemål, at den enkelte
bliver disciplineret til at kunne fastholde en arbejdsrutine. Hertil kom den be-
72

vidsthedsmæssigebearbejdning: »Guds Ord og Bøn, som den Grundvold,
hvorpaa der bygges«.
I Marthahjemmets bereminger klages der 0er over, at »de fattige«ikke selv
er strenge og konsekvente nok overfor deres børn. Selv om der fra Martha-
hjemmets ledelses side nok demonstreredes forståelse for den sociale nød, så
blev de foranstaltninger, der anvendtes, påhjemmets præmisser.Forstander-
inder og medhjælpereved bedre, hvad de fattige har brug for, end de selv gør.
Det kommer klart til udtryk iårsberetningernesgentagne argumentation mod
at uddele penge direkte til de nødlidende. Man finder således, at de pågæl-
dende har mere behov for institutioner end direkte pengehjælp, som de allige-
vel ikke kan administrere fornuftigt. Da de ikke selv har den fornødne indsigt
til at indse, hvad der tjener til deres eget bedste, må andre, der har denne ind-
sigt, handle for dem.
Der afspejles en ret klar klassebevidsthed om, at de nødlidende tilhørte en
anden og lavere social klasse end den, medhjælperne selv kom fra. Det frem-
går bl.a. af de stadige fremhævelser af, at arbejdsomhed og sparsommelighed
er nødvendige forudsætninger for, at arbejderbefolkningen skal kunne opret-
holde en eksistens. Implicite ligger heri også,at de ikke skal søge at forbedre
deres vilkår ved social opstigning eller lønforbedringer.Det giver sig konkret
til kende i arbejdsstuernes beskæftigelse af pigerne, der for en stor dels ved-
kommende bestod i at lappe og omsy:
»Pigerne beskæftiges med al Slags praktisk Haandarbejde; de lærer at stoppe og lappe,
vænnes til at bruge Smaalapper og deslige, som ellers bortkastes som værdiløse. De for-
færdiger ogsaa en ringe Del af de Genstande, der atter bortgives, medens alt finere Haand-
arbejde er udelukket«
Her skal den sidste sætning »alt finere Haandarbejde er udelukket« under-
streges, idet det finere håndarbejdesåsom broderi naturligt indgik i de bor-
gerlige piger og kvinders beskæftigelse. I denne forbindelse skal anføres de
vanskeligheder Thora Esche havde med at få menigheden og medhjælperin-
derne til at godkende, at kvinderne om søndagen fik undervisning i bl.a. finere
brOderi. I erkendelsen af, at pigerne fra arbeiderklassen havde brug for at
lappe og omsy, men ikke for at lære broderi, mener jeg, der ligger en bevidst
viden om klasseskel og forskellige vilkår, men ogsåen accept af tingenes til-
stand.
Betydningen af, at pigerne lærte at udnytte gammelt tøj til det yderste un-
derstreges i det hele taget i årsberetningeme.Eksempelvis ved at sy gamle
strømpeskafter om til små undertrøjer »således at de læres til ikke at kaste
Vrag paa det smaa «. Når pigerne skulle konfirmeres, søgte Marthahjemmet at
skaffe, hvad de anså for gode pladser, men ofte noteres, hvor vanskeligt det er
at finde sådanne til alle pigerne. Man prøver at få så mange som muligt på
Diakonissestiftelsens tjenestepigeskole. I denne forbindelse anføres besvær-
73

lighedeme med forældrene, der »have lidt svært ved at beslutte sig til, at deres
store Piger i l á 2 Aar ikke skulle tjene noget«.
På baggrund af datidens kønsrollemønster skal det frmføres som et progres-
sivt træk, at drengene ligeledes lærte at istandsætte 0g lappe deres eget tøj.
Derudover flettede de stolesæder og spånkurve,lavede tøjsko og børster. De
fik ogsålejlighed til at lære sløjd af udannede lærerinder. Betragtet under ét
må drengenes arbejde siges at have været mere omfattende og varieret end
pigernes. Såvel pigernes som drengenes færdigearbejder blev solgt påsærlige
udsalg. For pigernes vedkommende skulle pengene henstå til konfirmations-
tøj, som de pågældendeså selv skulle sy.
Konemes lappe- og stoppemøderkan, ligesom for pigebeskæftigelsensved-
kommende, betragtes som forsøgpåat oplære kvinderne til, at de gennem nøj-
somhed og ved at strække de daglige fornødenheder, som f.eks. tøjet, til det
yderste kan bidrage til at holde hjemmets omkostninger nede. Derved kunne
deres eget arbejde måske undværes eller erstattes af hjemmearbejde. I denne
forbindelse skal noteres, at man søgte at påvirkekvinderne til at leve til den
IM'ske husmoderrolle, der bl.a. indebar, at hustruen helt opofrede sig for
mand og børn.2
Ovenfor er ledelsens holdning til klientellet blevet omtalt. I denne forbin-
delse fmder jeg det væsentligt ogsåat få belyst klientellets holdning til ledel-
sen, og vel især konkret de medhjæperinder,der stiftede bekendtskab med.
Desværre findes der ikke meget materiale, der kan anvendes. Generelt skal
imidlertid fremføres, at de stadige oplysninger i Marthahjemmets årsberet-
ning om, at man ikke kan optage de mange, der ønsker plads, tyder på,at insti-
tutionen har løst et virkeligt behov. Især når man tager i betænkning, at hjem-
met kunne huse 150 børn ad gangen fra dets etablering og op til århundred-
skiftet.
Christian Christensen omtaler Marthahjemmet i et særligt afsnit i sine er-
indringer, der bærer overskriften. »Den sociale Forsorg«:
»Bamdomslandets sociale Forsorg hed Fattigvæsenet og Guderne trøste dem, der kom i
den Knibtang. Men der fandtes ogsaa en privat Forsorg, der blev udøvet af de hellige
henne i Marthahjemmet«.
I beskrivelsen af »Fattiglægen i vor kasseme« omtales dr. Buntzen, og hvorle-
des denne går rundt og forbinder og tilser de af den pågældendeboligbloks
arbejdere, der var blevet sårede i forbindelse med kampe mod politiet:
»Han havde været rundt og forbundet alle de sårede mænder og forklaret koneme, hvorle-
des de skulle behandle mændemes sår. Og det drengene var mest glade for var, at doktoren
havde afvist, at man skulle hente de hellige »ñsesøstre« fra menighedsplejen på»Martha-
hjemmet« i Brohusgade. Doktoren havde ligeud afvist tanken med den begrundelse, at
politiet i forvejen havde vidner nok. Det var vel nok en guttermand, den doktor! .3
74

