1. Skelettet
fra
Ragebøl
En
historie
om
mindet
fra
krigen
i
1864
10
20
30
40
Af
Andreas
Østergaard
og
Peter
Bye
Andersen
Foto:
Bjørn
Østergaard

2. 2
Arvid
Schmidt
er
gravemester
og
har
kørt
på
den
samme
strækning
i
sin
gravemaskine
i
to
uger.
Det
går
langsomt,
og
han
er
kun
kommet
tre
kilometer
frem.
Der
er
ni
kilometer
tilbage.
Der
skal
lægges
en
spildevandsledning
på
strækningen,
men
først
skal
der
graves
prøverander
sammen
med
Museum
Sønderjylland.
Ved
siden
af
gravemaskinen
går
en
af
50
museets
arkæologer
og
kigger
ned
i
muldjorden.
Arvid
bakker
langsomt
med
gravemaskinen
og
skraber
forsigtigt
jorden
væk
med
skovlen
-­‐
centimeter
for
centimeter
-­‐
,
indtil
det
brune
lerlag
kommer
frem.
Så
rykker
han
og
arkæologen
et
par
meter
videre
frem.
De
graver
langs
en
mark
i
den
sønderjyske
by
Ragebøl
tæt
på
Sønderborg.
Arkæolog
Mette
Nissen
tjekker
jorden
for
fortidsfund,
som
man
gør,
når
der
skal
graves
og
bygges
her
i
området.
Det
er
ikke
unormalt
at
støde
på
stolpehuller
fra
middelalderpladser,
men
det
er
ikke
altid,
at
arkæologerne
har
heldet
med
sig.
Engang
gik
Mette
ved
siden
af
en
gravemaskine
på
den
her
måde
i
to
uger
og
kiggede
ned
i
jorden
uden
at
finde
noget.
Arvid
har
været
i
gang
med
at
grave
siden
klokken
syv
i
morges.
Nu
er
klokken
omkring
et
om
60
eftermiddagen.
Det
er
en
kølig
og
lidt
våd
dag
i
november
2013.
Arvid
er
blevet
søvnig,
men
så
bryder
Mette
det
monotone
arbejde
ved
at
vifte
med
armen.
Hun
råber
op
til
Arvid
i
styrehuset,
at
han
skal
stoppe
med
at
grave.
Han
er
kommet
til
at
slå
hul
på
et
kranium
40
centimeter
nede
i
jorden.
Fortidsfundene
plejer
at
ligge
længere
nede
i
lerlaget,
så
kraniet
overrasker
Arvid.
Han
springer
ned
fra
gravemaskinens
styrehus
og
går
hen
til
Mette.
”Jeg
tror,
vi
har
fundet
et
skelet
fra
et
menneske,
siger
Mette
til
Arvid,
mens
de
står
og
kigger
ned
i
den
smattede
jord.
Arvid
har
gravet
i
37
år,
og
det
er
første
gang,
han
har
fundet
et
skelet
fra
et
menneske.
Der
går
ikke
lang
tid,
før
samtalen
falder
på,
at
skelettet
nok
tilhører
en
soldat
fra
krigen
i
1864,
men
det
er
ikke
til
at
vide
med
sikkerhed
på
dette
tidspunkt.
En
70
anden
arkæolog
kommer
til
for
at
undersøge
skelettet.
Mette
og
Arvid
må
grave
videre
med
maskinen
langs
marken.
Der
er
mange
kilometer
igen.
Da
Arvid
har
fri
ved
firetiden,
kører
han
tilbage
til
graven
for
at
kigge
på
den.
Det
er
ved
at
blive
mørkt.
Arkæologerne
er
taget
hjem
og
har
dækket
udgravningen
omkring
skelettet
til
med
plastik.
”Gad
vide
om
det
er
en
dansker
eller
en
tysker?
Hvem
var
han
egentlig?”
tænker
Arvid.
***
80
Da
skelettet
endte
i
jorden,
var
der
en
krigsminister
i
København,
der
havde
brug
for
nogle
preussiske
krigsfanger,
som
han
kunne
vise
frem
for
hovedstadens
borgere.
Danskerne
kæmpede
mod
preusserne
i
Sønderjylland,
og
kort
tid
efter
startede
nederlaget,
der
i
meget
høj
grad
har
formet
Danmark,
som
vi
kender
landet
i
dag.
Både
i
forhold
til
geografien,
men
også
i
forhold
til
mentaliteten
vil
nogle
historikere
sige.
Danmark
blev
en
homogen
småstat,
og
”hvad
udad
tabes,
skal
indad
vindes,”
var
der
nogen,
der
sagde.
Da
skelettet
kommer
op
i
dag
150
år
senere,
er
det
til
en
regionalpolitiker,
der
står
med
en
tommelfinger
i
hver
bukselomme
og
hovedet
på
skrå
foran
Dybbøl
Mølle
i
solskinsvejr.
Han
90
spejder
mod
syd
og
taler
om
vækst
og
samarbejde
over
grænsen.
”Fremadrettet”
er
et
nøgleord.

