1. Julen er hjerternes test
- Et socialrealistisk juleeventyr med magisk strejf
Af Anna Beckmann
1. december
Om 10 måneder fra nu vil der blive født en lille pige med sort hår og fyldige kinder. Hun vil komme
til verden ved kejsersnit og være 54 cm lang. Hverken længere eller kortere.
Fire måneder senere vil pigen få vand i det sorte hår, i en kirke i København på Sjælland i Danmark
i Europa i verden, og blive døbt Juliane Lundgren. Det er vigtigt, at netop denne pige kommer til
verden, for hun skal redde julen, da den er i overhængende fare for at blive aflyst for evigt - særligt
hos én bestemt familie.
Pigen, det er mig. Jeg har god tid til at tænke over, hvordan jeg skal redde julen, for der er som sagt
næsten et år til, jeg bliver født. Indtil da flyver jeg rundt og holder øje med, hvad folk laver. Jeg
flyver ind af nøglehuller og brevsprækker, slår mig ned i lænestole, sofaer og hængekøjer og kigger
på mennesker. Det er, hvad jeg gør. Og i denne måned er det særlig interessant, for det sørme, det
sandt december. En måned, menneskene holder meget af. Eller gør de?
2. december
Der spises æbleskiver hjemme hos Emil. Jeg ved det, for jeg sidder med ved bordet. Emil ser ud til
at være omkring 5 år. Håret krøller, næsen gør et lille hop, og munden tygger ivrigt på en æbleskive,
der er godt fedtet ind i syltetøj og sukker. Det vil jeg huske, når jeg engang skal leve; at spise
æbleskiver. På bordet står der et hvidt lys med guldfarvede tal og hypnotisk, hoppende flamme. En
grov hånd med hår og fregner rækker ud efter den sidste æbleskive, men støder på en mindre hånd.
En mælkehvid hånd. Velplejede negle, hvidguld på fingeren.
”Mor, jeg ønsker mig en lillebror i julegave”. Men mors mave er flad som en pandekage. Tøven,
sitren, forfjamskede fingre.
3. december
Jeg svæver langt oppe over tagene, mens jeg overvejer, hvor jeg skal slå mig ned. Det store hvide
hus med røg fra skorstenen? Nej, jeg må tilbage til den lille lejlighed i indre København, hvor Emil
bor. Det er blevet mørkt, og stjernerne føles som tusind øjne i nakken. Emil sover tungt i sin seng
sammen med en pandabjørn med plaster på poten. Jeg sender frydefulde drømme hans vej og flyver
ind i stuen, hvor Emils forældre sidder i hver deres ende af sofaen. Gløggen er blevet kold, og
julestemningen er sivet ud gennem brevsprækken.
”Jeg har jo hele tiden sagt, jeg ikke vil have flere børn”, siger Emils far og rejser sig. Støvregn på
moderens kinder midt i den varme stue.
4. december
Der lugter brunt og brændt i gågaderne, men folk ænser det ikke. De har travlt, skal skynde sig, er
sen på den, taler i mobiltelefon, har musik i ørerne. Gran og kæmpemæssige julestjerner med lys
dingler fra oven og råber på at blive set. Dér, midt i vrimlen af mennesker, går Emil med sin far i
hånden. Handske i handske. Han kigger op, og det er som om, vi får øjenkontakt. Øjnene slår
gnister, og jeg når smeltepunktet. Med ét begynder det at sne. Store bløde fnug daler langsomt mod
jorden som en fin kontrast til menneskenes hastige skridt.
”Far, se, det sner!”
”Ja, det gør det minsandten også.”
”Hvor kommer sneen fra?”

2. ”Det er englenes tårer.”
”Hvorfor græder de?”
”Fordi, de ikke kan røre os.”
5. december
Der ligger et foldet stykke papir på køkkenbordet. Det er ikke en tegning, det et er ikke en
indkøbsliste, det er et brev. Emils mor slipper indkøbsposerne, så appelsiner triller som bolde hen af
køkkengulvet. Hjerteskærende hulken, så et brøl. Hun synker sammen på køkkengulvet, omringet af
appelsiner.
”Hvad er der, mor?” lyder det fra entreen, hvor Emil er ved at tage sin flyverdragt af.
”Det er appelsinerne, skat,” siger mor.
”Hvad er der med dem?”
”De er faldet på gulvet.”
6. december
Det har været en råkold nat, og luften i soveværelset er også kølig. Emil kommer ind med sin panda
og dyne under armen. Han bliver stående ved sengekanten.