Her mere end antydes det, at søstrene ikke var solidariske med den befolk-
ning, der ellers kom påhjemmet. Tværtimod skulle de være påmyndigheder-
nes side og parat til at udlevere oplysninger om beboerne, der var til skade for
disse.
Disse beskrivelser må imidlertid tages med forbehold. Det væsentligste er
Christian Christensens udgangspunkt som revolutionær syndikalist og erklæ-
ret antireligiøs og især antikirkelig.4 I tråd med dette syndikalistiske udgangs-
punkt strømmer gennem hele erindringsbogen en tendens til at fremhæve ar-
bejderklassens revolutionære vilje og især netop den fælles solidaritet, der
konkret vendes mod myndighedernes overgreb, og Marthahjemmets søstre
opfattes og skildres som usolidariske på line med disse myndigheder.
Poul Holt skriver om Anna Sørensen: »Hun havde gennem sit Arbejde
vundet megen Respekt hos Befolkningen i dette Kvarter«.5 Men ogsåher må
der tages forbehold overfor forfatterens udgangspunkt. Han er således IMK's
officielle historieskriver.
Marie Købke, lederen af »Nordvestkvarterets Vuggestue«, havde arbejdet
tæt sammen med Anna Sørensen fra Marthaforeningens stiftelse. Hun blev
født den. 2.2.1852 som datter af general Købke. Det omtales flere steder, at
hun af den lokale befolkning havde fået tilnavnet »Nørrebrors Engel«. Som
begrundelse for dette tilnavn angives af Marthahjemrnets officielle historie-
skrivere: »hendes blide Væsen, milde Sind og blonde Haar«, hendes virk-
somme Tjenersind« samt »hendes nidkære Arbejde for de smaa i Samfun-
det«.°
Udfra et radikalt socialitstisk synspunkt som det Christian Christensen må
siges at repræsentere, må Marthahjemmets funktioner affærdiges som sociale
lapperier. I stedet burde man løse de sociale behov ved direkte indgreb i selve
det politiske og økonomiske system. Men som det fremgåraf årsberetningerne
og Anna Sørensen personlige udtalelser, så anskuede man fra Marthahjem-
mets side ikke social nød som et problem, der kunne løses politisk.
Det var derimod den enkelte klients personlige sociale behov, den enkelte
medarbejder engagerede sig i. I mange tilfælde sikkert med godt resultat net-
op pågrund af det personlige engagement, og den omsorg for den enkelte, som
bl.a. Anette Jessen, Marie Købke og Anna Sørensens virksomhed vidner om.
Hvorfor fik IMK især sine tilhængere blandt
kvinderne?
Af referaterl og beretninger fremgår, at kvinderne i langt højere grad end
mændene har følt sig tiltrukket af IMK og deltaget i dets aktiviteter. Når
IMK særlig vandt genklang hos kvinderne, kan det skyldes, at religion vægter
følelser, moral og etik og dermed samstemmer med datidens kvinderolle og
75

kvindesyn. Politik, der kræver aktiv stillingtagen og handling, vil derimod of-
tere tiltrække mændene og være mere i overensstemmelse med deres forven-
tede kønsrolle. Disse betragtninger gælder imidlertid først og fremmest de
mange kvindelige tilhængere og aktive i menigheden, der tilhørte det lavere
småborgerskab.
Arbejderkvinderne i f.eks. Nordvestkvarteret havde derimod ofte ingen
praktiske muligheder for at kunne leve op til dette småborgerligekvindeideal,
der f.eks. krævede, at gifte kvinder ikke havde udearbejde, hvad de pågæl-
dende kvinder af sociale årsagervar nødt til for at kunne opretholde en eksi-
stens for sig selv og de børn, der i praksis var fuldstændigafhængig af deres
omsorg og indtjening.2
Marthahjemmets vuggestue og arbejdsstuer for børn må i denne situation
have haft betydning som aflastning for arbejderkvinderne i Nordvestkvarte-
ret. Hertil kom at sygebespisningen, den gratis klinik for småbørn og hjemme-
plejen i mange tilfælde kan have hindret akutte nødsituationer, som uventet
sygdom, i at udvikle sig til katastrofer.
Overholdelsen af de interne sociale normer indenfor bevægelsen har tilsva-
rende ofte i sig selv bidraget til at forbedre de sociale vilkår. Det gjaldt ikke
mindst afholdenhed fra spiritus. Bymissionær Christensen beretter således
om, at mange kvinder opsøgte ham, for at han skulle tale med deres mænd.
Således en kone, hvis mand ellers »var flink og rar«, men som ikke kunne
modstå fristelsen til pålønningsdagenat gå påværtshus med kammeraterne.3
Louise Bruun giver i sin dagbog en skildring af en arbejderfamilie, hvor
både konen og manden var afhængige af spiritus.4 Gennem notitser i dag-
bogen kan man følge, hvorledes først konens omvendelse og deraf medføl-
gende afholdenhed, senere mandens, fører til forbedringer af den pågældende
families dagligdag. I dagbogen oplyses det i notitserne, at faderen er begyndt
at arbejde, senere at familien nu får varm mad. Lejligheden bliver renligholdt,
og sluttelig anskaffes møbler og broderede puder og »en næsten ny Barne-
vogn« til familiens nytilkomne.
Lone Fatum anfører nogle socialpyskologiske faktorer, som skal fremføres
her som forsøg på at forklare, hvorfor nogle arbejderkvinder valgte at søge
trøst i religionen fremfor, som mændene eksempelvis, at vælge politiske alter-
nativer. Fatum skriver således:
»Kvinden placeres altså af evangeliets tilsagn om frigørelse og frelse i troens og håbets
tilværelse uden for tid og rum og på trods af den historiske virkelighed, hun stadig er
bundet til«.
Jeg vil eksempliñcereF atums citat ved at gengive noget af bymis sionær Chri-
stensens erindringer om religionens betydning for hans mor, som han har be-
skrevet det i sine erindringer: »Evangeliet og Storbyens Arbejderetc.
Faderen arbejdede pået teglværk. For at bidrage til økonomien måtte mo-
76