3. 3
Hvis
der
stadig
var
liv
i
skelettet
fra
Ragebøl,
så
ville
det
opleve,
at
historien
altid
bliver
mindet
på
en
måde,
så
den
tilfredsstiller
nutidens
behov.
Der
har
gennem
tiden
været
tre
store
mindekulturer
omkring
1864
med
hvert
deres
formål.
I
dag
bliver
1864
brugt
som
anledning
til
at
arbejde
mere
sammen
med
tyskerne.
Tidligere
blev
1864
brugt
som
argument
for
at
styrke
forsvaret
mod
tyskerne.
Denne
periode
fra
genforeningen
med
Sønderjylland
i
1920
til
tiden
efter
Anden
Verdenskrig
endte
med
hærværk
og
dynamitsprængninger,
som
vi
senere
kommer
ind
på.
100
Til
at
starte
med
–
før
genforeningen
i
1920
-­‐
handlede
det
om
at
bevare
sin
troskab
til
Danmark
i
kampen
for
en
ændring
af
grænsen.
Denne
del
af
historien
kan
i
dag
tydeligst
ses
i
forhaven
til
et
lille
hus
i
den
sønderjyske
by
Bøffelkobbel.
De
vog
dem,
vi
grov
dem
en
grav
i
vor
have
For
otte
år
siden
arbejdede
May-­‐Britt
Hartmann
på
et
forlag,
der
hedder
Trojaborg.
Forlaget
solgte
blandt
andet
postkort
med
et
billede
af
det
lille,
hvide
hus
i
Bøffelkobbel.
Det
ligger
ud
mod
en
landevej
nær
Sønderborg,
og
folk
kalder
det
Bøffelkobbelhuset.
I
2006
løb
Trojaborg
tør
for
postkort
med
billedet
af
huset.
Og
det
var
så
slutningen
på
historien
om
postkortet,
så
110
det
ud
til.
Forlaget
ville
ikke
genoptrykke
nye
eksemplarer
af
postkortet.
Det
solgte
ikke
godt
nok.
Kun
omkring
100
stykker
om
året.
Selvom
Trojaborg
var
klar
til
at
lægge
Bøffelkobbelhuset
i
graven,
så
er
huset
endnu
ikke
glemt.
Da
May-­‐Britt
hørte,
at
forlaget
ville
stoppe
salget
af
postkortene,
ringede
hun
til
sin
far.
”Kan
du
ikke
sponsorere
3.000
nye
postkort?”
spurgte
hun
ham.
Og
da
hun
altid
har
været
fars
pige,
sagde
han
ja.
Det
er
de
døde,
der
holder
Bøffelkobbelhuset
i
live.
Kigger
man
en
ekstra
gang
på
postkortet,
opdager
man,
at
det
ikke
bare
viser
et
hus.
I
forhaven
ligger
der
en
grav.
Hvert
år
den
22.
120
februar
samles
danske
forsvarsbrødre,
hjemmeværnsfolk
og
ældre
fra
omegnen
ved
graven
i
forhaven.
De
står
rustet
med
danske
faner,
buketter,
kranse
og
en
enkelt
trompet.
May-­‐Britt
står
der
også
med
en
lille
buket.
Langs
husmuren
bagerst
i
haven.
I
år
med
lilla
blomster.
Står
man
og
taler
med
hende
på
denne
dag
af
året
i
denne
have,
bliver
man
af
og
til
afbrudt
af
ældre
herrer.
En
mand
med
en
lille
hue,
der
skærmer
for
februarkulden,
spørger,
om
han
må
tage
et
billede
af
May-­‐Britt
med
sit
kompakte
digitalkamera.
”Jo,
det
kan
du
godt,”
siger
May-­‐Britt,
selvom
hun
ikke
er
så
meget
for
det.
Her
i
forhaven
til
Bøffelkobbelhuset
er
hun
vel
en
slags
nationalklenodie,
kan
man
sige.
Det
er
130
ikke
så
meget
på
grund
af
hendes
far,
der
skænkede
stedet
3.000
nye
postkort.
Det
er
på
grund
af
hendes
tipoldefar
-­‐
infanterist
Hans
Hansen
-­‐
som
ligger
derovre
i
graven
et
par
meter
fra
May-­‐Britt.
Hans
Hansen
faldt
under
en
forpostfægtning
i
1864,
da
preusserne
rykkede
mod
Dybbøl.
Han
blev
begravet
her
i
haven
af
husets
beboere
Jørgen
og
Kathrine
Fink.
På
grund
af
krigen
kunne
de
ikke
få
liget
begravet
på
en
kirkegård.
Ved
siden
af
Hans
Hansen
lagde
de
en
anden
falden
soldat,
der
blev
skudt
ned
af
sin
hest
i
nærheden
af
huset
–
dragon
Jens
Christensen.
***
140

4. 4
Efter
krigen
blev
graven
gjort
berømt
af
den
danske
forfatter
Holger
Drachmann,
der
skrev
et
digt
til
den,
som
starter
sådan
her:
De
vog
dem,
vi
gro
dem
En
Grav
i
vor
Have,
(…)
Sønderjyske
piger,
I
forglemme
det
ej!
Digtet
er
fra
Holger
Drachmanns
reportagerejse
til
Sønderjylland
i
1877
og
tilhører
den
første
periode
af
1864-­‐mindekulturen.
Perioden
strækker
sig
fra
nederlaget
i
1864
til
genforeningen
mellem
Danmark
og
Sønderjylland
efter
første
verdenskrig
i
1920.
De
dansksindede
150
sønderjyder
i
tyskernes
dengang
nyvundne
land
satte
små,
diskrete
mindesten
op
for
deres
faldne
soldater
og
mødtes
i
forsamlingshuse.
Formålet
var
at
bevare
det
danske
sammenhold
for
senere
at
kunne
få
en
ny
grænse
og
blive
en
del
af
Danmark
igen.
Mindekulturen
var
stilfærdig
og
blev
tolereret
af
tyskerne,
der
ikke
følte,
at
deres
overlegenhed
var
truet.
Kun
en
enkelt
gang
blev
det
for
meget
for
tyskerne.
Det
dansksindede
par,
der
ejede
Dybbøl
Mølle,
satte
i
1914
en
stentavle
op
på
møllen
med
følgende
inskription:
(…)
Danske
mænd
gav
livet,
men
troskab
holder
skansen
end
(…)
Tyskerne
havde
et
meget
ærekært
forhold
til
ordet
troskab
-­‐
treue.
Det
var
dem
og
ikke
danskerne,
der
var
tro,
og
de
tog
derfor
tavlen
ned.
160
Udover
Dybbøl
Mølle
var
graven
ved
Bøffelkobbelhuset
et
anker
for
den
dansksindede
mindekultur.
Her
satte
ægteparret
Jørgen
og
Kathrine
Fink
blomster
ved
graven
for
de
to
danske
soldater,
som
de
ikke
kendte,
og
den
historie
spredte
sig
altså
helt
til
København,
hvor
forfatter
Holger
Drachmann
besøgte
dem
fra.
***
Efter
genforeningen
mellem
Sønderjylland
og
Danmark
i
1920
har
man
holdt
officielle
mindehøjtideligheder
ved
graven.
Efterkommer
May-­‐Britt
Hartmann
kendte
ikke
til
170
mindehøjtideligheden,
før
hun
i
2006
kørte
til
Sønderborg
for
at
give
de
3.000
postkort
til
soldaterforeningen
De
Danske
Forsvarsbroderselskaber,
der
værner
om
huset.
”Du
skal
da
komme,”
lød
opfordringen
til
hende,
og
det
har
hun
gjort
siden
da.
”Vi
er
stolte
af,
at
der
så
mange
år
efter
stadig
kommer
slægtninge
til
de
begravede
soldater,”
siger
den
lokale
formand
for
Forsvarsbrødrene,
Verner
Callesen,
da
han
byder
velkommen
i
forhaven.
Første
mindekultur…
Tidsperiode:
1864
til
1920
180
Formål:
Dansk
sammenhold
og
grænserevision

