1. Sorg er hjemløs kærlighed, der skal gives plads til
Vi har brug for at græde i månedsvis, hvis det skal være, og vi har brug for en erkendelse af, at
sorgen altid vil være der, men at den med tiden bliver nemmere at leve med. Den er et vilkår i livet,
som vi er nødt til at tale med vores nærmeste om, mener kronikører
Der kan være trænge kår for de tunge følelser som savn, depressionen og sorg i en tid, hvor vi
iscenesætter os selv som dem, der altid har overskud og føler sig ovenpå. Hvor vi tager billeder af os
selv med et stort smil for at lægge dem ud på internettet, så alle kan se, hvor glade vi er. Hvor
hensynet til os selv og egen succes kommer i første række.
Det kan være svært at give udtryk for sin sorg, svært at få medfølelse og svært at få plads til at være
medfølende. Men sorg over at have mistet et andet menneske ­ en far, en mor, en ægtefælle eller en
nær ven ­ rammer os alle på et eller andet tidspunkt i livet.
Sorgkulturen her i landet lader dog meget tilbage at ønske. I Danmark dør der cirka 55.000
mennesker om året, og hvis vi antager, at hver person har cirka fire nære pårørende, rammes
220.000 mennesker hvert år af sorg som følge af dødsfald.
Vi kommer højst sandsynligt alle til at opleve sorg over at miste en person, der står os nær, men der
er meget uklare rammer for, hvordan vi skal forholde os til os selv og hinanden efter dødsfald. Der er
ikke (længere) faste ritualer, ingen sørgebind, der fortæller, at vi er sårbare og har brug for tid til at
mindes. Vi står hurtigt alene med sorgen.
En række interviews med voksne kvinder, der har mistet en nærtstående, viser, at familier, venner og
samlevere holder sorgen ud i armslængde og kun ”bearbejder” den med tavshed.
”Der var ikke en, der nævnte Hans med et ord. Til sidst måtte jeg sige til dem, at jeg var nødt til at
snakke om ham. Det viste sig, at de havde forholdt sig tavse for ikke at gøre mig ked af det,” fortæller
Bente, der var 52 år, da hun mistede sin kæreste og samlever, der pludselig døde af hjertestop.
De nærmeste undlod at tale med hende og overlod sorgen til hende selv. De ønskede at tage
hensyn, men set fra Bentes synspunkt var det et misforstået hensyn. Det er vigtigt at tale med andre
om både den døde og om den sorg, som tabet har ført med sig. Sorgen omtales ofte som hjemløs
kærlighed. Den er et vilkår ved livet, fordi vi knytter os til hinanden. Bentes historie er desværre ikke
enestående.
Det kan meget vel skyldes, at vi ikke ved, hvad vi skal sige eller spørge om. Og i et forsøg på at
aflede den sørgendes tanker vælger vi så at tale om noget andet. Men det lader den efterladte alene
med sin sorg, og resultatet bliver ofte, at forholdet til venner og familie efterfølgende bliver vanskeligt.
Den sørgende er nødt til at konfrontere sig med de svære følelser, og hvis omgivelserne ikke kan
acceptere og give plads ­ eller endog bidrage til at få vendt følelserne ­ kan det gøre det endog

2. meget vanskeligt at komme igennem den proces. Vi skal tale om døden og sorgen som noget
naturligt. Familiens støtte og forståelse er vigtig, da det er familien, der kender afdøde bedst.
Familien ved, hvor tabet ligger.
”Vi har jo været igennem det sammen på en eller anden måde,” siger Connie, der mistede sin mor og
far med to års mellemrum, da begge havde kræft.
Sorg er også at mindes. Når mennesker dør, kan vi være bange for at glemme dem. Derfor er det
vigtigt for den efterladte selv at tale om den døde, men også at høre andre tale om den døde.
Forbindelsen til afdøde er en vigtig del af de efterladtes indre liv, og sorghåndtering går blandt andet
ud på at tage den betydning, som den døde har haft, med sig videre i livet. Ofte vil den nærmeste
familie også være ramt af sorg, og der vil derfor være al mulig grund til at tale sammen om de
følelser, som døden og sorgen medfører.