deren trods stadige bømefødsler og pasning af småbørn dagligt gåud at vaske
for folk. Hun stod op kl. fire om morgenen og var den sidste, der gik i seng.
Det, der har moderen gennem denne slidsomme hverdag, var ifølgeChristen-
sen hendes inderlige IM'ske trosforhold, som hun gav videre til sine bøm.5
For flere af de prostituerede i Brøndstræde, som Louise Bruun opsøgte, har
religionen haft den samme funktion, nemlig at være en løftelse op over og ud
af den konkrete virkelighed. Det samme forekommer at have været tilfældet
for nogle af de kvinder, der opsøgte Magdalenehiemmet, og som her ifølge
skildringerne hengav sig til en meget ekstatisk og inderlig religiøsitet. De så-
kaldte 6
bibelkvinder beretter tilsvarende om deres besøg hos nogle kvinder
fra landet, der i et fremmedgjort forstadsmiljø søgte tryghed i den IM-
bametro, de kendte fra sognet. (
Det er min opfattelse, at de færreste arbejderkvinder har søgt den meget
inderlige hengivelse til IM-troen, som en slags narkotikum en flugt fra den
måske næsten uudholdelige sociale virkelighed, som de ovennævnte eksem-
pler kan tages som udtryk for. De har derimod snarere haft konkrete sociale
motiver til at opsøge bevægelsen og dens institutioner.
Det fremgår bl.a. af, at de ovenfor omtalte fritidsforeninger, som f.eks.
»Møder for Fabrikspiger«, der udover the og brød, kun tilbød formidling af
IM-budskaber, aldrig fik nogen større søgning. De kvindelige arbejdere afvi-
ste såvel IMK's snævre sociale normer som selve IM-forkyndelsen. Derimod
havde f.eks. Marthahiemmet konstant lange ventelister, men det skal også
indføies, at der ikke var andre offentlige eller f.eks. socialdemokratiske pas-
ningstilbud i kvarteret.
Indre Mission og Socialdemokratiet
Holdninger og synspunkter fra indremissionærer født i
arbeiderklassen før århundredskiftet.
Af menighedens aktive var der ikke mange, der havde deres rod i arbejderklas-
sen, hverken i de selvsupplerende bestyrelser, eller blandt de lønnede og fri-
villige socialarbejdere og missionærer. Følgende uddrag fra maskinarbeider
Jens Bachs »personligeberetning«som aktiv gennem mange år i Arbejdernes
Bibelkreds, gengives, da han påpegerdet småborgerligesnobberi, der var ud-
bredt indenfor såvel IM og IMK's rækker omkring århundredeskiftet, og som
vel i sig selv var grund nok for de mere bevidste arbejdere til at undsige bevæ-
gelsen.
»Men vi, der alligevel stadig staar fast ved Indre Missions grundsyn, må med sorg konsta-
tere, at så langt vi kan huske tilbage, har Indre Mission i al sin fromhed ligget påmaven for
dem, der havde penge og social position. Jeg ved nok, man vil benægte det, men alligevel er
77

det sådan. Vel var man da glad, hver gang en arbejder blev omvendt, men han kunne blot
aldrig komme i betragtning, når det gjaldt bestyrelser, han var kun god nok, når det gjaldt
arbejde, de andre var kede af, og så undskyldte disse sig med, at vi jo alle skulle have en
gerning«.'
Bymissionær C. V. Christensen, der selv var opvokset som proletar i et af Kø-
benhavns arbejderkvarterer, beklagede tilsvarende IM's »passiveStilling til
den Uret, der vitterligt blev øvet mod Arbejderne i Fortiden« .2 Han påpegede
endvidere, at IM's manglende sociale forståelse fik mange arbejdere til at
falde for socialdemokraternes agitation. På trods af at de ligesom han selv var
opvokset i et IM*sk hjem.
Bachs politiske ståsted var utvivlsomt socialdemokratiet. Han kritiserer i
denne forbindelse IM for, at de langt op i det 20. århundrede ikke ville god-
kende, at erklærede socialdemokrater arbejdede indenfor bevægelsen.3
C. V. Christensen oplyser ikke meget om sit eget politiske tilhørsforhold.
Hans erklærede forbillede og ideal af en god politiker var K. K. Steincke, og
han citerer og gengiver i sin sidste erindringsbog: »Er vi Fakkelbærere« flittigt
fra Steinckes »Kulturbetragtninger«, der udkom i 1912.
Steinckes kritik af partiets manglende vilje til at anerkende betydningen af
et religiøst tilhørsforhold, og dets »skavanker på det moralske område«,4går
lige hjem hos IMK-missionæren C. V. Christensen. Også Steinckes kritik af
partiorganet, Social-Demokraten, tages til indtægt af C. V. Christensen. Her
ligger han pålinie med andre IMK'ske socialarbejdere,5 der fra 1870'erne og
til et par årtier ind i det 20. århundrede kritiserede dette blads »irreligiøsepro-
paganda«,og fandt at det bidrog til at ødelægge moralen og ansvarsfølelsen i
arbejderbefolkningen.
Lokale konfrontationer
Af beretninger fra lokale bymissionærerfremgårdet da også,at det i sig selv
har virket umådeligt provokerende, at manden under et husbesøg har siddet
med Social-Demokraten opslåetforan sig, og i øvrigt har ignoreret missionæ-
rens snak med konen'
Andre indberetninger fortæller om missionæremes kamp for at omvende
»forhærdede Socialister«.2 De såkaldte »Gaardmøder«, udviklede sig ofte til
konfrontationer mellem IM-tilhængere og ikke altid nærmere definerede » so-
cialistiske Modstandere«.3
I en beretning fra 1883 omtales således, at den lokale bymissionæri Nord-
vestkvarteret har været udsat for endnu stærkere modstand og sabotage af mø-
derne fra socialistisk side end året før!
»Sjældent var der Ro ved noget Møde, uden en ganske kort Tid. Der vari Almindelighed
samlet 2 a 300 Voksne og Børn. Undertiden måtte Mødet hæves paa Grund af den djævel-
78