”Hvor er far henne?”
”Han havde lige brug for et par dage, lille skat.”
”Men, man kan da ikke få flere dage, end dem der er, kan man?” Mor omfavner Emil og trykker til.
Hendes hår er uglet, og hun lugter af viskelæder og vaniljeis på halsen.
”Han kommer hjem igen, Emil”. Varm stråle ned af de små ben. Lille sø på gulvet.
”Åh, nej!”
”Det gør ikke noget, Emil.”
7. december
Produktion af julekonfekt i køkkenet. Jubelglad julemusik fra radioen, kalenderlyset er brændt for
langt ned. Emil synes, det er vigtigt at prøvesmage de forskellige godter. Munden fuld af marcipan,
nougat, nødder, dadler og chokolade.
”Mor, jeg elsker jul!” Mor nikker og dypper et stykke konfekt i flydende hvid chokolade. Hun
smiler og kører sin frie hånd gennem Emils hår. Jeg rykker helt tæt på Emil. Hans små fingre triller
en kugle af marcipan, rundt og rundt. Tommelfingeren maser en mandel ned i kuglen. Nu er den
klar til et chokoladebad.
”Mor, tror du slet ikke, det bliver jul i år?”
”Selvfølgelig bliver det jul - det bliver altid jul,” siger mor og drysser frysetørret hindbær på
konfekten.
8. december
Det går ikke så godt med julestemningen. Hverken i gaderummet, eller i det lille hjem, hvor jeg har
slået mig ned. Jeg må gøre noget! Inden jeg flyver ud gennem det åbne vindue, sender jeg al min
varme og kærlighed til Emil og hans mor. Det fylder rummet, og mor smiler for første gang i mange
dage – både med mund og øjne. Glaskuglerne danser i vinduet, og en papirklippet engel spræller af
glæde.

3. ”På gensyn Emil,” hvisker jeg og lægger min hånd på hans skulder. Han skutter sig.
”Mor, hvordan ved man, om man er blevet rørt af en engel?”
9. december
På et lille hotelværelse sidder der en mand på kanten af en seng. Øjnene stirrer tomt ud i luften, og
fødderne vipper i takt til hans indre klagesang. Sådan sidder han længe, inden han rejser sig. Han
fisker sin mobiltelefon op af lommen og taster et nummer. Fortryder. Tilbage i lommen. Jeg lægger
min hånd på hans bryst og forvandler hotelværelse til hjerterum. Han tager telefonen op af lommen
igen. Skriver noget. Trykker send.
I den anden ende af byen tikker der en sms ind på moderens telefon.
Undskyld
Bare undskyld.
10. december
Jeg er fløjet med Emil i børnehave. Nogle lægger puslespil, andre leger med togbane. Emil sidder
ved et lille rundt bord og tegner sammen med to piger.
”Hvad tegner du?” spørger den yngste af pigerne.
”Et kræmmerhus,” svarer Emil.
”Er det skorstenen det der?” spørger pigen og peger på hanken. Emil stopper med at tegne og kigger
overrasket op på pigen. Så studerer han nøje sin tegning.
”Ja, det er skorstenen,” siger han og tegner dør og vinduer i kræmmerhuset.
11. december
Saks, karton, limstift, perler og glimmer. Emil og mor klipper julepynt.
”Mor, kan man bo i et kræmmerhus?”
”Måske, hvis man er nisse,” siger mor.
”Hvad hvis man byggede et kæmpe kræmmerhus til mennesker?”
”Kunne du godt tænke dig at bo i sådan et?”
”Ja, hvis far flyttede med,” siger Emil og folder videre på sin røde musetrappe.
Mor nikker og betragter det flettede gyldne hjerte, hun har i hænderne. Jeg puster liv i det. Hun
ryster på hænderne, det er som om, det banker.
12. december
De er blevet enige om at mødes ude. Emils mor drysser glimmer på humøret og holder kindbenene
højt. Der står han, ved Kaffesalonen. De går en tur rundt om søerne. Først larmende stilhed. Så
snublen over ordene, falden i staver. De sætter sig på en bænk. En hund halser så højt, at de ikke
kan høre hinanden. Befriende latter, dernæst tavshed.
”Emil savner dig.”
”Jeg savner også ham.”
”Kom og hent ham i morgen.” Emils far nikker og kigger længe efter moderens ranke ryg, der
bevæger sig væk, forsvinder om hjørnet. Forsvinder. Forladt, alt for ladt.

