SFAH: Aarbog 14, 1984

1. Fra landlig idyl til arbeiderkvarter
-
et eksempel på hvordan industrialiseringen
forvandlede et lokalområde
Af Rita Sørensen
Indledning
Som eksempel er valgt Sjællandsgadekvarteret i Århus. Siællandsgadekvarte-
ret er det boligkvarter, der ligger indenfor gaderne Nørreallé, Ny Munkegade,
Kaserneboulevarden/ Høegh Guldbergsgade og Nørregade. Desuden regnes
også Falstersgade med til området.1
Siællandsgadekvarteret blev opført som boligkvarter i slutningen af forrige
århundrede. Fra omkring 1870 var presset fra den voksende befolkning blevet
så stort og vandringen fra land til by tiltaget så meget, at det for det første
kunne betale sig at udstykke byggegrunde i større målestok og at det for det
andet også blev muligt at udstykke større sammenhængende områder.
Væksten i den århusianske befolkning var ovenikøbet stor sammenlignet
med væksten på landsplan. I perioden 1870 til 1901 var der en forøgelse i hele
landets befolkning på 117%; i Århus var væksten derimod på 225%, altså næ-
sten dobbelt så stor.2
I perioden 1880-1901 blev befolkningstallet i Århus forøget med 28.500
personer; over 'Aaf disse mennesker kom til at bo i Siællandsgadekvarteret. I
1880 boede der 2.188 personer i kvarteret, i 1890 3.709 og i 1901 ialt 8.343.
Kvarteret rummede således i 1901 flere mennesker end hele Århus Købstad
gjorde blot 60 år tidligere.3
Kvarterets fysiske udformning
Før udstykningen: En landlig idyl
I midten af forrige århundrede lå det område, der senere skulle blive til Sjæl-
landsgadekvarteret, uden for det daværende Århus.
Flere handelsgartnere havde haver og gartnerier rundt omkring i området,
og på arealet, hvor kaserneme senere blev bygget, blev jorden også dyrket -
omend i noget mindre målestok. Her lå nemlig fattighaverne
-
forløberne for
35

2. vor tids kolonihaver -
hvor ubemidlede familier kunne skaffe sig et supple-
ment til den daglige kost.
Der var dog ogsåenkelte håndværks- eller fabriksvirksomheder, b1.a. en re-
berbane ved Høegh Guldbergsgade og en tændstikfabrik overfor Teglgaards-
Stræde (Sjællandsgade). Fra 1850*eme lå der et teglværk og kalkbrænderi om-
trent dér, hvor Sjællandsgade og Sølystgade i dag krydser hinanden. Ejeren,
Peter Herskind Jun., boede selv i nærheden, idet han havde ladet opføre sin
villa »Sølyst«i den østlige del af det, der i dag hedder Sølystgade. Også andre
af byens borgere havde bosat sig i villaer i denne dengang landlige idyl uden-
for byen.
Men alt dette -
med undtagelse af enkelte af herskabsvillaeme -
forsvandt,
da man gik i gang med at omdanne området til boliger for de tilstrømmende
arbejdere og håndværkere.
Ejendomsforhold før udstykningen
Før området blev udstykket til byggegrunde var det ejet dels af kommunen,
dels af større og mindre private grundejere. Kommunen ejede matrikel nr. 16
og 17, mens resten af området var fordelt påprivate hænder. Blandt de private
ejere var ovennævnte P. Herskind Jun., ubetinget den største grundbesidder,
idet han var ejer af matrikel nr. 28. Men som det fremgår af matrikel-kortet
nedenfor bestod området af mange små og stærkt uregelmæssigt formede
grunde.
Gadenettets udformning
De enkelte grundes størrelse og form kombineret med grundejemes interesse
i at udstykke så mange byggegrunde som muligt, fik stor betydning for gade-
nettets udformning i Sjællandsgadekvarteret.
Det var nemlig således, at lovgrundlaget for udlægger af gader pådette tids-
punkt ikke gav de kommunale myndigheder mulighed for at udarbejde sam-
lede gadeplaner for et helt kvarter, som man kunne pålæggede private grund-
ejere at følge.4Det var tværtimod de private grundejere, der tog initiativet når
en gade skulle udlægges, og dette gav ofte anledning til problemer, da de en-
kelte ejeres private interesser tit modarbejdede en hensigtsmæssig gadeud-
lægning.
Ifølge lovgrundlaget skulle en gade udlægges før der kunne bygges på
grundene og nye gadeudlæg startede derfor med, at den oprindelige ejer af
grunden lod udarbejde en gadeplan, som blev sendt til byrådet til godken-
delse. Byrådet kunne nægte at godkende nye gader, som ikke stod i forbindelse
med det eksisterende gadenet og pådenne måde få nogen indflydelse pågade-
nettets udformning.
36

3. VEJNAVNEKORT
Ø-gade kvarteret
n...
Siællandsgadekvarteretfør udstykningen (Lån: fra: Niels Henrik Pedersen: »Byudvidelseog bo-
ligbyggeri i Århus ca. 1870-1917«).
37