ske Alarm, som Modstandeme kom med. Men Herren være takket, de fleste ville gjerne
høre Ordet«.
Konfrontationerne kunne udvikle sig korporligt. I anden forbindelse omtales
således, at missionærer skulle have fået kastet sten og »bajersk Øl« efter sig.
En enkelt skulle endog være blevet truet med et gevær.5
Tidligere er omtalt enkelte IMK-teologers forsøg på at få en dialog i gang
ved hjælp af diskussionsmøder for arbejdere om socialisme og kristendom. I-
følge IMK6 måtte disse stærkt besøgte diskussionsmøder imidlertid ophøre.
Årsagenskulle være, at socialdemokraterne sendte provokatørertil møderne,
der ved deres afbrydelser, larm og i det hele taget støjende adfærd, gjorde det
umuligt for debattøreme at komme til orde. Møderne må imidlertid være ta-
get op igen kort efter århundredskiftet.7
Den ideologiske 'kamp
Som eksempel på synspunkter og holdninger hos henholdsvis IM-tilhængere
og socialdemokrater omkring århundredskiftet skal gengives noget af debat-
ten mellem forstanderinde for Magdalenehjemmet Thora Esche og den soci-
aldemokratiske folketingsmand og agitator Peter Sabroe.
I 1908 udgav Thora Esche et skrift: »Rejs Dig mit Folku. Udover at frem-
hæve »den gamle Tid« påden nye tids bekostning, og stærkt angribe især for-
lystelseslivetl for at bidrage til at ødelægge samfundsmoralen, retter hun også
en indirekte anklage mod især socialdemokratiet og socialdemokraterne, for at
være eksponenter for den nye fordærvelige»Tidsaand«.2 Indirekte gør hun
dette, når hun omtaler de »mørke Magter«, der ved at påstå,at sociale onder
som f.eks. prostitution er samfundsskabte, fritager det enkelte menneske for
personlig skyld og ansvar.3
Direkte angriber hun, når hun f.eks. skriver: »Der arbejdes systematisk fra
Mørkets Magters Side. Der holdes Søndagsskole og Drengeforbund af Socia-
lister og F ritænkere«.4 Endvidere er det nok engang Social-Demokraten, der
må holde for, når hun i forbindelse med omtale af »
Smudsblade«,der »søger at
tjene Penge ved under Grin, at slæbe retsindige og alvorlige Mennesker gen-
nem Skamet« omtaler journalister, der bl.a. har »ladet sig binde af Partihen-
syn«.5
Sabroes skrift: »Indre Missions Forbydelser mod vort Folk«, der udkom
samme år er et erklæret gensvar° påEsches skrift. Derudover indeholder det
også en kritik af IM's ideologi, som han finder menneskefjendsk og politisk
passiviserende. Endvidere kommer Sabroe med konkrete angreb for misfor-
hold og forsømmelighedpå IM's institutioner og påenkeltpersoner indenfor
bevægelsen.7
Med udgangspunkt i Esches kritik af den nye Tid og den nye tidsånds for-
dærvelige virkning påbekostning af den gamle, påpegerhan, at rå og umenne-
79

