1. Anna Bundgaard 8.a
Dansk terminsprøve
Susanne Have
1. Mistanken
Mathias retter blikket mod den brede, tonede glasrude for enden af lokalet. Udenfor skændtes 2
betjente. Han kan se den enes blodårer på halsen blive synlige, betjenten anstrenger sig meget.
Han ved at de råber, men han kan ikke høre det. Det er som om, at han er inden i en boble. En
boble han ikke har en chance for at komme ud af. Det faktum at Mathias godt selv ved, hvad han
har gjort, og at det er ham der har gjort det, får hans håndflader til at blive klamme og svedige.
Ligesom i går. Han tørrer det af under bordet og får rester af et gammelt, men stadig saftigt
tyggegummi med op. ”Pis”, tænker han.
Også ryggen syntes fugtig nu eller er det bare en følelse? En dråbe løber ned af hans kind, og igen
føles det som i går, da blodet løb ned langs hans ben.
Mathias kigger igen ud af vinduet og en dame i en stram sort T-shirt og en grønlig habitjakke,
kommer susende forbi. Hendes lyse, lokkede hår flagrer ud af dets opsæt i den ellers helt vindstille
gang, men det gør ingenting. Hun ser stadig godt ud, og Mathias ærgrer sig over at glasruden ikke
er længere. Han er sikker på, at hun bar stilletter, en sort nederdel og usynlige nylonstrømper. Ikke
sådan nogen som bedstemødre går med, som er den helt forkerte farve.
Mathias ved godt selv, at han er god til det med damer. Han kan sno en hver om sin lillefinger, kun
én ting kan han ikke selv stå for. Sådan nogle som hende der lige kom forbi. Målrettede kvinder i
tætsiddende T-shirts, briller hængende i deres hår og en stak vigtige papirer i hånden. Det kilder i
hans mave, når han tænker på det, og den lille smule følelse han ejer i sin krop, bruser frem i ham.
I 5 minutter sidder Mathias bare med lukkede øjne, drømmer om den dag om 10 år, hvor han
bliver løsladt. Vel og mærket hvis han er heldig. Til den tid er han vel omkring 35, og så er hans liv
slut. For når man er over 30, skal man tage ansvar, det ved han, og det er en af de mange ting,
Mathias aldrig har lært. Han har aldrig haft nogen omkring sig, som har taget ansvar, og det er
derfor, han er endt, som han er. Som en slem gadedreng, uden nogen form for færdigheder.
Hans forbrydelse er grov, og straffen for det er endnu grovere. Han har nærmest opgivet at
kæmpe for sin sag, men han er så nysgerrig efter kvinden med den tætsiddende T-shirt, og han vil
så gerne ud til hende.
Det føles, som om han har ventet i evigheder, og han åbner langsomt sine øjne og ser kvinden
blive omfavnet af en mand i jakkesæt med langt, brunligt, krøllet hår. ”En rigtig charmør”, tænker
Mathias og kan mærke irritationen blusse op i ham. Selvfølgelig skal en overklassetøs have en
Side 1 af 2

2. Anna Bundgaard 8.a
Dansk terminsprøve
Susanne Have
storbydreng som ham. Hvad havde han regnet med? Selvfølgelig kan Mathias ikke få en som
hende, og det vil han egentlig heller ikke, eller jo det vil han, men nu kan det hele være lige meget,
han behøves ikke engang kæmpe for sin sag mere, eller gør han? Skal han gå ud og give ham
overklassefyren tørt på? Vise ham hvem der bestemmer? På den anden side, hvad nu hvis de har
børn og er gift? Det ville være akavet for Mathias så.
Igen står parret ved glasruden, og kvinden giver tegn til, at hun skal hente et eller andet. Hun
vinker til nogen eller noget, som Mathias ikke kan se. Et barn? Han rejser sig, og ja rigtig nok så
står der en lille pige med det samme lyse, lokkede hår som sin mor. Den lidt mørke kulør er farens,
og de skandinaviske blå øjne er morens. Den lille pige står med en bamse i hånden og har en sut i
munden. Mathias vil nok skyde på, at hun er omkring 2 år.
Han sætter sig igen, læner sig tilbage og vipper lidt på den knirkende træstol. Han kan mærke, at
hans kinder er røde og varme. Hans lidt for stramme T-shirt er blevet helt fugtigt, men hans
muskuløse arme har stadig gåsehud. Mathias er pæn og veltrænet, og det ved han godt.
Kvinden kommer tilbage med endnu en stak papirer og går lynhurtigt forbi glasruden. Mathias
stiller sig op, for næste gang hun kommer forbi, vil han se, om hans teori med hendes tøj er rigtig.
Vægventilatoren irriterer ham, og han fyrer hans lighter op mod den. Forbier. Prøver igen. Forbier.
Tredje gang er lykkens gang? Forbier.
Mathias ærgrer sig og sætter sig ned, kvinden kommer forbi. Han bliver vred på sig selv, nu nåede
han jo ikke at se det. Med hans knytnæve som er camoufleret af størknet blod, slår han hårdt ned i
bordet, og i samme øjeblik træder kvinden ind ad døren og sætter sig ned på sin sorte nederdel.
”Hej. Er du ved at være klar til din afhøring?”.
Side 2 af 2