4. Byrådets krav om at gadenettet blev sammenhængende og de private
grundejeres interesse i at få så mange byggegrunde som muligt medførte ofte
utraditionelle løsninger på enkelte gadestrækninger.For eksempel forbindel-
sen af Hjelmensgade via Thunøgade med Sjællandsgade. Slutresultatet for
kvarteret som helhed blev et kroget og stærkt uregelmæssigt gadenet.
Samspillet mellem de ovennævnte faktorer kan illustreres ved at se påbag-
grunden for udlægget af Sølystgade fra Ny Munkegade til Sjællandsgade.5
Udlægget af Sølystgade
Dette stykke af Sølystgade blev udlagt på matrikel nr. 28 b-c. Denne matrikel
blev først udstykket i 1890 og ved gadeudlægget over grunden måtte ejeren
tage hensyn til, at Sølystgade allerede var ført frem over matrikel nr. 28 y til
det østlige skel af matrikel nr. 28 b-c.
Gaden blev lagt parallelt med grundens skel, således at forbindelsen til den
eksisterende gade ikke blev ført frem i en lige linje, men drejet, så vejen fik et
knæk. På matrikel-kortet kan det ses, at en gadeføring i lige linje ville have
bevirket, at byggepladserne på grundens sydlige del blev for små, så de ikke
kunne udnyttes. Samtidig ville en endnu større del af grundens nordlige
hjørne heller ikke kunne udnyttes, da grundene ikke kunne få facade mod en
gade.
Den faktiske placering af Sølystgade gav regelmæssige byggegrunde på
begge sider af gaden og betød en maksimal udnyttelse, omstændighederne ta-
get i betragtning.
Sjællandsgadekvarteretbygges
Allerede i 1858 fandtes den første bebyggelse i kvarteret. På dette tidspunkt
var der blevet bygget langs med Nørregade og på det nederste stykke af Sjæl-
landsgade. Udbygningen af kvarteret foregik jævnt over en 45 årig periode,
dog afbrudt af enkelte »boom«.°
Med udgangen af 1869 var der opført 13 ejendomme i kvarteret. Ide næste
45 år, nemlig i perioden fra 1870 til 1914, blev der bygget ialt 527 ejendomme,
det vil altså sige mellem 1 1 og 12 ejendomme hvert år. I 3 års perioden 1875-77
var der dog ekstra hektisk byggeaktivitet med en årlig tilvækst på 25 ejen-
domme.
Et egentligt boom ser man dog først i perioden 1890 til 1900, hvor der blev
bygget ialt 264 ejendomme. Det vil sige at halvdelen af kvarteret faktisk blev
opført på disse 11 år.
Efter århundredeskiftet faldt byggeriet i kvarteret brat. I 1901 blev der dog
bygget 13 ejendomme, men ellers var tilvæksten i de næste 13 år fra 1902 til
1914 kun på ialt 29 ejendomme, dvs. 2-3 om året. Denne nedgang var en na-
38

5. turlig følgeaf, at kvarteret var ved at være udbygget, således at forstå, at pådet
tidspunkt var næsten hver eneste ledig byggegrund i kvarteret udnyttet.
Ejendomstyper
I det følgende vil vi undersøge to aspekter ved byggeriets udformning, nemlig
for det første hvilke ejendomstyper, der var fremherskende -
det vil først og
fremmest sige byggehøjden
-
og for det andet vil vi se på forholdet mellem
forhus- og baghusbebyggelsen.7
Forhusene
Den hyppigste ejendomstype i kvarteret er ejendomme med 3 beboelseseta-
ger: Stueetage/ 1. sal/ kvist subs. 2. sal. Mod periodens slutning var der dog
tendenser til højere byggeri, idet der blev bygget beboelsesejendomme på 5
etager. Denne ejendomstype blev specielt opført i Sølystgade.Der var i 1901
ialt 44 ejendomme på 5 beboelsesetager i kvarteret, hvoraf de 26 blev opført i
Sølystgade.Desuden fandtes der 5 sådanne ejendomme iden øverste del af ny
Munkegade samt 7 i Falstersgade. Det vil sige i den senest byggede del af
kvarteret.
Ejendomme i 4 beboelsesetager fandtes i Ny Munkegade, Falstersgade,
Fynsgade, Guldbergsgade, Samsøgade, Sølystgadeog den øverste del af Sjæl-
landsgade. Altså også i den senest byggede del af kvarteret.
Bag- og sidehuse
Ogsåbag- og sidehus bebyggelsen var overvejende lavt byggeri. Dette fandtes
spredt i hele kvarteret. Der var dog tale om, at den nederste del af Sjællands-
gade, den nederste del af Guldbergsgade samt tildels Norsgade specielt var
præget af bag- og sidehuse. Disse gadestrækningerhører til den ældste del af
kvarteret.
Men der var også tendenser mod højere bag- og sidehuse mod periodens
slutning. I 1901 fandtes der dog kun ialt .syv baghuse på 4 beboelsesetager,
hvilket samtidig er den maximale højde for baghuse i kvarteret. Alle disse bag-
huse var bygget omkring århundredeskiftet, altså i periodens slutning.
Forholdet mellem forhus- og baghusbebyggelse
I 1880 var der ialt bygget 186 beboelsesejendomme ikvarteret, hvoraf de 141
(76%)var forhusbebyggelseog de 45 (24%)bag- eller sidehuse.
Antallet af bag- og sidehuse var jævnt stigende i perioden. I 1890 var der 72
og i 1901 108 bag- og sidehuse. Relatin skete der derimod et fald: fra 24% i
1880 til 23% i 1890 og til 18% i 1901. _
_
Det vil altså sige, at der fra 1880 til århundredesktftetskete et fald 1 antallet
39

6. af bag- og sidehuse. Fra at udgøre knap 1/,af den samlede bebyggelse i 1880
*udgjorde de i 1901 knap 75.9
Lovgrundlagct for byggehøjden
Lovgrundlaget for byggehøjdeni denne periode fandtes i bygningslovens § 10
og i bygningsvedtægtenaf 1895, § 16.
Bygningslovens § 10 var
lovgrundlaget for byggehøjden indtil 1895 og i
denne blev det fastslået, at »ingenbygning, som vender umiddelbart ud mod
gaden, må gives en større højde end gadens bredde med tillægaf en fjerdedel«.
Samtidig blev det også bestemt, at »ingenbygning må have en større højde til
bjælkernes overkant end 16 meter«.9 Indtil 1895 blev der ikke opført ejen-
domme påover 5 beboelsesetageri kvarteret, hvad der teoretisk set var
muligt.I praksis var det dog ikke realisabelt, når man
samtidig skulle overholde kravet
om den maximale byggehøjde på 16 meter.
I 1895 indførtes der med den nye bygningsvedtægtnogle få ændringer.
Bygningens højde i forhold til gadens bredde skulle stadig være den samme,
hvorimod den maximale højde blev forøgetfra 16 til 17 meter. Men samtidigblev det fastslået, at ingen bygning måtte have mere end 5 beboelsesetager.Det var første gang kravet om et maximalt antal beboelsesetagerblev optaget
som en bestemmelse i loven.'0
Skulle bygherrerne holde sig indenfor lovens rammer var der således sat
faste grænser for byggehøjden.Men der var dog en mulighed for at gåud over
lovens rammer ved at søge dispensation fra bestemmelserne hos det lokale by-
råd, der administrerede lovgrundlaget. En undersøgelseaf disse dispensatio-ner” viser, at der i hele perioden kun i ét eneste tilfælde blev dispenseret fra
bestemmelsen om antallet af etager i en ejendom.
Det drejede sig om
Falstersgade 3 og der blev søgt dispensation fordi ejeren
ulovligt havde indrettet butik i kælderen, som kun var anmeldt og godkendt til
husbrug. Dette var i strid med bygningsvedtægten,fordi der i forvejen var 5
beboelsesetager i ejendommen. Ejeren fik dog den ansøgte dispensation uden
problemer. '2
Sammenfatning
Sjællandsgadekvarteretblev udbygget som
boligområdefra 1870'erne og til
ca. 1914, dog således at halvdelen af kvarterets ejendomme blev opførti perio-
40