4. 13. december
De siger ikke så meget til hinanden. Slentrer bare afsted gennem Dyrehavens smukke
vinterlandskab. Får øje på en spætte, der kæmper med næbbet for at nå ind til frøene i koglerne. De
stopper op. Videre. Forbi djævlebakken. Nu sidder Emil på Fars skuldre, hvorfra udsigten er
storslået. Hjorte der bokser, tabte gevirer, og fugle der allerede nu opvarmer til forårets kor. En
hestevogn kører forbi med en lille familie. En mor, en far og to piger med røde huer. De griner, og
den ene pige vinker til Emil. Han slår blikket ned. Jeg lægger min hånd på hans arm. Den løfter sig.
Vinker.
”Far, de kan altså godt røre os.”
”Hvem?”
”Englene.”
”Tror du?”
”Jeg ved det.”
14. december
Julen har bragt velsignet slud. Det passer lige til moderens humør. Tøsne, tøs, sjap, sjask. Det vælter
ned af kinderne. Kan ikke rejse sig. Jeg puster til en strikket hvid engel, der hænger fra loftet i
stuen. Den gynger frem og tilbage nogle gange, inden den falder ned på moderens mave. Hun
gisper. En varme strømmer igennem hele hendes krop. Tæerne, fingerspidserne, ørerne.
Brevsprækken knirker.
”Mor, nu kommer der post,” siger Emil forventningsfuldt ude fra køkkenet, hvor han har bygget en
borg i lego.
15. december
Kæreste C,
Der er noget, du skal vide. Der er ikke noget jeg hellere vil her i verden, end at få et barn mere
sammen med dig. Det ville være den største gave, vi kunne give os selv, hinanden og Emil. Men det
er ikke let for mig. Da jeg var spæd, blev min mor gravid ikke længe efter, jeg var kommet til
verden. Men hun mistede barnet i 7. måned og turde aldrig blive gravid igen. Jeg har ingen
erindring om episoden, men sorgen sad i mit barndomshjem, og den sidder stadig i mig. Tilgiv mig.
Din F
16. december
Et lille kræmmerhus i rød filt fyldt med godter.
”Mor! Se, hvad nissen har lagt i sokken i dag.”
”Nej, hvor fint,” siger mor, og bærer juice, mælk og tallerkner hen på spisebordet.
”Skal du ikke se, hvad der er i din sok i dag?”
”Men, jeg har ingen sok, Emil. Nisserne kommer kun med gaver til børn.”
”Men, hvad er så det der?” Emil peger på en stor grå strikket sok, der hænger på dørhåndtaget ind
til stuen. Mor rynker brynene og bevæger sig langsomt hen mod sokken. Stikker hånden ned. Et
lille antikt smykkeskrin i messing. Pyntet med sten i forskellige farver. Rosakvarts, ametyst,
månesten, turkis. Grønt fløjl indvendig.
”Ej, men Emil dog, hvor er du sød,” siger mor og sætter sig på hug for at kramme ham.

5. ”Men mor, det er altså ikke fra mig.”
17. december
Jeg er fløjet ind på strøget igen. Folk har stadig travlt. De småløber, kigger stift ud i luften, kigger
på uret - ikke på hinanden. De kaster om sig med penge, kaster op. Forbrugskvalme. Jeg sender
store bløde fnug fra himmelen i alle regnbuens farver. En lille pige i klapvogn peger op i luften.
Hendes mor lægger nakken tilbage. Nu stopper folk op. De peger, kigger, forundres, frydes,
kommer hinanden ved, kommer på noget, de gerne vil dele. Træder ind i mængden, træder ud af
rutinen, træder i karakter.
”Mormor, se! Det regner med fredagsslik,” lyder det fra en dreng i mængden. Fnisen, dernæst høj
latter. Strøget pakket ind i rød, orange, gul, grøn, blå, indigoblå og endelig violet. Man skulle tro,
det var løgn.
18. december
Emils mor vågner op midt om natten med en mærkelig følelse. Hvad er det, hun mærker? Det er
som om, hun har tabt noget. Hendes hænder søger i mørket. Nu går det op for hende. Det er vreden.
Den er væk. Hun rækker ud efter sin mobiltelefon, som ligger på natbordet. Skriver nogle ord.
Trykker send.
På et hotelværelse 5 km væk tikker der en sms ind på faderens telefon.
Kom hjem
Bare kom hjem.
