Post og tele museum

Editor's Notes

1. Det her er et museum. Post & Tele Museum. På billedet her ligger museet på en adresse, som hedder Købmagergade 37 København K. Der ligger museet ikke om et år. Om et år er Post & Tele Museum pakket ned i kasser. Flyttekasser, arkivkasser, kilometervis af bobleplast. Der vil genstandene stå og vente på at der skabes nye rammer for dem. Et nyt museum som bliver et museum for dialog mellem mennesker, et museum i kontakt med lokalmiljø og samfund. Et kommunikationsmuseum: Måske af navn – og helt sikkert af gavn.
2. Det her er kommunikationsmodellen. I har sikkert set den før. Det der er mig [peg]. Det der er jer [peg]. Og det der er… det her [peg]. Det jeg siger: Budskabet, beskeden, ordene der kommer ud af min mund. Så langt så godt. Nu er det ikke fordi de 7 minutter her skal handle om hverken mig eller jer. Nej – her er selvfølgelig tale om en model, som kan minde os om de helt basale principper i museernes kommunikation og kommunikation som sådan. Jeg er i den heldige situation at arbejde på et kommunikationsmuseum. Så for mig er der den ekstra pointe at det her ikke bare er modellen for min formidling, men også selve indholdet af min formidling.
3. Tillad mig derfor at udvide modellen lidt (Og nu bliver det mere kringlet)! ”Konteksten” her er ”museumsmennesker til et formidlingsseminar”. ”Koden” er det særlige sprog vi taler. Vi ved fx at REGIN og SARA ikke er navne på mennesker. Kanalen er i dette tilfælde luften som tillader lydbølgerne at bevæge sig fra stemmebånd til trommehinde. Eller mere præcist det AV-udstyr som forstærker min tale nok til at også I bagerst i lokalet kan høre hvad der bliver sagt.
4. Som de fleste museer er Post & Tele Museum i dag først og fremmest et hus med ting. I dette tilfælde ting fra den danske kommunikationshistorie nedleveret fra post- og tele-etaterne. Postkasser. Telegrafnøgler, Telefoner, Radioer... De fysiske beviser for kommunikation. Og helt præcis de fysiske beviser for det som kommunikationsmodellen kalder for ”kanaler” – kommunikationskanaler. Om de har været papir-, kabel- eller æterbårne. [glider over i næste…]
5. … En gigantisk og global infrastruktur af kanaler som skaber forbindelser mellem mennesker, men som imidlertid blot(!) er en detaljeringsgrad i modellen over det som det egentlig handler om – kommunikation og dialog mellem mennesker. Og i den kontekst er de her ”kanaler” blot en slags fodnote under de vigtige elementer som er det sagte, det hørte, det skrevne og læste og dem der sagde, hørte, skrev og læste. Post & Tele Museums samling er med andre ord en samling for kommunikationskanaler. Men vi vil være museum for kommunikation – for dialog. Så spørgsmålet vi må stille er ”Hvordan skaber man et museum for noget man ikke har?”
6. Og pludselig går det op for en at genstandene på magasiner og i montrer ikke er det centrale. Et museum er ikke først og fremmest et hus med ting. Et museum er et hus med mennesker. Borgere, brugere, gæster – kald dem hvad I vil. De (ja, vi!) som går rundt og kommunikerer dag ud og dag ind (og laver al den her historie) er de samme mennesker som besøger vores museer. Så svaret på spørgsmålet om hvordan man skaber et museum for noget man ikke har, må være det banale: ”Vi gør selv”. Hvad man mangler på magasinet må man have i benene! [glider over i næste…]
7. … Så vi vil være det kommunikerende, brugerinddragende, inviterende museum, som skaber rum for dialog og debat. Og som skaber rum for alle. For vores historie er i den grad brugernes historie og vi har brug for dem til at hjælpe med at fortælle den og måske ligefrem indsamle den. (For kunne det ikke være fint hvis vores sms’er, tweets, instagrammer og emails var at finde andre steder end hos efterretningstjenesterne?)