Familiens sorg kan opleves som dobbeltsidig, fordi de pårørende lider over at se deres slægtning
have det skidt og samtidig kæmper med deres egen sorg over afdøde. Men de øvrige efterladte og
vennerne kan også forværre sorgen, som Connie oplevede det:
”Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med dem, fordi jeg følte, at jeg skulle være på en bestemt
måde.”
Det kan hænge sammen med, at vi som samfund har udviklet et sæt sociale følelsesregler for,
hvordan efterladte og sørgende forventes at håndtere og udvise deres sorg. De efterladte har lov til
at udtrykke følelser offentligt umiddelbart efter tabet, men den efterladte forventes også at kontrollere
sine følelser både i forhold til intensitet og varighed.
Hvor meget og hvor længe vi må sørge, vurderes ifølge psykologerne James Averill og Elma Nunley
ud fra alder, køn, relation til afdøde og omstændighederne ved dødsfaldet. Tabet af en gammel
mand, der har været syg længe, og som man sjældent så, er nok ikke så ”slemt” som at miste sin
unge datter, som man har et nært forhold til. Men selvom det er en gammel far eller mor, man har
begravet, kan omgivelserne ikke pr. automatik gå ud fra, at sorgen er mindre. Sorgen over gamle
forældre møder dog sjældent den store forståelse.
Man ved ikke, hvad sorg er, før man selv har oplevet det.
Mange, der har prøvet at miste, giver udtryk for, at man ikke kan sætte sig ind i, hvad sorg er, før
man selv har oplevet det. Men de oplever, at venner, der selv har mistet en kær, udviser mere
forståelse.
”Man kan bare kigge på hinanden, og så ved man, hvordan det er,” siger Dorte, hvis mor døde af
kræft efter tre års sygdom. Det kan opleves, som om man er medlemmer af en fælles klub for
indviede.
Folk, der har mistet, er ikke så usikre over for, hvordan de skal reagere, for de kender følelserne fra
sig selv. Det, at den efterladte kan dele sine følelser med andre, har stor betydning for den

3. personlige sorgbearbejdning. Det kan blandt andet ske i sorggrupper ­ for eksempel dem som
folkekirken, Kræftens Bekæmpelse og Ældre Sagen med flere har etableret. De er gode tilbud til de
efterladte, men måske lige så meget et symptom på, at sorgkulturen i Danmark er uoplyst og
mangelfuld.
Sørgende oplever, at venner har trukket sig væk, og at de også selv har trukket sig fra nogle venner.
Else fik for eksempel en mail fra sin nærmeste veninde, som udtrykte, at hun kunne se, at Elses sorg
ville tage lang tid, hvilket hun ikke magtede at vente på.
Vi har måske nok i os selv og mest fokus på, hvad vi selv kan få ud af forholdet til andre mennesker.
Andre venner og bekendte har måske nok har viljen, men mangler viden om, hvordan de kan hjælpe.
Hvad er så den bedste støtte, kan man rettelig spørge. Ja, for nogle er den bedste hjælp, at
vennerne træder til og tager over og fortæller konkret, hvad de vil hjælpe med. Andre har mest brug
for, at familie og venner spørger: Hvordan har du det? At de er åbne for samtalen, men ikke føler, at
de skal løse ens problemer. Else udtrykker det således:
”En veninde ringede til mig hver morgen, hvor min mor plejede at ringe. Det gjorde hun i en lang
periode, og det hjalp mig rigtig meget.”
Desværre er det nutidens sorgkultur, at omgivelserne stadig ser sorgen som noget, man skal
”komme igennem” og ”lades i fred med”. Men vi har brug for større åbenhed om sorg og savn.
Vi har brug for at græde i månedsvis, hvis det skal være, og vi har brug for en erkendelse af, at
sorgen altid vil være der, men at den med tiden bliver nemmere at leve med. Den er et vilkår i livet,
som vi er nødt til at tale med vores nærmeste om.
Kirsten Søndergaard er master i humanistisk palliation fra Aalborg Universitet, sygeplejerske og
sekretariatschef i Landsforeningen Liv & Død.Tom Nervil er journalist og kommunikationsrådgiver
med et mangeårigt virke i Ældre Sagen