5. 5
En
mislykket
fangeplan
Landets
førende
ekspert
i
mindekultur,
Inge
Adriansen,
sidder
på
sit
kontor
på
Sønderborg
Slot
og
arbejder
på
en
bog
om
krigergrave
og
mindesmærker
fra
de
slesvigske
krige,
da
190
telefonen
ringer
en
dag
i
midten
af
november
2013.
”Vi
har
fundet
et
skelet,
og
jeg
tror,
det
er
fra
1864!”
Det
er
arkæologen
Silke
Eisenschmidt.
Hun
har
netop
gjort
et
overraskende
fund
i
en
vejkant
syv
kilometer
uden
for
Sønderborg.
Inge
skyder
bogen
til
side.
Hun
overvejer,
om
hun
skal
køre
hjem
og
hente
gummistøvler
til
det
våde
vejr,
men
vælger
at
køre
direkte
ud
til
skelettet.
Da
hun
ankommer
til
den
lille
landevej
Freltofte
i
Ragebøl,
møder
hun
leder
af
Historiecenter
Dybbøl
Banke,
Bjørn
Østergaard.
Han
er
også
blevet
ringet
op.
Sammen
skal
de
finde
ud
af,
om
det
er
en
1864-­‐soldat,
og
om
han
var
dansk
eller
preussisk.
Det
vil
være
første
gang
siden
200
1925,
at
nogen
finder
et
skelet
fra
en
soldat,
der
kæmpede
i
1864.
Silke
fjerner
nænsomt
jord
fra
skelettet
med
en
murerske
og
suger
vand
væk
med
en
svamp.
Et
kranium
med
hul
i
panden
bider
sig
vej
op
af
jorden.
Hovedet
ligger
forkert.
Det
er
nærmest
mast
ned
i
kravebensknoglerne
og
ligger
højere
oppe
i
jorden
end
resten
af
kroppen.
Silke
spekulerer
i,
at
der
måske
ligger
flere
lig
nedenunder.
Bjørn
tror
nærmere,
at
soldatens
gravfred
engang
er
blevet
forstyrret
af
en
nysgerrig
karl,
der
har
forskubbet
hovedet.
De
finder
en
blypatron
af
den
type,
som
danskerne
puttede
i
deres
geværer.
En
metaldetektor
afslører
en
patrontaske
med
flere
patroner.
Soldaten
er
dansk.
Ved
resterne
af
soldatens
210
fingerrodsknogler
ligger
der
en
meget
irret
ring.
Den
kan
desværre
ikke
bruges
til
at
identificere
manden
yderligere,
da
man
ikke
kan
se
nogen
inskription.
Bjørn
har
aldrig
set
en
1864-­‐grav
før.
Han
er
ligesom
Inge
meget
nysgerrig
på
soldaternes
gravskik.
Det
var
sandsynligvis
preusserne
–
fjenden
–
der
lagde
den
faldne
dansker
i
jorden
efter
deres
sejr.
Han
er
nysgerrig
på
at
finde
ud
af,
hvilke
ejendele
soldaten
havde
med
sig
i
graven,
og
om
han
er
blevet
udsat
for
ligplyndring.
Preusserne
stjal
efter
sigende
de
danske
soldaters
støvler,
da
de
havde
et
længere
skaft,
som
man
kunne
stoppe
bukserne
ned
i.
”Vi
skal
finde
ud
af,
om
han
har
støvler
på
eller
ej,”
siger
Bjørn,
men
udgravningen
må
stoppe,
220
da
entreprenøren
fortæller,
at
spildevandsledningen
godt
kan
lægges
uden
om
skelettet.
”Hos
Museum
Sønderjylland
overholder
vi
museumsloven.
Graven
skal
være
urørt,
indtil
vi
får
ny
besked
fra
Kulturstyrelsen,”
svarer
Silke.
Arkæologerne
afventer,
om
Kulturstyrelsen
vurderer,
at
skelettet
er
værd
at
grave
ud,
nu
hvor
det
ikke
ligger
i
vejen
for
spildevandsledningen.
***
230
Mens
de
står
ved
graven,
spørger
arkæologerne
interesseret
Bjørn
om
slaget,
der
blev
soldatens
endelige.
”Det
var
noget
værre
rod,”
fortæller
han.

6. 6
Slaget
fandt
sted
den
17.
marts
1864
–
en
måned
før
slaget
på
Dybbøl
Banke.
Krigsminister
C.C.
Lundbye
havde
presset
den
danske
overkommando
til
at
angribe
preusserne
for
at
tage
krigsfanger.
Krigsministeren
havde
brug
for
at
fremvise
en
sejr
overfor
pressen
og
folket
i
København,
der
var
trætte
af
at
høre
om
nederlag.
240
Det
skulle
ske
med
et
overraskelsesangreb
på
100
preussiske
soldater
i
Ragebøl
Skov.
Det
5.
Infanteristregiment
blev
sat
på
opgaven,
men
de
preussiske
soldater
nåede
at
fjerne
sig
fra
skoven
i
tide.
Mens
5.
regiment
forgæves
ledte
efter
preussere,
blev
soldaterne
i
danskernes
4.
Infanteristregiment
sat
til
beskytte
venstre
flanke
ved
Freltofte
Landevej.
Soldaterne
skulle
have
haft
støtte
fra
forposterne,
men
de
havde
trukket
sig
tilbage
på
grund
af
dårlig
kommunikation.
Det
var
her,
det
gik
galt.
Preusserne
kom
hurtigere
end
forventet.
De
satte
talstærkt
ind
med
infanteri
og
artilleri
i
et
angreb
mod
4.
regiment.
I
stedet
for
en
dansk
sejr
endte
det
i
et
katastrofalt
nederlag
med
153
døde,
253
sårede
og
267
tilfangetagne
danske
soldater.
Skelettet
i
Ragebøl
tilhører
en
af
de
250
faldne.
Han
endte
sandsynligvis
sine
dage
med
en
preussisk
kugle
i
brystet.
***
Svaret
fra
Kulturstyrelsen
kommer
først
dagen
efter.
Til
Bjørns
store
skuffelse
skal
graven
lukkes
igen,
og
skelettet
begraves
in
situ.
Urørt
på
stedet.
Med
patrontaske,
patroner
og
vielsesring.
Styrelsen
mener
ikke,
at
skelettet
kan
bidrage
med
nogen
væsentlig,
ny
historisk
viden,
der
opvejer
det
etiske
i
at
grave
det
op.
Man
skal
være
varsom
med
den
slags,
når
der
er
en
chance
260
for,
at
man
kan
sætte
navn
på
skelettet
og
finde
nulevende
slægtninge
i
nærheden,
mener
embedsmændene.
Bjørn
spørger
igen,
om
de
ikke
kan
kigge
efter
støvlerne.
Han
er
færdig
med
sin
del
af
arbejdet
-­‐
at
fastslå,
at
skelettet
er
en
dansk
soldat
fra
1864.
Han
kan
mærke,
at
han
går
fra
at
være
historiker
på
arbejde
til
at
være
almindeligt,
menneskeligt
nysgerrig.
Han
vil
stikke
et
spyd
ned
i
jorden
for
at
se,
om
det
rammer
en
støvle,
men
den
går
ikke.
Graven
fyldes
igen
med
jord.
270
Rundstykker,
dynamit
og
110
mindesmærker
Der
er
knap
100
mennesker
samlet
i
og
rundt
om
forhaven
i
Bøffelkobbel.
”Det
er
helt
vildt,”
siger
konen
til
Forsvarsbrødrenes
præsident,
Karl
Erik
Nielsen,
da
de
ankommer
til
huset
og
får
øje
på
de
mange
biler,
der
holder
parkeret
langs
landevejen.
”Ja,
der
er
flere
end
normalt.
Men
vi
har
jo
også
150-­‐årsjubilæum,”
svarer
præsidenten
sin
kone.
Præsidentens
kone
er
ikke
den
eneste,
der
er
imponeret
over
fremmødet.
280