7. Byggeriets generelt lave karakter kan også illustreres ved, at deri 1880 var
2.8 lejligheder pr. ejendom, i 1890 ligeledes 2.8 og i 1901 3.5.
Der blev ogsåopførten del bag- og sidchuse, men selvom antallet steg abso-
*s
En typisk ejendom i Sjællandsgadekvarteret. Billedet forestiller Sjællandsgade77 og er fotografe-
ret af K. Ketelsen ca. 1899. Foto i Erhvervsarkivet.
41

8. lut i perioden var der tale om et relativt fald. Fra at udgøre knap 1/4af den
samlede bebyggelse i 1880 udgjorde de i 1901 knap 1/5.Den maximale højde for
bag- og sidehuse var 4 beboelsesetager.
Forholdet mellem det bebyggede og det ubebyggede
areal -
Både byggeriets højde og spørgsmåletom hvorvidt der var opført bag- og si-
dehuse på en grund havde stor betydning for beboernes mulighed for at få
tilstrækkeligtmed lys og luft. Men endnu vigtigere for beboernes sundhed var
dog spørgsmåletom, hvordan en given grund var udnyttet. Det vil sige: Hvor-
dan var forholdet mellem det bebyggede og det ubebyggede areal egentligt?
Det vil vi se på i det følgende.
.
Lovgrundlaget
De forhold, der var bestemmende for kvarterets fysiske udformning var dels
lovgrundlaget og dels den kommunale administration af dette lovgrundlag.
Herunder ogsåden praksis, der udviklede sig omkring dispenseringen fra be-
stemmelserne.
Bestemmelsen vedr. forholdet mellem det bebyggede og det ubebyggede
areal var optaget i § 21 i »Bygningslov for Købstædeme i Kongeriget Dan-
mark af 30. december 1858«, med ikrafttræden den I. juli 1859.13
I bygningslovens § 21 hed det:
»Det til et våningshus hørende ubebyggede areal må i intet tilfælde være mindre end det
bebyggede I bygninger, som indrettes til beboelse i flere end 2 etager, blive de arealer,
som ifølge foranstående forskrift skal være ubebyggede, at forøge med 1/6for hver etage,
som bygningen indeholder mere end foranført ...«.
De lokale bygningsvedtægter ændrede ikke i væsentlig grad pådenne bestem-
melse; den var således gældende i hele perioden.
Administrationen af lovgrundlaget
En ansøgning om dispensation skulle forsynes med en indstilling fra byg-
ningskommissionen, og ved ændringen af bygningsvedtægten i 1880 blev også
sundhedskommissionen inddraget i vurderingen af dispensationer fra byg-
ningslovens § 21. Byrådet traf herefter en afgørelse udfra indstillingen fra
disse to kommissioner, og denne skulle endeligt konñrmeres af justitsministe-
riet.14
Bygningskommissz'onenbestod af borgmesteren, der var født formand, politi-
mesteren, bygningsinspektøren og 4 medlemmer valgt af byrådet. Af disse
42

9. skulle 2 tilhøre byrådetog de 2 andre vælgesblandt byens borgere. Af sidst-
nævnte skulle mindst 1 være bygningskyndig -
i praksis blev de alle valgt
blandt byens håndvaerksmestre.15
Sundhedskommz'ssionen bestod af politimesteren, som var født formand,
stadslægen og (fra 1878) yderligere 5 personer valgt af byrådetieller uden for
dennes midte. Heraf skulle mindst 2 være larger.”S
Dispensationerne fra bygningslov og bygningsvedtægter
For at belyse hvor almindeligt det dengang var at dispensere fra byggelovgiv-
ningen, har vi registreret samtlige dispensationer der blev bevilget til bygge-
riet i Sjællandsgadekvarteret. Denne undersøgelse er foretaget udfra byg-
ningsinspektørens årlige beretninger, som blev aftrykt i tillægget til Århus
Byråds forhandlinger. De bevilgede dispensationer blev dog først offentlig-
gjort fra og med 1880, hvorfor perioden indtil da ikke harkunnet belyses.17
Der blev i perioden 1880-1907 givet ialt 213 dispensationer fra bygningslo-
ven og bygningsvedtægterne. Disse dispensationer fordelte sig spredt påde
forskellige paragraffer i begge lovkomplekser. Der blev dog meget hyppigt di-
spenseret fra bestemmelsen vedr. forholdet mellem det bebyggede og de ube-
byggede areal. Over V,(37%) af samtlige dispensationer var således fra byg-
ningslovens § 21.
Uenigheder om bevilling af dispensationerne
Der var ofte uenigheder mellem de to kommissioner om hvorvidt man skulle
imødekomme en ansøgning om dispensation. Bygningskommissionen an-
lagde et teknisk syn på dispensationeme, hvad der meget ofte bevirkede, at de
kom til at støtte ejernes interesser i at få gennemført et givet projekt så
problem- og omkostningsfrit som muligt. Flertallet i sundhedskommissionen
(som bl.a. udgjordes af de tre læger) lagde derimod vægt påde sundhedsmæs-
sige følger af en overbebyggelse og tog dermed mere hensyn til ejendommens
beboere.
Men det var bygningskommissionens synspunkter, der vandt genklang hos
byrådsflertallet.Det betød ofte at de hygiejniske krav ikke blev opfyldt. Såle-
des hed det i stadslægens beretning fra 1881:
»Når en ejer ønsker at bygge eller forandre sin bygning i forskellige større dimensioner
end byggeloven tillader det, så søger han justitsministeriet om dispensation fra samme, og
byrådethar hidtil med altfor stor liberalitet indgåetpåprojektets anbefaling. Men følgen
bliver ofte, foruden andre ulemper, at gårdspladsen bliver for lille og lys og 1qu bliver
udelukkede, og var derfor sundhedskommissionen bleven rådspurgt, ville den ikke have
anbefalet en sådan plan«.IB
Netop i 1881 havde 2 ansøgninger om dispensation fra bygningslovens § 21 fra
ejere i den gamle del af byen, givet anledning til en længere debat i byrådet.De
43