8. Model-tid! Det her er en anden model. Det her er os lige nu. Ansigt-til-ansigt, men ude af synk – asynkrone i vores kommunikation, da det ville være sært (og ødelæggende for de her stramt timede ord) om en af jer pludselig brød ind med et spørgsmål eller egne betragtninger. I ved at det er min tur til at tale... Skulle nogen have kommentarer til mig i kaffepausen er jeg villig til at indgå i en synkron samtale – ansigt til ansigt [peg]. Vi kan også benytte os af en medieret kommunikationskanal: I kan e-maile mig og så vil jeg asynkront svare når jeg har tid og lyst [peg]. Eller i kan ringe og vi kan indgå i en synkron samtale på tværs af rum [peg].  
9. Post & Tele Museums samling er resultatet af medieret kommunikation – kommunikation pr. stedfortræder (af mere eller mindre teknisk karakter). Sand ansigt-til-ansigt kommunikation, synkron eller asynkron, efterlader ikke noget fysisk aftryk som vi kan gemme for eftertiden. Så første udfordring til et nyt kommunikationsmuseum kan ledsages af en udfordring nr. 2: ”Hvordan viser vi det man ikke kan se?” Og svaret bliver noget nær det sammen ”Vi gør det”
10. Kommunikation er summen af handlinger. Der er også apparater og kanaler indblandet, men først og fremmest handlinger udført af mennesker. Hvis vi som museum udfører de handlinger hele tiden – praktiserer hvad vi prædiker og gør som vi siger – skaber vi et museum, som ikke bare handler om kommunikation, men handler ved kommunikation. Nu skulle det være usselt af mig, om jeg med min baggrund sagde, at ansigt-til-ansigt-kommunikation var det eneste rigtige. Sådan skal det ikke lyde. Medieret kommunikation er noget så praktisk. Det sætter os i forbindelse med mennesker som er for lang væk til at vi kan råbe dem op, og det betyder at vi ikke behøver at stå og vente på at nogen kommer og vil snakke… [glider over i næste…]
11. … Og derfor kommunikerer de fleste af os primært asynkront med vores brugere. Det gør vi på skilte i vores udstillinger, i publikationer, på hjemmesider. Kort sagt hvor vi kan komme til det. Nu tænker mange af jer ”Men rundvisningen!” – ”Skoletjenesten!” Og ja – gjort rigtigt er det da et klasseeksempel på hvordan vi synkroniseret med vores gæster skaber gode museumsoplevelser. Men for de fleste er museumsoplevelsen noget man har uden en fagperson ved siden. Det er en social oplevelse med familie og venner. [glider over i næste…]  
12. … Vi kunne tænke os et museum som gjorde brugeren til aktør - i dialog med huset og med andre gæster. Dem man kom med og måske ligefrem dem man mødte undervejs. På den måde bliver museet en samfundsinstitution fyldt med borgere og deres historier, diskussioner og debatter. Et sted, der ikke kun arkiverer og konserverer tanker og ideer, men også kvalificerer og genererer dem.
13. (Alt: Det her er lidt af København). Om et år (Alt: vil et af husene her) rumme flyttekasser, arkivkasser, genstande i bobleplast og et udviklingshold som skal skabe et nyt museum: Et kommunikationsmuseum synkroniseret med lokalområde og museumsbrugere. Et museum hvis samling bliver levende fordi den sættes i relation til brugernes hverdag og giver perspektiver på samtid og fremtid.
14. Det er et stort arbejde og mange af tankerne er endnu kun drømme og visioner. De handler her om et specifikt museum. Med et genstandsfelt som passer noget så rart på metoden. Jeg siger ikke at Tøjhusmuseet skal indgå i flere sværdkampe med deres gæster eller at Rockmuseum skal anlægge heavyhår. Men jeg mener at det er væsentligt for vores troværdighed at vi udlever vores grundfortællinger og tænker grundigt over hvorfor vi er nødvendige – det gør os interessante og relevante.