7. 7
”Der
plejer
da
ikke
at
være
så
mange
mennesker,”
siger
en
hjemmeværnsmand,
der
står
ved
siden
af
efterkommer
May-­‐Britt
Hartmann
bagerst
i
haven.
”Nej,
det
gør
der
altså
ikke.
Der
plejer
at
være
det
halve,”
bekræfter
en
anden
mand.
May-­‐Britt
nikker.
”I
Parolesalen
oppe
på
Sønderborg
Kaserne
tidligere
i
morges
var
der
dækket
op
til
48
mennesker,
men
det
rakte
altså
ikke
i
år.
”En
tredje
mand
istemmer.
”Nej,
det
gjorde
det
altså
ikke.”
Inden
mindehøjtideligheden
ved
Bøffelkobbelhuset
samledes
folk
til
morgenbrød,
fællessang
og
en
Gammel
Dansk.
Der
plejer
at
være
to
og
et
halvt
rundstykke
til
hver.
290
”Men
hvis
folk
spiser
så
meget
denne
gang,
så
er
der
andre,
der
må
nøjes
med
et
halvt,”
gjorde
en
af
forsvarsbrødrene
resten
af
forsamlingen
opmærksomme
på.
Folk
spiste
rullepølse,
ost
og
marmelade,
og
med
nogle
minutters
mellemrum
var
der
forskellige
forsvarsbrødre,
som
tog
ordet
for
at
fortælle
lidt
om
dagens
program
eller
en
af
årets
mange
nye
1864-­‐bøger
eller
et
gammelt
fotografi
fra
dengang.
Det
var
svært
at
høre,
hvad
de
sagde.
De
talte
jysk
beregnet
til
tomandshånd.
Forsvarsbrødrenes
præsident,
Karl
Erik
Nielsen,
bankede
på
sin
kaffekop
med
en
teske.
Han
talte
anderledes
højt
og
tydeligt.
”Nu
vil
jeg
ikke
se
nogen
sure
miner!”
Præsidenten
skulle
til
at
fortælle
en
dårlig
nyhed.
300
”Der
må
ikke
være
flere
danske
faner
end
tyske
faner
ved
fællesgraven
fra
1864,
når
jubilæet
løber
af
stablen
den
18.
april.”
En
mand
i
uniform
rystede
på
hovedet,
og
en
utilfreds
hosten
spredte
sig
langs
bordene.
Årsagen
er,
at
der
både
ligger
danske
og
preussiske
soldater
i
graven,
og
1864-­‐jubilæet
er
blevet
et
fælles
arrangement
–
både
tysk
og
dansk.
”Dette
emne
er
ikke
til
diskussion,
medmindre
I
har
tænkt
jer
at
skrive
til
Hendes
Majestæt.
Se
stort
på
det
og
glæd
jer
til
at
komme
hen
på
Kongeskansen
bagefter.
Her
kan
vi
tage
så
mange
310
faner
med
som
muligt
og
vise
dem
over
for
alle
VIP’erne.”
Præsidenten
satte
sig
ned,
og
folk
slog
op
i
Forsvarets
Sangbog.
Malerier
af
det
sønderjyske
landskab
hænger
rundt
på
alle
Parolesalens
vægge
som
ét
langt
panoramabillede,
der
minder
om,
hvad
det
handler
om
for
denne
kreds
af
mennesker.
Broager
Kirke,
Christian
X’s
bro
og
Dybbøl
Mølle.
Vores
nations
sydlige
grænse
og
dens
tilblivelse.
***
Det
var
ikke
kun
landkortet,
der
ændrede
sig,
da
Sønderjylland
igen
blev
dansk
i
1920.
Det
320
gjorde
1864-­‐mindekulturen
også.
Med
tyskerne
ude
af
syne
skruede
danskerne
op
for
mindekulturen.
På
20
år
opstillede
en
lokalkomite
110
mindesten
på
Dybbøl
Banke
og
Kær
Halvø
for
faldne
danskere
–
næsten
kun
officerer.
Formålet
var
at
fordanske
landskabet,
der
var
domineret
af
tyske
mindesmærker.
En
maj
nat
i
1945
blev
fordanskningen
fuldbyrdet.
Ukendte
gerningsmænd
–
formentlig
modstandsfolk
–
sprængte
to
store
tyske
monumenter
i
Dybbøl
og
på
Als
i
luften
med
dynamit.
Ruinerne
blev
gravet
ned
på
stedet
og
er
aldrig
blevet
genopbygget.