skelige folkelige skikke i virkeligheden var langt mere udbredt tidligere og
først og fremmest havde deres rod i uvidenhed og manglende oplysning. Det
er snare IM, 'der hindrer fremskridtet og en udvikling mod en bedre tid med
flere rettigheder og muligheder (herunder demokrati) for almindelige menne-
sker.
»Jegbeskylder Indre Mission for at være en af Hovedfaktorer, som forhindrer Arbejder-
demokratiet fra at faa de store sociale Reformer gennemført til Fordel for de Fattige, de
Gamle, Enkerne, de Syge og Børnene.8
Sabroe påviser endvidere, hvorledes selve den strenge autoritære IM-
opdragelse, som den praktiseredes på IM's børnehjem, var ansvarlig for
»Fremstaaelsen af en materialistisk og egenkærlig Aand«9
Sabroe påpegerendvidere, hvorledes børn terroriseret til ekstrem autori-
tetsunderkastelse i IM-hjem, som voksne ikke vil være i stand til at solidari-
sere sig med ligestillede, men bliver politisk inaktive og f.eks. ikke vil være
med i den faglige organisering.10 I samme forbindelse skal nævnes Sabroes
påvisningaf betydningen af, at missionen ikke ønsker for megen oplysning
udspredt til almindelige mennesker.
Som beskrevet ovenfor var IMK's socialisering imidlertid knapt så firkan-
tedet og ekstrem, som f .eks. Sabroes kritik af de grove metoder påbørnehjem-
mene pålandet kan give indtryk af. Den enkelte medarbejders personlige en-
gagement og interesse for de arbejderbøm og unge kvinder, hun fik betroet,
har bidraget hertil. Således gik f.eks. Marthahjemmets sløjdundervisning af
drengene og elementerne af borgerlig pigeopdragelse (broderi, naturdyrkelse,
kunstoplevelser m.v.) langt videre, end hvad der forekommer nødvendigt til
socialisering af hendholdsvis mandlig ufaglært arbejdskraft og tjenestepiger.
Sabroe angriber Magdalenehjemmet, idet han anfører, at manglende oplys-
ning og især de meget lave lønninger for kvindelige arbejdere var hovedårsa-
gen til prostitutionen i København, snarere end moralske og personlige ska-
vanker hos den enkelte:
»Frk Esche har været med til at redde en Flok paa vel ca. 1000 Piger i Løbet af 30 Aar,
men i det samme Tidsrum viede Fattigdommen, Uvidenheden og Overtroen over en halv
Million Kvinder til et Liv i Sorg og Elendighed«.“
Endvidere angriber Sabroe Magdalenehjemmet for at udnytte kvinderne på
hjemmet som billig arbejdskraft. Ifølge grundbestemmelseme for 1878 skulle
udbyttet af kvindernes arbejde ved vask mm. udgøre en del af de indtægter,
der bidrog til hjemmets opretholdelse. Ved en sammenstilling har jeg fundet,
at kvindernes arbejde dækkede godt halvdelen af husholdningsudgifterne.
Heri er ikke medregnet lønninger til personale, husleje mv;
Det er da ogsåhovedsagelig bømehjemmene og i det hele taget forholdene
ude i landet, især i Jylland, Sabroe angriber.
80

Overfor det mere socialt bevidste IMK's konkrete aktiviteter kan angre-
bene afvises. Det gælder f .eks-. om at overlade fattigfolks børn til at gåfor Ind
og koldt vand, medens forældrene var påarbejde. Marthahjemmet må således
siges at have været et forsøg på et konkret praktisk plan på at løse dette pa-
sningsproblem.
Den videre udvikling
Ved et diskussionsmøde i Folkets Hus i Rømersgadei 1909 om kristendom og
socialisme mellem »fem Præster« på den ene front og Peter Sabroe og den
socialdemokratiske agitator A. C. Meyer på den modsatte, skulle Sabroe
stærkt bevæget være sprunget op og vedkendt sig sit personlige gudsforhold,
men i øvrigt have erklæret, at han fastholdt sine politiske standpunkter.l
Denne holdning var nok typisk for den videre udvikling. Forstået således,
at hvor før henholdsvis IM og Socialdemokraterne havde anskuet hinanden
som to folkelige bevægelser med hver sin ideologi, anser man nu fra i hvert
faldsocialdemokratisk hold politik og religion for at være to planer af en større
helhed. Man kan således godt både have en politisk holdning, der konkret gi-
ver sig udtryk ved, at man stemme socialdemokratisk, og en religiøs overbevi-
sning, der konkret kan give sig udtryk i, at ens børn bliver døbt, 'gåri IMK's
søndagsskole m.v.2
Blandt de københavnske teologer i menigheden var en langt større social
forståelse og dermed ogsåen mindre afstandtagen til de socialistiske partier i
1880'erne og 1890*erne, end det var tilfældet for landmissionens vedkom-
mende. Alligevel forekommer der mange indlægi de tidsskrifter og blade, Kø-
benhavns Indre Mission udgav pådette tidspunkt, der vender sig skarpt imod
»Socialismen« i al almindelighed, og i særdeleshed Socialdemokratiet og
navnlig dets organ Social-Demokratens antireligiøsepåvirkningaf arbejder-
hjemmene.3
'
Det er ikke blot Social-Demokratens »irreligiøsePropaganda«,man vender
sig mod, men også dets latterliggørelelseaf navngivne præster og dets påstand
om, at disse præster søger økonomisk og personlig vinding fremfor at tjene
kirken.4 Senere tages der stærk afstand fra socialdemokratiets brug af »Strei-
kevaabenet« .
5
Op mod århundredskiftet sker der imidlertid en ændring i Socialdemokra-
tiets officielle holdning til religion i almindelighed og konkret den danske fol-
kekirke. I et skrift »Arbejderne og Kirken«° konstateres fortrøsningsfuldt, at
arbejderne selv ikke deler partiets antireligiøse holdning. »De udmelder sig
ikke, de lader deres Børn døbe og konñrmere. De vil kirkelig vies og begra-
ves«, »Afgjortkirkefjendske er derimod ungsocialister og syndikalister«,men
der tilføjes dog, at der er »Tegn på,at de unge Socialdemokrater vil forlade
den ældgamle kirkefjendske Ideologi«.
81