10. to dispensationer drejede sig om bygninger, der havde mere end to etager, og
det ubebyggede areal skulle derfor forøges med l/6for hver overskydende
etage.
De omtalte dispensationer var blevet bevilget af byrådet,men sagerne blev
midlertidigt stoppet af justitsministeriet. Det viste sig nemlig, at den århus-
ianske bygningsinspektør havde benyttet en fremgangsmådeved beregningen
af forøgelsen af det Ubebyggede areal, som ministeriet ikke ville godkende.
Bygningsinspektørens fortolkning af bestemmelsen var, at den I/(,,der skulle
tillægges det ubebyggede areal kun skulle beregnes af det areal, der blev be-
bygget med mere end 2 etager. Denne fremgangsmådebetød for den ene ejen-
doms vedkommende, at der kom til at mangle 185 rn2 ubebygget areal.
Heroverfor fremførte ministeriet, at den 1/6,der skulle lægges til det ube-
byggede areal skulle beregnes af det samlede bebyggede areal. Denne frem-
gangsmådeville for den samme ejendoms vedkommende betyde, at der kom
til at mangle 389 m2 ubebygget areal -
altså en langt mere omfattende dispen-
sation.
Justitsministeriet godkendte dog senere dispensationeme, men fastholdt
sin opfattelse af arealberegningen. Man må gå ud fra, at bygningsinspektøren
har rettet sig efter dette fremover.19
I andre tilfælde greb justitsministeriet dog hårdere ind overfor bygnings-
kommission og byråd, idet man nægtede at godkende de dispensationer, der
var blevet bevilget lokalt. På byrådsmødetden 3. juni 1897 behandlede man 3
ansøgninger om dispensation fra bygningslovens § 21, nemlig for ejendom-
mene Hjelmensgade 4, Samsøgade 36 og Samsøgade 17. Alle ejendomme er
beliggende i Sjællandsgadekvarteret.
I alle tre tilfælde var ansøgningen anbefalet af bygningskommissionen,
hvorimod et flertal i sundhedskommissionen var gåetimod med begrundelsen
»... at det er af stor vigtighed, at der i det pågældendeny kvarter af byen undgåsden stærke
overbebyggelse, som omstændighederne have ført med sig i den gamle del af byen«.z°
Byrådsflertalletsluttede sig dog til bygningskommissionen og sundhedskom-
missionens mindretal og bevilgede de ansøgte dispensationer. Men justitsmi-
nisteriet underkendte byrådsbeslutningenog nægtede at godkende dispensa-
tionerne.2l
Omgåelse af bygningslovens § 21
Udover de mange dispensationer fra bygningslovens § 21, var der ogsåtale om
overskridelser uden dispensation; dvs. direkte ulovlige forhold. Desuden var
der eksempler på ejendomme, hvor udformningen af friarealerne klart var i
modstrid med lovens ånd.
Overskridelserne uden dispensation blev naturligvis ikke registreret i det
44

11. officielle materiale og det er derfor umuligt at sige noget om omfanget af disse
ulovligheder. Et lille fingerpeg kan dog gives. Kirsten Bach har foretaget en
nærmere undersøgelse af 10 ejendomme i Sjællandsgadekvarteretudvalgt ef-
ter sociale kriterier. I tre af disse var der tale om en ulovlig overskridelse af
bygningslovens § 21, hvilket er påfaldendemange når man tænker på,at de 10
ejendomme var udvalgt efter nogen helt andre kriterier.22
Et eksempel på omgåelseaf intentionerne bagved byggelovgivningen kan
hentes fra Ny Munkegade 68. Det skal understreges, at forholdet mellem det
bebyggede og det ubebyggede areal i ejendommen opfyldte lovens krav; der
var således ikke tale om noget ulovligt forhold.
Ny Munkegade 68 består af et forhus og et baghus og det ubebyggede areal
er på ialt 270.2 m2. Dette er imidlertid blevet splittet op i tre dele: Et stykke
mellem fortovet og forhuset på63.6 m2. Dette friareal var uegnet til at opholde
sig på, dels fordi der var færdsel til og fra ejendommen og dels fordi det var
indrettet som pynte- og prydhave.
Desuden var der et ubebygget areal bagved baghuset på68.8 m2. Forhusets
beboere havde kun adgang til dette via en kældergennemgang i baghuset, såle-
des at arealet i realiteten var fysisk adskilt fra forhuset. Baghusets beboere har
kunnet benytte bagtrappen.
Endelig var der et friareal mellem forhuset og baghuset på 137.8 m2. Det er
nok mest realistisk at forestille sig, at det var her børnene legede og beboerne
opholdt sig. I baghuset boede deri 1901 22 voksne og 16 børn og i forhuset 17
børn og 15 voksne, dvs. ialt 70 personer. Dette gav et gennemsnitligt friareal
på 2 m2 pr. person.23 Det vil sige, at selvom loven nok var overholdt, sikrede
dette ikke altid at beboerne fik et rimeligt friareal.
Sammenfatning
Byggeriet i København og provinsbyerne har vidt forskellige karakter, hvilket
efter vores mening i høj grad skyldes den forskellige udformning af byggelov-
givningen.
Den københavnske byggelov krævede for byggeriet indenfor voldene at 1/4
af grunden skulle være ubebygget og for byggeriet udenfor voldene l/3ubebyg-
get areal. I købstæderne skulle derimod mindst I/2af grunden være ubebygget.
Desuden var der ikke i den københavnske byggelov krav om, at det ubebyg-
gede areal skulle forøges i forhold til byggehøjden,således som det var tilfæl-
det for købstædeme. Det var således ikke muligt at udnytte grundene så inten-
sivt i provinsen som det var i København.
Undersøgelsen af den lokale administration af lovgrundlaget viser dog, at
der i vid udstrækning blev dispenseret netop fra forholdet mellem det ube-
byggede og det bebyggede areal.
Disse dispensationer blev givet for at imødekomme bygherrernes interesser
45