8. 8
Den
nye
mindekultur
forherligede
også
det
danske
militær
og
den
heltedåd,
man
mente,
330
soldaterne
havde
udført
i
1864.
Man
viste,
at
danskerne
var
parate
til
igen
at
kæmpe
for
den
sydlige
grænse.
Et
af
dem
skulle
endda
vise,
at
Danmark
havde
hele
Norden
i
ryggen,
hvis
grænsen
skulle
blive
truet.
Mindestøtten
for
de
nordiske
frivillige
i
de
slesvigske
krige
blev
rejst
i
1936
som
en
reaktion
på,
at
nazister
i
Slesvig-­‐Holsten
havde
krævet
grænsen
rykket
mod
nord.
Danmarks
daværende
statsminister,
Thorvald
Stauning,
var
i
begyndelsen
ikke
begejstret
for
den
nye
mindekultur,
der
dyrkede
den
militære
kamp
ved
Dybbøl.
I
flere
taler
på
Dybbøl
Banke
udtrykte
han,
at
han
hellere
ville
mindes
den
civile
kamp.
Men
i
1936
ændrede
Stauning
holdning.
Nazi-­‐Tysklands
ledere
var
aggressive,
og
et
nazistisk
mindretal
i
340
Sønderjylland
krævede
en
ny
grænse.
Da
mindestøtten
for
de
nordiske
frivillige
blev
indviet,
talte
Stauning
varmt
for
et
militært
forsvar
af
grænsen,
og
han
brugte
mindet
om
1864
til
at
understrege
sin
politik.
”Her
til
Dybbøl
er
mange
af
Nationens
mest
dyrebare
minder
knyttet,
og
selvom
de
er
triste
og
bitre,
vil
vort
Folk
værne
om
dem,
for
disse
minder
er
en
væsentlig
del
af
vor
Nations
historie.”
I
dag
er
den
tyskfjendtlige
tone
forsvundet
ud
af
politikernes
forberedelser
af
150
årsdagen
for
1864.
Nationalpatriotismen
lever
dog
stadig
blandt
de
fremmødte
til
mindehøjtideligheden
i
Bøffelkobbel
den
22.
februar
2014.
350
***
”Det
var
en
stor
fejl,
der
blev
begået
i
1864,”
sagde
Forsvarsbrødrenes
præsident,
Karl
Erik
Nielsen,
på
vej
i
bilen
fra
Sønderborg
Kaserne
til
Bøffelkobbelhuset.
”Men
jeg
tænker
tit
på,
hvad
der
var
sket,
hvis
vi
ikke
havde
tabt.
Jeg
tror,
at
nederlaget
har
styrket
os
som
nation.
Vi
fik
andelsforeningerne
og
højskolerne.”
Bilen
ruller
forbi
Kongeskansen
og
fællesgraven
for
de
preussiske
og
danske
soldater.
Højtideligheden
den
18.
april
er
både
tysk
og
dansk,
som
Karl
Erik
Nielsen
påpegede
over
for
360
en
skeptisk
forsamling
i
Parolesalen
på
kasernen.
”Der
er
skabt
forståelse
mellem
vores
lande
på
et
højere
plan,
men
der
er
stadig
følelser
på
spil
i
det
lokale.”
Anden
mindekultur…
Tidsperiode:
1920
til
1990
Formål:
Fordanskning
og
styrkelse
af
det
militære
forsvar
370

9. 9
”Sammen
mod
nye
horisonter”
Landmand
Hans
Ejnar
Hansen
sidder
og
ser
TV
Syd
hjemme
i
Ragebøl.
Det
er
i
midten
af
november
2013.
En
af
nyhederne
handler
om
fundet
af
det
150
år
gamle
skelet.
Ifølge
arkæologerne
tilhører
skelettet
en
falden
soldat
fra
1864,
fortæller
journalisten.
En
dansk
soldat.
I
indslaget
bliver
der
vist
nogle
billeder
fra
en
lille
udgravning
på
en
rapsmark.
Stedet
380
virker
bekendt,
og
det
går
op
for
Hans
Ejnar,
at
skelettet
ligger
på
en
af
hans
marker.
Det
var
noget
med
en
spildevandsledning,
som
de
skulle
grave
ud
til,
kommer
han
i
tanke
om.
Landmanden
bliver
kontaktet
af
Museum
Sønderjyllands
folk,
som
spørger,
om
han
vil
gå
med
til
at
afgive
jorden
og
lave
et
fredet
gravsted
på
den
del
af
marken,
hvor
soldatens
rester
er
fundet.
Han
kan
godt
lide
forslaget,
men
han
lægger
sagen
i
skrivebordskuffen
for
at
tænke
sig
om,
inden
han
siger
ja.
Hans
Ejnar
kører
ned
til
rapsmarken
for
at
se
stedet.
Han
har
været
vant
til
at
finde
rester
fra
1864-­‐krigen
på
de
sønderjyske
marker
hele
sit
liv.
Store
granatstumper
og
kanonkugler.
Han
390
står
ud
af
bilen
og
kigger
på
den
brune
muldjord.
Udgravningen
er
dækket
til
med
jord
igen.
Han
står
og
gør
sig
sine
tanker.
”Det
har
ikke
været
sjovt.
Her
faldt
han
for
Danmarks
sag.
Det
har
været
barsk.
Og
verden
er
ikke
blevet
bedre
siden.
Afghanistan.
Irak.
Krig
er
noget
forfærdeligt
noget.
Kunne
man
bare
bremse
én
krig
ved
at
tænke
på,
hvad
der
er
sket
før.”
***
Samfundet
skal
lære
af
historiens
fejl.
Man
skal
lære,
hvor
man
kommer
fra,
for
at
vide
hvor
400
man
skal
hen.
Det
er
formålet
med
at
fortælle
om
1864
på
Historiecenter
Dybbøl
Banke,
siger
stedets
leder,
Bjørn
Østergaard,
som
var
med
til
udgravningen
af
skelettet
fra
Ragebøl.
Historiecenteret
skiftede
formidlingsstil
i
2004
for
at
få
så
mange
besøgende
som
muligt
til
at
lytte.
Centeret
flyttede
fokus
fra
politikernes
og
generalernes
krig
over
på
de
enkelte
soldaters
og
civiles
skæbner.
Det
er
menneskeskæbnerne,
som
fanger
publikums
interesse.
En
af
Historiecenter
Dybbøl
Bankes
udklædte
medarbejdere
er
Kristian
Bonde
Jørgensen.
Han
genopfører
livet
på
slagmarken.
Han
oplever,
at
det
særligt
er
Danmarks
genfødsel
som
krigsførende
nation
i
Afghanistan
og
Irak,
der
har
vakt
folks
interesse
for
de
gamle
soldaters
410
liv.
”Jeg
husker
det
tydeligt,
da
jeg
viste
en
gruppe
mennesker
rundt
ved
skansen
i
2012.
Jeg
reciterede
fra
en
dagbog
fra
1864.
En
tysk
soldat
skriver,
hvordan
det
føltes
at
løbe
mod
danskernes
kanoner.
Bagefter
var
der
en
kvinde,
der
kom
hen
til
mig
med
tårer
i
øjnene.
Hun
fortalte,
at
hun
var
blevet
meget
rørt,
fordi
hendes
søn
var
udsendt
til
Helmandprovinsen
i
Afghanistan.
Også
hjemvendte
soldater
fra
Afghanistan
fortæller,
at
det
er
fantastisk
for
dem
at
høre
om
1864-­‐soldaternes
oplevelser
fra
krigen.
De
får
en
følelse
af
ikke
at
stå
alene.”
Afghanistan
og
Irak
er
dog
ikke
den
eneste
årsag
til
den
større
interesse
for
de
personlige
420
fortællinger.
Det
er
også
en
måde
at
undgå
at
rippe
op
i
det
gamle
skænderi
med
Tyskland,