Bymissionær C. V. Christensen finder tilsvarende, at der forekommer en
skillelinie i, hvad han betegner som »socialismens« holdning til kirken. Æn-
dringen sker efter århundredeskiftet.7 På dette tidspunkt adskiller de mere ra-
dikale socialister sig fra de egentlige socialdemokrater. Disse radikale har be-
varet den gamle irreligiøse holdning til religion og kirke, og man kan som mis-
sionær lige så godt undlade at argumentere med dem, da de er fanatisk
overbevidst om, at det er deres tro, der er den sande.
» Kommunismen er en lysslukker i verdensformat, og da de kristne er Guds
fakkelbærere her i denne mørkets verden, vil der aldrig blive forlig mellem
disse to ideologien.8
Socialdemokratiet står derimod efter århundredeskiftet, for en rolig refor-
matorisk linie. Det holder endvidere på, at »religioner en privat sag«, ikke
noget som partiet eller bevægelsen blander sig i.9
Når de kristne fagforeninger aldrig fik nogen egentlig gennemslagskraft,
kan en af årsagernemåske være den ændrede socialdemokratiske holdning til
religion og kirke. Når religion nu var en privatsag, kunne den dyrkes i den
1
danske folkekirke, lige som de faglige interesser varetoges i de faglige forenin-
ger og de politiske af partiet, og der var ingen grund til, at kirken f.eks. skulle
påtagesig rent faglige gøremål.
Arbejderne søgte tilsvarende de af Københavns Indre Missions institutio-
ner, der kunne yde dem konkret praktisk hjælp i hverdagen som f .eks. Magda-
lenehiemmet og Marthahjemmet. Når så mange kvinder støttede missionsar-
bejdet, var det ligeledes fordi, disse to institutioner løste nogle tidstypiske
kvindeproblemer, (prostitution og børnepasning for de ringest stillede kvin-
der
Den egentlige trosforkyndelse, der var det væsentligste indhold i fritidsfo-
reningerne, vandt derimod aldrig gehør hos arbejderkvindeme. Ligesom de
afviste forsøgene påat indføre Indre Missions egne snævre småborgerligemo-
ralske og sociale normer. Det var vel ogsåhovedårsagentil, at fritidsforenin-
gerne måtte ophøre, hvorimod Magdalenehiemmet fungerede langt op i dette
århundrede. Marthahjemmet, der stadig er beliggende i Brohusgade, er i dag
børnehave og fritidshjem.
Noter
Rids af [M's historie:
1. Beck 1916263
2. Steen & Hoffmeyer 1915: 5.22
3. IMK,s beretning 1866
4. Stein omtaler dette i sit første foredrag. Stein 1875: s. 191
5. Koch 1898: 5.225
6. Steen & Hoffmeyer 1915: 5.69. -
Holt 1940: s. 541'.

lMK's støtter og tilhængere:
l.
2.
3.
4.
5.
6.
I 1861 udkom bladet således kun i 144 ekspl. -
I 1863 udkom 1149. 1870 7-8.000. -
I 1896
kom bladet i 16.000 ekspl. Koch 1898: 217, 233, 249
Kirkegaard 1971: 107
Bladet ophørte med at udkomme i 1897. Ifølge IMK's beretning fra samme år pågrund af
for få abonnenter
Sadolin 1907: 33
Sabroe 1908: 11
IMK Beretning 1881 og 1891, Marthahiemmets beretning 1892
IMK's syn på socialisme og socialt arbeide:
1.
2.
3.
;-#PPPNPP'P
Kirkegaard 1971: 13 f. -
Beck selv var høitemand indtil 1874. Derefter stemte han ikke
Lindhardt 1878: 159
IMT 1889: 668. -
Beck sammenligner her Socialismen med »Dyret fra Havet. Den onde
Magt, som igen synligt rører sig i Folkehavet«
Stein 1875: 170
Kristeligt Dansk Fællesforbund blev oprettet i 1899. Olesen: 1958: 235
Fra Bethesda 1889: 528
Sadolin i Flyveblade for IMK no. 5: s. 26
Eks: Marthahjemmets beretning 1893: 5 -
Holt 1940: 103
Kirkegaard 1971: 60
Wolf i »Fra Bethesda« 1879: 819
Ibid 1892: 65
IMK's sociale arbeide i København:
1. Fra Københavns Indre Mission no. 4. Endv: Louise Bruuns dagbog.
2. Midnatsmissionen stiftedes 1881 af Vilh. E. Wrigt, der året efter som medhjælpfik proprie-
tzr R. B. Clausen. Om begge farverige personer og deres arbejde blandt alfonser, prostitue-
rede og kriminelle går mange historier. -
Eks: Holt 1940: 72
'
3. Holt 1940: 89
4. Sabroe 1908: 10. Blüme: Magdalenehjemmet i 25 Aar (1901
Magdalenehiemmet:
1. IMK's beretning 1879: 5
2. Magdalenehjemmets beretn. fra 1882 og 86 i IMKS
3. Magdalenehiemmets beretn. i IMKS 1891: 42
4. Kvindemissionens opsøgende arbeide blev påbegyndtallerede i 1881 af Thora Esche og
nogle frivillige damer fra menigheden. Jævnfør de særskilte beretninger, der udsendtes fra
dette år.
Socialiseringen på Magdalenehimmet:
1.
2.
.W
Magdalenehjemmets beretning I IMK's 1885: 59
Familiesystemet blev første gang praktiseret af Tysk Indre Missions grundlægger J. H.
Wichem i hans institution for forældreløse: »Rauthes Haus«. I princippet bygger Esche på
Wichems ideer. OgsåAnna Sørensen -
leder af det senere omtalte Marthahjem -
var stærkt
inspireret af W.
Esche 1920: 173
Esche opfordrede menigheden til at give sådanne underholdningsromaner. I 1894 skulle
hjemmet have haft 266 bind. Af de mest læste fremhæver Esche: Fra den gamle Fabrik. St.
83