19. december
Det er sen aften. Emil sover tungt med hovedet i fodenden oven på sin dyne. I stuen sidder Emils
mor og far. Tæt. De drikker rødvin, fletter julefingre, falder i staver, falder i hak, falder for
hinanden, igen. Men. Noget er anderledes. De er blevet voksne.
”Jeg er virkelig ked af det”
”Du behøver ikke undskylde.”
”Jo, for det er det eneste ord, der vil ud af min mund.” De omfavner hinanden.
”Der er lige noget, jeg skal,” siger Emils far og rejser sig. Han går hen mod Emils værelse. Åbner
forsigtigt døren. Roligt åndedræt, månelys på de bare fødder. Han træder helt hen til sengen og ser
længe på sin sovende dreng.
20. december
”God morgen.”
”Far! Er det dig?” Emil flyver ud af sengen og op i favnen på sin far. Kind mod kind.
”Du har fået skæg,” konstaterer Emil og ser beundrende på sin far.
”Ja, det har jeg vel egentlig,” siger far og kører sin hånd gennem det gråsprængte skæg.
”Hvis du lader det vokse, så bliver det lige så langt som julemandens.”
Der står mor i dørkarmen, under en mistelten. Så er der jo ikke andet at gøre, end at kysse. Først den
ene, så den anden, så den ene igen.
Emils øjne stråler, og jeg får lyst til at give ham et knus.
21. december

6. Endelig har sneen lagt sig. Som en tung dyne over byen. I en have i København ligger der tre
mennesker og spræller som fisk. De laver sne-engle. Tre hvide engle med vinger. En stor, en
mellem og en lille. En englefamilie. Det er som om, der mangler noget. Emil løber ind og henter sin
panda. Lægger den i sneen og hjælper den med at sprælle. Fire hvide engle med vinger. En stor, en
mellem, en lille og en baby. En englefamilie.
Mor og far smiler til hinanden. Og jeg mærker en rislen.
22. december
Det er sen aften. Emils forældre ligger i sengen og snakker sagte. En dør knirker, små fødder
nærmer sig.
”Må jeg sove mellem jer?”
”Ja, det kan du tro. Kom her.” Emils mor løfter sin dyne og en varme strømmer ud. Tre mennesker i
en dobbeltseng. Den mindste i midten.
”Græder du, mor?”
”Ja, men det er fordi, jeg er glad.” Emil tænker, så det knager. Så griner han.
”Hvorfor griner du, Emil?”
”Det er fordi, jeg er sur.” Tre mennesker i en dobbeltseng. Højlydt latter. Den mindste i midten. Jeg
mærker en længsel efter et legeme.
23. december
Lillejuleaften. Lille familie på tre. Stort træ med spejlblanke kugler, lys og kulørte minder. En
stjerne på toppen. De drikker varm chokolade og betragter træet, som de netop har pyntet.
”Så fik træet tøj på,” siger Emil.
”Ja, det kan man godt sige,” siger far og smiler til moderen. Hvilket mønster, hvilke farver. En
kostbar dragt. Emil løber ud i entreen og kommer tilbage med sine sorte støvler. Han sætter dem
under træet.
”Så har træet også fået sko på,” siger Emil tilfreds. Emil, far, mor, morskab.
Glæder skaber folk.
24. december
Julefreden har sænket sig over det lille hjem. Det er mørkt udenfor, men sneen oplyser landskabet.
Der dufter af and og flæskesteg i hele lejligheden, og om lidt kommer Emils mormor og morfar.
”Har du tjekket din sok for gaver i dag?” Emils far kigger spørgende på moderen. Hun smiler
overrasket.
”Nå, det var dit værk. Selvfølgelig!” Hun stikker hånden ned i sokken. Smykkeskrin i messing
pyntet med sten. Undren.
”Den gave, har jeg set før. Men den er stadig lige smuk.” Hun omfavner ham.
”Prøv at åbne skrinet,” siger Emils far drilsk. En antik halskæde i sølv med et lille diamantbesat
hjerte i midten. Helt paf. Rørt.
”Det har været min mors,” siger Emils far og lukker låsen om moderens hals.

7. ”Hvor er den smuk.”
”Hun fik den i morgengave af min far” siger Emils far og tjekker indgraveringen bag på hjertet.
”Jeg ville ønske, de kunne være med os i dag”, siger Emils mor og lægger hånden på faderens
skulder. I vinduet spræller englene. Det er kun Emils far der ser det.
”De er med,” hvisker han. Fryd og fred.
Den nat blev en pige undfanget ved kærlighedens kraft. Pigen, det er mig.