10. 10
fortæller
museumsinspektør
på
Sønderborg
Slot,
Inge
Adriansen,
som
har
været
i
tæt
kontakt
med
Region
Syddanmark
under
forberedelserne
til
det
store
150-­‐årsjubilæum
den
18.
april.
***
Vi
er
nu
fremme
ved
den
tredje
og
nyeste
periode
i
mindekulturen
omkring
1864.
Vi
er
fremme
ved
regionalpolitikeren,
der
spejder
mod
syd
fra
Dybbøl
Mølle
på
en
solskinsdag.
Billedet
fylder
en
hel
side
i
en
folder
fra
Region
Syddanmark
med
overskriften
Dybbøl
2014:
430
Sammen
mod
nye
horisonter.
Manden
på
billedet
er
regionens
formand
fra
Venstre,
Carl
Holst.
I
dag
bruges
1864
som
anledning
til
at
tale
om
vækst
og
samarbejde
over
grænsen.
”Her
har
vi
noget
fælles
historie
i
forvejen,
så
lad
os
få
noget
mere,”
ser
tankegangen
ud
til
at
være.
Denne
del
af
mindekulturen
blev
allerede
forvarslet
i
1964
i
en
tale
af
daværende
statsminister,
Jens
Otto
Krag,
på
Kongeskansen
i
Dybbøl,
hvor
Danmark
tabte
slaget
den
18.
april
1864.
Danmark
og
Vesttyskland
var
blevet
allierede
i
NATO
og
havde
underskrevet
København-­‐Bonn-­‐erklæringen.
Selvom
1864
er
historien
om
præcis
det
modsatte,
brugte
440
statsministeren
100-­‐årsjubilæet
til
at
understøtte
det
nye
samarbejde.
Han
omtalte
Vesttyskland
som
”en
flittig,
europæisk
nation,
som
vi
står
i
nabovenskabeligt
samarbejde
med
på
næsten
alle
punkter,
handelsmæssigt
og
forsvarsmæssigt
inden
for
den
store
kreds
af
vestlige
nationer.”
Jens
Otto
Krags
tale
stod
dog
i
kontrast
til
Kong
Frederiks
IX’s
tale
samme
dag:
”Der
er
grund
til
her
at
mindes
alle
dem,
der
sejt
kæmpede
i
alle
de
56
år
(…)
Men
vi
tænker
stadig
med
vemod
på
dem,
der
blev
syd
for
grænsen,”
sagde
kongen.
Og
den
nye
mindekultur
slog
først
for
alvor
igennem
i
1990’erne,
mener
Inge
Adriansen
fra
Sønderborg
Slot,
som
har
skrevet
flere
bøger
om
emnet.
Danmark
blev
en
del
af
den
Europæiske
Union,
og
ordet
”fremadrettet”
blev
et
450
nøgleord.
I
Region
Syddanmarks
folder
til
markeringen
af
150-­‐året
for
slaget
ved
Dybbøl
bliver
de
sønderjyske
piger
ikke
opfordret
til
at
huske
på
de
faldne
soldater
ligesom
i
Holger
Drachmanns
gamle
digt.
Til
gengæld
bliver
der
skrevet
om
konkurrencer
for
forretningsidéer
med
grænseoverskridende
merværdi
under
overskrifter
som
”Hamborg
er
vigtigere
end
København.”
Om
det
får
konsekvenser
for
historieformidlingen
er
for
tidligt
at
sige,
mener
museumsinspektør
Inge
Adriansen.
”Men
det
overbeviser
mig
om,
at
vi
mennesker
altid
mindes
ting
for
at
tilfredsstille
nutidens
behov,”
siger
hun.
460
Tredje
mindekultur…
Tidsperiode:
1990
til
????
Formål:
Vækst
og
samarbejde
over
grænsen

11. 11
En
forlænget
weekend
Den
lokale
formand
for
Forsvarsbrødrene,
Verner
Callesen,
klapper
i
hænderne
oppe
foran
de
470
to
soldaters
grav
i
forhaven
til
Bøffelkobbelhuset.
”Klokken
er
elleve,”
siger
han,
og
der
bliver
stille
blandt
de
mørke
jakkesæt
med
farverige
medaljer
hængende
fra
venstre
bryst.
Overinspektør
på
Sønderborg
Slot,
Carsten
Porskrog
Rasmussen,
stiller
sig
foran
den
mandslange
grav
med
et
lille
smedejernsgitter
rundt
om.
Han
er
blevet
bedt
om
at
holde
en
tale
til
forsamlingen.
Carsten
fortæller,
at
slaget,
hvor
de
to
soldater
faldt,
ikke
var
særlig
vigtigt.
Det
var
næsten
pinligt
for
det
danske
forsvar.
Bøffelkobbel
er
på
den
måde
et
mærkeligt
sted
at
dyrke
en
mindekultur.
Det
er
på
grund
af
historien
om
det
lille
menneske,
at
480
Bøffelkobbel
alligevel
har
overlevet
som
nationalt
symbol.
Her
får
to
helt
almindelige
soldater
lov
til
at
træde
frem
i
historien
sammen
med
husmandsfolkene,
der
igennem
hele
livet
passede
soldaternes
grav,
selvom
de
ikke
kendte
dem.
Efter
talen
går
kranselægningen
i
gang.
Dannebrog
er
hejst
i
flagstangen,
og
nogle
af
de
ældre
herrer
tager
deres
huer
og
sixpences
af.
Ti
dannebrogsfaner
bliver
holdt
frem
i
strakt
arm,
mens
der
bliver
lagt
fire
buketter
og
fire
kranse
på
graven.
En
efter
en.
Ӯret
være
deres
minde,”
lyder
det
fra
forsamlingen,
når
nogen
lægger
en
krans.
490
Da
sidste
krans
er
lagt,
sender
en
trompet
melankolske
toner
fra
”Slumrer
sødt
i
Slesvig
jord”
ud
over
flokken
i
haven.
Der
drypper
kondensvand
fra
trompetens
åbning
ligesom
dråber
fra
en
måges
næb.
På
samme
måde
som
mågen
imprægnerer
sin
fjerdragt
med
sine
dråber,
så
den
bedre
kan
beskytte
kroppen
mod
vind
og
vejr,
imprægnerer
trompeten
i
dette
øjeblik
den
danske
sjæl
hos
især
halvdelen
af
de
mænd
og
kvinder,
der
synger
med
på
messingblæserens
trutten.
Den
anden
halvdel
vil
formegentlig
være
væk
næste
år,
når
jubilæet
er
ovre,
og
de
fremmødte
vil
igen
kunne
få
to
og
et
halvt
rundstykke
hver.
Hvad,
der
sker
i
de
næste
generationer,
er
ikke
til
at
sige.
500
”Men
postkortene
bliver
nok
ikke
udsolgt,
før
jeg
er
borte,”
siger
May-­‐Britt
Hartmann,
efterkommer
af
infanterist
Hans
Hansen
ovre
i
graven.
En
mand
kommer
hen
til
May-­‐Britt.
Han
er
klædt
ud
i
en
uniform
magen
til
den,
som
infanteristerne
bar
i
1864.
Uniformen
er
mørkeblå
med
to
knapperækker
og
en
rød
krave.
”Du
ved
godt,
hvad
det
her
er,
ik’?”
siger
han
til
hende.
Han
løfter
et
sværd
med
gyldent
skaft,
der
hænger
i
et
læderbælte
rundt
om
livet
på
ham.
”Det
er
Hans
Hansens
sværd.
Det
var
det,
han
brugte
i
krigen.”
510
May-­‐Britt
nikker.
”Ja,
det
så
jeg
også
sidste
år.
Det
er
spændende.”