Winnifreds Skole. Nøddebo Præstegårdog Onkel Toms Hytte. -
Magdalenehiemmets be-
retn. i IMK's 1894: 49
Esche 1920: 174
Esche 1920: 161
Esche 1884: 237
Jævnfør sammentællinger i forf. speciale s. 551'“$91”
Fritidsforeningerne
1. Eks. påundtagelser var KFUP møderne, der trods IM's og navnlig Becks modstand havde
undervisning og foredrag
2. IMK's beretn. 1878: 21
Møder for Fabrikspiger:
Hvor intet andet er opgivet henvises til IMK's årsberetninger
1. Kristelig forening for kvindelige Arbeidere, der blev stiftet 1902 kan betragtes som en for-
længelse af den da nedlagte »Ugemøder for Fab«. Endnu i1907 var det ikke lykkedes at få
tilslutning til forsøgene påat oprette »Spisestuer«0g »Aftenhjern«(Sadolin 19097: 42.) -
I
1908 oprettedes »Missionen blandt kvindelige Arbejdere«, der dog heller ikke fik nogen
større udbredelse. (MKA missionen blandt kvindelige Arbeidere 1908-1933: s. 20)
2. Ang. dette henv. til forf. speciale kap. 4: Indre Missions Kvindesyn
3. IMK's beretning 1884. -
Sabroe 1908: 14
4. Beck 1916: 176
Søndagsmøder for Tienestepiger
1. Olesen 1958: 254
2. IMK's beretning fra samme år
Indre Missions arbeide i Nordvestkvarteret
Marthaforeningen
1. »Lidt om Arbeidet blandt Nørrebros Fattige«. 24.3.1882
2. Jævnfør blandt andet fremstillingen hos Ussing 1922: 5
3. Johannesen 1936: 7 -
endv. Artikel af Anna Sørensen i »Fra Bethesda« 1885: 171f: »Martha-
foreningen«
Johannesen 1936: 15
Marthahiemmets beretn. 1893: 5
»Fra Bethesda« 1885: 174
Marthaforeningens beretning 1882: 7N???
Marthahiemmets struktur og opbygning:
1. Marthaforeningens beretning 1883: 5
2. »Fra Bethesda« 1892: 5791'
3. Anna Sørensen i Fra Bethesda 1885: 193
4. »Bespisningsanstaltenfor fattige syge paa Nørrebro«, Kbh. feb. 1880
5, Marthahiemmets beretn. 1893: 5
6. Johannesen 1936: 15
7 Marthahiemmets beretn. 1893;: 5
8 »Fra Bethesda« 11885: 174
9 Johannesen 1936: 15
0 Marthahiemmets beretn. 1892: Lister over: Gaver in Natura
1. IBid. : 3
84

Socialiseringen:
For citaterne henvises til Marthahjemmets beretn. 1892, 91, 83 og 1900
Sadolin 1907: 43
Christensen 1964: 170 og 69
Carl Heinrich Petersen: Danske Revolutionære 1974: s. 9f
Holt 1940.P'PP'NE"
Hvorfor fik IMK's især sine tilhængere blandt kvinderne:
1. Eks. IMK's beretn. 1884: 45
2. Ifølge R. Nissen og E. Knudsen: Da arbeideme blev mødre var arbeiderkvindeme reelt
dem, der måtte betale de daglige fomødenheder -
jævnfør ogsåC. Christensen: »En rabar-
berdreng vokser op«
Christensen 1939: 43
Bruun 1926: 15, 17 og 31
_Bibe1kvinderne var damer fra IMK's menighed, der påtogsig at læse og fortolke biblen med
andre kvinder i deres hjem. IMK,s beretn. 1890, 95
.OE-"PP
Indre Mission og Socialdemokratiet
Holdninger og synspunter:
Bach 1966: 1
Bach 1966: 2f
Fra Bethesda 1895: 154. IMK's beretn. 1888: 3399939:-
Lokale Konfrontationer:
Flyveblade fra IMK 1901
IMK's beretn. 1894: 33
Ibid 1899
IMK's beretn. 1883: 43
Ibid
Holt 1940: 158
Christensen 1952: 91NFP'PPNE"Den ideologiske Kamp:
Esche 1908: 14
Ibid: 10
Ibid: l
Ibid: 3
Ibid: 3
Sabroe indleder således: »Maa jeg give Dem Frk. Thora Esche et Svar som jeg Ord for Ord
og senere skal vedstaa«. (Sabroe 1908: 3)
Sabroe 1908: 5
Ibid: 5
Ibid: 6
Sabroe 1908: 56 og 9f
Sabroe 1908: 11
PWPPNS"
l-lb-lFPPPN
85

Den videre Udvikling:
Jævnf.Sadolin: Arbeideme og Kirken. Smaaskrifter udgivet af IMK (no. 5)
IMK*s bereming 1883 s. 33
»Socialisterne og vi«, art. i »Fra Bethesda« 1893 s. 491
»En bemærkning om Socialdemokratiet og navnlig om dets streikevåben«,art. i »Fra Bet-
hesda« 1895 s. 108
Småskrifter udg. af Københavns Indre Mission (no. 5) Kat. 2-2420
Christensen 1952 s. 84
Ibid s. 85
Ibid s. 84
WPPÅNE"
PPS?
Literaturliste
Det Kgl. Bibliotek, småtryk:
Kirkelig forening for Indre Mission i Kbh. (årsberetninger1868-1908
»Magdalenehjemmet«(pakke mærket »Kirkeliv«, folkekirken, ñlantropi)
»Marthaforeningens Arbeide blandt Nørrebros Fattige«. (årsberetn. og regnskaber fra 1883-
1931)
nBespisningsanstalt for fattige syge paa Nørrebro«, årsberetn. 1880
»Marthahiemmets indvielse 1886«
Kristelig dansk Fællesforbund (Pakke mærket: Faglige foreninger)
Indre Missions Tidende
»Fra Bethesda«
»Fra Københavns Indre Mission«
»Flyveblade fra Københavns Indre Mission«
Bach Jens: Tilbageblik (1966)
Beck Vilhelm: Erindringer fra mit Liv (1916)
Blüme P. C.: Magdalenehiemmet i 25 Aar (1902)
Bruun Louise: Af en Bymissiomzrs Dagbog (Til minde om Forstanderinde Frøken Louise
Bruun, udgivet ved P. Heegaard Kbh. 1926)
Christensen Christian: En Rabarberdreng vokser op (1961)
Christensen C. V.: Evangeliet og storbyens Arbeidere (1939)
Christensen C. V.: Er vi Fakkelbærere? (1952)
Esche Thora: En røst fra Magdalenehiemmet (1884)
Esche Thora: Reis dig mit Folk (1908)
Esche Thora: Erindringer (1920)
Fatum Lone: Kvindesyn og kvinderoller i den kristne tradition (Kvindestudier. Fremad 1977)
Holt Poul: Nød Dem -
Københavns Indre Mission 1865-1940 (1940)
Johannessen Arne: Marthahiemmet 18861936 (1936)
Kirkegaard Jørgen: Indre Mission og Indre Missions venners forhold til politik under forfat-
ningskampen ca. 1872-1901 (1971)
Koch 1: Fra Grundtvigianismen og den Indre Missions Tid 1848-1898 (1898)
Lindhardt P.G.: Vækkelser og kirkelige retninger (3 rev. udg. 1978)
MKA (Missionen blandt kvindelige Fabriksarbeidere 1908-1933 (1933)
Nissen Ruth og Else Knudsen: Da arbeiderkvinderne blev mødre. Disciplineringen af danske
arbejdere til forsørgere omkring 1900. (Historievidenskab 21-80)
Olesen Elith: Børn og Unge i dansk Kirkeliv, (1958)
86