12. i at udnytte deres private ejendom uden alt for mange indskrænkninger. Det
var bygningskommissionen og et mindretal i sundhedskommissionen, støttet
af byrådet, der varetog disse interesser. Dette medførte naturligvis mange
gange et modsætningsforhold til beboernes sundhedsmæssige krav. Flertallet
i sundhedskommissionen forsøgteat varetage disse interesser ved enten helt at
afvise en dispensationsansøgningeller gøre denne afhængigaf, at visse hygiej-
niske og sanitære krav blev opfyldt. Det var således meget almindeligt, at man
forlangte gården kloakeret og krævede at det Ubebyggede areal blev brolagt
eller beklædt med cement.
Lokalt var det imidlertid meget svært at komme igennem med de syns-
punkter som sundhedskommissionens flertal stod for og viser, at justitsmini-
steriet flere gange måtte gribe ind for at bremse det lokale private initiativ.
Ligeledes ser vi, at bygherrerne dels undlader at overholde loven og dels
omgårdet man kan kalde lovens ånd. På baggrund af det materiale vi er i be-
siddelse af, er det dog ikke muligt at vurdere omfanget af dette. Der er dog
ingen som helst tvivl om, at den lokale administration af bygningslovgivnin-
gen betød, at' der skete en indskrænkning af de rettigheder beboerne havde
ifølge loven.
Beboerne i kvarteret omkring århundredeskiftet
I det følgende vil vi undersøge befolkningens sammensætning i Sjællandsga-
dekvarteret i 1901 udfra den erhvervsmæssige tilknytning.24 Vi behandler
kvinderne og mændene hver for sig, dels p. gr.a. forskellene i deres samfunds-
mæssige placering og dels fordi kildematerialet er meget uensartet for disse to
grupper.
Hvor mange kvinder havde arbejde?
Den 1. februar 1901 boede l. l 10 erhvervsaktive kvinder i kvarteret. Hertil
kom 1465 gifte kvinder, som intet arbeide havde -
eller som i hvert fald undlod
at oplyse om det. Det vil sige, at der i alt boede 2.575 kvinder mellem 14 og 59
år i kvarteret. Altså kvinder som, selvom de ikke var reelt, så dog var potentielt
erhvervsaktive.
Af disse var der en stor gruppe (317 personer) enlige kvinder, som ikke op-
lyste at have arbejde. Hovedparten af disse (225 personer) var dog ugifte kvin-
der, som boede hjemme. Hvordan de øvrige har ernæret sig er ikke godt at
vide, men det er dog sandsynligt, at de manglende oplysninger om erhverv
skyldes mangler ved kildematerialet.
Kun 54 af de gifte kvinder oplyste at have et arbejde. Dette svarede ganske
givet ikke til den faktiske situation, men det er velkendt ogsåfra andre under-
søgelser, at gifte kvinder almindeligvis var
tilbageholdende med at give oplys-
46

13. ninger. Otte kvinder angav at være arbejdsløse, hvilket også forekommer
usandsynligt.
Der foreligger kun erhvervsoplysninger på 793 kvinder, hvilket svarer til
31% af de potentielt erhvervsaktive. Sammenlagt var der 3.603 erhvervsaktive
mænd og kvinder i kvarteret og vi ved som nævnt med sikkerhed, at 793 kvin-
der havde arbejde; disse udgjorde således 22% af kvarterets samlede arbejds-
styrke.
Når man tænker på,at kildematerialet kun oplyser erhverv på 31% af kvin-
derne, er det bemærkelsesværdigt, at de udgør så stor en andel af arbejdsstyr-
ken som 22%. Disse 22% er endda et absolut minimum; den faktiske andel må
have været større.
Hvilket arbejde havde kvinderne?
Det var karakteristisk for kvindernes erhvervsfordeling, at de var beskæftiget
som ufaglært arbejdskraft og overvejende indenfor områder, som direkte låi
forlængelse af de traditionelle kvindelige færdigheder. 292 kvinder svarende
til 36.8% (procenten er beregnet af det antal kvinder, der oplyser at have et
arbejde) var direkte beskæftiget med husligt arbejde, såsom tyende, husbesty-
En af de små arbejdspladser i kvarteret. Her Dalhoff Larsens Cementstøberi i Høegh Guldbergs-
gade 67, fotograferet omkring 1900. Foto i Lokalhistorisk Samling, Århus.
47

14. rerinde eller lignende. Desuden var en stor gruppe kvinder beskæftiget som
syerske, nemlig 152, hvilket svarer til 192%.
Men ogsåfabrikkerne benyttede sig af den kvindelige arbejdskraft. 86 kvin-
der svarende til 10.8% oplyste at arbejde på fabrik. Kildematerialet giver dog
ikke nogen god baggrund for at vise indenfor hvilke brancher disse kvinder
var beskæftiget,bl.a. fordi en stor del (37 personer) blot oplyste at være arbej-
derske eller fabriksarbejderske. Men den almindeligste branche for kvarterets
kvinder på dette tidspunkt var tilsyneladende trikotage- og tekstilbranchen,
hvor 33 kvinder oplyste at være beskæftiget.
Det anvendte kildemateriale -
altså folketællingenfra 1901 -
belyser altså
kun meget dårligt kvindernes relationer til arbejdsmarkedet. Der foreligger
kun oplysninger om erhverv for under 1/3af kvarterets kvinder og det er usand-
synligt at -
i hvert fald nogen af -
de resterende ikke har haft arbejde. De
manglende oplysninger kan muligvis hænge sammen med, at mange kvinder
kun periodevis havde arbejde og derfor ikke har følt nogen fastere tilknytning
til arbejdsmarkedet.
Mændene og arbejdsmarkedet
I det følgendevil Vi undersøge, hvorledes de mandlige erhvervsaktive beboere
i kvarteret fordelte sig efter deres tilknytning til produktionen.25 Denne klas-
sificering viser følgende:
De selvstændige erhvervsdrivende udgjorde 305, lønarbejdeme 1.959 og de
arbejdsløse 229 personer. Der var således ialt 2.493 mandlige erhvervsaktive
beboere i kvarteret. Udtrykt i procent udgjorde de selvstændige erhvervsdri-
vende 12.2%, lønarbejdeme 786% og de arbejdsløse 92%.
Der var således tale om et udpræget lønarbejderkvarter, idet næsten 90% af
kvarterets beboere var afhængige af at sælge deres arbejdskraft. De resterende
var selvstændige erhvervsdrivende, hvoraf dog ikke alle var arbejdsgivere.
Lønarbejdernes erhvervsfordeling
Vi har herefter undersøgt lønarbejdernes fordeling på brancher, idet vi har
inddelt dem efter folketællingens erhvervsgrupper. Denne klassificering viser
at kvarterets beboere primært fandt arbejde indenfor håndværk/ industri og
sekundært indenfor handel/ samfærdsel. Landbruget spillede kun en under-
ordnet rolle. Brancher som ,tyende og anden underordnet virksomhedc samt
den immaterielle virksomhed havde tilsyneladende også kun ringe betyd-
ning?6 Sammenligner man med forholdene i Århus som helhed tegner der sig
imidlertid følgende billede:27
48