12. 12
For
May-­‐Britt
er
ceremonien
et
kuriosum.
Hun
kommer
ikke
med
et
abstrakt
svar,
der
fortæller
noget
dybere
om
liv
og
død,
sorg
og
nationalfølelser,
når
man
spørger
hende:
Hvad
betyder
det
for
dig
at
komme
her?
”Jeg
ser
det
som
en
fin
lejlighed
til
at
tage
en
forlænget
weekend
til
Sønderborg
med
min
mand.
Vi
kan
godt
lide
landskabet
hernede
–
selv
på
denne
årstid.”
520
”Det
er
ikke
noget,
jeg
tænker
så
meget
over,
og
jeg
har
heller
ikke
lavet
slægtsforskning.
Men
jeg
synes,
det
er
vigtigt
at
bevare
historien,”
siger
hun.
Manden
med
sværdet
og
den
gamle
uniform
kommer
tilbage
igen
og
fortæller
May-­‐Britt,
at
han
har
et
gammelt
sort/hvid-­‐fotografi
af
graven.
På
billedet
poserer
husets
daværende
beboere
Jørgen
og
Kathrine
Fink
ved
siden
af
graven.
Billedet
er
sat
ind
i
en
stor
ramme.
”Vil
du
se
det?
Så
henter
jeg
det
lige,”
siger
han
og
peger
hen
på
sin
bil.
”Nej,
det
er
fint,”
siger
May-­‐Britt.
”Jeg
så
det,
da
du
viste
det
frem
i
Parolesalen
tidligere
i
530
morges
på
kasernen.”
Her
hviler…
Landmand
Hans
Ejnar
Hansen
står
på
sin
parkeringsplads
og
kigger
på
en
bunke
sten.
De
kommer
fra
nogle
af
hans
800
hektar
marker.
De
er
der
i
alle
afskygninger,
former
og
farver.
Stenhuggeren
kommer
snart
for
at
hente
én
af
dem.
Den
skal
stå
i
vejkanten
i
Ragebøl
og
minde
forbipasserende
om,
at
der
ligger
en
soldat
begravet.
”Den
store
derovre.
Den
er
flot.
Og
hvad
med
den
her?”
siger
han
og
peger
på
en
lidt
mindre
og
sandfarvet
sten.
540
Hans
Ejnar
er
blevet
enig
med
kommunen
og
Museum
Sønderjylland
om,
at
mindestenen,
som
han
donerer,
skal
stå
i
vejkanten
og
ikke
inde
på
marken,
hvor
man
fandt
skelettet.
Han
er
bange
for,
at
graven
vil
drukne
i
ukrudt,
hvis
den
står
inde
på
et
fredet
stykke
af
marken.
Og
det
vil
være
en
ulempe,
når
marken
skal
pløjes.
”Er
der
nogen,
der
har
glæde
af
et
beskidt
gravsted?
Så
hellere
en
flot
sten
ude
i
vejkanten,
som
du
ikke
bliver
halvsur
over,
fordi
den
ikke
bliver
passet,”
siger
han.
Hans
Ejnar
er
ikke
den
eneste
landmand,
der
har
tænkt
sådan
gennem
tiden.
Og
med
den
nye
550
mindesten
kan
krigsturisterne
i
Sønderjylland
fortsat
gå
og
undre
sig
over,
hvorfor
soldaterne
altid
blev
skudt
i
vejkanterne.
***
Når
mindestenen
i
dag
bliver
rejst,
er
det
ikke
for
at
fordanske
landskabet
ligesom
efter
genforeningen
i
1920.
Det
hører
fortiden
til.
“Stenen
i
Ragebøl
får
ikke
den
funktion,
som
de
andre
havde:
At
vise
at
landskabet
er
dansk.
Det
er
der
ikke
længere
nogen
diskussion
om.
Den
bliver
sat,
for
at
vi
kan
mindes
en
560

