Prize Award, Carl Nielsen Fondet

1. I 2006 sang operasanger Elisabeth Hanke ind i et hul i min skulptur ”Instrument til retfærdighed”,
det var en spontan hændelse, men en meget stor oplevelse for mig og alle andre der opholdt sig i
Den Frie Udstillingsbygning under åbningen af kunstnersammenslutningen Kammeraternes
udstilling.
Nu her i november 2008 stod endnu en åbning i Den Frie udstillingsbygning for døren. Jeg skulle
udstille sammen med billedhuggerne Jytte Høy og Jesper Rasmussen. Vi tre skulle i år modtage
Anne Marie Carl Nielsen og Carl Nielsens store hæderslegat på 500.000 kr til hver, og derudover
fylde hele bygningen med vore værker, to sale til hver.
I den ene af mine sale ville jeg udstille alle mine 8 instrumenter, skabt gennem 10 år og som ikke
tidligere har været samlet, 5 med titlen ”Instrument til væren” og en trilogi ”Instrument til
retfærdghed”, ”Instrument til sandhed” og ”Instrument til kærlighed”.
Under ophængningen, 2 dage før åbningen, slog det mig, at jeg måtte have Elisabeth Hanke til at
synge ind i ”Instrument til retfærdighed” igen, det var nærmest, som om det måtte ske for at
udstillingen, eller i det mindste min afdeling ikke kunne åbne uden denne tilføjelse.
Heldigvis var Elisabeth Hanke hjemme, og uden tøven accepterede hun igen at synge arien af
Wagner, men ville derudover synge en Carl Nielsen-sang, det blev ”Tit er jeg glad” hun valgte.
Kun få vidste det ville ske, og nogle øjeblikke gik før alle de tilstedeværende blev klar over, at de
måtte ind i salen, hvorfra hendes røst bredte sig ud i bygningen. Folk samledes stille, stående og
siddende på gulvet, hun stod på en lille palle for at nå op til hullet på instrumentet (skulpturen er
350 cm høj hullet sidder ca. i midten, bredden er 170 cm og dybden 60 cm), ikke alle kunne se
hende, men alle hørte lyden fra hende gennem instrumentet, spændingen i salen var intens!
Udstillingens kurator Mai Misfeldt præsenterede Elisabeth Hanke i pausen mellem de to numre og
sagde hændelsen her var en gave, en tak for legatet fra mig - og om muligt var stemningen i salen
endnu mere intens eller nærmest bevægende under Hankes fremlæggelse af Nielsen-sangen, hendes
krop tæt op af det store instrument og hendes varierede og smukke stemme. Der var tale om en
nærmest grænseoverskridende begivenhed mellem skulptur og menneskestemme. Jeg er dybt
taknemmelig og at jeg ikke var alene om oplevelsens betydning blev jeg klar over i ordene der faldt
til mig fra mange i åbningens videre forløb.