15. Erhvervshovedgruppe Kvarteret Århus
_________________.__.____.__-_-_-_-
Immateriel virksomhed 10,3% 11,1%
Landbrug m.v. 0,6% 1,5%
Håndværk/industri 58,0% 54,0%
HandeVsamfærdsel 17,79 30,0%
Tyende m.v. (herunder arbejdsmænd) 7,6% 2,1%
_____________.___-_____-
Tabellen viser således, at der var betydelig forskel mellem kvarteret og Århus
by mht. erhvervshovedgrupperne 'handel/samfærdseP og 'tyende m.v.'. Spe-
cielt beskæftigelse som tyende får ved denne sammenligning en helt anden
status', idet der var tre gange så mange ikvarteret der arbejdede som tyende og
arbejdsmænd. Beskæftigelseindenfor handel/ samfærdsel spillede derimod
en underordnet rolle for kvarterets arbejdere i sammenligning med byens ar-
bejdere. Det der således karakteriserede kvarteret som lønarbejderkvarter var
beskæftigelse indenfor håndværk/ industri samt som tyende og i anden under-
ordnet virksomhed, dvs. som arbejdsmænd.
De arbejdsløse
Ialt 226 af kvarterets lønarbejdere var arbejdsløse den 1. februar 1901, hvilket
gav en arbejdsløshedsprocent på ca. 14.28
Arbejdsløsheden var stor indenfor byggefagene. Ialt 91 af de 441 personer,
der var beskæftiget med disse fag var arbejdsløse, hvilket gav en arbejdsløshed
på 21%, altså noget højere end gennemsnittet. Den store arbejdsløshed for
disse mennesker hang dog sikkert sammen med tidspunktet for tællingen,som
foregik den 1. februar, altså på et tidspunkt hvor meget af byggeriet lå stille.
Arbejdsmændene var lidt hårdere ramt. Der var ialt 312 arbejdsmænd i ar-
bejde og 93 uden arbejde, hvilket gav ca. 23% arbejdsløse. Derimod var ar-
bejdsløsheden ikke udtalt indenfor metalindustrien. De 14 arbejdsløse, som
var registreret her, gav kun en arbejdsløshedsprocentpå 7, altså under gen-
nemsnittet.
Men om en arbejdsløshedpå 14% var udtryk for en stor eller lille arbejdsløs-
hed på dette tidspunkt er svært at sige, da vi savner sammenligningsgrundlag.
Vi kan ikke sammenligne med arbejdsløsheden for byen som helhed, da de
officielle statistikker ikke oplyser denne specifikt for Århus. En arbejdsløs-
hedsprocent pået givet tidspunkt siger desuden heller ikke noget om arbejds-
løshedsperiodenslængde eller dens årsager; om den feks. skyldtes sygdom,
strejke eller måske mangel på arbejde indenfor de pågældendefag.
Hvor arbejdede kvarterets lønarbejdere?
Ifølge instruktionerne til folketællingen skulle alle der havde et arbejde op-
49

16. lyse, hvor de var, ansat. Men også mht. dette er kildematerialet mangelfuldt,
idet kun 59% af kvarterets lønarbejdere havde anført deres arbejdssted.
Arbeidsstyrken fra Sjællandsgadekvarteret fordelte sig på ialt 475 forskel-
lige virksomheder, og de fleste af disse, nemlig 292, beskæftigedekun én per-
son fra kvarteret. Dette stemmer godt overens med forholdene i Århus som
sådan, idet byen var karakteriseret ved mange små arbejdspladser. Der var
dog 11 virksomheder, som beskæftigede 15 eller flere fra kvarteret:
4 virksomheder med 15 ansatte nemlig:
Arbejdernes Forbrugsforening.
Diverse adresser.
Ølbryggeriet Ceres, Vesterbro.
Caroc & Leth. Jemstøberi &
Maskinfabrik. Grønnegade 18.
De danske Statsbaner.
l
” ”
16
” ”
Århus Kommune -
forskellige
arbejdspladser.
2
” "
29
” ”
Århus Havn
Otto Mønsteds Margarinefabrik,
Vestergade ll.
l
” "
31
" "
Århus Politi.
l
” ”
35
” ”
S. Frichs Jemstøberi & Ma-
skinfabrik. Søndergade 72.
l
” ”
44
" ”
C. Lange, H.P. Jensen & Co.,
Knudrisgade 3.
l
” ”
91
” ”
Militæret.
Disse virksomheder falder umiddelbart i to grupper:
1) Statslige og kommunale virksomheder.
2) Virksomheder indenfor håndværk og industri.
Statslige og kommunale virksomheder
Denne gruppe, der omfattede ansatte indenfor Århus Kommune, Århus Po-
liti, Militæret, DSB og Århus Havn vil ikke her blive gjort til genstand for
50

17. nærmere omtale. Tilstedeværelsen af det militære personale hang sammen
med at Fodfolkskasernen og Artillerikasernen lå i umiddelbar nærhed af kvar-
teret. Næsten hele Århus Kommunes samlede politistyrke på dette tidspunkt
boede i Sjællandsgadekvarteret
-
et forhold vi imidlertid ikke har kunnet finde
nogen forklaring på.De mange ansatte i DSB og påÅrhus Havn havde forbin-
delse med byens status som trañkalt knudepunkt for det østjyske jembanenet,
ligesom havnen ogsåvar et vigtigt udgangspunkt for import og export af varer
til og fra Store dele af det østjyske område. Endelig beskæftigede Århus Kom-
mune ogsåmange personer, hvilket hang sammen med de mange anlægsarbej-
der i perioden samt at byens forsyning med vand og gas foregik i kommunalt
regi.
En af de mange politibetjente i kvarteret -
på hjørnet af Norsgade og Nørreallé, sådan som det så
ud i 1906. Foto i Lokalhistorisk Samling, Århus.
Virksomheder indenfor håndværk og industri
De virksomheder indenfor håndværk og industri, som specielt tiltrak arbejds-
kraft fra kvarteret, var jern- og metalindustrien samt levnedsmiddelindu-
strien.
Indenfor jern- og metalindustrien drejede det sig om følgende tre virksom-
heder: Caroc 8: Leth, Frichs Fabrikker og H. P. Jensens Jernstøberi. Disse
Sl