13. 13
menneskeskæbne,”
siger
historiker
og
overinspektør
på
Sønderborg
Slot,
Carsten
Porskrog
Rasmussen.
Derudover
skal
stenen
tilfredsstille
et
behov
for
at
dyrke
det
lokale,
mener
hans
kollega
på
slottet
Inge
Adriansen.
I
en
verden
præget
af
globalisering
skal
den
huske
os
på,
hvor
vi
kommer
fra.
Give
os
en
følelse
af
hjemstavn
og
identitet.
Det
har
vi
fået
behov
for
i
takt
med,
at
alting
går
hurtigere
og
hurtigere.
”Vi
mennesker
har
både
fødder
og
rødder.
Vi
har
fødder
til
at
komme
rundt
i
hele
verden.
Vi
kan
i
løbet
af
ingen
tid
være
over
det
hele,
men
vi
har
også
behov
for
at
føle,
at
vi
hører
til
et
570
sted,”
siger
hun.
***
Vi
har
stenen,
og
vi
har
stedet,
nu
mangler
vi
bare
et
navn.
For
hvem
var
soldaten
egentligt,
som
gravemester
Arvid
Schmidt
tænkte.
Det
kunne
vi
godt
tænke
os
at
finde
ud.
For
ligesom
at
May-­‐Britt
Hartmann
har
behov
for
at
holde
en
forlænget
weekend,
så
har
vi
i
dag
et
behov
for
at
runde
vores
artikel
af.
Skelettet
i
Ragebøl
skal
tilfredsstille
nutidens
behov,
som
museumsinspektør
Inge
Adriansen
siger.
580
Og
det
er
vel
ikke
så
meget
anderledes
end
med
historier
fra
vores
eget
liv,
som
vi
går
og
fortæller
til
vores
venner
og
bekendte.
***
I
hjørnekontoret
i
det
gamle
stuehus
ved
Dybbøl
Mølle,
hvor
Historiecenter
Dybbøl
Banke
holder
til,
slår
historiker
Bjørn
Østergaard
op
i
to
gamle
bøger
med
gulnede
sider.
Her
kan
han
læse
om
de
danske
regimenters
kampe
og
se
tabslisterne.
Der
er
højst
sandsynligt
tale
om
én
af
fire
mænd.
De
kæmpede
i
4.
Infanteristregiments
2.
kompagni
og
døde
den
17.
marts,
hvor
regimentet
blev
overrumplet
af
preussernes
kugler
i
Ragebøl.
Til
forskel
for
de
andre
mænd
590
på
tabslisten
er
der
ikke
angivet
nogen
kirkegård
ud
for
disse
fire
mænd.
Peder
Petersen,
Jens
Andersen,
Jens
Christian
Thuesen
og
Ole
Larsen.
Vi
ved
fra
skelettet
og
tænderne,
at
soldaten
var
mellem
22
og
33
år,
da
han
døde.
Han
var
ret
sikkert
gift,
siden
han
blevet
fundet
med
en
fingerring.
Går
man
på
opdagelse
i
Rigsarkivets
gamle
optegnelser
og
sirligt
skrevne
kirkebøger
for
at
finde
ham,
står
det
hurtigt
klart,
at
det
er
som
lede
efter
en
nål
i
en
ældgammel
høstak.
For
en
stund
pegede
alt
på,
at
skelettet
i
Ragebøl
engang
har
været
Peder
Petersen
fra
Frøslev
i
Sønderjylland.
Han
blev
gift
i
1859
og
har
været
gammel
nok
til
at
være
forstærkningsmand
–
en
af
de
mange
soldater,
der
havde
udtjent
sin
værnepligt
og
var
blevet
gift,
men
alligevel
600
blev
sendt
i
krig
på
grund
af
mangel
på
soldater.
Kigger
man
videre
i
de
gamle
dokumenter,
står
det
desværre
klart,
at
vi
ikke
har
ramt
rigtigt.
Ved
folketællingen
i
1870
levede
Peder
Petersen
nemlig
stadig
med
sin
kone,
Karen
Nielsen.
Vi
kommer
det
ikke
nærmere.
Derfor
kan
vi
fra
den
9.
april
2014
mindes
skelettet
fra
Ragebøl
med
følgende
ord
hugget
i
en
stor,
rødlig
sten:

14. 14
Her
hviler
En
ukendt
dansk
soldat
Faldet
den
17.
marts
1864
610
Graven
fundet
i
2013
Stenen
rejst
i
2014
Gravemester
Arvid
Schmidt
viser
graven
med
skelettet
fra
Ragebøl
til
journalist
Peter
Bye
Andersen.
Danskerne
og
tyskerne
gennem
tiden…
1864:
Danmark
kommer
i
krig
mod
preusserne
og
taber
hertugdømmerne
i
syd.
Tyskland
bliver
få
år
senere
samlet
som
ét
stort
rige
1920:
Sønderjylland
(Nordslesvig)
bliver
genforenet
med
Danmark
som
konsekvens
af
en
folkeafstemning
efter
Tysklands
nederlag
i
Første
Verdenskrig
620
1940:
Tyskland
besætter
Danmark
under
Anden
Verdenskrig
1945:
Tyskland
kapitulerer,
og
Danmarks
befries
1955:
Danmarks
og
Vesttyskland
skriver
under
på
København-­Bonn-­erklæringen,
som
beskytter
mod
diskrimination
af
det
danske
mindretal
i
Sydslesvig
og
det
tyske
mindretal
i
Sønderjylland
(Nordslesvig)
1955:
Danmarks
og
Vesttyskland
bliver
allierede
i
forsvarsorganisationen
NATO
1973:
Danmark
bliver
medlem
af
Det
Europæiske
Fællesskab
(EF)
ligesom
Vesttyskland
1993:
Danmark
træder
ind
i
Den
Europæiske
Union
(EU)
ligesom
Tyskland
2002:
Tyske
soldater
deltager
for
første
gang
i
mindehøjtideligheden
på
Dybbøl
den
18.
april
630
2011:
Tyske
soldater
deltager
på
lige
fod
med
de
danske
soldater
i
mindehøjtidelige
på
Dybbøl
den
18.
april
-­‐
med
faner,
våben
og
march
gennem
byen

15. 15
Sådan
blev
historien
til
Beskrivelserne
af
mindehøjtideligheden
i
Bøffelkobbel
bygger
på
reportage
-­‐
journalisternes
egne
observationer
og
interviews
på
stedet.
Fortællingen
om
skelettet
i
Ragebøl
bygger
på
rekonstruktioner
fra
interviews
med
alle
de
implicerede
–
herunder
også
Kulturstyrelsen.
Den
historiske
viden
stammer
fra
interviews
med
Inge
Adriansen
og
Carsten
Porskrog
Rasmussen
fra
Sønderborg
Slot
og
Bjørn
Østergaard
fra
Historiecenter
Dybbøl
Banke.
Derudover
har
museumsinspektør
på
Roskilde
Museum
Signe
Frederiksen
bidraget
med
viden
om
de
politiske
1864-­‐taler
gennem
tiden
–
herunder
Jens
Otto
Krags
tale
i
1964.
Endeligt
er
en
640
række
bøger
blevet
brugt
flittigt
i
researchen.
Vigtigst
er:
”De
slesvigske
krige
i
kulturlandskabet
i
Sønderjylland”
af
Inge
Adriansen
”Erindringssteder
i
Danmark”
af
Inge
Adriansen
”Derovre
fra
grænsen”
af
Holger
Drachmann
”Bøffelkobbel
1864”
af
Ole
Andersen
”På
forpost
ved
Dybbøl
i
krigen
1864”
af
Rolf
Christensen
og
Anders
D.
Henriksen
Antal
anslag:
34.351
650
660
670

16. 16
680