Petersen Carl Heinrich: Danske revolutionære 1 og 2 (3 udg, 1973)
Sabroe Peter: Indre Missions Forbrydelser mod vort Folk (Kbh. 1908)
Sadolin J. TH.: Bethesda i 25 Aar (1908)
Stenn og Hoffmeyer H: Kirkelig Forening for Indre Mission i København 1865-1915 (1915)
Stein Harald: Hvad vil den Indre Mission? (Kbh. 1875) A
Svane Marie Louise: Livet i familien og kapitaliseringen af samfundet (Konferensspeciale i Litte-
raturvidenskab 1977)
Ussing Eva: Marthahjemmets Historie (1922)
Winkler Helle: Kvinderne i Københavns Indre Mission. En undersøgelseaf påvirkningog vilkår
indenfor nogle af bevægelsens sociale institutioner i perioden ca. 1875-1900 (Historiespeciale
1982)
Bibliografi:
Helle Winkler f. 1939. cand.mag. i historie og nordisk folkemindevidenskab fra Kbh. Universitet
1983. Speciale 1982: Kvinderne i Københavns Indre Mission. En undersøgelse af påvirkningog
vilkår indenfor nogle af bevægelsens sociale institutioner i perioden ca. 1875-1900.
Summary
The Home Mission and the Workers in Copenhagen, 1870-1910
In the period 1865 to approx. 1910 the Home Mission (an evangelican branch of the Church of
Denmark) was very active in Copenhagen. In practice this took the form of missionaries being
sent out to call on people in their homes and to preach in the streets of the inner city where
prostitutesand alchoholics abounded. The city missionaries especially called on those in socially
weak positions in the new working-class districts being built outside the inner city: Vesterbro and
Nørrebro.
In the street, Brohusgade, in Nørrebro the Martha-Home was erected in 1886. It housed the
so-called »Workrooms for Children« Here about 200 children in the age group 3 to 14 could be
cared for and occupied daily from 9a.m. to 6. pm. Previously a créche had been established in the
north-western part of the town which could accomodate 15 children in the age group between 14
days and 3 years. In addition to this there was distribution of food and sick nursing. At the so-
called »wife meetings«endeavours were made to teach working-class women to alter and repair
old clothes. Considerable religious indoctrination took place by means of reading aloud, prayers
and hymn-singing, and at the social level endeavours were made to persuade women to accept
middle-class housewifer ideals, one feature of which was that only the husband went out to work.
The same type of religious indoctrination and social influencing were the main contents of the
spare time clubs. Here on a voluntary basis women from the religious community tried to gather
working-class women for some hours once a week. The very names of the meetings -
»Meetings
for Market Women«, »Meetingsfor Maid Servants« and »Meetings for Factory Girls« suggest
the target group in question. 1877 saw the establishment of the Magdalene-Home on Jagtvej.
Here very young girls who were professional prostitutes or of whom it was feared that they were
on their way to becoming so could undergo a two year retraining programme to become maid
servants, who would then be placed in so-called »goodsituations« with respectable middle-class
families. Later, some few received educations, especially in nursing. _
The Copenhagen Home Mission relationship with the rural Home Mission was antagonistic.
The latter found that the task of the Home Mission was to concentrate on »the one thing
necessary« i.e. to preach the gospel and to convert as many as possible. By contrast, the
Copenhagen Home Mission also wanted to practice the gospel of salvation by means of the so-
'
87

called »goodworks«, i.e. conerete social tasks, like for instance the abovementioned two Homes.
The author raises the question: What was the attitude of the workers in a typical working-class
district like the one the Martha Home was situated in to the Horne Mission?
Primarin women applied to the Mission. According to the author the reason for this is to be
found in the fact that the two institutions really did solve some general women's problems at the
time. That it was the ooncrete, social aid which working-class women were seeking can e.g. be
seen from the circumstance that the abovementioned spare time clubs with their exclusively
ideological message never became very popular.
Futhermore, the author examines the Social Democratic Party's changing attitudes to religion
in general and more specifically its attitude to the Home Missions's preaching and social work.
Locally, verbal and physical confrontation often occurred between missionaries and Social
Democratic agitators and activists.
88

Aarbog 15 1985_winkler_indre_mission_og_arbejderne_i_koebenhavn_1870-1910

Recommended

Recommended

More Related Content

Viewers also liked

Viewers also liked (16)

Similar to Aarbog 15 1985_winkler_indre_mission_og_arbejderne_i_koebenhavn_1870-1910

Similar to Aarbog 15 1985_winkler_indre_mission_og_arbejderne_i_koebenhavn_1870-1910 (20)

More from SFAH

More from SFAH (20)

Aarbog 15 1985_winkler_indre_mission_og_arbejderne_i_koebenhavn_1870-1910