18. virksomheder beskæftigede tilsammen 94 arbejdere fra kvarteret, hvilket sva-
rede til 45% af alle kvarterets metalarbejdere -
altså næsten halvdelen.
Men omvendt kan man ogsåsige, at kvarterets arbejdere prægede i hvert
fald de to af virksomhederne:
Antal Arbejdere fra % af fabrikkens
Virksomhed arbejdere29 kvarteret arbejdere
H.P. Jensen 150 44 29
Frichs 375 35 9
Caroc & Leth 55 15 27
Over V4af de ansatte hos henholdsvis H. P. Jensen og Caroc & Leth boede
således i Sjællandsgadekvarteret, hvilket muligvis kan hænge sammen med, at
begge virksomheder lå i umiddelbar nærhed af kvarteret, hvorimod Frichs fa-
brikker lå længere borte.
Endvidere var der tre virksomheder indenfor næringsmiddelindustrien,
som også hentede en del arbejdskraft fra kvarteret, nemlig Arbejdernes For-
brugsforening, Ølbryggeriet Ceres og Mønsteds Margarinefabrik. Her var
der dog ikke tale om den samme koncentration som for jernstøberiernes ved-
kommende. Ceres havde 100 arbejdere og de 15 fra kvarteret udgjorde 15%.
På Mønsteds Margarinefabrik var der 350 ansatte og de 29 fra kvarteret ud-
gjorde således kun 8%.30 Disse to arbejdspladser har altså hentet arbejdskraf-
ten mere spredt i byen.
De arbejdspladser som vi har vist hentede meget arbejdskraft fra Sjællands-
gadekvarteret, hørte alle (med undtagelse af Caroc & Leth) til byens største,
og det forekommer derfor ikke umiddelbart overraskende, at de derfor ville
hente meget arbejdskraft fra et givet område. Men samtidig er det karakteris-
tisk, at ingen af de store arbejdspladserpåTrøjborg eller Frederiksbjerg (som
f.eks. Oliemøllen) beskæftigede særlig mange fra kvarteret. Det gjorde der-
imod jernstøberierne, der lå i umiddelbar nærhed af kvarteret.
Dette forhold tyder på, at afstanden til arbejdspladsen alligevel har spillet
en stor rolle. Man valgte sit arbejdssted i nærheden af bopælen eller omvendt
flyttede, sådan at man kom til at bo i nærheden af sin arbejdsplads.
Resumé
Undersøgelsen af Sjællandsgadekvarteret omkring århundredeskiftet viser
følgende karakteristiske træk: Befolkningsudviklingen og vandringerne fra
landet til byerne i forrige århundrede var baggrunden for en byudvikling,
hvor store områder blev bebygget med sammenhængende etageejendomme.
52

19. Sjællandsgadekvarteretblev således bygget fra 1870“erne og 45 år frem, men
sådan at ca. halvdelen af kvarteret blev opført i tiåret fra 1890 til 1900.
De kommunale myndigheder havde pådette tidspunkt ikke nogen lovbag-
grund for at kunne styre byudviklingen efter en samlet planlægning.Det be-
tød f.eks. at gadenettet i Sjællandsgadekvarteretblev meget uregelmæssigt,
idet de enkelte private grundejeres interesser ofte modarbejdede en hensigts-
mæssig udformning af gadernes retning.
Med hensyn til byggeriets udformning og forholdet mellem en grunds be-
byggede og ubebyggede areal havde den lokale administration lidt fastere
rammer, idet man havde Bygningsloven for Købstædeme og de lokale byg-
ningsvedtægter at holde sig til. I købstæderne måtte man kun bebygge halvde-
len af en grund. Dette kunne der imidlertid dispenseres fra og der var ofte
uenighed mellem bygningskommissionenog lægerne i sundhedskommissio-
nen netop omkring disse dispensationer.
For bygningskommissionenvejede hensynet til de private ejeres ret til selv
at bestemme, hvordan de ville bygge, tungt. Dette synspunkt havde ogsåfler-
tal i byrådet.Lægerne i sundhedskommissionen lagde derimod mere vægt på,
at karréerne fik tilstrækkeligt med lys og luft. I den lokale administration var
det imidlertid ikke muligt at komme igennem med disse synspunkter; lægerne
i sundhedskommissionen kunne højst gøre dispensationerne afhængige af, at
en ejendoms sanitære forhold samtidig blev forbedret. Det blev i stedet den
centrale myndighed, justitsministeriet, der i enkelte tilfælde måtte gribe ind
overfor bygningskommissionog byråd og sikre, at der blev taget skyldigt hen-
syn til beboernes adgang til friarealer.
Grundejeme udviste også tit stor opfindsomhed i at omgåloven. Der stod
f.eks. ikke noget om, at det ubebyggede areal skulle være sammenhængende
og dette blev udnyttet på en sådan måde i Ny Munkegade 68, at beboernes
faktiske friareal blev betydeligt reduceret.
Men på trods af overskridelserne (lovlige som ulovlige) er der dog ingen
tvivl om, at de ret strenge bestemmelser i Byggeloven for Købstæderne sam-
menlignet med den tilsvarende lov for København, har forhindret, at provins-
byerne blev bygget lige så højt og tæt og usundt som de københavnske bro-
kvarterer.
De mennesker, der flyttede ind i det nybyggede kvarter var arbejdere og
håndværkere. Omkring århundredeskiftet levede 9/loaf beboerne af at sælge
deres arbejdskraft. Det befolknings »overskud«., der flyttede til byerne i denne
periode kom således til at bo i afgrænsedegeografiske områder, der udgjorde
deciderede arbejderkvarterer.
⁄
Kildematerialet belyser kun meget 'dårligt kvindernes tilknytning til ar-
bejdsmarkedet. Men til trods for de mangelfulde oplysninger viser det sig alli-
gevel, at de udgjorde 22% af kvarterets samlede arbejdsstyrke. Denne andel
var et absolut minimum; rent faktisk måtte mange flere kvinder have haft ar-
53

20. bejde. Kvinderne var beskæftiget på områder, som lå i direkte forlængelseaf
de traditionelle kvindelige færdigheder, såsom syersker eller med husligt ar-
bejde. Med hensyn til fabriksarbejdet gjorde det samme sig gældende; her var
de fremherskende erhverv indenfor trikotage- og tekstilbranchen.
Mændene fandt primært beskæftigelsei fag indenfor håndværk og industri,
ligesom også mange var
beskæftiget som tyende og arbejdsmænd. Sammen-
ligner man med forholdene for de århusianske arbejdere som helhed, viste det
sig, at kun halvt så mange arbejdere fra Sjællandsgadekvarteretvar beskæfti-
get indenfor handel/samfærdsel. Derimod boede der tre gange så mange ty-
ende og arbejdsmænd i kvarteret som i Århus by.
Undersøgelsenviser desuden at nogle få af byens store industrier hentede
meget arbejdskraft fra kvarteret. Og omvendt var der to jernstøberier i umid-
delbar nærhed heraf, hvor over 'Aaf fabrikkens arbejdere kom fra Sjællands-
gadekvarteret. Det karakteristiske var dog, at arbejdskraften var spredt på
mange små arbejdspladser.
Noter:
1. Nærværende artikel er
uddrag af et speciale, som undertegnede har skrevet til Historisk
Institut, Århus Universitet: »Ø-gadekvartereti Århus -
et arbejderkvarter og dets beboere
omkring århundredeskiftet«. (1982). Vi har valgt at koncentrere os om to af de aspekter, der
behandles i specialet, nemlig kvarterets fysiske udformning og befolkningens sammensæt-
ning i 1901, specielt den erhvervsmæssige sammensætning.
2. Lilla Voss m.fl.: »Sociale Studier i Århus 1870-1906«, 5. 14-15, Århus 1975.
3. Ifølge J. P. Trap: »Kongeriget Danmark«, 5. bind, 3. omarbejdede udgave, 5. 31, Køben-
havn 1904, var indbyggertallet i Århus Købstad i 1840 7.087 personer. Folketallet for kvar-
teret er optalt udfra primærskemaeme til de respektive folketællinger.
4. Lovgrundlaget findes i: Vedtægter for styrelsen af de communale Anliggender i Aarhus
Kjøbstad, 1868, § 47. Findes i Århus Byråds Forhandlinger (herefter ÅBF),1869, Tillæg, s.
105-109 incl.
5. Eksemplet er hentet fra Niels Henrik Pedersens speciale: »Byudvidelse og boligbyggeri i
Århus ca. 1870-1917«, Århus 1974. Upubliceret. Findes på Erhvervsarkivet.
6. Kilde til byggeriets udvikling er: magistratens 2. afd.: ȁrhus -
registrant over Ø-
gadekvarteret«, Århus 1983. Hvor registranten ikke anfører en ejendoms opførelsesårer vi
gået ind i Århus Vejviser og har taget det første år ejendommen var beboet.
7. Kilden til afsnittet om ejendomstyperne er primærskemaeme fra folketællingen1901.
8. Opgjort ud fra primærskemaerne til Folketællingerne1880, 1890 og 1901.
9. Dansk Lovsamling, bd. II, København 1930, s. 743.
10. Se bygningsvedtægtens§ 16, ÅBF 1895, Tillæg, s. 29.
11. ÅBF, Tillæg, årgangene1880-1907 incl.
12. Sag vedr. ejendommen Falstersgade 3 i arkivet hos Bygningsinspektorat Midt, Århus.
54

21. 13.
14.
15.
16.
17.
18.
19.
21.
22.
23.
24.
25.
26.
27.
28.
29.
30.
Findes i Dansk Lovsamling, op. cit., s. 741-749.
»Bekendtgørelseom en af justitsministeriet stadfæstet vedtægt for den i Aarhus ansatte byg-
ningsinspektørsforretninger m.v.«, i: ÅBF, 1880, Tillæg 5. 8-12 incl.
Se ÅBF, div. årgange,hvor bygningskommissionensmedlemmer er anført.
ÅBF 1878, Tillæg, s. 31.
Oplysningerne om dispensationeme til byggeriet i Sjællandsgadekvarteretbygger påÅBF,
årgangene 1880-1907 incl.
Vagn Dybdahl (red.): »Sundhed og sygdom mens Århus blev stor«, s. 85,Århus, 1963.
ABF, 1881, s. 75 ffog s. 93 fr.
ÅBF, 1897, s. 165.
Se ÅBF, 1897, s. 174 f. Sagerne: 2/97-66, 2/97-61 og 2/97-59.
Kirsten Bach: »Den fysiske udformning af et århusiansk arbejderkvarter omkring århund-
redeskiftet -
en lokalhistorisk undersøgelse af boligbyggeriets udvikling og udvalgte arbej-
deres boligforhold«,s. 76. Speciale til Historisk Institut, Århus Universitet, okt. 1982.
Arkivet i Bygningsinspektorat Midt, hvor originaltegninger for Ny Munkegade 68 findes.
Antallet af beboere er optalt udfra primærskemaettil folketællingen 1901.
Vi har udtaget den erhvervsaktive del af befolkningen, hvorved vi forstår personer mellem
15-59 år incl. Tidspunktet er fikseret til den 1. februar 1901, da vi har valgt at bruge primær-
skemaerne fra denne folketælling som grundlag.
Tidspunktet er ligeledes fikseret til den 1. februar 1901, idet vi også her anvender denne
folketælling som kildegrundlag.
Der er en udførlig tabel over lønarbejdemes fordeling på brancher og erhverv i Rita Søren-
sen op. cit. samt baggrund for denne registrering i bilagene 20, 21 og 22 samme sted.
Af sammenligningsgrunde er grupperne VII (de der leve af deres midler) og VIII (offentligt
understøttede) fratrukket ved procentberegningen på byplan, da de ikke er egentlige er-
hvervsgrupper. Tallene er hentet fra Statistisk Tabelværk, 5. Rk., litra A, nr. 4.
Det var kun ansatte indenfor fag, der faldt ind under erhvervshovedgruppeme håndværk/
industri, handel/samfærdsel og forskellig underordnet virksomhed (med undtagelse af ty-
ende ved husgeming), der ved folketællingen 1901 skulle opgive om de var arbejdsløse. Vi
har derfor kun kunnet registrere arbejdsløsheden indenfor disse grupper og har beregnet
arbejdsløshedsprocenten ud fra det samlede antal beskæftigede indenfor disse tre grupper.
Det har ikke været muligt at få antallet af ansatte påde forskellige virksomheder oplyst for
1901. Antallet af ansatte er derfor taget fra ]. P. Trap 1904, op. cit. s. 32. Vedr. antallet af
ansatte påFrichs oplyses det her, at der var ca. 350-400 arbejdere. Vi har derfor regnet med
375.
Vi udelader Arbejdernes Forbrugsforeningi denne forbindelse. Den er atypisk fordi virk-
somheden var splittet op i flere arbejdspladser, der lå forskellige steder i byen, f .eks. bryg-
geri, bageri, brændselshandel. Antallet af arbejdere er ogsåher fra 1. P. Trap, op. cit.
55